Det er søndag. Klokken er knap 14 og jeg har netop ladet mig falde tilbage i min sofa. Det er der jo sådan set ikke noget særligt ved, og så alligevel. For her er helt helt stille. Det er her altså aldrig normalt.
Min familie kørte afsted for et par timer siden mod en frokost hos min svigermor, som jeg i princippet også skulle have været med til, men på grund af logistik (en for lille bil for eksempel) og ikke mindst et kæmpe behov for en dag alene hjemme, blev jeg tilbage. Jeg har, siden de kørte, gjort lidt rent, arbejdet en lille smule og handlet ind, og nu går min dag alene i gang for alvor. Tid for mig selv er og har altid været noget af det jeg vægter aller højest, hvilket også er en af grundene til, at jeg helt frivilligt er begyndt, at stå så tidligt op som jeg fortalte om for et par dage siden, men omvendt har jeg også en kæmpe behov for og vil jeg jo allerhelst være sammen med mine børn (og min mand og hunden også, selvfølgelig) så meget som muligt, og jeg elsker det run der altid er på herhjemme, larmen, kaos, gang i den, alt det der, men engang i mellem drømmer jeg om rolige søndage, tømmermænd på sofaen, fred til at tænke mine tanker færdige, den slags. Og sådan en dag har jeg ikke haft længe, slet ikke herhjemme. Så da jeg i sidste uge spurgte Michael om det ikke var ok, at jeg tog mig sådan en dag i dag, og han uden at tøve, indvilligede og ovenikøbet kaldte mig en superkvinde, var det med kæmpe glæde og lidt sommerfugle i maven, at jeg i dag sendte hele flokken afsted, og nu kan tage mig tid til lige præcis det JEG vil. Jeg har lavet mig en kop kaffe, og vil lægge alle skærme væk for en stund, og i første omgang bare prøve at være i stilheden og mærke efter, hvad jeg har allermest lyst til.

I aften kommer de allesammen hjem igen, og det glæder jeg mig også til, men for nu vil jeg som sagt drikke den der kaffe, tage hul på den plade chokolade, der egentlig var indkøbt til børnenes fredagsslik, trække vejret og så se, hvad dagen bringer. Jeg tror måske, selvom at vejret indbyder til, at jeg går ud og får lidt sol på næsen, at det bliver noget med at blive indendørs og se en masse serier og måske tage et langt bad. Simpelt, men helt utroligt lækkert.

Jeg håber I har en god søndag derude.

I år bliver Sneglcille ti år, og i den anledning kommer der til at ske lidt ting og sager i mit univers . Blandt andet har jo i årevis lovet, at fejre mit ti års jubilæum med blandt andet en fest, og det løfte lover jeg at holde. Derudover vil jeg gøre lidt ligesom for et par år siden, hvor jeg hver måned fremhævede et indlæg fra den pågældende måned syv år tilbage i tiden (se et eksempel HER). Det fungerede ret godt, og var en succes både i jeres og min ende #sommansiger – Og jeg har længe tænkt over, om man kunne gøre noget lignende. Det kan man, og jeg havde egentlig oprindeligt tænkt det som et podcast koncept, og måske det bliver en realitet en dag (uh, eller måske en youtube serie!). Dét det går ud på er, at jeg fisker et gammel indlæg frem og laver en slags kommentarspor til det.

Se tidligere “Bag indlægget” HER

I dag rejser vi tilbage til 2013, januar 2013. Otto var på det her tidspunkt 3 1/2 år gammel og var begyndt at stille spørgsmål til forskellige ting. Blandt andet vores situation, der på det tidspunkt var, at Michael og jeg ikke var kærester, ikke det der lignede, og at Otto og jeg boede alene sammen i en lejlighed på Vesterbro på fjerde år.

Jeg skrev:

At savne

I forlængelse af dette indlæg…

Jo større min søn bliver, jo flere ord kommer der på de følelser, han går igennem, når han savner. Det gør mig faktisk stolt, at han i en alder af tre år er i stand til at mærke sig selv så meget som han kan og at han ikke er bange for at stille spørgsmål.
Det er fascinerende at følge hans tankegang og se ham prøve at regne verden ud.
Selvom det også til tider kan være svært, for mig, hans mor, ikke at påtage mig skylden for mange af de svære ting, han skal gå igennem.
Jeg blev, og bliver til stadighed SÅ imponeret over børns evne til at afkode verden på. Det her var bare første gang, at jeg for alvor mærkede det, og det var lige dele fantastisk og helt forfærdeligt. Jeg var så bange for at gøre noget forkert, at svare for ærligt eller for kringlet, men også for at afskrække ham fra at spørge eller fortælle mig om noget igen. 

