Det er en fase …

Husk at alt hvad jeg deler her på domænet er glimt, bitte små brikker af et kæmpe puslespil. Øjebliksbilleder af både det gode, det sure, det svære og det helt vidunderlige…

Jeg har været hjemme nu i 10 dage, efter mit lille uforglemmelige eventyr i Las Vegas. Der er ikke mere jet lag at spore, hverdagen og rutinerne er så småt tilbage og alt synes at være fryd og gammen. Men jeg kan mærke at vi lige skal finde hinanden igen. Allesammen. Men især Michael og jeg. I perioden op til Las Vegas arbejdede han lange dage i små to uger, og inden da var det mig, der havde en del ud af huset aktivitet. Jeg savner ham, og han savner nok også mig, men vi viser det på hver vores måde og det skaber misforståelser. Efter jeg er kommet hjem, har vi ikke set meget til hinanden, for der er et hus, der skal gøres klar til vinteren, nogle børn der skal have omsorg, mad og opmærksomhed, to jobs der skal passes plus alt det løse. Hamsterhjulet. Og for at få det til at gå op, er vi nødsaget til at opdele os, og det kan ærlig talt tælles på en hånd eller to, hvor mange vågne timer vi har haft sammen efter jeg kom hjem, og jeg synes sgu det er svært, det gør jeg.

Jeg er ikke bekymret for om vores ægteskab kan holde til det, men jeg er bange for hvor længe det bliver ved og om vi kan finde hinanden ordentligt igen med det samme. Jeg bryder mig ikke om, hvad det gør ved vores ellers gode kommunikation og den der hverdagsromantik, som vi trods alt plejer at kunne finde frem. Det gode er, at vi trods alt taler om det – og er bevidste om, at det der sker lige nu, går over, men at vi nok lige skal give den en ekstra skalle, når vi får hovederne oven vande igen.

Det er en fase, det er en fase, det er en fase … En af dem som jeg slet ikke synes er rar at dele, fordi det er så skrøbeligt og personligt, og let kan misforstås, men også en af dem, som jeg synes er vigtig at dele. Så det gør jeg.

En ting er Michael og jeg. Børnene skulle også lige finde mig igen. Selvom vi kun var adskilt i små seks døgn, plus de efterfølgende dage, hvor mine dage sejlede rundt i jet lag og indtryk, men vi er i den grad flydt sammen igen, føler jeg, og jeg er endnu engang blevet bekræftet i, hvor fuldstændig fantastisk det er at være mine børns mor. Jeg håber bare også snart, at jeg kan være en optur kone igen. Jeg savner min mand, men jeg savner sgu også mig selv som jeg kan være sammen med ham, fremfor den usikre, opmærksomhedshungrende og ret sure version jeg er for tiden.

Det er en fase. Og snart kommer der forhåbentlig en ny. En af dem med sommerfugle, overskud og hverdagslykke for de findes heldigvis også, de føles bare ikke lige så lange selvom de oftest er længere.

Det er vel aldrig for sent

Jeg elsker elsker elsker (!) at være ung mor. Elsker at jeg som 23 årig fik Otto. Elsker at jeg som 32 årig med stor sandsynlighed er færdig med at få børn. Loulou fylder to til foråret, Uma fire en lille måned efter, og Otto bliver 10 næste gang. Jeg elsker alt det. Vil anbefale alle med mulighed for (og ønsket om) det. Få jeres børn så tidligt som muligt! Det er for fedt! Selvfølgelig synes og siger jeg det. Havde jeg fået dem senere, havde jeg sikkert anbefalet det. Sådan er det jo gerne, og ligesom med det meste andet med børn, findes der ikke et facit. Der er mange fordele, og den største af dem har for mig været, udover the obvious: Otto, at jeg har fået en ro og en styrke, som jeg har nydt godt af gennem hele mit voksenliv.

