Når det ikke er det værd

Et følsomt emne som  jeg ved muligvis vil få folk op af stolene, og det er ok. Jeg er forberedt, men jeg kommer ikke til at forsvare mit valg yderligere. Det er det helt rigtige. For os.

Amningen er gået i vasken. Helt og aldeles. Det startede fint. Mælken løb til, hun spiste, det så i et kort øjeblik ud til at blive en succes. Dog kæmpede jeg lidt med at få hende til at tage ordentligt fat, hvilket resulterede i timelange amninger, sprukne bryster, blå mærker (ja på mig selvfølgelig), frustreret baby og mange tårer (mest mig). Sundhedsplejersken viste mig et par tricks, som virkede fint til at starte med, men kun i ganske kort tid, så hver amning  kom op og tog i hvert fald 2-3 timer, ofte længere, fordi jeg konstant måtte starte forfra for at få hende til at spise rigtigt, til stor frustration for både hende og mig – og tit gav jeg op og lod hende spise forkert, hvilket jo så betød at mine sår sprang op og så var vi tilbage hvor vi startede.

En aften i sidste uge gik der for alvor i ged. Jeg ammede hende i næsten 7 timer med meget få pauser. Hun var ivrig, blev vred og ked af det og viste tydelige tegn på sult, og jeg kunne både mærke og se at der simpelthen ikke løb nok mælk ud. Hvad der tidligere har været en fontæne af mælk, var nu en tarvelig dryppende affære. Hun skreg i vildens sky og jeg tudbrølede i kor med hende. Kønt syn er jeg sikker på. Klokken lidt i 22, efter små 7 timers kamp, bad jeg med panik i blikket min kæreste om at løbe i Superbrugsen og tømme hylderne for sutteflasker og modermælkserstatning. Ikke fordi jeg ville give op, men fordi jeg simpelthen blev nødt til at finde ud af, om det virkelig var sult hun skreg af. Vi varmede 100 ml mælk til hende. Hun spiste 80 i en køre og faldt i søvn på stedet. Jeg græd hårdere end jeg længe har gjort. Af lettelse over at se hende mæt, men også af skam og nederlag over følelsen af at have sultet hende og ikke at være i stand til at mætte hende.

I dagene efter malkede jeg ud for at skåne mine smadrede (!) bryster, og holde produktionen i gang, gav hende min mælk på flaske og supplerede op med erstatning.Det fungerede fint i et par dage, men var ikke en holdbar løsning. Også pumpen fik mine sår til springe op og det var begrænset hvor meget mælk jeg kunne tvinge ud. Så efter mange tårer, tanker, søvnløse nætter og frustrationer, der gik udover både mit parforhold, min psyke og min evne til at være mor til Uma og ikke mindst Otto, besluttede jeg at det ikke er en kamp jeg vil eller kan tage. Det var ikke det værd. Jeg skal også være der for Otto, for min kæreste og mig selv. Det kan jeg ikke med blødende blå bryster og udkørthed i den grad som det har været.

Min baby er mæt, glad og elsket. Og her en lille uges tid efter beslutningen blev truffet, er jeg både lettet og stolt over at have taget den svære beslutning det har været, og ikke mindst lykkelig for at have overskud til at nyde min familie.

 photo Skaeligrmbillede 2015-05-01 kl. 17.16.50_zpsa9swj30q.png

Kjolen er fra Baum Und Pferdgarten og kan købes HER (ad link)

Min store lille dreng

‘Far, hvad så hvis jeg begynder at græde på min sidste dag i børnehaven?’
Sådan spurgte min kloge, følsomme, seje dreng i morges da han fulgtes med sin far ned til børnehaven. Svaret var, at det skulle han ikke være bange for at komme til og at det er i orden at græde, det er altid er hårdt at sige farvel, og at det kan være svært at starte på nye ting. Også når man er voksen.

