Fem år som Sneglcille

Bloggen fylder fem år. FEM. På den ene side tænker jeg, at det er meget, men på den anden side, føles det af ingenting. Der er sket en hel del siden den oktober aften for i dag fem år siden, hvor jeg tog tilløb og forsøgte mig med mit første indlæg.

Jeg tør godt at sige højt, hvor stolt jeg er af bloggen, og af mig selv. Synes virkelig at der er sket noget med mig igennem de sidste mange år, og selvom der har været nogle seriøse bump på vejen, ville jeg ikke have været dem foruden. Det har taget fem år, men jeg føler virkelig, at jeg nu er et sted, personligt især, hvor jeg føler mig hjemme.
Det samme gælder bloggen, der efterhånden har været vidt omkring, og har gennemgået nogle seriøse identitetskriser, sammen med mig. Jeg glæder mig helt vildt til at se, hvad den næste tid kommer til at bringe, både i livet, men også på bloggen – Jeg er i hvert fald frisk på at snuppe 5 år mere i snegleland.

2014 har været et vildt år! Ikke nok med at bloggen kan fejre femårs dag, også min yndlings-person blev fem år-
Jeg faldt pladask for, og flyttede sammen med den mand, jeg tidligere har forsvoret aldrig at få den slags følelser for igen, og så er jeg, som et kandiseret cherry på den kvalmende kærlighedsmilkshake jeg befinder mig midt i, også gravid i 17. uge. Hvad fanden skete der lige for det?! Livet er en tricky lille kælling, men jeg er pt ret pjattet med hende.

Jeg har kigget en del af mine gamle indlæg igennem og noget der i den grad springer mig i øjnene er, at jeg er gået fra at være ulykkelig, forvirret og fortabt, til at hvile i mig selv, også som enlig mor, hvilket et eller andet sted nok har været med til at gøre mig klar til at gå all in på det liv jeg har nu.

Endnu engang bliver jeg nødt til at sige TAK til jer, der klikker forbi hver eneste dag. Hvis jeg havde vidst, at der ville være flere tusinde mennesker, der ville følge med, den dag for fem år siden havde jeg sikkert aldrig turde springe ud i det, men jeg er glad og lykkelig for at jeg gjorde det. Tak til jer, og hurra for 5 år med Sneglcille.

Jeg vil fejre dagen med mine mænd, først den mindste – med sofa, popcorn og måske en regnvejrstur, og senere med den store af dem, med byens bedste hotdogs, måske en slurk champagne og en tur i biografen.

… Som noget lidt særligt og ganske græneoverskridende (tæt på tåkrummende faktisk) slutter jeg her af med min allerførste Vlog fra 2010… Fra dengang Otto var lille, og hans mor var rødhåret. God fornøjelse!

Psssst! Husk at du kan følge mig på Instagram og Facebook!

Børnelopper i morgen

I kender måske allerede Rita Blås loppemarkeder, der som oftest holder til på Sønder Boulevard i sommermånederne? Som noget byder seje Rita i morgen indenfor til ‘Rita Blås børnelopper’ hvor der er fokus på børnetøj og børneting. Jeg kigger forbi, og synes at I skal gøre det samme… Klik på den fine plakat herunder for mere info. Vi ses derinde!

 photo 10714769_10205056399354319_1385094062_n_zps411d5727.jpg

Siden sidst, og noget om fisk

Så gik der sgu da lige en uge uden så meget som et kvæk på disse kanter. Jeg havde ellers forudset, hvordan jeg ville ryste indlæg ud af ærmet efter min afsløring, da følelsen af at skjule noget jo forsvandt. Men der kom lige en hverdag i vejen sammen med noget forhøjet blodtryk. Jeg skal åbenbart bare være en af de damer, der fejler noget når de giver husly til et væsen. Da det var Otto, jeg groede inde min mave, brækkede jeg mig i fire måneder, hvilket jeg gudskelov har været nogenlunde forskånet for denne gang, selvom min aftensmad ind imellem insisterer på at komme op igen, men det er ren solskinsferie i sammenligning med sidst (seriøst! Jer, der går igennem det lige nu. Ord kan ikke beskrive hvor meget respekt jeg har for jer).

