Jagten på sneglehuset. En status.

For nogle uger siden fik vi besked om, at det hus som vi more or less havde besluttet os at byde på, det hus jeg har drømt om og sukket efter siden vi stod der for to måneder siden, er taget af markedet. You snooze, you loose. Og vi havde snoozet for længe, eller i en måneds tid, helt overbevist om, at det selvfølgelig ikke ville blive solgt og at vi havde goood tid til at få styr på lån og planlægning. Men væk er det altså.  Mit hus.
Dog er det ikke solgt, så forhåbentlig bliver det sat til salg igen. Some day. Eller også var det ikke meant to be og alt det der.

Men fuck. Og øv.

Min mand er til gengæld head over heels forelsket i et andet hus. Faktisk det første vi kiggede på.
Et hus jeg også er lun på, men et hus som økonomisk vil sætte os stramt i det, alt for stramt. Desuden ligger det på landet-landet. Altså uden naboer, for enden af en grusvej. Aka min mands hedeste husdrøm, og i teorien mit mareridt. Dog har vi nu været der to gange og der ER dejligt. Ydermere viser det sig at vi perifert kender ejernes datter, og vi er derfor kommet i direkte dialog med dem, ejerne, der i øvrigt er så søde, at vi ville ønske de hørte med huset. Hvis vi altså skulle købe det. I første omgang går vi (og de) i overvejelser om en prøveperiode, hvor vi ekstraordinært får lov til at leje huset og prøve det af.
Den mulighed tygger vi og de på. Så det er status lige nu.

Og hey! Jeg har filmet processen frem til nu, og vil fortsætte med det. Hvis alt går godt (læs: Mit klippeprogram vil samarbejde) lander del 1 hos jer meget snart.

Vinterstøvler til børnene. De bedste!


INDLÆGGET ER SPONSORERET AF ECCO

Igen i år er det vinterstøvler fra ECCO, der sidder på mine børns fødder. Det har det været hvert år igennem hele deres liv. Faktisk går vi også ofte efter sandaler fra ECCO, men dem kan vi tale om til sommer (åh, sommer, suk).
ECCOs børnesko kan det de skal, punktum. De er af høj kvalitet, gennemtestede, holder tørt og så er de sgu også ret flotte. Bonus. Både Otto og Leo, og faktisk også Uma har fået et par blå støvler fra ECCO i år. Jeg synes ofte at ‘drengefarverne’ er pænere end ‘pigefarverne’ så derfor gik jeg efter de blå til Uma, men de findes altså også i lilla, hvis man har en pige, eller en dreng, der synes det er sagen.

Foruden udseendet som i øvrigt er ret sekundært, men alligevel vigtigt, ikke kun for mig, men i den grad også for børnene, særligt min ældste, er det vigtigt for mig, at deres fødder bliver holdt varme og tørre, tjek og tjek! Børnene skal kunne være aktive i dem, uden at fødderne føles tunge og klodsede, også tjek! Og så skal de gerne kunne holde en hel sæson, og det gør de også (hvis altså børnenes fødder ikke vokser, selvfølgelig), og mine børn styrer altså hverken udenom vandpytter eller mudder, selvfølgelig ikke. De er med andre ord gennemtestede herhjemme også.

Jeg har valgt modellen Snow Mountain til drengene og Uma har et par Biom hike infant, og til info, synes jeg at ECCO er en anelse små i størrelsen, så vi er gået en størrelse op. I kan se alle ECCOs vinterstøvler (og sko) HER

Og så kan jeg anbefale jer at stikke hovedet ind forbi en ECCO butik, for sjældent har jeg fået bedre rådgivning. Kæmpe anbefaling fra både mig og mine børn.

