Bag indlægget #1

I år bliver Sneglcille ti år, og i den anledning kommer der til at ske lidt ting og sager i mit univers . Blandt andet har jo i årevis lovet, at fejre mit ti års jubilæum med blandt andet en fest, og det løfte lover jeg at holde. Derudover vil jeg gøre lidt ligesom for et par år siden, hvor jeg hver måned fremhævede et indlæg fra den pågældende måned syv år tilbage i tiden (se et eksempel HER). Det fungerede ret godt, og var en succes både i jeres og min ende #sommansiger – Og jeg har længe tænkt over, om man kunne gøre noget lignende. Det kan man, og jeg havde egentlig oprindeligt tænkt det som et podcast koncept, og måske det bliver en realitet en dag (uh, eller måske en youtube serie!). Dét det går ud på er, at jeg fisker et gammel indlæg frem og laver en slags kommentarspor til det.

I dag, gælder det et indlæg fra 2011, hvor jeg delte en sms-udveksling og beskrev en situation (se det oprindelige indlæg og smsen HER), som der hørte en del mere til, end det jeg kunne tillade mig at dele ud af på en blog på daværende tidspunkt. I øvrigt var det en virkelig vild periode for mig, hvilket en del af mine blogindlæg fra dengang er gennemsyret af, i hvert fald når man ved det, og det gør jeg jo, sjovt nok.
Indlægget får I her. Alt skrevet i fed kursiv er mine kommentarer, otte år senere…

BREAK
I går “slog jeg op” med freelancer. Vi har længe set ret meget til hinanden (ikke på den måde – Jo, også lidt på den måde), og har hængt ud både med og uden Otto. Jeg har i noget tid kunne mærke på Otto, at det har forvirret ham og han har spurgt meget efter sin far, lidt for meget, hele tiden – Helt og aldeles sandt, men O var på ingen måde den mest forvirrede i det setup.
Ærlig talt blev jeg også selv lidt rundt på gulvet (Lidt?), for pludselig var der konstant en påmindelse om, hvordan det kunne have været, hvis omstændighederne var anderledes.
Ja. Virkelig, næsten for meget. Jeg var snotforvirret, og skiftevis drømte jeg om, at vi skulle finde sammen igen med alt hvad det indebar, og omvendt kunne jeg slet ikke finde hoved og hale i mine følelser, for jeg var stadigvæk såret og vred.

Og samtidig en reminder om hvordan det ikke er. Ikke sundt for mit i forvejen skrøbelige sind, skulle jeg lige hilse og sige
– På alle måder en erkendelse jeg er ret glad for, at jeg turde stå ved allerede den gang, selvom jeg hundrede procent ved, at jeg holdte tilbage og langt fra turde mærke ordentligt efter, og da slet ikke dele dem.

Så i går ringede jeg freelancer op og sagde at jeg syntes vi skal stoppe med at ses. Han tog det irriterende pænt og var faktisk helt enig.
Og mit hjerte gik i titusind stykker.

To minutter tog det. Nå.
Men jeg er lettet faktisk, for det bliver sgu for kompliceret, med et tæt venskab til en mand man har været så involveret med og som har revet ens hjerte itu, pisset på det og grinet højt imens – Ja, sådan føltes det altså. Jeg var ikke lettet.
Og så alligevel måske lidt. For nu havde jeg i det mindste noget at gå ud fra og forholde mig til, og kunne måske lægge det helt på hylden. Og det kunne jeg faktisk. Det blev nemmere, og jeg tror på en måde at det var et kæmpe vendepunkt for vores krøllede historie, og måske var det netop det “brud” der gjorde, at M (og jeg) fandt ud af, hvad vi ville … Det tog lige tre år mere. Men stadigvæk.
Og så er der jo også lige den lille detalje, at manden er far til et andet barn og har et skørt job med hele verden som arbejdsplads. Og hov, jeg er jo heller ikke forelsket i ham. Vel.
Jo. Jeg var.
Men for pokker, hvor ville det være praktisk, hvis man ser bort fra førnævnte, med barn 2 og det der. Undskyldninger var der mange af, og grundene til at det hele var en fed situation var svære at finde, men de skulle findes. 
Det er tilgengæld uden tvivl en af de bedste beslutninger, jeg har taget længe.
Ja. Det var det nok. På det tidspunkt, og jeg var ægte stolt af mig selv.
Og er det faktisk stadigvæk.

