18 dage

Først tak, mega TAK! At indlægget om mit ammestop ville gå viralt og blive læst af mere end 30.000 mennesker havde jeg alligevel ikke set komme. Jeg er blevet lagt ned af positive og opbakkende kommentarer og kun meget få i den anden grøft. Tak!

Og nu til en status fra babyland:
I dag er det 18 dage siden at baby Uma blev født. Det går ret godt. Hun er nem og sød. Når hun ligger ovenpå mig eller sin far og strækker sin lille dellede hals ligner hun en virkelig nuttet skildpadde, og når hun græder lyder det lidt som en kat, der mjaver, ellers siger hun ikke så meget, bortset fra en let knirken ind imellem og en lille sær pibelyd når hun gaber. Hun spiser meget, og sover meget, og så er hun en anelse skeløjet når hun er træt. Alt sammen enormt sødt og dejligt. Og lidt kedeligt, på den gode måde.

Jeg nyder virkelig tiden lige nu, inden diverse tigerspring. Det går så mega stærkt og selvom jeg også glæder mig til at hun vågner lidt mere op og går fra nyfødt til baby, for ikke at tale om de første bevidste smil, så er der noget helt magisk ved det her knirkende øglestadie, som er væk lige om lidt.

Vi har været til vores første fest med hende, to faktisk! I lørdags var vi til bryllup og i går til fødselsdag. Ret overvældende. Nok særligt for mig og freelancer, der stadigvæk begge er rundtossede ovenpå fødsel, afbrudt søvn og babylykke, og derfor ikke er så socialt begavede i disse dage (nok mest mig). Men det var hyggeligt, og dejligt, og lille Uma klarede begge arrangementer så fint, men har dog været en anelse utilfreds i nat og var vågen en gang i timen. Så, en nyfødt kan i den grad blive overstimuleret viser det sig, så fik vi lært det. Derfor huler vi den i sofaen i dag, sover en masse og ligger tæt, mens jeg kører stærk kaffe ned. Og eneste plan for dagen er at hente fritidshjemsdrengen tidligt og bage pølsehorn til madpakken. Det lyder virkelig kedeligt og meget lidt glamourøst, særligt sammenlignet med min omgangskreds, hvoraf størstedelen sadler op til ELLE Style Awards i aften, men …
Jeg er nu altså ret pjattet med mit liv pt, og med de her små fødder.

 photo IMG_4351_zpshnlkob5k.jpg

Powershopping med en baby

Uma og jeg var i Frederiksberg centeret i dag. Jeg hader indkøbscentre. Hader. Men så alligevel ikke…  Det er så praktisk med en barnevogn, og lige præcis Frederiksberg-versionen har oppet sig og byder både på butikker som Cos og & Other Stories, så jeg svinger gerne forbi trods mine aversioner mod koncept indkøbscenter. I dag var formålet at finde et outfit til det bryllup jeg skal til på lørdag… Da dette var min første tur ‘langt’ væk hjemmefra med Uma som selskab, havde jeg ikke mod på at bakse mig selv, hende, barnevogn og X antal stykker beklædning med i prøverummene, så jeg powershoppede et par bukser, samt tre toppe, der muligvis ville passe til, uden at prøve det på. Rimelig modigt, og ikke mindst angstprovokerende sådan at købe tøj, 14 dage efter en fødsel, 2 dage inden et vigtigt bryllup og ikke mindst dagen inden en helligdag. Bukserne købte jeg i en størrelse større end min pre-graviditet størrelse. Min ellers søde og normalt ret kloge mand reagerede på den information ved at spørge om en enkelt størrelse mon kunne gøre det … Så han sover nok på altanen i nat.

Bukserne passer! Og med de rigtige sko og en af de tre toppe jeg fik hapset med hjem bliver det faktisk et helt godt look. Jeg er ret stolt af mine shoppefærdigheder og over at min røv alligevel kan presses ned i en størrelse 38 her to uger efter 9 måneders heftig kalorieindtag og babybagning. Det fejrede jeg med hveder … Nåhja og en to timer lang lur.

 photo Skaeligrmbillede 2015-04-30 kl. 22.25.08_zpsmwkqtuih.png

Da Uma blev født. Min fødselsberetning.

Langt om længe har jeg fået sat ord på min fødsel. Det er et laaaangt indlæg, og jeg overvejede at dele det op, men nu får I altså alligevel hele molevitten. Værsågod.

