• Siger de, at sommeren kommer igen. Jeg. Kan. ikke. vente.
• Har jeg reddet mig en sommerforkølelse. En af dem, hvor man ikke er syg-syg, men har kriller i halsen og noget der føles som en indvendig hjelm af snot.
• Er Otto blomstret helt vanvittigt efter vi er flyttet. Glæde og selvtillid strømmer ud af ham, og kvæler alle mine tvivl og mit eget egoistiske savn til byen.
• Er Rachel og jeg ved at udvikle en ny podcast, og jeg glæder mig åndssvagt til at dele den med jer! (Voksen ABC fortsætter alfabetet ud, selvfølgelig).
• Craver jeg min mors kartoffelsalat, sådan helt ustyrligt. Jeg har prøvet at kopiere den. Det er umuligt.
• Får vi tilsluttet vores toilet i dag. Ord kan ikke beskrive hvor optur det er! To måneder uden ordentlige toiletforhold gør intet godt for nogen!
• Reklame: Får du 30 dages gratis adgang til Mofibo (lydbøger) OG støtter Voksen ABC podcasten, hvis du bruger koden ‘voksenabc’ ved oprettelse HER.
• Har vi malet vores hoveddør i den smukkeste petroleumsblå farve og jag har lyst til at male ALT andet i samme nuance. Det havde Uma også og hun har nu blå hænder og pande….
• Har jeg besluttet mig for ikke at tage til Beyonce koncerten på lørdag. Suk. Det er en af ulemperne ved at være flyttet ud af byen – Når der er flere arrangementer på en weekend, bliver jeg nødt til at vælge (eller være væk fra min familie i to hele døgn – Det kan jeg ikke endnu). Så jeg har prioriteret middag med en veninde jeg ser for lidt + fest om fredagen, og så må The Carters vente.
• Bruger jeg absurd meget data på min telefon for tiden, fordi vi endnu ikke har fået internet i huset. Ikke holdbart. Særligt ikke fordi vi i samme omgang har fået TV og derfor streamer en del.
• ER DER NY SÆSON AF QUEER EYE PÅ NETFLIX! Vigtig info.
• Har jeg pludselig fået en seriøs trang til at komme på Roskilde Festival. Mind mig lige om det i god tid næste år, så jeg når at få billetter.
• Har jeg downloadet Fortnite. For jeg aner ikke, hvad det er, og det er alt Otto og hans klassekammerater taler om (og Otto har det ikke selv, fordi hans mor er streng). Det skulle ikke undre mig, at det ender med at jeg bliver hooked…

Jeg har netop sat mig foran computeren i vores lille kontor. Med en kop kaffe, der smager så godt, at jeg næsten ikke nænner at drikke den. Det er langt fra første gang, at jeg har åbnet min computer i løbet af de sidste dage. Tværtimod. Men der er så meget fart på for tiden, at jeg skiftevis har måtte prioritere noget andet midt i mine skriverier, eller haft for meget på hjerte, sådan at det jeg har skrevet mest af alt har været en omgang volapyk. Trætheden har været intens, og efter en weekend med fuldt hus, var mandagen meget velkommen – Vi aflyste jo vores fest, men havde alligevel børnenes 10 årige fætter hos os hele weekenden og dermed fem børn i alt, og forskellige hold gæster hele søndag – så de der rolige dage med plads til at rydde op og bygge løs, blev ikke helt en realitet, og vi har derfor allesammen været fuldstændigt maste. I går gik jeg i seng klokken 20, og jeg har dermed fået ni timers søvn, hvilket har gjort mig, mine bekymringer og skrivelysten godt. Punkterne på min to do liste er knap så uoverskuelige som de så ud i går, og humøret er en anelse bedre.

Jeg har langt om længe fået adgang til husbloggen og havde egentlig tænkt mig, at fylde den op med nogle af de mange indlæg, der har manglet, i de måneder jeg har været lukket ude af den. Men så slog det mig, med lidt hjælp fra min kære mand, at det måske egentlig var gået meget godt uden den de sidste par måneder, og at det måske er bedre at lægge min energi i Sneglcille, i husets instagram, i vores familie og i selve husprojektet, podcasten, og alt det andet, fremfor at søsætte endnu et ret stort projekt. Det har jeg tygget lidt på siden, og tygger videre dagen ud. For måske har han ret. Jeg er ret rundtosset i forvejen og jeg mangler ikke ligefrem noget at rive i, så måske, måske er det vejen frem. Selvom jeg omvendt føler trang til at sætte ord på processen, og det gør jeg trods alt bedst på skrift.
En ting er sikkert Instagram @sneglehytten bliver og det samme gør Youtube kanalen, hvor jeg i lørdags gav en rundvisning af huset, der stadigvæk er en byggeplads, men også et hjem…

Nu er den der virkelig gode kop kaffe desværre tom, og Michael er lige kommet tilbage fra vuggestuen med en sovende Loulou, så jeg vil lukke ned, og fortsætte dagens gøremål. Jeg vender tilbage senere med en ønskeliste (jeg har sgu fødselsdag i næste uge) og mon ikke det også kan blive til en lille ‘I øvrigt’. I think so! God tirsdag derude. Nyd solen.