Jeg føler nogle gange, at jeg har gjort alting i omvendt rækkefølge, både på grund af at jeg fik børn, eller barn, tidligt, og i mange år kørte i et slags meget voksent overlevelses-tog, hvor jeg tog et røvet job og kløede på, for at tjene nok til at få det hele til at hænge sammen og forsøgte at være fornuftig og ansvarlig, alt imens at min omgangskreds tog uddannelser, havde deltidsjobs, rejste, datede, var til fredagsbar og i det hele taget levede langt mere loose end mig. Efter nogle år, kunne jeg ikke klø på i samme tempo længere, og jeg sagde op efter en lang periode med hvad der viste sig, at være stress-symptomer (no shit, tænker jeg i dag, men dengang havde jeg skyklapper på), og jeg fik lidt mere ro på, og sprang samtidigt ud i det uvisse. Jeg landede heldigvis et rart sted, der gjorde, at jeg kunne blomstre igen, både i mit arbejdsliv og privat.
Dernæst rullede det derudaf. Det var stadigvæk en kamp til tider, men det løste sig. Og der kom for alvor ro på, da Michael og jeg fandt sammen igen.
Jeg fik flere børn, blev gift, købte hus, flyttede ud af byen. Aaaalt det der.

Nåhja, og inden alt det, inden Otto, havde jeg brugt tre år på at rejse og bo i udlandet, så jeg følte ikke dengang, at jeg gik glip af noget. Men nu er jeg her. I mine 30’ere. Med alt det som mange på min alder først begynder at sadle op til nu.

Det har været hæsblæsende, det hele. Og det er gået stærkt. Jeg føler, at jeg begynder at kunne trække vejret igen. Ikke at jeg har holdt det, i hvert fald ikke konstant, men tingene er bare sket og nu er jeg her, og jeg begynder at tænke over alle de ting jeg har sprunget over, eller ikke har nået, fordi jeg har gjort alt det andet. Alt det andet vil jeg slet ikke på nogen måde bytte om, men det sker oftere og oftere, at det går op for mig, hvor anderledes mine 20’ere har været i forhold til mange andre i min omgangskreds. Anderledes end dem der er i 30’erne nu, og dem der stadigvæk er i 20’erne. Ikke alle. Men mange. Og det er en mærkelig følelse. At sidde og glo i et bakspejl og indse alt det, der kunne have været.

Jeg har ikke fået taget et kørekort. Har ikke en uddannelse. Har aldrig været på tinder. Er gået glip af virkelig mange koncerter og fester og tømmermændssøndage. Har aldrig kunne have fritidsaktiviteter og så godt som ingen aftenaftaler. Og har haft nogle helt andre prioriteter og bekymringer.

Alt sammen noget jeg ikke som sådan har savnet da jeg var i det, slet ikke, og jeg ville jo heller ikke have haft det anderledes, men jeg kan nu, på den anden side, indimellem få det sådan lidt; Hey, hov! Det gik jeg glip af!
Det tænker jeg en del over for tiden. Gad vide, hvordan jeg har det, når jeg er 40? Jeg mistænker, at jeg på det tidspunkt synes at mit 32 årige jeg skal chille og lade være med at tænke så meget.

Og i øvrigt, er det vel aldrig for sent? Jeg har fået mine børn, min mand, mit hus. Nu skal jeg have kørekortet, jeg kan i teorien jo bare melde mig til dans (det har jeg altid godt kunne tænke mig), jeg har lige skrevet mig op til et skrivekursus og jeg begynder faktisk også at have en fornemmelse af, hvilken retning jeg gerne vil i, når I en dag ikke gider læse med mere og jeg dermed er fyret. Tinder må jeg undvære, men det er sgu i orden.

Når det ikke er det værd

Et følsomt emne som  jeg ved muligvis vil få folk op af stolene, og det er ok. Jeg er forberedt, men jeg kommer ikke til at forsvare mit valg yderligere. Det er det helt rigtige. For os.