Torsdag d. 16. april vågnede jeg i et crappy humør, jeg var gået fem dage over termin og var mildest talt træt af det pis. Jeg lå i sengen længe og var rasende, på grådens rand og helt barnligt vred. Jeg skrev dette indlæg, og tog mig derefter sammen til at stå op og tage tøj på, alt imens at jeg bandede og svovlede til freelancer, der arbejdede hjemme. Efter et par timers surmuleri foreslog min bedre halvdel at jeg skulle gå en tur og købe noget slik, så ville han få sendt de sidste mails og rede op i stuen, sådan at vi kunne bruge resten af dagen på at se serier og flade ud. Jeg hoppede på cyklen og kørte i Irma efter den gode brownie, tømte hylderne for nedsat påskeslik og kørte hjem til en opredt stue, trak gardinerne for og smed Bloodline på skærmen. Allerede halvvejs inde i første afsnit begyndte plukveerne at drille, ikke at der var noget nyt i det, havde lissom’ oplevet snydeveer nærmest dagligt i ugerne op til, og efter min ivrige cykeltur med kurven fuld af marcipanæg og overpriced chokoladekage, lagde jeg ikke det store i det, til at begynde med.

 photo Skaeligrmbillede 2015-04-28 kl. 11.13.54_zpsmrwmez9i.png

Efter halvanden time var der stadigvæk gang i sammentrækningerne og nu begyndte jeg så småt at tro på at der kunne være hold i det, og vi snakkede om at det måske var en ide at få Otto afsat, hvis nu den var god nok denne gang. 30 minutter senere måtte jeg bede freelancer slukke for Bloodline, da jeg ikke kunne koncentrere mig og nu ikke længere var i tvivl om at det var veer, ægte veer.

Kl. 15:30:
Jeg sendte freelancer afsted for at hente Otto ved børnehavebussen og bad ham arrangere pasning, mens jeg gik i bad. Under bruseren kunne jeg meget bedre overskue og koncentrere mig om veerne, der stadigvæk var uregelmæssige og til at holde ud. Da jeg kom ud fik jeg taget tøj på og lagde mig nu i sengen med min telefon og ve-app klar. Knap 20 minutter efter kom freelancer og min mor, Otto var afleveret hos min stedfar. Veerne kom noget uregelmæssigt stadigvæk, med alt fra 13 til 6 minutters interval og varede omkring 40-50 sekunder.

Kl. 17:00
Freelancer hentede mad til os, jeg tvang mig selv til at spise op, inden jeg igen måtte ind og ligge. Nu varede veerne over 1 minut og vi blev enige om at det snart måtte være tid til at ringe til fødegangen. Imellem veerne var jeg praktisk, fik børstet tænder, dobbelttjekket taskens indhold, sendt min kæreste ned med skraldet og så tissede jeg konstant – Seriøst, mellem hver eneste ve.

Kl. 19:34
Nu varede hver ve 1 minut og 20 sekunder, og kom med 4 minutters interval og jeg ringede til fødegangen, hvor en jordemoder oplyste mig at de havde meget meget travlt og at de nok ikke havde plads til mig, men at hendes afdelingsjordemoder ville ringe tilbage til mig asap. Av.

Tusind tanker ramte mig efter jeg havde lagt på og for første gang kunne jeg mærke at jeg var ved at slippe kontrollen og en lille panik bredte sig. Heldigvis var både min kæreste og min mor seje til at berolige mig og sige at det var skide ligemeget om vi skulle til Hvidovre, Riget eller noget tredje. Alt skulle nok blive godt.

Kl 19:48: En jordemoder med en rar stemme ringede til mig og sagde at vi bare skulle komme.

Freelancer hentede bilen (vi havde fået en ekstranøgle til vores venners bil – en guldfarvet BMW) og imens tog jeg sko på, tissede 400 gange og fik overtøj på.

På vej ned af trappen, få meter inden udgangen fik jeg en ve, der truede med at flå hele mit underliv ud, jeg lænede mig ind over gelænderet og koncentrede mig om min vejrtrækning, mens min kæreste holdte i mig. I samme øjeblik gik døren ud mod gården op og min nabo Flemming og hans ven, kom sejlende ind i opgangen, feststemte og højrøstede. Da de fik øje på mig synes Flemmings ven at han lige skulle hjælpe mig, og det næste jeg husker er lugten af Fernet Branca og sur røg ,og en gammel rusten stemme, der stønner ‘Dyyyybe vejrtrækninger’ ind i hovedet på mig. Jeg får fremstammet at han skal GÅ VÆK FRA MIG og fornemmer hvordan min mor får skubbet ham væk. Veen er væk, og vi fortsætter ud på gaden, mens de to fulderikker råber held og lykke efter os. Jeg bander og svovler og griner af hvor komisk og typisk det er, at sådan noget skal ske for mig.

