Jeg betragter egentlig slet ikke mig selv som tryghedsnarkoman. Eller altså jo, jeg har da bestemt mere indvendig ro, når jeg føler jeg har styr på tingene og der ikke er uro i kullisen og rammerne er i orden, men fordi jeg har rejst så meget som jeg har og i det hele taget har været vant til mange skift, er jeg både som udgangspunkt meget omstillingsparat og lader mig sjældent vælte rigtigt omkuld af nye ting og forandringer. Og så alligevel… Jeg ved ikke om det er kommet med alderen, eller om det i virkeligheden altid har været sådan og mit narrativ om mig selv bare har været det modsatte, men jeg kan mærke, at jeg på det senete ret nemt lader mig hyle ud af den, når noget ikke er som det plejer og når forandringer hænder eller er i sigte.

Tag nu for eksempel Confettis udvidelse, hvilket jeg har vidst ville ske et godt stykke tid, selv har været med til at beslutte, og som udelukkende er en positiv ting, men alligevel får mig til at ryste i bukserne. Udelukkende fordi det er noget nyt.

Dernæst har jeg rykket mig mere og mere over i podcast-verdenen, som jeg elsker (!) og som lige for tiden tager næsten al min tid arbejdsmæssigt og derfor spænder ben for andre ting jeg kan og vil. Heldigvis går det godt, og over al forventning. Men fordi det stadigvæk er noget nyt og på mange måder usikkert, holder det mig vågen om natten.

Og så er der flytningen. De nye rammer, der først nu, halvandet år inde i livet som husejer, væk fra København, har fået mine skuldre til rigtigt at sænke sig og jeg kan nu indånde den friske luft med 100% glæde og ro.

Jeg ved godt, når jeg rigtigt tænker det hele igennem, at det er helt helt normalt og ikke er de søvnløse nætter, bekymringen og alle katastrofetankerne værd. Men sådan er fornuften ind imellem så ubrugelig, da det alligevel går i maven på mig.

Som alting falder på plads og begynder at give mening og jeg kan høste frugten af hårdt arbejde og de mange bekymringer, føles mavepinen og uroen unødvendig og fjollet, men på den anden side, var det nok netop følelsen af kontroltabet og den usikre tvivl, som er hovedårsagen til at det på den anden side føles des mere rigtigt og roligt.

Det fortæller jeg mig selv. Forandring er for det meste godt, og når det ikke er, er der heldigvis næsten altid en plan B.

 

 

 

 

Eller… faktisk har vi jo kun haft hende i ti måneder, men hun bliver et år i dag, så jeg tænker, at en status er på sin plads.

Det har været og er skide hårdt, sjovt, besværligt og vidunderligt at blive hundeejer. Jeg skal ikke afvise at jeg særligt den første måned eller to, eller tre, tog mig selv i at fortryde vores valg om at blive hundeejere, oveni en i forvejen tætpakket hverdag, en lillebitte smule. Men som tiden gik, voksede kærligheden til hende, hun blev mere og mere rolig og velopdragen, og blev ganske som forventet en del af familien.

For et par måneder siden havde hun en dag hvor hun var sløj og ved siden af sig selv, og jeg tog mig selv i at være oprigtigt bekymret og følelsesmæssigt påvirket, og der gik det op for mig, hvor stort indtryk hun har gjort på relativt kort tid.

Der er ingen tvivl om at det er en stor omvæltning og en kæmpe opgave at blive hundeejere, og mit bedste råd må være, at er man den mindste smule i tvivl, så hellere vente lidt – Men har man tid, overskud og mod på at gå all in særligt de første måneder, er det det hele værd. Hera er sød, mild og god, og på alle måder et perfekt match til os.

Mange har spurgt om fordele og ulemper ved en stor hund, og det er jo meget en smagssag og et spørgsmål om temperament. Men vi vidste fra starten af at vi ikke ville have en lille hund, og at vi gerne ville have en hund med meget energi, men som omvendt også kan tage det roligt – Og det kan Hera. Hun elsker at komme med på tur og at lege med børnene i haven, men hun elsker virkelig også at tulle rundt i huset og at varme vores fødder, når vi sidder i sofaen. Og ja, så synes vi også, at grå Schæfere er ekstremt flotte og at de har et roligt og virkelig dejligt sind – hvis altså man opdrager dem rigtigt – men sådan er det med alle hunde, hvilket også er en af grundene til, at jeg endnu engang understreger, at det er en beslutning og en opgave man skal være sikker på at man kan løfte. Eneste umiddelbare ulempe er, at schæfere har et dårligt ry, og mange derfor bliver forskrækkede, når de møder hende, og at vi derfor sjældent kan gå med hende løs af hensyn til andre. Til trods for at hun aldrig forlader vores side. Men det er faktisk det eneste jeg kan komme i tanker om nogle gange er lidt ærgerligt.

Fordelene er mange. Hun passer på os. Hun er nuttet. Børnene elsker hende og hun elsker dem. Hun skaber tryghed. Og så er hun seriøst den bedste hund jeg nogensinde har mødt – Objektivt, naturligvis 😀

(næsten) et år er gået og jeg ser frem til mange mange flere med Hera ved vores side.

 

Ok. Jeg ved godt det er tirsdag. Men af en eller anden grund, kan jeg ikke helt finde rundt i hverken dage, datoer eller særligt meget andet for tiden. Det er så fjollet og underligt. For jeg tjekker min kalender relativt meget og har ok styr på, hvad jeg skal hvornår. Men alligevel gik jeg hele dagen i går og tænkte det var onsdag (?!) og kunne hverken forstå, hvorfor der kom et nyt Robinson afsnit og hvorfor Ottos klasse ikke skulle på tur. Ja.

