Det sker cirka en gang om året her på adressen. Faktisk er det nu halvandet år siden sidst, men det plejer at passe med cirka et års mellemrum. Jeg taler om mit hår og mit årlige frisørbesøg.
Det var i dag. Jeg satte mig i stolen med et dybt suk og et dilemma – Som jeg altid har. Skal der ske noget ny, eller skal vi play it safe. Heldigvis har jeg den allerbedste frisør, som virkelig kender mig og ved lige præcis, hvad der klæder mig, hvad jeg bliver glad for og hvad der bare er en fiks idé. I dag var mit dilemma, at jeg længe har gået med overvejelser om at lade de lange lokker falde. Jeg har i en del år haft langt hår, ind imellem med lidt pandehår, men ellers har der ikke været den store længdeudskiftning. Og pludselig engang i efteråret begyndte jeg at synes, at det med en lang page (det man kalder en lob, jo jo den er god nok) var en alletiders idé … Efter lidt snak med min frisør, søde dygtige Mie hos Grau, blev vi enige om at finde en mellemvej, og resultatet er jeg simpelthen så glad for, omend jeg lige skal vænne mig til det. Jeg roder mig selv i håret hele tiden og glor i alle spejle og butiksruder, hvilket måske lyder super narcissistisk, men mere er fordi jeg simpelthen lige skal lære det at kende. Det føles og synes sundere, men meget meget kortere (det er stadigvæk langt, men altså, I ved sikkert hvad jeg mener).
Nå. Og så til det I muligvis har klikket jer herind for. Billeder. Ok. Værsågod.

Det er ikke hverken hemmeligt eller ny information, at jeg som meget ung blev udsat for nogle virkelig voldsomme ting i min folkeskoletid. Psykisk og til tider fysisk mobning. Jeg har åbnet sporadisk op omkring det igennem de seneste år, men på et forholdsvis småt og behersket niveau, da jeg ikke har haft lyst til eller behov for, at det skulle fylde. Det er en del af mig, og det har jeg accepteret, og samtidigt har jeg fortsat enormt svært ved at åbne helt op omkring det. Det har taget hele mit voksne liv, at bryde med de tankemønstre, den selvopfattelse og de men, det traume har sat i mig, og jeg kommer altid til at bære noget af det med mig videre – Den erkendelse har gjort mange ting meget lettere, og jeg kan med hånden på hjertet sige at jeg er et rigtig godt og sundt sted i dag, hvor jeg langt bedre kan tackle og deale med bagsiderne af mine oplevelser dengang. Men det er alligevel noget jeg træder varsomt med at åbne for meget op om, fordi det er så pokkers såbart.
For nogle måneder siden blev jeg kontaktet af Rikke Collin, som udover at være en vidunderlig podcastvært (På Tårekanalen, Klovn, Rigtige venner og Fredagsslik) og et trygt og efterhånden mere og mere nært bekendtskab i mit liv, arbejder hos Heartbeats, der producerer en række podcast, heriblandt “Hej Søster” som Rikke er producer på, og min veninde Maria er vært på – Rikke spurgte om jeg havde lyst til at deltage i et afsnit omkring mobning, sammen med Maria og pigerne fra Fries Before Guys. Jeg er et par gange blevet inviteret til at tale om mine oplevelser i både artikler, tv-programmer og faktisk også haft et tilbud om en bogkontrakt omkring emnet, men har afvist det af førnævnte grund og en mavefornemmelse. Men denne gang sagde jeg ja tak, da jeg ikke kunne forestille mig et mere trygt rum, at skulle dele det i. Så det gjorde jeg. Vi optog afsnittet i januar, og jeg har siden da haft et lille sug i maven, der er blevet større og større som vi nærmede os udgivelsen, der så var i forgårs. Jeg har ikke selv hørt det, men har fået så vanvittigt mange tilbagemeldinger, at jeg endnu ikke har været dem alle igennem – Primært fordi jeg bliver nødt til at tage dem lidt af gangen, både for at tage det ordentligt ind, og for ikke at implodere i følelser og overvældelse.
Jeg har fået bekræftet at det er vigtigt at tale højt om de her ting, og sætte fokus på hvad det gør ved os, og at man, pardon my french, fucking skal opføre sig ordentligt, og jeg håber at det her første dybe spadestik, kan give både mig selv og måske andre mod til at tale endnu mere om det.
Podcasten hedder Hej Søster og den, og selvfølgelig afsnittet med mig – kan høres lige der, hvor du lytter til dine podcasts.

