Mit nye liv

kræver tilvænning. Jeg er tosset med Otto, det er jeg. Og jeg nyder tiden vi har sammen, men engang imellem (især lige nu) savner jeg mit gamle liv. Jeg savner spontaniteten, festerne, de høje sko og den flade mave. Hvis jeg skal ha’ fri fra mit nuværende liv, skal alt planlægges i forvejen. Det er ikke rart evigt og altid at være afhængig af at andre (læs: freelancer eller min mor) har tid til at passe Otto. Egoistisk? JA, helt bestemt. Men jeg bliver en lortemor hvis jeg ikke engang imellem kommer ud på de høje hæle og mærker mig selv. Det behøver ikke involvere alkohol. Bare det at drikke varm kaffe blandt andre voksne er en fest for mig. Jeg føler mig spærret inde, på trods af at jeg er ude mange lange timer hver eneste dag, med barnevognen foran mig.
Jeg ved godt at det er ok at have det sådan her, og jeg er sgu nok ikke den eneste. Alligevel får jeg en tarvelig smag i munden når jeg ser det skrevet ned her, sort på hvidt. Især når jordens smukkeste og blødeste baby ligger og sover ved siden af mig, vil jo ikke undvære ham for noget i verden, han er lige til at spise. Men en gin & tonic og en smøg ville nu også gøre godt… Kan man få det hele?
Apparently not …

mere rod

Jeg er blevet gjort opmærksom på at det altså ikke kun er derhjemme jeg roder. Når jeg er på besøg hos folk er det altid i et virvar af bleer, babystrømper, vådservietter og slikpapir …
Det er ikke med vilje, det sker lissom’ bare … Undskyld.

Om at rode

“Jeg forstår det bare ikke…” sagde freelancer til mig igår…
Mig:”æææh forstår ikke hvad?”
F: “at man kan rode så meget”
Mig: ” Nå!”

Skulle lige trække vejret dybt ned i maven, inden jeg sagde mere. Det var få sekunder fra at gå virkelig galt. Men vi skyndte os at lægge låg på den der. Kunne vist begge godt se at det var en samtale/diskution vi ikke skulle tage. Vi snakkede istedet om arbejde, og så tog freelancer hjem.

Jeg er et rodehoved, det er jeg virkelig. Jeg prioriterer på ingen måde oprydning særlig højt. Hvilket er mærkeligt, fordi jeg elsker når her er rydeligt. Men vil bare hellere lave noget andet, især nu efter ham der Otto er dukket op. Når jeg så endelig rydder op, er der ikke rigtig noget der har faste pladser herhjemme. Jeg har en del rodeskuffer og rodekasser. Og det fungere sgu egentlig meget godt og jeg kan sjovt nok altid finde mine ting (altså næsten altid).

Faktisk har freelancer op til flere gange ryddet op i min lejlighed, når han har passet Otto. Vist nok noget med at han stresser når der er rod omkring ham. Jeg forstår det ikke, men det er nu dejligt at komme hjem fra mit ugentlige mig-tids-cafebesøg til et sovende barn og en ren lejlighed… Det er han sjovt nok stoppet med, altså oprydningen – nok fordi at jeg altid formår at rode det hele til i løbet af ingen tid … Oh well, noget skal man jo være god til 🙂

Let there be light

Jeg har boet i min lejlighed siden maj, og har i al den tid ikke haft lys over mit spisebord (jep, det er 8 måneder i næsten mørke). I November fik jeg endelig anskaffet mig en lampe (jeg skrev et indlæg om det, altså helvedesturen til Illums bolighus). Og først i dag kom den op… Det er lige lovligt længe, at have en semidyr Kartell lampe stående i en kasse på gulvet, 2 måneder. Ja nå, men som sagt kom den op idag… Og jeg er simpelthen så glad for den ! Jaja den er blå og stor, men den passer bare rigtig godt ind i mit ellers meget hvide spisekøkken.

Om tyveknægte og vindueskiggere

Jeg har fået mig en lurer, eller han er selvfølgelig ikke kun min – for han kigger også ind i alle de andre lejligheder … Han står på lur med kikkert og kamera, og rødvin, i timevis hver eneste aften/nat med kun et stearinlys tændt i vindueskarmen. Han ser faktisk skide uhyggelig ud .. Jeg tvang freelancer til at gå ud i gården for at komme lidt tættere på, så han måske kunne se hvad pokker han havde gang i, ham stearinlys-manden. Det kunne han ikke se, men han gav mig ret i at det var en smule mærkeligt og også lidt uhyggeligt, at han bare stod der i næsten mørke.Nå, men han er sikkert harmløs. Og han kan altså kun se ind i mit køkken, og der sker alligevel sjældent noget interessant.

