I år bliver Sneglcille ti år, og i den anledning kommer der til at ske lidt ting og sager i mit univers . Blandt andet har jo i årevis lovet, at fejre mit ti års jubilæum med blandt andet en fest, og det løfte lover jeg at holde. Derudover vil jeg gøre lidt ligesom for et par år siden, hvor jeg hver måned fremhævede et indlæg fra den pågældende måned syv år tilbage i tiden (se et eksempel HER). Det fungerede ret godt, og var en succes både i jeres og min ende #sommansiger – Og jeg har længe tænkt over, om man kunne gøre noget lignende. Det kan man, og jeg havde egentlig oprindeligt tænkt det som et podcast koncept, og måske det bliver en realitet en dag (uh, eller måske en youtube serie!). Dét det går ud på er, at jeg fisker et gammel indlæg frem og laver en slags kommentarspor til det.
Se første indlæg HER.
I dag har jeg i anledning af Umas fødselsdag fundet det indlæg frem, hvor jeg offentliggjorde, at hun var på vej.
Der er lige noget, jeg skal fortælle jer
Det hele startede en sensommerdag på vej hjem fra stranden, hvor jeg satte tænderne i et stykke vandmelon, som simpelthen smagte sådan af opkast. Allerede på den cykeltur, i vejkanten (vi var på cykel) fangede Michaels og mine øjne hinanden “kunne det virkelig passe?” – Vi havde nemlig bare små to uger forinden taget beslutningen om at smide præventionen. Men jeg havde endnu ikke haft menstruation, og det kunne simpelthen ikke være rigtigt, at det skulle være grunden. Måske var det bare en syg vandmelon, som kun jeg kunne smage.
Dernæst skete der det, at min naturlige sukkertrang og lyst til kage forsvandt som dug fra solen, og jeg hørte mig selv sige ting som “Nej tak, jeg springer over” og “Måske bare et lille stykke”. Alarmerende! På nuværende tidspunkt tænkte jeg stadigvæk, at det med garanti ikke var graviditet. Ikke allerede. Men blev tilgengæld oprigtig bange for at noget var galt med mig. Stress? En virus? Noget kronisk?! Måske bare noget hormonelt efter p-pillestop (som jeg havde taget uden pauser i årevis på grund af min hyperfertilitet). PMS. Ægløsning?
Så kom den ustyrlige lyst til iskold danskvand, på trods af min voldsomme aversion imod brus, dernæst længsel efter smørstegt fiskefilet midt om natten, og i samme omgang trætheden, behovet for 12-14 timers søvn hver nat, den konstante hovedpine, svimmelheden og den enorme mængde mundvand, og dermed behovet for at synke hvert sekund for ikke at komme til at savle eller kaste op. Her var mistanken så småt ved for alvor at sætte sig, men alligevel ikke helt. Man skal jo have menstruation og så ægløsning for at blive gravid. Det ved enhver…
og så var der naturligvis det endelige bevis, bomben, testen, der en varm sommermorgen for nu over to måneder siden viste to streger. Ja, du har nok gættet det.
Jeg købte testen den første dag i august. På Michaels fødselsdag. Bare for at udelukke den mulighed. Gæsterne var kommet, da jeg vendte hjem fra arbejde med testen i tasken og poserne fulde af øl og festlige snacks. Jeg fortalte Rachel at jeg havde købt en test, men at det helt sikkert ikke var noget. Hun tilbød at jeg kunne tage den, mens hun var der. Men jeg afslog. Lagde testen i en skuffe og joinede festede.
Dagen efter, med en anelse tømmermænd, kom jeg i tanke om den igen, og imens at Michael gik ned med pantflaskerne, tissede jeg på testen, og vores liv ændrede sig for altid.
Vi mødtes på Joe & The Juice, hvor jeg kæmpede en brag kamp, for at få ham med over i skydebanehaven, så jeg kunne fortælle ham om testen, der lå i min taske, og som jeg simpelthen nægtede at fortælle ham på Joe & The juice.
Til april lander vores andet fælles barn, noget tidligere end vi havde forestillet os det. Vi nåede faktisk kun lige at snakke om, at det kunne være fedt, snart at reproducere os igen, inden der kort tid efter, ikke engang to uger senere, var gevinst. Så snart havde vi slet ikke overvejet, at det ville blive. Men vi er selvfølgelig skideglade.
Otto bliver storebror, og jeg er ved at gå til af skræk, lykke og glæde.
Det er vi alle sammen.
Jeg ved godt, at vi skal være glade og taknemmelige for, at det går så nemt for os, og at det kan være risikabelt at begynde at ytre sig om, at det er gået “for” stærkt. Men det var overvældende, og helt vildt svært at gå med den følelse, af at vi på en måde ikke fortjente det, og måske heller ikke var helt klar endnu. Jeg græd faktisk hos lægen, fordi jeg følte, at jeg ikke var glad på den rigtige måde. At det var uretfærdigt, at vi kender så mange mennesker, der kæmper for at blive gravide, og at jeg bare skal drikke et glas hvidvin i et sommerhus, og bang! Baby, værsågod.
