Jeg virker ikke!

JEG VIRKER IKKE! udbrød jeg for lidt siden med et tomt dokument foran mig og en peptalkende mand ved køkkenvasken et par meter fra mig.

Sådan føles det for tiden. Jeg vil gerne en hel masse. Blogge, skrive ansøgninger, besvare mails, have rigtige samtaler. Men. Et eller andet sted imellem bleskift, havregrød og løse lår, er der nogle brikker der har revet sig løs, og nu udfordrer mig, professionelt og socialt.

De skal nok falde på plads igen, brikkerne. Stille og roligt. Men lige i dag kunne jeg bare rigtig godt bruge dem.

Måske i morgen.

Er der mere kaffe?
 photo IMG_9042_zpst4d9tqhq.jpg

Noget om blogtørke + 5 facts (x2)

Nu har jeg siden i går gået og tygget lidt på, hvad jeg skulle skrive herinde. Jeg har lyst til at blogge og jeg har en del ideer på tegnebrættet, men det er som om at det ikke kommer ordentligt ud, når jeg forsøger at taste det her i WordPress. Sådan er det i nogle perioder, det ved jeg, for det er ikke første gang. På et tidspunkt kunne det godt stresse mig helt ikke at blogge i mange dage, hvilket bare forstærkede skriveblokaden yderligere. Så det prøver jeg at lade være med at panikke over længere, for det gør bare ondt værre, og min fornemmelse er, at I stadigvæk er derude, ligemeget om jeg  blogger 2 gange om dagen eller en gang om ugen. Tak for det i øvrigt.

Men nu er det rent faktisk sådan, at selvom jeg lider lidt af skriveblokade på blogfronten, så har jeg lyst til at blogge, og jeg kom i tanke om at nogle af mine favoritindlæg hos andre bloggere er de der 10 personlige facts om dem selv. Men jeg har vist adrig selv lavet dem. Så (måske) for første og (måske) sidste gang, er her 5 facts om Sneglcille, fordi jeg ikke kunne finde på 10:

1. Jeg elsker regnvejr. Især om natten.

2. Begge mine lilletæer er følelsesløse på grund af for meget upraktisk fodtøj, samt mange års fornægtelse af mine store fødder.

3. Jeg ved uhyggeligt lidt om geografi og historie, men næsten lige så uhyggeligt meget om boybands, tv-serier og dyr (!), og kan derfor sagtens vinde i Trivial Pursuit.

4. Jeg er introvert.

5. Der er mere end 20.000 ulæste mails i min inbox.

Og her er så fem mere. Fortalt af manden i den anden ende af sofaen:

1. Hun har en ting for fjollede strømper (helst med motiver af dyr eller frugt)

2. Hun danser mindst en gang om dagen.

3. Hun er virkelig god til at tale fjolle-engelsk med fransk accent.

4. Hun roder. Meget.

5. Hun kan ikke udtale ‘akkurat’ og ‘Vietnamesisk’ uden virkelig at gøre sig umage.

 
 photo FullSizeRender27_zpshndhs2a3.jpg

I øvrigt #32

  • Hvad sker der for Lagkagehusets mersalg? Nej, jeg har lige brugt 94 kroner på dej og glasur, jeg skal ikke have mere.
  • Swiper jeg nogengange forkert i asos appen, så noget jeg godt kan lide ryger til venstre. Sker det også på Tinder, at man swiper så meget syntetisk crap til venstre at man ikke får stoppet op og smidt det lækre til højre?
  • Tager jeg åbenbart så varme bade at min familie skolder sig, hvis de bader efter mig.
  • Skal jeg lige finde ud af, hvorfor det ikke længere er muligt at få salte kastanjer? Altså slikket.
  • Har jeg en loppe-stand på Rita Blås julemarked på papirøen på søndag. Jeg sælger både mine egne ting og babysager. Kom og sig hej!
  • Kan jeg virkelig godt lide salatmayo til min pizza. Det er forfærdelig ulækkert. Men også lækkert.
  • Er jeg nødt til at finde ud af om der findes flødeboller med en midte af saltkaramel?! Hvis ikke opfinder jeg den fandme selv.
  • Har jeg hele tiden haft det sådan ’slap dog af’-agtigt når fellow Instagrammere har frabedt sig at blive tagget i konkurrencer. Men må nok erkende at jeg også snart bliver nødt til at sige tydeligt nej tak. 10 gange om dagen er ikke unormalt, men virkelig irriterende.
  • Kravler Uma! Helt rigtigt.
  • Er det lige i dette øjeblik præcis 7 måneder siden at jeg fik veer, og derfor i aften 7 måneder siden af kravlebarnet kom dumpende ned i vores liv og totalt charmede os allesammen. Det bliver hun i øvrigt ved med. Charmeriet. Hold kæft, hun er nuttet!

 photo Skaeligrmbillede 2015-11-16 kl. 14.18.18_zpsoxcoij50.png

Videosvar #2

Vi har ikke noget internet  i de her dage og jeg er ved at blive idiot over det. First world problem, bevares. Men ikke desto mindre er det virkelig irriterende, da jeg faktisk har hele to indlæg til jer, jeg gerne vil have skudt afsted.

Forhåbentlig kan det lade sig gøre nu, med lidt halløj, noget internetdeling fra telefonen og en masse tålmodighed.

Det er videotid igen, og endnu engang har jeg ikke styr på tiden, og får vrøvlet derudaf i 18 minutter. Næste gang holder jeg det kort. Kortere i hvert fald.

I videoen svarer jeg på jeres spørgsmål om børn. Håber I kan lide den. Alle 18 minutter.

 

 

Sårbarhed er ingen sag

I hvert fald ikke når det bliver modtaget af mennesker som jer. Tak fordi at I gjorde gårsdagens indlæg til en god oplevelse. Det er altid en anelse angstprovokerende sådan at krænge sit inderste ud, særligt til offentlig skue. Jeg havde både hjertebanken og en seriøs klump i halsen efter at have udgivet indlægget, der både tog tid at skrive og at overveje om jeg overhovedet ville have ud. Det er jeg glad for at det kom. Jeg er også positivt overrasket og glad for at der er forståelse for at mobning og psykisk misbrug er seriøst, også selvom det ‘bare er børn’, hvilket var den opfattelse og skuldertrækken mine forældre mødte fra de voksne på skolen, da jeg endelig turde sige højt derhjemme, hvad der foregik. Børn er børn, ja, men det er også i de år at de bliver til mennesker. Og selvom jeg nu er voksen og godt kan se, at der var tale om et, måske to børn, som havde det svært selv og lod det gå ud over mig, sammen med deres lille hær af usikre pre-teens, var jeg dengang overbevist om, at det var mig den var helt helt helt gal med, virkelig. Jeg følte mig forkert, dum, for grim til at leve, uønsket. Det var jo det de sagde, og de ord sidder sgu fast, længe. Seriøst, selv da jeg arbejdede som model tvivlede jeg på om jeg var pæn, eller om det hele bare var en joke. Jeg betvivler altid folks intentioner. Selv mine tætteste veninders kærlighed til mig kan jeg i svage øjeblikke tvivle på. Stadigvæk.

Så ja, det er ‘bare børn’ og lige præcis derfor er det så alvorligt, og derfor skal vi de voksne gøre noget, træde ind, og vise hvad der er acceptabelt og hvad der ikke er.

Tak igen, fordi I læste med og især tak til jer, der selv har fortalt jeres historie, både i kommentarerne i forrige indlæg og på mailen. Jeg har læst det hele og hylet med jer. Rødvin, kram og hindbærsnitter til jer.

 photo FullSizeRender26_zpsxt8nswqo.jpg

At smitte med egen usikkerhed

Jeg er bange for skoler. Angst, faktisk. Det har med andre ord været noget af en mundfuld at sende Otto i skole. Først nu godt tre måneder inde i hans skoletid, føler jeg mig klar til at skrive om det.

