Seriemani

Vi er ret pjattede med serier herhjemme. Vi har altid gang i mindst én fælles serie, og mindst én hver for sig. Freelancer er ret glad for alt det jeg ikke gider, jo mere eventyragtigt og langt ude jo bedre. Så han får Game Of Thrones, Vikings og den slags for sig selv. Jeg eeeeelsker komedier og synes stadigvæk at Friends holder 100 procent! Freelancer hader sådan noget ‘pjat’, så Friends og Modern Family er mine serier, nåhja og Girls (og den store bagedyst. Jeg elsker det lort).

Sammen har vi i løbet af de sidste par år set:
The Walking Dead (mangler dog den seneste sæson. 5’eren var ret skod, så vi mistede lidt fokus)
Breaking Bad
True Detective
Prison Break
Lost
Bloodline
Homeland
The Killing
Top Of The Lake
The Fall
Orange is The New Black
House Of Cards
The Jinx

Vi er lige nu i gang med:
Narcos
Fear The Walking Dead

Vi skal se:
Ja, hvad pokker skal vi se?! Snart er vi færdige med Narcos og da der kun kommer ét afsnit Fear The Walking Dead om ugen, har vi brug for en ‘binge-serie’ til de andre dage. Kom med anbefalinger! Det må gerne være lidt nervepirrende (men ikke for uhyggeligt! Og helst ikke noget med børn, som kan gøre en sart type som mig ked af det).

 photo Skaeligrmbillede 2015-09-21 kl. 20.50.39_zpszbuady8n.png

Skemad

Uma er 5 måneder nu og vi er så småt, efter et par ugers flaske-krise, begyndt at lade hende smage på grød og mos. Med kæmpe succes!

Jeg er klar over at sundhedsstyrelsen anbefaler at man først starter op når barnet er 6 måneder, og tro mig, jeg havde mange forestillinger om hvordan vi først skulle starte der og køre totalt BLW og springe grøden over, men som med alt andet i det her børnehalløj, kan ens forestillinger og principper ofte rende og hoppe. I løbet af et par uger nægtede Uma sin flaske, og skulle nærmest tvinges til at spise. Måltiderne blev mindre og færre. Jeg skiftede flasker, modermælkserstatning, flaskesutter, alt, uden held. Hun ville ikke spise mere en ganske ganske lidt, trods tydelige tegn på sult. Så efter en snak med sundhedsplejersken og en fornemmelse af at hun var klar til noget andet, valgte vi at prøve med lidt grød og derefter tilbyde flasken. Pigen spiste fire store skefulde majsgrød med et stort grin og drak herefter 180 ml mælk i en køre. Siden har vi næsten ikke oplevet spise-problemer. Hvorfor det er sådan ved jeg ikke, men jeg er så glad for at jeg endnu engang gik imod anbefalingerne og kiggede på mit barn. Hendes mave har på ingen måde brokket sig og hun er glad og tilfreds, så det er vi også.

Med Otto lavede jeg næsten al mos selv, og lugten af dampet pastinak giver mig stadigvæk flashbacks og en anelse kvalme, kæft jeg har dampet mange pastinakker! Denne gang har jeg en lidt mere presset hverdag, så det bliver nok begrænset hvor meget jeg selv får lavet. Jeg har dog arvet en megasmart maskine af min veninde, sådan en der både damper og blender grøntsagerne! Og når vi får ordentlig gang i spisningen om en måneds tid, vil jeg med garanti tage den i brug. I hvert fald når vi er hjemme, men med verdens mindste fryser, hvor der kun lige præcis er plads til 3 bøtter cartedor og lidt frosne ærter, bliver det nok ikke den helt store produktion. Heldigvis har Semper sendt os en helvedes masse grød og mos, som vi allerede er dykket ned i med stor succes. Uma har smagt på mangomos, majs/kartoffel og gulerod. Ikke overraskende er det mango, der hitter mest, så den kommer der en skefuld af på hendes formiddagsgrød (Majsgrød, også fra Semper), mens vi nogle aftener har forsøgt os med de to andre, det gider hun også godt, men med en noget mindre imponeret mine. Men ærlig talt har vi andre det jo også sådan, jeg snupper i hvert fald gerne hellere en rittersport frugtsalat end en kartoffel med majs, uden salt. Jeg spår allerede nu at jeg denne gang bliver mere en Sempermor, end en speltmor. Ikke at det ene er bedre end det andet. Men det er bare det der fungerer for os.

