Mandag uge 21: Nul overblik, løse ender og sommerfugle

Selvom jeg er godt inde i min nye rutine med tidlige morgener, der bestemt har givet mærkbart mere overskud og flere timer i døgnet, vågnede jeg i morges uden fornemmelse for hvilken dag eller uge jeg befandt mig i. Den følelse har jeg stadigvæk, og jeg roder rundt i datoer og kan ikke helt finde hoved og hale i noget, og aner faktisk lige nu ikke, hvad jeg skal i denne uge. Jeg ved, at jeg har møder det meste af dagen i dag og onsdag, jeg ved, at Uma skal til fodbold og Otto til fødselsdag, jeg ved at jeg har en lang liste af telefonopkald, der skal overstås, og at jeg skal finde tid til at se en veninde, men jeg har overhovedet ikke styr på om jeg kan få det til at gå op, så det må være dagens første opgave. At løse ugens kabale, i toget, hvor jeg sidder nu ved siden af Leopold, mit bonusbarn, der tydeligt sætter pris på den skærmtid han har imens Nordsjælland drøner forbi vinduet ved siden af os.

Der er flere grunde til min flyvske og noget ustrukterede tilstand, og heldigvis er det stort set udelukkende gode ting.

I sidste uge satte jeg gang i noget, jeg har haft lyst til i årevis, og på vaskeægte pisseirriterende bloggermanér, vil jeg ikke sige mere lige nu. Og det kommer også til at stjæle noget tid og en masse tankeaktivitet.

Min lillesøster kommer snart hjem fra Jordan, hvor hun har boet de sidste fire måneder, og jeg har svært ved at vente.

Mine forældre knokler i de her dage på at få deres nye hus i Hornbæk gjort indflytningsklar, alt imens at de også lige skal nedpakke 25 år af deres liv på Vesterbro. Det føles næsten ligesom at være forelsket, at gå og vente på, og det er helt sikkert også med til både at puste liv i mit overskud og den lettere rodede tilgang til tingene jeg har i de her dage. På den gode måde.

Det bliver en god uge !

God mandag til jer <3

Min søndag

Det er søndag. Klokken er knap 14 og jeg har netop ladet mig falde tilbage i min sofa. Det er der jo sådan set ikke noget særligt ved, og så alligevel. For her er helt helt stille. Det er her altså aldrig normalt.
Min familie kørte afsted for et par timer siden mod en frokost hos min svigermor, som jeg i princippet også skulle have været med til, men på grund af logistik (en for lille bil for eksempel) og ikke mindst et kæmpe behov for en dag alene hjemme, blev jeg tilbage. Jeg har, siden de kørte, gjort lidt rent, arbejdet en lille smule og handlet ind, og nu går min dag alene i gang for alvor. Tid for mig selv er og har altid været noget af det jeg vægter aller højest, hvilket også er en af grundene til, at jeg helt frivilligt er begyndt, at stå så tidligt op som jeg fortalte om for et par dage siden, men omvendt har jeg også en kæmpe behov for og vil jeg jo allerhelst være sammen med mine børn (og min mand og hunden også, selvfølgelig) så meget som muligt, og jeg elsker det run der altid er på herhjemme, larmen, kaos, gang i den, alt det der, men engang i mellem drømmer jeg om rolige søndage, tømmermænd på sofaen, fred til at tænke mine tanker færdige, den slags. Og sådan en dag har jeg ikke haft længe, slet ikke herhjemme. Så da jeg i sidste uge spurgte Michael om det ikke var ok, at jeg tog mig sådan en dag i dag, og han uden at tøve, indvilligede og ovenikøbet kaldte mig en superkvinde, var det med kæmpe glæde og lidt sommerfugle i maven, at jeg i dag sendte hele flokken afsted, og nu kan tage mig tid til lige præcis det JEG vil. Jeg har lavet mig en kop kaffe, og vil lægge alle skærme væk for en stund, og i første omgang bare prøve at være i stilheden og mærke efter, hvad jeg har allermest lyst til.

