Symbiose

Uma er nu 9 uger gammel. I menneskesprog betyder det lidt over to måneder. I løbet af den tid har jeg været væk fra hende to gange: Den ene gang da jeg skulle på posthuset, den anden da jeg skulle et smut i Superbrugsen. Begge noget der rundt regnet tog 25 minutter, og resulterede i noget hurtig vejrtrækning, svedige hænder og konstant overvågning af telefon, selvom hun jo altså bare var derhjemme sammen med sin far imens.

I morgen er planen at jeg skal til en reception, om aftenen, på et diskotek (eller en club som det vel egentlig hedder) med Freelancer, uden Uma. Min mor og min stedfar skal være i vores lejlighed imens med begge børn. Jeg er lige dele spændt og angst. Jeg trænger (!) til at gøre noget ud af mig selv, til at snakke med mennesker, til ikke at lugte af gylp, til at være sammen med min kæreste uden børn, og jeg trænger til en drink.  Meeen. Jeg er så meget i symbiose med den lille nuttede køddukke kaldet Uma, at jeg kan mærke en mild form for panik brede sig, når jeg tænker på i morgen aften. Jeg har delt min bekymring med både min bedre halvdel, samt mine forældre, SÅ planen er indtil videre, at de kommer herhjem som planlagt i morgen – og så må vi se om jeg, når klokken slår 20:00, har mod på at tage med min kæreste til fest, eller om jeg hopper ned i slyngevuggen til Uma. Jeg håber på det første. Hvilket bringer mig til næste problem: Tøjkrise! Jeg går stadigvæk i graviditetstrusser og jeg er ret sikker på at jeg endnu ikke kan være i størstedelen af mit ‘pæne’ tøj. Men så bliver jeg vel nødt til at shoppe mig ud af det. Pokkers.

 photo IMG_8480_zpsnptquauk.jpg

Byrotten og landløven

Jeg er opvokset i byen. Boede de første måneder af mit liv på Vestegnen inden vi flyttede forbi Valby og Rødovre, for endeligt at lande på Vesterbro da jeg var omkring 6 år. Først en del år i Dannebrogsgade, herefter den lidt finere Gl. Kongevej. Da jeg flyttede hjemmefra var jeg kort forbi Hellerup, inden jeg flyttede til Paris. Da jeg kom hjem var det Nørrebro der trak, og så havnede jeg sørme på Vesterbro igen, dernæst Barcelona, og sidst men ikke mindst, tadaaaah! Vesterbro.

Freelancer er egentlig fra Amager, men flyttede på landet som 5 årig. Han cyklede 10 kilometer for at komme i skole, hver dag, og har i det hele taget haft en helt anden barndom end mig.

Han elsker plads og stilhed. Jeg elsker liv og larm.

På et tidspunkt skal vi flytte. Hvortil er endnu uklart. Freelancer drømmer om hus og have. Jeg drømmer om herskabslejlighed og altan.

Freelancer vil allerhelst bo på en gård tror jeg. Uden naboer. Tanken om det giver mig myrekryb. Såååeh, vores fremtidsplaner er lidt uklare, på boligfronten.

Kompromiset hedder vel villalejlighed eller byhus. Et andet kompromis kunne være en kolonihave eller et sommerhus, hvor vi kan flygte til når byen larmer for meget.
Hvis (!) vi flytter ud af byen har jeg understreget at vi for det første skal have en bil, og jeg et kørekort, samt en lille lejlighed i byen, sådan at jeg kan få mit fix af larm, bil-os og menneskemylder.

