Otto – Sneglcille

Min store lille dreng

14. april 2015/11 Kommentarer/i "overskudsmor", Fuck, Kærlighed, Life, Otto, tankeskrald /af Sneglcille

‘Far, hvad så hvis jeg begynder at græde på min sidste dag i børnehaven?’
Sådan spurgte min kloge, følsomme, seje dreng i morges da han fulgtes med sin far ned til børnehaven. Svaret var, at det skulle han ikke være bange for at komme til og at det er i orden at græde, det er altid er hårdt at sige farvel, og at det kan være svært at starte på nye ting. Også når man er voksen.

På mandag starter han på fritidshjem. I løbet af denne uge (håber jeg) får han en lillesøster. Det er to vildt store ting! Særligt for en fem årig, og jeg skal virkelig hanke op i mig selv for ikke at hyle over det.

Han kommer til at klare det så fint er jeg sikker på. Både at stoppe i børnehaven på fredag og på sin store dag på mandag. Også selvom, der kommer en baby midt i det hele. Men hvor ville jeg ønske at hun ville skynde sig lidt, den lille pige, så vi lige havde noget tid til at falde på plads. Tanken om at det hele potentielt ramler oveni hinanden kan jeg slet ikke kapere, og for hver dag der går, hvor vi nærmer os fritidshjemsstart, bliver jeg mere og mere spændt på Ottos vegne. Han er også spændt og jeg forsøger at tale med ham om det, uden at smitte ham med min egen frygt omkring det, og indtil videre tager han det i stiv arm. Jeg håber han er lige så sej omkring det mandag morgen når det går løs. Denne gang med en baby i huset (JO! Hun er her fandeme på mandag). Og at jeg også er det. Sej.

Når jeg ikke er ved at brække mig af angst over det, har jeg de positive briller på – Det er en kæmpe fordel at jeg har barsel, og derfor kan sørge for, at han får en virkelig mild indkøring, med korte dage, fridage og ingen morgenstress, så længe han har brug for det. Men gad faktisk godt at det ikke var lige nu.

40+0

11. april 2015/8 Kommentarer/i ego, Fuck, gravid, Kærlighed, Life, Otto, Smalltalk, tankeskrald, typisk /af Sneglcille

Dagen vi har talt ned til er her, faktisk er den snart ovre. Min terminsdag. Den har været ret så fin. – Først en sukkerholdig morgenmad i solen med min kæreste, så en lang gåtur, frokost i vores gård, nu sofahygge med den fem-årige og senere Ben & Jerrys i mit eget tykke selskab.

Otto blev i går aftes afsat hos mine forældre, da vi skulle have været ude og spise, freelancer og jeg. En middag, der desværre gik i vasken, da tykke her ikke havde fået klikket ‘Bekræft’ på vores booking hos Early Bird, og vi derfor ikke havde noget bord alligevel. Og efter en spadsertur gennem Vesterbro på årets første rigtige solskinsdag, hvor der var dømt fyraftensøl og solliderlighed for fuld smadder, måtte vi hurtigt sande, at det ville være et næsten umuligt projekt at finde pladser et decent sted. Så vi fandt noget halv-tarveligt takeout på vejen hjem, blandede for små 100 kroner slik, smed os på sofaen, fandt Netflix frem og så serier indtil det blev mørkt. Ikke helt hvad jeg havde planlagt, men virkelig virkelig hyggeligt. Da vi vågnede i morges var jeg en anelse skuffet over ikke at have født i løbet af natten, men hankede op i mig selv og gik ned for at købe morgenmad. Spiste denne på altanen i solstråler med den flotte freelancer, inden vi skrabede os sammen og begav os ud på en lang gåtur med kaffe, fingerfletning og en masse pitstops på grund af min minimale og ret klemte blære. Efter at have hentet Otto spiste vi frokost i vores gård, og nu er freelancer sendt til fødselsdagsfest, mens Otto og jeg hænger på sofaen med Shrek på skærmen og pastaskruer med ketchup i skålene foran os. Når nu det ikke kunne blive til en baby i dag, er alt ovenstående sgu en ok kompensation.

Men jo, jeg er sgu utålmodig nu. Og klar. Virkelig klar, og jeg klynger mig til hver eneste plukve med håbet om at den bider sig fast og bliver uudholdelig.