Amningen er gået i vasken. Helt og aldeles. Det startede fint. Mælken løb til, hun spiste, det så i et kort øjeblik ud til at blive en succes. Dog kæmpede jeg lidt med at få hende til at tage ordentligt fat, hvilket resulterede i timelange amninger, sprukne bryster, blå mærker (ja på mig selvfølgelig), frustreret baby og mange tårer (mest mig). Sundhedsplejersken viste mig et par tricks, som virkede fint til at starte med, men kun i ganske kort tid, så hver amning  kom op og tog i hvert fald 2-3 timer, ofte længere, fordi jeg konstant måtte starte forfra for at få hende til at spise rigtigt, til stor frustration for både hende og mig – og tit gav jeg op og lod hende spise forkert, hvilket jo så betød at mine sår sprang op og så var vi tilbage hvor vi startede.

En aften i sidste uge gik der for alvor i ged. Jeg ammede hende i næsten 7 timer med meget få pauser. Hun var ivrig, blev vred og ked af det og viste tydelige tegn på sult, og jeg kunne både mærke og se at der simpelthen ikke løb nok mælk ud. Hvad der tidligere har været en fontæne af mælk, var nu en tarvelig dryppende affære. Hun skreg i vildens sky og jeg tudbrølede i kor med hende. Kønt syn er jeg sikker på. Klokken lidt i 22, efter små 7 timers kamp, bad jeg med panik i blikket min kæreste om at løbe i Superbrugsen og tømme hylderne for sutteflasker og modermælkserstatning. Ikke fordi jeg ville give op, men fordi jeg simpelthen blev nødt til at finde ud af, om det virkelig var sult hun skreg af. Vi varmede 100 ml mælk til hende. Hun spiste 80 i en køre og faldt i søvn på stedet. Jeg græd hårdere end jeg længe har gjort. Af lettelse over at se hende mæt, men også af skam og nederlag over følelsen af at have sultet hende og ikke at være i stand til at mætte hende.

I dagene efter malkede jeg ud for at skåne mine smadrede (!) bryster, og holde produktionen i gang, gav hende min mælk på flaske og supplerede op med erstatning.Det fungerede fint i et par dage, men var ikke en holdbar løsning. Også pumpen fik mine sår til springe op og det var begrænset hvor meget mælk jeg kunne tvinge ud. Så efter mange tårer, tanker, søvnløse nætter og frustrationer, der gik udover både mit parforhold, min psyke og min evne til at være mor til Uma og ikke mindst Otto, besluttede jeg at det ikke er en kamp jeg vil eller kan tage. Det var ikke det værd. Jeg skal også være der for Otto, for min kæreste og mig selv. Det kan jeg ikke med blødende blå bryster og udkørthed i den grad som det har været.

Min baby er mæt, glad og elsket. Og her en lille uges tid efter beslutningen blev truffet, er jeg både lettet og stolt over at have taget den svære beslutning det har været, og ikke mindst lykkelig for at have overskud til at nyde min familie.

 photo Skaeligrmbillede 2015-05-01 kl. 17.16.50_zpsa9swj30q.png

Kjolen er fra Baum Und Pferdgarten og kan købes HER (ad link)

SneglLille starter med U

Først og fremmest TAK for alle lykønskningerne både her, på Instagram og Facebook. Jeg har læst dem hver og en. Tak!

Alt gik så fint, så fint, og jeg fik faktisk næsten min drømmefødsel. Vi har det godt! Jeg er træt, og sulten. Har seriøst appetit som en pubertetsdreng, og så har jeg ondt i muskler jeg ikke anede fandtes. Men jeg er glad, virkelig glad!

Jeg skriver selvfølgelig meget mere uddybende om fødslen og om hele oplevelsen meget snart. Men jeg bliver lige i min babyboble lidt endnu, og nøjes indtil videre med lidt kortere opdateringer her, og så selvfølgelig på Instagram.