I aften kommer de allesammen hjem igen, og det glæder jeg mig også til, men for nu vil jeg som sagt drikke den der kaffe, tage hul på den plade chokolade, der egentlig var indkøbt til børnenes fredagsslik, trække vejret og så se, hvad dagen bringer. Jeg tror måske, selvom at vejret indbyder til, at jeg går ud og får lidt sol på næsen, at det bliver noget med at blive indendørs og se en masse serier og måske tage et langt bad. Simpelt, men helt utroligt lækkert.

Jeg håber I har en god søndag derude.

Morgenmenneske

Jeg har altid holdt utroligt meget af mine morgener, og både da jeg var barn og ung gjorde jeg meget ud af at komme op i god tid, så jeg kunne dalre rundt længe, helst i timevis, inden jeg skulle ud af døren.
De seneste år, har der ikke været så meget tid til noget som helst, og jeg har sovet så længe jeg har kunne – Hvilket oftest ikke er vanvittigt længe, men så har jeg som minimum snoozet og er blevet liggende i sengen indtil det var ved at være for sent at nå noget som helst. Og dét giver ikke ligefrem hyggelige morgener i zen. Tidligere på ugen besluttede jeg, at nu måtte det være nok. Jeg tager sgu mine gode lange morgener tilbage, særligt fordi, at jeg efterhånden har læst så tilpas mange “sådan bliver du mere motiveret”-artikler, der alle hårdnakket har påstået, at early mornings er en vigtig brik i et produktivt liv. Så nu skulle det være, og jeg satte mit ur til klokken 5:30, og gik tidligt i seng. Det har jeg nu gjort i tre dage, og det er seriøst noget af det bedste, jeg har gjort længe. Jeg når mere, føler mig mere frisk i løbet af dagen, og så er roen om morgenen inden resten af huset vågner simpelthen guld værd. Jeg når en gåtur med hunden og en kop kaffe alene, inden resten af familien vågner, og det giver virkelig meget på overskudskontoen. Jeg håber, at jeg kan holde det ved lige, for selvom den er lidt strid, når uret bipper og jeg febrilsk stresser over, at få det slukket, så det ikke vækker andre, føles det så fedt, når jeg først er oppe og i gang. Og jeg føler mig skide sej, simpelthen.

Kæmpe anbefaling herfra. Jeg ved godt, at det lyder forfærdeligt, fordi søvn er lækkert og alt det der. Men jeg lover, at det er virkelig fedt.

Bag indlægget #3

I år bliver Sneglcille ti år, og i den anledning kommer der til at ske lidt ting og sager i mit univers . Blandt andet har jo i årevis lovet, at fejre mit ti års jubilæum med blandt andet en fest, og det løfte lover jeg at holde. Derudover vil jeg gøre lidt ligesom for et par år siden, hvor jeg hver måned fremhævede et indlæg fra den pågældende måned syv år tilbage i tiden (se et eksempel HER). Det fungerede ret godt, og var en succes både i jeres og min ende #sommansiger – Og jeg har længe tænkt over, om man kunne gøre noget lignende. Det kan man, og jeg havde egentlig oprindeligt tænkt det som et podcast koncept, og måske det bliver en realitet en dag (uh, eller måske en youtube serie!). Dét det går ud på er, at jeg fisker et gammel indlæg frem og laver en slags kommentarspor til det.

Se tidligere “Bag indlægget” HER

I dag rejser vi tilbage til 2013, januar 2013. Otto var på det her tidspunkt 3 1/2 år gammel og var begyndt at stille spørgsmål til forskellige ting. Blandt andet vores situation, der på det tidspunkt var, at Michael og jeg ikke var kærester, ikke det der lignede, og at Otto og jeg boede alene sammen i en lejlighed på Vesterbro på fjerde år.