Vi har modtaget gratis mad fra Semper. Ord og holdninger er mine egne.

 photo Image-1_zpsdxedgisk.jpg

Kulhydrater, honeymoon og Infernal

Det er mandag og jeg sidder lige nu på mit gulv under slyngevuggen med en pjevset baby som indhold. Der er for en gangs skyld varm kaffe i min kop, og jeg nynner From Paris to Berlin af Infernal, mens jeg holder gang i vidundervuggen. Hvorfor den sang er på min hjerne og har været det siden i går aftes aner jeg ikke, men måske fordi vi talte om bryllupsrejse i går, og vi udelukkede byer som Paris og Berlin (læser du det også på engelsk, som jeg tænker det? Frrrrrom Paris to Bøørlin), vi skal have varme og afslapning. Og lidt luksus. Sgu.

Freelancer har holdt rimelig meget fri i sidste uge for at dyrke vores honeymoon-dage, hvilket dog er resulteret i, at manden er en anelse presset denne uge, hvor han skal til Stockholm og filme nogle seje ting for Svensk ELLE og noget andet svensk jeg ikke kender, han stresser over noget med locations og noget udstyr, der skal lejes. Jeg smiler og nikker og forsøger at lytte, men jeg kan næsten kun tænke på den kanelsnurre jeg sådan har lyst til. Det er nemlig det første jeg tænker på når nogen nævner Sverige. Kanelbagværk og Marabou. Og ja, jeg er tilbage på kulhydraterne. Lidt i hvert fald. Er så glad for at mine lår er blevet mindre og det samme med røven, men er også virkelig glad for kage og brød, så jeg har besluttet mig for at gå tilbage til en alt-med-måde livsstil, hvor jeg gerne må spise kage, bare jeg også husker træningen og det sunde. Mælkeprodukterne hopper jeg også af igen. Seriøst, i 5 dage har jeg puttet komælk i kaffen, er min hud begyndt at reagere, på den smårøde urene måde. Så nu smutter jeg tilbage til mandel/soya land. Så slemt var det faktisk heller ikke.

Nå, prøv at hør. Den der halvsure baby gider ikke mere fornemmer jeg. Så jeg må have gang i nogle andre tricks (en vikle og noget andet end Lina Rafn).

Rigtig god mandag til jer. Solen skinner, så du skal bare sørge for kaffe og noget bagværk. Måske med remonce?

 photo Skaeligrmbillede 2015-09-21 kl. 09.16.17_zpsuguiidmq.png

Sneglebryllup: Vielsen

 photo IMG_5003_zpskdus0zvh.jpg
Efter Anne Staunsager havde haft gang i penslerne, kom mine veninder Nanna og Rachel med morgenmad, slik og kaffe.
 photo IMG_4549_zpsidthuewm.jpg
Vi drak vin, skålede, og jeg fokuserede på at trække vejret. Røg en cigaret eller to på altanen, og hoppede så i kjolen. Pigerne bestilte en taxa, som ikke var der da vi gik ned på gaden, og her begyndte jeg for alvor at få hjertebanken. Heldigvis ventede vi kun få minutter inden den kom trillende. Det var her, at jeg som tidligere beskrevet, lige havde nogle sekunder alene, hvor jeg måtte gå ind i mig selv og huske vejrtrækningen (Tak Anja Bay, for det der med fokus og kontrol).

Taxaen kørte helt op foran Rådhuset hvor en masse af vores gæster stod, mange flere end jeg havde turde håbe på, da vielsesdelen var lidt en loose invitation. Men der var vel 40 stykker, og jeg blev så sindssygt rørt og glad for t se hvor mange, der var med. Imellem dem stod han, min Freelancer, og så nervøs ud. Vi fik øjenkontakt med det samme da jeg steg ud af bilen, og holdt den hele vejen over mod hinanden. Jeg har ikke set hans blik sådan siden vores børn blev født. Våde strålende øjne og jeg var ikke et sekund i tvivl om at min stærke seje mand kæmpede en brav kamp for ikke at bryde sammen.
 photo IMG_4558_zpsuhi6jeqn.jpg

Jeg var fuldstændig paf over hele situationen og over alle dem jeg skulle sige hej til. Paf på en god måde.
Vi fulgtes alle op til bryllupssalen, Freelancer kørte barnevognen med Uma i,  og jeg gik hånd i hånd med min veninde Nanna, da jeg havde brug for en eller anden form for jordforbindelse.

