Ni år som mor

I dag for ni år siden vågnede jeg ved 6 tiden med veer. 10 timers tid senere lå han i mine arme og kiggede mig direkte i øjnene.

For ni år siden i skrivende stund havde vi besøg af Rachel og hendes Michael og af mine forældre på en fødestue på Frederiksberg Hospital. Otto var vel fire timer gammel. Der var roligt på fødegangen, og vi havde fået lov til at blive på stuen med vores gæster, indtil der blev plads på barselsgangen. Vi drak champagne af hvide plastikkrus og sludrede. Jeg lå med Otto, der sov, i mine arme, og jeg var paf. Ænsede vist ikke helt hvad der blev sagt omkring os, eller hvad der var sket. Jeg lå der bare. Skræmt, stolt, glad, ked af det, lettet, adrenalinhøj, frustreret, overvældet, udmattet … Trist, lykkelig, i chok. Foruden at jeg lige var blevet mor, havde min nye virkelighed ramt mig for alvor. Altsammen noget jeg delte med jer en del år senere – HER.

Ni år senere, nu, ligger jeg i mit soveværelse sammen med Ottos søstre. Den ældste af de to sover, den anden ligger i sin tremmeseng og dimser rundt med et vaskemærke på hendes dyne. Jeg kan høre min ni årige underholde sine gæster i vores have med sine røverhistorier og sit gode humør.

Jeg har født tre mennesker og lært en masse af dem alle, er vokset med dem, har lært af dem, og mit hjerte er blevet større af hver deres ankomst.

Men. Jeg blev mor dengang for ni år siden, og det er det vigtigste og bedste jeg er. Tak Otto, fordi det var dig, der gav mig den rolle.

Tillykke med fødselsdagen.

Badeværelset er færdigt! (-ish)


REKLAME FOR BADARKITEKTEN / VVS MESTER

Jeg forstår det ikke engang helt selv. Men vi har simpelthen et badeværelse. Et der både fungerer og er flot. Der har været tidspunkter i det her forløb, hvor jeg helt oprigtigt ikke har kunne se en ende på det og nærmest forestillet mig, hvordan badeværelset ville være en af de ting, vi bare måtte undvære for good. Selve renoveringsdelen var en gigantisk mundfuld, og der har været så mange bump på vejen, mange flere end vi havde forestillet os da vi startede – Og jeg syntes vi var ret realistiske (læs: pessimistiske) da vi gik i gang. Foruden al det håndværksmæssige, har det været ret svært at skulle beslutte sig for en stil, at vælge materialer, farver, armaturer, brusehoveder, håndvask, toilet, alt det der. Mulighederne var mange og inspirationen relativt lille, da udgangspunktet var et brunt og tarveligt rum med op til flere K3ere.


Badarkitekten og VVS Mester tilbød deres hjælp med planlægningen (se mere om starten af forløbet her) og det var en kæmpe øjenåbner og virkelig noget af det, vi har anbefalet flere siden: At få nogle udefra til at kigge på det og komme med forslag. De første billeder vi sendte til Badarkitekten var i stil med nedenstående, og jeg var overbevist om, at de ville ryste på hovedet af os #UdAfMinButik

Sådan var det ikke. Tværtimod! Sammen med billeder, sendte vi mål på rummet (der på daværende tidspunkt manglede en væg), og et moodboard (der stak i alle mulige retninger) og så tog vi et par samtaler over telefonen. Ikke længe efter vendte de retur med et par forslag og tegninger og skitser med optegninger og mål, som vi kunne sende til vvs’ere og selv tage udgangspunkt i. At kunne slippe for den del, har været guld værd. Og så føler man sig ret tjekket når man kan hive tjekkede vellavede skitser og opmålinger frem, fremfor de hjemmelavede håndskrevne vi normalt arbejder med her i Sneglehytten.

Ugerne og månederne gik og er gået, og vi er ved at være i mål. Resultatet er slet ikke 1:1 i forhold til hvad Badarkitekten foreslog, men det gav os et skub i den rigtige retning – En retning vi ikke anede vi ville i.

