Krop, fotos og remonce

Jeg har i hele min spæde ungdom været slank, faktisk slankere end slank, det mange (og en BMI-skala) nok vil definere som undervægtig. Jeg vejede lige omkring 52 kilo i mange år, hvilket fordelt på mine knap 180 centimeter ikke gav meget sul. En vægt jeg ikke gjorde noget for at holde, for den rykkede sig ikke ud af stedet ligemeget hvor meget hvidt brød, hvor mange plader Marabou og fadøl jeg kørte indenbords. En skikkelse, der kombineret med min højde og mine kindben gjorde, at jeg kunne tjene en skilling på mit udseende i en længere periode, fra jeg var 16 år og indtil starten af 20’erne, hvorefter jeg fandt ud af at det nok ikke lige var noget for mig alligevel.

Det var først da jeg blev gravid som 23 årig, at min krop og mit stofskifte ændrede sig og gjorde at jeg rent faktisk kunne tage på, og selvom jeg stadigvæk vil kategorisere mig selv som slank (ikke lige for tiden, men det er der en ret god grund til), vejer jeg, når jeg ikke er gravid, cirka 10 kilo mere end jeg gjorde dengang. Dog gør jeg mig ikke rigtig i det med at veje mig, så jeg ved det ikke med garanti, men det er min fornemmelse at det er deromkring, altså et lavt, men dog normalt BMI.

Jeg har nok aldrig følt mig rigtig tilpas i min ‘modelkrop’, og kæmpede faktisk i en del år for at tage på, da jeg var så ked af andres, fremmedes, opfattelse af mig. Jeg har oplevet at blive råbt af på gaden, fået spydige kommentarer på dametoilettet, og det skete mere end én gang at der var  nogen, der lavede opkast-lyde af mig når jeg gik forbi. Når man er en ranglet usikker teenager er sådanne oplevelser virkelig noget, der går ind og rammer et ubehageligt sted, lige meget hvor mange forsider og modeshows du har lavet.

Skulle noget lignende ske i dag, ville jeg nok bare ryste det af mig, give dem et gok i nødden, eller i det mindste en kommentar med på vejen (nok ikke en særligt sej eller klog en, da det med comebacks ikke er min stærke side), men dengang kravlede det ind under huden på mig og satte sig som en klæbrig og mørk skygge på mit i forvejen ikke særlig store selvværd.

Det var dengang. I dag er jeg ret glad for min krop og mit udseende, jojo herregud, ville da gerne have mindre lægge, strammere hud og lidt mere bryst, men altså, det er ikke noget jeg ligger søvnløs over, tværtimod. Lige for tiden vejer jeg nok nærmere 20 eller 25 kilo mere end jeg gjorde for 10 år siden, hvor jeg stavrede rundt på diverse catwalks, og det er fint, virkelig, er jo gravid for pokker, og ualmindeligt glad for remonce pt, så det er ret naturligt at mine lår følger med.

Alligevel slog det mig for et par dage siden, lidt overraskende, at jeg er en anelse betænkelig ved, at jeg i morgen skal stå foran et kamera igen, og bagved det kamera skal der stå en fotograf, der er vant til at tage billeder af de piger jeg engang selv var i kategori med.

Mig, +25 kilo siden dengang, er faktisk en lille smule nervøs. Hvorfor ved jeg egentlig ikke. For jeg ved jo godt, at jeg ikke ser ud som dengang, og det handler heller ikke om hvad hun, fotografen, skal tænke, eller hvad alle andre kommer til at tænke, men måske over hvad jeg, +10 år +25 kilo kommer til at tænke når jeg står der igen, og ikke mindst når jeg ser billederne (der altså bare er en privat session og ikke et modeljob, eller noget i den dur).

 photo cecilie_zpsf678ff1d.jpg

Jeg kommer aldrig til at se ud som jeg gjorde, og det er heller ikke et mål jeg har. Har jo snart født to børn for pokker, men jeg synes faktisk, når jeg ser tilbage og ser billederne herover (der vist er fra 2005), at jeg var smuk, på en anden måde end nu, og hvor ville jeg ønske at jeg havde sat pris på det, i stedet for at lytte til andres fordomme og stræbe efter at være en anden.

