Sund(ere) hår

REKLAME FOR GARNIER

Hår! Hvis der er noget jeg kan fortælle meget om, og som flere af jer faktisk også ret ofte spørger ind til, er det hår. Frisurer, hårpleje, produkter etc… Jeg har efter mange års erfaring og afprøvning stille og roligt fundet ud af, hvad jeg skal gå efter, hvad jeg skal holde mig fra, og hvad mit hår har brug for, hvornår. Kort fortalt, har jeg som ung haft et virkelig “godt hår”, som kunne tåle alt. Det blev farvet, varmebehandlet, farvet igen, afbleget, touperet, alt …. Helt uden at brokke sig, utroligt nok. Altså lige indtil det ikke gad mere. Første gang for ti år siden cirka, hvor jeg forsøgte mig med (endnu) en hjemmefarvning som gik gaaaaalt. Galt galt galt. Som i at det knækkede og var orange…. Jeg fik det alligevel reddet nogenlunde og havde faktisk et par år derefter, hvor det igen spillede og så sundt ud (det var det nok ikke), men stille og roligt blegnede det og til sidst spillede hverken farve eller struktur og friørens dom var kold og kontant … Det skal af.
Hvin! Jer der har fulgt med længe, kan måske huske det. At jeg fik klippet en kort page og i den fik en mørk skyllefarve (for at nedtone det grågrønne look mit fejlfarvede og ødelagte hår havde fået) og derefter skulle have det klippet en lille smule hver tredje måned, det har siden da taget mange år, at få det langt og sundt igen, men endelig for cirka tre år siden kunne det sidste ødelagte hår blive klippet af, og jeg har siden da gjort en virkelig stor indsats for at holde det sundt og velplejet, for selvom jeg godt kan lide det lidt “slidte” rodede bedhead look, er det vigtigt for mig, at det ikke er det – Slidt altså.

Når det kommer til plejeprodukter og i særdeleshed shampoo, er jeg ret kræsen, og kan ikke bruge hvad som helst. Både fordi, at jeg ikke vasker hår så ofte, men også fordi, at mit hår hurtigt bliver en klasket eller flyvsk omgang, hvis jeg får fat i den forkerte shampoo.

I foråret spurgte Garnier om jeg ville prøve deres Response Argan Richness serie, der blandt andet består af en shampoo og balsam til tørt og uregerligt hår. Da jeg har god erfaring med argan, i den grad vil kalde mit hår uregerligt efter måneder med varmeapparater og huehår, og netop havde brugt det sidste af min shampoo, hoppede jeg på, og det er jeg ret glad for eftersom, at mit hår virkelig er glad for produkterne.

Det er nemmere at rede igennem og får mit hår til at se og føles sundt og glansfuldt, men hvor jeg ind imellem føler at glansgivende og plejende shampoo og balsam tynger mit hår ned og gør det svært at sætte som jeg kan lide det, er det heldigvis ikke tilfældet med Garnier Argan Richness serien. Tværtimod mister det ikke sin struktur, men giver det blot glans og mindsker det lidt frizzy look, der ellers nemt opstår man roder så meget rundt i sit hår med glattejern, hårpudder og hænder som jeg gør.

I serien er også en leave in protection cream, hvis konsistens og duft jeg er blevet ret tosset med. Jeg krammer den i mit hår, inden jeg bruger hårtørrer og/eller glattejern, og den gør virkelig en forskel, på den måde at mit hår ikke tørrer ud efter brug af varmen, som det ellers godt kan have lidt tendens til.

Kort fortalt er plejende ingredienser som blandt andet argan, der jo her er doseret så man ikke ender med at få fedtet hår, hvilket nemt bliver tilfældet, hvis man forsøger sig med det alene, kan jeg skrive under på, et absolut must for mig, der både bruger varme og ikke kommer til frisøren så ofte som jeg nok burde.
Sidst men ikke mindst er jeg ret imponeret over prislejet, hvilket jeg må indrømme er nyt for mig, da jeg tidligere udelukkende har brugt dyr dyr shampoo og balsam. Det kan godt virke lidt fjollet lige nu, når jeg står med en shampoo og balsam der tilsammen koster under 100,- og som absolut præsterer det jeg forventer … Og lidt til.

Hold øje med Garnier Respons Argan Richness serien. … Der er i øvrigt også en hårmaske i serien, men den fortæller jeg mere om meget snart, for den fortjener lidt ekstra opmærksomhed. Stay tuned.

