Indlæg

“Skal vi løbe om kamp?”

Klumme fra 24 timer, engang i marts.

“Skal vi løbe om kamp?” 

Endnu en fase som man vist skal igennem, når man har et drengebarn, er den konkurrerende fase.
Den er vi i lige nu, og alting er en konkurrence hjemme hos os.
I hvert fald hvis man spørger min tre årige dreng. ?Jeg vaaaandt!? udbryder han, når vi er færdige med at spise, når han tager flyverdragt på og når han har fået børstet tænder.

Han stikker i løb, det sekund han bliver sluppet fri fra cykelstolen og hans fødder rammer jorden, for at komme først hen til børnehaven eller vores hoveddør og jeg bliver flere gange dagligt udfordret til at ?løbe om kamp?, som han kalder det. Lidt trættende i længden, skal jeg være helt ærlig, og jeg tør desuden ikke at vinde. -Den fejl begår man nemlig kun een gang. Det var med andre ord ikke en behagelig eftermiddag, da jeg for nogle uger siden, synes det kunne være hysterisk morsomt at vinde kapløbet hen til opgangen. Oh the drama.

Dog har jeg, den udspekulerede mor, fundet ud af at fasen kan bruges til min fordel. Aha! For som jeg før har skrevet en del om, hører der til alderen tre år, noget som de kloge kalder selvstændighedsalder, vi andre kender den nok bedre som trodsalder, eller jeg-skriger-og-går-amok-hvis-min-sok-sidder-skævt-alder. En periode, som starter når barnet er omkring to år og som forsætter længe (HVOR længe??), hvor vores ellers så søde og sjove børn forvandler sig til røvhuller, med falsetstemmer og ormene karatebevægelser, og vi, de voksne, ikke aner hvordan vi skal komme ud på den anden side, ofte ved vi i det hele taget slet ikke hvordan vi fik udløst reaktionen. MEN her, er førnævnte konkurrencefase faktisk slet ikke så dum, og man kan derfor ofte høre mig sige ting ala: ?Hvem får mon først sko på??, ?HVEM spiser flest rødbeder? eller ?Hvem kommer først i see-eeng?, og med det samme ændrer bævrende underlæbe og begyndende flitsbuekrop sig, til gnist i øjet på barnet, som straks stikker i løb, eller propper munden med grøntsager.
Mens jeg griner i skægget og highfiver mig selv.

 

 

 

Dans, klovn, dans!

Mit allersidste bidrag til 24 timer.
Torsdag d. 21 marts 2013:
Dans, klovn, dans!

“Jeg arbejder klart bedst under pres” er en sætning jeg hører mig selv sige relativt ofte, mens jeg skubber tingene foran mig og propper hovedet med kaffe undervejs. Om det rent faktisk passer, eller om det bare er min evne til at udskyde ting til sidste øjeblik, imens jeg i mellemtiden går og tænker, og skumler over hvad jeg skal finde på at skrive om, sige eller gøre, ved jeg ikke, men det fungerer for mig. Faktisk. Hvis man ser bort fra præstationsangsten og frygten for ikke at nå det jeg skal altså (farvel nattesøvn).

Tag for eksempel lige nu, i skrivende stund. Deadline til dette stykke tekst, er om halvanden time og jeg har siden i går tænkt på, hvad pokker jeg skulle skrive som mit sidste indslag i denne avis. Min facebookopdatering (hej overspringshandling!) for lidt siden lød:
Vil egentlig gerne afslutte min tid hos 24timer med et brag. Wow’e læserne og skrive noget klogt. Noget provokerende måske, eller sætte gang i en debat. Måske smide en bombe, eller lave en cliffhanger, bare for at være irriterende.
Men med deadline om tre timer, ovenpå en søvnløs nat, kommer det sikkert bare til at handle om strømper eller snot. Har nu også begået fejlen at love mig selv en chokoladecroissant, når jeg har afleveret. – Nu er alt jeg kan tænke på, selvfølgelig den, og at ordet “Croissant” er fjollet.
… Kunne også bare skrive Pikkelik 300 gange.

