Voksensnyd

Som nogle af jer måske så på Instagram i går aftes, havde jeg snørret Otto og hans lillebror til at gå i seng en time tidligere end normalt på en fredag. Efter en lidt hård periode, hvor Freelancer og jeg skiftevis har arbejdet til sent, og ikke har haft meget tid sammen, trængte vi til at hænge ud, og ikke bare tilfældigt støde på hinanden under tandbørstning og opvaskemaskine-opfyldning, så mens han var på arbejde i går, lavede jeg mad til ungerne allerede klokken 17, smed dem i bad, dækkede op med fredagsslik og fandt noget Disney på Netflix, og da klokken slog 19.00 og deres far satte nøglen i hoveddøren, lå de i deres senge klar til at sove, hvilket betød at vi, de voksne, kunne se X-factor og spise marcipanbrød, arm i arm, i stearinlysets skær. Det er sgu da smart?!

Det kan altså anbefales! Jeg holdt mig vågen helt indtil ved 22-tiden, hvor jeg  faldt i søvn på savlemåden til noget Denzel Washington action. Det er der ikke noget nyt i, men dog gjorde det ikke det store, da vi jo havde haft knap tre hele timer, hvor det bare var os.

Længe leve Netflix, snedige voksne og børn, der ikke kan klokken.

Tippet er hermed givet videre.

 photo Skaeligrmbillede2015-01-24kl144429_zpsf4b4ed9c.png

Redebyggeri #1

Skal I så lave om i lejligheden? Har I købt barnevogn? Hvor skal hun sove? Har I nok plads? Hvad gør I med puslebord? Hvilke størrelser har I købt tøj i? Har I købt nok? Hvor længe skal du amme? ….

… Jeg kan godt blive lidt forpustet når jeg bliver konfronteret med alt det vi åbenbart skal tage stilling til og gøre klar inden hun arriverer om 12 uger. Jeg har købt lidt tøj, sikkert ikke nok, men butikkerne findes jo stadigvæk når hun er her, så jeg tænker det nok skal gå. Barnevognen har vi heller ikke anskaffet os endnu, er ret meget på bar bund, men flirter med en Bugaboo, så skal tilløbet til at køre kortet igennem bare lige tages.

Det er ikke fordi jeg ikke glæder mig, eller ikke synes det med at bygge rede er hyggeligt, men jeg er der bare ikke helt endnu. Mentalt. Mit hoved er stadigvæk i arbejdsmode, har jo 8 uger inden jeg går fra, og resten af tiden går på at være mor til den fem årige. Så selvom det er hyggeligt at tale om navne, forestille sig hvordan hun ser ud, have det vildt over min voksende krop, og så småt begynde at se frem til fødslen (med lige dele angst og glæde), hvilket vi gør os meget i, så er jeg bare ikke rigtig der hvor skemaet med antal af bodyer og valg af ammepude fylder mit hoved, endnu.

Om det sker, aner jeg ikke, jeg forestiller mig et af følgende scenarier; enten tager fanden ved mig om et par måneder og jeg går bananas og raper mit dankort i en Babysam et sted, eller også kommer det dryssende, lysten og behovet for at købe nyt og gøre klar. Nåhja, eller også gør det ikke, og så går det nok også alligevel.
Jeg glæder mig i hvert fald til at møde hende, og vi skal nok finde plads til hende, uden udbygning og med bare 3 stykker tøj i str. 50, og en arvet junoseng.

 photo Skaeligrmbillede2015-01-18kl214401_zps6231ddcc.png

Hellere en sæk i loftet end 10 på taget…

For lidt siden kom min kæreste ind ad døren efter en løbetur, storsmilende, med et 40 kilo tungt monstrum af læder over skulderen. En sandsæk. Med store kæder i, så den kan hænge i loftet…. I vores pæne, relativt nymalede loft.

‘Du må også gerne låne den!’ siger han.
Tak.

Fandme heldigt han er pæn….
 photo Skaeligrmbillede2015-01-13kl212644_zps10f02e0c.png

Urimelig type på hormoner

Min lørdag brugte jeg på at være sur, irritabel og ked af alting. Alt føltes besværligt og intet godt nok. Jeg snerrede af både barn og mand, og var konstant på tværs. ‘Det er eddermame svært at være sammen med dig, når du er i så dårligt humør’ kom det forsigtigt men bestemt fra min kæreste. Herefter spurgte han om jeg ikke nok ville lave et eller andet, der kunne få mig i bedre humør, så ville de gå på legeplads imens. Det fik mig til at græde og hvæse noget med at, hvis min egen familie ikke kunne holde mig ud hvem fandenihelvede kan så, og det eneste jeg ville var at være sammen med dem jo, men iiih nej de skulle da nok slippe, SÅ!. Midt i mit udbrud kom Otto ind i rummet, kiggede opgivende på mig, så på sin far, og konstaterede så ‘Hormonerne styrer min mor…’
Og så gik de to og efterlod den sure tykke type i lejligheden.