OBS! Indlægget er sponsoreret af Garnier. Ord og meninger er ikke købt.

Min ‘Fucket list’

I har fået indblik i min Bucket list, og i dag gælder det det modsatte. Det jeg ikke drømmer om, overhovedet.

Min Fucket list.

  • Bungee jumping. At springe ud fra en kran for derefter at hænge med hovedet nedad med en elastik om anklen? Det bliver et stort nej tak.
  • Lalandia. Jeg ved godt, at børn elsker det, at mange siger det er The shiiiit og at jeg muligvis lyder både snobbet og fordomsfuld, MEN som én, der ikke kan udstå svømmehaller, kan jeg ikke forestille mig noget værre end at tage på ferie i en.
  • Skiferie. Kulde, sne OG aktivitet på en ferie. Jeg tror ikke jeg forstår det.
  • Vinterbadning. Jeg kan ikke engang gå i vandet, når det er hedebølge og vandet er 25 grader. Og til alle der siger, at det er “sååå lækkert” – Jeg er uenig. Er bange for vand og kuldskær. Lad mig være.
  • Spise østers. Prøv at hør. Nej. Jeg vil simpelthen ikke. Jeg har smagt, det behøver jeg ikke igen.
  • Få mindreværdskomplekser over ting jeg ser på Instagram (work i progress, men jeg er på vej).
  • Kunstige negle. Altså, det kan da være virkelig pænt, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at jeg engang læste HVOR mange bakterier, der gemmer dig bag sådan nogle. Det var mange.

…. Jeg føler, at jeg har glemt noget.

“Mest af alt holder jeg af hverdagen”

Skal vi snart snuppe et stykke med hverdag?! Altså denne her sommerferie har været den bedste længe, men jeg begynder i den grad også at være klar til noget hverdag. Lige så meget som jeg har nydt at have alle hjemme og selv været her med meget lidt arbejde, lige så meget begynder jeg at få lidt fnidder af det, og glæder mig tosset til at komme i gang igen. Til at bruge min energi på andet end at spille Uno og gå på stranden. Og til at savne mine børn lidt. Ja. De er skidesøde og sjove, og jeg kan enormt godt lide dem, men altså, lad os bare sige, at jeg ser frem til i morgen, hvor pigerne starter op i henholdsvis vuggestue og børnehave, og til mandag, hvor drengene starter i skole igen.

Jeg selv hopper i studiet på torsdag og optager podcast med Rachel og en gæst, og så har jeg møder linet op det meste af fredagen. Michael render til et par modeuge-arrangementer i løbet af ugen, inden han i næste uge også trækker i arbejdsuniformen – og det begynder i det hele taget at lugte lidt af hverdag igen med madpakker, noget der minder om struktur, sengetider og mindre skærmtid.

Jeg glæder mig. Virkelig.

Måske jeg endda kommer til at blogge regelmæssigt igen?! Jeg tror det.

Podcastanbefalinger

Min egen Voksen ABC er taget på sommerferie, sammen med de fleste andre podcasts fornemmer jeg. Egentlig er det meget rart, at der er lidt stilstand i Podcastland, for det giver på en måde et overblik og mulighed for at catche op. Jeg kommer ofte bagud og kan blive helt stresset, hvis der ligger for mange uafspillede episoder i mit bibliotek.

NÅ, vi skal til det.
Jeg har skrevet om podcastmediet før HER (særligt godt at læse igennem, hvis man er nybegynder) hvor der også er en håndfuld anbefalinger – som jeg stadigvæk står ved.

Nye favoritter er kommet til, og I skal ikke snydes:

Min energi er et andet sted

Podcasten om og af Anne, der bliver forladt af sin mand, da deres datter er baby. Jeg kan relatere uhyggeligt meget til det meste i denne historie, og jeg tror, selv hvis man ikke selv har været der, at det er en podcast, der er et lyt værd. Den er i to afsnit. Et med Annes historie og et med Annes eksmand.

Hvorfor har jeg ikke en kæreste. 

Det lyder måske underligt, men jeg har personligt en fascination af singlelivet. Selvom jeg håber og tror, at det tog er kørt for mig. Men jeg elsker serier, film og fortællinger fra singlelivet. Og det får jeg her, fra Rikke og Stine, der er kvinder, jeg kan relatere til.

