Det kolde spring

I sidste uge overvandt jeg en angst forårsaget af et 27 år gammelt traume. Jeg var i havet. I koldt vand.
Det var fredag og mit humør lå helt nede under gulvbrædderne og rodede rundt i en cocktail af selvbebrejdelse, pms og en kæmpe sorg, og jeg havde ikke en jordisk chance for at komme op derfra, hvilket ellers meget sjældent er tilfældet. Efter en hel dags snak med Michael og en massiv tuder af den slags man ikke kan stoppe med igen, besluttede vi os for at gå en tur. På vej ud af døren, nævnte Michael at han nok ville gå i vandet, og så nærmest fløj det ud af mig ” Det vil jeg også”. Ingen af os troede helt på det udsagn, men jeg kunne godt mærke, at imens vi gik ned mod stranden, var mit følelsesregister så flosset, at det slet ikke var utænkeligt, at jeg ville gøre det. Da vi stod i vandkanten og kiggede udover det 13 grader kolde vand, begyndte angsten at komme krybende. Den angst jeg så længe jeg kan huske, har fyldt mig – Frygten for at min hjerte ville gå i stå, hvis min hud blev nedkølet i det kolde vand. En frygt, der blev sat i mig, da jeg som 7 årig faldt igennem isen på en sø, og følte min vejrtrækning stoppe i et splitsekund. Jeg var kun i det iskolde vand i få sekunder, og var aldrig i reel fare, men det har siddet i mig lige siden.
Den fredag gik jeg afsted ud i havet – hånd i hånd med Michael – med blikket stift rettet mod horisonten, imens jeg forsøgte at tømme mit hoved fuldstændigt. NU, hørte jeg Michael sige. Og så gjorde jeg det. Fandme. Lod hele min krop falde ned i det kolde vand. To gange.
Den overvindelse det var, kombineret med det rush det giver at være i koldt vand, samt den efterfølgende indre varme, er noget af det vildeste, jeg nogensinde har oplevet. Alle bekymringer og svære tanker og følelser forsvandt, og jeg var i nuet på en måde jeg aldrig har oplevet før.


Siden da har jeg været i en enkelt gang, med samme resultat og der er ingen tvivl om, at jeg nu er “en af dem”. For mange lyder det sikkert som ingenting, men for mig var det meget mere end en badetur.

Mandag uge 23: Solskin, nye projekter og damer

Nu endte det med at være en meget stille uge på blogfronten. Jeg har ellers haft et par indlæg i ærmet, men de blev ligesom aldrig rystet ud. Sidste uge blev nemlig en virkelig tung en, mentalt. Det er svært at beskrive, men det var som om at alvoren gik ekstra meget op for mig og satte sig dybt i mine følelser, og jeg havde pisse svært ved at fokusere på andet end at komme igennem dagene. Så for at kunne passe mit liv og arbejde, blev blogdelen nedprioriteret. Min weekend har til gengæld været helt genial, og jeg har været sammen med børnene i solen og ladet totalt op på børnekys og kaos.
Nu er det mandag igen – Pinse. Jeg har tilbragt morgenen med børnene og Michael, og er nu på vej mod København for at mødes med en veninde til drinks i solen. I morgen skal jeg på kontoret, til møde med en redaktør, som jeg håber, har lyst til at lave noget sammen med mig, og så har jeg et par halve aftaler med mennesker, jeg savner at se. Onsdag og torsdag er jeg på børnene, så der er jeg i Hornbæk. Det er jeg også fredag, hvor jeg har en damemiddag på stranden (lukker totalt øjnene for vejrudsigten, der lover regn), lørdag og søndag har jeg holdt åben.

Jeg har sat gang i nogle nye ting, jeg skal, for der er ingen tvivl om, at jeg elsker at være Sneglcille, men jeg kan godt mærke, at der er nogle ting ved mit tidligere arbejdsliv som begynder at trække, og selvom jeg ikke umiddelbart ser mig selv gå tilbage til et almindeligt arbejdsliv, drømmer jeg om at få lov til at få hænderne lidt mere ned i noget journalistik, formidling og kommunikation, og lige nu ser det ud som om, at det faktisk ikke er et helt umuligt ønske. Så det vil jeg fokusere lidt mere på den næste tid.
God solskinsdag til jer ❤️