 

7 måneder med Loulou

Nærmest på minuttet er det nu 7 måneder siden at Loulou kom til verden i vores gamle lejlighed på Vesterbro. Syv måneder er virkelig længe, og alligevel slet ikke. Jeg husker aftenen, hvor hun blev født helt tydeligt. Husker lettelsen, glæden, smerterne, lyden af hendes gråd, den lune stue og følelsen i min krop da jeg rejste mig fra madrassen på gulvet og gik ind i soveværelset for at tage tøj på, adrenalin, udmattelse, lykke. Alligevel føles det som om at det er længe siden. Som om at hun har været her meget længere. Måske fordi vi bor et andet sted nu, som nok er med til at give en følelse af en ny fase. På en måde føles det som om at hun kun har været her et øjeblik.

Hun er sød, Loulou. Mild, glad og rolig. Hun sover ikke om dagen, men tager gerne en hel nat uden afbrydelser. Hun er modsat sin søster ikke så hurtig motorisk og hverken kravler, eller kryber endnu. Men hun både sidder, ruller og griber fat og giver slip i ting. Hvis hun selv fik lov til at bestemme levede hun nok udelukkende af havregrød og æblemos, og så forguder hun sine søskende (og det er gengældt) og sin far (også gengældt). Hun er nu også ret glad for sin mor, er jeg sikker på, men ingen får de smil og de grin som særligt hendes søskende kan frembringe.
Søskendekærlighed. Det er magisk. I hvert fald for mig.

Jeg glæder mig ubeskriveligt til at lære hende bedre at kende, til at se hende vokse op og til at elske hende for altid.
Hej Loulou, tak fordi du er her.

Efterårsferie rimer på sygdom. Og kaffe.

Det er efterårsferie, og traditionen tro er to ud af tre børn ramt af sygdom. Uma er forkølet akkompagneret af en falsk strubehoste, der giver hende den mest nuttede stemme og hele huset søvnunderskud, og Loulou er også snottet og lun. Michael og Otto er i dag kørt til Fyn for at hente nogle reservedele til bilen, og jeg er hjemme med snotpigerne, der pjevser på skift. Jeg tæller derfor en masse til ti og trækker vejret dybt ned i maven, mens jeg skræller klementiner og synger børnesange, drikker kaffe og ignorerer det bjerg af rent vasketøj der skriger på at blive foldet og lagt på plads. Not today, venner, not today!

I morgen joiner den gode Leo feriehulen på sin syv års fødselsdag, og jeg har lovet at lave pandekagekage ligeom forrige år og inden da skal vi have hans livret. Sushi. Jeg klager ikke over den menu.

Resten af ferien skal bruges på at få alle gjort raske, at gå en masse ture, måske et smut i Tivoli, og så ved jeg at min kære mand meget gerne vil ud og skrue på sin nye bil #høstmaskinen (ja, den har et hashtag), så det må vi hellere også få prioriteret. Og så drømmer jeg om at få booket flybilletter til vores vinterferie i januar.

Speaking of ferie, hvad skete der med Portugal? Livet og hverdag skete. De eneste tre sammenhængende dage vi kunne finde i kalenderen var nu, og der koster flybilletter til Portugal i tre dage nærmest det samme som, hvis man skulle til Thailand i tre uger i januar. Så. Det må udsættes. En eller anden dag får vi nok tid. Måske endda inden nytår. Nu har jeg i hvert fald skrevet i kalenderen, at vi skal have lavet et pas til Loulou i næste uge. Så langt, så godt.

Jeg håber I alle har en dejlig tirsdag, uanset om I holder ferie eller ej. Og tak for de skidefine tilbagemeldinger på mit indlæg i går. Søde er I sgu.

Når der ikke er flere ord … Og en lillebitte afsløring

Jeg forsømmer bloggen. Lidt med vilje og nu skal I høre hvorfor. Lysten er der som altid, tiden er der ikke, som altid. Jeg bruger en masse tid på podcast, andre skriverier, og selvfølgelig min familie. Loulou er syv måneder nu og har flere vågne timer i løbet af dagen, hvor jeg gerne vil være på hende. Nætterne er i øvrigt lidt stride for tiden, så jeg er i underskud på den konto også. Det der med at tiden flyver og at der ikke er nok timer i døgnet er der virkelig noget om.