Jeg er af gode grunde, som ovenstående understreger, ikke vildt begejstret for aftensmad for tiden, men forsøger dog at få lidt indenbords efter klokken 17, og min appetit er da også ved at være nogenlunde igen, så længe æg og hakket kød ikke er indblandet. Tilgengæld spiser jeg for tiden meget gerne fisk i alle afskygninger og gerne meget af det. Engang læste jeg, at cravings ikke er ægte og at det er ren indbildning… Der må jeg grine. For det kan da godt være, at jeg ind imellem har bildt mig selv ind, at baby klart har brug for marcipanbrød og flødeboller, nu! Men når jeg klokken 6:40 onsdag morgen er på grådens rand over at, der ikke er noget laks i huset, så kan doktor know-it.all, der har udtalt sig omkring de falske cravings altså godt holde kæft og skride på havet efter en lakseside til mig. Nu.

Noget andet, der er gået op for mig i løbet af de sidste par uger er, at jeg godt kan glemme at gå med jeans det næste halve år. Det ser underligt ud, og føles ikke rart på min voksende krop – Jeg har forsøgt mig med graviditetsjeans fra diverse mærker, og det fungerer sgu ikke. Så fra nu af forsøger jeg at udvide min kjolesamling. Kodeordet her er: stretch!

Jeg har tilgengæld hele to gange på en uge bevæget mig ud efter mørkets frembrud i høje sko, og i noget andet end det grå bomuldsfængsel, jeg ellers har boet i siden august, både til rund fødselsdag hos et af de dejligste mennesker jeg har, samt til ti-retters på nyt pænt sted i Kødbyen med stil-junkien. Jo jo, og den ene gang var jeg faktisk hjemme efter klokken 22. Jeg er med andre ord så småt ved at blive til et rigtigt menneske igen, dog en anelse rundere om taljen (og i hovedet, hvilket en venlig sjæl fik fortalt mig den anden dag. Tak!), men dog et menneske. Hurra!

 photo Skaeligrmbillede2014-10-18kl182229_zps59248245.png

I glimmer og øjenskygge inden venindes 30 års sidste weekend.

 

At græde over skilt bearnaise, og noget om en grå hjemmeuniform

Graviditetshormonerne har gjort mig til typen, der får hjertebanken og bævrende underlæbe, hver gang jeg skal sige min mening. Ikke superfedt på en arbejdsplads, eller i et parforhold, og oveni det er jeg så hamrende urimelig på hjemmefronten, at det halve kunne være nok, og jeg prøver virkelig at tælle til ti og bide mig hårdt i læben, inden jeg springer i luften over at min bedre halvdel er faldet i søvn til en film vi havde aftalt at se sammen, eller glemte at købe kakao med hjem fra kiosken, men det føles så alvorligt og hjerteskærende i øjeblikket, at det kan være svært at stå imod. Jeg er også flere gange brudt sammen over at jeg ikke kan være i mit tøj, og da min bearnaise for nyligt pludselig skilte, stod min verden heller ikke længere – Jep, en rigtig piveskid! For det meste kan jeg grine af det efterfølgende og så er det heller ikke værre, men jeg kan også godt mærke, at det gør mig pissebange for at det hele går i ged igen, på trods af at min fornuft udmærket godt ved, at det ikke kommer til at ske. Jeg er overbevist om, at min mand stadigvæk synes, at jeg er det lækreste i hele verden, urimelig eller ej, også selvom jeg selv er ved at gå amok over den nyankomne dobbelthage, de ekstra centimeter om røven, teenagehuden i face og den umulige frisure.

Jeg tog mig selv i tidligere i dag, at tænke at nu skal jeg også passe på at bloggen ikke udelukkende kommer til at handle om hormoner og voksende kropslegemer, men virkeligheden er bare, at det er det, der fylder mest lige nu …

Når det så er sagt, så hungrer jeg også efter at komme ud af det gråmelerede bløde hjemmetøj som jeg ifører mig sekundet jeg træder ind i lejligheden, og i stedet komme UD! Derfor er i morgen en stooor dag, for der skal jeg til flot rund fødselsdag hos en af de bedste mennesker jeg kender. På en bar! Jeg håber på en paraply i min danskvand og at jeg kan holde mig vågen til efter midnat.

