Anbefalinger

Anbefalinger er tilbage. I dag en selvudviklingsbog (!) – En kogebog og en Netflix serie …

Lydbog:

Jeg har nærmest læst alle bøger om selvudvikling igennem det seneste års tid, og føler mig efterhånden ret godt rustet hvad al den slags angår. Der er særligt en bog, som jeg nu er i gang med at læse, eller lytte til for anden gang, da det er den første af sin slags, der virkelig rykkede noget hos mig og mit til tider overtænkende sind. Den hedder ‘Dit selvhelbredende sind’, og tager udgangspunkt i noget der hedder inside/out -forståelsen (der findes virkelig meget læse- og lyttestof omkring det, og det er mega interessant, synes jeg). Nu anbefaler jeg bogen til alle på min vej, og nu også jer. Jeg har hørt den på Mofibo (Reklame: jeg har stadigvæk et link der giver 30 dages gratis adgang, hvis du signer up inden 1. juni. Det er det her. Bemærk at jeg får et beløb pr sign up. Og tak, hvis i benytter jer af det i øvrigt. Det betyder rigtig meget for mig – og min økonomi ikke mindst)
Kogebog:
For nogle uger siden fik jeg tilsendt kogebogen ‘Vegetarisk i aften?’ som Camilla bag bloggen og instagramprofilen Vegetarisk hverdag har skrevet. Den har ligget i et hjørne på mit køkkenbord lige siden, da mine kulinariske udfoldelser for tiden ligger i den helt primitive ende og min egen appetit ikke er eksisterende, men for et par aftener siden hev jeg den frem for første gang og bladrede løs, og jeg tør godt give den en kæmpe anbefaling allerede. Der er så mange gode retter i, og jeg glæder mig til at prøve kræfter med dem, når min sult og madlyst kommer tilbage. Well done, Camilla. Den kan vist købes hos Camilla selv, og i flere bogbutikker.

 

Serie:

The last Dance på Netflix – Miniserie om Michael Jordans karriere. Jeg ved godt, det ikke umiddelbart lyder som noget man bare skal se. Men jeg er fuldstændig opslugt af den, selvom jeg ved ingenting om Baskeball og i det hele taget giver nul fucks for sport.

Den dårligste morgen i 100 år

Det har været en god uge indtil videre. Men i morges ramte virkeligheden mig med 200 kilometer lige midt i maven, og jeg cyklede væk fra børnehaven med sorg i kroppen og tårer væltende ned af ansigtet. Efter en ellers hyggelig og rolig morgen med god tid, havregrød, musik og grin, gik begge mine piger i baglås foran børnehaven og ville ikke for noget i verden afleveres. Det sker sjældent, næsten aldrig, og på grund af situationen føltes det hele tifoldigt svært. Loulou kom op til sin yndlingspædagog, hvor hun er tryg, men hun græd og hun kaldte på sin far (av, for satan) og jeg vinkede med en klump i halsen og Uma i hånden. Jeg følte alle de andre forældres og pædagogernes øjne på mig, da jeg derefter siddende på hug forsøgte at tale med Uma, der var helt knust og ikke havde lyst til at gå med sin ellers elskede pædagog. Køen bag os blev længere. Vi trak til side. Snakkede lidt mere, og lige lidt hjalp det. Til sidst lykkedes det at få hende ind – Men jeg har stadigvæk hendes lille bitte ansigt og forstenede krop på min nethinde, som hun stod der bag ved lågen og så mig trille væk. Jeg kan tackle de fleste af mine egne følelser. Ved de er en kropslig mekanisme, og at de ikke er permanente. At de er, eller kan være, både sunde og nødvendige. Men når de involverer mine børn, og deres følelser, har jeg enormt svært ved at kapere det. Jeg bliver vred. Vred på mig selv. Det er ikke konstruktivt, men jeg kan ikke andet. Øv, mand.

Lige så snart mit møde om en time er overstået, racer jeg afsted og henter dem igen. Et par timer tidligere end jeg plejer. Også selvom jeg ved, at de nu med stor sandsynlighed hygger sig, og ikke længere er kede af det. Men for min egen skyld og min egen samvittighed, er det sådan det bliver i dag. Jeg er ikke i tvivl om at jeg, at vi, er pisse gode forældre, og at vores skilsmisse er det rigtige, men i situationer som i dag, hvor det bliver tydeligt, at de største ofre i det, er vores børn, niver det alle de steder det gør allermest ondt. Jeg håber de kan tilgive mig, men hvis de ikke kan, vil jeg aldrig bebrejde dem det.

