Man…tirsdag! Uge 17: Forlænget feriestemning

Nu har jeg efterhånden skrevet på det her indlæg siden klokken 8 i morges, og klokken er nu knap 20. Jeg har været på farten, først til et meget smukt event med Nivea, MM og en masse rare kollegaer i et drivhus på toppen af Østerbro, dernæst i det kørende kontor ala Kystbanen, og bedst som jeg havde tænkt mig at bruge de sidste par kontortimer hjemme, ringede min mand og spurgte om vi ikke lige skulle lege, at det var ferie lidt længere, hente børnene og køre i skoven. Jeg var ikke svær at overtale, og selvom det betyder aftenarbejde, er jeg så glad for at vi gjorde det. Vi lokkede nogle venner og deres barn med, og fik efterfølgende tilsnusket os et iskoldt glas hvidvin i deres have få hundrede meter fra os, inden vi trillede hjem og lavede mad til tre sultne og overtrætte skovbørn. Nu sover to af dem, og den tredje står på rulleskøjter med sin far, og selvom der er vasketøj overalt, en fuld opvaskemaskine og et par timers arbejde om ørerne på mig, er det helt ok. Jeg har tilbragt en del af dagen på at være lidt mut af forskellige årsager, hvorfor Michael kom på ideen med skoven, og det hjalp, sgu! Tænk sig, at jeg, Bypigen, får et kick ud af at gå i skoven og klatre på væltede træstammer.

Nå, men ugen byder på en lidt lang dag i morgen med møder og ærinder, en torsdag på hjemmekontor, og en lang fredag på kontoret, der slutter med fredagsbar både med confetti og vores forskellige kontormakkere, og så overvejer jeg at snuppe en nat i København, så jeg ikke behøver tænke på hvornår det sidste tog går, og måske kan få en ordentlig nats søvn. I weekenden skal vi knokle med huset, og så er den uge gået.

God tirsdag, det der er tilbage <3

 

Akklimatisering

Påsken er ovre. Om lidt går hverdagen atter igang, hvilket er noget jeg plejer at være helt frisk på efter mange fridage i træk, men det er som om at noget er anderledes denne gang. Jeg er udmattet, men kunne faktisk godt lige snuppet en ekstra dag eller to. Særligt i kølvandet på nyheden om de skrækkelige terrorangreb i Sri Lanka og de stakkels pårørende, som jeg har haft i tankerne og dybt i mit hjerte hele dagen. Den slags uretfærdigheder giver mig altid en akut lyst til at sætte tiden på pause.

Vi har været virkelig gode til at få vredet enormt meget kvalitetstid ud af de seneste dage, hvor vi har holdt (næsten) skærmfri, været konstant udendørs, været sent oppe og har sovet længe (-ish … Altså til klokken 7), haft mange gæster, tændt bål i haven, som børnene ristede skumfiduser over, inden de voksne overtog med dåseøl og nabobesøg, vi har spist litervis af koldskål, drukket mindst lige så meget rosé, taget meget få bade og har på alle måder fået det allerbedste ud af fridagene. Ja jo, der har selvfølgelig også været hævede stemmer, alt for trætte og dermed sure børn (og voksne), konflikter, misforståelser og så videre. Sådan skal det vist bare være. Men alt i alt en ret genial påske herhjemme.

I morgen starter en kort, men ellers helt almindelig uge, og jeg har hele dagen sat vaskemaskinen på overarbejde, købt ind til madpakker, og nu her til aften fået skrubbet børnene rene, så de er klar til at komme afsted i morgen. Jeg skal også selv ud af påskefjerene, og I skal nok få et “rigtigt” mandagsindlæg for denne uge som sædvanligt, det bliver bare lige en dag forsinket. For nu venter en ordentlig omgang rent vasketøj, der skal foldes, et afsnit Love Island, der skal ses, nogle rester af børnenes påskeæg, der skal spises og så er det min tur til at komme i bad og så i seng til ordentlig tid.

