Nye weekender

Vi har ikke travlt med at eksekvere deleordninger og alt det, der desværre hører med i den situation vi står overfor lige nu.

Lige nu minder hverdagene om det vi plejer og som børnene kender. Vi er begge lige meget på børnene og aftaler fra uge til uge, hvordan vi gør, alt efter arbejdstider, planer m.v.

Det flasker sig lige nu sådan, at vi har to arbejdsdage hver uden bagkant, hvor den anden er 100% på børnene, og når det bliver torsdag tager den forælder, der skal have børnene den weekend helt over. Således drog Michael og børnene afsted torsdag eftermiddag i sidste uge, på weekendtur hos børnenes farmor, og så stod jeg der. Med tre aftener, nætter og dage alene. Helt. Alene.

Noget jeg har haft hede fantasier om i noget, der minder om flere år, men bare ikke under de omstændigheder.

Jeg havde mange planer den torsdag. Arbejde, podcastoptagelser, øl med skønne mennesker…

Men.

Da min arbejdsdag sluttede og jeg skulle til at pakke mig selv sammen og tage til København, kom jeg til at mærke, hvordan jeg havde det, og så ramlede hele lortet, og jeg så mig selv udefra, hulkende på mit stuegulv.

Med en veninde på sms, og den smule fornuft jeg kunne finde frem, besluttede jeg at aflyse alt den eftermiddag og aften (det er den sande forklaring på mit fravær i Fjernsyn for mig-podcasten, i øvrigt)

Efter hvad der føltes som timer, men nok kun var en enkelt, med rastløshed og tuderi, rejste jeg mig, klædte mig i noget blødt og gik ud i regnen. Først en lang tur med hunden, så på pizzeria og bestille lige det jeg havde lyst til (pitabrød med falafel og ekstra hvidløg, og pomfritter) og så i Brugsen også for at indkøbe, hvad jeg ville. Det er åbenbart musli, vindruer, avokado og knækbrød, der gør det for mig. Den del kan jeg nok godt lige øve mig lidt på at gøre mere rock n Roll.

Hjem på sofaen.

Og så gik aftenen med at græde snot på den helt grimme, men rensende måde, skrive følelser ned, og se mange mange afsnit Master Chef Australien (genialt fjernsyn, når hjernen skal koble af), og så tidligt i seng.

Dagen efter var jeg noget mere frisk og mit sind mere lyst. Dagen brugte jeg på at gå tur, vaske tøj, en lang snak med min stedfar, træning, støvsugning, arbejde, et langt bad og så gjorde jeg mig pæn, med både make up og en hæl. Jeg skruede op for musikken og fik selskab af en veninde. Vi delte tre flasker vin og hørte høj 90’er rnb (hej naboer!)  – og jeg spiste efterfølgende en kæmpe portion pasta i min seng, helt fuld, topløs og ret ensom, dog med nok selvironi til et solidt grineflip over mit lidt sølle, og på en måde totalt kliché, selv.

Lørdag gik med en smule ondt i håret, telefonsamtaler med veninder, endnu lang lang gåtur langs vandet, mere Masterchef AU, lidt flere tårer, alt for mange tanker, og ikke nok søvn.

Søndag fik jeg ryddet op, handlet ind og gjort klar til den store hjemkomst.

Gensynsglæden var stor, selvom mine børn ikke havde savnet mig – Sagde de. Og det gjorde mig faktisk glad. Mit eget savn kan jeg rumme, deres ville næsten være for svært at have inde i mit sprøde lille hjerte lige nu.

Første gang er den værste gang, har jeg hørt. Spørg mig igen om 14 dage om det er sandt.

Første weekend med børn:

Fast forward til nu.

I denne weekend var rollerne så vendt, og jeg var den heldige, der skulle være sammen med børnene.

Fredag var helligdag, så vi havde en rolig morgen og en dag med oprydning på værelserne, puslespil, stor frokost og danseshow – Og så blev det også dagen hvor jeg, noget tidligere end planlagt, delte nyheden om skilsmissen med alle jer og Instagram – Sjældent har jeg været så nervøs. Uden grund skulle det vise sig, for jeg fik igen igen igen bekræftet, at jeg har de mest empatiske, kærlige og ordentlige følgere. Næsten 4000 reaktioner/beskeder/kommentarer er strømmet i vores retning med alt fra hjerter til personlige beretninger (så rart ikke at føle sig alene i det her), tilbud om kaffeaftaler og gæsteværelser, og udelukkende gode tanker.

