Der er lige noget jeg skal fortælle jer

Det hele startede en sensommerdag på vej hjem fra stranden, hvor jeg satte tænderne i et stykke vandmelon, som simpelthen smagte sådan af opkast. Dernæst skete der det, at min naturlige sukkertrang og lyst til kage forsvandt som dug fra solen, og jeg hørte mig selv sige ting som ?Nej tak, jeg springer over? og ?Bare et lille stykke?. ? Alarmerende!

Så kom den ustyrlige lyst til iskold danskvand, på trods af min voldsomme aversion imod brus, dernæst længsel efter rejemadder midt om natten, og i samme omgang trætheden, behovet for 12-14 timers søvn hver nat, den konstante hovedpine, svimmelheden og den enorme mængde mundvand, og dermed behovet for at synke hvert sekund for ikke at komme til at savle eller kaste op, og så var der naturligvis det endelige bevis, bomben, testen, der en varm sommermorgen for nu over to måneder siden viste to streger.

Til april lander vores andet fælles barn, Otto bliver storebror, og jeg er ved at gå til af skræk, lykke og glæde. Det er vi alle sammen.

Den første måned holdte vi det nogenlunde for os selv. Michael (ja, synes altså at en opgradering fra ?Freelancer? er på sin plads) og jeg besluttede, at der ikke var nogen grund til at plapre op om det, før vi selv havde vænnet os til det (hvilket man jo for helvede aldrig gør!), efter en måneds tid begyndte vi så småt at sige det til de nærmeste, og så kom turen til mit arbejde. Sjældent har jeg været så nervøs, men eftersom at jeg var træt af at gå i løst tøj, og skulle komme på undskyldninger for at slippe uden om sociale arrangementer, hvor alkohol var indblandet, samt de konstante fieldtrips til toilettet, hvor jeg med et fast greb om håndvasken og ivrig øjenkontakt med mig selv i spejlet messede ?NU tager du dig sammen! Du må ikke kaste op, og ikke falde i søvn nu!!?, samt overveje om det ville være passende lige at ligge lidt på gulvet og tage en lur, for derefter at vende tilbage til mit skrivebord og lade som om, at jeg ikke var ved at gå i gulvet, var det det helt rigtige tidspunkt at bekende kulør.

Det gik godt.

Nakkefoldsscanningen gik også godt.
Kvalmen og min madlede, der har været voldsom og gjort at jeg i flere uger primært kun har spist brød, suppe og vindruer, er ved at aftage og jeg begynder så småt at føle mig som et almindeligt menneske? Et menneske, der dog ikke kan være i nærheden af æg uden at gagge, og som skal have kakaomælk og tomater hver dag, men som helst ikke spiser aftensmad.

Så ja, there you have it. Snegledamen er knocked up. Igen.

 photo foto12_zpsf8657039.jpg

Om at tage springet i den dybe ende

Jeg er blevet kæmpe tilhænger af at hoppe ud i ting, især det man er bange for, og det er noget jeg opfordrer alt og alle til. Jeg taler jo altså af erfaring.

For to år siden forlod jeg et mega sikkert job med en god løn, flextid, masser af fremtid og en fantastisk chef, men det føltes ikke rigtigt i maven at være der. Det var jo ikke det jeg skulle, sagde mavefornemmelsen. Så jeg sagde op. Uden en plan, men med et kæmpe ønske om at gå efter det jeg elsker. Det blev til et lille år med fuld fart på, hvor jeg knoklede, bankede på døre, fik afslag på afslag, panikkede, tog kurser, tudede, arbejdede gratis, græd lidt mere, havde småjobs i form af klummeskriverier og lignende, og langt om længe kunne jeg for lidt over et år siden sætte min underskrift på en rigtig kontrakt, et sted hvor jeg får lov til at lave det jeg brænder for.

