1 år


Lige nu for et år siden lå jeg i min sofa i vores lejlighed på Vesterbro, med Loulou i armene, to timer gammel, helt ny. (Læs min fødselsberetning HER og Michaels beretning HER)
Nu, et år senere, sidder jeg i en skrækkelig hvid lædersofa i Nordsjælland i et lejet sommerhus, 500 meter fra det hus vi skal flytte ind i om lidt.
Det sidste år har været ret absurd, på den gode måde, og jeg kunne i virkeligheden skrive side op og ned om hvor viiiildt det har været at blive mor til tre oveni alt det andet vi har foretaget os i løbet af det år, og det kommer jeg med garanti også til, men for nu vil jeg bare gerne læne mig tilbage og spise lagkagerester og se Say Yes to The dress, for jeg føler ikke at jeg har siddet ned i dag, og som altid når mine børn fylder år, har det været en følelsesmæssig rutsjebanetur.

MEN jeg lovede de af jer, der følger med på Instagram, at jeg ville gen-udgive/vise min #Fredagsfølger fra den fredag for et år siden, der sluttede med en overraskelse af de bedre, nemlig Loulou.
Værsågod:

Fugt = glød

REKLAME FOR CLINIQUE

Min hud kommer let til at se træt og grålig ud, sikkert fordi at jeg ikke sover nok og efterhånden drikker mere kaffe end vand. Og da der er lange udsigter til mere søvn, har jeg i stedet brugt de sidste par år på at finde de produkter, der gør min hud frisk og pæn. Jeg har tidligere nævnt, hvordan jeg går efter alt der hedder noget med glow, men jeg er på det seneste også blevet en sucker for Moisture, simpelthen fordi, at det er gået op for mig, at det særligt er fugt, der gør tricket for min glød. Jeg har ellers ikke synligt tør hud, og skal derfor også passe på hvilke fugtgivende produkter jeg bruger, da det godt kan blive en glinsende og klistret affære. Men de fugtgivende produkter min hud gider at spise, de gør hele forskellen, og får den (og dermed mig) til at se mere frisk ud, min makeup ligger pænere og jeg slipper for den grålige tone, som jeg ellers lynhurtigt får øje på, når jeg “glemmer” mine hudrutiner.

Jeg bruger en del forskellige produkter, og skifter ofte imellem flere forskellige, efter årstid, behov og humør – Dog er der tre-fire brands jeg altid vender tilbage til, ligesom at der er produkter jeg sværger til og som aldrig forsvinder helt fra min hylde. Clinique er et af de mærker, og hvis I har fulgt med hos mig ved I måske at jeg særligt er glad for Cliniques fugtgivende produkter som jeg har brugt i årevis. Der er nu en ny dreng i Clinique-klassen, en fugtgivende sværvægter med det mundrette navn Moisture Surge 72-Hour Auto-replenishing Hydrator, som jeg har fået lov til at prøve.

I videoen herunder fortæller jeg lidt mere, både om cremen, om det der med fugt, om hvordan jeg ført for nyligt er begyndt at gå op i det der med hudpleje og lidt om mine rutiner, der gerne skal være hurtige og nemme…

 

Clinique Moisture Surge 72-Hour Auto-replenishing Hydrator kan du købe HER – Jeg har den med 50 ml, som koster 225,-

Forpustet uge

… Nåh! Vi er her. I Hornbæk. SÅ langt, så godt.

Vi er flyttet ind i et sommerhus, hvor der ingenting mangler, hvilket er lidt en kontrast til det der foregår 600 meter herfra i vores rigtige hus. Men det kan vi tale mere om en anden dag.

De sidste to dage har vi faktisk nærmest ikke været i Hornbæk, da vi har brugt alle dagtimer på at pakke alt ned i lejligheden i København. Vi har fået flyttet de fleste af vores ting til opbevaring, og satser på at flytte de sidste kasser og møblerne i løbet af i morgen og fredag. Og hvorfor har vi så ikke gjort det noget før, fremfor her i sidste øjeblik? Var et spørgsmål jeg fik et par gange på Instagram i går. Ærlig talt har de sidste måneder været så vanvittige og travle, at det simpelthen ikke har været muligt, at tage stilling til det, og så er vi heller ikke de mest strukturerede mennesker i verden, hvad den slags angår, men mere sådan: “Vi tager det som det kommer, og det løser sig nok”-typer. Så derfor. Hvor kvikt det er, og hvor træt jeg er af lige præcis det, lige nu, behøver vi ikke gå ind i.

