Indlæg

“Skal vi løbe om kamp?”

Klumme fra 24 timer, engang i marts.

“Skal vi løbe om kamp?” 

Endnu en fase som man vist skal igennem, når man har et drengebarn, er den konkurrerende fase.
Den er vi i lige nu, og alting er en konkurrence hjemme hos os.
I hvert fald hvis man spørger min tre årige dreng. ?Jeg vaaaandt!? udbryder han, når vi er færdige med at spise, når han tager flyverdragt på og når han har fået børstet tænder.

Han stikker i løb, det sekund han bliver sluppet fri fra cykelstolen og hans fødder rammer jorden, for at komme først hen til børnehaven eller vores hoveddør og jeg bliver flere gange dagligt udfordret til at ?løbe om kamp?, som han kalder det. Lidt trættende i længden, skal jeg være helt ærlig, og jeg tør desuden ikke at vinde. -Den fejl begår man nemlig kun een gang. Det var med andre ord ikke en behagelig eftermiddag, da jeg for nogle uger siden, synes det kunne være hysterisk morsomt at vinde kapløbet hen til opgangen. Oh the drama.

Dog har jeg, den udspekulerede mor, fundet ud af at fasen kan bruges til min fordel. Aha! For som jeg før har skrevet en del om, hører der til alderen tre år, noget som de kloge kalder selvstændighedsalder, vi andre kender den nok bedre som trodsalder, eller jeg-skriger-og-går-amok-hvis-min-sok-sidder-skævt-alder. En periode, som starter når barnet er omkring to år og som forsætter længe (HVOR længe??), hvor vores ellers så søde og sjove børn forvandler sig til røvhuller, med falsetstemmer og ormene karatebevægelser, og vi, de voksne, ikke aner hvordan vi skal komme ud på den anden side, ofte ved vi i det hele taget slet ikke hvordan vi fik udløst reaktionen. MEN her, er førnævnte konkurrencefase faktisk slet ikke så dum, og man kan derfor ofte høre mig sige ting ala: ?Hvem får mon først sko på??, ?HVEM spiser flest rødbeder? eller ?Hvem kommer først i see-eeng?, og med det samme ændrer bævrende underlæbe og begyndende flitsbuekrop sig, til gnist i øjet på barnet, som straks stikker i løb, eller propper munden med grøntsager.
Mens jeg griner i skægget og highfiver mig selv.

 

 

 

Dans, klovn, dans!

Mit allersidste bidrag til 24 timer.
Torsdag d. 21 marts 2013:
Dans, klovn, dans!

“Jeg arbejder klart bedst under pres” er en sætning jeg hører mig selv sige relativt ofte, mens jeg skubber tingene foran mig og propper hovedet med kaffe undervejs. Om det rent faktisk passer, eller om det bare er min evne til at udskyde ting til sidste øjeblik, imens jeg i mellemtiden går og tænker, og skumler over hvad jeg skal finde på at skrive om, sige eller gøre, ved jeg ikke, men det fungerer for mig. Faktisk. Hvis man ser bort fra præstationsangsten og frygten for ikke at nå det jeg skal altså (farvel nattesøvn).

Tag for eksempel lige nu, i skrivende stund. Deadline til dette stykke tekst, er om halvanden time og jeg har siden i går tænkt på, hvad pokker jeg skulle skrive som mit sidste indslag i denne avis. Min facebookopdatering (hej overspringshandling!) for lidt siden lød:
Vil egentlig gerne afslutte min tid hos 24timer med et brag. Wow’e læserne og skrive noget klogt. Noget provokerende måske, eller sætte gang i en debat. Måske smide en bombe, eller lave en cliffhanger, bare for at være irriterende.
Men med deadline om tre timer, ovenpå en søvnløs nat, kommer det sikkert bare til at handle om strømper eller snot. Har nu også begået fejlen at love mig selv en chokoladecroissant, når jeg har afleveret. – Nu er alt jeg kan tænke på, selvfølgelig den, og at ordet “Croissant” er fjollet.
… Kunne også bare skrive Pikkelik 300 gange.

Jeg ville faktisk gerne skrive noget klogt, der fik jer, læserne til at huske mig, og tænke at jeg er en helt vildt fed person, med overskud og matchende strømper, men det har jeg vist fået slået fast en gang eller to, at jeg ikke er. Så hvorfor ikke bare skrive om det, der fylder mit sind lige nu? Nemlig præstationsangst og lysten til at levere noget genialt. Hver gang. Og nej, det er ikke altid det lykkes, fordi jeg netop sidder og er bange indtil sidste øjeblik, men i det mindste er det ærligt. Med andre ord, tak for denne gang.
Og bare fordi jeg kan: Pikkelik pikkelik pikkelik.

Dans, klovn, dans!