Hvis I vil læse nogle af mine tidligere skriv om emnet, og der er virkelig ikke mange, taget i betragtning at jeg har huseret her på domænet i 10 1/2 år – SÅ kan I finde dem her:

Mailen
Årsager og de seje piger
At smitte med egen usikkerhed
Når fortiden banker på

 

God formiddag

Mindstebarnet er velafleveret i børnehave helt uden så meget som en rynket næseryg. Hun vinkede pænt farvel og vi har siden da modtaget sms og billeddokumentation for at alt går som smurt. Lille seje menneske.
Mandagen har bortset fra den succes ellers levet ret meget op til sit blakkede rygte. Vi kom for sent op, kunne ingenting finde og imens vi løb rundt og forsøgte at nå alt på den halve tid – Besluttede det nyslåede børnehavebarn at vores seng trængte til en makeover – En opgave hun tog på sine skuldre – og derfor gik i gang med at male vores sengestel med en solcreme og en elektrisk tandbørste … Så ja.
Vi nåede alligevel nogenlunde det hele, minus at få al solcremen af sengen, den hovedpine tager jeg senere – og jeg kunne møde ind på kontoret inden klokken havde slået 10, og starte min uge. Den startede jeg med at indberette og betale moms, hvilket altid er lidt af en stram oplevelse som selvstændig, særligt i starten af et nyt år. Men nu er der styr på det, kaffen er nogenlunde varm stadigvæk og jeg har intet mindre end fire dejlige damer omkring mit skrivebord i dag.

I dag har jeg en kort kontordag, da jeg skal nå hjem og gribe nogle børn, inden Otto skal til boksetræning med sin far. I morgen har jeg til gengæld en lang arbejdsdag med et par møder, en enkelt deadline (på noget jeg har udsat for længe) og skriveri. Onsdag ligner lidt tirsdag, bortet fra at jeg har fri klokken 15 og skal direkte videre og mødes med en veninde og derefter med Hornbækdamegruppen. Torsdag arbejder jeg hjemme, da jeg skal tage billeder til nogle kampagner, og fredag har jeg praktik kontordag med papirarbejde og regnskab.
Weekenden er dedikeret til at få tømt vores værktøjsrum (!) så det kan blive transformeret til en ny entré.

God mandag og uge til jer <3

 

For nogle (mange) år siden skrev jeg en klumme i en avis omkring præstationsangst – Eller det var min intention. Desværre lykkedes det mig ikke helt på de 300 ord jeg havde, at gøre godt med, og mit forsøg på at beskrive min sindstilstand i en, hvad jeg syntes var en humoristisk tone, blev ikke modtaget helt sådan. Mange gav udtryk for, at det var en dårlig klumme, at det var sjusket, uprofessionelt og helt ude i skoven, at min redaktør havde tilladt, at det blev trykt. Avs. Jeg var i slut 20erne, havde fået mit første rigtige skrivejob, og havde med få undtagelser i de måneder min klumme kørte, stort set kun modtaget ros, hvilket jeg ved nu, var noget af en bedrift. Men den sidste klumme, og den reaktion der fyldtes i min indbakke, i mit kommentarspor og på avisens facebook, var så grænseoverskridende, overvældende og altoverskyggende. Jeg var flov, frustreret, følte mig misforstået og sikker på, at jeg havde forspildt alle chancer for nogensinde at blive betalt for at skrive noget igen. Sådan forholdte det sig heldigvis ikke, og der landede heldigvis stadigvæk skrivejobs i indbakken, og jeg blev ret kort tid efter fastansat på Aller som webjournalist. Men følelsen, både af den præstationsangst jeg på klodset vis på det tidspunkt forsøgte at formidle, samt skuffelsen over ikke at præstere, når det virkelig gælder, dén kigger stadigvæk frem i ny og næ. Jeg er bedre end nogensinde til at tage imod kritik (altså ægte kritik, der ikke bare er en sviner pakket ind som konstruktiv kritik – Hvilket jeg på mit 11. år som internetperson ved mange har komplet forskellige opfattelser af) – Og jeg ville i dag nok have modtaget kritikken noget anderledes og ikke være blevet ligeså handlingslammet af det. Men præstationsangsten mine damer (og herrer?) den har jeg ved gud ikke lært at komme udenom på en særlig elegant måde. Og det føler jeg for fuld smadder for tiden. Den galoperer derudad sammen med den usunde sammenligning og de høje forventninger til mig selv. Og spænder ben. Jeg har pt 21 kladder med halvfærdige indlæg, og de er i virkeligheden sikkert skide gode – Ok, måske ikke allesammen.
Men jeg kan ikke skrive dem færdige – Ikke før jeg har skrevet det her indlæg i hvert fald. Tror jeg.
Det her er mit Dans, klovn, dans – indlæg anno 2020, der måske kan poppe den boble jeg har fået sat mig selv i, fyldt med tårnhøje forventninger og et gigantisk præstationspres, som ingen andre end mig selv har lagt på mine skuldre.

