Archive for category: Ikke kategoriseret

Der er en del af de samme emner som I bliver ved med at spørge ind til, og alle dem noterer jeg på en liste, og nu starter jeg simpelthen fra en ende og går dem igennem over de næste uger. I første omgang skal det handle om at få børn. Mere konkret at få sit tredje barn.

Jeg har allerede skrevet lidt om det lige her, og kan genkende meget af det endnu, men da der er gået lidt længere tid, er det selvfølgelig mere hjemmevant og knap så nyt, og alle har vænnet sig til, at vi nu er en stor familie på fem (seks, når min bonussøn er her hver anden weekend). Og hvordan er det så? Selvfølgelig er det noget andet. Mange har sagt til os, at det med at gå fra to til tre ikke er lige så grundrystende som at gå fra et til to, og det kan der nok være noget om, men det handler mest af alt bare om, at man allerede er inde i ræset. Der skal koordineres på kryds og tværs og alt det gør man i forvejen, så hvad er en tredje, fjerde eller femte ekstra? Altså… Nej, det er ikke lige så omvæltende og ja, man er allerede inde i en rutine, der gør at det føles langt mindre usikkert og at overvældelsen over at vende sit liv på hovedet, som det kan føles med første og andet barn, er langt mindre. Ingen tvivl.
Men jeg syntes altså, at det var overvældende at få mit tredje barn, og jeg synes stadigvæk klart at logistikken har fået en gigantisk overhaling, der indimellem gør at jeg føler at jeg halser efter mit eget liv med sved på panden og fedtet hår. Men jeg skal omvendt også lære at sætte mine forventninger og mit tempo lidt ned så det hele kan gå op. Og selvfølgelig har de følelser været endnu mere fremtrædende i takt med at jeg ikke har holdt barsel og at vi oveni at skulle lære Loulou og hinanden at kende, har flyttet rundt og igangsat en seriøs renovering og et sceneskift fra byen til Hornbæk. Alt det er selvfølgelig ekstra topping på en i forvejen stor mundfuld med mange børn og to virksomheder plus det løse.

Fordelen ved mange børn er klart, at man aldrig keder sig, at der altid er gang i den og at der er mere af det hele, på godt og ondt. Kort sagt.

Er vi færdige med at få børn? Hvilket privilegeret valg det er, i øvrigt. Ja, det er vi. Der er ingen tvivl i min krop og i mit hoved. Vi ER færdige, og selvom jeg også sagde det da vi havde fået Uma, kunne jeg mærke i min krop i det sekund jeg tog en positiv graviditetstest, at jeg ikke var færdig. Det er vi nu. Helt og aldeles. Overskuddet rækker lige akkurat til det liv vi har nu, og det har jeg ikke mod på at sætte på spil.

Men hvordan VED man om man skal have flere? Min helt ærlige overbevisning er, at svaret giver sig selv, når det kommer til stykket. Dermed ikke sagt at man “bare”skal blive gravid og så se hvordan det føles, slet ikke. Men hvis nysgerrigheden lurer, så er mit bud at lysten og overskuddet også er det. Sådan har det været for mig. “Hvad nu hvis man fik en mere”-tanken dukkede lystigt op efter Umas ankomst, men har ikke vist skyggen af sig siden. Aldrig sig aldrig, jeg ved det godt, og det gør jeg heller ikke. Men så alligevel lidt, for som jeg har det nu og som Michael har det, kommer der ikke flere sneglebørn. Aldrig. For så tror jeg for alvor, at vi taber det hele på gulvet, fremfos som nu altid lige og gribe de forskellige faldne bolde med en fod eller en ekstra arm, og som sagt er lysten der ikke. Hverken til en graviditet mere, eller til at skulle vende livet på hovedet endnu engang. Jeg kunne nu godt snuppe en fødsel mere og et par uger med en nyfødt, snildt, men det er ikke grund nok til at forøge familien, der i forvejen er stor og reeet kaotisk meget af tiden.

