Archive for category: Ikke kategoriseret

Mandag, klokken er 8:30. Der er fuldstændig ro i mit lille hus, hvilket mandag morgen altid føles en anelse overvældende ovenpå en weekend med fuldt hus. Men det er ret lækkert. Jeg har lavet kaffe og indrettet et hjørne af sofaen til et lille kontor. Jeg kan godt mærke, at jeg nok ikke kan blive siddende sådan hele dagen, men for nu er det rart med noget blødt og hjemligt, og når det ikke fungerer mere, må jeg rykke ud i kontoret. Jeg er en lille smule forpustet på forhånd over ugen vi netop er trådt ind i. Jeg har noget på programmet hver eneste dag, både arbejdsmæssigt og socialt, og så bygger vi på livet løs, hvilket på sin vis er godt, fordi så sker der noget, men det betyder også, at vi lever i støv, larm og rod, og det er pisse irriterende for at sige det pænt. Men altså, det skal være slemt for at blive godt, ikk?! Og i så fald bliver det virkelig godt.
Det er sådan at når man har børn med i en renovering, tager alting lidt længere, og det er sådan set fint nok, for det er jo en del af dealen, men når man står i de lidt grovere renoveringsprocesser som den vi er i nu med en hel facade, der skal laves, vægge der skal mures op, et nyt badeværelse m.m. føles det lidt som om at man står stille, hvilket også er en af grundene til, at jeg overvejer, at tage de to mindste med på en lille tur senere på ugen. Både så jeg og de kan få noget tiltrængt enetid, og så Michael kan komme langt med facaden uden at føle, at han forsømmer os. Mere om det snart. Hvis det altså bliver til noget.
Hvad ellers, hvad ellers… Jeg har en del kampagner i denne uge også, både her og på instagram, som jeg skal have skrevet færdigt og tage billeder til, jeg har et par møder i København og så er der afslutning i Ottos SFO, da han starter på klub (!!) i denne uge. Jeg skal til fællesspisning med Hornbækdamerne, have Uma med på arbejde en dag (det vil hun SÅ gerne. Jeg tror hun bliver SÅ skuffet) og så er der alt det sædvanlige. En fin, men lidt hektisk uge, med et (måske) lille afbræk. Jeg håber jeres mandag, og uge, bliver rar. Tak fordi I gider følge med gennem tykt, tyndt, godt, skidt, byggeri og alt det løse.

Jeg får ofte henvendelser og spørgsmål omkring det der med at tage store beslutninger, om mavefornemmelse, spring og ikke mindst helt direkte: Hvordan ved man om det er det rigtige?
Her menes selvfølgelig oftest det med at gå tilbage til en mand, man har været væk fra og om at flytte langt væk fra alt det man kender. Jeg ved godt, at når jeg får de henvendelser, er det oftest fra personer, der selv står ved en skillevej, der føles fuldstændig uoverskuelig, og at de nok håber, at jeg har det gyldne svar. Det ville jeg ønske, at jeg havde. Virkelig. Det har jeg selvfølgelig ikke. Men jeg har en holdning til det, en hel del erfaring, og så kan jeg selvfølgelig guide derfra.

Det korte svar er, at det ved man simpelthen ikke, og det er jo netop det, der gør det så pissehamrende svært og stort og farligt.

