Sommerferie på børnsk

Egentlig føles det forholdsvis tidligt at tale ferie allerede nu. Særligt taget i betragtning, at der er over en måned til min. Men erfaring har lært mig, at tid går stærkt når man lever i et voksen-liv, og at det er sværere at skaffe en god plads til Cirkus Summarum end det er, at score heroin. Så planlægningen er altså gået i gang as we speak.

Jeg har en uges ferie midt i juli og jeg har tænkt mig at gå all in på børne-oplevelser i den uge, da det er begrænset, hvor meget kvali-tid vi ellers kommer til at have sammen, i de fire uger han er hjemme fra børnehave.

Planerne er så småt ved at falde i hak – Jeg forventer naturligvis perfekt strandvejr og medgørlig næsten fem-årig hele ugen. Det’ klart. Derudover kan jeg ikke løbe fra, at jeg har lovet barnet en tur i legoland. Et løfte, der med transport og overnatning kommer til at koste mig det samme som et par Balenciaga sandaler og en halv middag på Pastis. Seriøst, det er sgu lidt halvfrækt at charge en halv chartertur for en overnatning i ‘piratværelset’, ved mindre der er nøgenservering og fadøl i hanerne, hvilket jeg tvivler på. Så jeg tror vi nøjes med indgangsbilletterne og en flyvetur hjem til Vesterbro samme aften.

Jeg glæder mig simpelthen så meget til denne sommerferie. Han er blevet så stor, og et ‘rigtigt’ menneske, ham den lille lort, og jeg har på fornemmelsen, at lige denne sommer bliver noget ganske særligt.

Nåhja, og jeg sørger naturligvis for emergency rosevin og gin og tonics til om aftenen på altanen. Man er vel garvet…

Ferie. Kom!

 photo Skaeligrmbillede2014-06-17kl100730_zps9e61be13.png

Splitte mine bramsejl

Jeg tillader mig lige at reposte et indlæg fra sidste år. Om bekymring. Den slags, der er fuldstændig irrationel, men uundgåelig når man først har fået de der børn. Otto er nemlig i skrivende stund på vej ud for at sejle (!) på et skib (!!) hele dagen (!!) –
Jeg har med sammenbidt falset-stemme hele morgen sagt ting som ‘Nææææ det blive daaarjligt, hvaaae’?’, for ikke at smitte ham med min syge dødsangst, og jeg er ret sikker på at jeg overskred grænsen for hvor længe et kram kan være, uden at det er creepy, da vi sagde farvel …

Min dag kommer til at stå på intens kjolejagt, rengøring og konstant tjek af telefon, alt imens jeg holder vejret indtil afkom er tilbage fra sit sø-eventyr.

REPOST:
Fra 24 timer, torsdag d. 7 marts 2013
?Her har du dit barn, og en livslang angst?

Der sker noget inde i ens hoved når man bliver gravid. Der sker mange ting, jovist. Men jeg tænker ikke på hormoner, distræthed og kindersnitte cravings, men på bekymringer. Bekymringer i en helt anden liga, end man nogensinde havde forestillet sig muligt.

De starter den dag man står med den positive test i hånden og følger én igennem hele graviditeten. Vokser barnet? Lever det? Er det et raskt barn? Hvorfor sparker den ikke? Hvorfor sparker den så meget? Og. Så. Videre.
Man ser frem til at få barnet ud til sig, så man bedre kan passe på det, tænker man.
Så føder man barnet? Panik! Bekymringerne tager til og man er usikker og overvældet. ?Vokser barnet? Lever det? Er den rask? Hvorfor bevæger den sig ikke?
Hvorfor bevæger den sig så meget? Trækker den vejret? Hvorfor græder den nu??

Institutionsalderen indtræder og helt nye bekymringer dukker op, faktisk tænker man nu at bekymringerne ikke kan blive værre. Forfærdelige scenarier udspiller sig i ens tanker, med alt fra kidnapning til brækkede knogler i fokus. Særligt udflytterbørnehave kan sætte gang i hjernen, skulle jeg hilse og sige. Bussen kunne jo køre galt, barnet kunne blive glemt i skoven, han kunne falde ned af et træ. Er det en sø? Druknedød!