Mandag uge 14. Aprilsnarfobi, PMS og en rar uge

Så blev det eddermame mandag igen igen, og vejret er fuldstændig vildt. Solskin, blå himmel, plusgrader og gratis d-vitamin. Normalt skal der ikke meget mere til at gøre mig glad, men lige i dag hænger jeg lidt i bremsen. For det første har jeg et ualmindeligt anstrengt forhold til 1. April. Udelukkende på grund af traditionen omkring aprilsnarer. Jeg kan ikke holde det ud. Det er svært at forklare, men jeg bliver enormt utilpas i det, og har det lidt ligesom når jeg ser skjult kamera. I don’t like it. Slet ikke.
Derudover er jeg ramt af voldsom PMS. Det startede allerede i går, hvor jeg havde kvalme, var træt, sur, øm, og slet ikke kunne få varmen. Lidt som en begyndende influenza. Jeg følte at dagen var en kamp at komme igennem, og endte med at gå i seng samtidigt med mine yngste, klokken 19:30. Vi sov lige knap (dog ret afbrudt) i 11 timer, og det hjalp gevaldigt på min hormonfyldte, trætte krop. Det er som om at min PMS er blevet tusinder gange værre for hvert barn jeg har fået, og jeg kan ikke finde ud af om det reelt er blevet værre, eller om det simpelthen bare skyldes, at jeg ikke kan slappe ordentligt af og få den samme mængde ro og søvn, som jeg kunne før børn og dermed mærker det mere. Jeg er i hvert fald langt mere mast, træt, smerteramt, kvalm og sur nu end for bare et par år siden. Desuden er det altid værst cirka hver tredje eller fjerde cyklus. Fandme underligt, og måske på grænsen af, hvad I har lyst til at vide om mig og min krop, men altså herregud.

Ugen starter med en hjemmedag, hvor Michael og jeg har opsat stuekontor, hvor vi hver især knokler igennem, inden vi giver os i kast med en fælles hovedrengøring (ja, den i weekenden, blev ikke helt til noget alligevel), inden vi henter børnene og dribler på stranden med en vaffelis hver.
I ugens løb skal jeg udover at arbejde og være mor, blandt andet se og fejre Rikke Mays kjolekollektion, der simpelthen er blevet så mega pæn! Jeg har som altid onsdagsmøde med mine Confettidamer, jeg skal til fællesmiddag med mine Hornbækdamer, på fredag kommer børnenes fætter på besøg, hvor vi også har Leopold (med andre ord, fem børn og en hund), og lørdag skal jeg til demo (det skal du også – Se her hvor) inden jeg om aftenen skal spise middag med Rachel og til Dan Andersens show på Bremen.

Det bliver en brandgod uge, og jeg satser på at min krop snart ter sig bedre og forsvinder med 1. april …

God mandag fra mig og Hera, der faktisk bliver fem måneder i dag #Kæmpebaby <3

Lørdag

Det er lørdag.

Dagen startede klokken 5.38. Igen.

Klokken er nu 9, og jeg er på kaffe nummer fire.

Pigerne, som jeg er alene hjemme med i dag, ser Brandmand Sam og spiser kiks i sofaen. Jeg forsøger at lægge en slagplan for dagen, imens jeg snigspiser af gårsdagens slikskål og scroller igennem Instagram, hvor det lader til at alle har været fulde i går.

Formiddagen kommer snigende og om lidt lægger jeg telefon og slikrester væk og tager fat i dagen. To piger under fire, en hund og en voksen dame i søvnunderskud, skal være alene hjemme indtil i aften, og jeg kan allerede nu mærke, at jeg er mere træt end hvad godt er og at mit energiniveau på ingen måde matcher resten af flokken.

