Sommerferie på børnsk

Egentlig føles det forholdsvis tidligt at tale ferie allerede nu. Særligt taget i betragtning, at der er over en måned til min. Men erfaring har lært mig, at tid går stærkt når man lever i et voksen-liv, og at det er sværere at skaffe en god plads til Cirkus Summarum end det er, at score heroin. Så planlægningen er altså gået i gang as we speak.

Jeg har en uges ferie midt i juli og jeg har tænkt mig at gå all in på børne-oplevelser i den uge, da det er begrænset, hvor meget kvali-tid vi ellers kommer til at have sammen, i de fire uger han er hjemme fra børnehave.

Planerne er så småt ved at falde i hak – Jeg forventer naturligvis perfekt strandvejr og medgørlig næsten fem-årig hele ugen. Det’ klart. Derudover kan jeg ikke løbe fra, at jeg har lovet barnet en tur i legoland. Et løfte, der med transport og overnatning kommer til at koste mig det samme som et par Balenciaga sandaler og en halv middag på Pastis. Seriøst, det er sgu lidt halvfrækt at charge en halv chartertur for en overnatning i ‘piratværelset’, ved mindre der er nøgenservering og fadøl i hanerne, hvilket jeg tvivler på. Så jeg tror vi nøjes med indgangsbilletterne og en flyvetur hjem til Vesterbro samme aften.

Jeg glæder mig simpelthen så meget til denne sommerferie. Han er blevet så stor, og et ‘rigtigt’ menneske, ham den lille lort, og jeg har på fornemmelsen, at lige denne sommer bliver noget ganske særligt.

Nåhja, og jeg sørger naturligvis for emergency rosevin og gin og tonics til om aftenen på altanen. Man er vel garvet…

Ferie. Kom!

 photo Skaeligrmbillede2014-06-17kl100730_zps9e61be13.png

Man kan hvad man vil, bare ikke slå vejrmøller

Som barn hadede jeg når de voksne sagde at ‘man kan hvad man vil’, ‘tro flytter bjerge’ og alt det andet crap. For jeg har stadigvæk ikke lært at pifte, tale fransk eller strække benene ud når jeg slår vejrmøller (med andre ord, jeg kan ikke slå vejrmøller, det er vist bare en sidelæns kolbøtte). MEN ikke desto mindre er jeg selv begyndt at tro på det der med at vilje og hårdt arbejde slet ikke er så dumt altså, og selvom jeg er en skeptisk pessimist af natur, er jeg samtidigt et stædigt muldyr, der ikke tager nederlag og svaret nej for gode varer og hold nu kæft, hvor det kan få én frem her i livet.
I Ottos børnehave er der en regel om at ‘man må, hvad man kan’, hvilket både er angstprovokerende as fuck, for det resulterer selvfølgelig i, at børnene ind imellem får rodet sig ud i situationer, hvor jeg personligt bliver lidt skinger i stemmen, men tilgengæld betyder det også at min 4 1/2 årige pomfrit har både selvtillid, mod på livet, en imponerende motorik og evnen til at træffe beslutninger og tage stilling til virkelig mange ting, på imponerende vis (igen, jeg var imod udflytter lææænge, DET er jeg ikke længere!).

Når han alligevel tvivler på egne evner, for det sker selvfølgelig, er jeg den irriterende heppende voksen, der siger præcis det der med ‘man kan, hvad man vil – og man SKAL i det mindste prøve’, for jeg vil for det første gøre alt i min magt for at han tør gå efter sine drømme, og så håber jeg bare at han kan gøre det med oprejst pande og et selvværd, som jeg personligt selv først har fået gang i alt for sent i livet.Dog er jeg vist lidt tvetydig i den udmelding, for jeg forsøger samtidigt, at lære ham at nederlag kan være en god ting, og at det hele nok skal gå alligevel. For selvom stædighed og perfektionisme kan få en langt, tror jeg også på at det kan være med til at gøre tingene en anelse besværlige og her taler jeg desværre af erfaring.

Heldigvis er den slags ikke for sent, faktisk er intet umuligt og tænk engang at det er en fire årig, der har været med til at give mig det syn på livet. Ok, det med vejrmøllerne er faktisk umuligt. Men så længe jeg kan blive ved med at skrive, være mor til Otto, og stille men sikkert nå mine mål, så kan jeg sagtens leve med en ringe kropskoordinering og motorisk udfordring.

Skærmbillede 2014-04-12 kl. 08.21.48

 

 

 

 

Følelser post-barn

Hold kæft, hvor er der mange følelser i spil år man sådan er nogens mor. Virkelig meget panikangst f.eks. og Kærlighed selvfølgelig. Lad mig komme med et par eksempler.