… I morgen starter Uma i børnehave heroppe nordpå, og for første gang i den tid jeg/vi har haft børn, er det ikke mig, der står for indkøringen, men Michael. Deeet skal jeg lige vænne mig til, men rent logistisk er det det der giver mest mening.

På lørdag fylder Loulou 1 år, hvilket vi selvfølgelig skal fejre (!) med gæster og gluten og balloner, og på søndag skal lejligheden i Kbh K gives videre. Nåhja, og imellem alt det her skal vi både tage imod et køkken, der ikke er gjort klar til endnu, støbe et badeværelsesgulv, bygge en halv væg og tage et hav af beslutninger, og arbejde, ikke mindst. Og for at toppe det af, er jeg blevet hamrende forkølet. Selvfølgelig. Så intet går efter planen, og vi er begge to en anelse rundtossede, men på en eller anden måde, er vi også ret rolige og mest af alt skideglade. Jeg glæder mig faktisk virkelig meget til at få lukket vores dagligdag i København lige om lidt og til for alvor at springe på hovedet ind i alt det nye vi står overfor.
Jeg mistænker at de næste mange uger bliver sådan her, men jeg tror alligevel, at der kommer mere fokus og ro på om et par dage.

Det bliver godt.

Sidste nat

I aften når vi går i seng, bliver det sidste gang i denne lejlighed. Og sidste nat i København. Jeg troede jeg ville være mere berørt af det. At det ville flyde ud med sentimentale anekdoter og at angstens sved ville overvælde mig. Men jeg har tværtimod blot et par sommerfugle i maven og føler en særlig form for ro, hvilket ikke er nemt midt i al det kaos vi står i. I morgen flytter vi ind i vores midlertidige hjem og om 15 dage kan vi forhåbentlig bo i Sneglehuset. Om nogle dage bliver lejligheden her tømt og vores ting kørt til opbevaring, og dem ser vi altså også først igen om 15 dage. I huset.
Shit, det er underligt.
Men det er godt.
Jeg glæder mig.

København for fanden. +25 års troskab, med et par få sidespring med nogle Sydeuropæiske byer, bevares, og nu forlader jeg dig.

Hornbæk, vi ses om et døgn.

Kære mor

Det er svært at skrive om det her. Jeg er bange for at såre, bange for at udlevere, bange for at grænsen mellem personlig og privat bliver overskredet. Men det er et emne jeg har haft på sinde i årevis, og i særdeleshed igennem det sidste halve år. Og jeg tror nu, at det er lykkes mig, at få formuleret mig på en forståelig måde, uden at gå for meget i private detaljer, og uden at stille nogen for skue, bortset fra mig selv, selvfølgelig. Det har været en stor lettelse for mig at få skrevet de her ting ned, og jeg håber som altid,  at der måske findes en eller flere ude bag skærmen, der kan finde en tryghed i at læse med… 

Det skete, da Otto var et par måneder gammel, og fra den ene dag til den anden var det som om, at et lys slukkede og tog min mor med. En arbejdsskade, der nu på 9. år giver hende konstante og invaliderende smerter, med psykiske udfordringer som følge, der har mast den mor jeg kendte og slået et skår i vores relation, der ellers var så stærk og helt særlig.

I årevis ville jeg ikke acceptere det. Kunne ikke. Ventede ligesom bare på, at alt blev som før. Hun kommer lige om lidt … Min mor. Lige om lidt bliver det normalt igen.

Men hun kommer ikke igen. Ikke hende jeg nåede at have i 23 år.
Selvom jeg kan se hende ind imellem, den hun var – i bittesmå glimt – og når det sker, har jeg på barnligste vis lyst til at holde fast i hendes ben og aldrig give slip. Men det er også der, hvor savnet til tiden før piskesmældet fylder mere, fordi jeg i de stunder bliver mindet om, hvor meget der er forandret, nok for altid.
Hendes eget syn på sig selv er ikke nemt at være vidne til. Overbevisningen om, at hun ikke er god nok, hendes skam over ikke at kunne de ting, hun kunne før og som en 51 årig gerne skulle kunne.

