Sneglejul: 1. december

24 dage til jul. Vi når det nok. Altså bortset fra, at det gør vi jo ikke. Vi når på ingen måde alt det jeg lige nu forventer. For det gør vi aldrig. Det har taget mig 33 år at forstå, at mine forventninger er for høje og mine evner for små, men det kommer muligvis til at tage mig 33 mere at acceptere det.
Ret skal være ret, og jeg er faktisk trods alt blevet en anelse bedre. En lille bitte anelse. Så jeg bliver ikke længere lige så skuffet og rasende på mig selv, når det ikke lykkes at nå det hele. Men skuffelsen sidder der uden tvivl.
Skulle jeg så ikke hellere sætte forventningerne ned, end at tage sorgerne på forskud? Ha ha. Jo, det prøver min fornuft (og min mand) at fortælle mig hver dag, men min hjerne, min krop og alt andet, siger noget ala: “Fuck jer, vi er lige ved at banke nogle forventninger og urealistiske planer op herovre!”.

Jeg vil gerne kunne lide julen. Og det har da hjulpet, at få alle de børn jeg har. For deres fuldstændigt overgearede og magiske måde at være glade for julen på, den smitter lidt. Men i virkeligheden synes jeg den er svær julen, og jeg går den ofte igennem med en mærkelig følelse indeni. I år skal jeg for første gang lægge hus til, hvilket er noget jeg har ville i mange år for at undgå for mange kompromiser og minimere bøvl. Og selvfølgelig for at samle alle børnenes mennesker under samme tag. Vi gør det i år, og forhåbentlig bliver det starten på en ny tradition …

Nu er december og dermed nedtællingen og forberedelserne skudt i gang. Og det her, det er min julekalender, hvor jeg hver dag vil opdatere jer omkring min juleplanlægning, om vi overhovedet når at blive klar, og om julestemningen kan indfinde sig (børnene får i øvrigt en vegansk chokoladekalender i år – Følg med i morgen, og læs om de har fyret mig som mor) …

1. december –

Jeg har aldrig prøvet det før, at stå for juleaften – Forestillingerne er mange, listen er lang og håbet lysegrønt.
Vi bor pt i et halvt hus, og jeg kan lige nu ikke se, hvordan vi skal nå i mål og lægge hus til de i alt 17 mennesker vi bliver d. 24.
Jeg lægger mildt ud med en nogenlunde overskuelig liste for i dag:
1. December

  • Pynt op med børnene (med julemusik, selvfølgelig. Ingen jul uden Justin Bieber, Mariah og Wham!)
  • Bestil et økologisk juletræ, hvilket åbenbart er sværere end først antaget
  • Start op på Nemlig.com indkøbslisten og book levering til d. 22. december

Kæft, hvor tjekket, mand! En liste. En voksen liste.
Så er det bare med at komme i gang…. Laver nok lige en kop kaffe først.

 

I øvrigt

  • Vandt jeg ingenting i pakkespillet til årets første julefrokost.
  • Til gengæld fik jeg fandme jackpot i Candy crush i går (hvilket jeg jo ellers troede var umuligt)
  • Har Michael og jeg stort set ikke set hinanden den sidste uge, hvilket jeg ikke kan finde ud af om er godt eller skidt for den lillebitte 7 års krise vi står i
  • Har jeg fået en idé om, at jeg muligvis skal klippe mit hår – Eller altså, Mie, min frisør, skal selvfølgelig gøre det – i en kort page. Jeg håber på mange måder at jeg kommer over den idé igen. Det er pænt. til andre.
  • Sover mine børn til klokken 8 for tiden. Det er helt skørt. Uma har altid kunne sove længe, men sgu ikke de to andre.
  • Bliver jeg altid enormt befippet over at blive genkendt ude i den virkelige verden, men af en eller anden grund en lille smule ekstra, når det er af folk jeg genkender, da det skaber et dobbeltforvirrende metalag som min hjerne ikke helt kan kapere. For nyligt spurgte en komiker, jeg mødte til en fest, om jeg ikke var hende der CilleSnake?! … Genkendelse er måske nok så meget sagt, men altså I’ll take it!
  • Er jeg slet ikke klar til december. Slet ikke. Har hverken adventskrans, kalenderlys eller så meget som en nisse i huset. Der er ingen pakkekalender til nogen, og jeg har nedlagt nissedør-forbud igen i år –  Men jeg har dog købt veganske chokoladekalendre til børnene (og bliver på mange måder derfor muligvis fyret som mor)
  • Har jeg genoptaget The real housewives  of Beverly Hills efter en længere pause. Jeg fucking elsker det. Og som jeg vist har skrevet før, er det egentlig utroligt så meget jeg holder af on screen drama taget i betragtning, at jeg hader det i virkeligheden og er alt andet end intrigant.
  • Kan det godt være, at jeg ikke er klar til jul og december, men jeg er eddermame klar til gløgg!