På mandag starter han på fritidshjem. I løbet af denne uge (håber jeg) får han en lillesøster. Det er to vildt store ting! Særligt for en fem årig, og jeg skal virkelig hanke op i mig selv for ikke at hyle over det.

Han kommer til at klare det så fint er jeg sikker på. Både at stoppe i børnehaven på fredag og på sin store dag på mandag. Også selvom, der kommer en baby midt i det hele. Men hvor ville jeg ønske at hun ville skynde sig lidt, den lille pige, så vi lige havde noget tid til at falde på plads. Tanken om at det hele potentielt ramler oveni hinanden kan jeg slet ikke kapere, og for hver dag der går, hvor vi nærmer os fritidshjemsstart, bliver jeg mere og mere spændt på Ottos vegne. Han er også spændt og jeg forsøger at tale med ham om det, uden at smitte ham med min egen frygt omkring det, og indtil videre tager han det i stiv arm. Jeg håber han er lige så sej omkring det mandag morgen når det går løs. Denne gang med en baby i huset (JO! Hun er her fandeme på mandag). Og at jeg også er det. Sej.

Når jeg ikke er ved at brække mig af angst over det, har jeg de positive briller på  – Det er en kæmpe fordel at jeg har barsel, og derfor kan sørge for, at han får en virkelig mild indkøring, med korte dage, fridage og ingen morgenstress, så længe han har brug for det. Men gad faktisk godt at det ikke var lige nu.

 photo foto7_zpseosdwef9.jpg

40+0

Dagen vi har talt ned til er her, faktisk er den snart ovre. Min terminsdag. Den har været ret så fin. – Først en sukkerholdig morgenmad i solen med min kæreste, så en lang gåtur, frokost i vores gård, nu sofahygge med den fem-årige og senere Ben & Jerrys i mit eget tykke selskab.

 photo Skaeligrmbillede 2015-04-11 kl. 18.09.33_zpsiogpagwo.png

Otto blev i går aftes afsat hos mine forældre, da vi skulle have været ude og spise, freelancer og jeg. En middag, der desværre gik i vasken, da tykke her ikke havde fået klikket ‘Bekræft’ på vores booking hos Early Bird, og vi derfor ikke havde noget bord alligevel. Og efter en spadsertur gennem Vesterbro på årets første rigtige solskinsdag, hvor der var dømt fyraftensøl og solliderlighed for fuld smadder, måtte vi hurtigt sande, at det ville være et næsten umuligt projekt at finde pladser et decent sted. Så vi fandt noget halv-tarveligt takeout på vejen hjem, blandede for små 100 kroner slik, smed os på sofaen, fandt Netflix frem og så serier indtil det blev mørkt. Ikke helt hvad jeg havde planlagt, men virkelig virkelig hyggeligt. Da vi vågnede i morges var jeg en anelse skuffet over ikke at have født i løbet af natten, men hankede op i mig selv og gik ned for at købe morgenmad. Spiste denne på altanen i solstråler med den flotte freelancer, inden vi skrabede os sammen og begav os ud på en lang gåtur med kaffe, fingerfletning og en masse pitstops på grund af min minimale og ret klemte blære. Efter at have hentet Otto spiste vi frokost i vores gård, og nu er freelancer sendt til fødselsdagsfest, mens Otto og jeg hænger på sofaen med Shrek på skærmen og pastaskruer med ketchup i skålene foran os. Når nu det ikke kunne blive til en baby i dag, er alt ovenstående sgu en ok kompensation.

Men jo, jeg er sgu utålmodig nu. Og klar. Virkelig klar, og jeg klynger mig til hver eneste plukve med håbet om at den bider sig fast og bliver uudholdelig.

 photo Skaeligrmbillede 2015-04-11 kl. 18.10.05_zpsvishkbsl.png

Følg bloggen og mig på Instagram @sneglcille og på Facebook

39+5 – Skrækhistorier og kærlighed

Ingen baby endnu. Hun blev i dag skønnet til at veje 3500 gram, hvilket er 300 gram mere end hvad Otto vejede da han blev født 40+2… Det fejrede jeg med en brownie fra Meyers.

