Same same but different

Da jeg var omkring 18 uger henne i min første graviditet og det hele gik i lort imellem freelancer og mig, er der specielt en aften jeg husker ret tydeligt. Vi var en uges tid inde i vores break, hvor alt var usikkert og vi ikke så hinanden, og det hele hang i en tynd tynd tråd. Jeg havde efter et par dage i eksil hos mine forældre, besluttet mig for at tage tilbage i vores lejlighed og være lidt. Den aften snakkede vi i telefon sammen, freelancer og jeg, og det var vores første (og eneste) ‘voksne’ samtale, hvor ingen græd og ingen var ‘urimelige’. På det tidspunkt havde vi endnu ikke gjort det endeligt slut, og vi talte den aften meget om for og imod, jeg nok mere for end ham. Jeg havde svært ved at mærke ham, og gjorde alt hvad jeg kunne for at holde hovedet koldt, og husker især hvordan jeg på et tidspunkt spurgte ham om vi ikke for helvede bare skulle give det et skud, for ‘hvem fortryder nogensinde at have kæmpet for noget?’…  …Vildt at det tog os fem år at nå dertil, hvor vi gav det den ekstra chance.

Midt i vores telefonsamtale ringede det på. Det var pakkeposten, der kom med noget tøj jeg havde bestilt. Babytøj. Jeg pakkede pakken op og tog den ene lille bitte dragt efter den anden op, og så knækkede filmen. Jeg græd og græd, med freelancer i røret. Få dage senere gik vi for alvor fra hinanden.

I dag kom der en pakke magen til. Med fire små stykker tøj i str 50-56, og jeg græd præcis lige så hårdt som den aften for knap 6 år siden. Af glæde, af minder, af hormoner.Jeg ser ikke længere tilbage på min første graviditet med sorg, eller vrede, det har jeg ikke gjort meget længe. Men hver gang ‘den første gang’ sker i denne graviditet, vælter minderne fra dengang frem. Første scanning, første spark, første tøj, første ve (shitfuck) … For slet ikke at tale om det SINDSSYGE  i at jeg sidder i præcis samme lejlighed, med samme mand. Det kan man godt blive rundtosset af at tænke over. Gad fandme godt at gå tilbage i tiden og samle for-6-år-siden-mig op, give hende en krammer og love at alt bliver godt. Men på den anden side klarede hun det jo helt selv … Og som resultat har jeg en virkelig god historie, svær, men god. Glæder mig til at fortælle den hele på et tidspunkt.

 photo IMG_6145_zps2ddd0c4f.jpg

For 6 år siden mig, cirka 20 uger henne, i flytterod. 2009

 

Adventskalender 3 // Change

Det er 3. søndag i advent og det betyder endnu en gave herfra, venligst doneret af Københavns lufthavn. I dag gælder det undertøj! Jeg har fået mit livs første chemise, I ved sådan en underkjole som de voksne damer inde i fjernsynet skifter til, når de skal gøre sig til for deres mænd. Herhjemme skal der som oftest ikke noget avanceret til, tror faktisk jeg kunne iføre mig flyverdragt og uldsok og stadigvæk score min mand, men chemisen skader nu ikke. Jeg føler mig i hvert fald flot i den, det samme kan jeg sige om BH’en på billedet, der er fra den kollektion gode gamle Britney Spears har lagt navn til, den er skidepæn, og det er faktisk en stor ting lige nu, da jeg er vokset ud af alt mit pæne undertøj og derfor er gået bomuld og mikrofiber på den, så lidt blonder har virkelig hjulpet på mit eget selvbillede, og bedst af alt er den blød og gnaver ikke, som blonder indimellem godt kan finde på. Foruden chemisen og BH’en kan du vinde tre par 40 denier strømpebukser, og en stropløs shapewearkjole, som er det sorte rør ude til venstre på billedet, der gør din talje (hvis du har sådan en)  stram og fin, samt får din krop til at se virkelig laber ud, også hvis du som jeg er lidt rund i det, den støtter nemlig sådan en gravid mave på en virkelig behagelig måde og fjerner eventuelle buler på røv og lår, op-tur!

 photo foto7_zpsb58c0346.jpg

For at deltage i konkurrencen vil jeg gerne høre, hvorfor du har brug for lidt shapewear og blonder i dit liv… Jeg trækker en vinder næste søndag, hvor årets sidste adventsgave bliver afsløret. ….Du kan lige nå at deltage i sidste uges konkurrence om Lego Chima HER (trækker en vinder inden jeg går i seng i aften).

