10 dage

Det går godt i babyboblen på 2. sal. Har jo tidligere beskrevet hvordan de første to uger med Otto var noget af det vildeste jeg har oplevet, blandt andet her hos Emili, så jeg tænker at en status her 10 dage inde i livet med baby, anden gang, er oplagt.
Uma og jeg begynder så småt at lære hinanden at kende, hun er nem, på den nyfødte måde. Som jeg skrev på facebook den anden dag, er det lidt ligesom at have en stor kød-tamagotchi. Og selvom søvnunderskuddet i den grad har indhentet mig (hold nu kæft, hvor er jeg træt!) og at jeg bestemt også denne gang har været på en følelsesmæssig rutsjebane, der har bragt tårer frem over intet og alt i et par dage, er jeg samtidigt fanget i en tilstand af lyserød lykke. Synes simpelthen at hun er så fin, og jeg er komplet forelsket. Det har været overvældende at få hende, på alle måder, der er udfordringer, for eksempel et ammeforløb der indtil videre har været noget værre rod, Otto har også reageret en smule på hendes ankomst, da han den anden aften pludselig brød totalt sammen i raseri og gråd over noget med et par sikkerhedsbriller, hvor det var helt tydeligt at det intet havde at gøre med de briller, men med at alting har ændret sig på kort tid. Men udover det ene optrin, samt lidt flere ’se mig’-forestillinger end normalt, har han taget det at starte på fritidshjem og få en lillesøster SÅ flot, og som han sagde til mig den anden dag synes han godt nok at det er heldigt at det var lige hende der lå i min mave. Jeg er enig.

Freelancer har haft nogle få jobs i løbet af ugen der lige er gået, så jeg har allerede været alene med begge børn et par gange, og det er gået over al forventning og jeg græd kun lidt en af dagene, men det var også fordi at mit ene bryst blødte, og der ikke var mere neskaffe.

Vores lejlighed viser tydelige tegn på at der er flyttet en baby ind og at dennes forældre er trætte. Ammeindlæg, stofbleer, tomme kaffekopper, vandglas, bittesmå strømper og halvtrætte blomster fra de første dages barselsgæster fylder de fleste flader af huset, og ingen af os er helt der, hvor vi orker at gøre noget ved det. Endnu.

Vi har været en del ude og gå med barnevogn, noget som jeg stadigvæk lige skal vænne mig til, mest fordi jeg synes det ser så mega ubehageligt ud for hende at ligge der og bumpe rundt når vi kører over brosten og kloakdæksler, men hun virker nu ret tilfreds, og sover i det sekund hun bliver lagt der, noget som jeg håber bliver ved, da hende storebror hadede at køre i barnevogn og absolut ikke faldt i søvn af det, men skreg højt og længe, ved mindre kalechen kom helt ned sådan at han kunne følge med i hvad der foregik på himlen.

Er det nemmere anden gang? Ja og nej. Det er nemmere, fordi det er overvældende på en anden måde end første gang, knap så skræmmende og omvæltende, og så er der jo også lige den detalje at vi er to voksne denne gang, og at vi ret godt kan lide hinanden. Dog kæmper jeg lidt med dårlig samvittighed overfor Otto, over at jeg ikke kan være der lige så meget for ham som jeg plejede. Jeg har kun set hans fritidshjem to gange, kun puttet ham en enkelt gang og især i løbet af de første par dage var jeg hverken særlig tålmodig eller opmærksom på ham. Hurra for at hans far har ageret supermand og både har sørget for aktiviteter, omsorg, opmærksomhed, madpakker og alt andet mens jeg har sumpet i ammehjørnet.
Åh! Jeg skylder jer stadigvæk en fødselsberetning. Den er næsten klar og jeg håber at få den færdig i løbet af de næste par dage.

 photo uma1_zpskcieypto.jpg

40+1 – I dag ville jeg…

Altså jeg ville jo gerne føde i dag. Det var jo ligesom det jeg havde planlagt. Meeen, det sker vist ikke. I stedet vågnede jeg med lyst til alt muligt andet. Jeg ville:

  • Spise cheesecake
  • Vaske mit hår
  • Gå på legeplads med Otto
  • Lade være med at være utålmodig (hahahhahahahaha!)
  • Måske runde Papirøen, hvor der er loppemarked og masser af mad
  • Gå en lang tur
  • Vaske tøj og svinge støvsugeren
  • Lave noget lækker simremad

Nu er dagen snart gået og hvad har jeg så reelt lavet? Tjooo, jeg har:

  • Gået en kort tur
  • Lavet en cheesecake
  • Været fornærmet over ikke at have født endnu
  • Haft optur over det glas Barilla tomatsauce jeg fandt i skabet, så vi kan få bolognese i aften, på et øjeblik
  • Lagt håndklæder til vask
  • Fået fnidder over at jeg ikke kan komme på Instagram fra min telefon
  • Kommet i tanke om at jeg skal have bestilt en ny telefon
  • Sendt min kæreste og Otto på drengetur
  • Danset på den gravide (stakåndede) måde med Kendrick Lamar på repeat

…. Og nu keder jeg mig lidt, mens jeg forsøger at være poooositiv. Er faktisk kun gået en enkelt dag over. Kender altså en, der fødte 16 dage efter termin, så faktisk har jeg slet ikke lov til at være rigtig sur endnu. Til gengæld må jeg gerne spise al den cheesecake jeg vil, og fortryder derfor lidt, at jeg kun lavede en lille portion. På en dag som i dag skulle den store springform have været i spil.

Freelancers hjørne: At leve med en gravid

Jeg har (igen) overladt ordet til den flotte mand jeg deler liv med, det handler om at have en gravid kæreste… Værsgo’

– Det er blevet en vane altid (!) at sende sms for at spørge om der er noget jeg skal have med hjem når jeg har forladt lejligheden. Ligegyldigt om jeg er på job, eller bare skal i kælderen. Oftest er svaret JA, og jeg kan sjældent gætte mig til på forhånd hvad det er. Det kan være alt fra koldskål til gulerødder.

– Der skal ikke grines for meget, når hun for eksempel har fået sat eller lagt sig på en måde, hvor det er svært selv at komme op. Selvironien er ikke altid som den har været. Og at få hjælp til at komme op og stå fordi man forsøgte sig med nogle lidt for lave squats griner vi ikke af. Længere.

– Lyden af ting der falder på gulvet, efterfulgt af et ‘Åh nej’ er hverdagskost. Længe insisterede hun på selv at samle det op. Det er vi ovre igen. (blandt andet på grund af ovenstående punkt)

– Når tårerne triller og jeg et øjeblik tror at der er sket noget forfærdeligt! Behøver jeg ikke forvente det værste, for det kan sagtens bare skyldes at der hænger et par helt vildt små bukser på tøjstativet.

– Hun tror stadigvæk at hun lige kan snige sig bagom stole og mennesker, og igennem døråbninger. Det kan hun ikke. Så jeg er efterhånden vant til at blive bumpet ind i med en mave mindst et par gange dagligt, og børnene får tit en mave i nakken. I starten grinede de af det, nu lægger de nærmest ikke mærke til det.

– Det er en god ide at sørge for at hun ikke er sulten. Nogensinde. Lavt blodsukker kombineret med hormoner kan, særligt i starten af sådan en graviditet, være en voldsom oplevelse. For mig.

-Jeg synes aldrig hun har været flottere, og jeg ville ønske at hun selv kunne se det og ikke kun fokusere på de små strækmærker og buler her og der. Som i øvrigt er skidepæne.

– Humørsvingningerne er egentlig ok og slet ikke så slemme som hun  selv giver udtryk for ind imellem. Men jeg indrømmer gerne at de kan være voldsomme, men det er ikke nødvendigvis dårligt, for vreden og gråden går hurtigt væk og oftest erstattes det gnavne humør af ekstase og positivitet.

– Når hun danser igennem lejligheden og svinger med sin store tykke mave og et kæmpe grin, der vidner om at selvironien ikke er helt borte, bliver jeg bekræftet i hvor heldig jeg er.

– Gravide damer er fucking seje. Især min.

 photo 67be7301-bff4-4aa5-b9eb-5193b41c95ac_zpsovmpck0a.jpg

Følg freelancer på Instagram her

39+2 – Fødsel i sigte

Terminen nærmer sig. Mit hormonelle humør (læs: midlertidige psykose) fra den anden dag er lykkelig glemt, og jeg er igen i stand til at opføre mig som et normalt menneske. Men min forestående fødsel begynder at fylde en del, mentalt, på godt og ondt. Er skiftevis totalt klar og pissebange. Og tanker om både praktiske og følelsesmæssige detaljer trænger sig på.