Jeg skrev:

At savne

I forlængelse af dette indlæg

Jo større min søn bliver, jo flere ord kommer der på de følelser, han går igennem, når han savner. Det gør mig faktisk stolt, at han i en alder af tre år er i stand til at mærke sig selv så meget som han kan og at han ikke er bange for at stille spørgsmål.
Det er fascinerende at følge hans tankegang og se ham prøve at regne verden ud.
Selvom det også til tider kan være svært, for mig, hans mor, ikke at påtage mig skylden for mange af de svære ting, han skal gå igennem.
Jeg blev, og bliver til stadighed SÅ imponeret over børns evne til at afkode verden på. Det her var bare første gang, at jeg for alvor mærkede det, og det var lige dele fantastisk og helt forfærdeligt. Jeg var så bange for at gøre noget forkert, at svare for ærligt eller for kringlet, men også for at afskrække ham fra at spørge eller fortælle mig om noget igen. 

Som delebarn er det nogle store følelser han skal gennemgå i en forholdsvis tidlig alder. Savn er noget han mærker til på daglig basis, nogle dage værre end andre og det smerter mig i hjertet, når han kigger på mig med store øjne og forventer et svar, han kan forstå, når han igen spørger, hvorfor hans far ikke bor hos os.
Jeg informerer ham så meget som jeg nu kan, men synes samtidigt at grænsen for, hvor meget han skal indblandes, er hårfin.Børn skal efter min mening, ikke rodes ind i de voksnes problemer, uanset størrelsen af dem.
Vi havde i denne her periode ikke som sådan nogle problemer, men havde kort forinden gennemgået en svær periode, Michael og jeg, hvor kommunikationen var noget rod. Og jeg var SÅ bange for, at vi igen ville stå i en situation, hvor vi ville blive uvenner. På samme tid, følte jeg enorm meget skyld overfor Otto, og det savn han tydeligt var påvirket af. Følte på mange måder, at vi var nogle egoistiske røvhuller, både Michael og jeg, og bandede vores situation langt væk – Samtidigt med, at jeg var enormt stolt og lettet over, hvor langt vi var nået i noget, der nemt kunne være blevet til had og konflikter.

Det værste jeg kan forestille mig, er hvis han på en eller anden måde, skal føle sig skyldig i at vi ikke er sammen længere. For det er han selvfølgelig ikke. Tværtimod.
Det var virkelig min største frygt. Både det, men også at han skulle finde ud af, at grunden til at vi ikke var sammen, var mig. Altså det var jo Michael der gik, men jeg havde i årevis kæmpet med en skyldfølelse, for han gik jo fra mig, mens jeg var gravid med hans barn, og hvis man gør det, må den person jo være forfærdelig. Altså mig, for man går jo ikke fra ens gravide kæreste, hvis ikke hun er helt skrækkelig. Tænkte jeg. Og jeg skammede mig over, at tænke sådan, for den fornuftige del af min hjerne, vidste jo godt, at det var vrøvl – Men den ufornuftige del råbte bare meget højere. 

Min forklaring lyder for det meste, at vi hellere ville være venner, end kærester, og derfor ikke bor sammen, “Du bor jo heller ikke sammen med Willi, selvom han er din ven”

Jeg ved godt at det kun er et spørgsmål om tid, før den forklaring avler flere spørgsmål, og dem skal han nok få svar på, når tid er.

Jeg priser mig lykkelig for det forhold hans far og jeg har til hinanden i dag.
Det er et venskab som jeg vægter højt. Vi snakker sammen næsten dagligt og der er i den grad plads til spontane aftensmadsbesøg, når savnet bliver for svært. Det er noget som vi begge prioriterer højt. At Otto skal se, at vi kan være i rum sammen og at vi ønsker at være sammen med ham, ikke kun hver for sig.

Nogle gange er jeg bange for, at det forvirrer vores søn mere end det gavner, men på den anden side, ved han at vi er der for ham og at vi er et team, selvom vi ikke er kærester og heller ikke bliver det.

