Barsel = For meget tid?

Som det nok allerede er blevet gjort klart, er jeg lige nu på barsel. Halvanden uge er gået og jeg nyder det. Elsker al den tid jeg har fået. At jeg kan ordne alt muligt praktisk inden klokken har slået 10 og stadigvæk har tid til at læse i mine blade, se serier, sove til middag, skrive, opdatere Instagram og bloggen. Nyder det særligt meget fordi jeg godt kan huske, hvordan ens hjerne og hverdag bliver til en klistret masse når der pludselig dumper en baby ned i ens liv. Så at kunne smide benene op, kværne noget Kåre Sand produceret (yes, jeg fik afspilleren til at virke, efter kyndig support fra en medarbejder hos Nutv), læse i en bog eller gå igang med at læse mails og ikke mindst afmelde sig alle de nyhedsbreve, der på en eller anden måde har fået ophobet sig i mailboxen i den tid man havde fuldtidsjob og ikke kunne overskue at glo på sin egen gode gamle Gmail, sætter jeg virkelig pris på. Manner! Det er fedt.

Og så er der også pludselig tid til at tænke en hel masse. Hvilket når man er udstyret med et sind som mit, både bringer godt og ondt med sig. Jeg har for lang tid siden besluttet at jeg ikke vil gå op i, hvad andre tænker om mig, mit liv og mine valg. Men når man lever i et land som vores og ovenikøbet har valgt at have en blog, hvor man som her både deler tanker, vaner, godt og skidt, i en redigeret udgave naturligvis, bliver man alligevel tvunget til at forholde sig til andres opfattelse af en. Og for første gang længe mærkede jeg i går et snert af den der ‘Skulle jeg lige skrue ned for aktiviteten på Instagram’ da jeg om aftenen postede, hvad der var mit fjerde billede den dag. Men så pillede jeg hovedet ud af egen røv og konstaterede at selvom jeg har loyale opturs-følgere, med kun ganske få trolls imellem, er der nok ikke nogen, der seriøst lader sig genere af at sneglen har fået lidt (meget! meget mere) tid til at være endnu mere synlig på de sociale medier. Og skulle der ryge nogle følgere fra på den bekostning, så går det nok også. Ikke at jeg kunne finde på at tjekke op på den slags, tjekker som sagt ALDRIG hvem der smutter, eller hvornår, for jeg lever bedst i naiv uvidenhed. Smart.

Lige en sidste ting inden jeg smutter tilbage til al den tid jeg har (og nutellamaden på min tallerken) – Tak for de fine kommentarer, likes og mails I sender i min retning for tiden. Det er overvældende, og jeg bliver endnu mere varm og glad indeni end jeg er i forvejen.

 photo foto 13_zpsebuqr1af.jpg

Parforholdsglimt. Et år senere…

Nu er vi over et år inde i vores forhold, eller faktisk er det jo 8 år, men der var jo lige en fem års pause som I måske husker. Men det er nu lidt over et år siden at jeg sagde JA til at give freelancer og mig en chance. Og hvordan mener vi så selv at det går?

Virkelig godt. Vi er stadigvæk forelskede, faktisk så meget at jeg så sent som i dag tog mig selv i at dufte til en af hans trøjer da jeg var alene hjemme (who does that?!) og jeg kan se i hans øjne at han er ved at flække af lykke når jeg fjolle-twerker mig gennem lejligheden til Wiz Khalifas ‘Ass drop’.

Hvad er så anderledes denne gang? Hvorfor fungerer det? Udover kærlighed, respekt og fascination, har vi lært af vores fejl. Vi er enormt gode til at taaaaaale om alting, hvilket ind imellem virker en anelse fjollet og ubehageligt, særligt når det omhandler at en af os (oftest mig) har reageret uhensigtsmæssigt, men det er virkelig nødvendig og sundt. Vi taler også om de gode ting og huske at sige til hinanden, hvad vi sætter pris på.  Helt ned til ‘Tak fordi du lader mig vide når du er lidt forsinket’ eller ‘Hvor er det optur, at du serverer kaffe for mig når jeg er i bad om morgenen og er sent på den’.

