Givblod

Min veninde Nanna, mistede knap 3 liter blod da hun fødte sit første barn Arthur, d. 11 januar 2009. 
Uden en blodtransfusion, havde Arthur ikke haft en mor i dag.
Barskt at tænke på og lige siden den dag i januar, hvor min mor (hun arbejdede dengang på frederiksberg fødegang) ringede til mig og fortalte at Nanna havde født og at det havde været voldsomt. Meget. Har jeg ønsket at melde mig som bloddonor, men på grund af graviditet, amning, tatoveringer m.v. har det ikke været muligt, før nu. Jeg har tilmeldt mig. Det samme bør du gøre.

Jeg har bedt Nanna om at fortælle om sin fødsel. Det er en voldsom historie, som jeg deler med jer for at understrege vigtigheden i bloddonation.
Hver eneste dråbe er dyrebar og kan redde liv.
Meld dig som donor i dag !!!! HER.
-Der er især mangel på mandlige donorer. Så hiv lige fat i din kæreste/ven/bror/far og spark dem afsted.
Det tager så lidt tid og er kun et enkelt stik. Men gør en kæmpe forskel.

Nanna’s beretning:
En fødselsberetning der ikke er for sarte sjæle eller gravide. Den er skrevet kort efter min fødsel af min søn, Arthur, der snart fylder 4 år.

På grund af uforklarlige smerter i maven, blev jeg 7 dage før min terminsdato skannet på hospitalet. Det viste sig at jeg ikke havde ret meget fostervand, men det var ikke alarmerende. Lægen tog en hurtig beslutning og bad mig komme til igangsættelse næste morgen.

Jeg mødte op til igangsættelse som aftalt. Jeg var så spændt, at jeg ikke kunne overskue, at gå hjem efterfølgende, så med underligt tiltagende smerter i underlivet, fandt jeg det som en fantastisk idé at smutte i biffen (hvilket syn!).

Sent på eftermiddagen mødte min (nu) mand og jeg op til undersøgelse på hospitalet.Vi var begge spændte og nervøse. Vi troede, at vi skulle blive på hospitalet til vores søn var født, men vi tog fejl. Jeg var stadig kun 1 cm åben og vi blev sendt skuffede hjem med besked på at komme igen næste morgen klokken 08.00

Klokken 22.45 gik vandet. Veerne skyllede ind over mig.  De var tydelige, men i mellem veerne fik jeg ubeskrivelige jag ned gennem underlivet – det føltes som splitsekundsveer. Min mand hev alle graviditetsbøgerne frem, men vi kunne ingen steder læse om skrigende stiksmerter i mellem veerne Jeg ringede til hospitalet igen, men de bad mig vente med at komme. Klokken 03.45 panikkede jeg og tog af sted.

På hospitalet tog en jordemoder imod os. Hun fandt hurtigt ud af at smerterne i mellem veerne gjorde at jeg slet ingen smertepause havde haft i fire timer og hun bestilte en epiduralblokade. Klokken 06.30 blev mine smerter lindret.

Klokken 11.30 var jeg 10 cm åben, men jeg havde kun småveer. Jeg fik lagt et vedrop, men det syntes ikke at hjælpe. Klokken 12.00 blev jeg for første gang bedt om at presse med på en af småveerne.

Mellem klokken 12.00 og klokken 15.30 pressede jeg uden presseveer! Jeg skreg hver eneste gang alt hvad jeg kunne, da jeg slet ikke kunne være i min egen krop. Jordemoderen så mere og mere bekymret ud – Hun skruede op for vedroppet flere gange, men der skete ingenting. Jeg skiftedes til at stå op, ligge ned, være på knæs osv. Intet hjalp, og min krop var bare helt helt færdig. Hver gang jeg pressede, måtte Jordemoderen og min mand holde på hele min krop, da jeg måtte bruge udefinerbare og uplacerede kræfter for at presse. Jeg panikkede flere gange og måtte tales til ro. Det var helt igennem forfærdeligt!

