Vi har ikke travlt med at eksekvere deleordninger og alt det, der desværre hører med i den situation vi står overfor lige nu.

Lige nu minder hverdagene om det vi plejer og som børnene kender. Vi er begge lige meget på børnene og aftaler fra uge til uge, hvordan vi gør, alt efter arbejdstider, planer m.v.

Det flasker sig lige nu sådan, at vi har to arbejdsdage hver uden bagkant, hvor den anden er 100% på børnene, og når det bliver torsdag tager den forælder, der skal have børnene den weekend helt over. Således drog Michael og børnene afsted torsdag eftermiddag i sidste uge, på weekendtur hos børnenes farmor, og så stod jeg der. Med tre aftener, nætter og dage alene. Helt. Alene.

Noget jeg har haft hede fantasier om i noget, der minder om flere år, men bare ikke under de omstændigheder.

Jeg havde mange planer den torsdag. Arbejde, podcastoptagelser, øl med skønne mennesker…

Men.

Da min arbejdsdag sluttede og jeg skulle til at pakke mig selv sammen og tage til København, kom jeg til at mærke, hvordan jeg havde det, og så ramlede hele lortet, og jeg så mig selv udefra, hulkende på mit stuegulv.

Med en veninde på sms, og den smule fornuft jeg kunne finde frem, besluttede jeg at aflyse alt den eftermiddag og aften (det er den sande forklaring på mit fravær i Fjernsyn for mig-podcasten, i øvrigt)

Efter hvad der føltes som timer, men nok kun var en enkelt, med rastløshed og tuderi, rejste jeg mig, klædte mig i noget blødt og gik ud i regnen. Først en lang tur med hunden, så på pizzeria og bestille lige det jeg havde lyst til (pitabrød med falafel og ekstra hvidløg, og pomfritter) og så i Brugsen også for at indkøbe, hvad jeg ville. Det er åbenbart musli, vindruer, avokado og knækbrød, der gør det for mig. Den del kan jeg nok godt lige øve mig lidt på at gøre mere rock n Roll.

Hjem på sofaen.

Og så gik aftenen med at græde snot på den helt grimme, men rensende måde, skrive følelser ned, og se mange mange afsnit Master Chef Australien (genialt fjernsyn, når hjernen skal koble af), og så tidligt i seng.

Dagen efter var jeg noget mere frisk og mit sind mere lyst. Dagen brugte jeg på at gå tur, vaske tøj, en lang snak med min stedfar, træning, støvsugning, arbejde, et langt bad og så gjorde jeg mig pæn, med både make up og en hæl. Jeg skruede op for musikken og fik selskab af en veninde. Vi delte tre flasker vin og hørte høj 90’er rnb (hej naboer!)  – og jeg spiste efterfølgende en kæmpe portion pasta i min seng, helt fuld, topløs og ret ensom, dog med nok selvironi til et solidt grineflip over mit lidt sølle, og på en måde totalt kliché, selv.

Lørdag gik med en smule ondt i håret, telefonsamtaler med veninder, endnu lang lang gåtur langs vandet, mere Masterchef AU, lidt flere tårer, alt for mange tanker, og ikke nok søvn.

Søndag fik jeg ryddet op, handlet ind og gjort klar til den store hjemkomst.

Gensynsglæden var stor, selvom mine børn ikke havde savnet mig – Sagde de. Og det gjorde mig faktisk glad. Mit eget savn kan jeg rumme, deres ville næsten være for svært at have inde i mit sprøde lille hjerte lige nu.

Første gang er den værste gang, har jeg hørt. Spørg mig igen om 14 dage om det er sandt.

Første weekend med børn:

Fast forward til nu.

I denne weekend var rollerne så vendt, og jeg var den heldige, der skulle være sammen med børnene.

Fredag var helligdag, så vi havde en rolig morgen og en dag med oprydning på værelserne, puslespil, stor frokost og danseshow – Og så blev det også dagen hvor jeg, noget tidligere end planlagt, delte nyheden om skilsmissen med alle jer og Instagram – Sjældent har jeg været så nervøs. Uden grund skulle det vise sig, for jeg fik igen igen igen bekræftet, at jeg har de mest empatiske, kærlige og ordentlige følgere. Næsten 4000 reaktioner/beskeder/kommentarer er strømmet i vores retning med alt fra hjerter til personlige beretninger (så rart ikke at føle sig alene i det her), tilbud om kaffeaftaler og gæsteværelser, og udelukkende gode tanker.

Det slog totalt bunden ud af mig (og af Michael) – og fredag aften kom han hjem  for at være i det hele med mig. Virkelig rart, og virkelig sigende for vores situation, der er alt andet end grim, omend svær.

Lørdag, i går, gik mest med leg i haven – Michael “fik lov” til at snuppe de to yngste med på en gåtur med noget familie, imens jeg preppede aftensmad, og da de kom tilbage, tog Michael igen afsted, og børnene og jeg spiste tidlig aftensmad, tømte slikskabet og så Cirkus Summarum under dynerne.