Det er altid en anelse angstfremkaldende at sende ord om sit moderskab ud på det store internet. Og alt andet i øvrigt også. Man ved sgu aldrig, hvordan den slags bliver modtaget. Det kan være så skræmmende at sætte ord på de ting – i det hele taget at dele store følelser, for pludselig bliver de momentane store øjebliksglimt foreviget. Man kan formulere sig nok så grundigt, men det er altid kun en flig af alt det andet, så det kan og vil som oftest blive tolket på tusind forskellige måder, alt efter hvilke øjne der læser, og hvilken sindsstemning ordene modtages i, og det vil måske blive misforstået. Det gælder både forelskelse, vrede, glæde, lykke, usikkerhed, moderskab, tvivl, hverdag og alt ind imellem. Men engang imellem skal man vove pelsen og dele alligevel. Dele det der er svært, det der er dejligt, det der gør ondt. Med sin partner, sine veninder, eller med en masse fremmede på internettet, som jeg ynder at gøre. Det kan give nogle hug, selvfølgelig. Vi kan ikke alle være enige, leve på samme måde, føle de samme ting, heldigvis. I øvrigt tror jeg nogle gange, at man kan glemme, at det andre deler, både på nettet og ude på den anden side, kun er en lille brik i et gigantisk puslespil med situationer og stunder man aldrig ser. På godt og på ondt.

Det er det der med det private kontra det personlige. Jeg er nok blevet mere privat med årene. Her altså. For mine børns skyld og for min egen. Det ER overvældende at dele ud – Overvældende at mange har en holdning, en forventning, en mening, om og til en. Hæmmende til tider. Jeg vil vildt gerne fortælle jer om det hele. Om mine tanker, om det svære, det rare, det skøre, det sjove, det smertefyldte. Og det gør jeg også langt hen ad vejen. Men jeg har også noget jeg skal passe på herude. Mennesker, følelser, mig selv.

Dermed ikke sagt at jeg som sådan lægger bånd på noget, eller ikke ønsker at dele lidt af det hele stadigvæk. Det gør jeg. Jeg elsker vores rum her på bloggen og på Instagram. Elsker at læse jeres kommentarer, elsker når I sender mig beskeder, opslag, billeder, fortællinger – Fordi I føler, at I kender mig. Tager det absolut ikke for givet, og vil gøre mit bedste for at leve op til jeres og mine forventninger.

Tak fordi I følger med, tak for jeres opbakning, forståelse, engagement og overvejende positivitet.
Dét og I er optur.
Det trængte jeg bare lige til, at kommunikere ud, efter nogle lidt turbulente måneder på internettet, hvor der har været lidt flere hug i min retning end normalt.

<3

For næsten fem år siden skrev jeg det her indlæg. Et indlæg som en læser var venlig at minde mig om den anden dag. Et indlæg der fik det hele til at bruse indeni mig. Jeg kan sagtens huske det indlæg. Husker at jeg lige havde fået job på ELLE, at jeg kort tid inden havde aftalt med mine forældre, at lejligheden de havde købt fire år forinden, som jeg boede i, skulle sælges ikke længe efter, at jeg lige havde fundet ud af, at Michael var forelsket i mig, ægte, og jeg havde samtidigt indset, at jeg også følte noget mere end jeg, på det tidspunkt, havde accepteret  – for ham. Alt var kastet op i luften og meget var ude af mine hænder og det var skræmmende og fedt og spændende og helt forfærdeligt på samme tid. Jeg vidste godt, at de næste år ville være vilde, og at meget nok ville komme til at ske, men jeg havde aldrig gættet at to børn, et bryllup, eget firma og et 40 kilometers sceneskifte skulle blive en del af den fremtid. A L D R I G.
Jeg tror heller ikke at de næste fem år bliver helt så begivenhedsrige, i hvert fald ikke i den størrelsesorden som de seneste fem har været. Det kan næsten ikke lade sig gøre. Men altså, who knows.
Fem år er lang tid, og så alligevel slet ikke.
Tænk, måske findes bloggen ikke til den tid. Måske er vores hus færdigt. Jeg har måske fået taget det s*ide kørekort. Pigerne er startet i skole. Vi har måske en hund. Det kan være, at vi har gjort alvor af min drøm om at bo nogle måneder i et andet land (jeg tvivler). Måske er alt som det plejer.
Jeg glæder mig på en eller anden måde ekstra meget til at se tilbage igen – Om fem år. Måske, ret sikkert, sammen med jer.