Archive for category: Ikke kategoriseret

 

“Hvor er du modig!”

Ordene kom fra Michael sent i går aftes, da jeg helt anspændt, nervøs og en anelse oppe og køre slog fast, at nu var der ingen vej tilbage! Podcasten var sendt til udgivelse. Klokken 6:34, i dag, torsdag.

Hvilket betyder at den er ude. Nu.

Skrig!

Den har været længe undervejs, og jeg har været sådan i tvivl. Hvad der bare skulle være en dummy, altså en slags råbånd, er blevet til en stor del af indholdet, selvom det slet ikke var intentionen. Men det rå, umiddelbare og følsomme, ville jeg gerne have frem, selvom det er lidt som at stille sig ret så nøgen frem, hvilket heller ikke ville falde i alles smag, og det er jeg fuldt ud opmærksom på også gør sig gældende for podcasten. Og det er eddermame skræmmende. Jeg har sjældent været så nervøs omkring noget jeg har lavet, og har hele natten været skiftevis spændt, glad, stolt, bange og nervøs.

Da klokken var lidt i 5, slog jeg øjnene op og blev ramt af noget, der bedst kan beskrives som en form for moralske tømmermænd. Jeg kan sgu da ikke udgive dét! Det er slet ikke godt nok. Det er for sjusket, for følsomt, for meget. Det går sgu da ikke!

Så kom jeg i tanke om ordene i går aftes.

Du er modig.

Og ja, det er jeg. For som flere af jer mindede mig om i det her indlæg, er mod jo netop at turde gøre noget, der føles skræmmende og som potentielt kan floppe. Så jeg fandt det igen. Modet. Og så må det briste eller bære. Det er i hvert fald udgivet nu.

Første afsnit ligger klar på Podimo.

Krøllet kærlighed.

REKLAME FOR GROHE

Man har så mange forestillinger og planer, når man flytter ind i et nyt hus, og måske i særdeleshed i et renoveringsprojekt som det vi har stået i de sidste snart to år. Hvad der så ofte sker, eller i hvert fald er sket for os, er at man henad vejen, jo længere man når, og særligt når man lever i det, ændrer mening eller bare ser nye muligheder. Intet, næsten, er blevet som vi først havde forestillet os. Og vi har sadlet om SÅ mange gange, hvilket til tider er helt forfærdeligt stressende og andre gange virkelig sjovt og fedt, ligesom med så meget andet i proces byg-et-nyt-hus-ud-af-et-gammelt-hus. Der er ingen tvivl om at samlingspunktet i vores hus er vores køkken, der fylder næsten hele underetagen, og som tidligere var en udestue, et køkken, to entréer, et bryggers og et badeværelse. Der er med andre ord blevet væltet en del vægge, gravet en masse ud, og støbt gulv på ny. Kæmpe arbejde, kæmpe fedt resultat. Lige ude foran det køkken, har (havde) vi en overdækket terrasse, der hænger sammen med vores anneks, der også har fået en ordentlig omgang, og den terrasse har vi fået lov til at lave til et lukket rum. Så der er blevet lavet gulvvarme, brandmur, tag og vi har bestilt to store vinduespartier, der kan åbnes helt op, så vi om sommeren fortsat kan få en fornemmelse af at sidde udendørs, da det er der vi altid ender, når vi har gæster, uanset årstid. Som en ekstra feature i det rum, der engang var en terrasse, har vi lavet en lille satellit til vores køkken – der som I nok ved, allerede er inddelt i forskellige “afdelinger” hvilket for andre måske ville være pisse irriterende, men for os er helt genialt, fordi vi er så mange, at der i tidligere køkkener vi har haft, ofte er gået lidt banegård i den, og på denne her måde, er der bedre plads til at man kan lave forskellige ting, men stadigvæk være sammen – Den satellit har vi lavet af en gammel kommode, som hørte med huset og som vi længe har været i tvivl om, hvad skulle bruges til, men som Michael i starten af sommerferien besluttede skulle være et køkkenmøbel. Og det blev det, og det er blevet skidefedt og flot! Hele møblet inklusiv vasken har vi (jeg siger vi, jeg mener Michael) selv lavet, og jeg er virkelig glad for og imponeret over resultatet.

