Det er mandag formiddag, og selvom jeg havde planer om at tage på kontoret i dag, er jeg endt med at sætte mig til rette i mit eget selskab, i den lejlighed jeg har lånt i denne uge. En arbejdsrelation, som jeg klikker vanvittig godt med og derfor er ved at indgå et ægte venskab med, har heldigvis for vane at rejse en del, og det har betydet, at jeg for nu anden gang har fået nøglerne til en hyggelig oase på Østerbro, imens hun er væk. Her skal jeg tilbringe det meste af min uge, hvor børnene er sammen med deres far hjemme i Hornbæk. Jeg tager nok hjem og spiser med dem en enkelt dag eller to, da det fungerer rigtig fint i vores arrangement, at man lige stikker hovedet ind en dag midt på ugen – så det bestræber vi os på at gøre hver især, når det passer.

Jeg har en del arbejde denne uge, hvilket er en glimrende måde at distrahere mig selv på, og så har jeg aftaler, der selvfølgelig involverer en masse vin. Deriblandt to fødselsdagsfester hos gode veninder i weekenden, som jeg ser meget frem til.
Dobbeltlivet har jeg ikke vænnet mig til, det gør jeg nok aldrig helt, men ingen tvivl om, at det bliver mindre og mindre smertefyldt fra gang til gang. Og på et tidspunkt, når jeg får en ægte base, der er min, bliver det helt sikkert udholdeligt. Nu er min kaffekop tom, igen, og jeg har en deadline om under en time, så jeg vender tilbage til mit word dokument. Jeg håber I har en dejlig uge og en god mandag.

Og en lille, men vigtig sidebemærkning; Tak for den gode stemning her og på instagram for tiden. Det har virkelig ændret sig ovenpå et råt forår og en sommer med meget spydighed og en lidt hård tone, der gav mig en kronisk knude i maven og bukket nakke. Der er langt imellem det nu, og det lader kærligheden strømme ordentligt igennem, så det kan mærkes. Det løsner gevaldigt op for min lyst til at dele og være. Tak.

Mandag har ry for at være en skoddag, hvor alt går lidt skævt og ugen er svær at løbe igang. Sådan ved jeg ikke om jeg har det, men jeg har til gengæld en anden dag der er svær. Den dag var i går. Hver eneste søndag bliver mit liv vendt på hovedet og hver eneste søndag er jeg ved at kaste op over det. Jeg er ked af det hele dagen, melankolsk, sover som regel stort set ikke på grund af kaostanker, hverken natten op til eller natten efter. Og så bliver det mandag, og så er det hverdag, og så kan jeg lidt igen – for så kører hverdagshjulet med mig ombord. Hver anden søndag er det afskeden med børnene og huset, der gør ondt og er sær, og de modsatte søndage er det at skulle tilbage i rutinen, tilbage i ansvaret, den dårlige samvittighed, og at se mine børns far forlade matriklen, velvidende om, at han er ved at gå i stykker over det, præcis som jeg selv har været det en uge forinden. Så kommer aftenen og natten, og man er alene, og er enten efterladt helt til sig selv med udsigten til en uge med overarbejde, savn og drinks, eller skal forberede en uge fuld af madpakker, vasketøj og arrangementer som eneste voksen i huset. Det er svært at forklare, hvis man ikke har prøvet det.

Præcis som hver anden onsdag back in the day, hvor det var en del af min morgenrutine at hyle ved min cykel ude foran børnehaven, inden jeg kørte afsted på arbejde, er søndag nu blevet den dag, dog alligevel ekstra sprødt og hårdt, hvor det oveni købet er rodløst, da jeg pt sofasurfer og bor i en taske og føler mig i vejen, hvorend jeg er syv ud af 14 dage.

Det skal nok blive nemmere. Alt bliver nemmere, når mere falder på plads. Jeg ved det godt, og det er den viden, der holder mig oven vande hver eneste søndag. Men jeg har aldrig før følt mig mere alene, sårbar, udsat og usikker. Og i denne uge tog jeg søndagen med ind i min mandag. Sikkert fordi jeg kun fik små tre timers søvn i nat. Mange kopper kaffe, en masse arbejde, utallige tudeture, et langt bad og en rengøring senere, har jeg nu hentet mine børn hjem fra skole og børnehave, og kan igen trække vejret. Lige indtil næste søndag …

Disclaimer: Det er ubeskriveligt sårbart og grænseoverskridende at dele disse indlæg, og jeg vil endnu engang gerne minde om, at der er tale om om glimt – Bittesmå brudstykker af et stort billede, der indeholder meget andet. Også lykke, ro, glæde og alle andre sindstilstande. Men jeg nægter at undlade det der er svært – Jeg ved jeg ikke er alene. Gode råd, holdninger, samt kommentarer omkring at det er mit eget valg, at det er værre for mine børn etc. Vil jeg meget gerne være foruden. Jeg har rigeligt af den slags tanker helt selv. Tak <3 

Ovenstående fløj ud af munden på mig tidligere på ugen, da en veninde og jeg sad med hver vores lunkne kaffe balancerende på et vakkelvornt cafebord på et fortorv i København. Det er ikke helt rigtigt. At det går af helvedes til. Men sådan føltes det lige der, og sådan føles det i glimt. Andre dage og gange har jeg det fint og dejligt og rart. Sådan er livet tit, men lige nu ekstra meget. Jeg er på den ene side træt af at svare på spørgsmål omkring mine følelser, omkring praktik og fremtidsplaner, og omvendt ude af stand til at tale om meget andet. Jeg føler at jeg lever i et vakuum, som jeg gerne vil, men er ude af stand til at bryde ud af. Jeg lever i og med det, og ved at det ikke er for evigt. Men lige der, var det en befrielse at svare lige ud af posen, helt uden filter, helt uden optimisme og høflighed. Bare helt af helvedes til.

