I år bliver Sneglcille ti år, og i den anledning kommer der til at ske lidt ting og sager i mit univers . Blandt andet har jo i årevis lovet, at fejre mit ti års jubilæum med blandt andet en fest, og det løfte lover jeg at holde. Derudover vil jeg gøre lidt ligesom for et par år siden, hvor jeg hver måned fremhævede et indlæg fra den pågældende måned syv år tilbage i tiden (se et eksempel HER). Det fungerede ret godt, og var en succes både i jeres og min ende #sommansiger – Og jeg har længe tænkt over, om man kunne gøre noget lignende. Det kan man, og jeg havde egentlig oprindeligt tænkt det som et podcast koncept, og måske det bliver en realitet en dag (uh, eller måske en youtube serie!). Dét det går ud på er, at jeg fisker et gammel indlæg frem og laver en slags kommentarspor til det.

I dag, gælder det et indlæg fra 2011, hvor jeg delte en sms-udveksling og beskrev en situation (se det oprindelige indlæg og smsen HER), som der hørte en del mere til, end det jeg kunne tillade mig at dele ud af på en blog på daværende tidspunkt. I øvrigt var det en virkelig vild periode for mig, hvilket en del af mine blogindlæg fra dengang er gennemsyret af, i hvert fald når man ved det, og det gør jeg jo, sjovt nok.
Indlægget får I her. Alt skrevet i fed kursiv er mine kommentarer, otte år senere…

BREAK
I går “slog jeg op” med freelancer. Vi har længe set ret meget til hinanden (ikke på den måde – Jo, også lidt på den måde), og har hængt ud både med og uden Otto. Jeg har i noget tid kunne mærke på Otto, at det har forvirret ham og han har spurgt meget efter sin far, lidt for meget, hele tiden – Helt og aldeles sandt, men O var på ingen måde den mest forvirrede i det setup.
Ærlig talt blev jeg også selv lidt rundt på gulvet (Lidt?), for pludselig var der konstant en påmindelse om, hvordan det kunne have været, hvis omstændighederne var anderledes.
Ja. Virkelig, næsten for meget. Jeg var snotforvirret, og skiftevis drømte jeg om, at vi skulle finde sammen igen med alt hvad det indebar, og omvendt kunne jeg slet ikke finde hoved og hale i mine følelser, for jeg var stadigvæk såret og vred.

Og samtidig en reminder om hvordan det ikke er. Ikke sundt for mit i forvejen skrøbelige sind, skulle jeg lige hilse og sige
– På alle måder en erkendelse jeg er ret glad for, at jeg turde stå ved allerede den gang, selvom jeg hundrede procent ved, at jeg holdte tilbage og langt fra turde mærke ordentligt efter, og da slet ikke dele dem.

Så i går ringede jeg freelancer op og sagde at jeg syntes vi skal stoppe med at ses. Han tog det irriterende pænt og var faktisk helt enig.
Og mit hjerte gik i titusind stykker.

To minutter tog det. Nå.
Men jeg er lettet faktisk, for det bliver sgu for kompliceret, med et tæt venskab til en mand man har været så involveret med og som har revet ens hjerte itu, pisset på det og grinet højt imens – Ja, sådan føltes det altså. Jeg var ikke lettet.
Og så alligevel måske lidt. For nu havde jeg i det mindste noget at gå ud fra og forholde mig til, og kunne måske lægge det helt på hylden. Og det kunne jeg faktisk. Det blev nemmere, og jeg tror på en måde at det var et kæmpe vendepunkt for vores krøllede historie, og måske var det netop det “brud” der gjorde, at M (og jeg) fandt ud af, hvad vi ville … Det tog lige tre år mere. Men stadigvæk.
Og så er der jo også lige den lille detalje, at manden er far til et andet barn og har et skørt job med hele verden som arbejdsplads. Og hov, jeg er jo heller ikke forelsket i ham. Vel.
Jo. Jeg var.
Men for pokker, hvor ville det være praktisk, hvis man ser bort fra førnævnte, med barn 2 og det der. Undskyldninger var der mange af, og grundene til at det hele var en fed situation var svære at finde, men de skulle findes. 
Det er tilgengæld uden tvivl en af de bedste beslutninger, jeg har taget længe.
Ja. Det var det nok. På det tidspunkt, og jeg var ægte stolt af mig selv.
Og er det faktisk stadigvæk.

Det er lørdag.

Dagen startede klokken 5.38. Igen.

Klokken er nu 9, og jeg er på kaffe nummer fire.

Pigerne, som jeg er alene hjemme med i dag, ser Brandmand Sam og spiser kiks i sofaen. Jeg forsøger at lægge en slagplan for dagen, imens jeg snigspiser af gårsdagens slikskål og scroller igennem Instagram, hvor det lader til at alle har været fulde i går.