Som delebarn er det nogle store følelser han skal gennemgå i en forholdsvis tidlig alder. Savn er noget han mærker til på daglig basis, nogle dage værre end andre og det smerter mig i hjertet, når han kigger på mig med store øjne og forventer et svar, han kan forstå, når han igen spørger, hvorfor hans far ikke bor hos os.
Jeg informerer ham så meget som jeg nu kan, men synes samtidigt at grænsen for, hvor meget han skal indblandes, er hårfin.Børn skal efter min mening, ikke rodes ind i de voksnes problemer, uanset størrelsen af dem.
Vi havde i denne her periode ikke som sådan nogle problemer, men havde kort forinden gennemgået en svær periode, Michael og jeg, hvor kommunikationen var noget rod. Og jeg var SÅ bange for, at vi igen ville stå i en situation, hvor vi ville blive uvenner. På samme tid, følte jeg enorm meget skyld overfor Otto, og det savn han tydeligt var påvirket af. Følte på mange måder, at vi var nogle egoistiske røvhuller, både Michael og jeg, og bandede vores situation langt væk – Samtidigt med, at jeg var enormt stolt og lettet over, hvor langt vi var nået i noget, der nemt kunne være blevet til had og konflikter.

Det værste jeg kan forestille mig, er hvis han på en eller anden måde, skal føle sig skyldig i at vi ikke er sammen længere. For det er han selvfølgelig ikke. Tværtimod.
Det var virkelig min største frygt. Både det, men også at han skulle finde ud af, at grunden til at vi ikke var sammen, var mig. Altså det var jo Michael der gik, men jeg havde i årevis kæmpet med en skyldfølelse, for han gik jo fra mig, mens jeg var gravid med hans barn, og hvis man gør det, må den person jo være forfærdelig. Altså mig, for man går jo ikke fra ens gravide kæreste, hvis ikke hun er helt skrækkelig. Tænkte jeg. Og jeg skammede mig over, at tænke sådan, for den fornuftige del af min hjerne, vidste jo godt, at det var vrøvl – Men den ufornuftige del råbte bare meget højere. 

Min forklaring lyder for det meste, at vi hellere ville være venner, end kærester, og derfor ikke bor sammen, “Du bor jo heller ikke sammen med Willi, selvom han er din ven”

Jeg ved godt at det kun er et spørgsmål om tid, før den forklaring avler flere spørgsmål, og dem skal han nok få svar på, når tid er.

Jeg priser mig lykkelig for det forhold hans far og jeg har til hinanden i dag.
Det er et venskab som jeg vægter højt. Vi snakker sammen næsten dagligt og der er i den grad plads til spontane aftensmadsbesøg, når savnet bliver for svært. Det er noget som vi begge prioriterer højt. At Otto skal se, at vi kan være i rum sammen og at vi ønsker at være sammen med ham, ikke kun hver for sig.

Nogle gange er jeg bange for, at det forvirrer vores søn mere end det gavner, men på den anden side, ved han at vi er der for ham og at vi er et team, selvom vi ikke er kærester og heller ikke bliver det.

Sandt. Vi var et helt vildt godt og sundt sted i denne her periode, men jeg var bange hver eneste dag for, at tabe det på gulvet, for så ville Otto for alvor kunne mærke det.
Det gjorde vi ikke. Og der gik da også kun et år fra jeg skrev de her ord, til Michael og jeg blev kærester. Selvom jeg på daværende tidspunkt på ingen måde så det som en mulighed. 

