Otto er åbenbart ikke helt med på min ide, om de der til og fra kort.
Han vågnede i hvert fald og blev sur – rigtig sur faktisk!
Man ville nok også selv blive en smule irriteret hvis man vågnede med fødderne smurt ind i maling.

Nu er både barn, mor og sofa smurt ind i økologisk fingermaling (og den slags kan altså ikke bare sådan vaskes af, skulle jeg lige hilse at sige…)

Hm! Må nok hellere udskyde projektet …

I det kreative hjørne

Jeg vil lave mine egne til og fra kort i år.

Til det skal man bruge:
Fingermaling
karton
Vådservietter
en sovende baby
nåårh ja og nok også lidt tålmodighed

…. To be continued… Med billeder af resultatet selvfølgelig.

Dagen derpå…

Pizza … Pinex … American Idol … Dyne … Baby …
Skønt!

Mission accomplished …

Så er fister Otto afleveret hos min mor, han hvinede og skreg (på den gode måde) da han så hende og faldt så i søvn kort tid efter.
Jeg ved at han er i de bedste hænder og at han er tryg og glad. MEN alligevel sneg den dårlige samvittighed sig frem, det begyndte allerede på cykelturen hjem. Jeg var faktisk ved at vende om et par gange.
Jeg gjorde det altså ikke og sidder nu i min lejlighed, med vådt hår og en åben juleøl. Der er 2 styks veninder på vej med forsyninger og høje hæle. Det skal nok blive godt …

Nu make-up….

Planlagt spontanitet

Jeg har simpelthen sådan lyst til at gå ud… Ikke noget fancy, bare et par timer i godt selskab og gerne med store kolde øl.
Sådan en god spontan bytur… Men hov! Det går bare ikke, det er nemlig rimelig svært at være spontan når man er nogens mor. Alt skal planlægges ned til mindste detalje, altså næsten alt. Men samtidigt er det bare nærmest umuligt at planlægge noget som helst med sådan en lille størrelse. For hvis Otto har en dårlig dag og jeg har planer, jamen så er det bare ærgeligt.
Jeg kom sjældent for sent til noget før Otto, men nu kommer jeg altid for sent, og det er ligemeget hvor god tid vi er i. Den er sikker hver gang, når vi er på vej ud af døren er der enten en lille mand der skider igennem ble og tøj, eller en lille mand der gylper på sin mor, eller en stor dame som har glemt noget vigtigt (vådservietter, bleer, modermælkserstatning m.v.) og derfor må vende om.

Nå, tilbage til den spontane byturs feeling som sidder i min mave. Otto’s far kan ikke passe ham i aften, han skal arbejde hele natten, øv!
Min mor er til julefrokost med hendes svigerfamilie og er nok pænt baldret når hun kommer hjem, og jeg kan derfor næsten ikke lide at spørge hende, om hun er frisk på en spontan pasning af lækkert barnebarn. Og hvordan skal man spørg?!
Skal man trække pitty kortet : “snøft snøft, det er SÅ hårdt og jeg er helt alene, har virkelig brug for det her”,
eller teenage metoden: “ARJ helt ærligt! Pleeeeeaaaassseee moooaaar, jeg looooover at jeg kommer tidligt hjem og selv tager ham i morgen tidligt.. Koooom nuuuu”
Kunne jo også bare spørge helt normalt, det er faktisk nok det der virker bedst og det er jo egentlig fjollet at jeg gennemtænker det sådan, for hun elsker jo at være sammen med ham.
Jeg gør det sgu… lige om lidt.

FOMO #2

Efter mit tidligere indlæg omhandlende FOMO, fik jeg en kærlig repremante af min kære veninde Rachel. Anyways. Repremanten bundede i at hun havde glædet sig til at læse om min FOMO, ikke om Otto’s. Alle børn lider jo af FOMO, så det mente hun ikke havde ordentlig nyhedsværdi… Og det skal hun da have helt ret i (hun er meget klog).