Men I skal jo møde hende, vores SneglLille, hvis navn nu også er sikkert.
Her er lille Uma.

 photo foto-3.png_zpssqqajwzp.jpeg

Følg bloggen og mig på Instagram @sneglcille og på Facebook

 

Min store lille dreng

‘Far, hvad så hvis jeg begynder at græde på min sidste dag i børnehaven?’
Sådan spurgte min kloge, følsomme, seje dreng i morges da han fulgtes med sin far ned til børnehaven. Svaret var, at det skulle han ikke være bange for at komme til og at det er i orden at græde, det er altid er hårdt at sige farvel, og at det kan være svært at starte på nye ting. Også når man er voksen.

På mandag starter han på fritidshjem. I løbet af denne uge (håber jeg) får han en lillesøster. Det er to vildt store ting! Særligt for en fem årig, og jeg skal virkelig hanke op i mig selv for ikke at hyle over det.

Han kommer til at klare det så fint er jeg sikker på. Både at stoppe i børnehaven på fredag og på sin store dag på mandag. Også selvom, der kommer en baby midt i det hele. Men hvor ville jeg ønske at hun ville skynde sig lidt, den lille pige, så vi lige havde noget tid til at falde på plads. Tanken om at det hele potentielt ramler oveni hinanden kan jeg slet ikke kapere, og for hver dag der går, hvor vi nærmer os fritidshjemsstart, bliver jeg mere og mere spændt på Ottos vegne. Han er også spændt og jeg forsøger at tale med ham om det, uden at smitte ham med min egen frygt omkring det, og indtil videre tager han det i stiv arm. Jeg håber han er lige så sej omkring det mandag morgen når det går løs. Denne gang med en baby i huset (JO! Hun er her fandeme på mandag). Og at jeg også er det. Sej.

Når jeg ikke er ved at brække mig af angst over det, har jeg de positive briller på  – Det er en kæmpe fordel at jeg har barsel, og derfor kan sørge for, at han får en virkelig mild indkøring, med korte dage, fridage og ingen morgenstress, så længe han har brug for det. Men gad faktisk godt at det ikke var lige nu.

 photo foto7_zpseosdwef9.jpg

40+0

Dagen vi har talt ned til er her, faktisk er den snart ovre. Min terminsdag. Den har været ret så fin. – Først en sukkerholdig morgenmad i solen med min kæreste, så en lang gåtur, frokost i vores gård, nu sofahygge med den fem-årige og senere Ben & Jerrys i mit eget tykke selskab.

 photo Skaeligrmbillede 2015-04-11 kl. 18.09.33_zpsiogpagwo.png

Otto blev i går aftes afsat hos mine forældre, da vi skulle have været ude og spise, freelancer og jeg. En middag, der desværre gik i vasken, da tykke her ikke havde fået klikket ‘Bekræft’ på vores booking hos Early Bird, og vi derfor ikke havde noget bord alligevel. Og efter en spadsertur gennem Vesterbro på årets første rigtige solskinsdag, hvor der var dømt fyraftensøl og solliderlighed for fuld smadder, måtte vi hurtigt sande, at det ville være et næsten umuligt projekt at finde pladser et decent sted. Så vi fandt noget halv-tarveligt takeout på vejen hjem, blandede for små 100 kroner slik, smed os på sofaen, fandt Netflix frem og så serier indtil det blev mørkt. Ikke helt hvad jeg havde planlagt, men virkelig virkelig hyggeligt. Da vi vågnede i morges var jeg en anelse skuffet over ikke at have født i løbet af natten, men hankede op i mig selv og gik ned for at købe morgenmad. Spiste denne på altanen i solstråler med den flotte freelancer, inden vi skrabede os sammen og begav os ud på en lang gåtur med kaffe, fingerfletning og en masse pitstops på grund af min minimale og ret klemte blære. Efter at have hentet Otto spiste vi frokost i vores gård, og nu er freelancer sendt til fødselsdagsfest, mens Otto og jeg hænger på sofaen med Shrek på skærmen og pastaskruer med ketchup i skålene foran os. Når nu det ikke kunne blive til en baby i dag, er alt ovenstående sgu en ok kompensation.

