Nu har jeg været alene hjemme med børn og hund i tre dage og er godt inde i den fjerde. Det er jo hverdagskost for mange og jeg har da også taget det i stiv arm indtil videre. Men. For fanden. I dag er strid ved overskud og energi. Jeg føler, at jeg er blevet ramt af en damptromle, og er mere træt end jeg kan huske nogensinde at have været. Det er selvforskyldt på mange måder, og skyldes blandt andet, at jeg overhovedet ikke har gjort det det med at slappe af som jeg havde lovet mig selv at gøre i de her dage, men har haft sene nattetimer med for meget arbejde, og når jeg så endelig er kommet i seng, har alle børn i huset fælles besluttet, at nætter ikke er til at sove i. Snork!
I dag var børnene hjemme, og vi var tidligt oppe, så jeg kravlede (næsten bogstavelig talt) over til mine forældre med børnene på nakken. Og der leger de lige nu i haven med min stedfar og jeg har krøllet mig sammen i sofaen med et tæppe, da jeg er så træt, at de der 25 grader udenfor preller totalt af på mig. Her bliver jeg lige liggende og tømmer et par kopper kaffe og tager tilløb til at komme ned og stemme. Jeg tror vi skyder grillsæsonen i gang senere, og måske kan vi overtale min stedfar til at bage en stak pandekager. Det er i hvert fald en mission Otto og jeg har sat os for.

God valgdag til jer, og en særlig kæmpe High five til alle soloforældre derude. Jeg havde simpelthen glemt, hvordan det kan føles, selvom jeg gjorde det i næsten fem år. I er stjerner.

• Er det her indlæg skrevet på forhånd, da jeg forsøger at holde helt fri i dag, fredag 
• Imponerede Heartland mig på alle måder, og selvom det både var koldt og vådt, skal jeg helt klart tilbage næste år i forhåbentlig varmere vejr.
• Har mine forældre kun boet i Hornbæk i fire dage, men det har allerede vist sig at være noget af det allerbedste der er sket længe. For os, for dem, for børnene. ❤️❤️❤️
• Dukkede en af mine flyttekasser op i mine forældres flyttelæs. I den lå et par hæslige Buffalo’s og en masse vidunderlig 90’er Barbie. Førstnævnte til stor underholdning for min ni årige (fordi han aldrig havde set noget så grimt) og sidstnævnte for de små, der strakt gik i gang med at lege, hvilket var underligt rørende for mig.
• Har jeg et kærligheds/had forhold til regn. Det er noget af det værste jeg ved vejrmæssigt (kun overgået af blæst) og omvendt finder jeg også nogle gange kæmpe ro i regn. Lyden, duften og følelsen af at sidde i regnen.
• Skriver jeg det her indlæg i regnvejr
• Er jeg 100% tilbage i min P-tærte med karamel afhængighed
• Har jeg prøvet dem med jordbær også. P-tærterne. Også gode. Men ingen når karamelversionen. Ingen.
• Rejser Michael i morgen og jeg savner ham på forhånd.
• Er jeg igang med at nedskrive og samle en masse opskrifter (vegetarisk og børnevenligt) fra vores hverdag, som jeg vil dele med jer. Forslag/ønsker til specifikke retter modtages gerne.
• Fortalte jeg i sidste uge om en app, der hjalp mig med at huske at drikke vand. Nu har jeg også fået en app, der eftersigende skulle lære mig at løbe. Den snyder jeg også en anelse. Fandme fjollet.

Det her indlæg skrev jeg for et par måneder siden, men besluttede ikke at udgive det, fordi jeg blev helt træt af mig selv efter jeg havde skrevet det – Det var åbenbart et tema den dag. Men nu faldt jeg over det. Jeg husker tydeligt den dag, og jeg ved at det hverken er første eller sidste gang at jeg har sådan en dag. I dag er jeg slet ikke træt af mig selv, og synes faktisk det, i al beskedenhed, er et udmærket indlæg, som jeg tror, der er flere der vil kunne genkende. Så here goes. Et ikke særligt gammel skuffeskriv om de der dage, hvor intet spiller og ikke engang et par røde bukser eller en ordentlig omgang bronzer hjælper på noget som helst ….