Tidligere i år tog jeg endnu et spring uden sikkerhedsline, da jeg en sen aften kiggede min søns far i øjnene og sagde noget romantisk i retning af ‘Så lad os gøre det, men så gør vi det fandme også rigtigt! Og hvis du skrider fra mig, smadrer jeg dig’ – Og nu bor vi sammen og jeg er gladere og mere forelsket end jeg nogensinde har været.

Ajmen du har virkelig også været heldig! Sagde en person til mig for nyligt. Ja, jeg føler mig heldig, og jeg sætter pris på det. For jeg ved også hvordan at det føles, når det hele bliver tabt på gulvet. Heldigvis kan det meste samles op igen…

Så, seriøst ikk? Hvis du er bange for noget, du helt vildt gerne vil, så gør det! Gå efter det, og arbejd din røv af for det – Hvad er det værste der kan ske?
 photo Attachment-1_zps7124b8b4.jpeg

Chokolademusik og eyecandy

Kæreste-blær i sigte!
Når manden jeg deler liv med ikke svarer på jeres spørgsmål, agerer superfar til to og tålmodig kæreste til et besværligt kvindemenneske med en kærlighed for vinkekatte i guld, tager han billeder og filmer alt fra modemagasiner til kendisbryllupper. I sidste uge tilbragte han en lang lang dag med en af Danmarks måske sødeste artister, nogle dygtige dansedrenge, tre urimeligt lækre damer (tror han var ret tilfreds med sit job den dag) og model og kunstner Sophus Ritto, og i dag er resultatet udkommet. Jeg flækker af stolthed! Jo, men det gør jeg altså, for jeg synes eddermame han er dygtig, min mand. Da han i dagene op til fortalte om sin vision i forhold til videoen, var jeg en anelse bekymret for om hans ambitioner og forestillinger var lige i overkanten med et ikke eksisterende budget, men efter at have set videoen må jeg æde min skepsis.

Den søde og dygtige artist bag nummeret er Benjamin Kissi, som nogle af jer måske har set på scenen med Eaggerstunn sidste år. Chocolate er hans anden single på egne ben og den kan købes på iTunes lige her.

Se den, så er I søde, om ikke andet så for de lækre damer og mænd, der er med i den.

I mørket

Otto er begyndt at sove med lyset tændt. Det skyldes en blanding af voldsomme mareridt, der fortsætter når han vågner, fordi han er desorienteret, og hans eget ønske om at have det tændt da han, efter eget udsagn, tænker for meget og ser ting, der ikke er der – i mørket. En følelse jeg godt kender. Både fra da jeg var barn og fra nu. Min hjerne vandrer også når det er mørkt, ikke som da jeg var barn, hvor jeg forestillede mig blodige monstre på mit vindue bag gardinet, og mænd med skelethoveder og lange benede fingre siddende på hug ved vasketøjskurven, nej nu er det nærmere tanker om fremtid, fortid, nutid, drømme, ønsker, bekymringer og lignende der fylder i mørket. Dog oplevede jeg det som Otto taler om forleden, da jeg vågnede og der stod en mand i mit soveværelse og kiggede på mig. Jeg skreg højt og brød hulkende sammen, ikke særligt heroisk, og heldigvis var det bare min kæreste, der kom sent hjem fra job, og som listede rundt for ikke at vække os, men i et par sekunder troede jeg at der var nogen, der havde brudt ind, for min hjerne og mørket havde udskiftet hans ansigt med et andet. Fy for pokker. Godt, at det som oftest bare er regninger, arbejde og fremtidsplaner, der optager mig når mørket falder på.

Indlægget her bliver i øvrigt skrevet i komplet mørke, hvor jeg kun kan ane et lyseblåt skær fra børneværelset, det skal nok holde både monstre og indviklede tanker væk, for store og små.

