Hverdags-kabalen

Når man får børn, kommer man ret hurtigt ind i en rutine. Allerede fra starten dannes der et spise-mønster, et sovemønster (at Ottos var at vågne hver 20. minut de første fem måneder af sit liv, har jeg endnu ikke helt tilgivet ham for), når institutionslivet og arbejdslivet starter, kommer der også helt automatisk og ret hurtigt struktur i hverdagene og så videre. Når man går fra at være alenemor til, at være den ene del af et forhold, er der nogle helt andre ting, der skal gå op. Mange hverdagsting føles pludselig legende lette for os begge, da der pludselig er et ekstra sæt hænder og en ekstra portion tålmodighed. Altid. Men at få tre liv til at passe sammen og gå op, når man er vant til en helt anden type puslespil, er mærkeligt nok en ny udfordring, som vi stadigvæk lige skal finde os tilrette i. Vi er to sociale mennesker, der både prioriterer hinanden, vores barn, alenetid og venner højt, og samtidig brænder vi for vores jobs, og jeg skal lige hilse at sige at det, mine damer og herrer, er en fucking kunst at få til at gå op i sidste ende. Særligt når man også gerne vil have en blog til at køre, et hjem uden nullermænd på størrelse med et mellemstort kæledyr i hjørnerne, og have tid til at stoppe op og trække vejret ind imellem.

Det er faktisk næsten en umulig opgave og lige nu kører vi en klassisk ‘når min mor kommer hjem, går min far’-livsstil, men forhåbentlig kun for en tid. Det jeg prøver at sige er, at bloggen, som I nok har bemærket, lider lidt under hverdagen i denne periode, men jeg ved, at jeg snart finder energien og tiden til den, for lysten er der som sjældent før, hvilket er vigtigt for mig at understrege. Jeg skal bare lige lære at jonglere med det hele.

 photo Skaeligrmbillede2014-08-25kl203916_zpsa2b476e4.png

Følg mig på Instagram @sneglcille

 

5 år, vejrskiftesnue, bedsteforældre og Batmankage

En fødselsdagsweekend er veloverstået og jeg er nu mor til en fem årig, og jeg er ret vild med det. Han imponerer mig hver eneste dag med sin godhed, humor, sine skæve tanker og sit smukke væsen. Da han om morgenen på sin fødselsdag i lørdags sad ved morgenbordet, jeg havde dækket op, og kiggede rundt på pynten og maden, og helt stille sagde at det var dejligt, at jeg havde gjort alt det for ham, tror jeg måske jeg stoppede med at trække vejret et øjeblik. Min betænksomme og kloge store dreng.

Vi kørte som sagt full on fødselsdagstema begge dage, med gæster, gaver, gang i den, kalorier, sukker og så videre. Jeg kastede mig ud i superheltekager og det gik pissegodt, barnet var glad, og det samme var gæsterne. I nat vågnede jeg ved at den fem årige kaldte på mig med en lille hæs stemme, han var brandvarm og tydeligvis ramt af den stygge vejrskifte-snue. I dag har vi derfor været hjemme, ham og mig, og selvom vi primært har ligget på langs og set tegnefilm, gik vi begge omkuld i køjesengen i løbet af få minutter. Jeg vågnede for lidt siden og føler at jeg er blevet kørt over af en bus. Om det skyldes at snuen er ved at sætte kløerne i mig, eller om det blot er efterveerne fra mit sindssyge kageprojekt ved jeg ikke, men jeg ved dog, at jeg med stor sandsynlighed falder i søvn få minutter efter at jeg trykker på udgiv.

 photo fd_zpsf65ad476.jpg

I morgen er det op på arbejdshesten igen for mit vedkommende, mens min bedre halvdel indtager pladsen i sofaen med den varme dreng, inden vi om tre dage tager til Barcelona. O skal være hos sin mormor i de dage vi er væk, og jeg tror muligvis han glæder sig mere til sin miniferie i lejligheden ved søerne hos mormor og morfar, end hans far og jeg gør til tre dage med tapas og solskin – og vi glæder os altså pænt meget! Gad vide, hvordan det er rent faktisk at tale sammen uden at der er børn, som skal have hjælp/svar/opmærksomhed i et væk?! Jeg glæder mig til at finde ud af det.

