Man kan da ikke få skoldkopper flere gange?

Jow man kan. Otto kan. (Men jeg var jo altså også skeptisk sidste gang)
En lille kop, blev til to, to blev til fem, fem blev til nitten, og så stoppede vi med at tælle. Skoldkoppen ses her i løb, for han har hverken feber eller noget, han er faktisk friskere end frisk, men plettet.
 photo 4167ECB4-2E01-4475-BCC6-BE508AB4B500-26417-00000BE79EEF53AD_zps6b9cdc3e.jpg
Jeg har i dag skovlet ham over til hans far, mens jeg bliver klog ude på ITU. Og i eftermiddag henter jeg ham hjem, men hov, allerede i morgen skal han afsted igen. Tænk, for en gangs skyld er det ikke mig, der har ham mens han er syg. HVAD?! Ja! Den er god nok. Helvede er frosset over, der er to torsdage denne uge og jeg må hellere få drukket nogle øl. Hep.

“Skal vi løbe om kamp?”

Klumme fra 24 timer, engang i marts.

“Skal vi løbe om kamp?” 

Endnu en fase som man vist skal igennem, når man har et drengebarn, er den konkurrerende fase.
Den er vi i lige nu, og alting er en konkurrence hjemme hos os.
I hvert fald hvis man spørger min tre årige dreng. ?Jeg vaaaandt!? udbryder han, når vi er færdige med at spise, når han tager flyverdragt på og når han har fået børstet tænder.

Han stikker i løb, det sekund han bliver sluppet fri fra cykelstolen og hans fødder rammer jorden, for at komme først hen til børnehaven eller vores hoveddør og jeg bliver flere gange dagligt udfordret til at ?løbe om kamp?, som han kalder det. Lidt trættende i længden, skal jeg være helt ærlig, og jeg tør desuden ikke at vinde. -Den fejl begår man nemlig kun een gang. Det var med andre ord ikke en behagelig eftermiddag, da jeg for nogle uger siden, synes det kunne være hysterisk morsomt at vinde kapløbet hen til opgangen. Oh the drama.

Dog har jeg, den udspekulerede mor, fundet ud af at fasen kan bruges til min fordel. Aha! For som jeg før har skrevet en del om, hører der til alderen tre år, noget som de kloge kalder selvstændighedsalder, vi andre kender den nok bedre som trodsalder, eller jeg-skriger-og-går-amok-hvis-min-sok-sidder-skævt-alder. En periode, som starter når barnet er omkring to år og som forsætter længe (HVOR længe??), hvor vores ellers så søde og sjove børn forvandler sig til røvhuller, med falsetstemmer og ormene karatebevægelser, og vi, de voksne, ikke aner hvordan vi skal komme ud på den anden side, ofte ved vi i det hele taget slet ikke hvordan vi fik udløst reaktionen. MEN her, er førnævnte konkurrencefase faktisk slet ikke så dum, og man kan derfor ofte høre mig sige ting ala: ?Hvem får mon først sko på??, ?HVEM spiser flest rødbeder? eller ?Hvem kommer først i see-eeng?, og med det samme ændrer bævrende underlæbe og begyndende flitsbuekrop sig, til gnist i øjet på barnet, som straks stikker i løb, eller propper munden med grøntsager.
Mens jeg griner i skægget og highfiver mig selv.

 

 

 

Upædagogisk brownie

Det var en ulykkelig tre årig, jeg hentede fra børnehave i dag. Da han kom gående ud af bussen, så han ud som om at hans verden var væltet, og et sekund troede jeg at der var sket noget frygteligt.
Det var der sådan set også, i følge ham selv.

Han havde tabt sin ene vante i bussen…

Jeg kom til at grine lidt, hvilket ikke gjorde situationen bedre. Tilbød ham derefter den ene af mine handsker, til den kolde hånd. Det hjalp heller ikke, men var derimod ekstra benzin på hans bål. Den var nemlig både for stor og til piger. At hans ansigt blev vådt af tårer var også katastrofalt, og at hans hue kradsede på hans øre, var heller ikke optimalt. Med andre ord var det ikke en succesfuld eftermiddag, når man hed Otto.
Jeg fik ondt af staklen og fandt hurtigt på en løsning, som hjælper når jeg selv er i det humør (det sker faktisk. Relativt ofte). Vi parkerede cyklen på Enghave plads, og trykkede næserne mod ruden hos “Brød”, som er en virkelig god bager. Otto besluttede hurtigt at det var brownies, der skulle til for at gøre dagen bedre – Jeg har tydeligvis opdraget ham stærkt og klogt.
Og sådan skete det at vi spiste urimelig god kage, på en helt urimelig torsdag.
Inden aftensmaden.
Den aftensmad, som kom til at bestå af spejlæg og ristet rugbrød, og som blev indtaget i sofaen, med ramasjang som underholdning.
Det var bare en af de dage…

