Rod


Min lejlighed roder. Mit skrivebord på jobbet roder. Mit skrivebord på computeren roder. Min mailbox er fyldt og (ja) rodet. Mit hovede roder og mit liv roder. 
Kommer der snart nogle voksne? 
Find mig under dynen, jeg er hende med krummer på tøjet og filtret hår. Bare ring når I er her.
Ps.Tag slik med. 
pps. Eller noget smørbagt. 

 

Et afsnit fra bogen i skuffen

1000 kroner er indsamlet indtil videre. Det betyder at jeg smider et afsnit af min bog op… Gulp!
Så i dag rakte jeg armen i boghatten og fiskede et tilfældigt afsnit op. Det blev et kort et, nemlig dette. Værsågod: 

Trust no one. Slet ikke en skildpadde.
Vores møder blev mere og mere hyppige. Det blev fysisk og intenst. Igen.
Jeg håbede, vi ville finde sammen inden fødslen. Jeg håbede, at han ville indse, at hans beslutning var en fejl, og at vi skulle være sammen.
Min verden faldt i grus på ny, da det viste sig, at det ikke blev sådan.
At han i hvert fald ikke gik med samme ønske, og at jeg havde lagt mere i det, end hvad det var.
Jeg var ikke sur på ham længere, men på mig selv.

Tænk at jeg faldt i med begge ben. Igen.
Et øjeblik troede jeg, at han havde fortrudt. At han havde indset, at et liv uden mig var umuligt. Jeg tog fejl.
Om halvanden måned føder jeg vores fælles barn, og lige nu aner jeg ikke, hvordan jeg har det.

Jeg ser ikke min terapeut længere. En sætning jeg ikke lige havde forestillet mig selv sige. Nogensinde.
Er trods alt ikke med i en dramaserie, selvom det efterhånden føles sådan.
Det er en skam, for jeg havde sådan håbet, at hun kunne hjælpe mig med at filtre min hjerne ud.
Jeg kunne faktisk ret godt lide hende, første gang. Men jeg sidder tilbage med en klam smag i munden.
Føler mig næsten bondefanget og latterliggjort. Hun kunne knap huske, hvem jeg var, trods det kun er en uge siden, jeg sidst sad grædende i hendes stol og fortalte om mit forvirrede sind. Hun gentog endda præcis de samme ord,  hun havde sagt ugen før,  i samme toneleje og med samme bekymrede blik i øjnene. Ord, der havde givet mening ugen forinden, men som nu bare lød falske og indøvede. ?Du er en blæksprutte?, sagde hun også. ?Han er en skildpadde?….. (???) 
Der var en lang forklaring tilsluttet, noget med at jeg, blæksprutten, får ham til at gå ind i sit eget skjold. Super.  
>>Hvad er du ikke selv?<< Var det eneste, jeg kunne svare, så det lod jeg være med.
Jeg er for høflig, men indeni rakte jeg tunge og slyngede grimme gloser efter hende og hendes grå page. Dråben var, da hun langede mig en brochure om et kursus, hun holder snart, en workshop for par. ?Til når, eller hvis, I finder sammen? sagde hun med hovedet på skrå og gav min hånd et klem. 
Jeg takkede nej og rejste mig, sagde pænt farvel og gik derfra i arrigskab.
Snydt igen. Hvad fanden er der galt med verden? Venter næsten på enten at vågne op, få at vide at jeg er blevet tosset, og det hele foregår inde i mit hovedet, eller at nogen springer frem med et kamera og grinende fortæller mig, at jeg er nem at narre. – Det må gerne ske nu. 

Kærlighedsweekend

Fredag fyldte Otto fire år. Dagen startede klokken 6, med morgenmad og gaver. Vi flagede hele vejen ned til børnehavebussen, og resten af dagen brugte jeg i køkkenet, på at bage mini cupcakes, boller og lagkager. Jeg skal være helt ærlig og sige at jeg nær var dejset om af kagestress og både fik bandet glasur og krymmel langt væk – og i øvrigt kylede en gulerod efter O’s far, som forsøgte at hjælpe. Ka’ selv-Vil selv.
Men trods lidt vanskeligheder og forhøjet blodtryk, nåede jeg heldigvis det hele, inden Otto, hans far og resten af gæsterne bankede på, klokken 16. 
En perfekt dag, særligt hvis man spørger Otto, som fik alt hvad han ønskede sig og lidt til. 

