Mors dag

Det har været svært ikke at smile sig igennem sit instagramfeed i dag. Sådan har jeg i hvert fald haft det. Kærlighedserklæringer til mødre og til børn i stimevis. Det har været lige til at tude over, og det har gjort mig SÅ glad.

Jeg hoppede naturligvis med på bølgen med en slags kavalkade af børnebilleder i min story. Og jeg må nok indrømme, at jeg sgu er helt til det, til Mors dag. Meget mere end jeg troede. Særligt på de sociale medier, viser det sig. Det er jeg altså, og jeg har ikke fået så meget som en blomst, men det er fuldstændigt ligemeget, for jeg har istedet haft flere øjeblikke af lykkelig nostalgi og små stik af taknemmelighed, takket være Instagram i dag. Det er svært at se sig sur på det, selvom jeg vist er skyldig i netop det tidlige i min tid som blogger og som mor. Men lad nu det ligge. I dag er jeg vild med det (måske jeg også giver mig hen til Valentines Day næste år, be Warned!)

I snart ni år har jeg været mor, og det er uden tvivl noget af det sværeste, sjoveste, bedste og skøreste jeg nogensinde har skulle være. Selvom jeg stadigvæk nogle dage føler at jeg famler i blinde, og stadigvæk støder på udfordringer, hvor jeg ikke aner om jeg er på rette vej, så er jeg pjattet med det, og meget bedre til det end jeg troede jeg ville være. Jeg elsker af være mor, og elsker især, at jeg kommer til at være det altid.

Mor til de tre bedste mennesker jeg kender.

Helt ufarlige knuder. Selvfølgelig.

Egentlig ville jeg ikke skrive om det, før det var “overstået”, men jeg kan mærke at jeg bliver nødt til det. For at afdramatisere det og for at få min skrivelyst tilbage.

Måske husker I, at jeg for to år siden var igennem nogle undersøgelser, fordi jeg havde en knude i brystet, eller to var det jo faktisk, men jeg havde selv kun opdaget den ene. Det vendte op og ned på alt, og jeg var rædselsslagen og helt rundtosset i ugevis. Det hele kulminerede gudskelov i et lettelsessuk på Rigshospitalet, da biopsien viste, at der var tale om en ufarlig og betydningsløs bindevævsknude.

Jeg blev gravid kort tid efter, og glemte alt om knuden, der faktisk også forsvandt i en periode.

Nu er den tilbage, noget større og med selskab. Syv stykker er der fundet i alt og særligt én af dem, gør mig lidt tør i halsen. Den føles anderledes. Mere hård, mindre flytbar, mere … farlig.

Det er den ikke. Selvfølgelig ikke.

Og i virkeligheden er jeg meget lidt påvirket af det hele, i forhold til sidst. Er faktisk skide glad, men det sidder dog i min krop og titter frem et par gange hver dag, og særligt når jeg sætter mit til tasterne, dukker den lille bitte frygt op. Derfor vælger jeg at dele det. For at give plads til noget andet.

Selvom der ikke er så meget at dele. For jeg ved meget lidt lige nu, og kan i virkeligheden meget lidt overskue at “tale” om det, og har givet mine veninder mundkurv på. “Vi taler om det når det er slut!” Vrisser jeg af dem. (Undskyld).

Jeg går ud fra, at det ligesom sidst slet ikke er noget, der behøver at fylde, men det gør det jo. Det sætter faktisk gang i en hel masse tanker om fremtid og om helbred generelt. Præcis som sidst, og selvom det ikke er altoverskyggende og jeg forhåbentlig kun skal dele et enkelt indlæg mere om det, når dommen falder – dommen om at alt er mega normalt og at der igen blot er tale om helt almindelige, ligegyldige, fjollede, knudrede fibroadenomer – kan jeg godt mærke, at det skal ud af mit system, eller bare siges højt. Og selvom at skuldrene nok først falder ned på deres rette plads, når forløbet er overstået om nogle dage, er de en anelse længere fra ørerne end da jeg satte mig ved computeren for lidt siden.

Det skal nok gå godt, alt er normalt og ufarligt. Selvfølgelig.

Venner. Gamle, nye, flere.

Jeg elsker mine venner og veninder. Både dem jeg taler med på daglig basis, dem jeg ser alt for lidt, dem der har været der i årtier og dem jeg har været heldig at samle op i løbet af de sidste få år. 