En næsten veloverstået timeout

Det er vores sidste nat på hotellet og det har på alle måder været det hele værd. Det har også været ensomt, bøvlet og specielt – sådan at være i en slags karantæne fra vante og trygge rammer, og at skulle være midlertidig alenemor til tre i samme omgang. Men det har givet et tiltrængt pusterum og jeg er mere end klar til at flytte hjem igen i morgen. Det samme er børnene, som godt nok har nydt at få serveret croissanter, chokolademadder og æblejuice hver morgen og at sove i en kæmpe blød seng sammen med mig. Men vi savner Michael, Hera, vores hverdag og huset, så det bliver godt at vende tilbage, også selvom det fortsat bliver i et halvt hus og at vi de første par dage igen skal undvære Michael som skal arbejde og et smut til Sverige fredag og lørdag, men pyt – For vi er udhvilede, glade og (tør jeg sige det?! ) raske!
Edit: jeg skulle ikke have sagt det. Det er fredag nu, og den er gal igen. Vi er åbenbart, ligesom mange andre, blevet ramt af en sær virus, der kommer og går – og kan vare op til to uger (!!!!!!!!!!!!!) Loulou er nede med let feber og hoste igen, Otto sover hele tiden og Uma skrænter. Det gode er, at der næsten er gået to uger, så det er vel ovre på mandag. Ja!

I morgen kommer Michael og spiser morgenmad med os inden vi checker ud, afleverer børnene og tager på arbejde. Jeg bliver i København hele dagen og aftenen, hvor den står på årets første julefrokost, og så tager jeg det sidste tog hjem.

Hjem til mit byggerod og kærlighedskaos.

 

Mandag uge 48: Jinx, hotel og årets første julefrokost

Nå. Tre dage med raske børn var hvad det kunne blive til. Jeg jinxede det åbenbart ved i går at skrive at de nu var raske og feberfri, for Loulou fik igen feber i nat, efter fire dage i hopla. Nu ligger hun og sover og er lillebitte ovenpå mig, imens jeg forsøger at få besvaret mails og betalt regninger fra telefonen. Vi sov som sagt hos mine forældre i nat, og har haft en hyggelig morgen. Uma er i børnehave for første gang i en uge og Otto i skole. Om et par timer tjekker Loulou og jeg ind på et hotel 100 meter fra vores hoveddør – Lidt fjollet, lidt dyrt, men på alle måder en god prioritering, særligt ovenpå gårsdagens nedsmeltning fra undertegnede. De to andre børn joiner mig senere, imens at Michael bliver og knokler i huset.
Udover at skulle være sygepasser, har jeg de næste par dage nogle møder her i det Nordsjællandske med potentielle samarbejdspartnere, der er julehygge i Ottos klasse, og torsdag skal jeg til årets første julefrokost, som er sammen med Confetti. Fredag og lørdag er jeg alene med fire børn og en hund, og søndag skal Uma og jeg i biffen og se Frost 2.
En fyldt uge, der allerede nu gør mig lidt forpustet.

God mandag !

… Inden feberen gik til angreb.