Da vi kom op i ventesalen kom der lidt ro på nerverne, og nu var det mest tørst og spænding der fyldte.
‘Michael og Cecilie’ lød det fra døråbningen og sommerfuglene baskede igen amok i min mave.

Rummet var småt, men rart, med en helt rolig og varm belysning. Vi skulle stå ved siden af hinanden ved et bord, hvor en virkelig rar kvinde tog imod os på den modsatte side af bordet. Hun fik vinket hele selskabet ind i det lille rum, og følelsen af at stå der helt helt tæt med folk vi holder af til alle sider, giver mig stadigvæk gåsehud. Da alle var inde og døren blev lukket, startede hun (bemyndigeren? Er det et ord?) med at understrege at larm og hujen var meget velkomment og at de faktisk helst så at gæsterne gav den lidt gas, for at fejre kærligheden. Noget der vist gav alle forældrene, der havde børn med, lidt ro i maven. Hernæst talte hun kort , men fint om kærlighed, om forhold og om ægteskab og om forventninger, gode dage og mindre gode dage, inden hun spurgte os om vi ville have hinanden. Først blev jeg spurgt, og sagde JA, så blev Michael spurgt, han svarede ‘JA, det vil jeg rigtig gerne’. Og så blev der hujet og klappet og kysset og krammet (den lille del kan I se på Instagram. Resten holder vi for os selv).
 photo IMG_4700_zpsxaz8gjom.png

Ringene blev fundet frem og placeret hvor de hører til, og vi skrev under på vielsesattesten, inden vi blev sendt videre afsted ud i verden.
På trappen foran rådhuset blev vi mødt med ris og duer (!) Se, duer synes ris er optur, snegledamen hader duer, så størstedelen af billederne er af mig der gemmer mig skrigende i Michaels arme. Men, det ser sgu meget godt ud med alle duerne, så selvom jeg var ved at kaste op af skræk, er jeg nu meget glad for at det skete sådan.
 photo 12002180_10153495771545399_8666122402746575540_n_zpsyhadpuaz.jpg

Nu sagde vi farvel og på gensyn til gæsterne og indtog gårdhaven på rådhuset med vores fotograf, der knipsede nogle klassiske bryllupsportrætter af os. Billeder som vi i disse dage er ved at vælge ud. Der kommer et helt indlæg med dem, snart.
 photo IMG_4917_zpsdkpmz6xj.jpg
 photo IMG_4939_zpsia5jbqeb.jpg
Efter vores fotoseance, hoppede vi i en taxa og kørte de små 800 meter hjem for at gøre klar til næste del. Receptionen….

En uges ægteskab

For præcis en uge siden var jeg i Anne Staunsagers hænder lige nu, i dag har jeg brugt morgenen på at tømme opvaskemaskine, skifte en lorteble, holde to superhelteklædte drenge inde på deres værelse mens jeg forsøgte at putte en overtræt baby, tørre kaffe op af min sofa og mine lår plus det løse (de løse ærinder, ikke løse lår. Kun lidt). Heldigvis alt sammen med en diamant (løgn, mange diamanter) på fingeren. Manden jeg med meget tør hals sagde JA til for en uge siden, ligger og snorker, for selvom jeg var fristet til at stikke ham babyen med lortebleen der klokken 6:50 i morges, ved jeg godt at han er meget mere værd, hvis han lige får et par timer ekstra, og så tænker jeg at jeg kan snige mig ind til et par timers serie-kiggeri under dynen i ro og fred senere. Noget for noget-taktikken. Skide smart. Og ellers kan jeg jo altid true med skilsmisse. Igen.

Selvom det er ovenstående (altså det med lortebleen og spildt kaffe) der er hverdagen, kontra forkælelsen, det dyre tøj, festen og alt det dejlige ved brylluppet, gør det mig faktisk ikke noget. Jeg er mindst lige så fjollet-forelsket og han tager stadigvæk vejret fra mig som han gjorde i sit suit sidste lørdag, som han ligger der med morgenhår og snorker imellem vasketøj og kaffepletter. Men jeg elsker at vi gjorde det. At vi for alvor fik fejret vores kærlighed, vores skøre, men skønne eventyr, med alle dem vi elsker. Måske vi skal gøre det igen næste år? …