Helt flov over egen opførsel fandt jeg et øjeblik efter mig selv krøllet sammen på sofaen, alene hjemme, med et helt kanelbrød foran mig. Meget kliche, meget tiltrængt.

 photo instahormon_zps7f602a21.jpg

Jeg var stadigvæk sur i betrækket da de kom hjem et par timer senere, dog på en mere trække-på-skuldrene-og-grine-af-den-sure-dame agtig måde, og i dag er jeg gudskelov lidt mere mild i det, og mest bare virkelig sulten.

Der er mange dejlige ting ved at være gravid, som jeg prøver at minde mig selv om. Men også ret mange knap så dejlige ting, som jeg er endnu bedre til at minde mig selv om. Det mindst fede ved det er i mit tilfælde altså personlighedsspaltningen, der indimellem gør mig til en pivet, hysterisk, bekræftelsesjagende type. Jeg håber virkelig at hun flytter ud samtidigt med SneglLille. Gerne før.

Må i øvrigt lige tilføje at grunden til Otto ved, hvad hormoner er, skyldes bogen ‘Mor har en baby inde i maven’ af Lars Daneskov, som min mor har købt til os. Otto har efterhånden mere styr på graviditet end mig. Hvis I har, eller kender børn, der skal have små søskende, kan jeg varmt anbefale jer bogen.

Hjælp!… jeg mener Hurra! Jeg skal føde

Der er 17 uger til, og jeg har allerede gjort mig en milliard tanker om den. Fødslen. I starten frygtede jeg den, det gør jeg ikke så meget længere. Jeg glæder mig faktisk til at føde. Selvom jeg tydeligt husker, hvordan jeg desperat forsøgte at lagre minderne om smerterne og alt det uudholdelige i en lille chip i min hjerne, da jeg sidst lå der, sådan at jeg aldrig ville gøre det igen, og i hvert fald slet ikke uden smertelindring. Seriøst, jeg nærmest messede ‘husk det, husk det, huuuuusk det’ for mig selv, imens jeg skiftevis forsøgte at flå mit vedrop ud af armen og råbte at jeg krafteddermame ikke gad længere.

Klip til nu, hvor jeg selvfølgelig har glemt smerterne, eller i hvert fald præcis hvor sindssyge de er, og faktisk bare rigtig gerne vil have en god oplevelse. Jeg forsøger så vidt muligt ikke at gøre mig for mange forestillinger om selve fødslen, for jeg kender mig selv godt nok til at vide, at det kommer til at hyle mig ud af den, hvis (når) det ikke kommer til at gå som jeg havde planlagt. Så det eneste jeg ved på nuværende tidspunkt er, at jeg skal føde på Hvidovre hospital engang til april. That’s it. At jeg så selvfølgelig håber, at det kommer til at gå som en drøm denne gang, og har min krop lært at producere presseveer siden sidst, istedet for at gå i stå, vil jeg sætte stor pris på det. Men nu ser vi hvad der sker, og jeg glæder mig bare til at møde den.
Altså hende.
Babyen.

Min første fødsel kan du læse om her, hvis du er til den slags.

 

Den er hjemme! (Og jeg ligner ikke pålæg længere)

Sent torsdag eftermiddag tog Otto og jeg toget ud mod lufthavnen for at hente vores yndlings mand. Vi var i god tid og placerede os helt spændte og utålmodige ved et bord på Starbucks, hvor vi delte en overpriced cookie, ditto vand og noget kaffe med smag (kan ikke styre det, når der er noget med flødeskum og sirup skal jeg have det). Efter en lille times tid var det endelig tid til den store genforening, Otto faldt straks sin far om halsen og jeg kæmpede et øjeblik med en bævrende underlæbe, både grundet gensynet med den flotteste mand i verden og synet af mine to favoritter i en omfavnelse, hvor det var tydeligt at de hverken så eller hørte andet end hinanden. Fandeme sødt.