Skændes vi så aldrig? Jo mand, er du sindssyg!? Jeg kan blive hysterisk og urimelig, særligt når jeg bliver usikker, og så har de her graviditets-hormoner altså virkelig også givet nogle vilde udslag indimellem, og min mand er arbejdsnarkoman og uduelig til at lægge det væk, arbejdet, hvilket ind imellem er til at skrige over. Men netop fordi vi taaaaler så meget om det vi føler, undgår vi en del skænderier, men når de endelig er der, er det som at luften bliver renset og på en eller anden måde nulstilles alt, og det er nu nok også ret sundt. Jeg er vist bare typen, der har brug for at brøle engang imellem, og det får jeg så lov til.

Jalousi? Noget af det som der er flest, der spørger mig om i forhold til at være kærester med en som freelancer er, om det ikke er hårdt at hans job blandt andet består af at tilbringe rigtig meget tid med smukke damer. Ind imellem i omgivelser, der potentielt kunne gøre fristelsen endnu større. Og jeg kan med hånden på hjertet sige: Nej, jeg bliver ikke jaloux. Heller ikke når han tager badetøjsbilleder af supermodeller, der har kroppe som man slet ikke fatter findes. Jeg joker ofte med det, især når jeg hører hvordan andre kvinder indimellem går i flitsbue over, hvis deres mænd tilbringer tid med andre kvinder, for jeg kan da godt selv høre, hvor sindssygt det lyder at min mands job blandt andet består af at rejse til pæne strande og tage billeder af smukke piger, men nej,  jeg er ikke bekymret. Hvilket bunder i, at jeg er fuldstændig sikker på, at han for det første synes jeg er det lækreste i hele verden, det fortæller han mig hver dag, og jeg kan se det på ham, også når jeg har tomatsovs på trøjen og når jeg snerrer af ham fordi han stiller vandglas overalt i lejligheden. For det andet vil han aldrig nogensinde såre mig igen, for det gjorde noget ved ham dengang, som han stadigvæk, tror jeg, ikke har tilgivet sig selv for. De få gange jalousi har været et issue imellem os i løbet af det sidste års tid, har jeg skyndt mig at sige det højt og igen fået taaaalt om det. Og han har gjort det samme. Det virker fandme det der kommunikation.

Så ja, there you have it. Vi er hverken perfekte eller bedre end nogen andre, vi har bare være virkelig meget igennem, og fortrudt en milliard gange at det gik galt, og vi er begge så skidebange for at miste hinanden, igen, så vi investerer ALT og er gået all in. Med succes.

 photo foto 32_zpsdqyygdm6.jpg

Færdigbagt baby og en (forhåbentlig) fuld mand

Jeg har ramt 38. uge, hvilket i menneskesprog betyder, at min baby er færdig og klar til at arrivere. Jeg er, som jeg også nævnte i sidste indlæg,  endnu ikke utålmodig og forventer hende heller ikke lige de næste par uger. Jeg fødte to dage efter termin sidst og satser på noget lignende denne gang. Vil i hvert fald rigtig gerne ind i april måned inden hun melder sin ankomst, så jeg er endnu ikke gået fødsels-loco på den med vekager, hindbær te, ananas og trappe-renderi, men det skal nok komme.

Lige denne lørdag aften er jeg alene hjemme. Eller det vil sige Otto og Leo er her, men de sover. Freelancer er sendt til 40 års fødselsdag hos en af vores venner, en fest jeg personligt virkelig gerne ville deltage i. hvis det altså ikke var for min tilstand, som gør mig ualmindelig træt allerede inden klokken slår 21, og at jeg foretrækker at have noget at sidde på 90% af tiden. Nej, festerne må vente lidt.. Jeg gad godt at jeg kunne alting, og jeg må da indrømme at jeg mærker et jag af irritation, når jeg hører om fester og arrangementer jeg ikke er blevet inviteret med til bare fordi jeg er midlertidigt tyk. Ikke at jeg ville deltage, men altså…
Det er virkelig optur at freelancer er afsted og jeg håber sådan at han parkerer fornuften på hylden lidt og drikker sig en kæp i øret, det kunne klæde ham, for det er sjældent, tæt på aldrig at han er ude – og taget min førnævnte tilstand i betragtning er det nok ved at være sidste chance i en rum tid, hvor han kan give los. Og gud, hvor ville jeg ønske det var mig! Bare lige en enkelt aften med en promille, et sæt slanke danseben og en lungekapacitet, der kan holde til at tale i mere end 20 sekunder af gangen. Suk.

