Århmand, halvdelen af ferien er gået, eller faktisk desværre mere end det. 2/3 er pist væk. På lørdag går turen hjem til Hornbæk, hverdag og kulde igen, og jeg er endnu ikke klar til det. Men det bliver man nok aldrig helt. Vi ankom i dag til den tredje af de i alt fire øer vi skal besøge, og jeg ligger lige nu under et myggenet i sengen i mørket og taster løs på telefonen.
Jeg skal i øvrigt nok komme detaljerne omkring vores tur lidt nærmere til dem det måtte interessere, når vi er hjemme igen.

Indtil videre er alt gået smooth og uden de store udfordringer. Selvfølgelig har der været trætte børn, som har fået nedsmeltninger diverse steder, hvilket blandt andet har betydet, at vi nogle aftener på skift har måttet forlade selskabet og tage et barn under armen og trave hjem uden at få spist aftensmad.
Men det er som om at den slags situationer er noget nemmere at tackle, når det eneste på programmet er afslapning og strand. Ingen har været syge med undtagelse af lidt AC snue her og der og en enkelt nat med et febervarmt barn.
Det mest dramatiske har hidtil været, at vi mistede to af Loulous bamser på det første hotel, men de blev sendt med en båd dagen efter og blev dermed genforenet med barnet indenfor et døgn.

Fem hele dage og en halv har vi tilbage og jeg er for alvor kommet ned i gear, selvom vi styrter rundt det meste af dagen, fordi børn, men uden daglige pligter, og også uden tøj og i 32 graders varme, gør det ingenting.

Det kan noget at få sit liv på afstand lidt, og det har også resulteret i nogle gode og lange snakke med min bedre halvdel, som jeg tror ingen af os vidste, vi havde brug for.

Og nu når jeg tænker over det og mærker efter igen, kan jeg måske alligevel godt overskue at komme hjem igen. På søndag.

Vores første døgn i Thailand er ovre og vi har fået puttet børnene med nogenlunde succes. … Og vi nåede endda en deleøl og voksensnak på trappen foran huset, inden vi kravlede i seng. Nu sover alle, på nær mig, der er helt og aldeles vågen.
Jetlag denne vej er lidt en biatch de første timer af natten, til gengæld sover børnene længe, og det kan også noget. Turen hertil var lang og tung og jeg husker meget lidt fra timerne fra vi ankom på hotellet omkring frokost og til jeg faldt i søvn med Loulou i armhulen omkring klokken 20. Men jeg husker tydeligt, at de to små vågnede på skift cirka hvert kvarter fra klokken 21 til 01. Men de sov til vi vækkede dem klokken 9, så den del er helt tilgivet fra min side igen.
I dag har vi brugt ved poolen og på stranden – de to ligger klods op og ned af hinanden, så begge dele er muligt uden at blive alt for uenige. Jeg har det med pools, som jeg har det med buffet. Lidt klamt, genialt med børn og umuligt at komme udenom.

Børnene klarede turen hertil så fint, selvom den var urimeligt lang, og de har også været helt eksemplariske i dag. Jeg kan ikke helt sige det samme om mig selv. Jeg er både lidt skinger i det, irritabel og fintfølende. Men det går sikkert også over i takt med at min jetlag letter og roen sænker sig. Håber jeg (og alle andre, gætter jeg på).

Der er 15 dage tilbage og jeg har tænkt mig at få det allerbedste ud af dem.

Men hov, skulle du ikke holde blogfri? Tænker du måske.
Jo, men så fik jeg alligevel lyst til at stikke hovedet herind… Jeg håber I har det pisse dejligt, og jeg beklager på forhånd Thailandsspam på Instagram – Det er virkelig svært at lade være, fordi her er så mega flot.

 

Jeg tror at man, uanset hvad man laver, og hvor meget man elsker det, ind imellem banker panden mod muren og i den proces mister vejret.

Sådan har jeg det for tiden. Både her, i hele min online tilstedeværelse, og desværre også i kulissen og i privaten. Der er fuld plade på mavepustere og jeg forsøger at tage vare på mig selv, minde mig om at det er en fase, at det går over og at det er både normalt og helt ok.
Ulempen ved at leve et liv, der følges af mange tusinde mennesker, er at den slags perioder, går ud over effektiviteten, delelysten og kvanti- og kvaliteten, og fordi I er mange, bliver det bemærket og italesat. Som oftest med bekymring og forståelse, og tak for det, og andre gange med hån og løftede pegefingre som desværre gør følelsen endnu tungere og behovet for at kravle ind i mit skjold meget større.

