I øvrigt

  • Er jeg helt alene hjemme uden planer de næste to timer. Har gået tur på stranden, købt ind til den lasagne mine børn har spurgt efter, og spiser nu varm suppe i min sofa foran computeren. Og om lidt skal jeg gøre rent. I ro og fred. Det lyder måske ikke af noget særligt, men det er ren spa-wellness for mig efter en lang juleferie med knald på.
  • Er det som om at mit døgn er vendt en anelse på hovedet i løbet af de seneste uger. Jeg sover først langt efter midnat og kan snildt boble til 8-9 stykker (mine børn står selv op og lader mig sove videre, simpelthen). Og jeg hader det. Virkelig. Kan langt bedre lide at stå tidligt op.
  • Arbejder jeg på min kynisme mere end nogensinde før. Det er ret vildt (og ret ucharmerende) hvor stor en sortseer jeg kan være, når jeg ikke er opmærksom på det.
  • Er det er under, at jeg ikke har totaltsmadret min telefon endnu. Taber den mange gange dagligt, hvilket udelukkende skyldes, at jeg primært har haft joggingbukser på i tre uger. Joggingbukselommer er ikke lavet til iPhones.
  • Har jeg besluttet mig for, at jeg skal have endnu en tatovering. Det bliver min fjerde.
  • Er jeg begyndt at se Ex on the beach (igen. Så første og anden sæson, men faldt så fra). Ved ikke hvorfor jeg er så pjattet med den type tv. Men det er jeg bare.
  • Er der blevet drukket to flasker Baileys herhjemme i denne juleferie. Jeg har fået hjælp af de få gæster vi har haft igennem, meeen meget af det er gået til min eftermiddagskaffe. Kæmpe lifehack.
  • Har jeg købt en ringlight-lampe, så nu er der nul undskyldninger. Der kommer flere videoer herfra i 2021.
  • Fylder jeg 35 i år, og da det altid har været dén alder jeg har tænkt som den “ægte voksen”-alder, er jeg lidt i krise. Meget lidt. Fjollet da jeg med tre børn, et hus og en skilsmisse ER pænt voksen. Det ændrer et tal ligesom ikke på.
  • Er min nytårsforsæt, det eneste, at jeg skal skrive hver eneste dag.

2021: Den falske dag, den friske start, de store forventninger

Godt nytår!

Det er d. 1. januar. Hvilket altid har været årets mærkeligste dag. En ikke-dag nærmest. Jeg kan egentlig meget godt lide den. En dag der ikke gælder, hvor man i teorien kan være iført blødt tøj, se fjernsyn og spise pizza hele dagen. En rolig og næsten perfekt start på noget nyt.

Et nyt år, som jeg personligt forsøger ikke at have de store forventninger til. Det tør jeg simpelthen ikke. Men forhåbninger og ønsker, dem har jeg mange af, selvom jeg heller ikke helt tør det.

2020 tæskede mig godt og grundigt, og jeg håber, at jeg i 2021 kan få lappet nogle af de mange sår og skrammer sammen som året forårsagede. Jeg har her til eftermiddag lavet et slags manifest. Det gør jeg engang i mellem og selvom jeg egentlig ikke som sådan tror på, at den slags virker og jeg altid kommer til at vende øjnene en lille smule for langt om i baghovedet, når jeg hører om andre, der benytter sig af den slags (hvilket i øvrigt siger mere om mig end dem) så giver det mig alligevel sådan et rart overblik over, hvad der betyder noget for mig, hvad jeg virkelig ønsker, og det kan jeg godt lide. Og lige præcis det overblik har jeg mere brug for nu end nogensinde, føler jeg.

Jeg står stadigvæk i et af mit livs allerstørste kriser, og jeg kan nogle gange gå helt i panik over at have mistet herredømmet så gevaldigt som jeg har. Jeg bliver nødt til at få rettet op og sat farten ned, men først skal jeg lige have fundet speederen og rattet og bremsen, og dernæst et overblik over retningen og vejen. Jeg håber det lykkes, inden jeg kører i grøften.