Jeg håber virkelig, at I også har haft en god påske. Husk at passe på hinanden <3

I øvrigt

  • Er jeg for nylig blevet introduceret for “Zoomies” (Tak, Miriam) som er når ens hund opfører sig gakket uden grund.
  • Var vi til påskefrokost med vores helt gamle slæng i går. Alle er blevet ældre (sjovt nok), har fået børn, er blevet gift… Og kontrasten mellem nu og dengang er virkelig til at få øje på.
  • Er pizza med sød kartoffel og artiskok blevet min nye hofret, og vi spiser det mindst en gang om ugen. Prøv det lige!
  • Havde jeg glat hår i går, for første gang i flere måneder. Det føltes meget uvant, men jeg tror, at jeg skal til at dyrke det lidt mere.
  • Hørte jeg Karius og baktus med pigerne her til aften. Jeg havde den på bånd som barn, og blev totalt smidt tilbage. Den er jo skide uhyggelig!
  • Har jeg fået Michael med på min afhængighed af madprogrammer. Problemet er bare, at vi snart er løbet tør, og at vi altid bliver absurd sultne klokken alt for sent, imens vi ser det. Jeg kan anbefale The Final table på Netflix.
  • Vil jeg så gerne have et magnoliatræ i haven, men eftersom at jeg dræber planter som ingen anden, er det nok en anelse utopisk at tro, at det kan lade sig gøre.
  • Er Hornbæk proppet med mennesker i de her dage, og det er både totalt lækkert for mit københavnerhjerte, og ret invaderende i mit nye landsby-mindset.
  • Har jeg tilmeldt mig noget (for mig) virkelig grænseoverskridende, men det kræver sit helt eget indlæg. Det er noget med at tage væk hjemmefra for at lære ting.
  • Er jeg fuldstændig forgabt i Irina, Morten og Allessia aka The Olsens. Følg dem på Instagram og Fall in love <3 @theolsenshome
  • Holder vi egentlig skærmfri påske, hvilket jeg lige nu totalt bryder.
  • Er der rosé, rester af førnævnte pizza og gæster i haven. Så jeg er den der er smuttet. God påske <3

Lidt sjovere tandbørstning

REKLAME FOR ORAL-B

Tandbørstning! Måske noget af det kedeligste der findes. Det synes mine børn også. De er egentlig efterhånden blevet helt ok til at få børstet deres tænder med undtagelse af nogle få perioder med dem alle tre, heldigvis ikke samtidigt, hvor det har føltes mere som et forhindringsløb end en almindelig hverdagsting, og ofte er endt i skrig, skrål, diskussioner og noget der bedst kan beskrives som en slags natostilling og sved på panden.
Det er der heldigvis ikke sååå meget af længere, og vi har i årenes løb fundet nogle gode løsninger og tricks til når de ikke rigtig gider, som at synge sange, fjolle lidt undervejs – Den helt populære er ”Hvad har du fået at spise i dag”, hvor vi remser alt det de har spist op, blandet med fjollede ting, ”Ej Uma,der sidder en krokodille i din tand og dér er et strygejern!”, mens vi børster deres tænder – Og så klassikeren ”Hvad siger tigeren?!” for at få dem til at gabe op, hvilket særligt virker på vuggestuealderen.

Det er med andre ord lidt af et show til tider, men alt for at undgå førnævnte forhindringsløb med gråd og hævede stemmer.