Det slog totalt bunden ud af mig (og af Michael) – og fredag aften kom han hjem  for at være i det hele med mig. Virkelig rart, og virkelig sigende for vores situation, der er alt andet end grim, omend svær.

Lørdag, i går, gik mest med leg i haven – Michael “fik lov” til at snuppe de to yngste med på en gåtur med noget familie, imens jeg preppede aftensmad, og da de kom tilbage, tog Michael igen afsted, og børnene og jeg spiste tidlig aftensmad, tømte slikskabet og så Cirkus Summarum under dynerne.

Da alle børn sov på deres værelser, satte jeg mig ud i haven, alene. Vi bor et sted i Hornbæk, hvor der sjældent er helt stille, og det elsker jeg, men i går føltes det som om at der var mere roligt end normalt. Hvilket udelukkende var en følelse, for naboen havde gæster i haven, sommerhusbeboere var I stimevis på vej ned til solnedgang på stranden, toget bimlede og kørte som altid et par gange i timen og der var ikke en skid stille, men i brudstykker var det bare mig og fuglene. Jeg havde en lang telefonsamtale med en jeg savner, inden jeg indtog sofaen og catchede op på min ultimative Guilty pleasure: The Real Housewives.

Nu er det søndag morgen, klokken nærmer sig 8, og vi har været oppe i et par timer allerede. Ramasjang kører i baggrunden, pigerne tegner, Otto og hunden øver tricks, og jeg er på min anden kop kaffe. Snart gør jeg klar til dagens anden omgang morgenmad, og så tror jeg vi skal et smut på stranden. Senere er Michael tilbage, og hverdagen banker endnu engang på. En hverdag, der er ny, men som vi alle nok skal lande fornuftigt i. Børnene trives, og så skal vi voksne nok også komme til det.

Tak for al jeres støtte, forståelse og den fine behandling fuld af respekt og omsorg for vores situation.

Jeg er ok, men …


Det her indlæg har nok været længe undervejs og det er uden sammenligning det sværeste jeg nogensinde har skulle skrive. Faktisk var jeg helst fri. Men på den anden side, kan jeg ikke komme videre hverken kreativt eller følelsesmæssigt, før jeg får det ud. Og så kan jeg forstå på det hele, at det allerede er sluppet så småt ud her og der, så nu forsøger jeg at tage styringen selv, inden en fjer bliver til en hønsegård og alt det der.

Der er vist ingen tvivl om, at vi allesammen har vores at deale med. Ikke kun lige nu midt i en pandemi og udsigten til en ny normalitet langt væk fra, hvad vi kendte, men generelt. På en eller anden måde har de sidste måneder dog betydet, at man har fået alting sat under et kæmpe forstørrelsesglas og derfor er blevet nødt til tage fat i noget af alt det, der trængte til at blive taget fat om, eller i det mindste se det direkte i øjnene. Sådan har det været for mig, og det har både været forfærdeligt og fantastisk på samme tid.

Der er blevet skrevet en hel del om Coronaskilsmisser rundt omkring, både for sjov og i alvor – Og jeg forstår virkelig godt, at det er et emne, og at det bliver en ting. Jeg forstår det faktisk bedre end godt, for sandheden er, at jeg selv står i en. Skilsmisse altså. Det har nu ikke noget at gøre med Corona, men der er ingen tvivl om at de sidste syv uger har været skelsættende i en i forvejen svær proces. Dog har vi på en eller anden måde formået at få noget godt ud af det. Vi har ikke haft mulighed for at løbe væk, som vi med stor sandsynlighed havde gjort under normale omstændigheder. Vi har været tvunget til at være i det hele. Følelserne, sorgen, det praktiske, realiteten, og har samtidigt været tvunget til at løse det bedst muligt. Der har været tårer og hævede stemmer, følelser galore og ubeskrivelige hårde dage, men de er blevet færre og færre, og vi har været i stand til at lægge en reel plan, at fortælle vores familier, venner og vigtigst af alt vores børn det på en ordentlig og rolig måde, og rent faktisk bevise over for dem og os selv, at vi er stand til at gøre det her sammen og på en ordentlig og respektfuld måde. For det er dét vi har lovet hinanden, og de ord og løfter står vi ved. For altid. Selvom vi har besluttet os for at sætte hinanden fri, efter at have arbejdet på nogle ting, jeg ikke ønsker at uddybe her, er vi stadigvæk i det sammen. Vi har børn sammen, og det betyder at vi er forbundet for altid, og heldigvis for det, for der er ikke andre, jeg kunne forestille mig at have det bånd til, og jeg ved at Michael har det på samme måde.