Egentlig har jeg i de grove træk holdt min skoletid uden for bloggen, af flere årsager. Jeg bryder mig ikke specielt meget om at fortælle om den psykiske terror jeg var udsat for i så mange år af min barndom, fordi jeg stadigvæk bliver vred og ked af det. Men vigtigst af alt bryder jeg mig ikke om at være et mobbeoffer.

Men det er jeg. Et mobbeoffer. Eller det var jeg.
Jeg er selv nu, 16 år efter det sluttede, påvirket af det der skete.  Jeg vil ikke gå i detaljer, men jeg var udsat for modbydelig chikane igennem flere år. Ikke bare smådrillerier. Men så voldsom behandling, at der på et tidspunkt var politi indblandet.

Alt sammen noget, som har givet mig en mild omgang post traumatisk stress, der heldigvis er blevet behandlet, så jeg kan have en normal hverdag og leve næsten uden angstanfald.

Men usikkerheden, der er den primære konsekvens af hvad jeg har været udsat for, den kommer jeg bare aldrig helt af med. Jeg er ikke usikker i alt, men jeg tager for eksempel kritik meget personligt, jeg bliver ramt ekstremt hårdt når folk taler om mig og jeg finder ud af det, og når jeg møder nye mennesker skal jeg virkelig tage mig sammen for at kvæle latterlige tanker om at ingen kan lide mig. Det er både anstrengende at have det sådan, og virkelig ikke noget jeg har det særligt godt med. Men jeg har accepteret at jeg er sådan, og er også blevet væsentlig bedre til at minde mig selv om at det er noget, der foregår i mig og i mine tanker, og selv hvis det ikke er, og at der er nogen, der ikke bryder sig om mig, er jeg bedre til at være ligeglad.

Mobning har ikke gjort mig stærk, mobning har gjort mig skrøbelig. Og det er ok.

Særligt efter jeg har fået børn er der noget, der har rykket sig i mig. Jeg har fået selvværd, jeg har fået noget at kæmpe for og mine børn må for alt i verden ikke arve min usikkerhed og mine komplekser.
Ottos personlighed minder meget om min. Han er følsom, han bekymrer sig en del og tænker store tanker. Han er skrøbelig, men alligevel helt vildt stærk og allerede nu kan jeg mærke at jeg virkelig skal hjælpe ham til at nedtone hans tankestrøm ind imellem, og for helvede ikke lade min dumme fortid og angst for skoler smitte ham. Så langt, så godt, for han elsker at gå i skole. Han er vellidt, dygtig og på ingen måde usikker derovre. Så det må jeg heller ikke være. Men det er sgu svært når noget sidder så dybt.

Så sent som i går aftes knækkede filmen for mig.
Der er ‘temauge på tværs’ på Ottos skole i denne uge, hvilket betyder at han skal tilbringe hele ugen på et hold med børn fra andre klasser, og han glæder sig, helt vildt. Så det giver ingen mening, at jeg ligger søvnløs over det, men det gør jeg. Og i går aftes blev jeg virkelig ked af det, uden helt at kunne forklare hvad det var. For som sagt, han glæder sig, så det er ikke engang fordi at han er usikker omkring det, men udelukkende min egen usikkerhed i at han skal tilbringe en uge med en flok store børn og en håndfuld voksne, der ikke kender ham. Det er sgu da åndssvagt. Der er godt nok lige den detalje, at det er i et lokale i den bygning, hvor jeg blev udsat for nogle af de førnævnte grimme ting. Av og ad.

Mens min fornuft ryster på hovedet af min usikkerhed, overtager angsten stille og roligt fornuften og tramper på den. Heldigvis har mine mange år  i selskab med  min krøllede hjerne lært mig at tackle det, og sammen med min mands tålmodige væsen og en snak var jeg ovenpå igen, og kunne sagtens sende Otto afsted i morges, næsten uden mavepine, næsten.