Jeg er den der ven, som har gang i lidt mange ting, og godt kan glemme at give lyd i en periode. Jeg skal nok huske fødselsdage, vigtige begivenheder, og jeg skal også nok være der, især når det gælder. Jeg er loyal, nogle gange for loyal, mener min bedre halvdel, fordi det indimellem ender ud i, at jeg bliver trådt lidt over tæerne og så bare bliver stående. 

Jeg kan holde på hemmeligheder som ingen anden og jeg elsker mine veninder sådan helt ægte ind til knoglerne. 

Jeg er en god ven. For det meste. 

Jeg har aldrig haft vildt mange veninder og venner, og få af dem er veninder med hinanden. Jeg har for eksempel aldrig haft én stor venindegruppe, men flere enkelte eller små grupper af to eller tre. I en periode som barn, havde jeg slet ingen faktisk, og jeg tror at det er med til at jeg forsøger at værne ekstra meget om dem jeg har. Også selvom det måske ikke altid lykkes.

Min ældste veninde, og i virkeligheden min første rigtige veninde, har jeg kendt i 19 år. Vi ses sjældent, men jeg betragter hende fortsat som en af mine bedste bekendtskaber. Vi kender hinandens familier, sov sammen næsten dagligt de første tre-fire år af vores venskab, er blevet voksne sammen og arbejder i samme branche. Hun blev mor for nyligt til sit første barn, og jeg tror, at det har været den gang, jeg har været mest berørt (læs: har lykkegrædt mest) over at en veninde er blevet mor. Nok fordi at vi mødte hinanden i vores sårbare spæde teenageår, og det derfor på en måde er ekstra vildt, at hun nu er mor. Ekstra vildt og smukt. 

Så er der jo Rachel som I med garanti har læst om, hvis I har fulgt med mere end i ti minutter. Det er hende jeg har en podcast med, og som uden tvivl er hende jeg taler mest med og er tættest med. Rachel har jeg kendt i omkring 12 år. Vi mødtes på HF og blev uadskillelige kort tid efter, og er det fortsat. Der går aldrig mere end max et døgn uden kontakt, og oftest bliver det til mange opkald og sms’er hver dag. Hun er den jeg fortæller alt, med det samme. 

Og så er der en masse i mellem, som jeg i virkeligheden også har lyst til at fremhæve, fordi de er så skide vidunderlige og vigtige, men jeg har på fornemmelsen at det ville blive meget langt (og så ved jeg at nogle af dem, helst er fri for at blive nævnt).

Jeg har veninder og venner jeg har kendt i 2, 5, 10, 15 og flere år, og jeg har helt nye bekendtskaber som jeg håber, bliver veninder, og venner. 

Men hvordan får man egentlig venner som voksen? 

Altså selvfølgelig er der helt naturlige konstellationer, hvor det ligesom bare sker. En kollega, en studiekammerat, en forældre til et barn ens eget barn leger med, en i mødregruppen, en venindes veninde. Jeg har vist prøvet at få nye og betydningsfulde bekendtskaber i all of The above. 

Og så er jeg begyndt at bestræbe mig på at være den, der lægger op til mere, når jeg støder på folk jeg kan lide. For mennesker møder vi allesammen, og derimellem er der jo dem, man klikker med. Og når det sker, prøver jeg at samle den op, og invitere på kaffe eller øl. Det kan være lidt grænseoverskridende, og jeg er altid bange for et nej. Nok lidt ligesom hvis man inviterer på en ægte date. 

For det meste siger folk heldigvis ja, og nogle gange bliver den der kaffe aldrig til noget, andre gange gør det, og så kan man jo se det an derfra. Det er jo ikke sikkert, at det udvikler sig til et venskab, eller et nært bekendtskab, måske bliver det ved noget perifert, men måske er det også fint nok. 

For mig som introvert er det i hvert fald en ret fin øvelse, har det vist sig. 

Og jeg tager for tiden lidt tilløb til at gøre det noget mere, i min nye by. Ikke fordi at jeg har planer om at erstatte dem jeg har, men fordi at jeg har fundet ud af, at det gør mig tryg og glad, (også) at have venskaber fysisk tæt på mig. 

