At savne

I forlængelse af dette indlæg.

Jo større min søn bliver, jo flere ord kommer der på de følelser han går igennem, når han savner. Det gør mig stolt, at han i en alder af tre år er i stand til at mærke sig selv så meget som han kan og at han ikke er bange for at stille spørgsmål.
Det er fascinerende at følge hans tankegang og se ham prøve at regne verden ud. Selvom det også til tider kan være svært, for mig, hans mor, ikke at påtage mig skylden for mange af de svære ting han skal gå igennem.

Som delebarn er det nogle store følelser han skal gennemgå i en forholdsvis tidlig alder. Savn er noget han mærker til på daglig basis, nogle dage værre end andre og det smerter mig i hjertet når han kigger på mig med store øjne og forventer et svar han kan forstå, når han igen spørger hvorfor hans far ikke bor hos os.
Jeg informerer ham så meget som jeg nu kan, men synes samtidigt at grænsen for hvor meget han skal indblandes, er hårfin.
Børn skal efter min mening, ikke rodes ind i de voksnes problemer, uanset størrelsen af dem.

Det værste jeg kan forestille mig, er hvis han på en eller anden måde skal føle sig skyldig i at vi ikke er sammen længere. For det er han selvfølgelig ikke. Tværtimod.

Min forklaring lyder for det meste, at vi hellere ville være venner, end kærester, og derfor ikke bor sammen, ?Du bor jo heller ikke sammen med Willi, selvom han er din ven?.

Jeg ved godt at det kun er et spørgsmål om tid, før den forklaring avler flere spørgsmål, og dem skal han nok få svar på når tid er.

Jeg priser mig lykkelig for det forhold hans far og jeg har til hinanden i dag.
Det er et venskab som jeg vægter højt. Vi snakker sammen næsten dagligt og der er i den grad plads til spontane aftensmadsbesøg, når savnet bliver for svært. Det er noget som vi begger prioritere højt. At Otto skal se at vi kan være i rum sammen og at vi ønsker at være sammen med ham, ikke kun hver for sig.

Nogle gange er jeg bange for at det forvirrer vores søn mere end det gavner, men på den anden side, ved han at vi er der for ham og at vi er et team, selvom vi ikke er kærester og heller ikke bliver det.

Mor er aldrig syg!

Fra 24 timer. Torsdag d. 17 januar.
Mor er aldrig syg!
Da min søn startede i vuggestue for to år siden, var det samtidigt starten på halvandet år med utallige sygdomme. Den ene tog den anden, og vi var slået ud af bræksyge, feber, hoste og snotnæser. Der var ingen begrænsninger for, hvilke sygdomme han fik skrabet sammen og tog med hjem, og jeg fik hver og en, også dem, han ikke engang selv fik.

Forrige vinter var vi syge på skift i to måneder. Trods de mange råd, som afspritning af både barn og undertegnede, uld fra top til tå, biostrath, grøntsager og C-vitamin-overload, ramte det os igen og igen, intet virkede. Jeg var dømt ude grundet influenza og pandehulebetændelse, og min dreng var en omvandrende snotnæse med 38,4 i feber.

Heldigvis er det blevet bedre, efter han er startet i børnehave, eller det var det. For ikke længe siden hørte jeg mig selv sige, at nu var det godt nok også ved at være længe siden, jeg havde været syg.

DET må man aldrig sige højt, for så kommer bræksygen for fuld drøn, det gjorde den i hvert fald her. Og så sent som i sidste weekend begik jeg fejlen igen, ?Høh! Jeg har slet ikke haft den der influenza, alle piver over ? Jaer!?

Klip til mandag aften, hvor feberen sneg sig ind på mig og bankede mig hårdt i hovedet, og nu ligger jeg så her.

Så meget, som jeg nu kan. For når man er mor, er der lige den lille detalje, at det med at lægge sig syg ikke er en mulighed.

Selv om jeg aldrig før har været syg så ofte, som efter jeg er blevet mor, har jeg til gengæld heller ikke skullet ignorere mit eget helbred så meget.

Muligheden for at slumre under et tæppe med kamilledrop og tv-serier, mens man popper panodiler og ynker sig selv, er der ikke rigtigt. For der er næsten altid en lille fidus, som enten er mere syg end en selv, eller bare har brug for, at man står oprejst og er voksen i det. Så det gør jeg. Trodser feber og andre ondheder og smører leverpostejmadder og synger ?Søren Banjomus,? omend i en lidt mere hæs udgave end normalt. En jazzet version.

