Uge ? … Flydende dage

/3 Kommentarer/i /af

Det er mandag. IGEN. Tid er det mærkeligste for tiden. Sikkert på grund af den der forbandede verdenssituation og min egen situation. Alt flyder ligesom sammen og jeg har svært ved at navigere i dage og tidspunkter. Mit ældstebarn er fortsat i hjemmeskole og klarer det som en stjerne. De små har for længst vænnet sig til afstand, legezoner, bobler og alt det andet absurde, der nu bare er deres hverdag. Hvilket jo både er virkelig fint, men også lidt skræmmende.

I weekenden holdte vi en børnefødselsdag for Loulou, for det lovede vi jo sidste år at hun kunne i år. Pis altså. Men altså, det var med en enkelt gæst. Og det var perfekt og jeg tror ærlig talt ikke at hun bemærkede det mærkelige i at, der ikke var en hel flok af børn og at aktiviteten var begrænset – Hun havde en fest, så det havde vi også. Børn er de sejeste små mennesker altså, og jeg håber sådan at de alle kommer helskindet ud i et mere normalt liv, hvor smittetal og isolation ikke er normalen. Men ja, hun blev sgu fire år i sidste uge, min yngste. En af mine yndlingsaldre i øvrigt. En finurlig, nuttet og helt fantastisk æra, som jeg slet ikke kan få nok af. Det er ret vildt, at vi ikke længere har små-små børn. En lettelse og en lille bitte sorg, for jeg nyder virkelig også når de er helt små. Tiden går hurtigt helt generelt og særligt lige nu (og alligevel går det laaaaangsomt. Dagene i hvert fald). Vi renoverer hus på livet løs. Eller vi gjorde. For vi er færdige nu. Det blev vi i går. Færdige! Huset er efter tre år og tre måneder done, finito, færdigt. Og det er flot, hold kæft det er flot, og vurderet højere end vi turde håbe på, og nu skal vi så bare lige (ha!) lægge en plan for, hvad der skal ske herfra. En proces jeg måske en dag deler, men ikke nu. Det vil og kan jeg simpelthen ikke.

I denne uge har jeg børnetjansen de første par dage, der bare står på hverdagstrummerum, vasketøj og aftensmad, og så har jeg et par dage i københavn senere på ugen, hvor jeg har besluttet mig for at gå på en slags skrive-retreat. Bare mig, min computer, en masse kaffe, og et par indskudte vinaftalen her og der, når skrivefingrene og sindet skal have en pause. Og så er det påskeferie fra på fredag, hvor vi skal være sammen allesammen, på påskeægsjagt, og i haven for at rydde de sidste murbrokker væk og måske få plantet de der krydderurter vi engang drømte om at få lagt i jorden (ja, det er sikkert for koldt og for tidligt, men det er der så meget der er).

Jeg har desuden taget mig den frihed at holde mig fra de sociale medier i nogle dage, og det kan simpelthen bare virkelig godt anbefales. Jeg fik mig en solid overdosis i sidste uge, og besluttede at lukke ned, eller i hvert fald begrænse det en hel del og det har gjort mig godt. Jeg eeeelsker at dele derinde, at scrolle løs i fine firkanter, men engang imellem tror jeg det er sundt lige at løfte hovedet og se sig omkring uden filtre og captions. Også selvom man har et influencer-mærkat siddende på sig. Jeg tror ærlig talt slet ikke, at mit fravær har været bemærket, hvilket både er virkelig rart, men også sætter en del tanker i gang. Dermed ikke sagt at I, der færdes på the gram, slipper for mine små hverdagsklip og mange billeder, for jeg må jo bare erkende, at jeg sgu faktisk virkelig godt kan lide at være der. Med måde.

Jeg har nu et telefonmøde (kæft, hvor er jeg træt af dem! Dem kommer jeg ikke til at savne) og derefter noget vasketøj, der, hvis det altså er blevet tørt ude i den lige lovligt friske forårsvind, skal tages ind og burde lægges sammen, men som nok ender i en Ikeapose i vores skab, for sådan er overskuet bare lige nu. Og faktisk altid.

Jeg håber jeres mandag er genial. Og jeg fristes til endnu engang at sige kæmpe tak for omsorg, dejlige kommentarer og mails. Jeg vil så gerne svare, og en dag håber jeg at overskuddet til at gøre det kommer dryssende. Men jeg ser og læser alt og jeg føler det dybt inde i mit hjerte. Virkelig. Tak for støtten.