Da alle børn sov på deres værelser, satte jeg mig ud i haven, alene. Vi bor et sted i Hornbæk, hvor der sjældent er helt stille, og det elsker jeg, men i går føltes det som om at der var mere roligt end normalt. Hvilket udelukkende var en følelse, for naboen havde gæster i haven, sommerhusbeboere var I stimevis på vej ned til solnedgang på stranden, toget bimlede og kørte som altid et par gange i timen og der var ikke en skid stille, men i brudstykker var det bare mig og fuglene. Jeg havde en lang telefonsamtale med en jeg savner, inden jeg indtog sofaen og catchede op på min ultimative Guilty pleasure: The Real Housewives.

Nu er det søndag morgen, klokken nærmer sig 8, og vi har været oppe i et par timer allerede. Ramasjang kører i baggrunden, pigerne tegner, Otto og hunden øver tricks, og jeg er på min anden kop kaffe. Snart gør jeg klar til dagens anden omgang morgenmad, og så tror jeg vi skal et smut på stranden. Senere er Michael tilbage, og hverdagen banker endnu engang på. En hverdag, der er ny, men som vi alle nok skal lande fornuftigt i. Børnene trives, og så skal vi voksne nok også komme til det.

Tak for al jeres støtte, forståelse og den fine behandling fuld af respekt og omsorg for vores situation.

En ny uge er i gang, og mit mandagsindlæg mangler. Det er ellers et af mine yndlingsindlæg at skrive, men i går gik op i regnskab, børn og gæster, og nu er det tirsdag. Faktisk er tirsdag også snart gået. Eller arbejdstiden er, for om halvanden time skal jeg hente børn. Dem der er afsted altså. Otto har scoret sig en sej og rusten hoste, så han må selvfølgelig ikke komme i skole, men pigerne er friske, glade og afsted på nu anden uge. Det fungerer hamrende godt! Det har aldrig været nemmere at aflevere og hente, og de er glade og drøn trætte, når de kommer hjem. Fra næste uge starter også jeg op under lidt mere normale vilkår, da mit kontor så småt åbner op igen. Det bliver så godt. For mit sind, min arbejdsmoral, min kreativitet, det hele. Jeg glæder mig.

Jeg skrev et opslag på instagram for et par dage siden, hvor jeg endnu engang italesatte min noget manglende tilstedeværelse på diverse medier, heriblandt her på bloggen. Jeg blev bekræftet i, at langt langt de fleste forstår, at det er sådan engang imellem og det var virkelig rart – For selvom jeg godt forstår de små stikpiller der ind imellem lander hos mig, samt det dalende følgertal, gjorde det alligevel noget godt, at få sat ord på, og at læse de mange kloge og opbakkende kommentarer dertil. Tak.

I sidste uge skulle jeg have lavet en masse lyd, blandt andet Fjernsyn for mig – Det afsnit er ude nu, og nogle af jer har måske luret, at jeg ikke var med. Jeg måtte aflyse i næsten sidste øjeblik, da logistikken og humøret satte flere forhindringer op for at nå med. Pisse ærgerligt, men sådan må det være. Det er i det hele taget noget jeg er begyndt at gøre mig meget mere i, det der med at mærke efter og have fokus på det, der er vigtigst. Det er ikke nemt, for nogle gange kan jeg komme helt i tvivl om, hvad fanden det nu lige er der er vigtigt og vigtigst, men det er nok en del af den proces.

I denne uge arbejder jeg hjemme (stadigvæk), og jeg har indtil videre nul møder og håber at det kan forblive sådan, så jeg kan komme helt ned i gear, få malet vore trappeopgang, vores paneler og nyde den sidste uge i lockdown-land.

God tirsdag, god uge, tak fordi I læser med <3

Det er den første mandag i seks (syv?) uger, hvor alle børn er afsted på samme tid. Huset er stille, og jeg har fire timer alene. På de fire timer var planen, at jeg ville gøre hovedrent for at nulstille de seneste uger, og få fyldt køleskabet og alverdens andre praktiske ting. Men så brugte jeg først en halv time på at kigge ud i luften, et kvarter på kaffe og snak med Michael, der nu er kørt ud for at få sat sit ben på plads (don’t ask) og nu er jeg gået i gang med dagens arbejde, så jeg tvivler på, at der bliver meget tid tilovers til alt det praktiske, desværre. Men ærlig talt glæder jeg mig også ret meget til at få hentet børnene hjem igen. Sjovt, hvordan man kan hige efter noget SÅ meget som jeg har gjort det efter alenetid og ro i snart to måneder, og nu når jeg har det, slet ikke kan finde ud af at være i det.

Det kommer nok. I denne uge har jeg en hel del podcasting, hvilket jeg glæder mig til. Jeg skal i morgen være med i 99 problemer med Thomas Skov (jeg tror det udkommer senere på ugen) – på torsdag skal jeg langt om længe optage ‘Fjernsyn for mig’ om Love is blind og The Circle – Et afsnit vi skulle have lavet i marts – Og så tror jeg sidste afsnit af Voksen ABC bliver klar i denne uge også. Krøllet kærlighed kan jeg ikke give en status på lige nu, da der er nogle detaljer jeg skal have styr på, både selv og i forhold til Podimo, som udgiver det. Jeg lover at sige til lige så snart, der er noget nyt.