Min aften har i stedet stået på netshopping, koldskål og pakning af den der hospitalstaske (!!) og nu er klokken næsten midnat og dermed langt over min sengetid, så jeg vil vralte afsted mod min seng, poppe en omgang syreneutraliserende tabletter, spoone min bodypillow og forsøge at få noget der minder om søvn. Åh lørdag, how you have changed.

 photo Skaeligrmbillede 2015-03-21 kl. 23.17.48_zpsyuaxsslg.jpg

Klar til fødsel?

Min jordemoder spurgte i går om jeg er klar til at føde… Svaret skulle nok have været et rungende JA! eftersom at jeg nu er 37 uger henne, og dermed kan føde når som helst fra nu og den næste måned. Men sandheden er bare, at det er jeg slet ikke. Endnu. Jeg glæder mig til at møde hende, til at kunne sove om natten (HA!), til at kunne snuppe et glas vin, til at kunne binde mine egne snørebånd og ja, til at blive mor igen. Men jeg er ikke utålmodig endnu, jeg kan sagtens holde til et par uger eller fire mere, hvor jeg kan nyde det stille tempo, tiden til min kæreste og til Otto. Desuden havde jeg en hel aften med veer for nogle dage siden. Ikke rigtige hvadfandenforegårder-veer, men sådan heftige plukveer, der tog pusten fra mig og mindede mig om hvordan veer føles (fuck), og der kunne jeg mærke, at jeg ikke er helt klar endnu, og jeg var langt fra skuffet da de gik i sig selv igen.
Jeg bliver klar. Det bliver jeg, også hvis det sker i morgen, men jeg tager altså gerne et par uger mere i ego-barselsland, hvor det kun er mine behov, der skal dækkes og der både er varm kaffe i koppen og det kun er mine egne pletter på tøjet …

… Jeg er dog gået i heftig Anja Bay træning og øver både vejrtrækning og læser om krop og smerte på livet løs, så jeg er forberedt på det hele. Og selvom jeg lidt hånligt har sagt og ment mit om at pakke den famøse ‘hospitalstaske’ i for god tid, er jeg faktisk begyndt at tænke over hvad vi skal have i den, og den bliver altså gjort klar inden længe, og bliver ikke ‘bare lige ordnet når de første veer kommer’ som jeg ellers har ytret at jeg ville. Godt nok skal jeg, om alt går godt (det gør det!) føde ambulant, men det ville sgu være ærgerligt at glemme noget midt i smerter og laboro vejrtrækning.

Jeg bliver klar. Snart.

 photo Skaeligrmbillede 2015-03-20 kl. 15.07.38_zpsbgaywugl.jpg

Noget om en tøjkrise og et vigtigt bryllup

Rachel, der er en af mine bedste veninder, skal giftes tre uger efter min termin. Et bryllup jeg ser frem til og som jeg er sikker på kun kan blive en fest man sent vil glemme, da både Rachel og manden hun gifter sig med, er nogle særlige mennesker, der kan feste som få andre. Med mig har jeg freelancer, der har kendt Rachels kommende husbond længere end Rachel har (ja, vi tager æren for at de to mødte hinanden), og så selvfølgelig baby, der på det tidspunkt kan være alt fra få dage gammel til en måneds tid. Gisp!
Logistisk skal det nok gå op. Vi er to, vi udruster os med babyalarm, overskud og store ja-hatte, det hele skal nok gå.
Men en udfordring, der til gengæld allerede nu begynder at melde sig, er det uundgåelige; Hvad fuck skal jeg have på?! Som sagt har jeg lige født og vil derfor være indehaver af et stykke løsthængende mavehud og overdimensionerede bryster, og jeg tvivler på at min røv og hage vil have tabt de ekstra kilo som 9 måneders babyrugning (og remonce-spisning) har forårsaget… Jeg ved også, at jeg bliver nødt til at have outfittet parat inden jeg føder, for det der med at gå på shopping med en nyfødt og en masse ekstra hud på slæb er ikke optimalt. Hvad gør jeg så? Det ideelle ville være en kjole. Det er sgu da nemt, det er pænt og kan tilmed skjule de værste folder og buler.
Jo, men jeg ved også at jeg nok ikke har lyst til at vise mine ben frem, og de kjoler jeg føler mig tilpas i er ikke ligefrem amme-venlige, og noget siger mig derfor at bukser er vejen frem. Et suit, et sæt, en buksedragt, noget i den boldgade.