  • Panikken når man  er forsinket, og i fuld fart på vej til børnehavebussen, ser forældre fra selvsamme børnehave MED deres børn i hånden, på vej væk i modsatte retning. PiiiiS!
  • Kvalmen, der indtræffer hver gang man kommer til at læse en overskrift, hvor noget forfærdeligt er sket med et barn.
  • En gispende mavefølelse, som føles fuldstændig som en hardcore teenageforelskelse, når ens afkom gør noget sødt, eller bare sidder og er.
  • Arrigheden og stressen, som stiger lige så langsomt op og gør dig varm og rød i hovedet, når barnet skriger og spræller og teer sig midt i en supermarkedskø.
  • NU SKAL DU KRAFTEDDERMAME SOVE DIN LILLE LORT!-følelsen når barnet på 2. timer ligger og karter rundt i sin seng.
  • Angsten for at miste.
  • Kærlighed så stor, at det gør ondt og man indimellem glemmer at trække vejret.
  • Dårlig samvittighed og følelsen af at have svigtet, eller ikke være tilstedeværende i perioder , hvor voksenlivet fylder mere end hvad et barn kan og skal forstå.

Skærmbillede 2014-01-09 kl. 20.53.00

She said Yes!

 For nogle uger siden var jeg vidne til noget virkelig fint. Altså som i tårepressende, sug i maven og for helvede hvor er livet smukt- fint. Noget som jeg er så taknemmelig og glad for at have været en del af. Jeg stod nemlig på sidelinien sammen med min veninde Nanna, da vores veninde Rachel blev friet til.

Skærmbillede 2013-12-29 kl. 21.18.08

Rachel sagde heldigvis ja til sin Michael. Og vi fejrede med Cava (på bartenderens regning) og øl på Diligencen (brunt bodega på Nørrebro) og jeg tror aldrig jeg har set, hverken Rachel eller nogen anden smile og grine så meget på en aften .

Ajmænaltså hva?!! Jeg er hende, som aaaldrig skal giftes, og som himler op om, at romantik er for svæklinge. Men jeg blev sgu lidt mør.

Nu går kjolejagten ind, og bryllupsplanerne begynder så småt at gå igang, og jeg synes det er SÅ spændende – for tiden er det faktisk et af mine yndlingsemner at tale om (det lyder nok irriterende, men jeg tror jeg har været forholdsvis udholdelig, indtil videre… Jo jeg har.) – Og hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg, aka the grinch of romance, begyndt næsten at overveje om det der med bryllup, alligevel måske er noget man skulle prøve en dag. Bare et lille et.

Perfekt søndag

Nej, jeg er normalt ikke pjattet med søndage. Synes det er en røvet dag.
Vi hoster stadigvæk og er hamrende sløje, med feber og snot alle vejne.
Min tand er latterlig og tandlægeangsten galoperer afsted.
Min hud flipper ud (hvad fuck sker der for at lidt blæst og lavere temperaturer kan messe et helt ansigt op? Gå dog væk!). 
MEN fuck nu så meget alt det, for vores søndag har været perfekt alligevel. Intet mindre. 
Legeplads, yndlingsmennesker, pandekager, gåture, solskin, stærk kaffe, grin og god mad. 


 

Bryster og koldsved

Jeg er blevet ambassadør for Støt brysterne i år og har derfor fået oprettet en indsamling i mit navn. http://stoetbrysterne.dk/content/cecilie-rubini 
Very fint. Men det går lidt langsomt, – i særdeleshed fordi at alle sms bidragene af en eller anden grund, i første omgang ikke blev talt med (de skulle dog gerne blive gravet frem og smidt oveni asap) – så I går fik jeg en mini hjerneblødning og lovede på facebook at jeg ville smide kapitler af min bog efter jer, hver gang der bliver samlet 1000,- kroner ind.
Noias! Både fordi det er scary at skulle lægge den op,hvis det endelig er, men også fordi jeg er angst for at der slet ikke bliver samlet 1000,- 

I må herregerne støtte indsamlingen, her, eller ved at sende en sms til 1277 med teksten  SB 2456 – (det giver et bidrag på 50,-)

Verden ifølge Otto #2

I går holdte jeg pause fra modeugeræset og havde et par timer i selskab med mit yndlingsmenneske. 
Jeg er vild med hans måde at se verden på, hans mange spørgsmål og hans ligefremhed. I går overrakte han mig fire tegninger,
“Det er dig mor, på forskellige dage”….
Spot on.