Jeg tror ligesom så mange andre, nok ikke på den lykkelige skilsmisse, men jeg tror på, at hvis den findes, så er vi dem, der kan få den.

Det gør ondt at nå til den erkendelse, at man er bedre hver for sig end sammen. Så ondt, og jeg har begrædt det indtil jeg fysisk ikke kunne græde længere, men lige så ondt det gør, lige så forløsende er det. Og nu må vi bare få det bedste ud af det. Sammen, hver for sig, ikke sandt?

Jeg ved godt, at du som læser det her, sikkert sidder med en masse spørgsmål, holdninger og måske råd, men jeg håber også, at du vil holde det inde, eller i hvert fald ikke sende det i min retning. Der er nuancer og detaljer, som jeg ikke ønsker at gå ind i, og jeg deler dét, jeg kan og vil, ikke mere. Så jeg kommer ikke til at svare på noget, tage imod råd eller lignende.

Selvom der ikke er dårlig stemning, eller noget som helst grimt, dramatisk eller et eneste svigt i vores situation, er det stadigvæk en sørgelig og ærgerlig tid – som jeg ville ønske, vi kunne holde for os selv. Men som på grund af min position som delvis (selvvalgt) offentlig person, ikke er muligt.

Over den næste periode kommer jeg til at dele lidt mere omkring mine følelser i alt det her, samt i selve processen. Men det bliver i mit eget tempo og med mine grænser som pejlemærke. Jeg er ved godt mod og ovenpå meget af tiden, men jeg er også knust og har en stor følelse af fiasko, der nager.

Tak for forståelsen.
Pas godt på jer selv, og på hinanden.

Ny uge, ny fokus

En ny uge er i gang, og mit mandagsindlæg mangler. Det er ellers et af mine yndlingsindlæg at skrive, men i går gik op i regnskab, børn og gæster, og nu er det tirsdag. Faktisk er tirsdag også snart gået. Eller arbejdstiden er, for om halvanden time skal jeg hente børn. Dem der er afsted altså. Otto har scoret sig en sej og rusten hoste, så han må selvfølgelig ikke komme i skole, men pigerne er friske, glade og afsted på nu anden uge. Det fungerer hamrende godt! Det har aldrig været nemmere at aflevere og hente, og de er glade og drøn trætte, når de kommer hjem. Fra næste uge starter også jeg op under lidt mere normale vilkår, da mit kontor så småt åbner op igen. Det bliver så godt. For mit sind, min arbejdsmoral, min kreativitet, det hele. Jeg glæder mig.

Jeg skrev et opslag på instagram for et par dage siden, hvor jeg endnu engang italesatte min noget manglende tilstedeværelse på diverse medier, heriblandt her på bloggen. Jeg blev bekræftet i, at langt langt de fleste forstår, at det er sådan engang imellem og det var virkelig rart – For selvom jeg godt forstår de små stikpiller der ind imellem lander hos mig, samt det dalende følgertal, gjorde det alligevel noget godt, at få sat ord på, og at læse de mange kloge og opbakkende kommentarer dertil. Tak.

I sidste uge skulle jeg have lavet en masse lyd, blandt andet Fjernsyn for mig – Det afsnit er ude nu, og nogle af jer har måske luret, at jeg ikke var med. Jeg måtte aflyse i næsten sidste øjeblik, da logistikken og humøret satte flere forhindringer op for at nå med. Pisse ærgerligt, men sådan må det være. Det er i det hele taget noget jeg er begyndt at gøre mig meget mere i, det der med at mærke efter og have fokus på det, der er vigtigst. Det er ikke nemt, for nogle gange kan jeg komme helt i tvivl om, hvad fanden det nu lige er der er vigtigt og vigtigst, men det er nok en del af den proces.

