Færdigbagt baby og en (forhåbentlig) fuld mand

Jeg har ramt 38. uge, hvilket i menneskesprog betyder, at min baby er færdig og klar til at arrivere. Jeg er, som jeg også nævnte i sidste indlæg,  endnu ikke utålmodig og forventer hende heller ikke lige de næste par uger. Jeg fødte to dage efter termin sidst og satser på noget lignende denne gang. Vil i hvert fald rigtig gerne ind i april måned inden hun melder sin ankomst, så jeg er endnu ikke gået fødsels-loco på den med vekager, hindbær te, ananas og trappe-renderi, men det skal nok komme.

Lige denne lørdag aften er jeg alene hjemme. Eller det vil sige Otto og Leo er her, men de sover. Freelancer er sendt til 40 års fødselsdag hos en af vores venner, en fest jeg personligt virkelig gerne ville deltage i. hvis det altså ikke var for min tilstand, som gør mig ualmindelig træt allerede inden klokken slår 21, og at jeg foretrækker at have noget at sidde på 90% af tiden. Nej, festerne må vente lidt.. Jeg gad godt at jeg kunne alting, og jeg må da indrømme at jeg mærker et jag af irritation, når jeg hører om fester og arrangementer jeg ikke er blevet inviteret med til bare fordi jeg er midlertidigt tyk. Ikke at jeg ville deltage, men altså…
Det er virkelig optur at freelancer er afsted og jeg håber sådan at han parkerer fornuften på hylden lidt og drikker sig en kæp i øret, det kunne klæde ham, for det er sjældent, tæt på aldrig at han er ude – og taget min førnævnte tilstand i betragtning er det nok ved at være sidste chance i en rum tid, hvor han kan give los. Og gud, hvor ville jeg ønske det var mig! Bare lige en enkelt aften med en promille, et sæt slanke danseben og en lungekapacitet, der kan holde til at tale i mere end 20 sekunder af gangen. Suk.

Min aften har i stedet stået på netshopping, koldskål og pakning af den der hospitalstaske (!!) og nu er klokken næsten midnat og dermed langt over min sengetid, så jeg vil vralte afsted mod min seng, poppe en omgang syreneutraliserende tabletter, spoone min bodypillow og forsøge at få noget der minder om søvn. Åh lørdag, how you have changed.

 photo Skaeligrmbillede 2015-03-21 kl. 23.17.48_zpsyuaxsslg.jpg

Noget om en tøjkrise og et vigtigt bryllup

Rachel, der er en af mine bedste veninder, skal giftes tre uger efter min termin. Et bryllup jeg ser frem til og som jeg er sikker på kun kan blive en fest man sent vil glemme, da både Rachel og manden hun gifter sig med, er nogle særlige mennesker, der kan feste som få andre. Med mig har jeg freelancer, der har kendt Rachels kommende husbond længere end Rachel har (ja, vi tager æren for at de to mødte hinanden), og så selvfølgelig baby, der på det tidspunkt kan være alt fra få dage gammel til en måneds tid. Gisp!
Logistisk skal det nok gå op. Vi er to, vi udruster os med babyalarm, overskud og store ja-hatte, det hele skal nok gå.
Men en udfordring, der til gengæld allerede nu begynder at melde sig, er det uundgåelige; Hvad fuck skal jeg have på?! Som sagt har jeg lige født og vil derfor være indehaver af et stykke løsthængende mavehud og overdimensionerede bryster, og jeg tvivler på at min røv og hage vil have tabt de ekstra kilo som 9 måneders babyrugning (og remonce-spisning) har forårsaget… Jeg ved også, at jeg bliver nødt til at have outfittet parat inden jeg føder, for det der med at gå på shopping med en nyfødt og en masse ekstra hud på slæb er ikke optimalt. Hvad gør jeg så? Det ideelle ville være en kjole. Det er sgu da nemt, det er pænt og kan tilmed skjule de værste folder og buler.
Jo, men jeg ved også at jeg nok ikke har lyst til at vise mine ben frem, og de kjoler jeg føler mig tilpas i er ikke ligefrem amme-venlige, og noget siger mig derfor at bukser er vejen frem. Et suit, et sæt, en buksedragt, noget i den boldgade.