Lille bitte store menneske

Om mindre end fire måneder fylder han ni år. Det kommer ofte bag på mig, ikke fordi at jeg ikke føler, der er gået ni år. Det er jeg helt med på, at der er, og der er sket MEGET i de ni år. Helt vildt. Men det der med at have så stort et barn, der har brug for mig på et helt andet plan end tidligere. Et barn der er selvkørende, et barn med holdninger, følelser, meninger. Med empati, humor, forståelse. I en helt anden liga end hende på tre, og hende på et. Selvfølgelig.

Jeg er vild med det, vild med ham. Vild med vores historik.

Nogle gange kommer jeg til at overse ham lidt. Ikke med vilje, men fordi at han kan og gør det meste selv. Det er helt vildt fedt at han er nået dertil, og helt vildt skræmmende.

I formiddags lå han indenfor i sofaen, mens vi andre var udenfor. Jeg gik ind til ham, spurgte om han var ok. Det var han, bare træt, og så sagde han at han synes vores nye hus var dejligt at være i, så han lige ville ligge og kigge rundt. Jeg lagde mig sammen med ham og vi sludrede lidt. Om hans værelse, om skolen, om aftensmaden… Indtil hans vejrtrækningen blev tung, og han faldt i søvn. På mig.

Det er sket de første 100 gange i hans liv, og det er nok kun et par år siden at det sidst er sket, men det føltes som meget længere, så jeg tog det ind. Blev liggende. I stilhed. Og nød det. Jeg håber ikke det er sidste gang, men måske er det …

Lille bitte kæmpestore Otto <3

 

Sure mor

Jeg hader det. Hader når jeg ikke kan rumme dem. Dem jeg elsker allermest. Hader når jeg er sur, når jeg ikke kan finde mere overskud, når jeg bider hovedet af dem. Hader når jeg sidder tilbage med ondt i maven og flovhed, som nu, når roen har lagt sig og de sover, og jeg ikke engang kunne være nærværende i de få timer vi havde sammen, da de kom hjem, fordi jeg havde for travlt, for travlt med mails der skulle besvares NU, med rod der skulle ryddes op NU, møder der skulle koordineres NU, hovedet oppe i min egen røv NU, og bare ikke mere line at tage af, galoperende PMS, og og og… Undskyldninger har jeg mange af, men det ændrer ikke på, at jeg var en sur mor, en tarvelig mor, en mor der ikke engang kunne lytte til det frustrerede barn, der havde brug for mig, eller kunne overskue den andens meltdown over noget med en tissemyre i vindueskarmen udenfor. En mor, der havde fået nok.

Øv, mand. Kæmpe øv. Jeg hader det, jeg ved jeg hader det, og alligevel sker det. Ikke hver dag. Ikke engang tit. Men det sker.
Kan jo for fanden kun sige undskyld og forsøge at gøre op for det i morgen, og alle andre dage, alle de dage, hvor jeg ikke er en stor mor-lort. Øøøøøv!

Men det var jeg altså i dag. Igen. Og det var sikkert ikke sidste gang. Hun bor desværre derinde, mor-lorten, under alt overskuddet, al energien, alt det gode, sammen med sine veninder: Hystade-hustruen og stædig-sækken.

Nu, NU skal jeg (og de tre førnævnte mavesure damer) spise chokolade.

I øvrigt …. Husejer-edition

  • Har jeg i løbet af de sidste fem dage set edderkopper så store, at jeg et kort øjeblik insisterede på, at de måtte være kommet med en klasse bananer. Google fortalte mig at de er pæredanske. Ad.
  • Viser det sig at børn bliver absurd beskidte, når man har et hus, eller i hvert fald når man har en have. Men så er det jo skidefedt, at vi ikke har et bad endnu.
  • Venter vi i de her dage på vores toilet og bruser, og jeg har sjældent være SÅ på dupperne. Hver gang en varevogn eller lastbil sænker farten ude på gaden, springer jeg op.
  • Ved jeg godt, at hussnakken og det at flytte ud af byen har overtaget domænet på det seneste. Og at I er flere der er trætte af det. Bær over med mig. Det går nok over igen. Måske.
  • Er noget af det allerbedste ved det her hus-noget, at man kan tørre vasketøj udenfor. Kæft, det holder!
  • Har vi fået hængt en hængekøje op i haven. Op-tur!
  • Skal jeg lige vænne mig til ikke at tysse på børnene, når de løber om kap i stuen. Ingen underboer!
  • Er lyden af regn mod taget min nye yndlingslyd.
  • Har jeg på ingen måde forstand på planter. Hvad kan man plante i et højbed? Vi har to.

