Byens måske største mødregruppe

Jeg er ikke i mødregruppe denne gang. Eller det vil sige jeg blev tildelt en, men da jeg ikke kunne deltage den første gang, og derefter ikke fik svar på den sms, jeg sendte til en af de andre mødre, løb det ret hurtigt ud i sandet. Samtidigt har jeg rigeligt at se til, både med skolebarnet, ægtemanden, babyen, kaffeaftaler, møder, skriverier og den slags, så det er ikke fordi, at jeg som sådan savner det. Dog gik det op for mig den anden dag, at Uma kun har været sammen med andre babyer en håndfuld gange, og så kan jeg faktisk godt blive lidt ærgerlig over, at det ikke blev til noget med den mødregruppe. For det er jo hyggeligt, og det kunne på en eller anden måde være meget fedt, hvis Uma havde været sammen med andre jævnaldrende, inden hun starter i vuggestue næste år.

Så jeg skal vist til at få lavet nogle babydates tænkte jeg først, og så tog jeg den lige skridtet længere og lavede et opslag på instagram, en kontaktannonce nærmest, hvor jeg spurgte om der var andre babymammas (ord jeg i øvrigt aldrig har brugt), der havde lyst til at være med i en mødregruppe. Det var der, heldigvis. Men altså, jeg havde regnet med at samle 10-15 stykker, max.
Nu er vi 63.

Så nu omtænker jeg lige konceptet, for selvom vi har ok meget plads her på 2. sal, er 63 voksne plus afkom nok lige at stramme den. Men som Karoline så rigtigt påpegede, bliver det et brag af en mommy-julefrokost, hvis vi skal have sådan en (Preben er vild med mødre, så hvorfor ikke)…
 photo IMG_6989_zpswwlx8ptd.jpg

 

Aftenhjernens comeback

Det her er noget jeg har nævnt for jer mange gange. At jeg fungerer bedst efter klokken 23. I hvert fald når det gælder de sådan lidt mere kreative ting. Kreative som i det med at skrive. Jeg forvandler mig ikke til en penselsvingende Van Gogh. Men mine tanker vandrer bedre og jeg kan på samme tid bedre fokusere. Det kan være en ret befriende process. Dog har jeg efter Umas ankomst ikke haft mulighed for at sidde oppe og skrive på samme måde som før. Simpelthen fordi jeg har været for træt, eller fordi jeg hellere har ville kværne noget zombie-serie eller den store bagedyst efter en dag som serviceorgan. Derfor har skriverierne, dem udover bloggen, været sat delvist på hold, eller blevet skrevet når udbryderbabyen en sjælden gang imellem sover længere end 25 minutter. Men i løbet af den sidste uges tid, er det lykkedes mig at sidde oppe hele to gange, med computer og notesbog fremme. Og selvom det er totalt ris til egen røv, når Uma finder sin græsslåmaskinelyd frem ved 5.30 tiden i morgen, er det det hele værd.

I det hele taget har jeg bemærket at jeg er på vej ud af den værste babytåge, som er det der lidt fedtede filter, der bliver kastet over en (mig i hvert fald) når man får en baby, som gør at man er konstant træt og føler at man har tømmermænd hele tiden, bare uden shots og dårlige beslutninger forinden. Den følelse er aftagende, og det viser sig at jeg er præcis lige så begejstret for at skrive og at kaffe stadigvæk smager lidt bedre når den er varm, hvilket den er, når den bliver indtaget helt uden babyer og pligter, efter klokken 23.

Det føles virkelig rart.

