Hygge med de tykke

I går var jeg som sagt ude og spise med de højgravide kvinder i mit liv. Vi spiste pasta og brød, drak kaffe og spiste kager og talte om alt fra lejlighedskøb til babytøj og fra spøgelser til køkkenting der er formet som noget der bør ligge i en soveværelseesskuffe. Det var røvhyggeligt. Nanna og jeg fandt stor morskab i at overbevise Rachel om at hun sgu nok føder liiige om lidt, hvilket gav staklen en smule stress. Forståeligt nok. Pardon very much!
Jeg glæææder mig til at deres børn kommer UD, så jeg kan dikke dikke og snuse og blive røvskruk! Men indtil da, prøv så lige og se hvor fine de er:
Photobucket

De gravide

Jeg føler mig ind imellem en smule udenfor vores lille 3-kløver, da Rachel og Nanna jo begge er gravide og derfor har noget sammen, som jeg ikke rigtig er en del af. Dog kan det være skideskægt at være vidne til deres små sære samtaler om babyrelaterede ting, plukveer og hmmm blespande?! Se bare her, Nanna og Rachel’s sms korrespondance forrige fredag… Fredag aften that is. Hæh!
(Rachel er den grønne):


Tak til Rachel og Nanna for screendump og tilladelse til at udstille dem.

Graviditet(er)

Som det fremgår af gæsteindlægget, er det faktisk ikke kun Rachel som er gravid… Nanna er også. Hun venter nummer 2, med termin i start December (knap 2 uger efter Rachel). Det er skønt ! og ret syret at de begge to er gravide samtidigt og skal barsle den sammen. Det bliver to heldige babyer skulle jeg lige hilse at sige, med lækre mødre og seje fædre … og en stiv “tante” (yours truly).
Om jeg er jaloux?! Njajooneej, altså det kunne da være SÅ hyggeligt at følges ad med veninder. Og jeg føler mig da en lille bitte bitte bitte smule udenfor indimellem. Men nej, jeg gad ikke være gravid. Lige nu. En dag, helt bestemt. Måske.Men ikke nu. (Mangler lissom’ også noget, ikk?!) Såååh… Nej. Jeg nyder at følge med i deres graviditeter og jeg glæder mig heeelt vildt til at komme på barselsbesøg på Nørrebro, hvor jeg skal snuse til deres nyfødte bebser (indtil jeg bliver bedt om at lade være) og sikkert bliver meeega skruk.

Startle Disease – Et gæsteindlæg

Min seje veninde Nanna skriver om Arthur, hendes gudelækre søn, som lider af en sjælden sygdom, Startle disease. Arthur skal være storebror til December og risikoen for at barnet i Nanna’s mave har Startle er 25%…..
Her er indlægget som Nanna skrev efter en julefrokost i December sidste år:

Jeg cykler gennem Smallegade, 02.38
Sneen slår i mit ansigt – De romantiske fnug er forlængst væk.
“Det er okay”, hvisker jeg stille, “det er okay…”
Tårerne kommer med vinden.

“Knapt en mdr. gl.dreng henvist af egen læge med anfaldsfænomen. Anfaldene begynder med at drengen ryster i arme og ben, her efter bøjer han let i albuerne og lægger hænderne på brystet, benene strækkes ud. Øjne og mund står let åbne. Midt i anfaldet begynder han at pibe/pive. Anfaldet slutter med at drengen tager en dyb vejrtrækning og bliver slap. Efterfølgende er han grædende. Anfaldende varer 5-15 sekunder, kommer i serier af 3-5 inden for 15-30 minutter. Der er 10-15 anfald dagligt”.

Jeg er alene hjemme – I soveværelset er Arthurs seng tom. Han har det godt.- (Og fulde mødre har aldrig været yndigt.)
Jeg sætter min taske på gulvet og smider mit tøj i en bunke. Jeg er fuldstændig ved at blive kvalt i mine egne tanker! Jeg sætter mig på sengekanten -og i mit hjerte, sidder jeg der endnu.
“Der er ikke noget galt,der er ikke noget galt, der er ikke noget galt”… men det er der jo. !!

“Han har ganske tydelig startle ved tapping af næseryggen, blinker med øjnene og får sæt i hele kroppen. Desuden tydelig startle ved høj tale eller klap i hænderne. Når man laver mororefleks, bliver han stiv overalt. EEG er normal, ingen epileptisk aktivitet. Han har en unormal reaktion på stimuli, som muligvis skyldes manglende neurotransmitter i hjernen.Dermed anses diagnosen Startle Disease (Hypereksplexia) som bekræftet.”

Arthur er den eneste med Startle Disease i hele landet. Lægerne ved ingenting. Rejsen gennem forskellige hospitalsgange og afdelinger er uendelig. Endeløse mavepustere fra fagfolk der ikke forstår, at det de siger, ændrer vores liv for altid.
Vi følger Arthur og ruster ham med forebyggelse og med ord. Vi forklarer, hvorfor han reagerer som han gør. Vi sikrer, at han skånes så vidt det er muligt og tager imod de redskaber, der gør livet lettere at mestre.
Vi taler ikke om det det gør ved os, vi gør det bare. For stopper jeg først op og tænker over det vi står i,
kan jeg ikke trække vejret.
……

The end of an era

Jeg var kort inde på det tidligere. Nanna flytter fra Vesterbro! Maaaan! Lige nu bor vi 20 meter fra hinanden. Fra på fredag bor vi 3 km fra hinanden. Øv. Hun flytter ind i samme hood som både Rachel og cykelrytter, hvilket jo er fedt, for på den måde at jeg kan se dem allesammen på samme tid, når jeg alligevel befinder mig på Nørrebro. Men jeg kommer godt nok til at savne de tidlige morgener på legepladsen med børn og kaffe. At der altid er en lige rundt om hjørnet, man kan låne bleer, børnepanodil og den slags af, døgnet rundt. Og ikke mindst vores fredags aftaler og kaffe/vin drikning til langt ud på natten, velvidende om at det tager 30 sekunder at trille hjem. hmpf!
.

