Jeg har været (og er) sådan i tvivl om, hvor meget og hvor lidt jeg skal dele fra vores situation. For det eneste der egentlig har vist sig, at være sådan rigtigt svært for mig i delings-processen, har været, at skulle forholde sig til andres holdninger, meninger og forslag. En ting er vores familie, venner, og folk i vores omgangskreds’ reaktioner, noget helt andet er internettet. Det er ikke sjovt, det er det bare ikke. Heldigvis har langt langt størstedelen af det, der er endt i min indbakke været positivt, varmt og behageligt. Dog er det også hændt at en håndfuld eller to, har været direkte modbydeligt, sårende eller på andre måder over grænsen, og så er der alt det udenom. Det der ikke ender direkte hos mig – Rygterne (usande hver og et, i øvrigt) spekulationerne og bagtaleriet. Ad og av.
“Lad det fare”, “Tag dig ikke af det”, “Brug ikke energi på det”, Sandt, men lettere sagt end gjort. I særdeleshed når man står i en i forvejen sårbar position og er både ked af det, flov og har alle følelser helt udenpå. Det er en svær balance, som jeg fortsat ikke helt kan finde rundt i. En emotionel rutsjebanetur, med tilskuere. Jeg har lyst til at dele mine følelser, processen, noget af det praktiske, for det er både enormt forløsende for mig, og jeg kan jo både mærke, læse og se, at det også rykker noget hos andre – men jeg føler også, at når jeg prøver at gøre det, bliver det nemt misforstået, analyseret, brugt imod mig, og det er ikke rart. Det er ikke fordi, at man behøver altid være enig i alt hvad jeg skriver, men når det handler om noget, der er grænsende til privat og ikke mindst helt sprødt og sårbart, føles det vanvittigt voldsomt, når der kommenteres nedladende, rettende eller snagende. Særligt lige her midt i orkanens betændte og følsomme øje. Jeg forstår godt, at det er spændende, at følge med i. Jeg forstår behovet for at ville vide mere. Jeg forstår, at jeg selv har delt nogle meget personlige tanker, følelser og situationer gennem årene, og at mine grænser derfor måske kan være svære at se. Jeg forstår det hele. Jeg mangler bare stadigvæk at finde den helt rette balance i forhold til min egen mavefornemmelse, og jeg føler mig forsigtigt frem. Og derfor klapper jeg lidt i og fokuserer på nogle andre ting. Jeg skjuler intet, og forsøger heller ikke at pynte på noget, ej gøre noget værre end det er. Det vil jeg bare gerne understrege. Jeg har det godt. Jeg har det faktisk rigtig godt. Vi har fundet en rigtig fin måde at være sammen, både hver for sig og med børnene, og jeg er glad, når jeg vågner om morgenen.

Alt det her betyder ikke, at jeg aldrig kommer til at dele noget igen – Det kan jeg slet ikke finde ud af at lade være med. Det er bare en slags forklaring. Mavefornemmelsen skal være med, og det skal den nok komme igen. Indtil da, har jeg har skrevet nogle flere beauty og shoppeindlæg, som I har efterspurgt, og de kommer dryssende over de næste uger, sammen med lidt hverdagsskriveri, imens vil jeg herude fokusere på mig selv, mine børn, et nyt podcastprojekt (!) og de børnehistorier jeg skal skrive til et medie, der ikke er mit.

Det går sgu meget godt, og det bliver bedre. Tak fordi I læser med – Nyd solen <3

