Min weekend i tal

Jeg har haft skrivekløe lige siden i fredags, hvor min computer desværre måtte lade livet. Nu er der endelig ved at være ro på påskeferie-flokken, som er mine børn og deres fætter, der er på miniferie hos os, men jeg er simpelthen så træt, og kan næsten kun tænke på den iskolde øl, der venter i køleskabet og det stykke lagkage der er tilovers fra Umas fødselsdagsfest. Så den helt store skrivelyst må jeg få stillet i morgen, men her får i min weekend i tal…

Antal ture til stranden: To

Gange jeg har været i bad: Nul. Jeg ved det godt. Jeg gør det i aften.

Cupcakes bagt og pyntet med lilla frosting: 24

Kopper kaffe drukket: Fem (det er virkelig lavt)

Tøjvaske sat over: fire

Tøjvaske lagt på plads: en

Genstande drukket: En, hvis fredag tæller med. Snart to. Skål.

Billeder taget af mine børn: 46. (!)

Minutter brugt på at lave og pynte improviseret enhjørning-lagkage: 35, sgu!

Timer sovet: Virkelig mange! Gik i seng samtidigt med børnene i går, og de og jeg sov til kvart over 7 i morges (det er cirka halvanden time længere end de plejer).

Marcipanæg spist: Seks. Af de små.

Afsnit jeg har set af Love Island australia: Halvandet. Men weekenden er selvfølgelig ikke slut endnu.

Gange jeg har trænet: Nul. Jeg kan simpelthen ikke komme igang igen.

Det store putteshow

Med snart ti års anciennitet som mor og fire børn i hjemmet, føler jeg mig ret hjemme i det meste børne/forælder-relaterede. Altså jeg kan stadigvæk blive usikker på enkelte ting, og der kommer nye udfordringer hele tiden, men den der grund-usikkerhed som jeg følte en hel del on/off i de første par år, er long gone, og alle de gængse hverdagssituationer og udfordringer føler jeg mig ret rolig omkring, ligesom at klassikere som “det er bare en fase” og “man skal vælge sine kampe” rent faktisk har vist sig at være helt rigtig gang på gang, og på den måde giver ekstra ro. Men hvis der er noget som kan drive mig fuldstændig til vanvid, så er det lange putninger og børn der ikke vil sove. Og sådan nogle perioder har alle mine børn været igennem, og for tiden er særligt Loulou inde i sådan en periode og det sluger mine aftener, mit overskud og mit gode humør.

Det starter godt. Vi har nemlig nogle virkelig gode og hyggelige putterutiner som både børn og voksne holder af, og typisk falder hendes storesøster i søvn ret hurtigt efter at der er blevet sagt godnat til bogen vi læser og til hinanden. Nogle gange sætter vi en lydbog eller noget musik på, og så falder de i søvn til det, mens vi holder i hånd. Virkelig dejligt og hyggeligt, og det spiller ret godt. Eller det gjorde det.

For det er sådan at Loulou, Åh Loulou, på to år, slet ikke falder i søvn.

Fra en til to, næsten tre timer kan det tage. Nåhja, og nogle dage tager det ikke engang 30 min. Det sker, det skal hun have.

Men når de lange seancer finder sted glemmer jeg alt om faser, og mine intentioner  om at være den tålmodige anerkendende ifavnske og rolige mor forsvinder ud af vinduet og erstattes af en sammenbidt vrissen type, der taler ud mellem tænderne og tysser en masse. Hende kan jeg ikke lide.

Det ER en fase. Desuden har vi jo selv valgt, at vi gerne vil ligge sammen med børnene, når de falder i søvn, og der er virkelig også dejligt. Men på det vi kalder showaftener, hvor putningen tager mere end en time, gør følelsen af at føle sig taget som gidsel, mens man nærmest kan mærke ens opvask i køkkenet vokse sig større og voksen-alene-tiden rende ud, imens de små øjne stirrer stædigt op i loftet og nægter at falde i.

I aften var en af de slemme, som I måske kan fornemme. Det var det sene show. Med ekstranumre. Og jeg blev sur. Hvilket nu føles åndssvagt. For de sover jo nu. Og jeg ved jo om nogen, at det snart er overstået, og så glemmer man det igen. Det prøver jeg også at påminde den sammenbidte sure mor, der kravler ud af hovedet på mig, når jeg har brugt halvanden time på at putte stædigt barn, men hun er ikke så lydhør.