Dog har vi lovet hinanden, at vi ikke skal gå så meget på kompromis at vi begge ender med at føle vi er havnet i noget ingen af os ønsker. For det kunne nok nemt ske, at man pludselig boede i rækkehus i Vanløse, hvilket ikke er noget nogen af os drømmer om (altså der er ikke noget i vejen med Vanløse, eller rækkehus, det er bare ikke for os). Men at vi skal prøve at finde en fælles drøm, hvor vi begge er glade. Om vi ender i en villa på Frederiksberg (når vi rammer en guldåre), eller bliver på Vesterbro, men med et sommerhus i en svensk skov aner jeg ikke, men det er sjovt at tale om og ikke mindst at skabe nye drømme. Sammen.

 photo Skaeligrmbillede 2015-06-18 kl. 13.03.27_zpsudn41zzh.png

Fra da byrotterne indtog Jylland tidligere på måneden…

 

Otte år fortalt på 1000 ord

Det er ingen hemmelighed at det her barsel gør at jeg har meget mere tid til bloggen, og at jeg dermed er mere aktiv herinde og på mine andre kanaler. Det er selvfølgelig resulteret i en væsentlig stigning i mine læsertal. Den først måned af min barsel fordoblede jeg mine unikke brugere. Det er jeg helt vildt stolt og glad over. Med så mange nye læsere er det også klart at nogle måske bliver lidt forvirrede af min historie. Pludselig er der tale om Ottos lillebror, hvilket jo er tosset når jeg netop har fået et barn med Ottos far, som jeg er kærester med. Og hvordan er det nu lige med freelancer. Jeg har sågar fået spørgsmålet: Er freelancer Ottos far? Og ja, ja det er han.

SÅ, til dem, som måske ikke lige magter at læse seks år tilbage på bloggen kommer her et kort overblik, en slags lyn-resume over hvordan de sidste otte år er forløbet og hvordan det nu lige hænger sammen med alle de mennesker i sneglehuset…

For 8 år siden mødte jeg min freelancer, dengang var han ikke fotograf, men musiker, bassist i et rockband, der på det tidspunkt lige havde vundet Emergenza og havde ret lyse fremtidsudsigter, det tilsat hans på det tidspunkt lange hår, blå øjne og dybe stemme, sparkede benene væk under mig. Vi blev kærester relativt hurtigt efter vores første møde og så gik det ellers stærkt. Vi flyttede sammen (samme lejlighed som vi bor i nu), havde et år i den vildeste kærlighedssymbiose, hvorefter det begyndte at gå ned ad bakke. Vi elskede hinanden, men kunne på ingen måde kommunikere om noget som helst. Jeg blev gravid, og var nok en anelse i tvivl om det nu var en god ide, men for en gangs skyld talte vi om det, og blev ret hurtigt enige om at det måske var lige præcis det der skulle til for at få vores forhold på rette spor. Vi var glade i et øjeblik, glade for at skulle være forældre, knap så glade for vores forhold. Jeg kastede op nonstop i månedsvis, vi gled længere og længere fra hinanden, og da jeg var nået 14. graviditetsuge brasede det hele sammen, på en virkelig fucked up måde. Freelancer forelskede sig i (ideen om) en anden, og vi gik fra hinanden. I marts i år var det seks år siden, præcis.

Jeg flyttede hjem til mine forældre for en stund. Egentlig tilbød freelancer mig at jeg kunne blive boende i lejligheden, men det var ikke noget jeg havde lyst til. OVERHOVEDET.

I maj 2009, to måneder efter bruddet flyttede jeg ind i min egen lejlighed. Freelancer og jeg genoptog kontakten så småt. Det forhold han var gået ind i straks efter vores brud var gået i stykker lige så hurtigt som det var startet, og selvom jeg håbede og nok lidt troede at vi ville finde sammen igen, skete det ikke. Men vi kunne være i rum sammen, og det var også nu at jeg besluttede mig for at han skulle med til min fødsel i august. Det kom han, og han var også hos os tæt på daglig basis den første tid af Ottos liv. Jeg opgav håbet om os sammen igen, jeg kom videre. Eller prøvede på det. Det gjorde han også.