 photo Skaeligrmbillede 2015-09-19 kl. 09.21.16_zpsvdost5ks.png

I øvrigt #28

  • Har vi netop fået vores bryllupsbilleder til udvælgelse. De er pissegode! Dog er der i reportagedelen (altså dem fra reception og fest) næsten ingen af mig, hvilket er liiiiidt sært. ØV, sagde skabs-narcissisten.
  • Kommer jeg stadigvæk til at kalde Freelancer for min kæreste, og bliver fnisende og fjollet når jeg retter det til ‘min mand’.
  • Truer jeg på daglig basis med skilsmisse. For eksempel da han spiste de sidste vingummier i går, eller da han ikke gad nusse mig i håret. Jeg håber også, at han synes det er sjovt, når jeg fornærmet råber, at jeg vil skilles igennem lejligheden. Flere gange dagligt.
  • Er jeg SÅ rørt og glad for alle jeres søde søde lykønskninger både her og på Instagram. TAK.
  • Elsker jeg alle vores bryllupsgaver. Hold kæft, hvor er folk gode! Vi har blandt andet fået en kæmpe kaktus og de vildeste gavekort.
  • Kører jeg snart død i madpakkelivet. Hvorfor er det så svært at finde økologisk pålæg?
  • Må Hanegal gerne snart udvide deres pålægs-sortiment. #madpakkeliv
  • Forstår jeg ikke genluk-funktionen på chokolade (M&Ms for eksempel) Hvorfor? Hvem helvede gemmer til senere? Jeg når nærmest at hælde dem alle i gabet inden de har forladt posen.
  • Var vi faktisk gået på slyngevugge-afvæning, men et udviklingsspring fra helvede er flyttet ind, så den kommer lige lidt op igen.
  • Bliver jeg SINDSSYG af den nye Snapchat funktion, i ved den med regnbuerne og monsterfjæs (sidstnævnte er simpelthen så uhyggelig)
  • Mangler jeg nyt tøj. Det her efterår er kommet lidt bag på mig. Sidste år var jeg jo ved at blive tyk, så jeg har nærmest intet jeg kan være i, nu hvor jeg har forsømt kulhydrater så længe.
  • Er Den store bagedyst tilbage! Og jeg har det ualmindeligt optur over det.
  • Har jeg faktisk også fulgt lidt med i det der Bikini Island på Tv3. Men jeg vil nok ikke indrømme det, hvis du spørger mig.
  • Smed jeg en del folk ud fra min bryllupsfest. Altså folk, der ikke var inviteret. Fremmede. Og jeg var faktisk ret Bad Ass, hvis jeg selv skal sige det.
  • Er vi sideløbende med Fear The Walking Dead, gået i gang med at se Narcos. Den er vildt god! Men jeg falder fandme i søvn til hver eneste afsnit (det var det samme med første sæson af True Detective).
  • Forstår jeg ikke smelteost.

 photo FullSizeRender15_zpsmyemwcwr.jpg

Hvedebrødsdage og sikkerhed

 photo FullSizeRender14_zpsgjpbacba.jpg

Mens jeg venter på billeder fra brylluppet, så jeg kan få flettet nogle indlæg sammen om dagen med dertilhørende billedmateriale, vil jeg som opfølgning på gårsdagens indlæg lige snakke lidt om følelsen EFTER et bryllup. Sommerfuglene fortsatte gennem hele dagen og faktisk også dagen efter. Jeg vågnede med bragende tømmermænd alt for tidligt søndag morgen til en lyserød himmel, som i totalt pink! Da jeg kiggede til venstre og så manden jeg elsker med en guldring på fingeren i det lyserøde skær fra morgenhimlen, måtte jeg nærmest knibe mig selv i armen. I stedet lagde jeg mig til at sove igen (og sov helt til klokken 10:40).
 photo IMG_4692_zpsaivrksdu.jpg
I taxaen på vej hjem fra vores fest fortalte taxachaufføren, at han selv var blevet gift to år tidligere og at han ikke kunne mærke forskel på før og efter. Øv, tænkte jeg, men på den anden side giver det jo meget god mening, det er jo bare et stykke papir, eller hvad? Helt ærligt, så synes jeg faktisk at der er forskel på nu og før det famøse JA. For os. Og ikke bare på grund af hvedebrødsdagene (mega passende beskrivelse i øvrigt, jeg spiser virkelig meget hvede i hvert fald. Og smør) der gør at vi hygger os lidt ekstra, gør os lidt mere umage, fjoller lidt mere og er snothamrende nyforelskede. Der er også noget særligt i det der med, at man har taget en beslutning for livet, og valgt hinanden for alvor. Ekstra sikkerhed, der gør en helt afslappet og lykkelig. Og så tror jeg, på grund af vores fortid, at det på en eller anden måde giver en ekstra form for ro, hos os begge. Married life rocker, sgu. Gør det! photo IMG_4751_zpsja4a2kvq.jpg

Lige inden. Et indlæg om verdens vildeste følelse.

