I øvrigt #19 (post-fødsel edition)

  • Har jeg stiftet bekendtskab med efterveer. Avavavavav!
  • Er lugten af rådden navlestreng ubeskrivelig.
  • Kan jeg ikke huske hvad dag det er
  • Er mælken løbet til og jeg ligner en, der har fået et halvdårligt boobjob
  • Kommer der snart en fødselsberetning. Det hele skal bare lige falde på plads. Jeg kommer stadigvæk løbende i tanke om detaljer, der ellers var (lykkeligt) glemt.
  • Har jeg pludselig virkelig meget hud på maven
  • Medbringer næsten alle vores barselsgæster kage og chokolade, fandeme i orden
  • Har jeg kun været udenfor en enkelt gang, siden vi kom hjem fra hospitalet tidligt fredag morgen
  • Skal folk stoppe med at bruge ordet ’sutteteknik’. Få det ud af mine bøger og min sundhedsplejerskes ordforråd. Det har intet med amning at gøre, men med pik, og det magter jeg faktisk ikke i de her dage.
  • Har jeg virkelig svært ved ikke at plastre Instagram til med babybilleder
  • Går mine hormoner amok! Hedeture, ekstase, gråd, sult, underlig hud, fedtet hår. Som om smadret skræv, ømme muskler og sprukne bryster ikke var nok.
  • Spilder jeg ret meget på min baby.
  • Er Otto SÅ stolt og lykkelig for sin lillesøster, jeg kan næsten ikke rumme det.
  • Ejer jeg ikke nok tøj med knapper, så bliver nok nødt til at shoppe. Meget.
  • Satser jeg på både at komme i bad og ud af døren i dag. Lyder nemt. Well….

 photo Skaeligrmbillede 2015-04-21 kl. 09.40.59_zpseclzmztd.png

Min store lille dreng

‘Far, hvad så hvis jeg begynder at græde på min sidste dag i børnehaven?’
Sådan spurgte min kloge, følsomme, seje dreng i morges da han fulgtes med sin far ned til børnehaven. Svaret var, at det skulle han ikke være bange for at komme til og at det er i orden at græde, det er altid er hårdt at sige farvel, og at det kan være svært at starte på nye ting. Også når man er voksen.

På mandag starter han på fritidshjem. I løbet af denne uge (håber jeg) får han en lillesøster. Det er to vildt store ting! Særligt for en fem årig, og jeg skal virkelig hanke op i mig selv for ikke at hyle over det.

Han kommer til at klare det så fint er jeg sikker på. Både at stoppe i børnehaven på fredag og på sin store dag på mandag. Også selvom, der kommer en baby midt i det hele. Men hvor ville jeg ønske at hun ville skynde sig lidt, den lille pige, så vi lige havde noget tid til at falde på plads. Tanken om at det hele potentielt ramler oveni hinanden kan jeg slet ikke kapere, og for hver dag der går, hvor vi nærmer os fritidshjemsstart, bliver jeg mere og mere spændt på Ottos vegne. Han er også spændt og jeg forsøger at tale med ham om det, uden at smitte ham med min egen frygt omkring det, og indtil videre tager han det i stiv arm. Jeg håber han er lige så sej omkring det mandag morgen når det går løs. Denne gang med en baby i huset (JO! Hun er her fandeme på mandag). Og at jeg også er det. Sej.

Når jeg ikke er ved at brække mig af angst over det, har jeg de positive briller på  – Det er en kæmpe fordel at jeg har barsel, og derfor kan sørge for, at han får en virkelig mild indkøring, med korte dage, fridage og ingen morgenstress, så længe han har brug for det. Men gad faktisk godt at det ikke var lige nu.

