Jeg har efterhånden delt alverdens afskygninger af ord omkring min identitets/midtlivs krise, og dette er endnu et – Og ja,  der kommer nok mange flere. Jeg har ramt bunden et par gange over det seneste år, og jeg tror ikke jeg er færdig med at styrte endnu, desværre, men jeg håber inderligt at jeg lærer noget og bliver stærkere med hvert fald. At det hele er en del af den kæmpemæssige udvikling jeg er ved at gå igennem. Det er en konstant bølgegang af følelser, tanker, kriser, valg, beslutninger og praktik, der kvaser mig fuldstændigt og andre gange løfter mig. Jeg er et sted lige nu, hvor jeg føler, at jeg står med fødderne på et springbræt og bare skal sætte af og flyve, men jeg bliver ved med at træde ned, tælle forfra, og så forsigtigt liste mig derop igen – Uden anelse om hvad jeg springer ud i og hen i mod. Der er SÅ meget der skal afvikles, beslutninger der skal træffes, ting der er trukket i langdrag på grund af både en håbløs verdenssituation, følelsesmæssige hårdknuder og frygten for at ødelægge mere end nødvendigt, og jeg har allermest lyst til at shippe den tomme skal jeg efterhånden er blevet ud på noget solskinsferie og overlade alle beslutninger, alle pengeproblemer, alle følelser, det hele til en værge. “Her er mit NEM id og mit liv, fix det! Find mig på Mallorca.”
Det kan man ikke, det skal jeg ikke, men for fanden hvor har jeg bare nul føling med noget som helst det meste af tiden. Jeg hader det, samtidigt med at jeg forsøger at se det som en gave, en rejse, en udvikling. Nok står vi midt i en pandemi, der smadrer os alle på forskellige måder, men det har omvendt givet en ro og en fælles pause, som måske på bagkant kan noget godt. Det håber jeg. Jeg ved at alt løser sig, at alt bliver godt igen, jeg ved bare hverken hvornår eller hvordan. Men nu stiller jeg mig snart helt ud på kanten og springer, forhåbentlig lander jeg blødt.

Jeg er beriget med virkelig mange dejlige mennesker i mit liv, der elsker mig betingelsesløst, også selvom jeg har trukket mig, klappet i, været stille, urimelig og taget meget mere end jeg har givet. Alligevel står de klar med sikkerhedsnet og åbne arme. Igen og igen. Jeg glæder mig til jeg igen kan rumme det hele og vise min taknemmelighed. I ved hvem I er. Tak for helvede.

REKLAME FOR NOXI STORIES

Jeg har teaset for dette her samarbejde op til flere gange, og jeg har virkelig virkelig glædet mig til at det skulle lanceres. Men som med så meget andet det seneste års tid, blev der ved med at komme forhindringer. Men nu nu NU sker det endelig!
Det handler om de børnehistorier jeg har gået og nusset om længe. Og nogle af jer husker måske, at jeg sidste år var ude i et studie med Otto.

Anledningen var at han skulle indtale en historie som jeg har skrevet til en af vores yndlingsapps. Nemlig Noxi. Jeg tror jeg har nævnt den en gang eller to eller tre før – Også længe før at Emilie, der står bag appen, og jeg overhovedet havde en relation. For den er altså god, og vi har stor glæde af den herhjemme. For selvom vi også nyder at læse bøger, er der aftener hvor det er rart med noget afveksling, både for børnene og for de voksne. Og her er Noxi et kæmpe hit. Helt kort og simpelt er det en app til børn, hvorpå der ligger en række meditationer, og nu også historier, der som noget ekstra fint alle er indtalt af børn. Der ligger også en godnatsang som Emilie selv synger. Den nyeste historie Sneglen Cille er skrevet af mig og altså indtalt af Otto, min førstfødte. Den bliver lagt op i dag, og jeg glæder mig simpelthen så meget til at I skal høre den. Det er faktisk længe siden, at jeg har været sådan ægte nervøs – Det er jo på mange måder helt nyt territorie for mig at skrive til børn (som jeg ikke selv har født altså).
Jeg håber sådan I og jeres børn kan lide den.