Søndag med udrykning

Hvad er oddsene for at den dag vi er til brandmandsdag på Rådderen, er den samme dag vi bliver evakueret fra vores lejlighed på grund af ildebrand i skorstenen?? …

 photo brandmand1_zps090651e8.jpg

Lig nul skulle man tro! Men nej. Således blev vores søndag aften lige en tand mere spændende end planlagt. Der kom hurtigt styr på ilden, og vi slap med forskrækkelsen og oplevelsen. For Otto var det lige dele uhyggeligt og interessant og da han var kommet sig på chokket over at vågne på gaden, halvnøgen, i mine arme, med sirener og røg over det hele, fik vi os en snak om ildebrand og sikkerhed, hvilket ærlig talt nok aldrig er en dårlig ide.

 photo brandmand3_zps9affcd96.jpgHermed en kærlig reminder til alle (mig selv inklusiv) om lige at få sat de der røgalarmer op og/eller skiftet batterierne i dem, der blev taget ned fordi de bippede hysterisk efter nyt batteri (hvorfor sker det i øvrigt altid om natten?! … Åh og husker i Friends-episoden med Phoebe og brandalarmen? …. Ja. nu er jeg ude på et sidespor i en vigtig opfordring…). Det er eddermame ikke for sjov det der brand.

Sidst men ikke mindst, kæmpe ros til Københavns Brandvæsen, både for et fantastisk og sjovt event på Rådhuspladsen og for hurtig udrykning.

En sukkerjunkie på morgenmad

Jeg er begyndt at spise morgenmad, og dette i sig selv er shocking news. Alle der kender mig ved at min morgenmad som oftest består af en kop kaffe on the go og måske, men også kun måske, et stykke frugt. Men fordi jeg har været ramt af den store stygge dårlige samvittighed, som vi forældre ikke kan slippe for, hvor jeg har følt at jeg ikke får set mit barn nok, da vores dage typisk flyver afsted, og vi kun ser hinanden i et stresset tempo om morgenen, hvor jeg hører mig selv gentage ting som ‘tag lige sko på’, ‘har du spist dine havregryn’ og ‘hvor er din rygsæk’, mens jeg løber rundt i strømpebukser og BH, mens jeg sipper neskaffe og prøver at finde et eller andet, jeg har smidt væk, og så igen helt trætte og brugte over en omgang aftensmad senere på dagen, hvor vi allesammen er røvhamrende trætte. Jeg har med andre ord besluttet mig for at prioritere vores morgener. Så vi står en halv time tidligere op, Otto og jeg, og så laver vi morgenmad og hjemmepresset juice. Vi spiser sammen og læser bøger ved bordet, og hånden på hjertet, vi har ingen morgen-konflikter haft i den tid, hvilket er en fucking bedrift taget i betragtning af hvordan vores morgener har set ud.

Jeg er klar til min medalje nu!
 photo morgenmad_zps8f8a4890.jpg

Min nye morgenmads-livsstil har tilgengæld en sær bivirkning, nemlig hovedpine. Ok, jeg ved jo reelt set ikke om det skyldes morgenmaden, men det er da pudsigt, at jeg har haft det nærmest non-stop, siden jeg begyndte mit morgenmadstrip. Min teori er, at jeg spiser mindre sukker, eftersom at mit blodsukker ikke styrtdykker op ad formiddagen og at min krop derfor kvitterer med en form for abstinens-hovedpine.

Dog har jeg besluttet mig for at fortsætte på denne måde, først og fremmest fordi det er optur at have gode morgener med yndlingsdrengen, men selvfølgelig også fordi at min sukkerjunkie-krop nok har ret godt af det på længere sigt. – Ret passende fik jeg i går et nyhedsbrev fra Aarstiderne, der fra næste uge tilbyder morgenmadskasser. Noget jeg for en måned siden ville have grinet hånligt af, mens jeg fyldte kaffe i mokkakanden, men som i går gav mening og derfor gjorde at jeg trykkede ‘læg i kurv’. Hermed et tip givet videre, til andre morgenmadstosser.

(Nej, Aarstiderne har ikke bedt mig skrive om dem. Jeg betaler selv for både min morgenmadskasse, juicekassen og måltidskassen hver eneste uge. Jeg synes bare det er smart.)