Jeg indrømmer også gerne, at det ikke altid bliver til de magiske to minutter morgen og aften, men det er jo fjollet, for det ér jo faktisk ikke særlig lang tid, og jo tidligere de lærer, at det er dét det tager at børste tænder, jo bedre bliver de vel til at overholde det hele livet igennem.
Noget har heldigvis ændret sig herhjemme i hele tandbørstningsrutinen, til det positive, og gjort det hele lidt sjovere, nemmere og mere grundigt. Som I måske kan huske, fik jeg selv en elektrisk tandbørste fra Oral B i vinters, og den bruger jeg flittigt stadigvæk. Også min mand er hoppet med på børsten, og nu også mine børn – Til stor glæde, for de har virkelig kigget langt efter min tandbørste de sidste mange måneder. Men nu har de altså fået deres egne Oral-B tandbørster med Disney motiver. Otto har en med Star Wars motiv, og pigerne har hver deres Frozen tandbørste. Og nu har jeg også bestilt en til Leopold, også med Star Wars. Det i sig selv er et kæmpe hit, og har allerede gjort tandbørstningen en lille smule hyggeligere og spændende. Men den helt store gamechanger er appen Disney Magic Timer, der helt simpelt er en app, der timer tandbørstningen. Børnene har hver deres profil/figur, og kan selv aktivere den, når de går i gang med at børste tænder. Den tæller ned, men den viser en lille film, og når de to minutter er gået, lyder en alarm og man modtager herefter en belønning i form af en stjerne og en lille sticker.

Otto og Uma er helt klart dem, der synes den er mest sjov. Loulou er lidt for lille til at forstå formålet, så hun kigger bare med, for hun synes det er spændende, men har bare ikke helt fanget pointen i nedtælling, så vi børster hendes på ”gammeldags” manér og skyller vuggestuepædagoger og fabeldyr og hvad hun ellers har i mellem tænderne, ud af hendes tigermund.

Jeg var en anelse skeptisk omkring brugen af appen, for jeg er nok lidt af den gamle skole, der synes at det er lidt meget at gøre ud af en tandbørstning (ja, det er mig med sangene og legene, der siger det), men jeg kan godt se her et par uger efter vi begyndte at teste den, at det er et virkelig godt værktøj, til at optimere tandbørstningen lidt, og særligt at få de der to minutter til at vare to minutter. Appen er i øvrigt gratis og jeg vil klart anbefale den, hvis man som os synes det kan være lidt tungt at overholde de to minutter og måske har nogle børn, der kan finde på at stritte imod. Jeg snupper i hvert fald langt hellere lidt ekstra skærmtid end natostillingsmetoden.

Appen, den hedder Disney Magic timer og den finder du i appstore.

God fornøjelse!

Bag indlægget #2

I år bliver Sneglcille ti år, og i den anledning kommer der til at ske lidt ting og sager i mit univers . Blandt andet har jo i årevis lovet, at fejre mit ti års jubilæum med blandt andet en fest, og det løfte lover jeg at holde. Derudover vil jeg gøre lidt ligesom for et par år siden, hvor jeg hver måned fremhævede et indlæg fra den pågældende måned syv år tilbage i tiden (se et eksempel HER). Det fungerede ret godt, og var en succes både i jeres og min ende #sommansiger – Og jeg har længe tænkt over, om man kunne gøre noget lignende. Det kan man, og jeg havde egentlig oprindeligt tænkt det som et podcast koncept, og måske det bliver en realitet en dag (uh, eller måske en youtube serie!). Dét det går ud på er, at jeg fisker et gammel indlæg frem og laver en slags kommentarspor til det.

Se første indlæg HER.

I dag har jeg i anledning af Umas fødselsdag fundet det indlæg frem, hvor jeg offentliggjorde, at hun var på vej.

Der er lige noget, jeg skal fortælle jer

Det hele startede en sensommerdag på vej hjem fra stranden, hvor jeg satte tænderne i et stykke vandmelon, som simpelthen smagte sådan af opkast. Allerede på den cykeltur, i vejkanten (vi var på cykel) fangede Michaels og mine øjne hinanden “kunne det virkelig passe?” – Vi havde nemlig bare små to uger forinden taget beslutningen om at smide præventionen. Men jeg havde endnu ikke haft menstruation, og det kunne simpelthen ikke være rigtigt, at det skulle være grunden. Måske var det bare en syg vandmelon, som kun jeg kunne smage.
Dernæst skete der det, at min naturlige sukkertrang og lyst til kage forsvandt som dug fra solen, og jeg hørte mig selv sige ting som “Nej tak, jeg springer over” og “Måske bare et lille stykke”. Alarmerende! På nuværende tidspunkt tænkte jeg stadigvæk, at det med garanti ikke var graviditet. Ikke allerede. Men blev tilgengæld oprigtig bange for at noget var galt med mig. Stress? En virus? Noget kronisk?! Måske bare noget hormonelt efter p-pillestop (som jeg havde taget uden pauser i årevis på grund af min hyperfertilitet). PMS. Ægløsning?