Så here goes: Mit navn er Cecilie og jeg lider af Fear of missing out-syndrom AKA FOMO.
Eksempel #1 – Før Otto, kunne jeg finde på at tage til fest med feber og snot løbende ud af tuden, i høje sko og lårkort (og minusgrader). Jeg er taget til receptioner og ferniseringer efter 5 timer langer flyrejser. Skiftede da bare tøj i lufthavnen og så afsti afsted.
Eksempel #2 – I sommer, med kæmpe gravid mave og væske i benene, en Turborg light i hånden og så til fest. Jeg var til gadefester, pladereceptioner, arbejdsmiddage – the works. Dog med få undtagelser, da fulde mennesker og gravid mave er en virkelig dårlig kombi. Folk vil enormt gerne røre. Meget.
Eksempel #3 og #4.
Som nævt i tidligere blogindlæg, jeg sover ALDRIG til middag ( og det er på trods af at jeg er nybagt enlig mor og i snit er oppe 3 gange pr nat). Hellere være megatræt og nærmest ikke kunne hænge sammen, end at gå glip af noget. Noget helt andet er når weekenderne nærmer sig, der er jeg altid lidt ekstra bitter og jumpy, jeg er nemlig sikker på at ALLE er ude til fede middage, sjove fester, fashionable receptioner m.v. Mens jeg bare sidder derhjemme på barsel, og skifter lortebleer, ser re-runs af ugens programmer og spiser kage(r).

Og hvad kan man så lære af det ?! Ingenting. Jo altså, jeg går jo slet ikke glip af noget, og det ved jeg da godt. Og jeg har en skøn dejlig lille dreng, som jeg er vild med. Men græsset ER altså bare grønnere hos alle de andre.

Rise and shine

klokken er nu 5.45, vi har været vågne i knap 40 minutter (rettelse: Otto er vågen, ved ikke helt hvad jeg er) Zzzzzzzzzzzzzzzzzz!

Der er lige blevet tændt lys i en af lejlighederne på den anden side af gaden, det gør mig glad! Jeg er ikke alene længere.

1. December

Så blev det december og jeg er allerede i fuld gang med mine julegaveindkøb. Jeg har sågar været så tjekket at lave en liste over hvem der skal have hvad. Jeg er spændt på om jeg kommer til at følge den, listen altså.
Jeg elsker at skrive lister, indkøbslister, ønskelister, to-do lister und so weiter. Men jeg følger dem sjældent. Tag nu for eksempel min indkøbsliste, den består som oftest af frugt, mælk, brød etc. Listen glemmer jeg for det meste på køkkenbordet og kommer derfor altid hjem med alt muligt som ikke stod på min liste (kage).
Nå, men det skal slet ikke handle om lister. Men om julegaver, det er altså besluttet hvad folk skal have, så er der bare det der med indpakningen. Jeg vil så gerne være overskudsagtig og krea, med limstift, silkepapir, glitterpenne og jeg skal komme efter dig. MEN det ender altid med at jeg iler i notre dame d. 23 december og køber for 400,- blandede gaveæsker. Tadaah! I år vil jeg være i god tid og finde en masse fine æsker før d. 23 (links til gode netshops modtages med kyshånd, jeg kommer ikke så meget ud 😉 ).
I det hele taget føler jeg mig utrolig struktureret for første gang i… nååhja nogensinde.

Nu er det jo kun d. 1 og der er rigelig tid til at messe up, men so far so good… December kom an !

Så fik man sig vist lige en lang næse

Det var med sommerfugle i maven at jeg i går, med fyldt slikskål og visakortet parat, klikkede mig ind på dette banner

Net-a-porters udsalg… MMmmmmmm !

Men nixen bixen, Jeg blev mødt med ordene:
LOOKING FOR THE SALE? (Øøøøeeh yes please) WE’RE SORRY BUT OUR INTERNATIONAL SALE HASN’T STARTED YET…

Fandme strengt!

FOMO

FOMO eller fear of missing out, det lider Otto af. Han kæmper en brav kamp for ikke at falde i søvn, hver eneste gang han skal sove. Jeg gør faktisk det samme, jeg er bestemt ikke typen der lige snupper en eftermiddags lur, og det er ligemeget hvor træt jeg er. TÆNK nu hvis man gik glip af noget !
Otto’s FOMO er efterhånden så omfattende, at det er næsten umuligt at få ham til noget som helst, han gider ikke at spise og han gider ikke at sove. Han vrider nærmest nakken af led og fægter med arme og ben, laver flitsbue med hele kroppen og vil helst bæres rundt hele tiden. Han gider også kun at ligge i barnevognen hvis kalechen er helt nede, så han kan se hvad pokker der sker omkring ham. Behøver jeg understrege at det er en smule problematisk når det regner, hvilket det jo gør sådan cirka konstant. Resultatet er som oftest at jeg kommer gående med en skrigende barnevogn. Jeg møder mange himmelvendte øjne (sådan har jeg selv været), men også virkelig mange forstående blikke (fra andre mødre gætter jeg på).

Jeg håber at han snart vokser fra sin FOMO, eller bare lærer at kontrollere den en smule. For jeg er ved at få rigtig lange arme og ondt i hovedet af at skulle kæmpe med ham hver gang det er senge- eller spisetid. Og let’s face it det er ikke fordi at vores hverdag er så skide inspirerende.