Kan det juices?

Kia anbefalede en slowjuicer, og jeg købte én til det der mandfolk, jeg deler liv med, da han er stoppet med at ryge og er gået all in på træning og noget helseagtig livsstil. Personligt indtager jeg stadigvæk imponerende mængder chokolade og bland-selv e-numre og nyder en hemmelig cigaret i ny og næ, men har altså siden slowjuiceren flyttede ind, juicet på livet løs og drikker stort set alle mine grøntsager. Min yndlingsjuice lige nu består af 2 avokadoer, 3 æbler, en stor håndfuld spinat og 1 citron. Der er til et kæmpe glas og den både mætter og smager godt. Og om morgenen drikker jeg et ingefærshot med lidt æble. En anden favorit er appelsin, rød peber og gulerødder, den er skide pæn og jeg er ret overrasket over hvor godt sådan en peberfrugt fungerer  i flydende form.

 photo juice_zps39f48360.jpg

Dog må jeg også erkende at ikke alle kombinationer er lige gode og at jeg måske har været lidt for ambitiøs i mit juiceri. Tøm-køleskabet konceptet er ikke nødvendigvis en god ide, når det kommer til det med juice. Ananas og broccoli er  for eksempel ikke en god kombi. Smagen minder lidt om opkast, så hold jer fra den. Har også lært, at man kan få puttet alt for meget ingefær i sin juice, hvilket giver ufatteligt meget kvalme resten af dagen, selvom ingefær da vist egentlig er kvalmestillende.

Jeg holder mig derfor så vidt muligt til de kombier jeg ved virker, og har også anskaffet mig Louisa Lorangs juicebog, som jeg klart skal udforske lidt, for at slippe for opkast-juice og ingefærkvalme fremover.

Hvad juicer I?

Det er i øvrigt denne juicer fra Wilfa jeg har anskaffet mig.

Varme vær velkommen

Jeg pisse elsker varmen. Seriøst! Hepper altid på hedebølger og elsker når vi får dem. Årh mand, bliv for evigt! Jeg tøffer rundt i så lidt tøj som muligt døgnet rundt i disse dage, og fylder mig med kolde drikke og is, og tilbringer tid med dem jeg elsker mest – og jeg er i enkelte øjeblikke en lille smule lykkelig.

ferieOtto har været to dage hos sin mormor, mens hans far og jeg har holdt i hånden på et strandhotel i Helsingør.  Vi kom allesammen hjem i dag med fornyet energi, både barnet og os. De næste par dage, der er de sidste i min ferie, bliver i samme dur som førnævnt, og jeg kan næsten ikke vente. Strand, is, kærlighed.

Plads til forandring – At tilgive det utilgivelige

Gu er det ej nemt at tilgive.  Men det er en kæmpe lettelse når man gør.

At opbygge fornyet tillid på et grundlag der er så søndersmadret, at ord ikke kan beskrive det, og vigtigst af alt, give slip, acceptere og ikke bære nag, er en struggle uden lige, og. av min arm, hvor har jeg kæmpet de sidste fem år. Så meget, at jeg ind imellem ikke fysisk har kunne være i mig selv. Vi taler full blown angsanfald og frygten for aldrig at blive mig selv igen.

Men det var først da jeg gav slip og tillod min egen virkelighed at det blev udholdeligt at leve i.

Og  selvfølgelig er jeg ikke sprunget ud i et eller andet hovedløst projekt i forhold til Ottos far, på grund af lidt sommerfugle i maven og nogle pæne arme. Alt er blevet vendt og drejet en milliard gange, både hver for sig og sammen. For helvede hvor er der blevet talt meget igennem og vi er begge to så opsat på at det her ikke skal eller må gå i stykker. Hvilket kan virke overflødigt og specielt, når man er pisse forelskede og helst bare gerne vil flette fingre og knalde dagen lang, men for os har det været nødvendigt, virkelig at kommunikere, og nærmest lægge en slagplan, for ikke at ende i samme usunde mønster. Alt er blevet vendt på hovedet flere gange, og vi har lært os selv og hinanden at kende på en ny og sundere måde. Det er stadigvæk en proces, og jeg bliver stadigvæk ramt af  fortiden, selvfølgelig gør jeg det, men jeg er for helvede ikke min fortid, og jeg er ikke den samme som jeg var for fem år siden, og det er han altså heller ikke. Er du?

