Sneglehytten: Status januar 2019

Ok! Et år er gået siden nedrivningen gik i gang og vi har nået MEGET (se videoen her som er et år gammel)

I hovedhuset mangler vi en del finish ting, møbler og opbevaringsløsninger. Ovenlysvinduer i køkkendelen, der også fortsat står uden loft. Alle vores vinduer skal udskiftes med tiden, og vi ønsker os på et tidspunkt nye stikkontakter og nogle andre småting hist og her. Men vi er langt, mega langt. Og jeg glæder mig helt tosset til vi kan begynde at købe møbler og indrette os ordentligt. Men lige nu går alle penge og al energi på byggeriet. Øv. Men det kommer! Og som sagt, vi er meget længere end jeg turde regne med på nuværende tidspunkt! 

Udvendigt er en anden historie og vejret er imod os, og det er mildest talt mega frustrerende. Der er kommet en del ekstra skader på huset som følge af det stillads og facadearbejde vi har haft den sidste måneds tid (husk husk husk at tage før-billeder inden I hyrer håndværkere. Det kan virkelig betale sig) og efter at stilladset er blevet pillet ned, ser huset endnu værre ud end før (resten af arbejdet kan først laves når temperaturen stiger til foråret). Dernæst er der annekset og tilbygningen, men alt det må I høre mere om i et seperat indlæg, når vi for alvor går i gang om to uger. 

Vi er i det hele taget gået lidt i stå de seneste måneder. Gejsten røg og hverdagen fyldte mere end normalt, så vi besluttede at tage et skridt tilbage og holde lidt pause med de helt store ryk. Det var en god ide. Meget. For nu er vi ved at få blod på tænderne igen, og det begynder at være sjovt. 

Jeg laver en ny house Tour i huset ala den jeg linkede til tidligere i indlægget, i næste uge (jeg har sat tirsdag af til det), hvor I bedre kan se, hvor langt vi er og hvilke ting der er færdige og hvad der er endt helt helt anderledes end først planlagt … 

I dag skal der styr på nogle flere indvendige ting. Renovering gør det stort set umuligt, at indrette sig og når man er lidt af en rodehoved i forvejen og har en lille håndfuld børn, kan det godt tage overhånd med roderiet og det er helt klart tilfældet her. Så der er en del ting, der skal ryddes op og ud i (igen igen i-fucking-gen). Og jeg vil atter forsøge mig med Marie Kondo … Først gælder det vores skabe og skuffer. De trænger. I den grad. 

God dag 

I øvrigt

  • Har jeg endelig fået taget mig sammen til at få genlavet huller i ørerne, plus et ekstra.
  • Introducerede jeg jer for P-tærter med karamel for nogle år siden. Men har I prøvet dem med lakrids? For jeg har… og. Jeg er normalt ikke så begejstret for at blande lakrids ind i alt muligt. Men! Det virker!
  • Blev jeg oprigtigt irriteret da en jeg følger på Instagram spoilede Love Island sæson 3. Ja, den er gammel. Men jeg er altså kun halvvejs!
  • Gør samme skuffelse og irritation sig gældende, når det kommer til programmer som bagedysten. Jeg er bagud, ok!
  • Har jeg længe været bidt af Marie Kondo (se her for eksempel) efter flere af jer anbefalede hendes bog og youtube. Nu er der kommet et program på Netflix med hende, og alle lader til at være gået organizing-amok. Bare ikke mig. Hvad er der galt med mig??!! #Rodehoved
  • Er der endelig blevet bestilt materialer til et hegn til vores have, så vi slipper for det tarvelige trådhegn vi indtil videre har benyttet os af. Valget faldt på brændt bambus! Jeg glæder mig til at vise jer det. Vi skal bare lige bygge det først. Altså Michael skal.
  • Har jeg sparet op og købt et par vinterstøvler* jeg længe har kigget langt efter. De er hverken sorte eller med lynlås, som jeg normalt foretrækker, så det er lidt ude af min comfortzone, men jeg glæder mig tosset til at få dem hjem.
    *reklamelink
  • Kommer der et helt indlæg med vinterstøvler til jer i weekenden.
  • Har jeg nu fået hørt et afsnit af podcasten Mørkeland efter mange anbefalinger. Men det kommer jeg simpelthen ikke til igen. Hyggesnak om ægte mord, med ægte ofre og ægte efterladte. Ad bad! Jeg følte mig helt ked af det længe bagefter.
  • Har vi så mange overmodne bananer i det her hus, så jeg er nødsaget til at bage virkelig meget banankage senere i dag. Øv! 😉