 

 

Jeg gad godt at leve lidt mere “Alt er muligt og The sky is the limit” – agtigt. Det gør jeg allerede på nogle punkter, men jeg er i høj, måske endda stigende grad lidt for forsigtig, og måske for hurtig til at slå ideer, drømme og ønsker ned – Mine egne, that is. Det tror jeg langt fra, at jeg er den eneste, der gør, hvilket også er en af grundene til, at jeg skriver det her indlæg. I mange år troede jeg for eksempel, at jeg ikke var færdig med at udforske verden. At jeg på et eller andet tidspunkt ville tage min familie under armen og bosætte os et sted i en længere periode. Det har jeg gjort gennem en årrække, da det bare var mig, og det var skide fedt. Jeg elsker at tage på ferie fra tid til anden, men jeg kan meget bedre lide at have en hverdag, også når jeg rejser. Den følelse savner jeg, når jeg begiver mig udenlands, og jeg kunne særligt mærke, da vi var i Californien for nu tre år siden, at jeg havde et uforløst ønske om, at opleve nogle ting med min familie. Jeg gik så langt i drømmen på et tidspunkt, at jeg fik Michael til at undersøge, hvilke lande han ville kunne arbejde i – Jeg kan jo arbejde alle steder fra – Og det kan han i princippet også, men det han laver, kræver noget mere netværk end mit gør. Vi kom frem til, at det nok kun ville være Tyskland, der ville give mest mening for hans business, men det var, selvom at Tyskland bestemt også har sine gode spots, ikke lige dét jeg så som et eventyr, og så blev jeg i øvrigt gravid kort tid efter, og der var også en masse logistik omkring Leopold, og Ottos skole og så videre så videre, og så døde den lidt. Vi startede som bekendt et nyt eventyr, for halvandet år siden, der hed Hornbæk, som vi aldrig har fortrudt, og som for mig på mange måder, har føltes som et kulturelt skift også, selvom det selvfølgelig er en overdrivelse.
Den ligger sgu stadigvæk i mig. Drømmen. Og jeg labber den ene Instagramprofil i mig efter den næste fra familier, der har gjort det der, som jeg engang følte var min skæbne. Men jeg er også nået frem til, at vi ikke selv skal den retning. I hvert fald slet ikke nu eller lige om lidt.
Vi plejer at joke med, at når børnene flytter hjemmefra, sælger vi alt og køber et Malibu Beach House. Om det bliver til noget, tvivler jeg også på, men man skal sgu have nogle drømme – også af de urealistiske slags. Og dem mangler jeg i hvert fald ikke. Jeg drømmer både om at bo et par år i Los Angeles, blive radiovært, dubbe tegnefilm, forfatte både en roman og en kogebog, gå til dans (og være god til det), lære at synge, og en masse andre ting, som sikkert ikke bliver til noget, men jeg elsker at dagdrømme, ønske og håbe på det hele, nogle gange på en helt barnlig facon, og engang imellem kan man jo så prøve at dyppe tæerne i nogle af de drømme og se hvordan det føles.

• Kan I måske huske, at jeg overvejede at holde en fest i anledning af min fødselsdag næste måned? Jeg gør det. Og jeg glæder mig. Og har en anelse tøjkrise.
• Overvejer jeg at tilmelde mig et kollektivt klædeskab. Kender I konceptet? Holder det?
• Er jeg begyndt at lægge puslespil. Det gjorde jeg under hele min graviditet med Otto, men har ikke gjort det siden. Det er helt fantastisk beroligende.
• Har jeg trænet tre dage i træk, og selvom jeg ikke kan bruge mine mavemuskler i dag og knap nok kan løfte armene, føles det så godt at være igang igen.
• Fik jeg i dag to plader Marabou og to meget lyserøde blomster til at plante i vores have, i anledning af mors dag.
• Henter mine forældre nøglerne til deres nye hus på onsdag !!! Og om 16 dage kommer flyttebilen. Jeg kan slet ikke være i mig selv over det.
• Havde vi egentlig besluttet at hunden ikke måtte være i vores sofa. Men efter at have smuglet hende derop, hver gang jeg var alene hjemme, har Michael nu også givet efter. Det er sgu da hyggeligt! Og heldigvis gider hun ofte kun at ligge der kort tid af gangen.
• Blev jeg så glad og lettet over at læse hvor mange, der kunne genkende følelsen af at være skruk uden egentlig at være det i mit seneste indlæg. Tak til jer
• Skrev jeg egentlig alt ovenstående i går aftes, men er åbenbart faldet i søvn midt i det hele.
• Har jeg åbenbart forlagt min computer, og mit roderi har dermed indtaget nye højder. Jeg arbejdede hjemmefra i fredags, og da jeg her til morgen ville finde computeren frem, var den pist væk. Jeg er sådan en der ligger ting “smarte steder” så jeg nemt kan finde dem igen. Hvilket i teorien er rigtig smart. Det virker bare sjældent efter hensigten.