Vores nytårsaften var forresten helt genial. Vi var bare os fem, men det blev alligevel en kæmpe børnefest med Confettikanoner, høj musik, burger, chips og is. Klokken 21 redte vi stuen op med dyner og tegnefilm, og klokken 23 trak jeg stikket sammen med Loulou og Uma,, vi gik i seng og lod Michael og Otto hoppe ind i det nye år uden os.

I dag, på den falske dag, har vi bagt boller, spist kransekage, set film, gået en tur i støvregnen og nu har jeg stjålet noget tid alene i soveværelset med varm kaffe, computer og ro til mine tanker og følelser, der funderer og fylder som sjældent før. Og så har jeg lige i dette sekund fået en sms om, at den lejlighed jeg i juleferien har krydset alle mine fingre og tæer for ville blive min, ikke bliver det. Så manifest mig totalt i røven…
Nå. Fokus. Træk vejret. Heldigvis er dagen i dag jo ikke en rigtig dag, så der må manifesteres på et andet tidspunkt.
Jeg håber jeres aften i går var god også, at dagen i dag er det samme og at de forventninger og forhåbninger for det næste år, der uanset hvor lidt vi forsøger at have dem, uundgåeligt er der, alle sammen går i opfyldelse.

Godt nytår <3

Jeg er jo lige her

Ja hej. Der gik så lige et par uger uden nyt på bloggen. Igen. Der har været fart over feltet, krydret med en omgang selvisolation, hjemsendte børn, nye arbejdsopgaver, regnskabskaos, og manglende overskud. Sådan har det været ret tit det seneste års tid. At bloggen er blevet voldsomt forsømt. I know.

Jeg har på en eller anden måde, denne gang formået, at tage den med ro over det, og ikke tæve mig selv over den manglende lyst og ditto behov for at logge ind på mit ellers elskede WordPress.
Sneglcille. Mit alterego. Mit univers. Mit fristed. Bloggen der pt er på sit 12. leveår, som jeg lidt for mange gange de sidste par år har overvejet at lukke ned. Ikke fordi jeg ikke stadigvæk elsker(!!) at skrive, dele og have et online frirum, men fordi jeg har været i tvivl om det var mavepinen værd. Mavepine over dårlig samvittighed over at jeg burde prioritere den meget mere, mavepine over ikke at turde dele bestemte ting af frygt for at blive misforstået, mavepine over ikke at gøre det godt nok. Mavepine over forventningerne, mine egne og jeres. Mavepinen over følelsen af at skulle forklare, undskylde og skamme mig. Dårlig dårlig blogger.
Men nej. Sådan skal det satme ikke være. Meget HAR ændret sig. Og det er ok. Både for mig, for jer, for mediet, for verden. Intet er det samme. Heldigvis og lidt desværre. Nostalgikeren i mig, har det altid med at se tilbage, savne og længes efter “dengang”.

Mit liv har taget nogle voldsomme drejninger de seneste år. Og jeg har haft jer med i de fleste sving. Men ikke alle, og det er, hvad der føles mest rigtigt. Og sådan skal det være. Det skal føles rigtigt. Derfor kommer jeg hellere ikke til at gå ind i en længere forklaring omkring, hvorfor min energi er rykket andre steder hen. I hvert fald ikke lige nu. Og det er altså ikke en ”der sker SÅ mange spændende ting – Jeg kan bare ikke tale om det” – Slet ikke. Det er primært helt basic hverdag og nye arbejdsopgaver (der ikke har med hverken mig eller Sneglcille at gøre) som kræver min tid og energi, og så en form for selvudvikling I guess. Det hele er en balance, jeg lige skal lære at navigere i – ved siden af at jeg forsøger at få ryddet op i mit liv og lægge en solid plan for min og vores fremtid.

Vigtigst af alt; Jeg har det faktisk ret godt. Jeg er glad nede i maven på en måde som jeg havde glemt var muligt. Hvilket, som jeg også har sat ord på herinde før, er en sær følelse når alt omkring en er noget rod og man gennemgår en kæmpe krise midt i en global krisetid.