I denne uge arbejder jeg hjemme (stadigvæk), og jeg har indtil videre nul møder og håber at det kan forblive sådan, så jeg kan komme helt ned i gear, få malet vore trappeopgang, vores paneler og nyde den sidste uge i lockdown-land.

God tirsdag, god uge, tak fordi I læser med <3

Forårsønsker

Indlægget indeholder reklamelinks (markeret med * eller **)
* er affiliatelinks = Jeg tjener en procentdel på salg – ** er reklame/leadlink, hvor jeg får nogle ører pr klik.

Jeg synes, jeg går og småfryser hele tiden, og det hænger nok sammen med at jeg ikke helt kan finde ud af at klæde mig på – For når jeg ikke fryser, sveder jeg. Der er ligesom ikke nogen mellemvej for mig i de her overgangsårstider. Hvilket også er grunden til, at sommer er min yndlingsårstid. Når det så er sagt, elsker jeg forårets farver, lune solstråler, og at man kan kombinere strik med bare ben og sneaks, og kan køre lag på lag, hvilket altid er pænt. Nu skal det så bare lige blive en anelse varmere igen, tak. For jeg skriver dette under en dyne iført strik og sutsko.

Hvis jeg helt selv kunne vælge, og ikke havde erklæret midlertidigt shoppestop, da jeg ikke ved, hvornår jeg får løn igen, ville jeg klikke følgende hjem:

1/ De her sneaks er dødseje synes jeg. De koster 900,- hos & Other stories*

2/ Fleecejakke- Det er sådan lidt 90er normcore med de her jakker og veste i fleece, men jeg er ret meget til det, og ønsker mig en ala denne fra Weekday til 320,- HER*

3/ Trenchcoat. Jeg har i årevis trawlet samtlige genbrugsbutikker og loppemarkeder for at finde den perfekte oversized trenchcoat – Uden held. Men se nu her. Den er godt nok ikke vintage og den er lidt mere beige end det jeg drømmer om, men den er meget tæt på at være det jeg leder efter.  Frakke fra Weekday HER*

4/ Jeg har i et par sæsoner ledt efter nogle cateye briller på budget, som ikke bliver for plastikagtige, men først nu er det sket. De her er møgfede! Og de koster 195,- hos & Other stories HER*

5/ Jeg er vældig glad for lilla strik for tiden, og denne her gad jeg godt putte mig i på kølige forårsaftener. Jeg ville købe den et par størrelser for stor. Den er fra Monki og koster 200,- HER*

6/ Jeg er løbet tør for denne her geniale primer, som jeg anbefaler alle at prøve. Den er så hjernedød god! Jeg bruger den nogle dage alene, fordi den giver den fineste glød i sig selv. Øjencremen af samme navn er i øvrigt også uundværlig. Primeren koster 385,- hvilket jeg godt kan forstå lyder af meget, især hvis man ikke bruger primer (hvilket kort fortalt får makeuppen til at sidde pænere, og i det her tilfælde bare gør huden mere ensartet og røvpæn) men jeg synes bestemt den er det værd. Find den hos Sephora HER**

7/ Denne her quiltede vest er både sej som den er over en strik, eller bare en t-shirt, men kan også bruges under en lang frakke, for lidt ekstra varme. Jeg ved det er en af de ting, der deler vandene, men jeg elsker det. Den koster 790,- hos yndlings Arket HER*

8/ Blomstret off-shoulder kjole, som vil være så pæn både nu over jeans og sneaks, med bare ben og sandaler til sommer, og også til fest med høje sko og krudt i hovedet. 249,- hos H&M*

 

Mandag uge 18: Stilhed, arbejde og nulstilling

Det er den første mandag i seks (syv?) uger, hvor alle børn er afsted på samme tid. Huset er stille, og jeg har fire timer alene. På de fire timer var planen, at jeg ville gøre hovedrent for at nulstille de seneste uger, og få fyldt køleskabet og alverdens andre praktiske ting. Men så brugte jeg først en halv time på at kigge ud i luften, et kvarter på kaffe og snak med Michael, der nu er kørt ud for at få sat sit ben på plads (don’t ask) og nu er jeg gået i gang med dagens arbejde, så jeg tvivler på, at der bliver meget tid tilovers til alt det praktiske, desværre. Men ærlig talt glæder jeg mig også ret meget til at få hentet børnene hjem igen. Sjovt, hvordan man kan hige efter noget SÅ meget som jeg har gjort det efter alenetid og ro i snart to måneder, og nu når jeg har det, slet ikke kan finde ud af at være i det.

