Undskyld hvis jeg savler

Jeg gjorde det. Krafteddermame!

Gik til tandlægen. Fik en rodbehandling og en ny tid om 14 dage. Highfive!

Om jeg græd? Jeg hylede og rystede og var decideret sølle.

Det var dyrt, det var ubehageligt og hele mit ansigt er følelsesløst, men jeg er så lettet over at det er overstået, og jeg ser frem til, at kunne tale uden brug af kleenex og en tolk.

Tandlæge

Stådrenge og mussefisser

Læste lige på Facebook at Petit Podium opfordrer til at man fortæller hvad man er kommet til at kalde sine børn, efter at Lortemor i går skrev at hun var kommet til at kalde Alfred for en dygtig stådreng.

Jeg har mange at tage fra, men tænkte at jeg lige ville reposte det indlæg jeg skrev hos Superheltemor (som vi savner!!) for nogle år siden.

Navnekaldningen fortsætter herhjemme, men vi bliver ikke sure på hinanden længere. Ikke over kælenavnene i hvert fald, nu er det mere sådan forkert udskårede madvarer, forkertfarvede beklædningsgenstande, for lidt/meget mælk på morgenmaden og den slags forfærdelige misforståelser.

– Et andet sjovt eksempel var da Otto den anden dag, kaldte min venindes baby for en “musse dusse kusse”.

Og nu til det gamle indlæg. Værsgod’:

?Hjemme hos os bliver der hver eneste dag slynget en del kælenavne ud, især af den fjollede slags.

Hvordan og hvornår det præcis startede husker jeg ikke, men jeg har vist altid gjort det, også før jeg fik min dreng. Stakkels de kærester jeg har haft, som har skulle finde sig i at blive kaldt navne som Kattegrus og Loppefår. Nåh, men som sagt er det dagligdagskost i vores hjem og navne som: Sure banan, Prutkanon, Makronbandit, Fnullermåge, Honningged og lignende bliver ofte sagt. Størstedelen af navnene er hjemmelavede (in case you were wondering) og bliver fundet på i farten. Mest af mig, men Otto (min søn, på snart 3 år) er også blevet ret god til at finde på skægge ord helt selv, den anden dag kaldte han mig for eksempel for Søde fugleklat og i et raseriudbrud (som sagt: snart 3 år) blev jeg omdøbt til Dumme numsemor?

Det er en skæg leg, som for det meste kan bløde en del hysterianfald (primært fra barnets side) op. Og dog? For en gang imellem giver det bagslag og så står man med en opløst dreng, som med bævrende underlæbe og skrigestemme råber ? jeg er i-i-i-i-kk-e-e-e-e nogen hesteluuuus? ned igennem Frederiksberg centeret, og man må undskyldende forsikre ham om at det er han selvfølgelig ikke og at det bare var for sjov, desværre bliver mine undskyldninger sjældent taget alvorligt og så har vi balladen, men det er et helt andet indlæg.

En anden ting, som er mindre heldigt ved denne navnedigtning, er at det indimellem går lige lovlig stærkt med at finde på sjove

sammensætninger og at man helt uden at tænke over det, har kaldt sin søn for Mussefisse eller lille mongol. Det er her at man må skynde sig

at lade som ingenting og krydse fingre for at barnet ikke gentager det nede i børnehaven?

3 mails, 3 følelser. #1

I løbet af de sidste par uger har jeg modtaget et hav af mails, som virkelig har gjort indtryk på mig. Tre af dem skilte sig i den grad ud og har sat gang i et væld af følelser, på alle tænkelige måde – en emotionel rutsjebanetur uden sele, om man vil.

Den første, var fra en person fra min fortid, fra da jeg arbejdede som model for tusind år siden. En kvinde, som altid har både skræmt mig og gjort mig tryg på samme tid. Hun er en af dem som har så meget power og “outspoken-hed” at det indimellem virker skræmmende, nok især dengang da jeg mødte hende første gang som teenager, men samtidigt kan hun give en et knus, så man slet ikke er i tvivl om at hun mener det.

