Metamorfose
Jeg har efterhånden delt alverdens afskygninger af ord omkring min identitets/midtlivs krise, og dette er endnu et – Og ja, der kommer nok mange flere. Jeg har ramt bunden et par gange over det seneste år, og jeg tror ikke jeg er færdig med at styrte endnu, desværre, men jeg håber inderligt at jeg lærer noget og bliver stærkere med hvert fald. At det hele er en del af den kæmpemæssige udvikling jeg er ved at gå igennem. Det er en konstant bølgegang af følelser, tanker, kriser, valg, beslutninger og praktik, der kvaser mig fuldstændigt og andre gange løfter mig. Jeg er et sted lige nu, hvor jeg føler, at jeg står med fødderne på et springbræt og bare skal sætte af og flyve, men jeg bliver ved med at træde ned, tælle forfra, og så forsigtigt liste mig derop igen – Uden anelse om hvad jeg springer ud i og hen i mod. Der er SÅ meget der skal afvikles, beslutninger der skal træffes, ting der er trukket i langdrag på grund af både en håbløs verdenssituation, følelsesmæssige hårdknuder og frygten for at ødelægge mere end nødvendigt, og jeg har allermest lyst til at shippe den tomme skal jeg efterhånden er blevet ud på noget solskinsferie og overlade alle beslutninger, alle pengeproblemer, alle følelser, det hele til en værge. “Her er mit NEM id og mit liv, fix det! Find mig på Mallorca.”
Det kan man ikke, det skal jeg ikke, men for fanden hvor har jeg bare nul føling med noget som helst det meste af tiden. Jeg hader det, samtidigt med at jeg forsøger at se det som en gave, en rejse, en udvikling. Nok står vi midt i en pandemi, der smadrer os alle på forskellige måder, men det har omvendt givet en ro og en fælles pause, som måske på bagkant kan noget godt. Det håber jeg. Jeg ved at alt løser sig, at alt bliver godt igen, jeg ved bare hverken hvornår eller hvordan. Men nu stiller jeg mig snart helt ud på kanten og springer, forhåbentlig lander jeg blødt.
Jeg er beriget med virkelig mange dejlige mennesker i mit liv, der elsker mig betingelsesløst, også selvom jeg har trukket mig, klappet i, været stille, urimelig og taget meget mere end jeg har givet. Alligevel står de klar med sikkerhedsnet og åbne arme. Igen og igen. Jeg glæder mig til jeg igen kan rumme det hele og vise min taknemmelighed. I ved hvem I er. Tak for helvede.