Verden ifølge Otto, nu på facebook:

Jeg har jo nævnt før, at jeg er blevet hende, der bruger mit barns sjove guldkorn, som statusopdateringer på facebook. Men det er ikke nok vel? Nahaej, for I slipper heller ikke.
Gudskelov kan jeg ved gennemgang af min wall, fuck nej timeline, se at  jeg har holdt mig til 4 Otto citerede opdateringer på en måned, resten er bare pladder om kaffe og knep, det er sgu da ikke så slemt. (Det må kunne gøres bedre. Sorry venner)

De 4 opdateringer, lød som følger:

  • “Mor, hvis min far er supermand. Hvem er du så?”
    Sgu et meget godt spørgsmål. – Jeg svarede at jeg var supermor.
    Han rynkede på næsen, “Aj, det tror jeg ikke man kan. Men du har smukke tænder”…
  • Otto i højt stemmeleje midt på Valdemarsgade: “Mor! Hvordan har du egentlig lavet mig??” … Øhm. Den tager vi lige senere, som i om 10 år-ish.
  • Otto: “Godt du har mig, ikk’ mor? Der er jo ikke andre mænd i vores hus.
    Men… Det er nok fordi du er så gammel”. #Mangetak
  • Otto har netop udmeldt at han IKKE gider hedde Rubini, for det er i hvert fald IKKE et sejt navn. Så fra nu af, ønsker han at gå under navnet “Otto Batman StarWars Morfar”….

Projekt børneværelse.

Jeg bor i en 3-værelses, som består af et åbent køkken, en stue og et soveværelse. Tiden er kommet hvor der skal rokeres rundt og laves om. Jeg flytter ud af mit soveværelse i weekenden, og får soveplads i stuen, sådan at Otto kan få sit eget værelse. Store sager sgu! Junoen bliver lånt ud til min venindes datter, og ind hos os rykker min brors aflagte huleseng (en køjeseng med hule i stedet for underkøje). Økonomien er ikke til det helt store, så det bliver et større projekt med små tilføjelser med tiden, har blandt andet sat min mor igang med at sy, puder og den slags. Men for pokker hvor bliver det godt. Jeg glæder mig helt vildt og det gør han selvfølgelig også. – Jeg modtager meget gerne links til fede børnemøbler, inspiration osv, hvis I støder på noget. Tak.

Øj, forresten. Der er et lille twist, nemlig en bagtanke med det der værelse – Det er sådan at fordi han på lørdag er en stor dreng med eget værelse, er det også blevet tid til at sige farvel til sutten… Ja. Indtil videre siger han ikke noget til det og virker indforstået, mæææææææn lad os nu se.
Send mig lige held og lykke og sprut  i weekenden hvor det sker. Jeg har pissebrug for det.

Skilsmissetanker

Fulgte I med da DR havde skilsmisse tema?
Jeg gjorde. Med ondt i maven og tårer i øjnene.
Det er et følsomt emne for mig stadigvæk. At Otto er skilsmissebarn. Eller delebarn.
Jeg er om nogen fortaler for, at man ikke skal blive sammen for børns skyld og jeg ved at det oftest er bedst for alle parter at leve hver for sig. Mine egne forældre er et bevis på dette, præcis ligesom jeg selv er det. MEN jeg forstår virkelig godt dem, som prøver til det sidste. Flover mig selv engang imellem over at vi ikke kæmpede for det, dengang. Jeg trøster mig med at Otto ikke kender til andet. – At jeg er gladere nu end jeg ville være i et forhold med hans far, at vi samarbejder som forældre og begge har rum, tid og overskud til Otto, når vi har ham hver især.
Jeg har det godt. Det har Otto også. Han er glad, sej og tryg.
Men når han ser på mig med sine store blanke grønne øjne, og spørger mig hvorfor hans far bor et andet sted, går jeg lidt i stykker hver gang og har lyst til at kramme ham og aldrig give slip.

Jeg ved at det for børnene, er en svær virkelighed og her er Otto ingen undtagelse. Det gør ondt på mig.

5:20

sagde uret, da jeg blev vækket med en fod i siden af meget vågen dreng. Det er ved at være længe siden at jeg er stået så tidligt op på en søndag, for Otto er langt om længe blevet glad for at sove længe. Engang imellem til klokken 9!! Det har min krop hurtigt vænnet sig til, så det var med sammenbidt mine at jeg stod op med ham og smed en gryde havregrød på blusset. Og ja, selvfølgelig skyldes det vintertid og klokken-er-jo-i-virkeligheden-en-time-mere…. fuck-nu-af. Når uret viser mindre end 7 på en søndag, bliver jeg gnaven. Period.

