Indlæg

Kold kaffe

Det er interessant hvordan dufte og smage kan smide én tilbage til forskellige situationer og perioder.
Lugten af skraldeskakt (og istedgade søndag morgen, kartoffel-kartoffel) bringer mig altid tilbage til Roskilde festival anno 2002, hvilket har været det eneste år hvor jeg boede på pladsen alle 5 dage. Solen skinnede hele ugen og der stank af skrald og tis. Oh the memories.
Duften af parfumen sunflower minder mig om min barndom, det samme gør smagen af bagte rødbeder og hyldeblomst saft. Og så er der kold kaffe, som bringer mig nogle år tilbage.  Nemlig til min barsel.  Hvor jeg konsekvent drak kold kaffe – Og spiste kold mad. Det var som om at den der lille øgle jeg gik og passede havde en indbygget chip, som hver eneste f**king gang jeg skulle til at tage en tår eller en bid af noget opfangede det og straks gik i gang med at hyle. Nok derfor jeg var så tynd i samme periode. Varm kaffe var en luksus og jeg kan huske hvor fedt det var at komme tilbage på arbejde, til varm kaffe, frokost, som kunne indtages i fred og kun have selvforskyldte pletter på tøjet.
I denne weekend har jeg drukket kold kaffe igen, ikke pga Otto, men fordi jeg har været igang med føromtalte boligprojekt. Som sagt virkelig dårlig timet, da det clashede med både suttestop og noget sygdom (ja igen). Mere om det på et senere tidspunkt. Det hele gik og jeg skriver dette i min nye stue/soveværelse. Jeg har været så optaget af at rykke rundt, sortere og slæbe at jeg gang på gang har glemt at drikke min kaffe mens den var varm. Normale mennesker ville nok lave en ny kop, eller i det mindste hælde kaffen ud. Not me. Jeg drak hver eneste kop og blev hver gang mentalt kastet tilbage til en periode i zombietilværelsen barsel.  Endda på en helt idyllisk måde og jeg savnede det næsten. Altså ikke kaffen, som var kold, men tiden og barslen. Selvom jeg godt ved at det langt fra var rosenrødt, med mindre babylort, afbrudt søvn og fedtet hår er noget man forbinder med idyl.