Næste uges madplan

By request kommer her et eksempel på, hvordan en ret almindelig uges madplan kan se ud. Jeg tænker, at dele den med jer ind i mellem, hvis der er stemning for det.

Vi er nemlig nogenlunde tilbage på madsporet efter en sommer, hvor hverken spisetider eller måltider (eller særlig meget andet) har været særlig struktureret. Vi lagde ud med en måneds Simple Feast (link til reklameindlæg) og er nu tilbage i madplanerne for en stund. Jeg forsøger at gøre dem så loose som muligt, da vores dage ikke altid går som planlagt. Det er jo stadigvæk helt nyt for os med madplaner – Om nogle af jer måske mindes, delte jeg min frustration omkring aftensmadssituation HER. Det fungerer ret fint, i de uger, hvor vi ikke får måltidskasser fra Simple feast, Aarstiderne og nemlig, som er de tre, vi shuffler lidt imellem.

Vi fik risotto (opskrift HER – I dag bagte jeg en hel butternutsquash i ovnen og skrabede den ned i risottoen til sidst) til aftensmad i dag, og jeg havde satset på, at der ville være en rest tilbage til at lave risdeller af i morgen, men sådan gik det ikke. Så i stedet ser ugens plan således ud:

Mandag: Rösti af kartoffel og rodfrugter, grønne bønner, bagte tomater + estragonmayo

Tirsdag: Rugbrød + rester

Onsdag: Tomat/linsesuppe (opskrift kommer en af dagene)

Torsdag: Pasta med rester af linsesuppe som sovs

Fredag: Tortillapizza m sød kartoffel + tomatsalat

Lørdag: Kikærte curry m ris

Søndag: Rester i pitabrød

——

Jeg har allerede købt ind til det meste og det føles virkelig rart, at have en fornemmelse af, hvad vi skal have i ugens løb. Prøv det – prøv det.

En lang uge og forsvundne ord

Indeholder reklame, da den omtalte tur til Odense blev sponsoreret af Odense Teater.

Ugen er snart ovre og det er på en måde en lettelse. Mandag er kun to nætter væk, og selvom dagen har et blakket ry og jeg også selv ind imellem rynker på næsen af den, er det også som et blankt lærred – Begyndelsen på en ny uge. Og det glæder jeg mig faktisk til.

Det er ikke fordi, at det har været en dårlig uge. Det har det virkelig ikke. Langt fra. Jeg har haft travlt og været på farten de fleste dage, når jeg ikke lige har haft et sygt barn hjemme, og så tilbragte jeg en aften, en nat og en morgen i skønne Odense i godt selskab – Inviteret af Odense Teater, hvor vi så en fremragende og virkelig smuk (seriøst, den garderobe!) opførsel af Den Store Gatsby. Stykket kan ses de næste tre uger, så hvis man er på de kanter og gerne vil underholdes, er hermed en kæmpe anbefaling fra mig.

Jeg har fået set veninder, været sammen med min familie, knoklet på sjove ting, og været usandsynligt produktiv på mange kanter og leder, og derfor er jeg også fuldstændig baldret nu, lørdag aften, som jeg flere gange har troet var søndag, hvilket kendetegner min uge ret godt, for jeg har kokset rundt i ugedagene lige siden tirsdag. Glemt mine solbriller i et tog – nok er jeg et rodehoved, men jeg mister aldrig mine ting, så det er klart et tegn på, hvor rundt på gulvet jeg er, ligesom at jeg har glemt både aftaler og deadlines, hvilket heller ikke ligner mig. Det er der selvfølgelig en god grund til. Som I helt klart har kunne fornemme, går jeg med nogle lidt svære ting i lommerne for tiden, og det går udover mit ordforråd, både i den virkelige verden og dem jeg plejer at kunne få igennem tasterne. Med et uhelbredeligt sygt familiemedlem og dermed andre triste familiemedlemmer, en savnet bror hjemme på alt for kort visit, og et par andre knap så sjove ting som sidevogn, som jeg ikke kan komme nærmere lige nu og her, er det lidt tungt, og gør at jeg falder over og kvæles i ordene.