Hvad så nu?

Det er sådan en mærkelig tid lige nu på alle måder, og jeg skifter imellem at være ovenpå og helt vildt optimistisk, til at være stille, mut og en kæmpe udånding for alle omkring mig. Det er ok, det ved jeg. Men jeg har sjældent haft så meget lyst til at trykke på fast forward og få alt overstået og ordnet i et ruf, og så leve videre derfra. Det kan man selvfølgelig ikke, og hvis man kunne, ville det selvfølgelig heller ikke være optimalt, for det er jo alle mellemregningerne, der får hele lortet til at gå op. Jeg ved det, og jeg minder mig selv om det på daglig basis.

Men hvad skal der så ske nu? Som jeg tidligere har givet udtryk for, kommer jeg ikke til at gå i detaljer omkring særlig mange ting herinde, slet ikke imens det står på, hvilket det lader til, at I både forstår og respekterer – Og igen jeg kan ikke takke jer nok for al den kærlighed og forståelse, I har udvist.
Men der hører jo mange ting med i kølvandet på sådan en kæmpe beslutning som jeg er sikker på at mange af jer, der selv har været i samme båd, eller er på vej ud på den, kan genkende.
Jeg kan slet ikke overskue det, og ved heller ikke helt, hvor jeg skal starte. Der er så meget der skal afvikles, ordnes og fikses, samtidig med at jeg skal håndtere mine egne følelser og min sorg i det hele.
Min to do-liste bliver længere og længere og jeg aner ikke, hvor, hvornår eller hvordan jeg skal gribe den an. Af de helt tunge punkter, kan jeg nævne, at jeg med tiden skal finde en lejlighed i Hornbæk, og ideelt (og utopisk) et sted i København også, så jeg ikke behøver pendle frem og tilbage de dage jeg alligevel kommer til at drukne mig selv i arbejde og aftaler. Huset skal (nok) sælges. Skilsmissen skal gå igennem. Alt, eller noget i hvert fald, skal deles op. Og. Så. Videre. Nogle ting er der allerede en holdbar plan for, andre og mange ting er uvist, og jeg kan for alvor mærke, hvordan jeg i virkeligheden er langt mere kontrolmenneske end jeg var klar over. Eller, fuck kontrol-delen, jeg er nok bare menneske. Det løser sig, det bliver godt, jeg ved det, jeg ved det. Jeg. Ved. Det. Men derfor får jeg stadigvæk åndenød til tider.

Jeg priser mig lykkelig for at jeg ikke oveni alt det her, skal deale med uoverensstemmelser, konflikter og uvenskab med Michael. Og jeg sender alle jer med den slags i jeres regnestykke så ufattelig mange tanker. Skilsmisse er eddermame ikke for sjov.

Mandag uge 20: Næsten rigtig hverdag

Det er mandag igen, og hverdagen er så småt startet. Mit kontor er åbent igen, og jeg har bukser på – Så langt, så godt. Jeg kom lidt rigeligt sent ud af døren da jeg åbenbart har glemt hvordan man gør det der med at blive klar om morgenen, og flere gange næsten gik i stå. Men nu er jeg igang og på vej mod Vesterbro.
Jeg har en aftale med min dygtige agent – Vi skal have gjort kontoret klar igen, snakke om min blog og spise frokost. Og så har jeg en gå-kaffe-aftale inden jeg vender hjem igen. I morgen skal jeg også til København, til et par møder. Onsdag og torsdag er jeg i Hornbæk, og fredag skal jeg igen til København, og så har jeg en weekend all alone, igen. Som forhåbentlig går lidt bedre end for to uger siden jvf. Mit seneste indlæg.
Jeg har oprigtigt sommerfugle i maven over at vores samfund begynder at åbne op, over at kunne mødes med mennesker jeg har savnet og over det at skulle have gang i sneglehjulene igen. Jeg kan også tydeligt mærke, at jeg føler mig mere motiveret og at min skaber-/skrivelyst er større end den har været meget længe. Det skyldes uden tvivl fredagens udmelding og jeres fine modtagelse. Så tak. Igen.
Nu har jeg ramt København. Jeg håber I har og får en dejlig mandag <3

Her er et billede af mig og Kronborg fra en dag i sidste uge.

