… Jul

Nå, men julen var dejlig. Er nu meget glad for at det er overstået, Otto er en selskabspapegøje uden lige, men han bliver helt bims af alle de indtryk, så de næste par dage tager vi lige en slapper.
Vi skal ned i gear inden nytår – Åhja nytår! Hvordan holder man egentlig nytår med en baby?! Nytår for mig har altid være stiletter, drinks, dans og fest til den lyse morgen … Men Otto er jo som sagt en festbebs, så måske han kan lokkes …. 🙂

23 December

Status: Alle gaverne er købt! Pengene og tiden slap op, da jeg stadigvæk manglede at købe gaver til et par stykker, men supermom (altså ikke mig haha, nej MIN mor) reddede endnu engang dagen og mig.. Og julen 🙂

Jeg har i dag været til før jul-jul, hos eks-svigerfamilien. Både Otto og jeg er HELT færdige. Han ligger i sin seng og gurgler og jeg ligger i stuen og spiser…chokolade … og nogle af de havregrynskugler jeg har lavet til juleaften (jaja, overskudsbarometeret er så småt på vej op i det grønne)
Hvis jeg ikke når det i morgen vil jeg da lige ønske jer alle en dejlig jul … Med gaver, gran og sovs på 🙂 Og kærlighed … masser af det !
GLÆDELIG JUL !

Søndag… Nånej, jeg mener lørdag!

Har hele dagen troet at det var søndag …
Nok på grund af de tarvelige tømmermænd som er flyttet ind i min knold.
Vist er det skønt at komme ud og te sig lidt, når man dag ind og dag ud er mor til lækkermåsen, men dagen efter er det bare lidt hårdere at præstere. Gudskelov var Otto’s daddy-o her og tog ham med på udflugt i et par timer, så jeg ku sove og bade.
Men her til aften har han altså været lidt ekstra frisk. Og måske er det bare mig, men det er altså som om at han har en indbygget radar som opfanger at jeg er mere træt end normalt, den samme radar som opfanger når jeg skal til at spise, skylle balsam ud af håret eller snakke i telefon, PLING! lysvågen og klar på ballade. Nå, men i hvert fald har han været ekstra svær at få til at sove i dag og klokken blev altså 22 før de små øjne gav op og lukkede i.
Men nu sover han! Og jeg skal lige drikke et par tusind liter vand, ordne lidt julegaveindkøb (netshopping er vejen frem, og ja jeg er bagud) inden jeg skal sove …

Otto er åbenbart ikke helt med på min ide, om de der til og fra kort.
Han vågnede i hvert fald og blev sur – rigtig sur faktisk!
Man ville nok også selv blive en smule irriteret hvis man vågnede med fødderne smurt ind i maling.

Nu er både barn, mor og sofa smurt ind i økologisk fingermaling (og den slags kan altså ikke bare sådan vaskes af, skulle jeg lige hilse at sige…)

Hm! Må nok hellere udskyde projektet …

I det kreative hjørne

Jeg vil lave mine egne til og fra kort i år.

Til det skal man bruge:
Fingermaling
karton
Vådservietter
en sovende baby
nåårh ja og nok også lidt tålmodighed

…. To be continued… Med billeder af resultatet selvfølgelig.

Rise and shine

klokken er nu 5.45, vi har været vågne i knap 40 minutter (rettelse: Otto er vågen, ved ikke helt hvad jeg er) Zzzzzzzzzzzzzzzzzz!

Der er lige blevet tændt lys i en af lejlighederne på den anden side af gaden, det gør mig glad! Jeg er ikke alene længere.

FOMO

FOMO eller fear of missing out, det lider Otto af. Han kæmper en brav kamp for ikke at falde i søvn, hver eneste gang han skal sove. Jeg gør faktisk det samme, jeg er bestemt ikke typen der lige snupper en eftermiddags lur, og det er ligemeget hvor træt jeg er. TÆNK nu hvis man gik glip af noget !
Otto’s FOMO er efterhånden så omfattende, at det er næsten umuligt at få ham til noget som helst, han gider ikke at spise og han gider ikke at sove. Han vrider nærmest nakken af led og fægter med arme og ben, laver flitsbue med hele kroppen og vil helst bæres rundt hele tiden. Han gider også kun at ligge i barnevognen hvis kalechen er helt nede, så han kan se hvad pokker der sker omkring ham. Behøver jeg understrege at det er en smule problematisk når det regner, hvilket det jo gør sådan cirka konstant. Resultatet er som oftest at jeg kommer gående med en skrigende barnevogn. Jeg møder mange himmelvendte øjne (sådan har jeg selv været), men også virkelig mange forstående blikke (fra andre mødre gætter jeg på).

Jeg håber at han snart vokser fra sin FOMO, eller bare lærer at kontrollere den en smule. For jeg er ved at få rigtig lange arme og ondt i hovedet af at skulle kæmpe med ham hver gang det er senge- eller spisetid. Og let’s face it det er ikke fordi at vores hverdag er så skide inspirerende.

Så sov dog FOR HELVEDE!!

