Intakt jahat og en ny uge, om lidt

Tak for de mange fine tilkendegivelser til mit forrige indlæg om den der fold selv-jahat. Mit humør og sind er er bedre sted allerede og jeg glæder mig faktisk til at tage hul på en ny uge, der byder på et fuldt program på den dejlige måde, med både bryllupsdag med min mand, bogreception for min veninde (forudbestil den HER – Jeg har også skrevet et par sider), arbejde og så skal Uma have befriet sin stakkels lille brækkede arm, der forhåbentlig ikke er brækket længere.

Jeg har sovet længe i dag, til klokken 9 sgu, og plejer lige nu min vin-hovedpine med krydderboller, tandsmør og cola i sengen, sammen med en pludrende baby. Solen står ind af vinduerne og Uma løber rundt og råber ‘Jeg er super vov vov!’.

Hashtag Lykkeglimt. Jahatten skal slet ikke foldes i dag.

God søndag.

Løsningen på den evige wifi-battle

INDLÆGGET ER SPONSORERET AF TP-LINK

I vores gamle lejlighed på Vesterbro var  vores wifi så vanvittigt langsomt og ustabilt, at vi var ved at gå ud af vores gode skind flere gange om ugen. Som blogger er internet pænt vigtigt, men særligt som fotograf, som min mand jo er, er det nødvendigt med hurtigt og stabilt net. Det var umuligt på Vesterbrogade. U-MULIGT. Selv at streame en film eller en tv-serie kunne være et projekt. Håbløst. Her i K, hvor vi bor nu er det noget bedre, thank god, men vi er stadigvæk udfodret. Særligt på dækningen. På børnenes værelse, der ligger længst væk fra der hvor routeren står, svigter det ofte til stor irritation for ja, børnene. First world problems hele vejen, men ikke desto mindre irriterende i længden. Derfor har jeg været virkelig spændt på at teste Deco M5 fra TP-Link, da de lover at løse det problem. Det har vi gjort i de sidste par uger. Men hvad er det så? Basically tre små hvide fiduser (!), på mere korrekt sprog Deco M5, der benytter en ny teknologi baseret på noget der hedder mesh-teknologi. Jeg har læst lidt op på det, og kort fortalt er det ‘bare’ at man ved hjælp af flere netværksenheder, fremfor én (ofte stor og grim) router, spreder dækningen udover sit hjem, ved hjælp af de små hvide enheder, dem jeg før kaldte fiduser. De ligner til forveksling små glatte røgalarmer og fylder heller ikke mere, så de kan let camoufleres fremfor det skrummel af en router vi har haft stående på køkkenbordet frem til nu, som vi efter at have installeret TP-Links Deco M5, har kunne rykke væk fra bordet og til et mere diskret sted, bag et skab i køkkenet.

Man placerer dem rundt omkring i sit hjem, og når man så går på nettet, hvad end det er fra telefon eller computer, eller tablet, sørger enhed og den fidus der er tættest på selv for at opkoble sig til hinanden, sådan at ens wifi er så stærk som muligt. Og det virker i den grad. Det har virkelig været en game changer herhjemme. Og opsætningen er noget nær det nemmeste, jeg har prøvet. Man sætter dem simpelthen bare i stikkontakter fordelt i sit hjem, downloader en app til sin telefon og så guider den igennem opsætningen med tegninger og alting. Ahmen, for fanden.

Vi har virkelig haft stor glæde af dem og det har gjort en stor forskel, som jeg tror at særligt jer med flere etager eller mange rum, eller bare dårlig dækning vil få stor glæde af. Prisen på TP-Link Deco M5 er i den tunge ende på omkring 2000,- plus minus et par hundrede kroner alt afhængig af hvor man kigger, men hvis man har problemer med dækning, eller er afhængige af stabilt og hurtigt net, som vi er det, er det uden tvivl pengene værd. Vi har ingen problemer haft med langsomt eller svigtende dækning siden vi opkoblede os systemet. Alt i alt seriøst varme anbefalinger herfra.
Læs meget mere om TP-Link Deco M5 HER

OBS! Deco M5 enhederne har jeg fået foræret af TP-link og indlægget er betalt. Ord og holdninger er aldrig købt.