Låååve og en ordentlig røvfuld billeder

TAK for jeres kommentarer til indlægget i går. Jeg er stadigvæk dybt rystet, men kan også grine af det og er meget mere ovenpå i dag. Jeg forsætter som før og håber at brevskriveren skammer sig og får hæmorider og røvacne.

SÅ! ikke et ord mere om stakkels bumseballe, nu er det blevet billedtid.

Jeg sad i morges i metroen og kiggede min telefon igennem, der gemte sig mange billeder med forårs/sommer stemning (fra sidste år selvfølgelig), noget jeg synes vi trænger til i det grå nedernhed ude foran vinduet. Værsågod !

På mini roadtrip

På legeplads

Arthur, Otto og Nanna på kaffebar

Rachel i solskin
Otto får en kold øl i skyggen

På cafe med Nanna – uden børn (!)

Otto i Enghaveparken

I Badebassin

Follow my blog with bloglovin

De glemte indlæg #1

“På bloggen med det”
Som I allerede ved, deler jeg rigtig meget ud af mig selv her på bloggen. Sikkert mere end mange andre kunne finde på. Og jo, det er ret grænseoverskridende en gang i mellem, men jeg ved at der er mange af jer som læser med, som også føler sig alene af den ene eller anden grund og jeg bliver glad for de mails jeg får, når jeg har udgivet de indlæg som gør ondt, for så bliver jeg også bekræftet i at jeg er ikke er alene.  I spørgerunden for hundrede år siden, spurgte flere ind til det der med hvordan fa’en jeg kan “udstille” mig selv og skrive om alt det jeg gør. Jeg var kort inde på det i min video. Og udover ovenstående forklaring, kan jeg som sagt simpelthen ikke lade være.
Men igen, Sneglcille er jo kun en lille del af den rigtige Cecilie (man kunne kalde hende IRL-Cecilie, men jeg lader være, fordi…. well, jeg er ikke 14), ok, faktisk en ret stor del, men der er jo stadigvæk alt det som I ikke ser, og det er så her at mine veninder råber i kor: ” PÅÅÅ BLOOOOGGGGEEEEN!”, men nej! Der er stadigvæk nogle (få) ting jeg gerne vil holde for mig selv. Hvis det f.eks. kan såre nogen mere end højest nødvendigt, mine egne og andres hemmeligheder kommer heller aldrig på skrift, og så selvfølgelig de “sjove” ting, (og det er for det meste her at veninderne råber) som når jeg en sjælden gang i mellem (med tryk på sjælden) tror at jeg er in låååve (i en mand, ikke sko og den slags), kiksede knald (igen noget med mænd) og alt det andet som hører med når man er single.

Når det så er sagt, så har jeg faktisk en ret sjov date historie, som jeg vil dele med jer snart. Det er en af de historier, som er blevet fortalt igen og igen. Især cykelrytterven er glad for at fortælle den videre. Og det er efterhånden så mange år siden, at jeg er med på at den skal foreviges. Her på bloggis. Snart. Ikk!

Picture time

Som lovet er der her lidt billeder fra dagene uden ham der Otto banditten ….

Gode traditioner

Næsten hver fredag aften tilbringer jeg i Nanna’s køkken. I ved søde, smukke og kloge Nanna, som har verdens dejligste Arthur (hvis man kan elske andres børn som sine egne, så er det sådan jeg har det med Arthur- Suuuk! Han er lækker.)
Traditionen startede da Nanna plus påhæng (mand og barn that is) flyttede fra Nørrebro til Vesterbro= lige rundt om hjørnet fra mig. Det var vist en gang i August 2009, kort før at Otto ankom.
Vi mødes efter arbejde, spiser take-out og ser junk i fjernsynet, der drikkes virkelig meget kaffe og en gang i mellem bliver der åbnet en flaske vin. Eller bobler. Og jeg er oftest først hjemme efter midnat.

I aften er ingen undtagelse og jeg glææææder mig. Jeg har ikke været med de sidste to gange og jeg savner det. Og dem.

Hurra for fredag og for gode mennesker og traditioner.

totusindogfuckingelleve

Hej! Godt nytår og det der.

Sidste år var det noget med at jeg skulle være mere positiv… Det gik ikke så godt, så det er droppet igen. Jeg tror jo ikke på nytårsfortsæt, men ideen om at sætte sig et mål er nu alligevel fristende. Så mit mål for tyveelleve?! Eeeehm, jeg skal ha’ hængt hylder op (læs: få nogen til det). Og mere tør jeg ikke sætte mig for. Endnu. Men er du da vimmer, hvor jeg håber at det bliver et godt år. Det ville bare være så rart.
Jeg har i de sidste par uger haft en virkelig mærkelig fornemmelse i maven, sådan som om at der kommer til at ske et eller andet snart, måske er det bare indbildning, men min intuition plejer nu at være god nok, man kan jo selvfølgelig håbe at det er noget godt som sker, meeeeen med mit held er det helt sikkert ikke tilfældet (kære freelancer, ikke flere børn, eller andre overraskelser lige nu, please ok?!).

Et lille billede fra min nytårsaften skal I da se… Det er lige hvad jeg kunne finde på min telefon. Mit kamera er på mystisk vis forsvundet, havde ellers billeder af mig i pailletter, Otto med lilla bowlerhat og Nanna med heste på hovedet. Hm, det dukker vel nok op, indtil da må I nøjes med dette.