Jeg elsker bloggen, og er så stolt og lykkelig over at den er blevet min levevej. At tjene penge på, at lave det man synes er allersjovest, er et drømmescenarie og jeg håber ikke at jeg behøver understrege, hvor glad den og I gør mig.

Det der tilgengæld er en af ulemperne ved at have sin hobby som arbejde, er at man nogle gange godt kan køre lidt død i den. Ikke som i at jeg ikke ønsker at blogge længere, nej nej, slet ikke, langt fra. Men jeg har længe haft behov for noget andet også. Jeg savner ikke det almindelige arbejdsmarked. Jeg elsker friheden i det jeg laver nu, elsker at jeg bestemmer selv, og alle de ting jeg potentielt kunne savne har jeg løst. Jeg har kollegaer og en fysisk arbejdsplads, hvilket nok er det jeg kan komme i tanke om kan være den største ulempe at måtte undvære i det selvstændige, altså udover det med, at ingen lige kan tage over, hvis man gerne vil på ferie eller man bliver syg, men den pris betaler jeg gerne, for at være min egen chef sammen med alle de andre plusser, som jeg nok skal lade være med at kede jer med.

For nogle måneder siden hyrede jeg en agent, som jeg deler sammen med tre andre kollegaer i fællesskabet Confetti.
Det betyder at en masse af mit arbejde ligger i hendes hænder og jeg kan fokusere på det sjove, det jeg elsker. At skrive, at udarbejde koncepter og indhold, og at skrive (ja, det nævner jeg to gange, for det er virkelig nummer 1 for mig).

Noget den tid har givet mig, har jeg ikke brugt på bloggen, men på en anden drøm. Tre faktisk. Den ene er der sat punktum ved og skal nu bare forbi en tegner. Det er en børnebog som Otto og jeg har skrevet sammen. Den hedder ‘Lars i junglen’ og er skideskæg, hvis vi selv skal sige det. Mere info om det projekt kommer så snart jeg selv ved mere.

Det andet jeg har gang i er noget mere omstændigt og tidskrævende, og svært, men helt fantastisk og forhåbentligt kan jeg også give jer noget mere konkret info snart. Og det tredje er noget min mand og jeg har snakket om længe. Noget der kombinerer hans firma og mit. Det er slet ikke hemmeligt noget af det, og jeg prøver ikke at være mystisk eller vigtig, det er bare helt vildt udefineret og løst stadigvæk.

Der er med andre ord fart over feltet og det er så dejligt, men det gør desværre også at ordene slipper op undervejs og derfor er der ind imellem et par dage mellem indlæggene herinde, men jeg kan se at I følger med alligevel og tak for det. Tak for det hele.

 

Sneglebørnenes guldkorn #1

… fordi børn er de sjoveste i verden, og fordi at I ofte spørger efter dem. Guldkorn.

Egentlig er det jo rigtig tit situationerne og selve den kontekst børne-guldkornene opstår i, der er sjove. Som da Uma fik en smagsprøve i bageren og udbrød ‘SÅ lækkert!’ meget højt og teatralsk, da Otto og Leo havde lang nuttet samtale om fremstillingen af skumbananer (som de er overbevist om indeholder banan og tyggegummi), da Otto blev tydeligt lettet over at Onkel reje og jeg ikke var nomineret i samme kategori til Børn i Byen prisen, for ‘Det havde ikke været et nemt valg’, eller når Uma spørger efter Despacito med imponerende spansk klang. Men jeg har alligevel fået fanget og nedskrevet en håndfuld gyldne sætninger fra de sidste par uger. Værsågod.

  • Hvad betyder ’strisser’? Er det ikke en slags underbukser?
  • Når du bliver gammel, sådan noget femoghalvtreds eller mere, så skal jeg nok handle for dig.
  • Hvor er min bajer?!
  • Bare Trump snart ville stoppe med at blive uvenner med alle. Hvis krigen kommer til Danmark, skal vi sikkert bo i en bunker og stå i kø hele dagen for at få en enkelt appelsin.
  • Tampon? Er det ligesom de der damebleer?
  • Loulou er lille, jeg er stor, mor er … stooor numse.
  • … Dør man egentlig, hvis man brækker klunkerne?