Og nu, nu er det færdigt. Næsten. Der er stadigvæk et par detaljer og skønhedsfejl, der skal finpudses. Men det ser således ud i skrivende stund, og jeg elsker det!

 

Alle vvs-artikler er fra VVS Mesters hjemmeside.
Brusere og vandhane: Hans Grohe
Håndvask: Duravit
Toilet: Ifô
Spejl: Frama CPH
Lampe: Frama CPH
Fliserne er fra Made A Mano.
Det hvide på vægge og gulve er decolisse (jeg er ved at overtale Michael til at lave en guide)
Bordet har vi selv lavet ud af en gammel reol og nogle brændte plader, der har fået lak.

Voksen ABC er tilbage

Efter en lang ferie er Voksen ABC tilbage! Og det føles virkelig rart og rigtigt. Lige så meget som vi trængte til en pause, lige så fedt er det at være tilbage i studiet. Vi har optaget to afsnit, og det første er klar og ude i dag. Jeg håber I har lyst til at lytte med. Det er, som I efterhånden forhåbentlig godt ved, noget vi lægger en del tid og energi i, og det er trods alt sjovest, hvis der er lyttere.

Første afsnit efter ferien er med Mattias Hundebøll, det er et L og det er ret hyggeligt. Vi taler om logistik, om at være på ferie med (og uden) børn, om leg og om liderlighed.

Du kan høre det i iTunes her, hvor du også meget gerne må abonnere på podcasten og give den en håndfuld stjerner og en anmeldelse – Det betyder rigtig meget, når I gør det, for så kommer vi op på listerne og bliver set/hørt af flere og DET vil vi så gerne. Du kan også høre den på Spotify, eller i den app der (vistnok) hedder ‘ Podcast’ hvis du har en Android.

Tak! Og pissegod onsdag til dig.

Skildpadde? Eller måske bare en snegl.

Har jeg nogensinde fortalt jer om den terapeut jeg besøgte et par gange, da jeg var gravid med Otto og gennemgik nogle af de hårdeste måneder i mit liv? Hende der startede med at “beskylde” mig for at være for narrativ i min udlægning af “historien” som hun kaldte det, og som gentog sig selv i begge de konsultationer vi nåede at have, hvor hun beskrev Michaels og mit forhold som en klassisk blæksprutte/skildpadde opsætning. Hvor jeg som blæksprutten med mine lange fangearme fik Michael, skildpadden, til at søge ind i sit skjold. Jeg har på fornemmelsen at jeg har nævnt det tidligere, men grunden til at jeg nævner det igen, er at jeg faktisk føler mig ret skildpadde-agtig for tiden.

En skildpadde i et bassin fuld af blæksprutter der skubber mig rundt og får mig til at gemme mig i mit skjold og lukke øjnene, sådan at jeg nærmest bliver handlingslammet. Dermed ikke sagt at Michael er en blæksprutte, eller at nogen andre er det. Måske var det faktisk en virkelig lortet introduktion til det jeg forsøger at beskrive her, men nu er jeg jo gået igang, og sammenligningen ramte mig som et slags klarsyn i dag – Selvom jeg dengang i den situation, syntes det var noget vrøvl, eller i hvert fald syntes at terapeuten var lidt en klovn i sin tilgang – til min situation dengang.

Måske vil jeg faktisk hellere være en snegl i denne her analogi.

For at nå til pointen: Der sker en masse ting herude hos mig for tiden. Primært godt, men det kan også føles overvældende – Og kombineret med en masse beslutninger der skal træffes, både i forhold til byggeriet, livet og mit arbejde, er det en mundfuld. End større én end normalt. For normalt nyder jeg faktisk sådan et tempo og lader mig opløfte af det. Hvis altså jeg også får mine pauser.