 photo foto4_zps442b66c2.jpg

Tak, og lidt om den første tid

Først og fremmest TAK! Jeg er fuldstændig blæst væk over jeres reaktioner, kommentarer og lykønskninger. Ord kan ikke beskrive, hvor svært det har været ikke at involvere bloggen og jer de sidste par måneder, og hvor stor en lettelse det var i går, endelig at kunne skrive indlægget og trykke udgiv. At I derefter lagde bloggen ned, og at min besøgsrekord sprang i luften i løbet af få timer, gjorde det kun endnu mere overvældende. Tak!

 photo Skaeligrmbillede2014-10-07kl191656_zpsd1692d35.png

Jeg er 14 uger henne og har termin i April. Jeg er dermed gået ind i 2. trimester, hvilket kun kan blive bedre end første, hvor jeg har været komplet flad. Vi taler to måneder forklædt som karklud – Ingen energi, intet overskud og med kvalme døgnet rundt. Vores Barcelona-tur i slutningen af August stod i kvalmens tegn for mit vedkommende, og mens Michael smovsede lækker tapas, skaldyr og aioli, nippede jeg til hvidt brød og cola, ofte med det ene øje lukket, i et forsøg på at få rummet til at stoppe med at snurre rundt. Skide romantisk!
Al min energi er blevet brugt på mit arbejde og jeg nåede mange dage knap nok ind ad døren i vores lejlighed om eftermiddagen, inden jeg havde skiftet om til noget blødt bomuld og lagt mig fast i en fosterstilling. Vi måtte afmelde vores måltidskasser, da det var spild af penge, eftersom at alt mad, særligt efter klokken 16, gav mig akut kvalme. Sidstnævnte kæmper jeg stadigvæk med de fleste dage, men det er billigt sluppet, sammenlignet med det konstante kvalmefængsel jeg var fanget i de første 10 uger. Med andre ord, er jeg ovenud lykkelig for at være et sted nu, hvor jeg kan holde mig oprejst og vågen til senere end klokken 20, og ikke behøver at spise som en fugl.

Selvom det ikke ligefrem er en planlagt graviditet, og nok ikke kunne være dårligere timet, er vi simpelthen så glade og spændte! – Den der glæder sig allermest er uden tvivl Otto, der allerede nu taler om og med babyen hver dag. Han mener bestemt at der gemmer sig en lillesøster, for man kan jo ikke blive ved med at få drenge, som han siger… Til november skal jeg scannes igen, så der finder vi ud af om han får ret.

Som I kunne se på billedet i går, er jeg allerede blevet ret gravid at se på, i hvert fald når jeg tager tøjet af. Jeg er endnu på det stadie, hvor jeg påklædt bare ligner en taljeløs barbapappa figur. Men jeg tvivler på, at min chef synes det er passende, at møde op med bar mave, så det lader jeg være med og dyrker i stedet pt det løse oversized look, og ser frem til at blive lidt tykkere, så jeg undgår de flakkende øjne i elevatoren på arbejdet, hvor folk ikke helt tør sige tillykke, da det i virkeligheden bare kunne skyldes vores kantineordning, at min talje er forsvundet.

Der er lige noget jeg skal fortælle jer

Det hele startede en sensommerdag på vej hjem fra stranden, hvor jeg satte tænderne i et stykke vandmelon, som simpelthen smagte sådan af opkast.
Dernæst skete der det, at min naturlige sukkertrang og lyst til kage forsvandt som dug fra solen, og jeg hørte mig selv sige ting som “Nej tak, jeg springer over” og “Måske bare et lille stykke”. Alarmerende!

Så kom den ustyrlige lyst til iskold danskvand, på trods af min voldsomme aversion imod brus, dernæst længsel efter smørstegt fiskefilet midt om natten, og i samme omgang trætheden, behovet for 12-14 timers søvn hver nat, den konstante hovedpine, svimmelheden og den enorme mængde mundvand, og dermed behovet for at synke hvert sekund for ikke at komme til at savle eller kaste op.
og så var der naturligvis det endelige bevis, bomben, testen, der en varm sommermorgen for nu over to måneder siden viste to streger. Ja, du har nok gættet det.