Heldigvis skinner solen, så en strandtur er helt sikkert med i den plan. Jeg har også hørt rygter om at isbutikken åbner i dag, hvilket også nemt kunne udgøre en lille times beskæftigelse. Men derudover er jeg lidt lost. Mit overskud er på sit allermindste, og jeg har efterhånden lært, 10 år inde i mit moderskab, at man aldrig skal sigte over evne. Så det vil jeg undgå, og i stedet stile efter en rolig og hyggelig dag, med lidt mere skærmtid end normalt og så vil jeg måske forsøge at gøre dagens uundgåelige oprydning- og rengøringstjans (seriøst, det er slemt) til en aktivitet. Det er lykkedes før, så måske det også er tilfældet i dag.

Jeg håber jeres lørdag er dejlig og fuld af solskin, vaffelis og stærk kaffe.

I øvrigt

  • Spiser jeg relativt ofte pålægschokolade direkte fra pakken. Det er typisk, når vi ikke har noget slik i skabene. #Sukkerjunkie
  • Brugte jeg en stor del af en togtur til København for nylig på at være irriteret på den person, der spillede virkelig høj musik foran mig – Så høj at jeg kunne høre det over den podcast jeg havde i ørerne. Det gik først op for mig da vi nåede Hellerup, at musikken kom fra min computer, som jeg sad og arbejdede på. Så det var fedt nok.
  • Ændrer mine smagsløg sig ind imellem, og nu kan jeg pludselig ikke lide majs længere.
  • Er jeg blevet snottet igen. Men føler mig ikke syg. Og først i dag slog det mig, at jeg måske skulle prøve med en antihistamin. Pollensæson?
  • Virkede benadrylen ikke. Men jeg har heller ikke høfeber. Så det giver ret god mening.
  • Er jeg på vej til møde med Nordisk film (og resten af Confetti damerne). Jeg satser benhårdt på, at overtale dem til at give mig en rolle i en tegnefilm. Det er et af mine helt store bucketlist ønsker. Og nok også mere realistisk end det med Monopolet.
  • Er der TO helt nye afsnit Voksen ABC ude nu. Husk at abonner, lyt og giv stjerner. Det hjælper os ud i verden og op af listerne, og betyder mere end man skulle tro. Det gælder alle dine favoritpodcasts i øvrigt.
  • Har mange bedt mig om at dele min holdning omkring dokumentarerne “Hvem passer vores børn?” og “Sådan er det bare”. I første omgang går jeg med i en af demoerne d. 6. april, som jeg også har gjort opmærksom på på min Instagram. Find en demonstration nær dig, lige HER.

Tal pænt – Også på internettet

Der har den seneste tid været en hel del fokus på, hvordan man “taler” til og om hinanden på internettet. I særdeleshed i min branche – Noget vi bloggere imellem har talt en del om i årevis, fordi mange af os er udsat en hel del for de helt slemme af slagsen. Noget jeg blandt andet har skrevet om HER. Grunden til at der igen er fokus på det, skyldes at der i appen Jodel, særligt i de danske storbyer findes fora, der omhandler bloggere og hvis primære formål lader til at være et sted man anonymt kan ytre sin holdning om bloggere. Både vores udseende, børn, liv, forhold, hverdag, alt, ligger for skud – Som oftest med negativ og til tider direkte ondskabsfuld ordlyd. Efter hvad jeg kan forstå, har jeg været rimelig forskånet for de allerværste tilsvinere sammenlignet med hvad mange af mine kollegaer har fået skrevet om sig. Og jeg må indrømme, at de få screendumps jeg har modtaget derindefra med opslag omhandlende mig, har jeg skyndt mig at slette, ligesom at jeg har frabedt mig at få dem tilsendt. Jeg bliver simpelthen for ked af det. Det gør jeg i øvrigt uanset hvor den slags kommentarer lander. Og selvom jeg måske burde være mere hårdfør nu, da jeg laver det jeg gør, er det ikke helt tilfældet. Og så alligevel… De går ikke lige så langt ind som de har gjort, og jeg er blevet bedre til at slippe dem, men selvfølgelig bliver jeg påvirket af dem. Men sikkert i langt mindre grad end du måske ville gøre, fordi du (forhåbentlig) ikke er vant til det på samme måde. Jeg har vænnet mig til, at mange har en holdning om mig, en forventning til mig, og at det ikke altid er med positivt fortegn. Dermed ikke sagt, at jeg forventer ros i hoved og røv – For det kan jeg heller ikke altid finde ud af at kapere – Det er da dejligt at få bekræftelse – Selvfølgelig. Og jeg synes ikke helt det er fair at bruge argumenter som at man ikke kan klare det, og at man kun vil have anerkendelse og roser som offentlig person. Altså jeg foretrækker helt klart stilhed fremfor tilsvininger, det er rigtigt nok, og jeg vil heller ikke have ros du ikke mener. Men tilsvininger, nej tak – Både dem i mit eget kommentarfelt, i mine DMs, på jodel og alle andre steder i øvrigt.
At man som offentlig person og i særdeleshed blogger bør have tykkere hud, er jeg ikke enig i – Man får det måske, lige så langsomt, men det kan sgu da ikke være rigtigt at bare fordi, at man inviterer folk indenfor og frivilligt deler glimt af sit liv, samtidigt skal acceptere, at ens udseende, børn, ægteskab, hjem, liv og valg bliver tilsvinet i et forum.
Det er aldrig ok. Lad mig starte med at slå det fast.