Jeg beklager derfor, at der er en anelse længere mellem indlæggene herinde i de her dage og måske over det næste stykke tid. Jeg skal nok finde ordene igen. Det gør jeg altid.

Tak for tålmodighed og forståelse.

 

4 års ægteskab

I dag har jeg været gift med Michael i fire år. Jeg vågnede alene på et hotelværelse i Odense, og jeg er ret sikker på, at Michael, der var derhjemme med børnene, slet ikke vidste, at det var vores bryllupsdag, før jeg mindede ham om det i en morgen SMS. Det er ikke særlig romantisk, men er helt klart et ret godt billede af vores forhold. Ikke så meget romantik, men masser af forvirring og hverdag. Jeg har lært ikke at forvente noget, og selv planlægge hvis jeg vil have, der bliver gjort noget ud af mærkedage. Når jeg siger det højt og ser det på skrift som her, lyder det på en måde virkelig trist. Men tværtimod er det nærmere en lettelse at se sådan på det, for så bliver jeg i hvert fald ikke skuffet, og kun positivt og ægte overrasket, når der så en sjælden gang imellem alligevel venter en overraskelse fra ham jeg har giftet mig med, som så til gengæld indeholder så mange andre betænksomme og dejlig sider som jeg ikke ville bytte for noget i verden.

Fire år er som sagt gået og jeg er stadigvæk kæmpe fortaler for ægteskab. Selvom jeg før i tiden syntes det var lidt noget pjat. For os med vores historik har det givet kæmpe mening og et helt ekstra lag, vi ikke ville være foruden. Godt nok er min mand ikke den romantiske type, men lige præcis det med at sætte en ring på min finger og gå på rådhuset var hans idé og kæmpe store ønske. Det var selvfølgelig også mit, men han var en helt klar primus motor, og det er jeg glad for.

Jeg ved ikke om kærligheden er blevet stærkere på grund af ægteskabet, men jeg tror jeg føler, at vi er mere forbundet på grund af det, samt at det er et tydeligt symbol på det aktive valg vi har taget i at være sammen. Det kan jeg godt lide. Og jeg vil altid tænke tilbage på vores bryllup som dagen, hvor vi startede et nyt og friskt kapitel sammen med et tydeligt punktum bag os.

Og sikke et kapitel det har været og er. Nok er det hverdagsagtigt og kaotisk på mange måder, vores liv og forhold, og det går op og ned, også kærligheden og forelskelse, men så længe det gør det og ikke kun går ned, eller decideret går i stå og flatliner, tror jeg det er et godt tegn. Sådan føles det. Trygt og helt rigtigt.

Skulle jeg gøre noget om, skulle det være selve brylluppet. Ikke fordi det ikke var fantastisk. Det VAR det, virkelig! Gad bare godt gøre det igen. Og igen. Og igen.

Måske vi gør det igen en dag.

Mandag uge 37: Græsenkeri, Fyn, bryllupsdag og familiefokus

Mandagen startede allerede klokken 4, hvor jeg vågnede ved, at Michael gjorde sig klar til at tage til Jylland, hvor han skal være indtil i morgen aften. Jeg faldt aldrig rigtigt i søvn derefter, og da Uma og Loulou vågnede nærmest synkront lidt over seks, sprang vi ud af sengen, og så var dagen i gang. Otto har hostet sig igennem weekenden og lader til at have overtaget den virus, der gjorde Uma hæs i sidste uge, og han har derfor joinet mig og Hera på sofakontoret i dag, hvor jeg er gået i krig med min indbakke, der roder og er fyldt. I denne uge har jeg et ret pakket program. I dag arbejder jeg hjemme, i morgen har jeg møder i byen, og en bagkant i Hornbæk, der ikke helt går op, men som forhåbentlig løser sig. Onsdag skal jeg til Fyn med en håndfuld kollegaer og se MMs Jon folde sig ud på de skrå brædder. Torsdag går turen tilbage til Sjælland, hvor jeg håber, at kunne klemme en frokost ind med min mand, da vi kan fejre 4 års bryllupsdag. Og derudover ligger der en masse hængepartier og venter på min to do liste, og jeg øver mig jo på ikke at udsætte ting, såeh…
Foruden at være en lidt rodet uge, med et “når min far kommer hjem, er min mor lige gået”-rend. er det også en uge med familiefokus. Min bedstemor er desværre stadigvæk indlagt og uhelbredeligt syg, hvilket fylder rigtig meget, og så er min lillebror for få timer siden landet i Danmark. Ham jeg ikke har set i et år og hvor der ligger en konflikt og ulmer, som jeg håber kan bliver løst eller mildnet, inden han flyver hjem til USA igen næste weekend.

