24 dage til jul. Vi når det nok. Altså bortset fra, at det gør vi jo ikke. Vi når på ingen måde alt det jeg lige nu forventer. For det gør vi aldrig. Det har taget mig 33 år at forstå, at mine forventninger er for høje og mine evner for små, men det kommer muligvis til at tage mig 33 mere at acceptere det.
Ret skal være ret, og jeg er faktisk trods alt blevet en anelse bedre. En lille bitte anelse. Så jeg bliver ikke længere lige så skuffet og rasende på mig selv, når det ikke lykkes at nå det hele. Men skuffelsen sidder der uden tvivl.
Skulle jeg så ikke hellere sætte forventningerne ned, end at tage sorgerne på forskud? Ha ha. Jo, det prøver min fornuft (og min mand) at fortælle mig hver dag, men min hjerne, min krop og alt andet, siger noget ala: “Fuck jer, vi er lige ved at banke nogle forventninger og urealistiske planer op herovre!”.

Jeg vil gerne kunne lide julen. Og det har da hjulpet, at få alle de børn jeg har. For deres fuldstændigt overgearede og magiske måde at være glade for julen på, den smitter lidt. Men i virkeligheden synes jeg den er svær julen, og jeg går den ofte igennem med en mærkelig følelse indeni. I år skal jeg for første gang lægge hus til, hvilket er noget jeg har ville i mange år for at undgå for mange kompromiser og minimere bøvl. Og selvfølgelig for at samle alle børnenes mennesker under samme tag. Vi gør det i år, og forhåbentlig bliver det starten på en ny tradition …

Nu er december og dermed nedtællingen og forberedelserne skudt i gang. Og det her, det er min julekalender, hvor jeg hver dag vil opdatere jer omkring min juleplanlægning, om vi overhovedet når at blive klar, og om julestemningen kan indfinde sig (børnene får i øvrigt en vegansk chokoladekalender i år – Følg med i morgen, og læs om de har fyret mig som mor) …

1. december –

Jeg har aldrig prøvet det før, at stå for juleaften – Forestillingerne er mange, listen er lang og håbet lysegrønt.
Vi bor pt i et halvt hus, og jeg kan lige nu ikke se, hvordan vi skal nå i mål og lægge hus til de i alt 17 mennesker vi bliver d. 24.
Jeg lægger mildt ud med en nogenlunde overskuelig liste for i dag:
1. December

• Pynt op med børnene (med julemusik, selvfølgelig. Ingen jul uden Justin Bieber, Mariah og Wham!)
• Bestil et økologisk juletræ, hvilket åbenbart er sværere end først antaget
• Start op på Nemlig.com indkøbslisten og book levering til d. 22. december

…

Kæft, hvor tjekket, mand! En liste. En voksen liste.
Så er det bare med at komme i gang…. Laver nok lige en kop kaffe først.

 

Det er vores sidste nat på hotellet og det har på alle måder været det hele værd. Det har også været ensomt, bøvlet og specielt – sådan at være i en slags karantæne fra vante og trygge rammer, og at skulle være midlertidig alenemor til tre i samme omgang. Men det har givet et tiltrængt pusterum og jeg er mere end klar til at flytte hjem igen i morgen. Det samme er børnene, som godt nok har nydt at få serveret croissanter, chokolademadder og æblejuice hver morgen og at sove i en kæmpe blød seng sammen med mig. Men vi savner Michael, Hera, vores hverdag og huset, så det bliver godt at vende tilbage, også selvom det fortsat bliver i et halvt hus og at vi de første par dage igen skal undvære Michael som skal arbejde og et smut til Sverige fredag og lørdag, men pyt – For vi er udhvilede, glade og (tør jeg sige det?! ) raske!
Edit: jeg skulle ikke have sagt det. Det er fredag nu, og den er gal igen. Vi er åbenbart, ligesom mange andre, blevet ramt af en sær virus, der kommer og går – og kan vare op til to uger (!!!!!!!!!!!!!) Loulou er nede med let feber og hoste igen, Otto sover hele tiden og Uma skrænter. Det gode er, at der næsten er gået to uger, så det er vel ovre på mandag. Ja!