Sådan folder du en jahat

I de her dage gennemgår jeg en krise, som er meget sværere at deale med, end jeg havde forventet, og  jeg har flere gange haft lyst til at kaste mig på jorden af frustration og det tror jeg også jeg ville have gjort for nogle år siden. Men der er sket noget i mig, som gør at jeg kan bevare en ro og et overskud, og jeg er virkelig stolt over at være nået dertil. Men det har krævet en helvedes masse nedture, og erkendelsen af at der tit kun er én ting, der kan få mig op igen. Og det er tit mig. Så NÅR jeg får nok, og føler jeg ikke kan længere, sætter jeg forventningerne ned, giver plads til at mugge og vrisse og hyle, og så prøver jeg igen. Det virker. For det meste.

Ovenstående følelse og tanker, fik mig til at tænke på, at det er sket mere end en håndfuld gange, at jeg er blevet spurgt om, af jer, hvordan jeg får vendt skidt til godt og gang på gang folder en imaginær jahat og får det til at fungere. Jeg er naturligvis glad for at det er det indtryk jeg giver, og det er da bestemt også noget jeg som sagt har øvet mig på og er blevet bedre til. M E N … jeg er absolut dronningen af pessimisme i rigtig mange situationer. Bare spørg manden jeg deler efternavn og dobbeltseng med. Dog er jeg faktisk skidegod til at vende pessimismen, når jeg er færdig med at vrisse, bande og sige nej en hel masse. Men for det mester skal vrisseriet og sortseer-følelsen lige op og vende. Spørg mig ikke hvorfor, that’s bare how I roll, åbenbart.

Men hvorfor og hvordan vender jeg det så?
Hmm. Følelsen i maven når det står på er ikke værd at hænge fast i, og jeg kan mærke at jeg selv bliver drænet, når folk på min vej udstråler opgivenhed og surhed. Jeg har selv gjort det. Meget mere end nu, både IRL som det hedder, og også her på domænet. Det sker da fortsat ind imellem, fordi at bloggen er mit outlet, og den der famøse ventil, hvor øjebliks-følelser bliver til ord som bliver til blogindlæg, som ofte kan få følelsen til at forsvinde, men indlæggene forbliver. Og det er fint. Jeg er ikke bange for at dele den side af mig selv, slet ikke.
Men for det meste er det alt der skal til, lidt vrisseri, et blogindlæg eller et opkald til en veninde, min mor eller min mand, og så går det i gang af sig selv, som oftest, andre gange skal jeg lige hanke op i mig selv, og tvinge den der ja-hat godt ned om ørerne. Andre gange har jeg bare brug for at gå og passe på det selv, være trist, overtænke det og græde ud i stilhed. Men jeg kommer ud af det igen, og oftest med noget nyt til livs-godteposen.

Der er nok ikke en opskrift på den proces det er at vende følelserne og situationen, og selv hvis der er, er den med garanti ikke ens for alle.

Der er dog tre ting jeg alligevel aktivt gør, når noget ser sort ud, er irriterende, eller går mig på. For det første giver jeg mig selv ‘lov til’ ovenstående, altså at skælde ud og være sortseer, bare lidt. Dernæst stiller jeg mig selv følgende spørgsmål: Er det surheden værd? Som oftest er svaret; Nej. Og hvad får jeg ud af at være sur? Igen er svaret her oftest noget ala: Ingenting. Udover dårligt humør og mavepine.
Og det tredje, helt simpelt: Find lyspunkterne. Eller, hvis der ikke er nogle lyspunkter, tænk udover det. Altså, hvordan kommer det her til at styrke mig, eller kan jeg lære noget af det, set i bakspejlet. Når jeg er ude på den anden side. For der er en anden side. Altid.
Og jeg har efterhånden erfaret, at selv når lortet brænder seriøst på, altså vi taler eksplosioner af lort og pis, skal det nok gå. Når det regner inde i bussen og alt er koldt og vådt, kan vi sikkert grine af det på den anden side. Børnene kommer sikkert til at tage minderne med sig og der er ærlig talt værre ting end regnvejr og våde sko.
Når nogen sårer mig, eller er pisse tarvelige, skal jeg holde mig bedre end at få hævn på tarvelig vis. Jeg nægter at lade den slags gå mig på længere.
Når jeg står i en krise, uanset størrelsen og omfanget, er det ok at græde det ud, være vred og ked af det, og ikke blive irriteret på mig selv over at føle den vrede og sorg, for det kan for mig rigtig ofte være mega selvforstærkende, og så er det en ond spiral af pis og bebrejdelse, der aldrig stopper. Giv lov, giv plads, og så er det om at rejse sig. Nogle gange med hjælp, andre gange kan og skal man gøre det selv. Og igen, det gælder sgu både når børnene ikke vil sove på tredje time og jeg er ved at springe i luften over det, eller når jeg mister noget og næsten ikke kan være i mig selv for smerte. Det skal nok gå. Jeg lover det.