Jeg har masser af sko, så det bliver det mindste problem (dermed ikke sagt, at jeg ikke køber nogle nye alligevel når tiden nærmer sig. Jeg er jo bare menneske), men at finde det rigtige sæt tøj, i den rigtige størrelse, og tilmed holde fast i det helt frem til d. 2. maj, uden at ændre mening, det bliver måske nok i virkeligheden den egentlige udfordring.

I min virtuelle indkøbskurv har jeg lige nu et lyseblåt suit bestående af bukser og jakke fra ASOS, som jeg vil parre med en hvid silketop (åh modigt med min motorik, og en nyfødt som date), et smuuuukt sæt fra Stine Goya (skjorte og buks), en mørkeblå buksedragt med wrap lukning (så jeg kan pakke brysterne frem nogenlunde diskret) fra Reiss, som vil se fantastisk ud med mine metalliske Louboutins, der står på min reol og tigger om at komme i brug igen (desværre er mine fødder også gravide).

So far , so good. Der er god tid endnu. Men jeg skal helst have besluttet mig og klikket noget hjem inden beboeren i min mave melder sin ankomst, for derefter bliver min hjerne til en grødet masse i en rum tid. Det gjorde den sidst i et par uger (år?) – og jeg tror ikke det bliver muligt for mig at sammensætte eller tage stilling til tøj på det tidspunkt. Har i hvert fald ikke tænkt mig at tage chancen.

… Der kommer billeder af ovenstående kluns, det gør der. Men i skrivende stund kører photoshop noget attitude af på mig som jeg ikke magter. Starter på en frisk i morgen.

Indtil da, et billede af the bride to be og undertegnede til et andet bryllup. Lidt sløret, men sådan skal det være til bryllupper …

 photo 1255513_10151828570755399_803461970_n_zpssyzg0wwt.jpg

Forestilling Vs virkelighed

Man kender dem godt. De gravide, der ubesværet, med en lille perfekt mave, vimser rundt i stiletter og overskud, mens de balancerer job, graviditet, pilates-timer og skinny jeans, og oser af den der pregnancy glow (som jeg stadigvæk venter på).
Indrømmet, jeg troede måske jeg ville blive en af dem. Sådan så det ud i min fantasi om hvordan en graviditet uden hjertesorg ville tage sig ud. Sandheden er bare, at sådan blev det ikke helt.

Der er hverken yoga eller svømning på tapetet, for jeg prioriterer det ikke, mit overskud er minimalt, og i dag blev jeg overrumplet af følelsen af at have lyst til at træde ud af min egen krop, og ind i en ny. Sådan en krop, der kan se sine fødder uden at få overbalance, som må få rødvin og nikotin, og som ikke hiver efter vejret efter en tur i netto (eller fra stuen og ud i køkkenet).

Jeg ved godt at jeg langt fra er den første i verden, der har det sådan, og at den førstnævnte ‘perfekte gravide’ er uhyre sjælden, og at det er relativt nemt at bilde omverdenen ind at alt er lutter solhilsner og glowy-ness. Hell, jeg ved da også godt, at jeg måske endda selv fremstår som en version af hende på diverse sociale medier (hurra for instagram-filtre), men jeg har altså lår i skoene, strækmærker, og bevægelser som en hvalros på land.

Og for at understrege min pointe:

 photo foto1_zpsyfdaxc1q.jpg

….Gæt selv, hvordan jeg ser ud 99% af tiden.