Jeg har ikke talt med hende i seks år, så det var en kæmpe overraskelse at høre fra hende, men en god en.

Hun skrev blandt andet: ” hvor er jeg pisse stolt over hvordan du har formået at samle alle dine skills og færdigheder (både på godt og ondt ;-)) under ét og samme tag og bruge dem til din egen fordel.”

Ord som ramte et virkelig tiltrængt sted. For jeg skal da være helt ærlig at sige, at jeg i den sidste tid har tvivlet en del, på mig selv, på bloggen og på mine egne evner. En virkelig ubehagelig følelse. For selvom jeg er dér i mit liv, hvor jeg bør udnytte at jeg er på vej et sted hen, hvor jeg gerne vil være, er det som om at jeg fokuserer for meget på det negative (as usual) og det pisser mig helt vildt af, præcis som jeg ved at det har pisset mailsenderen af, dengang for otte år siden hvor vi talte sammen dagligt og hun af og til skældte mig ud over det. Heldigvis.

Jeg gør det endnu, men takket være den mail, har det givet mig et kæmpe spark og jeg tør faktisk godt at stå ved den jeg er, og gå all in på de ting jeg vil have. Trods modgang. Det er rigtigt at bloggen ikke er så aktiv som den var engang, det er også rigtigt at jeg ikke skriver nær så personlige ting, som jeg gjorde dengang. Det bunder blandt andet i, som mange af jer også godt ved, at jeg er et andet sted i dag, end for fire år siden, men helt ærligt, er det også fordi jeg er blevet bange for at blotte mig selv, fordi der med flere læsere selvfølgelig også er kommet flere af dem, som ikke bryder sig om mig og ikke er bange for at sige det højt. Og findes der noget mere ubehageligt og nedværdigende end når et andet menneske (oftest anonym) træder på en? Det tror jeg ikke.

At få det her spark, i form af en anerkendende mail fra en person jeg har set så meget op til, har virkelig gjort en forskel i mit tankemønster den sidste uges tid og jeg er simpelthen så taknemmelig, for både de ord, men også for hvor langt jeg er nået, følelseesmæssigt. At det måske ikke er så spændende at læse om, er noget helt andet, men det er noget jeg kommer til at skrive meget mere om, når jeg i morgen fortæller om mail nummer 2, som vækkede en anden følelse og som virkelig fik rodet op i nogle ting og sager.

Frygtens gab

Det skal handle om noget, som slet ikke er pænt, eller rart. Nemlig tænder. Mine tænder.
Ja, jeg har jo tandlægeskræk. Det har jeg skrevet rigeligt om før, så lad mig skåne jer for det og til alle nyankomne bare sige at det er slemmere end slemt. Nu er der bare sket det at jeg bliver NØDT til at se min frygt lige ind i øjnene. Tirsdag skal jeg ligge i stolen og have lavet det gabende hul i min kindtand, som i går opstod midt i en ellers lækker æblecrumble. Knas, knæk, fuck – Knækket fyldning (plombe?) og nu meget skarp, meget hul tand, der skærer i min tunge og som gør det umuligt at spise normalt. Pik altså.
Efter nøje research og mange anbefalinger, blandt andet fra flere af jer, på min facebookside, har jeg nu fået en tid hos Tandlægerne på Smallegade og jeg har advaret dem om min angst, og de har lovet at være tålmodige og ikke skælde mig ud.

Nåhm, ellers går det ret godt, i snegleland, bortset fra al sygdommen og den skarpe halve tand altså – og dertilhørende hjertebanken og hysterisk panikangst over forestående tandlægebesæg. Seriøst, jeg vil hellere føde verdens største baby, end jeg vil ligge i den stol. Jeg mener det.