Alt det har jeg tygget meget på den seneste tid, og var egentlig nået frem til, at jeg ikke ville adressere det. Don’t feed the trolls og alt det der. Og jeg vil egentlig heller ikke sige så meget mere om det, MEN jeg har bemærket noget andet i kølvandet på alt det her jodel, og snak om adfærd på de sociale medier – Og måske er det bare et tilfælde, måske er det i virkeligheden noget der har ændret sig inde i mig, eller også er der rent faktisk noget kontra i det – Fordi jeg har den seneste tid modtaget langt flere positive, rosende, opløftende kommentarer, beskeder og mails end jeg plejer. Det er noget jeg ind imellem får, og altid sætter kæmpe pris på, men de er eksploderet den seneste tid, og det er så dejligt og overvældende, og jeg har på fornemmelsen at det skyldes den lidt dårlige stemning, der har huseret diverse steder, samt de hug som mange influenter har modtaget over den seneste tid. I hvert fald gik jeg selvfølgelig straks i gang med at analysere grunden til al rosen. Lige indtil min mand rystede på hovedet og spurgte hvorfor der skulle være en grund og om det ikke kunne være ligemeget, og at det jo måske kunne være, at grunden bare var, at folk rent faktisk syntes de ting de skrev til mig. Og at i stedet for at bruge tid på at finde en forklaring, hellere skulle tage ordene ind. Sådan rigtigt ind.

… Bum.

Og så begyndte jeg at hyle, selvfølgelig. For pludselig gik det op for mig, at jeg har taget næsten alt det negative ind, helt ind. Mens det positive har sat gang i en lavine af skepsis om eventuelle bagtanker og konspirationer om alt muligt pis og lort. Det er fandme uhyggeligt. Det er jeg næsten stoppet med, og i sidste uge gik det op for mig sådan for alvor, at lige så forarget jeg kan blive over, at folk gider at bruge deres tid på at svine mig eller andre til, lige så overrasket, rørt og overvældet bliver jeg over, at der findes mennesker, der gider bruge tid på at sende mig søde beskeder. Tid er fucking noget af det dyrebareste vi har, og at give noget af den til et andet menneske, er fandme noget af en bekræftelse. Dét skal være mit fokus fremover. At tage det positive ind, og på en eller anden måde vende det negative til min fordel, eller i det mindste bare tænke kæmpe meget pyt. Bare pyt.

Med andre ord. Tak for jeres engagement og opbakning, særligt lige nu i en tid, hvor det næsten er for nemt at svine andre til helt uden at det har konsekvenser for andre end den der modtager de grimme ord.