Hvad jeg også er glad for, faktisk decideret oppe at køre over, er vores nye vandhaner, der i den grad er med til at løfte møblet og rummet en gigantisk tak op. Det er nemlig ikke bare almindelige vandhaner, som dem man kender. De er fra GROHE og der er to af dem. Den ene, den der hedder GROHE Blue, fungerer både som en næsten helt almindelig vandhane, bortset fra at den også kan levere iskoldt vand OG danskvand (!) sidstnævnte vækker stor glæde hos særligt manden jeg deler efternavn med og vores drengebørn. Pigerne og jeg deler ikke helt samme begejstring over det med brus i drikkevarer (på nær måske lige øl for mit vedkommende, men sådan en vandhane er nok for meget at forlange).

Tilgengæld er jeg fuldstændigt blæst bagover af den anden vandhane, nemlig GROHE Red hanen, der sørger for, at jeg kan få kaffe på få sekunder, at jeg kan koge pasta væsentligt hurtigere og nærmest bedst af alt, har kunne fyre den elkedel, der sammen med vores sodavandsmaskine i øvrigt, har taget så meget bordplads fra vores smukke smukke køkken. Væk med dem og ind med vandhanerne, og så endda i det rum, hvor vi oftest har gæster.
Det er helt perfekt og ærlig talt skidehamrende blæret.
Jeg ville så gerne vise jer rummet helt færdigt og skarpt, men vores dørpartier er simpelthen ikke færdige før i næste uge, så det må I have til gode. Men møblet, og vandhanerne dem skal I ikke snydes for, for se lige, altså!!

Køber i GROHE Red og Blue vandhanerne (eller bare en af dem) igennem dette link og bruger koden sneglcille får I et s-size filter med i købet til en værdi af 539,- (udløber d. 30. november) – Derudover får I et cashback på installationen på 750,- (I sender en kopi af jeres vvs-regning til Grohe, som returnerer 750,- Dette gælder året ud – Læs evt HER)

En gigantisk anbefaling fra både mig og min familie i hvert fald. Hold op, de er fede at have!

Jeg går virkelig ind for, at vi taler højt om følelser, og jeg går gerne forrest og fortæller om mine. Noget der gentagne gange har gjort at jeg er blevet kaldt modig, og det har gjort mig glad og stolt, og givet mig lyst til at tale endnu højere om dem. Både de rare og gode, men også de andre – dem der gør ondt, og som kan medbringe sorg og skam. Jo mere jeg har delt, jo nemmere har det været, at gøre igen, og mit mod er vokset fra gang til gang og skriv til skriv. Jeg skal altid tage tilløb, og det er altid med et hurtigt bankende hjerte og svedige håndflader, at jeg udgiver det. Og i timerne efter er det umuligt for mig at åbne mine kommentarer. Så helt modig er jeg alligevel ikke. Men overordnet er dét, der jeg føler, at jeg har en styrke som fortæller. Lige indtil for nyligt. Jeg kan ikke finde modet. Og jeg vil jo heller ikke tvinge det frem. Det kan jeg i øvrigt heller ikke, tror jeg. Jeg er skide bange for, hvad der tænkes om mig, hvad folk siger bag min ryg, og det spænder ben for alt det jeg gerne vil fortælle om. Suk mand!

Et eksempel; Længe har jeg gerne ville fortælle min og Michaels historie. Sådan rigtigt. Mere end gennem blogindlæg. Jeg skrev jo faktisk på en bog om det hele for nogle år siden, men trak stikket halvvejs inde i projektet. Det føltes nemlig helt forkert da jeg stod i det – Og jeg har ikke fortrudt den beslutning et eneste sekund siden. Men lysten og behovet for at udgive et eller andet, er ikke gået væk. For det ER en skide god historie med mange facetter.
Derfor besluttede jeg for nyligt at indtale den. Det er blevet til en podcast, eller rettere sagt, en lydfil, der bare ligger og venter på, at nogen (ja, altså nogen er mig) tør at sende den til udgivelse. Jeg forstår ikke hvorfor, eller det er løgn – Selvfølgelig forstår jeg hvorfor, jeg synes det er svært, men jeg forstår ikke, hvor det der mod er blevet af.