I øvrigt #31

  • Bliver jeg nødt til at sige tak for de rare ord på min video i forrige indlæg. Var faktisk helt tør i munden og nervøs for om I ville hagle mig ned. Så tak for ikke at gøre det.
  • Havde jeg en fabelagtig frisøroplevelse i onsdags hos Mie i Studio Cim Mahony. Mere om det i næste uge.
  • Har vi vænnet os helt af med slyngevuggen, og har nu en baby, der falder i søvn i sin egen seng. Helt selv.
  • Kom jeg til at sluge en halv bøtte Ben & Jerrys den anden aften. Det gik så stærkt, at jeg håbede min krop ikke ville opdage det. Det gjorde den, og jeg bøder for det med virkelig grim hud i pande og på hage.
  • Er det endelig lykkedes mig at overbevise min mand om at vi har lidt for mange murstensvægge i lejligheden (fem!), så tre af dem skal mures op. Yes!
  • Har jeg endelig prøvet at spise på Fætter Fætter, der serverer toasts. Genialt koncept. Men der skal altså en del toasts indenbords for at man bliver mæt. Jeg spiste to plus en dessert og var faktisk ikke ordentlig mæt da vi gik. Så næste gang, for der bliver en næste gang, skruer jeg op.
  • Krybekravler Uma for alvor, så det er slut med at sidde ned, for os de voksne altså.
  • Kan jeg ikke abstrahere fra at pil-selv rejer og krebs ligner store insekter
  • Viser det sig at jeg har en voldsom svaghed for saltkaramel.
  • Har jeg i løbet af den sidste uges tid et par gange iført mig et par ret stramme jeans, der af min mand har fået kaldenavnet ‘Rihanna-buksen’.
  • Var jeg til Zalando Nordic Blogger awards på Statens Museum for kunst i torsdags, og blev både totalt forelsket i lokalerne, men også i den Photobooth, der var sat op, med vindmaskine og hele pivtøjet.
  • Hilste jeg lidt for ivrigt på mand i Føtex, og først da jeg gik derfra gik det op for mig at jeg slet ikke kender Kasper Eistrup.
  • Er det egentlig utroligt at jeg stadigvæk har hud i ansigtet, da Umas yndlingsbeskæftigelse, næst efter at tømme reolen for bøger og undgå søvn, er at hive mig i hovedet.

Rigtig god søndag! Jeg håber at være noget mere aktiv herinde i næste uge end jeg var i denne.
 photo 2015-10-29-21-56-01_zpsittafjuf.jpg

Svar #1 på video

Hold da op, hvor har I været gode til at finde på spørgsmål. Helt vildt. Tak for det. Jeg kommer til at svare over flere indlæg.
Her er runde 1, der er de ‘nemme’, som lugter lidt af venindebog. Nåhja, og det er på video.
Optaget sent i går aftes. Jeg fortæller om min livret, hvem i Sex & The City jeg er (eller ikke er), deler nogle af mine yndlingsblogs og fortæller om en hektisk aften med blodige fødder og klynket baby. Hvis I kan holde til alle 15 minutter, I salute you.

 

Håret!

I går ringede min mand hjem efter et frisørbesøg, og fortalte, at han havde booket en tid til mig samme sted. På onsdag, som i morgen. Skrig! Altså, jeg trænger, og jeg har længe listet rundt om den varme grød og overvejet forskellige steder, men endnu engang er han den spontane nu og her type, og jeg overtænker alt, så han made it happen. Heldigvis.

Jeg har tænkt meget og længe over mine muligheder. Jeg lider jo af voldsom frisørfobi og er samtidigt decideret ubeslutsom når det kommer til mine lokker, så oftest ender det med den helt sikre løsning: Et par centimeter af længden og måske lidt stribeværk. Mit hår har, som I måske husker, været helt ødelagt, såå ødelagt at jeg for et par år siden måtte klippe en stor del af det af og gå i farve-afvænning. Alene i bloggens levetid har jeg været både blond, meget blond, mørkhåret, meget mørkhåret og rødhåret. Nu er mit hår vokset ud og der er ikke mere farve tilbage i det, kun min egen, der er sådan lidt karamel møder leverpostej med et par grå hår her og der.
Jeg kunne godt være fristet til at hoppe i farvebaljen endnu engang. Men lad os nu se. Der er stor mulighed for at jeg endnu engang går safe på den og at det slet ikke er til at se, at jeg har været afsted. På den anden side kunne jeg måske også godt være i humør til at gå all in på noget helt nyt. Hvis I følger mig på Pinterest kan I nok godt gætte hvad jeg hælder mest til lige nu, men igen, lad os nu se.

I morgen!