Køreturen ud på hospitalet er tåget for mig, hver eneste bump føles forfærdelig og jeg får en del veer undervejs. Jeg kan mærke på freelancer at han gør alt for at køre forsigtigt og stærkt på samme tid og at han flere gange er ved at holde ind til siden, fordi det gør så ondt på mig. Jeg sidder på forsædet og min mor er lige bag mig, hun nusser mig i håret mellem veerne og det er verdens bedste følelse.

Kl. 20:45
Vi parkerer cirka 20 meter fra indgangen til akutmodtagelsen og følger nu skiltene til fødegangen, der er lang vej, men jeg er ved godt mod og har virkelig fået godt fat i afspænding og vejrtrækning, så jeg tager veerne undervejs roligt og har det ok med at gå den lange vej. Senere viste det sig, at vi gik en mega omvej, og faktisk kunne have været der meget hurtigere, hvis vi bare var gået til venstre. Oh well.

 photo foedsel1_zpsbvzikd93.jpg

To jordemødre møder os i modtagelsen, jeg får en ve og ænser ikke hvem de er eller hvad de fortæller os. Men vi bliver sendt ned i et undersøgelsesrum, hvor vi skal vente på at der kommer en jordemoder. Hun dukker op et par minutter senere og undersøger mig. Jeg er dødsensangst for at blive sendt hjem igen, og da hun siger til mig at jeg er 3-4 cm, kan jeg mærke lettelsen og adrenalinen. Det er altså ikke snyd. We are having a baby!

 photo foedsel2_zpstfmfdfj6.jpg

Hun råder mig til at jeg går lidt rundt i gangene en times tid, og at hun så vil undersøge mig igen klokken 22. Vi snakker smertelindring og jeg siger at jeg ikke vil have noget, men måske gerne vil bede om et varmt brusebad, og et klyx! For guds skyld!. Vi aftaler at det får jeg når fødslen nærmer sig.

I en time traver vi op og ned af gangene, veerne tager til og jeg skal virkelig holde fokus for ikke at miste kontrollen og gå i panik. Jeg bruger min kæreste under hver ve. Lægger armene om ham og lader ham holde min vægt, mens jeg afspænder og bruger laboro-vejrtrækningen.

Lidt før klokken 22, kan jeg ikke gå rundt længere, Jeg fryser helt vildt og er udmattet. Jeg lægger mig på undersøgelsesbriksen, på siden, med armene under hovedet og falder næsten i søvn. Min mor pakker mig ind i trøjer og tørklæder, og jeg føler nærmest at jeg ikke er ved bevidsthed længere, imellem veerne that is. Igen er det svært at samle fokus og jeg begynder også at sætte lyd på veerne. Jordemoderen kommer nu ind til os og kan godt se at der har været en udvikling på den time hun har været væk. Hun undersøger mig i en ve-pause og konstaterer at jeg nu er 4 cm. Hun siger at hun vil ringe til fødegangen og sørge for at de gør klar til os. Da hun går ud af rummet begynder jeg at græde. Jeg er bange for første gang og kan slet ikke overskue det alligevel. Min mor taler stille til mig og beroliger mig, mens min kæreste aer mig på ryggen og pakker mig ind i flere lag tøj. Endnu en ve vælter ind over mig, og endnu en, og endnu en, det lykkes mig at  genvinde kontrollen rethurtigt, og jeg fokuserer nu igen udelukkende på afspænding og vejrtrækning, mens jeg klynker og siger ‘av’ en hel masse. Min mor og freelancer hvisker til hinanden og jeg fornemmer at de begynder at blive nervøse. En af dem forlader rummet, jeg er ikke sikker på hvem, og et øjeblik efter dukker en jordemoder op, hun spørger om jeg kan stå op, men retter hurtigt sig selv og foreslår en kørestol. Veerne skyller ind over mig og jeg har ikke en chance for at svare. De beslutter at køre mig afsted på den briks jeg ligger på. Hjulene sætter sig fast hele tiden, så briksen kører skævt og jordemoderen kan ikke styre den, så min kæreste overtager og nu går det noget stærkere.

