Jeg havde lykkeligt glemt den sindstilstand, der kan indfinde sig, når man vender hjem fra ferie. Det er jeg i den grad blevet mindet om. Tungsind, udlængsel, rastløshed. Jeg er indehaver af alle de følelser og har allerede stukket en tå i det vand, der hedder at overtale Michael til endnu en tur, som den vi tidligere har snakket om at tage, ala det MM og Jon gør lige nu, men uden held. Og jeg ved da også godt, at lige så snart at hverdagen kører igen, jetlagget har lagt sig, og ikke mindst når foråret tager fat, så slipper følelsen igen.

Det hjælper heller ikke, at det udenfor høvler ned med regn og er 30 grader koldere end jeg lige havde vænnet mig til.

Jeg forsøger at være positiv og fokusere på fordelene ved at være hjemme. Jetlag er slet ikke så tosset på denne her måde, når man tænker på de rolige og laaaange morgener vi får sammen, fordi alle vågner omkring ved 5 tiden, børnene har fået en helt ny glæde for deres legetøj som de tydeligt har savnet, og har allesammen brugt mange timer på at lege, og sikkert en masse andet, som jeg lige nu har glemt, fordi jeg er mopset over kulden og dét at jeg selv skal gøre rent og lave mad igen. … Shit, en forkælet sætning. Ha! Det er i det hele taget både skide forkælet og ikke mindst dybt tosset, at gå og spilde den ro og det overskud jeg har brugt de sidste tre ugers tid på at skrabe sammen. Men sådan er man ikke altid herre over sine følelser, og det er sgu nok meget normalt.

Til alle jer, der har skrevet at I skal afsted nu her (og det er en del) god tur, mand!
Jeg er i fuld gang med at strikke et indlæg sammen om vores tur, og jeg håber det rammer bloggen i denne uge. Men ærlig talt har jeg det lige nu topsvært med at kigge på vores billeder fra turen, da det bidrager lidt til den der tarvelige blues, jeg oplever, så jeg tager det lidt i etaper.

 

Sidste nat i Thailand er ved at nærme sig. Om bare 20 timer boarder vi vores fly mod Danmark og selvom jeg slet ikke er klar til at give afkald på varmen og feriefølelsen, er jeg det alligevel – For jeg savner mit hjem, mine venner, mit tastatur, min hund og hverdagen. Og så savner jeg helt kliché: Rugbrød!
Men også god kaffe, havremælk og slik. Så det skal nok gøre godt, at komme hjem til alt det.
De sidste dage har gjort savnet lidt kraftigere, da det sted vi har boet ikke helt, eller faktisk slet ikke var, hvad det udgav sig for. Det var smukt, helt vildt og havde så meget potentiale – men det var ulækkert, og efter to dage og (søvnløse) nætter med kryb, snavs og ubehag, blev en madforgiftning og en insekt-invasion jeg sent kommer til at glemme, på vores værelse, dråben, og vi pakkede derfor sammen i morges. Så i dag ramte vi AoNang, som kan noget helt andet og mere minder om en europæisk festby end dét Thailand vi har set de sidste 15 dage – der er for eksempel lige nu klokken 22:30 høj dakkedak musik, blinkende neonlys og ildshow 50 meter fra vores altan – men hotellet er rent, her er max et par myg og en håndfuld gekkoer, der er varmt vand i bruseren og jeg har for første gang i over to uger fået en kop kaffe, der smagte af noget, så det er på alle måder lige præcis, hvad vi har brug for, inden den lange tur hjem i morgen.

Jeg glæder mig også til at vende tilbage til podcasteriet, skriveriet, bloggen og alt det jeg kalder arbejde. Jeg havde brug for pausen, for at finde tilbage til glæden og lysten.

Nu godnat fra Thailand. Næste gang jeg skriver, er det fra Danmark.