Til april lander vores andet fælles barn, noget tidligere end vi havde forestillet os det. Vi nåede faktisk kun lige at snakke om, at det kunne være fedt, snart at reproducere os igen, inden der kort tid efter, ikke engang to uger senere, var gevinst. Så snart havde vi slet ikke overvejet, at det ville blive. Men vi er selvfølgelig skideglade.
Otto bliver storebror, og jeg er ved at gå til af skræk, lykke og glæde.
Det er vi alle sammen.

Den første måned holdte vi det nogenlunde for os selv. Michael (ja, synes altså at en opgradering fra “Freelancer” er på sin plads) og jeg besluttede, at der ikke var nogen grund til at plapre op om det, før vi selv havde vænnet os til det (hvilket man jo for helvede aldrig gør!), efter en måneds tid begyndte vi så småt at sige det til de nærmeste, og så kom turen til mit arbejde. Sjældent har jeg været så nervøs, men eftersom at jeg var træt af at gå i løst tøj, og skulle komme på undskyldninger for at slippe uden om sociale arrangementer, hvor alkohol var indblandet, samt de konstante fieldtrips til toilettet, hvor jeg med et fast greb om håndvasken og ivrig øjenkontakt med mig selv i spejlet messede “NU tager du dig sammen! Du må ikke kaste op, og ikke falde i søvn, ikke nu!!”, samt overveje om det ville være passende lige at ligge lidt på gulvet og tage en lur, for derefter at vende tilbage til mit skrivebord og lade som om, at jeg ikke var ved at gå i gulvet, var det det helt rigtige tidspunkt at bekende kulør.
Det gik godt. Begge mine chefer hvinede og krammede mig.

Nakkefoldsscanningen gik også godt.

Kvalmen og min madlede, der har været voldsom og gjort at jeg i flere uger primært kun har spist brød, suppe og vindruer, er ved at aftage og jeg begynder så småt at føle mig som et almindeligt menneske? Et menneske, der dog ikke kan være i nærheden af æg uden at gagge, synes at rejer er pisseklamme og som skal have kakaomælk og tomater hver dag, men som helst ikke spiser aftensmad.

Så ja, there you have it. Sneglen er med rogn. Igen.

 

 photo foto12_zpsf8657039.jpg

Om at tage springet i den dybe ende

Jeg er blevet kæmpe tilhænger af at hoppe ud i ting, især det man er bange for, og det er noget jeg opfordrer alt og alle til. Jeg taler jo altså af erfaring.

For to år siden forlod jeg et mega sikkert job med en god løn, flextid, masser af fremtid og en fantastisk chef, men det føltes ikke rigtigt i maven at være der. Det var jo ikke det jeg skulle, sagde mavefornemmelsen. Så jeg sagde op. Uden en plan, men med et kæmpe ønske om at gå efter det jeg elsker. Det blev til et lille år med fuld fart på, hvor jeg knoklede, bankede på døre, fik afslag på afslag, panikkede, tog kurser, tudede, arbejdede gratis, græd lidt mere, havde småjobs i form af klummeskriverier og lignende, og langt om længe kunne jeg for lidt over et år siden sætte min underskrift på en rigtig kontrakt, et sted hvor jeg får lov til at lave det jeg brænder for.

Tidligere i år tog jeg endnu et spring uden sikkerhedsline, da jeg en sen aften kiggede min søns far i øjnene og sagde noget romantisk i retning af ‘Så lad os gøre det, men så gør vi det fandme også rigtigt! Og hvis du skrider fra mig, smadrer jeg dig’ – Og nu bor vi sammen og jeg er gladere og mere forelsket end jeg nogensinde har været.