 
Tegningen har jeg hugget fra dygtige Maren

I øvrigt #96

 

  • Kan jeg aldrig huske hvordan man staver til surprise og skal altid Google det inden.
  • Genluk på slikposer. Hvorfor?
  • Er jeg blevet pjattet med søde kartofler. Man kan jo bruge dem til alt!
  • Er jeg alene med børnene i tre hele døgn, og har fyldt skabene med chokolade og rødvin. #Pro
  • Har vi sat volvoen til salg og nogen har købt en otte-personers slæde. Nogen synes den er sej.
  • Flyttede min søster til Aarhus sidste weekend. Hun skal læse på Uni. Min lillebror flytter til Island på fredag. Han er blevet forelsket i en yndig Islænding.
  • Har jeg bestilt rengøring i næste uge, men overvejer at gøre rent inden. Bare lidt. Det er fandme åndssvagt, men her er virkelig klamt.
  • ved jeg ikke om Google maps er ualmindeligt optimistisk eller jeg bare er ualmindeligt langsom på cykel, men den fejlberegner grusomt hver gang jeg skal et sted hen. Hvem fanden kan cykle fra Store Kongensgade til Frederiksberg på 12 minutter?!?!
  • Stod min trofaste Pilen-cykel af midt på Gl. Kongevej i sidste uge. Baghjulet låste simpelthen fast og den nægtede at køre videre. 9 års trofast følgeskab havde vi. Nu står den på frederiksberg og venter på at blive hentet. Skal bare lige finde tid (ha! Tid!).
  • Har jeg købt er par jeans i lyseblå denim og et par spidse guldsko (!) Det er anden gang i mit liv. Sidste gang var nok for 15 år siden.

Reklamelinks: sko 999,- (nedsat til 700,- til de hurtige) HER // Jeans 999,- HER

Tid, voksentømmermænd og travlhed.

Et nyt afsnit af Voksen ABC udkom i går. Det er optaget udendørs, hvilket allerede har fået et par klager med på vejen. Det beklager vi, men det skulle lige afprøves. Vi håber snart at kunne hoppe ind i et studie og optage, så lyden kommer til at sidde lige i skabet. Indtil da er vi nødt til rykke lidt rundt løbende, da vi desværre ikke altid har mulighed for at kyle vores familier ud af huset, hver gang vi skal bruge et par timer med hinanden og en mikrofon.

Vi er nået til T og får i afsnittet talt om både tømmermænd, at komme for sent, om tid der flyver, følelsen af taknemmelighed, terror og så taler jeg (surprise!) en del om hustanker, noget som I nok kan fornemme, langt fra er det sidste jeg kommer til at sige om den sag. Altsammen til lyden af København og hvad der dertil hører af trafikstøj, helikoptere og gæs (?!). Og så får jeg sagt noget med, at jeg nogle gange kommer til at tænke at folk uden børn ikke har travlt, sådan rigtigt. Og det er vildt strengt at tænke, jeg ved det godt. Undskyld.

Hør hele moletjavsen selv, hvis du har lyst, ved at hente afsnittet i din foretrukne Podcastapp eller HER i iTunes.