Teknisk knas og bål i haven

Som flere af jer har bemærket og gjort mig opmærksom på, har der været lidt teknisk knas på bloggen de sidste par dage. Langsom loading, advarsler om en usikker forbindelse mm. Grunden til det skulle gerne være fundet og løst nu, så forhåbentlig betyder det, at I ikke længere går forgæves, jer der har gjort det – Og i øvrigt tak for de mange screendumps og beskeder om fejlbeskeden de seneste dage. Det er sgu sødt af jer, at bruge tid på.
Teknikknaseriet betyder, foruden stor irritation fra min side, også at der er gået et planlagt indlæg til spilde, eller rettere, at det aldrig blev udgivet i går som jeg havde sat det til, men det udkommer så i stedet senere i aften, senest i morgen, alt afhængig af om jeg overhovedet får lov til at udgive dette indlæg som jeg skriver på lige nu.

Det er nervepirrende når teknikken ikke spiller, både fordi jeg aldrig helt ved, hvad jeg skal stille op, men ikke mindst fordi det er relativt vigtigt for en blogger, at der er styr på lige den del. Det satser jeg på, at der er nu. Eller håber på det om ikke andet.

Jeg skriver i øvrigt det her siddende i min sofa, imens jeg kan se mine drenge ude i mørket i haven, rundt om bålfadet, hvori de har tændt et bål, og lige nu rister marshmallows over. Hold kæft, det holder at bo i hus! Af flere grunde, men lige nu særligt på grund af det med skumfiduserne.

Skide hyggeligt er det, og jeg tænker, at jeg lige kan nå at få en skumfidus med, inden Otto skal i seng, når jeg lige om et par sekunder trykker udgiv, og det hele naturligvis spiller. Please spil, lille blog, jeg er ikke god til knas i maskinrummet. Kooom nu…

Edit: Det virkede! Sgu. Og jeg fik en marshmallow med.

Mandag uge 13. Regnvejr, byggeri og løse ender

God formiddag
Det regner og er noget gråt derude, men jeg arbejder heldigvis også hjemme i dag, hvilket er noget af det allerbedste jeg ved, og især er begyndt at sætte pris på efter vi er flyttet. Jeg elsker at arbejde hjemme. Særligt når jeg, som tilfældet er det i dag, virkelig får noget for hånden. Nogle gange betyder hjemmearbejdsdagene, at jeg ikke får lavet det jeg bør, men i stedet musser rundt og ordner ting herhjemme eller bare går rundt om mig selv, og de dage er også rare, men heldigvis få. Særligt efter jeg har fået kontorplads. Nu betyder hjemmedagene ofte, som i dag, at jeg allerede inden frokost får streget det meste af min liste. Klokken er knap 11, og jeg har siddet ved mit tastetur i små tre timer, og hamret afsted. Jeg har fået svaret på de mails jeg ikke nåede i sidste uge, skrevet og afleveret tekst og billeder til godkendelse hos en kunde, betalt regninger, sendt fakturarer, bogført en smule og skrevet to blogindlæg, der kommer ud i løbet af ugen og det føles virkelig rart.
I det hele taget er min intention for denne uge, at få styr på en masse løse ender, der har flagret omkring mig lidt for længe nu. Jeg har fået et par mavepustere den seneste tid, der har gjort at jeg er blevet lidt ekstra distræt og at mit fokus i det hele taget ikke har været som det plejer. Men det løser desværre ikke noget at stikke hovedet i sandet, har jeg erfaret, så nu må det være nok. Det betyder blandt andet at meget af min uge skal bruges på at samle de ender, og så skal de bruges i huset. Vi er jo nået virkelig langt i renoveringen, og har endda langt om længe fået et hegn op ud mod gaden, men der er bare lang vej igen alligevel. Michael har taget fri i dag for at pudse nogle vægge op i huset og annekset, og når jeg på et eller andet tidspunkt synes jeg kan holde fyraften, giver jeg en hånd med, så vi kan få sat nogle flere punktummer i huset og skabt det der hjem vi gerne vil have. Snart.

Resten af ugen skal jeg, udover alt det andet normale hverdagsrelaterede, drikke kaffe med en ny veninde, tage første spadestik til et loppemarked jeg gerne vil arrangere heroppe i det nordsjællandske, på kontoret til onsdagsmøde, holde afslutning for vores meget søde og meget gravide praktikant, til Youtube kursus (!), til pressedag, til træning (!) og muligvis drikke en lille bitte øl på fredag. Jeg tror det bliver en god uge. Jeg har i hvert fald en rar følelse, så det tegner godt!