 

En håndfuld svar

/36 Kommentarer/i /af

Jeg trak mig lige. Det fik jeg brug for, og blev nødt til.

Men i dag fik jeg lyst til at tjekke ind.

Jeg har igennem det seneste år frabedt mig personlige spørgsmål og kommentarer omkring mit privatliv, og jeg er simpelthen så taknemmelig for, at det langt henad vejen er blevet respekteret i den grad det er. Jeg tror jeg havde forventet langt mere modgang og meget mere snagen end hvad tilfældet er. Den smule, der har været, har gjort ondt og føltes meget altoverskyggende, men sammenlignet med mængden af kærlighed, forståelse og respekt er det virkelig minimalt. Tak.

Jeg har ikke helt kunne undgå spørgsmål, og det er meget de samme, der går igen, og jeg har ikke som sådan haft lyst til at gå ind i det, ikke engang med mine nærmeste, men jeg ved også godt, at det for mange handler om mere end bare nysgerrighed, og da jeg selv læser ALT jeg kan finde, der minder lidt om min egen situation, vil jeg gerne være med til at dele. I går lavede jeg en af de famøse spørgerunder på Instagram og også her var det mange af de samme spørgsmål, så nu forsøger jeg at svare overordnet ….

Savner du København?
Hver eneste dag. I en periode var det meget smertefuldt og jeg havde svært ved at se, hvordan jeg nogensinde skulle blive glad i vores nye omgivelser. Jeg skammede mig helt enormt over det, og gjorde alt for at nedtrykke det, men det var først da jeg turde sige det højt og tillade savnet og sorgen komme frem, at jeg kunne bearbejde det og acceptere skiftet. Nu kan jeg sagtens være i savnet og se værdien i vores flytning, og jeg har både fået nogle livsvigtige venskaber heroppe, som jeg på ingen måde ville have været foruden, jeg er blevet voldsomt afhængig af at være tæt på hav og skov, og jeg kan bruge savnet til storbyen konstruktivt. Det meste af tiden. Jeg tror stadigvæk, at jeg på et eller andet tidspunkt vender tilbage til København. Måske ikke fuldtid, men med en base og så med et ben og lidt af mit hjerte i Hornbæk – Eller omvendt. Jeg ved det ikke med sikkerhed endnu. Men ja, jeg savner i den grad København.

Hvad gør I med jeres hus?
Huset skal laves færdigt, eller så tæt på færdigt som vi har overskud til. Og vi er seriøst lige ved at være der… Det er kæmpe fedt! Vi er stadigvæk lidt vævende omkring hvorvidt det skal sælges, eller om vi på en eller anden måde skal prøve at beholde det. Enten sammen, eller en af os. Detaljerne omkring alt det er en af de ting jeg ikke har lyst til at dele, da der er virkelig meget privat og både følelsesmæssige, praktiske og økonomiske faktorer, der spiller ind. Det vigtigste for os begge i den her proces har hele tiden været at børnene har en base indtil vi har en helt klar plan. En plan, der konstant ændrer sig, både på grund af verdenssituationen, vores økonomi og en masse andet jeg ikke ønsker at komme nærmere ind på. Det har været vanvittigt hårdt, ingen tvivl om det, og jeg ved, at vi begge et eller andet sted, på skift, har haft lyst til at få afviklet hele lortet asap, koste hvad det ville, men af en eller anden grund har vi hele tiden formået at slå koldt vand i blodet og holde øjnene på bolden – Altså børnene, huset og vores relation. Det har været og er benhårdt, men jeg tror og håber, at det er en af de ting, vi kommer til at se tilbage på som en god ting. Men vi er lige nu i dialog med flere mæglere, og det ser ud til at vi sætter det til salg snart. Hvad der så skal ske derfra, aner jeg simpelthen ikke.