Jeg ankom til København i går, hvor jeg skal bruge hele weekenden. Det startede godt, indtil jeg skulle pakke ud og fandt min næsten helt nye ansigtsolie uden låg i bunden af min taske. RIP to trøjer, et par jeans og en kjole aka alle mine outfits til de næste dage. Klip til at jeg skal ud af døren, men lige vil tage to treo. Jeg taber begge, mine sidste, i toilettet. Suk. Jeg tager min telefon ud af opladeren og må erfare at elektricitet fungerer således, at man helst skal tænde for stikkontakten får at få den ønskede effekt.
Ajmen, For satan. Nå. Videre ud med mig, med olie på ærmet, en begyndende hovedpine og næsten ingen strøm. Jeg skal ud på en båd med fem dejlige damer og en masse vin. What can go wrong?! Himlen åbner sig i et skybrudslignende sjaskvejr, og vi bliver gennemblødt. I morges vågner jeg til samme vejrsituation og kan godt se, at de klip klapper og det ene par sandaler jeg har pakket, ikke var helt gennemtænkt. Ja ja, man kunne have tjekket vejrudsigten.
Jeg ved det godt.
Det hele er mega first World ligegyldigt og forkælet, men hold kæft en start på det der skulle (skal) være en virkelig god weekend. Jeg er på kontoret i dag. Har været til et enkelt møde og har spist frokost med en veninde. I aften skal jeg ud igen, til intet mindre end tre arrangementer (ja, ud ud ud, apropos klichéerne fra sidste uges indlæg – divorced woman walking). I morgen skal jeg endelig se min venindes lille nye søn, og så har jeg middagsplaner, jeg ser virkelig meget frem til, og ender sgu sikkert ude igen, igen, igen – og SÅ skal jeg hjem til mine børn søndag, som jeg har fysisk ondt over at savne.
Man kan ikke få det hele, men jeg prøver at få det bedste ud af det jeg har. Uheldig eller ej.

• Tog vi en nyudklækket fugleunge til os i morges. Sally Solsort. Den døde desværre få timer senere og jeg har oprigtigt været ked af det over det hele dagen (vi fandt den i vejkanten, og der var ingen reder i nærheden, og jeg forhørte mig hos en fuglevant livline  – Bare lige inden jeg får skæld ud 😅)
• Forstår jeg ikke små vandglas. Altså jo, måske til maden (og vinen). Men når jeg skal have et glas vand, skal der altså bare være meget af det. Det er nok lidt mærkeligt at gå op i, men jeg bliver frustreret over det, hver gang jeg besøger mine forældre, der ikke ejer store glas.
• Kan jeg ikke finde ud af at gå i seng for tiden. Sidder oppe til længe over midnat, og når det en sjælden gang imellem lykkes mig at ligge i dynerne før 23, kan jeg ikke finde ro.
• Skal jeg til SUP undervisning i den kommende uge. Jeg har en eller anden idé om at jeg er pissegod til det. Hvilket sikkert bliver gjort til skamme.
• Tænker jeg ret meget på de der burgere fra Noma – som jeg nok ikke når at prøve.
• Har jeg brugt de sidste par aftener på at se Rythm + Flow på Netflix. Som er en slags X Factor for hip hop. Det kan anbefales.
• Har børnene og jeg haft en virkelig god weekend og jeg synes det er lidt tungt, at jeg skal undvære dem de næste par dage.
• Er min appetit vendt tilbage – tifoldigt.
• Har jeg fødselsdag om to uger og selvom jeg sidste år, efter verdens bedste fest, lovede mig selv aldrig nogensinde igen at springe en fødselsdagsfest over, er det som om at Corona og skilsmisse alligevel har lagt det løfte lidt ned. Næste år.