I foråret 2010, da Otto var lige lidt over et halvt år, fortalte Freelancer mig at han havde fundet ud af at han skulle være far igen. Med en kvinde han ikke kendte særligt godt. Min hjerne og mit liv brændte sammen for en kort stund og jeg gik igennem alt fra sorg, til had, til jalousi. Det var en lortet tid. I det næste år gjorde jeg alt i min magt for at give slip, for alvor. Det lykkedes. I hvert fald gav jeg slip på bitterheden og hadet, hvilket gjorde mit liv tusind gange nemmere at leve.

Leo kom til verden i oktober 2010. Og her skal det lige nævnes, en gang for alle, for I spørger jo indimellem: Freelancer og Leos mor har aldrig været kærester, eller boet sammen.

I starten af 2012 var det første gang at freelancer luftede ideen om at vi måske skulle prøve igen. Til stor morskab for mig. Jeg skulle fandeme ikke nyde noget. Jeg var jo videre. Og så alligevel ikke. Faktisk var det også i 2012 at jeg, og jeg husker det her tydeligt, på en trappesten i Tullinsgade på Vesterbro, ringede ham op og sagde noget ala: ‘OK, mand! Enten giver vi det her en seriøs chance, eller også må vi cutte kontakten for en tid’… Jeg følte mig stærk, og sikker i min sag. Svaret var, ret overraskende at han ikke mente han var klar. Han var bange for at det ville gå i ged. Igen.

Jeg lukkede for kommunikationen for en tid herefter. I hvert fald for alt, hvad der ikke havde med Otto at gøre.

I 2013 kom freelancer hjem til mig for at hente Otto. Han havde været på en arbejdstur i Tyskland med hans samarbejdspartner og nære veninde, og de havde på den lange køretur fået talt en masse, om livet og om kærlighed. Det fortalte han mig om, men det var nu ikke noget jeg lagde det store i. De to har ofte den slags snakke. Igennem de næste mange uger kunne jeg godt mærke at der blev skruet op for kontakten os imellem. Han ringede oftere, skrev en del, og kom sågar forbi med morgenkaffe til mig på vej til arbejde og en masse andre utroligt betænksomme ting. Sådan fortsatte det i en del uger. Nytårsaften 2013/14 holdte vi sammen hos gode venner og det var her at han for alvor åbnede op og fortalte hvor meget han ville OS, og da han 1. januar med grødet stemme og hvad jeg tror var våde øjne (stenmanden, der aldrig græder) bad mig om seriøst at mærke efter og give ham et svar, skete der et eller andet. Jeg ved ikke præcis hvad, men det var derefter at jeg næsten gik i panik over tanken om at miste ham. Vi fik Otto passet en aften og gik ud for at spise og snakke fremtid. Efter mad, en lang snak og en gåtur endte vi på Ludwigsen, en snusket bar og ikke mindst og meget symbolsk stedet, hvor vi mødte hinanden allerførste gang. Og så blev vi kærester igen.

I marts 2014 flyttede vi ind, Otto og jeg, i den lejlighed jeg forlod fem år tidligere. I august 2014 fandt vi ud af at Uma var på vej, og nu er vi her – Ret glade i låget og i modsætning til dengang enormt gode til at taaaaale om alting. Og så er vi pisseforelskede. Stadigvæk.
Leo er her hver anden uge fra torsdag til tirsdag og er også en del af vores familie. Grunden til at han ikke bliver nævnt så ofte herinde skal jeg nok komme ind på en anden god gang, men han er og bliver en stor del af vores liv.

Så, there you have it. Otte år fortalt på 1000 ord.

 photo 207330_8608182509_5193_n_zpsplez26xh.jpg

…Og sådan så vi ud efter en masse Jack Daniels tilbage i 2007.

 

Gad godt…

– Drikke mig snaldret i kold rosé og måske ryge en lillebitte cigaret ude i sommeraftenen.

– Se hele 3. sæson af Orange Is The New Black, uden afbrydelser.

– At have tynde lår.

– Spise de Magnum is der ligger ude i min fryser. Ja, i flertal.