Jeg ville faktisk gerne skrive noget klogt, der fik jer, læserne til at huske mig, og tænke at jeg er en helt vildt fed person, med overskud og matchende strømper, men det har jeg vist fået slået fast en gang eller to, at jeg ikke er. Så hvorfor ikke bare skrive om det, der fylder mit sind lige nu? Nemlig præstationsangst og lysten til at levere noget genialt. Hver gang. Og nej, det er ikke altid det lykkes, fordi jeg netop sidder og er bange indtil sidste øjeblik, men i det mindste er det ærligt. Med andre ord, tak for denne gang.
Og bare fordi jeg kan: Pikkelik pikkelik pikkelik.

Dans, klovn, dans!

Mit allersidste bidrag til 24 timer.
Torsdag d. 21 marts 2013:
Dans, klovn, dans!

?Jeg arbejder klart bedst under pres?, er en sætning jeg hører mig selv sige relativt ofte, mens jeg skubber tingene foran mig og propper hovedet med kaffe undervejs. Om det rent faktisk passer, eller om det bare er min evne til at udskyde ting til sidste øjeblik, mens jeg i mellemtiden går og tænker, og skumler over hvad jeg skal finde på at skrive om, sige eller gøre, ved jeg ikke, men det fungerer for mig. Faktisk. Hvis man ser bort fra præstationsangsten og frygten for ikke at nå det jeg skal altså (farvel nattesøvn).

Tag for eksempel lige nu, i skrivende stund. Deadline til dette stykke tekst, er om halvanden time og jeg har siden i går tænkt på, hvad pokker jeg skulle skrive som mit sidste indslag i denne avis. Min facebookopdatering (hej overspringshandling!) for lidt siden lød:
Vil egentlig gerne afslutte min tid hos 24timer med et brag. Wow’e læserne og skrive noget klogt. Noget provokerende måske, eller sætte gang i en debat. Måske smide en bombe, eller lave en cliffhanger, bare for at være irriterende.
Men med deadline om tre timer, ovenpå en søvnløs nat, kommer det sikkert bare til at handle om strømper eller snot. Har nu også begået fejlen at love mig selv en chokoladecroissant, når jeg har afleveret. – Nu er alt jeg kan tænke på, selvfølgelig den, og at ordet “Croissant” er fjollet.
… Kunne også bare skrive Pikkelik 300 gange.

Jeg ville faktisk gerne skrive noget klogt, der fik jer, læserne til at huske mig, og tænke at jeg er en helt vildt fed person, med overskud og matchende strømper, men det har jeg vist fået slået fast en gang eller to, at jeg ikke er. Så hvorfor ikke bare skrive om det, der fylder mit sind lige nu? Nemlig præstationsangst og lysten til at leverer noget genialt. Hver gang. Og nej, det er ikke altid det lykkes, fordi jeg netop sidder og er bange indtil sidste øjeblik, men i det mindste er det ærligt. Med andre ord, tak for denne gang.
Og bare fordi jeg kan: Pikkelik pikkelik pikkelik.

Enden på 24timer

En del af jer har spurgt til lukningen af 24timer, og om det betyder at min tid som skribent er færdig. Og nej, selvfølgelig er jeg slet ikke færdig med at skrive. Men jeg kan selvfølgelig ikke skrive i en avis, der ikke findes længere. Så for nu, er det slut. Men som jeg har sagt en milliard gange før, tror jeg absolut på, at når en dør lukkes, åbnes en ny. En federe dør, med endnu flere muligheder. Og jeg er slet ikke i tvivl om at døren til min næste udfordring, bliver åbnet lige om lidt.
Jeg holder i hvert fald øje med den.

 photo 05AABC54-FEDA-472F-BEA6-F009F0A2237E-8873-0000048A0EF97A4A_zpsbcae6a98.jpg

Bekymringer

I sidste uge skrev jeg i 24 timer, om den der “psykose” mange af os får, når vi bliver forældre. Angsten for at der skal ske vores børn noget. Den angst som kan holde en vågen om natten og gøre en fysisk dårlig. Den angst som vi godt ved er dybt latterlig og overdreven. Men som vi ikke kan gøre for, eller komme af med.

