StrudsCille

Jeg kan ikke løbe fra, at jeg i de seneste måneder har stukket mit store hoved relativt langt ned i sandet – I hvert fald sammenlignet med, hvor meget jeg normalt plejer at strudse rundt og baske med vingerne på internettet og de sociale medier. #Fredagsfølger har stået stille, jeg har ikke delt i samme omfang som jeg har for vane, og har i det hele taget haft rigtig meget brug for at gøre noget andet. Det er der selvfølgelig en grund til – Flere faktisk. Jeg har allerede luftet lidt af det – Blandt andet HER og i en enkelt story eller to på Instagram.

Jeg nåede en grænse i slutningen af året, hvor jeg hang mig selv langt ud af halsen. Jeg blev enormt selvbevidst, irriteret over det forventningspres jeg lagde på mig selv, men også et jeg oplevede fra en håndfuld følgere, der kom med uopfordret efterkritik på mine stories (vi vil se mere af det her, hvorfor er der så meget af det her, kan du ikke gøre sådan her i stedet osv.) , hvilket gav mig præstationsangst og gjorde at det ikke var sjovt længere, og gjorde det umuligt at hvile i, og ikke mindst gjorde mig fuldstændig blind over for alt det gode det gav mig. Så derfor droslede jeg ned. Helt ned.

Jeg savner det. Savner at ævle til min telefon og jer, og det savn havde jeg brug for. Jeg kommer aldrig til at kunne stille alle tilfredse, men hvis jeg begynder at lave om på det jeg brænder for og har lyst til, så mister jeg mig selv undervejs og det har jeg ikke lyst til.

På min ferie oplevede jeg lidt af det samme igen. Jeg modtog enormt mange beskeder omkring min måde at dele på, særligt at det da var underligt, at jeg ikke delte billeder at alle dem jeg var på ferie med, men kun af mig selv og et enkelt eller to børn. I starten svarede jeg venligt, at det skyldtes at jeg jo var på ferie og dermed ikke havde min telefon fremme så meget, og derfor typisk kun hev den frem, når jeg var alene eller på tur med et enkelt eller to børn., og at alt hvad man ser på instagram jo altså bare er et øjebliksbillede m.v. Men efter et par dage stoppede jeg med at svare, da jeg kunne mærke, at det triggede den følelse som har givet mig ondt i maven. Den der lægger et pres på, hvad jeg skal dele, hvornår og hvordan. Og så skete der noget. Noget faldt helt simpelt på plads. Noget der er logisk, men som alligevel først satte sig fast og gav mening for mig lige der på en af de sidste dage af min ferie. Det er fuldstændig ligegyldigt, hvad folk tænker, tror eller synes jeg skal gøre, dele og være. Jeg deler, gør og agerer som det føles rart for mig, hvilket 98% af mine følgere tydeligvis er helt indforstået med, men fordi der er 2% der har det på en anden måde, og nogle af dem råber højt omkring det, fylder det en del. Det fylder for meget, og det har jeg besluttet, at det ikke skal eller må. Nemmere sagt end gjort, men jeg tror det er lykkedes mig, at få det hamret fast, så det hænger ved og så jeg kan få hovedet ud af sandet igen og være den snegl jeg er, fremfor en struds.

Den sidste ting, som har forårsaget strudsetilstanden, bor i samme boldgade, men handler om noget, der fortjener sit eget indlæg. Jeg skal bare lige finde mod og overskud til at skrive det. Det kommer, når det kommer.

Og ja, fredagsfølger er tilbage fra på fredag.