– Tømme Kassandras udsalg. Og Holly Golightlys. Og Stine Goyas… Faktisk gad jeg bare godt shoppe nyt. Alt.

– Få noget der minder om en frisure. Udover ‘barselsknolden’ som jeg pt kører.

– Vide om jeg er den eneste, der tænker på skinke når folk bruger udtrykket ‘at skænke noget en tanke’

– Blive bedre til at tage imod kritik og ikke føle at jeg går i tusind stykker hver gang

 

 photo Skaeligrmbillede 2015-06-14 kl. 22.37.58_zpsc5ebxndg.png

Lunken rødvin ….Fra en aften i det nordjyske.

 

Sneglcille på de sociale medier, kom med!

HVIS du endnu ikke følger med på Facebook og Instagram, og det gør mange af jer tydeligvis ikke, for tallene herfra og på de to medier matcher langt fra op, og det er godt nok en skam, så synes jeg du skal til at gøre det. For der foregår altså ting begge steder, som aldrig når bloggen. På facebook delte jeg for eksempel den anden dag Ottos fremragende vittighed, og hans forklaring af denne, da han vist ikke var helt sikker på at hans mor havde fanget pointen:
 photo Skaeligrmbillede 2015-06-13 kl. 20.06.30_zps14fqgi2v.png

 

Instagram, hvor jeg klart er mest aktiv, kan du se alt muuuligt…

Såsom sms-udveksling Freelancer og jeg imellem:

 photo Skaeligrmbillede 2015-06-13 kl. 20.04.05_zpsgh23pv7t.png

 

Selfies  (Åh og jeg har nu fået en selfiestang – Be warned!)

 photo Skaeligrmbillede 2015-06-13 kl. 20.05.25_zpscdym032f.png

Nuttede børn, altså mest mine egne:

 photo Skaeligrmbillede 2015-06-13 kl. 20.05.46_zpsngmbx1qq.png

Og selvfølgelig masser af glimt fra vores hverdag som for eksempel da O og jeg i går tog et spil krig på altanen, på Uma:
 photo Skaeligrmbillede 2015-06-13 kl. 20.03.34_zpstl8spu8o.png

 

Med andre ord, der sker meget andet end herinde… Kom med! Ikk?!

Og jeg er sgu da også på Snapchat, ahmen for fanden! Kom kom. Navnet er Sneglcille på alle tre kanaler.

Er det lørdag?

Jeg ved det faktisk ikke.

Selvom jeg er en af de der heldige røvhuller med en baby, der sover om natten, er jeg alligevel fanget i en grødet træthedstrance, hvor jeg flere gange om ugen helt forvirret bruger lidt for mange sekunder på at gennemskue hvilken ugedag vi er nået til, alt imens jeg bunder lunken kaffe og indtager falsk energi i form af sukker. Datoer har jeg heller ikke styr på, og jeg kan med hånden på hjertet ikke huske hvornår jeg tog mascara på sidst, men det sidder der endnu, så det er jo meget smart. Det samme gælder den famøse barselsknold. Husker ikke hvornår jeg satte den, men den er der stadigvæk.

 photo Skaeligrmbillede 2015-06-13 kl. 00.40.42_zpsdrd5jbug.png

…  8 uger er Uma nu, hvilket jo er ingenting når man tænker over det. Otte uger, mand. Hun er lige for tiden i fuld gang med at tage endnu et af de famøse tigerspring, hvilket har gjort særligt vores aftener til et cirkus uden lige. Hun er i forvejen ikke særlig samarbejdsvillig i aftentimerne, men sådan et sansespring er bare benzin på babybålet. Hun klynker, græder, skriger, sover ikke og skal helst sidde på armen. Konstant. Men MEN! så kom slyngevuggen ind i vores liv. Hoooold nu kæft, hvor jeg skylder den der har opfundet den en kæmpe bajer, for ikke at tale om Emilie, der har lånt os den (seriøst, jeg giver en øl. Og et organ, hvis du en dag mangler). I tre dage har vi haft den og vi har fået vores aftener tilbage. Jeg skriver lidt mere om den en af de kommende uger, når vi får alvor har afprøvet den, til dem det måtte interessere.