Vores bil er brudt sammen. Bremserne virker ikke længere, og selvom det er et sjovt mentalt billede, at freelancer kaster mig ud gennem sidedøren inden han selv hopper efter, imens bilen triller forbi fødemodtagelsen på Hvidovre, er det alligevel ikke en løsning vi går efter. Og er der noget jeg IKKE kan overskue er det tanken om at skulle sidde i en taxa med veer. Jeg ved godt at folk gør det hver dag, men det er nærmest det værste jeg kan forestille mig. Men eftersom at den gamle røde Mercedes nu ikke kan stoppe, har jeg intet valg – jeg bliver nødt til at tage turen til Hvidovre på bagsædet af en anden Mercedes, med en fremmed chauffør. Håber bare det ikke er en snakkesalig en, da det værste jeg ved når jeg har smerter/er utilpas er når folk taler. Schyyyyyyyy!

En anden frygt jeg har, udover taxakørsel er at jeg ikke når på hospitalet i tide. Eller kun lige når derud. Ved min første fødsel gik jeg fra det de kalder en kort og blød livmoderhals til 7 centimeter udvidet på få timer (undskyld for den slags detaljer, men man får det som sagt ret loose med den slags her sidst i forløbet), så det går altså stærkt nede syd på når det først går i gang, og de kloge siger at det går endnu hurtigere 2. gang. Og så synes jeg måske at Hvidovre er ret langt væk.

Jeg tror ikke på Smertefri fødsel. Ikke for mig i hvert fald. Hvilket er ok. Det må gerne gøre ondt, og det ved jeg jo at det gør. Men jeg er bange for ikke at have kontrol, og det er det, der var en anelse traumatiserende ved min første fødsel. At jeg ikke vidste hvad fuck, der skete og hvor langt jeg var i forløbet. Husker tydeligt, hvordan jeg desperat forsøgte at få min jordemoder til at give mig et tidsestimat, og frustrationen over at hun ikke for helvede bare kunne sige et eller andet. Et kvarter? en time? Et døgn? KOM NU!
Denne gang forbereder jeg mig helt vildt. Har læst alt om fødsler. Alt. Slupret Anja Bay metoden i mig og gået min første fødsel i sømmene. Jeg begynder med andre ord at være klar. Jeg glæder mig. Men jeg er også bange, spændt og rundtosset over at det kan ske et hvert øjeblik.

…. Indtil da hygger jeg mig med at læse fødselsberetninger, drikke the af hindbærblade og ikke mindst synet af de tidsler min tålmodige kæreste har købt til mig (elsker seriøst at manden har købt tidsler til den sure tykke dame. Det er sgu da sjovt. Og sødt).
 photo Skaeligrmbillede 2015-04-06 kl. 22.05.43_zpskckaembx.png

 

39+0, jammer og en forsvunden jahat

En uge til termin og her kommer utålmodigheden. Som alligevel ikke helt kan betegnes som utålmodighed, for egentlig er jeg ok med, og i øvrigt også indstillet på, hvis hun først kommer om en uge, eller mere. Jeg er bare virkelig træt af ikke at kunne være i min krop. Jeg har baby ud af begge ører, jeg vågner flere gange hver nat, på grund af sovende lemmer, spark i ribben og/eller organer, en fyldt blære, halsbrand eller andre ulideligheder. Freelancer må vende mig i løbet af natten, for hvis jeg ikke når at vågne og vende mig selv, låser min krop sig fast i den stilling jeg ligger i og gør mig utilpas.

I dag ramte jeg et nyt stadie af træt! Hvor det i går primært var fysisk, blev det i dag toppet psykisk også. Jeg har jeg grædt og været virkelig urimelig, uden helt at vide hvorfor. Opført mig som en teenager, en overvægtig uforskammet teenager, og på ingen måde været til at være i rum med – som min søde tålmodige fantastiske mand så fint formulerede det inden han gik ud af døren med de to drenge ‘Jeg forstår virkelig godt at det er tungt og hårdt lige nu, men vil du ikke godt gå lidt ud i solen mens vi er væk og prøve at lade op, for det smitter helt vildt at du er så skidesur’ …  Så græd jeg lidt mere, meget mere, over at jeg sådan skræmmer min familie væk og ikke engang kan holde til at tage med på familiebesøg, men så stoppede jeg igen, sendte ham, freelanceren, en kærlig tanke og har nu taget tøj på, ringet efter forstærkning i form af veninde og bevæger nu langsomt, men sikkert min store krop ud i solen, finder noget kaffe og pakker hende pubertetshystaden væk igen. Jeg kan ikke lide hende.

Og så finder jeg lige en stor jahat til mig selv på vejen, samt nogle påskeæg til verdens mest tålmodige drenge: Freelancer, Otto og Leo, som undskyldning for deres hormonramte sølle mor/kæreste/stedmor.

God solskinsdag derude.

 photo foto5_zpsbiqzzuyj.jpg

 

Navneleg #2

Navneføljeton del 2.
Læs første del HER.