Kender I de dage, hvor man føler sig akavet, klodset og forkert? Det er vel det, der kan kaldes at “Få det forkerte ben ud af sengen”. Sådan har jeg det i dag. Jeg er egentlig ikke i dårligt humør. Jeg har det bare SÅ underligt, og så føler jeg mig underlig kluntet. En følelse jeg genkender fra mange af mine teenageår. Men jeg er for fanden ikke teenager! Jeg er en voksen kvinde i trediverne. Jeg har fire børn. Så jeg kan ikke skyde skylden på pubertet og vel ikke engang på hormoner. Eller også kan jeg netop det. Måske er det noget tidlig pms kombineret med kulde og gråvejr, søvnmangel og lidt mange påskeæg. I hvert fald betød følelsen, at jeg brugte lidt ekstra tid i mit skab i morges. For jeg har erfaret, at jeg rigtig ofte kan klæde mig ud af den følelse. Helt overfladisk, men ikke desto mindre effektivt – Nogle gange. Desværre var det ikke helt tilfældet i dag, og jeg prøvede vel en ti-tyve forskellige kombinationer, hvilket jeg på ingen måde havde tid til, da jeg skulle nå et tog, og det endte da også med, at jeg trak i en rød buks i sidste øjeblik, greb et perlespænde og løb ud af døren. Bogstavlig talt løb jeg gennem byen og ned til stationen, hvor jeg kun lige akkurat (et ord jeg stadigvæk ikke kan udtale korrekt i øvrigt) nåede mit tog. Iført røde bukser, som jeg lige i dag slet ikke føler mig tilpas i, og som kun har gjort min akavet-hed større. Meget mærkeligt, for jeg plejer ikke at være bange for farver og bruger dem netop til at fremtvinge smil og en god følelse på en dårlig dag, Ikke i dag, og det irriterer mig. Jeg sidder her i toget og krymper mig sammen og har allermest lyst til at løbe direkte ind i den første åbne butik og hive et par sorte jeans ned fra hylden. Men det gider jeg simpelthen ikke være med til. Hold kæft, hvor er det dumt.
Jeg har en lang arbejdsdag foran mig, og jeg skal møde en masse smarte mennesker, og jeg bliver nødt til at tørre følelsen helt væk, owne mine røde ben og make it work. Og nåhja, skønhed kommer indefra og alt det der – Det ved jeg jo godt, og i dag bliver jeg i den grad nødt til at finde følelsen frem inde bag det ydre, hvilket jeg også plejer at kunne – I dag havde jeg bare lige brug for et tjekket skjold til at camouflere den værste kluntefølelse, men det fik jeg ødelagt, så nu er der ikke andet for at få det til at fungere. Kender I det? At man bliver overmodig i sit tøjvalg, tager et par lidt for høje sko på eller en lidt for tung eyeliner og ender med at føle sig forkert, selvom det skulle have gjort det modsatte. Det kender jeg!