Så kom den ustyrlige lyst til iskold danskvand, på trods af min voldsomme aversion imod brus, dernæst længsel efter smørstegt fiskefilet midt om natten, og i samme omgang trætheden, behovet for 12-14 timers søvn hver nat, den konstante hovedpine, svimmelheden og den enorme mængde mundvand, og dermed behovet for at synke hvert sekund for ikke at komme til at savle eller kaste op. Her var mistanken så småt ved for alvor at sætte sig, men alligevel ikke helt. Man skal jo have menstruation og så ægløsning for at blive gravid. Det ved enhver… 
og så var der naturligvis det endelige bevis, bomben, testen, der en varm sommermorgen for nu over to måneder siden viste to streger. Ja, du har nok gættet det.
Jeg købte testen den første dag i august. På Michaels fødselsdag. Bare for at udelukke den mulighed. Gæsterne var kommet, da jeg vendte hjem fra arbejde med testen i tasken og poserne fulde af øl og festlige snacks. Jeg fortalte Rachel at jeg havde købt en test, men at det helt sikkert ikke var noget. Hun tilbød at jeg kunne tage den, mens hun var der. Men jeg afslog. Lagde testen i en skuffe og joinede festede.
Dagen efter, med en anelse tømmermænd, kom jeg i tanke om den igen, og imens at Michael gik ned med pantflaskerne, tissede jeg på testen, og vores liv ændrede sig for altid.
Vi mødtes på Joe & The Juice, hvor jeg kæmpede en brag kamp, for at få ham med over i skydebanehaven, så jeg kunne fortælle ham om testen, der lå i min taske, og som jeg simpelthen nægtede at fortælle ham på Joe & The juice.

Til april lander vores andet fælles barn, noget tidligere end vi havde forestillet os det. Vi nåede faktisk kun lige at snakke om, at det kunne være fedt, snart at reproducere os igen, inden der kort tid efter, ikke engang to uger senere, var gevinst. Så snart havde vi slet ikke overvejet, at det ville blive. Men vi er selvfølgelig skideglade.
Otto bliver storebror, og jeg er ved at gå til af skræk, lykke og glæde.
Det er vi alle sammen.
Jeg ved godt, at vi skal være glade og taknemmelige for, at det går så nemt for os, og at det kan være risikabelt at begynde at ytre sig om, at det er gået “for” stærkt. Men det var overvældende, og helt vildt svært at gå med den følelse, af at vi på en måde ikke fortjente det, og måske heller ikke var helt klar endnu. Jeg græd faktisk hos lægen, fordi jeg følte, at jeg ikke var glad på den rigtige måde. At det var uretfærdigt, at vi kender så mange mennesker, der kæmper for at blive gravide, og at jeg bare skal drikke et glas hvidvin i et sommerhus, og bang! Baby, værsågod.
En følelse jeg faktisk stadigvæk kan blive ramt af, for lige så meget som det er en velsignelse at være hyperfertil, er der også kæmpe mange udfordringer i det. Heldigvis, landede vi selvfølgelig i det og var oprigtigt ovenud lykkelige og glade, da vi begyndte at fortælle det. Og vi overvejede aldrig, at det ikke skulle være. Vi skulle bare lige synke den, et par gange.