Jeg forstår det, men jeg forstår det ikke…

Mine børn forguder hende, præcis som hun er. Det ville jeg ønske at hun kunne se.
Hun (og jeg) glemmer, at de aldrig har kendt andet. Mormor har altid haft brug for pauser, for ro og hvile, og det accepterer de, og elsker hende lige så højt uanset.
Det gør jeg også, selvfølgelig gør jeg det. Jeg er ikke vred på hende, ikke længere, men jeg er forbandet trist og ked af den skæbne, på den fødegang i 2009, hvor en person pådrog min mor den pokkers skade, og dermed tog den version af hende som jeg kendte fra mig.

Jeg er ved at lære min nye mor at kende, hende som jeg nok et eller andet sted har nægtet at kendes ved igennem de sidste 8 år, fordi jeg stædigt har ventet på at hun skulle komme tilbage, og selvom savnet ind imellem tager over og får det hele til at knudrer sig sammen, har det jo aldrig været hende, jeg har været vred på, selvom det nogle gange har føltes sådan.

Jeg har accepteret det, at alt er forandret. For nyligt, så det har taget noget tid. Det er en stor lettelse på en måde, at nå til den accept, men det har også sat gang i en ny følelse. En sorg, som skal bearbejdes, men som forhåbentlig kan give plads til en ro og måske en ny type forhold,uden skuffelser, savn og raseri, til min mor. Måske.

Kære mor, jeg elsker dig.

 

Altid på farten, aldrig uden kaffe

REKLAME FOR EVA SOLO

Man skal ikke have fulgt med særlig længe for at vide, at jeg stort set altid har en kop kaffe i hånden. Hjemme, ude, på farten, alle steder. Om jeg er på vej et sted hen eller bare er ude og gå for turens skyld, aldrig uden kaffe.

Derfor har jeg efterhånden også fået samlet en relativ stor mængde termokopper til formålet, for selvom jeg elsker en god købekaffe, er det både bedre for min økonomi og for miljøet med en genbrugelig kop.

Jeg har været de fleste kopper igennem på markedet og er nået frem til gang på gang, at de allerbedste er fra Eva Solo. De holder i den grad på varmen, meget længere end de lover, hvilket jeg erfarede da jeg engang havde glemt en halv kop i tasken og hældte den ud i vasken dagen efter, og kaffen fortsat dampede.

Jeg har brugt Eva Solos to go kopper siden jeg var gravid med Uma for tre år siden. Dengang brugte jeg dem til hindbærblad te, siden da er de både blevet brugt til at transportere kogt varm vand til sutteflasker og selvfølgelig litervis af kaffe. Min mand hugger dem også konstant, og jeg er derfor begejstret for at der er kommet nye varianter af den geniale kop.

Der er en til enhver smag, da de kommer i et væld af farver. Og ikke nok med at de holder på varmen, man kan sagtens have den liggende i sin taske, i klapvognen eller sin cykelkurv. Den holder tæt. I promise!

Lige nu kan du købe koppen i med 20% rabat. Følg linket her, hvor du kan se mine to-go favoritter og købe din egen kop (og måske en til en ven, til næste gåtur?) med koden SNEGLCILLE20 (gyldig til d. 18. Marts).

God tur!

Bucketlist: Det jeg virkelig drømmer om

Jeg er ualmindeligt glad for lister. I det hele taget det der med at få skrevet ting ned, hvad end det er tanker, planer, ærinder, eller drømme. Det der med at få det gjort konkret på et stykke papir gør et eller andet. Lige siden jeg var ret lille har jeg skrevet ALT ned, men især ønsker og drømme. Ikke til andre end mig selv, men nok med et spinkelt håb om, at det kunne sætte noget i gang, sådan i universet nærmest. Ja, det lyder sgu lidt mere spirituelt end hvad jeg er til, men det har altid givet mening for mig. Som voksen har de nedskrevne håb, drømme og ønsker også gjort noget for mit drive og mine ambitioner. Noget godt. Jeg bliver mere målsat af dem og selvom over halvdelen af de ting jeg drømmer om, og som rammer mine lister, er dybt urealistiske, gør det alligevel kun gode ting ved mit gåpåmod og jeg vil anbefale det til alle. Ingenting er for stort eller småt. Da jeg var omkring 12 år var det meget noget med anerkendelse. Jeg skrev mål som: Vært på MTV, 13-tal i alle fag, verdenskendt danser, den slags.
I dag er der stadigvæk en del af den slags drømme på mine mange lister, men der har sneget sig væsentligt flere af de mindre og mere realistiske håb og drømme med. Men de Urealistiske er i den grad også at finde… For eksempel har der i årevis stået, at jeg vil være med i Mads & Monopolet, hvilket jeg godt ved aaaaldrig bliver en realitet, men jeg fjerner det simpelthen ikke, for det ER min største drøm. Så alt imens at de fleste af mine kollegaer drømmer om Vild med dans, vil jeg bare gerne på P4 og tale med Mads Steffensen.