Ajmen du har virkelig også været heldig! Sagde en person til mig for nyligt. Ja, jeg føler mig heldig, og jeg sætter pris på det. For jeg ved også hvordan at det føles, når det hele bliver tabt på gulvet. Heldigvis kan det meste samles op igen…

Så, seriøst ikk? Hvis du er bange for noget, du helt vildt gerne vil, så gør det! Gå efter det, og arbejd din røv af for det – Hvad er det værste der kan ske?
 photo Attachment-1_zps7124b8b4.jpeg

Chokolademusik og eyecandy

Kæreste-blær i sigte!
Når manden jeg deler liv med ikke svarer på jeres spørgsmål, agerer superfar til to og tålmodig kæreste til et besværligt kvindemenneske med en kærlighed for vinkekatte i guld, tager han billeder og filmer alt fra modemagasiner til kendisbryllupper. I sidste uge tilbragte han en lang lang dag med en af Danmarks måske sødeste artister, nogle dygtige dansedrenge, tre urimeligt lækre damer (tror han var ret tilfreds med sit job den dag) og model og kunstner Sophus Ritto, og i dag er resultatet udkommet. Jeg flækker af stolthed! Jo, men det gør jeg altså, for jeg synes eddermame han er dygtig, min mand. Da han i dagene op til fortalte om sin vision i forhold til videoen, var jeg en anelse bekymret for om hans ambitioner og forestillinger var lige i overkanten med et ikke eksisterende budget, men efter at have set videoen må jeg æde min skepsis.

Den søde og dygtige artist bag nummeret er Benjamin Kissi, som nogle af jer måske har set på scenen med Eaggerstunn sidste år. Chocolate er hans anden single på egne ben og den kan købes på iTunes lige her.

Se den, så er I søde, om ikke andet så for de lækre damer og mænd, der er med i den.

I mørket

Otto er begyndt at sove med lyset tændt. Det skyldes en blanding af voldsomme mareridt, der fortsætter når han vågner, fordi han er desorienteret, og hans eget ønske om at have det tændt da han, efter eget udsagn, tænker for meget og ser ting, der ikke er der – i mørket. En følelse jeg godt kender. Både fra da jeg var barn og fra nu. Min hjerne vandrer også når det er mørkt, ikke som da jeg var barn, hvor jeg forestillede mig blodige monstre på mit vindue bag gardinet, og mænd med skelethoveder og lange benede fingre siddende på hug ved vasketøjskurven, nej nu er det nærmere tanker om fremtid, fortid, nutid, drømme, ønsker, bekymringer og lignende der fylder i mørket. Dog oplevede jeg det som Otto taler om forleden, da jeg vågnede og der stod en mand i mit soveværelse og kiggede på mig. Jeg skreg højt og brød hulkende sammen, ikke særligt heroisk, og heldigvis var det bare min kæreste, der kom sent hjem fra job, og som listede rundt for ikke at vække os, men i et par sekunder troede jeg at der var nogen, der havde brudt ind, for min hjerne og mørket havde udskiftet hans ansigt med et andet. Fy for pokker. Godt, at det som oftest bare er regninger, arbejde og fremtidsplaner, der optager mig når mørket falder på.

Indlægget her bliver i øvrigt skrevet i komplet mørke, hvor jeg kun kan ane et lyseblåt skær fra børneværelset, det skal nok holde både monstre og indviklede tanker væk, for store og små.

Godnat.

 photo foto3_zps4f380d38.jpg

Svar fra manden de kaldte freelancer

Hold op, hvor var I gode til at finde på spørgsmål. Sådan!
Jeg valgte en god stak og satte spot på den kære mand. Han svarede og jeg blandede mig så vidt muligt uden om.
Så lad os springe ud i det for pokker:

Du har tidligere givet udtryk for at du ikke ønskede at være en del af bloggen. Hvorfor har du ændret mening og hvad fik dig til at sige ja til denne Q&A?
Jeg har aldrig som sådan haft noget imod at C bloggede, tværtimod, men jeg har haft svært ved lige pludselig , at skulle være en ?offentlig person?. Det skulle jeg vænne mig til. Jeg er et meget privat menneske og det var svært, eller nærmere ambivalent, at se sneglcille-bloggen blive en så besøgt side, for på den ene side glædede det mig helt vildt at se hvordan Cecilies ord endelig blev læst af folk, men på den anden side synes jeg det var grænseoverskridende at vores privatliv blev offentligt. Det synes jeg nok egentlig stadigvæk, men på den anden side har jeg nu forstået blogmediet bedre. I forhold til spørgerunden, er det ingen hemmelighed at jeg har sagt ja udelukkende for Cecilies skyld. Bloggen betyder helt utrolig meget for hende og det vil jeg gerne støtte op om.

Har du nogensinde følt dig udstillet på bloggen?
Aldrig.