Fjernsyn for mig. Nok min favoritpodcast for tiden. Jeg åd nærmest alle afsnit på en uge, og går nu og gemmer lidt på de sidste.
Konceptet er enkelt, men virkelig genialt, og jeg ville ønske at jeg selv hvde fundet på det. Det er anmeldelser af flow tv på en underholdende måde. Dan og Morten har begge en baggrund og erfaring indenfor TV og ved tydeligvis, hvad de snakker om – Og jeg elsker at de går til alle programmerne med alvor og glimt i øjet.
Kæmpe anbefaling!

Where should we begin?
Parterapi i podcastform. Man kommer med i forskellige sessioner med forskellige par, og det er virkelig spændende. Jeg har ikke hørt alle afsnit, og jeg springer også ind imellem nogle af dem over. Og andre sætter virkelig gang i noget. Tanker om mit eget liv og måde at være i forhold på. Interessant, og sikkert ret sundt.

Alt er nu. Hård, fin, skrækkelig, smuk, skrøbelig. Jeg har ikke selv været i stand til at høre den færdig endnu, men så mange af jer har anbefalet den, så selvfølgelig skal den med her. Men vær forberedt på kuldegysninger, gråd og en følelse af afmagt.

30-årskrisen. William og Lars taler med forskellige gæster omkring det at fylde 30. Jeg er ret pjattet med, hvor forskelligt alle har det med det (for nogle) skarpe hjørne. Personligt elsker jeg at være i 30erne!

…. Har jeg glemt nogle? Sikkert. Fortsæt gerne i kommentarfeltet.

Feriegæster, idyl og trappestyrt

De sidste fire dage er fløjet afsted og jeg har ikke haft to sekunder til at skrive. Vi har siden onsdag haft gæster non-stop. Syv hold. Nogle overlappede hinanden, nogle blev i en time, mens andre overnattede. Det er virkelig noget af det, der er kommet bag på mig – Hvordan folk dropper forbi på en helt anden måde end da vi boede i byen. Det er så dejligt. Men jeg nød også min aften i går, hvor jeg for første gang var helt alene.

Det er mandag i dag, og jeg føler mig nærmest tømmermandsramt. Har nu ikke drukket alkohol siden fredag, men jeg tror bare at de mange indtryk fra de sidste par dage har samme effekt som en god hvidvinsbrandert.

Jeg skrev tidligere på ugen om det der med for høje forventninger og urimelighedsfølelsen. Det stod ret klart, at mange af jer vidste præcis, hvad jeg mente, hvilket på en eller anden måde var meget rart, da jeg ind imellem føler, at jeg er den eneste, der har det på den måde – hvor jeg nærmest helt barnligt forestiller mig noget, og bliver mopset, når det ikke går sådan, på trods af at jeg har erfaret det en milliard gange.

Til gengæld fik jeg også bekræftet, at det nogle gange er bedre slet ikke at have nogle forventninger og dermed blive positivt overrasket. Både i form af de mange besøg, og en spontan og vellykket strandtur lørdag eftermiddag/tidlig aften. Spontane strandture er der sådan set ikke noget nyt i, bortset fra at jeg var så drænet mentalt af de mange besøg, at jeg slet ikke nåede at forvente noget. Det endte med at være det hyggeligste og mest idylliske jeg længe har prøvet. Med glade børn i vandkanten, solskin, grin og babykys, hvilket gav overskud til at deale med det lille sammenbrud threenageren fik på vej væk fra stranden, hvor vi derefter gik en omvej, med syngende piger i ladcyklen, og hentede pizzaer som vi spiste i haven. Arhmen altså.

Hvad der ikke kan betegnes som idyllisk og som stadigvæk sidder i mig, var da Loulou styrtede ned af vores trappe i går morges. Hun er kravlet op og ned af den trappe hundredvis af gange, og jeg er nok blevet lidt for tryg i det. I går var ikke anderledes. Vi var ovenpå. Hun ville ned. Jeg blev oppe og lod hende møve sig ned selv som så mange gange før. Det skulle jeg ikke have gjort. Jeg ved det godt.

Hun nåede knap halvvejs og så skete det, der ikke måtte ske. Lyden jeg aldrig glemmer. Bang-bang-bang-bang-bang-bang-bang-bang … Otte trin efterfulgt af hjerteskærende gråd.