Om jeg blev træt langt inde i knoglerne, da jeg opdagede at jeg kun havde nok kaffe til en halv kop? – Ja.
Hvor mange gange vi har set kungfu panda her klokken lidt i 9? – To.
Skal jeg bruge resten af dagen på at rydde op i bombet soveværelse? – Mja.
Gør jeg det? – …..
Blev jeg nogensinde færdig, med at skrive det jeg pev over i fredags? – Hell motherfucking yes!

Uploaded from the Photobucket iPhone App

Otto tester Lego

Uploaded from the Photobucket iPhone App
Det var lidt af en udfordring da jeg og mine betændte bihuler skulle bakse denne pakke hjem på cykel. Men det var al besværet værd, for glæden var stor, da Otto kom hjem fra sin far i tirsdags og så hvad der var i pakken.
Uploaded from the Photobucket iPhone App
Uploaded from the Photobucket iPhone App

Lego har sendt os ovenstående til test og dommen er faldet.
Selvom otto er over 3 år og så småt er begyndt at interessere sig mere for rigtig lego, finder han stadigvæk Duploklodserne frem og kan bruge flere dage på at bygge og lege med det. Duplo er nemmere for ham at bygge uden hjælp, end de små legoklodser, hvilket betyder meget for ham da han jo er en stor (!!) dreng midt i en ret heftig selvstændighedsperiode (giv mig styrke!). Duplo ZOO’en er et kæmpe hit herhjemme og vi har bygget flere forskellige indhegninger, både til dyr, biler og mennesker. Faktisk har han stort set ikke leget med andet siden vi pakkede det ud, hvilket må siges at være et kvalitetsstempel. Mange opadvendte tommelfingre herfra.

Uploaded from the Photobucket iPhone App

Uploaded from the Photobucket iPhone App

Duplo ZOO’en er en gave fra LEGO. Jeg har ikke modtaget betaling og indlægget er udelukkende skrevet med mine ord, udfra min og Otto’s mening om produktet.

3 år med sneglcille

Sneglcille.dk har i dag eksisteret i 3 år. Viiiiildt.
Må jeg først og fremmest lige sige at jeg er på røven over hvor mange I er, som hver dag klikker sig forbi herinde. Det havde jeg ingen forestilling om for 3 år siden. Det var jo bare for at få lov til at skrive. Og i særdeleshed for at komme ud med alle de tanker og følelser som fyldte åndssvagt meget midt i den kæmpestore omvæltning det er at blive mor.
Meget er sket siden den aften for præcis 3 år siden hvor jeg oprettede bloggen, med en øgledreng på kun 2 måneder (!!) ved siden af mig. Øglen er blevet en stor dreng. Det føles ellers som var det i går at jeg fik ham, men alligevel er det som om at han har været der altid.
Jeg er stadigvæk enlig delemor, og det er stadigvæk svært nogle dage, men tilgengæld har jeg i de sidste 3-4 år lært utroligt meget og har på forunderlig vis fundet en måde at hvile i mig selv (øj! Det lyder corny!) og sætte pris på min situation (dobbelt op på corny) – Størstedelen af tiden. For selvom det er råddent og svært og man kan ærge sig herfra og til månen over at det ikke blev som man havde forestillet sig, så er mit selvværd højere end nogensinde og jeg synes helt seriøst at jeg sparker røv til at være Otto’s mor. Det mener jeg. Helt helt ærligt, tror jeg at jeg er en bedre mor nu, end jeg ville havde været, havde jeg ikke fået det hak i tuden dengang. På en eller anden måde har bloggen været med til at få det frem, fordi jeg har haft et sted at smide mit tankeskrald og kaste verbalt op.

Ævle ævle, det slog mig bare lige i går aftes at der er gået tre år siden jeg første gang nossede mig sammen og trykkede udgiv.
Det er jeg glad for. Især for at I følger med. Tak!! Skål for 3 år mere.

 

Det uundgåelige.

Det er alt for tidligt overhovedet at nævne ordet, jeg ved det godt. Skyd mig ikke. Men det er det med jul. Ja. Juleaften. (Seriøst, skyd mig ikke.) Om 2 måneder.