Inspireret af det nyeste afsnit af Om søndagen græder vi (podcast på Podimo) der handler om skilsmissens fem faser, kommer her mit take på det. Det siges, at der er fem faser man gennemgår  – Det gælder nok de fleste sorgperioder, og jeg har prøvet dem alle før, både værre og mildere. Rækkefølgen og længden af dem varierer selvfølgelig, og selvom der sikkert er forskellige måder at anskue (og føle) dem på, tror jeg at mange kan genkende mønsteret. Jeg vader selv ret meget op og ned og frem og tilbage, og så tvivler jeg på at fase tre nogensinde viser sig for alvor. Nemlig vreden. Og dog. For selvom der i vores situation er nul årsager at være vred over, er det alligevel nok en uundgåelig fase. Jeg har følt vrede, men jeg har rettet den mest mod mig selv, hvilket på en eller anden måde er langt mindre konstruktiv, end når man kan rette den mod andre. Og hvem ved, måske kommer tre’eren lige pludselig bragende som en uvelkommen gæst til et suprise-gilde, bedst som jeg troede, at jeg havde gennemført alle faser (jeg ved godt det ikke helt fungerer sådan, men altså, for nu at blive i den tese…) Jeg er lige nu nok et sted i fase fire. Den nedtrykte fase. Der hvor man er ked af det, tungsindig og trist. Det er måske den sværeste fase overhovedet, for mig, og jeg er ekstremt dårlig til at tolerere det. Vil langt hellere være vred, i fornægtelse eller i forhandling. For det er de andre “trin”. Lad mig uddybe. Fase et er, hvis jeg ikke husker forkert, benægtelsen. Der hvor man ikke helt har forstået, hvad fanden det er der foregår. Det kan sgu da ikke passe-fasen. Det løser sig sgu da-fasen. Den er flyvsk, svær at forstå og går over helt uden at man (jeg) opdager den. Så kommer fase to. Forhandlingen. Der hvor man lidt trækker i land, men omvendt også bare vil have fundet en løsning, måske fortryder man lidt, ombestemmer sig, og ja, forsøger febrilsk at trække i land, lappe det hele og ryste det af sig, måske bliver lidt sølle, glemmer grunden til beslutningen og kun husker alt det gode, for derefter alligevel at nå frem til, at det nok er for det bedste det hele, og når et sted hen, hvor man (jeg) føler sig forholdsvis ovenpå. Praktisk, ligefrem, nu gør vi således… Så kommer vreden. Fase tre. Den var kort i mit tilfælde, men dukker alligevel stadigvæk lidt op – Igen mest rettet mod mig selv. “Fuck hvor er du dum”. Den bliver afløst af fase fire. Der jeg er nu. Tristheden. Jeg har grædt som aldrig før – det passer ikke, men det føles sådan, når det står på – Som om at jeg aldrig har været så heartbroken nogensinde, og som om at det aldrig kan stoppe igen. Mit hjerte er gået i tusind stykker og jeg ved ikke om og hvordan det nogensinde kan samles igen. Det lille krøllede hjerte. Ensomheden, frustrationen, sorgen, der buldrer afsted. Den sidste fase er den, jeg kan mærke, jeg begynder så småt at stikke tæerne forsigtigt i, men alligevel ikke er helt dedikeret nok til at dykke ned i. Endnu. Anerkendelsen, accepten, glæden, energien. Den kommer i små glimt og når den er der, bliver alt roligt og udholdeligt, men så opsluger fase fire mig endnu engang og tristheden, ensomheden og det der er svært omslutter mig så jeg knap nok kan få luft.

Jeg deler det her, fordi jeg håber, det kan få mig til at finde endnu mere ro, og nok også for at sige til dig, der måske er et eller andet sted i denne her underlige trappe med trin man løber forvirret op og ned af, at du ikke er alene og at det nok skal gå. Selvfølgelig. Det føles som det værste, der kunne overgå dig (mig) men det er det ikke nødvendigvis.

Disclaimer (tilføjet morgenen efter udgivelse) : Jeg ved selvfølgelig godt, at der ikke findes en opskrift på sorg og følelser, og at min situation ikke kan sidestilles med langt værre. Jeg synes bare, at ovenstående var en interessant og finurlig måde at anskue det på. Jeg beklager, hvis jeg har trådt nogen over tæerne, eller har fået det til at lyde mere simpelt end det er. Selvfølgelig er der forskel, One size fits overhovedet ikke alle, og der er i øvrigt, så vidt jeg ved, intet videnskabeligt belæg for denne model (Det er som sagt “bare” inspireret af en podcast af Hella Joof). Jeg kunne selv spejle mig i noget af det, og tænkte at andre måske kunne det samme 🙂
Tak for jeres indspark ❤️