… Og sådan kom palindromet Hannah på tavlen. Et navn jeg lige skulle smage lidt på (samt fjerne de værste associationer til GIRLS, Miley Cyrus og hende fra De Unge Mødre ), men som i løbet af de næste par uger virkelig gjorde noget ved mig og derved længe stod øverst på listen. Faktisk så længe at jeg var sikker på at det var DET hun skulle hedde. Men så havde vi endnu en snak, min søde mand og jeg, eller faktisk flere snakke, hvor vi på en eller anden måde bare slet ikke kunne forene os med det.

Jeg havde ellers nået både at forberede min mor, der SLET ikke var til, og selv virkelig forelske mig i det. Men som tiden gik kunne jeg godt mærke at heller ikke det var det rigtige navn.

Det er et flot navn, Hannah, både at sige og at kigge på. Det er som Otto et palindrom, og faktisk kunne vi ikke helt sætte fingeren på, hvad der gjorde at det alligevel ikke var det, men det røg nederst på listen, da et nyt navn meldte sig på banen. Ved et tilfælde. Et navn, der sjovt nok allerede havde vist sig flere steder, både i form af jokende kommentarer fra veninder, en afdød bedstemor, og pludselig også på bøger og i film vi så, åh og så starter det med et virkelig pænt bogstav (ja, vi er meget visuelle her i huset). Og sådan kom det næste navn på tale…  Men ikke længe.

… Fortsættes.

 photo foto3_zpsppo1gmz6.jpg

 

Narref… ødsel

15 dage til termin – og jeg har nu to gange oplevet rigtige tegn på at en fødsel venter om hjørnet. Jeg har en del plukveer i denne graviditet, også af den lidt lede slags, hvilket jeg efterhånden har vænnet mig til, så dem lægger jeg ikke så meget i. For lidt over en uge siden havde jeg en hel aften, hvor de tog til i styrke og begyndte at minde om den optakt jeg oplevede inden min første fødsel. Men det blev ikke til mere og de gik i sig selv. I går aftes meldte den strammende, næsten brændende følelse i min lænd, som jeg oplevede ved min første fødsel, ved hver plukve. I starten lagde jeg ikke noget i det, men da de blev ved i en god rum tid, og begyndte at komme næsten rytmisk og tæt på regelmæssigt, tænkte jeg at så var det sgu så alligevel nok ved at være nu. Jeg fandt Anja Bay bogen frem, læste de afsnit jeg har understreget igennem, øvede min vejrtrækning, pakkede det sidste til hospitalstasken, tog et varmt bad og gik i seng. Vågnede tre gange i nat, hvor det strammede godt i lænd, mave og lår, men faldt igen i søvn, og i morges da jeg stod op… Ingenting. Ikke så meget som en plukve. Jeg er tværtimod rimelig vel udhvilet og min krop føles ikke så tung som den plejer, og baby er stille.Altså hun rumsterer da lidt, men det er alt. Så. Snydt igen.

Det bliver man faktisk lidt skør af. At tro det nok er nu, til igen at tænke at der i hvert fald er et par uger igen. Sådan var det altså ikke første gang. Der kom veerne dagen efter termin og så var det ligesom det. Ikke alt muligt snyderi. Sgu da irriterende.
Nå. Men som sagt er jeg endnu ikke utålmodig, sådan for real. Desuden holder vi påskeferie fra i eftermiddag og ti dage frem, Otto og jeg, så jeg har slet ikke tid til at føde.

Jeg hepper på d. 12. april.

 photo Skaeligrmbillede 2015-03-27 kl. 10.48.45_zpscfmpsyzo.jpg

Påskechokolade og selvironi

Til salg for chokolade? JA. Med andre ord er indlægget her lavet i samarbejde med Summerbird.

Jeg elsker når mennesker og i den grad også når firmaer overrasker og har selvironi. Især når man slet ikke forventer det. Som for eksempel når et fancy high quality chokolade firma godt kan grine af at jeg sammenligner deres produkt med en stor diller, som tilfældet var på Instagram for nyligt:
 photo summerbird1_zpssuwnzurl.jpg
 photo summerbird2_zps47r0n0it.jpg

Jeg fik både et like fra Summerbird – og som om det ikke var nok, kunne jeg et par dage senere hente denne på posthuset. Hårh!

 photo summerbird3_zpsxdodiv1b.jpg

Og dette er hvad der var i kassen… (med tryk på VAR)

 photo DSC_099343_zpsk0vcesd0.jpg

Ok…  det er måske ikke alt der var, for jeg kom til at spise lidt af  indholdet mens freelancer tog fotos, men forestil dig et stort mælkechokoladeæg, der var tiltænkt Otto… Han fik også lidt. Dagen efter.