Jeg græd nok mere end hende, og har stadigvæk ikke helt sluppet det. Men hun er ok. Slap med et stort blåt mærke og et sår i panden, og en hævet overlæbe, der erstatter det sår på hendes næse fra sidste uges cykelstyrt, der netop var helet.

Det er sidste gang, at hun får lov til at færdes på trappen alene i øvrigt.

Med andre ord, nogle hæsblæsende dage med alle følelser i spil. Ferien fortsætter lidt endnu, men jeg håber, at det er slut med styrt og dårlig samvittighed. Børnene lever af is, koldskål og vandmelon. De voksne af iskaffe, rosé og kartoffelmadder. Alt er godt.

 

Bevidst urimelig

Fra mandag til onsdag fik vi de store børn passet hos min forældre, og havde derfor kun Loulou hjemme. To en halv dag med et enkelt barn, hvilket, som de fleste andre flere-børns forældre sikkert kender, næsten kan føles som fri og man tænker tilbage på dengang man syntes at det holdte hårdt at have et enkelt barn – Hvilket det jo også gjorde fordi man kun havde livet uden børn at sammenligne med.

Jeg havde set frem til tiden med mand og et enkelt barn i nogle dage. Forestillet mig, at vi skulle spise frokost i det grønne, gå ture på havnen, se solnedgangen, måske spise ide og få en øl med en sovende baby i klapvognen – og være helt vildt meget kærester.

Michael havde set frem til at kunne få bygget en masse. Hvilket bestemt også var det der var mest behov for. Alligevel brugte jeg en god portion af tiden på at surmule. Tildels over at han ikke mente, at der var behov for kvalitetstiden sammen, og hele tiden liiiige skulle nå noget, og tildels over at jeg lod det gå mig på – For i virkeligheden var det jo pissefedt, at vi kunne nå vildt langt i huset og at han gad lægge så meget energi i det. Det var jo det der var meningen. I mit hoved kunne det hele bare lade sig gøre, og måske mest det med kæresteriet.

Han nåede sgu at få det badeværelse (næsten) færdigt! Og det var uden tvivl den rette prioritering. Men alligevel var jeg en stor del af tiden mopset og urimelig – og fuldt bevidst om det i øvrigt. Flot.

Nu er alle mand samlet igen, i morgen kan vi bade på vores nye badeværelse, takket være den sure urimelige kones mand.

… og vi nåede faktisk at gå den der tur på havnen, og vi så også en solnedgang på stranden, hvor vi delte en dåseøl  – altsammen med en utilfreds og lysvågen 16 måneder gammel Loulou som selskab.

I øvrigt

  • Er det fuldstændig vanvittigt, hvor meget nemmere og sjovere det er at holde sommerferie med børn, når vejret er godt og man har en have og en strand i gå-afstand.
  • Oplever jeg helt nye bekymringer i hus-livet, som da jeg fandt en belugalinse på køkkenbordet den anden dag og i et par sekunder var bange for om det var muselort.
  • Er det muligvis nemmere og sjovere, at have ferieramte børn heroppe, men jeg har alligevel truet med at gå hjemmefra et par gange og været lidt for entusiastisk, når det kom til indkøb og ærinder: JEG GØR DET!
  • Har vi et seriøst first World problem herinde. Vores vaskemaskine er ikke sluttet til. Vi har fået en ny og den skal stå et sted, hvor der ikke er vand, så VVSeren skal slutte den til. I fredags. Han aflyste og jeg var ét par sure sokker fra at tude over det.
  • Hedder jeg Cecilie og jeg er afhængig af Love Island… Jeg ved ikke, hvad det er, men jeg er helt opslugt. Som et meget lidt intrigant menneske, der næsten aldrig sladrer, er det en meget underlig fascination. Men jeg er hooked.
  • Er jeg vildt glad for denne her artikel som Boligmagasinet har lavet – Og i øvrigt ret benovet over at blive nævnt sammen med Caroline og Anthony, der muligvis er de flotteste og dygtigste mennesker på hele Instagram.
  • Er stort set alle mine veninder ude og rejse, og jeg savner dem helt åndssvagt. Kan bedst lide, at dem jeg elsker, er i samme land som mig.
  • Kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har haft sko på.
  • Er vi næsten i mål med badeværelset, på trods af lidt (mange) udfordringer, som for eksempel at vi havde bestilt for få fliser : D (se vores Vlogs om det hele på @sneglehyttens IGTV).
  • Har jeg fået lov til at sove til klokken 9 tre dage i træk og er derfor ualmindeligt nyforelsket i min mand.
  • Er der lige nu 4 for 3 på alt udsalg hos Boozt HER* (*reklamelink) Jeg har selv blandt andet bestilt en Goya skjorte*, et par glitter gummistøvler* til Uma.
  • Forsøger jeg at forfatte et indlæg om at møde nye mennesker i nye omgivelser. Problemet er bare, at jeg er ret dårligt til det selv.