Nye weekender

Vi har ikke travlt med at eksekvere deleordninger og alt det, der desværre hører med i den situation vi står overfor lige nu.

Lige nu minder hverdagene om det vi plejer og som børnene kender. Vi er begge lige meget på børnene og aftaler fra uge til uge, hvordan vi gør, alt efter arbejdstider, planer m.v.

Det flasker sig lige nu sådan, at vi har to arbejdsdage hver uden bagkant, hvor den anden er 100% på børnene, og når det bliver torsdag tager den forælder, der skal have børnene den weekend helt over. Således drog Michael og børnene afsted torsdag eftermiddag i sidste uge, på weekendtur hos børnenes farmor, og så stod jeg der. Med tre aftener, nætter og dage alene. Helt. Alene.

Noget jeg har haft hede fantasier om i noget, der minder om flere år, men bare ikke under de omstændigheder.

Jeg havde mange planer den torsdag. Arbejde, podcastoptagelser, øl med skønne mennesker…

Men.

Da min arbejdsdag sluttede og jeg skulle til at pakke mig selv sammen og tage til København, kom jeg til at mærke, hvordan jeg havde det, og så ramlede hele lortet, og jeg så mig selv udefra, hulkende på mit stuegulv.

Med en veninde på sms, og den smule fornuft jeg kunne finde frem, besluttede jeg at aflyse alt den eftermiddag og aften (det er den sande forklaring på mit fravær i Fjernsyn for mig-podcasten, i øvrigt)

Efter hvad der føltes som timer, men nok kun var en enkelt, med rastløshed og tuderi, rejste jeg mig, klædte mig i noget blødt og gik ud i regnen. Først en lang tur med hunden, så på pizzeria og bestille lige det jeg havde lyst til (pitabrød med falafel og ekstra hvidløg, og pomfritter) og så i Brugsen også for at indkøbe, hvad jeg ville. Det er åbenbart musli, vindruer, avokado og knækbrød, der gør det for mig. Den del kan jeg nok godt lige øve mig lidt på at gøre mere rock n Roll.

Hjem på sofaen.

Og så gik aftenen med at græde snot på den helt grimme, men rensende måde, skrive følelser ned, og se mange mange afsnit Master Chef Australien (genialt fjernsyn, når hjernen skal koble af), og så tidligt i seng.

Dagen efter var jeg noget mere frisk og mit sind mere lyst. Dagen brugte jeg på at gå tur, vaske tøj, en lang snak med min stedfar, træning, støvsugning, arbejde, et langt bad og så gjorde jeg mig pæn, med både make up og en hæl. Jeg skruede op for musikken og fik selskab af en veninde. Vi delte tre flasker vin og hørte høj 90’er rnb (hej naboer!)  – og jeg spiste efterfølgende en kæmpe portion pasta i min seng, helt fuld, topløs og ret ensom, dog med nok selvironi til et solidt grineflip over mit lidt sølle, og på en måde totalt kliché, selv.

Lørdag gik med en smule ondt i håret, telefonsamtaler med veninder, endnu lang lang gåtur langs vandet, mere Masterchef AU, lidt flere tårer, alt for mange tanker, og ikke nok søvn.

Søndag fik jeg ryddet op, handlet ind og gjort klar til den store hjemkomst.

Gensynsglæden var stor, selvom mine børn ikke havde savnet mig – Sagde de. Og det gjorde mig faktisk glad. Mit eget savn kan jeg rumme, deres ville næsten være for svært at have inde i mit sprøde lille hjerte lige nu.

Første gang er den værste gang, har jeg hørt. Spørg mig igen om 14 dage om det er sandt.

Første weekend med børn:

Fast forward til nu.

I denne weekend var rollerne så vendt, og jeg var den heldige, der skulle være sammen med børnene.