Det lange og langt mere konkrete svar:
Det kræver arbejde. Rigtig meget. Selvom forelskelse og en god mavefornemmelse er en god indikator, kan begge desværre også give en skyklapper på, og det er virkelig her, at man skal grave i sine følelser, sine tanker og i sin fornuft. Bare ikke for meget. Særligt sidstnævnte. For havde jeg gjort det. Været fornuftig i mine valg, så er jeg ret sikker på, at Michael og jeg ikke havde fundet sammen igen. For jeg var så tæt på, at lukke den ned. Helt ned. Og det samme gælder flytningen ud af mit vante og højtelskede København. Det nemme og på det tidspunkt fornuftige, havde været ikke at gøre det. Og det var måske også gået fint. Måske, men det havde med sikkerhed også betydet, at jeg med stor sandsynlighed havde haft en grundlæggende “Hvad nu hvis?!” følelse i maven  Og den er fandme ikke rar. Slet ikke rar.
Jeg fornemmer, at jeg har skrevet det før, for det er noget jeg relativt ofte tænker og siger højt, at hvis noget føles farligt og usikkert, hul i hovedet nærmest, hjælper det at stoppe op og i stedet for at tænke fordele og ulemper og i det hele taget overtænke det i stykker, istedet træde ud af situationen og tænke over, hvordan man ville have det, hvis man ikke gjorde det. Ville man potentielt gå resten af livet og tænke Hvad nu hvis, ville man fortryde at man ikke havde gjort det. Til det kan jeg svare, at det ville jeg. Det tror jeg virkelig. Både i forhold til Michael og til Hornbæk. Jeg gjorde det, og det bar frugt, og selv hvis det havde vist sig at være alt andet end godt, ville jeg stadigvæk ikke have fortrudt beslutningen. Jeg vil til hver en tid hellere fortryde at jeg har handlet på en følelse, fremfor at fortryde at jeg ikke turde.

Det er nu lidt over fem år siden, at jeg spurgte Michael om han ville være min kæreste, igen, og selvom det har været fuldstændig vidunderligt, rigtigt og ægte, har jeg i den grad været i tvivl, bange og helt rundt på gulvet – Særligt i månederne efter. Selvfølgelig. For nu skulle det fandme holde. SKULLE. Men da jeg så småt gav slip på den følelse, både i takt med at tilliden blev genopbygget og forstærket og helt simpelt at jeg fandt ægte ro i det, og allervigtigst accepterede, at selv hvis det ikke holdt, så havde vi i det mindste prøvet – Ægte. Så blev det nemmere og ikke mindst helt tydeligt, at fortrydelsen over ikke at have gjort det ville have naget mig langt mere end den lille smule tvivl og panik jeg følte over, at turde handle på mine følelser fremfor min fornuft og frygten.
Det samme har gjort sig gældende i forhold til at flytte til Hornbæk. Har jeg nogensinde fortrudt? Ikke rigtigt. Har jeg tvivlet. Oh yes. Fordi det er vigtigt, igen fordi at det betyder noget. Det komiske er, at jeg nu hører mig selv ivrigt fortælle om hvor fedt det er at bo her, fremfor at forsvare det. Når jeg møder undren fra andre, der blandt andet konkluderer at det godt nok er langt væk vi er flyttet, plejer jeg at svare “Langt væk fra hvad?” Fra København, ja måske, men mit liv er jo her nu, i Hornbæk, og jeg vil ikke være andre steder. Det samme når chokket spores i andres øjne over, at jeg er sammen med en mand, der har gjort mig ulykkelig, svarer jeg at han kun har gjort mig lykkelig siden dengang, så for mig er det vilde i den beslutning kun, at jeg var bange for det engang. Med andre ord. De sværeste beslutninger jeg har truffet, er endt med at blive de nemmeste og mest ukomplicerede ting i mit liv.