 photo foto7_zpseosdwef9.jpg

Noget om en tøjkrise og et vigtigt bryllup

Rachel, der er en af mine bedste veninder, skal giftes tre uger efter min termin. Et bryllup jeg ser frem til og som jeg er sikker på kun kan blive en fest man sent vil glemme, da både Rachel og manden hun gifter sig med, er nogle særlige mennesker, der kan feste som få andre. Med mig har jeg freelancer, der har kendt Rachels kommende husbond længere end Rachel har (ja, vi tager æren for at de to mødte hinanden), og så selvfølgelig baby, der på det tidspunkt kan være alt fra få dage gammel til en måneds tid. Gisp!
Logistisk skal det nok gå op. Vi er to, vi udruster os med babyalarm, overskud og store ja-hatte, det hele skal nok gå.
Men en udfordring, der til gengæld allerede nu begynder at melde sig, er det uundgåelige; Hvad fuck skal jeg have på?! Som sagt har jeg lige født og vil derfor være indehaver af et stykke løsthængende mavehud og overdimensionerede bryster, og jeg tvivler på at min røv og hage vil have tabt de ekstra kilo som 9 måneders babyrugning (og remonce-spisning) har forårsaget… Jeg ved også, at jeg bliver nødt til at have outfittet parat inden jeg føder, for det der med at gå på shopping med en nyfødt og en masse ekstra hud på slæb er ikke optimalt. Hvad gør jeg så? Det ideelle ville være en kjole. Det er sgu da nemt, det er pænt og kan tilmed skjule de værste folder og buler.
Jo, men jeg ved også at jeg nok ikke har lyst til at vise mine ben frem, og de kjoler jeg føler mig tilpas i er ikke ligefrem amme-venlige, og noget siger mig derfor at bukser er vejen frem. Et suit, et sæt, en buksedragt, noget i den boldgade.

Jeg har masser af sko, så det bliver det mindste problem (dermed ikke sagt, at jeg ikke køber nogle nye alligevel når tiden nærmer sig. Jeg er jo bare menneske), men at finde det rigtige sæt tøj, i den rigtige størrelse, og tilmed holde fast i det helt frem til d. 2. maj, uden at ændre mening, det bliver måske nok i virkeligheden den egentlige udfordring.

I min virtuelle indkøbskurv har jeg lige nu et lyseblåt suit bestående af bukser og jakke fra ASOS, som jeg vil parre med en hvid silketop (åh modigt med min motorik, og en nyfødt som date), et smuuuukt sæt fra Stine Goya (skjorte og buks), en mørkeblå buksedragt med wrap lukning (så jeg kan pakke brysterne frem nogenlunde diskret) fra Reiss, som vil se fantastisk ud med mine metalliske Louboutins, der står på min reol og tigger om at komme i brug igen (desværre er mine fødder også gravide).

So far , so good. Der er god tid endnu. Men jeg skal helst have besluttet mig og klikket noget hjem inden beboeren i min mave melder sin ankomst, for derefter bliver min hjerne til en grødet masse i en rum tid. Det gjorde den sidst i et par uger (år?) – og jeg tror ikke det bliver muligt for mig at sammensætte eller tage stilling til tøj på det tidspunkt. Har i hvert fald ikke tænkt mig at tage chancen.

… Der kommer billeder af ovenstående kluns, det gør der. Men i skrivende stund kører photoshop noget attitude af på mig som jeg ikke magter. Starter på en frisk i morgen.

Indtil da, et billede af the bride to be og undertegnede til et andet bryllup. Lidt sløret, men sådan skal det være til bryllupper …

 photo 1255513_10151828570755399_803461970_n_zpssyzg0wwt.jpg

Status 30+

Jeg nærmer mig 32. uge og er dermed godt inde i det de kalder tredje trimester, altså allersidste etape. Og ved I hvad?! Det går sgu meget godt. Har haft nogle dage ind imellem, hvor kvalmen generobrede min krop for fuld hammer og jeg måtte hældes ind på sofaen rullet ind i dyner, med æbler og kakaomælk indenfor rækkevidde, i det sekund jeg kom hjem fra arbejde. Men det er gudskelov gået over for nu, og jeg kan nøjes med igen at være konstant forpustet, en anelse besværet på det fysiske plan (min kæreste kalder mig ‘billen’, fordi jeg ligner et væltet insekt, når jeg forsøger at rejse mig fra sofaen) og ramt af massiv søvnmangel, da jeg ikke kan finde ro om natten, overhovedet!  Både på grund af halsbrand, uro i benene og en udbryderbaby, der danser urytmisk under mit maveskind natten lang (åh, baare det var mig. Savner at danse. På Bakken i Kødbyen. Urytmisk. Til den lyse morgen).

Jeg har fem uger tilbage på arbejdet, som i 26 arbejdsdage, og selvom jeg godt ved og kan mærke, at det fysisk er en virkelig god ide det der barsel (plus det med at der jo kommer en baby, og hun nok ikke passer så godt ind på redaktionen), og at jeg om fem uger uden tvivl er totalt klar til at råbe PIK og skride, er jeg på nuværende tidspunkt virkelig skræmt og usikker over at skulle forlade min pind på Havneholmen, også selvom den snart er for lille til mig.