Klokken 15.30 blev en læge tilkaldt. Hun så meget bekymret ud og tilkaldte straks en ekstra jordemoder. Jeg var dødsensangst for mit barns velbefindende og var overbevist om at han ikke var okay. Lægen besluttede at tage min søn med sugekop. En helt ubeskrivelig smerte opstod, da jeg skulle presse min søn frem til at de kunne sætte koppen på. Endelig lykkedes det, men koppen faldt af og de måtte starte forfra. Endnu en jordemoder kom til for at hjælpe. Jeg græd som pisket og troede ikke på at min dreng nogensinde ville komme ud til mig. Det lykkedes dem at få koppen på – og i det de begyndte at hive ham ud, gik det op for dem, at han var stjernekigger! Jeg pressede igen alt hvad jeg kunne og pludselig kunne jeg mærke, at nu var hovedet på vej ud – Jeg var ikke et sekund i tvivl – det føltes som om jeg flækkede fuldstændig! Jeg kiggede ned på hovedet og var overbevist om at min søn umuligt kunne være levende. Jeg pressede igen, men kunne ikke få ham ud, da hans arm var i vejen. Efter et par forsøg, lykkedes det og han kom ud klokken 16.27. De lagde ham hurtigt op på min mave og jeg smeltede fuldstændig, da jeg kiggede ind i hans øjne. Han kom med nogle smålyde og jeg spurgte derfor Jordemoder 3 om han ikke skulle græde? Hun rubbede ham på ryggen og endelig kom det befriende skrig!

Da jeg havde født moderkagen, begyndte blodet at strømme ud ad mig. I løbet af få sekunder stod endnu to jordemødre på fødestuen. Blodet fossede ud og min meget diplomatiske mand udbrød, at det så “meget makabert” ud. Pludselig kravlede en af jordemødrene op på fødebriksen. Hun satte sig på hug på kanten og trykkede ned på min mave. Lægen så meget forskrækket ud og i samme øjeblik kom to læger mere til. Min søn blev løftet over i armene på min mand og jeg blev kørt ud fra fødestuen – stadig med jordemoderen siddende oven på mig. Alle jordemødrene og lægerne fulgte med. De næsten løb med fødebriksen mens de fortalte mig, at jeg skulle opereres.

Klokken 16.35 var jeg bedøvet fra brystet og ned. Jeg lå under en kæmpe lampe mens en hel flok af mennesker stod rundt om mig og kiggede. For enden af briksen stod en læge og opererede mig med diverse instrumenter. Der var mildest talt blod overalt! Sengen med alt det hvide sengetøj, var farvet rød. Mit tøj var blodigt, der var blod på gulvet og på alle lægernes kitler og handsker. Af en eller anden grund var jeg ikke bange. Jeg lå bare og tænkte at jeg i hvert fald ikke skulle føde – nogensinde igen. En jordemoder stod og smilede til mig, mens hun forklarede mig, hvad der skete. Jeg havde mistet 2,7 liter blod og fik en blodtransfusion + diverse drop.

Efterfølgende blev jeg kørt til opvågning. På stuen sad en sygeplejerske og kiggede på mig mens det nye blod langsomt blev optaget i min krop – I det øjeblik besluttede jeg, at jeg bestemt skulle være bloddonor.

Nogle timer efter, blev jeg kørt ned til barselsafsnittet. Jeg lå et stykke tid og lyttede mens jeg kiggede ud på den tomme gang. – Pludselig kunne jeg genkende lyden af min mands skridt og han kom ind ad døren med vores lille dreng i armene. Min mand tog min hånd og kyssede mig og fortalte mig, at han elsker mig.

Alt personalet på fødegangen og barselsgangen vidste hvem jeg var. – Jeg var hende der havde født uden presseveer, som havde mistet 2,7 liter blod! Mange kiggede ind for at se til mig – samtlige jordemødre og læger der havde deltaget i min fødsel og operation kom ind til os – Sågar de to portører der havde kørt mig rundt kom forbi. De ønskede os tillykke og talte deres del af forløbet igennem med mig.