Om det var svar nok, ved jeg ikke. Jeg kan jo som altid kun tale for mig selv. Og er det fordi, at man er i tvivl om, hvorvidt man skal gå for det, tror jeg (igen det er bare mig) ikke at man er i tvivl, så tror jeg man skal gå efter det. Tre børn kan lyde af meget, og det er det da også. Meget vasketøj, mere koordinering, mange bleer, mange aftaler, få pasningsmuligheder… Meget kærlighed, mange grin, en kæmpe sværm af sommerfugle lige der mellem brystet, mange tårer, søvnløse nætter og uendeligt livsbekræftende.

Og igen, at have ét barn kan også noget, og at have to, og tre, og fire, eller ingen børn. Det handler i sidste ende om det liv vi vælger at skabe for os selv, eller der bliver skabt for os, og for dem vi sætter i verden. Selvfølgelig vil jeg ikke undvære et eneste af mine børn, heller ikke ham jeg ikke selv har lagt gener til, men jeg tror ikke, at jeg ville være et mindre helt eller lykkeligt menneske, havde jeg ikke fået dem. Hvilket lyder en anelse kynisk og ikke mindst skræmmende, når jeg er så heldig at have dem. Jeg siger bare, at der ikke er rigtigt eller forkert når det kommer til børn. Kærligheden skal nok være der, tiden kan føles knap, men det går, og før man får set sig om er de store, og man kan bunde igen.

Det er min første gang i dag. Første gang at jeg tager til København alene. Uden børn, der skal underholdes. Bare mig, min computer og en kop kaffe. Det føles lidt som noget jeg leger. Fordi det er nyt. ” Så sagde vi, at jeg kørte i tog, og skulle på arbejde…”

Men det er ikke en leg. Det er meget virkeligt. Vi bor i Hornbæk nu. Og når jeg skal noget i København, som i dag, hvor jeg har møder og et teaterstykke jeg skal se, så er det ind i toget og afsted. Altså indtil jeg har taget det der kørekort, vi ikke taler om.
Det kan nu også noget. Siger jeg, sikkert fordi det ikke er hverdag. Jeg har været på farten i nu en lille time og har allerede nået alle de mails jeg ikke fik svaret på i går, samt at skrive en tekst, der har givet mig dårlig samvittighed i dagevis, og jeg har også kigget ud af vinduet, og fået op til flere sug i maven, både over at det hele nu er virkeligt og over, at jeg er taget afsted uden børn, som jeg har tilbragt SÅ meget tid med de sidste mange uger. Det føles lidt som den anden side af en barsel. Der hvor man hele tiden føler at man har glemt noget, og delvist har det lækkert over roen, den varme kaffe og tiden, men omvendt lidt har lyst til at løbe baglæns og tilbage i barselsboblen for at sørge for at der er styr på det hele.

Børnene sørger Michael for i dag, både at aflevere, hente de store og aktivere den sidste, der endnu ikke er startet i vuggestue, og jeg tror han glæder sig, Michael. Jeg tor vi begge har sukket lidt efter hinandens position de sidste uger. Han efter at dimse rundt med børnene, og jeg efter at være produktiv i andet end mit moderskab. I dag og i morgen bytter vi, og igen på den anden side af weekenden, og om nogle uger igen, starter den rigtige hverdag, den nye hverdag, og det tror jeg er meget godt. For vores begges sind og blodtryk, og for vores børn ikke mindst.

Vi er tjekket ind i det sommerhus vi forlod for to uger siden. Til stor glæde for børnene. Jeg er også glad. Det gemmer sig bare lidt. Jeg glæder mig ret meget til at få en ægte base og i det hele taget til at flytte ind i vores hus. Og jeg er efterhånden virkelig træt af ventetid, uvished og at bo i en kuffert. Hvornår vores nye planlagte indflytningsdato er, vil jeg gerne vente med at dele, men den er forhåbentlig realistisk og mulig at overholde denne gang.