 

 

I øvrigt #11

  • Har jeg fået en Kinder julekalender. Det er min første nogensinde, og jeg deler ikke med nogen.
  • Er jeg flyttet ind i en sort ‘Fantastique’ kjole fra Stine Goya og flytter nok først ud igen engang i april. (seriøst, hvis du er gravid, så ud og køb en. Nu. Den er blød, elastisk og pissepæn)
  • Elsker jeg at Otto udtaler alle KV ord som QW. Han er fem et qwart år, hans halsedisse qwærker ham og der findes altså ægte qwælerslanger!
  • Har jeg endnu intet babytøj købt.
  • Mistænker jeg lagkagehuset for pludselig at have ændret deres honninghjerte-opskrift? Mit seneste smagte ikke nær så godt som det plejer, og chokoladen var underlig blød i det. Ret kritisk, taget min tilstand i betragtning.
  • Er jeg simpelthen så pisseforelsket i min kæreste.
  • Drømmer jeg om at bruge noget af min barsel et eksotisk sted, med vand, blå himmel og masser af palmer.
  • Glæder jeg mig helt vildt til 2015.
  • Skal jeg ikke holde jul med min mor i år, for første gang siden engang i de tidlige 90ere.
  • Var Ottos svar da min veninde spurgte ham om hans mor ikke var blevet tyk: ‘Nej, min mor er tynd… Og bleg.’
  • Fatter jeg ikke, at der kun er små 18 uger tilbage af min graviditet. Synes lige jeg tissede på plastikpinden fra Netto, og så alligevel ikke.
  • Leder vi efter en ny seng, da vores er ualmindelig dårlig at ligge i.
  • Har jeg lige fundet ud af hvad en Hästens seng koster. Jeg griner stadigvæk.
  • Ved jeg godt at jeg har et beskidt sind, det står jeg ved. Men altså… De små keramikspøgelser fra Studio Arhøj alle dåner over? Jovist er de fine, fine fine glaserede dildoer med øjne. Kahlers jule buttplugs om igen.

 

 photo Skaeligrmbillede2014-12-07kl203108_zpse3e60d07.png

Adventskalender 2 // LEGO

Det er nu (allerede!!) 2. søndag i advent og derfor tid til at udlodde endnu en gave i samarbejde med CPH Københavns lufthavn. Som lovet er det denne gang noget til store drenge. Jeg blev nemlig lukket ind i LEGO butikken i lufthavnen, med nærmest frit valg på alle hylder, og det var mildest talt svært at vælge, men valget faldt altså, som I kan se herunder, på LEGO Chima.

 photo foto24_zpsf222934a.jpg

Jeg skal være helt ærlig og sige, at jeg personligt endnu ikke helt har fanget, hvad det går ud på det der CHIMA, men jeg bor sammen med en fem årig (fem et kvart, mener jeg!) der har helt styr på Chima universet, og både ved hvad de forskellige karakterer hedder og kan, så selvfølgelig skulle gaven fra LEGO-butikken være Chima. Det er begge æsker på billedet, der er på højkant, så der skulle altså være rig mulighed for at glæde mindst én stor dreng (eller pige) i julen, udover min egen.

Da jeg var barn, var en af de bedste gaver under træet det lyserøde Belleville Lego, som vist faktisk findes endnu (?). Min favorit var en beachbar, med tilhørende strand, små lyserøde surfbræt, cafeborde og bittesmå drinks, samt legofigurer i badetøj. Hvilket bringer mig til det spørgsmål I skal besvare for at deltage i konkurrencen. Hvilket LEGO ønskede I jer inderligt som børn?