For tiden flyder jeg bare lidt med, mens jeg stikker hovedet godt ind i det der skjold og håber at tingene sker af sig selv. News flash: They don’t! Forventningerne er måske for store. Jeg føler presset. Sikkert mest fra mig selv og jeg kan ligesom ikke møve mig ud af det. Bare det at skulle få styr på mit vasketøj føles uoverskueligt og jeg er fanget i en underlig spiral, hvor alt hober sig op og jeg bare kigger på indefra skjoldet og venter på det næste dask fra en tentakel.

Jeg kan ikke helt kende mig selv i det, og jeg vil gerne have det til at gå væk. Men på den anden side fortæller min fornuft (og mine mennesker) mig, at det giver mening at følelsen er der – ovenpå det sidste års kapløb med baby, flytning og projekter i øst og vest.

Som altid har det hjulpet at få sat ord på det, også selvom det tog udgangspunkt i noget så åndssvagt som et minde om et forløb, der ikke var rigtigt for mig, og ord om en skildpadde.

Jeg skal nok lige finde min plads. Igen. Og det tager åbenbart lidt tid. Snegl eller ej.

I øvrigt

  • Skal I være søde at lytte til podcasten Fjernsyn for mig. Den er smaddergod og jeg er med i afsnittet om Love Island (som I også bør se, hvis I er til reality)
  • Er Uma og Loulou begyndt at lege sammen, sådan rigtigt. DET holder!
  • Blev jeg noget så køresyg af en togtur for nogle dage siden, hvilket jeg fortalte om på Instagram. Det affødte i alt ni beskeder med spørgsmålet: Er du gravid? Det måske mest personlige og ikke mindst uhøflige spørgsmål. Det må man simpelthen ikke spørge om. Tænk hvis jeg var, eller hvis jeg gerne ville være det.
  • Er jeg ikke gravid, men har bare så godt som nul bevægelses-tolerance (det afslørede Otto her, husker I måske).
  • Har Michael og jeg op til flere gange diskuteret om hvorvidt en myg kun stikker en gang (ad gangen) eller om den tager et par omgange. Jeg googlede det langt om længe og vandt! De stikker gerne flere gange.
  • Er jeg på jagt efter et suit til Confettis fødselsdagsfest om et par uger. Helst et farverigt et, der sidder pissegodt på mig. #missionimpossible
  • Savner jeg hedebølgen.
  • Er Voksen ABC tilbage på mandag, hvor vi nok også afslører, hvad vores næste podcast kommer til at handle om. Den har nemlig også premiere lige straks!
  • Fylder Otto ni år om en uge og han er mere spændt end nogensinde. Så det er jeg også.
  • Har jeg for første gang som voksen bestilt en pyjamas. I satin! Nemlig denne her (reklamelink)
  • Er det som om at der er gået lidt sport i at hade på spørgsmålsfunktionen på Instagram. Jeg synes det er SÅ hyggeligt. Har bare endnu ikke selv haft tid til at prøve den af. Men det kommer til at ske! #bewarned

Nu er vi her

Med fare for at skrive et næsten identisk indlæg med et tidligere, spørger I fortsat ind til det, og derfor kommer her endnu et om skiftet fra Kbh til Hornbæk. Vores skift.

Det sidste års tid er mere eller mindre forsvundet mellem hænderne på os. SÅ meget er sket og jeg synes trods alt, at vi har været gode til at være i det frem for bare at jokke igennem det for fuld smadder, hvilket vi, særligt jeg, godt lidt kan komme til. “Videre, vi skal videre!”. Det har været en vild omgang, særligt det seneste halve år – med flytninger, renoveringsbonanza, nye omgivelser, skoleskift og indkøring i flere institutioner. Vi er stadigvæk midt i alt det, men det begynder at lette og vi begynder at falde til. Rigtigt. Det er svært at falde til et nyt sted, og det kan tage tid. Det vidste vi, det var vi forberedt på, og vi frygtede det nok også. Særligt på børnenes vegne. Sjovt nok er det dem, der er faldet hurtigst til og som lader til at have det allerbedst i vores nye omgivelser. Otto sagde i går til mig, at han nogle dage vågner med sommerfugle og varme i maven og bare glæder sig til dagen. Pigerne har særligt taget udelivet til sig og har begge to både permanente sår på knæene, beskidte negle, solbrune nakker og smil på læberne.
Jeg kniber mig selv i armen over hvor let det har været for dem og over hvor fjollet alle betænkelighederne og al frygten viste sig at være.
De er fans, så det er vi også.

