Mine beauty-favoritter, samt overdrevent brug af ordet ‘glød’

Jeg elsker beautyprodukter og har decideret svært ved at begrænse mig. Min badeværelseshylde er proppet med diverse serummer, øjencremer og renseprodukter i alle afskygninger. Og jeg bruger faktisk det hele, da min hud har det med at ændre behov. Nogle gange er det fugt den craver, indimellem går den hormon-crazy og så er der perioder, hvor den mangler liv på grund af alt for lidt søvn.foto-3

foto-3Skærmbillede 2014-05-18 kl. 16.03.24

Lige for tiden arter min hud sig. De varme temperaturer og solskin er guf for min hud og jeg bruger derfor heller ikke specielt mange produkter. Troede jeg. Men da jeg skulle igang med at skrive det her indlæg, kan jeg godt se at det er direkte løgn.

Jeg har længe brugt en hybenkerneolie fra Trilogy, den er desværre tom, men jeg skal klart have investeret i endnu en. Den fugter helt uden at fedte, og giver virkelig en lækker glød. Sammen med den brugte jeg en fugtgivende serum fra Is clinical, som desværre også synger på sidste vers. I sidste uge modtog jeg Purely Professionals nye hudprodukter: En serum, en dagcreme og en natcreme. Jeg har brugt alle tre i fem dage og er simpelthen SÅ glad for dem. Natcremen er ret tyk og virker svær at smøre ud, så jeg troede faktisk at jeg ville vågne med creme-smulder i hovedet dagen efter, men istedet vågnede jeg med total lækker gennemfugtet hud. Om morgenen bruger jeg serum og dagcremen og jeg kan lægge makeup nærmest lige efter, uden førnævnte ‘creme-smulder’ (ahmen seriøst kender I det?!).

Jeg er en sucker for produkter, der hedder noget med ‘Glow’ eller ‘Radiant’, for hvem vil ikke gerne have glød og en lækker sund teint?! At de så ikke altid helt virker, er en anden historie. En af dem, der virker er OSKIAs Get up and glow. Den er ret shiny og perlemorsagtig når man lige ser den først, men når den bliver smurt ud, giver den simpelthen den fineste hud. Jeg bruger den de dage jeg ikke tager makeup på.

Under øjnene bruger jeg lige for tiden en øjencreme fra Burt’s bees, men jeg skifter også en del imellem en fra Balance me, en fra Is Clinical og en fra engelske No. 9. Jeg er født med virkelig mørke rander under øjnene og har derfor prøvet ALT, hvad der er af under-eye cremer og halløj. De fire jeg lige har nævnt er ret gode, og gør faktisk en lille forskel, men der findes altså ikke noget, der kan fjerne det helt. Jeg har efterhånden accepteret, at jeg ser sådan ud (kronisk træt og halvsyg) og at jeg bare må have en concealer i tasken altid.

Når jeg skal rense mit ansigt, hvilket jeg forsøger at gøre hver aften, skifter jeg imellem en 3-i-1 rensevand fra REN, Tromborgs Herbal cleansing oil og ganske almindelig mandelolie. Olierne er geniale til at fjerne øjenmakeup. Og alle tre produkter er nemme og hurtige at bruge, hvilket er vigtigt for mig, da jeg ofte er så træt om aftenen, at hvis jeg skal gøre for meget, får jeg det simpelthen ikke gjort. Her er alle ovenstående produkter guld værd.

Peeling! Et par gange om ugen bruger jeg ‘Skin regimen Night Renewer’ fra Comfort Zone, som er en gele-maske, der er genial! Seriøst! alle, der ikke sover nok, eller bare trænger til liv og glød i ansigtet, bør prøve denne! Den skal sidde i 10-15 minutter (jeg tager den på inden jeg skal i bad) og man kan næsten mærke den virke mens den sidder. Huden kan godt være en lille smule rødlig lige efter, men det går over ret hurtigt og så har man den fineste glød.

På læberne bruger jeg Mario Badescu Lip Wax og så er jeg blevet pjattet med Maybelines Baby Lips. Især den helt baby-lyserøde (den har jeg på nederst i indlægget HER).

(Og så bruger jeg selvfølgelig solcreme!)