Man ryster på hovedet af sig selv, for man ved det jo godt. At man er ved at miste forstanden og simpelthen bliver nødt til at slappe af. Men hjernen forsætter. For den dag man fik det barn og fik etiket ?mor? placeret på sig, skrev man samtidigt under på en slags kontrakt, hvori der med småt stod, at man nu gik ind i en verden fuld af afbrudt søvn, lortebleer, pletter på tøjet og et tankemønster, som kan gøre enhver horrorforfatter misundelig.

Ja, jeg indrømmer det, ?man? er ?jeg?. Jeg er blevet en smådramatisk pylret hystade, som er ved at gå til af bekymring, relativt ofte og i højere og højere grad, jo ældre min dreng bliver. Gudskelov holder jeg det indeni mig selv (når jeg altså ikke lige skriver om det i avisen).

 

Da jeg blev mor

Otto bliver fem år til sommer og det i sig selv virker fuldstændig vanvittigt. Han er jo lige kommet, men har altid været her! Eller hvordan det nu er.

Da jeg fik ham var det hårdt, ååårh manner! Jeg står stadigvæk med åben mund og polypper når folk føder børn og nærmest bare rejser sig fra fødselssengen med nyvasket hår, overskud til aftaler og andre mennesker og ‘var det virkelig bare det’-ansigt. Er jeg mon en svækling? Eller var Otto virkelig bare et røvhul? Spørgsmål jeg længe har gået med og konstant bliver mindet om ,når folk omkring mig spytter babyer ud.

Der er ingen tvivl om at det hårde var virkeligt. Og jeg er sgu ikke svag, eller pjevset og selvfølgelig var O ikke en anti-søvn / pro-skrig hystade med vilje.
Men svaret er nok bare, at babyer er forskellige, mennesker er forskellige og det at blive forældre bare på ingen måde er ens fra person til person. Jojo, man møder da indimellem en, måske to, der har haft samme oplevelse, men der er ofte langt imellem (og på en eller anden måde heldigvis for det, ellers ville ingen jo få børn).

Selvom det var det absolut hårdeste jeg har prøvet. Både fødslen (av og fuck), amningen (aaav og fuck), den afbrudte søvn (ja fuck igen), usikkerheden og alt det andet, er det bare (måske) en helt anden virkelighed for andre. Jeg har både veninder, der som jeg var HELT færdige i tiden efter, og jeg har veninder, der synes det hele var nemmere end nemt og at vi andre simpelthen må være nogle tøsedrenge.

Men, og her kommer min pointe, skal vi ikke lige aftale, at vi kvinder stopper med at pege fingre af hinanden, stopper med at hvisketiske om, at den ene da simpelthen har falsk overskud, at den anden simpelthen gør det hele såååå meget værre end det er, for helt øøørlig’ SÅ hårdt er det jo slet ikke! Og så videre… Bare stop ok?! It’s not a competition!

Vi skal opføre os ordentligt damer! Hjælpe dem, der har brug for hjælp, glæde os over dem, for hvem det er nemt og dejligt – og minde os selv og hinanden om, at der er gode og dårlige perioder og at bare fordi naboen har nået at få rene bukser på og gud forbyde det har bagt et eller andet helt selv, ikke er ens betydning med, at det er falskt eller overfladisk, og at bare fordi veninden hvæser og græder over ikke at have sovet på sjette døgn eller fortæller gyserhistorier om vestorm og flækket skræv, ikke nødvendigvis overdriver og hvis hun gør, er det sgu nok fordi at hun har brug for en krammer (eller et shot og en highfive) ? OG her taler jeg altså ikke kun om mødre, men om kvinder generelt. Skulle vi ikke lige være ordentlige overfor hinanden og holde sammen i stedet for at kaste hinanden ind under busser igen og igen.

otto1

Sidste time

Om lidt under en time kommer han hjem.
Jeg har savnet ham. Virkelig meget.