Jeg har masser af sko, så det bliver det mindste problem (dermed ikke sagt, at jeg ikke køber nogle nye alligevel når tiden nærmer sig. Jeg er jo bare menneske), men at finde det rigtige sæt tøj, i den rigtige størrelse, og tilmed holde fast i det helt frem til d. 2. maj, uden at ændre mening, det bliver måske nok i virkeligheden den egentlige udfordring.

I min virtuelle indkøbskurv har jeg lige nu et lyseblåt suit bestående af bukser og jakke fra ASOS, som jeg vil parre med en hvid silketop (åh modigt med min motorik, og en nyfødt som date), et smuuuukt sæt fra Stine Goya (skjorte og buks), en mørkeblå buksedragt med wrap lukning (så jeg kan pakke brysterne frem nogenlunde diskret) fra Reiss, som vil se fantastisk ud med mine metalliske Louboutins, der står på min reol og tigger om at komme i brug igen (desværre er mine fødder også gravide).

So far , so good. Der er god tid endnu. Men jeg skal helst have besluttet mig og klikket noget hjem inden beboeren i min mave melder sin ankomst, for derefter bliver min hjerne til en grødet masse i en rum tid. Det gjorde den sidst i et par uger (år?) – og jeg tror ikke det bliver muligt for mig at sammensætte eller tage stilling til tøj på det tidspunkt. Har i hvert fald ikke tænkt mig at tage chancen.

… Der kommer billeder af ovenstående kluns, det gør der. Men i skrivende stund kører photoshop noget attitude af på mig som jeg ikke magter. Starter på en frisk i morgen.

Indtil da, et billede af the bride to be og undertegnede til et andet bryllup. Lidt sløret, men sådan skal det være til bryllupper …

 photo 1255513_10151828570755399_803461970_n_zpssyzg0wwt.jpg

I øvrigt #14

  • Er kvinder seriøst nogle dramatiske røvbananer. Har to gange på en uge fået viderefortalt hvordan jeg er blevet bagtalt på det groveste. Røvhulsagtigt, både af bagtalerne og af budbringeren. Pas nu jeres egen biks og hold kæft.
  • Har jeg klippet mit barn, med maskine, og er nu pludselig mor til en nærmest voksen dreng. Af udseende.
  • Spiller vi så meget billedlotteri herhjemme for tiden, at jeg drømmer om små kartonbrikker med billeder på.
  • Tror jeg at min baby har vendt sig på tværs af min mave, og overhovedet ikke har hovedet nedad længere, så drømme om kejsersnit og vendingsforsøg, samt sprukkent maveskind hersker også ind imellem de fredelige kartonbrikker med isvafler på.
  • Har jeg nu taget imponerende 15 kilo på.
  • Er mit hår til gengæld blevet langt, fyldigt og krøllet.
  • Leger vi at mit hår ikke falder af når jeg har født.
  • Skal Otto starte på fritidshjem om mindre end TO måneder. HVAR?! Jojo! April bliver en vild måned.
  • Har jeg flirtet med tricolore isen nede i diverse supermarkeder igennem et par uger nu. Tror snart den bliver inviteret med hjem. Måske jeg også byder en pandekage med ind i selskabet… Menage a trois?
  • Har jeg fået en ny sengemakker. Det er en 150 cm lang pude, fyldt med skaller af en art og den svøber sig om min gravide krop på nærmest guddommelig vis. Og jeg er nu sådan en, der sover de fleste nætter.
  • Kom jeg den anden dag i tanke om, hvor sindssygt forfærdelig ondt jeg synes det gør at amme i starten. Pludselig er det ikke veer, der skræmmer mig mest længere.
  • Er vi gået i stå i forhold til baby-navne, og Ottos forslag som Kastanje Monsterblod og Lisa Skraldespand er pludselig slet ikke dårlige.
  • Er det næsten uhyggeligt så meget den fem årige ligner mig….