Godnat.

 photo foto3_zps4f380d38.jpg

Svar fra manden de kaldte freelancer

Hold op, hvor var I gode til at finde på spørgsmål. Sådan!
Jeg valgte en god stak og satte spot på den kære mand. Han svarede og jeg blandede mig så vidt muligt uden om.
Så lad os springe ud i det for pokker:

Du har tidligere givet udtryk for at du ikke ønskede at være en del af bloggen. Hvorfor har du ændret mening og hvad fik dig til at sige ja til denne Q&A?
Jeg har aldrig som sådan haft noget imod at C bloggede, tværtimod, men jeg har haft svært ved lige pludselig , at skulle være en ?offentlig person?. Det skulle jeg vænne mig til. Jeg er et meget privat menneske og det var svært, eller nærmere ambivalent, at se sneglcille-bloggen blive en så besøgt side, for på den ene side glædede det mig helt vildt at se hvordan Cecilies ord endelig blev læst af folk, men på den anden side synes jeg det var grænseoverskridende at vores privatliv blev offentligt. Det synes jeg nok egentlig stadigvæk, men på den anden side har jeg nu forstået blogmediet bedre. I forhold til spørgerunden, er det ingen hemmelighed at jeg har sagt ja udelukkende for Cecilies skyld. Bloggen betyder helt utrolig meget for hende og det vil jeg gerne støtte op om.

Har du nogensinde følt dig udstillet på bloggen?
Aldrig.

Hvis du selv skulle have en blog, hvad skulle den så handle om?
Vent og se?

Hvis du selv skulle vælge dit alias på sneglcille, hvad skulle det så være?
Jeg synes freelancer er et udmærket alias.

Hvad hedder du rigtigt og hvad kalder I hinanden?
Jeg hedder Michael, men tror faktisk primært at Cecilie kalder mig Falle, hvilket jeg er blevet kaldt af alle i min omgangskreds så længe jeg kan huske. Vi prøvede på et tidspunkt at finde på navne til hinanden, men det gik fjol i den, og navne som kattegrus og babypoo opstod. Dog holder jeg mig til de kedelige standard kaldenavne som for eksempel skat. Cecilie er lidt mere kreativ, og jeg har ikke tal på hvor mange kaldenavne hun har til mig og Otto. En færdighed som Otto også har taget til sig.

Hvad går dit arbejde ud på?
Jeg er fotograf og laver alt fra modeserier, videoer, pladecovers og reklamer.
Se mit arbejde her:
Michaelfalgren.com
Neyefalgren.com
wedopeople.com

Hvordan mødte du og Cecilie hinanden?
På Ludwigsen (bar på Vesterbro). Vi havde (har!) en fælles ven, der hev mig med ned til hende og en veninde en onsdag aften for knap 8 år siden.

Hvorfor slog du op?
Vores forhold hang i en tynd tråd på det tidspunkt af flere årsager, og vi kunne overhovedet ikke finde ud af at kommunikere, jeg gik lidt i panik og i det der skulle være en kort pause fra det hele, følte jeg mig tvunget til at tage en beslutning – det blev forhastet og alt gik lidt i lort derefter.

Fortryder du, at du gik fra Cecilie den gang? ? altså jeg tænker jo at du må have fortrudt noget, siden du kæmpede for at få hende tilbage igen ? men tror du måske at I har lært noget af den oplevelse, som du ikke ville have været for uden?
Ja og nej. Jeg hader at der skulle så meget smerte til, og at der skulle gå så længe, men det var tiden, der gjorde at jeg og vi blev klar.

Hvordan og hvorfor fandt du af, at du ville tilbage til Cecilie?
Det har jeg nok hele tiden vidst.  Men turde ikke gøre noget ved det. Jeg blev helt sikker i min sag efter en lang roadtrip til Tyskland forrige år, hvor jeg fik talt det hele grundigt igennem med en nær ven.