– – – – –

For 10 måneder siden fødte jeg Arthurs lillesøster, Mollie. Jeg havde en markant bedre fødsel, men endte med et blodtab på 1,3 liter blod. Grænsen for at få en blodtransfusion ligger cirka på 1,5 liter.

-Jeg meldte mig som bloddonor for tre år siden –  Jeg skylder stadig et par liter.

….
Tak til verdens bedste Nanna, for at dele sin fødselsberetning med mig og jer. Det er modigt at smide sådan en historie ud, til tusindvis af fremmede. Og det er præcis hvad Nanna er, modig.
Jeg har før linket til Nanna’s blog, som handler om Arthur og sygdommen Startle disease, linket får I igen, her.

Tak for klamydia!

Uploaded from the Photobucket iPhone App
Tak til Rachel og Nanna for min allerførste kønssygdom. Jeg er glad for den, det samme er Otto -og jeg kan dermed sætte flueben ved endnu en af de sætninger, jeg aldrig troede jeg ville komme til at sige, nemlig: “min søn leger med klamydia”.

Se klamydia og alle hans venner (rotavirus anyone?) her.

Fredagsbilleder

Kloge menensker har oplyst mig at en alkoholforgiftning ikke viser sig, så længe efter indtaglese af alkohol. Så mit ørleshow skyldes nok derfor bare endnu en vuggestuebakterie. Nåhnåh, sååå er det jo straks en anden historie. Mindre kanal 4-ish i hvert fald. Good to know. Synes godt nok også at det var urimeligt at 5-7 øl kunne forårsage SÅ stor skade…
Nåhmen jeg fik taget lidt iPhone billeder i fredags, som i øvrigt var en røvfed aften! Malk de koijn var som altid skidegode og det var dejligt igen at drikke øller med Rachel og Nanna. Virkelig. Åh ja og tak til jer der turde sige hej, jeg har dælme nogle pæne læsere!

Uploaded from the Photobucket iPhone App
Uploaded from the Photobucket iPhone App
Uploaded from the Photobucket iPhone App

Livet med børn

Jeg har før været inde på at jeg elsker at være mor. Det gør jeg virkelig, det er skidesjovt og jeg er ret god til det. Når man får børn giver man automatisk afkald på en del ting, ikke nødvendigvis ment på en dårlig måde, for (og her taler jeg vist på alle forældres vegne) det man får igen fra ens børn betyder så meget mere, end en fed fest og et knald (?), eller hvad det nu skulle være. Som deleforælder får jeg lidt af begge verdener. Både det livsbekræftende superfede kvalitetstid med Otto og chancen for at gå bananas i et par weekender om måneden. Det gør også at jeg tit planlægger en hel masse sjabang (sådan noget med øl) ret god tid i forvejen. Tag for eksempel på fredag, der skal jeg til Malk de Koijn koncert, jeg glæder mig og har glædet mig i forholdsvis lang tid, jeg skal afsted med 4 af de sjoveste mennesker jeg kender, deriblandt Nanna og Rachel som jeg af gode grunde ikke har drukket øl med i over 1 år. Der er med andre ord lagt op til et brag… Men. Lige denne weekend falder sammen med et super vigtigt job, som freelancer har fået tilbudt, det kan og skal han ikke sige nej til og jeg har derfor frivilligt tilbudt at tage Otto lørdag morgen fra klokken (og I shit you not) 6…. Såeh, de der øl fredag, kan jeg vist godt vinke farvel til. Men det gør jeg jo ikke vel?! Jeg er jo en sucker for det lort. Så hvis I ser en stiv træt mor på skydebanen* lørdag morgen klokken knald, så det bare mig…. Tilbyd mig gerne kaffe (eller en skarp).
Uploaded from the Photobucket iPhone App
 *Der var lidt tvivl om hvad  skydebanen var, sidst jeg nævnte den her på siden. Det er min fejl, jeg går åbenbart straks udfra at alle kender vesterbro. Skydebanen er en  legeplads, som ligger lige rundt om hjørnet agtigt fra hvor vi bor… (Bonusinfo: Jeg er faktisk opvokset i en lejlighed som ligger ud til skydebanen. Nostalgi!)