Sådan vil jeg ikke have det igen. Så jeg har besluttet mig for, at jeg stiller mig stolt op i fotostudiet i morgen med mine remoncelår, store babymave og dobbelthage (og krydser fingre for et godt lys) og lover mig selv ikke at udskælde, hvordan jeg ser ud på det færdige resultat.

Og hvad er  min pointe så egentlig? Primært en løftet pegefinger og en reminder til mig selv om, at jeg er smuk, ligegyldigt om jeg vejer 50 eller 80 kilo, ja, her skider jeg altså lige lidt på janteloven. Jeg var en steg som 19 årig, det er jeg stadigvæk, bare på en mere fyldig og stakåndet måde…

Ude godt, hjemme helt klart bedst

I går vendte vi hjem fra Berlin, mætte, trætte og glade. På under to døgn har vi vandret Berlin rundt, spist dejlig mad, fået den bedste kaffe (! Stedet hedder Gipfeltreffen, og du skal bestille kaffe (vi prøvede både en latte, en capuccino og en macchiato, alt var perfekt!) og deres pandekager), haft lange samtaler om alt og intet, grinet, shoppet, været på museum, sovet i ske, flettet fingre og været kærester.

 photo foto5_zps8d4357c0.jpg

 photo Skaeligrmbillede2015-02-01kl095543_zps342c0d57.png

Det kan virkelig anbefales med sådan en tur! At ryste posen og tvinge sig ud af sin dagligdag kan gøre underværker, åbenbart.

Om 10 ugers tid kommer der et lille menneske, der vil vende alting på hovedet, og jeg er SÅ glad for at vi kom afsted inden. Vi havde egentlig hverken tid, råd eller overskud til at gøre det nu, men vi prioriterede det alligevel, og gæt hvad? Vasketøjsbunkerne er lige så store som før vi tog afsted, ruderne fedtede, der er støv i hjørnerne, tallet på kontoen er deprimerende lavt og inboxen er fyldt med arbejde, men verden står endnu, og det var det hele værd. Og at det er vores bunker, vores støv og vores bekymringer, sammen, gør det lidt mere udholdeligt, særligt efter to dage på den lyserøde måde.

Hverdag, liv, baby – Kom an.

 photo foto1_zpsa8dc6d4e.jpg

Følg bloggen og mig på Instagram @sneglcille og på Facebook

I øvrigt #13

  • Savner jeg at kunne trække vejret i bund. Hvilket nok først kommer til at ske engang i april, da mine lunger er mast sammen med mine andre organer ovenpå en baby og hendes expandable et-værelses.
  • Elsker jeg at Superheltemor er begyndt at blogge igen.
  • Kalder Otto mig ‘Hr Tyk’sen’. Det er ret bedårende egentlig. Men jeg så den anden dag et billede af mig selv taget nedefra, hvilket var knap så bedårende, og jeg forstår nu  fuldt ud, hvordan kælenavnet opstod.
  • Kan jeg ikke engang købe agurker uden at fnise, så at flere af jer så en pik på dette billede, uden at jeg gjorde (og stadigvæk ikke riiigtigt gør) vidner om at I er mere beskidte end jeg giver jer credit for. Jeg kan godt lide jer!
  • Har jeg spist så mange æbler de sidste par dage at mine tænder gør ondt. Mine cravings er ellers overraskende få. Lidt kedeligt.
  • Gad jeg godt at have nået at være med på Tinder-bølgen i mine single dage.
  • Læser jeg nok lige rigeligt mange fødselsberetninger for tiden.
  • Går jeg på barsel om 6 uger. SEKS! Det er snart. Jeg glæder mig, og frygter det på samme tid.
  • Skal Aarstiderne lige slappe lidt af med al den blegselleri (bladselleri?) de bringer hjem til mig for tiden. HVEM kan lide de bitre stængler, sådan rigtigt?! Uden tomatjuice og vodka that is.
  • Er jeg igen begyndt at flirte med tanken om at få pandehår. Det skal jeg holde op med.
  • Forstår jeg ikke at hud kan strække sig så meget som den KAN uden at gå mere i stykker. Og jeg har jo prøvet det før, så jeg ved godt at det bliver meget vildere (og at jeg i tiden efter kommer til at have et gardin af huddej som mave) .. Og at det nok skal blive pænt igen. Jo det skal.
  • Ditcher jeg modeugen og rejser i stedet til Berlin – om et øjeblik!