 photo 3613C638-0FA1-46D5-A348-3D201B58C739-20502-000008CDE33E39BA_zps923e34cc.jpg

Upædagogisk brownie

Det var en ulykkelig tre årig, jeg hentede fra børnehave i dag. Da han kom gående ud af bussen, så han ud som om at hans verden var væltet, og et sekund troede jeg at der var sket noget frygteligt.
Det var der sådan set også, i følge ham selv.

Han havde tabt sin ene vante i bussen…

Jeg kom til at grine lidt, hvilket ikke gjorde situationen bedre. Tilbød ham derefter den ene af mine handsker, til den kolde hånd. Det hjalp heller ikke, men var derimod ekstra benzin på hans bål. Den var nemlig både for stor og til piger. At hans ansigt blev vådt af tårer var også katastrofalt, og at hans hue kradsede på hans øre, var heller ikke optimalt. Med andre ord var det ikke en succesfuld eftermiddag, når man hed Otto.
Jeg fik ondt af staklen og fandt hurtigt på en løsning, som hjælper når jeg selv er i det humør (det sker faktisk. Relativt ofte). Vi parkerede cyklen på Enghave plads, og trykkede næserne mod ruden hos “Brød”, som er en virkelig god bager. Otto besluttede hurtigt at det var brownies, der skulle til for at gøre dagen bedre – Jeg har tydeligvis opdraget ham stærkt og klogt.
Og sådan skete det at vi spiste urimelig god kage, på en helt urimelig torsdag.
Inden aftensmaden.
Den aftensmad, som kom til at bestå af spejlæg og ristet rugbrød, og som blev indtaget i sofaen, med ramasjang som underholdning.
Det var bare en af de dage…

 photo 3613C638-0FA1-46D5-A348-3D201B58C739-20502-000008CDE33E39BA_zps923e34cc.jpg

Den lever.

Jeg er her stadigvæk. Agtigt.
Den sidste uge har være decideret sær og jeg har været ramt af den gode gamle “lyset er tændt, men der er ingen hjemme” følelse, mentalt. Påskedagene fik vendt op og ned på en hel masse, og jeg har sejlet rundt i ugedagene og næsten glemt mit eget navn (distræt much?). Havde f.eks. nærmest kun lige nået at få Otto hjem fra et kort påskevisit hos hans farmor, før jeg skulle sende ham afsted igen. Denne gang på forlænget weekend hos hans far. Som planlagt, og intet usædvanligt i det, men det kom alligevel bag på mig, så meget at jeg stort set ingen planer har haft de sidste fire dage. Plejer jo ellers at fylde godt på med aftaler, for ikke at søbe i savn og rastløshed. Men ikke denne gang.Prøvede virkelig at vende det til noget positivt, og  har aktivt gjort alt for ikke at hoppe på selvynks-bussen,  og det har da heller været sådan at et  par spontane aftaler, samt marcipanbrød og netflix ikke har kunne fixe den værste rastløshed. Nu er dagene gået  og jeg er mere end klar til at få barnet hjem igen om et par timer, og dermed også min hjerne.
I øvrigt har jeg ikke glemt at jeg skylder et af de her indlæg. Det er in the making.
God søndag.

Den lever.