Nu vil jeg brygge noget mere kaffe, og en kop the til hostedrengen, og komme videre med min indbakke, så der måske kan blive tid til en gåtur på stranden med hund og ældstebarn, inden jeg skal hente resten af flokken.
God mandag og uge til jer <3

I øvrigt

  • Er det søndag aften og selvom det er lykkedes mig at komme ordenligt tid i seng, lykkedes det mig ikke at lade telefonen ligge i stuen, og jeg har nu brugt en time på Instagram, candy crush og bloggen.
  • Skal jeg være græsenke de næste par dage, da Michael kører til Jylland i nat.
  • Kommer vi, Michael og jeg stort set ikke til at se hinanden før på torsdag, som meget belejligt er vores bryllupsdag.
  • Er jeg blevet bidt af BH902010 ! Det er noget andet end det gode gamle, men det holder sgu.
  • Fortalte jeg for nylig, at jeg syntes persille havde fået en bismag af fisk. Nu har rosmarin fået en bismag af mug. Hvad foregår der med mine smagsløg ??!
  • Har huslivet virkelig fået min araknofobi i skak. Jeg er iskold overfor alt otte-benet efterhånden med undtagelse af hus-edderkopper. Det er seriøst for vildt, at der findes edderkopper på den størrelse i Danmark. Ad!
  • Havde jeg, apropos klamme dyr, endnu engang lykkeligt glemt alt om den bananflue epidemi, der altid hærger os i sensommeren. Den er jeg blevet mindet om nu. Ad!
  • Har jeg endelig fået malet udestuen grøn! Og det er præcis så Pippi agtigt som jeg havde håbet på, men jeg er nu alligevel kommet i tvivl, om den bare skulle have været hvid.
  • Er jeg SÅ træt af, at male og har fortsat penselsspændinger helt op i øret, så grøn it is.
  • Har jeg tilbragt en del tid i mit gamle hood i sidste uge, på Vesterbro og Frederiksberg. Det var nostalgisk og lidt hårdt, men faktisk mest dejligt.

Et rodehoveds bekendelser #2: Eksperimentet!

Læs del 1 HER.