Fra 24 timer, torsdag d. 7 marts 2013
?Her har du dit barn, og en livslang angst?

Der sker noget inde i ens hoved når man bliver gravid. Der sker mange ting, jovist. Men jeg tænker ikke på hormoner, distræthed og kindersnitte cravings, men på bekymringer. Bekymringer i en helt anden liga, end man nogensinde havde forestillet sig muligt.

De starter den dag man står med den positive test i hånden og følger én igennem hele graviditeten. Vokser barnet? Lever det? Er det et raskt barn? Hvorfor sparker den ikke? Hvorfor sparker den så meget? Og. Så. Videre.
Man ser frem til at få barnet ud til sig, så man bedre kan passe på det, tænker man.
Så føder man barnet… Panik! Bekymringerne tager til og man er usikker og overvældet. “Vokser barnet? Lever det? Er den rask? Hvorfor bevæger den sig ikke?
Hvorfor bevæger den sig så meget? Trækker den vejret? Hvorfor græder den nu??

Institutionsalderen indtræder og helt nye bekymringer dukker op, faktisk tænker man nu at bekymringerne ikke kan blive værre. Forfærdelige scenarier udspiller sig i ens tanker, med alt fra kidnapning til brækkede knogler i fokus.
Særligt udflytterbørnehave kan sætte gang i hjernen, skulle jeg hilse og sige. Bussen kunne jo køre galt, barnet kunne blive glemt i skoven, han kunne falde ned af et træ.
Er det en sø? Druknedød!

Man ryster på hovedet af sig selv, for man ved det jo godt. At man er ved at miste forstanden og simpelthen bliver nødt til at slappe af. Men hjernen forsætter. For den dag man fik det barn og fik etiket ?mor? placeret på sig, skrev man samtidigt under på en slags kontrakt, hvori der med småt stod at man nu gik ind i en verden fuld af afbrudt søvn, lortebleer, pletter på tøjet og et tankemønster, som kan gøre enhver horrorforfatter misundelig.

Ja, jeg indrømmer det, ?man? er ?jeg?. Jeg er blevet en smådramatisk pyldret hystade, som er ved at gå til af bekymring, relativt ofte og i højere og højere grad, jo ældre min dreng bliver. Gudskelov holder jeg det indeni mig selv (når jeg altså ikke lige skriver om det i avisen).

Tabu?

Måske har I allerede læst min klumme i 24timer i dag? Ellers kan den læses nederst i indlægget.

Jeg skriver om hvordan jeg ikke følte kærlighed til Otto da jeg fik ham. Eller i hvert fald ikke på den måde, som jeg havde forestillet mig det. Jeg havde en forestilling om at livet ville give mening, det sekund jeg fik ham i armene, og at sød musik ville opstå på fødestuen.
Det skete ikke. Til stor frustration for mig.

I 24 timer, har de givet klummen overskriften “Hvorfor udeblev forelskelsen?”, det var ikke den overskrift jeg havde givet dem, for jeg stiller jo altså ikke et spørgsmål, ligesom jeg ikke besvarer det, men blot fortæller en historie. Min historie. Men lad nu det ligge.
Selvfølgelig er der nogle, som virkelig føler kærligheden i det sekund de føder.
Det gjorde jeg bare ikke.
Jeg valgte at skrive om det, da jeg siden hen har fundet ud af at rigtig mange kvinder har det på den måde, når de får børn, og mange af dem føler endnu større skam end jeg gjorde. Det forstår jeg godt, for hvem har lyst til at være den første i mødregruppen, til at række hånden op og sige at de ikke er ved at falde bagover af kærlighed og i virkeligheden bare er bange og ikke ved hvordan de har det?

Som jeg også har skrevet i avisen, var det en kæmpe lettelse da den følelse så endelig kom, og da jeg for første gang kunne sige ordene “Jeg elsker dig” højt ,til den på det tidspunkt tre uge gamle Otto.
For mig gik der tre uger, for andre går der endnu længere.