Hvordan holder I jer gode venner?
At sige at det altid er nemt og gnidningsfrit, ville være en direkte løgn. Vi har i den grad haft vores skænderier, uenigheder og konflikter. Nogle gange så store, at jeg har haft svært ved at se en ende på det. MEN fordi vi kender hinanden så godt som vi gør, og på trods af vores forskelligheder er enige i mange ting, i særdeleshed de vigtige, formår vi altid at finde hinanden igen og få løst det, der måtte være, på en ordentlig og respektfuld måde. Jeg tror respekt og kærlighed er vejen frem, for selvom vi ikke er sammen længere, har vi jo stadigvæk valgt hinanden, resten af livet, i kraft af at vi har fået børn sammen. Heldigvis. Jeg kan ikke forestille mig en bedre far til mine børn, og der er ingen andre i hele verden som jeg stoler mere på end ham, og jeg ved at han tænker det samme den anden vej. Så når alt brænder på og bølgerne går højt, forsøger jeg at huske på det. Og så har vi faktisk besluttet os for at tage et par timer i terapi sammen over den næste tid.

Hvordan holder du humøret oppe? 
Det gør jeg ikke, er det korte svar. Jeg er ked af det på en måde, jeg sjældent har været før. Jeg føler mig som en fiasko langt henad vejen og det er noget jeg arbejder med og på. For jeg er jo ikke en fiasko. Overhovedet. Men mine handlinger har konsekvenser og dem bliver jeg nødt til at håndtere, selvom det ikke er rart. Jeg har snakket med en psykolog, hvilket er benhårdt, men godt. Jeg prøver at fylde mine dage med gode ting, også når det føles uoverskueligt, og når jeg kan, fokuserer jeg på lyset for enden af den meget lange vej jeg er på. Men der er klart flere dårlige end gode dage stadigvæk, hvor humøret bestemt ikke er oppe. Der er mange ofre lige nu og jeg føler mig skyldig i dem. Har dage hvor jeg skammer mig inderligt over at have sat min familie og i særdeleshed mine børn i denne her situation – For selvom skilsmissen var en fælles beslutning, er der ingen tvivl om at jeg var og er vægten på beslutningen, og også sidenhen har stået med den endelige beslutning, selvom den startede med at være fælles. Og den er skyld i mange knuste hjerter. Men jeg prøver at holde hovedet højt, alt det jeg kan, og tager dagene en af gangen. Der er ikke andet at gøre, og på de dårlige dage, minder jeg mig selv om, at i morgen måske bliver bedre.

Metamorfose

/11 Kommentarer/i /af

Jeg har efterhånden delt alverdens afskygninger af ord omkring min identitets/midtlivs krise, og dette er endnu et – Og ja,  der kommer nok mange flere. Jeg har ramt bunden et par gange over det seneste år, og jeg tror ikke jeg er færdig med at styrte endnu, desværre, men jeg håber inderligt at jeg lærer noget og bliver stærkere med hvert fald. At det hele er en del af den kæmpemæssige udvikling jeg er ved at gå igennem. Det er en konstant bølgegang af følelser, tanker, kriser, valg, beslutninger og praktik, der kvaser mig fuldstændigt og andre gange løfter mig. Jeg er et sted lige nu, hvor jeg føler, at jeg står med fødderne på et springbræt og bare skal sætte af og flyve, men jeg bliver ved med at træde ned, tælle forfra, og så forsigtigt liste mig derop igen – Uden anelse om hvad jeg springer ud i og hen i mod. Der er SÅ meget der skal afvikles, beslutninger der skal træffes, ting der er trukket i langdrag på grund af både en håbløs verdenssituation, følelsesmæssige hårdknuder og frygten for at ødelægge mere end nødvendigt, og jeg har allermest lyst til at shippe den tomme skal jeg efterhånden er blevet ud på noget solskinsferie og overlade alle beslutninger, alle pengeproblemer, alle følelser, det hele til en værge. “Her er mit NEM id og mit liv, fix det! Find mig på Mallorca.”
Det kan man ikke, det skal jeg ikke, men for fanden hvor har jeg bare nul føling med noget som helst det meste af tiden. Jeg hader det, samtidigt med at jeg forsøger at se det som en gave, en rejse, en udvikling. Nok står vi midt i en pandemi, der smadrer os alle på forskellige måder, men det har omvendt givet en ro og en fælles pause, som måske på bagkant kan noget godt. Det håber jeg. Jeg ved at alt løser sig, at alt bliver godt igen, jeg ved bare hverken hvornår eller hvordan. Men nu stiller jeg mig snart helt ud på kanten og springer, forhåbentlig lander jeg blødt.

Jeg er beriget med virkelig mange dejlige mennesker i mit liv, der elsker mig betingelsesløst, også selvom jeg har trukket mig, klappet i, været stille, urimelig og taget meget mere end jeg har givet. Alligevel står de klar med sikkerhedsnet og åbne arme. Igen og igen. Jeg glæder mig til jeg igen kan rumme det hele og vise min taknemmelighed. I ved hvem I er. Tak for helvede.