Sneglcille fylder seks år

I går var det seks år siden at jeg udgav mit første indlæg. Det var i 2009 og jeg vidste på det tidspunkt knap nok hvad en blog var. Faktisk mindes jeg ikke at have læst et eneste blogindlæg før jeg selv udgav et. Det var hos blogspot, og jeg havde brugt dage på at gennemtænke om den nu også skulle hedde Sneglcille, om hvad mit første indlæg skulle handle om. Om det overhovedet var en god ide, og jeg tænkte en del over hvor ofte jeg skulle skrive og så videre. Meget typisk mig, særligt i den periode af mit liv, at overtænke alt.
Jeg fik trykket udgiv på et kort velkomst-indlæg og mærkede allerede den første tvivl. Jeg ved ikke hvorfor. Samme usikre panik ramte mig hver eneste gang jeg udgav et nyt indlæg, sådan var det længe, hvilket egentlig ikke giver mening, for der var jo ingen læsere. En følelse som jeg siden hen har givet slip på, for det meste i hvert fald. Dermed ikke sagt at jeg ikke kan ryste i bloggerbukserne ind imellem, for det kan jeg.

I anledning af bloggens fødselsdag har jeg været i arkiverne, hvilket har været en sjov oplevelse, men også en anelse tåkrummende. Ikke fordi jeg er flov over mine tidligere indlæg, men det svarer lidt til at kigge tilbage på gamle fotos. ‘Hvorfor valgte jeg lige den top til den page’, her er det bare: Hvorfor fanden valgte jeg den formulering, og hvad pokker laver det komma der.

– Der var for eksempel dengang jeg tabte et barnevognshjul midt på Blegdamsvej
– Mit dilemma omkring en juleaften uden Otto
-Om snedige måder at få sin vilje med et 3-årigt trodsbarn
– Alt det jeg skal når jeg bliver voksen (nikker til alle punkterne stadigvæk)
– Om sjove børn, og overhovedet ikke at være skruk (præcis to år inden Uma kom dumpende)
– Dengang Otto smækkede sig inde i vores gamle lejlighed
– Og ikke mindst om den dag, hvor vi fandt ud af at vi skulle have en baby. Igen.

Jeg tror sagtens vi kan snuppe seks år mere. Det håber jeg.
I hvert fald elsker jeg, at I følger med.
Tak for det!

 photo Skaeligrmbillede 2015-10-26 kl. 12.19.23_zpst2fcc7nd.png

Instagram @sneglcille

 

Økologiske tømmermænd og en pakket weekend

Efter en håndfuld økologiske øl i godt selskab til et event hos PR bureauet Starklint, og derefter en ret stor fadøl med dertilhørende hemmelige cigaretter sammen med Fru Buttenschøn, var det en sejlende snegl der cyklede hjem omkring midnat torsdag aften. Så sejlende at jeg vurderede, at det var mest forsvarligt at stå af cyklen lige omkring hovedbanen og gå de sidste 500 meter hjem. Jeg kollapsede fuldt påklædt i Ottos køjeseng, da han havde indtaget min plads ved siden af Freelanceren. Sidstnævnte tog både nattetjansen med Uma og stod op med begge børn fredag morgen, inden jeg lidt før klokken 08 kravlede ud til dem og delte en portion havregrød med Uma imens freelancer afleverede Otto i skole. Noget mat i sokkerne og decideret tømmermændsramt (efter fem øl?! Jeg stirrer ondt på de økologiske øl, der ellers smagte dejligt. Men næste gang nøjes jeg med en enkelt) fik jeg dog mandet mig op og bakset både mig selv og baby ud i det pæne efterårsvejr.

Resten af dagen brugte Uma og jeg i indre by, hvor vi besøgte et par pr-bureauer, gik tur med min veninde Rachel og vinduesshoppede. Ved spisetid trillede hele familien Falgren Rubini hjem til mine forældre, hvor vi spiste aftensmad og puttede det yngste familiemedlem, inden vi, freelancer og jeg, gik ud i natten helt uden børn. Anledningen var fødselsdag hos freelancers lillesøster, der havde inviteret til et brag af en 30 års fødselsdag. Inden vi nåede så langt, stak vi hovedet forbi BioMio, til en dobbelt espresso og en bid chokoladeis, for at samle energi til nattens strabadser.
Små fem timer senere dinglede vi hjem hånd i hånd, men ikke uden et besøg hos gode Mr. Lee på Istedgrillen, hvor vi fik flæskestegssandwiches og Cocio til resten af turen hjem. Næsten som i gamle dage. Vi sov til 8.30, hvilket er luksus når man har små børn, og drog endnu engang ud af døren for at hente vores kære afkom hos mormor og morfar. Lige nu er ældstebarnet opslugt af Ben 10 på Netflix, Uma og freelancer sover i dobbeltsengen, og jeg taster løs her og drømmer om den bøf bearnaise jeg har planlagt vi skal spise om et par timer.
I morgen står den på kvartalsfødselsdag for hele klassen i Søndermarken, og derefter børnefest og awardshow på glyptoteket. Med andre ord nogle begivenhedsrige dage.