Så jeg må finde på noget andet. Jeg tror, eller jeg ved, at vi er flere med børn der ikke vil sove, og med sure dumme mødre i maven. Næste gang puttelunten bliver kort, så lad os lige sende hinanden en kærlig tanke og trække vejret og starte forfra, inden vi hviskeråber “Sssssov nuuuu for fffff!!!” af de små søvnterrorister. Det kan umuligt være en fed måde at falde i søvn på.

Aftale?!

PS. Der findes ikke de tips, metoder, tricks, bøger, sange og lydmeditationer jeg ikke har prøvet. Råd søges virkelig ikke.

Det. Er. Bare. En. Fase.

 

I øvrigt

  • Smadrede jeg bagsiden af min telefon samme dag som jeg (efter alt for længe) havde bestilt et cover til den. På den positive side, dækker coveret alle revner.
  • Har Uma fødselsdag i næste uge, så i den kommende weekend holder vi fødselsdag. Hun har bestilt enhjørning tema og en kjole med sløjfe på, så jeg er i fuld gang med planlægningen og stener rundt på pinterest og kigger på kager og pynt som jeg på ingen måde kan hamle op med.
  • Skal skal skal jeg på festival i år. Jeg ved godt, at jeg siger det hver eneste år. Men denne gang du! Afsted med mig.
  • Har jeg efter mange års pause besluttet mig for at det er tid til endnu en tatovering. Hvad og hvor og så videre holder jeg for mig selv. Lidt endnu.
  • Bliver jeg mere og mere forelsket i vores hund, og begynder i den grad at forstå alle de hundemennesker jeg har mødt igennem årene. Det er lidt ligesom når man har fået børn, og begynder at se, hvad det var alle talte om, men man nok ikke helt forstod. Nu er jeg med.
  • Holder jeg snart loppemarked i det Nordsjællandske igen. Stay tuned!
  • Craver jeg cheesecake i stride strømme for tiden og pønser på (en anelse skeptisk) at kaste mig ud i en vegansk en af slagsen.  Så hvis du sidder inde med en succesopskrift på sådan en derude, må du endelige dele.
  • Bliver jeg altid helt vildt overrasket og helt vildt rørt, når mine veninder, der bor i København, ind imellem kommer heeeele vejen op til Hornbæk bare for at se mig.
  • Skal jeg på teambuilding med Confetti i morgen, hvor vi blandt andet skal i spa. Jeg kan ikke finde noget af mit badetøj. Som i slet ikke, så vi kommer muligvis hinanden endnu mere nær end jeg (og især de) havde regnet med.
  • Overvejer jeg at købe et Fitbit ur for bedre at holde styr på mine skridt, (kører stadigvæk på reglen om minimum 10.000 om dagen) fordi jeg mistænker min iPhone for at sløse lidt på beregningerne, hvilket jo på sin vis er en god ting, men også ret irriterende på de sløve dage. Men. De er sgu bare lidt grimme, og dyre. Erfaringer modtages meget gerne.
  • Er Uma stoppet til gymnastik, fordi hun hellere vil gå til fodbold. Så vi overvejer at give hende fodboldtøj i fødselsdagsgave, og jeg er allerede nu ved at boble over ved tanken om, hvor cute hun bliver i sådan et sæt.
  • Kunne det være, at jeg skulle prøve at sætte mig lidt ind i fodboldregler, eller bare interessere mig lidt for det. På den anden side, går der vel et par år inden hun for alvor selv er helt med på fodboldbølgen.

Mandag uge 15. Sverige og fødselsdag

Det er mandag, og jeg har netop sat mig for at spise frokost, da jeg kom i tanke om, at jeg endnu ikke har udgivet ugens statusindlæg. SÅ det kommer her.

Weekenden har været virkelig rar, men jeg har været ramt af irritation og en anelse skriveblokering, som jeg også var inde på i gårsdagens sene indlæg. Jeg håber, at jeg fik understreget, at det ikke som sådan handlede om kommentaren i sig selv eller indholdet af den, men bare følelsen den efterlod. Jeg har nogenlunde rystet det af mig, og besluttet at sådan en kæmpe idiot (ja, undskyld, man skal tale pænt om og til alle. Men lige denne gang må I have mig undskyldt) ikke skal have lov til at ødelægge hverken mit humør eller min skrivelyst. Så jeg er tilbage på fuldt blus igen, og satser på en produktiv uge på flere stadier.