Det kommer nok. I denne uge har jeg en hel del podcasting, hvilket jeg glæder mig til. Jeg skal i morgen være med i 99 problemer med Thomas Skov (jeg tror det udkommer senere på ugen) – på torsdag skal jeg langt om længe optage ‘Fjernsyn for mig’ om Love is blind og The Circle – Et afsnit vi skulle have lavet i marts – Og så tror jeg sidste afsnit af Voksen ABC bliver klar i denne uge også. Krøllet kærlighed kan jeg ikke give en status på lige nu, da der er nogle detaljer jeg skal have styr på, både selv og i forhold til Podimo, som udgiver det. Jeg lover at sige til lige så snart, der er noget nyt.

Jeg har desuden et efterspurgt shoppeindlæg klar til jer – som jeg udgiver lige så snart, jeg har fået lavet en kollage klar, og så er der altså fredagsfølger på instagram på fredag, efter en seks uger lang pause.
Resten af ugen tager jeg lidt som dagene går, og efter hvordan børnene klarer deres nye virkelighed – Jeg har en del onlinemøder, et enkelt fysisk (udendørs) møde, og nogle rare aftaler, så en god uge, omend lidt underlig, men det er vist bare sådan verden er for alles vedkommende for tiden. Underlig.

God dag!

I øvrigt

  • Er mine yngste børns nye yndlingsleg at fylde dynebetræk med ting og sager, og jeg bruger derfor hver aften en hel del tid på at befri min dyne fra alt fra bamser til mandler. I går lå der også en ketcher, jeg ikke anede vi havde.
  • Stritter alt på mig, når jeg ser/hører udtrykket “Coronakilo”. Stop! Hyg jer, spis, drik, ha’ det dejligt!
  • Er førnævnte yngste børn begyndt at sove på deres eget værelse. Og selvom det er virkelig rart at få min søvn tilbage, savner jeg dem helt vildt.
  • Er det værste ved at være så meget hjemme, at her bliver SÅ beskidt. Burde seriøst støvsuge tre gange om dagen for at holde det nede. Det gør jeg ikke.
  • Har jeg lovet mit ældste barn, at vi skal lave hjemmerørt bearnaise i aften. Sidst jeg gjorde det, begyndte jeg at græde fordi det gik helt galt (fandt så ud af at jeg var gravid kort tid efter, så det kunne være forklaringen på gråden – Men ærlig talt er det ikke sikkert, for jeg bliver altid stiktosset, når mine køkken-skills fejler).
  • Skrev jeg ovenstående punkt i formiddags. Det er nu aften. Vi droppede den Bearnaise til fordel for Mayo. Ingen græd.
  • Er jeg begyndt at se Too hot to handle på Netflix…. Er du til reality, skal du simpelthen gøre det samme!
  • Synes jeg det gør ondt i fingrene at skrælle appelsiner. Desværre elsker mine børn de lortefrugter, og insisterer på, at de skal skrælles.
  • Vågner jeg hver eneste morgen med den samme MGP sang på hjernen. HVER MORGEN!
  • Glæder jeg mig helt tosset til at komme tilbage på kontoret. Til en hverdag. Til kollegaer. Til frokostpauser. Kaffemaskine. Arbejdsro. …Der går nok lidt tid dog.
  • Starter pigerne i børnehave på mandag, og jeg kommer især til at savne vores daglige cykeltur til Dronningmølle og tilbage igen.

Det bliver godt igen

Jeg befinder mig i et vakuum som er svært at sætte ord på. Men nu giver jeg det et forsøg alligevel. Jeg er både skide ked af det, og skide glad på samme tid, og det er en virkelig forvirrende sandwich at befinde sig i. Glæden skyldes en delvis lettelse over en masse ting der falder på plads, solen, mine børn, gode mennesker i mit liv og en nyfunden glæde for min skriveevne. Det modsatte er en reaktion på alt det vi allesammen står i, usikkerheden for fremtiden, knas på hjemmefronten og et kæmpe savn til det vi kendte som normalen.