 photo 10998898_10153009342265399_6856102904771563878_n_zpsc0047d6a.jpg

Følg bloggen og mig på Instagram @sneglcille og på Facebook

Ude godt, hjemme helt klart bedst

I går vendte vi hjem fra Berlin, mætte, trætte og glade. På under to døgn har vi vandret Berlin rundt, spist dejlig mad, fået den bedste kaffe (! Stedet hedder Gipfeltreffen, og du skal bestille kaffe (vi prøvede både en latte, en capuccino og en macchiato, alt var perfekt!) og deres pandekager), haft lange samtaler om alt og intet, grinet, shoppet, været på museum, sovet i ske, flettet fingre og været kærester.

 photo foto5_zps8d4357c0.jpg

 photo Skaeligrmbillede2015-02-01kl095543_zps342c0d57.png

Det kan virkelig anbefales med sådan en tur! At ryste posen og tvinge sig ud af sin dagligdag kan gøre underværker, åbenbart.

Om 10 ugers tid kommer der et lille menneske, der vil vende alting på hovedet, og jeg er SÅ glad for at vi kom afsted inden. Vi havde egentlig hverken tid, råd eller overskud til at gøre det nu, men vi prioriterede det alligevel, og gæt hvad? Vasketøjsbunkerne er lige så store som før vi tog afsted, ruderne fedtede, der er støv i hjørnerne, tallet på kontoen er deprimerende lavt og inboxen er fyldt med arbejde, men verden står endnu, og det var det hele værd. Og at det er vores bunker, vores støv og vores bekymringer, sammen, gør det lidt mere udholdeligt, særligt efter to dage på den lyserøde måde.

Hverdag, liv, baby – Kom an.

 photo foto1_zpsa8dc6d4e.jpg

Følg bloggen og mig på Instagram @sneglcille og på Facebook

Voksensnyd

Som nogle af jer måske så på Instagram i går aftes, havde jeg snørret Otto og hans lillebror til at gå i seng en time tidligere end normalt på en fredag. Efter en lidt hård periode, hvor Freelancer og jeg skiftevis har arbejdet til sent, og ikke har haft meget tid sammen, trængte vi til at hænge ud, og ikke bare tilfældigt støde på hinanden under tandbørstning og opvaskemaskine-opfyldning, så mens han var på arbejde i går, lavede jeg mad til ungerne allerede klokken 17, smed dem i bad, dækkede op med fredagsslik og fandt noget Disney på Netflix, og da klokken slog 19.00 og deres far satte nøglen i hoveddøren, lå de i deres senge klar til at sove, hvilket betød at vi, de voksne, kunne se X-factor og spise marcipanbrød, arm i arm, i stearinlysets skær. Det er sgu da smart?!

Det kan altså anbefales! Jeg holdt mig vågen helt indtil ved 22-tiden, hvor jeg  faldt i søvn på savlemåden til noget Denzel Washington action. Det er der ikke noget nyt i, men dog gjorde det ikke det store, da vi jo havde haft knap tre hele timer, hvor det bare var os.

Længe leve Netflix, snedige voksne og børn, der ikke kan klokken.

Tippet er hermed givet videre.

 photo Skaeligrmbillede2015-01-24kl144429_zpsf4b4ed9c.png

Romantik?

Jeg er klart mere en hverdagsromantiker, end en røde roser og diamanter romantiker. Forstå mig ret, diamanter og fyldte chokolader er altid velkomne, men jeg vil faktisk hellere have serveret en neskaffe med mælk på sengen, eller få stukket en pose clickmix i tasken af min udkårne, uden jeg opdager det, end jeg vil have et håndskrevet digt på et leje af rosenblade.

