Indlæg

Tabu?

Måske har I allerede læst min klumme i 24timer i dag? Ellers kan den læses nederst i indlægget.

Jeg skriver om hvordan jeg ikke følte kærlighed til Otto da jeg fik ham. Eller i hvert fald ikke på den måde, som jeg havde forestillet mig det. Jeg havde en forestilling om at livet ville give mening, det sekund jeg fik ham i armene, og at sød musik ville opstå på fødestuen.
Det skete ikke. Til stor frustration for mig.

I 24 timer, har de givet klummen overskriften “Hvorfor udeblev forelskelsen?”, det var ikke den overskrift jeg havde givet dem, for jeg stiller jo altså ikke et spørgsmål, ligesom jeg ikke besvarer det, men blot fortæller en historie. Min historie. Men lad nu det ligge.
Selvfølgelig er der nogle, som virkelig føler kærligheden i det sekund de føder.
Det gjorde jeg bare ikke.
Jeg valgte at skrive om det, da jeg siden hen har fundet ud af at rigtig mange kvinder har det på den måde, når de får børn, og mange af dem føler endnu større skam end jeg gjorde. Det forstår jeg godt, for hvem har lyst til at være den første i mødregruppen, til at række hånden op og sige at de ikke er ved at falde bagover af kærlighed og i virkeligheden bare er bange og ikke ved hvordan de har det?

Som jeg også har skrevet i avisen, var det en kæmpe lettelse da den følelse så endelig kom, og da jeg for første gang kunne sige ordene “Jeg elsker dig” højt ,til den på det tidspunkt tre uge gamle Otto.
For mig gik der tre uger, for andre går der endnu længere.

Og hvorfor udeblev den så, forelskelsen?
Det ved jeg ikke. Jeg tror overvældelse og usikkerhed var altoverskyggende. Jeg skulle på en eller anden måde lære ham at kende, I guess. Det var jo ikke fordi jeg ikke kunne lide ham, eller ikke ønskede ham hos mig. Slet ikke. At føde ham og få ham op til mig, var og er det vildeste jeg i mit liv har oplevet. I dag kan jeg næsten ikke huske, eller forstå hvorfor jeg ikke var ved at sprænge af kærlighed. For det har jeg jo været lige siden, og jeg ser tilbage på det øjeblik hvor jeg fik ham i armene, med den følelse. Og er det i virkeligheden ikke det, der gælder mest?

LYKKELIG. AGTIG.
Jeg fik ham i mine arme og forelskelsen ville ingen ende tage, jeg vidste med det samme at jeg elskede ham.

Sådan er det at få sit barn i armene.
Troede jeg.
I virkeligheden var det for mit vedkommende mere et ‘Nåhmen, hej med dig. Så.’
Var han smuk? Tjo, på sin egen krøllede, langhovedet, klistrede måde.
Blev jeg flov over ikke at blive ramt af instant kærlighed? Ja, fuck ja.

Jeg havde hørt samtlige kvinder fortælle om lykkefølelsen, jeg havde set det på film, læst det i bøger. Men jeg følte det ikke selv. Det var mere en syret pærevælling af følelser. Primært lettelse, udmattelse og et adrenalinrush af dimensioner, en stærk beskyttertrang og fascination, af det lille knirkende væsen, som var kommet ud til os. Bekymringerne og usikkerheden var altoverskyggende, men den der falde på røven forelskelse, som alle havde snakket om, med stjerner i øjnene, var der ikke.

Det undrede mig meget at jeg bare syntes at han var sød og fin, men slet ikke var ved at besvime af lykkefølelse. Jeg var faktisk bare træt, rundt på gulvet og helt vildt usikker. Det gav mig en klam smag i munden og det var ikke noget jeg råbte højt om.
Cirka tre uger efter min fødsel, blev jeg ramt af den, af forelskelsen. En ganske almindelig aften i september, han kiggede på mig, jeg kiggede på ham og så gik der fuglekvidder og lyserøde elefanter i den. Jeg tudede som pisket og kunne slet ikke være i mig selv, både af lettelse over at jeg ikke var et afstumpet forfærdeligt menneske, og af overvældelse over hvor skræmmende det var (er?) at elske noget så højt, at man vil gøre utænkelige ting for det.

Nu, når jeg tænker tilbage på den dag i august 2009, hvor min søn kom til verden, er det med den lykkefølelse, som manglede dengang, gange tre. Det er uden tvivl den bedste dag i mit liv. Og følelsen er i dag, knap fire år senere, endnu vildere. Jeg er klar til at kaste mig ud foran samtlige dræbermaskiner og dyppe mig selv i ild (!) for ham, hvis jeg skal.

 photo 18C59CFC-78D6-4D80-B5B8-13CD6B5AE16C-16905-000008ABF85EDEDE_zps64d14460.jpg

Givblod

Min veninde Nanna, mistede knap 3 liter blod da hun fødte sit første barn Arthur, d. 11 januar 2009. 
Uden en blodtransfusion, havde Arthur ikke haft en mor i dag.
Barskt at tænke på og lige siden den dag i januar, hvor min mor (hun arbejdede dengang på frederiksberg fødegang) ringede til mig og fortalte at Nanna havde født og at det havde været voldsomt. Meget. Har jeg ønsket at melde mig som bloddonor, men på grund af graviditet, amning, tatoveringer m.v. har det ikke været muligt, før nu. Jeg har tilmeldt mig. Det samme bør du gøre.