 

Socialisering som tilflytter

Vi har nu boet i Hornbæk i knap et år og vi er så småt ved at være faldet på plads. I hver fald mentalt og følelsesmæssigt. Fysisk og byggemæssigt, not so much, men det vidste vi allerede godt ville tage tid, da vi satte underskrifterne på vores lille faldefærdige dødsbo, og det skal nok komme – Vi er godt på vej allerede.
Det har taget tid og uendelige samtaler, og har kostet en del frustrationer og tårer, fra mit vedkommende primært. Michaels frustrationer har primært bundet i mine, hvilket selvfølgelig har tredobbelt de følelser jeg allerede gik med og i en periode skabt en virkelig strid spiral af frustration og rutsjebanefølelser for mit vedkommende.

Udover at jeg selvfølgelig savnede og fortsat savner København helt vildt, var det hele på en måde for stor en omvæltning, både med positivt og negativt fortegn. Alt imens at jeg var fuldstændig hjerteknust over at undvære mit kendte nærmiljø, mine veninder og følelsen af at have alting lige ved hånden, var jeg betaget af og nyforelsket i mine nye omgivelser, naturen, vandet, roen, fællesskabet og mit hus, min mands fornyede energi og børnenes harmoni, hvilket stod i stor kontrast til min egen panikfølelse, der både føltes ambivalent, halvforkælet og virkelig egoistisk. Jeg følte mig ærlig talt som verdens største idiot meget af tiden, og var på et tidspunkt reelt bange for at det aldrig ville udligne sig, og at jeg ville forvandle mig til en indebrændt sur røv med konstant udlængsel og fortrydelse væltende ud af begge sko. Jeg tror måske også at min mand havde samme frygt, hvilket godt kunne have en del af skylden i den lidt ru periode vi havde for nyligt (hvilket heldigvis er lettet igen i øvrigt).

Gradvist er alting blevet bedre i den afdeling. Selvfølgelig hjalp sommeren en hel del på alt og jeg gik vinteren i møde med en anelse frygt for om følelsen af at bo et forkert sted uden et netværk ville vokse sig enorm – For det er jo det ALLE har sagt. Ja ja, Hornbæk og andre strandbyer er røvfede om sommeren, men vinteren! Åh, vinteren!
Hvilket også var en af grundende til at jeg i sensommeren besluttede mig for at gøre en seriøs indsats i at række ud til de resterende beboere i vores lille by og skabe et netværk at varme mig på. For noget af det jeg savnede allermest var at have nogle at mødes med spontant. Til kaffe. Til vin. Til gåture. Til legeaftaler (ja, til børnene sgu da). Alt sådan noget.

Heldigvis havde andre haft samme tanke, og det hele startede med en fælles messengersamtale på Facebook med en stor håndfuld damer fra området, og en middag blev sat op kort tid efter. Derefter tog tingene fart, og vi er i skrivende stund over 40 kvinder fra Hornbæk området i en Facebook gruppe. Vi har mødtes både allesammen til fællesspisning og en julefrokost, og på kryds og tværs, til kaffeaftaler, surfing på stranden, børneleg, biograf, alt det der jeg savnede. Nu er planen at der er et fast møde en gang om måneden, hvor dem der kan, mødes til mad og vin på Hornbækhus (et hotel i byen med fællesspisning og mega fede lokaler).