Det blev endnu engang en let rodet omgang tankeskrald, præcis som det plejer, men jeg har sådan haft lyst til at pippe bare lidt op om min online tilstedeværelse og mangel på samme. Jeg er klart mest aktiv på Instagram, da det er nemmere og mere umiddelbart, men det betyder ikke at bloggen er glemt, gemt og begravet. Slet ikke. Jeg skal bare lige summe lidt over, hvad der skal ske med den og med mig.

Tvivl dog ikke på at jeg til stadighed sætter kæmpe pris på jeres engagement, beskeder, hep og bare det, at I stadigvæk følger med. Både her og på Instagram. Mange er faldet fra, og det forstår jeg sådan set godt, og jeg vil til hver en tid foretrække et ”unfollow” end at blive fulgt af nogen, der ikke bryder sig om mig eller mit univers længere. Dermed ikke sagt at det ikke bidrager til en følelse af utilstrækkelighed – Jeg er jo bare et menneske (med et kæmpe behov for anerkendelse) og præcis den følelse øver jeg mig på at rumme. Både at det er i orden at gå op i at være vellidt, men også at det ikke skal fylde for meget og have en direkte sammenhæng med mit selvværd.
Jeg sætter uendeligt pris på jer, der fortsat hænger i. Også når det brænder på. Nu mere end nogensinde. Tak.

Mandag uge 49: Krydser fingre for en bedre en

Halløj!

What a ride. De seneste 14 dage har losset til mig, og jeg krydser alt hvad jeg har for at karma, univers og alt imellem lige tager en chiller.

Der er foregået meget rod, og alt kulminerede da vi sidste søndag røg vi en tur på hospitalet og var indlagt det meste af sidste uge. Otto blev syg, meget syg, og vi startede med et døgn i isolation grundet Corona mistanke. Heldigvis testede vi begge negativ, og kunne de næste dage bevæge os mere frit. Ottos lungekapacitet var mere end halveret og vi måtte bo nogle dage på stue 3 på Hillerød børneafdeling. Heldigvis var personalet superstjerner og selvom jeg personligt var ved at gå ud af mit gode skind, blev det et udholdeligt ophold. Vi er hjemme igen, Otto er i bedring, og mit humør er godt igen. Vågnede godt nok til et iskoldt hus, da varmen er blevet midlertidigt lukket. Men pyt nu med det.

Jeg er nu på vej til København hvor jeg skal arbejde en masse i dag og i morgen, inden turen går tilbage til Hornbæk onsdag. I weekenden skal jeg til to små julefrokoster og så var den uge gået. En god uge! Ja tak.

Identitetskrise 3.0

Hvem fanden er jeg? Seriøst det er så vanvittigt, at stå midt i sine tredivere og stille sig selv det spørgsmål. Præcis som jeg har gjort det i mine 20ere og i teenageårene. Og så alligevel helt anderledes. For til forskel fra dengang til nu, har jeg ret godt styr på både værdisæt, personlighed, kompetencer og så videre. Men jeg er begyndt at tvivle helt vildt på min egen mavefornemmelse og på hvad det egentlig er jeg vil med mit liv. Et liv der i det seneste år har været ude på en seriøs rutsjebanetur som har efterladt mig med en grim smag i munden, kvalme og køresyge, men også lettelse og ro. En konstant dårlig samvittighed, blandet med fornyet energi. Tænk at man både kan være drænet helt ud i alle tæer, og omvendt være knivskarp og fuld af umf (wauw, en irriterende formulering, men I ved nok, hvad jeg mener med Umf. Det er sådan kapow-agtigt.) Hvem er jeg, hvad skal jeg, hvad kan jeg, hvad vil jeg? Det hele spørger jeg mig om, og intet af det kan jeg rigtigt svare på. Det er top frustrerende og top motiverede på samme tid.