Freelancer er taget på arbejde, Otto sover og jeg har krøllet mig sammen på sofaen. Jeg er tung, træt og i et sært humør. På den ene side vil jeg gerne have hende ud NU, på den anden side nyder jeg al den tid jeg har med mine drenge lige nu, og så er jeg faktisk lidt bange. For at føde. Kan ikke slippe tankerne fra min første fødsel, hvor jeg forsøgte at lagre oplevelsen og smerterne i min hjerne, mens jeg næsten messede til mig selv at jeg ALDRIG måtte udsætte mig for det igen, desuden er jeg blevet overdynget med rædselshistorier om 2. gangs fødsler, hvor kvinderne knap har nået at opdage at de er i fødsel til at de står med et menneske på vej ud af sig midt på bagtrappen. Hvorfor gør kvinder egentlig det? Ser en højgravid og straks går i gang med at fortælle om den der kusine, der fødte et dødeligt sygt barn, eller om naboen, der ikke engang nåede ud af taxaen, grusomme fortællinger om flækkede skræv og uopdagede moderkagerester. Jeg har lige sagt at jeg har termin i overmorgen, kunne vi lade være med at tale om den slags lige nu? Min egen forskruede hjerne har rigeligt med bekymringer og har ikke brug for inspiration til mere lige nu tak.

Når det er sagt så er der virkelig også et hav af søde og rare kommentarer, tilbud om hjælp til alting, gode venner, der står klar med brede skuldre, lånebiler og overskud, komplimenter til min store krop og kærlighed i stride strømme, og det er al den godhed jeg forsøger at fokusere på nu.

I morgen aften tager jeg ud og spiser med min mand, lørdag er det min terminsdag, den bruger jeg nok på at være smågnaven og søndag føder jeg. Ja.

 photo Skaeligrmbillede 2015-04-09 kl. 20.09.05_zpsohcnnqkw.png

39+4 – Natteroderi og utålmodighed

Jeg sover ikke. Ikke nok i hvert fald. Går i gulvet allersenest klokken 23, oftest op af min mand, mens vi ser discovery (gerne noget med natur, overlevelse og dyr. It’s very sexy) og så vågner jeg ved 1 tiden, helt frisk. Indenfor en time eller tre kommer Otto ind og ligger hos os, jeg er ude for at tisse en t0-tre(hundrede) gange, kæmper for at finde en måde at ligge på uden at få kramper i benene, og med en baby der kvitterer med solide spark i diverse organer, hvis jeg vover at finde en behagelig position at ligge i.  Det er hyggeligt.

I nat fik jeg yderme puffet den sovende fem-årige ud af sengen med min store vom. Bang! Så lå han der på gulvet og rodede rundt i malkepude og dyner. Og så kunne jeg faktisk ikke sove længere.

Drømme om veer og fødsel har sat ind og når jeg vågner om morgenen er det med en blanding af skuffelse og lettelse i kroppen over at det bare var en drøm. Håber vist at det sker om dagen, da det vil være enormt praktisk.

Jeg er klar til at møde hende nu og utålmodigheden begynder så småt at vise sit ansigt. Går gerne til termin på lørdag uden at brokke mig (det er ikke helt rigtigt, jeg brokker mig en del og er ved at gå amok når folk konstaterer at det da er lige oppe over. No shit Sherlock!). Men da jeg nægter at blive sat i gang medicinsk, begynder jeg fra på mandag at overveje alternative metoder, altså udover sex, hindbærblade og ananas, hvilket jeg pt tager alt hvad jeg kan få af. Fra mandag hedder det: Zoneterapi, hindeløsning, akupunktur, massage, alt.

 photo Skaeligrmbillede 2015-04-08 kl. 13.58.49_zps3bicfowm.png

Følg bloggen og mig på Instagram @sneglcille og på Facebook

 

39+2 – Fødsel i sigte

Terminen nærmer sig. Mit hormonelle humør (læs: midlertidige psykose) fra den anden dag er lykkelig glemt, og jeg er igen i stand til at opføre mig som et normalt menneske. Men min forestående fødsel begynder at fylde en del, mentalt, på godt og ondt. Er skiftevis totalt klar og pissebange. Og tanker om både praktiske og følelsesmæssige detaljer trænger sig på.