Knækket film og hundelort

Ok. Jeg ved godt, at jeg så sent som i går sagde, at jeg kunne se lyset for enden af tunellen i forhold til renovering. Well. I dag var og er den tunnel kulsort. Jeg er hidsig as fuck, hader alt, og tidligere i dag knækkede filmen. Jeg råbte, jeg trampede, jeg græd faktisk også lidt.
Det her underlige ufunktionelle opdelte hus, hvor jeg skal underholde børn i den del vi kan bruge og hvor Michael det meste af tiden knokler bag lukkede døre i den anden, imens halvdelen af vores ting er pakket ned og vi skal udenfor hver gang vi skal fra køkken til 1. Sal og det er koldt udenfor og hunden er oppe og køre, og der stinker af lak i hele huset. Dét er kun hyggeligt i en halv dag, og nu er der gået tre. Og i dag var så dagen, hvor jeg fik nok. Dråben var da begge piger løb afsted ud i haven på bare fødder (!) og en af dem jokkede i den hundelort, som var straffen for at vi sprang Heras morgentur over. Der fik jeg nok. Nok nok nok.

Foden blev vasket, mit blodtryk faldt nogenlunde igen, og vi kom afsted på en god lang tur allesammen, og jeg fik banket lidt i bordet og sagt hvordan jeg har det. At jeg nok alligevel ikke har så pisse meget overskud som jeg gik og troede og at jeg i øvrigt heller ikke er super pjattet med at vi skal gå rundt i de der lakdampe, uanset hvor naturligt og ufarligt det måtte være. Så nu sover børnene og jeg hos mine forældre i nat og Michael har tilbudt at indlogere os på hotellet bag os fra i morgen og indtil huset ikke længere lugter af skibsfabrik (sådan en har jeg aldrig været på, men i min forestilling er det sådan der lugter). Så sådan bliver det nok.

Jeg er god igen. Og nogenlunde optimistisk. Knap så overskudsramt dog og lidt mere træt af renovering end først antaget. Men det skal nok gå. I morgen er en ny dag, og i det mindste er alle børn raske og glade.

Godnat !

Status: 22 måneders renovering

I 22 måneder har vi næsten non stop været i gang med at renovere vores dejlige dejlige hus. Meget er sket, rigtig meget, men alligevel er det først  i løbet af de seneste par måneder, at vi for alvor har kunne høste frugten af alle timerne, knokleriet og tålmodigheden. Det føles uforklarligt rart, og lyset for enden af renoveringstunellen har aldrig været skarpere end nu. I tre uger har vi haft hvad jeg vil kalde et velfungerende helt almindeligt hjem med meget få projekter. Det har været så fedt, men kun en midlertidig fornøjelse, og vi er nu gået et par skridt tilbage. Eller det vil sige, vi har taget et nyt spadestik. Torsdag aften tømte vi stuen for møbler og i går påbegyndte en maler det arbejde på vores gulv, som vi har drømt om at få lavet På en bestemt måde, siden vi opdagede de smukke mørklakerede trægulve under det gullige plastiklaminat. Fugerne bliver skiftet og gulvet får en masse lag lak og shine, så om to uger, når vi igen må betræde gulvene i stuen, kan vi endelig endelig endelig begynde at indrette for alvor. Jeg glæder mig helt åndssvagt. Særligt til at skulle finde møbler, hvilket jeg har set frem til siden dengang vi bød på huset i 2017.
Vores sofa, der ellers har været noget så flot, har desværre lidt under at blive flyttet så mange gange, og jeg har det seneste års tid ikke kunne holde ud at kigge på den, men omvendt vidst at udskifte den ikke var en prioritering, der gav mening til trods for to knækkede ben, et ødelagt betræk, byggestøv og alverdens udefinerbare pletter og plamager. Men nu, nu, eller snart, kan vi skifte den ud og i det hele taget få endnu et rum helt færdigt.