Nåhja, og også: Pikkelik.
(læs den omtalte klumme her, og bliv måske klogere på særligt afslutningen af dette indlæg.)

På søndag er det tre uger siden at vi kom hjem fra Thailand og det er endelig lykkedes mig, at få skrevet et indlæg om vores tur. Det er ikke en guide som sådan, da vi ærlig talt mest af alt bare slappede af, byggede sandslotte og drak vandmelon shakes, men lige præcis dét kan jeg i den grad anbefale!

Vi rejste en torsdag eftermiddag til Bangkok (små 11 timer) og videre med fly til Krabi (knap to timer). En anden gang vil jeg undersøge om det er muligt at flyve direkte, for det der pitstop i Bangkok lufthavn på et par timer for derefter at skulle med endnu et fly med fire trætte børn (som ikke sov på første fly), trak tænder ud.

Men det gik nu fint, og alle børnene var kæmpe seje fra start til slut. I Krabi blev vi hentet af en bil, og kørt (og sejlet med færge) til Koh Lanta, hvor vi blev indlogeret på Anda Lanta resort i syv dage. Det var vores længste ophold på turen, og det var en god beslutning at starte ud med en hel uge samme sted, så både store og små kunne omstille sig.

 

Anda Lanta:
Vi boede i en familie villa (Michael, jeg og alle fire børn) med to rum, to badeværelser, en terrassse, havkig, tre dobbeltsenge, en børneseng og en ekstra madras, og det fungerede så fint.
Anda Lanta resort har en virkelig fin pool, en helt fantastisk strand og en udmærket restaurant (det var her at jeg fik den bedste Massaman curry på hele turen) og som alle andre steder et ekstremt tålmodigt og børnevenligt personale. På Koh Lanta er der rigtig mange gode restauranter og jeg havde en lang liste af steder jeg gerne ville have besøgt*, men det blev kun til en enkelt udflugt til “Tuesday morning” som er en helt vildt fin café med et menukort, der minder lidt mere om det vi kender herhjemme med bowls, sandwich, smoothies og den slags. Og så har de et stort udvalg af veganske retter. Jeg fik en mexicansk pandekage med guacamole og søde kartoffelfritter.

Der er en hel del restauranter og resorts på samme strand på Anda Lanta og vi tilbragte sidste aften på en resturant lidt nede af stranden, der hedder Klong Jark, hvor man spiser direkte på stranden, hvilket er ret genialt når man har børn med, da de kan lege i sandet imens man spiser.
Her kan man i øvrigt møde køer på stranden ved solnedgang – Ja køer, som i dyrene.

 

Efter syv dage på Anda Lanta resort, hvor vi fik vendt døgnet og vænnet os til varmen, pakkede vi vores ting og sejlede til Koh Muuk.

*Andre spisesteder der var på vores Koh Lanta liste var:
Same same but different
Pad thai Rock N Roll
Fat Monkey
Chill Grill

Koh Muuk Sivali resort:
I tre dage boede vi i den fineste villa, som dog var en anelse mere primitiv end det første sted, særligt toilettet og badet var i en anden standard, men der var rent, og man vænner sig hurtigt til, at bade med gekkoer i loftet. Det var også her nødvendigt med myggenet om natten, fordi det i modsætning til på Anda Lanta var en bungalow og ikke et reelt hus, og der derfor nemmere kan slippe myg og fluer ind (og sikkert andre ting også, men vi så nu ikke noget).

Her er to pools, og den smukkeste sandstrand – Dog var sidstnævnte meget lavvandet, så man skulle være hurtig for at nå i inden vandet trak mange hundrede meter ud fra kysten – I øvrigt var der også en hel del brandmænd, så det var ikke meget vi var i havet i de dage vi var på Koh Muuk. Tilgengæld er stranden spækket med søstjerner og små krabber, når vandet trækker ud, hvilket børnene synes var mega fedt at opleve.

Restauranten på hotellet var rimelig, men ikke vanvittig god og hvis vi havde haft mere overskud, ville vi uden tvivl have spist aftensmad ude mere end den ene gang vi gjorde det. På dag to gik vi på stranden i jagten efter, hvad der skulle være Thailands bedste pizza (!). EN italiensk mand har åbnet et pizzeria i en lille bungalow på stranden, og selvom stedet ikke ser ud af meget, betjeningen haltede og priserne er mere danske end thailandske, levede maden op til sit ry. Stedet hedder Caipi og hvis man craver noget andet end Thaimad, kan man altså få en virkelig god stenovnsbagt pizza midt på stranden (husk lygte, til når man skal gå hjem om aftenen – Og pas på tæerne – Der er mange krabber i sandet).