 photo Skaeligrmbillede 2015-06-13 kl. 15.00.45_zpsykm0veqh.png

Om det betyder at jeg snart kan huske hvilken dag det er, og begynder at eksperimentere med frisurer, får fjernet min makeup engang imellem, åh og får overskud til at få gjort noget ved de resterende 10 graviditetskilo der sidder lige midt på begge lår,  skal jeg ikke kunne love, men man har vel lov til at håbe.

Ammestop, onde tunger og pæne børn

Egentlig havde jeg jo i dette indlæg understreget at jeg ikke ville forsvare mit valg omkring amning yderligere, det vil jeg sådan set heller ikke, men at have et flaskebarn i et ammeliderligt samfund er til tider op ad bakke, så jeg vil alligevel lige sætte lidt flere ord på. Faktisk er jeg nået dertil hvor at jeg er ovre sorgen over ikke at kunne amme, for ja, det er sgu sørgeligt og et kæmpe nederlag når ens krop ikke kan finde ud af at gøre det den ’skal’. Jeg har grædt mange tårer over ikke at kunne amme Uma, mange! Men jeg har ikke fortrudt at jeg kastede håndklædet i ringen da jeg gjorde det og jeg har det godt med beslutningen, nu, men det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke bliver ked af det, når der bliver kommenteret på det, både i det offentlige rum, eller når en komplet fremmed sender mig et link til en artikel omhandlende at ammebørn er mere intelligente end flaskebørn, i følge med mit hadeudtryk over dem alle ‘Just saying’ Just saying hvad? At mine børns intelligens er i fare? At jeg burde have kæmpet videre, trods smerter, et familieliv i opløsning og en sulten baby. Hvad er det du siger?! Det er eddermame ondskabsfuldt at sende sådan en mail afsted. Shame on you.

Spydige kommentarer og belærende ord, særligt fra andre mødre er efterhånden en del af hverdagen, og jeg er bare lykkelig for den massive opbakning jeg har fra både min sundhedsplejerske, min familie, venner og jer, der kommenterede dengang jeg skrev om det første gang, for ellers er jeg faktisk ikke sikker på at jeg var kommet ud på den anden side så hurtigt og da slet ikke med alle de dømmende lussinger man skal tage ude i verden. Heldigvis har jeg kunne tage imod med et smil og været høflig når jeg er blevet konfronteret, selvom det har været fristende at bide igen og pege fingre den anden vej, men helt ærligt, har man behov for at kommentere på en andens livsstil, særligt når det gælder noget så følsomt som børn, har man det vist ikke særlig godt selv. Det er i hvert fald min teori.

Og ja, det kan måske godt være at nogle undersøgelser viser at dem, der er blevet ammet som børn bliver både klogere, mere succesfulde og rigere, men så er det sgu da heldigt at mine børn er så vanvittigt pæne.

 photo Skaeligrmbillede 2015-06-11 kl. 10.17.42_zps8mvingbo.png

 

Vindblæst, udmattet, hjemvendt

Tirsdag aften, vi er lige kommet hjem (så københavn bed din sidste bøn… Var den næste sætning min hjerne satte igang. How very 90er af den). Fredag morgen spiste vi morgenmad med søde, rare, pæne venner, der havde tilbudt os at stille deres bil til rådighed – sådan at vi kunne trille afsted mod Nordjylland for at deltage i et event i Fårup sommerland. Se, normalt er både ord som bilferie og sommerland noget, der får det til at løbe koldt ned af ryggen på mig og giver mig akut lyst til noget med procenter, men i takt med at ham der Otto bliver ældre og virkelig sætter pris på den slags ting, bliver jeg nødsaget til at pakke mine fordomme og snobbethed langt væk, for hans skyld. OG her på den anden side må jeg bare sige at Fårup er fucking fedt. Sjældent har jeg oplevet så gennemgående god behandling, og så i en forlystelsespark?! Seriøst, måske er det bare fordi jeg som københavner er vant til noget helt andet, men jeg og freelancer var og er totalt på røven over høfligheden og opmærksomheden i hver eneste krog af Fårup sommerland, og det samme gælder personalet i Skallerup Klit (og ja, vi har fnist og sagt ’som man siger’ i et væk over ordet klit, som er et gennemgående tema på de kanter) hvor vi boede. Det er sgu lidt af en omvæltning for sådan nogle djævleøboere som os.