Det er derfor også ret heldigt at jeg har fundet mig en mand, der heller ikke er romantisk anlagt. Ikke at han ikke er betænksom, eller sød, det er han bestemt, og jeg ved at når han har købt Seabands med hjem til mig, fordi han har læst at de hjælper på graviditetskvalme, drøner forbi med en latte til mig fra yndlingskaffebaren når jeg arbejder hjemme, eller ser Den store bagedyst med mig, selvom han er ret så ligeglad med bagning, så betyder det faktisk noget, og det sætter jeg pris på. Da ovenstående er lig med romantik i vores forhold,  bliver jeg også ret rundt på gulvet når der så pludselig ligger en diamantørering i julegaven, når der er bestilt en rejse til Barcelona, eller når jeg åbner det magasin jeg selv arbejder på og ser at manden giver mig en rimelig offentlig kærlighedserklæring.
 photo foto2_zps5e4a5b4b.jpg

… Og så er han endda også pæn.

 

Hellere en sæk i loftet end 10 på taget…

For lidt siden kom min kæreste ind ad døren efter en løbetur, storsmilende, med et 40 kilo tungt monstrum af læder over skulderen. En sandsæk. Med store kæder i, så den kan hænge i loftet…. I vores pæne, relativt nymalede loft.

‘Du må også gerne låne den!’ siger han.
Tak.

Fandme heldigt han er pæn….
 photo Skaeligrmbillede2015-01-13kl212644_zps10f02e0c.png

Urimelig type på hormoner

Min lørdag brugte jeg på at være sur, irritabel og ked af alting. Alt føltes besværligt og intet godt nok. Jeg snerrede af både barn og mand, og var konstant på tværs. ‘Det er eddermame svært at være sammen med dig, når du er i så dårligt humør’ kom det forsigtigt men bestemt fra min kæreste. Herefter spurgte han om jeg ikke nok ville lave et eller andet, der kunne få mig i bedre humør, så ville de gå på legeplads imens. Det fik mig til at græde og hvæse noget med at, hvis min egen familie ikke kunne holde mig ud hvem fandenihelvede kan så, og det eneste jeg ville var at være sammen med dem jo, men iiih nej de skulle da nok slippe, SÅ!. Midt i mit udbrud kom Otto ind i rummet, kiggede opgivende på mig, så på sin far, og konstaterede så ‘Hormonerne styrer min mor…’
Og så gik de to og efterlod den sure tykke type i lejligheden.

Helt flov over egen opførsel fandt jeg et øjeblik efter mig selv krøllet sammen på sofaen, alene hjemme, med et helt kanelbrød foran mig. Meget kliche, meget tiltrængt.

 photo instahormon_zps7f602a21.jpg

Jeg var stadigvæk sur i betrækket da de kom hjem et par timer senere, dog på en mere trække-på-skuldrene-og-grine-af-den-sure-dame agtig måde, og i dag er jeg gudskelov lidt mere mild i det, og mest bare virkelig sulten.

Der er mange dejlige ting ved at være gravid, som jeg prøver at minde mig selv om. Men også ret mange knap så dejlige ting, som jeg er endnu bedre til at minde mig selv om. Det mindst fede ved det er i mit tilfælde altså personlighedsspaltningen, der indimellem gør mig til en pivet, hysterisk, bekræftelsesjagende type. Jeg håber virkelig at hun flytter ud samtidigt med SneglLille. Gerne før.

Må i øvrigt lige tilføje at grunden til Otto ved, hvad hormoner er, skyldes bogen ‘Mor har en baby inde i maven’ af Lars Daneskov, som min mor har købt til os. Otto har efterhånden mere styr på graviditet end mig. Hvis I har, eller kender børn, der skal have små søskende, kan jeg varmt anbefale jer bogen.