På resortet kan man spille bordtennis, dyrke thaiboksning og sejle i kajak – Noget særligt vores store børn på 9 og 10 år havde glæde af, da de efter ni dage i en pool ret uventet var ved at køre død i at plaske, svømme og snorkle i klorvand.

Efter tre dage på Koh Muuk gik turen videre til Koh Ngai, som er et af de steder jeg havde glædet mig mest til at besøge. En forventning, der ikke skuffede. Jeg tror faktisk, at Koh Ngai var mit yndligssted af de i alt fem steder vi nåede at besøge.
Vi boede på Thanya resort i nogle små, men virkelig fine bungalows:

Poolen på Thanya resort er virkelig fed og selv jeg, der ikke er det store pool menneske, fik en hel del svømmeture ud af vores ophold, som desværre kun var tre dage. Både stemningen, stedet, personalet og maden på Thanya fortjener en kæmpe anbefaling. Særligt papayasalaten blev jeg glad for, og så var morgenmadsbuffeten virkelig god.
Der er en del hunde og katte på resortet, men de holder sig som udgangspunkt for sig selv, når de ikke hænger ud med personalet. Man møder også en del varaner og firben på Koh Ngai, men de holder sig i god afstand (lige med undtagelse af ham der hang ud i en parasol på stranden)

Længere nede af stranden, et par resorts fra Thanya, ligger der en legeplads, som i eftermiddagstimerne har skygge. Den tilbragte vi alle vores eftermiddage på, og børnene var mega glade for at lave noget andet end at være i pool og bygge sandslot, som utroligt nok godt kan blive lidt kedeligt i længden. Der er også gynger i de fleste træer på stranden, og så kunne man finde virkelig mange smukke smukke sten, muslingeskaller og bittesmå konkylier, hvilket vi også brugte en hel del timer på i løbet af de tre dage vi var der. Et par stykker af dem kom med hjem som minde, og pynter fint på vores kontor hjemme i Hornbæk.

For fanden altså. Lige præcis Koh Ngai kan jeg godt mærke det smerter mig lidt at skrive om, fordi jeg simpelthen ville ønske vi havde haft lidt mere tid der. Jeg forsøger ellers ikke at lade melankoli fylde i mit liv, da jeg har det med virkelig at ride med på den bølge, når den først får adgang, men det er svært at lade være lige præcis med det her sted. Kæmpe anbefaling til Thanya resort.

 

Herefter kom første bump på rejsevejen og det var lidt som om at turen fra Koh Ngai til Koh Jum lagde stilen for de næste par dage. Desværre. Vores båd var halvanden time forsinket, så det var nogle trætte og varme børn (og voksne) der blev stuvet ind i en proppet speedbåd, og da vi nåede frem, var vores lift der ikke, og vi skulle bruge endnu en time på en bådbro på at vente på en ny bil. Så hvad der skulle have været en halvandens time tur endte med at tage mere end tre. Men da vi nåede frem til Koh Jum resort lod det til at være det hele værd, for stedet og hytterne så SÅ mega lækre ud.

Desværre viste det sig ret hurtigt at det ikke helt var tilfældet. De næste to døgn blev overskygget af kryb, snavs, madforgiftning og et ubeboeligt hus, pladsmangel og den måske ulækreste buffet jeg i mit liv har set – og efter at have været i dialog med både resortets ledelse og med rejseselskabet, havde sidstnævnte overnight arrangeret en longtail væk fra Koh Jum og ind til Krabi, hvor vi tilbragte sidste nat. Simpelthen så ærgerligt, da lige præcis Koh Jum var et af de steder jeg havde fået flest anbefalinger til. Og der var virkelig også smukt, nærmest magisk! Men myrer i sengen, kakerlakker overalt og rottelort i badeværelset, tog lidt det smukke ved stedet. Så ingen anbefaling til Kohjum resort, desværre.
Til gengæld gigantisk anbefaling til Unique travel som var det selskab mine forældre havde booket alt igennem og som overnight arrangerede en løsning for os.

Om morgenen på vore næstsidste dag blev vi hentet i båd og sejlet til Krabi, hvor vi blev indlogeret på et hotel i AoNang, der som en gigantisk kontrast til de andre steder mindede en del mere om noget All Inclusive på Mallorca, men som efter halvandet døgn med kryb i dynerne var præcis hvad vi havde temperament til.
Efter 24 timer i AoNang kørte vi mod lufthavnen, fløj til Bangkok og derfra til København, Hornbæk, regnvejr, hverdag og kulde.

Alt i alt en fuldstændig fantastisk tur som vi sent kommer til at glemme. Eneste jeg ville have ønsket anderledes var at den havde været længere, for selvom 16 dage er længe, går det bare stærkt i Thailand.