Well. En ny uge ER i gang og jeg sidder lige nu stadigvæk i mit nattøj og skriver på tredje time. Jeg sov ikke meget i nat, da Loulou var vågen i, hvad der føltes som flere timer – Det plejer hun ikke, og jeg er derfor nedlagt af samme følelse som dengang vi havde nyfødte babyer i huset. Helt træt, kold og mut. Men jeg blev ramt af en skrivelyst af en anden verden da jeg stod op, og den skal fodres. Resten af ugen er pakket med møder, events og aftaler, en podcastoptagelse og alt det løse. Og så har jeg et lægebesøg som jeg har udsat alt for længe. Min seneste Smear-screening bød ikke på gode resultater, og jeg skal muligvis have lavet et keglesnit, og selvom det hverken er farligt eller unormalt, kan jeg godt mærke, at det rumsterer en anelse.
På fredag har vores hund fødselsdag, og den slags tages alvorligt her i huset, hvor børnene kollektivt har besluttet, at hun skal have en lagkage lavet af pølser, en ny hundekurv i gave, samt en helvedes masse tegninger. Sødt. Weekenden er den sidste uden planer resten af året (!) så den skal helt ned i tempo og bruges på langsomme morgener, rengøring og gåture. En god uge, men også en forvirrende uge for mit vedkommende.

God man…tirsdag!

Allerede i 2008 begyndte min veninde Rachel at prikke til mig omkring de der skriverier jeg havde det med at sende til hende i tide og utide, samt dem jeg udgav på den virtuelle opslagstavle på min Myspace side. Hun mente bestemt, at jeg skulle oprette en blog, og jeg mente bestemt, at det var en lidt fjollet idé. Jeg overvejede det alligevel længe og grundigt, og i slutningen af min graviditet med Otto oprettede jeg alligevel en blog. Det blev ved det i månedsvis og jeg gjorde ikke mere ved det – lige indtil en aften i oktober.
D. 25. Oktober 2009.
Hvilket vil sige at Sneglcille i dag har kunne fejre 10 års jubilæum. Ti år der er fløjet afsted og alligevel har været ualmindeligt begivenhedsrige. Tre børn, et bryllup, tre flytninger plus alt det løse, som forskellige jobs, små og store kriser, lykke, glæde og alt imellem, bare for at nævne nogle enkelte highlights  – Og nu er vi så her. 10 år senere.
Jeg er på alle måder glad for at jeg alligevel gik imod tvivlen og sprang ud i bloggeriet. Sneglcille er meget mere end en blog for mig, og jeg er uendeligt stolt af og glad for, at det er gået som det er gået.
Jeg ved ikke om det bliver til ti år mere, men jeg ved at Sneglcille har haft og har kæmpe betydning i mit liv, og altid vil være med mig.
Tak fordi I er med. Det ville ikke være det samme uden.

Facader, altså dem vi selv sætter op omkring vores personlighed og følelser, ikke dem på huse – In case andre end mig er i renoverings-mode –  er nok en nødvendighed i nogle henseender og vi har dem allesammen, er jeg ret sikker på. Jeg kom lidt ind på det i sidste uges afsnit af Krøllet kærlighed (reklame for egen podcast) om mine egne facader i forhold til at skulle finde en plads i rollen som dele-mor og i samspillet med Michael dengang. Jeg ville til at starte med enormt gerne fremstå nærmest overmenneskelig. Jeg skulle være den bedste mor, den sjoveste, sødeste, klogeste, pæneste … For der var ingen, og da slet ikke Michael, der skulle kunne sætte en finger på mig. Og i mit forsøg på at være alt det, blev jeg det modsatte lige under overfladen, så da facaden krakelerede væltede en sur tarvelig træt type ud af revnerne, og det gjorde intet godt. Men det er det der sker, eller kan ske, når man igennem længere tid forsøger at opretholde en facade i forsøg på at beskytte sig selv og skjule eller holde fast på det man ikke føler sig tryg i at vise og måske slet ikke selv er klar over, at man føler. Hvilket jo er hele grunden til at man opbygger facaden – At man prøver at skjule virkeligheden.
Jeg har lært at se sårbarhed som noget positivt og stærkt, og det er også hovedårsagen til, at jeg deler som jeg gør. Men sådan har jeg ikke altid haft det. Jeg har i mange år syntes, at det var pinligt, at jeg havde let til tårer, og i en længere årrække som helt ung, græd jeg aldrig foran andre.
Sådan har jeg det ikke længere, og det er en kæmpe befrielse ikke længere at gå og holde på det. De fleste mennesker i mit liv, har oplevet mig hyle, og det har jeg det helt fint med. Det har I jo faktisk også. Jeg har i hvert fald grædt mig igennem op til flere indlæg, og så var første afsnit af min podcast heller ikke ligefrem uden følelser. Sidstnævnte var alligevel en af de mere grænseoverskridende delinger, jeg har kastet mig ud i – og det var og er lige på grænsen mellem personlig og privat, at dele vores historie, og ikke mindst at udgive noget hvor jeg åbenlyst græder, som er tilfældet i første afsnit, og der var bestemt tidspunkter optil, hvor jeg kraftigt overvejede at optage det om og “tage mig sammen”, men jeg er glad for at jeg ikke gjorde det, men turde stå ved det sårbare og lade facaden holde helt fri.
Jeg bruger dem stadigvæk ind imellem. facaderne. Særligt hvis jeg føler mig usikker, hvilket jeg som oftest oplever i selskab med folk jeg ikke kender. Jeg øver mig på, ikke at have paraderne oppe altid og hvile mere i mig selv, men det er work in progress, som jeg må erkende stadigvæk kræver en del finpudsning.