Lydbøger til store og små + en rabatkode til jer

INDLÆGGET ER SPONSORERET AF MOFIBO

Jeg har længe brugt lydbøger, da jeg må erkende, at tiden til at fordybe mig i en bog, som jeg ellers gjorde meget præ børn, ikke findes. Med lydbøger kan jeg, ligesom med musik eller podcast, lytte til dem mens jeg er på farten, eller når jeg laver andre ting. Derfor var jeg også lynhurtig til at acceptere samarbejdet med Mofibo, da vi allerede bruger det herhjemme.

Koden SNEGLCILLE, giver 30 dages gratis abonnement til mofibo lige HER.

Jeg er ikke den eneste herhjemme der nyder godt af vores Mofibo abonnement. Også børnene bruger det.  For nyligt er Uma på 2 1/2 begyndt at kunne lytte til bøger, hvilket vi især bruger, når hun har brug for at slappe af i løbet af dagen. Vi forsøger jo at droppe hendes middagslur, men det betyder at hun ofte har brug for en halv times tid med en sut, en bamse og en bog, et afsnit Gurli Gris eller en lydbog. Hun hører alt fra Bamses billedbog til prinsessehistorier, som vi afspiller på Ipaden via Mofibo appen.

Otto logger selv ind og navigerer rundt i appen via vores iPad eller min telefon, og jeg kan se, at han både har lyttet til en hel del fodboldbøger samt eventyr. Han er blevet så stor nu, at han selv læser meget, men når han laver noget andet, tegner eller bygger med LEGO eller Plus Plus, så bruger han lydbøgerne, når der altså ikke kører Gulddreng eller Gramsespektrum på Spotify, selvfølgelig.

Selv har jeg fået lyttet til den hypede ‘Papmachereglen’ indtalt af Hella J herself, og så er jeg lige gået i gang med Blodmåne af Katrine Engberg og elsker at det også her er hende selv, der er oplæser.

Der er mange gode gode titler at gå i gang i for både store og små, og hvis I ikke allerede er sprunget ud i det, så synes jeg da at i skal komme igang. I kan få en måneds gratis abonnement lige HER*, I skal bare benytte koden SNEGLCILLE, så er der 30 dages gratis abonnement til jer (derefter koster det 129,- pr. måned, men man kan bare framelde sig efter de 30 dage, hvis man ikke ønsker at fortsætte abonnementet.)
*Bemærk at dette er et reklamelink, hvilket betyder at jeg modtager betaling fra Mofibo, hver gang en af jer benytter koden. Koden udløber d. 31. oktober 2017.

Jeg tænker i øvrigt om vi ikke skulle sætte gang i en række anbefalinger til gode lydbøger i kommentarfeltet? Jeg synes det kan være en jungle at finde rundt i, og er nok ikke den eneste, så måske vi kan hjælpes ad?

Jeg starter:

Kvinden i toget. Mange bryder sig ikke om den har jeg hørt, men jeg åd den råt! Indtaleren er liiiidt anstrengende i starten, men jeg vænnede mig til det og hørte den på få dage.

Alene i Paris. Hvis man er til Chick lit og DET er jeg, er denne perfekt. Og så er den kort. Jeg hørte den på en flyvetur til Tyskland for nogle år siden. Perfekt længde.

Alt det lys vi ikke ser. Min mand er gået i gang med at læse den (han får ikke lyttet til lydbøger, eller podcasts. Heller ikke min, suk) og jeg glæder mig til han er færdig så vi kan tale om den. Den er GOD.

… Håber I vil være med.