Jeg bliver kørt ind på endnu en undersøgelsesstue, hvor en ny jordemoder venter, hun er ung, klædt i hospitalsblåt (grønt?), jeg tror hun hedder Maiken. Veerne er stadigvæk vanvittige og jeg hører nogen sige at det vist kommer til at gå pænt stærkt. Jeg bliver undersøgt igen. 8 cm. Imellem en ve kigger jeg med alvor på jordemoderen og siger at jeg altså har bedt om et klyx! Hun kigger lige så alvorligt tilbage og siger at det kan vi sgu nok ikke nå. Jeg vrisser at jeg fandme ikke skal skide på nogen!

Hun siger at det er hun fandme ligeglad med om jeg gør, men at vi altså ikke når noget klyx.

Jeg opgiver da endnu en ve truer med at slå mig ihjel.

Der bliver ringet efter en fødestue. Den er klar siger de. Vi kører igen afsted på den latterlige læderbriks med skæve hjul. Jeg har bukserne om anklerne, men er igen pakket ind i tørklæder og trøjer. Vi stopper op og en halvirriteret samtale finder sted, da personalet åbenbart har misforstået hinanden. Fødestuen er ikke klar. Jeg kommer lidt til mig selv og får spurgt om jeg simpelthen ligger ude på en gang i bar røv?!!

Der bliver sagt noget om dronningens fødselsdag, i et forsøg på at bløde stemningen og situationen lidt op vil jeg tro,  og jeg hvæser at vi ikke er særligt royale hjemme hos os.

Endelig er stuen klar og jeg bliver bedt om at krabbe mig over i en seng imellem en ve. Der bliver fundet hospitalstøj frem til mig, og jeg får et plastikarmbånd på. Jeg beder om at få lov til at tisse (iiigen), det må jeg gerne, hvis jeg tager min kæreste med og ikke låser døren.

Jeg når at tisse, men ikke tilbage på stuen før endnu en vestorm tager fat. Jeg læner mig opad freelancer og bander hvor pikkenas det gør nu!

Jeg kommer tilbage i sengen og bliver undersøgt.

Vi er næsten i mål, men der mangler ‘noget kant’ så jeg må for guds skyld ikke presse, Jeg bander fortsat og har glemt alt om afspænding, nu vil jeg gerne snart bruge min krop og mine muskler. Pressetrængen har meldt sig. En ny jordemoder kommer ind på stuen, der er vagtskifte. Men Maiken siger at hun bliver hos mig, for hun ved at det kommer til at gå stærkt.
Resten er stadigvæk meget tåget for mig, men jeg ved at gisper mig igennem en del pressetrang og endelig får jeg lov til at presse med, og efter første presseve, får jeg vrøvlet noget med hvor FEDT det er. Jordemødrene griner og siger at det har de aldrig hørt en fødende sige.

Jeg presser og presser, men har vildt svært ved at mærke hvornår veen stopper, så jeg bliver usikker og kommer til at holde igen. Det opfatter jordemoderen hurtigt og forsøger at hjælpe mig, dog med lidt rough love, og hun siger blandt andet at jeg ‘gør det forkert’ og at jeg skal presse ned mod hendes fingre (hallo! Der er 3 kilo barn på vej ud af mig, jeg kan sgu da ikke mærke hvor dine fingre er!), min mor forsøger at oversætte hvad jordemoderen mener, og det samme gør freelancer, jeg flipper ud og råber at nu skal folk holde deres kæft! Vi råber lidt frem og tilbage, jordemoderen og jeg. Hun beder mig om ikke at brøle når jeg presser, og jeg brøler tilbage at det skal hun ikke bestemme. Men jeg prøver alligevel at lade være. Efter cirka fire presseveer begynder jeg at forstå, hvad det er der virker og pludselig går det stærkt. Vandet går, stemningen ændrer sig markant da de opdager at det er grønt,og et øjeblik efter dykker babys hjertelyd helt vildt. Jordemoderen siger til mig at hun skal ud NU. Der bliver ringet efter en børnelæge, og vi bliver forberedt på at jeg ikke får hende op til mig, da hun har det dårligt og skal tilses med det samme. Jeg kan mærke og se at både min mor og min kæreste er bange nu. Jeg når ikke at blive bange, men fokuserer kun på det min krop skal. Hovedet kommer ud i næste presseve, jeg gisper indtil næste ve og så kommer hun ud. Hun græder med det samme og jeg får hende, mod forventning, op til mig med det samme. Hun skriger og har åbne øjne. Børnelægen bakker ud, hun har det fint.

 photo foedsel4_zpsrexr5zfh.jpg

Uma blev født klokken 23:48, vejede 3376 gram og var 53cm lang.

