På bagsædet

Jeg sidder på bagsædet af vores bil, der er proppet med børn, mand, tøj og nytårsmad. Der kører en uendelig loop af Gulddreng, Elsas Lad det ske og Despacito fra højtaleren, men jeg har kaffe i min to go kop, babyen sover og ser nuttet ud, om lidt lukker min Elsa-fangirl også øjnene i, og så kan jeg forhåbentlig tage lidt over på dj-tjansen. Alt godt.

Turen går til Falster, hvor vi skal holde nytår med nogle venner og deres børn i et sommerhus. Vi bliver fire voksne og seks børn, så jeg forventer et ret højt tempo og lydniveau. Så jeg har pakket rigeligt med overskud og vin.
Det bliver skidegodt.
Vi har lige et hurtigt stop, hvor vi skal købe ind til 1. Januars brunch, og så skal vi ha’ vodka og vådservietter, fordi ingen fest uden, vel?! 😉

Jeg håber, at børnene, alle seks, kan få dagen til at gå uden for mange konflikter, at maden vi har købt fra Cofoco er  lige så optur som den lyder, og at aftenen bliver en fest for alle, uanset alder.

Vi nærmer os Farøbroerne og er dermed relativt tæt på målet, og ganske rigtigt sover begge piger nu – Anlægget er mit og jeg er i øvrigt også lidt køresyg, så … Jeg håber, I får en god aften, ligemeget hvad I skal. Vi ses i 2018. Jeg tror det bliver et godt år.

Jule efterveer

… Mine børn delte i går en hel pose gulerødder, imens de byggede årets Lego-erobringer fra under juletræet og blev enige om, at de havde savnet grøntsager. Jeg kom til at tænke på da de sad der og byggede i deres nattøj, knasede rødder og snakkede, at det jeg nok allerbedst kan lide ved julen er de her underlige dage efter juleaften. Underlige, fordi at man knap nok ved hvilken dag det er, om det er en helligdag og hvornår nogen forventer noget af en igen. I år har selvfølgelig været lidt anderledes, da vi tog op i huset 2. juledag og spiste toast på gulvet ind imellem nedrivning og rengøring, men følelsen og det langsomme tempo er intakt.
Uma leder fortsat efter nisser, drengene synger Guld jul på fuld hammer og jeg har støvsuget Hornbæks Super Brugsen for snebolde på tilbud – Og har min julekjole på for fjerde dag i træk, da jeg kun har pakket tøj til børnene (flot). Julen varer nok ikke til påske, men der er lidt tilbage endnu og det kan jeg godt overskue.

…. Et af mange forsøg på et jule-selfie med babyen.

 

Den første nat

Vi har tilbragt natten i vores hus. På gulvet i stuen. På madrasser med soveposer, og med håndklæder som hovedpuder. På rad og række, og med Loulou i en rejseseng ved vores fødder. De første par timer i hvert fald, inden jeg tog hende ned til mig, hvilket resulterede i at hun sov bedre end hun har gjort meget længe. Underligt nok er jeg mere træt end jeg har været meget længe, som om at min krop har vænnet sig til at blive vækket mere end jeg orker at tælle, og at tre opvågninger og dermed op mod fire timers sammenhængende søvn gør den mere udmattet end godt. Skøre krop.
Men bortset fra at jeg lige nu, klokken 7:49 er TRÆT, har det har det været en god nat. Og stille. Huset er roligt, alt andet end uhyggeligt – min største frygt var at her ville være ubehageligt ag sove og at her var for mange lyde og dårlig energi. Men alt godt. Virkelig godt og rart.

Kaffen brygger nu på komfuret, solen er ved at stå op over søen og har tryllet himlen lyserød, børnene leger med de julegaver vi har med herop fra de sidste dages familiebesøg og om lidt går nogle af børnene og jeg efter morgenbrød. Vi spiser det på gulvet i vores udestue, samme sted som vi spiste aftensmad i går. Derefter trækker vi i kedeldragterne og går i gang med at trække træbeklædning af væggene. Ret perfekt onsdag …

Jeg glæder mig til jul

Jeg har brugt min lillejuleaften alene hjemme, eller i hvert fald uden andre voksne, tildels på at forsøge, at tæve den forkølelse der ligger og lurer, og på at indpakke julegaver og se Love Actually. Årh mand! Jeg ser den hver år og bliver lige overrasket over, hvordan jeg æder den råt og hvor meget jeg elsker den (!). Og så græder jeg igennem når den er slut – helt ustyrligt. Same procedure as last year, every year.