Den første måned holdte vi det nogenlunde for os selv. Michael (ja, synes altså at en opgradering fra “Freelancer” er på sin plads) og jeg besluttede, at der ikke var nogen grund til at plapre op om det, før vi selv havde vænnet os til det (hvilket man jo for helvede aldrig gør!), efter en måneds tid begyndte vi så småt at sige det til de nærmeste, og så kom turen til mit arbejde. Sjældent har jeg været så nervøs, men eftersom at jeg var træt af at gå i løst tøj, og skulle komme på undskyldninger for at slippe uden om sociale arrangementer, hvor alkohol var indblandet, samt de konstante fieldtrips til toilettet, hvor jeg med et fast greb om håndvasken og ivrig øjenkontakt med mig selv i spejlet messede “NU tager du dig sammen! Du må ikke kaste op, og ikke falde i søvn, ikke nu!!”, samt overveje om det ville være passende lige at ligge lidt på gulvet og tage en lur, for derefter at vende tilbage til mit skrivebord og lade som om, at jeg ikke var ved at gå i gulvet, var det det helt rigtige tidspunkt at bekende kulør.
Rachel var den første der fik besked. Hun vidste jo ligesom at der var en test, der skulle tages, så jeg blev nødt til at bekende kulør, og det var SÅ rart at have en at dele det med, som ikke var Michael. Men mine andre veninder og vores familie, fik først besked et par uger senere.

Det gik godt. Begge mine chefer hvinede og krammede mig.
Det gjorde de, og det er jeg så taknemmelig for. For hold nu mega kæft, hvor var det nervepirrende, at skulle fortælle dem det.

Nakkefoldsscanningen gik også godt.

Kvalmen og min madlede, der har været voldsom og gjort at jeg i flere uger primært kun har spist brød, suppe og vindruer, er ved at aftage og jeg begynder så småt at føle mig som et almindeligt menneske? Et menneske, der dog ikke kan være i nærheden af æg uden at gagge, synes at rejer er pisseklamme og som skal have kakaomælk og tomater hver dag, men som helst ikke spiser aftensmad.

Så ja, there you have it. Sneglen er med rogn. Igen.

Og jeg var SÅ bange for reaktionen. Jeg havde jo nærmest kun lige fortalt på bloggen, at Michael og jeg var fundet sammen, efter at man i små fem år havde kunne læse om mit liv som enlig mor, med et i starten ret turbulent forhold til selvsamme mand. Mine følelser var all over the place, og jeg turde ikke læse folks reaktioner de første mange timer. Men jeg tror faktisk kun, at jeg fik et par enkelte stikpiller, og resten var ren og skær kærlighed… Tak.

Og i dag bliver hun så fire år den lille skid, og nu kan jeg slet ikke forstå, at jeg var bange, i tvivl og rundt på gulvet. Havde jeg bare vidst, at det var hende <3

Mandag uge 16: Påskeferie, fødselsdag og gode intentioner

Mandagen er lidt anderledes i dag. For ligesom ude i de fleste andre hjem er der dømt påskeferie, og både skole og institutioner holder lukket hele ugen. Vi har derfor hele flokken hjemme, minus Leopold, der er taget i sommerhus med sin mor og først kommer herhjem i weekenden. Tilgengæld har vi børnenes 11 årige fætter på ferie her, så der er i den grad fuldt hus. Jeg kan desværre ikke holde helt fri, og det kan Michael heller ikke, så vi kører skiftehold indtil på torsdag, hvor vi begge vil forsøge at lægge det hele fra os og holde rigtigt fri. Fra arbejdet i hvert fald. Huset og børneflokken har vi stadigvæk hænderne fulde af.