Klokken 03:20 sad vi igen i den guldfarvede BMW på vej hjem til Vesterbro, et lille menneske rigere.

Tak fordi du læste med…..

PS. Jeg sked ikke på jordemoderen.

 photo 11118836_10153136590460399_6422447812452134806_n_zpsakrdx6qu.jpg

10 dage

Det går godt i babyboblen på 2. sal. Har jo tidligere beskrevet hvordan de første to uger med Otto var noget af det vildeste jeg har oplevet, blandt andet her hos Emili, så jeg tænker at en status her 10 dage inde i livet med baby, anden gang, er oplagt.
Uma og jeg begynder så småt at lære hinanden at kende, hun er nem, på den nyfødte måde. Som jeg skrev på facebook den anden dag, er det lidt ligesom at have en stor kød-tamagotchi. Og selvom søvnunderskuddet i den grad har indhentet mig (hold nu kæft, hvor er jeg træt!) og at jeg bestemt også denne gang har været på en følelsesmæssig rutsjebane, der har bragt tårer frem over intet og alt i et par dage, er jeg samtidigt fanget i en tilstand af lyserød lykke. Synes simpelthen at hun er så fin, og jeg er komplet forelsket. Det har været overvældende at få hende, på alle måder, der er udfordringer, for eksempel et ammeforløb der indtil videre har været noget værre rod, Otto har også reageret en smule på hendes ankomst, da han den anden aften pludselig brød totalt sammen i raseri og gråd over noget med et par sikkerhedsbriller, hvor det var helt tydeligt at det intet havde at gøre med de briller, men med at alting har ændret sig på kort tid. Men udover det ene optrin, samt lidt flere ’se mig’-forestillinger end normalt, har han taget det at starte på fritidshjem og få en lillesøster SÅ flot, og som han sagde til mig den anden dag synes han godt nok at det er heldigt at det var lige hende der lå i min mave. Jeg er enig.

Freelancer har haft nogle få jobs i løbet af ugen der lige er gået, så jeg har allerede været alene med begge børn et par gange, og det er gået over al forventning og jeg græd kun lidt en af dagene, men det var også fordi at mit ene bryst blødte, og der ikke var mere neskaffe.

Vores lejlighed viser tydelige tegn på at der er flyttet en baby ind og at dennes forældre er trætte. Ammeindlæg, stofbleer, tomme kaffekopper, vandglas, bittesmå strømper og halvtrætte blomster fra de første dages barselsgæster fylder de fleste flader af huset, og ingen af os er helt der, hvor vi orker at gøre noget ved det. Endnu.

Vi har været en del ude og gå med barnevogn, noget som jeg stadigvæk lige skal vænne mig til, mest fordi jeg synes det ser så mega ubehageligt ud for hende at ligge der og bumpe rundt når vi kører over brosten og kloakdæksler, men hun virker nu ret tilfreds, og sover i det sekund hun bliver lagt der, noget som jeg håber bliver ved, da hende storebror hadede at køre i barnevogn og absolut ikke faldt i søvn af det, men skreg højt og længe, ved mindre kalechen kom helt ned sådan at han kunne følge med i hvad der foregik på himlen.

Er det nemmere anden gang? Ja og nej. Det er nemmere, fordi det er overvældende på en anden måde end første gang, knap så skræmmende og omvæltende, og så er der jo også lige den detalje at vi er to voksne denne gang, og at vi ret godt kan lide hinanden. Dog kæmper jeg lidt med dårlig samvittighed overfor Otto, over at jeg ikke kan være der lige så meget for ham som jeg plejede. Jeg har kun set hans fritidshjem to gange, kun puttet ham en enkelt gang og især i løbet af de første par dage var jeg hverken særlig tålmodig eller opmærksom på ham. Hurra for at hans far har ageret supermand og både har sørget for aktiviteter, omsorg, opmærksomhed, madpakker og alt andet mens jeg har sumpet i ammehjørnet.
Åh! Jeg skylder jer stadigvæk en fødselsberetning. Den er næsten klar og jeg håber at få den færdig i løbet af de næste par dage.

 photo uma1_zpskcieypto.jpg

40+1 – I dag ville jeg…

Altså jeg ville jo gerne føde i dag. Det var jo ligesom det jeg havde planlagt. Meeen, det sker vist ikke. I stedet vågnede jeg med lyst til alt muligt andet. Jeg ville:

  • Spise cheesecake
  • Vaske mit hår
  • Gå på legeplads med Otto
  • Lade være med at være utålmodig (hahahhahahahaha!)
  • Måske runde Papirøen, hvor der er loppemarked og masser af mad
  • Gå en lang tur
  • Vaske tøj og svinge støvsugeren
  • Lave noget lækker simremad

Nu er dagen snart gået og hvad har jeg så reelt lavet? Tjooo, jeg har:

  • Gået en kort tur
  • Lavet en cheesecake
  • Været fornærmet over ikke at have født endnu
  • Haft optur over det glas Barilla tomatsauce jeg fandt i skabet, så vi kan få bolognese i aften, på et øjeblik
  • Lagt håndklæder til vask
  • Fået fnidder over at jeg ikke kan komme på Instagram fra min telefon
  • Kommet i tanke om at jeg skal have bestilt en ny telefon
  • Sendt min kæreste og Otto på drengetur
  • Danset på den gravide (stakåndede) måde med Kendrick Lamar på repeat

…. Og nu keder jeg mig lidt, mens jeg forsøger at være poooositiv. Er faktisk kun gået en enkelt dag over. Kender altså en, der fødte 16 dage efter termin, så faktisk har jeg slet ikke lov til at være rigtig sur endnu. Til gengæld må jeg gerne spise al den cheesecake jeg vil, og fortryder derfor lidt, at jeg kun lavede en lille portion. På en dag som i dag skulle den store springform have været i spil.

Freelancers hjørne: At leve med en gravid

Jeg har (igen) overladt ordet til den flotte mand jeg deler liv med, det handler om at have en gravid kæreste… Værsgo’

– Det er blevet en vane altid (!) at sende sms for at spørge om der er noget jeg skal have med hjem når jeg har forladt lejligheden. Ligegyldigt om jeg er på job, eller bare skal i kælderen. Oftest er svaret JA, og jeg kan sjældent gætte mig til på forhånd hvad det er. Det kan være alt fra koldskål til gulerødder.

– Der skal ikke grines for meget, når hun for eksempel har fået sat eller lagt sig på en måde, hvor det er svært selv at komme op. Selvironien er ikke altid som den har været. Og at få hjælp til at komme op og stå fordi man forsøgte sig med nogle lidt for lave squats griner vi ikke af. Længere.

– Lyden af ting der falder på gulvet, efterfulgt af et ‘Åh nej’ er hverdagskost. Længe insisterede hun på selv at samle det op. Det er vi ovre igen. (blandt andet på grund af ovenstående punkt)

– Når tårerne triller og jeg et øjeblik tror at der er sket noget forfærdeligt! Behøver jeg ikke forvente det værste, for det kan sagtens bare skyldes at der hænger et par helt vildt små bukser på tøjstativet.

– Hun tror stadigvæk at hun lige kan snige sig bagom stole og mennesker, og igennem døråbninger. Det kan hun ikke. Så jeg er efterhånden vant til at blive bumpet ind i med en mave mindst et par gange dagligt, og børnene får tit en mave i nakken. I starten grinede de af det, nu lægger de nærmest ikke mærke til det.

– Det er en god ide at sørge for at hun ikke er sulten. Nogensinde. Lavt blodsukker kombineret med hormoner kan, særligt i starten af sådan en graviditet, være en voldsom oplevelse. For mig.

-Jeg synes aldrig hun har været flottere, og jeg ville ønske at hun selv kunne se det og ikke kun fokusere på de små strækmærker og buler her og der. Som i øvrigt er skidepæne.

– Humørsvingningerne er egentlig ok og slet ikke så slemme som hun  selv giver udtryk for ind imellem. Men jeg indrømmer gerne at de kan være voldsomme, men det er ikke nødvendigvis dårligt, for vreden og gråden går hurtigt væk og oftest erstattes det gnavne humør af ekstase og positivitet.

– Når hun danser igennem lejligheden og svinger med sin store tykke mave og et kæmpe grin, der vidner om at selvironien ikke er helt borte, bliver jeg bekræftet i hvor heldig jeg er.