At glæde sig

Havde lagt an til et rigtigt brokkeindlæg. Broook brok!  Men blev halvvejs simpelthen så træt af mig selv. Som i så hold dog kæft din sure idiot! Så i stedet for at fokusere på ubehageligheder, som et hoved fyldt med snot, dårlig samvittighed overfor barnet, lortede mennesker der ikke kan opføre sig ordentligt og goddamn rosiner (arhjmen de skal fucke UD af min mad og i særdeleshed min kage), vil jeg i stedet lige hylde alt det jeg glæder mig til …
Lad mig opremse:
– Ny sofa! Jeg endte i noget gråt Bolia, som skal afhentes om få uger
– Påske-bøf, bearnaise og øl med to ualmindeligt dejlige mennesker i morgen
– Æggejagt med Otto (og tømmermænd, bevares) på lørdag
– Sommer! Jeg ved godt det er koldt as fuck derude, men indimellem kan man lige ane snerten af noget der minder om sol og sommer (mjah så forår da) og det er eddermame lækkert.
– Turen til tyrkiet, som jeg så småt er ved at planlægge. Det bliver faktisk min første ferie ud af landet med Otto
– Mit første måltid på den kæmpe altan, der hænger på min lejlighed. Det har endnu været for koldt til det. Men jeg tror det må blive i weekenden. Og det bliver naturligvis dokumenteret og smurt ud over instagram.

Ooooog … For helvede. Det er på en eller anden SÅ meget mere forløsende at brokke sig. Nåh. Måske en anden dag.

 

 

Julestemning på Vesterbro

Sidste år var jeg på ingen måde i julestemning, det bevidner dette indlæg om. Men i år er der altså andre boller på den suppe. Som jeg skrev den anden dag, har jeg lavet pakkekalender til barnet. Godt nok har jeg allerede to gange glemt at smide en pakke i sokken og har derfor fundet på undskyldninger for nissen, som både har været stresset, overmæt og skrupforvirret og nok var faret vild. Indtil videre tror han på det og har tilgivet, ligesom at han troligt takker nissen dagligt, ved meget højt at råbe TAK NISSE op i loftet. Virkelig sødt. Virkelig fjollet. Og så hyggeligt.

Foruden pakkekalender til O, har jeg selv fået en pakkekalender af en nisse ovre hos Loreal, som simpelthen har sendt mig en kasse proppet med gode sager. Så gør det pludselig ikke så meget at jeg aldrig nåede at få fat i en chokoladekalender.
Skærmbillede 2013-12-04 kl. 20.51.07Jeg har også købt julepynt. Jeg har et sært princip, som gør at jeg nægter at have nisser og julemænd som pynt, så det er der ikke noget af. Dog har Otto fået lov til at vælge vores kalenderlys, og det blev altså et med dansende nisser, men mere er det ikke blevet til, nissemæssigt. Til gengæld er jeg gået all in på noget ret hysterisk glimmerhalløj (igen):

Skærmbillede 2013-12-04 kl. 20.56.50

Nu mangler jeg bare at købe julegaver, spise en 10-20 honninghjerter og få noget gran ind i huset, så er jeg helt klar til det med jul.

Undskyld hvis jeg savler

Jeg gjorde det. Krafteddermame!

Gik til tandlægen. Fik en rodbehandling og en ny tid om 14 dage. Highfive!

Om jeg græd? Jeg hylede og rystede og var decideret sølle.

Det var dyrt, det var ubehageligt og hele mit ansigt er følelsesløst, men jeg er så lettet over at det er overstået, og jeg ser frem til, at kunne tale uden brug af kleenex og en tolk.

Tandlæge

Stådrenge og mussefisser

Læste lige på Facebook at Petit Podium opfordrer til at man fortæller hvad man er kommet til at kalde sine børn, efter at Lortemor i går skrev at hun var kommet til at kalde Alfred for en dygtig stådreng.

Jeg har mange at tage fra, men tænkte at jeg lige ville reposte det indlæg jeg skrev hos Superheltemor (som vi savner!!) for nogle år siden.

Navnekaldningen fortsætter herhjemme, men vi bliver ikke sure på hinanden længere. Ikke over kælenavnene i hvert fald, nu er det mere sådan forkert udskårede madvarer, forkertfarvede beklædningsgenstande, for lidt/meget mælk på morgenmaden og den slags forfærdelige misforståelser.

– Et andet sjovt eksempel var da Otto den anden dag, kaldte min venindes baby for en “musse dusse kusse”.

Og nu til det gamle indlæg. Værsgod’:

?Hjemme hos os bliver der hver eneste dag slynget en del kælenavne ud, især af den fjollede slags.