Mandag uge 22: Ro og orden

Godmorgen

Det var fuldstændig vidunderligt at blive genforenet med min flok i går efter tre døgn uden. Men også hårdt. Helt vildt hårdt. De var glade, og havde haft en dejlig weekend, men særligt en af dem, havde savnet mig på en måde, som jeg selv kunne genkende at have følt som barn, og det nev mig lige der hvor det gør allermest ondt, og så begyndte en masse andet også at gøre ondt. Det var lidt som om, at nogen tændte på en kontakt i går eftermiddags, der satte gang i hele følelsesspektret hos mig. Jeg græd på den der måde, hvor det ikke er muligt at stoppe igen, og følte på en eller anden måde at det var som at starte forfra, hvilket bare forstærkede alt det svære. Det var selvfølgelig ikke at starte forfra, og i dag tænker jeg mere klart. Selvfølgelig reagerer jeg. Det var hverken første eller sidste gang, og at være stærk betyder ikke nødvendigvis at være hård, konstant glad og ikke græde. Det mindede jeg mig selv om og skrev fire lange sider om alle mine tanker, følelser og alt det jeg er bange for. Jeg gik i seng med hovedpine og helt udtørrede tårekanaler, men vågnede med ro i maven og mod på hverdagen. Børnene var i mega godt humør i morges og blev afleveret helt uden problemer. Jeg er lige blevet færdig med at rydde op og støvsuge, vaskemaskine og opvasker kører og nu drikker jeg kaffe på mit køkkengulv – og forsøger at skabe et overblik over min uge. Jeg er alene med børnene til på onsdag, og igen i den kommende weekend, og jeg glæder mig. Det bliver en rolig uge, og det har vi nok allesammen brug for herhjemme.

I dag og i morgen er derfor forholdsvis korte, arbejdsmæssigt, og jeg skal allermest få orden og styr på nogle løse og flyvske ender. Onsdag og torsdag tager jeg nogle lange dage i København på kontoret og til møder, sikkert kombineret med nogle frokostaftaler, og så har jeg som sagt børn fra fredag til søndag, og vejret skulle blive genialt, så jeg tænker vi rykker ned på stranden en hel del. Jeg tror det bliver en skide god uge. Det har jeg besluttet mig for at det gør. Med ro på og solskin.

God uge til jer allesammen. Vær søde ved hinanden og jer selv. Vi gør det så godt, vi kan.

Søndagssituationen

Det er søndag morgen. Jeg har ikke sovet særligt mange timer. Både fordi jeg kom sent i seng og havde drukket (sover helt håbløst med alkohol i kroppen) men også fordi at jeg i dag skal se mine børn igen, og derfor har været og er spændt og fuld af savn. Jeg har været i København tre overnatninger og er fuldstændigt tanket op på venner, vin og afslapning. Og HELT klar på at skulle tilbage, til det jeg allerbedst kan lide.
Jeg ved ikke, hvordan man bedst forklarer dette her lidt bizarre dobbeltliv, jeg føler, jeg lever for tiden, men det er helt klart noget, der kræver tilvænning.

Jeg har jo på sin vis prøvet det hele før, så der er noget i det, der slet ikke er så fremmed og skræmmende, men på den anden side er det også det værste jeg ved, og der går et jag igennem mig, når jeg føler savnet, virkeligheden, nederlaget.
Det bliver bedre. Og det er nok også lidt urimeligt at forlange, at alt skal føles lækkert og normalt allerede, når alt er blevet vendt på hovedet. Om et par timer er jeg sammen med mine børn igen, og så forsvinder denne her melankolske sindsstemning helt af sig selv og indtil da forsøger jeg at nyde de sidste øjeblikke med ro, varm kaffe og mit eget udmærkede selskab.

God søndag.

Den der pizza

Som sagt er min appetit lidt udfordret for tiden. Men noget jeg næsten altid kan spise, er denne helt simple, men dødgode og ikke mindst nemme (!) pizza med spinat.

Det virker næsten lidt fjollet at kalde dette en opskrift, for jeg springer på alle måder over, hvor jeg kan. Men altså. I har efterspurgt en fremgangsmåde – Så her er den.