Jeg er her stadigvæk. Agtigt.
Den sidste uge har være decideret sær og jeg har været ramt af den gode gamle “lyset er tændt, men der er ingen hjemme” følelse, mentalt. Påskedagene fik vendt op og ned på en hel masse, og jeg har sejlet rundt i ugedagene og næsten glemt mit eget navn (distræt much?). Havde f.eks. nærmest kun lige nået at få Otto hjem fra et kort påskevisit hos hans farmor, før jeg skulle sende ham afsted igen. Denne gang på forlænget weekend hos hans far. Som planlagt, og intet usædvanligt i det, men det kom alligevel bag på mig, så meget at jeg stort set ingen planer har haft de sidste fire dage. Plejer jo ellers at fylde godt på med aftaler, for ikke at søbe i savn og rastløshed. Men ikke denne gang.Prøvede virkelig at vende det til noget positivt, og  har aktivt gjort alt for ikke at hoppe på selvynks-bussen,  og det har da heller været sådan at et  par spontane aftaler, samt marcipanbrød og netflix ikke har kunne fixe den værste rastløshed. Nu er dagene gået  og jeg er mere end klar til at få barnet hjem igen om et par timer, og dermed også min hjerne.
I øvrigt har jeg ikke glemt at jeg skylder et af de her indlæg. Det er in the making.
God søndag.

For tiden:

  • Står jeg med begge ben solidt plantet i noget identitetskrise. Hvor vil jeg hen? Hvad skal jeg? Hvorfor er mit barn pludselig så stort? Hvor blev tiden af?
    Jeg ved det sgu da ikke.
  • Har jeg behov for at skeje ud og se en masse mennesker.
  • Er jeg lidt for god til at overspringshandle. (Tøjvask Vs. Netflix)
  • Går jeg på kursus. Tre gange om ugen, på IT universitetet. Og jeg kan lide det. 
  • Skriver jeg virkelig mange mails. 
  • Træner jeg næsten dagligt. Ved ikke hvad fanden der sker. Men det føles rart.
  • Tager jeg tilløb og tæller ned til “afsløringen” af mit skriveprojekt. Eller, et af dem. 
  •  OD’er jeg på hårkur og Ricinusolie i forsøg på at få sundt og langt hår.
  • Læser jeg romanen “Ti ting jeg har lært om kærlighed” (Anmeldelse og give away kommer, så snart jeg er færdig)
  • Spiser jeg voldsomt mange kæmpe skildpadder. De springer lissom’ ned i min kurv, hver gang jeg handler.
  • Har jeg en ualmindelig hysterisk tre årig, som hviner at han hader mig og at jeg er “en dum tissemand, der leger med babylegetøj!!”, når jeg kommer til at give ham en forkert ske, eller hælder for meget mælk i hans glas.
  • Drømmer jeg om kjoler, bare ben og sandaler.
  • Er jeg afhængig af Instagram.
  • Har jeg lyst til pizza fra Mother og rødvin, cirka hver dag. 
  • Bliver jeg lykkelig indeni, når jeg hører små børnefødder trippe henover gulvet om natten, sekunder inden Otto kravler op til mig.
  • Bander jeg af vejrudsigten. Sne, igen? Really?! Forår, du er et kæmpe røvhul!
  • Er jeg forvirret.

 photo 61883F30-F58C-459A-AF41-2AFE5C1FF057-9287-000003E73CC4076D_zpsa7faeb2e.jpg

For tiden:

  • Står jeg med begge ben solidt plantet i noget identitetskrise. Hvor vil jeg hen? Hvad skal jeg? Hvorfor er mit barn pludselig så stort? Hvor blev tiden af?
    Jeg ved det sgu da ikke.
  • Har jeg behov for at skeje ud og se en masse mennesker.
  • Er jeg lidt for god til at overspringshandle. (Tøjvask Vs. Netflix)
  • Går jeg på kursus. Tre gange om ugen, på IT universitetet. Og jeg kan lide det. 
  • Skriver jeg virkelig mange mails. 
  • Træner jeg næsten dagligt. Ved ikke hvad fanden der sker. Men det føles rart.
  • Tager jeg tilløb og tæller ned til “afsløringen” af mit skriveprojekt. Eller, et af dem. 
  •  OD’er jeg på hårkur og Ricinusolie i forsøg på at få sundt og langt hår.
  • Læser jeg romanen “Ti ting jeg har lært om kærlighed” (Anmeldelse og give away kommer, så snart jeg er færdig)
  • Spiser jeg voldsomt mange kæmpe skildpadder. De springer lissom’ ned i min kurv, hver gang jeg handler.
  • Har jeg en ualmindelig hysterisk tre årig, som hviner at han hader mig og at jeg er “en dum tissemand, der leger med babylegetøj!!”, når jeg kommer til at give ham en forkert ske, eller hælder for meget mælk i hans glas.
  • Drømmer jeg om kjoler, bare ben og sandaler.
  • Er jeg afhængig af Instagram.
  • Har jeg lyst til pizza fra Mother og rødvin, cirka hver dag. 
  • Bliver jeg lykkelig indeni, når jeg hører små børnefødder trippe henover gulvet om natten, sekunder inden Otto kravler op til mig.
  • Bander jeg af vejrudsigten. Sne, igen? Really?! Forår, du er et kæmpe røvhul!
  • Er jeg forvirret.