Lørdag var for vild. Intet mindre. Sjældent, faktisk aldrig, har jeg oplevet sådan en følelsesmæssig rutsjebanetur indenfor så kort tid. Nerver kombineret med forelskelse, glæde, spændthed og en helvedes masse adrenalin var og er noget af det vildeste jeg har oplevet.

Jeg kommer til at skrive en del om dagen over de næste par dage. Jeg deler det op i flere indlæg, med de forskellige dele af dagen, og I kommer med garanti til at få en overdosis af #sneglebryllup. Men i første omgang vil jeg gerne lige skrive lidt om de følelser, der vælter igennem en i løbet af sådan en dag, og især lige inden man skal ind og sige JA. For hold. nu . kæft. Jeg har aldrig været så tør i halsen, så rystende (mest indvendigt) og så spændt. Allerede da jeg satte mig ind i taxaen og havde et par sekunder alene i den, mens mine veninder fik styr på deres cykler bag på, skulle jeg koncentrere mig om at trække vejret heeeelt ned i maven for ikke at hyperventilere, for ikke at tale om da taxaen kørte op foran rådhuset og jeg så de 30-40 velkendte ansigter vente, og vigtigst: Freelancer imellem dem. At mine ben kunne bære mig de få meter hen til menneskemængden og ham, fatter jeg næsten ikke, for jeg kunne seriøst ikke mærke dem.
 photo IMG_4697_zpsywnjvgiw.jpg

Minutterne fra vi trådte ind i ventesalen, til vi blev kaldt ind i rummet, hvor det hele skulle foregå, føltes SÅ lange og jeg husker det som om at vi nærmest klamrede os til hinanden, mens vi høfligt smalltalkede med vores gæster, uden at høre noget, eller forstå hvad vi selv sagde.

 photo FullSizeRender12_zpsjfewzpj0.jpg
Jeg var tørstig, spændt, bange, glad og en lille smule dårlig på samme tid, og jeg glemmer aldrig den intense stemning og følelse lige indtil jeg hørte vores navne blive kaldt i døråbningen, og adrenalinen tog over. Så skræmmende, så ubehageligt, og alligevel så sindssygt fedt, og vigtigst af alt: Helt rigtigt.

 photo Skaeligrmbillede 2015-09-15 kl. 22.13.45_zpsgwrecpqs.png

I går var en god dag

 photo 12006091_10153495768125399_8825929194625474012_n_zpscu6rhol7.jpg

Sidste aften som ugift frøken

Wroooooom, og så var den uge gået. Havde ellers store planer om særlige countdown indlæg og posts på diverse sociale medier, men jeg har faktisk nærmest ikke haft 10 minutter til at sætte mig ned med computeren, før nu. Lejligheden er stille og mørk, alle sover, jeg bør også, men sommerfuglene og tankestrømmen om alt det vi måske har glemt, samt vished om alt det vi med garanti har glemt, fylder for meget. Sådan skal det vist være. Der er så meget der er gået skævt i hele planlægningsprocessen, således at det er endt ud i noget helt andet end først tænkt, men på den gode måde, håber jeg. Mit vækkeur ringer om 6 timer, og for en gangs skyld tror jeg slet ikke, det bliver svært at komme op. Tøjet hænger klar, neglene er lakerede (mørkerøde, Rouge Noir, meget lidt brude-agtigt), jeg har pakket vabelplastre og hovedpinepiller, ringene er sirligt pakket i Freelancers dragtpose sammen med det tosse-lækre suit han skal bære, champagnen er på køl og jeg har sågar holdt nallerne fra de knap 200 flødeboller i stuen. Om mindre end 11 timer er jeg nogens kone. Vildt.
I morgen går det løs! Hvis I har lyst til at følge med, sker der nok lidt på Instagram under #sneglebryllup og #cilleogfalle2015 og ellers lover jeg at spamme løs her på kanalen i løbet af de næste par uger.

Den halve rom jeg drak med min kommende mand, inden han gik i seng for lidt siden, begynder at snurre i blodbanerne, så det vil jeg udnytte og skynde mig under dynen.

Godnat fra den ugifte (rom)snegl.

 photo Skaeligrmbillede 2015-09-12 kl. 00.30.21_zpswtp5j0ie.png

En sidste skål som ugift…