Fredag var helligdag, så vi havde en rolig morgen og en dag med oprydning på værelserne, puslespil, stor frokost og danseshow – Og så blev det også dagen hvor jeg, noget tidligere end planlagt, delte nyheden om skilsmissen med alle jer og Instagram – Sjældent har jeg været så nervøs. Uden grund skulle det vise sig, for jeg fik igen igen igen bekræftet, at jeg har de mest empatiske, kærlige og ordentlige følgere. Næsten 4000 reaktioner/beskeder/kommentarer er strømmet i vores retning med alt fra hjerter til personlige beretninger (så rart ikke at føle sig alene i det her), tilbud om kaffeaftaler og gæsteværelser, og udelukkende gode tanker.

Det slog totalt bunden ud af mig (og af Michael) – og fredag aften kom han hjem  for at være i det hele med mig. Virkelig rart, og virkelig sigende for vores situation, der er alt andet end grim, omend svær.

Lørdag, i går, gik mest med leg i haven – Michael “fik lov” til at snuppe de to yngste med på en gåtur med noget familie, imens jeg preppede aftensmad, og da de kom tilbage, tog Michael igen afsted, og børnene og jeg spiste tidlig aftensmad, tømte slikskabet og så Cirkus Summarum under dynerne.

Da alle børn sov på deres værelser, satte jeg mig ud i haven, alene. Vi bor et sted i Hornbæk, hvor der sjældent er helt stille, og det elsker jeg, men i går føltes det som om at der var mere roligt end normalt. Hvilket udelukkende var en følelse, for naboen havde gæster i haven, sommerhusbeboere var I stimevis på vej ned til solnedgang på stranden, toget bimlede og kørte som altid et par gange i timen og der var ikke en skid stille, men i brudstykker var det bare mig og fuglene. Jeg havde en lang telefonsamtale med en jeg savner, inden jeg indtog sofaen og catchede op på min ultimative Guilty pleasure: The Real Housewives.

Nu er det søndag morgen, klokken nærmer sig 8, og vi har været oppe i et par timer allerede. Ramasjang kører i baggrunden, pigerne tegner, Otto og hunden øver tricks, og jeg er på min anden kop kaffe. Snart gør jeg klar til dagens anden omgang morgenmad, og så tror jeg vi skal et smut på stranden. Senere er Michael tilbage, og hverdagen banker endnu engang på. En hverdag, der er ny, men som vi alle nok skal lande fornuftigt i. Børnene trives, og så skal vi voksne nok også komme til det.

Tak for al jeres støtte, forståelse og den fine behandling fuld af respekt og omsorg for vores situation.

Jeg er ok, men …


Det her indlæg har nok været længe undervejs og det er uden sammenligning det sværeste jeg nogensinde har skulle skrive. Faktisk var jeg helst fri. Men på den anden side, kan jeg ikke komme videre hverken kreativt eller følelsesmæssigt, før jeg får det ud. Og så kan jeg forstå på det hele, at det allerede er sluppet så småt ud her og der, så nu forsøger jeg at tage styringen selv, inden en fjer bliver til en hønsegård og alt det der.

Der er vist ingen tvivl om, at vi allesammen har vores at deale med. Ikke kun lige nu midt i en pandemi og udsigten til en ny normalitet langt væk fra, hvad vi kendte, men generelt. På en eller anden måde har de sidste måneder dog betydet, at man har fået alting sat under et kæmpe forstørrelsesglas og derfor er blevet nødt til tage fat i noget af alt det, der trængte til at blive taget fat om, eller i det mindste se det direkte i øjnene. Sådan har det været for mig, og det har både været forfærdeligt og fantastisk på samme tid.