Beauty: Håret der gav op og alle jeres råd

/13 Kommentarer/i /af

Mit hår har smidt håndklædet i ringen. Det gider ikke mere pis, og for halvanden-to måneders tid siden begyndte det at knække, falde ud (seriøst – Jeg kunne hive store lunser af hår direkte ud af hovedbunden) og bare have det super duper stramt. En reaktion på 2020s strabadser og de mange følelser, uden tvivl. Jeg stoppede straks al brug af varme redskaber, skruede helt ned for hårvask, begyndte at spise endnu flere vitaminer (og jeg havde altså allerede et ok stort forbrug af kosttilskud), vingummibamser der lovede sundere og bedre hår, og så videre. Men jeg så ikke den store forskel. Håret fortsatte ligesom bare med at forlade mit hoved, og flere begyndte at spørge til om jeg mon var blevet klippet, for pludselig var det kortere end efter mit frisørbesøg for nu 10 måneder siden.
Jeg delte min frustration på instagram og bad om input, råd og tips til at få vendt hårskuden, og der var altså i den grad gevinst. Sjældent har jeg fået SÅ mange beskeder – Også flere bød ind med samme problem og bad om at jeg delte de råd, der kom ind. Så det er planen nu, og de kommer her – Og jeg har i øvrigt tænkt mig at prøve det hele af, så jeg kommer nok ikke til at kunne sige præcis hvad det var der endte med at hjælpe, men jeg håber håber håber, at noget hjælper.

Nåja, og for nogle dage siden endte jeg med at klippe mig selv. DET er ikke en anbefaling. Overhovedet. Lad være med det faktisk.

  • Olaplex
  • Kerastase Genesis produkter
  • Hårklinikken (produkter og vejledning)
  • Priorin
  • New Nordic Hair Volume (tilskud)
  • Brændenælde (som the)
  • Padderokke (the eller I pilleform)
  • Drop hårtørrer og glatte/krølle-jern
  • Hindbærbladethe
  • Silica piller
  • Biotin 5000 tabletter
  • Kenzan børste
  • Australian bodycare hair loss produkter
  • Mason Pearson børste
  • Morrocanoil produkter
  • Urtepencil
  • Mega B stress vitaminer
  • Ingen håndklæde! Tør håret i en t-shirt eller mikrofiberklæde
  • Skyl håret i risvand
  • Spis/drik hvedegræs
  • Hovedbundsmassage
  • Kevin Murphy Angel Wash shampoo
  • Redken Extreme produkter
  • Jern
  • Curly girl metoden
  • Mere protein i kosten

Jeg har som sagt tænkt mig at forsøge med flere af ovenstående, og fortsætte med dem jeg allerede var startet på og så skal jeg nok lige give en status igen om nogle måneder. Tak for input, og fortsæt endelig i kommentarfeltet her med egne erfaringer. … Hov, og jeg ved jo godt, at ordentlig søvn, ro på og et helet hjerte også kommer til at hjælpe gevaldigt, men det er bare en af de ting man ikke altid selv er herre over, så det må komme stille og roligt ved siden af.

God hårdag til jer <3

Godnathistorier til børn af børn … og af mig

/4 Kommentarer/i /af

REKLAME FOR NOXI STORIES

Jeg har teaset for dette her samarbejde op til flere gange, og jeg har virkelig virkelig glædet mig til at det skulle lanceres. Men som med så meget andet det seneste års tid, blev der ved med at komme forhindringer. Men nu nu NU sker det endelig!
Det handler om de børnehistorier jeg har gået og nusset om længe. Og nogle af jer husker måske, at jeg sidste år var ude i et studie med Otto.