 

10 grunde til at jeg måske godt kan flytte ud af byen

Faktisk var indlægget oprindeligt et 10’grunde til at jeg IKKE kan  flytte fra byen. Men. Så ville de gode intentioner og processen i at vænne mig selv til, at det nok bliver en realitet, en dag altså, lidt i vasken. Så. På med ja-hatten:

1. Min mand er ved at blive vanvittig af at bo her, og det mærkes, og det er ikke rart.
2. Jeg ønsker mig faktisk en have.
3. Mine børn elsker at være udendørs. Små freaks
4. Jeg begynder virkelig, at kunne se fidusen ved et bryggers. Jeg mener bare: Et helt rum til rod og vasketøj bag en lukket dør. Smart!
5. Jeg ville være tvunget til at bruge det kørekort, jeg forhåbentlig har om et par måneder.
6. Man behøver ikke tjekke for hjemløse i sit kælderrum.
7. Mindre larm og bræk og pis.
8. Min mand. Igen. Han liver op, bliver fjollet og nyforelsket – hver gang der er en skov i nærheden. Store freak
9. Uma ønsker sig inderligt et legehus, og det gad jeg godt give hende.
10. Jeg har fundet et hus jeg måske kan se mig i. Og som vi har råd til. 40 minutter væk.

11. (Hov! Så var ti ikke nok …. ) Det skræmmer mig ikke helt så meget længere.

Overvældet, udmattet, glad

I går fejrede vi for alvor at Confetti CPH er en ting. I timerne op til var jeg nervøs og ramt af den der, hvad nu hvis ingen gider komme-følelse. Uden grund. Dandy, hvor vi holdte receptionen, var fyldt til renden med kollegaer, samarbejdspartnere og venner. Jeg tror vi alle fem har lignet omvandrende emojis under hele arrangementet, den med hjerteøjnene. Helt lykkelige.

Prøv lige og se nogle lokaler. Simpelthen så pænt og over the top. På den gode måde.

Der var mad fra Danish Minies og Sliders. Personligt sprang jeg over, da den der uro på grund af nerver og adrenalin ikke helt tillod mad.

Drinks kunne den til gengæld sagtens klemme ned. Vi fik Confetti Cocktails med Remy Martin. Så lækre og flotte, og klistrede.

Min søde svoger havde indtaget dj-pulten:

…og så var der gæster i stride strømme og jeg fik langt fra talt med alle, desværre.

Sjældent har jeg været så overvældet og glad. Og træt! Da de sidste gæster var gået og adrenalinrusen havde lagt sig, skrabede jeg en favnfuld blomster og champagne sammen fra gavebordet og trissede de 200 meter hjem, hvor mine hjemmelavede yndlingsmennesker var blevet puttet, men ikke sov, og insisterede på nus og sang. Jeg var ikke svær at overtale, og mens jeg lå der imellem de to ældste og sang improviserede vers af Elefantens vuggevise, blev jeg ramt af endnu en bølge lykke og af overvældelse, glæde og træthed, og selvom det så efterfølgende tog over en time at få Uma til at sove og den der lykkefølelse gled lidt i baggrunden, og udmattelsen begyndte at fylde, mens jeg til sidst talte ud igennem tænderne og nægtede at hente flere bamser/vandglas/plastrer/puder/gummistøvler, gik jeg alligevel i seng som hjerteøjne-emojien, en stolt og heldig en. Jeg elsker kontrasterne, uden dem ville jeg måske have svært ved at sætte rigtig pris på det. Både den del med Confetti, champagne og drønseje kollegaer, men også det liv med børn, der ikke gider sove, vasketøj og madpakker. Måske kan man godt få det hele. Jeg føler nogle gange jeg har det (og andre gange har jeg lyst til at flytte hjemmefra, eller lukke bloggen, men det går over igen). Tak.

Nåhja, for fanden, og kjolen! Den er fra Hofmann Copenhagen og jeg elsker den.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Flere timer, tak … Og noget om sex

Vrooom mand! Det er verdens ældste kliché: Tiden flyver, der er ikke nok timer i døgnet, bla bla bla. Men sådan føles det lige præcis i de her dage, hvor vi har fuldt hus med fire børn, hvoraf en af dem har brækket håndleddet og en anden er ved at få sin første tand, en masse arbejde (hvilket efter en barsels-ish periode og en stille sommer er lidt svært at vænne sig til, men skøøønt!), forberedelser til Confettis launch (hej tøjkrise!), samt ualmindeligt mange fremtidssnakke med min mand. Vi har droppet det oprindelige lille glimt af en drøm, men det har sat gang i noget og har i den grad åbnet op for nye snakke og drømme – som vi helt klart har brug for at have. Så vi har udforsket forskellige steder, kigget på huse, talt med banken, snakket, talt og følt, og er ikke nået frem til noget. Men det er fedt og ret vigtigt tror jeg, at vende bøtten på hovedet, forventningsafstemme og mærke efter i sig selv, særligt fordi at Michael føler sig mere og mere ‘fanget’ i Københavns larm og travlhed, og selvom jeg elsker København, elsker jeg Michael mere, så jeg er åben.