Der er fortsat en del ting der mangler at blive lavet i og på huset, både stort og især småt, men det er vildt så meget og langt vi er nået på under to år, uden at gå på kompromis med vores ønske om at bruge bæredygtige materialer, gamle teknikker og ikke mindst at ære husets stil og udnytte potentialet af det, samtidigt med at vi har skabt noget unikt som passer fuldstændig til vores smag og stil. Vi ved godt, at det ikke er for alle og det er der bestemt mange, der heller ikke er for generte til at fortælle os (på Instagram) – men det skal jo heldigvis også mest være for os. Og det er det. Og jeg elsker det. Vi elsker det.

Jeg må endnu engang sige, at renovering ikke er det nemmeste i verden og bestemt har sin pris på alle måder, men slutresultatet er det hele værd. Siger jeg nu 85% inde i det. Ved 25% var jeg ikke helt så optimistisk og måske er jeg det heller ikke, når vi når 99% -Men jeg tror det.
På Instagram opdaterer vi stadigvæk løbende på @sneglehytten – Der er blandt andet en ny(ere) House tour i højdepunkter (den hedder November 2019).

Åbningen fra stuen til køkkenet er blevet lukket af for at holde hundepoter og børnefødder ude af stuen de næste par uger 

 

Skrivelyst, mæthed og spark i knæhasen

Jeg har forsøgt at formulere det her indlæg i ugevis, uden held. Ikke fordi det er mere eller mindre betydningsfuldt eller sårbart end så mange andre indlæg – Hvilket normalvis ville være grunden til, at noget var svært at få sat ord på og ikke mindst udgive. Næh, eller så måske alligevel lidt. Nu bliver jeg i tvivl, for egentlig har jeg hele tiden tænkt, at det mere har været og er en gennemgående følelse af ikke at have tid og overskud til at prioritere det. Og det er helt sikkert også en faktor, der spiller ind. Det med tiden, for tiden (!), og jeg forstår simpelthen ikke, at dagene kan gå så hurtigt. Jeg føler i det hele taget, at jeg bliver losset i knæhaserne hver gang jeg er lige ved at være i mål med noget, hvilket jeg ved at mange, måske især jer med børn, kan nikke genkendende til. For tiden er det bare i en hel ekstrem grad, hvilket er ekstra tydeligt i kraft af, at jeg har genfundet min skrivelyst og derfor har et kæmpe behov for at få den lyst stillet, men ikke kan finde tiden og roen til at gøre særlig meget ved den, og at mørket, kulden og vinteren i det hele taget, gør mig småhidsig og underskudsramt, sådan at alle udfordringer føles enorme, og helt almindelige ærinder og arbejdsopgaver føles større end normalt.
Og så er der en anden følelse, der gør at det føles som om, at der ligger et slør over min produktivitet, hvilket skyldes en slags mæthed over at dele alting, samt en frygt for at blive misforstået eller målt og vejet mere end jeg allerede gør. Det er en ubehagelig og usund følelse at gå rundt med. Men den er hverken fremmed eller ny. Jeg har delt ud af mig selv og mine tanker i mere end 10 år, og det går op og ned med lige præcis den følelse af mæthed og kvalme. For tiden er den bare meget tydelig, og den går ikke væk af sig selv, så jeg tager hul på bylden ved at sige det højt. Til mine veninder, mine kollegaer, min familie, til jer. At jeg er blevet bange for at dele, bange for ikke at være god nok, relevant nok, spændende nok. Og at jeg ovenpå perioder, hvor jeg har givet meget af mig selv – For eksempel ovenpå seks uger med Krøllet kærlighed (min podcast) – får behov for at stikke hovedet i sandet, og skrive lette hyggelige hverdagsindlæg og ikke give for meget af mig selv, for hvis jeg står der helt nøgen og udsat længe nok og bliver ved med at stå der, er der vel nok lige pludselig nogen, der nok skal få mig ned med nakken. Det er ikke en sund måde at gå igennem livet på, og den er selvforstærkende af helvedes til, for det er jo netop i de perioder, hvor jeg bør blive stående i bar røv og store armbevægelser og give endnu mere, men jeg kan ikke. Så jeg lukker i, og udskammer mig selv for at gøre det. Og det er jo komplet idiotisk, for så kunne jeg jo lige så godt blive stående og potentielt lade nogle andre gøre det for mig. Suk. Hvad der er næsten endnu mere fjollet er, at selvom jeg udmærket godt ved, hvor det kommer fra (heeey igen Impostor syndrom) har jeg endnu ikke lært, at gå imod det med succes, så jeg gør det modsatte. Det med hovedet i sandet.
I går stak min veninde lidt til mig, og spurgte ind til, hvad jeg var så bange for, og sagde at jeg skulle huske at holde fast i det jeg er god til uden at spekulere i, hvad nogen måtte tænke, synes og mene.
Det jeg er bange for, er alt det ovenstående, at blive “afsløret”, hånet, nedgjort. Men jo, jeg skal holde fast i det jeg kan og er, og ikke det jeg tror andre forventer – For lige så snart at jeg begynder, at gøre noget andet end det der gør mig til mig, falder det til jorden, og så er det faktisk bedre at lade være, og bruge min energi et andet sted. Så det gør jeg lige for tiden. På børnene (som allesammen er syge i de her dage i øvrigt), på mine skriverier (apropos 2020 planen), på podcasting og tilløbet til igen at turde gribe nogle chancer, dele ud og kravle op på en allegorisk scene og smide tøjet endnu engang og måske blive deroppe lidt længere.