Verden ifølge Otto og Arthur

“Jeg elsker dig i hele verden… Og i stuen”
“Gokkefar, du klipper mine snegle”
“Du har ikke noget skæg. Først når du bliver voksen”
“Se sommermusen!!” (sommerfugl)
“Mor, gider du hjælpe mig? – Jeg vil gerne flyve”
“Kommer påskenarren snart med gaver?”
“Se, der er TO sørøvere!!!” (Om to tørklædeklædte kvinder).
“Du har sminke på. Ligesom gamle damer”
“Min mor har ikke nogen tissemand… Kun i numsen”
“Du cykler rigtig’ stærkt. Som en hest!”

Verdens bedste Nanna (og en blog om Startle Disease)

Husker I min veninde Nanna, som skrev dette indlæg sidste år?
I var mange, som var interesseret i at høre mere. Heldigvis har Nanna (som nu er mor til 2) oprettet en blog, hvor hun skriver om Arthurs sygdom og om forløbet, helt fra hans fødsel og op til i dag.
Bloggen finder du HER.

Uploaded from the Photobucket iPhone App

Lørdag i Korsgade

I dag trodsede jeg kulde og kvalme, pakkede en masse tøj sammen og drog mod Nørrebro, til Fashion flea.
Selvom jeg var noget træt og skeptisk i morges, endte det med at blive en skidehyggeig dag.

Som jeg allerede har nævnt, havde jeg en stand sammen med Mie (Billede lånt af Emilie)
Photobucket
Nanna og Mollie kom forbi…
Uploaded from the Photobucket iPhone App
…med et survivalpack.
Uploaded from the Photobucket iPhone App
Jeg hapsede sovende baby …
Uploaded from the Photobucket iPhone App
…og stillede pænt op til foto med Ditte og Puff.
Uploaded from the Photobucket iPhone App
Kom hjem til ekkodalen aka mit køleskab.
Uploaded from the Photobucket iPhone App
Hoppede under dynen …
Uploaded from the Photobucket iPhone App
og her ligger jeg endnu….
Perfekt lørdag! … Altså lige minus det gabende tomme køleskab, trætheden og så den kvalme der har slået lejr i min krop siden i går aftes. Vuggestuen har haft skidebræksyge den sidste uge, så regner med at det er sådan noget der ligger og lumrer. Ja, det må jeg hellere lige understrege, inden nogen begynder at råbe op om graviditet. Jeg har jo haft rimelig travlt med at poste babybilleder og udbasunere min vanvitiige skrukhed herinde den sidste tid. But nooooo! Ingen bebs til mig. Bare opkast. Super.

Hvad skal vi lave?

Hvad skal vi lave, når det er koldt???