 photo Skaeligrmbillede2015-01-29kl095247_zpscef12faa.png

Urimelig type på hormoner

Min lørdag brugte jeg på at være sur, irritabel og ked af alting. Alt føltes besværligt og intet godt nok. Jeg snerrede af både barn og mand, og var konstant på tværs. ‘Det er eddermame svært at være sammen med dig, når du er i så dårligt humør’ kom det forsigtigt men bestemt fra min kæreste. Herefter spurgte han om jeg ikke nok ville lave et eller andet, der kunne få mig i bedre humør, så ville de gå på legeplads imens. Det fik mig til at græde og hvæse noget med at, hvis min egen familie ikke kunne holde mig ud hvem fandenihelvede kan så, og det eneste jeg ville var at være sammen med dem jo, men iiih nej de skulle da nok slippe, SÅ!. Midt i mit udbrud kom Otto ind i rummet, kiggede opgivende på mig, så på sin far, og konstaterede så ‘Hormonerne styrer min mor…’
Og så gik de to og efterlod den sure tykke type i lejligheden.

Helt flov over egen opførsel fandt jeg et øjeblik efter mig selv krøllet sammen på sofaen, alene hjemme, med et helt kanelbrød foran mig. Meget kliche, meget tiltrængt.

 photo instahormon_zps7f602a21.jpg

Jeg var stadigvæk sur i betrækket da de kom hjem et par timer senere, dog på en mere trække-på-skuldrene-og-grine-af-den-sure-dame agtig måde, og i dag er jeg gudskelov lidt mere mild i det, og mest bare virkelig sulten.

Der er mange dejlige ting ved at være gravid, som jeg prøver at minde mig selv om. Men også ret mange knap så dejlige ting, som jeg er endnu bedre til at minde mig selv om. Det mindst fede ved det er i mit tilfælde altså personlighedsspaltningen, der indimellem gør mig til en pivet, hysterisk, bekræftelsesjagende type. Jeg håber virkelig at hun flytter ud samtidigt med SneglLille. Gerne før.

Må i øvrigt lige tilføje at grunden til Otto ved, hvad hormoner er, skyldes bogen ‘Mor har en baby inde i maven’ af Lars Daneskov, som min mor har købt til os. Otto har efterhånden mere styr på graviditet end mig. Hvis I har, eller kender børn, der skal have små søskende, kan jeg varmt anbefale jer bogen.

2015 – Nedtælling til alt det nye.

Det er d. 2. januar 2015, og dermed årets første rigtige dag (1. januar gælder som bekendt ikke). Jeg ligger i min seng, og selvom mit vækkeur har ringet, og påstår, at en ny dag er startet, er det stadigvæk mørkt udenfor. Det er svært for mig at stå op, da der ved siden af mig ligger en lille forkølet dreng, som har været vågen et hav af gange i nat og desperat forsøgt at pudse sin stoppede næse, uden held. Han er varm og han lugter sødt af sygdom og snot. Han har heldigvis lidt mere ferie at se til, så jeg lader ham sove snotrusen ud. Men jeg skal på arbejde, nu, hvilket er virkelig mærkeligt. Ikke bare fordi det er første arbejdsdag i det nye år, efter knap 2 ugers ferie, som har været fuldstændig fantastisk og proppet med gode dage, men særligt fordi at det markerer en nedtælling, en ambivalent en af slagsen, til min sidste arbejdsdag på 6. sal i drivhuset på Havneholmen. Om lige præcis 10 uger siger jeg farvel, til nogle af de bedste og dygtigste mennesker jeg kender, og vender ryggen til et job jeg virkelig elsker, helt uden at vide om jeg nogensinde kommer igen. Kvælende, spændende og skræmmende på samme tid. Dagen om 10 uger markerer både slutningen på en fantastisk rejse og begyndelsen på et nyt kapitel, som jeg i den grad også ser frem til at skrive og læse.

