Med fare for at skrive et næsten identisk indlæg med et tidligere, spørger I fortsat ind til det, og derfor kommer her endnu et om skiftet fra Kbh til Hornbæk. Vores skift.
Det sidste års tid er mere eller mindre forsvundet mellem hænderne på os. SÅ meget er sket og jeg synes trods alt, at vi har været gode til at være i det frem for bare at jokke igennem det for fuld smadder, hvilket vi, særligt jeg, godt lidt kan komme til. “Videre, vi skal videre!”. Det har været en vild omgang, særligt det seneste halve år – med flytninger, renoveringsbonanza, nye omgivelser, skoleskift og indkøring i flere institutioner. Vi er stadigvæk midt i alt det, men det begynder at lette og vi begynder at falde til. Rigtigt. Det er svært at falde til et nyt sted, og det kan tage tid. Det vidste vi, det var vi forberedt på, og vi frygtede det nok også. Særligt på børnenes vegne. Sjovt nok er det dem, der er faldet hurtigst til og som lader til at have det allerbedst i vores nye omgivelser. Otto sagde i går til mig, at han nogle dage vågner med sommerfugle og varme i maven og bare glæder sig til dagen. Pigerne har særligt taget udelivet til sig og har begge to både permanente sår på knæene, beskidte negle, solbrune nakker og smil på læberne.
Jeg kniber mig selv i armen over hvor let det har været for dem og over hvor fjollet alle betænkelighederne og al frygten viste sig at være.
De er fans, så det er vi også.
Jeg er den der er faldet mindst til. Hvilket var forventet. Den gode overraskelse er, at jeg ikke hader det, og at det viser sig, at der er flere ting ved livet i hus på nordkysten, som jeg nu ikke føler jeg kan leve uden. Havet har især vundet mig. Godt nok bader jeg ikke i det, til stor forundring for mange, men jeg kigger på det, jeg får ro ved det, og jeg kan næsten ikke forestille mig ikke at kunne stikke fødderne i vandkanten dagligt. Roen og stilheden nyder jeg også langt mere end forventet. Godt nok bor vi på byens hovedgade og har både trafikstøj, en togbane tæt på og kan høre strandfesterne i weekenden, men i forhold til hvad vi kommer fra, er har bomstille, og det er ret lækkert. Afstanden til København er heller ikke så lang som jeg følte den var inden vi flyttede, og jeg nyder faktisk togturen frem og tilbage.
Men jeg savner København. Savner muligheden for spontanitet og dét at kunne kombinere mit familieliv med veninder, rødvin og høje sko uden den store planlægning. Savner at have alle muligheder rundt om hjørnet. Alt det jeg altid har taget for givet, men som jeg også altid har holdt af og altid har haft.
Engang imellem rammer savnet hårdt, og jeg bliver ked af det. Nogle gange bliver jeg frustreret over det ambivalente i den følelse, for jeg ville jo heller ikke undvære Hornbæk, vores hus, børnenes tydelige kærlighed hertil, havet … Men savnet er stort. Jeg vil gerne have det hele, og så alligevel ikke. Nogle gange dukker en lille led egoistisk stemme op og pipper noget med, at vi skulle være blevet i Kbh K. For MIN skyld. Og så bliver jeg flov. For selvom jeg savner det hele og engang imellem får kvalme over at det er et lukket kapitel, føles det vi har nu mere rigtigt for OS. Og jeg er ikke kun mig længere, jeg er os.
Nu er vi her og heldigvis for det.
