I øvrigt

  • Tog vi en nyudklækket fugleunge til os i morges. Sally Solsort. Den døde desværre få timer senere og jeg har oprigtigt været ked af det over det hele dagen (vi fandt den i vejkanten, og der var ingen reder i nærheden, og jeg forhørte mig hos en fuglevant livline  – Bare lige inden jeg får skæld ud 😅)
  • Forstår jeg ikke små vandglas. Altså jo, måske til maden (og vinen). Men når jeg skal have et glas vand, skal der altså bare være meget af det. Det er nok lidt mærkeligt at gå op i, men jeg bliver frustreret over det, hver gang jeg besøger mine forældre, der ikke ejer store glas.
  • Kan jeg ikke finde ud af at gå i seng for tiden. Sidder oppe til længe over midnat, og når det en sjælden gang imellem lykkes mig at ligge i dynerne før 23, kan jeg ikke finde ro.
  • Skal jeg til SUP undervisning i den kommende uge. Jeg har en eller anden idé om at jeg er pissegod til det. Hvilket sikkert bliver gjort til skamme.
  • Tænker jeg ret meget på de der burgere fra Noma – som jeg nok ikke når at prøve.
  • Har jeg brugt de sidste par aftener på at se Rythm + Flow på Netflix. Som er en slags X Factor for hip hop. Det kan anbefales.
  • Har børnene og jeg haft en virkelig god weekend og jeg synes det er lidt tungt, at jeg skal undvære dem de næste par dage.
  • Er min appetit vendt tilbage – tifoldigt.
  • Har jeg fødselsdag om to uger og selvom jeg sidste år, efter verdens bedste fest, lovede mig selv aldrig nogensinde igen at springe en fødselsdagsfest over, er det som om at Corona og skilsmisse alligevel har lagt det løfte lidt ned. Næste år.

Dyp, spreads, morgenmad og andre plantebaserede essentials

Reklame for Simple Feast

Som I sikkert ved, for jeg har nævnt det gentagende gange, både i form af samarbejder som dette, og i andre sammenhæng; Vi er rigtig glade for Simple Feast herhjemme i sneglehuset. Jeg bestiller løbende deres måltidskasser, ikke nødvendigvis fast og langt fra hele tiden, da det er en prioritering vi gør os, men i pressede perioder, og særligt lige for tiden, hvor jeg mere end nogensinde (ok, måske ikke mere end normalt – Den del kan jeg trods alt ikke kan skyde min skilsmisse i skoene) springer over der hvor gærdet er lavest. Jeg føler rigtig ofte at tiden og lysten til at lave mad er mangelfuld og selvom rugbrødsmadder og takeout er en løsning, jeg ikke er for fin til, leder jeg altid efter nemme alternativer, der løfter hverdagen lidt.
Derfor er jeg også ekstra begejstret for det nyeste tiltag Simple Feast har taget. Nemlig det de kalder essentials, der er en række plantebaserede produkter, som man kan bestille både som tilkøb til sin måltidskasse og således få leveret samlet, eller man kan vælge “bare” at bestille produkter fra essentials til levering – Søndag hver uge, hver anden, tredje eller bare en enkelt gang. Det er nemt og smart, og det eneste, der var en udfordring herfra var at begrænse mig.

Som altid, når vi taler Simple Feast, er det tydeligt at der er tænkt over sagerne fra smag til udtryk og indhold. Det er så gennemført fra hjemmeside og bestilling til levering og emballage, og giver mig lyst til at bestille igen og igen. Vi fik første batch af de nye Essentials produkter tilsendt sidste weekend, og jeg har i ugens løb testet, smagt og afprøvet, og det er altså nogle gode sager, kan jeg godt skrive under på. Og nåhja, pæne, hvilket en emballage-fan som jeg virkelig kan sætte pris på.

Udvalget består blandt andet af diverse morgenmadsprodukter, juice (den røde med chili og kål (!) er overraskende god) kimchi, nogle efter min mening next level færdigretter og forskellige saucer – Alt er 100% økologisk og plantebaseret, og uden tilsætningsstoffer og konserveringsmidler.
Særligt et af produkterne får mit madhjerte til at banke ekstra hurtigt – Nemlig Goma dressingen. Jeg. Elsker. Goma. Og Simple feasts er god, den er rigtig god. Jeg bader min salat i det i øvrigt, og dypper alt fra forårsruller til grøntsager i. Det er uden tvivl min personlige favorit.