Jeg har bedt Nanna om at fortælle om sin fødsel. Det er en voldsom historie, som jeg deler med jer for at understrege vigtigheden i bloddonation.
Hver eneste dråbe er dyrebar og kan redde liv.
Meld dig som donor i dag !!!! HER.
-Der er især mangel på mandlige donorer. Så hiv lige fat i din kæreste/ven/bror/far og spark dem afsted.
Det tager så lidt tid og er kun et enkelt stik. Men gør en kæmpe forskel.

Nanna’s beretning:
En fødselsberetning der ikke er for sarte sjæle eller gravide. Den er skrevet kort efter min fødsel af min søn, Arthur, der snart fylder 4 år.

På grund af uforklarlige smerter i maven, blev jeg 7 dage før min terminsdato skannet på hospitalet. Det viste sig at jeg ikke havde ret meget fostervand, men det var ikke alarmerende. Lægen tog en hurtig beslutning og bad mig komme til igangsættelse næste morgen.

Jeg mødte op til igangsættelse som aftalt. Jeg var så spændt, at jeg ikke kunne overskue, at gå hjem efterfølgende, så med underligt tiltagende smerter i underlivet, fandt jeg det som en fantastisk idé at smutte i biffen (hvilket syn!).

Sent på eftermiddagen mødte min (nu) mand og jeg op til undersøgelse på hospitalet.Vi var begge spændte og nervøse. Vi troede, at vi skulle blive på hospitalet til vores søn var født, men vi tog fejl. Jeg var stadig kun 1 cm åben og vi blev sendt skuffede hjem med besked på at komme igen næste morgen klokken 08.00

Klokken 22.45 gik vandet. Veerne skyllede ind over mig.  De var tydelige, men i mellem veerne fik jeg ubeskrivelige jag ned gennem underlivet – det føltes som splitsekundsveer. Min mand hev alle graviditetsbøgerne frem, men vi kunne ingen steder læse om skrigende stiksmerter i mellem veerne Jeg ringede til hospitalet igen, men de bad mig vente med at komme. Klokken 03.45 panikkede jeg og tog af sted.

På hospitalet tog en jordemoder imod os. Hun fandt hurtigt ud af at smerterne i mellem veerne gjorde at jeg slet ingen smertepause havde haft i fire timer og hun bestilte en epiduralblokade. Klokken 06.30 blev mine smerter lindret.

Klokken 11.30 var jeg 10 cm åben, men jeg havde kun småveer. Jeg fik lagt et vedrop, men det syntes ikke at hjælpe. Klokken 12.00 blev jeg for første gang bedt om at presse med på en af småveerne.

Mellem klokken 12.00 og klokken 15.30 pressede jeg uden presseveer! Jeg skreg hver eneste gang alt hvad jeg kunne, da jeg slet ikke kunne være i min egen krop. Jordemoderen så mere og mere bekymret ud – Hun skruede op for vedroppet flere gange, men der skete ingenting. Jeg skiftedes til at stå op, ligge ned, være på knæs osv. Intet hjalp, og min krop var bare helt helt færdig. Hver gang jeg pressede, måtte Jordemoderen og min mand holde på hele min krop, da jeg måtte bruge udefinerbare og uplacerede kræfter for at presse. Jeg panikkede flere gange og måtte tales til ro. Det var helt igennem forfærdeligt!

Klokken 15.30 blev en læge tilkaldt. Hun så meget bekymret ud og tilkaldte straks en ekstra jordemoder. Jeg var dødsensangst for mit barns velbefindende og var overbevist om at han ikke var okay. Lægen besluttede at tage min søn med sugekop. En helt ubeskrivelig smerte opstod, da jeg skulle presse min søn frem til at de kunne sætte koppen på. Endelig lykkedes det, men koppen faldt af og de måtte starte forfra. Endnu en jordemoder kom til for at hjælpe. Jeg græd som pisket og troede ikke på at min dreng nogensinde ville komme ud til mig. Det lykkedes dem at få koppen på – og i det de begyndte at hive ham ud, gik det op for dem, at han var stjernekigger! Jeg pressede igen alt hvad jeg kunne og pludselig kunne jeg mærke, at nu var hovedet på vej ud – Jeg var ikke et sekund i tvivl – det føltes som om jeg flækkede fuldstændig! Jeg kiggede ned på hovedet og var overbevist om at min søn umuligt kunne være levende. Jeg pressede igen, men kunne ikke få ham ud, da hans arm var i vejen. Efter et par forsøg, lykkedes det og han kom ud klokken 16.27. De lagde ham hurtigt op på min mave og jeg smeltede fuldstændig, da jeg kiggede ind i hans øjne. Han kom med nogle smålyde og jeg spurgte derfor Jordemoder 3 om han ikke skulle græde? Hun rubbede ham på ryggen og endelig kom det befriende skrig!