Hvordan og hvornår det præcis startede husker jeg ikke, men jeg har vist altid gjort det, også før jeg fik min dreng. Stakkels de kærester jeg har haft, som har skulle finde sig i at blive kaldt navne som Kattegrus og Loppefår. Nåh, men som sagt er det dagligdagskost i vores hjem og navne som: Sure banan, Prutkanon, Makronbandit, Fnullermåge, Honningged og lignende bliver ofte sagt. Størstedelen af navnene er hjemmelavede (in case you were wondering) og bliver fundet på i farten. Mest af mig, men Otto (min søn, på snart 3 år) er også blevet ret god til at finde på skægge ord helt selv, den anden dag kaldte han mig for eksempel for Søde fugleklat og i et raseriudbrud (som sagt: snart 3 år) blev jeg omdøbt til Dumme numsemor?

Det er en skæg leg, som for det meste kan bløde en del hysterianfald (primært fra barnets side) op. Og dog? For en gang imellem giver det bagslag og så står man med en opløst dreng, som med bævrende underlæbe og skrigestemme råber ? jeg er i-i-i-i-kk-e-e-e-e nogen hesteluuuus? ned igennem Frederiksberg centeret, og man må undskyldende forsikre ham om at det er han selvfølgelig ikke og at det bare var for sjov, desværre bliver mine undskyldninger sjældent taget alvorligt og så har vi balladen, men det er et helt andet indlæg.

En anden ting, som er mindre heldigt ved denne navnedigtning, er at det indimellem går lige lovlig stærkt med at finde på sjove

sammensætninger og at man helt uden at tænke over det, har kaldt sin søn for Mussefisse eller lille mongol. Det er her at man må skynde sig

at lade som ingenting og krydse fingre for at barnet ikke gentager det nede i børnehaven?

3 mails, 3 følelser. #1

I løbet af de sidste par uger har jeg modtaget et hav af mails, som virkelig har gjort indtryk på mig. Tre af dem skilte sig i den grad ud og har sat gang i et væld af følelser, på alle tænkelige måde – en emotionel rutsjebanetur uden sele, om man vil.

Den første, var fra en person fra min fortid, fra da jeg arbejdede som model for tusind år siden. En kvinde, som altid har både skræmt mig og gjort mig tryg på samme tid. Hun er en af dem som har så meget power og “outspoken-hed” at det indimellem virker skræmmende, nok især dengang da jeg mødte hende første gang som teenager, men samtidigt kan hun give en et knus, så man slet ikke er i tvivl om at hun mener det.

Jeg har ikke talt med hende i seks år, så det var en kæmpe overraskelse at høre fra hende, men en god en.

Hun skrev blandt andet: ” hvor er jeg pisse stolt over hvordan du har formået at samle alle dine skills og færdigheder (både på godt og ondt ;-)) under ét og samme tag og bruge dem til din egen fordel.”

Ord som ramte et virkelig tiltrængt sted. For jeg skal da være helt ærlig at sige, at jeg i den sidste tid har tvivlet en del, på mig selv, på bloggen og på mine egne evner. En virkelig ubehagelig følelse. For selvom jeg er dér i mit liv, hvor jeg bør udnytte at jeg er på vej et sted hen, hvor jeg gerne vil være, er det som om at jeg fokuserer for meget på det negative (as usual) og det pisser mig helt vildt af, præcis som jeg ved at det har pisset mailsenderen af, dengang for otte år siden hvor vi talte sammen dagligt og hun af og til skældte mig ud over det. Heldigvis.

Jeg gør det endnu, men takket være den mail, har det givet mig et kæmpe spark og jeg tør faktisk godt at stå ved den jeg er, og gå all in på de ting jeg vil have. Trods modgang. Det er rigtigt at bloggen ikke er så aktiv som den var engang, det er også rigtigt at jeg ikke skriver nær så personlige ting, som jeg gjorde dengang. Det bunder blandt andet i, som mange af jer også godt ved, at jeg er et andet sted i dag, end for fire år siden, men helt ærligt, er det også fordi jeg er blevet bange for at blotte mig selv, fordi der med flere læsere selvfølgelig også er kommet flere af dem, som ikke bryder sig om mig og ikke er bange for at sige det højt. Og findes der noget mere ubehageligt og nedværdigende end når et andet menneske (oftest anonym) træder på en? Det tror jeg ikke.