Resten spiste jeg relativt hurtigt efter, og selvom det gik stærkt, nød jeg det ikke mindre, tværtimod! Og jeg kunne faktisk godt overtales til at klikke noget mere med hjem fra webshoppen, Om ikke andet så til at give i gave til nogle rigtige voksne, der virkelig sætter pris på god kvalitetschokolade i lækker indpakning, for det må man eddermame sige at Summerbird er, og som ekstra bonus er det faktisk også økologisk, så alle kan være med.

Selvom jeg knuselsker billig mælkechokolade, er der altså ikke noget der slår den ægte vare… Og lige nu fortryder  jeg måske lidt at jeg spiste marcipanæggene så hurtigt, for de findes altså ikke bedre. Trust me.

Se Summerbirds påskesortiment HER.

Jeg tror faktisk at porcelænsægget, som er fyldt med nougatæg (!) skal med mig som værtindegave til den påskefrokost jeg skal til i næste uge (hvis jeg ikke føder. Så må jeg hellere beholde det selv)

 photo DSC_097727_zpssbuu3xnp.jpg

I øvrigt #16

  • Har jeg haft sætningen ‘ Er der mere hash?’ på hjernen i en del dage. Spørg mig ikke hvorfor. Det er trods alt et spørgsmål jeg ikke har stillet i mange år.
  • Overvejer jeg kraftigt at booke tid til noget pedicure. Kan ikke nå, eller se mine fødder, og noget siger mig at de trænger til kærlighed.
  • Er min fem årige søn så grundig til at børste sine egne tænder, at det nærmest bør være ham der børster mine tænder efter, og ikke omvendt.
  • Vender det sig i mig når folk skriver ‘yngling’ i stedet for ‘yndling’
  • Elsker jeg til gengæld når kneb bliver til knep.
  • Synes jeg at I skal følge min mand på Instagram @michaelfalgren. Jeg kom til at sige noget med, at jeg ikke føder før han når 2000 følgere.
  • Er jeg blevet ret god til det her barsel.
  • Har jeg faktisk næsten spist mig igennem hele Meyers sortiment af hvide kulhydrater, En snurre er stadigvæk bedst.
  • Gad jeg godt vide om jeg virkelig er den eneste, der fjerner de der modbydelige strenge, der sidder i (på?) et æg? Seriøst, jeg får kvalme bare ved tanken om at de er der, og at lave røræg og bage ting med æg er derfor en større operation her i huset.
  • Har jeg fået login til Nutv, så jeg kan se Bear Grylls og De unge mødre., men jeg kan ikke få afspilleren til at virke, hvilket mine hormoner ikke takler så godt. Ikke at jeg græd. Men der var et øjeblik en bævrende underlæbe og noget jamren involveret.
  • Synes jeg i en alder af næsten 30 år stadigvæk at det er piiiinligt at købe bind og trusseindlæg.
  • Har jeg forelsket mig i et sofabord med marmorplade, og har næsten også købt det – men ved også godt at det er et tåbeligt køb når der flytter en baby ind lige straks. Suk!
  • Er der under tre uger til termin og jeg freaker næsten ikke ud over det. Næsten.

 photo Skaeligrmbillede 2015-03-23 kl. 12.08.21_zpsoloxfzdn.jpg

Følg bloggen og mig på Instagram @sneglcille og på Facebook

‘Du var meget sjovere da du var ked af det ‘

Sådan en kommentar fik jeg i går. Ha ha! Og Ja, Ja! det var jeg sgu nok. Men til gengæld kaster jeg lidt op i munden over at tænke på, hvor neeeeederen det var at være såret, bitter og heartbroken. Sådan en omgang orker jeg ikke igen, og jeg har i øvrigt sagt til freelancer at jeg nakker hans knæskaller, hvis han skrider igen. (Seriøst jeg tager dem!).

On the bright side, til dem der sidder og venter på lidt drama her på matriklen, kan jeg love jer for, at jeg ikke er typen, der kaperer afterbirth-hormoner særlig godt. Jeg hyler i dagevis efter sådan en fødsel. Så hvis teorien om at sneglen er sjovere i trist udgave, så kan I glæde jer – Hold kæft det bliver skægt herinde.
Nu laller jeg ud i solen, helt glad og usjov, og drikker en kold øl. Jeg mener en juice. En kold juice.

 photo Skaeligrmbillede 2015-03-18 kl. 19.20.07_zpseyxmfdqa.png