Nu er jeg gået i seng. Og det er blevet jul. Klokken er 00:16, den 24. December 2017.  Ved siden af mig ligger den to årige og hende på ni måneder. Otto er hos mine forældre på Vesterbro. Michael og Leo er hos min svigermor. I morgen, eller Nåhja, senere i dag, mødes vi alle på Vesterbro, hvor vi skal holde jul i år. Jeg glæder mig. Glæder mig på mine børns vegne. Glæder mig til brunede kartofler. Til at se mine søskende. Til risalamande. Til at se hvad der er i gaven fra min mand. Til at se det træ Otto og min stedfar har valgt ud. Glæder mig til at opleve Uma forstå juleaften for første gang. Glæder mig til Baileys og konfekt. Til at kysse min mand. Og til at gå igennem Københavns stille gader med sovende børn, gaver og mætte maver… eller hvis vi er for trætte, til at sove i mit gamle værelse med udkig til Codan bygningen, som jeg opdigtede utallige historier om, hvad der foregik bag ruderne derovre som barn. Glæder mig til det hele. Glæder mig til jul.

Glædelig jul. Til jer allesammen.

Pandehår: Status, fordele, ulemper og tips.

Nu har jeg haft pandehår i halvanden måneds tid og jeg tænker det er tid til en status.

Som I måske ved, fordi jeg aldrig holder kæft omkring det, har jeg overvejet det i årevis, og taget tilløb længe. Endelig gjorde jeg det og har ærlig talt No regrets. Eller altså, jo, der er da tidspunkter, hvor jeg savner det jeg havde før, og på dage, hvor det ikke sidder så fedt, drømmer jeg mig tilbage til tiden, hvor en elastik kunne fikse hvad som helst. Men alt i alt: Glad.

Der er ligesom ved de fleste andre frisurer fordele og ulemper, og dem vil jeg forsøge at remse op her – Altså min erfaring. Samt et par tips til, hvad man skal være obs på, hvis man overvejer at springe ud i det…

Ulemper:
Det er ikke pænt i blæsevejr. Overhovedet. Det enten deler sig på midten eller står lige op. Not cute.

Når man får det varmt, bliver det hurtigt en underligt slasket affære i panden.

Hvis man sover på det forkert, kan det være svært at rette ud – Hvis man ikke kan nå i bad om morgenen.

Det skal klippes oftere end jeg har tid til.

Når man på et tidspunkt ikke vil have det længere, tager det en krig at lade det vokse.

I woke up like this ….

Fordele:

Jeg har aldrig fået flere komplimenter for mit hår. Og i al beskedenhed har jeg fået en del, også inden pandehåret kom på banen.

Man føler sig ret sassy og cool med pandehår. Jeg gør i hvert fald. Det giver lidt mere kant og personlighed på en måde.

Jeg har intet mindre end fire gange fået af vide at jeg ligner ekskonen i Californication. Hvilket er nok til at jeg beholder det for evigt!

Det er nemt at sætte. Meget af tiden sidder det bare, og kan nemt bobbes op med lidt tørshampoo og en børste.


…. 4 råd til dem, der overvejer pandehår:
– Find en frisør, der er dygtig til pandehår og som forstår at klippe det i din type hår. Det er faktisk ikke alle, der forstår at klippe et lækkert pandehår.  Jeg har Mie Harritz hos Studio Cim Mahony og det stopper jeg aldrig med. Hun er dyr, men så dygtig. 
– Vælg den type pandehår, der passer bedst til dit ansigt, men prøv i så høj grad det er muligt at få det klippet ‘blødt’/rundt så udvoksningsperioden ikke bliver for skarp og tung. Og aldrig for kort! Jeg har mødt mange (apropos første punkt) frisører, der klipper der lidt kortere, så det kan vokse lidt længere. No! Så hellere få det studset efter kortere tid, end at rende rundt i ugevis og ikke føle det.
– Vær forberedt på at det kræver tilvænning og at håret lige skal finde sin nye plads. Det tager et par dage.
– Hårpudder og tørshampoo er dine nye bedste venner.

Underholdning på bagsædet til de mindste

REKLAME FOR FDM

Da jeg var barn tog vi indimellem på bilferie, og jeg tager i den grad hatten af for mine forældre. AT de kunne overskue at have tre børn på bagsædet gennem Europa. Og det her var altså inden iPads og mobiltelefoner. Vi fik Anders And blade, madpakker og så en gameboy til deling. Men det gik, og jeg husker tilbage på det som værende hyggeligt og gnidningsfrit.