Mit allersidste bidrag til 24 timer.
Torsdag d. 21 marts 2013:
Dans, klovn, dans!

?Jeg arbejder klart bedst under pres?, er en sætning jeg hører mig selv sige relativt ofte, mens jeg skubber tingene foran mig og propper hovedet med kaffe undervejs. Om det rent faktisk passer, eller om det bare er min evne til at udskyde ting til sidste øjeblik, mens jeg i mellemtiden går og tænker, og skumler over hvad jeg skal finde på at skrive om, sige eller gøre, ved jeg ikke, men det fungerer for mig. Faktisk. Hvis man ser bort fra præstationsangsten og frygten for ikke at nå det jeg skal altså (farvel nattesøvn).

Tag for eksempel lige nu, i skrivende stund. Deadline til dette stykke tekst, er om halvanden time og jeg har siden i går tænkt på, hvad pokker jeg skulle skrive som mit sidste indslag i denne avis. Min facebookopdatering (hej overspringshandling!) for lidt siden lød:
Vil egentlig gerne afslutte min tid hos 24timer med et brag. Wow’e læserne og skrive noget klogt. Noget provokerende måske, eller sætte gang i en debat. Måske smide en bombe, eller lave en cliffhanger, bare for at være irriterende.
Men med deadline om tre timer, ovenpå en søvnløs nat, kommer det sikkert bare til at handle om strømper eller snot. Har nu også begået fejlen at love mig selv en chokoladecroissant, når jeg har afleveret. – Nu er alt jeg kan tænke på, selvfølgelig den, og at ordet “Croissant” er fjollet.
… Kunne også bare skrive Pikkelik 300 gange.

Jeg ville faktisk gerne skrive noget klogt, der fik jer, læserne til at huske mig, og tænke at jeg er en helt vildt fed person, med overskud og matchende strømper, men det har jeg vist fået slået fast en gang eller to, at jeg ikke er. Så hvorfor ikke bare skrive om det, der fylder mit sind lige nu? Nemlig præstationsangst og lysten til at leverer noget genialt. Hver gang. Og nej, det er ikke altid det lykkes, fordi jeg netop sidder og er bange indtil sidste øjeblik, men i det mindste er det ærligt. Med andre ord, tak for denne gang.
Og bare fordi jeg kan: Pikkelik pikkelik pikkelik.

Bekymringer

I sidste uge skrev jeg i 24 timer, om den der “psykose” mange af os får, når vi bliver forældre. Angsten for at der skal ske vores børn noget. Den angst som kan holde en vågen om natten og gøre en fysisk dårlig. Den angst som vi godt ved er dybt latterlig og overdreven. Men som vi ikke kan gøre for, eller komme af med.

Fra 24 timer, torsdag d. 7 marts 2013
?Her har du dit barn, og en livslang angst?

Der sker noget inde i ens hoved når man bliver gravid. Der sker mange ting, jovist. Men jeg tænker ikke på hormoner, distræthed og kindersnitte cravings, men på bekymringer. Bekymringer i en helt anden liga, end man nogensinde havde forestillet sig muligt.

De starter den dag man står med den positive test i hånden og følger én igennem hele graviditeten. Vokser barnet? Lever det? Er det et raskt barn? Hvorfor sparker den ikke? Hvorfor sparker den så meget? Og. Så. Videre.
Man ser frem til at få barnet ud til sig, så man bedre kan passe på det, tænker man.
Så føder man barnet… Panik! Bekymringerne tager til og man er usikker og overvældet. “Vokser barnet? Lever det? Er den rask? Hvorfor bevæger den sig ikke?
Hvorfor bevæger den sig så meget? Trækker den vejret? Hvorfor græder den nu??

Institutionsalderen indtræder og helt nye bekymringer dukker op, faktisk tænker man nu at bekymringerne ikke kan blive værre. Forfærdelige scenarier udspiller sig i ens tanker, med alt fra kidnapning til brækkede knogler i fokus.
Særligt udflytterbørnehave kan sætte gang i hjernen, skulle jeg hilse og sige. Bussen kunne jo køre galt, barnet kunne blive glemt i skoven, han kunne falde ned af et træ.
Er det en sø? Druknedød!

Man ryster på hovedet af sig selv, for man ved det jo godt. At man er ved at miste forstanden og simpelthen bliver nødt til at slappe af. Men hjernen forsætter. For den dag man fik det barn og fik etiket ?mor? placeret på sig, skrev man samtidigt under på en slags kontrakt, hvori der med småt stod at man nu gik ind i en verden fuld af afbrudt søvn, lortebleer, pletter på tøjet og et tankemønster, som kan gøre enhver horrorforfatter misundelig.