Jeg bruger frosne bunde fra Cofoco. Der er allerede tomat på. Så fyrer jeg en håndfuld ost på, og 4-5 frosne knolde hakket spinat over (Jeg lader dem lige ligge ude 10-20 minutter, inden jeg putter dem på, men de er stadigvæk pænt frosne).

Og så i ovnen på 250 grader i fire-fem minutter. Jeg tager pizzaen ud – Fordeler spinaten, der nu ikke er frossen længere, med en gaffel – Drypper/hælder med rigeligt hvidløgsolie (1-2 fed pressede hvidløg, en god sjat olivenolie, salt og peber) Og så i ovnen et 2-4 minutter mere. Done. Så simpelt, men virkelig lækkert.

I øvrigt

  • Er jeg så TRÆT af at næsten alle vegetariske alternativer skal smage enten af rød peber eller spidskommen. Der findes nærmest ikke pålæg, fars, salater, sandwich m.v. med andre smage.
  • Var hedebølgen i 2018 allerede i fuld gang på nuværende tidspunkt, og jeg har det lidt stramt over hvis nuværende vejrsituation skal lægge stilen for 2020s sommervejr.
  • Hænger sladder mig så langt ud af halsen. Det er altid noget, jeg har haft svært ved og som jeg prøver at holde mig langt ude af, men nu, når jeg selv er sådan en man sladrer om – Jeg forstår det godt i øvrigt – Er det ekstra ubehageligt.
  • Er min appetit fortsat fuldstændig ødelagt, men jeg har fundet ud af, at jeg næsten altid kan spise pizza med spinat og hvidløg, og knækbrød med hummus, så det er nærmest det jeg lever af. Og så vin. Ret meget vin.
  • Har jeg været i kontakt med en coach. Det er ikke min første gang, men for første gang rykkede det ved noget. Hun mener blandt andet, at jeg bør brande mig mere på mit rigtige navn og mindre på Sneglcille. Den tygger jeg stadigvæk på. Men det giver god mening i forhold til nogle af de drømme jeg har omkring bogudgivelser, radio/podcasts osv. Bloggen kommer aldrig til at skifte navn. Aldrig.
  • Drømte jeg i nat om en lodden pingvinunge, jeg skulle passe. Det gjorde så stort indtryk, at jeg flere gange i dag, har taget mig selv i et kort sekund at tænke over, hvor den mon er.
  • Har jeg fået slået en helt genial funktion til på min telefon, sådan at numre jeg ikke kender, ikke går igennem. Smart i forhold til de mange mange telemarketing sælgere jeg normalt taler med i løbet af en uge, ikke kan komme igennem, ret irriterende i forhold til de få arbejdsrelaterede opkald, der nu ikke kan nå mig. Hurra for mails.
  • Sagde min fem årige til mig den anden dag, at hun føler hendes liv er en scene. Hun er det mest teatralske jeg kender, så det giver virkelig god mening.
  • Har jeg sat pigernes tvillingeklapvogn til salg. Og selvom de ikke har brugt den i over et år, føles det alligevel meget definitivt og melankolsk at gå af med den. (sig til hvis du er interesseret. Det er en Bugaboo Donkey klapvogn. Brugt og ikke i verdens bedste stand, men den kører)
  • Prøver jeg at vende min nuværende situation til noget spændende, godt og brugbart, fremfor det skræmmende og usikre det også er. Jeg er ret god til det – Det meste af tiden.
  • Er jeg begyndt at benytte mig af talebeskeder fremfor sms’er. Ikke altid, men de der gange, hvor man ikke har hænderne fri, og normalt tænker “Den svarer jeg på senere” (hvilket jeg aldrig gør). Det er ret hyggeligt og nemt med sådan en lydfil, selvom det føles lidt skørt de første par gange, man gør det.