Lister man så rundt længe inden, med følelser man ikke fortæller hende om, eller kaster man bare en kærlighedserklæring ud med det samme? Og hvad hvis hun sagde nej?
Jeg gik med det læææænge. Hun sagde faktisk nej, da jeg endelig fik sagt det. Men efter mange lange snakke og overvejelser fik jeg hende heldigvis! Jeg hader inderligt at vi skulle være fra hinanden, for at finde ud af at vi ikke kan leve uden hinanden.

Hvordan har reaktionerne fra familie/venner har været?
Virkelig god. Alle omkring os har været meget positive. Faktisk har vi ingen skepsis mødt, men vi ved selvfølgelig ikke hvad folk har sagt når vi ikke har lyttet med.

Hvad faldt du for ved Cecilie?
Hun er pisse sød og et godt menneske. Vi passede bare sammen på en helt speciel måde fra dag et. – Det har jeg aldrig oplevet med andre – og så har hun de grønneste øjne og skæveste ører jeg nogensinde har set, hvilket jeg var, og er helt pjattet med.

Hvilke sider af jer minder mest og mindst om hinanden?
Vi er begge kreative og ambitiøse, forskellen på os indenfor det fællestræk er, at jeg kaster mig ud i det meste med det samme, hvor Cecilie er bedre til lige at lave en plan og tænke sig om?. Nogle gange liiiidt for længe synes jeg.

Cecilie elsker at feste og danse til den lyse morgen, jeg er helst fri og vil hellere bare tidligt i seng, og så er jeg virkelig glad for natur, og udendørs aktiviteter – DET er Cecilie ikke.

Beskriv Cille med tre ord ?
Hun kan slet ikke beskrives med tre ord. Men blandt mange kan skrupskør, modig, og fantastisk nævnes.

Beskriv Cille som mor, med tre ord ?
Lige som før, næsten umuligt, hun er den bedste!  Kærlig, fantasifuld og opmærksom.

Hvad er det bedste ved at være far?
Alt. At elske ubetinget er en vanvittig følelse, som jeg ikke kan få nok af. At have børn er det, der får det hele til at give mening for mig.

Hvad er det hårdeste ved at være far?
At man elsker ubetinget er indimellem en virkelig voldsom og skræmmende fornemmelse.

Skal i have flere børn?
JA! Jeg vil gerne have to mere,, men jeg er ikke sikker på at Cecilie er helt enig. Men jo, vi skal helt sikkert have flere børn.

Det sidste jeg havde opfattet var, at du var kærester med en ?ny?, som du havde fået barn med. Hvorfor gik I fra hinanden? Hvordan er forholdet i dag?
Sådan hænger det ikke sammen. Faktisk har jeg slet ikke haft en kæreste i den tid vi har været fra hinanden. Min yngste søns mor og jeg har aldrig været i et forhold, så den konstellation har været en anelse speciel fra starten af. Men det fungerer rigtig fint og vi kan sagtens samarbejde, selvom der ingen følelser er, eller har været.

Er det svært lige pludselig at være fuldtidsfar for Otto?
Nej! Det er det bedste nogensinde. Følte mig amputeret som delefar.

Hvordan er det at være far fuldtidsfar for din ældste og dele/weekendfar for din yngste? Har det medført meget dårlig samvittighed, at du får mere tid med din ældste og oplever mere med ham?
Selvfølgelig ville jeg ønske at jeg havde dem begge altid, og jeg bliver ked af det på mine og på begge drenges vegne over at de skal undvære hinanden. Det er ikke sjovt at være ? det andet hjem?, men jeg har altid vidst, at det ville være sådan med Leo. Vi prøver virkelig at gøre noget særligt ud af det når han er her, så han ikke føler sig udenfor, eller som om han er på besøg, for det er selvfølgelig heller ikke ideelt for ham at bo to steder.