Identitetskrise er måske lidt dramatisk, men helt ærligt, så er det lidt sådan det føles. Skal på en eller anden måde genopfinde mig selv som menneske, person, mor, ekskone, veninde, storbyelskende landsbybeboer. Og jeg forsøger at finde glæden i den udfordring – Med blandet resultat.

En ting er sikkert. Jeg glæder mig til 2021. Jeg ved godt det er utopisk og naivt at tro, at et årstal kommer til at ændre noget som helst. Men jeg kan simpelthen ikke mere 2020.

Jeg blev ikke Tycho Brahe

Jeg havde som barn en kæmpe fascination af rummet, universet og astronomi. Vi boede lige overfor planetariet og jeg tilbragte mange timer der hver uge. Jeg skrev op til flere skoleopgaver om universet, og om Tycho Brahe. Den dag i dag, 19 år efter jeg er gået ud af folkeskolen, har jeg stadigvæk en ret stor, eller random, paratviden omkring rummet og den gode Tycho ….Kalder man egentlig nogen det, stadigvæk? Tycho. Googler sgu lige … Ja. Eller der er i hvert fald lige nu 14 Tychoer i DK ifølge Danmarks statistik. Fedt. Jeg kan lide det. Faktisk hed Tycho Brahes far Otto, og det kom jeg i tanke om dengang vi skulle navngive min Otto for nu små 12 år siden. Nå, sidespor. Jeg kom til at tænke på ovenstående i dag, da jeg med våde bukser, fordi jeg havde tabt en halv kop kaffe ned i skødet, kunne konstatere at denne her uge bare ikke er smooth. Om det er stjernerne og planeterne, der er ude af balance, om det bare er mit lod, ved jeg ikke, men det er i hvert fald hvad man vil kalde en Tycho Brahe uge. Hvis I følger med på Instagram ved I for eksempel godt, hvad der er sket med vores ladcykel, og jeg kan bidrage med mange flere langt ude uheldige situationer, jeg har stået i i denne uge, men altså, jeg er da sund og rask og det er trods alt det vigtigste, 7. 9. 13. MEN som sagt. Tycho fik mig til at tænke på, hvor den drøm om astronomi blev af. Jeg ved at min mangel på matematisk interesse uden tvivl har været en kæmpe kæp i det stjernespækkede astronomihjul, sammen med min skoleangst og min langt større interesse for ord og formidling. Skrivedrømmen tog over og begravede stjerneinteressen. Dog kan jeg stadigvæk fordybe mig i astronomien, når jeg lige falder over det, og jeg har også fået en ret stor interesse for astrologi, som særligt min farmor, der desværre gik bort sidste år, ivrigt har fordret mig med hele mit liv. Jeg bliver nok hverken astronom eller astrolog i det her liv, men altså. Reach for the stars, ikk?!

 

Noget om hår – og tre frisurer

REKLAME FOR NICEHAIR 

I årevis har jeg haft en go to-frisure, og hvis I har fulgt bare en lille smule med, ved I nok godt hvilken jeg taler om. Nemlig den bølgede, let filtrede hjelm som I ser herunder.

Det er til stadighed nok det, mit hår, som jeg får allerflest kommentarer og spørgsmål omkring, og jeg har forsøgt løbende at holde jer opdateret på, hvad jeg gør, hvornår og hvordan. Jeg har ikke farvet det i mange år, så den lever/kommune-farve jeg har pt, er helt min egen. Jeg bliver klippet hos Mie Harritz en gang eller to om året, og så vasker jeg det så lidt så muligt (cirka en gang om ugen).

Og så er der frisuren. Jeg laver den med det man før i tiden ville kalde et glattejern, men som jeg aldrig, eller i hvert fald meget sjældent bruger til at glatte mit hår med. Ghd kalder den også selv en “styler” og det er nok også mere korrekt, da det kan bruges til mange frisurer, også mange flere end de tre jeg har taget med i dette indlæg. Jernet, eller styleren, som jeg har benyttet, hedder platinum+ og kan købes til en rigtig rimelig pris på Nicehair.dk – Og lige nu og frem til d. 20. november 2020, får du yderligere 20% med koden SNEGL20 – Koden kan bruges til alt fra ghd og fra Sebastian. Sidstnævnte har jeg ikke så meget erfaring med endnu, men har benyttet deres Dark oil shampoo og balsam den seneste måned og den er faktisk virkelig god, og holder hvad den lover, nemlig shine uden at tynge håret. Derudover har jeg brugt Sebastian Trilliant thermal protection spray, som er en varmebeskyttende spray, der også tilfører masser af shine til håret. Den vil jeg meget gerne anbefale også, for den er god, og dufter også helt vildt godt, hvis man som jeg går op i den slags.