I morgen kommer Michael og spiser morgenmad med os inden vi checker ud, afleverer børnene og tager på arbejde. Jeg bliver i København hele dagen og aftenen, hvor den står på årets første julefrokost, og så tager jeg det sidste tog hjem.

Hjem til mit byggerod og kærlighedskaos.

 

Ok. Jeg ved godt, at jeg så sent som i går sagde, at jeg kunne se lyset for enden af tunellen i forhold til renovering. Well. I dag var og er den tunnel kulsort. Jeg er hidsig as fuck, hader alt, og tidligere i dag knækkede filmen. Jeg råbte, jeg trampede, jeg græd faktisk også lidt.
Det her underlige ufunktionelle opdelte hus, hvor jeg skal underholde børn i den del vi kan bruge og hvor Michael det meste af tiden knokler bag lukkede døre i den anden, imens halvdelen af vores ting er pakket ned og vi skal udenfor hver gang vi skal fra køkken til 1. Sal og det er koldt udenfor og hunden er oppe og køre, og der stinker af lak i hele huset. Dét er kun hyggeligt i en halv dag, og nu er der gået tre. Og i dag var så dagen, hvor jeg fik nok. Dråben var da begge piger løb afsted ud i haven på bare fødder (!) og en af dem jokkede i den hundelort, som var straffen for at vi sprang Heras morgentur over. Der fik jeg nok. Nok nok nok.

Foden blev vasket, mit blodtryk faldt nogenlunde igen, og vi kom afsted på en god lang tur allesammen, og jeg fik banket lidt i bordet og sagt hvordan jeg har det. At jeg nok alligevel ikke har så pisse meget overskud som jeg gik og troede og at jeg i øvrigt heller ikke er super pjattet med at vi skal gå rundt i de der lakdampe, uanset hvor naturligt og ufarligt det måtte være. Så nu sover børnene og jeg hos mine forældre i nat og Michael har tilbudt at indlogere os på hotellet bag os fra i morgen og indtil huset ikke længere lugter af skibsfabrik (sådan en har jeg aldrig været på, men i min forestilling er det sådan der lugter). Så sådan bliver det nok.

Jeg er god igen. Og nogenlunde optimistisk. Knap så overskudsramt dog og lidt mere træt af renovering end først antaget. Men det skal nok gå. I morgen er en ny dag, og i det mindste er alle børn raske og glade.

Godnat !