Som sagt, det er mandag, klokken er lige nu lidt over 12, og jeg har indtil videre brugt min dag på at få styr på nogle kedelige praktiske sager, jeg har besvaret mails, er gået i gang med denne uges “I øvrigt” indlæg, jeg har gået tur med hunden, sat et gardin op, stylet to outfits til nogle billeder jeg skal tage til en kampagne senere på ugen, og nu sidder jeg her, med en alt for stor hund halvt på skødet (ja, hun er i sofaen. Nej, det må hun ikke.) og så to rugbrødsmadder og en halvlunken kop kaffe ved min side. Ugen bliver rimelig rolig og så alligevel ikke, for jeg skal både til Sverige, Falkenberg for at være helt konkret, sammen med Confetti holdet til en enkelt overnatning, og så skal vi holde fødselsdag for Uma i weekenden, hvilket jeg allerede er igang med at planlægge og gøre klar til nu, for hun bliver fire, og jeg kan mærke at det for første gang i hendes liv, virkelig betyder noget, så vi giver den sgu lidt gas. Derudover står den på møder, et par events og ellers bare en masse helt almindelige hverdagsting, inden påskeferien går i gang på fredag…

Nu vil jeg dykke ned i mine kartoffelmadder, lukke hunden ud i haven, udskifte min kaffe med en lidt varmere version, og så håber jeg at blive færdig med dagens opgaver i rimelig tid, så jeg kan hente børn tidligt og give en is på stranden. Jeg håber I har en dejlig dag.

Skilsmissetanker, irritation og taknemmelighed

Jeg har hele weekenden tænkt virkelig meget over noget, og jeg kan åbenbart ikke få lov til at sove, før jeg får det ud af mit system, kan jeg mærke på det hele.

Jeg modtog en klassisk troll kommentar på indlægget fra i fredags omkring de udfordringer, der ind imellem opstår i mit forhold og vores familieliv. Trollen påstod at hun var psykolog og skrev at vi nok ville blive skilt.

Se, det er egentlig ikke en udmelding, der som sådan gør mig ked af det, for jeg ved for det første godt, at den er skrevet udelukkende for at såre og gøre ondt, og for det andet ved jeg jo om nogen, hvordan det står til herhjemme, og at skilsmisse ikke ligger i kortene. Overhovedet.

Er det en mulighed en dag? Måske. Det er det vel for os allesammen, og det taler vi også om nogle gange herhjemme. Ikke at vi vil skilles eller tror vi bliver det. Nærmere tværtimod, at vi måske har en fordel ved allerede at have været fra hinanden en gang. Vi ved hvad der er ovre på det grønne græs og vi vil alligevel hellere være i byggerod og mudder, bare vi kan være der sammen. Nå, men ikke at jeg tror, at I tror, at der var hold i den kommentar, det var bare lige noget, jeg kom til at tænke på egentlig var et interessant emne til et indlæg en dag. Men det skal måske ikke være klokken kvart i midnat, inden en mandag.

Tilbage til kommentaren. For selv hvis det passede, hvis det havde været en spot on observation, er det stadigvæk både uhøfligt og helt vildt grænseoverskridende at kommentere på den måde.

Men den satte da gang i noget. Hvilket I nok kan fornemme på min manglende aktivitet i kommentarfeltet og på bloggen de her dage , og ikke mindst i dette indlæg. Det satte gang i en irritation og en vrede. For selvom jeg ved alt det med bevæggrunden for afsendelsen af den, og sagtens kan ryste det af mig med et grin, gør den slags kommentarer, at jeg får mindre lyst til at dele, og mindre lyst til at skrive. Og dét pisser mig af. Det er fandme ikke fair. Hverken overfor mig selv, eller jer, der rent faktisk opfører jer mere end ordentligt.

Heldigvis, og tak for det, kunne jeg erfare, at I er mange der har min ryg. For bedst som jeg havde samlet mod til igen at logge ind og se trolden i øjnene, hvilket jeg egentlig havde besluttet måtte være, at den ikke fortjente et svar, men en tur i skraldespanden, mødte jeg den ene opbakning efter den anden, og selvom det på en måde pustede liv i irritationen, fordi det bekræftede at trolls ødelægger det for alle andre, gjorde det også noget andet, for lige så stille gik det op for mig, at flertallet af dem, der følger med her, forstår præmissen, er med på, at jeg er et menneske, og ikke vil tolerere mobning. Og med den følelse kom min manglende skrivelyst så småt tilbage. Og en ting er helt sikkert, jeg skal ikke skilles.

Hverken fra Michael, Sneglcille eller jer.

