Indlæg

Hej heeeej håndværker

Tak for alle jeres kommentarer og foreslag vedrørende mit husspøgelse. Jeg har som tidligere sagt, faktisk ikke så meget imod at det er der, så længe han holder fingrene fra fjernsynet midt om natten og den slags og ikke gør os bange. Otto virker ikke bange, men det er helt tydeligt at han ser et eller andet (har endelig fået det på film, så nu er veninderne også overbevist tror jeg). Har ikke tænkt mig at bruge penge og tid på at få en spøgelsesuddriver (?) hjem til mig, slet ikke når det ikke er værre end det er. Dog har jeg selv taget en snak (ha!) med ham spøgelsesfilejsen. Efter sidste uge hvor det tog lidt til, f.eks “jazzmus” episoden og en badeoplevelse dagen efter, hvor Otto i sit badekar sad og hviskede “Schyyy! Min mor må ikke se dig” og en shampoo derefter væltede ned fra hylden, fik jeg nok og sagde højt (råbte faktisk nok) noget ala: “Hey! Håndværker eller hvem du er, hvis du kan høre mig og du findes, så skal du vide at du gør mig bange. Lad lige være med det. TAK!”.

Der har ikke været noget siden…. Otto har heller ikke nævnt ham, hvilket er ret utroligt, da han næsten dagligt har talt om og til ham, særligt i de sidste mange måneder… Måske er det et tilfælde, men jeg vælger at tro på at det har hjulpet og at håndværkeren enten er helt væk eller bare holder sig i ro.

Spøgelsessituationen (freak alert)

Egentlig har jeg undladt at fortælle en enkelt ting om det spøgelse der (ja der er altså kun et. Tror jeg). Jeg har været tøvende omkring det, da det er ret langt ude og reaktionerne på denne side af skærmen har været blandede. Mine venner har taget fint imod det, vel fordi at de godt ved at jeg inderst inde ikke er helt skør. Jeg har også luftet det i en brandert på et tidspunkt, i et selskab med forholdsvis nye bekendtskaber, her var folk også åbne og nysgerrige (og fulde). I kantinen på arbejdet derimod, skulle jeg nok ha’ holdt min kæft, ligesom med så meget andet I might add. Folk var her nemlig ikke sådan specielt modtagelige og jeg er ret sikker på at jeg er stemplet som tosse af i hvert fald et par stykker… Well, nu forsøger jeg så også lige at smide den ud her. Skynder mig lige at sige at jeg stadigvæk er pænt skeptisk, når det kommer til spøgelser og alt det der hokus pokus, MEN jeg begynder så småt at blive overbevist. Og her er grunden, der er nemlig den lille detalje at min søde (fantasifulde) søn op til flere gange har snakket om at der er en mand i vores lejlighed…. Jep! Faktisk har han i al den tid han har haft et sprog livligt nævnt “håndværkeren” som bor hos os. Det er pisse uhyggeligt, men også lidt komisk. De første mange gange lagde jeg ikke noget i det, men efterhånden er jeg blevet mere og mere lydhør overfor det. Det startede en sommerdag sidste år hvor vores terrassedør stod åben og Otto fortalte at der stod en håndværker i døren, jeg troede bare at han mente at der var håndværkere i gården og tænkte ikke mere over det. Det forsatte i noget tid, men igen tænkte jeg ikke videre over det. Første gang jeg fik en smule gåsehud af det, var da vi en dag midt i aftensmaden hørte en ret høj lyd inde i stuen, vi kiggede på hinanden og jeg sagde at det nok bare var ude fra opgangen eller noget som var blæst ned, hvorefter barnet kigger op og iskoldt siger (og jeg citerer): “Nej, det var manden. Han er inde i stuen”.
Øøøøh stooop deamonchild! De sidste par uger er det taget til. En morgen lå vi i min seng og Otto nægtede at gå ind i stuen, da han ikke ville gå forbi “manden i døren”, i sidste uge stoppede han op midt i at han skulle hente sine sko, som stod et par meter væk og sagde at han ikke kunne tage dem på når “manden” lå ovenpå dem…
Børn siger mange underlige ting ja, og Otto er ingen undtagelse (har jeg vist også fået understreget før), så det kan da sagtens være at han bare fjoller, men det ER altså underligt!! Han gør det ikke andre steder. Overhovedet. Desuden er det måden han gør det på, som er ret overbevisende og ubehagelig, for det er ikke med glimt i øjet, tværtimod er han gravalvorlig når han nævner den mand der… Jeg har besluttet mig for at lade det ligge. Som i ikke at ringe til Ibi Støvring og hendes medier (ikke at det har været en mulighed, men altså I ved…), gider heller ikke begynde at undersøge det nærmere. Nægter simpelthen at rende rundt og være bange i mit eget hjem. Og helt ærligt er det forhåbentlig bare Otto, kvik som han er, der allerede nu har en usynlig ven, som han snart vokser fra. Skulle det være et spøgelse (sagde jeg virkelig det?!) så må han gerne blive boende, han skal bare lige lade være med at skræmme livet af os et par gange om måneden. (Og tænk nu hvis man fik sådan en ghostbuster ud og der så slet ikke var noget….)

