Givblod
Min veninde Nanna, mistede knap 3 liter blod da hun fødte sit første barn Arthur, d. 11 januar 2009.
Uden en blodtransfusion, havde Arthur ikke haft en mor i dag.
Barskt at tænke på og lige siden den dag i januar, hvor min mor (hun arbejdede dengang på frederiksberg fødegang) ringede til mig og fortalte at Nanna havde født og at det havde været voldsomt. Meget. Har jeg ønsket at melde mig som bloddonor, men på grund af graviditet, amning, tatoveringer m.v. har det ikke været muligt, før nu. Jeg har tilmeldt mig. Det samme bør du gøre.
Jeg har bedt Nanna om at fortælle om sin fødsel. Det er en voldsom historie, som jeg deler med jer for at understrege vigtigheden i bloddonation.
Hver eneste dråbe er dyrebar og kan redde liv.
Meld dig som donor i dag !!!! HER.
-Der er især mangel på mandlige donorer. Så hiv lige fat i din kæreste/ven/bror/far og spark dem afsted.
Det tager så lidt tid og er kun et enkelt stik. Men gør en kæmpe forskel.
Nanna’s beretning:
En fødselsberetning der ikke er for sarte sjæle eller gravide. Den er skrevet kort efter min fødsel af min søn, Arthur, der snart fylder 4 år.
På grund af uforklarlige smerter i maven, blev jeg 7 dage før min terminsdato skannet på hospitalet. Det viste sig at jeg ikke havde ret meget fostervand, men det var ikke alarmerende. Lægen tog en hurtig beslutning og bad mig komme til igangsættelse næste morgen.
Jeg mødte op til igangsættelse som aftalt. Jeg var så spændt, at jeg ikke kunne overskue, at gå hjem efterfølgende, så med underligt tiltagende smerter i underlivet, fandt jeg det som en fantastisk idé at smutte i biffen (hvilket syn!).
Sent på eftermiddagen mødte min (nu) mand og jeg op til undersøgelse på hospitalet.Vi var begge spændte og nervøse. Vi troede, at vi skulle blive på hospitalet til vores søn var født, men vi tog fejl. Jeg var stadig kun 1 cm åben og vi blev sendt skuffede hjem med besked på at komme igen næste morgen klokken 08.00
Klokken 22.45 gik vandet. Veerne skyllede ind over mig. De var tydelige, men i mellem veerne fik jeg ubeskrivelige jag ned gennem underlivet – det føltes som splitsekundsveer. Min mand hev alle graviditetsbøgerne frem, men vi kunne ingen steder læse om skrigende stiksmerter i mellem veerne Jeg ringede til hospitalet igen, men de bad mig vente med at komme. Klokken 03.45 panikkede jeg og tog af sted.
På hospitalet tog en jordemoder imod os. Hun fandt hurtigt ud af at smerterne i mellem veerne gjorde at jeg slet ingen smertepause havde haft i fire timer og hun bestilte en epiduralblokade. Klokken 06.30 blev mine smerter lindret.
Klokken 11.30 var jeg 10 cm åben, men jeg havde kun småveer. Jeg fik lagt et vedrop, men det syntes ikke at hjælpe. Klokken 12.00 blev jeg for første gang bedt om at presse med på en af småveerne.
Mellem klokken 12.00 og klokken 15.30 pressede jeg uden presseveer! Jeg skreg hver eneste gang alt hvad jeg kunne, da jeg slet ikke kunne være i min egen krop. Jordemoderen så mere og mere bekymret ud – Hun skruede op for vedroppet flere gange, men der skete ingenting. Jeg skiftedes til at stå op, ligge ned, være på knæs osv. Intet hjalp, og min krop var bare helt helt færdig. Hver gang jeg pressede, måtte Jordemoderen og min mand holde på hele min krop, da jeg måtte bruge udefinerbare og uplacerede kræfter for at presse. Jeg panikkede flere gange og måtte tales til ro. Det var helt igennem forfærdeligt!