Men jo, jeg er sgu utålmodig nu. Og klar. Virkelig klar, og jeg klynger mig til hver eneste plukve med håbet om at den bider sig fast og bliver uudholdelig.

 photo Skaeligrmbillede 2015-04-11 kl. 18.10.05_zpsvishkbsl.png

Følg bloggen og mig på Instagram @sneglcille og på Facebook

39+5 – Skrækhistorier og kærlighed

Ingen baby endnu. Hun blev i dag skønnet til at veje 3500 gram, hvilket er 300 gram mere end hvad Otto vejede da han blev født 40+2… Det fejrede jeg med en brownie fra Meyers.

Freelancer er taget på arbejde, Otto sover og jeg har krøllet mig sammen på sofaen. Jeg er tung, træt og i et sært humør. På den ene side vil jeg gerne have hende ud NU, på den anden side nyder jeg al den tid jeg har med mine drenge lige nu, og så er jeg faktisk lidt bange. For at føde. Kan ikke slippe tankerne fra min første fødsel, hvor jeg forsøgte at lagre oplevelsen og smerterne i min hjerne, mens jeg næsten messede til mig selv at jeg ALDRIG måtte udsætte mig for det igen, desuden er jeg blevet overdynget med rædselshistorier om 2. gangs fødsler, hvor kvinderne knap har nået at opdage at de er i fødsel til at de står med et menneske på vej ud af sig midt på bagtrappen. Hvorfor gør kvinder egentlig det? Ser en højgravid og straks går i gang med at fortælle om den der kusine, der fødte et dødeligt sygt barn, eller om naboen, der ikke engang nåede ud af taxaen, grusomme fortællinger om flækkede skræv og uopdagede moderkagerester. Jeg har lige sagt at jeg har termin i overmorgen, kunne vi lade være med at tale om den slags lige nu? Min egen forskruede hjerne har rigeligt med bekymringer og har ikke brug for inspiration til mere lige nu tak.

Når det er sagt så er der virkelig også et hav af søde og rare kommentarer, tilbud om hjælp til alting, gode venner, der står klar med brede skuldre, lånebiler og overskud, komplimenter til min store krop og kærlighed i stride strømme, og det er al den godhed jeg forsøger at fokusere på nu.

I morgen aften tager jeg ud og spiser med min mand, lørdag er det min terminsdag, den bruger jeg nok på at være smågnaven og søndag føder jeg. Ja.

 photo Skaeligrmbillede 2015-04-09 kl. 20.09.05_zpsohcnnqkw.png

39+2 – Fødsel i sigte

Terminen nærmer sig. Mit hormonelle humør (læs: midlertidige psykose) fra den anden dag er lykkelig glemt, og jeg er igen i stand til at opføre mig som et normalt menneske. Men min forestående fødsel begynder at fylde en del, mentalt, på godt og ondt. Er skiftevis totalt klar og pissebange. Og tanker om både praktiske og følelsesmæssige detaljer trænger sig på.

Vores bil er brudt sammen. Bremserne virker ikke længere, og selvom det er et sjovt mentalt billede, at freelancer kaster mig ud gennem sidedøren inden han selv hopper efter, imens bilen triller forbi fødemodtagelsen på Hvidovre, er det alligevel ikke en løsning vi går efter. Og er der noget jeg IKKE kan overskue er det tanken om at skulle sidde i en taxa med veer. Jeg ved godt at folk gør det hver dag, men det er nærmest det værste jeg kan forestille mig. Men eftersom at den gamle røde Mercedes nu ikke kan stoppe, har jeg intet valg – jeg bliver nødt til at tage turen til Hvidovre på bagsædet af en anden Mercedes, med en fremmed chauffør. Håber bare det ikke er en snakkesalig en, da det værste jeg ved når jeg har smerter/er utilpas er når folk taler. Schyyyyyyyy!