Nåh, men tilbage til den der førnævnte frisure og styleren fra ghd, der gør den mulig. Jeg postede for et par uger siden en video på min IGTV på instagram (@cecilierubini), hvor jeg laver krøllerne/bølgerne, og jeg har siden da modtaget en masse billeder fra jer, der følger med, hvor I selv har haft succes med det, og bliv endelig ved med at sende dem min vej. Det gør mig vildt glad og underligt stolt.

Teknikken er ret simpel, men kræver øvelse. Når man først har knækket koden, kan man gøre det halvt i søvne og det tager ikke meget mere end en håndfuld minutter eller to at lave.

Har man lidt mere tid og lyst til mere fylde, kan man som jeg har gjort herunder, lave mindre krøller ved at tage mindre totter hår og med samme teknik som til bølgerne, med et ekstra buk i håndledet, lave et helt krøllet look. Det er jeg selv ret vild med og lover mig selv hver gang jeg gør det, at der ikke skal gå så længe i mellem, at jeg får det gjort for det er virkelig lækkert, synes jeg – Også dagen efter. Og så glemmer jeg alt om det, og der går igen hundrede år imellem. Men intentionen er der.

Og så er der jo, den gode gamle glatte 00er frisure, som jeg så godt som aldrig laver længere, nok af præcis den årsag at det var the shit da jeg var teenager, og jeg med et kæmpe og ret besværligt glattejern brugte timer hver uge på at få mit hår så fladt og glat som overhovedet muligt. Men det kan nu altså noget, så jeg afviser ikke, at det ikke får et comeback på et eller andet tidspunkt, når jeg bliver træt af det bølgede sovekammerhår.

Det var vist det jeg havde at sige om hår, ghd og Nicehair for nu. Spørg endelig, hvis I vil vide noget, så skal jeg gøre mit bedste for at svare.

Som sagt giver koden SNEGL20 20% på ghd og Sebastian hos Nicehair til og med d. 20. november.

Rigtig god fornøjelse!

I øvrigt

  • Skal jeg til verdens mindste julefrokost (seriøst, vi bliver to) og har lovet at stå for snaps. Tænker at lave min egen. Men hvilken smag? Hjælp?
  • Har Uma ytret ønske om et navneskifte. Perleguld Stella …
  • Var Halloween en kæmpe succes i år, selvom alt var aflyst. Vi klædte os ud og bankede på døren hos mine forældre, der havde tømt Hornbæk for slik.
  • Hader jeg ikke at elefanthuer til voksne er blevet en ting (denne er for eksempel ikke dum  reklamelink). Til gengæld vil jeg ikke acceptere at UGGs/bamsestøvler er tilbage. Stop det lige nu!
  • Er jeg begyndt at se Unsolved Mysteries på Netflix, hvilket betyder at jeg drømmer nogle virkelig vilde ting for tiden.
  • Har jeg fundet ud af at der findes voksne mennesker, der spiser ostehaps (jeg kigger på dig, Miriam! ) Det forstår jeg simpelthen ikke… Nåja, godt nok kan jeg selv snildt spise en 5-pak mælkesnitter, hvilket muligvis heller ikke er det mest voksne i verden, men sætter altså grænsen ved smelteost i plast.
  • Er det eneste egentlige problem jeg har, med at skulle bære mundbind, udover at vi kalder det mundbind, at jeg simpelthen har fået så dårlig hud i underansigtet.
  • Har jeg lige hørt den historie, jeg har skrevet og som Otto har indtalt til Noxi stories. Og jeg glæder mig helt vildt til at dele den med jer.
  • Skal jeg til skole/hjem samtale i 5. klasse i dag. Jeg har sagt det før, siger det igen: Skole/hjem-samtaler er det mest voksne jeg kender.
  • Har jeg vist aldrig før nævnt ordet ‘voksne’ så mange gange i et indlæg som i dette.