Skuffeskriv … Da jeg-formen var for svær

Læs tidligere skuffeskriv HER

Det er længe siden, der har været et skuffeskriv fra ‘The break up’ her på siden. Der er flere grunde til det. De begyndte at hænge mig lidt ud af halsen, og jeg blev irriteret over alt fra småfejl i teksterne, til den mangel på håb, der går igen, og sorgen der er i mange af dem ramte mig som en alt for udleverende del af mit liv. Vores liv. Det gør det jeg vil dele med jer i dag også. Det er som altid grænseoverskridende at dele, men omvendt en vigtig brik i min historie.
Skrevet i en tredjepersonsfortælling. Måske fordi, at det gjorde for ondt at fortælle i jegform, måske for at distancere mig fra min egen virkelighed. Måske skrevet med henblik på at udgive.
Jeg er i tvivl.

Hun stirrede på sig selv i spejlet, hendes talje var blevet erstattet af en topmave. De lange slanke arme og ben gjorde at mavens facon fik det til at se ud som om, at hun havde fået en kage for meget. I virkeligheden havde hun ikke fået et ordentligt måltid i flere måneder. Kvalmen og opkastningerne havde sendt hende på hospitalet af flere omgange, til væskedrop, kvalmestillende og akupunktur.
Da kvalmen endelig var stoppet, var den blevet erstattet af en hjertesorg så inderlig, at den viste sig fysisk i form af flere opkastninger, krampagtig gråd og søvnløse nætter i massevis.
Hun rettede på sit tøj endnu engang og tog en dyb indånding, inden hun greb sin jakke og småløb ud af døren. Hun skulle se ham for første gang, siden den aften 4 uger tidligere, hvor han forlod deres fælles lejlighed med den blå Ikeapose over armen. Den nat sov hun ikke, faktisk havde hun ikke fået sammenhængende søvn siden da. Nætterne var de værste. Stilheden var ubærlig og frygten for at sove endnu værre. For når hun endelig sov, vågnede hun med en følelse af, at det hele havde været en drøm. Og det splitsekund det tog fra hun slog øjnene op og til det gik op for hende, hvordan det hele hang sammen og hun skulle gennemleve det hele endnu engang, gjorde det ulideligt at sove.

Hun drejede op ad Vesterbrogade og kunne allerede nu se den lille røde bil holde på hjørnet af Viktoriagade, hvor de skulle mødes. Hendes hals snørede sig sammen og hun havde allermest lyst til at vende om og spurte så hurtigt hun kunne.

De få meter over fodgængerovergangen føltes lang og tung. Selvom hun endnu ikke kiggede ind på ham i bilen, kunne hun mærke hans øjne på hende, sådan som hun altid havde kunnet. Hun satte sig ind på sædet ved siden af ham. Han så godt ud, var solbrændt og havde en kasket på. Han smilede og lænede sig over mod hende for at kramme hende. Hans duft ramte hende som et knytnæveslag lige midt i ansigtet. Hun skulle kæmpe hårdt for ikke at bryde sammen, hendes ansigt fortrak ikke en mine og hun bad ham om at starte bilen. Få minutter senere parkede de bilen på hospitalets parkeringsplads. De var i god tid og tog plads sammen i venteværelset. Det var ikke mere end 2 uger siden hun sidst havde siddet der, alene, i præcis samme stol. Det havde været en ambivalent oplevelse at se hendes barn på skærmen, at få at vide at der indeni hendes mave var en lillebitte dreng. Tårerne havde trillet ned af hendes ansigt, af glæde, forundring og af sorg over at han ikke var der. At han virkede så ligeglad. Det var også med rystende hænder, at hun den dag tastede hans nummer og for første gang skulle høre hans stemme i hvad der føltes som evigheder. Han lød glad, og hun kunne høre at han blev rørt.
Hun havde skyndt sig at afslutte samtalen derefter, undskyldte sig med, at hun havde travlt og at det nok var et dyrt opkald, helt til Thailand. I virkeligheden var hun ved at knække og hun frygtede, at han ville kunne høre det. Det var så vigtigt for hende, at han ikke kunne mærke, at hun var såret. Og svag. Ingen følelser. Ikke flere. For det var jo det, der havde drevet ham væk – Hendes evige klynken. Var det ikke?