Disclaimer: De henvendelser jeg har fået, som jeg kalder efterkritik, er altså ingenting i forhold til de hundredvis af dejlige, søde, oprigtige spørgsmål og kommentarer jeg også får. Jeg har bare givet dem lov til at fylde for meget, og overskygge det andet – Det er jeg vildt flov og ikke mindst irriteret over. Jeg øver mig på det modsatte, og jeg er tæt på at mestrer det. Og i øvrigt, man må altid spørge og kommentere, så længe man husker på, at jeg er et menneske og ikke en maskine <3

Ferieblues

Jeg havde lykkeligt glemt den sindstilstand, der kan indfinde sig, når man vender hjem fra ferie. Det er jeg i den grad blevet mindet om. Tungsind, udlængsel, rastløshed. Jeg er indehaver af alle de følelser og har allerede stukket en tå i det vand, der hedder at overtale Michael til endnu en tur, som den vi tidligere har snakket om at tage, ala det MM og Jon gør lige nu, men uden held. Og jeg ved da også godt, at lige så snart at hverdagen kører igen, jetlagget har lagt sig, og ikke mindst når foråret tager fat, så slipper følelsen igen.

Det hjælper heller ikke, at det udenfor høvler ned med regn og er 30 grader koldere end jeg lige havde vænnet mig til.

Jeg forsøger at være positiv og fokusere på fordelene ved at være hjemme. Jetlag er slet ikke så tosset på denne her måde, når man tænker på de rolige og laaaange morgener vi får sammen, fordi alle vågner omkring ved 5 tiden, børnene har fået en helt ny glæde for deres legetøj som de tydeligt har savnet, og har allesammen brugt mange timer på at lege, og sikkert en masse andet, som jeg lige nu har glemt, fordi jeg er mopset over kulden og dét at jeg selv skal gøre rent og lave mad igen. … Shit, en forkælet sætning. Ha! Det er i det hele taget både skide forkælet og ikke mindst dybt tosset, at gå og spilde den ro og det overskud jeg har brugt de sidste tre ugers tid på at skrabe sammen. Men sådan er man ikke altid herre over sine følelser, og det er sgu nok meget normalt.

Til alle jer, der har skrevet at I skal afsted nu her (og det er en del) god tur, mand!
Jeg er i fuld gang med at strikke et indlæg sammen om vores tur, og jeg håber det rammer bloggen i denne uge. Men ærlig talt har jeg det lige nu topsvært med at kigge på vores billeder fra turen, da det bidrager lidt til den der tarvelige blues, jeg oplever, så jeg tager det lidt i etaper.

 

Mandag uge 6: Tilbage på sporet

Mandagen startede klokken 4:25, fordi: Jetlag. Så da klokken var kvart over fem, havde vi både spist morgenmad og sat endnu en vask med kufferttøj over, og klokken lidt over syv var børnene sendt afsted.
Nu har vi opsat et køkkenbordskontor, Michael og jeg, og sidder nu ved hver vores computer og forsøger at få noget, der minder om et overblik over den næste uges tid, nåhja og over vores liv generelt, over vores regninger, konti og andre sexede ting. Januar (og februar) er en lidt led satan, når man er selvstændig – Især når man lige hiver små tre uger ud af den og smutter til Thailand som var tilfældet for os i år. Men vi skal nok få styr på det hele og komme tilbage på sporet og indhente tabt fortjeneste, tabte følgere, læsertal og så videre. Men det giver lige et gip og en anelse bævren i læben, når man står i det.

I denne uge har jeg en del møder med både kollegaer og samarbejdspartnere, jeg skal til Mays boglancering, til fællesspisning med min dameklub og vist også i biffen senere på ugen, og så skal jeg lige smadre mit jetlag, finde tid til at skrive videre på et pitch jeg skal fremlægge i næste uge, shoppe et outfit til en 80er fest og bare køre almindelig hverdag med børn og pligter og den slags. Det bliver nok en anelse sejt at få løbet det hele i gang, men på den anden side glæder jeg mig til det.

God mandag. Det er fedt at være tilbage!