Der er blevet skrevet en hel del om Coronaskilsmisser rundt omkring, både for sjov og i alvor – Og jeg forstår virkelig godt, at det er et emne, og at det bliver en ting. Jeg forstår det faktisk bedre end godt, for sandheden er, at jeg selv står i en. Skilsmisse altså. Det har nu ikke noget at gøre med Corona, men der er ingen tvivl om at de sidste syv uger har været skelsættende i en i forvejen svær proces. Dog har vi på en eller anden måde formået at få noget godt ud af det. Vi har ikke haft mulighed for at løbe væk, som vi med stor sandsynlighed havde gjort under normale omstændigheder. Vi har været tvunget til at være i det hele. Følelserne, sorgen, det praktiske, realiteten, og har samtidigt været tvunget til at løse det bedst muligt. Der har været tårer og hævede stemmer, følelser galore og ubeskrivelige hårde dage, men de er blevet færre og færre, og vi har været i stand til at lægge en reel plan, at fortælle vores familier, venner og vigtigst af alt vores børn det på en ordentlig og rolig måde, og rent faktisk bevise over for dem og os selv, at vi er stand til at gøre det her sammen og på en ordentlig og respektfuld måde. For det er dét vi har lovet hinanden, og de ord og løfter står vi ved. For altid. Selvom vi har besluttet os for at sætte hinanden fri, efter at have arbejdet på nogle ting, jeg ikke ønsker at uddybe her, er vi stadigvæk i det sammen. Vi har børn sammen, og det betyder at vi er forbundet for altid, og heldigvis for det, for der er ikke andre, jeg kunne forestille mig at have det bånd til, og jeg ved at Michael har det på samme måde.

Jeg tror ligesom så mange andre, nok ikke på den lykkelige skilsmisse, men jeg tror på, at hvis den findes, så er vi dem, der kan få den.

Det gør ondt at nå til den erkendelse, at man er bedre hver for sig end sammen. Så ondt, og jeg har begrædt det indtil jeg fysisk ikke kunne græde længere, men lige så ondt det gør, lige så forløsende er det. Og nu må vi bare få det bedste ud af det. Sammen, hver for sig, ikke sandt?

Jeg ved godt, at du som læser det her, sikkert sidder med en masse spørgsmål, holdninger og måske råd, men jeg håber også, at du vil holde det inde, eller i hvert fald ikke sende det i min retning. Der er nuancer og detaljer, som jeg ikke ønsker at gå ind i, og jeg deler dét, jeg kan og vil, ikke mere. Så jeg kommer ikke til at svare på noget, tage imod råd eller lignende.

Selvom der ikke er dårlig stemning, eller noget som helst grimt, dramatisk eller et eneste svigt i vores situation, er det stadigvæk en sørgelig og ærgerlig tid – som jeg ville ønske, vi kunne holde for os selv. Men som på grund af min position som delvis (selvvalgt) offentlig person, ikke er muligt.

Over den næste periode kommer jeg til at dele lidt mere omkring mine følelser i alt det her, samt i selve processen. Men det bliver i mit eget tempo og med mine grænser som pejlemærke. Jeg er ved godt mod og ovenpå meget af tiden, men jeg er også knust og har en stor følelse af fiasko, der nager.

Tak for forståelsen.
Pas godt på jer selv, og på hinanden.

Ny uge, ny fokus

En ny uge er i gang, og mit mandagsindlæg mangler. Det er ellers et af mine yndlingsindlæg at skrive, men i går gik op i regnskab, børn og gæster, og nu er det tirsdag. Faktisk er tirsdag også snart gået. Eller arbejdstiden er, for om halvanden time skal jeg hente børn. Dem der er afsted altså. Otto har scoret sig en sej og rusten hoste, så han må selvfølgelig ikke komme i skole, men pigerne er friske, glade og afsted på nu anden uge. Det fungerer hamrende godt! Det har aldrig været nemmere at aflevere og hente, og de er glade og drøn trætte, når de kommer hjem. Fra næste uge starter også jeg op under lidt mere normale vilkår, da mit kontor så småt åbner op igen. Det bliver så godt. For mit sind, min arbejdsmoral, min kreativitet, det hele. Jeg glæder mig.

Jeg skrev et opslag på instagram for et par dage siden, hvor jeg endnu engang italesatte min noget manglende tilstedeværelse på diverse medier, heriblandt her på bloggen. Jeg blev bekræftet i, at langt langt de fleste forstår, at det er sådan engang imellem og det var virkelig rart – For selvom jeg godt forstår de små stikpiller der ind imellem lander hos mig, samt det dalende følgertal, gjorde det alligevel noget godt, at få sat ord på, og at læse de mange kloge og opbakkende kommentarer dertil. Tak.