Sandt. Vi var et helt vildt godt og sundt sted i denne her periode, men jeg var bange hver eneste dag for, at tabe det på gulvet, for så ville Otto for alvor kunne mærke det.
Det gjorde vi ikke. Og der gik da også kun et år fra jeg skrev de her ord, til Michael og jeg blev kærester. Selvom jeg på daværende tidspunkt på ingen måde så det som en mulighed. 

 

 

Kjolejagt

INDLÆGGET INDEHOLDER REKLAMELINKS (markeret med *)

Jeg holder fest om en måned i anledning af min fødselsdag, og jeg glæder mig rigtig meget. Jeg håber og satser på varmt sommervejr, og har en ide om, at jeg skal være iført en lang flagrende kjole. I virkeligheden har jeg et par stykker af dem i skabet allerede, og det kan meget vel være at jeg “bare” ender i en af dem. Men jeg har alligevel kigget lidt rundt omkring for ar finde inspiration, og da jeg ved, at mange af jer skal til bryllupper, havefester og lignende i løbet af sommeren, deler jeg her nogle af de kjoler jeg går og flirter med for tiden. Kjoler der både egner sig til fest, men som også snildt kan dresses helt ned med sneaks eller flade sandaler.

1. Denne er en af dem, der hænger i mit skab og faktisk nok den jeg hælder mest til, at iføre mig til min fest. Indtil videre har jeg kun brugt den til hverdag over jeans og sneakers, men med et par høje sko og en lækker makeup, er den meget festlig og super smuk. Den koster 1300,- hos H&M HER* (Jeg har den i small og den er ret oversized)

2.Prikker, wrap og flæser er tre ting jeg sætter stor pris på i min garderobe og denne opfylder alle tre… Den er fra Vero Moda og koster 280,- HER*

3. Smuk og elegant blåblomstret kjole med de smukkeste detaljer fra et af mine yndlings kjolemærker Self portrait til cirka 1300,- HER*

4. Jeg er helt pjattet med print og snit på denne kjole, som godt nok godt måtte være lidt længere, men over et par jeans, er den måske ikke helt dum. Den er fra YAS og koster 600,- HER*

5. Farven på denne her fine fine slip kjole, er så flot, og det samme er kjolen. Den har en lidt dum længde til min krop, men har man ikke benkomplekser, er den et rigtig fint bud på en sommerkjole, der både kan bruges med en t-shirt under til flade sandaler eller med stiletter, bare skuldre og strandhår. Så smuk altså. 495,- hos & Other stories HER*

6.Jeg elsker farven orange, som efter min mening klæder de fleste, særligt om sommeren, hvor de fleste af os har lidt mere glød end i de kolde måneder. Denne har lange ærmer, hvilket er virkelig elegant, omend lidt varmt, men altså med høje sko, bløde krøller og masser af highlighter er det den perfekte festkjole. Den koster 915,- hos & Other Stories HER*

7. Ok. Det her er en brudepigekjole og i virkeligheden er den nok lidt over the top, måske endda på grænsen til tacky. MEN jeg er ret pjattet med den alligevel, og overvejer kraftigt, at prøve at klikke den hjem. Tænker det er sådan en man kan have hængende altid og som nogle små piger, der en dag ikke er små mere, også kan få glæde af. Den koster 820,- hos ASOS HER*

8. Der er virkelig mange detaljer på denne her flotte lidt spraglede sag fra ASOS, som fungerer rigtig godt, og jeg har gået og kigget på den lige siden den kom online. Den koster små 600,- HER*

9. Denne opfylder ikke helt de krav jeg havde sat mig for, men den er eddermame pæn! Den er fra YAS og koster 800,- lige HER*

10.Mega fin prikket maxikjole med masser af svung (!) i skørtet. Fin til både dansegulvet tilsat høje hæle og røde læber, og stranden med flade sandaler og en denimjakke over skuldrene. 700,- hos Gina Tricot HER