Sidste nat, change of plans og ambivalent hjemve

Sidste nat i Thailand er ved at nærme sig. Om bare 20 timer boarder vi vores fly mod Danmark og selvom jeg slet ikke er klar til at give afkald på varmen og feriefølelsen, er jeg det alligevel – For jeg savner mit hjem, mine venner, mit tastatur, min hund og hverdagen. Og så savner jeg helt kliché: Rugbrød!
Men også god kaffe, havremælk og slik. Så det skal nok gøre godt, at komme hjem til alt det.
De sidste dage har gjort savnet lidt kraftigere, da det sted vi har boet ikke helt, eller faktisk slet ikke var, hvad det udgav sig for. Det var smukt, helt vildt og havde så meget potentiale – men det var ulækkert, og efter to dage og (søvnløse) nætter med kryb, snavs og ubehag, blev en madforgiftning og en insekt-invasion jeg sent kommer til at glemme, på vores værelse, dråben, og vi pakkede derfor sammen i morges. Så i dag ramte vi AoNang, som kan noget helt andet og mere minder om en europæisk festby end dét Thailand vi har set de sidste 15 dage – der er for eksempel lige nu klokken 22:30 høj dakkedak musik, blinkende neonlys og ildshow 50 meter fra vores altan – men hotellet er rent, her er max et par myg og en håndfuld gekkoer, der er varmt vand i bruseren og jeg har for første gang i over to uger fået en kop kaffe, der smagte af noget, så det er på alle måder lige præcis, hvad vi har brug for, inden den lange tur hjem i morgen.

Jeg glæder mig også til at vende tilbage til podcasteriet, skriveriet, bloggen og alt det jeg kalder arbejde. Jeg havde brug for pausen, for at finde tilbage til glæden og lysten.

Nu godnat fra Thailand. Næste gang jeg skriver, er det fra Danmark.

 

Midtvejsstatus

Århmand, halvdelen af ferien er gået, eller faktisk desværre mere end det. 2/3 er pist væk. På lørdag går turen hjem til Hornbæk, hverdag og kulde igen, og jeg er endnu ikke klar til det. Men det bliver man nok aldrig helt. Vi ankom i dag til den tredje af de i alt fire øer vi skal besøge, og jeg ligger lige nu under et myggenet i sengen i mørket og taster løs på telefonen.
Jeg skal i øvrigt nok komme detaljerne omkring vores tur lidt nærmere til dem det måtte interessere, når vi er hjemme igen.

Indtil videre er alt gået smooth og uden de store udfordringer. Selvfølgelig har der været trætte børn, som har fået nedsmeltninger diverse steder, hvilket blandt andet har betydet, at vi nogle aftener på skift har måttet forlade selskabet og tage et barn under armen og trave hjem uden at få spist aftensmad.
Men det er som om at den slags situationer er noget nemmere at tackle, når det eneste på programmet er afslapning og strand. Ingen har været syge med undtagelse af lidt AC snue her og der og en enkelt nat med et febervarmt barn.
Det mest dramatiske har hidtil været, at vi mistede to af Loulous bamser på det første hotel, men de blev sendt med en båd dagen efter og blev dermed genforenet med barnet indenfor et døgn.

Fem hele dage og en halv har vi tilbage og jeg er for alvor kommet ned i gear, selvom vi styrter rundt det meste af dagen, fordi børn, men uden daglige pligter, og også uden tøj og i 32 graders varme, gør det ingenting.

Det kan noget at få sit liv på afstand lidt, og det har også resulteret i nogle gode og lange snakke med min bedre halvdel, som jeg tror ingen af os vidste, vi havde brug for.

Og nu når jeg tænker over det og mærker efter igen, kan jeg måske alligevel godt overskue at komme hjem igen. På søndag.