Vinderen finder jeg på søndag, når næste gave afsløres.

Jeg trækker også en vinder af Morrocanoil i aften (søndag), så du kan liiiige nå at være med HER

KONKURRENCEN ER SLUT! Vinderen er blevet kontaktet på mail.Tillykke til Sarah.

Jul uden Preben

Det er ved at være den tid på året, hvor gode gamle Preben kigger frem, men i år bliver han af gode grunde holdt i snor. Det bliver heller ikke til så mange julefrokoster denne december. Har været til en enkelt, skal med arbejdet næste weekend (80’er tema med tyk mave og ingen Preben, åh gys! …) og så er der svigerfamiliens årlige d. 25.
Slut.

Lige præcis i år ville jeg nu gerne dyrke det lidt mere. Normalt er jeg en selskabsabe på grund af alkoholen og det sociale, men nu skyldes behovet særligt, at jeg pludselig har fået smag for julemad og alt hvad der dertil hører, selv rødkål gider jeg, hvilket ellers tidligere er noget, jeg er styret udenom. Snegllille er glad for kød og sovs, marcipan og fløde… Sagde jeg noget med, at jeg vist endnu ikke havde taget det store på? Jaer. Lad os lige snakkes ved på den anden side af december.

 photo Skaeligrmbillede2014-12-02kl225107_zps8e39b6c6.png

Halvvejs

Jeg er nu halvvejs i min graviditet. Jeps! I går fortalte min pregnancy app mig at jeg nu var 20 uger henne og at baby er på størrelse med en mango – i sidste uge sagde den tomat. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg er nede med at sammenligne min baby med frugt, men ok… Siden mit lidt opgivende indlæg i sidste uge er det faktisk gået ret meget i den rigtige retning. Mit blodtryk er endeligt normalt, og foruden træthed og den der forbandede nældefeber, som holder mig vågen om natten et par gange om ugen, har jeg det ret godt. Jeg craver stadigvæk pebermyntefyldt chokolade og danskvand, men derudover er mine madvaner ret normale (hvis altså 2-3 gange morgenmad kan kategoriseres som normalt).

Vægten holder jeg ikke øje med, men min mave er vokset på rekordtid og især er der sket meget den sidste uges tid, hvor der også i den grad er kommet gang i hende mangoen derinde. Hun strækker sig, skvulper rundt, sparker og fylder godt. Følelsen af en baby under maveskindet er altså noget af det mærkeligste! Jeg havde faktisk glemt, præcis hvor syret en fornemmelse det er, og da de første rigtige spark, der kunne ses og mærkes udenpå maven, kom for et par dage siden måtte jeg klukgrine og smågræde lidt på samme tid, fordi det var så vildt at ligge der med en sovende femårig ved siden af mig og en halvbagt baby i maven, og en kæreste laaaaangt væk, og ikke mindst det virkelige klare minde om, hvordan det var i min første graviditet, da netop den følelse af de allerførste spark fik mig til at bryde sammen henover mine forældres spisebord, fordi det skete midt i mit livs største krise og jeg slet ikke kunne rumme at det pludselig blev så virkeligt, som det gør når sådan en lille fidus begynder at sparke. Livet er eddermame en sær rutsjebanetur, men jeg er virkelig glad for, at jeg steg på.

Freelancer er over halvvejs i sit amerikanske eventyr og jeg glæder mig til at få ham hjem om små fire døgn. Det har ikke som sådan været hårdt hårdt at undvære ham, Otto og jeg har hygget os helt vildt og hverdagen har hængt fint sammen, men vi savner ham selvfølgelig, og der har været et par gange, hvor jeg ville ønske at han havde været her, for eksempel som da snegllille for alvor gav rigtige livstegn fra sig for første gang, men når det så er sagt, tror jeg det er ret sundt for alle parter at savne lidt (meget) og på en eller anden måde blive bekræftet i, at det er det helt rigtige vi har gang i… Særligt taget førnævnte rutsjebane-loop i betragtning.

 photo Skaeligrmbillede2014-11-23kl214225_zps5f82b89d.png

 

Graviditet! Jeg slår op!