Gode mennesker har beriget min weekend. Værd at nævne, er også restaurantbesøg, store drinks, kolde øl, musik, dans, bodega og et sent besøg på byens kro med nye bekendtskaber, af den slags man kun kan få klokken 3 om natten under en varmelampe i Kbh K.

I dag har tømmermændende været hårde ved mig. Jeg har svært ved at sove, men kan heller ikke være aktiv. Så jeg ligger ned. Viklet ind i dyner, mens jeg skiftevis ser serier, drikker vand, tænker dybe tanker (bliver af en eller grund altid vældig filosofisk og dyb, når jeg er bagstiv) og overvejer hvilket take-away sted, der skal stå for vores aftensmad i dag.

Nu nærmer tiden sig til at jeg skal rejse mig, og gøre mig klar til når dørklokken ringer.
Glæder mig til lyden af hans stemme i opgangen, de grønne øjne, som lyser op når han ser mig. Og krammet, der altid varer lidt længere end de andre.
Det er mit yndlingstidspunkt.

Jeg griner hver dag

Jeg var på barselsbesøg den anden dag og besøge en 7 dage gammel pige… Åååårh…
Dog må jeg sige, at selvom jeg blev skruk over at få hældt en nyfødt i armene, for fuck nu af hvor er de søde sådan nogle. At det så ovenikøbet var en lille tyk babypige med jamaicanske rødder og trutmund, jeg fik lov til at sidde med et par timer, gjorde det ikke nemmere. Men jeg blev samtidigt mindet om at jeg er ret lettet over at bleskift, amning og “Hva-betyder-den-gråd-er-du-sulten-er-du-træt-skal-du-skiftes” er et overstået kapitel. I det mindste ved jeg nu hvad barnet vil, når han græder. Primært fordi han råber det af mig med vrede i øjnene. At det så ikke altid er noget jeg kan opfylde/gøre for/er enig i, er hvad det er. Og ja, jeg ved det godt, jeg har allerede skrevet virkelig meget om min søde drengs stædighed og konkurrerende sind. Om hans trodsalder, urimelige vredesudbrud og så videre. Men det fylder altså virkelig også meget -jeg ved at jer med tre årige børn (og to årige og fire årige… Og fem årige) sikkert nikker med her. Det fylder faktisk så meget, at jeg vist helt har glemt at nævne, hvordan han får mig til at grine hver eneste dag. Selvom han kan skrige mig ind i hovedet, lave flitsbue midt på Istedgade og trykke på alle mine knapper, har jeg aldrig i mit liv mødt nogen som kan få mig til at grine så meget (hvad mener du med at jeg ikke kommer nok ud?). Han siger de sjoveste ting, han er begyndt at fange ironi, han har ingen situationsfornemmelse og han finder på nogle virkelig skægge ting.
Ville en baby måske kunne skabe stof til sjove statusopdateringer, som nedenstående. Nej vel?. Men de dufter godt og er øglede og søde. Giv mig en!

 

Man kan da ikke få skoldkopper flere gange?

Jow man kan. Otto kan. (Men jeg var jo altså også skeptisk sidste gang)
En lille kop, blev til to, to blev til fem, fem blev til nitten, og så stoppede vi med at tælle. Skoldkoppen ses her i løb, for han har hverken feber eller noget, han er faktisk friskere end frisk, men plettet.
 photo 4167ECB4-2E01-4475-BCC6-BE508AB4B500-26417-00000BE79EEF53AD_zps6b9cdc3e.jpg
Jeg har i dag skovlet ham over til hans far, mens jeg bliver klog ude på ITU. Og i eftermiddag henter jeg ham hjem, men hov, allerede i morgen skal han afsted igen. Tænk, for en gangs skyld er det ikke mig, der har ham mens han er syg. HVAD?! Ja! Den er god nok. Helvede er frosset over, der er to torsdage denne uge og jeg må hellere få drukket nogle øl. Hep.

