Da jeg blev mor

Otto bliver fem år til sommer og det i sig selv virker fuldstændig vanvittigt. Han er jo lige kommet, men har altid været her! Eller hvordan det nu er.

Da jeg fik ham var det hårdt, ååårh manner! Jeg står stadigvæk med åben mund og polypper når folk føder børn og nærmest bare rejser sig fra fødselssengen med nyvasket hår, overskud til aftaler og andre mennesker og ‘var det virkelig bare det’-ansigt. Er jeg mon en svækling? Eller var Otto virkelig bare et røvhul? Spørgsmål jeg længe har gået med og konstant bliver mindet om ,når folk omkring mig spytter babyer ud.

Der er ingen tvivl om at det hårde var virkeligt. Og jeg er sgu ikke svag, eller pjevset og selvfølgelig var O ikke en anti-søvn / pro-skrig hystade med vilje.
Men svaret er nok bare, at babyer er forskellige, mennesker er forskellige og det at blive forældre bare på ingen måde er ens fra person til person. Jojo, man møder da indimellem en, måske to, der har haft samme oplevelse, men der er ofte langt imellem (og på en eller anden måde heldigvis for det, ellers ville ingen jo få børn).

Selvom det var det absolut hårdeste jeg har prøvet. Både fødslen (av og fuck), amningen (aaav og fuck), den afbrudte søvn (ja fuck igen), usikkerheden og alt det andet, er det bare (måske) en helt anden virkelighed for andre. Jeg har både veninder, der som jeg var HELT færdige i tiden efter, og jeg har veninder, der synes det hele var nemmere end nemt og at vi andre simpelthen må være nogle tøsedrenge.

Men, og her kommer min pointe, skal vi ikke lige aftale, at vi kvinder stopper med at pege fingre af hinanden, stopper med at hvisketiske om, at den ene da simpelthen har falsk overskud, at den anden simpelthen gør det hele såååå meget værre end det er, for helt øøørlig’ SÅ hårdt er det jo slet ikke! Og så videre… Bare stop ok?! It’s not a competition!

Vi skal opføre os ordentligt damer! Hjælpe dem, der har brug for hjælp, glæde os over dem, for hvem det er nemt og dejligt – og minde os selv og hinanden om, at der er gode og dårlige perioder og at bare fordi naboen har nået at få rene bukser på og gud forbyde det har bagt et eller andet helt selv, ikke er ens betydning med, at det er falskt eller overfladisk, og at bare fordi veninden hvæser og græder over ikke at have sovet på sjette døgn eller fortæller gyserhistorier om vestorm og flækket skræv, ikke nødvendigvis overdriver og hvis hun gør, er det sgu nok fordi at hun har brug for en krammer (eller et shot og en highfive) ? OG her taler jeg altså ikke kun om mødre, men om kvinder generelt. Skulle vi ikke lige være ordentlige overfor hinanden og holde sammen i stedet for at kaste hinanden ind under busser igen og igen.

otto1

Pakkekalenderens magt

Jeg har aldrig fået pakkekalender som barn. Det har Otto heller ikke.Endnu.
Sidste år havde han en julesok, som jeg puttede en klementin i, hver dag. I år havde jeg heller ikke tænkt mig at lave en pakkekalender, men bare køre samme stil som sidste år med noget frugt og lidt halløj, i den der strømpe. For det siger mig egentlig ikke noget og jeg har altid tænkt at det lidt var noget pjat (men jeg plejede også at hade julen, så hvad fanden ved jeg om hygge). Men SÅ fik jeg pludselig lyst til at gå all in.
Otto glæder sig absurd meget til jul, hans største ønske lige nu er, at vi skal gå ud og købe julepynt, og jeg må IKKE gøre det uden ham. Han taler om nisser, og snevejr og risengrød nonstop og det smitter altså. I dag fandt jeg så mig selv i Søstrene grene med en kurv proppet med malesæt, biler, klovnenæser, balloner, puslespil og slikkepinde? Pakkekalender coming så meget up.
Hvorfor ikke?! Altså jeg ved jo ikke, hvordan vores liv ser ud til næste år, jeg tvivler på at jeg når at blive fyret og/eller føde flere børn inden for de næste tolv måneder, men helt ærligt aner jeg det jo ikke, og når jeg tænker på alt det, der er sket bare i år, tager jeg ingen chancer.
Så ja Otto får en pakkekalender og han aner det ikke og jeg glæder mig så meget til at se hans åndssvagt nuttede ansigt, når han finder ud af, at der hænger 24 pakker og venter på ham.

Skærmbillede 2013-11-27 kl. 18.54.22

Jeg postede ovenstående billede på Instagram tidligere. – Det er der kommet en temmelig interessant debat ud af. Om pakkekalender.