Jeg kommer aldrig til at dele alle de ønsker og drømme jeg går og skriver ned, for nogle ting tror jeg er sundt at holde for sig selv, men der er bestemt nogle af dem I gerne må se, for jeg tror som sagt aldrig at det er en dårlig ide, at sende de ting man virkelig drømmer om ud virkeligheden… Hvad er det værste der kan ske?!
Jeg drømmer (også) om:

  • At indlæse lydbøger.
  • At lægge stemme til tegnefilm.
  • At forene mig 100% med (og hvile i) mit udseende og min krop.
  • At skrive bøger. Gerne i flere genre.
  • At arbejde meget mere sammen med Rachel.
  • At finde indre ro.
  • Anerkendelse fra dem der tvivler på mig.
  • Mere tålmodighed. Til alt.
  • At designe en børnetøjskollektion med snegleprint.
  • At lære at gå med læbestift.

Hvad drømmer du om?

Plan B

… Om en uge bor vi ikke i København længere.
Det er en pænt underlig sætning for mig at skrive. Men det er sandt.

Oprindeligt var planen, at vi skulle flytte ind i huset på torsdag, altså om præcis en uge, og at vi så i nogle uger skulle have adgang til en vens lejlighed i København i den tid, så vi havde et sted at sove mens det sidste af den værste renovering stod på.
Men den plan kommer simpelthen ikke til at fungere. Det er for omstændigt, særligt fordi at Uma starter i børnehave i Nordsjælland den torsdag.
Så rykker vi sgu bare ind i huset, det kan vi sagtens nå! Var næste indskydelse. Og ja, det kunne vi sikkert godt, for med det tempo og de timer Michael lægger i det lige nu, så er vi nået absurd langt om en uge. Ingen tvivl. MEN vi har brug for en anden løsning. Brug for at kunne få styr på badeværelset, på de sidste vægge, på at få ordnet vores gulve inden vi begynder at rykke vores ting ind.
Så en plan B er nu sat i gang, takket være mine forældre, der vist fornemmede det pres vi ligger under lige nu, og har tilbudt at hjælpe med at finansierer en plan B for os.

Så tirsdag aften checker vi ind i et sommerhus 600 meter fra vores nye hus, og der skal vi bo i to uger mens vi får styr på de sidste store ting i det nye sneglehus. Ting der gerne skulle blive en del nemmere at nå, når vi på 10 minutter kan spankulere derover og arbejde. Når vi så flytter ind, om hvad der bliver om tre uger, skulle det gerne være slut med at støve, ligesom at det skulle være muligt at tage et bad, lave mad og i det hele taget bo der uden at skvatte i murerspande og spartelmasse. Det føles som en god Plan B.
Børnene glæder sig nærmest mere til at bo i sommerhus end til det egentlige hus, og vi voksne ser faktisk også frem til en lille mellemstation oveni det kaos vi står i lige nu med transporttid, en lejlighed der skal nedpakkes, et hus der skal bygges, og et familieliv der skal fungere samtidigt. Nåhja og en pige der starter i børnehave om en uge.
Sommerhus it is. Og vores hus? Altså, hvis I følger med på Instagram, ved I hvordan det står til. Det er nok meget godt med et par ekstra uger…

 

Søndagsanbefalinger

Se tidligere anbefalinger HER

Det er søndag igen. Jeg har sovet fire timer i nat og er alene med tre børn. Det er der i virkeligheden ikke så meget nyhedsværdi i, men eftersom at jeg var på en 15 timer lang polterabend i går, der sluttede på et dansegulv med shots og champagne, føles det som noget af en forhindringsbane. Heldigvis er børnene med på at vi ser film i dag og bestiller burgere til frokost (og måske aftensmad?!), og den yngste sover på 2. time, så de er i den grad samarbejdsvillige, hvilket er mit held i dag, hvor håret er lidt ømt.

Jeg har hele ugen haft to anbefalinger i ærmet, og den tredje bliver i anledning af gårsdagens hovedperson, der i dag fylder 30.