Upædagogisk brownie

Det var en ulykkelig tre årig, jeg hentede fra børnehave i dag. Da han kom gående ud af bussen, så han ud som om at hans verden var væltet, og et sekund troede jeg at der var sket noget frygteligt.
Det var der sådan set også, i følge ham selv.

Han havde tabt sin ene vante i bussen…

Jeg kom til at grine lidt, hvilket ikke gjorde situationen bedre. Tilbød ham derefter den ene af mine handsker, til den kolde hånd. Det hjalp heller ikke, men var derimod ekstra benzin på hans bål. Den var nemlig både for stor og til piger. At hans ansigt blev vådt af tårer var også katastrofalt, og at hans hue kradsede på hans øre, var heller ikke optimalt. Med andre ord var det ikke en succesfuld eftermiddag, når man hed Otto.
Jeg fik ondt af staklen og fandt hurtigt på en løsning, som hjælper når jeg selv er i det humør (det sker faktisk. Relativt ofte). Vi parkerede cyklen på Enghave plads, og trykkede næserne mod ruden hos “Brød”, som er en virkelig god bager. Otto besluttede hurtigt at det var brownies, der skulle til for at gøre dagen bedre – Jeg har tydeligvis opdraget ham stærkt og klogt.
Og sådan skete det at vi spiste urimelig god kage, på en helt urimelig torsdag.
Inden aftensmaden.
Den aftensmad, som kom til at bestå af spejlæg og ristet rugbrød, og som blev indtaget i sofaen, med ramasjang som underholdning.
Det var bare en af de dage…

 photo 3613C638-0FA1-46D5-A348-3D201B58C739-20502-000008CDE33E39BA_zps923e34cc.jpg

svømmeren

Vi har været i svømmehallen i dag. Mig, Otto og hans far.

Øhm. Jeg bryder mig ikke om svømmehaller.
Overhovedet faktisk. Det er en kombination af ting, og jeg glemmer det lidt fra gang til gang. Nøgne mennesker, den rungende larm af skrigende teenagedrenge og plaskeri, lugten af klor, lunkent bassinvand, rynkede fingre, udtørrede øjne og så videre. Desuden var jeg den eneste i bikini (hvad? jeg ejer ikke en badedragt), jeg glemte min 20’er i skabet og er rimelig sikker på at jeg mødte en læser i badet (hej hej).

Men hov, skulle jeg ikke være frøken ja-hat i denne her uge? Jo jo, jeg kom da afsted, ikk. Sejr.
Og. Jeg kan faktisk godt lide at svømme. Ooog ooog Otto synes det var en fest at være der og det var dejligt at være vidne til, så det var bestemt ikke kun dårligt at være afsted. Hans glæde er absolut svømmehalslugten i næsen og den udtørrede hud værd, men jeg tror der går lidt tid, før vi skal afsted igen.

Vil meget hellere på stranden.
Så. Kom sol, kom sommer, kom gaver.

 

 

Tanker om kontraster og savn

Selvom jeg er mor, og lever helt anderledes, end hvad jeg gjorde for bare få år siden, og i forhold til hvordan jeg havde forestillet mig jeg skulle leve, bor den festglade maniac altså stadigvæk inden i mig. Behovet er betydeligt mindre end dengang, og jeg kan heller ikke holde til det længere. Men. Jeg har længe haft brug for en ordentlig bytur, sådan en af dem hvor man giver den en over nakken, hvor tiden flyver afsted og inden man ved af det, er lyset tændt på baren og man er på vej hjem helt snaldret og glad, med et smil på læben, sharwarma i maven og dressing på jakken.
Sådan en aften havde jeg i går (og i nat). Det er længe siden jeg har grint så meget, danset så længe og været så tilfreds med en tur i byen. Da jeg fik Otto hjem i dag, kunne jeg ikke lade være med at grine lidt, af the fact at jeg i går aftes drak jägerbombs og teede mig åndssvag, og i eftermiddags igen fik morhatten på og både skulle høre om Lynet McQueen og Ninja turtles, fortalt i speedsnak af en hoppende miniatureversion af mig selv.
Noget af en kontrast, som både er ret komisk og fantastisk at tænke på synes jeg.