En følelse jeg faktisk stadigvæk kan blive ramt af, for lige så meget som det er en velsignelse at være hyperfertil, er der også kæmpe mange udfordringer i det. Heldigvis, landede vi selvfølgelig i det og var oprigtigt ovenud lykkelige og glade, da vi begyndte at fortælle det. Og vi overvejede aldrig, at det ikke skulle være. Vi skulle bare lige synke den, et par gange.
Den første måned holdte vi det nogenlunde for os selv. Michael (ja, synes altså at en opgradering fra “Freelancer” er på sin plads) og jeg besluttede, at der ikke var nogen grund til at plapre op om det, før vi selv havde vænnet os til det (hvilket man jo for helvede aldrig gør!), efter en måneds tid begyndte vi så småt at sige det til de nærmeste, og så kom turen til mit arbejde. Sjældent har jeg været så nervøs, men eftersom at jeg var træt af at gå i løst tøj, og skulle komme på undskyldninger for at slippe uden om sociale arrangementer, hvor alkohol var indblandet, samt de konstante fieldtrips til toilettet, hvor jeg med et fast greb om håndvasken og ivrig øjenkontakt med mig selv i spejlet messede “NU tager du dig sammen! Du må ikke kaste op, og ikke falde i søvn, ikke nu!!”, samt overveje om det ville være passende lige at ligge lidt på gulvet og tage en lur, for derefter at vende tilbage til mit skrivebord og lade som om, at jeg ikke var ved at gå i gulvet, var det det helt rigtige tidspunkt at bekende kulør.
Rachel var den første der fik besked. Hun vidste jo ligesom at der var en test, der skulle tages, så jeg blev nødt til at bekende kulør, og det var SÅ rart at have en at dele det med, som ikke var Michael. Men mine andre veninder og vores familie, fik først besked et par uger senere.
Det gik godt. Begge mine chefer hvinede og krammede mig.
Det gjorde de, og det er jeg så taknemmelig for. For hold nu mega kæft, hvor var det nervepirrende, at skulle fortælle dem det.
Nakkefoldsscanningen gik også godt.
Kvalmen og min madlede, der har været voldsom og gjort at jeg i flere uger primært kun har spist brød, suppe og vindruer, er ved at aftage og jeg begynder så småt at føle mig som et almindeligt menneske? Et menneske, der dog ikke kan være i nærheden af æg uden at gagge, synes at rejer er pisseklamme og som skal have kakaomælk og tomater hver dag, men som helst ikke spiser aftensmad.
Så ja, there you have it. Sneglen er med rogn. Igen.
Og jeg var SÅ bange for reaktionen. Jeg havde jo nærmest kun lige fortalt på bloggen, at Michael og jeg var fundet sammen, efter at man i små fem år havde kunne læse om mit liv som enlig mor, med et i starten ret turbulent forhold til selvsamme mand. Mine følelser var all over the place, og jeg turde ikke læse folks reaktioner de første mange timer. Men jeg tror faktisk kun, at jeg fik et par enkelte stikpiller, og resten var ren og skær kærlighed… Tak.
Og i dag bliver hun så fire år den lille skid, og nu kan jeg slet ikke forstå, at jeg var bange, i tvivl og rundt på gulvet. Havde jeg bare vidst, at det var hende <3
Nu har jeg efterhånden skrevet på det her indlæg siden klokken 8 i morges, og klokken er nu knap 20. Jeg har været på farten, først til et meget smukt event med Nivea, MM og en masse rare kollegaer i et drivhus på toppen af Østerbro, dernæst i det kørende kontor ala Kystbanen, og bedst som jeg havde tænkt mig at bruge de sidste par kontortimer hjemme, ringede min mand og spurgte om vi ikke lige skulle lege, at det var ferie lidt længere, hente børnene og køre i skoven. Jeg var ikke svær at overtale, og selvom det betyder aftenarbejde, er jeg så glad for at vi gjorde det. Vi lokkede nogle venner og deres barn med, og fik efterfølgende tilsnusket os et iskoldt glas hvidvin i deres have få hundrede meter fra os, inden vi trillede hjem og lavede mad til tre sultne og overtrætte skovbørn. Nu sover to af dem, og den tredje står på rulleskøjter med sin far, og selvom der er vasketøj overalt, en fuld opvaskemaskine og et par timers arbejde om ørerne på mig, er det helt ok. Jeg har tilbragt en del af dagen på at være lidt mut af forskellige årsager, hvorfor Michael kom på ideen med skoven, og det hjalp, sgu! Tænk sig, at jeg, Bypigen, får et kick ud af at gå i skoven og klatre på væltede træstammer.