Dagen efter sendte jeg den nu fire-årige hjem til sin far, hvorefter jeg hoppede i festtøjet, delte en flaske rose med Nanna og Rachel, inden vi stavrede i frederiksberg slotskirke, for at se to smukke mennesker sige ja til hinanden. Og SÅ festede vi indtil søndag morgen. 
I går eksisterede jeg ikke. Først om aftenen da min dreng og en flæskestegssandwich landede i min seng gav livet rigtig mening. 

 

Det er eddermame kærlighed – et glimt fra mit liv som mor

– “Mor, jeg har noget i min hals. Det er ikke så rart”
– “Åbn munden, så kigger jeg lige på det” – hørte jeg mig selv sige, mens jeg satte mig på hug, og i samme sekund blev badet i opkast. 

Vi var selvfølgelig ikke hjemme da det skete og havde naturligvis heller ikke skiftetøj med.
Så der var pludselig langt fra Amager til Vesterbro. Men det gik det hele og vi nåede hjem, med lidt hjælp fra mine forældre, en grøn opel, en rulle plastikposer og et lånt håndklæde.
Jeg har vist skrevet om opkast før. Det er jo også sådan et rart emne, så hvorfor lade være?!
Tænker hver gang over, hvordan Otto seriøst er det eneste menneske, som kan kaste op på mig, uden af jeg freaker ud og begynder at gagge. Ikke at jeg har fået fornøjelsen af at blive kastet op på af andre end ham, hvilket så også er sket en god håndfuld gange, men jeg forestiller mig at det ville fremprovokere en del skingerhed og instant opkasttrang. Men ikke når det er eget afkom, det er det man kalder ubetinget kærlighed. Lige der. Og sådan skete det at jeg skrev endnu et indlæg om bræk. Og kærlighed.

God søndag. 

At overhale sig selv


Løber stærkt for tiden. Det er fedt. 
Når jeg siger løber stærkt, mener jeg det ikke bogstaveligt, vel. For motion er nok det jeg får mindst af pt. Men jeg har, som I ved nu, åbnet en masse kapitler, og projekter, samtidig med de nye jobs. Det er hårdt, på den måde at jeg er konstant træt, og samtidigt ikke helt kan sove. Og så viser det sig ved at jeg, når jeg kommer hjem om eftermiddagen/aftenen, nærmest flår tøjet af og hopper i noget joggingsæt – jo grimmere, des bedre.
Det er til gengæld netop gået op for mig, at jeg har fri i morgen tidligt. Faktisk helt ind til klokken 11, hvilket er første gang siden Sunny (skylder da sørme også lidt indlæg derfra. Hov).
Min halve fridag, vil jeg tilbringe med  en ornli’ stor sødmælkslatte og noget glasurovertrukket snask fra bageren. Og ja, det skal indtages iført førnævnte uvaskede bomuldsantræk.

Nu. Sove.. Eller…. Først et afsnit (løgn! mindst to) Orange is the new black og et lille (lyv! stort!) stykke chokolade. 
ja. 

Status på liv


Hold kæft hvor har I været søde til at være tålmodige, til at spørge ind og sparke kærligt til mig. Tak for mails og kommentarer. Virkelig.
Jaer! Jeg har været sløv i betrækket. Og JA, bloggen er blevet nedprioriteret gevaldigt. Både for ferie, strandbesøg, kvalitid med dem jeg elsker og andre rare ting. Jeg har haft ekstra meget brug for at prioriterer de ting højt den sidste tid, af flere årsager. Særligt fordi jeg har været overvældet, af flere ting. Jeg har fået en masse spændende opgaver på mit bord. Både for cover kids, som I allerede ved, for diverse samarbejdspartnere på bloggen (Netflix f.eks.) og sidst men ikke mindst, har jeg fået tilbudt et deltidsjob på min drømmearbejdsplads.
En kontorbyging som jeg ofte cykler forbi og hver eneste gang, har tænkt noget ala “Fårkmand! Hvem der bare arbejdede her!”
Fra i morgen, arbejder jeg der. SGU!
At det er deltid, er lige nu kun et ekstraplus, for på den måde kan jeg beholde både mine opgaver hos Cover Kids, ligesom at jeg kan tage imod andre tilbud, sideløbende.
Det er overambitiøst, og meget at tage ind, rigtig meget. Men jeg er glad, virkelig! – Og lige nu føles det hele helt rigtigt. 
….. Sikke en kontrast til mit liv sidste år