I sidste uge skulle jeg have lavet en masse lyd, blandt andet Fjernsyn for mig – Det afsnit er ude nu, og nogle af jer har måske luret, at jeg ikke var med. Jeg måtte aflyse i næsten sidste øjeblik, da logistikken og humøret satte flere forhindringer op for at nå med. Pisse ærgerligt, men sådan må det være. Det er i det hele taget noget jeg er begyndt at gøre mig meget mere i, det der med at mærke efter og have fokus på det, der er vigtigst. Det er ikke nemt, for nogle gange kan jeg komme helt i tvivl om, hvad fanden det nu lige er der er vigtigt og vigtigst, men det er nok en del af den proces.

I denne uge arbejder jeg hjemme (stadigvæk), og jeg har indtil videre nul møder og håber at det kan forblive sådan, så jeg kan komme helt ned i gear, få malet vore trappeopgang, vores paneler og nyde den sidste uge i lockdown-land.

God tirsdag, god uge, tak fordi I læser med <3

Forårsønsker

Indlægget indeholder reklamelinks (markeret med * eller **)
* er affiliatelinks = Jeg tjener en procentdel på salg – ** er reklame/leadlink, hvor jeg får nogle ører pr klik.

Jeg synes, jeg går og småfryser hele tiden, og det hænger nok sammen med at jeg ikke helt kan finde ud af at klæde mig på – For når jeg ikke fryser, sveder jeg. Der er ligesom ikke nogen mellemvej for mig i de her overgangsårstider. Hvilket også er grunden til, at sommer er min yndlingsårstid. Når det så er sagt, elsker jeg forårets farver, lune solstråler, og at man kan kombinere strik med bare ben og sneaks, og kan køre lag på lag, hvilket altid er pænt. Nu skal det så bare lige blive en anelse varmere igen, tak. For jeg skriver dette under en dyne iført strik og sutsko.

Hvis jeg helt selv kunne vælge, og ikke havde erklæret midlertidigt shoppestop, da jeg ikke ved, hvornår jeg får løn igen, ville jeg klikke følgende hjem:

1/ De her sneaks er dødseje synes jeg. De koster 900,- hos & Other stories*

2/ Fleecejakke- Det er sådan lidt 90er normcore med de her jakker og veste i fleece, men jeg er ret meget til det, og ønsker mig en ala denne fra Weekday til 320,- HER*

3/ Trenchcoat. Jeg har i årevis trawlet samtlige genbrugsbutikker og loppemarkeder for at finde den perfekte oversized trenchcoat – Uden held. Men se nu her. Den er godt nok ikke vintage og den er lidt mere beige end det jeg drømmer om, men den er meget tæt på at være det jeg leder efter.  Frakke fra Weekday HER*

4/ Jeg har i et par sæsoner ledt efter nogle cateye briller på budget, som ikke bliver for plastikagtige, men først nu er det sket. De her er møgfede! Og de koster 195,- hos & Other stories HER*

5/ Jeg er vældig glad for lilla strik for tiden, og denne her gad jeg godt putte mig i på kølige forårsaftener. Jeg ville købe den et par størrelser for stor. Den er fra Monki og koster 200,- HER*

6/ Jeg er løbet tør for denne her geniale primer, som jeg anbefaler alle at prøve. Den er så hjernedød god! Jeg bruger den nogle dage alene, fordi den giver den fineste glød i sig selv. Øjencremen af samme navn er i øvrigt også uundværlig. Primeren koster 385,- hvilket jeg godt kan forstå lyder af meget, især hvis man ikke bruger primer (hvilket kort fortalt får makeuppen til at sidde pænere, og i det her tilfælde bare gør huden mere ensartet og røvpæn) men jeg synes bestemt den er det værd. Find den hos Sephora HER**

7/ Denne her quiltede vest er både sej som den er over en strik, eller bare en t-shirt, men kan også bruges under en lang frakke, for lidt ekstra varme. Jeg ved det er en af de ting, der deler vandene, men jeg elsker det. Den koster 790,- hos yndlings Arket HER*

8/ Blomstret off-shoulder kjole, som vil være så pæn både nu over jeans og sneaks, med bare ben og sandaler til sommer, og også til fest med høje sko og krudt i hovedet. 249,- hos H&M*

 