Følg bloggen og mig på Instagram @sneglcille og på Facebook

I øvrigt #17

31. marts 2015/20 Kommentarer/i ego, gravid, Life, Otto, Smalltalk, tankeskrald, typisk, whaaat /af Sneglcille

Gjorde et lille døgns fravær på Instagram, at flere troede at jeg var gået i fødsel. Jeg holdte bare ferie med barnet.
Holder vi påskeferie, Otto og jeg. Det er hyggeligt. Også selvom jeg er tung og træt. Kan mærke at jeg suger det til mig. Tiden med ham. TÆNK at det bliver sidste gang længe at han og jeg har tre dage sammen helt alene. Gisp.
Er mit bækken begyndt at brokke sig over al den ekstra vægt, og jeg sender så meget respekt ud til dem, der døjer med bækkenløsning. Hold kæft det er et ubehageligt sted at have ondt. Og mit er altså bare lidt ømhed og følelsen af ikke rigtigt at sidde ordentligt sammen i bækkenet, og kun sidst på dagen.
Er jeg ret ok med al den ekstra vægt på min krop. Men for helvede jeg er træt af den modbydelige dobbelthage, der polstrer min hals i disse dage. Skrid!
Brækker jeg mig snart over strømpebukser. Jeg vil have jeans og bukser på!
Er jeg ret glad for, at jeg ikke er modeblogger i disse dage (se de to ovenstående punkter)
Har vi købt en babyalarm, der kan alt! Vibrere, måle temperatur og en masse ting jeg ikke ved hvad betyder. Indtil videre er den bare pænt underholdende for den fem årige (og hans mor), der bruger den som walkie talkie.
Kommer del 2 af navneføljetonen online senere i dag.
Tager jeg gerne imod anbefalinger af andre blogs med gravide damer bag. Følger allerede troligt Blogsbjerg, og selvfølgelig Dines (funfact: Dines har termin dagen efter mig. Faktisk kan vi risikere, at kunne highfive på Hvidovre). Men der må da være flere?
Junker jeg fødselsberetninger i stor stil. Hold kæft det er spændende mand.
Er jeg stået af på House of Cards. Ikke at den ikke er fantastisk. Jeg kan bare ikke holde fokus. Prøver igen når jeg ikke har en baby ud af begge ører.
Synes jeg at programmet ‘Skrål!’ på Ramasjang er tæt på det mest irriterende jeg i mit liv har oplevet. Skarpt efterfulgt af bamsen Sofus og dennes intro melodi. Sofus Sofus Soooofuuuus. Stop.
Elsker jeg vores nye kæmpestore Ikea-møbel, som tog Freelancer hele søndagen at samle. Min indre loppefunds-DIY-elskende-design-snob hader at indrømme det, men det er sandt. Nu er der styr på drengenes værelse og min hjerne er ikke ved at kortslutte hver gang jeg kigger derind.
Brygger jeg på et indlæg med mande-instagrammere man skal følge… It’s a tough job, men altså.
Er jeg ret glad for at jeg ikke er den eneste der freaker over æggestrenge. Behøver vel ikke engang at sige, at jeg også har det pænt stramt med æggehud. Altså den der hinde, der er rundt om et kogt æg. Ørl!
Er jeg, efter et par ellers rimelig fornuftige uger, igen hormonel og har i de sidste dage både grædt over at Otto snart skal dele mig med en baby, da han slog sit knæ, når jeg læser førnævnte fødselsberetninger, ser nyheder og da freelancer havde købt en kanelsnegl med hjem helt uden at jeg havde spurgt.

Redebyg #3

29. marts 2015/4 Kommentarer/i freelancer, gravid, Life, Otto, snegllille, tankeskrald, typisk /af Sneglcille

Vi er ret klar til baby, i hvert fald på den praktiske måde. Troede jeg da. Men der er altså forskel på damer og mænd. For freelancer har, ifølge ham selv, nogle vigtige hængepartier han ikke helt kan slippe. Der skal blandt andet bygges nogle hylder, der er enormt vigtige (åbenbart), sengen skulle op (det kom den i går), og efter en ret heftig dag med gæster hele dagen i går fik vi begge fnidder af at vi mangler opbevaring på børneværelset, og nu også har en overflod af babytøj, der ikke har en plads. Så på trods af at vi efter godt halvandet års kamp næsten har fået udryddet alt IKEA-produceret i vores hjem, pakkede vi den fem årige og os selv i bilen klokken lidt i aftensmad og drønede til Gentofte for at indkøbe opbevaring for tusindvis af kroner. Samt noget kötbulla og kanelsnegl, naturligvis, og Otto synes at han fik den bedste pasta nogensinde! ‘Den smager helt anderledes end vores pasta!’ (læs: intet fuldkorn. IKEA kører den hvide pastastil, og det var et hit).