Mine børn er (suprise) mest glade for spreaden med chokolade og hasselnød, samt pandekagerne, der bliver leveret som dej på glas og er lige til at bage på panden, og så er der i vores tilfælde både til morgenmad og madpakker til tre børn i sådan en portion.

Sidst men ikke mindst er der, hvad jeg måske er allermest begejstret for, nemlig Comfort foods, der er en række færdigretter på glas, som der er blevet kælet for, hvilket man bestemt kan smage (den Marrokanske tomatsuppe er GOD!) og det bliver helt klart en fast tilføjelse til min bestilling, og generelt i perioder, hvor lysten og overskuddet er mere til legeplads, sofahygge og leg, for så holder det virkelig, at have et par glas dahl og suppe i køleren. Det er noget jeg øver mig på at være forberedt på det de dage med et godt lager i køkkenet og her er Essentials en kærkommen ven i nød. Se hele Simple feast Essentials udvalget HER, hvor du kan klikke hjem, hvad der tiltaler dig, og forhåbentlig få samme oplevelse som jeg.
Ps. Husk Goma.

Skilsmissens anatomi

Inspireret af det nyeste afsnit af Om søndagen græder vi (podcast på Podimo) der handler om skilsmissens fem faser, kommer her mit take på det. Det siges, at der er fem faser man gennemgår  – Det gælder nok de fleste sorgperioder, og jeg har prøvet dem alle før, både værre og mildere. Rækkefølgen og længden af dem varierer selvfølgelig, og selvom der sikkert er forskellige måder at anskue (og føle) dem på, tror jeg at mange kan genkende mønsteret. Jeg vader selv ret meget op og ned og frem og tilbage, og så tvivler jeg på at fase tre nogensinde viser sig for alvor. Nemlig vreden. Og dog. For selvom der i vores situation er nul årsager at være vred over, er det alligevel nok en uundgåelig fase. Jeg har følt vrede, men jeg har rettet den mest mod mig selv, hvilket på en eller anden måde er langt mindre konstruktiv, end når man kan rette den mod andre. Og hvem ved, måske kommer tre’eren lige pludselig bragende som en uvelkommen gæst til et suprise-gilde, bedst som jeg troede, at jeg havde gennemført alle faser (jeg ved godt det ikke helt fungerer sådan, men altså, for nu at blive i den tese…) Jeg er lige nu nok et sted i fase fire. Den nedtrykte fase. Der hvor man er ked af det, tungsindig og trist. Det er måske den sværeste fase overhovedet, for mig, og jeg er ekstremt dårlig til at tolerere det. Vil langt hellere være vred, i fornægtelse eller i forhandling. For det er de andre “trin”. Lad mig uddybe. Fase et er, hvis jeg ikke husker forkert, benægtelsen. Der hvor man ikke helt har forstået, hvad fanden det er der foregår. Det kan sgu da ikke passe-fasen. Det løser sig sgu da-fasen. Den er flyvsk, svær at forstå og går over helt uden at man (jeg) opdager den. Så kommer fase to. Forhandlingen. Der hvor man lidt trækker i land, men omvendt også bare vil have fundet en løsning, måske fortryder man lidt, ombestemmer sig, og ja, forsøger febrilsk at trække i land, lappe det hele og ryste det af sig, måske bliver lidt sølle, glemmer grunden til beslutningen og kun husker alt det gode, for derefter alligevel at nå frem til, at det nok er for det bedste det hele, og når et sted hen, hvor man (jeg) føler sig forholdsvis ovenpå. Praktisk, ligefrem, nu gør vi således… Så kommer vreden. Fase tre. Den var kort i mit tilfælde, men dukker alligevel stadigvæk lidt op – Igen mest rettet mod mig selv. “Fuck hvor er du dum”. Den bliver afløst af fase fire. Der jeg er nu. Tristheden. Jeg har grædt som aldrig før – det passer ikke, men det føles sådan, når det står på – Som om at jeg aldrig har været så heartbroken nogensinde, og som om at det aldrig kan stoppe igen. Mit hjerte er gået i tusind stykker og jeg ved ikke om og hvordan det nogensinde kan samles igen. Det lille krøllede hjerte. Ensomheden, frustrationen, sorgen, der buldrer afsted. Den sidste fase er den, jeg kan mærke, jeg begynder så småt at stikke tæerne forsigtigt i, men alligevel ikke er helt dedikeret nok til at dykke ned i. Endnu. Anerkendelsen, accepten, glæden, energien. Den kommer i små glimt og når den er der, bliver alt roligt og udholdeligt, men så opsluger fase fire mig endnu engang og tristheden, ensomheden og det der er svært omslutter mig så jeg knap nok kan få luft.