– Gravide damer er fucking seje. Især min.

 photo 67be7301-bff4-4aa5-b9eb-5193b41c95ac_zpsovmpck0a.jpg

Følg freelancer på Instagram her

39+2 – Fødsel i sigte

Terminen nærmer sig. Mit hormonelle humør (læs: midlertidige psykose) fra den anden dag er lykkelig glemt, og jeg er igen i stand til at opføre mig som et normalt menneske. Men min forestående fødsel begynder at fylde en del, mentalt, på godt og ondt. Er skiftevis totalt klar og pissebange. Og tanker om både praktiske og følelsesmæssige detaljer trænger sig på.

Vores bil er brudt sammen. Bremserne virker ikke længere, og selvom det er et sjovt mentalt billede, at freelancer kaster mig ud gennem sidedøren inden han selv hopper efter, imens bilen triller forbi fødemodtagelsen på Hvidovre, er det alligevel ikke en løsning vi går efter. Og er der noget jeg IKKE kan overskue er det tanken om at skulle sidde i en taxa med veer. Jeg ved godt at folk gør det hver dag, men det er nærmest det værste jeg kan forestille mig. Men eftersom at den gamle røde Mercedes nu ikke kan stoppe, har jeg intet valg – jeg bliver nødt til at tage turen til Hvidovre på bagsædet af en anden Mercedes, med en fremmed chauffør. Håber bare det ikke er en snakkesalig en, da det værste jeg ved når jeg har smerter/er utilpas er når folk taler. Schyyyyyyyy!

En anden frygt jeg har, udover taxakørsel er at jeg ikke når på hospitalet i tide. Eller kun lige når derud. Ved min første fødsel gik jeg fra det de kalder en kort og blød livmoderhals til 7 centimeter udvidet på få timer (undskyld for den slags detaljer, men man får det som sagt ret loose med den slags her sidst i forløbet), så det går altså stærkt nede syd på når det først går i gang, og de kloge siger at det går endnu hurtigere 2. gang. Og så synes jeg måske at Hvidovre er ret langt væk.

Jeg tror ikke på Smertefri fødsel. Ikke for mig i hvert fald. Hvilket er ok. Det må gerne gøre ondt, og det ved jeg jo at det gør. Men jeg er bange for ikke at have kontrol, og det er det, der var en anelse traumatiserende ved min første fødsel. At jeg ikke vidste hvad fuck, der skete og hvor langt jeg var i forløbet. Husker tydeligt, hvordan jeg desperat forsøgte at få min jordemoder til at give mig et tidsestimat, og frustrationen over at hun ikke for helvede bare kunne sige et eller andet. Et kvarter? en time? Et døgn? KOM NU!
Denne gang forbereder jeg mig helt vildt. Har læst alt om fødsler. Alt. Slupret Anja Bay metoden i mig og gået min første fødsel i sømmene. Jeg begynder med andre ord at være klar. Jeg glæder mig. Men jeg er også bange, spændt og rundtosset over at det kan ske et hvert øjeblik.

…. Indtil da hygger jeg mig med at læse fødselsberetninger, drikke the af hindbærblade og ikke mindst synet af de tidsler min tålmodige kæreste har købt til mig (elsker seriøst at manden har købt tidsler til den sure tykke dame. Det er sgu da sjovt. Og sødt).
 photo Skaeligrmbillede 2015-04-06 kl. 22.05.43_zpskckaembx.png

 

39+0, jammer og en forsvunden jahat

En uge til termin og her kommer utålmodigheden. Som alligevel ikke helt kan betegnes som utålmodighed, for egentlig er jeg ok med, og i øvrigt også indstillet på, hvis hun først kommer om en uge, eller mere. Jeg er bare virkelig træt af ikke at kunne være i min krop. Jeg har baby ud af begge ører, jeg vågner flere gange hver nat, på grund af sovende lemmer, spark i ribben og/eller organer, en fyldt blære, halsbrand eller andre ulideligheder. Freelancer må vende mig i løbet af natten, for hvis jeg ikke når at vågne og vende mig selv, låser min krop sig fast i den stilling jeg ligger i og gør mig utilpas.

I dag ramte jeg et nyt stadie af træt! Hvor det i går primært var fysisk, blev det i dag toppet psykisk også. Jeg har jeg grædt og været virkelig urimelig, uden helt at vide hvorfor. Opført mig som en teenager, en overvægtig uforskammet teenager, og på ingen måde været til at være i rum med – som min søde tålmodige fantastiske mand så fint formulerede det inden han gik ud af døren med de to drenge ‘Jeg forstår virkelig godt at det er tungt og hårdt lige nu, men vil du ikke godt gå lidt ud i solen mens vi er væk og prøve at lade op, for det smitter helt vildt at du er så skidesur’ …  Så græd jeg lidt mere, meget mere, over at jeg sådan skræmmer min familie væk og ikke engang kan holde til at tage med på familiebesøg, men så stoppede jeg igen, sendte ham, freelanceren, en kærlig tanke og har nu taget tøj på, ringet efter forstærkning i form af veninde og bevæger nu langsomt, men sikkert min store krop ud i solen, finder noget kaffe og pakker hende pubertetshystaden væk igen. Jeg kan ikke lide hende.

