Det er vel aldrig for sent
Jeg elsker elsker elsker (!) at være ung mor. Elsker at jeg som 23 årig fik Otto. Elsker at jeg som 32 årig med stor sandsynlighed er færdig med at få børn. Loulou fylder to til foråret, Uma fire en lille måned efter, og Otto bliver 10 næste gang. Jeg elsker alt det. Vil anbefale alle med mulighed for (og ønsket om) det. Få jeres børn så tidligt som muligt! Det er for fedt! Selvfølgelig synes og siger jeg det. Havde jeg fået dem senere, havde jeg sikkert anbefalet det. Sådan er det jo gerne, og ligesom med det meste andet med børn, findes der ikke et facit. Der er mange fordele, og den største af dem har for mig været, udover the obvious: Otto, at jeg har fået en ro og en styrke, som jeg har nydt godt af gennem hele mit voksenliv.
Jeg føler nogle gange, at jeg har gjort alting i omvendt rækkefølge, både på grund af at jeg fik børn, eller barn, tidligt, og i mange år kørte i et slags meget voksent overlevelses-tog, hvor jeg tog et røvet job og kløede på, for at tjene nok til at få det hele til at hænge sammen og forsøgte at være fornuftig og ansvarlig, alt imens at min omgangskreds tog uddannelser, havde deltidsjobs, rejste, datede, var til fredagsbar og i det hele taget levede langt mere loose end mig. Efter nogle år, kunne jeg ikke klø på i samme tempo længere, og jeg sagde op efter en lang periode med hvad der viste sig, at være stress-symptomer (no shit, tænker jeg i dag, men dengang havde jeg skyklapper på), og jeg fik lidt mere ro på, og sprang samtidigt ud i det uvisse. Jeg landede heldigvis et rart sted, der gjorde, at jeg kunne blomstre igen, både i mit arbejdsliv og privat.
Dernæst rullede det derudaf. Det var stadigvæk en kamp til tider, men det løste sig. Og der kom for alvor ro på, da Michael og jeg fandt sammen igen.
Jeg fik flere børn, blev gift, købte hus, flyttede ud af byen. Aaaalt det der.
Nåhja, og inden alt det, inden Otto, havde jeg brugt tre år på at rejse og bo i udlandet, så jeg følte ikke dengang, at jeg gik glip af noget. Men nu er jeg her. I mine 30’ere. Med alt det som mange på min alder først begynder at sadle op til nu.
Det har været hæsblæsende, det hele. Og det er gået stærkt. Jeg føler, at jeg begynder at kunne trække vejret igen. Ikke at jeg har holdt det, i hvert fald ikke konstant, men tingene er bare sket og nu er jeg her, og jeg begynder at tænke over alle de ting jeg har sprunget over, eller ikke har nået, fordi jeg har gjort alt det andet. Alt det andet vil jeg slet ikke på nogen måde bytte om, men det sker oftere og oftere, at det går op for mig, hvor anderledes mine 20’ere har været i forhold til mange andre i min omgangskreds. Anderledes end dem der er i 30’erne nu, og dem der stadigvæk er i 20’erne. Ikke alle. Men mange. Og det er en mærkelig følelse. At sidde og glo i et bakspejl og indse alt det, der kunne have været.
Jeg har ikke fået taget et kørekort. Har ikke en uddannelse. Har aldrig været på tinder. Er gået glip af virkelig mange koncerter og fester og tømmermændssøndage. Har aldrig kunne have fritidsaktiviteter og så godt som ingen aftenaftaler. Og har haft nogle helt andre prioriteter og bekymringer.
Alt sammen noget jeg ikke som sådan har savnet da jeg var i det, slet ikke, og jeg ville jo heller ikke have haft det anderledes, men jeg kan nu, på den anden side, indimellem få det sådan lidt; Hey, hov! Det gik jeg glip af!
Det tænker jeg en del over for tiden. Gad vide, hvordan jeg har det, når jeg er 40? Jeg mistænker, at jeg på det tidspunkt synes at mit 32 årige jeg skal chille og lade være med at tænke så meget.
Og i øvrigt, er det vel aldrig for sent? Jeg har fået mine børn, min mand, mit hus. Nu skal jeg have kørekortet, jeg kan i teorien jo bare melde mig til dans (det har jeg altid godt kunne tænke mig), jeg har lige skrevet mig op til et skrivekursus og jeg begynder faktisk også at have en fornemmelse af, hvilken retning jeg gerne vil i, når I en dag ikke gider læse med mere og jeg dermed er fyret. Tinder må jeg undvære, men det er sgu i orden.