Det er selvfølgelig ikke kun mig der vokser sig større, også beboeren i min mave er allerede nu stærk og stor, og vi får begge rosende kommentarer hos både læge og jordemoder, så alt i alt skal jeg ikke klage, det gør jeg selvfølgelig alligevel, men på papiret, og i forhold til hvordan det kan være at gro et barn kører det sgu ret godt.

Jeg glæder mig til at møde hende om 2 måneder, men jeg er endnu ikke nået dertil, hvor jeg er utålmodig. Hygger mig meget godt med at gå og være lidt tyk. Trods ovenstående skavanker. Men lad os tales ved om et par uger…

 photo Skaeligrmbillede2015-02-05kl224604_zpsa6384dcb.png

Følg bloggen og mig på Instagram @sneglcille og på Facebook

Alene hjemme, på en ny måde

Det er hverken første eller sidste gang, at jeg skriver om livet for et år siden vs. livet nu, for det er virkelig noget af en omvæltning, især når man bliver mindet om det. Som lige i disse dage, hvor Otto og jeg er alene hjemme. Det er på den ene side totalt hjemmevant og genkendeligt bare at være os to, og på den anden side mega underligt og helt forkert, da vi jo har vænnet os til at være tre, eller fire. Jeg er da allerede et par gange i løbet af denne uge, blevet mindet om de mange goder der er ved at være to voksne – Som da jeg midt i køen i netto, med en fyldt indkøbskurv, fem minutter i røvhulstimen fandt ud af at min pung lå hjemme i sofaen (ja, jeg er en webshopper, og dette var straffen) og jeg på grund af et gabende tomt køleskab, måtte ræse hjem med fem årig, hente pung, og gå tilbage for at betale varer og slæbe dem hjem, med fem årig, og dennes nye og ret tunge cykel. En situation der for bare et år siden var hverdagskost, men hvor jeg i mit nye liv nok enten ville ringe efter min livline, smide barnet af derhjemme, eller få livlinen til at gå ned efter indkøbene. Forkælet!

Nå, men det gik. For det gør den slags jo heldigvis, og bortset fra de, før i tiden, velkendte udfordringer, er vi ret gode til at være alene hjemme. Vi bestilte sushi i går, bare fordi. Vi spiser aftensmad foran fjernsynet. Vi sover i samme seng, og læser to godnathistorier. Med andre ord er det nu noget helt særligt, at være os to alene, og ikke længere bare hverdag.

Tankevækkende. For mig anyway.

 photo Skaeligrmbillede2014-09-03kl200205_zps8dd91a60.png

Følg mig på Instagram @sneglcille

Don’t try this at home – Om hjemmeklip og snobberi

Ottos hår var blevet så langt, at det både generede hans udsyn og dermed også dækkede hans ualmindelige (hvis jeg selv skal sige det) smukke grønne øjne. I nakken var det heller ikke helt godt og i virkeligheden var det bare blevet noget værre rod med den frisure. Jeg har altid svoret kun at få ham klippet hos en frisør, fordi jeg er en snob, der synes at hjemmeklip er for dem, der køber buræg, holder ferie i Lalandia og går på Jensens bøfhus (shallow much?). Dog faldt dråben, da Otto i morges måtte røre i havregrøden med den ene hånd og med den anden holde hans lange lokker til siden for overhovedet at se noget.

‘Du skal klippes i dag’ blev returneret med et skeptisk blik og kommentaren ‘Hos Dorte ikke? … Dorte er Ottos frisør, som desværre har en del ventetid, og da planlægning for tiden lidt går op i hat og briller herhjemme, er det ikke lykkedes mig at få en tid til ham hos Dorte.