Flere timer i døgnet, tak.

Jeg vil så forbandet gerne skrive herinde hver dag. Jeg savner det, og jeg savner jer.  Det er også min intention dagligt, at få sneget en indlæg ind. Men, min hverdag for tiden hænger bare således sammen, at jeg sidder foran en computer 7-9 timer på arbejdet, og straks herefter hjerner afsted for at hente barn, købe ind, for derefter at skulle være nogens mor, lave mad, arbejde lidt mere og også nå i bad og den slags, er der ikke så meget tid tilbage i døgnet til det der blogging. Det er det der kaldes livet, og jeg ved at størstedelen af jer, hvis ikke alle, kan nikke genkendende til det jeg beskriver. Hej liv! Nogle perioder er nemmere end andre, ikke at jeg er i en svær periode lige nu som sådan, men jeg ville bestemt ikke klage over en håndfuld ekstra timer i døgnet. Eller en rengøringsdame og lidt plads i kalenderen.

Selvom det ikke er med min gode vilje, at jeg er fraværende herinde, håber jeg, at I i det mindste følger lidt med på Instagram, for det er som om, at det for tiden er en anelse nemmere for undertegnede og dennes rodede tilværelse og fyldte hjerne, at få opdateret der, end her.

Skærmbillede 2013-11-11 kl. 20.55.27

Savn. På forskud.

I morgen er det en af de onsdage, som er dumme. Ekstra dum denne gang, for jeg får ham først hjem igen fredag i næste uge. Det er ni dages adskillelse. Så længe har vi aldrig været fra hinanden og det er allerede lortesvært og irriterende. Selvom han nu ligger lige inde ved siden af.
Dog ser jeg ham et par gange over de næste dage, så det er ikke så slemt som det lyder (håber jeg), men han kommer først hjem igen om ni dage, og det kan mærkes. Av.
Jeg rejser væk på mandag og det er derfor denne børnefri-weekend bliver forlænget med 5 dage, det er en noget ambivalent følelse selvom det er selvvalgt, og jeg tror aldrig jeg lærer at slippe skyldfølelsen. Dels skylden over at han er et delebarn, den nager hele tiden, selvom det er bedst sådan, og så den anden skyld-med-skyld-på følelse, hver gang jeg gør noget egoistisk, som at flyve over atlanten, og dermed efterlader min dreng på Vesterbro.

En ting er helt sikkert. Jeg sover i køjesengen i nat.
 photo null_zps47c5338f.jpg

I øvrigt

Da jeg væltede rundt ovre på Instagram tidligere, slog det mig lige, hvor syret mit liv er for tiden, eller ikke for tiden. Men i det hele taget.
Kontrasten imellem at være mor, til at være hende, der har brug for at skeje ud og som gør det for fuld smadder, når muligheden byder sig, er ret tydelig når man ser det udefra.
Selv med filter.

Cecilie Rubini Sneglcille Instagram

Sidste time

Om lidt under en time kommer han hjem.
Jeg har savnet ham. Virkelig meget.

Gode mennesker har beriget min weekend. Værd at nævne, er også restaurantbesøg, store drinks, kolde øl, musik, dans, bodega og et sent besøg på byens kro med nye bekendtskaber, af den slags man kun kan få klokken 3 om natten under en varmelampe i Kbh K.

I dag har tømmermændende været hårde ved mig. Jeg har svært ved at sove, men kan heller ikke være aktiv. Så jeg ligger ned. Viklet ind i dyner, mens jeg skiftevis ser serier, drikker vand, tænker dybe tanker (bliver af en eller grund altid vældig filosofisk og dyb, når jeg er bagstiv) og overvejer hvilket take-away sted, der skal stå for vores aftensmad i dag.

Nu nærmer tiden sig til at jeg skal rejse mig, og gøre mig klar til når dørklokken ringer.
Glæder mig til lyden af hans stemme i opgangen, de grønne øjne, som lyser op når han ser mig. Og krammet, der altid varer lidt længere end de andre.
Det er mit yndlingstidspunkt.

Sidste time

Om lidt under en time kommer han hjem.
Jeg har savnet ham. Virkelig meget.

Gode mennesker har beriget min weekend. Værd at nævne, er også restaurantbesøg, store drinks, kolde øl, musik, dans, bodega og et sent besøg på byens kro med nye bekendtskaber, af den slags man kun kan få klokken 3 om natten under en varmelampe i Kbh K.