Ja, jeg indrømmer det, ?man? er ?jeg?. Jeg er blevet en smådramatisk pyldret hystade, som er ved at gå til af bekymring, relativt ofte og i højere og højere grad, jo ældre min dreng bliver. Gudskelov holder jeg det indeni mig selv (når jeg altså ikke lige skriver om det i avisen).

Skrukkeluk

Jeg skrev i 24 timer i torsdags, om det at være skruk.
Læs det her:
RÆK MIG LIGE BABYEN

 

Skrukkeluk

Jeg skrev i 24 timer i torsdags, om det at være skruk.
Læs det her:
RÆK MIG LIGE BABYEN

 

Mor er aldrig syg!

Fra 24 timer. Torsdag d. 17 januar.
Mor er aldrig syg!
Da min søn startede i vuggestue for to år siden, var det samtidigt starten på halvandet år med utallige sygdomme. Den ene tog den anden, og vi var slået ud af bræksyge, feber, hoste og snotnæser. Der var ingen begrænsninger for, hvilke sygdomme han fik skrabet sammen og tog med hjem, og jeg fik hver og en, også dem, han ikke engang selv fik.

Forrige vinter var vi syge på skift i to måneder. Trods de mange råd, som afspritning af både barn og undertegnede, uld fra top til tå, biostrath, grøntsager og C-vitamin-overload, ramte det os igen og igen, intet virkede. Jeg var dømt ude grundet influenza og pandehulebetændelse, og min dreng var en omvandrende snotnæse med 38,4 i feber.

Heldigvis er det blevet bedre, efter han er startet i børnehave, eller det var det. For ikke længe siden hørte jeg mig selv sige, at nu var det godt nok også ved at være længe siden, jeg havde været syg.

DET må man aldrig sige højt, for så kommer bræksygen for fuld drøn, det gjorde den i hvert fald her. Og så sent som i sidste weekend begik jeg fejlen igen, ?Høh! Jeg har slet ikke haft den der influenza, alle piver over ? Jaer!?

Klip til mandag aften, hvor feberen sneg sig ind på mig og bankede mig hårdt i hovedet, og nu ligger jeg så her.

Så meget, som jeg nu kan. For når man er mor, er der lige den lille detalje, at det med at lægge sig syg ikke er en mulighed.

Selv om jeg aldrig før har været syg så ofte, som efter jeg er blevet mor, har jeg til gengæld heller ikke skullet ignorere mit eget helbred så meget.

Muligheden for at slumre under et tæppe med kamilledrop og tv-serier, mens man popper panodiler og ynker sig selv, er der ikke rigtigt. For der er næsten altid en lille fidus, som enten er mere syg end en selv, eller bare har brug for, at man står oprejst og er voksen i det. Så det gør jeg. Trodser feber og andre ondheder og smører leverpostejmadder og synger ?Søren Banjomus,? omend i en lidt mere hæs udgave end normalt. En jazzet version.

Mor er aldrig syg!

Fra 24 timer. Torsdag d. 17 januar.
Mor er aldrig syg!
Da min søn startede i vuggestue for to år siden, var det samtidigt starten på halvandet år med utallige sygdomme. Den ene tog den anden, og vi var slået ud af bræksyge, feber, hoste og snotnæser. Der var ingen begrænsninger for, hvilke sygdomme han fik skrabet sammen og tog med hjem, og jeg fik hver og en, også dem, han ikke engang selv fik.

Forrige vinter var vi syge på skift i to måneder. Trods de mange råd, som afspritning af både barn og undertegnede, uld fra top til tå, biostrath, grøntsager og C-vitamin-overload, ramte det os igen og igen, intet virkede. Jeg var dømt ude grundet influenza og pandehulebetændelse, og min dreng var en omvandrende snotnæse med 38,4 i feber.

Heldigvis er det blevet bedre, efter han er startet i børnehave, eller det var det. For ikke længe siden hørte jeg mig selv sige, at nu var det godt nok også ved at være længe siden, jeg havde været syg.

DET må man aldrig sige højt, for så kommer bræksygen for fuld drøn, det gjorde den i hvert fald her. Og så sent som i sidste weekend begik jeg fejlen igen, ?Høh! Jeg har slet ikke haft den der influenza, alle piver over ? Jaer!?

Klip til mandag aften, hvor feberen sneg sig ind på mig og bankede mig hårdt i hovedet, og nu ligger jeg så her.

Så meget, som jeg nu kan. For når man er mor, er der lige den lille detalje, at det med at lægge sig syg ikke er en mulighed.

Selv om jeg aldrig før har været syg så ofte, som efter jeg er blevet mor, har jeg til gengæld heller ikke skullet ignorere mit eget helbred så meget.