Det er tirsdag og jeg har indtaget min venindes havesofa med computer og en øl. Jeg har fået lov til at flytte ind her i denne uge, hvor jeg ikke har mine børn. En hel uge. Det er ikke fordi at deleordningen kommer til at være sådan fremadrettet, men sådan er det lige nu. En uge med børn, en uge uden. Jeg kan godt være i det som det er i dette sekund, og indtil videre er det også gået godt, selvom det lidt føles som om jeg har glemt et ben eller en arm et sted, eller en stor bid af mit hjerte. Jeg forsøger at fylde dagene med en blanding af arbejde, alenetid, rare aftaler og en del alkohol og sjov. Men det er umuligt at ignorere den amputerede følelse.Og også umulig at sætte ord på i øvrigt. Skilsmissen er endeligt gået igennem for nogle dage siden og selvom det ikke ændrer noget fra det seneste halve år til nu og bare er en formalitet, var det en underlig mail at få. Bevillingen for ophør af mit ægteskab. Lige der i min e-boks.

I går sagde jeg farvel til min lillebror som har været i Danmark de seneste tre uger, og jeg ser ham først igen til jul (han bor i USA). Det påførte et ekstra savn i det der i forvejen halve hjerte og i dag har jeg været alle steder emotionelt. Savn, sorg, men også et overskud jeg ikke har følt længe som jeg ikke helt ved, hvor kommer fra og jeg har fået udrettet en hel del mere end jeg normalt ville have gjort på en almindelig tirsdag. Jeg er overbevist om at alting nok skal finde et solidt leje på et tidspunkt, også mine følelser og evne til at kapere mit nye liv som fraskilt.  Et leje, hvor jeg ikke nødvendigvis føler alting tifoldigt, for det er sådan det er nu. Glæde føles overvældende, savn føles overvældende, alt er overvældende og separationsangsten galoperer derudaf. Naturligvis.

For nogle uger siden luftede jeg lidt om det grænseoverskridende og svære i min situation som offentlig person midt i en skilsmisse, en midtlivskrise og alt det der følger med i den kombination. Det er stadigvæk noget jeg er enormt bevidst omkring og som påvirker mig en hel del. At blive konfronteret med teorier, rygter og holdninger omkring ens privatliv sådan som jeg har oplevet det de seneste måneder, har været og er noget af det værste jeg har oplevet. Selv det der ikke nødvendigvis har været ment ondt. Det er meget ubehageligt at høre/læse spekulationer omkring at den ene eller anden har været utro (hvilket intet sandhed har i sig i øvrigt), at det hele er et pr stunt og/eller at komplet fremmede havde set det komme af forskellige årsager som oftest slet ikke er i nærheden af sandt, m.v. Som sagt er jeg indforstået med, at det er sådan det er, og at jeg selv har sat mig i en position, hvor den slags følger med, men det gør det ikke bedre eller nemmere at kapere. Slet ikke når man er en følsom og letpåvirkelig mus, som er tilfældet for mig, og bestemt ikke oveni en situation, der er så voldsom som en skilsmisse er, hvor alle følelser er kastet op i luften og man uanset hvor ordentligt det gøres er uundgåeligt ikke at være dybt påvirket af. Aldrig har jeg følt mig som en større fiasko. Aldrig. Det behøver jeg ikke alle andres mening om. Jeg har rigeligt selv.

MEN alt det til side, er der noget andet, som jeg har bidt mærke i og som jeg ikke vil bytte for noget. Det har været virkelig intenst og rørende; Sammenholdet, solidariteten og det skrøbelige, rå, ufiltrerede, opløftende og sårbare jeg har oplevet fra både folk jeg kender, men også, måske især, fremmede. Jeg har fået så mange personlige beretninger og jeg er enormt beæret og benovet over den tillid rigtig mange kvinder har vist mig igennem de seneste måneder. Jeg vil faktisk gå så langt og sige, at det gør alt det dårlige og invaderende som jeg har italesat flere gange udholdeligt, for jeg ville ikke have været alt det gode foruden. I er så mange empatiske, seje, fine og helt vidunderlige mennesker der følger med og for det vil jeg for alt i verden ikke være foruden. Det er særligt, I er særlige. Tak! Det skal nok gå. Alt skal nok gå.

Jeg skal nok finde en balance i alt igen. Også det at dele. Jeg skal bare lige sunde mig, rejse mig, og finde modet, selvtilliden og glæden igen. Jeg er på vej. Jeg er rigtig godt på vej.