 photo 61883F30-F58C-459A-AF41-2AFE5C1FF057-9287-000003E73CC4076D_zpsa7faeb2e.jpg

“Tak for i dag. Så smutter jeg lige ud og træder i noget mere spinat…”

“Vil du gerne have flere børn?”
Spørgsmålet blev klasket i hovedet på mig tidligere i dag, i forbindelse med en uskyldig samtale hos min læge.
I forvejen var jeg lidt trykket, for det bliver jeg altid når jeg er hos lægen/til samtale/forældremøde/noget med andre mennesker, og jeg havde i forvejen lige hældt et halvt plastikkrus vand ned af mig selv, det er nemlig også svært for mig at drikke i de situationer, åbenbart . Mit svar blev  derfor noget ala “Øhbøøøh tjoootjaaamjæææmåååskeeeNaaaarrrhjoooo…. Det ved jeg ikke” og så lavede jeg en hurtig joke om noget sæd …

Lægen så forvirret på mig, smilede overbærende og mumlede noget med, at det selvfølgelig heller ikke er noget jeg behøver at have travlt med med mit sunde og raske underliv (her jokede jeg igen -noget med om han ville smide den bemærkning på mit CV – what is wrong with me? Seriøst?! Stop dig selv! Kunne lige så godt tage et båthorn og et par store sko med).

Det er jo ikke fordi at jeg ikke har tænkt på det før. Det med flere børn. Jeg tænker ofte på det, og har skrevet side op og ned om hvor skide lækre babyer er og at jeg selv vil have en NU. I teorien. Og jeg har længe set det som en selvfølgelighed, at jeg skal have flere.
Det er jo det vildeste at få et barn, for helvede.

Men jeg har måske ikke helt taget stilling til det endnu. Med god grund, for det er lissom’ ikke aktuelt de næste mange år. Men mit begivenhedsrige besøg hos lægen i dag, har alligevel sat gang i nogle tanker omkring emnet “Flere børn”.

Min første indskydelse er: kraftedme JA! Giv mig et par stykker mere.
Min anden indskydelse er: altså hvis jeg møder en mand, som jeg kan holde ud og som kan holde mig ud.
Indskydelse tre: jeg kunne også gøre det selv. Hvis nu jeg ikke har mødt nogen om otte-ti år agtigt.
Indskydelse fire: Måske jeg slet ikke skal have flere børn. Otto er perfekt.

Konklusion: Kun hvis det føles rigtigt. På et tidspunkt.
-Kunne jeg da så bare ha’ svaret det, oppe hos lægen, i stedet for at gå gøgler på den og speedsnakke om sperm og dårlig mandekarme. Jøsses.

Lever endnu. Men

Er der noget værre end at høre om hvor travlt andre har? Nej vel?
Travl er nok heller ikke det rigtige ord at bruge i mit tilfælde. Jeg ved næsten ikke hvad travl betyder længere. Jeg er fandme igang altid, føler jeg, men sådan har jeg det bedst, jeg arbejder fokuseret og er mest kreativ når jeg er presset, det har nok noget med førnævnte selvdestruktive hjerne. Indsæt-lige-en-smiley.

Dog har jeg måttet skruet lidt ned for blusset på blogfronten, for som jeg også gav udtryk for, i mit seneste indlæg (ja, det hvor jeg jordede mig selv – tak for kommentarer. Meget tak) er der lige lidt meget, som fylder. Men jeg er snart tilbage igen. Med ævl, masser af ævl.

På Facebook og instagram (Sneglcille) overspringshandler opdaterer jeg flittigt.

 photo D2C96310-8A60-4FD6-A381-D56699756728-5270-0000024184881C38_zps84be6d3a.jpg

 photo workin_zps0927746b.jpg