Drømme

Jeg gad godt at leve lidt mere “Alt er muligt og The sky is the limit” – agtigt. Det gør jeg allerede på nogle punkter, men jeg er i høj, måske endda stigende grad lidt for forsigtig, og måske for hurtig til at slå ideer, drømme og ønsker ned – Mine egne, that is. Det tror jeg langt fra, at jeg er den eneste, der gør, hvilket også er en af grundene til, at jeg skriver det her indlæg. I mange år troede jeg for eksempel, at jeg ikke var færdig med at udforske verden. At jeg på et eller andet tidspunkt ville tage min familie under armen og bosætte os et sted i en længere periode. Det har jeg gjort gennem en årrække, da det bare var mig, og det var skide fedt. Jeg elsker at tage på ferie fra tid til anden, men jeg kan meget bedre lide at have en hverdag, også når jeg rejser. Den følelse savner jeg, når jeg begiver mig udenlands, og jeg kunne særligt mærke, da vi var i Californien for nu tre år siden, at jeg havde et uforløst ønske om, at opleve nogle ting med min familie. Jeg gik så langt i drømmen på et tidspunkt, at jeg fik Michael til at undersøge, hvilke lande han ville kunne arbejde i – Jeg kan jo arbejde alle steder fra – Og det kan han i princippet også, men det han laver, kræver noget mere netværk end mit gør. Vi kom frem til, at det nok kun ville være Tyskland, der ville give mest mening for hans business, men det var, selvom at Tyskland bestemt også har sine gode spots, ikke lige dét jeg så som et eventyr, og så blev jeg i øvrigt gravid kort tid efter, og der var også en masse logistik omkring Leopold, og Ottos skole og så videre så videre, og så døde den lidt. Vi startede som bekendt et nyt eventyr, for halvandet år siden, der hed Hornbæk, som vi aldrig har fortrudt, og som for mig på mange måder, har føltes som et kulturelt skift også, selvom det selvfølgelig er en overdrivelse.
Den ligger sgu stadigvæk i mig. Drømmen. Og jeg labber den ene Instagramprofil i mig efter den næste fra familier, der har gjort det der, som jeg engang følte var min skæbne. Men jeg er også nået frem til, at vi ikke selv skal den retning. I hvert fald slet ikke nu eller lige om lidt.
Vi plejer at joke med, at når børnene flytter hjemmefra, sælger vi alt og køber et Malibu Beach House. Om det bliver til noget, tvivler jeg også på, men man skal sgu have nogle drømme – også af de urealistiske slags. Og dem mangler jeg i hvert fald ikke. Jeg drømmer både om at bo et par år i Los Angeles, blive radiovært, dubbe tegnefilm, forfatte både en roman og en kogebog, gå til dans (og være god til det), lære at synge, og en masse andre ting, som sikkert ikke bliver til noget, men jeg elsker at dagdrømme, ønske og håbe på det hele, nogle gange på en helt barnlig facon, og engang imellem kan man jo så prøve at dyppe tæerne i nogle af de drømme og se hvordan det føles.