Vores bil er brudt sammen. Bremserne virker ikke længere, og selvom det er et sjovt mentalt billede, at freelancer kaster mig ud gennem sidedøren inden han selv hopper efter, imens bilen triller forbi fødemodtagelsen på Hvidovre, er det alligevel ikke en løsning vi går efter. Og er der noget jeg IKKE kan overskue er det tanken om at skulle sidde i en taxa med veer. Jeg ved godt at folk gør det hver dag, men det er nærmest det værste jeg kan forestille mig. Men eftersom at den gamle røde Mercedes nu ikke kan stoppe, har jeg intet valg – jeg bliver nødt til at tage turen til Hvidovre på bagsædet af en anden Mercedes, med en fremmed chauffør. Håber bare det ikke er en snakkesalig en, da det værste jeg ved når jeg har smerter/er utilpas er når folk taler. Schyyyyyyyy!

En anden frygt jeg har, udover taxakørsel er at jeg ikke når på hospitalet i tide. Eller kun lige når derud. Ved min første fødsel gik jeg fra det de kalder en kort og blød livmoderhals til 7 centimeter udvidet på få timer (undskyld for den slags detaljer, men man får det som sagt ret loose med den slags her sidst i forløbet), så det går altså stærkt nede syd på når det først går i gang, og de kloge siger at det går endnu hurtigere 2. gang. Og så synes jeg måske at Hvidovre er ret langt væk.

Jeg tror ikke på Smertefri fødsel. Ikke for mig i hvert fald. Hvilket er ok. Det må gerne gøre ondt, og det ved jeg jo at det gør. Men jeg er bange for ikke at have kontrol, og det er det, der var en anelse traumatiserende ved min første fødsel. At jeg ikke vidste hvad fuck, der skete og hvor langt jeg var i forløbet. Husker tydeligt, hvordan jeg desperat forsøgte at få min jordemoder til at give mig et tidsestimat, og frustrationen over at hun ikke for helvede bare kunne sige et eller andet. Et kvarter? en time? Et døgn? KOM NU!
Denne gang forbereder jeg mig helt vildt. Har læst alt om fødsler. Alt. Slupret Anja Bay metoden i mig og gået min første fødsel i sømmene. Jeg begynder med andre ord at være klar. Jeg glæder mig. Men jeg er også bange, spændt og rundtosset over at det kan ske et hvert øjeblik.

…. Indtil da hygger jeg mig med at læse fødselsberetninger, drikke the af hindbærblade og ikke mindst synet af de tidsler min tålmodige kæreste har købt til mig (elsker seriøst at manden har købt tidsler til den sure tykke dame. Det er sgu da sjovt. Og sødt).
 photo Skaeligrmbillede 2015-04-06 kl. 22.05.43_zpskckaembx.png

 