I dag har tømmermændende været hårde ved mig. Jeg har svært ved at sove, men kan heller ikke være aktiv. Så jeg ligger ned. Viklet ind i dyner, mens jeg skiftevis ser serier, drikker vand, tænker dybe tanker (bliver af en eller grund altid vældig filosofisk og dyb, når jeg er bagstiv) og overvejer hvilket take-away sted, der skal stå for vores aftensmad i dag.

Nu nærmer tiden sig til at jeg skal rejse mig, og gøre mig klar til når dørklokken ringer.
Glæder mig til lyden af hans stemme i opgangen, de grønne øjne, som lyser op når han ser mig. Og krammet, der altid varer lidt længere end de andre.
Det er mit yndlingstidspunkt.

Kan det passe?

Jeg er god til at brokke mig. Og jeg har brokket mig, mange mange maaaaaange gange herinde, og alle andre steder, over rigtig mange ting. Over lortede dage, modgang og alt muligt andet. Det bliver jeg sgu nok også ved med.

Derfor er det også vigtigt at råbe højt når noget går godt.
Well. Det er nu.
Jeg kan med glæde informere om, at jeg har haft en af de dage, hvor der kun har været succesoplevelser.
What? Virkelig? Ja!

På den måde hvor man stopper op et par gange og tænker “aaaaarh! Det kan umuligt være”… Og så ringer telefonen igen. Eller mailen siger ding.
Kan ikke huske at jeg har haft sådan en dag i årevis. I hvert fald ikke uden at noget eller nogen, er gået i stykker.
Altså dagen er jo ikke slut endnu og meget kan nå at smuldre.
Men, nej stop. Nu beholder jeg lige den optimistiske, lyserøde jubelhat på, og slår fast at torsdag d. 2 maj er pisselækker.

… Og jeg nævner nærmest ikke, at der var bræk i min cykelkurv i morges. #Vesterbro

Flere facts

Af mangel på bedre, er her en blandet omgang random (fuck hvor jeg dog hader det ord. Tilfældige? Blandede? Sporadiske?) informationer om undertegnede (ja igen).
  • Jeg græder når jeg bliver vred. Det er ikke noget jeg kan styre. Græder faktisk oftere af vrede, end af ked-af-det-hed.
  • Jeg har altid neglelak på. Altid. 
  • Noget af det værste jeg ved, er at komme for sent. Så jeg er næsten kronisk for tidligt på den.-Bruger derfor virkelig meget  af min tid på at vente. 
  • Jeg har ægte Cirkus i blodet. (Deraf mit gøglede efternavn: Rubini)
  • Jeg er god til at holde på hemmeligheder. Bare ikke mine egne. 
  • Da jeg var barn troede jeg at min stedfar var pirat. Det havde han jo sagt engang, da jeg var lille. Jeg var måske 10 eller ældre, da det gik op for mig at han bare var ingeniør, uden pirat-tendenser on the side.
  • Jeg læser aviser, blade og reklamer baglæns.
  • Jeg har et seriøst overforbrug af salatmayonnaise. Bruger det, som mange andre bruger ketchup. 
  • Gider tilgengæld ikke spise ketchup
  • Jeg elsker at ryge. Er dog stoppet. Det glemmer jeg bare når jeg er fuld.
  • Tue Track (Malk de koijn) nævner mit og min veninde Rachels navn, i coveret til “Back to the fromtime”.
  • Da jeg var 19 år, flyttede jeg til Paris i et lille år. Jeg har ikke været der siden. Men vil helt vildt gerne tilbage.
  • Jeg laver en urimelig god lasagne. 
  • Når jeg er træt eller  (og) fuld får jeg røde ører og mit ene øje begynder at hænge. Meget. Det er flot.
Så.

 photo 00315A34-CA6C-4DAB-9673-E4E3577CB71F-9287-000003E73E044AC3_zps51385b0d.jpg

Man kan da ikke få skoldkopper flere gange?

Jow man kan. Otto kan. (Men jeg var jo altså også skeptisk sidste gang)
En lille kop, blev til to, to blev til fem, fem blev til nitten, og så stoppede vi med at tælle. Skoldkoppen ses her i løb, for han har hverken feber eller noget, han er faktisk friskere end frisk, men plettet.
 photo 4167ECB4-2E01-4475-BCC6-BE508AB4B500-26417-00000BE79EEF53AD_zps6b9cdc3e.jpg
Jeg har i dag skovlet ham over til hans far, mens jeg bliver klog ude på ITU. Og i eftermiddag henter jeg ham hjem, men hov, allerede i morgen skal han afsted igen. Tænk, for en gangs skyld er det ikke mig, der har ham mens han er syg. HVAD?! Ja! Den er god nok. Helvede er frosset over, der er to torsdage denne uge og jeg må hellere få drukket nogle øl. Hep.