Noxi er en helt genial og anderledes måde at lytte til godnathistorier på, og jeg tør næsten garantere at dit barn vil reagere med forundring og måske latter, når de først hører at det er et barn, der fortæller historien – Sådan var det i hvert fald herhjemme da vi i sin tid fandt appen. Men når latteren har lagt sig, lyttes der, og jeg synes simpelthen det er sådan et fint univers Noxi har fået sig, og jeg er skide stolt af at være en del af deres rejse og udvikling. Og jeg kommer til at levere flere historier til dem løbende, men for nu kan du og dine børn lytte til de mange meditationshistorier, godnatsangen og fra i dag historien om Sneglen Cille, der handler om en snegl, der ville ønske der var lidt mere fart på.

Appen koster 29,- om måneden og du finder den appstore lige her – Ellers bare søg på Noxi. God fornøjelse og sov godt!

Jeg har en ordentlig røvfuld opskrifter liggende fra det kogebogsprojekt jeg gik i gang med inden alt gik amok med virus og skilsmisse og pis og lort. Og selvom jeg fortsat drømmer om at få den e-bog ud over stepperne, har jeg alligevel besluttet mig for at drysse nogle af opskrifterne udover jer. Sådan en gang hver anden uge ish. Fælles for dem er, at de er vegetariske, børnevenlige og nemme.

I dag gælder den en kæmpe favorit herhjemme. En gryderet, der varmer, mætter og smager virkelig virkelig godt. Det er ikke den mest fotogene ret i verden, men smagen fejler ingenting.

Den har været i vores lille familie i en del år nu og er stille og roligt blevet videreudviklet fra gang til gang. For et par måneder siden blev jeg inspireret af en anden opskrift i min yndlingskogebog “Vegetarisk i aften?” til at smide en stor skefuld peanutbutter i retten, og min mellemste har siden ytret at den aldrig har smagt bedre, så det fortsætter vi med herhjemme. Hvis man ikke kan tåle nødder, eller ikke bryder sig om smagen, kan det sagtens skippes eller erstattes med enten kokosmælk eller fløde (havrefløde er bedst, hvis man vil undgå mejeriprodukter, synes jeg)

Til en ordentlig grydefuld (mætter tre børn og to voksne og efterlader lidt rester)
Alle mål er cirka. Jeg vejer og måler sjældent præcist af.

• 1 stor (eller to små) søde kartofler skåret i tern
• 2-3 gulerødder (evt suppleret med en stump knoldselleri, lidt squash eller hvad du ellers har i grøntsagsskuffen. Ekstra grønt skader i hvert fald ikke, tværtimod) revet på rivejern eller i en foodprocessor
• 1 løg finthakket/revet
• 2 fed presset eller hakket hvidløg
• 2 tsk sød paprika
• 1 cm fintrevet ingefær
• 1 tsk gurkemeje
• 1/2 tsk chili (gerne mere, hvis der ikke er børn eller andre chiliforskrækkede spisende)
• 3-4 spsk tomatpure
• salt
• peber
• 1 liter grøntsagsboullion (1 liter kogende vand og to bouillonterninger – Jeg smider bare det hele i gryden uden at opløse det først)
• 1 dl røde linser
• 1 dl quinoa (tip: Hvis man har børn der ikke er vant til at få serveret quinoa, eller ikke kan lide det, kan man udskifte quinoa med linser eller bulgur. Det giver en en mere børnevenlig konsistens) 
• 2 ds flåede eller hakkede tomater (et stort glas tomatpassata som på billedet kan også fint bruges)
• Saften fra en halv citron (kan udelades, eller erstattes af lidt balsamico eller anden eddike) 
• En ordentlig skefuld peanutbutter (måske to, hvis du føler for det. Prøv dig frem) 

Lidt olie opvarmes i en stor gryde. Tilsæt løg, hvidløg, ingefær, chili og krydderier (vent med salt og peber) rør rundt et par minutter og tilsæt nu dine grøntsager og tomatpure og giv det 5-10 minutter imens du rører i gryden (skru evt lidt ned for blusset, hvis du synes). Tilsæt linser og quinoa, tomater og bouillonvand, skru ned for varmen, låg på og lad gryden hygge sig cirka 20 minutter – Kig til den engang imellem og rør i den, hvis den trænger til det. Tilføj evt lidt ekstra vand, hvis du synes den er for tyk – Nogle gange suger linser og quinoa væsken helt vildt, andre gange ikke.

Tilføj nu peanutbutter, lad det hele simre 10 minutter mere, tjek at de søde kartofler og linserne har fået nok – og smag til sidst til med citron, salt og peber.