10 uger, fra nu. … Men først kaffe.

I øvrigt #10

  • Brugte jeg tidligere på ugen en hel frokostpause på, sammen med tre kollegaer, at google nøgenbilleder af Jim Lyngvild
  • Er pebermyntechokolade det vildeste du kan give mig for tiden
  • Er det tæt på umuligt at opdrive Fazermint på Vesterbro
  • Har jeg intet imod når folk rører ved min mave. Ved at det for mange gravide er det absolut mest grænseoverskridende. Jeg har intet problem med det. Rør ved mig!
  • Har Otto langt om længe opgivet sit krav om at lillesøsters fornavn skal være Kastanje, men er dog ikke meget for at droppe mellemnavnet Monsterblod
  • Snavede jeg nær en sygeplejerske i gulvet i går, da hun fortalte mig at mit blodtryk er normalt for første gang i 7 uger og at hun synes jeg så smuk ud
  • Har Otto og jeg stadigvæk otte dage for os selv inden freelanceren kommer hjem
  • Skammer jeg mig en lille smule over, hvor skide misundelig jeg er på førnævnte freelancer, når jeg modtager smser og ser Instagrambilleder, der oser af fede fede oplevelser, når det vildeste jeg selv har oplevet denne uge er, at jeg har set Jim Lyngvilds tissemand
  • Håber jeg at det tøj, der har hængt til tørre midt i vores stue siden søndag, snart lægger sig selv sammen
  • Hader jeg på DR for at slette deres programmer på nettet. Har nemlig en pludselig trang til at se samtlige tidligere episoder af ‘Den store Bagedyst’ og ikke mindst fødeprogrammerne ‘Hjælp! Vi skal føde’ igennem. Hvad fanden har jeg betalt licens for alle de år, når jeg ikke kan få mit fix!?

 photo Skaeligrmbillede2014-11-19kl212124_zpsb8e18b78.png

I øvrigt #9

  • Er jeg ikke for fin til at indrømme, at jeg for få uger siden en sen aften tilberedte tæt på et halvt kilo brunede kartofler, som jeg spiste. selv.
  • Forstår jeg ikke hvorfor der findes så meget babytøj med ører på? Altså hætter med bjørneører. Hvorfor?!
  • Har jeg det meget anstrengt når folk omtaler børn som prinser og prinsesser. Jeg har ikke en prinsesse i maven, nej.
  • Er jeg stoppet med at spise slik. Baby er mere til rå fisk, earl grey te og rugbrødsmadder med leverpostej og rødbede.
  • Har jeg igen indtaget en vandret position på den grå Bolia, efter et smut forbi Hvidovre akutmodtagelse lørdag aften pga plukveer og (åbenbart) galoperende blærebetændelse.
  • Skal Otto og jeg være alene hjemme i 12 dage lige straks, hvilket jeg både glæder mig til og frygter en smule på samme tid.
  • Skal de 12 dage helt sikkert nok gå som smurt, særligt med lidt hjælp fra mine gode venner hos nemlig.com
  • Fik jeg nær et hjertestop da jeg så prismærket på den barnevogn jeg har udset mig, seriøst kunne næsten købe den Rick Owens læderjakke jeg har frække drømme om for den slags penge. Såeh, venter lige lidt med at beslutte mig endeligt. Tips modtages med åbne arme! Ved at jeg vil have svingbare hjul, og god plads til indkøb og andet crap under vognen.
  • Er jeg dybt afhængig af Instagram, endnu mere i disse dage, hvor jeg rigtigt har tid til at snage i andres billeder (stay tuned for en Who To Follow part 2 – her på siden. Part 1 er gammel, men stadigvæk relevant – se den her)
  • Må nogen gerne fortælle mig om ‘Smertefri fødsel’ er noget jeg skal smide penge efter.
  • Er The Donut shop åbnet på Nørrebro, og jeg håber og frygter samtidigt, at de udvider og kommer til Vesterbro, for det vil sætte en seriøst stopper for min intention om at få strammet min krop op under barsel, men på den anden side er lige præcis min kærlighed for donuts større end ønsket om stramme lår.