Men det var klart en reminder om at angsten lurer endnu, og ikke mindst om at jeg for alt i verden ikke må (!) sende det videre til mine børn. Det der skete for mig, kommer ikke til at ske for dem, og de skal ikke bøde for hvad jeg har været udsat for og konsekvensen af det. Det lover jeg mig selv, og det lover jeg dem.

Du har lavet boller med far!

Min søn har vist misforstået, hvordan man laver børn, viser det sig. Egentlig har det da undret mig lidt, at han aldrig har spurgt ind til det, og heller ikke har vist interesse for det. Altså, han har ret godt styr på rigtig meget andet.  Det med graviditet og fødsel for eksempel og hvordan og hvorledes det foregår når et barn bliver født (information han gerne glædeligt deler med alle andre. Det er pænt af ham).

Vi er i det hele taget ret åbne hvad angår information, og både kroppe og nøgenhed er noget helt naturligt herhjemme, så på den måde føler jeg egentlig, at der har været gode muligheder for ham at spørge, omvendt har vi ikke set grund til at give ham unødig information inden han selv viste nysgerrighed og interesse for dem.

Well, nu er der så nogle andre der er kommet os i forkøbet, agtigt. Jeg gætter på at han har hørt udtrykket ‘at bolle’ i skolen, eller på fritten. Et udtryk der i forvejen får mine tæer til at krumme sig sammen, og kun bliver brugt i sjov herhjemme (de voksne imellem) ganske sjældent. Jeg blev derfor både paf og ikke mindst underholdt da Otto midt på Vesterbrogade den anden dag, sådan lidt ud af det blå, stolt fortalte at han da udmærket vidste hvordan man lavede børn… Ak, here we go tænkte jeg for mig selv og gjorde så småt klar til snakken, så da barnet med alvor i stemme og blik sagde at man lavede boller på hinanden og fortsatte ’så du har lavet boller med min far’, koncentrerede jeg mig så meget om ikke at grine, at jeg simpelthen ikke vidste hvordan fanden jeg skulle gribe den videre derfra, og allerede et øjeblik efter havde barnet jo kastet sin interesse på noget andet, så chancen smuttede ligesom fra mig og jeg følte på en eller anden måde at fortorvet foran Matas måske ikke lige var stedet. Men jeg håber faktisk emnet bliver taget op igen snart, så vi måske kan få os en snak om det der med børn, eller i det mindste lige gøre klart at det der bolleri vist er noget andet, end han tror det er.

 

Nyt hår!

Jeg var jo hos frisøren i sidste uge. Det var min mand der havde sat mig op med Mie, der klipper ham, hvilket hun er god til, så på den måde var jeg rimelig tryg. Men det er jo altid en anelse skræmmende sådan at smide sit hår i hænderne på et nyt menneske. Jeg blev dog ret hurtigt ganske rolig da jeg trådte ind i salonen, som slet ikke er en salon, men en kæmpe lejlighed i Bredgade, og da jeg så Mie kunne jeg for alvor sænke skuldrene, for hun er både lækker og har virkelig pænt hår selv. Vi snakkede om mulighederne og blev enige om at bibeholde længden og farven, men at klippe det godt igennem, samt at lave det forreste hår lidt kortere. Ikke decideret pandehår, for det har jeg lissom’ prøvet og det er noget rod at holde, men noget halvlangt af slagsen, der gør at der kommer lidt højde på og gør at min frisure ikke klasker sammen, hvilket det lange havde lidt tendens til.

 photo Skaeligrmbillede 2015-11-05 kl. 09.54.10_zpspeevwp2b.png

Jeg fik hovedbundsmassage og fik vasket hår liggende (!) i en blød læderstol, fik kaffe og macarons, og blev klippet. Til sidst fik jeg en ordentlig omgang saltvandsspray i lokkerne (yes!) og så var jeg faktisk klar. Og glad, ikke mindst! Så glad at jeg kom til at kramme Mie da jeg gik.