Så, det er simpelthen sådan sneglelandet ligger. Og fra i morgen, får jeg et skrivebord ude på Havneholmen, i et glashus, hvor der står Aller udenpå. 

 

2013. Jeg digger dig. 

Modeugefravær


Copenhagen fashionweek er i fuld gang. Den første dag tog jeg den med ro, og rundede kun et enkelt show. I går var der knald på og i dag har jeg lidt mere at se til. I år fokuserer jeg primært på børnetøjet. Hvis det er noget I har lyst til at følge, kommer jeg til at tweete om det på Cover Kids twitterprofil, jeg ævler om det på deres facebook, og jeg kommer til at skrive et par indlæg på coverkids.dk 
Derudover er jeg jo også på Instagram @Sneglcille, hvis man er til den slags. 
Af samme årsag bliver der en smule stille på sneglcille siden (ikke at det er noget nyt, se hvorfor i mit status indlæg på lørdag). 

Savner jer. Faktisk.

 

Hjemme!


Endelig hjemme.
…. Og træt. Så træt.
Vender tilbage i morgen. Med hjernekapacitet (håber vi) og uden render under øjnene. 
PS. Jylland var et hit. 

Nu godnat. 

Notebook addict

Min hjerne har ikke nok hukommelse til at gemme på alt det ragelse, den går og samler til sig, derfor er jeg afhængig af post-its og notesbøger. Og jeg bruger efterhånden også Notes på min iPhone ret flittigt. Bare sådan till at skrible diverse tanker og ideer ned, når jeg ikke lige har papir og kuglepen ved min side. Meget af det, bliver efterfølgende til indlæg herinde, noget bliver til mails, andet bliver slettet, og så er der det som jeg glemmer alt om, et sekund efter jeg har skrevet det, og senere falder over.
For eksempel fandt jeg i morges denne, som jo kunne have været et udemærket indlæg.

foto(1)

Havde faktisk allerede glemt, at der var flavor i mælken, ost i salaten og friske mænd på gadehjørnerne. Og at det var umuligt at opretholde et bittert og pessimistisk sind, når alle ville kramme og kalde hinanden for honey og love hele tiden. Var også rimelig underdrejet og ramt af jetlag i de 3 dage jeg var der, så hurra for teknologi og smartphones, for at sørge for minderne! Blev lige smidt tilbage til Los Gatos og San Fran et øjeblik.

Dagen hvor Bollinger blev drukket

For nu, snart to år siden skrev jeg dette indlæg
I dag gad jeg ikke vente længere og flasken med de dyre dråber, røg derfor med i vores picnickurv i formiddags, og slæbt med i Frederiksberg have.

Den blev åbnet, med assistance fra den pæneste dreng jeg kender, skænket i orange plast, spildt lidt på tæppet og drukket i selskab med fire rare mennesker og jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre måde at drikke den på. Den var god. Virkelig god. I øvrigt, er en boblende formiddags buzz jo aldrig helt dårlig. Det kan anbefales. 

Anledningen, bortset fra the fact at jeg var træt af, at den lå der på hylden og hånede mig, blandt hvidløgsfnuller og pålæg, hver gang jeg åbnede mit køleskab, er at jeg har takket ja til nye udfordringer og dermed går en travl, udfordrende og helt vildt spændende tid i møde (skal nok være mere specifik asap). Så da jeg i forvejen havde en skovturs aftale med en håndfuld rare mennesker i dag, var det oplagt at snuppe Bollinger med, og klirre lidt for sjælden medgang.