Otto bliver fem år til sommer og det i sig selv virker fuldstændig vanvittigt. Han er jo lige kommet, men har altid været her! Eller hvordan det nu er.
Da jeg fik ham var det hårdt, ååårh manner! Jeg står stadigvæk med åben mund og polypper når folk føder børn og nærmest bare rejser sig fra fødselssengen med nyvasket hår, overskud til aftaler og andre mennesker og ‘var det virkelig bare det’-ansigt. Er jeg mon en svækling? Eller var Otto virkelig bare et røvhul? Spørgsmål jeg længe har gået med og konstant bliver mindet om ,når folk omkring mig spytter babyer ud.
Der er ingen tvivl om at det hårde var virkeligt. Og jeg er sgu ikke svag, eller pjevset og selvfølgelig var O ikke en anti-søvn / pro-skrig hystade med vilje.
Men svaret er nok bare, at babyer er forskellige, mennesker er forskellige og det at blive forældre bare på ingen måde er ens fra person til person. Jojo, man møder da indimellem en, måske to, der har haft samme oplevelse, men der er ofte langt imellem (og på en eller anden måde heldigvis for det, ellers ville ingen jo få børn).
Selvom det var det absolut hårdeste jeg har prøvet. Både fødslen (av og fuck), amningen (aaav og fuck), den afbrudte søvn (ja fuck igen), usikkerheden og alt det andet, er det bare (måske) en helt anden virkelighed for andre. Jeg har både veninder, der som jeg var HELT færdige i tiden efter, og jeg har veninder, der synes det hele var nemmere end nemt og at vi andre simpelthen må være nogle tøsedrenge.
Men, og her kommer min pointe, skal vi ikke lige aftale, at vi kvinder stopper med at pege fingre af hinanden, stopper med at hvisketiske om, at den ene da simpelthen har falsk overskud, at den anden simpelthen gør det hele såååå meget værre end det er, for helt øøørlig’ SÅ hårdt er det jo slet ikke! Og så videre… Bare stop ok?! It’s not a competition!
Vi skal opføre os ordentligt damer! Hjælpe dem, der har brug for hjælp, glæde os over dem, for hvem det er nemt og dejligt – og minde os selv og hinanden om, at der er gode og dårlige perioder og at bare fordi naboen har nået at få rene bukser på og gud forbyde det har bagt et eller andet helt selv, ikke er ens betydning med, at det er falskt eller overfladisk, og at bare fordi veninden hvæser og græder over ikke at have sovet på sjette døgn eller fortæller gyserhistorier om vestorm og flækket skræv, ikke nødvendigvis overdriver og hvis hun gør, er det sgu nok fordi at hun har brug for en krammer (eller et shot og en highfive) ? OG her taler jeg altså ikke kun om mødre, men om kvinder generelt. Skulle vi ikke lige være ordentlige overfor hinanden og holde sammen i stedet for at kaste hinanden ind under busser igen og igen.