Og hvorfor udeblev den så, forelskelsen?
Det ved jeg ikke. Jeg tror overvældelse og usikkerhed var altoverskyggende. Jeg skulle på en eller anden måde lære ham at kende, I guess. Det var jo ikke fordi jeg ikke kunne lide ham, eller ikke ønskede ham hos mig. Slet ikke. At føde ham og få ham op til mig, var og er det vildeste jeg i mit liv har oplevet. I dag kan jeg næsten ikke huske, eller forstå hvorfor jeg ikke var ved at sprænge af kærlighed. For det har jeg jo været lige siden, og jeg ser tilbage på det øjeblik hvor jeg fik ham i armene, med den følelse. Og er det i virkeligheden ikke det, der gælder mest?

LYKKELIG. AGTIG.
Jeg fik ham i mine arme og forelskelsen ville ingen ende tage, jeg vidste med det samme at jeg elskede ham.

Sådan er det at få sit barn i armene.
Troede jeg.
I virkeligheden var det for mit vedkommende mere et ‘Nåhmen, hej med dig. Så.’
Var han smuk? Tjo, på sin egen krøllede, langhovedet, klistrede måde.
Blev jeg flov over ikke at blive ramt af instant kærlighed? Ja, fuck ja.

Jeg havde hørt samtlige kvinder fortælle om lykkefølelsen, jeg havde set det på film, læst det i bøger. Men jeg følte det ikke selv. Det var mere en syret pærevælling af følelser. Primært lettelse, udmattelse og et adrenalinrush af dimensioner, en stærk beskyttertrang og fascination, af det lille knirkende væsen, som var kommet ud til os. Bekymringerne og usikkerheden var altoverskyggende, men den der falde på røven forelskelse, som alle havde snakket om, med stjerner i øjnene, var der ikke.

Det undrede mig meget at jeg bare syntes at han var sød og fin, men slet ikke var ved at besvime af lykkefølelse. Jeg var faktisk bare træt, rundt på gulvet og helt vildt usikker. Det gav mig en klam smag i munden og det var ikke noget jeg råbte højt om.
Cirka tre uger efter min fødsel, blev jeg ramt af den, af forelskelsen. En ganske almindelig aften i september, han kiggede på mig, jeg kiggede på ham og så gik der fuglekvidder og lyserøde elefanter i den. Jeg tudede som pisket og kunne slet ikke være i mig selv, både af lettelse over at jeg ikke var et afstumpet forfærdeligt menneske, og af overvældelse over hvor skræmmende det var (er?) at elske noget så højt, at man vil gøre utænkelige ting for det.

Nu, når jeg tænker tilbage på den dag i august 2009, hvor min søn kom til verden, er det med den lykkefølelse, som manglede dengang, gange tre. Det er uden tvivl den bedste dag i mit liv. Og følelsen er i dag, knap fire år senere, endnu vildere. Jeg er klar til at kaste mig ud foran samtlige dræbermaskiner og dyppe mig selv i ild (!) for ham, hvis jeg skal.

 photo 18C59CFC-78D6-4D80-B5B8-13CD6B5AE16C-16905-000008ABF85EDEDE_zps64d14460.jpg

Skrukkeluk

Jeg skrev i 24 timer i torsdags, om det at være skruk.
Læs det her:
RÆK MIG LIGE BABYEN

 

Skrukkeluk

Jeg skrev i 24 timer i torsdags, om det at være skruk.
Læs det her:
RÆK MIG LIGE BABYEN

 

Mor er aldrig syg!

Fra 24 timer. Torsdag d. 17 januar.
Mor er aldrig syg!
Da min søn startede i vuggestue for to år siden, var det samtidigt starten på halvandet år med utallige sygdomme. Den ene tog den anden, og vi var slået ud af bræksyge, feber, hoste og snotnæser. Der var ingen begrænsninger for, hvilke sygdomme han fik skrabet sammen og tog med hjem, og jeg fik hver og en, også dem, han ikke engang selv fik.