At få det her spark, i form af en anerkendende mail fra en person jeg har set så meget op til, har virkelig gjort en forskel i mit tankemønster den sidste uges tid og jeg er simpelthen så taknemmelig, for både de ord, men også for hvor langt jeg er nået, følelseesmæssigt. At det måske ikke er så spændende at læse om, er noget helt andet, men det er noget jeg kommer til at skrive meget mere om, når jeg i morgen fortæller om mail nummer 2, som vækkede en anden følelse og som virkelig fik rodet op i nogle ting og sager.

Frygtens gab

Det skal handle om noget, som slet ikke er pænt, eller rart. Nemlig tænder. Mine tænder.
Ja, jeg har jo tandlægeskræk. Det har jeg skrevet rigeligt om før, så lad mig skåne jer for det og til alle nyankomne bare sige at det er slemmere end slemt. Nu er der bare sket det at jeg bliver NØDT til at se min frygt lige ind i øjnene. Tirsdag skal jeg ligge i stolen og have lavet det gabende hul i min kindtand, som i går opstod midt i en ellers lækker æblecrumble. Knas, knæk, fuck – Knækket fyldning (plombe?) og nu meget skarp, meget hul tand, der skærer i min tunge og som gør det umuligt at spise normalt. Pik altså.
Efter nøje research og mange anbefalinger, blandt andet fra flere af jer, på min facebookside, har jeg nu fået en tid hos Tandlægerne på Smallegade og jeg har advaret dem om min angst, og de har lovet at være tålmodige og ikke skælde mig ud.

Nåhm, ellers går det ret godt, i snegleland, bortset fra al sygdommen og den skarpe halve tand altså – og dertilhørende hjertebanken og hysterisk panikangst over forestående tandlægebesæg. Seriøst, jeg vil hellere føde verdens største baby, end jeg vil ligge i den stol. Jeg mener det.

Den er syg

Jeg er ramt af den obligatoriske efterårssnue. Den, som består af både feber, snot og søløvehoste. Det startede i sidste uge og selvom jeg var overbevist om at lidt c-vitaminer, ingefær og rom ville slå det ned, tog jeg fejl og blev i går ramt for fulde gardiner. Så nu ligger jeg her, på anden dag og er grå i hovedet, flad i sindet og funderer over livet. Eller, egentlig ikke, men har blandt andet tænkt over hvorfor jeg mon foretrækker brune æg, frem for hvide? På hvorfor jeg egentlig bliver hysterisk når jeg kan mærke at dynen eller puden er på vej ud af betrækket. På hvad det er, der klikker inde i mit hovede når jeg blinker. Jeg gætter på snot. Om min smagssans mon snart har tænkt sig at kicke ind, så jeg kan gå ombord i noget af al den chokolade, der ligger i mit køkken. Og om Otto mon har opdaget at han har fået lov til at se ufattelig meget Ramasjang og stort set har levet af spejlæg og gulerødder i 48 timer. 
Med andre ord, er det begrænset hvad jeg har at byde på i de her dage, men her er et billede af min frokost i dag. Gulerodssuppe med chili og citron. Kunne ikke smage den, men den er da meget pæn. 

Work it


Der er mange, der har spurgt hvad det egentlig er jeg laver til hverdag. Det spørger jeg ind imellem også mig selv om, for det kan være lidt svært at finde rundt i. 
Men jeg har ganske kort forsøgt at beskrive det, here goes:

ALLER: 
Tre dage om ugen sidder jeg i det flotte Aller hus på Havneholmen. Her har jeg titlen “Web assistent”, hvilket indebærer lidt forskellige ting, heriblandt kan det nævnes at jeg lægger billeder på nettet, laver gallerier, SEO-optimerer, opdaterer fotoarkiver og hjælper hvor der nu er brug for mig, web-mæssigt. 

Malling publications: 
På COVER kids laver jeg både indlæg til hjemmesiden, jeg ideudvikler emner og content til deres Facebook-side, som jeg også opdaterer mere eller mindre dagligt (Så følg dem lige ikk!), jeg mailkorresponderer med blandt andet PR bureauer og laver egentlig en masse forskelligt, som altsammen er virkelig spændende. Jeg er på deres kontor én dag om ugen og arbejder resten af tiden hjemmefra. 

Sneglcille: 
Sneglcille er udover at være min blog, også navnet på mit eget lille firma. Hvor jeg primært skriver tekster til alt fra personprofiler i mindre virksomheder, til artikler på diverse hjemmesider. Derudover har jeg har holdt foredrag om personlig branding og blogging, jeg har hjulpet andre firmaer og personer med blandt andet Social Media content og en lille smule SEO. 