Anledningen var at han skulle indtale en historie som jeg har skrevet til en af vores yndlingsapps. Nemlig Noxi. Jeg tror jeg har nævnt den en gang eller to eller tre før – Også længe før at Emilie, der står bag appen, og jeg overhovedet havde en relation. For den er altså god, og vi har stor glæde af den herhjemme. For selvom vi også nyder at læse bøger, er der aftener hvor det er rart med noget afveksling, både for børnene og for de voksne. Og her er Noxi et kæmpe hit. Helt kort og simpelt er det en app til børn, hvorpå der ligger en række meditationer, og nu også historier, der som noget ekstra fint alle er indtalt af børn. Der ligger også en godnatsang som Emilie selv synger. Den nyeste historie Sneglen Cille er skrevet af mig og altså indtalt af Otto, min førstfødte. Den bliver lagt op i dag, og jeg glæder mig simpelthen så meget til at I skal høre den. Det er faktisk længe siden, at jeg har været sådan ægte nervøs – Det er jo på mange måder helt nyt territorie for mig at skrive til børn (som jeg ikke selv har født altså).
Jeg håber sådan I og jeres børn kan lide den.

Noxi er en helt genial og anderledes måde at lytte til godnathistorier på, og jeg tør næsten garantere at dit barn vil reagere med forundring og måske latter, når de først hører at det er et barn, der fortæller historien – Sådan var det i hvert fald herhjemme da vi i sin tid fandt appen. Men når latteren har lagt sig, lyttes der, og jeg synes simpelthen det er sådan et fint univers Noxi har fået sig, og jeg er skide stolt af at være en del af deres rejse og udvikling. Og jeg kommer til at levere flere historier til dem løbende, men for nu kan du og dine børn lytte til de mange meditationshistorier, godnatsangen og fra i dag historien om Sneglen Cille, der handler om en snegl, der ville ønske der var lidt mere fart på.

Appen koster 29,- om måneden og du finder den appstore lige her – Ellers bare søg på Noxi. God fornøjelse og sov godt!

Mandag uge 4: Fællesskab og mere lock down

/2 Kommentarer/i /af

Januar er bare årets længste måned – Sådan har det altid været og i år er ingen undtagelse tydeligvis. Dagene og ugerne og al tid flyder sammen for tiden. Heldigvis lader det til at det er en fælles følelse og det er seriøst også næsten det eneste positive jeg har at sige om den fælles båd vi alle er i. Der er en forståelse og et fællesskab, som er ret fint, når nu det skal være.

I denne uge har jeg nogle online møder, et enkelt udendørs gå-møde, planer og intentioner om at få trænet lidt, vasket tøj og ikke mindst skrevet en helvedes masse, og så skal jeg ellers bare hænge ud med mine børn, og måske have malet den trappe, som springer mig i øjnene hver eneste dag og gør mig stille og roligt vanvittig. Den er så grim altså.

Der er lidt langt imellem denne type indlæg, men jeg tænker ikke, at jeg behøver forklare hvorfor.
Sjældent har jeg glædet mig mere til hverdag, hamsterhjul og normalitet – Selvom jeg omvendt også forsøger at nyde roen, at have mine børn hjemme det meste af tiden, samt muligheden for at sætte sit liv under et forstørrelsesglas og på den måde vurdere hvordan jeg gerne vil leve på den anden side. Det kan noget. På godt og ondt.

God mandag og uge til jer <3

Opskrift: Børnevenlig gryderet

/8 Kommentarer/i /af

Jeg har en ordentlig røvfuld opskrifter liggende fra det kogebogsprojekt jeg gik i gang med inden alt gik amok med virus og skilsmisse og pis og lort. Og selvom jeg fortsat drømmer om at få den e-bog ud over stepperne, har jeg alligevel besluttet mig for at drysse nogle af opskrifterne udover jer. Sådan en gang hver anden uge ish. Fælles for dem er, at de er vegetariske, børnevenlige og nemme.

I dag gælder den en kæmpe favorit herhjemme. En gryderet, der varmer, mætter og smager virkelig virkelig godt. Det er ikke den mest fotogene ret i verden, men smagen fejler ingenting.

Den har været i vores lille familie i en del år nu og er stille og roligt blevet videreudviklet fra gang til gang. For et par måneder siden blev jeg inspireret af en anden opskrift i min yndlingskogebog “Vegetarisk i aften?” til at smide en stor skefuld peanutbutter i retten, og min mellemste har siden ytret at den aldrig har smagt bedre, så det fortsætter vi med herhjemme. Hvis man ikke kan tåle nødder, eller ikke bryder sig om smagen, kan det sagtens skippes eller erstattes med enten kokosmælk eller fløde (havrefløde er bedst, hvis man vil undgå mejeriprodukter, synes jeg)

Til en ordentlig grydefuld (mætter tre børn og to voksne og efterlader lidt rester)
Alle mål er cirka. Jeg vejer og måler sjældent præcist af.