 photo DA490541-0A0D-4F98-A435-579AE7933120-616-00000031C2236776_zps98bca4b5.jpg

I øvrigt har jeg tænkt rigtig meget på jeres kommentarer, til mit indlæg i onsdags, omkring savn. Og føler virkelig at jeg har fået en opvågning. Som gjorde denne weekend endnu bedre. Jeg har været mere afslappet end jeg plejer og har prøvet at vende savnet til noget positivt. For det er sgu nok meget sundt at savne. Og glæde sig.
For det gør jeg. – Glæder mig helt vildt, for jeg elsker nemlig vores søndage sammen.
De er helt særlige. Når vi ligger os i køjesengen om aftenen og læser historier, og snakker om hvad han har lavet hos sin far, mens han ligger og holder om mig, med hans bittesmå arme og siger at han har savnet mig, og med et kæmpe smil siger “du er min mor” igen og igen, er det som om at jeg glemmer at trække vejret lidt.

Jeg kan ikke sige nok gange, at det bedste jeg nogensinde har gjort, er at blive Otto’s mor. Jeg er heldig. Det bliver jeg mindet ekstra meget om hver anden søndag, særligt dagen efter et brag af en fest. For selvom det er fantastisk at være uansvarlig for en stund, og skeje ud ind imellem, kan det ikke måles med det at være mor. Det trængte jeg til at blive mindet om.

 photo 0A1610B0-41B2-41DF-BB1E-27ED1955A304-616-00000033BA57F941_zpsd06388be.jpg
Otto’s mor i en festlig håndtegns squat.

Weekend recap (fortalt med lidt hjælp fra Instagram)

Jeg har været stille herinde de sidste par dage, af den simple grund at min weekend har været flot og fuld af rom, tømmermænd, snasket mad, god musik og kærlighed.
Se bare.

Fredag afleverede jeg en spiderman i børnehaven (det er min, der kaster håndtegn).
 photo AD2400DD-6F71-401F-A512-D6202A495AE2-22659-00000B2E657E7E13_zpse87bbeb6.jpg

Jeg drak for meget rom fredag aften, og var sengeliggende hele lørdag, hvor jeg sendte mine tømmermænd i superbrugsen.

 photo FC2DCA48-D442-4E0B-8FFD-A27BFDEA2BE1-22659-00000B2E6120156E_zps9b5f3031.jpg
 photo 57CFFA7F-2690-4245-BB3D-35057D690183-22659-00000B2E5CC765F4_zpsaaa1b9ab.jpg
Søndag spiste jeg kage hos min mor, inden jeg hoppede i Store Vega, hvor jeg luftede min “Camouflage-ko”, drak øl og så Kendrick Lamar (hjeeeeeerte.)
 photo 1CB54F74-6600-4101-8742-46D1303125CF-22659-00000B2E579DD06F_zps46a3810f.jpg
 photo 0D717860-D2A7-49C7-8765-E4D0BCAE5EAE-22704-00000B3318D6D007_zpsfc0afdea.jpg
 photo CF9391FF-A5F1-4839-9681-22E76010AA65-22659-00000B2E5668B736_zps59f2a8b5.jpg
 photo 4B209D42-56EA-44E3-910E-6158CCF67E46-22704-00000B331333B575_zps5670e977.jpg
 photo 1BEF658C-6D83-4924-80ED-2E0BE48123F8-22659-00000B2E4E5EEAD9_zps73c1ae24.jpg

 

Og i dag er jeg hjemme med en hostende kattekonge, som dog er frisk nok til at gå all in på accessories.

 photo 707B0572-9653-49DE-81EF-3B5B2A521EBB-22659-00000B2E5B6CC503_zps70eeb08f.jpg