I øvrigt #ThaiEdition

  • Har jeg spist thaimad i seks dage, og selvom jeg for en uge siden troede, at jeg aldrig nogensinde ville få nok af grøn mangosalat, massaman og Pad Thai, har jeg det lidt anderledes nu.
  • Trådte jeg (ikke med vilje!) på en gekko i går. Den døde. Jeg græd.
  • Har jeg på kort tid fået det ret afslappet med aber (her er mange!) og varaner (også mange)
  • Har jeg det til gengæld ret anti afslappet med frøer, kæmpe biller og slanger. AD for helvede!
  • Går tiden umanerlig hurtigt i 32 graders varme, og selvom jeg stornyder det hele, kan jeg ikke helt overskue, at vi skal hjem igen om 10 dage.
  • Er det endnu ikke lykkedes mig at få indstillet værelsets Air condition til et behageligt leje, så vi enten pis’ fryser eller storsveder om natten. Til gengæld har jeg scoret mig en lækker ru stemme og ondt i halsen som følge af dårlig AC styring.
  • Tror jeg, at vi har fået vendt vores jet lag, og ser (måske naivt) frem til nogle gode nætter uden vågne timer og forvirrede børn.
  • Bruger vi en del tid i skyggen og i poolen med faktor 50 og jeg har derfor på ingen måde fået den mængde tan, jeg havde håbet på. Endnu. #Børneferie
  • Er mine børn helt pjattede med gekkoer og navngiver dem alle. De har endnu ikke tilgivet mig for at have mast ‘lille speedy’ med mine bare fødder i går.

Så langt (!) så godt

Vores første døgn i Thailand er ovre og vi har fået puttet børnene med nogenlunde succes. … Og vi nåede endda en deleøl og voksensnak på trappen foran huset, inden vi kravlede i seng. Nu sover alle, på nær mig, der er helt og aldeles vågen.
Jetlag denne vej er lidt en biatch de første timer af natten, til gengæld sover børnene længe, og det kan også noget. Turen hertil var lang og tung og jeg husker meget lidt fra timerne fra vi ankom på hotellet omkring frokost og til jeg faldt i søvn med Loulou i armhulen omkring klokken 20. Men jeg husker tydeligt, at de to små vågnede på skift cirka hvert kvarter fra klokken 21 til 01. Men de sov til vi vækkede dem klokken 9, så den del er helt tilgivet fra min side igen.
I dag har vi brugt ved poolen og på stranden – de to ligger klods op og ned af hinanden, så begge dele er muligt uden at blive alt for uenige. Jeg har det med pools, som jeg har det med buffet. Lidt klamt, genialt med børn og umuligt at komme udenom.

Børnene klarede turen hertil så fint, selvom den var urimeligt lang, og de har også været helt eksemplariske i dag. Jeg kan ikke helt sige det samme om mig selv. Jeg er både lidt skinger i det, irritabel og fintfølende. Men det går sikkert også over i takt med at min jetlag letter og roen sænker sig. Håber jeg (og alle andre, gætter jeg på).

Der er 15 dage tilbage og jeg har tænkt mig at få det allerbedste ud af dem.

Men hov, skulle du ikke holde blogfri? Tænker du måske.
Jo, men så fik jeg alligevel lyst til at stikke hovedet herind… Jeg håber I har det pisse dejligt, og jeg beklager på forhånd Thailandsspam på Instagram – Det er virkelig svært at lade være, fordi her er så mega flot.

 

Mandag uge 3: Podcast og nedtælling

En ny uge er i gang og jeg har brugt morgenen med kaffe, morgenmad og Cana B, der var så overskudsagtig at køre nordpå for at besøge mig – Det er sådan noget jeg virkelig sætter pris på, når sker, da der med god grund er langt imellem besøgene fra København.
Nu kigger solen frem og jeg har sat mig ved tasterne og skal have alle ugens digitale opgaver af vejen. I morgen skal jeg til København og hente nogle ting på kontoret, holde et enkelt møde og så skal jeg være med i en ny podcast sammen med nogle seje damer. Og så, SÅ tager vi sgu til Thailand på onsdag. Stikket bliver trukket, bloggen bliver lagt i kortvarigt dvale og jeg får forhåbentlig ro på hoved og krop i 16 dage.

Tak for de mange fine kommentarer og DMs jeg har fået på mit seneste indlæg. Det var en kæmpe lettelse at få sat ord på den følelse, der fylder for tiden. Og det er svært at beskrive hvor meget det er værdsat, at I tager jer tid til at respondere. Virkelig.