  • 1 stor (eller to små) søde kartofler skåret i tern
  • 2-3 gulerødder (evt suppleret med en stump knoldselleri, lidt squash eller hvad du ellers har i grøntsagsskuffen. Ekstra grønt skader i hvert fald ikke, tværtimod) revet på rivejern eller i en foodprocessor
  • 1 løg finthakket/revet
  • 2 fed presset eller hakket hvidløg
  • 2 tsk sød paprika
  • 1 cm fintrevet ingefær
  • 1 tsk gurkemeje
  • 1/2 tsk chili (gerne mere, hvis der ikke er børn eller andre chiliforskrækkede spisende)
  • 3-4 spsk tomatpure
  • salt
  • peber
  • 1 liter grøntsagsboullion (1 liter kogende vand og to bouillonterninger – Jeg smider bare det hele i gryden uden at opløse det først)
  • 1 dl røde linser
  • 1 dl quinoa (tip: Hvis man har børn der ikke er vant til at få serveret quinoa, eller ikke kan lide det, kan man udskifte quinoa med linser eller bulgur. Det giver en en mere børnevenlig konsistens) 
  • 2 ds flåede eller hakkede tomater (et stort glas tomatpassata som på billedet kan også fint bruges)
  • Saften fra en halv citron (kan udelades, eller erstattes af lidt balsamico eller anden eddike) 
  • En ordentlig skefuld peanutbutter (måske to, hvis du føler for det. Prøv dig frem) 

Lidt olie opvarmes i en stor gryde. Tilsæt løg, hvidløg, ingefær, chili og krydderier (vent med salt og peber) rør rundt et par minutter og tilsæt nu dine grøntsager og tomatpure og giv det 5-10 minutter imens du rører i gryden (skru evt lidt ned for blusset, hvis du synes). Tilsæt linser og quinoa, tomater og bouillonvand, skru ned for varmen, låg på og lad gryden hygge sig cirka 20 minutter – Kig til den engang imellem og rør i den, hvis den trænger til det. Tilføj evt lidt ekstra vand, hvis du synes den er for tyk – Nogle gange suger linser og quinoa væsken helt vildt, andre gange ikke.

Tilføj nu peanutbutter, lad det hele simre 10 minutter mere, tjek at de søde kartofler og linserne har fået nok – og smag til sidst til med citron, salt og peber.

Server med ris eller kartoffelmos, eller uden noget.

Som sagt kan man sagtens jamme på retten og for eksempel tilsætte kikærter eller bruge nogle andre grøntsager. Jeg prøver så vidt det er muligt at lave mad (og dermed også mine opskrifter) ud fra et princip om at bruge det, der lige er i skufferne. Jeg håber I har lyst til at prøve at lave den, og at I vil vende tilbage med dommen. …. Og så håber jeg selvfølgelig at I og jeres børn kan lide den. 

 

I øvrigt

/15 Kommentarer/i /af
  • Er mit yngste barn efter eget ønske begyndt at sove i sin egen seng, på eget værelse, og det markerer enden på børn i sengen. Jeg er ikke helt klar, men det var hun, så sådan måtte det være. Det er, med meget få undtagelser, små 12 år siden jeg sidst har haft en seng og et soveværelse for mig selv.
  • Er alle tre børn endnu engang vokset simultant ud af alt deres tøj. Det føles næsten som om at det sker over natten. Alle tre!
  • Skal jeg da lige love for at fastelavnsbollesæsonen er skudt i gang. Instagram er jo gået fuldstændigt amok i flødeskum og creme de her dage. Jeg er fortsat ikke ovre min overdosis fra nogle år tilbage, og tror faktisk aldrig jeg kommer til at spise en fastelavnsbolle igen… Så skulle det da lige være sådan en saltkaramel-fætter fra Andersen Bakery … Den ser faktisk god ud.
  • Var jeg i starten ikke super begejstret for, hvor meget joggingtøj fyldte og pludselig var en helt acceptabel beklædning. Nu er jeg totalt omvendt. Håber det hænger ved post lock down.
  • Vil jeg gerne have langt hår igen. Meget langt hår. Og sundt selvfølgelig. Dog er det som om at det sidste års stress og bekymringer har gjort, at mit hår knækker og klasker og på ingen måde vokser som det plejer, så det bliver et lidt længere projekt end først antaget.
  • Er jeg i takt med at man kun kan mødes med mennesker udendørs, blevet virkelig glad for lumumba. I december var det gløgg og irish coffee, der gjorde det for mig, men varm kakao med rom er altså bare et helt genialt makkerpar, så jeg forudser at lumumba bliver seriøst populær i 2021.
  •  Tager jeg mig selv i at blive rasende irriteret over instagram for tiden. Hvis jeg ser en til “Sandt eller falsk” eller “Vis mig et billede af” runde, springer jeg i luften (jeg ved godt, at jeg ikke skal kaste med sten fra mit glashus – Jeg gør selv en masse pisseirriterende ting på instagram. I know!)
  • Savner jeg at podcaste, men sidder fast i en ond knude af noget mindreværd, teknikknas og tidsmangel.
  • Er jeg røget ned i et Gift ved første blik USA hul. Har snart binget hele sæson 10. OMG! Det skal vi tale om! Har I set det??