Nu har jeg efterhånden skrevet på det her indlæg siden klokken 8 i morges, og klokken er nu knap 20. Jeg har været på farten, først til et meget smukt event med Nivea, MM og en masse rare kollegaer i et drivhus på toppen af Østerbro, dernæst i det kørende kontor ala Kystbanen, og bedst som jeg havde tænkt mig at bruge de sidste par kontortimer hjemme, ringede min mand og spurgte om vi ikke lige skulle lege, at det var ferie lidt længere, hente børnene og køre i skoven. Jeg var ikke svær at overtale, og selvom det betyder aftenarbejde, er jeg så glad for at vi gjorde det. Vi lokkede nogle venner og deres barn med, og fik efterfølgende tilsnusket os et iskoldt glas hvidvin i deres have få hundrede meter fra os, inden vi trillede hjem og lavede mad til tre sultne og overtrætte skovbørn. Nu sover to af dem, og den tredje står på rulleskøjter med sin far, og selvom der er vasketøj overalt, en fuld opvaskemaskine og et par timers arbejde om ørerne på mig, er det helt ok. Jeg har tilbragt en del af dagen på at være lidt mut af forskellige årsager, hvorfor Michael kom på ideen med skoven, og det hjalp, sgu! Tænk sig, at jeg, Bypigen, får et kick ud af at gå i skoven og klatre på væltede træstammer.

Nå, men ugen byder på en lidt lang dag i morgen med møder og ærinder, en torsdag på hjemmekontor, og en lang fredag på kontoret, der slutter med fredagsbar både med confetti og vores forskellige kontormakkere, og så overvejer jeg at snuppe en nat i København, så jeg ikke behøver tænke på hvornår det sidste tog går, og måske kan få en ordentlig nats søvn. I weekenden skal vi knokle med huset, og så er den uge gået.

God tirsdag, det der er tilbage <3

 

• Er jeg for nylig blevet introduceret for “Zoomies” (Tak, Miriam) som er når ens hund opfører sig gakket uden grund.
• Var vi til påskefrokost med vores helt gamle slæng i går. Alle er blevet ældre (sjovt nok), har fået børn, er blevet gift… Og kontrasten mellem nu og dengang er virkelig til at få øje på.
• Er pizza med sød kartoffel og artiskok blevet min nye hofret, og vi spiser det mindst en gang om ugen. Prøv det lige!
• Havde jeg glat hår i går, for første gang i flere måneder. Det føltes meget uvant, men jeg tror, at jeg skal til at dyrke det lidt mere.
• Hørte jeg Karius og baktus med pigerne her til aften. Jeg havde den på bånd som barn, og blev totalt smidt tilbage. Den er jo skide uhyggelig!
• Har jeg fået Michael med på min afhængighed af madprogrammer. Problemet er bare, at vi snart er løbet tør, og at vi altid bliver absurd sultne klokken alt for sent, imens vi ser det. Jeg kan anbefale The Final table på Netflix.
• Vil jeg så gerne have et magnoliatræ i haven, men eftersom at jeg dræber planter som ingen anden, er det nok en anelse utopisk at tro, at det kan lade sig gøre.
• Er Hornbæk proppet med mennesker i de her dage, og det er både totalt lækkert for mit københavnerhjerte, og ret invaderende i mit nye landsby-mindset.
• Har jeg tilmeldt mig noget (for mig) virkelig grænseoverskridende, men det kræver sit helt eget indlæg. Det er noget med at tage væk hjemmefra for at lære ting.
• Er jeg fuldstændig forgabt i Irina, Morten og Allessia aka The Olsens. Følg dem på Instagram og Fall in love <3 @theolsenshome
• Holder vi egentlig skærmfri påske, hvilket jeg lige nu totalt bryder.
• Er der rosé, rester af førnævnte pizza og gæster i haven. Så jeg er den der er smuttet. God påske <3

I år bliver Sneglcille ti år, og i den anledning kommer der til at ske lidt ting og sager i mit univers . Blandt andet har jo i årevis lovet, at fejre mit ti års jubilæum med blandt andet en fest, og det løfte lover jeg at holde. Derudover vil jeg gøre lidt ligesom for et par år siden, hvor jeg hver måned fremhævede et indlæg fra den pågældende måned syv år tilbage i tiden (se et eksempel HER). Det fungerede ret godt, og var en succes både i jeres og min ende #sommansiger – Og jeg har længe tænkt over, om man kunne gøre noget lignende. Det kan man, og jeg havde egentlig oprindeligt tænkt det som et podcast koncept, og måske det bliver en realitet en dag (uh, eller måske en youtube serie!). Dét det går ud på er, at jeg fisker et gammel indlæg frem og laver en slags kommentarspor til det.