Klokken nåede at blive godt over 20 inden vi kunne bakke den røde Mercedes ud af parkeringshuset – og da kom Otto i tanke om, at han og jeg jo faktisk havde en aftale om at vi skulle se film og spise popcorn og at dette altså var alt for sent, og hvad jeg så lige havde tænkt mig at gøre ved det… Needless to say, vores søndag morgen bliver brugt under dynen med Flyvemaskiner på Netflix og en skål popcorn som morgenmad. Det må man godt, når ens forældre får utjekkede hjerneblødninger på grund af instant rederbyggerpanik lørdag aften, som går ud over de planer man havde.

Resten af dagen skal bruges på at bygge verdens største skuffemøbel (Otto konstaterede i går at ‘kommode er da et åndssvagt ord. Er det en ko, der er på mode, eller hvad?!’… Og det kan han jo have ret i) så vi kan få styr på de sidste ting og dermed er helt klar til at få en ny beboer. Om freelancer når at få styr på de vigtige hylder, må tiden vise. Vi håber det, ellers bliver hende lillesøster sgu nok super skuffet.

I øvrigt #14

22. februar 2015/19 Kommentarer/i ego, gravid, Kærlighed, Life, Otto, Smalltalk, tankeskrald, whaaat /af Sneglcille

Er kvinder seriøst nogle dramatiske røvbananer. Har to gange på en uge fået viderefortalt hvordan jeg er blevet bagtalt på det groveste. Røvhulsagtigt, både af bagtalerne og af budbringeren. Pas nu jeres egen biks og hold kæft.
Har jeg klippet mit barn, med maskine, og er nu pludselig mor til en nærmest voksen dreng. Af udseende.
Spiller vi så meget billedlotteri herhjemme for tiden, at jeg drømmer om små kartonbrikker med billeder på.
Tror jeg at min baby har vendt sig på tværs af min mave, og overhovedet ikke har hovedet nedad længere, så drømme om kejsersnit og vendingsforsøg, samt sprukkent maveskind hersker også ind imellem de fredelige kartonbrikker med isvafler på.
Har jeg nu taget imponerende 15 kilo på.
Er mit hår til gengæld blevet langt, fyldigt og krøllet.
Leger vi at mit hår ikke falder af når jeg har født.
Skal Otto starte på fritidshjem om mindre end TO måneder. HVAR?! Jojo! April bliver en vild måned.
Har jeg flirtet med tricolore isen nede i diverse supermarkeder igennem et par uger nu. Tror snart den bliver inviteret med hjem. Måske jeg også byder en pandekage med ind i selskabet… Menage a trois?
Har jeg fået en ny sengemakker. Det er en 150 cm lang pude, fyldt med skaller af en art og den svøber sig om min gravide krop på nærmest guddommelig vis. Og jeg er nu sådan en, der sover de fleste nætter.
Kom jeg den anden dag i tanke om, hvor sindssygt forfærdelig ondt jeg synes det gør at amme i starten. Pludselig er det ikke veer, der skræmmer mig mest længere.
Er vi gået i stå i forhold til baby-navne, og Ottos forslag som Kastanje Monsterblod og Lisa Skraldespand er pludselig slet ikke dårlige.
Er det næsten uhyggeligt så meget den fem årige ligner mig….

Følg bloggen og mig på Instagram @sneglcille og på Facebook

Urimelig type på hormoner

4. januar 2015/5 Kommentarer/i gravid, Kærlighed, Life, Otto, snegllille, tankeskrald, typisk /af Sneglcille

Min lørdag brugte jeg på at være sur, irritabel og ked af alting. Alt føltes besværligt og intet godt nok. Jeg snerrede af både barn og mand, og var konstant på tværs. ‘Det er eddermame svært at være sammen med dig, når du er i så dårligt humør’ kom det forsigtigt men bestemt fra min kæreste. Herefter spurgte han om jeg ikke nok ville lave et eller andet, der kunne få mig i bedre humør, så ville de gå på legeplads imens. Det fik mig til at græde og hvæse noget med at, hvis min egen familie ikke kunne holde mig ud hvem fandenihelvede kan så, og det eneste jeg ville var at være sammen med dem jo, men iiih nej de skulle da nok slippe, SÅ!. Midt i mit udbrud kom Otto ind i rummet, kiggede opgivende på mig, så på sin far, og konstaterede så ‘Hormonerne styrer min mor…’
Og så gik de to og efterlod den sure tykke type i lejligheden.

Helt flov over egen opførsel fandt jeg et øjeblik efter mig selv krøllet sammen på sofaen, alene hjemme, med et helt kanelbrød foran mig. Meget kliche, meget tiltrængt.