Den er syg

Jeg er ramt af den obligatoriske efterårssnue. Den, som består af både feber, snot og søløvehoste. Det startede i sidste uge og selvom jeg var overbevist om at lidt c-vitaminer, ingefær og rom ville slå det ned, tog jeg fejl og blev i går ramt for fulde gardiner. Så nu ligger jeg her, på anden dag og er grå i hovedet, flad i sindet og funderer over livet. Eller, egentlig ikke, men har blandt andet tænkt over hvorfor jeg mon foretrækker brune æg, frem for hvide? På hvorfor jeg egentlig bliver hysterisk når jeg kan mærke at dynen eller puden er på vej ud af betrækket. På hvad det er, der klikker inde i mit hovede når jeg blinker. Jeg gætter på snot. Om min smagssans mon snart har tænkt sig at kicke ind, så jeg kan gå ombord i noget af al den chokolade, der ligger i mit køkken. Og om Otto mon har opdaget at han har fået lov til at se ufattelig meget Ramasjang og stort set har levet af spejlæg og gulerødder i 48 timer. 
Med andre ord, er det begrænset hvad jeg har at byde på i de her dage, men her er et billede af min frokost i dag. Gulerodssuppe med chili og citron. Kunne ikke smage den, men den er da meget pæn. 

Work it


Der er mange, der har spurgt hvad det egentlig er jeg laver til hverdag. Det spørger jeg ind imellem også mig selv om, for det kan være lidt svært at finde rundt i. 
Men jeg har ganske kort forsøgt at beskrive det, here goes:

ALLER: 
Tre dage om ugen sidder jeg i det flotte Aller hus på Havneholmen. Her har jeg titlen “Web assistent”, hvilket indebærer lidt forskellige ting, heriblandt kan det nævnes at jeg lægger billeder på nettet, laver gallerier, SEO-optimerer, opdaterer fotoarkiver og hjælper hvor der nu er brug for mig, web-mæssigt. 

Malling publications: 
På COVER kids laver jeg både indlæg til hjemmesiden, jeg ideudvikler emner og content til deres Facebook-side, som jeg også opdaterer mere eller mindre dagligt (Så følg dem lige ikk!), jeg mailkorresponderer med blandt andet PR bureauer og laver egentlig en masse forskelligt, som altsammen er virkelig spændende. Jeg er på deres kontor én dag om ugen og arbejder resten af tiden hjemmefra. 

Sneglcille: 
Sneglcille er udover at være min blog, også navnet på mit eget lille firma. Hvor jeg primært skriver tekster til alt fra personprofiler i mindre virksomheder, til artikler på diverse hjemmesider. Derudover har jeg har holdt foredrag om personlig branding og blogging, jeg har hjulpet andre firmaer og personer med blandt andet Social Media content og en lille smule SEO. 

Det er vist det, der lige er værd at nævne, jeg føler at jeg har glemt noget, men den følelse har jeg generelt ret tit, det er svært andet, for som I nok kan se er det lidt en blandet omgang. Men jeg elsker at min hverdag ikke er ens og nyder virkelig at suge det hele til mig.
Hvad jeg vil være, når jeg bliver voksen? Jeg ved det ikke. Forfatter? Redaktør? Digital chef? Astronaut? Jeg har ingen anelse, men jeg glæder mig til at finde ud af det. 

Usikkerhed, stolthed og alt det løse

“Lad nu være med at være så usikker!” Brøler min indre stemme. Men både det faktum at jeg forventer at blive slagtet af dem, som hader de indlæg, der er lavet i samarbejde med forskellige brands, har jeg denne gang også min indre kritikker imod mig.
I tirsdags stod jeg op før fanden fik bukser på og havde store planer om at jeg skulle bruge oceaner af tid på at smuksere mig, til den opgave jeg havde den dag. Desværre var det bare sådan at Otto havde andre planer, og pludselig ikke kunne foretage sig noget uden at hænge på mig. Samtidigt sad alt mit tøj underligt, så alt tiden jeg havde sat til det med smukseringen, blev brugt på at drikke kaffe, ryste på hovedet af spejlbillede og have samtaler med fire-årig i “Arjmen, du kan altså godt selv” kategorien. 
Så outfittet blev jeans og en tanktop, håret gav jeg op på og sminken blev lagt i bilen på vej ud til det fotostudie jeg skulle møde i. Opgaven var endnu en video. Denne gang sammen med en dansk kendis, som er urimeligt pæn og som samtidigt havde makeupartist og stylist på. Så i videoen ses en gudesmuk kvinde og en betuttet snegl i en krøllet NWA top. Jeg har ikke set resultatet endnu, men jeg skal være helt ærlig at sige at lige præcis den video også bliver set uden lyd herfra, hvis da overhovedet. Det er en chance man tager, når man siger ja til den slags. Men jeg fortryder intet, for jeg synes jo det er skide sjovt at være med i den slags produktioner og samarbejder. Resultatet af lige præcis dette samarbejde, får I at se sidst på ugen. 