Den gråd som har siddet i min hals i dagevis, har besluttet sig for at give slip her bag mine solbriller i et mennesketomt tog lige nu. Jeg har haft et lille døgn i København for mig selv i et tiltrængt break fra min base. Jeg har arbejdet, tænkt, skrevet, grint, snakket og mærket – og nu skal jeg hjem. Hjem og kramme mine børn, trække vejret på stranden og lægge an til en ny hverdag. Jeg er fortrøstningsfuld, men også forvirret og sætter alle sejl ind på at gøre gode, rare og grundige ting for mig selv den næste tid. Der skal ryddes op og muges ud  – i både allerbogstaveligste forstand og i den grad også metaforisk. Det bliver godt igen.

Mandag uge 17: Ny normal

I dag var første gang i over en måned, at jeg blev vækket af et vækkeur. Endnu en ny hverdag er nemlig gået i gang. Otto er i skole for første gang siden den onsdag i marts, hvor Mette lukkede ned. Han får undervisning i kantinen, og skal være en del udendørs, hvilket der heldigvis er rig mulighed for, eftersom at vi bor, hvor vi gør. Jeg har også en noget mere aktiv uge foran mig sammenlignet med de seneste fem-seks uger, og skal for første gang forlade Hornbæk, da jeg har aftaler og møder i København. Selvom facetime og zoom har fungeret ganske udmærket, ER det bare noget andet, så det bliver rart at se ægte mennesker i levende live – Dog er det jo stadigvæk noget helt andet end før, da alt foregår udendørs i form af walk and talks, og så har jeg en lydoptagelse i et studie, hvor der er udsendt en hel guide til, hvordan jeg skal agere, når jeg når frem. Det er en anelse skørt, men jeg er på den anden side virkelig glad for, at vi begynder at få gang i noget der minder om en hverdag igen, også selvom det er noget helt helt andet og nok vil være det længe endnu.

Børnehaven også er åbnet, men da vi var lidt for sløve til at få meldt ordentligt tilbage, starter pigerne først op på mandag. Det lader til, at der er blevet fundet en rigtig fin og holdbar løsning for dem derovre, så jeg er relativt rolig, selvom også det bliver noget andet.

Så en forhåbentlig god uge i nye rammer, og jeg kan mærke, at jeg i dag er både spændt og glad, da jeg virkelig ser frem til en eller anden form for ny normal hverdag.

God dag <3

Dagbog

Jeg er begyndt at skrive dagbog igen. Det skyldes både al den tid jeg er hjemme, de lange dage, hele situationen, og at jeg finder det enormt svært at samle mig om noget. Dagbogen giver mig mulighed for at få afløb for nogle ting, og tvinger mig til at have et roligt øjeblik, hvor jeg får taget hånd om mine tanker, bekymringer og følelser – Store som små. Nogle dage har jeg kun et par minutter til det, og det er fint. Nogle dage skriver jeg en sætning eller tre, andre dage flere sider. For mig, der ellers er vant til at skrive, har det alligevel været en udfordring, da jeg normalt deler størstedelen af det jeg skriver, og derfor er vant til at skulle tænke over, at andre læser mine ord, og selvom det ikke er noget jeg aktivt tænker over, ligger det i min underbevidsthed tror jeg, og det har været virkelig sundt for mig, at “få lov” til at ventilere et sted, der kun er mit. Jeg tror det kommer til at gøre mig til en endnu bedre skribent på sigt, og jeg har da også fået en god håndfuld ideer til blogindlæg ud af det, fordi jeg har kunne slippe hæmningerne 100% og på den måde har genfundet både lysten til at skrive og troen på, at jeg er god til det. Og ligesom med så meget andet, sker der noget særligt, når alle forventninger er væk. Jeg forudser derfor også en hel del skuffeskriv over de næste år, for selvom der er meget vrøvl iblandt, gemmer der sig også nogle, hvis jeg selv skal sige det, virkelig gode tekster iblandt.

Som jeg ikke har lagt skjul på, har jeg over det seneste halve år været ramt af en masse svært, der har taget min energi, og det har af flere grunde ikke været muligt for mig at skrive om det herinde, fordi lysten ikke har været der og det med at skulle dele ud og lukke en masse ind i noget, der både er privat og skrøbeligt og mit, føltes så grænseoverskridende – På trods af, at lige præcis dét, er noget jeg holder af at gøre. Men ikke for enhver pris.