Vi skulle egentlig kun være blevet til lørdag aften, men den friske luft trak i os, og vi er altså først trådt ind ad døren på Vesterbro for en håndfuld timer siden. Det var tiltrængt med sådan et par dage, også selvom det har betydet at kære lille Uma har været noget mere tosset om aftenen end normalt, på grund af nye rammer og overstimulans. Og det var da heller ikke ren idyl hele tiden, jeg skal da være den første til at indrømme at hele vestkysten vist hørte da jeg brølede til Otto at han skulle stoppe med at svare mig igen, og at det heller ikke var mit stolteste øjeblik da jeg fornærmet trampede væk fra freelancer og førnævnte fritidhjemsdreng på stranden, fordi jeg havde en varm baby i en vikle på kroppen og derfor ikke kunne være med til alt det sjove. Men, hvad er en familieferie uden lidt drama og galskab? Kedelig.

Den 5 årige gik ud som et lys da vi kom hjem og jeg kan tydeligt høre hans tunge vejtrækning fra rummet ved siden af. Den gryntende næsten 8 uger gamle Uma, som netop har fundet ud af at hun har hænder – store sager!, er langt om længe faldet i søvn, og det samme er den 32 årige, som vistnok  har styr på alle sine lemmer, på hver sin side af mig, og jeg mærker et snert af lykke som jeg sidder her i mørket, i et skær af computerskærmens lys og gadelamper, og med lyden af biler som konstant baggrundsstøj, lykke over at være tilbage i mit liv på 2. sal.

 photo Skaeligrmbillede 2015-06-09 kl. 23.37.51_zpsqfngnvfl.png

Had til Distortion?

Ikke her. I modsætning til rigtig mange, elsker jeg Distortion. Ja, det larmer, ja der er alt alt alt for mange mennesker, ja, der er tis over det hele. Men for helvede, hvor er det FEDT at det findes i vores lille bitte hovedstad, og det er altså kun en gang om året, det synes jeg sgu er i orden. Jeg deltager af gode grunde ikke i det i år, men jeg glæder mig til at gå igennem i eftermiddag når jeg har hentet Otto, og så glæder jeg mig til at drikke en Gin & Tonic med min kæreste (og Eddy) på altanen i aften til lyden af gadens summen og de mange musikscener. Glædelig Distortion derude. Måske ses vi næste år.Jeg har alligevel også meget bedre ting at tage mig til…

Der er dem der gør klar til distortion og så er der andre, der bør finde ud af, hvad det er der får køleskabet til at…

Posted by Sneglcille on Thursday, June 4, 2015

Hellere en cykel på altanen end ti i stuen …

Så er den gal igen. I husker nok sandsækken. Well, i dag var det en cykel han havde med hjem, med helt samme entusiasme.

‘Se!! Den hedder Eddy’ var svaret da jeg så noget overrasket på freelancer og cyklen han kom slæbende med op ad trappen…

Ok.

Den skal bo på altanen i noget tid. Og jeg har lovet at tage et bedre billede af den i morgen, fik faktisk næsten ikke lov til at poste nedenstående billede. Det er jo ikke fyldestgørende for Eddy…

Ok…

Fun Fact: Eddie er det navn Uma havde fået, hvis hun var en dreng.

 photo IMG_6367_zps2kdixsgj.jpg