Server med ris eller kartoffelmos, eller uden noget.

Som sagt kan man sagtens jamme på retten og for eksempel tilsætte kikærter eller bruge nogle andre grøntsager. Jeg prøver så vidt det er muligt at lave mad (og dermed også mine opskrifter) ud fra et princip om at bruge det, der lige er i skufferne. Jeg håber I har lyst til at prøve at lave den, og at I vil vende tilbage med dommen. …. Og så håber jeg selvfølgelig at I og jeres børn kan lide den. 

 

… D. 20. marts 2020 skrev jeg et indlæg om alt det jeg så frem til på den anden side af Corona pandemien …. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet, at jeg ti måneder senere tilføje punkter den liste. Men den kommer altså her, for selvom jeg trods alt har kunne strege et par ting af den oprindelige liste i de få måneder, hvor verden var en anelse mere normal, er der godt nok stadigvæk mange af de ting, som jeg fortsat ser frem imod…

OG så glæder jeg mig til at:

• Sende mit ældstebarn i skole. Ikke fordi det gør mig noget at have ham hjemme, tværtimod nyder jeg den ekstra tid med ham. Men. Det er så svært at se ham savne sine venner og det sociale.
• Kramme. Det er helt vildt så meget jeg savner kram. Jeg ved at mange er glade for at undvære, men jeg er ikke en af dem. Jeg er glad for at jeg trods alt har en lille boble af folk som jeg stadigvæk kan kramme på. Men jeg vil have mere.
• Sidde på et værtshus en hel nat. Det var i forvejen noget jeg sjældent fandt tid til, og nu hvor det slet ikke kan lade sig gøre, tager jeg mig selv i at længes efter det i en sådan grad, at jeg ikke kan gå forbi en bodega uden lige at skulle lure ind igennem vinduerne.
• Smide mundbindet. Selvom det er lækkert ikke at fryse om næsen, er jeg virkelig træt af alt ved det forbandede mundbind. Savner at kunne trække vejret frit, at se andres mimik og at have pæn hud i underansigtet.
• Føle mig fri. Restriktioner, forsamlingsforbud, afstand. Det hele hænger mig langt ud af halsen.

… Hvad ser du frem til?

• Er jeg helt alene hjemme uden planer de næste to timer. Har gået tur på stranden, købt ind til den lasagne mine børn har spurgt efter, og spiser nu varm suppe i min sofa foran computeren. Og om lidt skal jeg gøre rent. I ro og fred. Det lyder måske ikke af noget særligt, men det er ren spa-wellness for mig efter en lang juleferie med knald på.
• Er det som om at mit døgn er vendt en anelse på hovedet i løbet af de seneste uger. Jeg sover først langt efter midnat og kan snildt boble til 8-9 stykker (mine børn står selv op og lader mig sove videre, simpelthen). Og jeg hader det. Virkelig. Kan langt bedre lide at stå tidligt op.
• Arbejder jeg på min kynisme mere end nogensinde før. Det er ret vildt (og ret ucharmerende) hvor stor en sortseer jeg kan være, når jeg ikke er opmærksom på det.
• Er det er under, at jeg ikke har totaltsmadret min telefon endnu. Taber den mange gange dagligt, hvilket udelukkende skyldes, at jeg primært har haft joggingbukser på i tre uger. Joggingbukselommer er ikke lavet til iPhones.
• Har jeg besluttet mig for, at jeg skal have endnu en tatovering. Det bliver min fjerde.
• Er jeg begyndt at se Ex on the beach (igen. Så første og anden sæson, men faldt så fra). Ved ikke hvorfor jeg er så pjattet med den type tv. Men det er jeg bare.
• Er der blevet drukket to flasker Baileys herhjemme i denne juleferie. Jeg har fået hjælp af de få gæster vi har haft igennem, meeen meget af det er gået til min eftermiddagskaffe. Kæmpe lifehack.
• Har jeg købt en ringlight-lampe, så nu er der nul undskyldninger. Der kommer flere videoer herfra i 2021.
• Fylder jeg 35 i år, og da det altid har været dén alder jeg har tænkt som den “ægte voksen”-alder, er jeg lidt i krise. Meget lidt. Fjollet da jeg med tre børn, et hus og en skilsmisse ER pænt voksen. Det ændrer et tal ligesom ikke på.
• Er min nytårsforsæt, det eneste, at jeg skal skrive hver eneste dag.