Redigering og filtre i livet er desværre, eller nærmere heldigvis, ikke en mulighed. Og jeg har spildt for mange tårer og tanker på at filosofere over ?hvis bare tingene havde været anderledes så?? – Jeg gider det ikke mere. For helvede hvor jeg ikke gider det. Det håber jeg at jeg kan minde mig selv om for fremtiden.

 photo Skaeligrmbillede2014-07-19kl123019_zps797a249f.png

Er vi så voksne nu? Happy ending, eller bare en ny begyndelse?

En onsdag i maj 2007, i en periode hvor mine største bekymringer i livet var, at nå en flyver ind i mellem og ikke gå glip af de gode fester, havde jeg placeret mig på Ludwigsen på Vesterbro. En bar, der mest af alt har for rygte at servere billige shots, smide en storskærm med fodboldkampe på op i ny og næ og ikke være for fin til at smide noget ‘Cotton Eye Joe’ og ‘Coco Jambo’ på anlægget. Jeg var bosiddende i Barcelona på det tidspunkt, men var hjemme for at få styr på min lejlighedssituation og for at drikke sjusser med venner og veninder, hvilket var det jeg foretog mig på denne onsdag.

Efter et par timer og en voldsom mængde fiskefjæs og øl senere, trådte en af mine gode venner ind ad døren med sin gode ven, som jeg aldrig før havde mødt. Vennen var både var smuk og mystisk på den der rockmusiker-måde, som jeg dengang (nåhja og stadigvæk) havde en seriøs svaghed for . Efter 30 minutter måtte jeg sande, at jeg havde indtaget for meget sprut til at kunne føre flere samtaler og jeg sagde pænt farvel til både kammerat og den pæne mand. På vej væk derfra vendte jeg mig mod min veninde og snøvlede at denne smukke langhårede mand med de blå øjne vi netop havde mødt, ville jeg gifte mig med!

Jagten gik igang, og få uger senere fandt jeg mig selv på Roskildefestivalen, i den pæne mands arme, siddende på en palle omgivet af medie-bys-afhentede gin og tonics. Her sad vi hele natten indtil solen stod op, hvorefter vi vandrede med mudrede gummistøvler på fødderne, hinanden i hænderne og stjerner i øjnene til Roskilde station, hvor vi spiste thebirkes og rejeost i solen på perronen. Dette var starten på halvandet års vanvittig kærlighedstilstand, som resulterede i en graviditet – og desværre – og for helvede da også – et sønderknust hjerte, da kærligheden gik i smadder på den værst tænkelige måde, hvilket blev starten på den hårdeste periode, for alle involverede.

Der kom mere end et knust hjerte ud af det forhold. Vigtigst af alt det smukkeste lille grønøjede væsen, Otto. Men også en masse hjernedødt hårde, men ikke mindst vigtige erfaringer. Noget som jeg i dag, ikke ville være foruden, selvom jeg for fanden aldrig håber, at skulle gennemgå noget, der er bare halvt så svært igen. For så tror jeg muligvis, at jeg smuldrer. Knap fem år tog det at hele. Tre, næsten fire af dem var fyldt med vrede, sorg og bebrejdelse. Hell, I har jo nærmest været med hele vejen, så jeg behøver nok ikke gå i detaljer.

Men. en dag ændrede alt sig. Bitterheden forsvandt, livet fortsatte. Accept og tilgivelse gav plads til nye følelser, og en dag opstod en form for panik. Over at have mistet det eneste rigtige jeg nogensinde har oplevet. Den pæne mand fra Ludwigsen, min søns far, var allerede nået til den erkendelse og brugte al sin energi på at overbevise mig om det samme. Jeg brugte min energi på at løbe fra det. Lige indtil en dag, hvor jeg ikke kunne løbe længere.

 photo fallecsh_zpsa0436101.jpg

Siden jeg stoppede med at løbe, for nu godt et halvt år siden, giver alt mening. Brikkerne er på sin helt egen sindssyge måde faldet på plads og jeg er ikke længere bange for mine egne følelser. Hvem fanden havde lige set det komme? Ikke mig.