Mere glød, tak

ANNONCE: INDLÆGGET ER SPONSORET AF CLINIQUE

Man skal ikke have fulgt med særligt længe herinde for at vide, at jeg er ualmindeligt glad for makeup og skønhedsprodukter, OG at jeg har en ting med produkter der hedder noget med ‘Glow’. Det er nærmest umuligt for mig ikke at købe dem med hjem, når jeg ser dem på hylden.
Derfor lå det også til højrebenet da Clinique spurgte om jeg ville teste og anmelde deres foundation med navnet ‘Even better glow’. Selvfølgelig.
Jeg er i det hele taget ret begejstret for Cliniques produkter og har allerede et par favoritter i deres sortiment. Jeg kan nu tilføje endnu et, for denne her foundation holder i den grad, hvad den lover. Den er lysreflekterende på en helt diskret men effektiv måde, vildt nem at påføre, let i konsistensen og giver liv til ansigtet med det samme og med et enkelt lag, og så dækker den lige en anelse mere end en BB creme, men uden at man ser makeuppet ud. Faktisk ligner det bare, at man har sovet og den slags er jeg stor fan af.

‘Even better glow’ indeholder desuden salicylsyre og c-vitamin, hvilket efter sigende skulle give en permanent glow og mere ensartet hudtone på længere sigt. Noget som jeg mindes at have fået fortalt gentagende gange af diverse beautyeksperter skulle være god nok – Altså at C-vitamin er key, når det kommer til glød.

Den findes i 30 nuancer, så der bør være en farve der passer til dig (Jeg har farven CN52 Neutral og den er perfekt lige nu, hvor jeg gerne bruger lidt selvbruner i ansigtet for at få, ja you guessed it, glow!) . Se dem alle HER

 

 

Bobler

Jeg er forelsket. I det hele.

Som jeg har givet udtryk for flere gange herinde, har de sidste par måneder været lidt noget rod, eller det har føltes sådan noget af tiden. Jeg har følt mig slået hjem, været usikker, træt, hormonel, ikke vidst hvilket ben jeg skulle stå på og har skulle igennem nogle forskellige udfordringer af større og mindre kaliber. Det har ikke været konstant eller altoverskyggende, men det har fyldt og været en hæmsko. Langsomt er skyerne lettet, særligt i dag, hvor det føles som et festfyrværkeri af endorfiner i min krop. Og det regner endda, men jeg er glad. Jeg har bobler i maven og den slags skal fejres og skrives ned og huskes.

Ingenting er faldet på plads, og der er ligeså meget rod i hjørnerne, både bogstaveligt og metaforisk, som der plejer. Men det er ligemeget. Det er fucking ligemeget.

Bobler!

En mandag i oktober

I har efterlyst flere hverdagsindlæg, og jeg har savnet at skrive dem, så værsågod, en helt almindelig og meget lang mandag….

Mandagen startede for mit vedkommende klokken 03:48. Ja. Der pludrede det fra junosengen, og efter over en times forsøg på at delvist ignorere og lulle barnet tilbage i søvn, gav jeg op og stod op. Vi tog et langt bad, pludre-babyen og jeg, og da vi kom ud var klokken ikke engang 6.
Selvom at dynerne i dobbeltsengen med Michael, Uma og tre-fire af sidstnævntes plyssede venner i, så indbydende ud, indtog vi gulvet i stuen, Loulou og jeg. Med kaffe, lys i lampen (det er herremørkt klokken 6), legetøj og nyvasket hår. Efter en times tid begyndte der at komme liv i resten af huset så småt. Morgenmaden blev indtaget, Lego blev bygget, madpakker smurt, og husets yngste morgenfriske type kapitulerede til en morgenlur kort inden afgang for de store, og derved også længe inden hun plejer, hvilket jeg både forstod og misundte. Min mand tilbød at følge både skoledrenge og vuggestuepige, hvilket jeg tog imod – og hemmeligt håbede på en lille times lur, hvilket desværre ikke blev til noget. I stedet skænkede jeg mig selv dagens tredje kop kaffe og forsøgte at bringe mit ansigt til live med snyd, highlighter og foundation. Barnet vågnede, vi trillede ud af døren og ned i en bus, der fragtede os til Vesterbro, hvor mand ventede.