Jeg er ved at afprøve noget nyt, Otto skal lære at falde i søvn i sin egen seng. Det har stået på i en uge nu, og nogle dage kører det super godt og han falder i søvn næsten med det samme, men andre dage virker det bare slet ikke, som f.eks idag…Det tog mig 2 timer at få ham til at sove. Han var så træt så træt, men ville bare ikke overgive sig. Han kastede hovedet fra side til side, sparkede dynen af, spyttede sutten ud igen og igen og igen og….. Jeg puttede, sang, aede, tyssede, snakkede laaaangsomt og stille, men blev mere og mere sammenbidt. Og nåede helt ud i at nærmest råbe ” SÅ SOV DOG FOR HELVEDE”, med det resultat at Otto spærrede øjnene op af forskrækkelse og begyndte at græde. Jeg fik med det samme dårlig samvittighed og tog ham op og vuggede og gyngede indtil han (og mine arme) sov.
Hvem fanden råber af en lille baby?! Ja, det gør jeg så. Simpelthen så konstruktivt altså, skide godt!
Nå, jeg må overdynge ham med ekstra mange kys i morgen, og håbe at han har glemt alt om den store stygge mor.

Godnat !

Breakdown på flæsketorvet

Og det er altså ikke mine lår jeg hentyder til. Næhnej, jeg har igen været på lørdags tur med min veninde Nanna (dog ikke på strøget denne gang, og heldigvis for det.) Vi kartede rundt i vesterbros gader med barnevogne, to-go latte og store armbevægelser. Da vi nåede kødbyen gad Otto ikke mere. Han skreg og skreg som aldrig før, det var umuligt for mig at få ham beroliget, og der midt på flæsketorvet brød jeg sammen. Heldigvis tog Nanna det som altid i stiv arm, og trøstede både mig og Otto. Og da vi begge var faldet til ro gik det jo smaddergodt det hele, og det virker nu enormt fjollet at jeg gik i stykker over lidt (ej ok, meget) gråd.
Det er en dejlig dejlig lørdag og hvor heldig har man lige lov til at være?! Helte veninder, lækkerbebs (som nu sover trygt ved siden af mig) solskin og kaffe…

På udflugt

I går var Otto og jeg ude og gå tur med min veninde Nanna og hendes toplækre søn. Efter et par timers “skovtur” i frederiksberg have, fandt vi ud af at vi da skulle et smut i Illums bolighus – knaldgod idé !! Øøøøh nej! Jeg har altid fået stress og sved på panden af strøget, og her snakker vi altså uden barn. Så at gå ned langs strøget med 6 kilo hidsig bebs i barnevogn var mildest talt ved at tage livet af mig. I starten følte jeg mig super overskudsagtig og tjekket (Otto sov), jeg fik bakset barnevogn og stadigvæk sovende baby op på tredje sal, jeg købte en længeønsket lampe og følte mig simpelthen så cool. Men… så nåede vi nederste etage… Otto åbnede øjnene, vendte munden nedad og helvede brød løs. Han skreg, jeg nærmest løb ud af butikken med sveden haglende af mig. Nanna fulgte roligt efter, i den ene hånd havde hun barnevogn med lækker glad unge (hendes egen), i den anden hånd min gigantiske lampe, høje hæle under fødderne og et fattet ansigtsudtryk. Da vi kom ud af butikken besluttede vi os rimelig hurtigt for at lave et pitstop på toppen af Illum, for lige at berolige Otto og samle energi (og mod) til at bevæge os tilbage mod vesterbro. What a mistake! Der var sort af mennesker, Otto forsatte sit skrigeshow og jeg var tæt på at bryde hulkende sammen. Efter en tør ble og lidt mad faldt han gudskelov til ro og det samme gjorde min puls. Efter ca 30 minutters eksemplarisk babybehavior, var vi klar til at vende snuderne hjemad, og her blev jeg så overmodig igen- Nanna havde fundet en stol i Illums bolighus, så den skulle vi da lige hente først. No problemo tænkte jeg, og imens Nanna løb ind i butikken, ventede jeg udenfor på amager torv med to børn i hver sin barnevogn og min kæmpelampe. Otto græd selvfølgelig, Nanna’s søn dansede til musikken der bragede ud fra Invasion butikken og jeg måtte skiftevis holde fast på Otto’s sut, dansende barn og på min lampe som lå på den ene barnevogn. Nanna var gudskelov kun væk i max 15 minutter, og vores fælles veninde Rachel kom os til undsætning, og nu skulle vi hjem. to barnevogne med indhold, en cykel, en kæmpelampe, en spisebordstol og tre kvinder i forkert fodtøj. Vi landede i min lejlighed knap en time efter. Jeg ankom lidt før de andre, da jeg nærmest løb de sidste 100 meter, med skrigende baby i vognen og sur eks i telefonen. Efter en velfortjent kop kaffe tog jeg afsked med pigerne og drengen. Otto faldt i søvn og der var stille i lejligheden, en mærkelig sørgelig følelse spredte sig i min krop og aldrig før har jeg været så træt.
Da Rachel bankede på min dør 20 minutter efter, helt uopfordret og med takeout fra mood food, brød jeg grædende sammen.

I dag har jeg det bedre, og selvom der sikkert går rigtig lang tid før jeg sætter mine ben på strøget igen, så er jeg glad for at jeg gjorde det og at det er overstået. Derudover priser jeg mig lykkelig for at jeg har veninder som kan støtte og bærer mig igennem pressede situationer og som til hver en tid vil samle mig op fra lortede situationer, hvad end det er en mislykket strøgtur eller et grimt break up. I er så seje og smukke og dejlige og fantastiske.