…Jeg er ikke sikker på at min mor og stedfar er enige. Dog ved jeg at min mor brugte en del tid på at finde underholdning til os i form af aktivitetshæfter, kryds & tværs, små spil osv. Noget jeg husker som helt særligt.

Efter jeg selv har fået børn, er det begrænset, hvor meget vi kører i bil, men det hænder, og vi har da både været i Jylland af flere omgange, og i USA forrige år tilbragte vi timevis i bil hver dag – og snart skal vi jo som bekendt til at køre en hel del, når vi flytter nordpå.

Mine børn hader egentlig at køre i bil. Hader! Det bliver bedre med årene dog, og særligt Otto på 8 år er blevet betydeligt mere glad for det og sætter pris på tiden på bagsædet, eller forsædet, som han ofte får tilsnusket sig. Men der skal altså noget underholdning og nogle snacks med. Så på længere ture prøver jeg at gøre min mor kunsten efter, og pakker små poser med snacks og underholdning, dog bliver der ofte efter relativt kort tid ‘bare’ fyret en film på ipad’en, der bliver sat i spænd mellem forsæderne så hele bagsædet kan følge med. Det har da også sin charme, og vil sikkert være noget af det, vores børn tænker tilbage på som noget dejligt.

På næste tur skal vi dog noget andet, i hvert fald til at starte med. Jeg siger vi, fordi at jeg jo ofte er den der sidder med på bagsædet med to af børnene (noget med et kørekort, jeg ikke har endnu). Jeg blev nemlig virkelig ægte begejstret da aktivitetshæfterne fra FDM landede på mit skrivebord i går. Jeg ved med garanti at særligt de store drenge på 7 og 8 kommer til at have en fest med dem. Men Uma har også allerede vist interesse da hun så dem i min taske og tror at julemanden er kommet med dem. Works for me!

Jeg er sikkert ikke den eneste, der kan se fidusen i dem – Og nu når juleferien er skudt i gang, er der sikkert mange, der skal på længere køreture til diverse familieforsamlinger med børn i bilen – og der vil de da være oplagt at have med. Selv skal vi bare til Vesterbro selve juleaften, og da vores bil ikke kører endnu, tager vi toget til Østrup d. 25. ud til min svigermor, men der skal børnene altså også underholdes – Så hæfterne er pakket med, og jeg glæder mig til at overlevere dem til børnene.

Hæfterne med FDMs ‘Bil-Buddies’ kan du læse mere om HER – De indeholder forskellige opgaver og lege, samt børne-fribilletter/kuponer til blandt andet Knuthenborg Safaripark. Du kan hente hæfterne kvit og frit på Shell-tankstationer eller hos FDM landet over – Find din nærmeste HER.

… Og del gerne jeres bagsæde-sjov (ikke DEN slags!) på Instagram med hashtagget #meddigpåvejen

Juleferiefølelsen

Jeg har på en måde aldrig rigtigt fri, men da jeg lever af det jeg holder allermest af at lave, er det slet ikke så slemt som det lyder. I ferieperioder føles det endda lidt mindre som arbejde, fordi telefonen ikke bimler og mailbakken står væsentlig mere stille. Men ferier kan alligevel godt komme lidt bag på mig og juleferie er ingen undtagelse. Børnene har ferie fra skole og vuggestue, og også min mand har knipset årets sidste billeder.

I dag havde jeg sidste dag på kontoret på denne side af juleaften og fik et par effektive arbejdstimer af vejen, inden jeg trissede på julemarked med resten af mine kontordamer og skålede ferien igang med gløgg under varmelamperne.

Derefter gik jeg min familie i møde, der allerede havde skudt ferien igang med en tur i havnebussen og i Nyhavn med hotdogs, pandekager og isvafler.

Vi gik på legeplads med to go-kaffe og gode intentioner, men måtte efter ti minutter indse at de to yngste, der nu græd og pev synkront, var blevet trætte og kolde.
Hjemme fandt børnene en julefilm som de så, mens de kørte rugbrød med smør ind (nogen havde glemt at købe pålæg).
Sent på eftermiddagen kom hende her med sin familie og vi fik spist pizza, leget (mest børnene), delt en flaske vin (mest de voksne) og talt om nytårsaften, som vi skal holde sammen. Helt stille og roligt, bare os 10 (ha!).

Nu er ser ro på settet. Alle under 30 sover og jeg tror jeg skal ud og se om jeg kan finde noget mere vin, inden jeg sætter mig ved computeren og får sendt den sidste mail inden min ferie-auto reply kommer på.
It’s beginning to feel a lot like Christmas. Faktisk.