Da I flyttede sammen i jeres gamle lejlighed. Hvem stod for indretningen af jeres nye fælles hjem. Havde han nogle bestemte tanker omkring, hvad der skulle ind for døren og hvad der ikke skulle?  Vi er ualmindeligt enige omkring indretning, på nær TO ting, nemlig Cecilies to forfærdelige guldfarvede vinkekatte i plastik, som hun på en eller anden måde har fået sneget med selvom jeg har kæmpet en brav kamp for at slippe for dem. Den ene står i vindueskarmen ved vores seng og glor på mig hver morgen. Det kunne jeg virkelig godt undvære.

Hvilken ret mestre du at lave til topkarakter ?
Pandekager råber sneglcille! Personligt er jeg ret stolt af mine suppefærdigheder. Men apropos mad! Opfandt jeg, da Otto var lille, en pastaret, der fik navnet Pasotto. Der er en ovnbagt kaloriebombe med pasta, tomatsovs, ost og tre slags kød. Ironisk nok spiser Otto slet ikke kød? Det slår mig nu om det er Pasottos skyld at han er blevet vegetar?

Hvordan er din relation til Tyrkiet?
Min far er tyrkisk kurder, og min mor er dansk, så halvdelen af min familie er tyrkere.

Mine forældre mødte hinanden da min far kom til Danmark for at arbejde i 70’erne. Han boede i Danmark indtil jeg var 15 år, hvor han flyttede tilbage til Tyrkiet, her bor han stadigvæk og vi ser ham så ofte det er muligt. Mine tyrkiske bedsteforældre og halvsøskende bor stadigvæk i Danmark.

Jeg elsker at være vokset op halvt tyrkisk, selvom jeg personligt ikke er specielt troende og både er kristent døbt og konfirmeret, har det været enormt lærerigt og givende at have den muslimske kultur helt tæt på, hvor familie, medmenneskelighed og respekt er en overordnet vigtig ting, der virkelig sættes fokus på, og at man fra helt lille lærer en masse om at respektere hinanden, og i særdeleshed de ældre. Mange af de ting vil jeg rigtig gerne give videre til mine børn.

 photo foto1_zps81182365.jpg

Uretfærdighed og kærlighed – En blog-anbefaling

Jeg kender en kvinde, der har hele pakken, personligheden, udseendet, styrke og en psyke ud af denne verden. Det føles nogle gange som om, at universet tester hende, og smider udfordringer hendes vej bare fordi, at hun kan klare det. Endnu mere uretfærdigt er det, at udfordringerne skal gå ud over hendes søn. Hendes fantastiske søn, som jeg har kendt hele hans liv og som jeg elsker højt.

Personligt har jeg ind i mellem lyst til at skrige ’stoooooop!’ på Nannas vegne, så jeg kan næsten ikke bære, at tænke på hvordan hun må have det.

Arthur var ikke mange dage gammel, før det stod klart at der var noget, der var anderledes, og de sidste fem et halvt år har været en rutchebanetur uden lige. Hospitalsbesøg, medicinering, overvågning, diagnosering, undersøgelse på undersøgelse, modgang, tårer, glæde, men mest og vigtigst af alt ubetinget kærlighed – I al uretfærdigheden, er det at Arthur har Nanna som mor, og at Nanna har Arthur som søn tilgengæld mere end retfærdigt og noget, der i den grad giver mening.

De er en evig inspiration.
Jeg har før bedt jer om at kigge forbi Nannas blog for at læse Nannas egne beretninger om livet med Arthur og hans sygdom, der på det seneste har udviklet sig. Hun beskriver det hele så fint, og selvom jeg kender deres historie og dem, rammer hendes skrevne ord mig altid på en helt særlig måde.