Jeg har aldrig lagt skjul på det, og det er efterhånden en stående joke, at jeg er et kæmpe rodehoved. Hvilket rigtig ofte bringer en helvedes masse problemer med sig. Jeg kommer godt nok aldrig for sent og overholder altid mine aftaler og deadlines, men det er altid på bekostning af alt muligt andet, og jeg har altid følelsen af, at jeg altid løber stærkt og alligevel aldrig kan indhente noget som helst og desuden taber en masse på vejen. En del af det skyldes selvfølgelig helt naturlig hverdagstrivialitet, som jeg har lært at have ro omkring (som jeg adresserede her blandt andet) og så er der alt det andet, som jeg bare aldrig lærer. Eller måske gør jeg. Det vil jeg i hvert fald forsøge med en helt simpel og ret ligetil metode, der egentlig giver sig selv, men som jeg ligesom med så mange andre voksenting i mit liv, alligevel ikke har helt lært endnu. At lade være med at udsætte ting. Alt! For det gør jeg. Uden undtagelse. Det bidrager til en konstant følelse af at være bagud, og giver søvnløse nætter, og for tiden i en sådan grad, at det kun bringer dårligdom med sig. Hjertebanken, dårlig samvittighed og krum ryg. Det holder simpelthen ikke. Jeg kan huske, at jeg for noget tid siden fik en kommentar, i forbindelse med en frustreret story jeg lagde op omkring rod, der gik på, at løsningen er, at lægge tingene på plads med det samme, og det er jo rigtigt, selvom jeg ærlig talt klukkede lidt over det svar; for ja, selvfølgelig det giver for fanden sig selv, at det er løsningen på rod, men det er jo netop åbenbart ikke nemt for mig at gøre – Jeg gør det i hvert fald ikke, og det føles af en eller anden grund ikke naturligt for mig, og er slet ikke indkodet i mine vaner. Men det kan det måske blive? Jeg prøver sgu at give det et skud, for jeg har givet mig selv den udfordring, som det jo er for mig, at gøre det med alt i hele september: Ikke mere “Det gør jeg lige senere”. Alt er nu!  Og så håber jeg selvfølgelig, at det bliver en vane, der holder ved.
Indtil videre har jeg været ret flittig med det, med få undtagelser (det er især at få svaret på mails, og at lægge mit tøj på plads, som halter efter, men det skal nok lykkes… Måske).
Jeg ved fra dem jeg kender, der er oprydningsfreaks, at det heller ikke altid er lykken og ofte giver lige så meget uro – Men jeg ønsker mig virkelig (!) bare et snert af det de har, og det er det jeg forsøger nu med det her eksperiment, som jeg muligvis kommer til at fejle grusomt i. Wish me luck!
Råd og gode tips til at gøre det til en naturlig vane, uden at føle, at man bliver kvalt, modtages med kyshånd. Seriøst, jeg er så træt af mig selv og mit roderi.

Most wanted: Jalousi?

Jeg får med jævne mellemrum mails og kommentarer med spørgsmål, der går på jalousi. Når man er i et parforhold, er det ikke unormalt at jalousi opstår, men fordi at Michael og jeg har den historie vi har, og fordi han har et arbejde, der involverer både rejsetid og ufatteligt mange kvinder, skulle man tro at det med jalousi og usikkerhed var en stor faktor. Men det er det bare ikke. Længere altå!
Selvfølgelig kan jeg blive jaloux, og selvfølgelig har jeg oplevet de der grønne jag ind imellem, men aldrig alvorligt, ikke endnu. Det skyldes selvfølgelig i høj grad, at Michael ikke giver mig grund til at være det, at vi langt henad vejen har en godt og sundt forhold, hvor vi kloge af skade kommunikerer en hel masse og italesætter alle følelser. Dermed ikke sagt, at vi ikke også har vores kampe og kameler, we do. Men jalousi er ikke et issue. Foruden ovenstående skyldes det i allerhøjeste grad, at det er en følelse jeg har arbejdet rigtig meget med, med mig selv. Jeg bliver faktisk nærmest ikke jaloux længere. Selvfølgelig, kan det godt stikke lidt i noget der minder om jalousi engang imellem fordi han omgås SÅ mange seje, dygtige (og flotte) damer. Men jeg tror, og er meget opmærksom på, at jalousi er noget af det mest skadelige for et forhold, det var i hvert fald tilfældet for os for nu mange år siden.

Hvis og når det alligevel opstår, hvilket kan tælles på en enkelt hånd, hvor tit det er sket i de små seks år vi har været sammen her i omgang to, så siger jeg det højt til ham. Aldrig på en sur eller dømmende måde, men med ydmyghed og respekt og med bolden på min egen banehalvdel.

Jeg ved ikke præcis, hvad der har gjort forskellen, udover tid og bekræftelse.
Samt en ro omkring, at man alligevel aldrig ved, hvad fremtiden bringer, men at det nok skal gå ligemeget hvad. Der findes ingen garantier, hvilket ikke er den mest romantiske tilgang til livet, men vi har valgt hinanden og vi vil hinanden. Så selvom man nok aldrig helt sikker på, at der ikke er en spændende steg, der venter om hjørnet, det gælder desuden jo også den anden vej, og det er jo ikke ens betydende med, at ens forhold styrter i grus af den grund. Meget kan løses med respekt og kærlighed, og så længe den er intakt, kan man nå langt.