Da jeg havde født moderkagen, begyndte blodet at strømme ud ad mig. I løbet af få sekunder stod endnu to jordemødre på fødestuen. Blodet fossede ud og min meget diplomatiske mand udbrød, at det så “meget makabert” ud. Pludselig kravlede en af jordemødrene op på fødebriksen. Hun satte sig på hug på kanten og trykkede ned på min mave. Lægen så meget forskrækket ud og i samme øjeblik kom to læger mere til. Min søn blev løftet over i armene på min mand og jeg blev kørt ud fra fødestuen – stadig med jordemoderen siddende oven på mig. Alle jordemødrene og lægerne fulgte med. De næsten løb med fødebriksen mens de fortalte mig, at jeg skulle opereres.

Klokken 16.35 var jeg bedøvet fra brystet og ned. Jeg lå under en kæmpe lampe mens en hel flok af mennesker stod rundt om mig og kiggede. For enden af briksen stod en læge og opererede mig med diverse instrumenter. Der var mildest talt blod overalt! Sengen med alt det hvide sengetøj, var farvet rød. Mit tøj var blodigt, der var blod på gulvet og på alle lægernes kitler og handsker. Af en eller anden grund var jeg ikke bange. Jeg lå bare og tænkte at jeg i hvert fald ikke skulle føde – nogensinde igen. En jordemoder stod og smilede til mig, mens hun forklarede mig, hvad der skete. Jeg havde mistet 2,7 liter blod og fik en blodtransfusion + diverse drop.

Efterfølgende blev jeg kørt til opvågning. På stuen sad en sygeplejerske og kiggede på mig mens det nye blod langsomt blev optaget i min krop – I det øjeblik besluttede jeg, at jeg bestemt skulle være bloddonor.

Nogle timer efter, blev jeg kørt ned til barselsafsnittet. Jeg lå et stykke tid og lyttede mens jeg kiggede ud på den tomme gang. – Pludselig kunne jeg genkende lyden af min mands skridt og han kom ind ad døren med vores lille dreng i armene. Min mand tog min hånd og kyssede mig og fortalte mig, at han elsker mig.

Alt personalet på fødegangen og barselsgangen vidste hvem jeg var. – Jeg var hende der havde født uden presseveer, som havde mistet 2,7 liter blod! Mange kiggede ind for at se til mig – samtlige jordemødre og læger der havde deltaget i min fødsel og operation kom ind til os – Sågar de to portører der havde kørt mig rundt kom forbi. De ønskede os tillykke og talte deres del af forløbet igennem med mig.

– – – – –

For 10 måneder siden fødte jeg Arthurs lillesøster, Mollie. Jeg havde en markant bedre fødsel, men endte med et blodtab på 1,3 liter blod. Grænsen for at få en blodtransfusion ligger cirka på 1,5 liter.

-Jeg meldte mig som bloddonor for tre år siden –  Jeg skylder stadig et par liter.

….
Tak til verdens bedste Nanna, for at dele sin fødselsberetning med mig og jer. Det er modigt at smide sådan en historie ud, til tusindvis af fremmede. Og det er præcis hvad Nanna er, modig.
Jeg har før linket til Nanna’s blog, som handler om Arthur og sygdommen Startle disease, linket får I igen, her.

Er jeg virkelig blevet en af dem??

Da jeg var gravid var det som om at alle jeg mødte havde den ene forfærdelige fødselshistorie efter den anden, om flastklemte blå babyer, blod, brækkede kraveben, sakse, flækkede skræv og den slags. Ikke pissefedt, især da jeg allerede var ret bange for den goddamn fødsel, som bare kom tættere og tættere på, historierne blev i øvrigt værre og mere makabre jo tættere jeg kom på termin. Heldigvis var min fødsel rimelig gnidningsfri, udover den frygtelige smerte, vedroppet, manglende presseveer og de sidste 2 minutter hvor lægen blev tilkaldt og jeg blev skidebange. Men det gik trods alt godt i forhold til diverse rædselshistorier.
Efter at jeg har set Nadias tegning fra weekendens rødvinsløjer, gik det op for mig at jeg nu bare er hende, som fortæller intetanende kvinder om den sindssyge vesmerte og råder dem til at tage imod al den dope de kan få. Lidt strengt, eftersom at fødsler og veer nok er en af de ting som mange (alle?) kvinder i forvejen har det lidt stramt med, måske at skulle gennemføre en dag.
Jeg tror bare at jeg selv blev SÅ forskrækket over at noget kunne gøre SÅ ondt, at jeg nu åbenbart føler at det er noget jeg skal dele med enhver som gider lytte.
Men tænk… Jeg gør det sgu gerne igen. For det var sgu egentlig meget fedt alligevel, da det var ovre. Men næste gang takker jeg nok ikke nej til den epidural, skulle jeg få den tilbudt.