Klokken 15.30 blev en læge tilkaldt. Hun så meget bekymret ud og tilkaldte straks en ekstra jordemoder. Jeg var dødsensangst for mit barns velbefindende og var overbevist om at han ikke var okay. Lægen besluttede at tage min søn med sugekop. En helt ubeskrivelig smerte opstod, da jeg skulle presse min søn frem til at de kunne sætte koppen på. Endelig lykkedes det, men koppen faldt af og de måtte starte forfra. Endnu en jordemoder kom til for at hjælpe. Jeg græd som pisket og troede ikke på at min dreng nogensinde ville komme ud til mig. Det lykkedes dem at få koppen på – og i det de begyndte at hive ham ud, gik det op for dem, at han var stjernekigger! Jeg pressede igen alt hvad jeg kunne og pludselig kunne jeg mærke, at nu var hovedet på vej ud – Jeg var ikke et sekund i tvivl – det føltes som om jeg flækkede fuldstændig! Jeg kiggede ned på hovedet og var overbevist om at min søn umuligt kunne være levende. Jeg pressede igen, men kunne ikke få ham ud, da hans arm var i vejen. Efter et par forsøg, lykkedes det og han kom ud klokken 16.27. De lagde ham hurtigt op på min mave og jeg smeltede fuldstændig, da jeg kiggede ind i hans øjne. Han kom med nogle smålyde og jeg spurgte derfor Jordemoder 3 om han ikke skulle græde? Hun rubbede ham på ryggen og endelig kom det befriende skrig!
Da jeg havde født moderkagen, begyndte blodet at strømme ud ad mig. I løbet af få sekunder stod endnu to jordemødre på fødestuen. Blodet fossede ud og min meget diplomatiske mand udbrød, at det så “meget makabert” ud. Pludselig kravlede en af jordemødrene op på fødebriksen. Hun satte sig på hug på kanten og trykkede ned på min mave. Lægen så meget forskrækket ud og i samme øjeblik kom to læger mere til. Min søn blev løftet over i armene på min mand og jeg blev kørt ud fra fødestuen – stadig med jordemoderen siddende oven på mig. Alle jordemødrene og lægerne fulgte med. De næsten løb med fødebriksen mens de fortalte mig, at jeg skulle opereres.
Klokken 16.35 var jeg bedøvet fra brystet og ned. Jeg lå under en kæmpe lampe mens en hel flok af mennesker stod rundt om mig og kiggede. For enden af briksen stod en læge og opererede mig med diverse instrumenter. Der var mildest talt blod overalt! Sengen med alt det hvide sengetøj, var farvet rød. Mit tøj var blodigt, der var blod på gulvet og på alle lægernes kitler og handsker. Af en eller anden grund var jeg ikke bange. Jeg lå bare og tænkte at jeg i hvert fald ikke skulle føde – nogensinde igen. En jordemoder stod og smilede til mig, mens hun forklarede mig, hvad der skete. Jeg havde mistet 2,7 liter blod og fik en blodtransfusion + diverse drop.
Efterfølgende blev jeg kørt til opvågning. På stuen sad en sygeplejerske og kiggede på mig mens det nye blod langsomt blev optaget i min krop – I det øjeblik besluttede jeg, at jeg bestemt skulle være bloddonor.
Nogle timer efter, blev jeg kørt ned til barselsafsnittet. Jeg lå et stykke tid og lyttede mens jeg kiggede ud på den tomme gang. – Pludselig kunne jeg genkende lyden af min mands skridt og han kom ind ad døren med vores lille dreng i armene. Min mand tog min hånd og kyssede mig og fortalte mig, at han elsker mig.
Alt personalet på fødegangen og barselsgangen vidste hvem jeg var. – Jeg var hende der havde født uden presseveer, som havde mistet 2,7 liter blod! Mange kiggede ind for at se til mig – samtlige jordemødre og læger der havde deltaget i min fødsel og operation kom ind til os – Sågar de to portører der havde kørt mig rundt kom forbi. De ønskede os tillykke og talte deres del af forløbet igennem med mig.
– – – – –
For 10 måneder siden fødte jeg Arthurs lillesøster, Mollie. Jeg havde en markant bedre fødsel, men endte med et blodtab på 1,3 liter blod. Grænsen for at få en blodtransfusion ligger cirka på 1,5 liter.
-Jeg meldte mig som bloddonor for tre år siden – Jeg skylder stadig et par liter.
….
Tak til verdens bedste Nanna, for at dele sin fødselsberetning med mig og jer. Det er modigt at smide sådan en historie ud, til tusindvis af fremmede. Og det er præcis hvad Nanna er, modig.
Jeg har før linket til Nanna’s blog, som handler om Arthur og sygdommen Startle disease, linket får I igen, her.