Kig forbi Nanna, verdens bedste mor, her.

 photo Skaeligrmbillede2014-09-20kl100317_zps2b535c37.png

I øvrigt #7

  • Kan jeg ikke spise mandler uden at få en anelse mandel galt i halsen. Every time.
  • Følger jeg åbenbart Burhan G på Instagram.
  • Har den fem årige lært hvad ordet ‘uretfærdigt’ betyder. Der er mange ting, der er uretfærdige når man er fem. Sengetid for eksempel, spidskål til aftensmaden, og det at man skal have strømper på.
  • Elsker jeg at der stadigvæk sniger sig misforståede børneord og sætninger ind i den velartikulerede dreng, som når han beder mig binde ’snøjfer’ på hans snørrebånd, eller ‘at holde ballerne fra hans mad’.
  • Har jeg lige fundet tre overpriced cookies fra lagkagehuset i min taske. Score!
  • Er jeg kommet til at love manden i mit liv at vi skal ind og se Abernes Planet 2.
  • Hader jeg egentlig at det nu er blevet mørkt når jeg står op om morgenen, men i al hemmelighed også at det er lidt hyggeligt.
  • Er der vist pænt koldt i helvede for tiden, for jeg er begyndt at kunne lide (og drikke) te.
  • Har jeg sgu da glemt at blære mig med at Christophers albumcover er skudt i mit soveværelse.
  • Elsker jeg jeres spørgsmål til interview-indlægget! I er gode, og opfindsomme.
  • Undrer det mig en smule, at mange tror at freelancer har været i et forhold med lillebrors mor. Jeg troede bestemt, at jeg havde opklaret den del af historien før, som kort fortalt og med al respekt, drejer det sig om en festlig julefrokost, og en mand, der tager ansvar, og som elsker sine børn.
  • Fylder bloggen 5 år lige om lidt! Det skal eddermame fejres! Tequilashots og gaveregn til alle!
  • Har barnet uddelt smølfenavne til hele familien,  og I kan fra nu af kalde mig for ‘klumpe-smølf’.
  • Er R Kellys I Believe I Can Fly ualmindelig svær at komme af med, når den først har sat sig. Jeg nynner den på 3. uge.
  • Overvejer jeg at give Sneglcille.dk en seriøs makeover… (men bliver selvfølgelig her i egne rammer).

 photo Skaeligrmbillede2014-09-16kl213143_zpsc7606e3b.png

Mand på bloggen?

Ok venner, jeg lagde op til det på Instagram tidligere, og nu spørger jeg også her. En gang for alle. Hvad vil I vide? Og her mener jeg ikke en helt traditionel spørgerunde. Nej! For spørgsmålene må gerne rettes mod freelancer (som seriøst snart fortjener et nyt navn på disse kanter). Han har lovet at svare på næsten alt.

Modigt, var der en, der skrev på Instagram. Ja mand! Han er totalt modig og jeg elsker ham for at gå med på ideen. Jeg er nu ikke bekymret, I er jo søde, og det er ment som en sjov lille ting, da det jo må siges at være en noget speciel drejning vores liv har taget det sidste halve år, og jeg ved, at I sikkert har en masse spørgsmål. Om ham, om os, om beslutningen, om fremtiden, om lillebror, om det sindssyge breakup for snart seks år siden, om kærlighed og tilgivelse, om tiden før Otto, vores nye liv og.så.videre, og jeg ville helt ærligt ikke vide, hvor jeg skulle starte, hvis jeg skulle skrive et indlæg om det hele.

Jeg håber, I har lyst til at lege med, og at I vil tage godt imod ham, når jeg har interviewet ham ved hjælp af alle jeres (forhåbentlig) rigtig gode spørgsmål.