Jeg står i et dilemma. Og nu går der måske lidt Mads & monopolet i den. Men jeg er totalt splittet.
I år har jeg ikke Otto. Vræl! Det har jeg prøvet før og det er sgu ikke sjovt.  Jeg havde oprindelig tænkt at jeg bare ville være hjemme juleaften. Alene. Med pizza, rødvin, dyner og film. Agtigt.
Men… Flere af dem jeg har luftet det for, bliver ligblege i hovederne og siger at det lyder som en vildt dårlig ide, at jeg nok skal regne med at føle mig ensom, og at jeg nok bør genoverveje og lave en eller anden form for planer …. Jeg ved ikke om jeg er enig. Men jeg ved at jeg højest sandsynligt bliver mere ked af det til en familiejuleaften, med andre børn og ingen Otto. Desuden er ensomhed heller ikke en følelse, der skræmmer mig længere, jeg har efterhånden taget min share hvad det angår. – Og da juleaften seriøst siger mig absolut ingenting og jeg kun er interesseret i at gøre noget ud af det for Otto’s skyld, nårhja og så er der al marcipanen og rødvinen, ser jeg ikke det store issue.
Jeg har nu foreslået min mor og stedfar at vi laver noget, sammen med mine søskende. God mad, vin og bare os 5. Det gad jeg faktisk rigtig godt. Men de har vist lovet sig selv ud.
Så, jeg er ret sikker på at jeg holder fast i min oprindelige plan. Altså et brag af en juleaften med Otto d. 23 og ingen planer d. 24. Men jeg er alligevel kommet i tvivl. Jeg kan jo sagtens tage med mine forældre til stor juleaften hos familien. Jeg er sikkert også velkommen hos min rigtige far og hans kone, som jeg faktisk kun har holdt jul med 1 gang før. Men gør jeg det så i virkeligheden kun for at lukke munden på alle dem, som er bekymrede for om der går Bridget Jones i den (noget med rødvin og Celine Dion)?! Jeg er helt på bar bund. Og jeg vil vildt gerne høre jeres mening og er åben for forslag. Altså ikke at I skal invitere mig på and. Jeg mener bare, er jeg vanvittig når jeg overhovedet overvejer at blive hjemme alene?

Årrh. Det er præcis situationer som denne, der gør at jeg ind imellem bander deleordninger og skilsmisse langt væk. Og jeg har endda en velfungerende af slagsen.  At dele sine børn er seriøst det vildeste pis! Jeg har lyst til at skrige højt indtil det går væk. Øv mand.
– Må jeg her lige sende en helvedes masse kram og highfives til jer, hvor det ikke fungerer og I alligevel gør det, uden at gå ned med flaget. Fuck hvor er I seje.

Merry fucking christmas.

Og så var der 2…

Jeg elsker jo ellers at shoppe. Virkelig meget faktisk. Men. Vintertøj til børn? Fuck mand! En pæn og varm flyverdragt er dyr, umulig at opdrive og ofte dekoreret med pels, hvilket jeg ikke bryder mig om. Oveni det har jeg en søn, som går i udflytter og har sygt meget krudt i røven og derfor slider sit tøj dobbelt så meget som andre børn.  Den største udfordring er dog, at han i høj grad har en mening om hvad han har på.  Han er f.eks. især glad for ternede skjorter og syntetiske fodboldtrøjer, begge beklædningsdele som jeg synes er grænseløst grimme.
NÅ. Tilbage til de der lortedragter. For ja, de skal købes nu! Dette erfarede jeg da han allerførste gang skulle have en flyverdragt og en virkelig stram ekspedient grinte af mig da jeg i slutningen af oktober måned spurgte efter en dragt i str. 86.
For de var udsolgt. “Selvfølgelig”, som hun sagde.

Jeg har nu købt en fantastisk, grøn Ej sikke Lej flyverdragt, med ugler på ærmerne. Oh the drama! Barnet er IKKE tilfreds. Det er hvad det er, jeg skulle sgu nok få ham i den, hvis jeg da bare havde købt den i den rigtige størrelse… Ja. Jeg ved ikke lige hvad jeg tænkte på. Men den er for stor.
Så jeg har nu købt en grå sag i stedet. Den ligger på et posthus ude på østerbro et sted (but why?), så den skal jeg have hentet snart og så håber jeg at den falder i den kræsne skideriks smag.

Næste udfordring: Vinterstøvler. Hviiiin! Der skal noget hård sprut til i den proces. Siger det bare.

– Og hey! Er du interesseret i en armygrøn ej sikke lej flyverdragt, med neongrøn lynlås og uglereflekser på ærmerne, i str 110? Så send mig lige en mail.