Tak, og godnat.

 

 

Inden vi punkterer

Det kræver til tider en hel del gå på mod, rigeligt med overskud, en stor jahat og brede skuldre at holde gang i det relativt store maskineri vi har kørende herhjemme. Med mange børn, hund, byggeprojektet der aldrig stopper, 2x svingende indkomster, et ægteskab og alt det løse. Jeg synes nu vi mestrer det ret godt det meste af tiden, også selvom det ofte bliver på bekostning af nogle andre ting. At vi for eksempel meget sjældent laver noget sammen som par og at vi aldrig helt kommer rigtig til bunds i hverken vasketøj eller rengøring. Vi er heldigvis et ret godt team alligevel og jeg synes faktisk, at vi formår at jonglere det hele på en ret harmonisk måde meget af tiden – Så kan det godt være at manegen ind imellem er lidt klam, og at vi taber en bold ind imellem. Men det går.

Dog oplever vi ind imellem. Oftest på skift, at vi bliver pressede, og slet ikke kan komme ind på sporet igen. Og når en af os får det sådan, er det begrænset, hvor længe den anden kan holdene boldene igang alene. Jongleringsnummeret bliver noget rod, boldene tabes og vi kan ikke holde rytmen.

Jeg tror at de fleste forhold og familier kan genkende den følelse. Nok især hvis man som os har mange børn, og lidt (for) mange jern i ilden på samme tid. Det er en udfordring til tider, og det mærker vi rigtig meget lige for tiden.

Det er noget jeg tidligere har været virkelig bange for at give opmærksomhed, og jeg har taget skyklapper på og ventet på, at det gik over af sig selv. Det gør det nogle gange. Går over. For det er for det meste, i vores tilfælde, en fase. Og så er der de gange, hvor det hele falder på jorden, og man punkterer fuldstændigt, mens at overskud, energi og drivkraft fosser ud. Der var vi meget tæt på at nå hen i denne her uge. Især Michael.

Derfor har jeg givet ham “fri”.

35 timer uden ansvar, byggeri, børn og mig. Så i går da han havde fri fra job, tjekkede han ind på et toplækkert hotel i København som Otto og jeg havde udvalgt til ham dagen inden, og han kommer først hjem igen i aften.

Mindre kunne sikkert også have gjort det, og en anden gang skal der måske mere til. Men jeg tror han føler sig set, og jeg ved af erfaring, at der nogle gange ikke skal mere til. Jeg tror og håber at vi kommer ud på den anden side af denne her følelse uden at punktere undervejs.

Som en ekstra lille bonus, har jeg faktisk også sovet i nat, så jeg forestiller mig, at vi er mere end klar til at samle de tabte bolde op igen, og med et par få ændringer genoptage jongleringsnummeret.

 

Bag indlægget #1

I år bliver Sneglcille ti år, og i den anledning kommer der til at ske lidt ting og sager i mit univers . Blandt andet har jo i årevis lovet, at fejre mit ti års jubilæum med blandt andet en fest, og det løfte lover jeg at holde. Derudover vil jeg gøre lidt ligesom for et par år siden, hvor jeg hver måned fremhævede et indlæg fra den pågældende måned syv år tilbage i tiden (se et eksempel HER). Det fungerede ret godt, og var en succes både i jeres og min ende #sommansiger – Og jeg har længe tænkt over, om man kunne gøre noget lignende. Det kan man, og jeg havde egentlig oprindeligt tænkt det som et podcast koncept, og måske det bliver en realitet en dag (uh, eller måske en youtube serie!). Dét det går ud på er, at jeg fisker et gammel indlæg frem og laver en slags kommentarspor til det.

I dag, gælder det et indlæg fra 2011, hvor jeg delte en sms-udveksling og beskrev en situation (se det oprindelige indlæg og smsen HER), som der hørte en del mere til, end det jeg kunne tillade mig at dele ud af på en blog på daværende tidspunkt. I øvrigt var det en virkelig vild periode for mig, hvilket en del af mine blogindlæg fra dengang er gennemsyret af, i hvert fald når man ved det, og det gør jeg jo, sjovt nok.
Indlægget får I her. Alt skrevet i fed kursiv er mine kommentarer, otte år senere…

BREAK
I går “slog jeg op” med freelancer. Vi har længe set ret meget til hinanden (ikke på den måde – Jo, også lidt på den måde), og har hængt ud både med og uden Otto. Jeg har i noget tid kunne mærke på Otto, at det har forvirret ham og han har spurgt meget efter sin far, lidt for meget, hele tiden – Helt og aldeles sandt, men O var på ingen måde den mest forvirrede i det setup.
Ærlig talt blev jeg også selv lidt rundt på gulvet (Lidt?), for pludselig var der konstant en påmindelse om, hvordan det kunne have været, hvis omstændighederne var anderledes.
Ja. Virkelig, næsten for meget. Jeg var snotforvirret, og skiftevis drømte jeg om, at vi skulle finde sammen igen med alt hvad det indebar, og omvendt kunne jeg slet ikke finde hoved og hale i mine følelser, for jeg var stadigvæk såret og vred.