Print-selv minder og blækpatroner på forkant

REKLAME FOR HP INSTANT INK

Jeg tager mange billeder. Mange mange. Nogle bliver delt på Instagram, andre bliver sendt rundt til bedsteforældre, onkler og tanter, veninder, og meget få bliver fremkaldt, eller printet, som det vel mere korrekt hedder, når det kommer til den type billeder jeg primært tager – På min telefon eller mit kamera.
Jeg forsøger at huske, at få dem sendt til print, og har op til flere apps til formålet, der fungerer upåklageligt. Det der til gengæld ikke altid fungerer, er det der med at få det gjort. Jeg kan nævne de første ti gange, hvor jeg har banket mig selv i hovedet over ikke at have været på forkant og bestilt billeder til enten os selv, eller til en gave.
Derfor har vi flere gange talt om, at få os en fotoprinter, og det har vi altså fået nu. Af HP. Det er en en HP Envy 7134 printer og scanner – Sidstnævnte tænker jeg at vi også bliver glade for – Til børnenes tegninger, gamle scanningsbilleder og den slags. Prisen på HP Envy 7134 er 1099,- (jeg er dog stødt på nogle tilbud ind imellem, så kig dig lige omkring).

For at printe billederne fra sin telefon downloader man appen HP smart, og den er virkelig smart. Herfra vælger man de billeder fra sin telefon eller fra sine sociale medier, som man gerne vil have printet ud – Man kan også beskære, vælge størrelse og redigere direkte fra appen, inden man trykker print. Så nemt og effektivt.

Det der er ekstra smart og i virkeligheden er det, jeg vil fortælle jer om, og som jeg er temmelig begejstret over selv, er HPs Instant ink service – Nok især fordi, at jeg desværre nok må indrømme, at ikke nok med at jeg er helt usandsynligt dårlig til at få fremkaldt billeder, heller ikke er den, der altid lige får købt blækpatroner i tide (eller utide), når jeg har en printer. Det er slut nu, for min printer gør det for mig.
Ja.
Når der er ved at være lavvande blækmæssigt, bestiller min HP printer selv nye patroner, sådan at den aldrig når at løbe tør. Det er smart, og er for sådan en som mig, nærmest uundværligt, for selvom det burde være det nemmeste i verden lige at smutte ned efter patroner, gør jeg det ikke. Jeg taler af erfaring.

Som en ekstra ret væsentlig detalje, er patronerne tilmed billigere gennem HP Instant Ink, og du får de rigtige hver gang (igen noget jeg har måtte erfare ikke altid er det nemmeste i verden – Jeg har samme udfordring, når det kommer til støvsugerposer i øvrigt). Du tilmelder dig Instant ink HER, vælger det abonnement, der passer dit behov bedst, kobler den op til din HP printer, og så kører det- Virkelig nemt, virkelig brugervenligt, jeg er til det. Og når samme koncept en dag kan kobles til mit køleskab, vores toiletrulleholder og benzintanken på bilen, er jeg også på. Mindre tid i butikker, mere tid med børnene.
Ja tak.