En anden frygt jeg har, udover taxakørsel er at jeg ikke når på hospitalet i tide. Eller kun lige når derud. Ved min første fødsel gik jeg fra det de kalder en kort og blød livmoderhals til 7 centimeter udvidet på få timer (undskyld for den slags detaljer, men man får det som sagt ret loose med den slags her sidst i forløbet), så det går altså stærkt nede syd på når det først går i gang, og de kloge siger at det går endnu hurtigere 2. gang. Og så synes jeg måske at Hvidovre er ret langt væk.

Jeg tror ikke på Smertefri fødsel. Ikke for mig i hvert fald. Hvilket er ok. Det må gerne gøre ondt, og det ved jeg jo at det gør. Men jeg er bange for ikke at have kontrol, og det er det, der var en anelse traumatiserende ved min første fødsel. At jeg ikke vidste hvad fuck, der skete og hvor langt jeg var i forløbet. Husker tydeligt, hvordan jeg desperat forsøgte at få min jordemoder til at give mig et tidsestimat, og frustrationen over at hun ikke for helvede bare kunne sige et eller andet. Et kvarter? en time? Et døgn? KOM NU!
Denne gang forbereder jeg mig helt vildt. Har læst alt om fødsler. Alt. Slupret Anja Bay metoden i mig og gået min første fødsel i sømmene. Jeg begynder med andre ord at være klar. Jeg glæder mig. Men jeg er også bange, spændt og rundtosset over at det kan ske et hvert øjeblik.

…. Indtil da hygger jeg mig med at læse fødselsberetninger, drikke the af hindbærblade og ikke mindst synet af de tidsler min tålmodige kæreste har købt til mig (elsker seriøst at manden har købt tidsler til den sure tykke dame. Det er sgu da sjovt. Og sødt).
 photo Skaeligrmbillede 2015-04-06 kl. 22.05.43_zpskckaembx.png

 

Graviditetstømmermænd

I de sidste mange uger har min veninde Nanna og jeg planlagt polterabend for vores Rachel, der jo skal giftes om en måned (har skrevet lidt om den uundgåelige tøjkrise til formålet HER), og i går gik det løs. Det var et heldagsprojekt, hvor vi dog havde været snedige og flette et fysisk arrangement ind midt på dagen som jeg ikke kunne deltage i, og derved havde mulighed for at gå hjem og smide benene op i en times tid, inden jeg skulle mødes med dem igen. Alligevel måtte jeg hyle lidt da jeg klokken 22:30 trådte hjem i min stue, efter en lang og sej dag og fire timer på en højstol, der havde udfordret min i forvejen besværede krop og gjorde det at pille mine nylonstrømper af til et uoverskueligt projekt. Men det var det hele værd. Min elskede smukke veninde var lykkelig, det var en fest uden lige og jeg tager gerne straffen i dag, hvor jeg føler at jeg har tømmermænd, jeg er tung i hoved og krop, mit bækken knager og brager, mine øjne svier, jeg er tørstig og kunne snildt spise en burgermenu. Graviditetstømmermænd.

Min mand har taget drengene med på påskevisit hos sin mor og jeg planlægger at bruge dagen på langs. Der er ikke mere der skal nås, ikke flere fester, eller aftaler og ikke mere planlægning. Nu er der kun tilbage at vente på SneglLille, der er færdigbagt og som kan komme når som helst. I morgen er der nemlig kun en uge til termin. Jeg har på fornemmelsen at jeg føder dagen efter termin (d. 12.), men min krop sender virkelig mange miksede signaler, så jeg bliver hverken overrasket hvis jeg føder i morgen eller om to uger. Lige nu nyder jeg bare at have en tom lejlighed helt for mig selv for måske sidste gang meget længe…

 photo foto4_zpsx8skhrzj.jpg

 

 

Parforholdsglimt. Et år senere…

Nu er vi over et år inde i vores forhold, eller faktisk er det jo 8 år, men der var jo lige en fem års pause som I måske husker. Men det er nu lidt over et år siden at jeg sagde JA til at give freelancer og mig en chance. Og hvordan mener vi så selv at det går?