Jeg ville egentlig knytte nogle kommentarer til alt det her med sponsorerede indlæg og samarbejdsaftaler jeg laver engang imellem, men jeg har besluttet at lade være med at gå for meget i dybden. Jeg synes ikke jeg har noget at forklare. Bloggen er en kæmpe del af mig og i sidste ende blogger jeg for min egen skyld. Hvis der sidder nogle rundt omkring og synes at jeg er en idiot eller en sell-out (og det gør der tydeligvis), kan jeg ikke gøre noget ved det. Det er først når jeg siger ja til noget, der føles forkert indeni mig, at jeg vil undskylde eller sidde tilbage med en grim smag i munden. Det er heldigvis ikke sket endnu. 
Jeg føler mig privilligeret af flere årsager, først og fremmest fordi jeg har nogle helt ustyrligt loyale læsere, som sjældent kommer med indvendinger og, som altid bakker mig op, hvilket jeg sætter stor pris på, og det flover mig at jeg indimellem først husker hvor fantastiske I er, når der dumper grove eller kritiske kommentarer og mails ind.
Noget andet jeg føler mig heldig over, er at jeg med tiden har fået nogle ubeskrivelige muligheder via bloggen, i form af jobs, samarbejdsaftaler, oplevelser, rejser, venner m.m. Det kombineret med at jeg samtidigt modtager tilbud og gaver i stride strømme, er et kæmpe skulderklap, for alle de timer jeg lægger i min blog, men er samtidigt noget som jeg også vælger med omhu. STOR omhu, netop fordi at bloggen er min baby, som jeg værner om og passer på. Det vil jeg fortsætte med.
Så nej, ingen undskyldning herfra. Først når jeg selv føler mig købt, eller ikke kan stå inde for det jeg skriver om eller reklamerer for, vil jeg undskylde eller forklare mig. 
Man kan ikke gøre alle tilfredse, men det er heller ikke mit job her. Det er, at holde mig selv tilfreds. Og det er jeg. Virkelig. Trods en smule modgang og ikke mindst  usikkerhed i processen engang imellem, men det er jo det, som er med til at forme os. Heldigvis for det. 


Billedet er fra da jeg kom hjem fra et presse-event i London i weekenden. Helt træt og smadret, men se hvor glad jeg er. Både over vellykket tur og genforening med den bedste jeg kender. 

Når man ikke er klar


Jeg bliver så træt af mig selv, når jeg spiser det sidste stykke chokolade uden at være mentalt forberedt. Altså når man tror der er mere tilbage, men det viser sig at man lige har volds-inhaleret det sidste stykke, helt uden anelse. Det sker relativt ofte for undertegnede og jeg bliver rasende! Gjorde det med en pose skumbananer i sidste uge. Skuffelsen har ingen grænser og jeg har stadigvæk ikke tilgivet mig selv. Elsker at kredse om det sidste stykke i posen/pakken/skålen, gemme det lidt (altså et par minutter måske) og SÅ gøre en ende på det og nyyyyde det (agtigt), men den store idiot som jeg er skal absolut ødelægge det. Igen og igen. 

Skulle dette have været en statusopdatering og ikke et indlæg? Ja, muligvis. Men jeg er blevet gjort opmærksom på at jeg har en del læsere, som ikke er på det der facebook, og I skal naturligvis ikke snydes for mine skarpe iagtagelser… Ja. Jeg sagde skarpe. Sidste uge skrev jeg for eksempel om pålæg, det blev I snydt for. 
Findes der mere relevante og sindsoprivende ting at skrive om? Også ja. 
Har jeg tænkt mig at gøre netop det? Ikke rigtigt. Ikke nu. 