Jeg ville ønske jeg havde et godt råd til at slippe af med den, jalousien, men jeg ved faktisk ikke, hvad det skulle være. Udover, at hvile i sikkerheden omkring at man har valgt hinanden OG at sætte ord på, så snart man mærker kvalmen indtræffe. Ikke noget med at gå med det selv, og snage rundt i mobiler. Ærlighed og åbenhed. Skide kedeligt, men ikke desto mindre langt sundere for både en selv og det forhold man er i. Man møder jo også selv mænd der er flotte rundt omkring (selvom der på en eller anden måde bare findes virkelig mange flere lækre damer), men det er jo ikke ens betydende med, at man kunne finde på at rykke på noget, og det går jo som sagt begge veje. Sådan bliver man i hvert fald nødt til at se det. Det gør jeg.

 

En halv fridag og en hæs mus

Klokken er 23 og jeg er netop vendt hjem fra en dejlig middag med mit damefællesskab. Min krop skriger efter at komme i seng ovenpå en lang dag og en halv flaske hvidvin, men da der var lidt ændringer i mine dagsplaner på grund af en klattet 4 årig med en lille hæs stemme, som af den grund kom med på arbejde, som jeg måtte opgive efter dagens første møde, og erstatte med en biograftur og pomfritter, er jeg nødsaget til at catche op på det forsømte nu, klokken 23. Sådan er det, og det er sgu ret fint.

Livet med børn er, som jeg tidligere har adresseret, og som de fleste af jer sikkert kender, en stor indviklet kabale, der sjældent går op, og jeg må endnu engang bare prise mig lykkelig for, at vi trods alt heldigvis har muligheder i vores hverdag, der for det meste gør en dag som i dag mulig. Hvor man trækker i nødbremsen og samler det hæse barn op og ser Kæledyrenes hemmelighed 2 istedet for at holde møder, afstemme regnskaber, udsende fakturaer og svare på mails.

Det skal nok gå det hele, messer jeg for mig selv, brygger en kop te til min egen hals, der også pludseligt river lidt (hej efterår!) og snupper en times nattearbejde.

Intet bliver som man regner med, det gør i morgen helt sikkert heller ikke. Men det løser sig. Selvfølgelig.

Godnat, snart. Måske.

Otte måneder som hundeejer: Status, overvejelser, hundemad og en rabatkode

REKLAME FOR OLIVERS PETFOOD

Hera er nu 10 måneder gammel og er blevet hunde-teenager. Hun er pt i løbetid for første gang, og er inde i en trodsig periode (sætninger jeg aldrig troede jeg skulle sige om en HUND!). Men hvordan går det så egentlig med hende og med os, og livet som hundeejere… ? Det går virkelig godt, kort sagt. Hun er så sød og god! Alle de udfordringer vi oplevede sidst jeg skrev om hende, er faktisk blevet så godt som løst. Hun kan stadigvæk finde på, at trække i snoren, når vi går tur med hende, men slet ikke på samme måde som for et par måneder siden, og hun er i det hele taget rigtig nem, at have med at gøre. Hun gør når der kommer gæster, og bliver hun overglad hopper hun også op af dem, hvilket vi arbejder på lige for tiden – da det er lidt voldsomt at få en gøende 35 kilos unghund i hovedet, når man kommer på besøg. Det er helt vildt krævende at have hund, ingen tvivl om det, og man skal virkelig overveje det grundigt, samt sætte sig ind i mange ting, inden man anskaffer sig sådan et væsen. Det kan jeg ikke understrege nok. Vi var meget forberedte, men er alligevel blevet overvældet et par gange eller ti. Bare man lige har det i tankerne, hvis man går med overvejelser om at tilføje en firbenet ven til familien. Det er vigtigt for mig at få sagt, når jeg fortæller om at have hund. Det er vidunderligt og sjovt og hyggeligt og jeg ville ikke være hende foruden, men det er også tidskrævende, dyrt og omstændeligt og der er ingen tvivl om, at mange ting og situationer havde været nemmere, hvis vi om ikke andet havde ventet et par år.