Mandag uge 21: Længere dage, kort uge og et ugeskift

God mandag morgen

Jeg er netop vendt hjem efter at have afleveret to ud af tre børn. Pigerne i børnehave – Fra denne uge får de lidt længere dage efter en måneds tid med fire-fem timers dage. Det bliver en kæmpe gamechanger for mit arbejdsliv, og jeg fornemmer også på dem, at det bliver fint med halvanden-to timer mere til at lege i. Otto er hjemme med hoste, og er netop gået over til sin mormor (stadigvæk kæmpe genialt at de flyttede med herop). Nu har jeg ryddet op efter den daglige morgenmads-/tøjskifte-eksplosion og har sat mig ved skærmen. Jeg skal ikke på kontoret i denne uge, da jeg har børnene og derfor en bagkant hele ugen. I dag skal jeg skrive og ordne regnskab, i morgen har jeg fotodag med en dygtig fotograf, onsdag skal Uma til lægen (noget med hendes stemmebånd) og så er det jo helligdag torsdag, og Michael tager børnene fra torsdag til søndag. Det er jo egentlig ellers “min weekend” efter den oprindelige plan, men den er blevet lavet om, så vi har byttet weekend, og jeg har derfor to weekender i træk uden børn, den vi lige er gået ud af og næste, og så skulle det gerne køre smooth derfra, med hver anden weekend uden/med børn og fælles hverdage, som hidtil, bare byttet om. Ja, tak, hej ny hverdag med ekstra puslespilsbrikker. Heldigvis er Michael, børnene og jeg selv virkelig gode til alt det her, og jeg er fortsat så imponeret over, hvor nemt det går og hvor godt vi taler sammen. I sidste uge sendte vi skilsmisse-ansøgningen afsted – Det er noget vi har udsat lidt, men nu er det gjort og det er pisse mærkeligt og sørgeligt, men også på en måde en lettelse. Så er der da en ting, der kan krydses af min liste.

God mandag til jer <3

 

Anbefalinger

Anbefalinger er tilbage. I dag en selvudviklingsbog (!) – En kogebog og en Netflix serie …

Lydbog:

Jeg har nærmest læst alle bøger om selvudvikling igennem det seneste års tid, og føler mig efterhånden ret godt rustet hvad al den slags angår. Der er særligt en bog, som jeg nu er i gang med at læse, eller lytte til for anden gang, da det er den første af sin slags, der virkelig rykkede noget hos mig og mit til tider overtænkende sind. Den hedder ‘Dit selvhelbredende sind’, og tager udgangspunkt i noget der hedder inside/out -forståelsen (der findes virkelig meget læse- og lyttestof omkring det, og det er mega interessant, synes jeg). Nu anbefaler jeg bogen til alle på min vej, og nu også jer. Jeg har hørt den på Mofibo (Reklame: jeg har stadigvæk et link der giver 30 dages gratis adgang, hvis du signer up inden 1. juni. Det er det her. Bemærk at jeg får et beløb pr sign up. Og tak, hvis i benytter jer af det i øvrigt. Det betyder rigtig meget for mig – og min økonomi ikke mindst)
Kogebog:
For nogle uger siden fik jeg tilsendt kogebogen ‘Vegetarisk i aften?’ som Camilla bag bloggen og instagramprofilen Vegetarisk hverdag har skrevet. Den har ligget i et hjørne på mit køkkenbord lige siden, da mine kulinariske udfoldelser for tiden ligger i den helt primitive ende og min egen appetit ikke er eksisterende, men for et par aftener siden hev jeg den frem for første gang og bladrede løs, og jeg tør godt give den en kæmpe anbefaling allerede. Der er så mange gode retter i, og jeg glæder mig til at prøve kræfter med dem, når min sult og madlyst kommer tilbage. Well done, Camilla. Den kan vist købes hos Camilla selv, og i flere bogbutikker.

 

Serie:

The last Dance på Netflix – Miniserie om Michael Jordans karriere. Jeg ved godt, det ikke umiddelbart lyder som noget man bare skal se. Men jeg er fuldstændig opslugt af den, selvom jeg ved ingenting om Baskeball og i det hele taget giver nul fucks for sport.