Jeg deler det her, fordi jeg håber, det kan få mig til at finde endnu mere ro, og nok også for at sige til dig, der måske er et eller andet sted i denne her underlige trappe med trin man løber forvirret op og ned af, at du ikke er alene og at det nok skal gå. Selvfølgelig. Det føles som det værste, der kunne overgå dig (mig) men det er det ikke nødvendigvis.

Disclaimer (tilføjet morgenen efter udgivelse) : Jeg ved selvfølgelig godt, at der ikke findes en opskrift på sorg og følelser, og at min situation ikke kan sidestilles med langt værre. Jeg synes bare, at ovenstående var en interessant og finurlig måde at anskue det på. Jeg beklager, hvis jeg har trådt nogen over tæerne, eller har fået det til at lyde mere simpelt end det er. Selvfølgelig er der forskel, One size fits overhovedet ikke alle, og der er i øvrigt, så vidt jeg ved, intet videnskabeligt belæg for denne model (Det er som sagt “bare” inspireret af en podcast af Hella Joof). Jeg kunne selv spejle mig i noget af det, og tænkte at andre måske kunne det samme 🙂
Tak for jeres indspark ❤️

Mandag uge 24: Fremtidslogistik, midweek middag og børneweekend

Mandag. Jeg har sovet elendigt i nat, og der findes ikke nok kaffe i dag. Utroligt nok, har jeg alligevel formået at være vanvittigt produktiv allerede inden klokken 11.
I denne uge har jeg et ret stort ønske om på en eller anden måde, at få lidt mere klarhed i forhold til vores fremtid. Både i forhold til bolig, deleordning, bodeling og så videre. Igen er det detaljer som jeg ikke kommer til at indvie jer forfærdeligt meget i, imens de står på – Jeg svarer på en del beskeder omkring det hver dag, og det er ikke for at være uhøflig, at jeg måske kommer til at svare lidt spidst – Det er bare enormt personligt, og i øvrigt også meget uvist lige nu. Så det føles enormt intimiderende når jeg skal forholde mig til det overfor andre. Som jeg har nævnt før, men som jeg fornemmer jeg måske bliver nødt til at nævne endnu engang, kommer jeg kun til at dele det, jeg er komfortabel med, intet andet. Hvor den grænse går, ved jeg ikke, det vil vise sig løbende, men jeg vil rigtig gerne have lov til selv at styre det. Tak.
Vi er hverken uenige eller på nogen måde uvenner, men det er en skidesvær kabale, som vi ikke helt ved, hvordan vi skal gribe an, og det er virkelig energidrænende og svært at stå med.