Mandag uge 18: Stilhed, arbejde og nulstilling

Det er den første mandag i seks (syv?) uger, hvor alle børn er afsted på samme tid. Huset er stille, og jeg har fire timer alene. På de fire timer var planen, at jeg ville gøre hovedrent for at nulstille de seneste uger, og få fyldt køleskabet og alverdens andre praktiske ting. Men så brugte jeg først en halv time på at kigge ud i luften, et kvarter på kaffe og snak med Michael, der nu er kørt ud for at få sat sit ben på plads (don’t ask) og nu er jeg gået i gang med dagens arbejde, så jeg tvivler på, at der bliver meget tid tilovers til alt det praktiske, desværre. Men ærlig talt glæder jeg mig også ret meget til at få hentet børnene hjem igen. Sjovt, hvordan man kan hige efter noget SÅ meget som jeg har gjort det efter alenetid og ro i snart to måneder, og nu når jeg har det, slet ikke kan finde ud af at være i det.

Det kommer nok. I denne uge har jeg en hel del podcasting, hvilket jeg glæder mig til. Jeg skal i morgen være med i 99 problemer med Thomas Skov (jeg tror det udkommer senere på ugen) – på torsdag skal jeg langt om længe optage ‘Fjernsyn for mig’ om Love is blind og The Circle – Et afsnit vi skulle have lavet i marts – Og så tror jeg sidste afsnit af Voksen ABC bliver klar i denne uge også. Krøllet kærlighed kan jeg ikke give en status på lige nu, da der er nogle detaljer jeg skal have styr på, både selv og i forhold til Podimo, som udgiver det. Jeg lover at sige til lige så snart, der er noget nyt.

Jeg har desuden et efterspurgt shoppeindlæg klar til jer – som jeg udgiver lige så snart, jeg har fået lavet en kollage klar, og så er der altså fredagsfølger på instagram på fredag, efter en seks uger lang pause.
Resten af ugen tager jeg lidt som dagene går, og efter hvordan børnene klarer deres nye virkelighed – Jeg har en del onlinemøder, et enkelt fysisk (udendørs) møde, og nogle rare aftaler, så en god uge, omend lidt underlig, men det er vist bare sådan verden er for alles vedkommende for tiden. Underlig.

God dag!

I øvrigt

  • Er mine yngste børns nye yndlingsleg at fylde dynebetræk med ting og sager, og jeg bruger derfor hver aften en hel del tid på at befri min dyne fra alt fra bamser til mandler. I går lå der også en ketcher, jeg ikke anede vi havde.
  • Stritter alt på mig, når jeg ser/hører udtrykket “Coronakilo”. Stop! Hyg jer, spis, drik, ha’ det dejligt!
  • Er førnævnte yngste børn begyndt at sove på deres eget værelse. Og selvom det er virkelig rart at få min søvn tilbage, savner jeg dem helt vildt.
  • Er det værste ved at være så meget hjemme, at her bliver SÅ beskidt. Burde seriøst støvsuge tre gange om dagen for at holde det nede. Det gør jeg ikke.
  • Har jeg lovet mit ældste barn, at vi skal lave hjemmerørt bearnaise i aften. Sidst jeg gjorde det, begyndte jeg at græde fordi det gik helt galt (fandt så ud af at jeg var gravid kort tid efter, så det kunne være forklaringen på gråden – Men ærlig talt er det ikke sikkert, for jeg bliver altid stiktosset, når mine køkken-skills fejler).
  • Skrev jeg ovenstående punkt i formiddags. Det er nu aften. Vi droppede den Bearnaise til fordel for Mayo. Ingen græd.
  • Er jeg begyndt at se Too hot to handle på Netflix…. Er du til reality, skal du simpelthen gøre det samme!
  • Synes jeg det gør ondt i fingrene at skrælle appelsiner. Desværre elsker mine børn de lortefrugter, og insisterer på, at de skal skrælles.
  • Vågner jeg hver eneste morgen med den samme MGP sang på hjernen. HVER MORGEN!
  • Glæder jeg mig helt tosset til at komme tilbage på kontoret. Til en hverdag. Til kollegaer. Til frokostpauser. Kaffemaskine. Arbejdsro. …Der går nok lidt tid dog.
  • Starter pigerne i børnehave på mandag, og jeg kommer især til at savne vores daglige cykeltur til Dronningmølle og tilbage igen.