Jeg håber jeres januar behandler jer ordentligt! Pas på jer selv og hinanden.

Vingeskudt

Jeg tror at man, uanset hvad man laver, og hvor meget man elsker det, ind imellem banker panden mod muren og i den proces mister vejret.

Sådan har jeg det for tiden. Både her, i hele min online tilstedeværelse, og desværre også i kulissen og i privaten. Der er fuld plade på mavepustere og jeg forsøger at tage vare på mig selv, minde mig om at det er en fase, at det går over og at det er både normalt og helt ok.
Ulempen ved at leve et liv, der følges af mange tusinde mennesker, er at den slags perioder, går ud over effektiviteten, delelysten og kvanti- og kvaliteten, og fordi I er mange, bliver det bemærket og italesat. Som oftest med bekymring og forståelse, og tak for det, og andre gange med hån og løftede pegefingre som desværre gør følelsen endnu tungere og behovet for at kravle ind i mit skjold meget større.

Det er nu ikke fordi at produktiviteten mangler, tværtimod. Jeg går og samler sammen til nogle indlæg, jeg gerne vil dele med jer, og så er jeg i gang med at skrive et pitch og manuskript til en ny podcast, der gerne skulle blive til noget senere på året, og et par andre skidefede ting, som jeg glæder mig til at få sat i søen. Og det er rart, at have og lave noget, der ikke bliver delt nu og her, men det betyder ikke, at jeg er ved at forsvinde, at jeg har ændret mig eller at jeg har fået fine fornemmelser. Det ved jeg godt at de fleste af jer ved, men jeg kan mærke, at det gør en forskel i mig, at sige det højt her.

Jeg er vingeskudt, i (det der føles som) årets længste måned og det gør lidt ondt, men jeg skal nok komme ud og flyve igen, og jeg håber I stadigvæk vil med <3

Potentiale

Det her indlæg skrev jeg inde i mit hoved i nat. Sådan er det med meget af det jeg skriver. Det kommer til mig om natten, og hvor jeg før i tiden ville springe ud af sengen og rent faktisk skrive det, har jeg lært mig selv (for det meste) at blive liggende og i stedet formulere det i mine tanker for derefter at forsøge at skrive det dagen efter. Ikke altid med succes, men sådan er der så meget.

Ordet potentiale er måske et af mine yndlingsord. Både på grund af hvordan det ser ud og lyder, men også på grund af betydningen. Der er meget der har potentiale og jeg er i al beskedenhed virkelig god til at se det. Desværre er jeg også pessimist (ikke så meget som jeg har været, men … ) og det går ikke altid hånd i hånd, så jeg kan ret hurtigt punktere det igen.
En del af min 2020 plan er at gøre brug af al potentiale. Min egen, andres, handle på det jeg spotter, fremfor bare at tænke det. Ikke være bange for at fejle, eller i hvert fald ignorere den frygt, der med garanti vil vise sig i form af usikkerhed og pessimisme. Jeg vil springe ud i det hele og gå til langt flere ting på yes man måden. Der er så meget potentiale omkring os, og vi er så dårlige til at gribe det. Og ja, jeg siger vi, for jeg har på fornemmelsen at jeg ikke er alene her. Ydmyghed er noget af det fineste jeg kan komme i tanke om, og noget jeg vægter højt hos andre og mig selv, men jeg ved at jeg har tendens til at forveksle min egen usikkerhed med ydmyghed, og derved gå glip af mange gode ting. Selvom jeg siger “vi”, ved jeg godt at der selvfølgelig er dem, som allerede har luret den, og bare gør det. Og jeg misunder dem det helt ned nederst i maven, og har svært ved ikke at blive en lille smule ked af det på mine egne vegne, hvilket jo er idiotisk. For hvis der er noget jeg har lært med årene og kun bliver bedre til at efterleve, er det, at andres succes ikke tager noget fra min succes.

2020 har rigtig meget potentiale og jeg vil (forsøge at) gribe det hele.