I øvrigt #4

  • Er noget af det værste jeg ved når folk kommenterer noget med: ?God humor??
  • Skal voksne menneske holde op med at skrive og særligt sige LOL.
  • Er homelands intro måske det kedeligste og dårligste ever. Særligt taget i betragtning hvor urimelig optur den serie er
  • Er jeg fan af aarstiderne, bortset fra at der til hvert måltid skal bruges alle gryder jeg ejer, så opvasken tager dobbelt så lang tid. Kvikkassen? Ikk? rigtig vel? Og så kunne de måske også lige skrue ned for kartoflerne. Og lade være med at smide min nøgle væk.
  • Er jeg ikke super fan af kartofler. Kun hvis de har sagt hej til lidt friture. Og derefter noget mayo
  • Kan jeg ikke høre navnet Alexander McQueen (designeren) uden straks at tænke på Ottos udtale af navnet Lynet McQueen (den røde bil) ? Makjieewn .
  • Er der kun små fire dage til Orange Is The New Black sæson 2 kommer på netflix og det er så meget noget jeg ser frem til
  • Magter jeg ikke helt Distortion i år. …Klip til mig der står og raver med en øl i hånden på Sdr. Boulevard
  • Har jeg downloaded Candy Crush på min telefon, og går dermed og er permanent irritabel over for få liv, har sagt farvel til mit sexliv og i det hele taget al social kontakt
  • Består 80% af mit madindtag pt af koldskål
  • Har jeg igen igen igen ryddet ud i mit tøj og sælger det på loppemarked i næste uge, og HER
  • Danser jeg en lille smule når jeg cykler med musik i ørerne
  • Har jeg unliket Metroxpress på Facebook. Hvis jeg skal se på flere frisk-fyr updates og youtubevideoer med børn og dyr fra deres side går jeg kold. /Cecilie
  • Mangler jeg et par flade sandaler. Asap.
  • Har jeg ikke instagrammet siden fredag. Hvaaaad?!

Skærmbillede 2014-06-03 kl. 13.15.03

 

Dagen derpå – Efterveer fra ELLE Style Awards

Hold nu lige kæft for en dag i går. Den startede klokken 5:45, hvor jeg lige skulle være nogens mor et par timer, inden turen gik mod Ørestaden, nærmere bestemt Crowne Plaza (det’ et hotel) hvor jeg skulle mødes med resten af ELLE, samt et team af makeupartister og frisører fra Loreal Paris, som skulle gøre os pæne til aftenen.

Her blev vi forkælet hele dagen og der var en intens stemning af spænding, glæde og en anelse stress, for vi var jo altså på arbejde samtidigt med, at en kæmpe aften ventede os. Om eftermiddagen pakkede vi vores arbejdscomputere væk og hoppede i vores kjoler, eller bukser, som det var for mit vedkommende. Vi blev hentet i Audier med flot ELLE logo på siden og det hele var meget luksuriøst, og der manglede ingenting. Jeg har kun været i koncerthuset en enkel gang og jeg kan ikke afvise, at jeg den ene gang, muligvis har været en anelse påvirket af alkohol. Så det var lidt som at se det første gang. Men for pokker da hva?! Der er pænt!

Hele arrangementet var virkelig gennemført og smukt, og jeg følte mig lige dele beæret over at være med og bange for at ødelægge noget.
Da jeg landede hjemme i min lejlighed klokken 01 om natten efter en lang taxatur og en endnu længere dag med de ømmeste fødder nogensinde, samt hovedpine efter en dag med lidt for stramt hår, gik der ikke mange minutter før jeg gik seriøst i brædderne.
Min dag i dag har i den grad været påvirket af den lange og glamourøse dag i går, og jeg har grint en smule af kontrasterne fra i går til i dag (seriøst, jeg spiste en toast til aftensmad) og mit overskud har været lig med nul, men det er et helt indlæg for sig selv, som I ikke slipper for at bliver præsenteret for i nær fremtid. Men lige nu vil jeg gerne bede jer allesammen om lige at tage et kig på Gallasneglen. Altså mig. I bukser.

En gallasnegl i bukser

Og herunder har jeg lavet et galleri fra aftenen, så I der har lyst til at se billederne kan gøre det, og dem der mest bare venter på, at  jeg snart stopper modesnakken og i stedet siger noget sjovt om pik igen, kan springe over.