 

sneglcille

Kjole fra ASOS, find den her (adlink)

Sommerferie på børnsk

Egentlig føles det forholdsvis tidligt at tale ferie allerede nu. Særligt taget i betragtning, at der er over en måned til min. Men erfaring har lært mig, at tid går stærkt når man lever i et voksen-liv, og at det er sværere at skaffe en god plads til Cirkus Summarum end det er, at score heroin. Så planlægningen er altså gået i gang as we speak.

Jeg har en uges ferie midt i juli og jeg har tænkt mig at gå all in på børne-oplevelser i den uge, da det er begrænset, hvor meget kvali-tid vi ellers kommer til at have sammen, i de fire uger han er hjemme fra børnehave.

Planerne er så småt ved at falde i hak – Jeg forventer naturligvis perfekt strandvejr og medgørlig næsten fem-årig hele ugen. Det’ klart. Derudover kan jeg ikke løbe fra, at jeg har lovet barnet en tur i legoland. Et løfte, der med transport og overnatning kommer til at koste mig det samme som et par Balenciaga sandaler og en halv middag på Pastis. Seriøst, det er sgu lidt halvfrækt at charge en halv chartertur for en overnatning i ‘piratværelset’, ved mindre der er nøgenservering og fadøl i hanerne, hvilket jeg tvivler på. Så jeg tror vi nøjes med indgangsbilletterne og en flyvetur hjem til Vesterbro samme aften.

Jeg glæder mig simpelthen så meget til denne sommerferie. Han er blevet så stor, og et ‘rigtigt’ menneske, ham den lille lort, og jeg har på fornemmelsen, at lige denne sommer bliver noget ganske særligt.

Nåhja, og jeg sørger naturligvis for emergency rosevin og gin og tonics til om aftenen på altanen. Man er vel garvet…

Ferie. Kom!

 photo Skaeligrmbillede2014-06-17kl100730_zps9e61be13.png

Så …

Så går det pludselig ret godt og jeg begynder at hvile foruroligende meget i mig selv, og så bliver jeg hunderæd og får angst. Uden helt at vide over hvad. At miste? At fejle? At tage alle de forkerte beslutninger?

Så tager jeg mig sammen, og siger at alting er som det skal være og at livet er lækkert, mens jeg desperat forsøger at kvæle den lede satan, der bor inde i mit hoved, der har som hobby at kritisere mig og stille urimelige krav.

Så kommer jeg til at tude lidt og bruge virkelig meget tid på, at være irriteret over den følelse. På at projektere følelsen over på alt muligt andet, som for eksempel at blive misundelig på andre mennesker. Og bruger uanede kræfter på at nedgøre mig selv.

Så bliver jeg hidsig og kommer i tanke om, hvorfor jeg har det sådan. Tænker på, hvordan jeg har lovet mig selv aldrig at have det sådan igen. Og husker, at den værste fjende jeg har, står inde i spejlet og flår op i gamle ar, hvoraf mange blev skabt for flere årtier siden. Den samme sadist, der nægter at give mig lov til at have det godt, nogensinde.

Så husker jeg, at jeg har lovet aldrig mere at give den følelse taletid, eller gå op i hvad andre tænker – og vigtigst af alt ikke at være bange. For noget.

Så begynder stædigheden at tage over. Og fornuften (som altid er sent på den – dovne idiot).