God søndag! 
Psssst. Jeg var i London i fredags, købte Kinder med hjem (billede), og har gemt en pakke Bueno for mig selv, for at undgå ovenstående. Clever thinking? Det tror jeg nok. 

Rod


Min lejlighed roder. Mit skrivebord på jobbet roder. Mit skrivebord på computeren roder. Min mailbox er fyldt og (ja) rodet. Mit hovede roder og mit liv roder. 
Kommer der snart nogle voksne? 
Find mig under dynen, jeg er hende med krummer på tøjet og filtret hår. Bare ring når I er her.
Ps.Tag slik med. 
pps. Eller noget smørbagt. 

 

Et afsnit fra bogen i skuffen

1000 kroner er indsamlet indtil videre. Det betyder at jeg smider et afsnit af min bog op… Gulp!
Så i dag rakte jeg armen i boghatten og fiskede et tilfældigt afsnit op. Det blev et kort et, nemlig dette. Værsågod: 

Trust no one. Slet ikke en skildpadde.
Vores møder blev mere og mere hyppige. Det blev fysisk og intenst. Igen.
Jeg håbede, vi ville finde sammen inden fødslen. Jeg håbede, at han ville indse, at hans beslutning var en fejl, og at vi skulle være sammen.
Min verden faldt i grus på ny, da det viste sig, at det ikke blev sådan.
At han i hvert fald ikke gik med samme ønske, og at jeg havde lagt mere i det, end hvad det var.
Jeg var ikke sur på ham længere, men på mig selv.

Tænk at jeg faldt i med begge ben. Igen.
Et øjeblik troede jeg, at han havde fortrudt. At han havde indset, at et liv uden mig var umuligt. Jeg tog fejl.
Om halvanden måned føder jeg vores fælles barn, og lige nu aner jeg ikke, hvordan jeg har det.

Jeg ser ikke min terapeut længere. En sætning jeg ikke lige havde forestillet mig selv sige. Nogensinde.
Er trods alt ikke med i en dramaserie, selvom det efterhånden føles sådan.
Det er en skam, for jeg havde sådan håbet, at hun kunne hjælpe mig med at filtre min hjerne ud.
Jeg kunne faktisk ret godt lide hende, første gang. Men jeg sidder tilbage med en klam smag i munden.
Føler mig næsten bondefanget og latterliggjort. Hun kunne knap huske, hvem jeg var, trods det kun er en uge siden, jeg sidst sad grædende i hendes stol og fortalte om mit forvirrede sind. Hun gentog endda præcis de samme ord,  hun havde sagt ugen før,  i samme toneleje og med samme bekymrede blik i øjnene. Ord, der havde givet mening ugen forinden, men som nu bare lød falske og indøvede. ?Du er en blæksprutte?, sagde hun også. ?Han er en skildpadde?….. (???) 
Der var en lang forklaring tilsluttet, noget med at jeg, blæksprutten, får ham til at gå ind i sit eget skjold. Super.  
>>Hvad er du ikke selv?<< Var det eneste, jeg kunne svare, så det lod jeg være med.
Jeg er for høflig, men indeni rakte jeg tunge og slyngede grimme gloser efter hende og hendes grå page. Dråben var, da hun langede mig en brochure om et kursus, hun holder snart, en workshop for par. ?Til når, eller hvis, I finder sammen? sagde hun med hovedet på skrå og gav min hånd et klem. 
Jeg takkede nej og rejste mig, sagde pænt farvel og gik derfra i arrigskab.
Snydt igen. Hvad fanden er der galt med verden? Venter næsten på enten at vågne op, få at vide at jeg er blevet tosset, og det hele foregår inde i mit hovedet, eller at nogen springer frem med et kamera og grinende fortæller mig, at jeg er nem at narre. – Det må gerne ske nu.