 

• Har jeg spist thaimad i seks dage, og selvom jeg for en uge siden troede, at jeg aldrig nogensinde ville få nok af grøn mangosalat, massaman og Pad Thai, har jeg det lidt anderledes nu.
• Trådte jeg (ikke med vilje!) på en gekko i går. Den døde. Jeg græd.
• Har jeg på kort tid fået det ret afslappet med aber (her er mange!) og varaner (også mange)
• Har jeg det til gengæld ret anti afslappet med frøer, kæmpe biller og slanger. AD for helvede!
• Går tiden umanerlig hurtigt i 32 graders varme, og selvom jeg stornyder det hele, kan jeg ikke helt overskue, at vi skal hjem igen om 10 dage.
• Er det endnu ikke lykkedes mig at få indstillet værelsets Air condition til et behageligt leje, så vi enten pis’ fryser eller storsveder om natten. Til gengæld har jeg scoret mig en lækker ru stemme og ondt i halsen som følge af dårlig AC styring.
• Tror jeg, at vi har fået vendt vores jet lag, og ser (måske naivt) frem til nogle gode nætter uden vågne timer og forvirrede børn.
• Bruger vi en del tid i skyggen og i poolen med faktor 50 og jeg har derfor på ingen måde fået den mængde tan, jeg havde håbet på. Endnu. #Børneferie
• Er mine børn helt pjattede med gekkoer og navngiver dem alle. De har endnu ikke tilgivet mig for at have mast ‘lille speedy’ med mine bare fødder i går.

En ny uge er i gang og jeg har brugt morgenen med kaffe, morgenmad og Cana B, der var så overskudsagtig at køre nordpå for at besøge mig – Det er sådan noget jeg virkelig sætter pris på, når sker, da der med god grund er langt imellem besøgene fra København.
Nu kigger solen frem og jeg har sat mig ved tasterne og skal have alle ugens digitale opgaver af vejen. I morgen skal jeg til København og hente nogle ting på kontoret, holde et enkelt møde og så skal jeg være med i en ny podcast sammen med nogle seje damer. Og så, SÅ tager vi sgu til Thailand på onsdag. Stikket bliver trukket, bloggen bliver lagt i kortvarigt dvale og jeg får forhåbentlig ro på hoved og krop i 16 dage.

Tak for de mange fine kommentarer og DMs jeg har fået på mit seneste indlæg. Det var en kæmpe lettelse at få sat ord på den følelse, der fylder for tiden. Og det er svært at beskrive hvor meget det er værdsat, at I tager jer tid til at respondere. Virkelig.

Jeg håber jeres januar behandler jer ordentligt! Pas på jer selv og hinanden.

Det her indlæg skrev jeg inde i mit hoved i nat. Sådan er det med meget af det jeg skriver. Det kommer til mig om natten, og hvor jeg før i tiden ville springe ud af sengen og rent faktisk skrive det, har jeg lært mig selv (for det meste) at blive liggende og i stedet formulere det i mine tanker for derefter at forsøge at skrive det dagen efter. Ikke altid med succes, men sådan er der så meget.

Ordet potentiale er måske et af mine yndlingsord. Både på grund af hvordan det ser ud og lyder, men også på grund af betydningen. Der er meget der har potentiale og jeg er i al beskedenhed virkelig god til at se det. Desværre er jeg også pessimist (ikke så meget som jeg har været, men … ) og det går ikke altid hånd i hånd, så jeg kan ret hurtigt punktere det igen.
En del af min 2020 plan er at gøre brug af al potentiale. Min egen, andres, handle på det jeg spotter, fremfor bare at tænke det. Ikke være bange for at fejle, eller i hvert fald ignorere den frygt, der med garanti vil vise sig i form af usikkerhed og pessimisme. Jeg vil springe ud i det hele og gå til langt flere ting på yes man måden. Der er så meget potentiale omkring os, og vi er så dårlige til at gribe det. Og ja, jeg siger vi, for jeg har på fornemmelsen at jeg ikke er alene her. Ydmyghed er noget af det fineste jeg kan komme i tanke om, og noget jeg vægter højt hos andre og mig selv, men jeg ved at jeg har tendens til at forveksle min egen usikkerhed med ydmyghed, og derved gå glip af mange gode ting. Selvom jeg siger “vi”, ved jeg godt at der selvfølgelig er dem, som allerede har luret den, og bare gør det. Og jeg misunder dem det helt ned nederst i maven, og har svært ved ikke at blive en lille smule ked af det på mine egne vegne, hvilket jo er idiotisk. For hvis der er noget jeg har lært med årene og kun bliver bedre til at efterleve, er det, at andres succes ikke tager noget fra min succes.

2020 har rigtig meget potentiale og jeg vil (forsøge at) gribe det hele.