Nåhja! Og i morgen henter vi sgu nøglerne til huset. Skriiiig! Følg med på Instagram @sneglcille – For der er selvfølgelig Fredagsfølger, så I kommer med i huset.

Året der gik 2017

Der er lige præcis 11 dage tilbage af året og jeg har i den forbindelse kigget i bakspejlet. Året har budt på en hel del. Meget mere end jeg lige troede, og huskede det som, da jeg satte mig ved tasterne for lidt siden… Men se nu bare her:
I 2017 var jeg i New York for første gang nogensinde, meget højgravid, jeg fødte jeg mit tredje barn på mit stuegulv, et par måneder senere flyttede vi fra Vesterbro til Store Kongensgade, Podcasten Voksen ABC så dagens lys i starten af året, Uma brækkede sin arm i sommers, jeg launchede agenturet Confetti i juli, jeg vandt en pris, stod på scenen i Skuespilhuset for en udsolgt lille sal sammen med min bedste veninde i november, og for et par uger siden købte Michael og jeg et hus.
De highlights skinner klart igennem når jeg kigger i mine statistikker også, men i årets 10 mest læste indlæg er der især fokus på særligt én person i mit liv, og det er det samme på Instagram i øvrigt, nemlig Loulou. Her er de 10 indlæg der blev læst flest gange.

På en 10. plads kommer indlægget, ‘Vi ender jo for fanden med at blive skilt!’ som vist er havnet så højt på grund af overskriften (mit første clickbait?!). Hvor jeg udpensler en (i øvrigt langt fra atypisk) aften med mange børn og trætte forældre …

På en 9. plads ligger indlægget ‘Jeg går lige’ hvilket går meget godt i hånd med 10. pladsens indlæg.

8. pladsen går til mit første I øvrigt indlæg efter Loulous ankomst, som var dedikeret til efterfødsels-tilværelsen.

7. pladsen tager indlægget ‘Vi har et navn!’ som blev det sidste i den populære Navneføljeton (som får besøg fra google hver dag stadigvæk)

6.pladsen går til nyheden om at vi skulle flytte fra Vesterbro og til vores nuværende lejlighed med indlægget ‘Skål! For endnu et nyt kapitel’

5. pladsen går til et emne, der står mit hjerte nær. Indlægget ‘Seje mødre – Også os der ikke ammer’ Ammestop, the aftermath. Et lille bitte brøl i en debat, jeg ikke helt forstår findes – og et skulderklap til mødre. Alle mødre.

4. pladsen går til alt det jeg ikke kan holde uuuud. Jeg har lige læst listen i gennem igen, og kan konstatere, at det snart må være tid til en part two…

3. pladsen er beskeden om Loulous ankomst og de første billeder. Nåååårh!

2. pladsen er forklaringen på Loulous navn, som jeg stadigvæk har MEGA optur over i øvrigt.

1. pladsen er, tatatataaaaah, du havde sikkert gættet det, min fødselsberetning om da Loulou blev født, indlægget Min fødselsberetning: I røg og hast kom Loulou..

… Så ja, de ti mest læste indlæg opsummerer det egentlig meget godt op, året 2017. Jeg gætter på at næste års hitliste kommer til at bære præg af huskøb, istandsættelse og …. ? Jeg ved det faktisk ikke. Men jeg kan godt garantere at det hverken bliver fødsler, baby eller noget der minder om.