Jeg har desuden et efterspurgt shoppeindlæg klar til jer – som jeg udgiver lige så snart, jeg har fået lavet en kollage klar, og så er der altså fredagsfølger på instagram på fredag, efter en seks uger lang pause.
Resten af ugen tager jeg lidt som dagene går, og efter hvordan børnene klarer deres nye virkelighed – Jeg har en del onlinemøder, et enkelt fysisk (udendørs) møde, og nogle rare aftaler, så en god uge, omend lidt underlig, men det er vist bare sådan verden er for alles vedkommende for tiden. Underlig.

God dag!

Jeg befinder mig i et vakuum som er svært at sætte ord på. Men nu giver jeg det et forsøg alligevel. Jeg er både skide ked af det, og skide glad på samme tid, og det er en virkelig forvirrende sandwich at befinde sig i. Glæden skyldes en delvis lettelse over en masse ting der falder på plads, solen, mine børn, gode mennesker i mit liv og en nyfunden glæde for min skriveevne. Det modsatte er en reaktion på alt det vi allesammen står i, usikkerheden for fremtiden, knas på hjemmefronten og et kæmpe savn til det vi kendte som normalen.

Den gråd som har siddet i min hals i dagevis, har besluttet sig for at give slip her bag mine solbriller i et mennesketomt tog lige nu. Jeg har haft et lille døgn i København for mig selv i et tiltrængt break fra min base. Jeg har arbejdet, tænkt, skrevet, grint, snakket og mærket – og nu skal jeg hjem. Hjem og kramme mine børn, trække vejret på stranden og lægge an til en ny hverdag. Jeg er fortrøstningsfuld, men også forvirret og sætter alle sejl ind på at gøre gode, rare og grundige ting for mig selv den næste tid. Der skal ryddes op og muges ud  – i både allerbogstaveligste forstand og i den grad også metaforisk. Det bliver godt igen.

Jeg er begyndt at skrive dagbog igen. Det skyldes både al den tid jeg er hjemme, de lange dage, hele situationen, og at jeg finder det enormt svært at samle mig om noget. Dagbogen giver mig mulighed for at få afløb for nogle ting, og tvinger mig til at have et roligt øjeblik, hvor jeg får taget hånd om mine tanker, bekymringer og følelser – Store som små. Nogle dage har jeg kun et par minutter til det, og det er fint. Nogle dage skriver jeg en sætning eller tre, andre dage flere sider. For mig, der ellers er vant til at skrive, har det alligevel været en udfordring, da jeg normalt deler størstedelen af det jeg skriver, og derfor er vant til at skulle tænke over, at andre læser mine ord, og selvom det ikke er noget jeg aktivt tænker over, ligger det i min underbevidsthed tror jeg, og det har været virkelig sundt for mig, at “få lov” til at ventilere et sted, der kun er mit. Jeg tror det kommer til at gøre mig til en endnu bedre skribent på sigt, og jeg har da også fået en god håndfuld ideer til blogindlæg ud af det, fordi jeg har kunne slippe hæmningerne 100% og på den måde har genfundet både lysten til at skrive og troen på, at jeg er god til det. Og ligesom med så meget andet, sker der noget særligt, når alle forventninger er væk. Jeg forudser derfor også en hel del skuffeskriv over de næste år, for selvom der er meget vrøvl iblandt, gemmer der sig også nogle, hvis jeg selv skal sige det, virkelig gode tekster iblandt.

Som jeg ikke har lagt skjul på, har jeg over det seneste halve år været ramt af en masse svært, der har taget min energi, og det har af flere grunde ikke været muligt for mig at skrive om det herinde, fordi lysten ikke har været der og det med at skulle dele ud og lukke en masse ind i noget, der både er privat og skrøbeligt og mit, føltes så grænseoverskridende – På trods af, at lige præcis dét, er noget jeg holder af at gøre. Men ikke for enhver pris.

Jeg nærmer mig et sted, hvor jeg er klar til forsigtigt at løfte lidt på låget omkring noget af det jeg har stået overfor og stadigvæk står i, og jeg er helt overbevist om at dagbogsnoterne, har hjulpet på min proces, og jeg er ret ærgerlig over, at jeg ikke begyndte på det noget før, men at der skulle en pandemi til at få mig til kuglepennen, men nu tror jeg tilgengæld ikke, at jeg vender tilbage.

Jeg anbefaler alle, der måtte gå igennem noget, eller som lider af tankemylder, bekymringer eller andet, at gå i gang med at skrive. Ligemeget om man er god til det eller ej. Det er pis’ ligemeget. Bare det at få afløb, at skrive præcis, hvad man tænker, føler og mærker, gør seriøst noget godt.