Jeg er den der er faldet mindst til. Hvilket var forventet. Den gode overraskelse er, at jeg ikke hader det, og at det viser sig, at der er flere ting ved livet i hus på nordkysten, som jeg nu ikke føler jeg kan leve uden. Havet har især vundet mig. Godt nok bader jeg ikke i det, til stor forundring for mange, men jeg kigger på det, jeg får ro ved det, og jeg kan næsten ikke forestille mig ikke at kunne stikke fødderne i vandkanten dagligt. Roen og stilheden nyder jeg også langt mere end forventet. Godt nok bor vi på byens hovedgade og har både trafikstøj, en togbane tæt på og kan høre strandfesterne i weekenden, men i forhold til hvad vi kommer fra, er har bomstille, og det er ret lækkert. Afstanden til København er heller ikke så lang som jeg følte den var inden vi flyttede, og jeg nyder faktisk togturen frem og tilbage.

Men jeg savner København. Savner muligheden for spontanitet og dét at kunne kombinere mit familieliv med veninder, rødvin og høje sko uden den store planlægning. Savner at have alle muligheder rundt om hjørnet. Alt det jeg altid har taget for givet, men som jeg også altid har holdt af og altid har haft.

Engang imellem rammer savnet hårdt, og jeg bliver ked af det. Nogle gange bliver jeg frustreret over det ambivalente i den følelse, for jeg ville jo heller ikke undvære Hornbæk, vores hus, børnenes tydelige kærlighed hertil, havet … Men savnet er stort. Jeg vil gerne have det hele, og så alligevel ikke. Nogle gange dukker en lille led egoistisk stemme op og pipper noget med, at vi skulle være blevet i Kbh K. For MIN skyld. Og så bliver jeg flov. For selvom jeg savner det hele og engang imellem får kvalme over at det er et lukket kapitel, føles det vi har nu mere rigtigt for OS. Og jeg er ikke kun mig længere, jeg er os.

Nu er vi her og heldigvis for det.

Opskrift: Tærte med kartofler og spinat

Jeg kan ret godt lide at lave mad, og en eller anden dag, når tiden er til det (læs: Mine børn er lidt større) vil jeg skidegerne udgive en kogebog med vegetariske familieretter, for jeg synes virkelig det er svært at finde noget i den kategori. Men den drøm må vente og stille sig bag køen sammen med de andre håb og ideer, og indtil da, bliver det en opskrift i ny og næ her på adressen. Find tidligere opskrifter HER.

En klassiker herhjemme som vi får et par gange om måneden er tærte. Børnene elsker det, og det er det nemmeste i verden. Indholdet varierer en anelse  alt efter, hvad vi har i køleskabet og mulighederne er i virkeligheden uendelige. Jeg laver for det meste en tomatsalat ved siden af og nogle bagte rodfrugter eller som her bønnefritter og søde kartofler.

Til 4-6 personer skal du bruge:

Tærte :

1 tærtebund (lav den selv, hvis du orker eller køb en færdigdej – Den økologiske fra netto er min favorit)
2 kartofler (eller 1 stor)
1 lille sød kartoffel
2 gulerødder
1 lille løg
1 fed hvidløg
1/2 tsk tørret chili
En halv pose spinat
salt og peber
3 æg
En sjat mandelmælk

Riv kartofler, gulerødder og løg groft på et rivejern
Steg det på en middelvarm pande med lidt olivenolie, hvidløg og chili. Tilføj spinat og sluk for varmen og lad det stå.