Jeg var stadigvæk sur i betrækket da de kom hjem et par timer senere, dog på en mere trække-på-skuldrene-og-grine-af-den-sure-dame agtig måde, og i dag er jeg gudskelov lidt mere mild i det, og mest bare virkelig sulten.

Der er mange dejlige ting ved at være gravid, som jeg prøver at minde mig selv om. Men også ret mange knap så dejlige ting, som jeg er endnu bedre til at minde mig selv om. Det mindst fede ved det er i mit tilfælde altså personlighedsspaltningen, der indimellem gør mig til en pivet, hysterisk, bekræftelsesjagende type. Jeg håber virkelig at hun flytter ud samtidigt med SneglLille. Gerne før.

Må i øvrigt lige tilføje at grunden til Otto ved, hvad hormoner er, skyldes bogen ‘Mor har en baby inde i maven’ af Lars Daneskov, som min mor har købt til os. Otto har efterhånden mere styr på graviditet end mig. Hvis I har, eller kender børn, der skal have små søskende, kan jeg varmt anbefale jer bogen.

Den er hjemme! (Og jeg ligner ikke pålæg længere)

30. november 2014/2 Kommentarer/i ego, freelancer, gravid, Kærlighed, Life, Otto, Smalltalk /af Sneglcille

Sent torsdag eftermiddag tog Otto og jeg toget ud mod lufthavnen for at hente vores yndlings mand. Vi var i god tid og placerede os helt spændte og utålmodige ved et bord på Starbucks, hvor vi delte en overpriced cookie, ditto vand og noget kaffe med smag (kan ikke styre det, når der er noget med flødeskum og sirup skal jeg have det). Efter en lille times tid var det endelig tid til den store genforening, Otto faldt straks sin far om halsen og jeg kæmpede et øjeblik med en bævrende underlæbe, både grundet gensynet med den flotteste mand i verden og synet af mine to favoritter i en omfavnelse, hvor det var tydeligt at de hverken så eller hørte andet end hinanden. Fandeme sødt.

Fredag havde jeg taget fri fra arbejde, egentlig for at få slappet af, men sådan blev det ikke helt. Vi startede dagen med scanning af mave og baby, der stadigvæk er en pige, en livlig af slagsen, og alt ser fint og rigtigt ud, så nu er der ikke så meget andet for end at vente 19 ugers tid til hun er færdigbagt og klar til at komme ud. Kæft, jeg glæder mig!

Samme dag var jeg igen i lufthavnen, denne gang for at udvælge gaver til adventskalenderen, og dernæst tog jeg til møde i børnehaven for at snakke om skolestart (!), Ottos udvikling og trivsel. Simpelthen syret at være en person, der har et stort skoleklart barn, og som går til forældremøde og taler sproglig udvikling m.m. med de voksne fra børnehaven. Heldigvis beskrev de den dreng jeg kender og knuselsker, og han fik både ros for sit ordensgen (det ønsker jeg mig også), sit kammeratskab og gode humør. Plus at de fortalte at de kunne mærke en TYDELIG forskel på hans humør og personlighed igennem de sidste 8-10 måneder, hvilket selvfølgelig skyldes, at der er kommet ro på herhjemme. Op-tur!

Mit humør, overskud og hudfarve er med andre ord kommet igen gange 10 efter freelance-pomfritten er kommet hjem, og jeg er ovenpå efter mit dyk i sidste uge, hvor jeg var klar til at skride fra det hele. I det hele taget er det ret meget sådan med mig for tiden, fra den ene yderlighed til den anden… Heldigvis ikke noget lidt søvn, et knald og et skud mælkechokolade ikke kan klare.

Fem år om fem dage

18. august 2014/2 Kommentarer/i ego, Kærlighed, Life, Otto /af Sneglcille

På lørdag bliver Otto 5 år, og præcis som alle de andre år er jeg allerede nu ved at gå i stykker over, hvordan tiden er fløjet. Der er ingen tvivl om, at de sidste 5-6 år har været de mest begivenhedsrige so far, på godt og ondt. Jeg tror jeg beskriver det hvert eneste år, hvordan at det føles som om at han har været her altid, men alligevel som om at han lige har ligget i min mave. Det er fuldstændig ubegribeligt, at den lille 3 kilos orm, jeg med nød og næppe pressede ud af min krop for fem år siden, nu er et selvstændigt individ, der kan skrive sit eget navn og fortælle røverhistorier som ingen anden jeg kender. Det er lige til at tude over.