Følg bloggen og mig på Instagram @sneglcille og på Facebook

I øvrigt #14

  • Er kvinder seriøst nogle dramatiske røvbananer. Har to gange på en uge fået viderefortalt hvordan jeg er blevet bagtalt på det groveste. Røvhulsagtigt, både af bagtalerne og af budbringeren. Pas nu jeres egen biks og hold kæft.
  • Har jeg klippet mit barn, med maskine, og er nu pludselig mor til en nærmest voksen dreng. Af udseende.
  • Spiller vi så meget billedlotteri herhjemme for tiden, at jeg drømmer om små kartonbrikker med billeder på.
  • Tror jeg at min baby har vendt sig på tværs af min mave, og overhovedet ikke har hovedet nedad længere, så drømme om kejsersnit og vendingsforsøg, samt sprukkent maveskind hersker også ind imellem de fredelige kartonbrikker med isvafler på.
  • Har jeg nu taget imponerende 15 kilo på.
  • Er mit hår til gengæld blevet langt, fyldigt og krøllet.
  • Leger vi at mit hår ikke falder af når jeg har født.
  • Skal Otto starte på fritidshjem om mindre end TO måneder. HVAR?! Jojo! April bliver en vild måned.
  • Har jeg flirtet med tricolore isen nede i diverse supermarkeder igennem et par uger nu. Tror snart den bliver inviteret med hjem. Måske jeg også byder en pandekage med ind i selskabet… Menage a trois?
  • Har jeg fået en ny sengemakker. Det er en 150 cm lang pude, fyldt med skaller af en art og den svøber sig om min gravide krop på nærmest guddommelig vis. Og jeg er nu sådan en, der sover de fleste nætter.
  • Kom jeg den anden dag i tanke om, hvor sindssygt forfærdelig ondt jeg synes det gør at amme i starten. Pludselig er det ikke veer, der skræmmer mig mest længere.
  • Er vi gået i stå i forhold til baby-navne, og Ottos forslag som Kastanje Monsterblod og Lisa Skraldespand er pludselig slet ikke dårlige.
  • Er det næsten uhyggeligt så meget den fem årige ligner mig….

 photo 10998898_10153009342265399_6856102904771563878_n_zpsc0047d6a.jpg

Følg bloggen og mig på Instagram @sneglcille og på Facebook

Betændte bikasser, og barsel i sigte

Snot, hoste, feber, ømme bihuler (eller bikasser, som barnet kalder dem) , og følelsen af en pigtrådsbeklædt hals har sendt mig i knæ og under dynen siden mandag aften. Har ellers flere gange tænkt og højlydt ytret, at det da var utroligt så stærkt mit immunforsvar er blevet i min graviditet, efter at have dodget den ene sygdom efter den næste. Sådan noget skal man holde kæft med, åbenbart. For nu ligger jeg her. Først i dag har jeg kunne holde ud at åbne mine øjne i mere end to minutter af gangen, og jeg satser på at komme på benene til i morgen. Det skal jeg. Har faktisk kun 17 arbejdsdage tilbage, så jeg har overhovedet ikke tid til at ligge her med betændte bikasser.

Apropos tid, er jeg begyndt at drømme lidt om alt det jeg skal tage mig til, når barslen går i gang, altså udover at drikke kaffe i solen, lade op og redebygge. For eksempel drømmer jeg om at få pudset vinduer, men det betaler jeg mig nok fra. Har på en eller anden måde ikke lyst til at hænge min gravide krop ud af vinduet, 2 etager over Vesterbrogade, balancerende med sæbevand og svaber (høh, svaber!).

Vi har et dybt hjørneskab i vores køkken, der virkelig trænger til organisering. I weekenden fandt jeg en pakke tortillas fra sidste sommer, to saltfisk og en dåse sardiner (som jeg med garanti ikke har købt).

Jeg skal intensivere min ‘Smertefri fødsel’ øvelse. Slacker lidt på det pt. Og bilder mig ind at jeg nok skal få det lært i de sidste uger op til.

Mit skriveri skal også have noget mere opmærksomhed. Det går fremad, men jeg vil gerne have skrevet endnu mere. Skal mødes med min redaktør inden jeg skal føde, og satser på at blæse hende væk med hundredvis af velskrevne sider, der skriger på en udgivelse.

Bage metervis af brownies.

Finde på et navn til den lille tonserpige i min mave (der stadigvæk er ved at bryde ud af mit maveskind på daglig basis, med mine ribben som springbræt). Vi er ret meget på bar bund.

Skal have fundet et sofabord, jeg kan holde ud at se på. Min søde mand har bygget et bord, som er praktisk, men også ret stort og klodset, og da noget siger mig, at jeg kommer til at bruge en del tid i min stue når bebis kommer ud til os, vil jeg gerne nå at udskifte det inden, ellers forudser jeg et hysterisk anfald fra min side om cirka to måneder. Har desværre (også) dyr smag i sofaborde.