Muligheden for at slumre under et tæppe med kamilledrop og tv-serier, mens man popper panodiler og ynker sig selv, er der ikke rigtigt. For der er næsten altid en lille fidus, som enten er mere syg end en selv, eller bare har brug for, at man står oprejst og er voksen i det. Så det gør jeg. Trodser feber og andre ondheder og smører leverpostejmadder og synger ?Søren Banjomus,? omend i en lidt mere hæs udgave end normalt. En jazzet version.

Fra børn og fulde folk.

Fra 24 timer d. 10. januar

Fra børn og fulde folk. 

?Du har godt nok lang hud, hva? mor?? udbrød min søn, med et fast greb i mit maveskind, midt på Falkoner alle, da jeg var ved at spænde ham fast bag på min cykel.

Det er blot et eksempel ud af mange, på de -lad mig tilføje: stærkt overdrevne, for så lang er min hud altså heller ikke – observationer min dreng gør sig, og i øvrigt glædeligt deler højlydt med andre. Helst fremmede.

For at bringe endnu et eksempel, følte han en dag trang til at henvende sig til fremmed dame i Netto med et ?Heej gumleged!?, hvortil hun (heldigvis) trak på smilebåndet, derfor kvitterede han med at informere hende om at hans mor altså ikke har en tissemand, og derfor tisser med numsen (den sidste del har vi altså fået afklaret siden hen).
Sødt og skideskægt? Jovist. Pinligt og rødmefremkaldende? Også det. Men. Det er jo sandheden. I hans verden om ikke andet.

På en eller anden måde misunder jeg hans og andre børns ligefremhed og deres sige-hvad-de-tænker måde at være på, helt uden de mindste skrupler.

Selvom jeg ganske vidst ikke er enig i at min hud er lang, at jeg er ?gammel, som et slot? og at jeg trænger til ?tykkere muskler?, men det er da på sin vis inspirerende, hvordan de kære børn bare giver slip og er helt umiddelbare i de ting de siger. Det kunne man måske lære lidt af som voksen. Og dog… For ved nærmere eftertanke, har jeg mødt voksne, som netop siger hvad de tænker, uden lige at filtrere det først. Det er efter min mening knap så charmerende og skægt, når en 30 årig siger sine tanker højt i alle situationer, som når en tre årig gør det. Så måske er det meget godt at de fleste af os, lærer hvornår det er bedst at lukke munden, og i stedet lader børnene om at tømme deres tankestrøm i supermarkedet. – Altså lige indtil vi har fået et par snaps til julefrokosten, for så skal de fleste af os da nok fortælle et par sandheder, og måske som bonus vise et par nye dansemoves. Sidstnævnte er faktisk også er noget min søn gør. Alle vegne.

 

Fra børn og fulde folk.

Fra 24 timer d. 10. januar

Fra børn og fulde folk. 

?Du har godt nok lang hud, hva? mor?? udbrød min søn, med et fast greb i mit maveskind, midt på Falkoner alle, da jeg var ved at spænde ham fast bag på min cykel.

Det er blot et eksempel ud af mange, på de -lad mig tilføje: stærkt overdrevne, for så lang er min hud altså heller ikke – observationer min dreng gør sig, og i øvrigt glædeligt deler højlydt med andre. Helst fremmede.

For at bringe endnu et eksempel, følte han en dag trang til at henvende sig til fremmed dame i Netto med et ?Heej gumleged!?, hvortil hun (heldigvis) trak på smilebåndet, derfor kvitterede han med at informere hende om at hans mor altså ikke har en tissemand, og derfor tisser med numsen (den sidste del har vi altså fået afklaret siden hen).

Sødt og skideskægt? Jovist. Pinligt og rødmefremkaldende? Også det. Men. Det er jo sandheden. I hans verden om ikke andet.

På en eller anden måde misunder jeg hans og andre børns ligefremhed og deres sige-hvad-de-tænker måde at være på, helt uden de mindste skrupler.

Selvom jeg ganske vidst ikke er enig i at min hud er lang, at jeg er ?gammel, som et slot? og at jeg trænger til ?tykkere muskler?, men det er da på sin vis inspirerende, hvordan de kære børn bare giver slip og er helt umiddelbare i de ting de siger. Det kunne man måske lære lidt af som voksen. Og dog… For ved nærmere eftertanke, har jeg mødt voksne, som netop siger hvad de tænker, uden lige at filtrere det først. Det er efter min mening knap så charmerende og skægt, når en 30 årig siger sine tanker højt i alle situationer, som når en tre årig gør det. Så måske er det meget godt at de fleste af os, lærer hvornår det er bedst at lukke munden, og i stedet lader børnene om at tømme deres tankestrøm i supermarkedet. – Altså lige indtil vi har fået et par snaps til julefrokosten, for så skal de fleste af os da nok fortælle et par sandheder, og måske som bonus vise et par nye dansemoves. Sidstnævnte er faktisk også er noget min søn gør. Alle vegne.