Forrige vinter var vi syge på skift i to måneder. Trods de mange råd, som afspritning af både barn og undertegnede, uld fra top til tå, biostrath, grøntsager og C-vitamin-overload, ramte det os igen og igen, intet virkede. Jeg var dømt ude grundet influenza og pandehulebetændelse, og min dreng var en omvandrende snotnæse med 38,4 i feber.

Heldigvis er det blevet bedre, efter han er startet i børnehave, eller det var det. For ikke længe siden hørte jeg mig selv sige, at nu var det godt nok også ved at være længe siden, jeg havde været syg.

DET må man aldrig sige højt, for så kommer bræksygen for fuld drøn, det gjorde den i hvert fald her. Og så sent som i sidste weekend begik jeg fejlen igen, ?Høh! Jeg har slet ikke haft den der influenza, alle piver over ? Jaer!?

Klip til mandag aften, hvor feberen sneg sig ind på mig og bankede mig hårdt i hovedet, og nu ligger jeg så her.

Så meget, som jeg nu kan. For når man er mor, er der lige den lille detalje, at det med at lægge sig syg ikke er en mulighed.

Selv om jeg aldrig før har været syg så ofte, som efter jeg er blevet mor, har jeg til gengæld heller ikke skullet ignorere mit eget helbred så meget.

Muligheden for at slumre under et tæppe med kamilledrop og tv-serier, mens man popper panodiler og ynker sig selv, er der ikke rigtigt. For der er næsten altid en lille fidus, som enten er mere syg end en selv, eller bare har brug for, at man står oprejst og er voksen i det. Så det gør jeg. Trodser feber og andre ondheder og smører leverpostejmadder og synger ?Søren Banjomus,? omend i en lidt mere hæs udgave end normalt. En jazzet version.

Mor er aldrig syg!

Fra 24 timer. Torsdag d. 17 januar.
Mor er aldrig syg!
Da min søn startede i vuggestue for to år siden, var det samtidigt starten på halvandet år med utallige sygdomme. Den ene tog den anden, og vi var slået ud af bræksyge, feber, hoste og snotnæser. Der var ingen begrænsninger for, hvilke sygdomme han fik skrabet sammen og tog med hjem, og jeg fik hver og en, også dem, han ikke engang selv fik.

Forrige vinter var vi syge på skift i to måneder. Trods de mange råd, som afspritning af både barn og undertegnede, uld fra top til tå, biostrath, grøntsager og C-vitamin-overload, ramte det os igen og igen, intet virkede. Jeg var dømt ude grundet influenza og pandehulebetændelse, og min dreng var en omvandrende snotnæse med 38,4 i feber.

Heldigvis er det blevet bedre, efter han er startet i børnehave, eller det var det. For ikke længe siden hørte jeg mig selv sige, at nu var det godt nok også ved at være længe siden, jeg havde været syg.

DET må man aldrig sige højt, for så kommer bræksygen for fuld drøn, det gjorde den i hvert fald her. Og så sent som i sidste weekend begik jeg fejlen igen, ?Høh! Jeg har slet ikke haft den der influenza, alle piver over ? Jaer!?

Klip til mandag aften, hvor feberen sneg sig ind på mig og bankede mig hårdt i hovedet, og nu ligger jeg så her.

Så meget, som jeg nu kan. For når man er mor, er der lige den lille detalje, at det med at lægge sig syg ikke er en mulighed.

Selv om jeg aldrig før har været syg så ofte, som efter jeg er blevet mor, har jeg til gengæld heller ikke skullet ignorere mit eget helbred så meget.

Muligheden for at slumre under et tæppe med kamilledrop og tv-serier, mens man popper panodiler og ynker sig selv, er der ikke rigtigt. For der er næsten altid en lille fidus, som enten er mere syg end en selv, eller bare har brug for, at man står oprejst og er voksen i det. Så det gør jeg. Trodser feber og andre ondheder og smører leverpostejmadder og synger ?Søren Banjomus,? omend i en lidt mere hæs udgave end normalt. En jazzet version.