Hvis du selv skulle have en blog, hvad skulle den så handle om?
Vent og se?

Hvis du selv skulle vælge dit alias på sneglcille, hvad skulle det så være?
Jeg synes freelancer er et udmærket alias.

Hvad hedder du rigtigt og hvad kalder I hinanden?
Jeg hedder Michael, men tror faktisk primært at Cecilie kalder mig Falle, hvilket jeg er blevet kaldt af alle i min omgangskreds så længe jeg kan huske. Vi prøvede på et tidspunkt at finde på navne til hinanden, men det gik fjol i den, og navne som kattegrus og babypoo opstod. Dog holder jeg mig til de kedelige standard kaldenavne som for eksempel skat. Cecilie er lidt mere kreativ, og jeg har ikke tal på hvor mange kaldenavne hun har til mig og Otto. En færdighed som Otto også har taget til sig.

Hvad går dit arbejde ud på?
Jeg er fotograf og laver alt fra modeserier, videoer, pladecovers og reklamer.
Se mit arbejde her:
Michaelfalgren.com
Neyefalgren.com
wedopeople.com

Hvordan mødte du og Cecilie hinanden?
På Ludwigsen (bar på Vesterbro). Vi havde (har!) en fælles ven, der hev mig med ned til hende og en veninde en onsdag aften for knap 8 år siden.

Hvorfor slog du op?
Vores forhold hang i en tynd tråd på det tidspunkt af flere årsager, og vi kunne overhovedet ikke finde ud af at kommunikere, jeg gik lidt i panik og i det der skulle være en kort pause fra det hele, følte jeg mig tvunget til at tage en beslutning – det blev forhastet og alt gik lidt i lort derefter.

Fortryder du, at du gik fra Cecilie den gang? ? altså jeg tænker jo at du må have fortrudt noget, siden du kæmpede for at få hende tilbage igen ? men tror du måske at I har lært noget af den oplevelse, som du ikke ville have været for uden?
Ja og nej. Jeg hader at der skulle så meget smerte til, og at der skulle gå så længe, men det var tiden, der gjorde at jeg og vi blev klar.

Hvordan og hvorfor fandt du af, at du ville tilbage til Cecilie?
Det har jeg nok hele tiden vidst.  Men turde ikke gøre noget ved det. Jeg blev helt sikker i min sag efter en lang roadtrip til Tyskland forrige år, hvor jeg fik talt det hele grundigt igennem med en nær ven.

Lister man så rundt længe inden, med følelser man ikke fortæller hende om, eller kaster man bare en kærlighedserklæring ud med det samme? Og hvad hvis hun sagde nej?
Jeg gik med det læææænge. Hun sagde faktisk nej, da jeg endelig fik sagt det. Men efter mange lange snakke og overvejelser fik jeg hende heldigvis! Jeg hader inderligt at vi skulle være fra hinanden, for at finde ud af at vi ikke kan leve uden hinanden.

Hvordan har reaktionerne fra familie/venner har været?
Virkelig god. Alle omkring os har været meget positive. Faktisk har vi ingen skepsis mødt, men vi ved selvfølgelig ikke hvad folk har sagt når vi ikke har lyttet med.

Hvad faldt du for ved Cecilie?
Hun er pisse sød og et godt menneske. Vi passede bare sammen på en helt speciel måde fra dag et. – Det har jeg aldrig oplevet med andre – og så har hun de grønneste øjne og skæveste ører jeg nogensinde har set, hvilket jeg var, og er helt pjattet med.

Hvilke sider af jer minder mest og mindst om hinanden?
Vi er begge kreative og ambitiøse, forskellen på os indenfor det fællestræk er, at jeg kaster mig ud i det meste med det samme, hvor Cecilie er bedre til lige at lave en plan og tænke sig om?. Nogle gange liiiidt for længe synes jeg.

Cecilie elsker at feste og danse til den lyse morgen, jeg er helst fri og vil hellere bare tidligt i seng, og så er jeg virkelig glad for natur, og udendørs aktiviteter – DET er Cecilie ikke.

Beskriv Cille med tre ord ?
Hun kan slet ikke beskrives med tre ord. Men blandt mange kan skrupskør, modig, og fantastisk nævnes.