Det er vist det, der lige er værd at nævne, jeg føler at jeg har glemt noget, men den følelse har jeg generelt ret tit, det er svært andet, for som I nok kan se er det lidt en blandet omgang. Men jeg elsker at min hverdag ikke er ens og nyder virkelig at suge det hele til mig.
Hvad jeg vil være, når jeg bliver voksen? Jeg ved det ikke. Forfatter? Redaktør? Digital chef? Astronaut? Jeg har ingen anelse, men jeg glæder mig til at finde ud af det. 

Usikkerhed, stolthed og alt det løse

“Lad nu være med at være så usikker!” Brøler min indre stemme. Men både det faktum at jeg forventer at blive slagtet af dem, som hader de indlæg, der er lavet i samarbejde med forskellige brands, har jeg denne gang også min indre kritikker imod mig.
I tirsdags stod jeg op før fanden fik bukser på og havde store planer om at jeg skulle bruge oceaner af tid på at smuksere mig, til den opgave jeg havde den dag. Desværre var det bare sådan at Otto havde andre planer, og pludselig ikke kunne foretage sig noget uden at hænge på mig. Samtidigt sad alt mit tøj underligt, så alt tiden jeg havde sat til det med smukseringen, blev brugt på at drikke kaffe, ryste på hovedet af spejlbillede og have samtaler med fire-årig i “Arjmen, du kan altså godt selv” kategorien. 
Så outfittet blev jeans og en tanktop, håret gav jeg op på og sminken blev lagt i bilen på vej ud til det fotostudie jeg skulle møde i. Opgaven var endnu en video. Denne gang sammen med en dansk kendis, som er urimeligt pæn og som samtidigt havde makeupartist og stylist på. Så i videoen ses en gudesmuk kvinde og en betuttet snegl i en krøllet NWA top. Jeg har ikke set resultatet endnu, men jeg skal være helt ærlig at sige at lige præcis den video også bliver set uden lyd herfra, hvis da overhovedet. Det er en chance man tager, når man siger ja til den slags. Men jeg fortryder intet, for jeg synes jo det er skide sjovt at være med i den slags produktioner og samarbejder. Resultatet af lige præcis dette samarbejde, får I at se sidst på ugen. 

Jeg ville egentlig knytte nogle kommentarer til alt det her med sponsorerede indlæg og samarbejdsaftaler jeg laver engang imellem, men jeg har besluttet at lade være med at gå for meget i dybden. Jeg synes ikke jeg har noget at forklare. Bloggen er en kæmpe del af mig og i sidste ende blogger jeg for min egen skyld. Hvis der sidder nogle rundt omkring og synes at jeg er en idiot eller en sell-out (og det gør der tydeligvis), kan jeg ikke gøre noget ved det. Det er først når jeg siger ja til noget, der føles forkert indeni mig, at jeg vil undskylde eller sidde tilbage med en grim smag i munden. Det er heldigvis ikke sket endnu. 
Jeg føler mig privilligeret af flere årsager, først og fremmest fordi jeg har nogle helt ustyrligt loyale læsere, som sjældent kommer med indvendinger og, som altid bakker mig op, hvilket jeg sætter stor pris på, og det flover mig at jeg indimellem først husker hvor fantastiske I er, når der dumper grove eller kritiske kommentarer og mails ind.
Noget andet jeg føler mig heldig over, er at jeg med tiden har fået nogle ubeskrivelige muligheder via bloggen, i form af jobs, samarbejdsaftaler, oplevelser, rejser, venner m.m. Det kombineret med at jeg samtidigt modtager tilbud og gaver i stride strømme, er et kæmpe skulderklap, for alle de timer jeg lægger i min blog, men er samtidigt noget som jeg også vælger med omhu. STOR omhu, netop fordi at bloggen er min baby, som jeg værner om og passer på. Det vil jeg fortsætte med.
Så nej, ingen undskyldning herfra. Først når jeg selv føler mig købt, eller ikke kan stå inde for det jeg skriver om eller reklamerer for, vil jeg undskylde eller forklare mig. 
Man kan ikke gøre alle tilfredse, men det er heller ikke mit job her. Det er, at holde mig selv tilfreds. Og det er jeg. Virkelig. Trods en smule modgang og ikke mindst  usikkerhed i processen engang imellem, men det er jo det, som er med til at forme os. Heldigvis for det. 


Billedet er fra da jeg kom hjem fra et presse-event i London i weekenden. Helt træt og smadret, men se hvor glad jeg er. Både over vellykket tur og genforening med den bedste jeg kender.