Fredag havde jeg taget fri fra arbejde, egentlig for at få slappet af, men sådan blev det ikke helt. Vi startede dagen med scanning af mave og baby, der stadigvæk er en pige, en livlig af slagsen, og alt ser fint og rigtigt ud, så nu er der ikke så meget andet for end at vente 19 ugers tid til hun er færdigbagt og klar til at komme ud. Kæft, jeg glæder mig!

 photo Skaeligrmbillede2014-11-30kl195020_zpsc0118c5b.png

Samme dag var jeg igen i lufthavnen, denne gang for at udvælge gaver til adventskalenderen, og dernæst tog jeg til møde i børnehaven for at snakke om skolestart (!), Ottos udvikling og trivsel. Simpelthen syret at være en person, der har et stort skoleklart barn, og som går til forældremøde og taler sproglig udvikling m.m. med de voksne fra børnehaven. Heldigvis beskrev de den dreng jeg kender og knuselsker, og han fik både ros for sit ordensgen (det ønsker jeg mig også), sit kammeratskab og gode humør. Plus at de fortalte at de kunne mærke en TYDELIG forskel på hans humør og personlighed igennem de sidste 8-10 måneder, hvilket selvfølgelig skyldes, at der er kommet ro på herhjemme. Op-tur!

Mit humør, overskud og hudfarve er med andre ord kommet igen gange 10 efter freelance-pomfritten er kommet hjem, og jeg er ovenpå efter mit dyk i sidste uge, hvor jeg var klar til at skride fra det hele. I det hele taget er det ret meget sådan med mig for tiden, fra den ene yderlighed til den anden… Heldigvis ikke noget lidt søvn, et knald og et skud mælkechokolade ikke kan klare.

I øvrigt #9

  • Er jeg ikke for fin til at indrømme, at jeg for få uger siden en sen aften tilberedte tæt på et halvt kilo brunede kartofler, som jeg spiste. selv.
  • Forstår jeg ikke hvorfor der findes så meget babytøj med ører på? Altså hætter med bjørneører. Hvorfor?!
  • Har jeg det meget anstrengt når folk omtaler børn som prinser og prinsesser. Jeg har ikke en prinsesse i maven, nej.
  • Er jeg stoppet med at spise slik. Baby er mere til rå fisk, earl grey te og rugbrødsmadder med leverpostej og rødbede.
  • Har jeg igen indtaget en vandret position på den grå Bolia, efter et smut forbi Hvidovre akutmodtagelse lørdag aften pga plukveer og (åbenbart) galoperende blærebetændelse.
  • Skal Otto og jeg være alene hjemme i 12 dage lige straks, hvilket jeg både glæder mig til og frygter en smule på samme tid.
  • Skal de 12 dage helt sikkert nok gå som smurt, særligt med lidt hjælp fra mine gode venner hos nemlig.com
  • Fik jeg nær et hjertestop da jeg så prismærket på den barnevogn jeg har udset mig, seriøst kunne næsten købe den Rick Owens læderjakke jeg har frække drømme om for den slags penge. Såeh, venter lige lidt med at beslutte mig endeligt. Tips modtages med åbne arme! Ved at jeg vil have svingbare hjul, og god plads til indkøb og andet crap under vognen.
  • Er jeg dybt afhængig af Instagram, endnu mere i disse dage, hvor jeg rigtigt har tid til at snage i andres billeder (stay tuned for en Who To Follow part 2 – her på siden. Part 1 er gammel, men stadigvæk relevant – se den her)
  • Må nogen gerne fortælle mig om ‘Smertefri fødsel’ er noget jeg skal smide penge efter.
  • Er The Donut shop åbnet på Nørrebro, og jeg håber og frygter samtidigt, at de udvider og kommer til Vesterbro, for det vil sætte en seriøst stopper for min intention om at få strammet min krop op under barsel, men på den anden side er lige præcis min kærlighed for donuts større end ønsket om stramme lår.

 

sneglcille

Kjole fra ASOS, find den her (adlink)

Fem år om fem dage

På lørdag bliver Otto 5 år, og præcis som alle de andre år er jeg allerede nu ved at gå i stykker over, hvordan tiden er fløjet. Der er ingen tvivl om, at de sidste 5-6 år har været de mest begivenhedsrige so far, på godt og ondt. Jeg tror jeg beskriver det hvert eneste år, hvordan at det føles som om at han har været her altid, men alligevel som om at han lige har ligget i min mave. Det er fuldstændig ubegribeligt, at den lille 3 kilos orm, jeg med nød og næppe pressede ud af min krop for fem år siden, nu er et selvstændigt individ, der kan skrive sit eget navn og fortælle røverhistorier som ingen anden jeg kender. Det er lige til at tude over.