Noget andet der er vigtigt (kunne også have valgt at bruge det med at være åben, men jeg er en classy lady jo) er sex. Og det taler Rachel og jeg om i podcasten denne uge. Noget vi troede ville være mere grænseoverskridende end det var, og noget som vi sagtens kunne og nok også kommer til at tale meget mere om. Optagelsen blev desværre afbrudt af førnævnte brækkede håndled, men jeg synes alligevel vi fik afrundet det ret fornemt, og så håber vi selvfølgelig bare, at det også er godt for jer. Hør det HER.

I øvrigt kan I, som vi også nævner i afsnittet,  støtte op om podcasten ved at give et lille bidrag via 10er lige HER.

Så altså, dermed en lille update herhjemme fra, hvor der er gang i den, og lidt nyt fra podcastlandet også.
Ps. Hvis I falder over en kjole, jeg ikke kan leve uden, så giv lige et praj. Jeg tror nemlig at jeg er blevet kjoleblind i min jagt på den perfekte. Hader når det sker.

 

En anderledes fredag, god behandling og en nuttet arm i gips

Jeg havde en lang to do liste i dag, og det samme havde min mand, men de blev begge lagt til side da vuggestuen ringede i formiddags lige inden frokost. Uma var faldet og havde tydeligt ondt i armen. Vi ringede til vores egen læge og fik en tid ret hurtigt, hentede Uma og tog til Østerbro, hvor vores læge, verdens sødeste i øvrigt, holder til. To kiggede på hendes arm, Uma sagde ikke en lyd, men gav et spjæt indimellem og da hendes håndled var tydeligt hævet og hun slet ikke kunne/ville bruge sin hånd og arm, blev vi sendt videre til røntgen lige rundt om hjørnet. Også her blev vi mødt af overskud og god behandling. Billedet blev taget og de kunne med det samme se, at der var et brud på håndleddet og vi blev igen sendt videre. Til akuttelefonen og videre til Gentofte Hospital. I bilen på vej derud ringede vores egen læge, bare for at høre om vi havde brug for andet og for at ønske Uma god bedring (!)
Vi kom nogenlunde hurtigt til og selvom der var lidt bøvl med systemet, kunne de på grund af røntgenbillederne og beskrivelsen fra røntgenklinikken få bundet hendes lille arm ind i rød gips, og vi var ude igen mindre end en halv time efter vi havde meldt vores ankomst i receptionen. Jeg er så imponeret og glad for den behandling Uma og vi har fået. Der var overskud, smil og tid, og det gør mig så glad. For ikke så længe siden havde vi nemlig en rigtig ubehagelig og dum oplevelse hos en vagtlæge med Uma, som kombineret med et rodet forløb for min papsøn og en overset brækket albue, samt et hav af lignende historier fra omgangskreds og det der internet, har givet mig helt ondt i maven over sundhedsvæsnet. Men den har samtlige af de mennesker vi har været i kontakt med i dag altså fået manet til jorden. Tak!
Og nu ligger hun her ved siden af mig med den sødeste lille gipsarm. Ja, altså det er jo synd og vi bliver sikkert hammertrætte af den gips som altså skal være der i 3 uger, men lige nu er det ret sødt, og hun har været SÅ sej hele dagen igennem, så hvad der er en ret kedelig situation har i kombination med god behandling og en sej pige været både udholdelig og positiv.  Nu vil jeg lade den seje pige og den nuttede arm sove i fred og liste ud i køkkenet og se om jeg kan finde lidt slik og et glas vin.

God fredag og godnat