Vi kører hard core fødselsdagsweekend, med fuldt program og gæster både på dagen (lørdag) og igen søndag, så jeg er i fuld gang med at google ‘Batman kage’ ‘ninja pynt’ og ’spiderman kageform’ (temaet er med andre ord, eller faktisk bare Ottos ord: ‘noget sejt, med ninja, batman, spiderman og æblekage’). Jeg har som altid lidt for høje ambitioner til egen kunnen, men hvis jeg skal være helt ærlig, så kan jeg ret godt lide det der med at gå all in når det kommer til hans dag. Det er trods alt kun en gang om året, så kan vi fyre op for noget shake N bake og måltidskasser alle de andre dage.

Sidste år blev der lavet en film til Superbrugsen på hans dag, og selvom det endnu ikke er lykkes mig at se den med lyd (på grund af tåkrumning over egen stemme), elsker jeg den alligevel. Se eller gense den her:

Don’t try this at home – Om hjemmeklip og snobberi

16. august 2014/13 Kommentarer/i "overskudsmor", ego, Life, Otto, typisk /af Sneglcille

Ottos hår var blevet så langt, at det både generede hans udsyn og dermed også dækkede hans ualmindelige (hvis jeg selv skal sige det) smukke grønne øjne. I nakken var det heller ikke helt godt og i virkeligheden var det bare blevet noget værre rod med den frisure. Jeg har altid svoret kun at få ham klippet hos en frisør, fordi jeg er en snob, der synes at hjemmeklip er for dem, der køber buræg, holder ferie i Lalandia og går på Jensens bøfhus (shallow much?). Dog faldt dråben, da Otto i morges måtte røre i havregrøden med den ene hånd og med den anden holde hans lange lokker til siden for overhovedet at se noget.

‘Du skal klippes i dag’ blev returneret med et skeptisk blik og kommentaren ‘Hos Dorte ikke? … Dorte er Ottos frisør, som desværre har en del ventetid, og da planlægning for tiden lidt går op i hat og briller herhjemme, er det ikke lykkedes mig at få en tid til ham hos Dorte.

Så efter lidt overtalelse, noget ninjaturtles på Netflix og et løfte om ’sejt ninja-far-hår-der-stritter-lidt-til-siden’ og tanken om at vi altid kunne gå maskinklip-vejen igen, gik jeg igang med at klippe mit stakkels barn. …

Og… Bortset fra et par ujævnheder her og der (jeg vælger at kalde det tekstur) synes jeg faktisk, at jeg er sluppet ok fra det (ved ikke om Dorte eller nogen anden med en uddannelse indenfor faget er enige), min indre snob har ikke taget skade og barnet virker ret tilfreds med resultatet, hvilket må siges at være det vigtigste.

Jojo, et semester på frisørskolen ude i Nordvest tilbage i 2001 er ikke spildt …

Ikke et ord om opdragelse

24. juni 2014/8 Kommentarer/i "overskudsmor", ego, Life, Otto /af Sneglcille

For længe siden røg ‘opdragelse’ på min usynlige liste over emner jeg ikke skriver om herinde. Af den simple årsag, at det er et emne, der kan få folk helt op i det røde felt. Mig selv inklusiv. Os, de voksne, er sjældent enige med hinanden. Nogle gange ikke engang med os selv – og jeg skal da være den første til at indrømme, at jeg også ind imellem må give efter for egne principper, at jeg også træder ved siden af og at jeg også har råbt, højt, selvom det er en af de ting jeg absolut ikke tror på.

Trods mit løfte om ikke at skrive om det, er det alligevel noget, der selvfølgelig gradvist fylder mere og mere, i takt med at Otto bliver større.

Otto tester mig for tiden. Ikke hver dag. Ikke hele tiden. Men ofte. Jeg mistænker, at han gennemgår endnu en selvstændighedsfase, og måske forsøger at vise os, at han er en stor dreng. Det ved jeg at han er, og jeg forsøger mit bedste at lade ham være det. – Og så gik det netop op for mig, at selvom han er ovenud lykkelig for vores nye situation, hvor både mor og far er der, har han altså hele sit liv været vant til at have os, og i særdeleshed mig, for sig selv. Så underbevidst kunne det også være grund til det med den pludselige trods fra hans side. Og det er klart, at der måske, helt uden at vi har lagt mærke til det, er blevet ændret lidt i vores rutiner og dermed også i opdragelsen. Og det forvirrer. Både os og ham.

Jeg håber at ovenstående, leder til en form for gennembrud i form af, at vi de voksne ændrer nogle ting, så de høje bølger fra den trodsige næsten fem-årige, kan minimeres fremover… Lige indtil en ny omvæltning/periode/alder …