Mandag uge 47: Logistisk puslespil, vinterblues og fredagsbar(er)

Mandag! Planerne for i dag var mange og lange, men yngstebarnet lyder som en søløve, klager over ondt i panden og har 39 i feber, så … Klassisk november. Og endnu engang hurra for måden vi har skruet vores liv sammen på. Jeg har aflyst min formiddagsplan og er rykket ind i sofaen med søløvebarnet, hvor planen er, at jeg skal få styr på et par mails, nogle bilag og måske et blogindlæg eller to, inden Michael tager over og jeg får et par timer til at tage billeder og filme lidt til et samarbejde jeg har. Ugen ser ærlig talt en anelse uoverskuelig ud, særligt nu da Loulou skal være hjemme, og jeg ved ikke helt hvordan vi skal løse puslespillet, men som den tjekkede voksne jeg er, stikker jeg hovedet i sandet og satser på, at det nok skal gå det hele. Foruden møder, et lægebesøg og nogle deadlines, der skal overholdes, skal jeg optage podcasts, gå tur med en veninde, til nogle forskellige arrangementer, og på fredag forbi to fredagsbarer. En god uge, som jeg dog lige nu har svært ved at overskue. I det hele taget lider jeg lidt under noget vinter blues. Jeg har svært ved at tage mig sammen til ting, bliver hurtig irritabel og ked af det, pisker små situationer op til store voldsomme scener og vil gerne have dagene overstået. Jeg tror jeg skal forsøge mig med noget lysterapi og en masse rare ting, så det ikke løber løbsk, for det er virkelig ikke holdbart det andet her.

Nu skal jeg kaste mig over den der indbakke og min kaffe, der efterhånden er blevet kold.
God dag og uge derude. Jeg håber jeres børn er raske, at humøret er højt og at I ser fordele og muligheder fremfor det modsatte ligesom visse andre …