Der findes ikke shamaner… Vel?!

Eller det gør der jo. Faktisk. Jeg har ihvertfald mødt en. I shit you not (og her må gerne grines, for jeg har selv haft det hysterisk morsomt på min egen bekostning). En (ifølge ham selv) vaskeægte shaman… På en bar. Han gik direkte hen til mig og fortalte mig alt muligt om mig selv. Alt sammen spot on korrekt. Antal søskende, hvilken side jeg sover på om natten, hvad der får mig til at græde, hvad jeg gør om natten når jeg ikke kan sove, at jeg er rædselslagen for at ende alene, at min mor er syg og at jeg næsten ikke kan være i mig selv over ikke at kunne gøre noget ved det, at jeg har kæmpet amok de sidste 3 år af mit liv, at der er 2 veninder i mit liv, som begge har fået børn for nyligt, hvoraf den ene er mørkhåret og har et sår/ar på maven (hellooow?!?! Rachel fik kejsersnit!!)… Og en helvedes masse andet, som alt sammen var rigtigt. Freaky shit altså. Oveni det nev han mig i armen og gjorde mærkelige ting ved min pande, min hud brændte og snurrede flere timer efter. Og…. 2 dage senere begynder mit fjernsyn at tænde af sig selv, lamper tænder når jeg ikke er hjemme, det trækker fra lukkede vinduer, billeder falder ned fra mit køleskab… Fuck altså! (igen: her må gernes rystes på hovedet og grines).
Jeg er stadigvæk in denial. For jeg tror ikke på den slags. Eller… Jeg vil helst ikke tro på det. Min mor sagde til mig at jeg måske bare skal acceptere at det findes, men bare huske på at det ikke kan gøre mig ondt… Det kan der måske være noget om. Men jeg er helst fri.
Hm nå! Tilbage til indianer duden. Udover at freake the fuck ud af mig, sagde han at jeg ikke skulle være bange og at det var meget meget vigtigt at jeg fik en masse ingefær… Hmmm ooohkaay ?! Det har jeg grint lidt af…
Meeeen se nu her:
Uploaded from the Photobucket iPhone App
…Om ikke andet er det jo pikkesundt sådan noget ingefær.

… Hør lige! Jeg ved godt at alt dette lyder sindssygt!! Og tro mig, jeg føler mig som en totalt basket case. MEN??? Det er sgu da mærkeligt!?
Indianer hyler mig ud af den, 2 dage senere bliver min lejlighed invaderet af spøgelser (som ikke findes) ?!?! Hvad fanden sker der altså.

???
Må hellere skynde mig at sige: jeg har vidner, den er god nok. Jeg er ikke helt klar til kolbøttefabrikken… Men hvis det der elektricitetscirkus i min lejlighed forsætter, er jeg muligvis nødt til om ikke andet, at slå mig på flasken.

Spøgelser? Nope! Samsung!

Mysteriet er (måske) løst:

Uploaded from the Photobucket iPhone App

Enten det, ellers havde en facebookven en teori om at det måske var min overbo’s fjernbetjening, som virker til mit fjernsyn?? Han var vågen i nat, der var ihvertfald nogen som trampede ret voldsomt deroppe (!!), så det kunne være en anden mulighed. Ja!

Men tak for spøgelseshistorierne… Røvhuller! Jeg skal aldrig mere sove…
Dæmonens time …. Pfff!!!

Der findes ikke spøgelser…. …Vel?

Klokken cirka 3 i nat fløj jeg ud af min seng, fordi mit fjernsyn tændte… Af sig selv. Jojo!
Jeg har før været inde på det der med at jeg har en ret livlig fantasi og selvtændende elektronik gør ikke ligefrem min hjerne rolig. Overhovedet. Det med den smækkende dør sidst, var skideubehageligt. Men det gav alligevel lidt mening, det stormede jo trods alt. Så der her med fjernsynet må klart tage prisen. For satan hvor var jeg bange. Så bange at jeg kunne høre mit eget hjerte banke derudaf, var bange for at det ville banke ud af brystet på mig. Jeg følte mig nødsaget til at skrive om det på twitter og sms’ede til både min mor og en ven. At min telefon så gik ud midt i sms forsøg nummer 1, gjorde ikke mine nerver roligere. Men det er vist bare dårlig iPhone karma og ikke spøgelser andet…
Jeg har gennemgået alverdens logiske teorier, som at Otto nok havde haft fingrene i fjernbetjeningen og sat en timer på. At jeg selv er kommet til at trykke på et eller andet. Strømsvigt. Løs forbindelse. Et-eller-fucking-andet?!
Men nej. Uret på min ovn går rigtigt, så der har ikke været strømsvigt, en løs forbindelse kan ikke gøre den slags (siger klog mand på mit arbejde). Vi har slet ikke været hjemme siden lørdag formiddag og fjernbetjeningen lå på en hylde Otto ikke kan nå. Jeg så ikke selv fjernsyn i går … OG det var altså både fjernsyn og DVD som tændte… Af sig selv… Klokken 3 i nat… 

????????????