Hermed en kæmpe anbefaling til Mie fra Studio Cim Mahony!

Pssst. Indlægget er ikke sponsoreret, eller det vil sige kun af min mand, men det gælder ikke.

 photo IMG_8007_zpskosddiyz.jpg

 

Byens måske største mødregruppe

Jeg er ikke i mødregruppe denne gang. Eller det vil sige jeg blev tildelt en, men da jeg ikke kunne deltage den første gang, og derefter ikke fik svar på den sms, jeg sendte til en af de andre mødre, løb det ret hurtigt ud i sandet. Samtidigt har jeg rigeligt at se til, både med skolebarnet, ægtemanden, babyen, kaffeaftaler, møder, skriverier og den slags, så det er ikke fordi, at jeg som sådan savner det. Dog gik det op for mig den anden dag, at Uma kun har været sammen med andre babyer en håndfuld gange, og så kan jeg faktisk godt blive lidt ærgerlig over, at det ikke blev til noget med den mødregruppe. For det er jo hyggeligt, og det kunne på en eller anden måde være meget fedt, hvis Uma havde været sammen med andre jævnaldrende, inden hun starter i vuggestue næste år.

Så jeg skal vist til at få lavet nogle babydates tænkte jeg først, og så tog jeg den lige skridtet længere og lavede et opslag på instagram, en kontaktannonce nærmest, hvor jeg spurgte om der var andre babymammas (ord jeg i øvrigt aldrig har brugt), der havde lyst til at være med i en mødregruppe. Det var der, heldigvis. Men altså, jeg havde regnet med at samle 10-15 stykker, max.
Nu er vi 63.

Så nu omtænker jeg lige konceptet, for selvom vi har ok meget plads her på 2. sal, er 63 voksne plus afkom nok lige at stramme den. Men som Karoline så rigtigt påpegede, bliver det et brag af en mommy-julefrokost, hvis vi skal have sådan en (Preben er vild med mødre, så hvorfor ikke)…
 photo IMG_6989_zpswwlx8ptd.jpg

 

Aftenhjernens comeback

Det her er noget jeg har nævnt for jer mange gange. At jeg fungerer bedst efter klokken 23. I hvert fald når det gælder de sådan lidt mere kreative ting. Kreative som i det med at skrive. Jeg forvandler mig ikke til en penselsvingende Van Gogh. Men mine tanker vandrer bedre og jeg kan på samme tid bedre fokusere. Det kan være en ret befriende process. Dog har jeg efter Umas ankomst ikke haft mulighed for at sidde oppe og skrive på samme måde som før. Simpelthen fordi jeg har været for træt, eller fordi jeg hellere har ville kværne noget zombie-serie eller den store bagedyst efter en dag som serviceorgan. Derfor har skriverierne, dem udover bloggen, været sat delvist på hold, eller blevet skrevet når udbryderbabyen en sjælden gang imellem sover længere end 25 minutter. Men i løbet af den sidste uges tid, er det lykkedes mig at sidde oppe hele to gange, med computer og notesbog fremme. Og selvom det er totalt ris til egen røv, når Uma finder sin græsslåmaskinelyd frem ved 5.30 tiden i morgen, er det det hele værd.

I det hele taget har jeg bemærket at jeg er på vej ud af den værste babytåge, som er det der lidt fedtede filter, der bliver kastet over en (mig i hvert fald) når man får en baby, som gør at man er konstant træt og føler at man har tømmermænd hele tiden, bare uden shots og dårlige beslutninger forinden. Den følelse er aftagende, og det viser sig at jeg er præcis lige så begejstret for at skrive og at kaffe stadigvæk smager lidt bedre når den er varm, hvilket den er, når den bliver indtaget helt uden babyer og pligter, efter klokken 23.

Det føles virkelig rart.