I øvrigt

  • Er vi muligvis kun i midten af november, men jeg er allerede godt træt af æbleskiver og skumjulemænd
  • Kører lokalbanen ikke for tiden (tog) og København føles længere væk end nogensinde
  • Løber jeg så stærkt for tiden, at jeg føler mine ben falder af. Ikke bogstavelig talt selvfølgelig, men der er smæk på alt og jeg kan ikke følge med
  • Er jeg blevet inviteret til gallapremiere på Frost 2 og min datter kan ikke være i sig selv af lykke (så det kan jeg heller ikke)
  • Vil jeg gerne anbefale serien GLOW på Netflix. Kæft, den er god!
  • Overvejer jeg at sælge min brudekjole, men jeg kan ikke finde ud af om jeg kommer til at fortryde det en dag.
  • Har jeg i det hele taget et stort behov for at rydde op og ud i alt, og tror også jeg vil forsøge mig med et shoppestop året ud. Måske længere.
  • Har jeg tilmeldt mig Reformer, men er endnu ikke kommet afsted – Udelukkende fordi jeg er bange for at jeg ikke kan finde ud af det.
  • Sover alle mine børn nu i deres egne senge, og selvom det på mange måder er vidunderligt at få sin egen seng igen, savner jeg dem utroligt meget, og vågner langt flere gange i løbet af natten end da de lå og sparkede mig i nakken hver nat
  • Har jeg to nætter i træk haft drømme, hvor bananer har haft en eller anden form for hovedrolle. What da fuck sker der for det?!
  • Er jeg så meget udendørs efter vi er flyttet herop, at jeg har besluttet mig for at ønske mig en flyverdragt i julegave.

 

2020 planen

Ligeså meget som jeg synes at nytårsforsætter er åndede, platte og umulige at holde – Ligeså fin og inspirerende finder jeg intentionerne om at forandre sig til det bedre og omlægge dårlige vaner. Personligt går jeg selv og tæller ned til 2020, hvor jeg har lagt planer om at udleve en drøm eller to, samt at omlægge nogle ting i mit liv, samt gøre ting jeg ikke tidligere har prøvet. Jeg skal blandt andet bruge to uger mere eller mindre offline, sammen med min familie i januar. Hvilket på mange måder skræmmer mig en anelse, og netop derfor er det nok en rigtig god idé.

Vores hus skulle meget gerne stå færdigt i 2020, eller i hvert fald så godt som, og det er noget jeg ser fuldstændig vanvittigt meget frem til. Renovering er sjovt, men hold kæft, hvor har det også bare drænet os. 80% af vores tid og energi går med det freakin’ husprojekt, og det har været som et fuldtidsjob med ulækkert mange interessetimer, dårlige forhold og ingen løn. Men forhåbentlig bliver resultatet det hele værd – Det regner jeg med.
I det hele taget er en del af min plan, at justere på en hel del ting, og stille og toligt skrue ned på det der dræner og op for det der giver mig energi. Derfor er mange ting sat på spidsen i de her måneder op til det nye år, og jeg får tænkt på, snakket om og overvejet en helvedes masse – Både personligt og arbejdsmæssigt. Jeg drømmer om at skrue gevaldigt op for min indre historiefortæller, og vil gøre alt ,hvad jeg kan for at udleve mine ideer, både dem på skrift og på lyd. Jeg vil gerne bruge min stemme endnu mere – Primært den, der kommer ud når jeg åbner munden, men også den jeg har skabt her og i det sociale medie cirkus jeg er en del af. Og til det har jeg nogle forestillinger om, hvordan skal udleves. Om det lykkedes ved jeg ikke, men jeg vil gøre mit for at det sker. Nogle ting skal vendes på hovedet, posen skal rystes og jeg skal ud over stepperne.

Jeg glæder mig, og jeg er underligt nok slet ikke bange. Endnu altså.

Kunne jeg være mere konkret? Ja og nej, for selvom intet er decideret hemmeligt, så er det stadigvæk så tilpas flyvsk og tegnebrætsbaseret, at jeg har det bedst med at beholde det i mine notesbøger (ja, sådan nogle har jeg) indtil der er noget at dele – Og da en relativ stor del af min 2020 plan (det går op for mig nu, hvor tilpas pisse irriterende ‘2020 plan’ lyder) faktisk også bunder i at jeg gerne vil revurdere, hvordan og hvor meget/lidt jeg deler, er det meget passende at holde det en smule krypteret.

2020 jeg er slet ikke klar! Men jeg bliver det sgu da.


REKLAME: Bøgerne herover har jeg modtaget i gave. De er fra Atelier Aarhus.