Nu vil jeg tage fat i de mails ,der er tikket ind i løbet af morgenen, og så vil jeg lave lidt frokost til mig og til min byggemand.

God mandag

 

Søndag, sengetid og snik snak

Jeg har egentlig ikke så meget på hjerte. Men fik lyst til at tjekke ind hos jer, mens jeg får styr på de sidste par to dos på min mentale tjekliste, og stædigt vrider det sidste ud af min søndag, på sofaen, med påskeæg i en skål på bordet, en sovende hund ved min side og computeren i skødet. Jeg er så træt at mine øjne svider, og jeg havde da også planer om, at gå i seng aller senest 21:30. Det er om fire minutter. Det kommer ikke til at ske. For selvom jeg i den grad har brug for søvnen ovenpå en heftig og virkelig dejlig weekend med overnattende gæster, hegnopsætning, gåture, solskin, leg, tidlige morgener (Loulou vågner 5:38 sharp for tiden. HVORDAN gør hun det?!), lidt rigeligt nabovin (og g&ts og øl) i går aftes, tøjvask, madlavning, børn og alt det løse, har jeg set frem til lige præcis det her med sofaen, stilheden og påskeæggene hele dagen. Så jeg justerer lidt på min forventede sengetid og forsøger at liste ovenpå senest klokken 22 i stedet. Det burde være nok tid til at spise æggene, måske catche op på lidt reality, skrive det her indlæg færdigt, få overblik over min kalender, læse ugeplan på skoleintra, lave lidt madplan og gå igang med at bestille dagligvarer … Hvis jeg altså gør det hele på samme tid. Det ville ikke være første (eller sidste) gang.

Jeg håber jeres weekend har været vidunderlig, og at I har fået lov til at sove til senere end klokken 5:38.

Vi snakkes ved i morgen til en mandagsoversigt <3

Godnat. Om syv minutter.

Ps. Jeg nåede det meste.

 

Most wanted: Stedmor

Læs tidligere efterspurgte indlæg HER.

Jeg har skrevet om det et par gange. Men mest skrevet om, hvorfor jeg ikke skriver mere om det. Alligevel er det noget af det, der kommer en del spørgsmål omkring. Og det forstår jeg da godt.
Det mest stillede spørgsmål er helt klart, Hvem er Leo? og Hvordan hænger det lige sammen? Noget jeg har svaret på et utal af gange. HER for eksempel.
Dernæst er det; Hvorfor skriver du aldrig om ham? Det har jeg også svaret på et par gange, men i virkeligheden skriver jeg jo heller ikke specielt meget om de andre børn, og meget sjældent om Otto efterhånden. Det betyder jo ikke, at de ikke eksisterer eller ikke betyder noget for mig. Snarere tværtimod. Jeg værner en del om mine børns privatliv. Alle fire. Og selvom jeg skriver om dem ind imellem, og viser billeder af dem, er det altid med respekt for deres personligheder, behov og grænser. Hvor den grænse går er svær at sætte ord på, men jeg kan selv mærke den, og det er det jeg handler efter. Jeg er et par gange blevet spurgt om jeg kan sætte flere ord på det der med, hvor grænsen går, men som sagt kender jeg den kun selv, og den er ikke helt nem at sætte ord på, og hvis jeg gør det, vil der med garanti sidde nogle klar med pegefingre – Det ved jeg, fordi jeg har prøvet det. Som når jeg engang imellem alligevel deler noget omkring Leo, et sjældent billede af ham dukker op eller et glimt af ham på stories. Hov hov, jeg troede ikke du ville vise ham?! Det handler om situationen, følelsen og sammenhængen. Så fik vi vist det på det rene.
Noget lidt andet, som jeg længe gerne har ville sætte flere ord på, men har haft svært ved, fordi man så nemt kan blive misforstået og det kan være svært at få alle nuancerne med, er min rolle i vores konstellation. Min rolle som stedmor. Eller bonusmor, som nok er det jeg kalder mig selv mest i den sammenhæng. Og ikke mindst bare generelt ord om det at være stedmor (eller stedfar) .