Formiddagen kommer snigende og om lidt lægger jeg telefon og slikrester væk og tager fat i dagen. To piger under fire, en hund og en voksen dame i søvnunderskud, skal være alene hjemme indtil i aften, og jeg kan allerede nu mærke, at jeg er mere træt end hvad godt er og at mit energiniveau på ingen måde matcher resten af flokken.

Heldigvis skinner solen, så en strandtur er helt sikkert med i den plan. Jeg har også hørt rygter om at isbutikken åbner i dag, hvilket også nemt kunne udgøre en lille times beskæftigelse. Men derudover er jeg lidt lost. Mit overskud er på sit allermindste, og jeg har efterhånden lært, 10 år inde i mit moderskab, at man aldrig skal sigte over evne. Så det vil jeg undgå, og i stedet stile efter en rolig og hyggelig dag, med lidt mere skærmtid end normalt og så vil jeg måske forsøge at gøre dagens uundgåelige oprydning- og rengøringstjans (seriøst, det er slemt) til en aktivitet. Det er lykkedes før, så måske det også er tilfældet i dag.

Jeg håber jeres lørdag er dejlig og fuld af solskin, vaffelis og stærk kaffe.

Der har den seneste tid været en hel del fokus på, hvordan man “taler” til og om hinanden på internettet. I særdeleshed i min branche – Noget vi bloggere imellem har talt en del om i årevis, fordi mange af os er udsat en hel del for de helt slemme af slagsen. Noget jeg blandt andet har skrevet om HER. Grunden til at der igen er fokus på det, skyldes at der i appen Jodel, særligt i de danske storbyer findes fora, der omhandler bloggere og hvis primære formål lader til at være et sted man anonymt kan ytre sin holdning om bloggere. Både vores udseende, børn, liv, forhold, hverdag, alt, ligger for skud – Som oftest med negativ og til tider direkte ondskabsfuld ordlyd. Efter hvad jeg kan forstå, har jeg været rimelig forskånet for de allerværste tilsvinere sammenlignet med hvad mange af mine kollegaer har fået skrevet om sig. Og jeg må indrømme, at de få screendumps jeg har modtaget derindefra med opslag omhandlende mig, har jeg skyndt mig at slette, ligesom at jeg har frabedt mig at få dem tilsendt. Jeg bliver simpelthen for ked af det. Det gør jeg i øvrigt uanset hvor den slags kommentarer lander. Og selvom jeg måske burde være mere hårdfør nu, da jeg laver det jeg gør, er det ikke helt tilfældet. Og så alligevel… De går ikke lige så langt ind som de har gjort, og jeg er blevet bedre til at slippe dem, men selvfølgelig bliver jeg påvirket af dem. Men sikkert i langt mindre grad end du måske ville gøre, fordi du (forhåbentlig) ikke er vant til det på samme måde. Jeg har vænnet mig til, at mange har en holdning om mig, en forventning til mig, og at det ikke altid er med positivt fortegn. Dermed ikke sagt, at jeg forventer ros i hoved og røv – For det kan jeg heller ikke altid finde ud af at kapere – Det er da dejligt at få bekræftelse – Selvfølgelig. Og jeg synes ikke helt det er fair at bruge argumenter som at man ikke kan klare det, og at man kun vil have anerkendelse og roser som offentlig person. Altså jeg foretrækker helt klart stilhed fremfor tilsvininger, det er rigtigt nok, og jeg vil heller ikke have ros du ikke mener. Men tilsvininger, nej tak – Både dem i mit eget kommentarfelt, i mine DMs, på jodel og alle andre steder i øvrigt.
At man som offentlig person og i særdeleshed blogger bør have tykkere hud, er jeg ikke enig i – Man får det måske, lige så langsomt, men det kan sgu da ikke være rigtigt at bare fordi, at man inviterer folk indenfor og frivilligt deler glimt af sit liv, samtidigt skal acceptere, at ens udseende, børn, ægteskab, hjem, liv og valg bliver tilsvinet i et forum.
Det er aldrig ok. Lad mig starte med at slå det fast.