Og samtidig en reminder om hvordan det ikke er. Ikke sundt for mit i forvejen skrøbelige sind, skulle jeg lige hilse og sige
– På alle måder en erkendelse jeg er ret glad for, at jeg turde stå ved allerede den gang, selvom jeg hundrede procent ved, at jeg holdte tilbage og langt fra turde mærke ordentligt efter, og da slet ikke dele dem.

Så i går ringede jeg freelancer op og sagde at jeg syntes vi skal stoppe med at ses. Han tog det irriterende pænt og var faktisk helt enig.
Og mit hjerte gik i titusind stykker.

To minutter tog det. Nå.
Men jeg er lettet faktisk, for det bliver sgu for kompliceret, med et tæt venskab til en mand man har været så involveret med og som har revet ens hjerte itu, pisset på det og grinet højt imens – Ja, sådan føltes det altså. Jeg var ikke lettet.
Og så alligevel måske lidt. For nu havde jeg i det mindste noget at gå ud fra og forholde mig til, og kunne måske lægge det helt på hylden. Og det kunne jeg faktisk. Det blev nemmere, og jeg tror på en måde at det var et kæmpe vendepunkt for vores krøllede historie, og måske var det netop det “brud” der gjorde, at M (og jeg) fandt ud af, hvad vi ville … Det tog lige tre år mere. Men stadigvæk.
Og så er der jo også lige den lille detalje, at manden er far til et andet barn og har et skørt job med hele verden som arbejdsplads. Og hov, jeg er jo heller ikke forelsket i ham. Vel.
Jo. Jeg var.
Men for pokker, hvor ville det være praktisk, hvis man ser bort fra førnævnte, med barn 2 og det der. Undskyldninger var der mange af, og grundene til at det hele var en fed situation var svære at finde, men de skulle findes. 
Det er tilgengæld uden tvivl en af de bedste beslutninger, jeg har taget længe.
Ja. Det var det nok. På det tidspunkt, og jeg var ægte stolt af mig selv.
Og er det faktisk stadigvæk.

Mandag uge 14. Aprilsnarfobi, PMS og en rar uge

Så blev det eddermame mandag igen igen, og vejret er fuldstændig vildt. Solskin, blå himmel, plusgrader og gratis d-vitamin. Normalt skal der ikke meget mere til at gøre mig glad, men lige i dag hænger jeg lidt i bremsen. For det første har jeg et ualmindeligt anstrengt forhold til 1. April. Udelukkende på grund af traditionen omkring aprilsnarer. Jeg kan ikke holde det ud. Det er svært at forklare, men jeg bliver enormt utilpas i det, og har det lidt ligesom når jeg ser skjult kamera. I don’t like it. Slet ikke.
Derudover er jeg ramt af voldsom PMS. Det startede allerede i går, hvor jeg havde kvalme, var træt, sur, øm, og slet ikke kunne få varmen. Lidt som en begyndende influenza. Jeg følte at dagen var en kamp at komme igennem, og endte med at gå i seng samtidigt med mine yngste, klokken 19:30. Vi sov lige knap (dog ret afbrudt) i 11 timer, og det hjalp gevaldigt på min hormonfyldte, trætte krop. Det er som om at min PMS er blevet tusinder gange værre for hvert barn jeg har fået, og jeg kan ikke finde ud af om det reelt er blevet værre, eller om det simpelthen bare skyldes, at jeg ikke kan slappe ordentligt af og få den samme mængde ro og søvn, som jeg kunne før børn og dermed mærker det mere. Jeg er i hvert fald langt mere mast, træt, smerteramt, kvalm og sur nu end for bare et par år siden. Desuden er det altid værst cirka hver tredje eller fjerde cyklus. Fandme underligt, og måske på grænsen af, hvad I har lyst til at vide om mig og min krop, men altså herregud.