Pisk æg med mandelmælk og salt og peber i en skål.
Fordel fyldet fra panden på tærtedejen i et fad.
Hæld æggemassen over.
Du kan vælge at drysse med ost, men jeg foretrækker den uden.

Bag i ovnen, 200 grader varmluft cirka en halv time, eller til tærten er brun og gylden.

Lad tærten stå 10-15 min inden servering.

Tomatalat:
3-4 tomater
En halv agurk
En avokado
En sjat god olivenolie
Rødvinseddike eller balsamico
1 fed hvidløg
En håndfuld oliven
Oregano
salt og peber
(evt. mozzarella eller feta – Jeg serverer selv osten ved siden af)

Skær tomater, agurk og avokado i små firkanter.
Fordel på en tallerken. Bland et presset fed hvidløg med olivenolie og rødvinseddike og hæld det over grøntsagerne. Tilsæt oliven, oregano, salt og peber.

Bønnefritter med sød kartoffel:
En halv pose frosne bønner
En sød kartoffel
En halv avokado
En håndfuld hakket persille
Evt. lidt nødder eller sesamfrø

Fordel de frosne bønner på et stykke bagepapir, skær den søde kartoffel i firkanter og bland dem med bønnerne og hæld godt med olivenolie over. Bag i ovnen ved 220 grader til de er mørke (Nogle af dem må gerne være på grænsen til brændt). Lad dem køle lidt af på bagepladen (mens du laver din tærte for eksempel).

Læg bønner og kartofler på et fad, drys med salt, hakket persille, nødder og avokado skåret i små stykker.

Værsågod.

Overvældelse og godt nyt

Engang imellem får jeg delt noget lidt for tidligt, og så fanger bordet. Det er en del af gamet, når man som jeg, deler gavmildt ud af flere stykker af mig selv til fremmede. Det har jeg gjort længe og jeg kender efterhånden de fleste ulemper og fordele og er ret god til at navigere i det. Alligevel sker det, at jeg fejlvurderer. Sådan er det, og for nylig skete det igen.

Jeg var dybt frustreret over ikke at kunne dele det, og mega lettet da jeg alligevel gjorde. Hvad jeg ikke vidste var, at det alligevel viste sig at være for tidligt at dele. For mig, fordi, at jeg pludselig skulle tage stilling til folks bekymring, mange spørgsmål og konstante “har du hørt noget?” – Alt sammen gjort i kærlighed og bekymring, selvfølgelig. Men det blev overvældende og på en måde ret ubehageligt. Jeg kunne i forvejen knap nok overskue når mine veninder, min mor eller Michael spurgte ind til det. Og nu havde jeg involveret tusindvis af mennesker. Fuck.
Som sagt, bordet fanger, og det var jo min egen skyld. Fordi jeg valgte at lukke jer ind, før jeg selv var klar. Det vidste jeg bare ikke, at jeg ikke var, før det var for sent.

Så jeg klappede i. Fortalte ikke om prøvesvarene, om forløbet, der trak ud, om de ekstra undersøgelser, de søvnløse nætter og mange tanker.

NU er det til gengæld afsluttet med præcis det udfald som jeg forudså og håbede på.

Alt godt. Ligesom sidst.

Selvfølgelig.

