Det er en fase …
Husk at alt hvad jeg deler her på domænet er glimt, bitte små brikker af et kæmpe puslespil. Øjebliksbilleder af både det gode, det sure, det svære og det helt vidunderlige…
Jeg har været hjemme nu i 10 dage, efter mit lille uforglemmelige eventyr i Las Vegas. Der er ikke mere jet lag at spore, hverdagen og rutinerne er så småt tilbage og alt synes at være fryd og gammen. Men jeg kan mærke at vi lige skal finde hinanden igen. Allesammen. Men især Michael og jeg. I perioden op til Las Vegas arbejdede han lange dage i små to uger, og inden da var det mig, der havde en del ud af huset aktivitet. Jeg savner ham, og han savner nok også mig, men vi viser det på hver vores måde og det skaber misforståelser. Efter jeg er kommet hjem, har vi ikke set meget til hinanden, for der er et hus, der skal gøres klar til vinteren, nogle børn der skal have omsorg, mad og opmærksomhed, to jobs der skal passes plus alt det løse. Hamsterhjulet. Og for at få det til at gå op, er vi nødsaget til at opdele os, og det kan ærlig talt tælles på en hånd eller to, hvor mange vågne timer vi har haft sammen efter jeg kom hjem, og jeg synes sgu det er svært, det gør jeg.
Jeg er ikke bekymret for om vores ægteskab kan holde til det, men jeg er bange for hvor længe det bliver ved og om vi kan finde hinanden ordentligt igen med det samme. Jeg bryder mig ikke om, hvad det gør ved vores ellers gode kommunikation og den der hverdagsromantik, som vi trods alt plejer at kunne finde frem. Det gode er, at vi trods alt taler om det – og er bevidste om, at det der sker lige nu, går over, men at vi nok lige skal give den en ekstra skalle, når vi får hovederne oven vande igen.
Det er en fase, det er en fase, det er en fase … En af dem som jeg slet ikke synes er rar at dele, fordi det er så skrøbeligt og personligt, og let kan misforstås, men også en af dem, som jeg synes er vigtig at dele. Så det gør jeg.
En ting er Michael og jeg. Børnene skulle også lige finde mig igen. Selvom vi kun var adskilt i små seks døgn, plus de efterfølgende dage, hvor mine dage sejlede rundt i jet lag og indtryk, men vi er i den grad flydt sammen igen, føler jeg, og jeg er endnu engang blevet bekræftet i, hvor fuldstændig fantastisk det er at være mine børns mor. Jeg håber bare også snart, at jeg kan være en optur kone igen. Jeg savner min mand, men jeg savner sgu også mig selv som jeg kan være sammen med ham, fremfor den usikre, opmærksomhedshungrende og ret sure version jeg er for tiden.
Det er en fase. Og snart kommer der forhåbentlig en ny. En af dem med sommerfugle, overskud og hverdagslykke for de findes heldigvis også, de føles bare ikke lige så lange selvom de oftest er længere.