Beskriv Cille som mor, med tre ord ?
Lige som før, næsten umuligt, hun er den bedste!  Kærlig, fantasifuld og opmærksom.

Hvad er det bedste ved at være far?
Alt. At elske ubetinget er en vanvittig følelse, som jeg ikke kan få nok af. At have børn er det, der får det hele til at give mening for mig.

Hvad er det hårdeste ved at være far?
At man elsker ubetinget er indimellem en virkelig voldsom og skræmmende fornemmelse.

Skal i have flere børn?
JA! Jeg vil gerne have to mere,, men jeg er ikke sikker på at Cecilie er helt enig. Men jo, vi skal helt sikkert have flere børn.

Det sidste jeg havde opfattet var, at du var kærester med en ?ny?, som du havde fået barn med. Hvorfor gik I fra hinanden? Hvordan er forholdet i dag?
Sådan hænger det ikke sammen. Faktisk har jeg slet ikke haft en kæreste i den tid vi har været fra hinanden. Min yngste søns mor og jeg har aldrig været i et forhold, så den konstellation har været en anelse speciel fra starten af. Men det fungerer rigtig fint og vi kan sagtens samarbejde, selvom der ingen følelser er, eller har været.

Er det svært lige pludselig at være fuldtidsfar for Otto?
Nej! Det er det bedste nogensinde. Følte mig amputeret som delefar.

Hvordan er det at være far fuldtidsfar for din ældste og dele/weekendfar for din yngste? Har det medført meget dårlig samvittighed, at du får mere tid med din ældste og oplever mere med ham?
Selvfølgelig ville jeg ønske at jeg havde dem begge altid, og jeg bliver ked af det på mine og på begge drenges vegne over at de skal undvære hinanden. Det er ikke sjovt at være ? det andet hjem?, men jeg har altid vidst, at det ville være sådan med Leo. Vi prøver virkelig at gøre noget særligt ud af det når han er her, så han ikke føler sig udenfor, eller som om han er på besøg, for det er selvfølgelig heller ikke ideelt for ham at bo to steder.

Da I flyttede sammen i jeres gamle lejlighed. Hvem stod for indretningen af jeres nye fælles hjem. Havde han nogle bestemte tanker omkring, hvad der skulle ind for døren og hvad der ikke skulle?  Vi er ualmindeligt enige omkring indretning, på nær TO ting, nemlig Cecilies to forfærdelige guldfarvede vinkekatte i plastik, som hun på en eller anden måde har fået sneget med selvom jeg har kæmpet en brav kamp for at slippe for dem. Den ene står i vindueskarmen ved vores seng og glor på mig hver morgen. Det kunne jeg virkelig godt undvære.

Hvilken ret mestre du at lave til topkarakter ?
Pandekager råber sneglcille! Personligt er jeg ret stolt af mine suppefærdigheder. Men apropos mad! Opfandt jeg, da Otto var lille, en pastaret, der fik navnet Pasotto. Der er en ovnbagt kaloriebombe med pasta, tomatsovs, ost og tre slags kød. Ironisk nok spiser Otto slet ikke kød? Det slår mig nu om det er Pasottos skyld at han er blevet vegetar?

Hvordan er din relation til Tyrkiet?
Min far er tyrkisk kurder, og min mor er dansk, så halvdelen af min familie er tyrkere.

Mine forældre mødte hinanden da min far kom til Danmark for at arbejde i 70’erne. Han boede i Danmark indtil jeg var 15 år, hvor han flyttede tilbage til Tyrkiet, her bor han stadigvæk og vi ser ham så ofte det er muligt. Mine tyrkiske bedsteforældre og halvsøskende bor stadigvæk i Danmark.

Jeg elsker at være vokset op halvt tyrkisk, selvom jeg personligt ikke er specielt troende og både er kristent døbt og konfirmeret, har det været enormt lærerigt og givende at have den muslimske kultur helt tæt på, hvor familie, medmenneskelighed og respekt er en overordnet vigtig ting, der virkelig sættes fokus på, og at man fra helt lille lærer en masse om at respektere hinanden, og i særdeleshed de ældre. Mange af de ting vil jeg rigtig gerne give videre til mine børn.

 photo foto1_zps81182365.jpg