Photobucket

Jeg synes dælme weekenderne med Otto kan være lange. Særligt når vi ingen aftaler har og når det er koldt ude. For det meste slår vi tiden ihjel med legepladsbesøg og lange ture før og efter middagsluren. Men igen den der skide kulde gør at man ikke orker at være ude særlig længe, selvom to-go kaffe kan gøre meget. At være hjemme er også hyggeligt, men det er begrænset hvor mange tegninger man kan tegne, lege der kan leges og dvd’er man kan se (ja, hjemme hos os ser vi fjernsyn fyfy!) i løbet af en weekend. Derfor prøver jeg virkelig at finde på alverdens ting her i kulden (biograf, svømmehal, indendørs legepladser, Danmarks akvarium etc). Det er ikke blevet til så meget endnu. Men tænkte at jeg lige ville beskrive/anmelde vores biograftur, som jeg slet ikke kan huske om jeg allerede har skrevet om (?), men før jul var vi afsted med Nanna og hendes dreng. Mener det hedder “Film for de mindste”, som er den sidste lørdag i måneden i palads og falkoner. Genialt koncept egentlig. Det koster 40 kroner pr. næse, filmene varer max 1 ½ time og det er tilladt at bevæge sig rundt, snakke og lege under filmen. Jeg tog som sagt Otto, Nanna og Arthur under armen, en kold lørdag i November og travede ind i Palads, 10 minutter i filmstart. Efter en del baksen med flyverdragter og børn der løb i hver sin retning (=storsvedende mødre), lykkedes det at finde frem til vores pladser. Væbnet med juicebrikker, æbler og popcorn satte vi os til rette og Thomas tog dukkede kort efter op på skærmen til stor glæde for det unge publikum. Det gik overraskende godt med at få de små til at blive siddende på deres farvede plastiksæder (dem kan I godt huske, ikke?! De findes endnu), selvom der var en del uro de sidste 20 minutter, men det er vel hvad man kan forvente når man tager i biffen med to 2 årige no?! Filmen varede 1½ time og da den var slut, var der fri leg i salen. Der blev løbet om kap på trapperne, og scenen foran lærredet blev besteget. Ved ikke hvad der var sjovest for de små, biografsalen i sig selv eller filmen (?!). Ligemeget hvad, havde vi ihvertfald en dejlig formiddag og det er klart et besøg værd, min egen og Nanna’s dreng var begge mere end begejstrede, så det det er bestemt ikke sidste gang at vi skal i biffen med dem. Seriøst Do it! Jeg vil dog anbefale at tage afsted nogle stykker. Lidt voksenselskab er slet slet ikke dårligt under (og efter) 1½ time i selskab med fucking Povl Dissing Thomas tog……

I øvrigt tager jeg herregerne imod ideer til andre indendørsaktiviteter. Især hvis det ikke er ting, som koster en million.

Mollie 291111 ♥

Mollie, velkommen til den store verden. Jeg har ikke engang mødt dig endnu, men jeg kan alligevel næsten ikke være i mig selv af glæde, jeg ved at du kommer til at blive en stor del af mit og Otto’s liv, præcis som din mor og storebror er det. Jeg glæder mig til at møde dig snart…

I morges klokken 06:10 fødte Nanna en lille pige, Mollie. Nanna er seriøst en af de sejeste mennesker jeg kender. Hun valgte at føde naturligt, trods en helvedesfødsel sidste gang. Det var igen en hård omgang , men hun gjorde det fandme! Sejt sejt.

Uploaded from the Photobucket iPhone App

TILLYKKE NANNA OG JESPER MED JERES DATTER! OG OGSÅ TILLYKKE ARTHUR MED DIN LILLESØSTER.

???

One down, one to go

Ja, der er gået baby i den på bloggen. Det bliver ved lidt endnu. Babies babies babies. Nanna er stadigvæk gravid, men med termin om 9 dage, er hun nu så langt i graviditeten at hendes mave er faldet ned…

Photobucket

 Tak Nanna! For at få mig til at sprutte af grin midt i kaffekøen på mit arbejde. Hængeko! Fantastisk! Jeg kan godt huske fornemmelsen af at være en hængeko, den der pæne graviditetsmave sad pludseligt meget langt nede, hvilket er knap så pænt og oveni det, var det noget af en udfordring at cykle. Mave mod lår friktionen var hæslig.

…. Jeg er nu stadigvæk en lillebittesmule misundelig, både på Nanna med den store flotte mave (Nanna den ER altså pæn!) og på Rachel med den smukke nyfødte (og i særdeleshed på de Louboutin sko, hun har fået i barsels/fødsels gave af hendes bror!!!). Meeeen jeg venter altså lige lidt, har slet ikke travlt, er I klar over hvor meget rødvin jeg skal nå at drikke inden det bliver min tur?!?! Rigtig meget!