Det er ikke det eneste mærkelige der er sket i min gård de sidste par dage.
Ja det gør helt ondt at skrive om, men jeg fik i går stjålet mine “nye” genbrugs Miu Miu støvler !! De var lige kommet hjem fra operationsbordet (skomageren). De var blevet imprægneret og lugtede derfor noget så grusomt, jeg bor heldigvis i stuen og har egen private trappenedgang til gården,så jeg ville da lige stille dem udenfor i en times tid …. Det skulle jeg ALDRIG ha’ gjort. Væk er de, og jeg har ingen ide om hvem der har gjort det. Bortset fra at det er en tyv med god smag og store fødder.
Måske jeg skulle banke på stearinlys-mandens dør og spørge om han ved hvem der gjorde det …

So true ….

Yummy mummy?

Jeg prøver, det gør jeg virkelig…
Da jeg var gravid lovede jeg mig selv at jeg stadigvæk ville gå op i mit udseende på den anden side af fødslen.. Og det går faktisk ok, noget af tiden. Engang imellem glipper det, som f.eks. for et par dage siden. Jeg fik øje på mig selv i et spejl nede i føtex, der stod jeg: i gummistøvler, med virkelig filtret hår i en knold midt ovenpå hovedet og ingen makeup (jo altså lidt rester fra dagen før)…. og med favnen fuld af smør og juice. Det var hverken morgen eller søndag og jeg havde ikke tømmermænd. Tværtimod var klokken tæt på 17 og jeg havde på det tidspunkt været oppe i knap 11 timer – Altså ingen undskyldning (udover the fact at jeg er enlig mor selvfølgelig). Den går ikke, jeg bliver nødt til at gøre en indsats, udseendes mæssigt, for min egen skyld. Føler mig nemlig på ingen måde yummy for tiden, og det gør det bestemt ikke bedre at jeg altså heller ikke har en mand, til at lyve og fortælle mig at jeg stadigvæk er lækker med de mørke render og al den ekstra hud… Det er jo egentlig lidt meningen, når man lige har slæbt rundt på et styks baby inden i sig i 9 måneder.

At synge

Børnesange er ikke min stærke side, men åh! jeg vil så gerne være sådan en mor som synger for sit barn. Så det gør jeg, og har da lært nogle sange, f.eks. elefantens vuggevise, se den lille kattekilling og tangokat. Men det er de eneste jeg kan indtil videre, så når de er blevet sunget et par gange, går jeg over til reklamejingles, druksange, Malk De Koijn og diverse hiphop numre, og så er der selvfølgelig de hjemmelavede, som bliver sunget for fuld smadder, når han skal sove og jeg ikke orker den med kattekillingen mere, blandt andre: “Sov nu for satan”, “jeg bliver sindssyg hvis du ikke snart falder i søvn”, “Du er skide træt” og “Please please please SOV, for fanden” …
Skal nok have læst op på de rigtige vuggeviser, og finde på nogle nye tekster til de hjemmelavede. Ville sgu også være ærgerligt hvis de eneste sange Otto kan, når han starter i børnehave er : “Vi skåler for vore venner” …  ‘Straight outta Compton’ Og “Lone har en kæmpe stor røv” …

Nyt år, nyt hår??

Min naturlige (og nuværende) hårfarve er blond, eller mellemblond er nok den rigtige betegnelse. Jeg har før været både helt lysblond og helt mørkhåret, og en enkelt gang orange med tisgul i toppen, men det var altså ikke med vilje. For nyligt blev jeg klippet og fik lavet pandehår, af min nye frisør (som er i min mødregruppe), hun vidste præcis hvad jeg mente da jeg forklarede hvad jeg ville ha lavet, dette er en sjældenhed blandt frisører, så hende holder jeg altså fast i. Nå, tilbage til hårfarven- Jeg sad i går og kiggede på billeder af mig fra sidste sommer. Helt slank, solbrun og mørkhåret. Og så var det jo at jeg med det samme tænkte at det skal jeg da være igen, altså mørkhåret (også gerne det andet, men det kan Garnier nok ikke klare i et snuptag) men så kiggede jeg lidt videre og fandt billederne med det lyse hår… Hmmm også pænt. Hvad gør man så??? Tror det bliver det mørke igen … Ellers beholder jeg bare det lyse… Ej jeg farver det sgu … Måske.

To streger

.. I dag er det præcis et år siden at jeg fandt ud af at Otto var på vej,
Jeg husker tydeligt hvordan at jeg tissede på plastikpinden, og gik ud for at lave kaffe. Jeg vidste allerede at den var positiv, før jeg kiggede på den. Lydløst listede jeg ind i vores soveværelse, hvor freelancer gik rundt og ordnede et eller andet, jeg satte mig på sengen, og holdte testen op i strakt arm, uden at sige noget. Han tog den ud af hånden på mig, og da begyndte jeg at græde. Af skræk … Freelancer smilede over hele hovedet, og jeg husker hvordan han satte sig ved siden af mig med hånden på mit lår og sagde: “det skal nok gå, JA det er et pisse dårligt tidspunkt, men vi klarer den… sammen ……. “

Han gik fra mig 2 måneder efter, 54 dage helt præcist …