 

Alt det jeg ser frem til post Corona pt. 2

/14 Kommentarer/i /af

… D. 20. marts 2020 skrev jeg et indlæg om alt det jeg så frem til på den anden side af Corona pandemien …. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet, at jeg ti måneder senere tilføje punkter den liste. Men den kommer altså her, for selvom jeg trods alt har kunne strege et par ting af den oprindelige liste i de få måneder, hvor verden var en anelse mere normal, er der godt nok stadigvæk mange af de ting, som jeg fortsat ser frem imod…

OG så glæder jeg mig til at:

  • Sende mit ældstebarn i skole. Ikke fordi det gør mig noget at have ham hjemme, tværtimod nyder jeg den ekstra tid med ham. Men. Det er så svært at se ham savne sine venner og det sociale.
  • Kramme. Det er helt vildt så meget jeg savner kram. Jeg ved at mange er glade for at undvære, men jeg er ikke en af dem. Jeg er glad for at jeg trods alt har en lille boble af folk som jeg stadigvæk kan kramme på. Men jeg vil have mere.
  • Sidde på et værtshus en hel nat. Det var i forvejen noget jeg sjældent fandt tid til, og nu hvor det slet ikke kan lade sig gøre, tager jeg mig selv i at længes efter det i en sådan grad, at jeg ikke kan gå forbi en bodega uden lige at skulle lure ind igennem vinduerne.
  • Smide mundbindet. Selvom det er lækkert ikke at fryse om næsen, er jeg virkelig træt af alt ved det forbandede mundbind. Savner at kunne trække vejret frit, at se andres mimik og at have pæn hud i underansigtet.
  • Føle mig fri. Restriktioner, forsamlingsforbud, afstand. Det hele hænger mig langt ud af halsen.

… Hvad ser du frem til?

Uge 1: Ny hverdag igen

/2 Kommentarer/i /af

Godmorgen, eller formiddag. Klokken er 10 og jeg sidder pt i en parkeret bil og arbejder. Jeg fik et lift til København, men har først et møde om en time, og da det jo ikke er muligt at sætte sig på en café grundet nedlukningen, må jeg nøjes med et passagersæde i en bil. Heldigvis er der kaffe i termokoppen og varme i sædet, så selvom min blære snart begynder at brokke sig og mit computerbatteri gør det samme, har jeg lige en god halv times arbejde foran mig, inden jeg skal ud i kulden og i gang med min dag for alvor. Vækkeuret ringede klokken 7, hvilket egentlig ikke er specielt tidligt, men efter en måned med hjemsendte børn, karantæne og ferie, føltes det rigeligt tidligt, og jeg mentalt highfivede mig selv benhårdt for at have lagt alt klar i går aftes – Så vi bare kunne have en helt rolig morgen uden at stresse rundt efter matchende sokker, bukser uden huller i og hårbørsten, der altid er væk.
Otto er i hjemmeskole hos mine forældre i dag, pigerne er i børnehave for første gang i fem uger og jeg har aftaler hele dagen. I morgen og onsdag skal jeg producere en hulens masse content, og sideløbende assistere Otto i hjemmeskolen, torsdag har jeg møder, primært online, det samme fredag, og så har jeg børnefri i weekenden – og jeg aner ikke, hvad jeg skal finde på endnu. Drømmer om restaurantbesøg og drinks, men det kan af gode grunde ikke lade sig gøre.

Jeg håber, I har en dejlig første mandag i 2021.