Se første indlæg HER.

I dag har jeg i anledning af Umas fødselsdag fundet det indlæg frem, hvor jeg offentliggjorde, at hun var på vej.

Der er lige noget, jeg skal fortælle jer

Det hele startede en sensommerdag på vej hjem fra stranden, hvor jeg satte tænderne i et stykke vandmelon, som simpelthen smagte sådan af opkast. Allerede på den cykeltur, i vejkanten (vi var på cykel) fangede Michaels og mine øjne hinanden “kunne det virkelig passe?” – Vi havde nemlig bare små to uger forinden taget beslutningen om at smide præventionen. Men jeg havde endnu ikke haft menstruation, og det kunne simpelthen ikke være rigtigt, at det skulle være grunden. Måske var det bare en syg vandmelon, som kun jeg kunne smage.
Dernæst skete der det, at min naturlige sukkertrang og lyst til kage forsvandt som dug fra solen, og jeg hørte mig selv sige ting som “Nej tak, jeg springer over” og “Måske bare et lille stykke”. Alarmerende! På nuværende tidspunkt tænkte jeg stadigvæk, at det med garanti ikke var graviditet. Ikke allerede. Men blev tilgengæld oprigtig bange for at noget var galt med mig. Stress? En virus? Noget kronisk?! Måske bare noget hormonelt efter p-pillestop (som jeg havde taget uden pauser i årevis på grund af min hyperfertilitet). PMS. Ægløsning?

Så kom den ustyrlige lyst til iskold danskvand, på trods af min voldsomme aversion imod brus, dernæst længsel efter smørstegt fiskefilet midt om natten, og i samme omgang trætheden, behovet for 12-14 timers søvn hver nat, den konstante hovedpine, svimmelheden og den enorme mængde mundvand, og dermed behovet for at synke hvert sekund for ikke at komme til at savle eller kaste op. Her var mistanken så småt ved for alvor at sætte sig, men alligevel ikke helt. Man skal jo have menstruation og så ægløsning for at blive gravid. Det ved enhver… 
og så var der naturligvis det endelige bevis, bomben, testen, der en varm sommermorgen for nu over to måneder siden viste to streger. Ja, du har nok gættet det.
Jeg købte testen den første dag i august. På Michaels fødselsdag. Bare for at udelukke den mulighed. Gæsterne var kommet, da jeg vendte hjem fra arbejde med testen i tasken og poserne fulde af øl og festlige snacks. Jeg fortalte Rachel at jeg havde købt en test, men at det helt sikkert ikke var noget. Hun tilbød at jeg kunne tage den, mens hun var der. Men jeg afslog. Lagde testen i en skuffe og joinede festede.
Dagen efter, med en anelse tømmermænd, kom jeg i tanke om den igen, og imens at Michael gik ned med pantflaskerne, tissede jeg på testen, og vores liv ændrede sig for altid.
Vi mødtes på Joe & The Juice, hvor jeg kæmpede en brag kamp, for at få ham med over i skydebanehaven, så jeg kunne fortælle ham om testen, der lå i min taske, og som jeg simpelthen nægtede at fortælle ham på Joe & The juice.