Jeg ved at det for rigtigt rigtig mange er en svær rolle, med en masse følelser og forvirring, og at det til tider kan være benhårdt af forskellige grunde. Det er det også for mig til tider. Min fordel i vores lille skøre sammensætning er, at jeg har kendt Leo altid. Første gang jeg mødte ham, var han knap en uge gammel, og helt frem til jeg flyttede sammen med hans far tre år senere, var han ofte hjemme hos mig sammen med Otto (og Michael).
En anden fordel, eller det tror jeg det er, er at jeg har været delebarn selv – Hele mit liv. Så jeg tror, at jeg kan sætte mig i hans sted en del. I det hele taget føler jeg på mange måder, at vi er på det samme hold, han og jeg. Jeg forstår ham, og rummer ham, når han ikke engang selv ved hvilke følelser han gennemgår. Tror jeg. Jeg føler også, at jeg er god til at træde ud af eventuelle konflikter og uenigheder imellem hans biologiske forældre, og se det fra en tredje side. Det kræver helt klart et ekstra stykke arbejde at være medforældre til et barn, man ikke selv har født – Det synes jeg i hvert fald. Det er et tilvalg og et meget bevidst et, og den ubetingede kærlighed kommer ikke naturligt, men den kan altså godt komme og blive. Det har jeg heldigvis også oplevet med mine egne stedforældre, både på den ene og anden side.
Men det kræver da en indsats, det gør det, og jeg har meget svært ved at tro på, at det bare sker af sig selv fra den ene dag til den anden.
Jeg oplever tit at de stedforældre jeg snakker med, godt kan komme til at lægge en del af ansvaret hos børnene, og det synes jeg personligt er forkert. Selvfølgelig er det et teamwork, både imellem barn og voksne, og jeg er godt med på, at det i nogle sammensætninger, kan føles som om at barnet bevidst spænder ben, og at der måske også er enkeltstående tilfælde, hvor det er tilfældet. Men igen; Det er børn – Du er den voksne. Alle børn er røvhuller engang imellem, og det er voksne i øvrigt også, men altså …

Hos os gør jeg en dyd ud af at efterleve mantraet, at hverken han eller jeg har valgt situationen, men vi skal få det bedste ud af det. Det allerbedste . Og det synes jeg vi er gode til. Dermed ikke sagt at der ikke opstår konflikter, og at det til tider er svært, både for ham og for mig. Og jeg har da også haft (og får sikkert) flere perioder, hvor jeg ikke har følt mig tilstrækkelig, og har taget nogle ting meget nært, langt mere end jeg ville have gjort i tilsvarende situationer med mine biologiske børn. Det er mere skrøbeligt, og præcis derfor skal vi passe ekstra godt på det.

Når alt kommer til alt, savner jeg ham, når han ikke er hos os, jeg har en kæmpe beskyttertrang overfor ham og jeg tænker på ham hver dag, ligesom jeg gør med mine “rigtige” børn, men selvfølgelig er det anderledes, og det er også helt ok. Som jeg sagde i den tale jeg holdte for min egen stedfar igennem 28 år for nylig, var han den far jeg ikke havde, men heldigvis fik. Leopold er på samme måde det barn jeg ikke havde regnet med at få, men som heldigvis hørte med i pakken, da jeg genforelskede mig i hans far, og så er han mine børns bror og hvis det ikke skriger kærlighed, så ved jeg snart ikke hvad gør.

Det kræver sit fra alle parter, og jeg er med på, at jeg kan få det til at lyde rosenrødt og nemt, når jeg serverer det på 1200 ord i et blogindlæg, fem år inde i min rolle som stedmor, men jeg er helt med på, at det ikke altid “bare” er noget man gør. Ligesom at man ikke bare tilgiver et svigt, og ikke bare bliver glad igen, når man har oplevet sorg. “Bare” er et lorteord.
Jeg kan sagtens sætte mig ind i det. Jeg synes bare (!) helt oprigtigt at vi som voksne har et kæmpe ansvar for at få det til at fungere, og hvis der er udefrakommende faktorer, der gør det svært, så må man løse det på bedst mulige måde, og tage det én forhindring af gangen. Der er intet galt med at skulle kæmpe for kærligheden eller som minimum det tålelige forhold, men nogle gange tager det tid og altid kræver det respekt og dedikation, og nogle gange bliver den ikke som man regnede med. Det er ok.