Det er der nok et sted, og indtil da har jeg jeg besluttet mig for at stoppe med at overtænke det, lukke øjnene og sende den afsted. I hvert fald har jeg netop klippet den færdig – Første afsnit (og er SÅ træt af at høre på min egen stemme nu). Der er i min story i dag en ultra kort smagsprøve, hvis man er nysgerrig på den, og ellers rammer første afsnit, om alt går godt, Podimo i løbet af næste uge.

For nu en del år siden udgav jeg et indlæg om en upædagogisk brownie. Et indlæg jeg ved mange af jer, der har fulgt med længe, kan huske. Det kan jeg også selv, for siden dengang er det blevet til en hel del af den slags, og i dag var en af de dage, hvor den skulle i spil. Kagen. Og jeg kom derfor i tanke om førnævnte indlæg.

Jeg har selv haft en virkelig sjov og god dag, hvor det lykkedes mig næsten helt at glemme alt det jeg ellers går og bakser med for tiden. Det var tiltrængt og helt vidunderligt, at få lov til at lave noget sjovt og lidt anderledes end jeg plejer. En masse af mine kollegaer og jeg har nemlig hyret Michael til at tage nye portrætbilleder af os, og jeg tog derfor med ham på arbejde i dag (eller også tog han med mig). Jeg elsker virkelig at stå foran et kamera, hvilket ellers overhovedet ikke passer til den side af min personlighed, der helst vil observere og ikke være for meget i fokus, men når lamperne er tændt og blitzen kører, så er jeg på, og jeg elsker det. Det tager mig tilbage til en tid jeg nogle gange savner, min tid som model. Jeg ved godt, at det ikke lyder så charmerende, sådan at holde af at gøre sig til. Men det gør jeg altså, og det fik jeg lov til i dag, og så endda i selskab med nogle mennesker jeg virkelig godt kan lide.

Vi kom lidt for sent igang med dagen, og derfor også lidt senere hjem end først antaget, og vores børn fik derfor en længere dag end planlagt. Det sker ind imellem, og for det meste kan det slet ikke mærkes på de kære børn, når man kommer oksende helt prustende og svedig for at hente dem. Men i dag var anderledes, og min ellers gode og sjove dag, føltes slet ikke sjov mere. Uma var stille og sky (Uma er aldrig stille og sky) og Loulou var ked af det og træt. Jeg fandt overskuddet og tålmodigheden frem og tog alle de små og store nedsmeltninger fra en for tung rygsæk, et ellers glemt myggestik og til et irriterende hårspænde med masser af ro og tid (og highfivede mig selv hele vejen igennem – Jeg er kæmpe fan af, når jeg er den mor! For det er jeg slet ikke ofte nok), og da de var proppet op i cyklen begge to, cyklede jeg en anden vej hjem, den forbi bageren, hvor vi hentede hindbærsnitter, og trak resten af vejen hjem og kiggede på fugle og trætoppe. Aftensmaden blev en skål yoghurt, og dernæst stod den på skumbad, lydbøger og putning i min seng, hvor de nu begge sover selvom klokken ikke engang er 19:00, hvor de normalt er på vej i seng.

Og pludselig var dagen blevet god og sjov igen, for alle aldre.

Jeg er lidt for god til at give mig selv høvl for de gange, hvor jeg er kort for hovedet, ikke er rummende nok, tålmodig nok, eller taler ud igennem tænderne og vrisser, omvendt anerkender jeg heller ikke nok, når jeg er en helt almindelig god, sød og sjov mor midt i al logistikken og trivialiteten, og ej heller på dage som i dag, hvor jeg muligvis burde droppe kagen inden aftensmad eller i det mindste diske op med noget ordentlig aftensmad, noget jeg tidligere nærmest kunne skamme mig en lille smule over, når skete, men som jeg med årene og børnene har lært netop hiver point ind på alle konti. Børnenes, overskuddets og min egen. Kram og kage er nogle gange det eneste rigtige. Så tager vi grøntsagerne og pædagogikken en anden dag.