Mandagen er mere end godt i gang og jeg har haft en kort og lidt anderledes arbejdsdag. Jeg startede med at putte en sløj Otto på sofaen, inden jeg afleverede mine piger og derefter hoppede på et tog, hvor jeg fik en times arbejde af vejen, fik afholdt et møde og derefter tog endnu en time i togkontoret på vej tilbage til Hornbæk, hvor jeg er nu, og har indrettet en lille arbejdsplads i Ottos fodende. Han ser Stormester, og jeg er ved at lægge sidste hånd på et beauty-indlæg, der rammer bloggen senere på ugen. I morgen er en stor stor dag på mange måder. Det er dagen, hvor mine forældre flytter ind i deres hus lidt oppe af vejen. Flyttebilen kommer i morgen formiddag, og det er så mega optur. I morgen eftermiddag lander min lillesøster i København efter at have tilbragt de sidste fem måneder i Jordan, så hende skal vi hente i lufthavnen og fragte til Hornbæk, hvor hun skal tilbringe de næste par uger, inden hun tager til Aarhus, hvor hun bor. Og så fylder min lillebror 26 år. Så på alle måder en begivenhedsrig dag.
Onsdag skal jeg igen til København og holde et par møder, inden jeg deler mig selv i tre-fire stykker for at få resten af dagen til at gå op, for der er arbejdsdag i både vuggestue og børnehave på samme tid (umulig kabale i øvrigt) og fodboldtræning for Uma. Torsdag morgen tager jeg på Heartland med H&M hele dagen, og så har jeg booket et hotelværelse i KBH, hvor jeg sover til fredag, da Heartland-bussen først lander i København klokken 3 om natten, og jeg har planer fredag morgen, hvorefter jeg holder fri resten af dagen (der er derfor heller ikke fredagsfølger på Instagram, men jeg overvejer at lave en Torsdagsfølger i stedet for). Lørdag tager Michael på en arbejdsrejse og er væk i fem dage, så weekenden bruger børnene og jeg nok hos mine forældre. En kort uge med gang i. Det er helt perfekt. Måske lige minus onsdag, som allerede giver mig lidt sved på panden, men heldigvis har jeg jo en del ekstra hænder i byen fra i morgen og noget siger mig, at det bliver en gigantisk game changer.

God mandag og god uge.

Jeg synes virkelig, der er mange voksne ting i mit liv for tiden. Hvilket giver mening. Jeg er voksen, så …
Og jo jo, det er sgu meget fedt at være voksen, men alligevel overrumpler det mig en anelse engang imellem. I går fik jeg endda en kommentar om, at jeg var begyndt at se gammel ud. Hmpf, nå!  Tak da.
Jeg erkender hundrede procent, at jeg ikke er lige så fast i hverken kød eller hud som jeg har været, men gammel?! Ej, jeg ligner sgu nok meget fint min alder. En 33 årig med fire børn, en hund og et byggeprojekt. Det passer meget godt med de antal rynker og grå hår jeg har skrabet sammen, hæ!

For tiden forsøger jeg at få samlet en masse tråde, som jeg har ladet hænge og blafre lidt rigeligt, og det er både kedeligt og tørt at sidde med, men ikke desto mindre vigtigt at få gjort – Ligesom rigtig mange andre voksenting.
Jeg er også ved at planlægge en ægte voksenfest. Min fødselsdag. Voksen, fordi at det bliver sådan noget med middag og borddækning og så videre. Det har jeg ikke prøvet før. Og så er vi (læs: Michael) ved at bygge det rum festen skal holdes i, hvilket også er lidt af en proces. Det vrimler med deadlines og min kalender har jeg meget svært ved at få til at gå op, og derudover er der drøn på familielivet og hamsterhjulet. Vigtigt og voksent.

Og speaking of vigtige voksenting, der også kan føles uoverskuelige og kan give grå hår. Valg.

Vi skal stemme snart.
Først på søndag til Europaparlamentsvalget, og så igen d. 5. Hvor vi vælger, hvem der skal være i folketinget.
Sidstnævnte, folketingsvalget, brevstemmer jeg til allerede i næste uge.
For d. 5. er jeg alene hjemme med børnene og da Michael også skal brevstemme (han er bortrejst under selve valget) gør vi en date ud af det. Borgerservice er jo også et ret sexet sted, det ved alle 😉

Jeg har altid gjort meget ud af, at forsøge at sætte mig ind i politik, men jeg skal da ærligt indrømme, at det ikke har haft min udprægede interesse, og at det ofte forvirrer mig mere end gør mig klogere, og så er jeg en kæmpe idiot til at finde rundt i de forskellige politikere og ministre, men altså jeg prøver, og så gør jeg rigtig ofte det, som gør sig gældende i de fleste områder i mit liv, at jeg sætter mig godt ind i tingene, når det gælder. Hvilket i denne her situation betyder i valgperioderne. Her går jeg all in, og læser og ser jeg alt jeg kan komme i nærheden af, og tager alle tests, der findes, for at blive helt sikker i min sag. Hvilket ikke altid er helt nemt – Det der med at føle sig sikker.