Rigtig mange af jer, der selv er flyttet nye steder hen eller går med overvejelser om det, har spurgt ind til hvordan man gør. Og nu er jeg på ingen måde ekspert på området, men jeg har dog lært lidt over det seneste års tid.

Har du børn, sker det helt automatisk via dem. Man møder og snakker med rigtig mange andre voksne i institutionerne og på skolen, til arrangementer og på legepladsen. Nogle gange klikker man ekstra meget med en mor eller far, og så er det sgu bare noget med at invitere på kaffe.

Sociale medier. Opret en gruppe, eller undersøg om det allerede findes og arranger noget fælles der igennem. Det behøver virkelig ikke at være mere end kaffe på en lokal café.

Husk at langt de fleste enten er i samme situation eller har været det, og at de fleste mennesker gerne vil udvide deres netværk og have nye relationer. Så smid frygten for et nej og inviter folk du synes er nice på en vennedate. Hvad er det værste, der kan ske?

Vi har allerede fået et virkelig tæt forhold til flere i byen, og har faktisk langt flere spontane gæster end da vi boede i København. Nogle gange til aftensmad og vin hele aftenen, andre gange en halv kop kaffe og en sludder. Det er SÅ hyggeligt, og meget anderledes end hvad jeg er vant til. Det krævede lidt tilvænning i starten for mit vedkommende, men nu elsker jeg det. Virkelig. Når naboen står udenfor vores dør klokken 21 om aftenen med en dåseøl i inderlommen, eller når børnene i nabolaget kommer og spiser med. Det holder altså!

Det kræver lidt benarbejde og åbenhed, men det er det hele værd.
Jeg savner København, jeg savner mine veninder, men som jeg har det nu, vil jeg ikke bo andre steder end hvor jeg gør, og jeg er virkelig glad for mine nye bekendtskaber, hvor der i blandt dem helt klart er op til flere som jeg ved kommer til at have stor betydning i mit liv. Tænk at man kan det i sine 30ere ?!

… Del endelig jeres egne erfaringer i kommentarfeltet. Jeg har på fornemmelsen at vi er mange, der kunne bruge et kærligt skub og nogle gode erfaringer.

Hundeliv #1

Vi har nu haft Hera i et par uger, og jeg tænker en status må være på sin plads. Vi er stadigvæk ved at lære hinanden at kende, og tilpasse os livet med en hvalp, der på mange måder kan sammenlignes en smule med det at have en baby. I skrivende stund er klokken for eksempel 11.30 en tirsdag og jeg har endnu ikke nået et bad, fordi jeg konstant bliver afbrudt af legesyg, tissetrængende, sulten, opmærksomhedskrævende hundebarn. Der er også lige så meget gætteleg og google-søgning som med et lille barn. “Har den lavet lort? Er hun sulten? Kan hun mon sove i mørke? Er det for varmt? Er det for koldt? Har hun spist nok? …

Men hvordan går det så? Altså! Udover det åbenlyse i at hun er så vanvittig nuttet, at det er komplet umuligt ikke at smile og være nyforelsket i hende næsten konstant, er det ganske rigtigt, som vi selv (og mange andre) havde forberedt os på, et kæmpe arbejde at have en hvalp i huset. Det er det bare. Nu er jeg egentlig ikke så meget for at sammenligne hunde med børn, men jeg har ligesom lige selv gjort det, så jeg deler lige endnu en betragtning, jeg har gjort mig, som minder præcis om når man skal have et barn. Andres meninger, forslag og advarsler … Lige som når man er gravid, havde mange også her travlt med på forhånd at advare os om alt det hårde og svære (og selvfølgelig også alt det dejlige), og det er da også helt klart vigtigt at tage stilling til om man kan rumme, overskue og har tid og plads til et levende væsen, hvilket vi bestemt også har gjort og på sin vis stadigvæk gør, det vil jeg slet ikke underkende, MEN så er det heller ikke værre. Heldigvis. Hverken det med børnene eller hunden 😉
Om det er fordi at jeg har fire børn og et byggeprojekt, og der dermed skal en hel del til at ryste mig, skal jeg ikke kunne sige, men jeg er meget positivt overrasket og slet ikke skræmt væk, her to uger inde i vores hundeejerliv.