Det er stoppet med at gøre ondt

Dem der har fulgt med længe, ved med garanti at jeg for knap ni år siden gennemgik en af mine største kriser hidtil. I starten af januar 2009 fandt jeg ud af at jeg var gravid, to måneder henne, og den sidste dag i februar 2009 gik min mand fra mig. Den mand jeg er gift med i dag. Vi fandt sammen igen i 2013, næsten fem år efter svigtet. Fem år med op- og ned-ture, sorg, vrede og følelser jeg ikke ville ønske for min værste fjende. Men også fem år med selvindsigt, absurd meget arbejde med mine tanker, med det svigt jeg gennemgik og med mig selv. En massiv opbygning  af et smadret selvværd gik i gang, og det er jeg faktisk glad for den dag i dag, lykkedes.
Jeg kan sagtens tale om dengang og blive vemodig og trist, og i glimt være irriteret over at det er en del af min historie. Vores historie.
Bliver sur og ked af det, når der bliver kommenteret på det, eller hvis jeg kan se medlidenhed i folks øjne. Sådan havde jeg det i øvrigt også dengang, da det stod på. Hadede at blive gjort til offer, hadede at jeg kunne mærke, hvordan alle mine veninder tænkte, at de var glade for det ikke var dem, hadede når der blev kommenteret på det som om at jeg var svag. Jeg ved godt nu, at meget af det var omsorg, og at jeg måske nok skulle have sat pris på det, fremfor at blive hidsig og føle mig trådt på – Men det er jo sådan med følelser, at fornuften kan sige nok så meget, og følelserne vil stadigvæk møde den med en fuckfinger. For nogle dage siden delte jeg et billede på Instagram. Et billede jeg har delt flere gange, både der og her, et billede af mig fra den periode, hvor det gjorde allermest ondt. Et billede med flyttekasser i baggrunden.
Når jeg deler den slags, med ord der i korte træk beskriver situationen dengang og nu, strømmer det ind med søde beskeder, likes og opbakning, og det er selvfølgelig smadder dejligt, og så er der (igen: Selvfølgelig) nysgerrighed fra dem, der ikke kender historien, og jeg skal ofte henvise til indlæg som det her som jeg skrev for et par år eller tre siden og selvom det er underligt at blive mindet om at mit liv, eller min beretning om en del af mit liv er en form for underholdning for andre, er det også noget jeg finder mere og mere ro i. For det gør ikke ondt længere. Overhovedet. Michael er ikke længere ham der smadrede mit hjerte, men ham der samlede det op, satte det sammen og gjorde det bedre end nogensinde før. Arret heler aldrig, men det skal det heller ikke, for det er vores og for det meste glemmer jeg at det er der, og når jeg mærker det, eller bliver spurgt om, hvor jeg har det fra, er det en god historie, som jeg har lært at holde af. Ligesom arret i mit øjenbryn og på min hage.

 

I øvrigt #103

  • Har jeg kun drukket et eneste glas gløgg i år. Det er en fejl.
  • Har jeg ikke set en eneste julefilm. Også en fejl.
  • Er jeg absurd træt af at se avocado som ingrediens i kage, vegansk mayonnaise, paneret og lavet til pomfritter m.m. Avocado smager kun godt som sig selv, for fanden. Højst i en salat eller druknet i chili, citron og olie… Ja, ok, måske kan jeg også gå med til en guacomole – En god én. Men ellers! Stop med alt det andet.
  • Har jeg spist min datters julekalender. (Undskyld faster Maria. Men det var sgu lidt voldsomt med alt det chokolade til en 2 årig… Og til en 31 årig i øvrigt også)
  • Har jeg også spist min egen chokoladekalender. Ikke engang i rækkefølge.
  • Prøver jeg faktisk at skrue lidt ned for mit chokoladeindtag, men har indset at det nok er nemmere bare at købe nye  og større bukser.
  • Findes der is til hunde. Jeg gentager: Is til hunde. Med leversmag og  laks. Og Elg?! Hvorfor?
  • Er jeg begyndt at vennedate. Ikke fordi at jeg er træt af de venner jeg har. Men fordi at der findes så mange mega optur mennesker, som jeg gerne vil lære bedre at kende. Så jeg inviterer simpelthen folk jeg knap nok kender på kaffe, og middag og gløgg og den slags. Det kan anbefales.
  • Har vi sat begge sider på Loulous seng efter hun er begyndt at kravle, og jeg er som resultat følelsesløs i arm og overkrop minimum en gang om dagen og/eller natten af at læne mig henover kanten, når jeg skal trøste eller få hende til at sove. Av. ‘
  • Mangler jeg at købe julegaver til alle, på nær mig selv #DenType
  • Påvirkede ‘Lion’ mig så meget, at jeg begyndte at græde ukontrolleret da jeg så et klip med en af skuespillerne fra den (i noget helt andet) for et par dage siden.
  • Skal alt i det her købe-hus-forløb åbenbart være besværligt. Vi er stødt på endnu en formalia, der tager tid og energi, inden vi kan få nøglen. Men jeg satser på at det betyder en smoooooth renovering. Jo, det gør.
  • Drak jeg unaturligt mange Jägerbombs til en julefrokosti lørdags og fik en stor del af selskabet til det samme. Undskyld.
  • Ved jeg godt, at jeg glemte at udgive Søndagsanbefalinger i går. Men altså, jeg drak Jägerbombs i lørdags. Så Luk røven, Lasse.
  • Giver ovenstående ingen mening, hvis du ikke har læst indlægget inden dette.