Det er både hyggeligt og trygt med en schæfer i huset, og så er jeg fuldstændig pjattet med at overvære det forhold hun har fået med børnene hver især. Om natten sover hun på Ottos værelse, og om dagen forlader hun sjældent Uma og Loulous side, og det er simpelthen en kæmpe fornøjelse at se hvordan børnene udviser kærlighed for hende og vice versa.

Noget af det vi ret hurtigt blev opmærksomme på, var at særligt foder er vigtigt at sætte sig ind i. Især når man har at gøre med en stor hund, som man må sige at en grå schæfer er. Det er vigtigt at ens hund får noget ordentligt at spise, så både knogler, tænder og pels holdes i orden, og så skal der noget god energi indenbords. Dårlig, eller forkert foder, kan i værste fald have dødelige konsekvenser for ens kæledyr. Det giver sig selv, at der skal noget ordentligt indenbords, det gælder jo også os selv, men jeg skal være helt ærlig at sige, at det nok ikke var noget jeg havde overvejet særlig grundigt, inden vi fik hende. Heldigvis rådførte vi os fra starten af hos både det hjem hun kom fra, dyrelægen og det store internet og fandt på den måde frem til nogle gode brands, der producerer hundemad.

Sådan fandt vi Olivers, der er blevet Heras primære mad. Foruden af være mad af høj kvalitet med al den næring det skal have, så findes der forskellige smagsvarianter og typer (alt efter hundens alder og størrelse) samt størrelser på selve foderbidderne (pillerne?), så man kan vælge både små, mellem og store alt efter hvilke størrelse hund man har (eller hvad den foretrækker – Igen noget jeg ikke tidligere i min vildeste forestilling havde troet, jeg ville have en holdning til). Tilmelder man sig Club Olivers for 79,- om måneden (første måned er gratis) får man 30% på foder og godbidder på Olivers (og på kattegrus), så de penge er ret hurtigt tjent ind igen, og man kan desuden vælge en fast levering, så man automatisk får foder tilsendt hver måned. Det er simpelthen skidesmart, synes jeg.

Vi er i hvert fald på alle måder glade for det. Som en lille ekstra godbid har jeg fået en rabatkode til jer – Måneden ud (september 2019) kan I få 25% på al foder fra Olivers (både hunde og katte) med koden snegl25 –

 

Mandag uge 36: Ro på, fællesspisning, græsenke og skolefest

Det er mandag formiddag og jeg er netop vendt hjem efter en lang gåtur på stranden. Jeg har med vilje lagt så lidt som muligt i starten af denne uge, da jeg er alene med børnene, og stadigvæk har et alvorligt sygt familiemedlem, og føler derfor behov for at tage alt ned i tempo. Nu har jeg dog alligevel fundet min computer frem og vil forsøge at få styr på nogle af de ting, jeg ikke nåede sidste uge (never ending…) Og så skal jeg have lagt noget planlagt indhold op her og på Instagram senere i dag (jer med kæledyr kan passende følge med).

I morgen holder jeg helt fri og satser på at tage på hospitalsbesøg, onsdag skal jeg til København og holde møder – Med Confettidamerne, en samarbejdspartner og en journalist. Onsdag aften er det igen tid til fællesspisning for Hornbækdameklubben. Torsdag skal jeg optage podcast, og til skolefest, og fredag er indtil videre helt fri af planer. Så en ret rolig uge egentlig, i hvert fald i kalenderen. Indeni er jeg alt andet end rolig. Bekymringer, gnavent humør og kæmpe underskud gør, at det hele karter rundt i hovedet på mig og helt simple opgaver som at svare på en mail, eller tømme en opvaskemaskine føles uoverskueligt. Jeg tager den derfor som sagt med ro i dag og i morgen, og håber at alting snart bliver normalt igen.

Jeg håber jeres mandag er rar <3