I øvrigt #17

  • Gjorde et lille døgns fravær på Instagram, at flere troede at jeg var gået i fødsel. Jeg holdte bare ferie med barnet.
  • Holder vi påskeferie, Otto og jeg. Det er hyggeligt. Også selvom jeg er tung og træt. Kan mærke at jeg suger det til mig. Tiden med ham. TÆNK at det bliver sidste gang længe at han og jeg har tre dage sammen helt alene. Gisp.
  • Er mit bækken begyndt at brokke sig over al den ekstra vægt, og jeg sender så meget respekt ud til dem, der døjer med bækkenløsning. Hold kæft det er et ubehageligt sted at have ondt. Og mit er altså bare lidt ømhed og følelsen af ikke rigtigt at sidde ordentligt sammen i bækkenet, og kun sidst på dagen.
  • Er jeg ret ok med al den ekstra vægt på min krop. Men for helvede jeg er træt af den modbydelige dobbelthage, der polstrer min hals i disse dage. Skrid!
  • Brækker jeg mig snart over strømpebukser. Jeg vil have jeans og bukser på!
  • Er jeg ret glad for, at jeg ikke er modeblogger i disse dage (se de to ovenstående punkter)
  • Har vi købt en babyalarm, der kan alt! Vibrere, måle temperatur og en masse ting jeg ikke ved hvad betyder. Indtil videre er den bare pænt underholdende for den fem årige (og hans mor), der bruger den som walkie talkie.
  • Kommer del 2 af navneføljetonen online senere i dag.
  • Tager jeg gerne imod anbefalinger af andre blogs med gravide damer bag. Følger allerede troligt Blogsbjerg, og selvfølgelig Dines (funfact: Dines har termin dagen efter mig. Faktisk kan vi risikere, at kunne highfive på Hvidovre). Men der må da være flere?
  • Junker jeg fødselsberetninger i stor stil. Hold kæft det er spændende mand.
  • Er jeg stået af på House of Cards. Ikke at den ikke er fantastisk. Jeg kan bare ikke holde fokus. Prøver igen når jeg ikke har en baby ud af begge ører.
  • Synes jeg at programmet ‘Skrål!’ på Ramasjang er tæt på det mest irriterende jeg i mit liv har oplevet. Skarpt efterfulgt af bamsen Sofus og dennes intro melodi. Sofus Sofus Soooofuuuus. Stop.
  • Elsker jeg vores nye kæmpestore Ikea-møbel, som tog Freelancer hele søndagen at samle. Min indre loppefunds-DIY-elskende-design-snob hader at indrømme det, men det er sandt. Nu er der styr på drengenes værelse og min hjerne er ikke ved at kortslutte hver gang jeg kigger derind.
  • Brygger jeg på et indlæg med mande-instagrammere man skal følge… It’s a tough job, men altså.
  • Er jeg ret glad for at jeg ikke er den eneste der freaker over æggestrenge. Behøver vel ikke engang at sige, at jeg også har det pænt stramt med æggehud. Altså den der hinde, der er rundt om et kogt æg. Ørl!
  • Er jeg, efter et par ellers rimelig fornuftige uger, igen hormonel og har i de sidste dage både grædt over at Otto snart skal dele mig med en baby, da han slog sit knæ, når jeg læser førnævnte fødselsberetninger, ser nyheder og da freelancer havde købt en kanelsnegl med hjem helt uden at jeg havde spurgt.

 photo Skaeligrmbillede 2015-03-31 kl. 17.02.56_zpslsjibies.png

Redebyg #3

Vi er ret klar til baby, i hvert fald på den praktiske måde. Troede jeg da. Men der er altså forskel på damer og mænd. For freelancer har, ifølge ham selv, nogle vigtige hængepartier han ikke helt kan slippe. Der skal blandt andet bygges nogle hylder, der er enormt vigtige (åbenbart), sengen skulle op (det kom den i går), og efter en ret heftig dag med gæster hele dagen i går fik vi begge fnidder af at vi mangler opbevaring på børneværelset, og nu også har en overflod af babytøj, der ikke har en plads. Så på trods af at vi efter godt halvandet års kamp næsten har fået udryddet alt IKEA-produceret i vores hjem, pakkede vi den fem årige og os selv i bilen klokken lidt i aftensmad og drønede til Gentofte for at indkøbe opbevaring for tusindvis af kroner. Samt noget kötbulla og kanelsnegl, naturligvis, og Otto synes at han fik den bedste pasta nogensinde! ‘Den smager helt anderledes end vores pasta!’ (læs: intet fuldkorn. IKEA kører den hvide pastastil, og det var et hit).