Og så finder jeg lige en stor jahat til mig selv på vejen, samt nogle påskeæg til verdens mest tålmodige drenge: Freelancer, Otto og Leo, som undskyldning for deres hormonramte sølle mor/kæreste/stedmor.

God solskinsdag derude.

 photo foto5_zpsbiqzzuyj.jpg

 

Navneleg #2

Navneføljeton del 2.
Læs første del HER.

… Og sådan kom palindromet Hannah på tavlen. Et navn jeg lige skulle smage lidt på (samt fjerne de værste associationer til GIRLS, Miley Cyrus og hende fra De Unge Mødre ), men som i løbet af de næste par uger virkelig gjorde noget ved mig og derved længe stod øverst på listen. Faktisk så længe at jeg var sikker på at det var DET hun skulle hedde. Men så havde vi endnu en snak, min søde mand og jeg, eller faktisk flere snakke, hvor vi på en eller anden måde bare slet ikke kunne forene os med det.

Jeg havde ellers nået både at forberede min mor, der SLET ikke var til, og selv virkelig forelske mig i det. Men som tiden gik kunne jeg godt mærke at heller ikke det var det rigtige navn.

Det er et flot navn, Hannah, både at sige og at kigge på. Det er som Otto et palindrom, og faktisk kunne vi ikke helt sætte fingeren på, hvad der gjorde at det alligevel ikke var det, men det røg nederst på listen, da et nyt navn meldte sig på banen. Ved et tilfælde. Et navn, der sjovt nok allerede havde vist sig flere steder, både i form af jokende kommentarer fra veninder, en afdød bedstemor, og pludselig også på bøger og i film vi så, åh og så starter det med et virkelig pænt bogstav (ja, vi er meget visuelle her i huset). Og sådan kom det næste navn på tale…  Men ikke længe.

… Fortsættes.

 photo foto3_zpsppo1gmz6.jpg

 

Narref… ødsel

15 dage til termin – og jeg har nu to gange oplevet rigtige tegn på at en fødsel venter om hjørnet. Jeg har en del plukveer i denne graviditet, også af den lidt lede slags, hvilket jeg efterhånden har vænnet mig til, så dem lægger jeg ikke så meget i. For lidt over en uge siden havde jeg en hel aften, hvor de tog til i styrke og begyndte at minde om den optakt jeg oplevede inden min første fødsel. Men det blev ikke til mere og de gik i sig selv. I går aftes meldte den strammende, næsten brændende følelse i min lænd, som jeg oplevede ved min første fødsel, ved hver plukve. I starten lagde jeg ikke noget i det, men da de blev ved i en god rum tid, og begyndte at komme næsten rytmisk og tæt på regelmæssigt, tænkte jeg at så var det sgu så alligevel nok ved at være nu. Jeg fandt Anja Bay bogen frem, læste de afsnit jeg har understreget igennem, øvede min vejrtrækning, pakkede det sidste til hospitalstasken, tog et varmt bad og gik i seng. Vågnede tre gange i nat, hvor det strammede godt i lænd, mave og lår, men faldt igen i søvn, og i morges da jeg stod op… Ingenting. Ikke så meget som en plukve. Jeg er tværtimod rimelig vel udhvilet og min krop føles ikke så tung som den plejer, og baby er stille.Altså hun rumsterer da lidt, men det er alt. Så. Snydt igen.

Det bliver man faktisk lidt skør af. At tro det nok er nu, til igen at tænke at der i hvert fald er et par uger igen. Sådan var det altså ikke første gang. Der kom veerne dagen efter termin og så var det ligesom det. Ikke alt muligt snyderi. Sgu da irriterende.
Nå. Men som sagt er jeg endnu ikke utålmodig, sådan for real. Desuden holder vi påskeferie fra i eftermiddag og ti dage frem, Otto og jeg, så jeg har slet ikke tid til at føde.

Jeg hepper på d. 12. april.

 photo Skaeligrmbillede 2015-03-27 kl. 10.48.45_zpscfmpsyzo.jpg