Den dårligste morgen i 100 år

Det har været en god uge indtil videre. Men i morges ramte virkeligheden mig med 200 kilometer lige midt i maven, og jeg cyklede væk fra børnehaven med sorg i kroppen og tårer væltende ned af ansigtet. Efter en ellers hyggelig og rolig morgen med god tid, havregrød, musik og grin, gik begge mine piger i baglås foran børnehaven og ville ikke for noget i verden afleveres. Det sker sjældent, næsten aldrig, og på grund af situationen føltes det hele tifoldigt svært. Loulou kom op til sin yndlingspædagog, hvor hun er tryg, men hun græd og hun kaldte på sin far (av, for satan) og jeg vinkede med en klump i halsen og Uma i hånden. Jeg følte alle de andre forældres og pædagogernes øjne på mig, da jeg derefter siddende på hug forsøgte at tale med Uma, der var helt knust og ikke havde lyst til at gå med sin ellers elskede pædagog. Køen bag os blev længere. Vi trak til side. Snakkede lidt mere, og lige lidt hjalp det. Til sidst lykkedes det at få hende ind – Men jeg har stadigvæk hendes lille bitte ansigt og forstenede krop på min nethinde, som hun stod der bag ved lågen og så mig trille væk. Jeg kan tackle de fleste af mine egne følelser. Ved de er en kropslig mekanisme, og at de ikke er permanente. At de er, eller kan være, både sunde og nødvendige. Men når de involverer mine børn, og deres følelser, har jeg enormt svært ved at kapere det. Jeg bliver vred. Vred på mig selv. Det er ikke konstruktivt, men jeg kan ikke andet. Øv, mand.

Lige så snart mit møde om en time er overstået, racer jeg afsted og henter dem igen. Et par timer tidligere end jeg plejer. Også selvom jeg ved, at de nu med stor sandsynlighed hygger sig, og ikke længere er kede af det. Men for min egen skyld og min egen samvittighed, er det sådan det bliver i dag. Jeg er ikke i tvivl om at jeg, at vi, er pisse gode forældre, og at vores skilsmisse er det rigtige, men i situationer som i dag, hvor det bliver tydeligt, at de største ofre i det, er vores børn, niver det alle de steder det gør allermest ondt. Jeg håber de kan tilgive mig, men hvis de ikke kan, vil jeg aldrig bebrejde dem det.

Hvad så nu?

Det er sådan en mærkelig tid lige nu på alle måder, og jeg skifter imellem at være ovenpå og helt vildt optimistisk, til at være stille, mut og en kæmpe udånding for alle omkring mig. Det er ok, det ved jeg. Men jeg har sjældent haft så meget lyst til at trykke på fast forward og få alt overstået og ordnet i et ruf, og så leve videre derfra. Det kan man selvfølgelig ikke, og hvis man kunne, ville det selvfølgelig heller ikke være optimalt, for det er jo alle mellemregningerne, der får hele lortet til at gå op. Jeg ved det, og jeg minder mig selv om det på daglig basis.

Men hvad skal der så ske nu? Som jeg tidligere har givet udtryk for, kommer jeg ikke til at gå i detaljer omkring særlig mange ting herinde, slet ikke imens det står på, hvilket det lader til, at I både forstår og respekterer – Og igen jeg kan ikke takke jer nok for al den kærlighed og forståelse, I har udvist.
Men der hører jo mange ting med i kølvandet på sådan en kæmpe beslutning som jeg er sikker på at mange af jer, der selv har været i samme båd, eller er på vej ud på den, kan genkende.
Jeg kan slet ikke overskue det, og ved heller ikke helt, hvor jeg skal starte. Der er så meget der skal afvikles, ordnes og fikses, samtidig med at jeg skal håndtere mine egne følelser og min sorg i det hele.
Min to do-liste bliver længere og længere og jeg aner ikke, hvor, hvornår eller hvordan jeg skal gribe den an. Af de helt tunge punkter, kan jeg nævne, at jeg med tiden skal finde en lejlighed i Hornbæk, og ideelt (og utopisk) et sted i København også, så jeg ikke behøver pendle frem og tilbage de dage jeg alligevel kommer til at drukne mig selv i arbejde og aftaler. Huset skal (nok) sælges. Skilsmissen skal gå igennem. Alt, eller noget i hvert fald, skal deles op. Og. Så. Videre. Nogle ting er der allerede en holdbar plan for, andre og mange ting er uvist, og jeg kan for alvor mærke, hvordan jeg i virkeligheden er langt mere kontrolmenneske end jeg var klar over. Eller, fuck kontrol-delen, jeg er nok bare menneske. Det løser sig, det bliver godt, jeg ved det, jeg ved det. Jeg. Ved. Det. Men derfor får jeg stadigvæk åndenød til tider.

Jeg priser mig lykkelig for at jeg ikke oveni alt det her, skal deale med uoverensstemmelser, konflikter og uvenskab med Michael. Og jeg sender alle jer med den slags i jeres regnestykke så ufattelig mange tanker. Skilsmisse er eddermame ikke for sjov.