Det var blevet deres tur, hun lagde sig op på briksen og hev op i trøjen. Der gik ikke længe inden de kunne se deres dreng spjætte oppe på skærmen. Hun glemte et øjeblik at trække vejret, da han tog hendes hånd i sin. Scanningssygeplejersken var meget grundig og gennemgik alle barnets organer, mens hun lidt kort for hovedet forklarede og beskrev, hvad der var på skærmen. Da de var færdige, printede hun en stribe grumsede billeder ud til dem. De gik tavse ud mod bilen, solen skinnede og de stod et kort øjeblik og talte om, hvad de lige havde set. Hun var overrasket over hans entusiasme og over hans blanke øjne. Han var tydeligvis rørt og glad. Hvilket kom bag på hende, da hans handlinger de sidste mange uger, havde vist noget helt andet. Hun stod med blikket rettet mod asfalten, mens hun ventede på, at han røg det sidste af sin cigaret. Hendes fødder gjorde ondt, men det var også længe siden hun havde haft høje sko på og de ekstra kilo kunne mærkes, alle fem. Hun løftede hovedet og deres øjne mødtes, han smilte og trak hende ind til sig og holdte fast, sådan stod de længe, inden de igen satte sig i bilen. Han kørte bilen op på fortorvet foran hendes forældres hoveddør, de krammede igen og hun hviskede med grødet stemme i hans øre, at hun savnede ham. Stille ventede hun på hans reaktion. Der kom ingen. Hun løsnede sig fra hans greb og steg ud af bilen. Uden at se sig tilbage smækkede hun døren med et brag og trampede væk derfra. Hun låste sig ind i forældrenes lejlighed, smed vredt sin taske i hjørnet af entreen, satte sig på hug med ansigtet i hænderne og skreg, igen og igen, indtil hendes hals brændte og der ikke var mere lyd tilbage. Nu var der kun tårer, som piskede ned af hendes ansigt. Aldrig havde hun grædt så voldsomt. Hun kunne knap få vejret og mærkede, hvordan hendes krop faldt sammen under hende.

 

Fliser og pandekager

Egentlig skrev jeg det meste af det her i går aftes efter lidt for mange afsnit Love Island, men jeg faldt i søvn, inden jeg nåede at udgive. Så I får det nu.

Tirsdag er en lille time gammel og jeg ligger i mørket. Mit hår dufter af vanilje og smør efter de mange pandekager jeg bagte for nu en del timer siden. Jeg er træt på den der måde, hvor det nærmest summer i kroppen og mine øjne føles tunge. Mit hoved er bare ikke lige så træt som min krop og det er propfyldt, så nu forsøger jeg at skrive det tomt.

Vi har fået vores badeværelsesfliser i dag, hvilket betyder at vi nu kan se en ende på badeværelsesprojektet. Det er en lettelse, men også virkelig overvældende. Det lyder nok åndssvagt, men der er så mange følelser i hele renoveringsprocessen, og i dag var en af de dage, hvor det hele blev for meget og jeg blev nødt til at hyle det ud – På trods af, at vi nåede en milepæl og nu er tættere på end meget længe.
Filmen knækkede for alvor, da jeg måtte sande at jeg havde overvurderet mine egne evner. Igen.
Jeg havde nemlig hele tiden en forestilling om, at jeg sagtens kunne stå for opsætningen af de fliser. Jeg har forberedt mig grundigt. Set alle tutorials, læst alle guides, spurgt mig frem, målt op – Jeg var klar. Lige indtil de kom, fliserne. Vatterpasset og mine beregninger afslørede skæve vægge, og skøre mål, hvilket resulterede i at det slog knuder i min hjerne, min regne-angst tog fat, og pludselig kunne jeg slet ikke overskue det. Jeg kunne ikke regne det ud, kunne ikke forstå noget. Følte mig dum og uduelig.
Overvældet og opgivende, bakkede jeg ud af flise-projektet. Jeg forudså hvordan en enkelt lille fejl ville få mig helt ned med nakken, og jeg kastede håndklædet i ringen.