Det er som bekendt min anden graviditet, selvom det på mange punkter føles som den første. Følte helt seriøst at jeg blev snydt første gang. I hvert fald i forhold til hvad min forestilling var om den slags. Bortset fra en del opkastninger og den lille detalje med at jeg blev forladt midt i den, var det en forholdsvis ukompliceret graviditet, og jeg har, som jeg også var inde på i mit indlæg den anden dag, hvor jeg var sur, svoret og lovet at min næste graviditet skulle nyyyyyydes. Here it is. Den anden af slagsen. Min mand er her endnu (jaaa!), jeg har et skønt arbejde, en dejlig hverdag, et voldlækkert barn, en lille pige i maven, jeg har ikke taget synderligt på og jeg har fået store bryster. Årh, hvor fedt. Nyd det så for fanden! …. Siger jeg til mig selv.

Jeg nyder noget af den. At min søn er ved at gå i opløsning af lykke over at skulle være storebror, at min kæreste synes jeg er flottere end nogensinde, at jeg inde i min krop er ved at skabe noget hjernedødt fantastisk, at jeg med god samvittighed kan kværne to honninghjerter og bare give baby skylden …. Men hvad jeg ikke nyder er følelsen af, at min krop råber stop af mig, over helt almindelige ting, såsom at passe mit arbejde, at bære en pose med indkøbsvarer op på 2. sal og at cykle 5 kilometer i raskt tempo, at min krop hver aften, næsten på slaget 21, bryder ud i et fyrværkeri af nældefeber, fornemt dekoreret op af både arme og ben. Underskuddet, de søvnløse nætter, åndenøden, plukveerne og den nu tredje blødning indenfor to uger, der hver gang gør mig forskrækket og dårlig. Faktisk bliver jeg decideret hidsig over ikke at kunne gøre de ting jeg plejer at kunne. Her taler jeg ikke om at kunne drikke rødvin og ryge smøger hele natten, for det er et eller andet sted noget jeg aktivt vælger fra, men ikke at kunne gennemføre en ganske almindelig hverdag, uden at min krop hvæser og skriger af mig er muligvis noget af det værste jeg kan forestille mig.

Hver dag, eller i hvert fald et par gange om ugen tænker jeg, at det lige om lidt bliver nemmere, bedre, normalt. Men jeg ved jo godt, at det fra nu af med ret stor sandsynlighed kun bliver tungere, hårdere og mere pikket, i hvert fald fysisk.  … Hold kæft, jeg er glad for at jeg ved hvad der venter på den anden side, ellers var jeg fandme gået hjemmefra.

 photo Skaeligrmbillede2014-11-09kl160519_zps907eddb7.png

Flyver solo…

Nu er det en del timer siden, at den flotte høje mand forlod lejligheden med en rullekuffert fyldt med fotogear og forventninger. Jeg holder fortet herhjemme, hvilket går fint indtil videre. Drengene har lavet deres egne pizzaer, vi har leget med Beyblades, pustet sæbebobler udover altanen og gennemset Netflix for alt med pirater. Nu sover de, jeg genvarmer pizza, lader som om at lejligheden ikke ligner at en beyblade har brækket sig udover den og prøver at beslutte hvilken tv-serie jeg skal kaste mig i grams med, og synes faktisk at det der med at være alene er en ret fed deal.
 photo Skaeligrmbillede2014-11-15kl200506_zps82abd8e7.png

I morgen skal lillebror hjem til sin mor, og Otto og jeg tager de sidste 11 dage solo. Noget som vi jo efterhånden er eksperter i. Vi har trods alt gjort det i 4 1/2 år tidligere og jeg glæder mig faktisk til lidt kvalitetstid med Otto, for vores liv bliver rimelig meget vendt på hovedet om små 5 måneder, når vi pludselig er en ekstra person på adressen. Dog har jeg altså ikke glemt solo-puslespillet, hvor fuldtidsjob, institution og hverdag bare ikke passer sammen ligemeget hvordan og hvorledes brikkerne vendes og drejes, og denne gang er der også et ekstra læs at bære på, bogstavligt talt, så jeg tager nok lige en ekstra dyb indånding når vækkeuret ringer mandag morgen. Men igen, vi har gjort det før, i årevis. 11 dage fra eller til går nok. Han kommer jo heldigvis hjem igen, regner vi med (høhø!), forhåbentlig med fornyet overskud, solbrune skuldre og spandevis af M&Ms.