Tilbage til ugens planer; Jeg har børnene i dag og i morgen og arbejder derfor hjemmefra for at få så meget ud af dagen som muligt, samt preppe lidt aftensmad i løbet af dagen og på den måde indhente noget tid og overskud. I dag har jeg indtil videre været vældig effektiv. Jeg afleverede pigerne i børnehave for et par timer siden, og har siden da nået næsten alt det, jeg havde på programmet i dag, hvilket blandt andet var, at jeg skulle samle nogle løse ender op, aflevere to tekster og betale regninger. Nu holder jeg en kort kaffepause, imens jeg venter på, at mit vasketøj er klar til at komme ud i solen og hænge. Derefter har jeg en lille smule bogføring, og en gennemskrivning af nogle børnehistorier jeg har skrevet til et nyt projekt, jeg er en del af. Og SÅ skal jeg hente børn.
I morgen skal jeg tage billeder hele dagen, både til nogle kampagner, som løber af stablen denne uge, og til min instagram, som jeg gerne vil have fyret lidt op under igen. Onsdag og torsdag tager jeg til København og arbejder igennem, samt forsøger at få samlet nogle damer til en middag onsdag eller torsdag. Fredag er jeg tilbage i Hornbæk, og overtager igen børnene og har en weekend med dem. Jeg aner ikke hvad vi skal, men det kan jeg egentlig også ret godt lide.

God uge til jer <3

En kæmpe kliché?

Jeg så mig selv udefra den anden aften. Småsnaldret, alene hjemme, men en halvtom flaske rødvin og Sam Smith på højtaleren. Så sad jeg der, fraskilt, midt i 30erne, mor til tre, rødvinsfuld og med sangtekster, jeg følte var skrevet til mig. Og selvom jeg det meste af tiden overlever og har ret godt styr på hele situationen og føler mig forholdsvis ovenpå, gør det sig på ingen måde gældende hele tiden – især ikke når jeg ikke har mine børn. Som i overhovedet ikke. Da jeg sad der den aften og så mig selv udefra, begyndte jeg at tænke over alt det klichefyldte og nærmest karikerede ved min situation, og den slags skal der også være plads til. Også her. Foruden al vinen og min nyfundne glæde for Sams tekster, har jeg shoppet dyre solbriller (som jeg så mistede fire dage senere), jeg er begyndt at træne som en sindssyg – Det skal ikke hedde sig, at jeg blev skilt med en flad røv. Næ, op op op med den. Jeg fylder mine weekender uden børn med drinks, veninder og alt for mange aftaler, jeg ryger flere cigaretter end jeg har gjort i årevis. Jeg er gået i selvhjælps-mode og læser alle bøger om selvudvikling (og tager dem med et kæmpe gran salt i øvrigt – Og nej, jeg er ikke medlem af nogen tribe eller på vej til at blive det). Jeg er startet i terapi igen. Jeg bingewatcher SATC, præcis som jeg har gjort det efter alle breakups hele mit liv. Og det er alt sammen så tragikomisk, at jeg næsten ikke kan holde det ud. I al alvor sker der også det, at jeg føler mig ensom og alene på en måde som jeg havde glemt eksisterede, og er pludselig meget bevidst omkring alle mine relationer, på godt og ondt. Livskriser som den jeg står i, får virkelig sat mange ting i perspektiv, hvilket føles helt vildt klamt, når man står midt i det, som jeg gør det nu – Men jeg ved heldigvis, at det på den anden side bliver bedre end godt igen. Og kliche eller ej, er det alt sammen en del af den rejse jeg er på lige nu, og præcis ligesom man (jeg) tidligere har romantiseret tømmermænd og kærestesorger og set tilbage på det som en næsten hyggelig og sjov tid, kommer det med garanti også til at gøre sig gældende denne gang, er jeg sikker på. Alt er en fase. Rødvin og Sam Smith skal der til.