Jeg har forsøgt at formulere det her indlæg i ugevis, uden held. Ikke fordi det er mere eller mindre betydningsfuldt eller sårbart end så mange andre indlæg – Hvilket normalvis ville være grunden til, at noget var svært at få sat ord på og ikke mindst udgive. Næh, eller så måske alligevel lidt. Nu bliver jeg i tvivl, for egentlig har jeg hele tiden tænkt, at det mere har været og er en gennemgående følelse af ikke at have tid og overskud til at prioritere det. Og det er helt sikkert også en faktor, der spiller ind. Det med tiden, for tiden (!), og jeg forstår simpelthen ikke, at dagene kan gå så hurtigt. Jeg føler i det hele taget, at jeg bliver losset i knæhaserne hver gang jeg er lige ved at være i mål med noget, hvilket jeg ved at mange, måske især jer med børn, kan nikke genkendende til. For tiden er det bare i en hel ekstrem grad, hvilket er ekstra tydeligt i kraft af, at jeg har genfundet min skrivelyst og derfor har et kæmpe behov for at få den lyst stillet, men ikke kan finde tiden og roen til at gøre særlig meget ved den, og at mørket, kulden og vinteren i det hele taget, gør mig småhidsig og underskudsramt, sådan at alle udfordringer føles enorme, og helt almindelige ærinder og arbejdsopgaver føles større end normalt.
Og så er der en anden følelse, der gør at det føles som om, at der ligger et slør over min produktivitet, hvilket skyldes en slags mæthed over at dele alting, samt en frygt for at blive misforstået eller målt og vejet mere end jeg allerede gør. Det er en ubehagelig og usund følelse at gå rundt med. Men den er hverken fremmed eller ny. Jeg har delt ud af mig selv og mine tanker i mere end 10 år, og det går op og ned med lige præcis den følelse af mæthed og kvalme. For tiden er den bare meget tydelig, og den går ikke væk af sig selv, så jeg tager hul på bylden ved at sige det højt. Til mine veninder, mine kollegaer, min familie, til jer. At jeg er blevet bange for at dele, bange for ikke at være god nok, relevant nok, spændende nok. Og at jeg ovenpå perioder, hvor jeg har givet meget af mig selv – For eksempel ovenpå seks uger med Krøllet kærlighed (min podcast) – får behov for at stikke hovedet i sandet, og skrive lette hyggelige hverdagsindlæg og ikke give for meget af mig selv, for hvis jeg står der helt nøgen og udsat længe nok og bliver ved med at stå der, er der vel nok lige pludselig nogen, der nok skal få mig ned med nakken. Det er ikke en sund måde at gå igennem livet på, og den er selvforstærkende af helvedes til, for det er jo netop i de perioder, hvor jeg bør blive stående i bar røv og store armbevægelser og give endnu mere, men jeg kan ikke. Så jeg lukker i, og udskammer mig selv for at gøre det. Og det er jo komplet idiotisk, for så kunne jeg jo lige så godt blive stående og potentielt lade nogle andre gøre det for mig. Suk. Hvad der er næsten endnu mere fjollet er, at selvom jeg udmærket godt ved, hvor det kommer fra (heeey igen Impostor syndrom) har jeg endnu ikke lært, at gå imod det med succes, så jeg gør det modsatte. Det med hovedet i sandet.
I går stak min veninde lidt til mig, og spurgte ind til, hvad jeg var så bange for, og sagde at jeg skulle huske at holde fast i det jeg er god til uden at spekulere i, hvad nogen måtte tænke, synes og mene.
Det jeg er bange for, er alt det ovenstående, at blive “afsløret”, hånet, nedgjort. Men jo, jeg skal holde fast i det jeg kan og er, og ikke det jeg tror andre forventer – For lige så snart at jeg begynder, at gøre noget andet end det der gør mig til mig, falder det til jorden, og så er det faktisk bedre at lade være, og bruge min energi et andet sted. Så det gør jeg lige for tiden. På børnene (som allesammen er syge i de her dage i øvrigt), på mine skriverier (apropos 2020 planen), på podcasting og tilløbet til igen at turde gribe nogle chancer, dele ud og kravle op på en allegorisk scene og smide tøjet endnu engang og måske blive deroppe lidt længere.

• Er vi muligvis kun i midten af november, men jeg er allerede godt træt af æbleskiver og skumjulemænd
• Kører lokalbanen ikke for tiden (tog) og København føles længere væk end nogensinde
• Løber jeg så stærkt for tiden, at jeg føler mine ben falder af. Ikke bogstavelig talt selvfølgelig, men der er smæk på alt og jeg kan ikke følge med
• Er jeg blevet inviteret til gallapremiere på Frost 2 og min datter kan ikke være i sig selv af lykke (så det kan jeg heller ikke)
• Vil jeg gerne anbefale serien GLOW på Netflix. Kæft, den er god!
• Overvejer jeg at sælge min brudekjole, men jeg kan ikke finde ud af om jeg kommer til at fortryde det en dag.
• Har jeg i det hele taget et stort behov for at rydde op og ud i alt, og tror også jeg vil forsøge mig med et shoppestop året ud. Måske længere.
• Har jeg tilmeldt mig Reformer, men er endnu ikke kommet afsted – Udelukkende fordi jeg er bange for at jeg ikke kan finde ud af det.
• Sover alle mine børn nu i deres egne senge, og selvom det på mange måder er vidunderligt at få sin egen seng igen, savner jeg dem utroligt meget, og vågner langt flere gange i løbet af natten end da de lå og sparkede mig i nakken hver nat
• Har jeg to nætter i træk haft drømme, hvor bananer har haft en eller anden form for hovedrolle. What da fuck sker der for det?!
• Er jeg så meget udendørs efter vi er flyttet herop, at jeg har besluttet mig for at ønske mig en flyverdragt i julegave.