Alt det har jeg tygget meget på den seneste tid, og var egentlig nået frem til, at jeg ikke ville adressere det. Don’t feed the trolls og alt det der. Og jeg vil egentlig heller ikke sige så meget mere om det, MEN jeg har bemærket noget andet i kølvandet på alt det her jodel, og snak om adfærd på de sociale medier – Og måske er det bare et tilfælde, måske er det i virkeligheden noget der har ændret sig inde i mig, eller også er der rent faktisk noget kontra i det – Fordi jeg har den seneste tid modtaget langt flere positive, rosende, opløftende kommentarer, beskeder og mails end jeg plejer. Det er noget jeg ind imellem får, og altid sætter kæmpe pris på, men de er eksploderet den seneste tid, og det er så dejligt og overvældende, og jeg har på fornemmelsen at det skyldes den lidt dårlige stemning, der har huseret diverse steder, samt de hug som mange influenter har modtaget over den seneste tid. I hvert fald gik jeg selvfølgelig straks i gang med at analysere grunden til al rosen. Lige indtil min mand rystede på hovedet og spurgte hvorfor der skulle være en grund og om det ikke kunne være ligemeget, og at det jo måske kunne være, at grunden bare var, at folk rent faktisk syntes de ting de skrev til mig. Og at i stedet for at bruge tid på at finde en forklaring, hellere skulle tage ordene ind. Sådan rigtigt ind.

… Bum.

Og så begyndte jeg at hyle, selvfølgelig. For pludselig gik det op for mig, at jeg har taget næsten alt det negative ind, helt ind. Mens det positive har sat gang i en lavine af skepsis om eventuelle bagtanker og konspirationer om alt muligt pis og lort. Det er fandme uhyggeligt. Det er jeg næsten stoppet med, og i sidste uge gik det op for mig sådan for alvor, at lige så forarget jeg kan blive over, at folk gider at bruge deres tid på at svine mig eller andre til, lige så overrasket, rørt og overvældet bliver jeg over, at der findes mennesker, der gider bruge tid på at sende mig søde beskeder. Tid er fucking noget af det dyrebareste vi har, og at give noget af den til et andet menneske, er fandme noget af en bekræftelse. Dét skal være mit fokus fremover. At tage det positive ind, og på en eller anden måde vende det negative til min fordel, eller i det mindste bare tænke kæmpe meget pyt. Bare pyt.

Med andre ord. Tak for jeres engagement og opbakning, særligt lige nu i en tid, hvor det næsten er for nemt at svine andre til helt uden at det har konsekvenser for andre end den der modtager de grimme ord.

God formiddag
Det regner og er noget gråt derude, men jeg arbejder heldigvis også hjemme i dag, hvilket er noget af det allerbedste jeg ved, og især er begyndt at sætte pris på efter vi er flyttet. Jeg elsker at arbejde hjemme. Særligt når jeg, som tilfældet er det i dag, virkelig får noget for hånden. Nogle gange betyder hjemmearbejdsdagene, at jeg ikke får lavet det jeg bør, men i stedet musser rundt og ordner ting herhjemme eller bare går rundt om mig selv, og de dage er også rare, men heldigvis få. Særligt efter jeg har fået kontorplads. Nu betyder hjemmedagene ofte, som i dag, at jeg allerede inden frokost får streget det meste af min liste. Klokken er knap 11, og jeg har siddet ved mit tastetur i små tre timer, og hamret afsted. Jeg har fået svaret på de mails jeg ikke nåede i sidste uge, skrevet og afleveret tekst og billeder til godkendelse hos en kunde, betalt regninger, sendt fakturarer, bogført en smule og skrevet to blogindlæg, der kommer ud i løbet af ugen og det føles virkelig rart.
I det hele taget er min intention for denne uge, at få styr på en masse løse ender, der har flagret omkring mig lidt for længe nu. Jeg har fået et par mavepustere den seneste tid, der har gjort at jeg er blevet lidt ekstra distræt og at mit fokus i det hele taget ikke har været som det plejer. Men det løser desværre ikke noget at stikke hovedet i sandet, har jeg erfaret, så nu må det være nok. Det betyder blandt andet at meget af min uge skal bruges på at samle de ender, og så skal de bruges i huset. Vi er jo nået virkelig langt i renoveringen, og har endda langt om længe fået et hegn op ud mod gaden, men der er bare lang vej igen alligevel. Michael har taget fri i dag for at pudse nogle vægge op i huset og annekset, og når jeg på et eller andet tidspunkt synes jeg kan holde fyraften, giver jeg en hånd med, så vi kan få sat nogle flere punktummer i huset og skabt det der hjem vi gerne vil have. Snart.

Resten af ugen skal jeg, udover alt det andet normale hverdagsrelaterede, drikke kaffe med en ny veninde, tage første spadestik til et loppemarked jeg gerne vil arrangere heroppe i det nordsjællandske, på kontoret til onsdagsmøde, holde afslutning for vores meget søde og meget gravide praktikant, til Youtube kursus (!), til pressedag, til træning (!) og muligvis drikke en lille bitte øl på fredag. Jeg tror det bliver en god uge. Jeg har i hvert fald en rar følelse, så det tegner godt!

Nu vil jeg tage fat i de mails ,der er tikket ind i løbet af morgenen, og så vil jeg lave lidt frokost til mig og til min byggemand.

God mandag