Tilbage i hamsterhjulet

I vores podcast-liveoptagelse (afsnittet udkommer først næste mandag, i øvrigt) som vi optog sidste weekend, Rachel og jeg, fortæller jeg blandt andet, at jeg egentlig ret godt, kan lide det der hamsterhjul som vi, de voksne, elelrs ofte forsøger at flygte fra. At jeg savner det.
Den udtalelse har jeg tænkt en del over siden.
Det er nemlig lige omkring syv uger siden at vi smækkede døren efter os i Store Kongensgade, og vi har siden da boet i fem Ikeaposer. Først i sommerhus, så hos mine forældre, og så i sommerhus igen. I den tid skulle Uma starte i børnehave, Otto køres til København og i skole, huset skulle laves beboeligt, hverdagen skulle køre. En ny hverdag, som ingen af os havde nogen som helst føling med hvad var. En tilstand, der gjorde at jeg savnede hamsterhjulet. Blev skør af at leve i en logistisk kabale, der ikke ville eller kunne gå op. Ked af at skulle skabe tryghed i noget, der ikke var permanent, irriteret over ikke at vide hvor noget var, at være gæst.
Forstå mig ret, taknemmeligheden over at mine forældre har lukket os ind uden at tøve, og tilmed at have økonomisk gjort det muligt at leje et sommerhus så tæt på vores eget hus, vil ingen ende tage. Uden den mulighed havde vi været helt tværet ud. MEN og det er I flere, der har bemærket og kommenteret på, det har været en virkelig røvet periode for mig, og det er uden tvivl gået ud over min aktivitet her på domænet.
Jeg har været så opslugt af at få det hele til at gå op, og af at mærke efter, på mig selv, mine børn, mit ægteskab, mit savn til byen, min glæde over det nye, at det har været svært at fokusere på andet. Har mine indlæg været meget ensformige på det seneste? Måske. Er der langt imellem? Til tider. Grunden er simpel. Rutinerne er kastet helt af helvedes til og tiden har manglet. Og ind imellem lysten. Jeg tror, næh jeg ved sgu, at det blandt andet skyldes at hamsterhjulet har stået stille. Jeg har ikke vidst, hvor jeg skulle gøre af mig selv meget af tiden, har været bekymret, ikke følt mig god nok – Velvidende at den følelse er både demotiverende og overflødig. Men sådan er det sjovt nok med følelser – Pisse ubelejlige til tider. Men det har fyldt, og jeg har været og er påvirket af det hele. Men som med alt andet har jeg erfaret, at nogle ting skal gøre ondt før det bliver godt. Jeg tror denne her periode er en af dem. Det lysner i hvert fald, og det skyldes flere ting, blandt andet det der hamsterhjul som jeg vender tilbage til om lidt.

Det her er ikke et: I’m back!-indlæg. For jeg har jo egentlig ikke været væk, og jeg har en masse på hjerte (ikke kun hus-relateret, I promise), men jeg har alligevel brug for at sætte lidt ord på, flere end dem I har fået. For i virkeligheden gik det først rigtig op for mig, at udover omvæltningen, savnet, frygten og glæden, har følelsen af et savn til noget hverdags-trivielt og hamsterhjulsløb, fyldt virkelig meget. Otto er startet i sin nye skole, tættere på, vi har hentet en del af vores ting, jeg har sovet med min egen dyne i nat for første gang siden starten af marts, og langsomt begynder det gode gamle, men alligevel helt nysmurte og pimpede hjul at køre igen… Og det er nok meget godt.

Illustrationen er en del af vores Voksen ABC plakat, tegnet af Katrine Granholm/ lol-kat.dk

SÅ!

Dagen vi har set frem til. Dagen vi har rykket igen og igen. Dagen hvor vi skulle flytte ind i vores hus.

Den dag var i går. Rigtigt.

Nu bor vi her sgu.

Campingstyle indtil videre. I stuen. Men vi bor her.

Jeg har sommerfugle i maven og helt ud i tæerne, og da vi sad i vores havestole i går aftes og delte det meste af en flaske champagne og en hemmelig cigaret, mens vores børn sov på den anden side af havedøren, og vi talte om planter, facadefarver og housewarming, var det næsten ligemeget med det stadigvæk manglende bad og lys. Vi er her, sommeren kommer om lidt, vi er husejere og vi aner ikke hvad vi laver. Det er skidegodt.

 

Most wanted #2 At hele et knust hjerte

Sidst handlede det om at få børn, flere børn (se HER). I dag skal det handle om kærlighed, knuste hjerter og tilgivelse…

Ingen tvivl om at nedenstående er et af de mest berørte og måske efterhånden ret udtrådte emner her på siden, men det er også med i toppen over emner I (stadigvæk) efterspørger. Jeg bliver ret ofte kontaktet af både kvinder og mænd, der på en eller anden måde står i en situation, hvor de skal lære at elske igen, har svært ved at acceptere, eller har fortrudt et brud, og så er der rigtig riiiiigtig mange, der spørger, hvordan man får sin eks igen.

Nogle af de indlæg jeg tidligere har skrevet om det med at gå tilbage, at turde stole på kærligheden og den slags er for eksempel dette om tvivlen, og min personlige favorit, en slags forklaring på hvorfor og hvordan jeg kunne tage ham tilbage.

Jeg har ikke den gyldne opskrift, jeg har ikke løsningen, men jeg har min egen situation og erfaring at læne mig opad, og så har jeg nogle råd. Af de der irriterende slags, som man ikke kan holde ud at få, når man står i det der gør ondt, når man bare gerne vil have ham/hende tilbage, når vreden raser, når man føler, at man er gået i stykker og aldrig bliver hel igen. Det gør man nok heller ikke, bliver hel altså, men det ville sgu også være for kedeligt. Lidt ridser og buler, er kun klædeligt, hvis du spørger mig. Men hjertesorg forårsaget af svigt ER noget af det værste, der findes. Det er uden tvivl noget af det sværeste jeg har gennemgået og jeg har den dybeste medfølelse når jeg møder mennesker i den båd. Lortebåden.