Hun er simpelthen så sød og dygtig, men også et klodset energibundt med skarpe tænder og sin egen vilje, og hun holder os i den grad på dupperne. Men det er sådan set fint nok, for vi har indrettet vores liv den næste tid efter hendes næse, og ingen af os voksne kommer for eksempel til at være væk hjemmefra på samme tid på noget tidspunkt den næste måned i hvert fald, udover nogle korte ture når der skal hentes børn eller købes ind, og vi har skiftes til at sove sammen med hende om natten indtil for et par dage siden. Nu sover hun alene i stuen i underetagen, hvilket indtil videre ingen problemer har givet, men som dog kræver at en af os står op i de tidlige morgentimer og går et smut i haven med hende for at undgå uheld på stuegulvet.
Hun er forholdsvis lærenem, og har allerede lært at sitte, og kommer (næsten) altid når man kalder på hende, hun besørger (næsten) altid udendørs og så er hun en stjerne med børnene, seriøst, de kunne i teorien sætte sig ovenpå hende og hun ville ikke så meget som krumme et hår på deres hoveder, hun sover fint om natten, kan gå pænt i snor, når hun ikke er for træt (vi går kun korte ture) og har næsten ingenting ødelagt. Hun napper en del stadigvæk, og kommer til at hoppe op af os, når hun er overglad (og/eller overtræt), hvilket er ret tit, og det er klart første prioritet at få hende vænnet af med det, da hun jo bliver en stor hund. Gigantisk faktisk. Allerede nu er hun dobbelt så stor, som da vi så hende første gang, så det er med at få stoppet hopperiet og nappebehovet inden hun vokser børnene over hovedet. Vi starter i hvalpetræning med hende om to uger og har inden da arrangeret et par møder med forskellige hundetyper med mere erfaring end os. Google og hundebøgerne er hjælpsomme, men det er trods alt vores første, så en anelse rådgivning her i starten skader bestemt ikke.

Så med andre ord, so far, so good. Jeg er og vil nok altid være en kattedame, men jeg kan virkelig godt se det sjove og dejlige i at have en hund, særligt når det er en som Hera.

 

Mandag, hverdag, go go go!

Det er som om at det der med at få tøj på og komme ud af døren i hele sidste uge føltes som en umulig opgave, ovenpå alt for mange dage i nattøj, med fedtet hår og et kostindtag, der primært bestod af marcipan og kartofler, og jeg frygtede ærlig talt, hvordan det ville gå i morges på den første mandag i 2019… Men disciplinen mandag morgen lykkedes. Sgu. Altså, mine bukser strammer en anelse, ikke at jeg havde forventet andet, min morgenkaffe nåede at blive kold midt i hundeluftning og filtrede børnelokker, og jeg måtte lægge min mascara i toget, men bortset fra det, gik alt som det skulle og jeg er klar til hverdag og til et nyt år.

Jeg fik afløb for en masse tanker og følelser via mit blogindlæg i går, en lang snak med min mand i forgårs og en telefonsamtale med Rachel i morges, og er noget mere rolig omkring det hele i dag. Der er stadigvæk nogle tanker og mønstre, der skal lidt bedre styr på og nogle snakke der skal tages. Men jeg er på rette vej. Ingen tvivl om det. Tak for jeres indspark og gode tanker. Det betyder virkelig en hel masse. Nu er jeg tilbage på kontoret på Værnedamsvej og mega klar til at tage fat om januar, 2019, bloggen, Confetti og forhåbentlig en masse nyt. Og senere i dag skal jeg ud og rive op i noget fortid, som jeg forhåbentlig snart kan få lagt ordentligt låg på. Mere om det, måske, en anden god gang. Nu: Mandag. Go go go!