Det er jo ingen hemmelighed, at jeg er meget rød . Det tænker jeg, at I allerede godt ved. Det har jeg nok fået ind med modermælken, og jeg er opdraget med et værdisæt, der passer rigtig fint ned i venstrefløjen.
Det har ikke ændret sig vanvittig meget. Selvom det jo i virkeligheden ikke nødvendigvis går hånd i hånd – At man går i sine forældres fodspor politisk. Vi følges heller ikke helt, men vi går i samme retning stadigvæk trods alt.

Der er desværre ikke én politiker eller et parti for den sags skyld, som jeg er hundrede procent enig med i alt, sådan er det jo. Det ville ellers være nemt!
Så det er noget med at beslutte sig for, hvad ens hjertesager skal være og så gå efter de ting.
I år har jeg endnu ikke besluttet mig hundrede procent for, hvor mine krydser skal være, men jeg har en ret god ide, og så må jeg beslutte mig, på søndag, og når jeg står i førnævnte Borgercenter.

Jeg håber og tror at I selvfølgelig også bruger jeres stemmeret, men jeg vil alligevel lige understrege, hvor vigtigt det er, at man stemmer og at man sætter sig ind i det inden, så godt man kan. Især i denne her tid, hvor der desværre er en, efter min mening, meget ubehagelig stemning i enkelte partier, som er med til at puste liv i en forfærdelig “dem og os”- retorik, som efterhånden har udviklet sig i en nærmest tragikomisk retning. Men det er bestemt ikke sjovt – Nogle er i en så hadsk og ond tone, at det får visse andre helt ude i højre side, som man tidligere har fundet ekstreme, til at fremstå mere milde og i nogens øjne måske helt rimelige, og det kan godt skræmme mig, at vi er nået dertil.

Jeg vil aldrig blande mig direkte i, hvad folk skal stemme, og vi lever (indtil videre) i et frit land, og heldigvis for det. Men bare fordi at vi har demokrati og ytringsfrihed, betyder det ikke nødvendigvis, at den skal udnyttes til at udtale sig fjendsk, og til at skabe had og frygt, og generelt bare opføre sig dårligt, fordi det er “ens ret”

I det hele taget har denne her valgkamp for mig, været en kæmpe reminder om, at det er vigtigt at råbe op og sige fra, når man er vidne til for eksempel racisme eller udelukkelse af andre mennesker. Det opdrager jeg mine børn til, og har en forventning om at vi allesammen gør vores bedste for at skabe og selv være ordentlige, rummelige og fredelige mennesker. Og helt naivt har jeg længe haft en forestilling om, at det netop var tilfældet, at størstedelen af os trods alt var enige i, at forskellighed er lækkert, at diskrimination hører til gamle dage, og at det dengang skyldtes uvidenhed, og at vi skal opføre os ordentligt overfor hinanden. Allesammen. Også når vi er uenige.
Det er simpelthen aldrig ok, at dømme, hade og ekskludere folk – og slet ikke på baggrund af, hvor de eller deres forfædre kommer fra eller hvad de tror på. Alle familier og mennesker har forskellige vilkår, og der er brodne kar alle steder, i alle befolkningsgrupper og i alle religioner. Man kan ikke på nogen måde skære alle over en kam. Det må vi ikke, for så har vi da for alvor et problem, og jeg er dybt rystet over, at der overhovedet er nogle, der kan finde på det.

Jeg vil slutte af med en sætning, som jeg lærer mine børn, og som jeg synes, gør sig gældende her også:
Vi er ikke ens, men vi er lige.

Rigtig godt valg til jer allesammen.