Mandag uge 20: Fuldt program, klubliv og planlægning

En ny uge er i gang, og den har virkelig haft en rar og rolig start, med glade børn, ok overskud og solskin – Min arbejdsdag startede med, at jeg ikke kunne finde min computer, som jeg troede jeg havde ryddet så godt op, at den var væk, men den var i virkeligheden bare gledet ned bag en sofahynde, fordi jeg havde gjort alt andet end at rydde den op. Så nu er jeg i fuld gang ved tasterne, hvor jeg udover at forfatte dette indlæg og et par andre til ugens løb, er ved at plotte mine aftaler ind i min kalender, bogføre kvitteringer og skrive noter. Snart kommer Michael hjem – Han har afleveret børn – Og så skal han hjælpe mig med at tage nogle billeder, derefter vil jeg forsøge at lokke ham på en lille frokostdate. Vi trænger til at se hinanden lidt i øjnene efter en hektisk weekend.
Resten af ugen har jeg en masse møder. Lidt for mange egentlig, hvilket også er grunden til, at jeg arbejder hjemme i dag, så jeg forhåbentlig kan ordne det meste, der kræver, at jeg sidder ved en computer, da resten af ugen bliver noget flyvsk, og jeg kun kommer til at have reel kontortid i de timer, jeg sidder i toget til og fra København – De timer er heldigvis ret effektive, så jeg når nok det hele. Derudover har jeg en masse planlægning på programmet, til nogle af de efterhånden mange halvlunkne jern jeg har i ilden. Nu skal der gøres noget ved det sgu. Onsdag kommer mine forældre og henter deres nøgler til det nye hus, og jeg forestiller mig derfor at tage tidligt hjem, så jeg kan nå at kramme dem og eventuelt åbne en lille flaske bobler med dem, og ikke mindst se deres hus indefra, som jeg stadigvæk har til gode. Om aftenen onsdag skal vi til fællesspisning i Ottos klub (eller PÅ Ottos klub, som for mig stadigvæk lyder mere korrekt jvf. min story på Instagram for nogle uger siden 😀 ). Torsdag holder jeg også tidligt fri, da jeg har et lægebesøg, og så får vi gæster om aftenen, der bliver hængende ugen ud. Fredag er jo egentlig en helligdag, men jeg bliver nødt til at stjæle et par timer af den til et enkelt møde med min veninde, der kan noget med grafik og styling som jeg ikke selv evner, og som jeg håber har tid til, at jeg må hyre hende til at hjælpe mig med et af de der lunkne jern jeg var inde på før.
I weekenden har vi som sagt gæster, så jeg tænker at det bliver til noget med nogle strandture, god mad og en masse rosé. Det bliver en god uge!

GOD mandag til jer <3

I øvrigt

  • Kan I måske huske, at jeg overvejede at holde en fest i anledning af min fødselsdag næste måned? Jeg gør det. Og jeg glæder mig. Og har en anelse tøjkrise.
  • Overvejer jeg at tilmelde mig et kollektivt klædeskab. Kender I konceptet? Holder det?
  • Er jeg begyndt at lægge puslespil. Det gjorde jeg under hele min graviditet med Otto, men har ikke gjort det siden. Det er helt fantastisk beroligende.
  • Har jeg trænet tre dage i træk, og selvom jeg ikke kan bruge mine mavemuskler i dag og knap nok kan løfte armene, føles det så godt at være igang igen.
  • Fik jeg i dag to plader Marabou og to meget lyserøde blomster til at plante i vores have, i anledning af mors dag.
  • Henter mine forældre nøglerne til deres nye hus på onsdag !!! Og om 16 dage kommer flyttebilen. Jeg kan slet ikke være i mig selv over det.
  • Havde vi egentlig besluttet at hunden ikke måtte være i vores sofa. Men efter at have smuglet hende derop, hver gang jeg var alene hjemme, har Michael nu også givet efter. Det er sgu da hyggeligt! Og heldigvis gider hun ofte kun at ligge der kort tid af gangen.
  • Blev jeg så glad og lettet over at læse hvor mange, der kunne genkende følelsen af at være skruk uden egentlig at være det i mit seneste indlæg. Tak til jer
  • Skrev jeg egentlig alt ovenstående i går aftes, men er åbenbart faldet i søvn midt i det hele.
  • Har jeg åbenbart forlagt min computer, og mit roderi har dermed indtaget nye højder. Jeg arbejdede hjemmefra i fredags, og da jeg her til morgen ville finde computeren frem, var den pist væk. Jeg er sådan en der ligger ting “smarte steder” så jeg nemt kan finde dem igen. Hvilket i teorien er rigtig smart. Det virker bare sjældent efter hensigten.

Måske er jeg skruk. igen.