Jeg lod evigt tålmodige Michael overtage, hvilket på den ene side var (endnu) et kæmpe nederlag, og omvendt en kæmpe lettelse. Mest det sidste, særligt efter at have hylet over det, og til sidst accepteret, at jeg bare ikke er så handy som jeg troede.
Det er Michael heldigvis. Mere end mig i hvert fald og han har brugt aftenen på at opsætte godt halvdelen af fliserne, og det ser pissegodt ud. Selvfølgelig.

Nederlaget sidder lidt i mig. Selvom at kalde det et nederlag nok er lidt af en overdrivelse. Men som sagt, man bliver virkelig investeret i alt hvad der foregår i sådan en omgang renovering. Og jeg var virkelig opsat på det altså. Øv.

Nåh, men jeg må bare vende tilbage til det jeg kan. Jeg sliber, jeg maler, jeg shopper, indretter, holder fat i løse ender, peger på ting, der skal gøres og bager pandekager. DET er jeg god til.

Ps. Kommentarer om at det er nemmeste i verden at lægge og opsætte fliser, er jeg ikke helt klar til. Too soon 😀

Søndagsanbefalinger

Se tidligere Søndagsanbefalinger HER

Godmorgen. Klokken er 6:35. Mine børn er meget friske. Det er jeg ikke, for jeg kom til at blive for længe op jvf. Punkt fire i nedenstående anbefalinger – men forhåbentlig kicker min kaffe snart ind. Børnene tegner på et stort stykke pap fra den kasse vores nye køleskab ankom i. Jeg forudser at der skal noget overtalelse til at få lov til at smide det ud – Sådan er det med alt emballage i det her hus. Stod det til børnene havde vi papkasser og bobleplast over det hele.

Imens de tegner på pap (og dem selv) har jeg haft mulighed for at lægge sidste hånd på nogle anbefalinger – Det er længe siden sidst, men jeg har samlet en del efterhånden, og de første kommer her:

Good girls på Netflix.
Komedieserie om tre kvinder med almindelige liv får rodet sig ud i kriminalitet. Man skal lige i gang, men det er umuligt ikke at holde af hovedrollerne – Særligt Ruby er jeg helt pjattet med. Sjove karakterer, lækre bandemedlemmer (ej men, de er simpelthen så pæne – Måske er det bare mig) og skægge, men overdrevne, situationer. Helt perfekt og selv Michael gider se denne her serie.

Queer Eye sæson 2 + instagram.
Jeg har allerede anbefalet sæson 1, og jeg håber at I allerede er med på vognen. Personligt kunne jeg bedst lide første sæson, MEN jeg er trofast følger og håååber der kommer en tredje, og en fjerde …. Jeg vil også anbefale jer at følge de fem vidunderlige mænd på Instagram. De er tydeligvis venner i virkeligheden og DET elsker jeg.
Jonathan: @jvn
Tan: @tanfrance
Karamo: @karamobrown
Antoni: @antoni
Bobby: @bobbyberk

Teyana Taylor.

Deeeeejlig musik! Perfekt til cykelturen, søndagen, havefesten, madlavningen… Det hele. Jeg er tosset med hende, og hører hendes musik på Spotify.

Love Island på Viaplay.
Efter at have set flere og flere tale om programmet på Instagram, gik jeg i gang med første sæson for et par aftener siden… Det resulterede i en seriøs binge, og jeg tager mig selv i at gå og spare på episoderne. Jeg. Elsker. Det. Det er reality tv med alt hvad det indebærer af intriger, sex, kærlighed, had, strategi, drama. Jeg er helt til det. Paradise har aldrig rigtig fanget mig (Kun det amerikanske – Første sæson. Shit, det var godt – Og det minder Love Island faktisk lidt om)… Perfekt sommerserie – GO!

Sommerens drink! Sneglens hylderosé (ok, kan måske godt lige arbejde lidt på navnet).
Jeg tror jeg selv har opfundet denne her drink, men I må ikke komme efter mig, hvis den allerede findes og jeg bare har misset det. Den smager røvgodt og er perfekt i varmen:

Isterninger i et glas (jeg bruger et rødvinsglas)
En god sjat koncentreret hyldeblomstsaft. (Jeg hælder og tæller til tre. Ved ikke hvor meget det er i måleenhed)
Top nu glasset med halv rosé og halv danskvand

Drink up!