Det kolde spring

I sidste uge overvandt jeg en angst forårsaget af et 27 år gammelt traume. Jeg var i havet. I koldt vand.
Det var fredag og mit humør lå helt nede under gulvbrædderne og rodede rundt i en cocktail af selvbebrejdelse, pms og en kæmpe sorg, og jeg havde ikke en jordisk chance for at komme op derfra, hvilket ellers meget sjældent er tilfældet. Efter en hel dags snak med Michael og en massiv tuder af den slags man ikke kan stoppe med igen, besluttede vi os for at gå en tur. På vej ud af døren, nævnte Michael at han nok ville gå i vandet, og så nærmest fløj det ud af mig ” Det vil jeg også”. Ingen af os troede helt på det udsagn, men jeg kunne godt mærke, at imens vi gik ned mod stranden, var mit følelsesregister så flosset, at det slet ikke var utænkeligt, at jeg ville gøre det. Da vi stod i vandkanten og kiggede udover det 13 grader kolde vand, begyndte angsten at komme krybende. Den angst jeg så længe jeg kan huske, har fyldt mig – Frygten for at min hjerte ville gå i stå, hvis min hud blev nedkølet i det kolde vand. En frygt, der blev sat i mig, da jeg som 7 årig faldt igennem isen på en sø, og følte min vejrtrækning stoppe i et splitsekund. Jeg var kun i det iskolde vand i få sekunder, og var aldrig i reel fare, men det har siddet i mig lige siden.
Den fredag gik jeg afsted ud i havet – hånd i hånd med Michael – med blikket stift rettet mod horisonten, imens jeg forsøgte at tømme mit hoved fuldstændigt. NU, hørte jeg Michael sige. Og så gjorde jeg det. Fandme. Lod hele min krop falde ned i det kolde vand. To gange.
Den overvindelse det var, kombineret med det rush det giver at være i koldt vand, samt den efterfølgende indre varme, er noget af det vildeste, jeg nogensinde har oplevet. Alle bekymringer og svære tanker og følelser forsvandt, og jeg var i nuet på en måde jeg aldrig har oplevet før.


Siden da har jeg været i en enkelt gang, med samme resultat og der er ingen tvivl om, at jeg nu er “en af dem”. For mange lyder det sikkert som ingenting, men for mig var det meget mere end en badetur.

Mandag uge 23: Solskin, nye projekter og damer

Nu endte det med at være en meget stille uge på blogfronten. Jeg har ellers haft et par indlæg i ærmet, men de blev ligesom aldrig rystet ud. Sidste uge blev nemlig en virkelig tung en, mentalt. Det er svært at beskrive, men det var som om at alvoren gik ekstra meget op for mig og satte sig dybt i mine følelser, og jeg havde pisse svært ved at fokusere på andet end at komme igennem dagene. Så for at kunne passe mit liv og arbejde, blev blogdelen nedprioriteret. Min weekend har til gengæld været helt genial, og jeg har været sammen med børnene i solen og ladet totalt op på børnekys og kaos.
Nu er det mandag igen – Pinse. Jeg har tilbragt morgenen med børnene og Michael, og er nu på vej mod København for at mødes med en veninde til drinks i solen. I morgen skal jeg på kontoret, til møde med en redaktør, som jeg håber, har lyst til at lave noget sammen med mig, og så har jeg et par halve aftaler med mennesker, jeg savner at se. Onsdag og torsdag er jeg på børnene, så der er jeg i Hornbæk. Det er jeg også fredag, hvor jeg har en damemiddag på stranden (lukker totalt øjnene for vejrudsigten, der lover regn), lørdag og søndag har jeg holdt åben.

Jeg har sat gang i nogle nye ting, jeg skal, for der er ingen tvivl om, at jeg elsker at være Sneglcille, men jeg kan godt mærke, at der er nogle ting ved mit tidligere arbejdsliv som begynder at trække, og selvom jeg ikke umiddelbart ser mig selv gå tilbage til et almindeligt arbejdsliv, drømmer jeg om at få lov til at få hænderne lidt mere ned i noget journalistik, formidling og kommunikation, og lige nu ser det ud som om, at det faktisk ikke er et helt umuligt ønske. Så det vil jeg fokusere lidt mere på den næste tid.
God solskinsdag til jer ❤️

