I sidste uge fik jeg en kommentar på “livet med børn” indlægget, som jeg gerne vil fremhæve. Synes nemlig den satte gang i nogle gode tanker hos mig selv og det var fint med en lille reminder på hvor røvet barselslivet indimellem var, særligt da jeg pt er så skruk at min æggestokke synger højt i falset, hver gang jeg passerer en barnevogn.

Kommentaren lød således:
Gad altså bare godt at høre dine tanker om det, som hende Amira med tvillinger siger om at være mor i den her serie: (sex, kaos og bekendelser) http://www.dr.dk/nu/player/#/sex-kaos-og-bekendelser/37017
Det er meget livsbekræftende at læse om, at du synes det er fedt at være mor. Men hvorfor synes nogen at det er fedt og andre synes det er noget, der bare fucker livet op???

Det bunder i at jeg selv er bange for hvad det kommer til at betyde for mig om kort tid at blive forælder! Ved ikke om jeg bliver en, der elsker den nye rolle eller bare ønske mit gamle liv tilbage.

Mit svar til dette, kom til at lyde sådan:

Nu har jeg fået det set. Jeg hører det mest som at Amira er skidetræt af at være på barsel (hvilket er forståeligt, for det er virkelig røvsygt nogle dage). Hendes ordvalg er måske ikke det heldigste, men jeg kan faktisk godt sætte mig ind i det.
Da jeg selv var på barsel havde jeg bestemt også dage hvor det hele var noget røv (man skal ikke langt tilbage i blogarkivet for at læse om netop de dage). Jeg var seriøst ved at blive sindssyg til sidst.

Jeg tror mange (hvis ikke alle) får et chok når de får børn, for man kan ikke forberede sig på det, man aner jo ikke hvilket barn man får og man ved af samme grund heller ikke hvilken slags mor man bliver. Jeg tror det er pissevigtigt at skrue helt ned for forventningerne, særligt til sig selv.
Der vil for alle være dage hvor man savner sit gamle liv og dage hvor man er så træt at man ikke kan andet end at tude og være sur, men tilgengæld er de gode dage opvejende for alt lorten. Det er min mening.

Hvad siger I? Gør/gjorde I jer mange tanker hvilken slags forælder I vil/ville være, og blev I overraskede? Positivt/negativt? Og vigtigst: Er det ok at sige højt, når man synes det er røvet og kedeligt og fucking nedern?
eller skal folk som Amira (og jeg selv, for den sags skyld) bare flette næbbet?
Håber I har lyst til at byde ind.

Photobucket