Et svært farvel

Der er mange ofre i sådan en skilsmisse, og et af de aller sværeste, har været at måtte sande at vores hjem ikke længere er det bedste sted for Hera, vores 2 årige schæfer. Hun er verdens bedste, sødeste, roligste, mildeste, dejlige hund og vi har holdt stædigt fast på, at vi skulle beholde hende, lige indtil det stod klart, at det ikke var det bedste for hverken hende eller os. Praktisk, logistisk, følelsesmæssigt – Det kunne kun lige hænge sammen, og det tog tid, energi og overskud fra andre ting. Så efter mange måneders overvejelse og væven, er hun nu flyttet. Heldigvis bliver hun i familien, og kommer til at bo på Fyn hos Michaels fætter, hvor der også er børn og masser af plads. Det er så svært og hårdt, og føles på mange måder helt helt forkert, og vi savner hende ulideligt, men der er ingen tvivl om at det er for det bedste.

Jeg har været meget i tvivl om hvorvidt jeg skulle dele det allerede, da jeg ved at det er et skrøbeligt emne, der har det med at få pegefingrene frem. Men jeg håber, inden I finder den frem, at I vil stole på, at vi har taget den rigtige beslutning for vores familie i en i forvejen rodet og hamrende svær tid, og at det har taget mange snakke og overvejelser. Der er intet spontant eller uigennemtænkt i det. Tværtimod. Jeg er pisse ked af det, men også lettet, og ikke et sekund i tvivl om, at det er for det bedste, omend det er endnu et svært skridt på en ret lortet rejse, hvor der til gengæld forhåbentlig venter noget godt og roligt for enden.

11 år som snegl

I mandags var det 11 år siden, at jeg udgav mit første blogindlæg (som Sneglcille altså. Inden da havde jeg blogget i et års tid på Myspace) og præcis som når jeg, personen Cecilie, har fødselsdag, var det sådan en lidt dobbeltfølelse, hvor jeg på den ene side har et kæmpe næsten barnligt behov for at markere og fejre det, men også en lyst til at feje det ind under gulvtæppet og lade det gå forbi i stilhed. Hvorfor jeg har det sådan, ved jeg ikke. Men jeg er med garanti ikke den eneste, har jeg heldigvis fundet ud af.

Jeg er helt vildt glad for alt det jeg med bloggen har opnået, den udvikling den og jeg har taget, og selvom jeg aldrig i min vildeste fantasi den aften for nu 11 år og nogle dage siden, havde troede at så mange tusinde mennesker ville have interesse i at læse med, gør det mig både benovet og stolt.

Hvad der skal ske med den og mig herfra er endnu uvist. Jeg kan på den ene side ikke forestille mig nogensinde at lukke bloggen ned, men omvendt får den ikke den opmærksomhed og tid, jeg ville ønske den kunne få. Det er sket i takt med at mit privatliv og arbejdsliv har ændret sig, og at mediet og jer der følger med, har gjort det samme. Jeg får stadigvæk rigtig meget godt ud af at dele og det er noget af det bedste jeg ved. At sætte ord på og formidle. Det stopper jeg nok aldrig helt med. Men jeg passer nok mere på mig selv i det nu end før. Både fordi publikummet er blevet større (og der i den udvikling er kortere mellem de til tider hårde ord og holdinger til mig som person) og fordi jeg måske er blevet mere sårbar, privat og bevidst – Og det mener jeg på en god måde.

Så. 11 år er gået, om der går 11 år mere er ikke til at sige, men det kunne sgu være meget sejt.

Tak fordi I følger med. Det gør det hele en anelse sjovere.