Det sker ind imellem at mit “overskudsbarometer” når nul..

– Det står først og blinker lidt, hvor jeg er irritabel og småsur. Og så knækker filmen, og det er her at tårerne og mavepinen kommer.
Det skete i dag, jeg havde været oppe siden kl 4:30 og Otto græd og det hele blev bare for meget, og så græd jeg også, lige foran Otto’s far, jeg slog det hen og forklarede snøftende at jeg bare var smadder træt, og med hovedpine. Den er også god nok, jeg ER træt og jeg HAR hovedpine, bare blandet godt op med had, jalousi, savn og ensomhed. Men det får jeg altså bare ikke noget ud af at fortælle ham.

Nu har jeg fået grædt ud og det hele ser lidt lysere ud, Otto sover og jeg har æbleskiver i ovnen.
Og i aften skal jeg ud i snestormen med gode mennesker og se Malk de koijn på rådhuspladsen….

Planlagt spontanitet

Jeg har simpelthen sådan lyst til at gå ud… Ikke noget fancy, bare et par timer i godt selskab og gerne med store kolde øl.
Sådan en god spontan bytur… Men hov! Det går bare ikke, det er nemlig rimelig svært at være spontan når man er nogens mor. Alt skal planlægges ned til mindste detalje, altså næsten alt. Men samtidigt er det bare nærmest umuligt at planlægge noget som helst med sådan en lille størrelse. For hvis Otto har en dårlig dag og jeg har planer, jamen så er det bare ærgeligt.
Jeg kom sjældent for sent til noget før Otto, men nu kommer jeg altid for sent, og det er ligemeget hvor god tid vi er i. Den er sikker hver gang, når vi er på vej ud af døren er der enten en lille mand der skider igennem ble og tøj, eller en lille mand der gylper på sin mor, eller en stor dame som har glemt noget vigtigt (vådservietter, bleer, modermælkserstatning m.v.) og derfor må vende om.

Nå, tilbage til den spontane byturs feeling som sidder i min mave. Otto’s far kan ikke passe ham i aften, han skal arbejde hele natten, øv!
Min mor er til julefrokost med hendes svigerfamilie og er nok pænt baldret når hun kommer hjem, og jeg kan derfor næsten ikke lide at spørge hende, om hun er frisk på en spontan pasning af lækkert barnebarn. Og hvordan skal man spørg?!
Skal man trække pitty kortet : “snøft snøft, det er SÅ hårdt og jeg er helt alene, har virkelig brug for det her”,
eller teenage metoden: “ARJ helt ærligt! Pleeeeeaaaassseee moooaaar, jeg looooover at jeg kommer tidligt hjem og selv tager ham i morgen tidligt.. Koooom nuuuu”
Kunne jo også bare spørge helt normalt, det er faktisk nok det der virker bedst og det er jo egentlig fjollet at jeg gennemtænker det sådan, for hun elsker jo at være sammen med ham.
Jeg gør det sgu… lige om lidt.

FOMO #2

Efter mit tidligere indlæg omhandlende FOMO, fik jeg en kærlig repremante af min kære veninde Rachel. Anyways. Repremanten bundede i at hun havde glædet sig til at læse om min FOMO, ikke om Otto’s. Alle børn lider jo af FOMO, så det mente hun ikke havde ordentlig nyhedsværdi… Og det skal hun da have helt ret i (hun er meget klog).

Så here goes: Mit navn er Cecilie og jeg lider af Fear of missing out-syndrom AKA FOMO.
Eksempel #1 – Før Otto, kunne jeg finde på at tage til fest med feber og snot løbende ud af tuden, i høje sko og lårkort (og minusgrader). Jeg er taget til receptioner og ferniseringer efter 5 timer langer flyrejser. Skiftede da bare tøj i lufthavnen og så afsti afsted.
Eksempel #2 – I sommer, med kæmpe gravid mave og væske i benene, en Turborg light i hånden og så til fest. Jeg var til gadefester, pladereceptioner, arbejdsmiddage – the works. Dog med få undtagelser, da fulde mennesker og gravid mave er en virkelig dårlig kombi. Folk vil enormt gerne røre. Meget.
Eksempel #3 og #4.
Som nævt i tidligere blogindlæg, jeg sover ALDRIG til middag ( og det er på trods af at jeg er nybagt enlig mor og i snit er oppe 3 gange pr nat). Hellere være megatræt og nærmest ikke kunne hænge sammen, end at gå glip af noget. Noget helt andet er når weekenderne nærmer sig, der er jeg altid lidt ekstra bitter og jumpy, jeg er nemlig sikker på at ALLE er ude til fede middage, sjove fester, fashionable receptioner m.v. Mens jeg bare sidder derhjemme på barsel, og skifter lortebleer, ser re-runs af ugens programmer og spiser kage(r).

Og hvad kan man så lære af det ?! Ingenting. Jo altså, jeg går jo slet ikke glip af noget, og det ved jeg da godt. Og jeg har en skøn dejlig lille dreng, som jeg er vild med. Men græsset ER altså bare grønnere hos alle de andre.

Rødvin, kærlighed og honningsnitter

I går havde jeg besøg af en god kollega og ven, han er en af de slags mænd som går fra kvinde til kvinde (det ved jeg da jeg for mange år siden var en af kvinderne, men det er en længere historie). Vi drak vin til sent ud på aftenen og snakkede om kærlighed, forhold og forventninger. Da han var gået sad jeg i mørket og nød stilheden, en masse spørgsmål og tanker dukkede op, finder jeg nogensinde kærlighed igen, altså forelskelse på den der rundtossede sindssyge “jeg dør uden dig” måde. Jeg har kun prøvet det een gang og det var med Otto’s far – og det gik jo rigtig godt hø hø!
Bliver jeg nogensinde klar til at åbne op og lukke en mand ind i min verden, og tør jeg overhovedet?! Jeg har i den grad brændt nallerne på det der kærlighed, og kan den slags ar på sjælen hele, eller er jeg arret for life?!

I dag ser jeg lidt lysere på det, måske er det fordi at rødvinsbuzzen er ovre og ikke mindst fordi at verdens smukkeste dreng ligger og pludrer på gulvet, mens jeg drikker kaffe og spiser honningsnitter. Who knows. Konklusionen må være at jeg allerede har fundet manden i mit liv, (hell! Jeg har selv lavet ham) Og hvis der en dag kommer et dejligt og ordentligt mandfolk og slår benene væk under mig, tager vi det med og så er han mere end velkommen i vores kærlighedsboble.
<3