Så efter lidt overtalelse, noget ninjaturtles på Netflix og et løfte om ’sejt ninja-far-hår-der-stritter-lidt-til-siden’ og tanken om at vi altid kunne gå maskinklip-vejen igen, gik jeg igang med at klippe mit stakkels barn. …

Og… Bortset fra et par ujævnheder her og der (jeg vælger at kalde det tekstur) synes jeg faktisk, at jeg er sluppet ok fra det (ved ikke om Dorte eller nogen anden med en uddannelse indenfor faget er enige), min indre snob har ikke taget skade og barnet virker ret tilfreds med resultatet, hvilket må siges at være det vigtigste.

 photo Skaeligrmbillede2014-08-16kl143511_zpsa51dcb91.png

Jojo, et semester på frisørskolen ude i Nordvest tilbage i 2001 er ikke spildt …

Siden sidst …

Otto har slæbt en del mudder med hjem fra udflytteren og jeg har lige åbnet en øl, så faktisk er jeg bare noget bas, et knivspids urinstøv og en håndfuld kønssygdomme fra at befinde mig på den rigtige festival. Perfekt.
Jeg har sjældent tjekket min instagram så lidt, som jeg gør i de her dage. Hver gang jeg ser et billede fra festivalpladsen, bliver jeg ramt af et lille stik i maven, også kaldet misundelse. Ville fandme gerne have været med i år, og havde endda fået tilsnusket mig billet og medieby. Men logistikken fejlede, og jeg måtte i sidste uge erkende at det blev et stort no-go. Men hvad fanden. Jeg har netflix, nyvasket sengetøj og kvalitetstid med lillen, mens hans far vælter rundt på en græsk ø med sit kamera og tjener et par skillinger.

Som I måske har bemærket har jeg holdt blog-fri i noget, der minder om en evighed, Måske er det egentlig bare en uge, men hvem tæller. Jeg har simpelthen måtte skrue et tak ned for ambitionsniveauet på det seneste, efter jeg i søndags, på min fødselsdag, fik en form for wake-up call, da min krop mere eller mindre kollapsede midt i noget der skulle være en hyggelig aften. Så bloggen røg i svinget. Men jeg føler jeg har fået trukket vejret nogenlunde, og er ved at være ovenpå igen, og ser frem til et par fridage i næste uge, hvor jeg smider min lille familie i et sommerhus med gode venner, et par bag-in-boxes og noget svensk chokolade.

Siden sidst har jeg som sagt fejret min fødselsdag, jeg har været et smut på Kokkedal slot, kørt utallige ture på den nyåbnede ‘cykelslange’ (cykelbro på havneholmen, der forkorter min tur til arbejde med hele 10 minutter. Score!), anskaffet mig en slow-juicer, hvilket betyder at jeg indtager de fleste af mine grøntsager i flydende form, og sidst men ikke mindst har jeg helt seriøst og uden pis fået en uforklarlig lyst til at forsøge mig med noget Beach Volley (Top 1 over ting der med garanti går over igen) … Med andre ord er I gået glip af potentielt gode indlæg, men så har I lidt til gode.

Jeg satser på at være synlig på de sociale medier de næste par dage (især her), og sikkert også her på bloggen, eftersom at jeg ikke skal arbejde før på torsdag og lets face it, ikke kan blive væk fra det man kalder web.

 photo Skaeligrmbillede2014-07-04kl213901_zps737fa0a6.png
Ovenstående er bare noget af det I går glip af hvis I ikke følger med på Instagram. Skynd jer og kom med!

Ikke et ord om opdragelse

For længe siden røg ‘opdragelse’ på min usynlige liste over emner jeg ikke skriver om herinde. Af den simple årsag, at det er et emne, der kan få folk helt op i det røde felt. Mig selv inklusiv. Os, de voksne, er sjældent enige med hinanden. Nogle gange ikke engang med os selv – og jeg skal da være den første til at indrømme, at jeg også ind imellem må give efter for egne principper, at jeg også træder ved siden af og at jeg også har råbt, højt, selvom det er en af de ting jeg absolut ikke tror på.

Trods mit løfte om ikke at skrive om det, er det alligevel noget, der selvfølgelig gradvist fylder mere og mere, i takt med at Otto bliver større.

Otto tester mig for tiden. Ikke hver dag. Ikke hele tiden. Men ofte. Jeg mistænker, at han gennemgår endnu en selvstændighedsfase, og måske forsøger at vise os, at han er en stor dreng. Det ved jeg at han er, og jeg forsøger mit bedste at lade ham være det. –  Og så gik det netop op for mig, at selvom han er ovenud lykkelig for vores nye situation, hvor både mor og far er der, har han altså hele sit liv været vant til at have os, og i særdeleshed mig, for sig selv. Så underbevidst kunne det også være grund til det med den pludselige trods fra hans side. Og det er klart, at der måske, helt uden at vi har lagt mærke til det, er blevet ændret lidt i vores rutiner og dermed også i opdragelsen. Og det forvirrer. Både os og ham.