For lige at vende tilbage til det med at være glad under noget andet, kan det siges ret kort; jeg er en led version af mig selv i de her dage. Kort for hovedet, strid, urimelig og træt, hvilket altsammen skygger for at solen skinner og har taget plusgrader med, at mine børn er glade og faktisk lader til at tage alt det her skrækkelige hus-hopperi og forsinkelser og ændrede planer som et eventyr, at min jeans er blevet to numre for store og at jeg dermed nok har smidt alle mine graviditetskilo, at Loulou slet ikke er sur mere, og at der er en udløbsdato på galskaben og en grund ikke mindst, og at vi om lidt, lige om lidt flytter ind i det hus vi har lagt så mange kræfter, tid og penge i de sidste fire måneder. Nok er bare nok, tror jeg. Og at være tilbage det sted vi kørte fra for 13 dage siden, hvor vi troede at næste skridt var indflytning i vores eget hus efter et kort påskevisit på Vesterbro (som så blev en del længere), er bare en ret tydelig reminder om, at vi er gået to skridt frem og et tilbage, hvilket er ret sigende for alt i denne her proces. MEN it is what it is, og det bliver godt, og jeg holder min sure utaknemmelige mund nu og fylder den med rødvin.

God mandag derude, og tak fordi I gider læse mit brok og alt det andet <3

Jeg ligger i en hotelseng sammen med mine tre små hjemmelavede yndlingspersoner. Min mand ligger på en enkeltseng ved vores fødder. Jeg tror der er havudsigt fra vores vinduer, men jeg er ikke helt sikker.

Vi er i Sønderjylland.

Det var ikke helt meningen, at vi skulle være her. Ikke nu.

Vi havde da talt om, at det kunne være fedt at være med, når vores maling til stuen skulle blandes, hvilket den skal her i Sønderjylland, fordi vi har forelsket os i et lille fantastisk firma der hedder linolie.dk, som kan noget med farve- og materiale-forståelse, og vi havde også talt om, at det så skulle være torsdag, hvis det skulle gå op i vores kabale af et liv. Men det der med at køre frem og tilbage samme dag, blev også et lidt uoverskueligt projekt, og pludselig havde vi taget en meget rask beslutning, og var på vej i aftenmørket med forventningsfulde børn på bagsædet, kaffe i kopperne og en meget spontan hotelbooking i lommen.

Nu er vi her. Samsovende i et rum indrettet i noget, der vist skal ligne interiør fra 1800-tallet, og jeg ved ikke om vi er gale eller geniale og om vores børn bliver mere forvirrede end vi allerede har gjort dem. Men lige nu føles det som en god prioritering, midt i vores kaos. Et lille eventyr nærmest.

En virkelighedsflugt med et formål.

Alle sover, jeg bør gøre det samme, så jeg er frisk til morgenmadsbuffeten, havudsigten (måske) og malingen i morgen.

Godnat fra Haderslev

Udover at blogge, bygge hus, være kontorejer, og mor, har jeg også en podcast. Det ved de fleste af jer nok, og min fornemmelse er også, at en del af jer lytter med, og mange tak for det. Vi er i fuld gang med sæson 2, hvor vi har en gæst med i hvert afsnit. Indtil videre har Ida Rud, Julie Ølgaard, Andreas Jessen, Leonora Christina Skov været med.

Sæson 1 afsluttede vi med et Liveshow i Skuespilhuset (lyt til det her, hvis du har lyst) og det er uden tvivl en af de bedste oplevelser jeg har haft nogensinde. Det var så hyggeligt, og på ingen måde så skræmmende som jeg havde forventet og frygtet, og hvad Rachel og jeg troede skulle være en engangsforestilling, har vist sig at være det modsatte, for meget snart gør vi det igen, går på scenen. I København på Hotel Cecil (det gamle Jazzhouse) d. 22. april.
Aarhus og Odense besøger vi også, men datoen for de shows er endnu ikke fastlagt, men det bliver efter alt at dømme inden sommerferien.

Jeg håber at I har lyst til at komme. Billetterne koster 120,- plus gebyr og de kan købes HER. Vi tager efter alt at dømme ikke en gæst med, men laver en Q&A – og taler om et bogstav. Vi ses?!

Jeg glæder mig simpelthen så meget! Og så hpber jeg helt vildt, at I har lyst til at lytte til podcasten. I finder den i iTunes, på Spotify, eller i podcast appen. Bare søg på Voksen ABC.