Omvendt ved jeg også, at der både er tilfælde hvor det sker helt af sig selv og den oprigtige ægte kærlighed og omsorg opstår af sig selv, og så er der tilfælde hvor det aldrig lykkes helt. Jeg ved det godt. Men som delebarn og ekstra-mor, beder jeg jer om, at give det alt hvad I har. Det er en gave at få et bonusbarn, aldrig en ulempe.

Podcast galore

Det lader til at flere og flere begynder at give sig hen til podcast mediet, og det gør mig virkelig glad. Både fordi at det er noget jeg selv har været glad for i årevis og har prøvet at overbevise en masse, også jer, om at det virkelig kan noget, men selvfølgelig også fordi, at jeg selv har en podcast. Jeg har tidligere skrevet en del om hvad podcasts kan, for eksempel dette indlæg, der går helt ned i detaljerne som en slags podcasts for nybegyndere, ligesom at jeg gentagende gange har anbefalet op til flere favoritter (HER for eksempel). Jeg har savnet at podcaste, i den pause som Rachel og jeg har holdt med Voksen ABC. En pause der i øvrigt er slut, for vi har været i studiet i dag (hurra!). Men altså, jeg har sådan virkelig savnet det. Meget mere end jeg troede jeg ville, og det har sat en masse tanker i gang. Jeg tror nemlig ikke jeg er færdig med at udforske podcasting. For udover Voksen ABC og de mange podcasts, jeg heldigvis har fået lov til at deltage i, jeg nævner i flæng: Fjernsyn for mig, Tårekanalen, X factor dagen derpå, 30 års krisen, Helt ærligt mor, Dårligdommerne og senest: Vennebog, har jeg fået smag for det, og kunne rigtig godt tænke mig at sætte endnu et podcastskib i søen. Desværre har jeg ikke flere timer i døgnet end andre, og allerede mere end rigeligt at tage mig til, men ideén og lysten trækker i mig, og jeg kunne godt forestille mig, at der snart poppede en ny podcast frem med mig som afsender.

Nåh, men jeg har længe tænkt, at det var ved at være på tide med en ny omgang anbefalinger. Blandt mine favoritter lige nu (foruden dem jeg har deltaget i og nævnt herover) er:

Døden har en årsag – Jeg ved godt at det ikke er så længe siden, at jeg nævnte den første gang. Men den er virkleig så fin og god, så en gentagelse skader ikke …

Reality tjek – Hvis du er til reality tv, skal skal skal du høre denne podcast. SÅ hyggelig og god!

Den nye stil – Hvis man interesserer sig bare en lille smule for musik, og i særdeleshed rap og hip hop, bør du høre med her. Den var på min liste i hundrede år, før jeg tog mig sammen og trykkede play. Det er jeg glad for at jeg gjorde, og det tror jeg også at du bliver.

Dahlgårds Tivoli Podcast – Hvis man har set og kan huske serien Dahlgårds Tivoli, er denne podcast et must.

Vild med svans – Endnu en gentagelse herfra, men det er virkelig også en af mine favoritter. Den er skide god!

Vennebog – Ok, der er kun to afsnit lige nu, og jeg er med i det ene, MEN jeg synes det er en vildt sjov og veludført idé, og jeg kan skide godt lide Rikke, der er vært på den, og ønsker hende alt godt. Så giv den lige et lyt <3

Detox din hjerne – Morten Elsøe og Anne Gaardmand kalder bullshit på alverdens myter omkring livsstil, vægttab og sundhed, og det er virkelig tankevækkende og let spiseligt.

Er du bange? – Natasha Brock (som er vores næste gæst i Voksen ABC) har sammen med sin søster lavet en podcast om alle de ting som de var bange for som børn, og jeg kan genkende det SÅ meget. Podcasten er eksekveret så fint, så fint og jeg slugte alle tre afsnit i eftermiddags, og glæder mig til mere.