Ugen starter med en hjemmedag, hvor Michael og jeg har opsat stuekontor, hvor vi hver især knokler igennem, inden vi giver os i kast med en fælles hovedrengøring (ja, den i weekenden, blev ikke helt til noget alligevel), inden vi henter børnene og dribler på stranden med en vaffelis hver.
I ugens løb skal jeg udover at arbejde og være mor, blandt andet se og fejre Rikke Mays kjolekollektion, der simpelthen er blevet så mega pæn! Jeg har som altid onsdagsmøde med mine Confettidamer, jeg skal til fællesmiddag med mine Hornbækdamer, på fredag kommer børnenes fætter på besøg, hvor vi også har Leopold (med andre ord, fem børn og en hund), og lørdag skal jeg til demo (det skal du også – Se her hvor) inden jeg om aftenen skal spise middag med Rachel og til Dan Andersens show på Bremen.

Det bliver en brandgod uge, og jeg satser på at min krop snart ter sig bedre og forsvinder med 1. april …

God mandag fra mig og Hera, der faktisk bliver fem måneder i dag #Kæmpebaby <3

Lørdag

Det er lørdag.

Dagen startede klokken 5.38. Igen.

Klokken er nu 9, og jeg er på kaffe nummer fire.

Pigerne, som jeg er alene hjemme med i dag, ser Brandmand Sam og spiser kiks i sofaen. Jeg forsøger at lægge en slagplan for dagen, imens jeg snigspiser af gårsdagens slikskål og scroller igennem Instagram, hvor det lader til at alle har været fulde i går.

Formiddagen kommer snigende og om lidt lægger jeg telefon og slikrester væk og tager fat i dagen. To piger under fire, en hund og en voksen dame i søvnunderskud, skal være alene hjemme indtil i aften, og jeg kan allerede nu mærke, at jeg er mere træt end hvad godt er og at mit energiniveau på ingen måde matcher resten af flokken.

Heldigvis skinner solen, så en strandtur er helt sikkert med i den plan. Jeg har også hørt rygter om at isbutikken åbner i dag, hvilket også nemt kunne udgøre en lille times beskæftigelse. Men derudover er jeg lidt lost. Mit overskud er på sit allermindste, og jeg har efterhånden lært, 10 år inde i mit moderskab, at man aldrig skal sigte over evne. Så det vil jeg undgå, og i stedet stile efter en rolig og hyggelig dag, med lidt mere skærmtid end normalt og så vil jeg måske forsøge at gøre dagens uundgåelige oprydning- og rengøringstjans (seriøst, det er slemt) til en aktivitet. Det er lykkedes før, så måske det også er tilfældet i dag.

Jeg håber jeres lørdag er dejlig og fuld af solskin, vaffelis og stærk kaffe.

I øvrigt

  • Spiser jeg relativt ofte pålægschokolade direkte fra pakken. Det er typisk, når vi ikke har noget slik i skabene. #Sukkerjunkie
  • Brugte jeg en stor del af en togtur til København for nylig på at være irriteret på den person, der spillede virkelig høj musik foran mig – Så høj at jeg kunne høre det over den podcast jeg havde i ørerne. Det gik først op for mig da vi nåede Hellerup, at musikken kom fra min computer, som jeg sad og arbejdede på. Så det var fedt nok.
  • Ændrer mine smagsløg sig ind imellem, og nu kan jeg pludselig ikke lide majs længere.
  • Er jeg blevet snottet igen. Men føler mig ikke syg. Og først i dag slog det mig, at jeg måske skulle prøve med en antihistamin. Pollensæson?
  • Virkede benadrylen ikke. Men jeg har heller ikke høfeber. Så det giver ret god mening.
  • Er jeg på vej til møde med Nordisk film (og resten af Confetti damerne). Jeg satser benhårdt på, at overtale dem til at give mig en rolle i en tegnefilm. Det er et af mine helt store bucketlist ønsker. Og nok også mere realistisk end det med Monopolet.
  • Er der TO helt nye afsnit Voksen ABC ude nu. Husk at abonner, lyt og giv stjerner. Det hjælper os ud i verden og op af listerne, og betyder mere end man skulle tro. Det gælder alle dine favoritpodcasts i øvrigt.
  • Har mange bedt mig om at dele min holdning omkring dokumentarerne “Hvem passer vores børn?” og “Sådan er det bare”. I første omgang går jeg med i en af demoerne d. 6. april, som jeg også har gjort opmærksom på på min Instagram. Find en demonstration nær dig, lige HER.