I skrivende stund har jeg indtaget hjemmekontoret, fra hvor jeg har udsigt til legende børn, solskin og hundesjov i haven. Om et par timer joiner jeg dem, og sender Michael til København, hvor han har et job og et møde.
I morgen fylder Uma 4 år (!). Det fejrede vi i weekenden med gæster og lagkage, så i morgen er det “bare os”, og damen har bestilt vaffelis og pitabrød med falafel, og så får hun sin gave fra os, der blev til en lyserød cykelhjelm, der matcher hendes nye cykel som mine forældre kom med i går (og som hun kan køre på, uden støttehjul eller noget, jeg er dødsens stolt!) og denne her mus, som hun har sendt lange blikke længe. Onsdag har jeg et enkelt møde, og forestiller mig at jeg derefter tager et par timer ved computeren (der måske virker igen) for at få planlagt lidt til bloggen, så jeg kan holde fri-fri i påskedagene, og om aftenen onsdag kommer Michaels søster herop og skal være nogle dage (det er hendes søn, der er her nu). Torsdag formiddag tager Michael og jeg til påskefrokost med vores helt gamle slæng. Altså dem vi hang sammen med for 11-12 år siden og som vi både har rejst med og alt muligt, men som vi desværre ikke ser meget længere. DET glæder jeg mig til. Vi sover hos mine forældre, der passer vores piger, og det bliver muligvis sidste gang, at vi sover i den lejlighed, og det er fandeme mærkeligt. Mere om det en anden god gang.
Noget jeg virkelig godt gad i denne uge, og som jeg i virkeligheden har ville længe, er at komme ud og træne et par gange, eller bare en enkelt måske. Jeg er virkelig faldet af på den og det irriterer mig grænseløst. For det giver mig mere energi og overskud, når jeg holder det ved lige, hvilket er noget af en mangelvare her i biksen for tiden – Så jeg skal bare i gang. Måske bliver det til noget. Intentionerne er der.

Jeg håber I får en dejlig mandag, og en god ferie, hvis I holder sådan noget <3

Min weekend i tal

Jeg har haft skrivekløe lige siden i fredags, hvor min computer desværre måtte lade livet. Nu er der endelig ved at være ro på påskeferie-flokken, som er mine børn og deres fætter, der er på miniferie hos os, men jeg er simpelthen så træt, og kan næsten kun tænke på den iskolde øl, der venter i køleskabet og det stykke lagkage der er tilovers fra Umas fødselsdagsfest. Så den helt store skrivelyst må jeg få stillet i morgen, men her får i min weekend i tal…

Antal ture til stranden: To

Gange jeg har været i bad: Nul. Jeg ved det godt. Jeg gør det i aften.

Cupcakes bagt og pyntet med lilla frosting: 24

Kopper kaffe drukket: Fem (det er virkelig lavt)

Tøjvaske sat over: fire

Tøjvaske lagt på plads: en

Genstande drukket: En, hvis fredag tæller med. Snart to. Skål.

Billeder taget af mine børn: 46. (!)

Minutter brugt på at lave og pynte improviseret enhjørning-lagkage: 35, sgu!

Timer sovet: Virkelig mange! Gik i seng samtidigt med børnene i går, og de og jeg sov til kvart over 7 i morges (det er cirka halvanden time længere end de plejer).

Marcipanæg spist: Seks. Af de små.

Afsnit jeg har set af Love Island australia: Halvandet. Men weekenden er selvfølgelig ikke slut endnu.

Gange jeg har trænet: Nul. Jeg kan simpelthen ikke komme igang igen.

Det store putteshow

Med snart ti års anciennitet som mor og fire børn i hjemmet, føler jeg mig ret hjemme i det meste børne/forælder-relaterede. Altså jeg kan stadigvæk blive usikker på enkelte ting, og der kommer nye udfordringer hele tiden, men den der grund-usikkerhed som jeg følte en hel del on/off i de første par år, er long gone, og alle de gængse hverdagssituationer og udfordringer føler jeg mig ret rolig omkring, ligesom at klassikere som “det er bare en fase” og “man skal vælge sine kampe” rent faktisk har vist sig at være helt rigtig gang på gang, og på den måde giver ekstra ro. Men hvis der er noget som kan drive mig fuldstændig til vanvid, så er det lange putninger og børn der ikke vil sove. Og sådan nogle perioder har alle mine børn været igennem, og for tiden er særligt Loulou inde i sådan en periode og det sluger mine aftener, mit overskud og mit gode humør.