Vi kører hard core fødselsdagsweekend, med fuldt program og gæster både på dagen (lørdag) og igen søndag, så jeg er i fuld gang med at google ‘Batman kage’ ‘ninja pynt’ og ’spiderman kageform’ (temaet er med andre ord, eller faktisk bare Ottos ord: ‘noget sejt, med ninja, batman, spiderman og æblekage’). Jeg har som altid lidt for høje ambitioner til egen kunnen, men hvis jeg skal være helt ærlig, så kan jeg ret godt lide det der med at gå all in når det kommer til hans dag. Det er trods alt kun en gang om året, så kan vi fyre op for noget shake N bake og måltidskasser alle de andre dage.

Sidste år blev der lavet en film til Superbrugsen på hans dag, og selvom det endnu ikke er lykkes mig at se den med lyd (på grund af tåkrumning over egen stemme), elsker jeg den alligevel. Se eller gense den her:

Don’t try this at home – Om hjemmeklip og snobberi

Ottos hår var blevet så langt, at det både generede hans udsyn og dermed også dækkede hans ualmindelige (hvis jeg selv skal sige det) smukke grønne øjne. I nakken var det heller ikke helt godt og i virkeligheden var det bare blevet noget værre rod med den frisure. Jeg har altid svoret kun at få ham klippet hos en frisør, fordi jeg er en snob, der synes at hjemmeklip er for dem, der køber buræg, holder ferie i Lalandia og går på Jensens bøfhus (shallow much?). Dog faldt dråben, da Otto i morges måtte røre i havregrøden med den ene hånd og med den anden holde hans lange lokker til siden for overhovedet at se noget.

‘Du skal klippes i dag’ blev returneret med et skeptisk blik og kommentaren ‘Hos Dorte ikke? … Dorte er Ottos frisør, som desværre har en del ventetid, og da planlægning for tiden lidt går op i hat og briller herhjemme, er det ikke lykkedes mig at få en tid til ham hos Dorte.

Så efter lidt overtalelse, noget ninjaturtles på Netflix og et løfte om ’sejt ninja-far-hår-der-stritter-lidt-til-siden’ og tanken om at vi altid kunne gå maskinklip-vejen igen, gik jeg igang med at klippe mit stakkels barn. …

Og… Bortset fra et par ujævnheder her og der (jeg vælger at kalde det tekstur) synes jeg faktisk, at jeg er sluppet ok fra det (ved ikke om Dorte eller nogen anden med en uddannelse indenfor faget er enige), min indre snob har ikke taget skade og barnet virker ret tilfreds med resultatet, hvilket må siges at være det vigtigste.

 photo Skaeligrmbillede2014-08-16kl143511_zpsa51dcb91.png

Jojo, et semester på frisørskolen ude i Nordvest tilbage i 2001 er ikke spildt …

Ikke et ord om opdragelse

For længe siden røg ‘opdragelse’ på min usynlige liste over emner jeg ikke skriver om herinde. Af den simple årsag, at det er et emne, der kan få folk helt op i det røde felt. Mig selv inklusiv. Os, de voksne, er sjældent enige med hinanden. Nogle gange ikke engang med os selv – og jeg skal da være den første til at indrømme, at jeg også ind imellem må give efter for egne principper, at jeg også træder ved siden af og at jeg også har råbt, højt, selvom det er en af de ting jeg absolut ikke tror på.

Trods mit løfte om ikke at skrive om det, er det alligevel noget, der selvfølgelig gradvist fylder mere og mere, i takt med at Otto bliver større.

Otto tester mig for tiden. Ikke hver dag. Ikke hele tiden. Men ofte. Jeg mistænker, at han gennemgår endnu en selvstændighedsfase, og måske forsøger at vise os, at han er en stor dreng. Det ved jeg at han er, og jeg forsøger mit bedste at lade ham være det. –  Og så gik det netop op for mig, at selvom han er ovenud lykkelig for vores nye situation, hvor både mor og far er der, har han altså hele sit liv været vant til at have os, og i særdeleshed mig, for sig selv. Så underbevidst kunne det også være grund til det med den pludselige trods fra hans side. Og det er klart, at der måske, helt uden at vi har lagt mærke til det, er blevet ændret lidt i vores rutiner og dermed også i opdragelsen. Og det forvirrer. Både os og ham.

Jeg håber at ovenstående, leder til en form for gennembrud i form af, at vi de voksne ændrer nogle ting, så de høje bølger fra den trodsige næsten fem-årige, kan minimeres fremover… Lige indtil en ny omvæltning/periode/alder …
 photo Skaeligrmbillede2014-06-15kl200350_zps5f2572e6.png