 photo foto 26_zpsqyuig4az.jpg

Klokken nåede at blive godt over 20 inden vi kunne bakke den røde Mercedes ud af parkeringshuset – og da kom Otto i tanke om, at han og jeg jo faktisk havde en aftale om at vi skulle se film og spise popcorn og at dette altså var alt for sent, og hvad jeg så lige havde tænkt mig at gøre ved det… Needless to say, vores søndag morgen bliver brugt under dynen med Flyvemaskiner på Netflix og en skål popcorn som morgenmad. Det må man godt, når ens forældre får utjekkede hjerneblødninger på grund af instant rederbyggerpanik lørdag aften, som går ud over de planer man havde.

Resten af dagen skal bruges på at bygge verdens største skuffemøbel (Otto konstaterede i går at ‘kommode er da et åndssvagt ord. Er det en ko, der er på mode, eller hvad?!’… Og det kan han jo have ret i) så vi kan få styr på de sidste ting og dermed er helt klar til at få en ny beboer. Om freelancer når at få styr på de vigtige hylder, må tiden vise. Vi håber det, ellers bliver hende lillesøster sgu nok super skuffet.

 photo foto 14_zpsrsztjywd.jpg

Barsel = For meget tid?

Som det nok allerede er blevet gjort klart, er jeg lige nu på barsel. Halvanden uge er gået og jeg nyder det. Elsker al den tid jeg har fået. At jeg kan ordne alt muligt praktisk inden klokken har slået 10 og stadigvæk har tid til at læse i mine blade, se serier, sove til middag, skrive, opdatere Instagram og bloggen. Nyder det særligt meget fordi jeg godt kan huske, hvordan ens hjerne og hverdag bliver til en klistret masse når der pludselig dumper en baby ned i ens liv. Så at kunne smide benene op, kværne noget Kåre Sand produceret (yes, jeg fik afspilleren til at virke, efter kyndig support fra en medarbejder hos Nutv), læse i en bog eller gå igang med at læse mails og ikke mindst afmelde sig alle de nyhedsbreve, der på en eller anden måde har fået ophobet sig i mailboxen i den tid man havde fuldtidsjob og ikke kunne overskue at glo på sin egen gode gamle Gmail, sætter jeg virkelig pris på. Manner! Det er fedt.

Og så er der også pludselig tid til at tænke en hel masse. Hvilket når man er udstyret med et sind som mit, både bringer godt og ondt med sig. Jeg har for lang tid siden besluttet at jeg ikke vil gå op i, hvad andre tænker om mig, mit liv og mine valg. Men når man lever i et land som vores og ovenikøbet har valgt at have en blog, hvor man som her både deler tanker, vaner, godt og skidt, i en redigeret udgave naturligvis, bliver man alligevel tvunget til at forholde sig til andres opfattelse af en. Og for første gang længe mærkede jeg i går et snert af den der ‘Skulle jeg lige skrue ned for aktiviteten på Instagram’ da jeg om aftenen postede, hvad der var mit fjerde billede den dag. Men så pillede jeg hovedet ud af egen røv og konstaterede at selvom jeg har loyale opturs-følgere, med kun ganske få trolls imellem, er der nok ikke nogen, der seriøst lader sig genere af at sneglen har fået lidt (meget! meget mere) tid til at være endnu mere synlig på de sociale medier. Og skulle der ryge nogle følgere fra på den bekostning, så går det nok også. Ikke at jeg kunne finde på at tjekke op på den slags, tjekker som sagt ALDRIG hvem der smutter, eller hvornår, for jeg lever bedst i naiv uvidenhed. Smart.

Lige en sidste ting inden jeg smutter tilbage til al den tid jeg har (og nutellamaden på min tallerken) – Tak for de fine kommentarer, likes og mails I sender i min retning for tiden. Det er overvældende, og jeg bliver endnu mere varm og glad indeni end jeg er i forvejen.

 photo foto 13_zpsebuqr1af.jpg

Parforholdsglimt. Et år senere…

Nu er vi over et år inde i vores forhold, eller faktisk er det jo 8 år, men der var jo lige en fem års pause som I måske husker. Men det er nu lidt over et år siden at jeg sagde JA til at give freelancer og mig en chance. Og hvordan mener vi så selv at det går?