Mandag uge 22: Ro og orden

Godmorgen

Det var fuldstændig vidunderligt at blive genforenet med min flok i går efter tre døgn uden. Men også hårdt. Helt vildt hårdt. De var glade, og havde haft en dejlig weekend, men særligt en af dem, havde savnet mig på en måde, som jeg selv kunne genkende at have følt som barn, og det nev mig lige der hvor det gør allermest ondt, og så begyndte en masse andet også at gøre ondt. Det var lidt som om, at nogen tændte på en kontakt i går eftermiddags, der satte gang i hele følelsesspektret hos mig. Jeg græd på den der måde, hvor det ikke er muligt at stoppe igen, og følte på en eller anden måde at det var som at starte forfra, hvilket bare forstærkede alt det svære. Det var selvfølgelig ikke at starte forfra, og i dag tænker jeg mere klart. Selvfølgelig reagerer jeg. Det var hverken første eller sidste gang, og at være stærk betyder ikke nødvendigvis at være hård, konstant glad og ikke græde. Det mindede jeg mig selv om og skrev fire lange sider om alle mine tanker, følelser og alt det jeg er bange for. Jeg gik i seng med hovedpine og helt udtørrede tårekanaler, men vågnede med ro i maven og mod på hverdagen. Børnene var i mega godt humør i morges og blev afleveret helt uden problemer. Jeg er lige blevet færdig med at rydde op og støvsuge, vaskemaskine og opvasker kører og nu drikker jeg kaffe på mit køkkengulv – og forsøger at skabe et overblik over min uge. Jeg er alene med børnene til på onsdag, og igen i den kommende weekend, og jeg glæder mig. Det bliver en rolig uge, og det har vi nok allesammen brug for herhjemme.

I dag og i morgen er derfor forholdsvis korte, arbejdsmæssigt, og jeg skal allermest få orden og styr på nogle løse og flyvske ender. Onsdag og torsdag tager jeg nogle lange dage i København på kontoret og til møder, sikkert kombineret med nogle frokostaftaler, og så har jeg som sagt børn fra fredag til søndag, og vejret skulle blive genialt, så jeg tænker vi rykker ned på stranden en hel del. Jeg tror det bliver en skide god uge. Det har jeg besluttet mig for at det gør. Med ro på og solskin.

God uge til jer allesammen. Vær søde ved hinanden og jer selv. Vi gør det så godt, vi kan.

Søndagssituationen

Det er søndag morgen. Jeg har ikke sovet særligt mange timer. Både fordi jeg kom sent i seng og havde drukket (sover helt håbløst med alkohol i kroppen) men også fordi at jeg i dag skal se mine børn igen, og derfor har været og er spændt og fuld af savn. Jeg har været i København tre overnatninger og er fuldstændigt tanket op på venner, vin og afslapning. Og HELT klar på at skulle tilbage, til det jeg allerbedst kan lide.
Jeg ved ikke, hvordan man bedst forklarer dette her lidt bizarre dobbeltliv, jeg føler, jeg lever for tiden, men det er helt klart noget, der kræver tilvænning.

Jeg har jo på sin vis prøvet det hele før, så der er noget i det, der slet ikke er så fremmed og skræmmende, men på den anden side er det også det værste jeg ved, og der går et jag igennem mig, når jeg føler savnet, virkeligheden, nederlaget.
Det bliver bedre. Og det er nok også lidt urimeligt at forlange, at alt skal føles lækkert og normalt allerede, når alt er blevet vendt på hovedet. Om et par timer er jeg sammen med mine børn igen, og så forsvinder denne her melankolske sindsstemning helt af sig selv og indtil da forsøger jeg at nyde de sidste øjeblikke med ro, varm kaffe og mit eget udmærkede selskab.

God søndag.

Den der pizza

Som sagt er min appetit lidt udfordret for tiden. Men noget jeg næsten altid kan spise, er denne helt simple, men dødgode og ikke mindst nemme (!) pizza med spinat.

Det virker næsten lidt fjollet at kalde dette en opskrift, for jeg springer på alle måder over, hvor jeg kan. Men altså. I har efterspurgt en fremgangsmåde – Så her er den.

Jeg bruger frosne bunde fra Cofoco. Der er allerede tomat på. Så fyrer jeg en håndfuld ost på, og 4-5 frosne knolde hakket spinat over (Jeg lader dem lige ligge ude 10-20 minutter, inden jeg putter dem på, men de er stadigvæk pænt frosne).

Og så i ovnen på 250 grader i fire-fem minutter. Jeg tager pizzaen ud – Fordeler spinaten, der nu ikke er frossen længere, med en gaffel – Drypper/hælder med rigeligt hvidløgsolie (1-2 fed pressede hvidløg, en god sjat olivenolie, salt og peber) Og så i ovnen et 2-4 minutter mere. Done. Så simpelt, men virkelig lækkert.