Endnu en kop kaffe og et møde i banken senere, nu med en fornemmelse af, hvilket hus vi kan købe, hvis altså vi skal det – Det vender vi tilbage til snart, en anden dag – fandt vi et vindstille solskinsspot, hvor vi talte om hus, om børnene, om kølige fødder og om rejsedrømme, fik besvaret nogle mails på hver vores telefon, mens morgenbabyen igen tog en misundelsesværdig lur, inden vi drog videre mod endnu et møde, et knap så skelsættende et, men noget arbejdsrelateret, der heldigvis var hyggeligt. Herefter gik vi hjem, spiste rugbrødsmadder og, ja, godt gættet: Talte mere fremtid, mere drømmeri, men også mere alvor. Brugte en time ved hver vores computer, inden Michael sprang på ladcyklen med lommerne fulde af pølsehorn til de børn han skulle hente, de samme han havde afleveret syv timer tidligere. Vi blev atter hjemme, hvor nogen øvede sig på at krybe frem i stedet for baglæns og i cirkler, og andre forsøgte at få sorteret vasketøj og forberede aftensmad, og i processen både fik hældt balsamico i sin telefon og ødelagt skraldespanden, blandt andet på grund af for mange P-tærter, som flere pointerede, efter at jeg havde dokumenteret det i min instastory. Baglæns-kryberen fik grød, maden blev sat i ovnen, vasketøjet aldrig sat over, klokken slog 18, maden var klar og i samme sekund kom skole- og vuggestue-holdet hjem med deres far, efter et par timer på skaterbanen. Nu sover alle, på nær min mand, der er taget i biografen for at se en dræberklovn med sin lillebror. Om lidt gør jeg dem kunsten efter. Dem der sover. For mandag startede klokken 03:48 og hvis tirsdag også gør det, skulle jeg være gået i seng for længst.

Voksen ABC Live, Fuck, Yes, åh nej og hurra

Følelsen er ubeskrivelig. Som en blanding af forelskelse og paranoia. D. 19. november skal Rachel og jeg stå på en scene i skuespilhuset foran en forhåbentlig udsolgt sal og optage et afsnit Voksen ABC. Jeg glæder mig, og er skidebange. Jeg er stolt og glad for muligheden, lykkelig over at have Rachel med mig, og så håber jeg at se nogle af jer derinde også. Forhåbentlig bliver det skideskægt, både for os og de fremmødte og forhåbentlig gør vi det igen.

Det er i forbindelse med Podcast Festivalen, noget der både er nyt og røvsejt ikke mindst. Man kan se en masse seje podcasts live, programmet finder I HER. Og billetter til Voksen ABC HER.

Det er en sjov følelse. Blandingen af nervøsitet og glæde. At føle sig som en lillebitte ny fjollet fisk ved siden af de store  flotte og dygtige hajer i branchen. At være stolt over at få muligheden så kort tid efter Voksen ABCs fødsel tilbage i februar.

Jeg håber vi ses.

I morgen udkommer der i øvrigt et lidt underligt afsnit af podcasten. Det er ikke et X som planlagt, da Rachel og jeg ikke har set hinanden denne uge, hvor vi begge har løbet stærkt og jeg har været hæmmet af voldsom hovedpine. Men der kommer noget. Det er en telefonsamtale. Om nabolarm, bagedysten og New York, blandt andet. Næste mandag er det der X klar.

Nu vil jeg kravle under dynen og forhåbentlig sove til i morgen, uden afbrydelser, det trænger jeg til.

Ps. Tak for anbefalingerne til diverse behandlere i forhold til min spændingshovedpine. Jeg gør noget ved det asap. Det skal jeg.