De irriterende råd til at hele et knust hjerte er:

Stop med at slå dig selv i hovedet, og tænke på alle de ting du kunne have gjort anderledes. Sket er sket. og det er ikke fedt, men det er ikke sikkert, at I stadigvæk var sammen nu, havde du bare sagt noget andet, opført dig anderledes, været mindre jaloux, mere positiv, mindre sur. Stop.
Hvis du efterfølgende vælger at ændre noget, så lad det være for din egen skyld. Ikke fordi, at en anden person måske vil tage dig tilbage. Når det så er sagt, skal man selvfølgelig altid gøre sig umage, og ingen tvivl om at det er sundt at se indad, særligt når man bliver forladt eller svigtet. Men formålet skal være, at få det bedre. For sin egen skyld. Så vent med det til du er færdig med at græde.
Det tog mig mange år, at forstå, at vi begge to var skyld i at alt gik galt. At jeg opførte mig som jeg gjorde, på grund af ting han gjorde, og omvendt. Så vi til sidst, ikke kunne finde ud af at være os selv, for vi vidste ikke, hvem vi var.

Accepter det, kom videre og lær dig selv at kende uden personen.
Det nytter ikke noget at stile efter at finde sammen igen. Finder I sammen igen, uden at have levet hver for sig, sådan helt hver for sig uden ondt i hjertet, er risikoen for at I ender I samme mønstre og dermed nok også med at gå fra hinanden igen ret stor.
Igen tog det mig nogle år at give slip. Helt ægte slip på håbet. Og “sjovt” nok, kender I jo slutningen på, hvad der skete, efter jeg havde parkeret tankerne omkring nogensinde at finde sammen igen. Kirkeklokker, børn og hus. Hej!

Kold tyrker, god tone og kameler.
Lad være med at tage kontakt i tide og utide, fordi du lige kommer i tanke om noget mere du kan skælde ud omkring/græde over. Har I børn, eller måske ting der skal afvikles, som gør, at I bliver nødt til at have kontakt, så sørg for alligevel at have så lidt kontakt som muligt og kun omkring praktik. I starten. Og slug kamelerne. Slug dem, slug dem, slug dem, og ring så til en veninde og ras ud, hvis der er brug for det. Når vreden aftager (det gør den – Især, hvis man ikke skal konfronteres med hinanden og følelserne) kan man måske begynde at have kontakt igen, eller måske er behovet blevet overflødigt.

Drop hævnfølelsen.
Selvfølgelig må du være vred, såret og urimelig. Du må græde, du må råbe, du må reagere. Du skal. Men på et tidspunkt skal du give slip. Lad være med bevidst at forsøge at såre den, der har såret dig. Lad være med at beskæftige dig med den slags tanker man ret så naturligt kan få. Lad være med at være urimelig. Opfør dig ordentligt – Det er den bedste “hævn”. Jeg lover det.

Se en masse Friends og Sex & The City. Jeg ved godt det lyder som et fjollet råd, men for mig er det de ultimative “sluk hjernen og hjertet”-programmer.

… Til spørgsmålet omkring at vinde sin eks tilbage, plejer jeg at sige, at man skal finde ud af, hvorfor man overhovedet vil det. Og dernæst, det sidste man vil høre; Kom videre først. Ægte videre. Hvis du stadigvæk vil tilbage, når vreden har lagt sig og gråden er stoppet og solen igen skinner, så gå for det. Spriiiing!


Og så når vi til tilgivelsen. Det er det sværeste, men det mest effektive, når det kommer til vreden, og hjertet, der ligger og rasler rundt nede i skoene.
Hvordan gør man det?
Havde jeg svaret og opskriften, ville jeg med glæde give dig den. Den findes kun et sted og det er i dig selv, og der er nogle bitre mundfulde, der skal tygges inden du når dertil. Men når du gør, bliver alting meget lettere. Ligemeget om du skal se personen igen eller ej. Men hvis I skal leve sammen igen, er tilgivelse uundgåeligt.
Tilgivelse er ikke svagt, det er ikke en blåstempling af hvad der er sket. Det er bare et punktum.