Det er nu ikke fordi at produktiviteten mangler, tværtimod. Jeg går og samler sammen til nogle indlæg, jeg gerne vil dele med jer, og så er jeg i gang med at skrive et pitch og manuskript til en ny podcast, der gerne skulle blive til noget senere på året, og et par andre skidefede ting, som jeg glæder mig til at få sat i søen. Og det er rart, at have og lave noget, der ikke bliver delt nu og her, men det betyder ikke, at jeg er ved at forsvinde, at jeg har ændret mig eller at jeg har fået fine fornemmelser. Det ved jeg godt at de fleste af jer ved, men jeg kan mærke, at det gør en forskel i mig, at sige det højt her.

Jeg er vingeskudt, i (det der føles som) årets længste måned og det gør lidt ondt, men jeg skal nok komme ud og flyve igen, og jeg håber I stadigvæk vil med <3

Puuust ud! Det er mandag formiddag og hverdagen er (endelig) i gang igen. Det er tiltrængt for alle i familien, for selvom det har været en dejlig ferie, i særdeleshed den seneste uges tid, hvor vi på en eller anden måde har fundet en helt perfekt rytme og for alvor er kommet ned i gear, har vi alle trængt til at komme tilbage i noget velsmurt hamsterhjul. I dag ringede uret igen klokken 6 og vi fik alle ud af døren i ordentlig tid. Alle børn nærmest løb afsted, og det samme gjorde deres forældre, og nu er alle afleveret, Michael er kørt på job og jeg arbejder hjemme i dag, hvilket jeg har set kæmpe meget frem til – Både fordi at jeg ikke har været alene hjemme i tre uger, men også fordi at jeg har en hel del, der skal styr på inden vi rejser i næste uge, og jeg har i de seneste dage kunne mærke frustrationen over ikke at have kunne finde tid og ro til at gøre det. Nu, nu, NU er der ro. Helt ro. Jeg har en sovende schæfer på fødderne, varm kaffe i koppen, musik i baggrunden og kan for alvor dykke ned i mit arbejde. Jeg skal i dag skrive en masse, min kalender skal opdateres, jeg skal bogføre min december og så har jeg et telefonmøde med en, der forhåbentlig kan hjælpe mig med at føre noget ud i livet som jeg har haft lyst til længe.
I morgen skal jeg til København hele dagen, hvor jeg har møder, kontortid og en middagsaftale, onsdag ser næsten ligesådan ud, bortset fra at middagen er her i Hornbæk, torsdag og fredag er indtil videre nogenlunde fri, med undtagelse af en reformer time (!), og et håb om at få planlagt nogle indlæg og i det hele taget få et ordentligt overblik over de første måneder af 2020, og så er det weekend, hvor de sidste ting skal vaskes, pakkes og gøres klar, inden vi onsdag i næste uge tager afsted mod solen.

God mandag! og velkommen tilbage til hverdagen…

Det er blevet d. 1. januar aka den mærkeligste dag på året. Vi havde et roligt, men hyggeligt nytår med gode venner, masser af slik, chips, stjernekastere, øl og glimmer. Vi gik allerede i seng klokken 1 og var derfor ualmindeligt friske i morges. Nu spiller pigerne vendespil med Michael, Otto ser tegnefilm og spiser chips, og jeg har taget hul på 2020s første to dos. Det lyder nok meget ambitiøst, og normalt ville 1. januar aldrig være en dag, hvor jeg kunne finde på at tænke i arbejde og praktiske gøremål, ligesom at jeg i tidligere år har været mildest talt chokeret, når Michael har tvunget os ud på tur d. 1. januar. Men man bliver jo ældre, og ens prioriteter ændrer sig, og det er også tilfældet for mig. Så i dag på den falske dag, hvor alting står stille, forsøger jeg at få et lille forspring på året som jeg har høje forventninger til. 2020. Jeg tror du bliver god.

Dog pakker jeg snart ambitionerne og computeren sammen og går med på den tur til stranden min mor har arrangeret for os allesammen, og så hopper jeg tilbage i noget blødt tøj og laver burgere til alle.

Godt nytår til jer allesammen. Tak for jeres støtte og den overvejende gode stemning herinde <3