 

Opskrift: Spinatrisotto

Se flere opskrifter HER.

Herhjemme er det næsten altid mig der laver mad. Jeg synes det er ok sjovt det meste af tiden, og er også ret god til det. Michael har tre-fire hofretter, som han ind imellem laver til stor glæde for alle. En af dem er risotto. Han er SÅ god til det og jeg kunne ikke drømme om at gøre ham kunsten efter. Eller det vil sige, det gjorde jeg så alligevel i torsdags. Med kæmpe succes. Det smagte SÅ godt.
Den blev lavet lidt på slump, så opskriften har været en anelse svær at få ned på skrift, men jeg tror det lykkedes.

Spinatrisotto til 4 personer (5 hvis den serveres med tilbehør)

400 gram risottoris

1,5 liter kraftig grøntsagsbouillon (Jeg brugte tre bouillonterninger til 1,5 liter kogende vand)

Hvidvin (hvad der svarer til lige knap en halv flaske. Man kan med fordel drikke den anden halvdel til maden)

En sjat olivenolie

1 løg

1-2 fed hvidløg

3 tsk timian

2 tsk paprika (eller endnu bedre: chili!)

5-6 knolde frossen hakket spinat, let optøet (jeg havde det stående i en skål på køkkenbordet i en times tid inden jeg gik i gang)

To håndfulde friske spinatblade (jeg brugte en halv pose skyllet baby spinat, og den anden halvdel blev til en salat)

salt og peber

50 gram smør

En god håndfuld valgfri ost (jeg brugte mascarpone, fordi jeg er en gris)

Svits fint hakkede løg, presset hvidløg, timian og paprika/chili i lidt olivenolie
Tilsæt risottorisene og rør rundt et minuts tid. Tilsæt nu vin og lad det hele simre i et par minutter. Tilsæt den frosne spinat og rør rundt endnu et par minutter. Nu skal der hældes bouillon på lidt af gangen cirka hver femte minut. Rør ofte i risottoen og tilsæt væde løbende i takt med at risene absorbere det. Det tager en lille halv time at bruge al bouillonen og få en god cremet konsistens.

Til sidst tilsætter du smør, hakket frisk spinat, ost salt og peber.
Server med det samme!

Vi spiste en simpel salat til lavet af spinatblade, en rest kogt quinoa og bagte søde kartofler vendt i lidt soya og gomadressing.

 

Inspirationscitater og Impostor syndrome

I dag er første dag i resten af dit liv. Make it count…
For fanden hvor kan den slags inspirationscitater ind imellem få mine øjne til at rulle helt om i nakken, men det er jo for fanden rigtigt meget af det, og helt simple sætninger kan nogle gange gøre en forskel. Jeg lever selv efter en del sætninger, jeg minder mig selv om ganske ofte. Man fortryder ikke det man gør, kun det man ikke turde gøre, og Tilgivelse er kun et punktum
for eksempel.

Og så er der den indledende sætning til det her indlæg, som muligvis er en af de mest tyndslidte og som jeg på ingen måde har brugt. Indtil nu. Lige præcis i dag kiggede jeg mig selv i spejlet og sagde det højt. I røven på en masse andre ting, jeg også sagde til mit spejlbillede, som bliver imellem mig og mig.
Hvorfor? Fordi jeg har nogle indre dæmoner, der er begyndt at vise sig efter længere tids dvale, og gør noget ved mig, der hverken er klædeligt eller behageligt. Hverken for mig, eller min familie.
Min mand sagde til mig i går (lettere frustreret over min frustration) : Du har jo alt!
Og til det svarede jeg, med tårerne styrtende ned af mit ansigt, JA! Og præcis derfor er det svært at have det sådan her.