Jeg kom i går til at læse en masse gamle blogindlæg igennem. Det gør jeg ind imellem. Især lige for tiden, for at samle indlæg til “Bag indlægget”-føljetonen. Og så havnede jeg i 2015. I mit tredje trimester med Uma. Fuck mand. Forventningerne, sommerfuglene, alt det ubekendte og skræmmende. Sikke en tid.
Jeg sidder tilbage med en speciel følelse med en snert af melankoli.
Tiden er gået stærkt. Ikke for stærkt, helt tilpas egentlig, men alligevel …
Jeg føler mig nok også en anelse skruk, kan jeg mærke. Eller jeg tror, det er det jeg kan mærke. Eller også er det bare en slags sorg over erkendelsen af, at vi ikke have flere børn. Det skal vi heller ikke.I hvert fald ikke nu,ikke snart, ikke engang om nogle år. Som jeg også skrev her, ville det ikke være fair overfor hverken de børn vi har, et eventuelt nyt barn eller hinanden. Det er jeg helt sikker på. Så det er ikke en skruk-hed, der craver en baby, men nærmere et savn til tiden som gravid, en kæmpe lyst til at føde igen, og et akut behov for et endorfin-skud og et par uger i en babyboble. Alt det, der på ingen måde er nok grund til at skulle have flere børn, og som sagt er tiden, pladsen, overskuddet og økonomien, eller lysten, slet ikke til det lige nu, og måske aldrig igen. Men jeg kan godt mærke, at jeg er gået fra at sige “aldrig” til at sige, at vi (jeg) ikke er afvisende overfor “en dag måske eventuelt “at skulle have en efternøler. Dog tror jeg, eller er ret sikker på, at jeg ændrer mening om et par år, når bleer, sutter, trodsalder, opvågninger og den slags er et overstået kapitel. Men lige i dag. Lige nu. Kunne jeg virkelig godt tage en tur mere…

Søvnmangel: Bekymringer, savn og skriverier

Jeg er glad. Hold kæft, hvor er jeg egentlig grundlæggende glad og lykkelig og heldig og elsket og sat. Men jeg er træt. Jeg har ikke sovet igennem i hvad der føles som måneder.

Det er der flere grunde til.

Loulou vågner mere end nogensinde. Eller hun vågner faktisk ikke, men hun sover uroligt, og vækker mig med gråd, spjæt og snak. Alt fra to til otte gange, og jeg kan efterfølgende ikke falde i søvn igen med det samme, så nogle nætter får jeg nærmest ingen sammenhængende søvn, og det føles lidt som at have en nyfødt i huset igen. #DetErEnFase

Jeg savner mine søskende helt forfærdeligt meget. De er udenlands begge to, og den ene har jeg slet ikke kontakt med på nu femte måned. Det er ubæreligt og kompliceret, og en del af den familiekrise jeg nævnte sidste år. Jeg har lyst til at skrive om det. Men det kan jeg ikke. Af hensyn til hele situationen og alle involverede. Men det er hårdt.

Jeg har virkelig genvundet min glæde for at skrive. Ikke kun her i det her format. Det elsker jeg også. Men i det hele taget. Det gør mig glad, ægte glad og grounder mig. Det er fedt. Men. Jeg skriver bedst om natten.

En af mine børn har haft en rigtig ærgerlig oplevelse. Og jeg føler alt, hvad vedkommende føler, og forsøger at guide og være lige dele anerkendende, moderlig og samtidigt lade barnet selv rumme sine følelser. Det er svært. Det gør ondt. Det går over. Det bliver godt.

Jeg glæder mig til at mine forældre flytter herop. Så åndssvagt meget! Vågner hver morgen (og nat) og tænker automatisk på det antal dage, der er tilbage. I dag var det tal 18. 18 dage tilbage.

Jeg har altid ment at søvn var ret kedeligt og overvurderet. Det synes jeg åbenbart stadigvæk. Hvorfor sove, når man kan være vågen?! Men ok. Jeg er virkelig træt.

Så ja, der er gang i kasketten, og underskud på søvnkontoen på en måde som jeg kun mindes fra perioderne med helt små børn. Det er fint i en kort periode, men man når en grænse og der er jeg ved at være.

… i aften går jeg tidligt i seng. I et andet værelse. Uden børn. Uden computer og telefon. Forhåbentlig gør det, at jeg kan indhente det værste.