Til april lander vores andet fælles barn, noget tidligere end vi havde forestillet os det. Vi nåede faktisk kun lige at snakke om, at det kunne være fedt, snart at reproducere os igen, inden der kort tid efter, ikke engang to uger senere, var gevinst. Så snart havde vi slet ikke overvejet, at det ville blive. Men vi er selvfølgelig skideglade.
Otto bliver storebror, og jeg er ved at gå til af skræk, lykke og glæde.
Det er vi alle sammen.
Jeg ved godt, at vi skal være glade og taknemmelige for, at det går så nemt for os, og at det kan være risikabelt at begynde at ytre sig om, at det er gået “for” stærkt. Men det var overvældende, og helt vildt svært at gå med den følelse, af at vi på en måde ikke fortjente det, og måske heller ikke var helt klar endnu. Jeg græd faktisk hos lægen, fordi jeg følte, at jeg ikke var glad på den rigtige måde. At det var uretfærdigt, at vi kender så mange mennesker, der kæmper for at blive gravide, og at jeg bare skal drikke et glas hvidvin i et sommerhus, og bang! Baby, værsågod.
En følelse jeg faktisk stadigvæk kan blive ramt af, for lige så meget som det er en velsignelse at være hyperfertil, er der også kæmpe mange udfordringer i det. Heldigvis, landede vi selvfølgelig i det og var oprigtigt ovenud lykkelige og glade, da vi begyndte at fortælle det. Og vi overvejede aldrig, at det ikke skulle være. Vi skulle bare lige synke den, et par gange.

Den første måned holdte vi det nogenlunde for os selv. Michael (ja, synes altså at en opgradering fra “Freelancer” er på sin plads) og jeg besluttede, at der ikke var nogen grund til at plapre op om det, før vi selv havde vænnet os til det (hvilket man jo for helvede aldrig gør!), efter en måneds tid begyndte vi så småt at sige det til de nærmeste, og så kom turen til mit arbejde. Sjældent har jeg været så nervøs, men eftersom at jeg var træt af at gå i løst tøj, og skulle komme på undskyldninger for at slippe uden om sociale arrangementer, hvor alkohol var indblandet, samt de konstante fieldtrips til toilettet, hvor jeg med et fast greb om håndvasken og ivrig øjenkontakt med mig selv i spejlet messede “NU tager du dig sammen! Du må ikke kaste op, og ikke falde i søvn, ikke nu!!”, samt overveje om det ville være passende lige at ligge lidt på gulvet og tage en lur, for derefter at vende tilbage til mit skrivebord og lade som om, at jeg ikke var ved at gå i gulvet, var det det helt rigtige tidspunkt at bekende kulør.
Rachel var den første der fik besked. Hun vidste jo ligesom at der var en test, der skulle tages, så jeg blev nødt til at bekende kulør, og det var SÅ rart at have en at dele det med, som ikke var Michael. Men mine andre veninder og vores familie, fik først besked et par uger senere.

Det gik godt. Begge mine chefer hvinede og krammede mig.
Det gjorde de, og det er jeg så taknemmelig for. For hold nu mega kæft, hvor var det nervepirrende, at skulle fortælle dem det.

Nakkefoldsscanningen gik også godt.

Kvalmen og min madlede, der har været voldsom og gjort at jeg i flere uger primært kun har spist brød, suppe og vindruer, er ved at aftage og jeg begynder så småt at føle mig som et almindeligt menneske? Et menneske, der dog ikke kan være i nærheden af æg uden at gagge, synes at rejer er pisseklamme og som skal have kakaomælk og tomater hver dag, men som helst ikke spiser aftensmad.

Så ja, there you have it. Sneglen er med rogn. Igen.

Og jeg var SÅ bange for reaktionen. Jeg havde jo nærmest kun lige fortalt på bloggen, at Michael og jeg var fundet sammen, efter at man i små fem år havde kunne læse om mit liv som enlig mor, med et i starten ret turbulent forhold til selvsamme mand. Mine følelser var all over the place, og jeg turde ikke læse folks reaktioner de første mange timer. Men jeg tror faktisk kun, at jeg fik et par enkelte stikpiller, og resten var ren og skær kærlighed… Tak.

Og i dag bliver hun så fire år den lille skid, og nu kan jeg slet ikke forstå, at jeg var bange, i tvivl og rundt på gulvet. Havde jeg bare vidst, at det var hende <3