Jeg håber at ovenstående, leder til en form for gennembrud i form af, at vi de voksne ændrer nogle ting, så de høje bølger fra den trodsige næsten fem-årige, kan minimeres fremover… Lige indtil en ny omvæltning/periode/alder …
 photo Skaeligrmbillede2014-06-15kl200350_zps5f2572e6.png

Sommerferie på børnsk

Egentlig føles det forholdsvis tidligt at tale ferie allerede nu. Særligt taget i betragtning, at der er over en måned til min. Men erfaring har lært mig, at tid går stærkt når man lever i et voksen-liv, og at det er sværere at skaffe en god plads til Cirkus Summarum end det er, at score heroin. Så planlægningen er altså gået i gang as we speak.

Jeg har en uges ferie midt i juli og jeg har tænkt mig at gå all in på børne-oplevelser i den uge, da det er begrænset, hvor meget kvali-tid vi ellers kommer til at have sammen, i de fire uger han er hjemme fra børnehave.

Planerne er så småt ved at falde i hak – Jeg forventer naturligvis perfekt strandvejr og medgørlig næsten fem-årig hele ugen. Det’ klart. Derudover kan jeg ikke løbe fra, at jeg har lovet barnet en tur i legoland. Et løfte, der med transport og overnatning kommer til at koste mig det samme som et par Balenciaga sandaler og en halv middag på Pastis. Seriøst, det er sgu lidt halvfrækt at charge en halv chartertur for en overnatning i ‘piratværelset’, ved mindre der er nøgenservering og fadøl i hanerne, hvilket jeg tvivler på. Så jeg tror vi nøjes med indgangsbilletterne og en flyvetur hjem til Vesterbro samme aften.

Jeg glæder mig simpelthen så meget til denne sommerferie. Han er blevet så stor, og et ‘rigtigt’ menneske, ham den lille lort, og jeg har på fornemmelsen, at lige denne sommer bliver noget ganske særligt.

Nåhja, og jeg sørger naturligvis for emergency rosevin og gin og tonics til om aftenen på altanen. Man er vel garvet…

Ferie. Kom!

 photo Skaeligrmbillede2014-06-17kl100730_zps9e61be13.png

Typen med sofa og matchende liv. Agtigt.

Det her indlæg bliver skrevet fra min nye sofa. Jep, som I kunne se på Instagram tidligere, er min allerførste rigtige (læs: ikke midlertidige) sofa ankommet og den er sgu ret pæn, selv med peanutbutter på sig (ahmen for helvede, det var jo det jeg sagde).
Jeg endte i noget helt klassisk Bolia, der matcher mit nye liv som voksen-agtig type med fuldtidsjob, væghængt fjernsyn og Wolford strømpebukser ret godt, selv med peanutbutter (og ja, jeg mener både på sofaen og strømpebukserne).

Jeg har vanvittig travlt for tiden. Føler lidt at jeg får kastet for mange bolde i luften på samme tid, og må løbe febrilsk rundt for at gribe dem alle, mens jeg samtidigt skal være mor, der er sjov og sød og som ikke brænder havregrøden på. Jeg har ondt i mine tænder og kæber, og det er gået op for mig, at det er fordi jeg går og bider sammen – Bogstaveligt talt. Og i dag blev det faktisk lidt for meget. Overskuddet blev opbrugt, og trangen til at råbe udover det hele var ret stor, hvilket virker fjollet, når jeg jo er her, hvor jeg ret gerne vil være.

Efter mange timers granskning af sammenbrændt hjerne er jeg nået frem til, at det jo ikke handler om, at jeg ikke er glad for min virkelighed, men bare om, at jeg skal mindes om, at jeg er et menneske, helt uden superkræfter.

Og hvad vil jeg så gøre ved det? I første omgang har jeg bestilt flybilletter til en uge i noget varmt senere på måneden. Og så må den der stressfølelse gerne tage sin ven utilstrækkelighed i hånden og slappe af indtil da. … Jeg bliver siddende i min Bolia og venter på de voksne imens.

Skærmbillede 2014-04-10 kl. 23.20.18