Virkelig godt. Vi er stadigvæk forelskede, faktisk så meget at jeg så sent som i dag tog mig selv i at dufte til en af hans trøjer da jeg var alene hjemme (who does that?!) og jeg kan se i hans øjne at han er ved at flække af lykke når jeg fjolle-twerker mig gennem lejligheden til Wiz Khalifas ‘Ass drop’.

Hvad er så anderledes denne gang? Hvorfor fungerer det? Udover kærlighed, respekt og fascination, har vi lært af vores fejl. Vi er enormt gode til at taaaaaale om alting, hvilket ind imellem virker en anelse fjollet og ubehageligt, særligt når det omhandler at en af os (oftest mig) har reageret uhensigtsmæssigt, men det er virkelig nødvendig og sundt. Vi taler også om de gode ting og huske at sige til hinanden, hvad vi sætter pris på.  Helt ned til ‘Tak fordi du lader mig vide når du er lidt forsinket’ eller ‘Hvor er det optur, at du serverer kaffe for mig når jeg er i bad om morgenen og er sent på den’.

Skændes vi så aldrig? Jo mand, er du sindssyg!? Jeg kan blive hysterisk og urimelig, særligt når jeg bliver usikker, og så har de her graviditets-hormoner altså virkelig også givet nogle vilde udslag indimellem, og min mand er arbejdsnarkoman og uduelig til at lægge det væk, arbejdet, hvilket ind imellem er til at skrige over. Men netop fordi vi taaaaler så meget om det vi føler, undgår vi en del skænderier, men når de endelig er der, er det som at luften bliver renset og på en eller anden måde nulstilles alt, og det er nu nok også ret sundt. Jeg er vist bare typen, der har brug for at brøle engang imellem, og det får jeg så lov til.

Jalousi? Noget af det som der er flest, der spørger mig om i forhold til at være kærester med en som freelancer er, om det ikke er hårdt at hans job blandt andet består af at tilbringe rigtig meget tid med smukke damer. Ind imellem i omgivelser, der potentielt kunne gøre fristelsen endnu større. Og jeg kan med hånden på hjertet sige: Nej, jeg bliver ikke jaloux. Heller ikke når han tager badetøjsbilleder af supermodeller, der har kroppe som man slet ikke fatter findes. Jeg joker ofte med det, især når jeg hører hvordan andre kvinder indimellem går i flitsbue over, hvis deres mænd tilbringer tid med andre kvinder, for jeg kan da godt selv høre, hvor sindssygt det lyder at min mands job blandt andet består af at rejse til pæne strande og tage billeder af smukke piger, men nej,  jeg er ikke bekymret. Hvilket bunder i, at jeg er fuldstændig sikker på, at han for det første synes jeg er det lækreste i hele verden, det fortæller han mig hver dag, og jeg kan se det på ham, også når jeg har tomatsovs på trøjen og når jeg snerrer af ham fordi han stiller vandglas overalt i lejligheden. For det andet vil han aldrig nogensinde såre mig igen, for det gjorde noget ved ham dengang, som han stadigvæk, tror jeg, ikke har tilgivet sig selv for. De få gange jalousi har været et issue imellem os i løbet af det sidste års tid, har jeg skyndt mig at sige det højt og igen fået taaaalt om det. Og han har gjort det samme. Det virker fandme det der kommunikation.

Så ja, there you have it. Vi er hverken perfekte eller bedre end nogen andre, vi har bare være virkelig meget igennem, og fortrudt en milliard gange at det gik galt, og vi er begge så skidebange for at miste hinanden, igen, så vi investerer ALT og er gået all in. Med succes.

 photo foto 32_zpsdqyygdm6.jpg