Jeg er så småt gået i krig med jeres spørgsmål, men smid gerne nogle flere i hatten, hvis I vil. Jeg pønser på en video og et par indlæg, så fyr den endeligt af.

Husk også at I kan følge mig på Instagram, Facebook og snapchat @sneglcille.

God lørdag
 photo Skaeligrmbillede 2015-10-24 kl. 17.10.22_zpsvui7l1zw.png

Borgerlig vielse, upersonligt og firkantet?

Min fornemmelse er, at mange har en helt klar holdning til, om de ønsker at blive gift i kirke, på Rådhuset eller et helt tredje sted. Personligt har jeg aldrig selv drømt om at blive gift, men jeg har altid vidst, at hvis jeg skulle giftes en dag, ville det ikke blive i en kirke. For halvanden måned siden blev jeg gift på Københavns Rådhus, og hvorfor så egentlig der?

Jeg er ikke religiøs. Om jeg vil gå så langt som at kalde mig ateist ved jeg ikke, da det ikke er noget jeg som sådan har taget stilling til. Jeg er hverken døbt eller konfirmeret, mine børn er heller ikke døbt, og selvom jeg synes kirkebryllupper er enormt smukke, har jeg aldrig siddet og tænkt ‘bare det var mig’ når jeg har deltaget i kirkebryllupper. For mig ville det ikke føles rigtigt.

Selvom jeg godt ved, at rigtig mange bliver gift i kirker på baggrund af alt muligt andet end lige religion, ville det for mig personligt bare være helt forkert som ikke troende at blive gift i guds navn. Jeg forstår godt at det for mange handler om tradition, de smukke omgivelser og drømmen om kirken. Det er så fint, og jeg forstår det fuldstændigt. Det er bare slet ikke for mig, der ikke har den traditionelle tilknytning. Min mand er heller ikke religiøs som sådan, men han ved en del mere om religion end jeg gør, da han er vokset op med en muslimsk far, men selv er både døbt og konfirmeret i den danske folkekirke. Hvis det havde betydet noget særligt for ham at blive gift i kirke, vil jeg ikke afvise, at jeg kunne lade mig overtale, men det ville nok kræve en del, da jeg som sagt ikke ser mig selv som kristen, og heller ikke har et personligt forhold til det traditionelle.

Vi snakkede faktisk om at blive gift udendørs. I en park, på en bro, på et tag, i en have, ved vandet. Der var flere ideer, men vi blev hurtigt enige om at gøre det på Rådhuset. Freelancer havde aldrig selv været til et bryllup der, og han har efterfølgende sagt, hvor overrasket han blev over hvordan det var derinde. Jeg tror han havde forestillet sig noget langt mere praktisk og lidt upersonligt. Hvilket jeg faktisk overhovedet ikke tror at han er alene om.

Jeg kan jo kun fortælle om Københavns Rådhus, der simpelthen har den smukkeste bryllupssal. Først går man op af en snoet stentrappe og ind i en slagt entre, hvor der er et stort spejl og en garderobe, næste rum er en ventesal med smukke vægmalerier, en balkon, stole på rækker og en virkelig behagelig belysning. Selve det rum man bliver gift i er ret småt, her er belysningen helt dæmpet og som jeg også har beskrevet det her, er stemningen intim, netop fordi man, hvis man har mange gæster med, står tæt. Selvom vi var i fokus, havde vi både familie og venner lige ved siden af os, hvilket var den vildeste følelse. Et rum fyldt med varme og kærlighed. Selve vielsen tog måske 3 minutter, men det var helt perfekt. Stemningen i det lille rum var intens, og det at kunne få øjenkontakt med sin mor, sine veninder og sine børn imens man er ved at springe fra 100-meter vippen med sit ja, er virkelig en smuk detalje.