… Det er nogle af de ting jeg forestiller mig skal nås. Men har også lovet mig selv, at jeg ikke bliver sådan rigtigt frustreret på mig selv, hvis jeg kun når at se sæson 5 af Girls og tømme Nutellaglasset i førnævnte hjørneskab.
Vi når jo nok det hele.

 photo Skaeligrmbillede2015-02-18kl122728_zps37b73c95.png
Følg bloggen og mig på Instagram @sneglcille og på Facebook

Status 30+

Jeg nærmer mig 32. uge og er dermed godt inde i det de kalder tredje trimester, altså allersidste etape. Og ved I hvad?! Det går sgu meget godt. Har haft nogle dage ind imellem, hvor kvalmen generobrede min krop for fuld hammer og jeg måtte hældes ind på sofaen rullet ind i dyner, med æbler og kakaomælk indenfor rækkevidde, i det sekund jeg kom hjem fra arbejde. Men det er gudskelov gået over for nu, og jeg kan nøjes med igen at være konstant forpustet, en anelse besværet på det fysiske plan (min kæreste kalder mig ‘billen’, fordi jeg ligner et væltet insekt, når jeg forsøger at rejse mig fra sofaen) og ramt af massiv søvnmangel, da jeg ikke kan finde ro om natten, overhovedet!  Både på grund af halsbrand, uro i benene og en udbryderbaby, der danser urytmisk under mit maveskind natten lang (åh, baare det var mig. Savner at danse. På Bakken i Kødbyen. Urytmisk. Til den lyse morgen).

Jeg har fem uger tilbage på arbejdet, som i 26 arbejdsdage, og selvom jeg godt ved og kan mærke, at det fysisk er en virkelig god ide det der barsel (plus det med at der jo kommer en baby, og hun nok ikke passer så godt ind på redaktionen), og at jeg om fem uger uden tvivl er totalt klar til at råbe PIK og skride, er jeg på nuværende tidspunkt virkelig skræmt og usikker over at skulle forlade min pind på Havneholmen, også selvom den snart er for lille til mig.

Det er selvfølgelig ikke kun mig der vokser sig større, også beboeren i min mave er allerede nu stærk og stor, og vi får begge rosende kommentarer hos både læge og jordemoder, så alt i alt skal jeg ikke klage, det gør jeg selvfølgelig alligevel, men på papiret, og i forhold til hvordan det kan være at gro et barn kører det sgu ret godt.

Jeg glæder mig til at møde hende om 2 måneder, men jeg er endnu ikke nået dertil, hvor jeg er utålmodig. Hygger mig meget godt med at gå og være lidt tyk. Trods ovenstående skavanker. Men lad os tales ved om et par uger…

 photo Skaeligrmbillede2015-02-05kl224604_zpsa6384dcb.png

Følg bloggen og mig på Instagram @sneglcille og på Facebook

Ude godt, hjemme helt klart bedst

I går vendte vi hjem fra Berlin, mætte, trætte og glade. På under to døgn har vi vandret Berlin rundt, spist dejlig mad, fået den bedste kaffe (! Stedet hedder Gipfeltreffen, og du skal bestille kaffe (vi prøvede både en latte, en capuccino og en macchiato, alt var perfekt!) og deres pandekager), haft lange samtaler om alt og intet, grinet, shoppet, været på museum, sovet i ske, flettet fingre og været kærester.

 photo foto5_zps8d4357c0.jpg

 photo Skaeligrmbillede2015-02-01kl095543_zps342c0d57.png

Det kan virkelig anbefales med sådan en tur! At ryste posen og tvinge sig ud af sin dagligdag kan gøre underværker, åbenbart.

Om 10 ugers tid kommer der et lille menneske, der vil vende alting på hovedet, og jeg er SÅ glad for at vi kom afsted inden. Vi havde egentlig hverken tid, råd eller overskud til at gøre det nu, men vi prioriterede det alligevel, og gæt hvad? Vasketøjsbunkerne er lige så store som før vi tog afsted, ruderne fedtede, der er støv i hjørnerne, tallet på kontoen er deprimerende lavt og inboxen er fyldt med arbejde, men verden står endnu, og det var det hele værd. Og at det er vores bunker, vores støv og vores bekymringer, sammen, gør det lidt mere udholdeligt, særligt efter to dage på den lyserøde måde.

Hverdag, liv, baby – Kom an.

 photo foto1_zpsa8dc6d4e.jpg

Følg bloggen og mig på Instagram @sneglcille og på Facebook