Regnvejr, mandag, skolestart og gode intentioner …

Så kender man sommeren igen, hva?!
Jeg kan nu meget godt lide sommerregn, og for en gang skyld har jeg været tjekket nok til at udnytte sommerudsalget til at købe regntøj og gummistøvler til de små mennesker i husstanden, så jeg følte mig rimelig pro i mor-gamet i morges, hvor der både var regntøj til alle og et par færdigsmurte madpakker i køleskabet. Efter at have fulgt den store 3. klasses dreng i skole, vendte jeg om og placerede mig ved min computer for nok tredje gang på to måneder, hvor jeg blev mindet om, at den snart synger på sidste vers, så jeg backede den op, inden jeg gik i krig med en masse kedelige sager, som jeg har udskudt for længe (fakturering, betalinger, regnskab, den slags) – Nu er klokken 11 og jeg føler lidt at jeg har vundet i ‘voksen’. Tænk sig, det tog under fire timer at kvæle flere ugers dårlige samvittighed. Det kunne være jeg skulle forsøge at være på forkant med den slags til en anden gang. Sådan synes jeg ofte jeg har det efter en ferie – At NU skal der nye boller på suppen. Madpakkerne skal være klar aftenen før, jeg skal food preppe, lave madplaner, være på forkant med vasketøjskurven og regningerne. Ting der for mange er helt naturligt, men som for mig (apropos mit seneste indlæg) føles som et utopisk forhindringsløb som jeg ikke kan gennemføre, fordi jeg undervejs bliver distraheret. Oh well. Intentioner kan også noget.

Resten af min mandag vil jeg bruge på at skrive videre på en masse halve og kvarte indlæg, jeg vil pakke det sidste af mit tøj ud i mit næsten færdige skab (Tak til Michael, der brugte sin søndag på at bygge)  og så vil jeg skamnyde roen i mit hus, hvor jeg for første gang er HELT alene siden en gang i juni.

God mandag derude.

 

Voksen

Det er et emne jeg berører ret ofte – Voksenlivet. Hell, jeg har en podcast, der handler om det. Og jeg synes virkelig det er interessant.
Hvornår er man voksen? Hvad indebærer det?

Jeg elsker at være voksen, og hviler ret godt i min alder – Også selvom jeg måske synes at mine 20ere gik liiiidt stærkt, og godt lidt kan savne dem, eller bare ønske at jeg havde omfavnet dem lidt mere – og allerede nu et par år inde i mine 30ere kan jeg godt mærke, at det nok også kommer til at gå tjept.
Voksenlivet er fedt, helt vildt fedt, synes jeg. Men der er alligevel ting, som jeg vist har gået og ventet på ville komme, og andet der ville ophøre, i en barnlig forventning af hvad en rigtig voksen kan og gør og bør.

For eksempel er der det der med at tale i telefon. Jeg. Hader. Det. Mand! Det er blevet bedre, helt sikkert, men jeg kan knap nok holde ud at bestille en pizza eller ringe til lægen – Og når jeg skal ordne mere “voksne” ting som at tale med banken, med skat, eller diverse forsyningsselskab, bliver jeg næsten fysisk dårlig. Gudskelov er jeg gift med en mand, der foretrækker at tale i telefon, så det er blevet hans primære bord og jeg tager mig af mails og den slags.

Dernæst ved jeg ikke om det bare er mig, men jeg er på renden af et nervesammenbrud hver gang jeg får besked om at der ligger post til mig i min e-boks. Lidt som når man ser en politibil og med det samme bliver bekymret for om man har gjort noget forkert, og opfører sig underlig akavet i et forsøg på at virke normal og lovlydig – Det kan ikke kun være mig? Og jeg har altså aldrig gjort noget tilnærmelsesvis kriminelt, så det giver ingen mening.

Derudover kan jeg nogle gange blive nærmest barnligt irritabel, hvis jeg ikke kan komme med til en fest. Jeg elsker en god fest, og hvis det ikke var for børn og ansvar var jeg nok ude hver weekend. Det er ikke fordi at jeg sidder og surmuler hver eneste weekend, men hvis der er en fest eller et arrangement jeg ikke kan deltage i, så har jeg samme følelse i krop og sind som da jeg var teenager og ikke måtte deltage.

Oprydning og rengøring. Jeg giiiider ikke og kan ikke finde ud af det. Jeg har prøvet at indføre rengøringsdage. Det holder lige præcis i et par uger, og så skrider det. Jeg er vokset op med to ordensmennesker og søndagsrengøring, så måske er det mit lille oprør.

… Måske er det hele også en del af voksenlivet. Det man ikke var forberedt på, som  forventninger, der ikke indfries, sammen med dårlig samvittighed og banale bekymringer.