Giver de der hormoner skylden

‘Nogle gange når damer har et barn i maven, kan de godt være ret sure’ … Således sagde min 5 årige til sin lillebror tidligere i dag, og hvor har han ‘desværre’ ret.

I morgen tager min, for tiden, flottere halvdel væk i 12 dage, og jeg bruger vores sidste aften sammen på at mukke og være skide sur. Jeg er god på den måde.

Det hænger nok sammen med, at jeg selvfølgelig kommer til at savne ham, og måske inderst inde er lidt misundelig.  Men i den grad også, at jeg synes det sutter røv at være i min krop for tiden, så der skal bare ikke meget til at vælte det gode humør.

Jeg har igennem de sidste 5 år svoret at min næste graviditet skulle nydes i fulde drag, men må desværre 19 uger henne erkende, at min krop bare ikke rigtig gider være med denne gang og giver mig alt fra nældefeber (seriøst, hvad sker der for det?!) til svimmelhed i døgndrift. Jeg prøver at trøste mig med, at der kommer noget ubeskriveligt optur ud af det, og at jeg i det mindste kan eksistere i denne graviditet, hvilket mildest talt var svært sidst, eftersom at jeg kæmpede med et udtrådt hjerte og noget sårheling af smadret sjæl i størstedelen af den.  Men… Ærlig talt gad jeg lige nu godt at hoppe ud af det permanente fatsuit (der jo desværre ikke er et suit, men min helt egen hud med ekstra fyld) tage noget på der glimtrer, bælle en gin og tonic og danse natten væk.

… Jeg lyder som et utaknemmeligt røvhul, det ved jeg godt. Men det er bare fordi, at nogle gange når damer har et barn i maven, kan de godt være ret sure.

Insta-love #2

Jeg fucking elsker Instagram. Det er min foretrukne app, og jeg elsker både at følge med i andres hverdag, og skamdele min egen. Jeg har tidligere delt nogle tanker om Insta, og dem står jeg ved, og jeg har også før nævnt nogle af dem jeg følger – Siden da er flere kommet til, og jeg har lavet en opfølgende liste, med et uddrag af dem jeg synes, du skal følge.

Loisandme – Dygtig og fuldstændig fantastisk dame, både i virkeligheden og online

TheGirlLikesRainbows – Magiske stemningsbilleder

Michaelfalgren – Manden i mit liv! Der deler alt fra billeder af vores familie, til sit arbejde, der indeholder både lækre damer, rejser og Christopher

Carolinedemaigret – Chic Parisienne, der giver mig lyst til at få pandehår og flytte til hjerternes by

Tfln – Texts from last night – en hyggelig (og ofte lummer) favorit i mit feed

Rockpaperdresses – Cathrine er et af de sødeste mennesker jeg har mødt, og hendes Instagram er simpelthen så fin

MMleiLange – The one and only MM! Damen der er skyld i min nuværende ansættelse, og som med sine smukke børn og en kærlighed for tysk slik går lige ind i hjertet på mig

Majachocolat – Chokoladeporno for fulde gardiner

… Listen kunne gøres meget meget længere, men jeg tænker at gøre dette til et gentagende indslag, så jeg gemmer lige lidt til næste gang, og satser på, at der ikke kommer til at gå halvandet år imellem denne gang… Har du lyst til at følge mig, kan du gøre det ved at søge på @sneglcille, eller ved at klikke lige her – Engang var der rigtig mange billeder af øller og den slags, men jeg deler for tiden primært billeder af Otto, mad og tyk mave.

 photo Skaeligrmbillede2014-11-09kl185557_zps92fc5f3f.png