Det starter godt. Vi har nemlig nogle virkelig gode og hyggelige putterutiner som både børn og voksne holder af, og typisk falder hendes storesøster i søvn ret hurtigt efter at der er blevet sagt godnat til bogen vi læser og til hinanden. Nogle gange sætter vi en lydbog eller noget musik på, og så falder de i søvn til det, mens vi holder i hånd. Virkelig dejligt og hyggeligt, og det spiller ret godt. Eller det gjorde det.

For det er sådan at Loulou, Åh Loulou, på to år, slet ikke falder i søvn.

Fra en til to, næsten tre timer kan det tage. Nåhja, og nogle dage tager det ikke engang 30 min. Det sker, det skal hun have.

Men når de lange seancer finder sted glemmer jeg alt om faser, og mine intentioner  om at være den tålmodige anerkendende ifavnske og rolige mor forsvinder ud af vinduet og erstattes af en sammenbidt vrissen type, der taler ud mellem tænderne og tysser en masse. Hende kan jeg ikke lide.

Det ER en fase. Desuden har vi jo selv valgt, at vi gerne vil ligge sammen med børnene, når de falder i søvn, og der er virkelig også dejligt. Men på det vi kalder showaftener, hvor putningen tager mere end en time, gør følelsen af at føle sig taget som gidsel, mens man nærmest kan mærke ens opvask i køkkenet vokse sig større og voksen-alene-tiden rende ud, imens de små øjne stirrer stædigt op i loftet og nægter at falde i.

I aften var en af de slemme, som I måske kan fornemme. Det var det sene show. Med ekstranumre. Og jeg blev sur. Hvilket nu føles åndssvagt. For de sover jo nu. Og jeg ved jo om nogen, at det snart er overstået, og så glemmer man det igen. Det prøver jeg også at påminde den sammenbidte sure mor, der kravler ud af hovedet på mig, når jeg har brugt halvanden time på at putte stædigt barn, men hun er ikke så lydhør.

Så jeg må finde på noget andet. Jeg tror, eller jeg ved, at vi er flere med børn der ikke vil sove, og med sure dumme mødre i maven. Næste gang puttelunten bliver kort, så lad os lige sende hinanden en kærlig tanke og trække vejret og starte forfra, inden vi hviskeråber “Sssssov nuuuu for fffff!!!” af de små søvnterrorister. Det kan umuligt være en fed måde at falde i søvn på.

Aftale?!

PS. Der findes ikke de tips, metoder, tricks, bøger, sange og lydmeditationer jeg ikke har prøvet. Råd søges virkelig ikke.

Det. Er. Bare. En. Fase.

 