Der findes ikke rigtigt eller forkert, og hvis man drømmer om et kirkebryllup, skal man selvfølgelig gøre det. Men jeg vil gerne alligevel give min oplevelse videre, hvis nu, der sidder nogen, der har afskrevet det der røvsyge Rådhusbryllup, uden at vide hvor smukt det egentlig er.

 photo Skaeligrmbillede 2015-10-21 kl. 10.29.53_zpsgd1yjl11.png

 

Uma 6 måneder

I fredags var det et halvt år siden at Uma endelig meldte sin ankomst, fem dage efter termin. Siden da har hun tryllebundet og charmeret alle på sin vej og i særdeleshed os der bor sammen med hende. Hun er mild og rolig, og på samme tid vil hun frem i verden. Hun råber højt af dyr, særligt katte, snakker med alt sit legetøj, holder øjenkontakt med alle hun møder, og ligner en tegneseriefigur med sin ene lille fortand, kæmpe smil, store øjne, morgenhåret og stritørerne. Når hun griner, hvilket hun gør ofte, siger hun som en delfin og det er verdens bedste lyd. Jeg elsker hende fuldstændigt grænseløst. At det kan lade sig gøre at elske flere mennesker på den der helt abnormt voldsomme måde, er ret fascinerende. Det var ellers en af de ting jeg havde svært ved at forestille mig da jeg var gravid, at det ville være muligt at elske nogen lige så højt som jeg elsker Otto. Ens kærlighed bliver ikke delt, den vokser bare, og for første gang forstår jeg udmærket dem, der får rigtig mange børn.

Hun møver sig afsted hen af gulvet, og det er bare et spørgsmål om tid, før hun knækker kravle-koden, tror jeg. Allerede nu har hun hevet en enkelt lampe på gulvet, plus det løse, og det varer ikke længe før vores pæne voksenhjem med bøger, Louboutins, tequilaflasker, kaktusser, lamper og fotoudstyr i frøhøjde skal børnesikres. Ting skal op, ledninger skal have strips, og skabe, låger og skuffer have de der irriterende børnesikringer. Og så er der alle de ting vi ikke før har lagt mærke til kunne blive et problem. Synlige kobberrør i køkkenet for eksempel, virkelig pænt, virkelig ikke børnevenligt.

Hun er dygtig til at spise. Vil helst selv, så det får hun lov til. Sigter efter munden, rammer ofte øjet, til stor frustration, men hun bliver bedre hver dag. Er ovre modermælkserstatning om dagen, gider faktisk overhovedet ikke den åndssvage flaske, som hun skælder ud hver gang den nærmer sig, på nær om aftenen, hvor hun gerne tager en ordentlig godnatbajer inden sengetid. Så nu får hun rigtig mad 4-5 gange om dagen, hvor jeg, når det er muligt, smugler mælk i til hende.

Hun sover stadigvæk helt skørt om dagen, 3-4 lurer a max (!) 45 minutters varighed, til gengæld sover hun fra 19 til 6.30, kun afbrudt af en enkelt flaske ved 03-tiden. Og som mor til en dreng der i halvandet år var vågen minimum 4 gange hver nat, er det som at være på spa-ophold.

Det er så fedt, at følge hendes udvikling og selvom det er vildt at hun allerede er et halvt år, og det på en måde er lidt trist at der ikke er mere baby tilbage, begynder det simpelthen at blive så skægt, virkelig at kunne se en lille personlighed blomstre.

 photo Image-11_zpsr1dmaxyg.jpg

Spørgerunde, også til sneglemand

Det er længe siden jeg har gjort det her, og da jeg hænger lidt med blogger-mulen, tænker jeg at det er et perfekt tidspunkt for en spørgerunde. Spørg om (næsten) alt i kommentarfeltet herunder. Jeg svarer i et eller flere indlæg i næste uge. I må også gerne stille spørgsmål til min freelancer, siger han. Det gik  jo også ret godt sidst – se bare.

God fredag derude. Drik meget gerne en stor Gin & tonic for mig. Jeg trænger.

Skærmbillede 2015-10-16 kl. 18.16.54