Så går det op for mig, at jeg er virkelig heldig. Og fjollet. Og jeg bliver lidt flov. Flov over overhovedet at have brugt tid på at panikke over noget jeg ikke er herre over: Fremtiden. Igen. Og at det, der nok i virkeligheden føles skræmmende er, at jeg har det godt. Og at alt der er sket, er skyld i, at jeg er hvem jeg er, hvilket faktisk ikke er så slemt som jeg ynder at gøre det til. Og at det også har bragt mig derhen, hvor jeg er. Og at det er et godt sted.

Så bliver jeg en lille smule stolt. Og lykkelig. Mens jeg endnu engang lover mig selv at bruge energi på at beholde den følelse, i stedet for at spilde kræfter på at modarbejde den. Lykken.

 

Splitte mine bramsejl

Jeg tillader mig lige at reposte et indlæg fra sidste år. Om bekymring. Den slags, der er fuldstændig irrationel, men uundgåelig når man først har fået de der børn. Otto er nemlig i skrivende stund på vej ud for at sejle (!) på et skib (!!) hele dagen (!!) –
Jeg har med sammenbidt falset-stemme hele morgen sagt ting som ‘Nææææ det blive daaarjligt, hvaaae’?’, for ikke at smitte ham med min syge dødsangst, og jeg er ret sikker på at jeg overskred grænsen for hvor længe et kram kan være, uden at det er creepy, da vi sagde farvel …

Min dag kommer til at stå på intens kjolejagt, rengøring og konstant tjek af telefon, alt imens jeg holder vejret indtil afkom er tilbage fra sit sø-eventyr.

REPOST:
Fra 24 timer, torsdag d. 7 marts 2013
?Her har du dit barn, og en livslang angst?

Der sker noget inde i ens hoved når man bliver gravid. Der sker mange ting, jovist. Men jeg tænker ikke på hormoner, distræthed og kindersnitte cravings, men på bekymringer. Bekymringer i en helt anden liga, end man nogensinde havde forestillet sig muligt.

De starter den dag man står med den positive test i hånden og følger én igennem hele graviditeten. Vokser barnet? Lever det? Er det et raskt barn? Hvorfor sparker den ikke? Hvorfor sparker den så meget? Og. Så. Videre.
Man ser frem til at få barnet ud til sig, så man bedre kan passe på det, tænker man.
Så føder man barnet? Panik! Bekymringerne tager til og man er usikker og overvældet. ?Vokser barnet? Lever det? Er den rask? Hvorfor bevæger den sig ikke?
Hvorfor bevæger den sig så meget? Trækker den vejret? Hvorfor græder den nu??

Institutionsalderen indtræder og helt nye bekymringer dukker op, faktisk tænker man nu at bekymringerne ikke kan blive værre. Forfærdelige scenarier udspiller sig i ens tanker, med alt fra kidnapning til brækkede knogler i fokus. Særligt udflytterbørnehave kan sætte gang i hjernen, skulle jeg hilse og sige. Bussen kunne jo køre galt, barnet kunne blive glemt i skoven, han kunne falde ned af et træ. Er det en sø? Druknedød!

Man ryster på hovedet af sig selv, for man ved det jo godt. At man er ved at miste forstanden og simpelthen bliver nødt til at slappe af. Men hjernen forsætter. For den dag man fik det barn og fik etiket ?mor? placeret på sig, skrev man samtidigt under på en slags kontrakt, hvori der med småt stod, at man nu gik ind i en verden fuld af afbrudt søvn, lortebleer, pletter på tøjet og et tankemønster, som kan gøre enhver horrorforfatter misundelig.

Ja, jeg indrømmer det, ?man? er ?jeg?. Jeg er blevet en smådramatisk pylret hystade, som er ved at gå til af bekymring, relativt ofte og i højere og højere grad, jo ældre min dreng bliver. Gudskelov holder jeg det indeni mig selv (når jeg altså ikke lige skriver om det i avisen).