Virkelig godt. Vi er stadigvæk forelskede, faktisk så meget at jeg så sent som i dag tog mig selv i at dufte til en af hans trøjer da jeg var alene hjemme (who does that?!) og jeg kan se i hans øjne at han er ved at flække af lykke når jeg fjolle-twerker mig gennem lejligheden til Wiz Khalifas ‘Ass drop’.

Hvad er så anderledes denne gang? Hvorfor fungerer det? Udover kærlighed, respekt og fascination, har vi lært af vores fejl. Vi er enormt gode til at taaaaaale om alting, hvilket ind imellem virker en anelse fjollet og ubehageligt, særligt når det omhandler at en af os (oftest mig) har reageret uhensigtsmæssigt, men det er virkelig nødvendig og sundt. Vi taler også om de gode ting og huske at sige til hinanden, hvad vi sætter pris på.  Helt ned til ‘Tak fordi du lader mig vide når du er lidt forsinket’ eller ‘Hvor er det optur, at du serverer kaffe for mig når jeg er i bad om morgenen og er sent på den’.

Skændes vi så aldrig? Jo mand, er du sindssyg!? Jeg kan blive hysterisk og urimelig, særligt når jeg bliver usikker, og så har de her graviditets-hormoner altså virkelig også givet nogle vilde udslag indimellem, og min mand er arbejdsnarkoman og uduelig til at lægge det væk, arbejdet, hvilket ind imellem er til at skrige over. Men netop fordi vi taaaaler så meget om det vi føler, undgår vi en del skænderier, men når de endelig er der, er det som at luften bliver renset og på en eller anden måde nulstilles alt, og det er nu nok også ret sundt. Jeg er vist bare typen, der har brug for at brøle engang imellem, og det får jeg så lov til.

Jalousi? Noget af det som der er flest, der spørger mig om i forhold til at være kærester med en som freelancer er, om det ikke er hårdt at hans job blandt andet består af at tilbringe rigtig meget tid med smukke damer. Ind imellem i omgivelser, der potentielt kunne gøre fristelsen endnu større. Og jeg kan med hånden på hjertet sige: Nej, jeg bliver ikke jaloux. Heller ikke når han tager badetøjsbilleder af supermodeller, der har kroppe som man slet ikke fatter findes. Jeg joker ofte med det, især når jeg hører hvordan andre kvinder indimellem går i flitsbue over, hvis deres mænd tilbringer tid med andre kvinder, for jeg kan da godt selv høre, hvor sindssygt det lyder at min mands job blandt andet består af at rejse til pæne strande og tage billeder af smukke piger, men nej,  jeg er ikke bekymret. Hvilket bunder i, at jeg er fuldstændig sikker på, at han for det første synes jeg er det lækreste i hele verden, det fortæller han mig hver dag, og jeg kan se det på ham, også når jeg har tomatsovs på trøjen og når jeg snerrer af ham fordi han stiller vandglas overalt i lejligheden. For det andet vil han aldrig nogensinde såre mig igen, for det gjorde noget ved ham dengang, som han stadigvæk, tror jeg, ikke har tilgivet sig selv for. De få gange jalousi har været et issue imellem os i løbet af det sidste års tid, har jeg skyndt mig at sige det højt og igen fået taaaalt om det. Og han har gjort det samme. Det virker fandme det der kommunikation.

Så ja, there you have it. Vi er hverken perfekte eller bedre end nogen andre, vi har bare være virkelig meget igennem, og fortrudt en milliard gange at det gik galt, og vi er begge så skidebange for at miste hinanden, igen, så vi investerer ALT og er gået all in. Med succes.

 photo foto 32_zpsdqyygdm6.jpg