Den er hjemme! (Og jeg ligner ikke pålæg længere)

Sent torsdag eftermiddag tog Otto og jeg toget ud mod lufthavnen for at hente vores yndlings mand. Vi var i god tid og placerede os helt spændte og utålmodige ved et bord på Starbucks, hvor vi delte en overpriced cookie, ditto vand og noget kaffe med smag (kan ikke styre det, når der er noget med flødeskum og sirup skal jeg have det). Efter en lille times tid var det endelig tid til den store genforening, Otto faldt straks sin far om halsen og jeg kæmpede et øjeblik med en bævrende underlæbe, både grundet gensynet med den flotteste mand i verden og synet af mine to favoritter i en omfavnelse, hvor det var tydeligt at de hverken så eller hørte andet end hinanden. Fandeme sødt.

Fredag havde jeg taget fri fra arbejde, egentlig for at få slappet af, men sådan blev det ikke helt. Vi startede dagen med scanning af mave og baby, der stadigvæk er en pige, en livlig af slagsen, og alt ser fint og rigtigt ud, så nu er der ikke så meget andet for end at vente 19 ugers tid til hun er færdigbagt og klar til at komme ud. Kæft, jeg glæder mig!

 photo Skaeligrmbillede2014-11-30kl195020_zpsc0118c5b.png

Samme dag var jeg igen i lufthavnen, denne gang for at udvælge gaver til adventskalenderen, og dernæst tog jeg til møde i børnehaven for at snakke om skolestart (!), Ottos udvikling og trivsel. Simpelthen syret at være en person, der har et stort skoleklart barn, og som går til forældremøde og taler sproglig udvikling m.m. med de voksne fra børnehaven. Heldigvis beskrev de den dreng jeg kender og knuselsker, og han fik både ros for sit ordensgen (det ønsker jeg mig også), sit kammeratskab og gode humør. Plus at de fortalte at de kunne mærke en TYDELIG forskel på hans humør og personlighed igennem de sidste 8-10 måneder, hvilket selvfølgelig skyldes, at der er kommet ro på herhjemme. Op-tur!

Mit humør, overskud og hudfarve er med andre ord kommet igen gange 10 efter freelance-pomfritten er kommet hjem, og jeg er ovenpå efter mit dyk i sidste uge, hvor jeg var klar til at skride fra det hele. I det hele taget er det ret meget sådan med mig for tiden, fra den ene yderlighed til den anden… Heldigvis ikke noget lidt søvn, et knald og et skud mælkechokolade ikke kan klare.

Fem år om fem dage

På lørdag bliver Otto 5 år, og præcis som alle de andre år er jeg allerede nu ved at gå i stykker over, hvordan tiden er fløjet. Der er ingen tvivl om, at de sidste 5-6 år har været de mest begivenhedsrige so far, på godt og ondt. Jeg tror jeg beskriver det hvert eneste år, hvordan at det føles som om at han har været her altid, men alligevel som om at han lige har ligget i min mave. Det er fuldstændig ubegribeligt, at den lille 3 kilos orm, jeg med nød og næppe pressede ud af min krop for fem år siden, nu er et selvstændigt individ, der kan skrive sit eget navn og fortælle røverhistorier som ingen anden jeg kender. Det er lige til at tude over.

Vi kører hard core fødselsdagsweekend, med fuldt program og gæster både på dagen (lørdag) og igen søndag, så jeg er i fuld gang med at google ‘Batman kage’ ‘ninja pynt’ og ’spiderman kageform’ (temaet er med andre ord, eller faktisk bare Ottos ord: ‘noget sejt, med ninja, batman, spiderman og æblekage’). Jeg har som altid lidt for høje ambitioner til egen kunnen, men hvis jeg skal være helt ærlig, så kan jeg ret godt lide det der med at gå all in når det kommer til hans dag. Det er trods alt kun en gang om året, så kan vi fyre op for noget shake N bake og måltidskasser alle de andre dage.

Sidste år blev der lavet en film til Superbrugsen på hans dag, og selvom det endnu ikke er lykkes mig at se den med lyd (på grund af tåkrumning over egen stemme), elsker jeg den alligevel. Se eller gense den her: