Insta-love #5 (mænd mænd mænd)

Sidst jeg anbefalede Instagramprofiler, gik det jo op for mig at jeg ikke følger nok mænd på Instagram… Eller i hvert fald glemmer at anbefale dem til jer. Jeg har derfor gået min instagram igennem og ledt efter testosteron (it’s a tough job, menaltsåh…) og er tilmed faldet over et par nye profiler, der er værd at følge. SÅ til jer fra mig, på en halvgrå søndag: Insta-love, the man edition.

Hotdudesreading – Mænd, pæne mænd og bøger. Whats not to like

Menandcoffee – To af de ting, der får min verden til at hænge sammen – kombineret.

Dilfs of disneyland – Fædre, der er flotte, i Disneyland

Thomas_skou – Tatoveret skægget fotograf, som min kæreste har haft et par biler sammen med. De er alle døde nu desværre, bilerne.

Eaggerman – Eagger kender I fra Bikstok og eaggerstunn, på Instagram kommer man blandt andet med i studiet. DET er hyg’ligt.

Madsbroberg –  Flotte Mads med det gode hjerte og et husprojekt på Lolland

Lakridskongen – Johan Bulow, lakrids og smukke børn

Jimmyfallon – Mit celeb-crush nummer 1!

Justinoshea – Streetstyle darling og den ene halvdel af et seriøst stylish par

Runeglifberg – Prof skater og kæreste med en af Danmarks lækreste damer

Handcraftedcph – Igen en pæn mand, Anders laver smykker og sælger møbler på Vesterbro

Lovestick_ – Min kære svoger, der kan noget med trommer

Lachristus – Igen en fotograf, med skæg. Ham her tager billeder af mad. Yum.

Michaelfalgren  Ja ja, jeg har nævnt ham før, min freelancer, men det gør ham jo ikke mindre optur

… Mangler jeg nogen?

 photo Skaeligrmbillede 2015-05-17 kl. 12.47.27_zps2m4tfxll.png

Freelancer, sol og kaffe…

Følg bloggen og mig på Instagram @sneglcille

 

Min oplevelse med ‘Smertefri fødsel’

Nu er det 4 uger siden, at jeg fødte Uma. Jeg har allerede skrevet om fødslen HER, men som jeg lovede, længe inden jeg lå og brølede på Hvidovre, kommer her lidt mere uddybende min oplevelse med Anja Bay metoden aka ‘Smertefri fødsel’.
Jeg har ikke været en flittig elev. Jeg har læst bogen, hørt lydfilerne, set videoklippene og øvet lidt afspænding her og der, men that’s it – så man skulle tro, at det overhovedet ikke har haft nogen effekt på mig. Det står jo alle steder, og min jordemoder sagde det samme, at det er vigtigt virkelig at dedikere sig til metoden og øve, øve, øve. Well, da jeg fik de første veer og dermed blev mindet om, at jeg da vist ikke havde fået øvet mig så meget, som jeg havde planlagt der tilbage i december, da jeg fik hjemmestudiet af min kæreste, beroligede jeg mig selv med, at det jo altså oftest går mig bedst, når jeg ikke er FOR forberedt. Eksamener, foredrag, jobsamtaler har alle det tilfælles for mit vedkommende, at det går mig bedst, når jeg tager det i momentet. Sjusket vil nogen, nok især mine forældre mene, men ikke desto mindre plejer det at gå godt. …
Ja, det er en rådden sammenligning, for en fødsel er ikke som en jobsamtale, eller et foredrag, men nok nærmere som et (blodigt, skrigende og nøgent) marathon, og jeg tvivler på, at man kan løbe sådan en fætter, uden at have trænet ret intenst optil, i hvert fald ikke uden at være komplet ødelagt bagefter. Sådan var det under min første fødsel. Jeg havde intet læst om fødsler, havde ikke forberedt mig det mindste, for jeg var overbevist om, at det skulle min krop da nok selv finde ud af. Mjæææ, not so much vel! Altså det gik jo, og Otto kom ud, men det var hjernedødt hårdt, jeg var angst og havde ingen kontrol 98% af tiden, og jeg kunne knap nok stå på mine ben i flere dage efter. Min 2. fødsel for fire uger siden gik, som I ved, meget bedre.
Smertefri? HA! På ingen måde, men absolut til at holde ud, selv under psyko ve-storm. For mig var det særligt afspændingen, der var god, altså at slappe fuldstændigt af under veerne. Det lyder måske ikke så svært, men tro mig, når ens livmoder trækker sig sammen med ubeskrivelig smerte som følgesvend, er det eddermame svært ikke at krølle hver eneste cm af sin krop sammen. Det glippede et par gange for mig, og jeg kunne med det samme mærke, hvor stor en forskel det gjorde, så jeg fik hurtigt samlet fokus og spændt af i resten af kroppen.

Vejtrækningen fik jeg også gjort brug af, eller min egen version af den velsagtens. Om den lød som den fine lydfil fra Anja Bay tvivler jeg på, men den var overfladisk og hurtig og den hjalp mig. Jeg fik ikke prøvet visualisering, hvilket jeg ellers havde glædet mig til og var overbevist om ville være det der virkelig ville gøre noget for mig. Men det glemte jeg alt om da det gik løs.

Selvom det gjorde motherfucker ondt også denne gang, var det på ingen måde som første gang. Jeg var fattet og tilstede det meste af tiden, og bedst af alt: Jeg følte, at jeg havde kontrol næsten gennem hele forløbet, og jeg var ikke på noget tidspunkt rigtigt bange, som jeg var det første gang. Det har selvfølgelig nok også noget at gøre med, at jeg havde prøvet det før, og dermed ikke blev lige så forskrækket over, hvor vild en smerte det var. Jeg ville gerne have læst lidt mere op på pressefasen, da den virkelig var svær for mig, men det skyldes måske også at jeg med Otto aldrig fik presseveer, så det var noget helt nyt for mig at opleve.

Uden laborovejrtrækning og afspænding er jeg ikke sikker på, at denne her fødsel havde været så god, som den var. For ve-storm og det at modstå de første presseveer er jeg ikke sikker på, at jeg havde klaret uden de værktøjer, og den viden jeg har fået ved at læse op på, hvad det egentlig er, der sker i et fødselsforløb. Jeg havde hele tiden en klar føling med, hvor jeg var i forløbet, og det var med til at give mig styrke og overskud, hvilket jeg virkelig følte jeg havde.

Jeg vil med andre ord i den grad anbefale alle, der skal føde, at dykke ned i ‘Smertefri fødsel’. Det er spændende, og det virker faktisk. Jeg er overbevist om, at hvis man går all in på det, så kan man få sin drømmefødsel. Det gjorde jeg, næsten, og jeg var som sagt virkelig sløset med lektierne.

 photo Skaeligrmbillede 2015-05-15 kl. 21.17.29_zpsigc4xh1o.png

Det er også svært at blive storbror

 photo 11248073_10153186223050399_4570804662559030647_n_zpsoizbdyp5.jpg

Otto elsker Uma. Han kysser hende, og krammer hende og taler med hende konstant. Det er lige til at tude over.

Men. Lige så dejligt det er for Otto, at vi har fået Uma, lige så tilsvarende svært har det været. Kombineret med start på fritidshjem er det at skulle dele sin mor og far med et nyt lille menneske rigtig svært. I starten gik det så fint, men i løbet af de sidste to uger  har jeg kunne mærke en klar forskel. Han tester os, svarer igen, fjoller og driller og bliver meget nemt vred. Vi oplever flere konflikter end før, ofte er det bittesmå ting, det bliver blæst op, helt ud af det blå, trods stor tålmodighed fra os, de voksne. Forleden morgen var det en konflikt omkring et skateboard, der resulterede i skrig, gråd, råben og til sidst en vred far, der måtte tage barnet skrigende under armen og gå med ham for at nå at komme på fritidshjem til tiden.

Jeg har prøvet at tale med Otto, spurgt ind til hvordan han har det indeni når han bliver så vred. Forsikret ham om at han er vigtig, dejlig og på ingen måde glemt.

Den morgen med skateboard-konflikten og den vrede far endte det med, at de kom hjem igen efter nogle minutter, stadigvæk kede af det og vrede. Fritidshjemmet blev droppet til fordel for en fridag. Vi snakkede lidt om det med at blive sur, og vi aftalte at sådan en dum morgen skal vi ikke have igen. Otto blev glad og god igen kort tid efter, men hans forældre måtte kramme lidt ekstra over en kop kaffe i køkkenet. Af dårlig samvittighed over at have været dumme voksne, men i særdeleshed over at se vores søde dejlige kloge dreng have det svært.

Som med alt andet drejer det sig selvfølgelig om tilvænning og det er nok bare en fase. Men den er svær. For os allesammen.

Jeg tror ikke det handler så meget om Uma, men om at vi og især jeg ikke har mulighed for at give ham vores fulde opmærksomhed, min lunte er væsentlig kortere end før, og der bliver forventet mere af ham, både herhjemme og på Fritten. Jeg fornemmer samtidigt at det er en omvæltning at gå fra den trygge børnehavetilværelse til fritidshjem, hvor der er hundredvis af børn, mange af dem meget ældre end ham, som han selv sagde efter et par dage: Nogle af børnene på skolen er næsten voksne!.

Når jeg tænker på hvor jumpy jeg selv bliver, når jeg er startet på nye jobs, eller andre store ting er sket i mit liv, også gode ting, så forstår jeg ham virkelig godt. Og han er jo altså kun 5 år. Det glemmer man engang imellem, fordi han er så kvik og dygtig.
Igen, håber og tror jeg det handler om tilvænning og selvfølgelig at vi får snakket om når det er svært, samt tager konflikterne i opløbet. Det skal nok gå. Det SKAL nok gå.

Jeg har lyst til at pakke ham ind, droppe det åndssvage fritidshjem, og tage alle de svære følelser ud og væk.
Jeg elsker ham så højt at det gør fysisk ondt nogle gange.

… Indlægget her skrev jeg i sidste uge, allerede nu føler jeg at det går bedre. Både fordi de voksne her i huset er blevet bedre til at se ham mere, og at det nye liv som storebror og fritter-dreng begynder at blive hverdag. Fjollerierne og  det opmærksomhedssøgende adfærd fortsætter, men det er der ikke så meget at sige til. Så længe at de hjerteskærende vredesudbrud ikke bliver ved, for det kan jeg ikke bære. Min store lille dreng.

 

 

I øvrigt #20

  • Har vi stadigvæk ingen opvaskemaskine… De findes ikke længere i den størrelse vores skab er bygget efter. En bordopvaskemaskine, der er max 47cm i dybden? Anyone?!
  • Er min dreng nu blevet sådan en, der svarer igen med et ‘og hvad så?!’ til nærmest alt, synes at det meste er ’sindssygt’ og ikke kysser sin mor farvel foran sine venner. Åh, fritidshjem, youre killing me.
  • Mente en Instagram følger at Uma ligner Søren Ulrik Thomsen… Jeg kan måske godt lidt se det.
  • Har jeg endelig fået min talje tilbage. Med lidt ekstra hud, bevares. Men der er der vist råd for.
  • Glæder jeg mig til røv og lår opfanger at jeg ikke længere er gravid.
  • Bør jeg nok skrue ned for chokoladeindtaget, hvis ovenstående skal lykkes.
  • Er jeg to gange kommet til at kalde Uma for ‘min prinsesse’. Det skal stoppe.
  • Har jeg ved flere lejligheder, helt uden problemer, kaldt hende en skaldet kat.
  • Er ‘prinsesse’ klart værst.
  • Tror Otto ikke på ham der Gud (det gør jeg heller ikke)
  • Drømmer jeg om at rejse langt væk med min familie, til noget strand.
  • Er jeg meget aktiv på Instagram, så husk lige at følg med. Det er meget noget med gylp, kage og baby. @sneglcille
  • Highfivede freelancer og jeg i går da Uma gik en blestørrelse op.
  • Trænger vi til at komme lidt mere ud.
  • Skal jeg snart til frisøren.
  • Overvejer jeg pandehår. Igen. Igen.
  • Har jeg endnu ikke været væk fra den skaldede prinsessekat. Overvejede forleden i et kort øjeblik at løbe i Føtex da den sov. Men ombestemte mig og tog den med mig, mens min kæreste rystede på hovedet.
  • Gik jeg hjem fra bryllup i høje hæle lørdag aften og har først i dag, fredag, fået følelsen tilbage i mine trædepuder.
  • Er trædepuder da egentlig et underligt ord.
  • Havde jeg glemt hvor mange folk man møder på sin vej, der hader at man kører med en barnevogn. De fleste af dem stirrer ondt, og så er der dem der mumler vredt når man går forbi.
  • Kører jeg faktisk ret pænt, og møder for det meste ovenstående med smil og overskud, og kommentarer ala ‘jaaa de kunne godt have lavet fortorvet lidt bredere, synes du ikk?!’ Og så er der de gange hvor jeg ikke har sovet så meget og bare mumler ‘jaja’. – begge dele virker fint.
  • Elsker jeg stadigvæk at fortælle om min fødsel, og bliver skuffet, hvis freelancer allerede har fortalt om den til vores gæster.
  • Følger jeg overhovedet ikke med i hvad der foregår ude i verden. Men det er vist lige for tiden mest noget med nogle dyrekort.

 

 photo Skaeligrmbillede 2015-05-08 kl. 10.20.23_zpsaxpfoyvz.png

18 dage

Først tak, mega TAK! At indlægget om mit ammestop ville gå viralt og blive læst af mere end 30.000 mennesker havde jeg alligevel ikke set komme. Jeg er blevet lagt ned af positive og opbakkende kommentarer og kun meget få i den anden grøft. Tak!

Og nu til en status fra babyland:
I dag er det 18 dage siden at baby Uma blev født. Det går ret godt. Hun er nem og sød. Når hun ligger ovenpå mig eller sin far og strækker sin lille dellede hals ligner hun en virkelig nuttet skildpadde, og når hun græder lyder det lidt som en kat, der mjaver, ellers siger hun ikke så meget, bortset fra en let knirken ind imellem og en lille sær pibelyd når hun gaber. Hun spiser meget, og sover meget, og så er hun en anelse skeløjet når hun er træt. Alt sammen enormt sødt og dejligt. Og lidt kedeligt, på den gode måde.

Jeg nyder virkelig tiden lige nu, inden diverse tigerspring. Det går så mega stærkt og selvom jeg også glæder mig til at hun vågner lidt mere op og går fra nyfødt til baby, for ikke at tale om de første bevidste smil, så er der noget helt magisk ved det her knirkende øglestadie, som er væk lige om lidt.

Vi har været til vores første fest med hende, to faktisk! I lørdags var vi til bryllup og i går til fødselsdag. Ret overvældende. Nok særligt for mig og freelancer, der stadigvæk begge er rundtossede ovenpå fødsel, afbrudt søvn og babylykke, og derfor ikke er så socialt begavede i disse dage (nok mest mig). Men det var hyggeligt, og dejligt, og lille Uma klarede begge arrangementer så fint, men har dog været en anelse utilfreds i nat og var vågen en gang i timen. Så, en nyfødt kan i den grad blive overstimuleret viser det sig, så fik vi lært det. Derfor huler vi den i sofaen i dag, sover en masse og ligger tæt, mens jeg kører stærk kaffe ned. Og eneste plan for dagen er at hente fritidshjemsdrengen tidligt og bage pølsehorn til madpakken. Det lyder virkelig kedeligt og meget lidt glamourøst, særligt sammenlignet med min omgangskreds, hvoraf størstedelen sadler op til ELLE Style Awards i aften, men …
Jeg er nu altså ret pjattet med mit liv pt, og med de her små fødder.

 photo IMG_4351_zpshnlkob5k.jpg

Powershopping med en baby

Uma og jeg var i Frederiksberg centeret i dag. Jeg hader indkøbscentre. Hader. Men så alligevel ikke…  Det er så praktisk med en barnevogn, og lige præcis Frederiksberg-versionen har oppet sig og byder både på butikker som Cos og & Other Stories, så jeg svinger gerne forbi trods mine aversioner mod koncept indkøbscenter. I dag var formålet at finde et outfit til det bryllup jeg skal til på lørdag… Da dette var min første tur ‘langt’ væk hjemmefra med Uma som selskab, havde jeg ikke mod på at bakse mig selv, hende, barnevogn og X antal stykker beklædning med i prøverummene, så jeg powershoppede et par bukser, samt tre toppe, der muligvis ville passe til, uden at prøve det på. Rimelig modigt, og ikke mindst angstprovokerende sådan at købe tøj, 14 dage efter en fødsel, 2 dage inden et vigtigt bryllup og ikke mindst dagen inden en helligdag. Bukserne købte jeg i en størrelse større end min pre-graviditet størrelse. Min ellers søde og normalt ret kloge mand reagerede på den information ved at spørge om en enkelt størrelse mon kunne gøre det … Så han sover nok på altanen i nat.

Bukserne passer! Og med de rigtige sko og en af de tre toppe jeg fik hapset med hjem bliver det faktisk et helt godt look. Jeg er ret stolt af mine shoppefærdigheder og over at min røv alligevel kan presses ned i en størrelse 38 her to uger efter 9 måneders heftig kalorieindtag og babybagning. Det fejrede jeg med hveder … Nåhja og en to timer lang lur.

 photo Skaeligrmbillede 2015-04-30 kl. 22.25.08_zpsmwkqtuih.png

Da Uma blev født. Min fødselsberetning.

Langt om længe har jeg fået sat ord på min fødsel. Det er et laaaangt indlæg, og jeg overvejede at dele det op, men nu får I altså alligevel hele molevitten. Værsågod.

Torsdag d. 16. april vågnede jeg i et crappy humør, jeg var gået fem dage over termin og var mildest talt træt af det pis. Jeg lå i sengen længe og var rasende, på grådens rand og helt barnligt vred. Jeg skrev dette indlæg, og tog mig derefter sammen til at stå op og tage tøj på, alt imens at jeg bandede og svovlede til freelancer, der arbejdede hjemme. Efter et par timers surmuleri foreslog min bedre halvdel at jeg skulle gå en tur og købe noget slik, så ville han få sendt de sidste mails og rede op i stuen, sådan at vi kunne bruge resten af dagen på at se serier og flade ud. Jeg hoppede på cyklen og kørte i Irma efter den gode brownie, tømte hylderne for nedsat påskeslik og kørte hjem til en opredt stue, trak gardinerne for og smed Bloodline på skærmen. Allerede halvvejs inde i første afsnit begyndte plukveerne at drille, ikke at der var noget nyt i det, havde lissom’ oplevet snydeveer nærmest dagligt i ugerne op til, og efter min ivrige cykeltur med kurven fuld af marcipanæg og overpriced chokoladekage, lagde jeg ikke det store i det, til at begynde med.

 photo Skaeligrmbillede 2015-04-28 kl. 11.13.54_zpsmrwmez9i.png

Efter halvanden time var der stadigvæk gang i sammentrækningerne og nu begyndte jeg så småt at tro på at der kunne være hold i det, og vi snakkede om at det måske var en ide at få Otto afsat, hvis nu den var god nok denne gang. 30 minutter senere måtte jeg bede freelancer slukke for Bloodline, da jeg ikke kunne koncentrere mig og nu ikke længere var i tvivl om at det var veer, ægte veer.

Kl. 15:30:
Jeg sendte freelancer afsted for at hente Otto ved børnehavebussen og bad ham arrangere pasning, mens jeg gik i bad. Under bruseren kunne jeg meget bedre overskue og koncentrere mig om veerne, der stadigvæk var uregelmæssige og til at holde ud. Da jeg kom ud fik jeg taget tøj på og lagde mig nu i sengen med min telefon og ve-app klar. Knap 20 minutter efter kom freelancer og min mor, Otto var afleveret hos min stedfar. Veerne kom noget uregelmæssigt stadigvæk, med alt fra 13 til 6 minutters interval og varede omkring 40-50 sekunder.

Kl. 17:00
Freelancer hentede mad til os, jeg tvang mig selv til at spise op, inden jeg igen måtte ind og ligge. Nu varede veerne over 1 minut og vi blev enige om at det snart måtte være tid til at ringe til fødegangen. Imellem veerne var jeg praktisk, fik børstet tænder, dobbelttjekket taskens indhold, sendt min kæreste ned med skraldet og så tissede jeg konstant – Seriøst, mellem hver eneste ve.

Kl. 19:34
Nu varede hver ve 1 minut og 20 sekunder, og kom med 4 minutters interval og jeg ringede til fødegangen, hvor en jordemoder oplyste mig at de havde meget meget travlt og at de nok ikke havde plads til mig, men at hendes afdelingsjordemoder ville ringe tilbage til mig asap. Av.

Tusind tanker ramte mig efter jeg havde lagt på og for første gang kunne jeg mærke at jeg var ved at slippe kontrollen og en lille panik bredte sig. Heldigvis var både min kæreste og min mor seje til at berolige mig og sige at det var skide ligemeget om vi skulle til Hvidovre, Riget eller noget tredje. Alt skulle nok blive godt.

Kl 19:48: En jordemoder med en rar stemme ringede til mig og sagde at vi bare skulle komme.

Freelancer hentede bilen (vi havde fået en ekstranøgle til vores venners bil – en guldfarvet BMW) og imens tog jeg sko på, tissede 400 gange og fik overtøj på.

På vej ned af trappen, få meter inden udgangen fik jeg en ve, der truede med at flå hele mit underliv ud, jeg lænede mig ind over gelænderet og koncentrede mig om min vejrtrækning, mens min kæreste holdte i mig. I samme øjeblik gik døren ud mod gården op og min nabo Flemming og hans ven, kom sejlende ind i opgangen, feststemte og højrøstede. Da de fik øje på mig synes Flemmings ven at han lige skulle hjælpe mig, og det næste jeg husker er lugten af Fernet Branca og sur røg ,og en gammel rusten stemme, der stønner ‘Dyyyybe vejrtrækninger’ ind i hovedet på mig. Jeg får fremstammet at han skal GÅ VÆK FRA MIG og fornemmer hvordan min mor får skubbet ham væk. Veen er væk, og vi fortsætter ud på gaden, mens de to fulderikker råber held og lykke efter os. Jeg bander og svovler og griner af hvor komisk og typisk det er, at sådan noget skal ske for mig.

Køreturen ud på hospitalet er tåget for mig, hver eneste bump føles forfærdelig og jeg får en del veer undervejs. Jeg kan mærke på freelancer at han gør alt for at køre forsigtigt og stærkt på samme tid og at han flere gange er ved at holde ind til siden, fordi det gør så ondt på mig. Jeg sidder på forsædet og min mor er lige bag mig, hun nusser mig i håret mellem veerne og det er verdens bedste følelse.

Kl. 20:45
Vi parkerer cirka 20 meter fra indgangen til akutmodtagelsen og følger nu skiltene til fødegangen, der er lang vej, men jeg er ved godt mod og har virkelig fået godt fat i afspænding og vejrtrækning, så jeg tager veerne undervejs roligt og har det ok med at gå den lange vej. Senere viste det sig, at vi gik en mega omvej, og faktisk kunne have været der meget hurtigere, hvis vi bare var gået til venstre. Oh well.

 photo foedsel1_zpsbvzikd93.jpg

To jordemødre møder os i modtagelsen, jeg får en ve og ænser ikke hvem de er eller hvad de fortæller os. Men vi bliver sendt ned i et undersøgelsesrum, hvor vi skal vente på at der kommer en jordemoder. Hun dukker op et par minutter senere og undersøger mig. Jeg er dødsensangst for at blive sendt hjem igen, og da hun siger til mig at jeg er 3-4 cm, kan jeg mærke lettelsen og adrenalinen. Det er altså ikke snyd. We are having a baby!

 photo foedsel2_zpstfmfdfj6.jpg

Hun råder mig til at jeg går lidt rundt i gangene en times tid, og at hun så vil undersøge mig igen klokken 22. Vi snakker smertelindring og jeg siger at jeg ikke vil have noget, men måske gerne vil bede om et varmt brusebad, og et klyx! For guds skyld!. Vi aftaler at det får jeg når fødslen nærmer sig.

I en time traver vi op og ned af gangene, veerne tager til og jeg skal virkelig holde fokus for ikke at miste kontrollen og gå i panik. Jeg bruger min kæreste under hver ve. Lægger armene om ham og lader ham holde min vægt, mens jeg afspænder og bruger laboro-vejrtrækningen.

Lidt før klokken 22, kan jeg ikke gå rundt længere, Jeg fryser helt vildt og er udmattet. Jeg lægger mig på undersøgelsesbriksen, på siden, med armene under hovedet og falder næsten i søvn. Min mor pakker mig ind i trøjer og tørklæder, og jeg føler nærmest at jeg ikke er ved bevidsthed længere, imellem veerne that is. Igen er det svært at samle fokus og jeg begynder også at sætte lyd på veerne. Jordemoderen kommer nu ind til os og kan godt se at der har været en udvikling på den time hun har været væk. Hun undersøger mig i en ve-pause og konstaterer at jeg nu er 4 cm. Hun siger at hun vil ringe til fødegangen og sørge for at de gør klar til os. Da hun går ud af rummet begynder jeg at græde. Jeg er bange for første gang og kan slet ikke overskue det alligevel. Min mor taler stille til mig og beroliger mig, mens min kæreste aer mig på ryggen og pakker mig ind i flere lag tøj. Endnu en ve vælter ind over mig, og endnu en, og endnu en, det lykkes mig at  genvinde kontrollen rethurtigt, og jeg fokuserer nu igen udelukkende på afspænding og vejrtrækning, mens jeg klynker og siger ‘av’ en hel masse. Min mor og freelancer hvisker til hinanden og jeg fornemmer at de begynder at blive nervøse. En af dem forlader rummet, jeg er ikke sikker på hvem, og et øjeblik efter dukker en jordemoder op, hun spørger om jeg kan stå op, men retter hurtigt sig selv og foreslår en kørestol. Veerne skyller ind over mig og jeg har ikke en chance for at svare. De beslutter at køre mig afsted på den briks jeg ligger på. Hjulene sætter sig fast hele tiden, så briksen kører skævt og jordemoderen kan ikke styre den, så min kæreste overtager og nu går det noget stærkere.

Jeg bliver kørt ind på endnu en undersøgelsesstue, hvor en ny jordemoder venter, hun er ung, klædt i hospitalsblåt (grønt?), jeg tror hun hedder Maiken. Veerne er stadigvæk vanvittige og jeg hører nogen sige at det vist kommer til at gå pænt stærkt. Jeg bliver undersøgt igen. 8 cm. Imellem en ve kigger jeg med alvor på jordemoderen og siger at jeg altså har bedt om et klyx! Hun kigger lige så alvorligt tilbage og siger at det kan vi sgu nok ikke nå. Jeg vrisser at jeg fandme ikke skal skide på nogen!

Hun siger at det er hun fandme ligeglad med om jeg gør, men at vi altså ikke når noget klyx.

Jeg opgiver da endnu en ve truer med at slå mig ihjel.

Der bliver ringet efter en fødestue. Den er klar siger de. Vi kører igen afsted på den latterlige læderbriks med skæve hjul. Jeg har bukserne om anklerne, men er igen pakket ind i tørklæder og trøjer. Vi stopper op og en halvirriteret samtale finder sted, da personalet åbenbart har misforstået hinanden. Fødestuen er ikke klar. Jeg kommer lidt til mig selv og får spurgt om jeg simpelthen ligger ude på en gang i bar røv?!!

Der bliver sagt noget om dronningens fødselsdag, i et forsøg på at bløde stemningen og situationen lidt op vil jeg tro,  og jeg hvæser at vi ikke er særligt royale hjemme hos os.

Endelig er stuen klar og jeg bliver bedt om at krabbe mig over i en seng imellem en ve. Der bliver fundet hospitalstøj frem til mig, og jeg får et plastikarmbånd på. Jeg beder om at få lov til at tisse (iiigen), det må jeg gerne, hvis jeg tager min kæreste med og ikke låser døren.

Jeg når at tisse, men ikke tilbage på stuen før endnu en vestorm tager fat. Jeg læner mig opad freelancer og bander hvor pikkenas det gør nu!

Jeg kommer tilbage i sengen og bliver undersøgt.

Vi er næsten i mål, men der mangler ‘noget kant’ så jeg må for guds skyld ikke presse, Jeg bander fortsat og har glemt alt om afspænding, nu vil jeg gerne snart bruge min krop og mine muskler. Pressetrængen har meldt sig. En ny jordemoder kommer ind på stuen, der er vagtskifte. Men Maiken siger at hun bliver hos mig, for hun ved at det kommer til at gå stærkt.
Resten er stadigvæk meget tåget for mig, men jeg ved at gisper mig igennem en del pressetrang og endelig får jeg lov til at presse med, og efter første presseve, får jeg vrøvlet noget med hvor FEDT det er. Jordemødrene griner og siger at det har de aldrig hørt en fødende sige.

Jeg presser og presser, men har vildt svært ved at mærke hvornår veen stopper, så jeg bliver usikker og kommer til at holde igen. Det opfatter jordemoderen hurtigt og forsøger at hjælpe mig, dog med lidt rough love, og hun siger blandt andet at jeg ‘gør det forkert’ og at jeg skal presse ned mod hendes fingre (hallo! Der er 3 kilo barn på vej ud af mig, jeg kan sgu da ikke mærke hvor dine fingre er!), min mor forsøger at oversætte hvad jordemoderen mener, og det samme gør freelancer, jeg flipper ud og råber at nu skal folk holde deres kæft! Vi råber lidt frem og tilbage, jordemoderen og jeg. Hun beder mig om ikke at brøle når jeg presser, og jeg brøler tilbage at det skal hun ikke bestemme. Men jeg prøver alligevel at lade være. Efter cirka fire presseveer begynder jeg at forstå, hvad det er der virker og pludselig går det stærkt. Vandet går, stemningen ændrer sig markant da de opdager at det er grønt,og et øjeblik efter dykker babys hjertelyd helt vildt. Jordemoderen siger til mig at hun skal ud NU. Der bliver ringet efter en børnelæge, og vi bliver forberedt på at jeg ikke får hende op til mig, da hun har det dårligt og skal tilses med det samme. Jeg kan mærke og se at både min mor og min kæreste er bange nu. Jeg når ikke at blive bange, men fokuserer kun på det min krop skal. Hovedet kommer ud i næste presseve, jeg gisper indtil næste ve og så kommer hun ud. Hun græder med det samme og jeg får hende, mod forventning, op til mig med det samme. Hun skriger og har åbne øjne. Børnelægen bakker ud, hun har det fint.

 photo foedsel4_zpsrexr5zfh.jpg

Uma blev født klokken 23:48, vejede 3376 gram og var 53cm lang.

Klokken 03:20 sad vi igen i den guldfarvede BMW på vej hjem til Vesterbro, et lille menneske rigere.

Tak fordi du læste med…..

PS. Jeg sked ikke på jordemoderen.

 photo 11118836_10153136590460399_6422447812452134806_n_zpsakrdx6qu.jpg

10 dage

Det går godt i babyboblen på 2. sal. Har jo tidligere beskrevet hvordan de første to uger med Otto var noget af det vildeste jeg har oplevet, blandt andet her hos Emili, så jeg tænker at en status her 10 dage inde i livet med baby, anden gang, er oplagt.
Uma og jeg begynder så småt at lære hinanden at kende, hun er nem, på den nyfødte måde. Som jeg skrev på facebook den anden dag, er det lidt ligesom at have en stor kød-tamagotchi. Og selvom søvnunderskuddet i den grad har indhentet mig (hold nu kæft, hvor er jeg træt!) og at jeg bestemt også denne gang har været på en følelsesmæssig rutsjebane, der har bragt tårer frem over intet og alt i et par dage, er jeg samtidigt fanget i en tilstand af lyserød lykke. Synes simpelthen at hun er så fin, og jeg er komplet forelsket. Det har været overvældende at få hende, på alle måder, der er udfordringer, for eksempel et ammeforløb der indtil videre har været noget værre rod, Otto har også reageret en smule på hendes ankomst, da han den anden aften pludselig brød totalt sammen i raseri og gråd over noget med et par sikkerhedsbriller, hvor det var helt tydeligt at det intet havde at gøre med de briller, men med at alting har ændret sig på kort tid. Men udover det ene optrin, samt lidt flere ’se mig’-forestillinger end normalt, har han taget det at starte på fritidshjem og få en lillesøster SÅ flot, og som han sagde til mig den anden dag synes han godt nok at det er heldigt at det var lige hende der lå i min mave. Jeg er enig.

Freelancer har haft nogle få jobs i løbet af ugen der lige er gået, så jeg har allerede været alene med begge børn et par gange, og det er gået over al forventning og jeg græd kun lidt en af dagene, men det var også fordi at mit ene bryst blødte, og der ikke var mere neskaffe.

Vores lejlighed viser tydelige tegn på at der er flyttet en baby ind og at dennes forældre er trætte. Ammeindlæg, stofbleer, tomme kaffekopper, vandglas, bittesmå strømper og halvtrætte blomster fra de første dages barselsgæster fylder de fleste flader af huset, og ingen af os er helt der, hvor vi orker at gøre noget ved det. Endnu.

Vi har været en del ude og gå med barnevogn, noget som jeg stadigvæk lige skal vænne mig til, mest fordi jeg synes det ser så mega ubehageligt ud for hende at ligge der og bumpe rundt når vi kører over brosten og kloakdæksler, men hun virker nu ret tilfreds, og sover i det sekund hun bliver lagt der, noget som jeg håber bliver ved, da hende storebror hadede at køre i barnevogn og absolut ikke faldt i søvn af det, men skreg højt og længe, ved mindre kalechen kom helt ned sådan at han kunne følge med i hvad der foregik på himlen.

Er det nemmere anden gang? Ja og nej. Det er nemmere, fordi det er overvældende på en anden måde end første gang, knap så skræmmende og omvæltende, og så er der jo også lige den detalje at vi er to voksne denne gang, og at vi ret godt kan lide hinanden. Dog kæmper jeg lidt med dårlig samvittighed overfor Otto, over at jeg ikke kan være der lige så meget for ham som jeg plejede. Jeg har kun set hans fritidshjem to gange, kun puttet ham en enkelt gang og især i løbet af de første par dage var jeg hverken særlig tålmodig eller opmærksom på ham. Hurra for at hans far har ageret supermand og både har sørget for aktiviteter, omsorg, opmærksomhed, madpakker og alt andet mens jeg har sumpet i ammehjørnet.
Åh! Jeg skylder jer stadigvæk en fødselsberetning. Den er næsten klar og jeg håber at få den færdig i løbet af de næste par dage.

 photo uma1_zpskcieypto.jpg

40+1 – I dag ville jeg…

Altså jeg ville jo gerne føde i dag. Det var jo ligesom det jeg havde planlagt. Meeen, det sker vist ikke. I stedet vågnede jeg med lyst til alt muligt andet. Jeg ville:

  • Spise cheesecake
  • Vaske mit hår
  • Gå på legeplads med Otto
  • Lade være med at være utålmodig (hahahhahahahaha!)
  • Måske runde Papirøen, hvor der er loppemarked og masser af mad
  • Gå en lang tur
  • Vaske tøj og svinge støvsugeren
  • Lave noget lækker simremad

Nu er dagen snart gået og hvad har jeg så reelt lavet? Tjooo, jeg har:

  • Gået en kort tur
  • Lavet en cheesecake
  • Været fornærmet over ikke at have født endnu
  • Haft optur over det glas Barilla tomatsauce jeg fandt i skabet, så vi kan få bolognese i aften, på et øjeblik
  • Lagt håndklæder til vask
  • Fået fnidder over at jeg ikke kan komme på Instagram fra min telefon
  • Kommet i tanke om at jeg skal have bestilt en ny telefon
  • Sendt min kæreste og Otto på drengetur
  • Danset på den gravide (stakåndede) måde med Kendrick Lamar på repeat

…. Og nu keder jeg mig lidt, mens jeg forsøger at være poooositiv. Er faktisk kun gået en enkelt dag over. Kender altså en, der fødte 16 dage efter termin, så faktisk har jeg slet ikke lov til at være rigtig sur endnu. Til gengæld må jeg gerne spise al den cheesecake jeg vil, og fortryder derfor lidt, at jeg kun lavede en lille portion. På en dag som i dag skulle den store springform have været i spil.

Freelancers hjørne: At leve med en gravid

Jeg har (igen) overladt ordet til den flotte mand jeg deler liv med, det handler om at have en gravid kæreste… Værsgo’

– Det er blevet en vane altid (!) at sende sms for at spørge om der er noget jeg skal have med hjem når jeg har forladt lejligheden. Ligegyldigt om jeg er på job, eller bare skal i kælderen. Oftest er svaret JA, og jeg kan sjældent gætte mig til på forhånd hvad det er. Det kan være alt fra koldskål til gulerødder.

– Der skal ikke grines for meget, når hun for eksempel har fået sat eller lagt sig på en måde, hvor det er svært selv at komme op. Selvironien er ikke altid som den har været. Og at få hjælp til at komme op og stå fordi man forsøgte sig med nogle lidt for lave squats griner vi ikke af. Længere.

– Lyden af ting der falder på gulvet, efterfulgt af et ‘Åh nej’ er hverdagskost. Længe insisterede hun på selv at samle det op. Det er vi ovre igen. (blandt andet på grund af ovenstående punkt)

– Når tårerne triller og jeg et øjeblik tror at der er sket noget forfærdeligt! Behøver jeg ikke forvente det værste, for det kan sagtens bare skyldes at der hænger et par helt vildt små bukser på tøjstativet.

– Hun tror stadigvæk at hun lige kan snige sig bagom stole og mennesker, og igennem døråbninger. Det kan hun ikke. Så jeg er efterhånden vant til at blive bumpet ind i med en mave mindst et par gange dagligt, og børnene får tit en mave i nakken. I starten grinede de af det, nu lægger de nærmest ikke mærke til det.

– Det er en god ide at sørge for at hun ikke er sulten. Nogensinde. Lavt blodsukker kombineret med hormoner kan, særligt i starten af sådan en graviditet, være en voldsom oplevelse. For mig.

-Jeg synes aldrig hun har været flottere, og jeg ville ønske at hun selv kunne se det og ikke kun fokusere på de små strækmærker og buler her og der. Som i øvrigt er skidepæne.

– Humørsvingningerne er egentlig ok og slet ikke så slemme som hun  selv giver udtryk for ind imellem. Men jeg indrømmer gerne at de kan være voldsomme, men det er ikke nødvendigvis dårligt, for vreden og gråden går hurtigt væk og oftest erstattes det gnavne humør af ekstase og positivitet.

– Når hun danser igennem lejligheden og svinger med sin store tykke mave og et kæmpe grin, der vidner om at selvironien ikke er helt borte, bliver jeg bekræftet i hvor heldig jeg er.

– Gravide damer er fucking seje. Især min.

 photo 67be7301-bff4-4aa5-b9eb-5193b41c95ac_zpsovmpck0a.jpg

Følg freelancer på Instagram her