I øvrigt

  • Smadrede jeg bagsiden af min telefon samme dag som jeg (efter alt for længe) havde bestilt et cover til den. På den positive side, dækker coveret alle revner.
  • Har Uma fødselsdag i næste uge, så i den kommende weekend holder vi fødselsdag. Hun har bestilt enhjørning tema og en kjole med sløjfe på, så jeg er i fuld gang med planlægningen og stener rundt på pinterest og kigger på kager og pynt som jeg på ingen måde kan hamle op med.
  • Skal skal skal jeg på festival i år. Jeg ved godt, at jeg siger det hver eneste år. Men denne gang du! Afsted med mig.
  • Har jeg efter mange års pause besluttet mig for at det er tid til endnu en tatovering. Hvad og hvor og så videre holder jeg for mig selv. Lidt endnu.
  • Bliver jeg mere og mere forelsket i vores hund, og begynder i den grad at forstå alle de hundemennesker jeg har mødt igennem årene. Det er lidt ligesom når man har fået børn, og begynder at se, hvad det var alle talte om, men man nok ikke helt forstod. Nu er jeg med.
  • Holder jeg snart loppemarked i det Nordsjællandske igen. Stay tuned!
  • Craver jeg cheesecake i stride strømme for tiden og pønser på (en anelse skeptisk) at kaste mig ud i en vegansk en af slagsen.  Så hvis du sidder inde med en succesopskrift på sådan en derude, må du endelige dele.
  • Bliver jeg altid helt vildt overrasket og helt vildt rørt, når mine veninder, der bor i København, ind imellem kommer heeeele vejen op til Hornbæk bare for at se mig.
  • Skal jeg på teambuilding med Confetti i morgen, hvor vi blandt andet skal i spa. Jeg kan ikke finde noget af mit badetøj. Som i slet ikke, så vi kommer muligvis hinanden endnu mere nær end jeg (og især de) havde regnet med.
  • Overvejer jeg at købe et Fitbit ur for bedre at holde styr på mine skridt, (kører stadigvæk på reglen om minimum 10.000 om dagen) fordi jeg mistænker min iPhone for at sløse lidt på beregningerne, hvilket jo på sin vis er en god ting, men også ret irriterende på de sløve dage. Men. De er sgu bare lidt grimme, og dyre. Erfaringer modtages meget gerne.
  • Er Uma stoppet til gymnastik, fordi hun hellere vil gå til fodbold. Så vi overvejer at give hende fodboldtøj i fødselsdagsgave, og jeg er allerede nu ved at boble over ved tanken om, hvor cute hun bliver i sådan et sæt.
  • Kunne det være, at jeg skulle prøve at sætte mig lidt ind i fodboldregler, eller bare interessere mig lidt for det. På den anden side, går der vel et par år inden hun for alvor selv er helt med på fodboldbølgen.

Mandag uge 15. Sverige og fødselsdag

Det er mandag, og jeg har netop sat mig for at spise frokost, da jeg kom i tanke om, at jeg endnu ikke har udgivet ugens statusindlæg. SÅ det kommer her.

Weekenden har været virkelig rar, men jeg har været ramt af irritation og en anelse skriveblokering, som jeg også var inde på i gårsdagens sene indlæg. Jeg håber, at jeg fik understreget, at det ikke som sådan handlede om kommentaren i sig selv eller indholdet af den, men bare følelsen den efterlod. Jeg har nogenlunde rystet det af mig, og besluttet at sådan en kæmpe idiot (ja, undskyld, man skal tale pænt om og til alle. Men lige denne gang må I have mig undskyldt) ikke skal have lov til at ødelægge hverken mit humør eller min skrivelyst. Så jeg er tilbage på fuldt blus igen, og satser på en produktiv uge på flere stadier.

Som sagt, det er mandag, klokken er lige nu lidt over 12, og jeg har indtil videre brugt min dag på at få styr på nogle kedelige praktiske sager, jeg har besvaret mails, er gået i gang med denne uges “I øvrigt” indlæg, jeg har gået tur med hunden, sat et gardin op, stylet to outfits til nogle billeder jeg skal tage til en kampagne senere på ugen, og nu sidder jeg her, med en alt for stor hund halvt på skødet (ja, hun er i sofaen. Nej, det må hun ikke.) og så to rugbrødsmadder og en halvlunken kop kaffe ved min side. Ugen bliver rimelig rolig og så alligevel ikke, for jeg skal både til Sverige, Falkenberg for at være helt konkret, sammen med Confetti holdet til en enkelt overnatning, og så skal vi holde fødselsdag for Uma i weekenden, hvilket jeg allerede er igang med at planlægge og gøre klar til nu, for hun bliver fire, og jeg kan mærke at det for første gang i hendes liv, virkelig betyder noget, så vi giver den sgu lidt gas. Derudover står den på møder, et par events og ellers bare en masse helt almindelige hverdagsting, inden påskeferien går i gang på fredag…

Nu vil jeg dykke ned i mine kartoffelmadder, lukke hunden ud i haven, udskifte min kaffe med en lidt varmere version, og så håber jeg at blive færdig med dagens opgaver i rimelig tid, så jeg kan hente børn tidligt og give en is på stranden. Jeg håber I har en dejlig dag.