For ja, jeg har alt. Og jeg er grundlæggende glad. Til tider lykkelig.
Men jeg lider som rigtig mange andre hardcore af Impostor syndrome (som jeg synes skal staves imposter, men som google er uenig i), hvilket gør at jeg konstant er på vagt, og ikke helt synes, at jeg fortjener det jeg har, og er rædselslagen for at miste det.
men som min fornuft og det selvværd jeg trods alt har, selvfølgelig maner i jorden. Det er jo vanvid. Hold dog op.
Det har fyldt mere end det bør på det seneste, meget meget mere og hvor jeg tidligere har kunne bruge det som en styrke, er det langt fra tilfældet for tiden. Og det går ud over mit humør, min inspiration, mit engagement og mit overskud, og nu må det være nok. Det er simpelthen så uklædeligt som noget kan være, og jeg orker det ikke. Jeg skal finde min gnist igen, for den er der, det kan jeg mærke, jeg skal bare lige finde frem til den, og jeg starter i dag, blandt andet ved at tale med mig selv i spejlet åbenbart, og at fortælle jer om det, selvom det er det sidste jeg har lyst til, for jeg synes faktisk det er skide pinligt og hamrende åndssvagt, og så har jeg genset denne her.

I øvrigt

  • Kan det tælles på en enkelt hånd, hvor mange gange jeg har været i bad i ferien. Ja, det er ret ulækkert.
  • Fik jeg i juleferien endelig set La La Land. Mine forventninger var alt for høje, og det var lidt en flad omgang Jo jo, den er da skidepæn og historien er god og alt det der. Men. De behøvede ikke synge for min skyld.
  • Har vi nu været hundeejere i en uge, og det går overvejende godt. Jeg er stadigvæk mest en kattedame, men det er eddermame også hyggeligt med sådan en overgearet pelsbold som vi har anskaffet os. SØD.
  • Hedder hunden Hera. Jeg fik hverken lov til at kalde hende Maren eller Vera. “Vi har faktisk demokrati og du er nedstemt!” Lød beskeden fra den 9 årige. Nå nå.
  • Havde vi en hel skærmfri uge i juleferien (med få undtagelser), hvilket gik overraskende godt da den første dag og de værste abstinenser var ovre. Det kan anbefales. Vi fik spillet en masse brætspil, tegnet meget mere end vi plejer, og der var på en eller anden måde mere ro på både børn og voksne.
  • Har jeg slet ikke været på stranden i år. Hvilket under normale omstændigheder ikke er så underligt, men når man bor 500 meter fra stranden og plejer at være der dagligt, er næsten uudholdeligt.
  • Er stort set alle mine køkkenmaskiner gået i stykker på samme tid. Min foodprocessor, min stavblender og min blender-blender. Jeg fantaserer om at investere i en af de der kan-det-hele-maskiner. Det er mit liv nu, åbenbart.
  • Skete det endelig. Accepten af at være flyttet ud af verdens bedste by. At acceptere savnet og være ægte glad for det nye. Det hjalp rigtig meget at skrive det her, samt at læse jeres kommentarer. Tak.
  • Lavede jeg mit livs første risotto i går, og det er noget af det grimmeste jeg nogensinde har lavet, men også noget af det bedste jeg har smagt! Der kommer en opskrift jeres vej i løbet af weekenden.

Nyt år, brandvabler og forsinket hverdag

Godt nytår!

Jeg håber I har haft en dejlig nytårsaften, en rolig 1. januar og en god start på arbejde. Vi havde en helt kaotisk 31. december, hvilket I har set, hvis I følger med på instagram. Det meste gik skævt, og jeg har blandt andet scoret mig tre brandvabler på venstre hånd – Ikke på grund af fyrværkeri eller noget i den retning. Den salgs holder jeg mig fuldstændigt fra. Det er en kageskade. Simpelthen. Kort fortalt; en varm ovn, en plade med kransekage og min bare hånd. Virkelig smertefuldt, virkelig dumt. Derfra gik alt lidt i kludder, små irriterende og egentlig ligegyldige ting, der bare byggede sig op og tog modet lidt fra mig. MEN. Det endte alligevel lykkeligt, kransekagen blev vellykket, maden vi havde bestilt hos Meyers smagte dejligt, børnene og hunden opførte sig eksemplarisk hele aftenen, vores venner er skide søde, der var rigeligt med vin og vi havde trods lidt startproblemer en virkelig dejlig nytårsaften.