Here goes:

Queer Eye på Netflix.
Jeg har tøvet med at gå i gang, for da jeg læste beskrivelsen, kunne jeg ikke helt overskue, at der var tale om Fab 5. I ved programmet fra 00’erne med fem homoseksuelle mænd, der skulle lave makeover på en hetero mand, ofte på en lidt skabet og som jeg husker det til tider ret nedladende og udstillende måde. Underholdende uden tvivl, men ikke lige noget, der fangede mig. MEN Queer Eye! Fuuuck, hvor er det et godt program. Konceptet er egentlig fuldstændigt det samme, men de fem hovedpersoner er SÅ sympatiske, hjertevarme og gode, at det gør helt ondt. De møder deres “ofre” på den dejligste opløftende rosende måde og ja, jeg tudbrølede i seks ud af otte afsnit (afsnit 4 hulkede jeg til, altså med lyd!). Men vær forberedt på, at der kun ligger 8 afsnit, så spar lidt på dem!

Bæææver! Ja, der er kommet Beverly Hills 90210 på Viafree. De første to sæsoner, og det er så nostalgisk og lækkert! Jeg bliver kastet tilbage til mine folkeskoledage, hvor jeg kom hjem og så Beverly hver eneste eftermiddag, men ser det nu med andre øjne, voksne øjne, og det kan altså anbefales, det er virkelig skægt at opleve. Jeg var tilbage i 90’erne oprigtigt forelsket i Dylan, og er det sgu nok stadigvæk lidt.

Sidst, men slet ikke mindst. Bloggen Tre gode grunde har jeg anbefalet før. Cecilie fylder 30 år i dag og det fejrede vi som sagt i går med det polterabend hun aldrig fik, da hun giftede sig med sin Thor for otte år siden. Cecilie har tre børn. Hendes ældste, Sia, går i klasse med min Otto, og hendes yngste, Hugo, er Umas bedste ven (ifølge Uma). Hun er et af de mest hjertevarme mennesker jeg kender, og det er umuligt ikke at holde af hende. Hun er sådan en veninde, der altid kan fornemme hvis noget er galt, sådan en veninde der som det mest naturlige kommer med stærk kaffe, skiftetøj og varme sokker og holder en i hånden, når man er indlagt på hospitalet med sin baby, hun er en man ikke kan undgå at grine sammen med, og til jeres held er hun også en skidedygtig skribent, hvilket I selv skal have lov til at opleve på tregodegrunde.dk – OG gør jer selv den tjeneste at lyt til hendes podcast “Hej Mor!” også.

God søndag!

I øvrigt

  • Har Uma haft sidste dag i sin vuggestue. Om et par uger starter hun i børnehave. Det er slet ikke til at forstå.
  • Er jeg blevet glad for at træne igen. Jeg hader det, når det står på, men elsker når det er overstået.
  • Har Otto fået et blåt øje i en vild leg i SFOen. Han synes selv, han ser sej ud, og håber der kommer et ar. #Boys
  • Er jeg blevet helt pjattet med gurkemeje latte. Ja.
  • Hugger jeg konsekvent min mands jakke, selvom den er absurd stor. Men jeg er SÅ træt af at fryse. Gider bare ikke købe en selv.
  • Stjæler jeg også hans træningstøj, næsten af samme årsag. Det er dyyyrt, mand!
  • Tror jeg muligvis, at jeg er ved at blive syg. Jeg lader som ingenting og satser på, at det går over af sig selv.
  • Kan jeg næsten ikke holde ud, at jeg ikke skal til Kendrick Lamar koncert.
  • Har jeg bestilt tid til spraytan i aften. Det er det tætteste jeg kommer på solskin og jeg trænger i den grad til det.
  • Er den store nedpakning af vores hjem gået i gang og selvom det er sørgmodigt og ret uoverskueligt, er det på en måde også magisk.
  • Er der kun 16 dage til udflytning….
  • Har vi lånt en lejlighed af en ven, så vi laver et kort pitstop på et par uger mellem Kbh K og Hornbæk, mens vi får lavet de sidste besværlige og støvende ting i huset færdig.
  • Er ovenstående verdens pæneste lejlighed, hos vores allerpæneste ven, og jeg har en anelse noia over at skulle bo der med mine (søde, bevares) børn der i to uger. Men hold kæft, hvor er det en kæmpe hjælp til gengæld. Tak, Niels.
  • Er der Voksen ABC Live i København d. 22. april og du kan købe billetter HER. KOOOM!