Jeg nærmer mig et sted, hvor jeg er klar til forsigtigt at løfte lidt på låget omkring noget af det jeg har stået overfor og stadigvæk står i, og jeg er helt overbevist om at dagbogsnoterne, har hjulpet på min proces, og jeg er ret ærgerlig over, at jeg ikke begyndte på det noget før, men at der skulle en pandemi til at få mig til kuglepennen, men nu tror jeg tilgengæld ikke, at jeg vender tilbage.

Jeg anbefaler alle, der måtte gå igennem noget, eller som lider af tankemylder, bekymringer eller andet, at gå i gang med at skrive. Ligemeget om man er god til det eller ej. Det er pis’ ligemeget. Bare det at få afløb, at skrive præcis, hvad man tænker, føler og mærker, gør seriøst noget godt.

(Så sagde vi at det var) mandag uge 15: Påske, ensomhed og ny struktur

Det er jo tirsdag, men jeg kom aldrig i gang med mit mandagsindlæg i går, da jeg havde nogle andre prioriteter, og så blev jeg enig med min chef om, at det i denne særlige tid nok alligevel ikke betød det store om det udkom i dag eller i går. Men altså, så er ugen sguda i gang, hva’? Mette F siger at vi så småt begynder at finde tilbage til noget vi kender om otte dages tid, og på den ene side glæder det mig, og på den anden side, har jeg lyst til at bure os inde indtil langt efter sommerferien. Sådan har vi det nok allesammen, og jeg har læst såååå mange gode refleksioner og tanker rundt omkring –  For eksempel dette indlæg hos den dejlige Fru Lange, både indlægget og kommentarerne har sat gang i nogle gode overvejelser i mig.

Nå, men det var uge 15 det skulle handle om her. Lige nu, tirsdag formiddag, sidder jeg i vores sofa med computer og varm kaffe (eller lunken, men det er også helt ok) og taster derudaf. Michael har taget børn og hund ud af huset i de næste timer, for at give mig arbejdsro. Jeg har en del hængepartier og endnu flere ideer, som jeg har efterlyst ro til at udføre. Det får jeg nu, og det er tiltrængt. Roen altså. Selvom jeg virkelig nyder den ekstra tid med mine børn, og det gør jeg! Kan jeg også godt mærke, at jeg trænger til den der koncentrerede tid, hvor jeg kan være noget andet end mor (/serviceorgan/krisepsykolog/mægler/klatrestativ/kok/pauseklovn).
Når de kommer tilbage, har jeg lovet, at vi skal bage (igen) og male på sten – Ja, også igen – Hvis man har fulgt med her de seneste uge, fornemmer man måske et sten-tema – Nature, I ved! – I morgen tror jeg endnu engang vi deler os lidt op, og kører samme stil som i dag, og så skal jeg lige hanke op i mig selv i forhold til den vasketøjskurv, der pludselig er fyldt igen. Seriøst, i den første uges tid, var jeg SÅ effektiv i forhold til vasketøj, oprydning, sortering og what not. Og så gav jeg slip. Hvilket også kunne noget. Jeg glemte bare at finde tilbage igen. Det bliver nu. I morgen.

Jeg skal have bestilt en fødselsdagsgave til Uma, for hun bliver altså fem i næste uge. D. 16. april. Vi skal have ryddet op i vores have, da den stadigvæk på nu tredje år virkelig bærer præg af at vi har renoveret i ja, to et halvt år og derfor har lidt cirkuslejr- vibes. Det er jeg træt af. Og ellers er det vel bare noget med at holde noget påskefrokost, gemme nogle chokoladeæg i haven, holde fri, og virkelig forsøge at nyde den måske sidste lock down tid, og forberede sig på en ny hverdag, snart.

Jeg kan godt mærke, at det ikke længere føles ligeså underligt som det gjorde i starten, men at jeg omvendt slet ikke er tilpas i alt det uvisse. Jeg oplever desuden en helt ny form for ensomhed, som jeg tror jeg vil forsøge at knytte nogle flere ord til i et indlæg senere på ugen, hvis jeg kan få det formuleret ordentligt.

Jeg håber I hænger i derude. God man-tirsdag <3