1. januar forløb forholdsvis rolig, selvom det var med en rastløs mand, der både ville på tur og havde planer om det helt store oprydningsprojekt (1. januar?!), trætte gnavne børn, en halvanden årig, der ikke ville sove til middag og så videre. Men vi kom igennem dagen og vores slikskab, spiste burger til aftensmad og gik tidligt i seng. At jeg så først faldt i søvn ved firetiden fordi at vores stillads knagede og bragede i blæsevejret, er lidt en streg i regningen. Jeg har heldigvis en rolig onsdag, med en smule arbejde, hygge med børnene, og en middag med Hornbækdamerne* i aften . Det er lige til at holde ud.

Både sfo, vuggestue og børnehave holder lukket ugen ud, så jeg har i det hele taget begrænset med arbejde denne uge, og Michael holder helt fri, så hverdagen rammer os først for alvor i næste uge, og det passer mig så fint.

Jeg har tillusket mig et par timers kontortid nu her, mens hunden sover og Michael og børnene ser Coco og drikker te. Jeg skal have styr på en masse billag og den slags kedelige ting, og så håber jeg at få tid til at færdiggøre et shoppeindlæg med udsalgsfund til jer.

Rigtig god dag og godt nytår til jer allesammen, og endnu engang tak fordi I følger med. Jeg glæder mig til endnu et friskt år sammen med jer.

*Hornbækdamerne er en gruppe på efterhånden mere end 40 kvinder, der bor i Hornbæk, som jeg mødes med ind imellem. Det kan virkelig anbefales hvis man er tilflytter til en ny by, at oprette en sådan gruppe. Sig til, hvis jeg skal skrive mere om det.

 

2018, 2019

2018 var et vildt år. Altså! Hus, rejser, tv, hund, gang i den!

Det samme var 17, og 16 og 15 og…. I det hele taget har der været smæk på de sidste mange år.

Og mon ikke også at 2019 bliver begivenhedsrigt. Jeg håber det, og jeg tror på det.
Jeg håber på en masse ro, kærlighed og udfordringer, og så satser jeg på at krydse et par punkter af min bucketlist. Det gad jeg godt. På arbejdsfronten ønsker jeg mig at lave mere fjernsyn, at prøve kræfter med radio, at få udgivet Ottos og min børnebog (hvis du er eller en kender en dygtig tegner/illustrator, så hiv endelig fat i mig. Den kunstner vi havde en aftale med, har nemlig fået for travlt) og at lave flere længerevarende samarbejder. Personligt og familiemæssigt kan jeg nærmest ikke bede om mere. Jeg føler mig så heldig, også selvom det til tider er overvældende og føles som en alt for stor mundfuld, men det gode udligner heldigvis trætheden, underskuddet og gør de største bidder nemmere at synke. Hvis jeg skal ønske mig noget i mit familieliv, må det være at jeg gerne vil være bedre til at være nærværende, når jeg er hjemme. Jeg er en multitasker, hvilket på sin vis er vældig positivt, da jeg ofte får slået virkelig mange fluer med få smæk, men omvendt betyder det også, at jeg har mange halvlavede løse ender flagrende efter mig, hvilket til tider går udover tiden og overskuddet med og til min familie.

Min største ønske eller håb for 2019 er, helt simpelt, mere kærlighed og positivitet, og mindre mindreværd og selvbebrejdelse. Det er ret meget noget jeg selv kan være herre over, så mon ikke det er realistisk ?!