Tror det bliver godt og sjovt …Eller også er det her verdens dårligste ide, men så har I da fået chancen.

 photo Skaeligrmbillede2014-09-14kl194549_zps4030303b.png

Hverdags-kabalen

Når man får børn, kommer man ret hurtigt ind i en rutine. Allerede fra starten dannes der et spise-mønster, et sovemønster (at Ottos var at vågne hver 20. minut de første fem måneder af sit liv, har jeg endnu ikke helt tilgivet ham for), når institutionslivet og arbejdslivet starter, kommer der også helt automatisk og ret hurtigt struktur i hverdagene og så videre. Når man går fra at være alenemor til, at være den ene del af et forhold, er der nogle helt andre ting, der skal gå op. Mange hverdagsting føles pludselig legende lette for os begge, da der pludselig er et ekstra sæt hænder og en ekstra portion tålmodighed. Altid. Men at få tre liv til at passe sammen og gå op, når man er vant til en helt anden type puslespil, er mærkeligt nok en ny udfordring, som vi stadigvæk lige skal finde os tilrette i. Vi er to sociale mennesker, der både prioriterer hinanden, vores barn, alenetid og venner højt, og samtidig brænder vi for vores jobs, og jeg skal lige hilse at sige at det, mine damer og herrer, er en fucking kunst at få til at gå op i sidste ende. Særligt når man også gerne vil have en blog til at køre, et hjem uden nullermænd på størrelse med et mellemstort kæledyr i hjørnerne, og have tid til at stoppe op og trække vejret ind imellem.

Det er faktisk næsten en umulig opgave og lige nu kører vi en klassisk ‘når min mor kommer hjem, går min far’-livsstil, men forhåbentlig kun for en tid. Det jeg prøver at sige er, at bloggen, som I nok har bemærket, lider lidt under hverdagen i denne periode, men jeg ved, at jeg snart finder energien og tiden til den, for lysten er der som sjældent før, hvilket er vigtigt for mig at understrege. Jeg skal bare lige lære at jonglere med det hele.

 photo Skaeligrmbillede2014-08-25kl203916_zpsa2b476e4.png

Følg mig på Instagram @sneglcille

 

5 år, vejrskiftesnue, bedsteforældre og Batmankage

En fødselsdagsweekend er veloverstået og jeg er nu mor til en fem årig, og jeg er ret vild med det. Han imponerer mig hver eneste dag med sin godhed, humor, sine skæve tanker og sit smukke væsen. Da han om morgenen på sin fødselsdag i lørdags sad ved morgenbordet, jeg havde dækket op, og kiggede rundt på pynten og maden, og helt stille sagde at det var dejligt, at jeg havde gjort alt det for ham, tror jeg måske jeg stoppede med at trække vejret et øjeblik. Min betænksomme og kloge store dreng.

Vi kørte som sagt full on fødselsdagstema begge dage, med gæster, gaver, gang i den, kalorier, sukker og så videre. Jeg kastede mig ud i superheltekager og det gik pissegodt, barnet var glad, og det samme var gæsterne. I nat vågnede jeg ved at den fem årige kaldte på mig med en lille hæs stemme, han var brandvarm og tydeligvis ramt af den stygge vejrskifte-snue. I dag har vi derfor været hjemme, ham og mig, og selvom vi primært har ligget på langs og set tegnefilm, gik vi begge omkuld i køjesengen i løbet af få minutter. Jeg vågnede for lidt siden og føler at jeg er blevet kørt over af en bus. Om det skyldes at snuen er ved at sætte kløerne i mig, eller om det blot er efterveerne fra mit sindssyge kageprojekt ved jeg ikke, men jeg ved dog, at jeg med stor sandsynlighed falder i søvn få minutter efter at jeg trykker på udgiv.

 photo fd_zpsf65ad476.jpg

I morgen er det op på arbejdshesten igen for mit vedkommende, mens min bedre halvdel indtager pladsen i sofaen med den varme dreng, inden vi om tre dage tager til Barcelona. O skal være hos sin mormor i de dage vi er væk, og jeg tror muligvis han glæder sig mere til sin miniferie i lejligheden ved søerne hos mormor og morfar, end hans far og jeg gør til tre dage med tapas og solskin – og vi glæder os altså pænt meget! Gad vide, hvordan det er rent faktisk at tale sammen uden at der er børn, som skal have hjælp/svar/opmærksomhed i et væk?! Jeg glæder mig til at finde ud af det.