Archive for category: Ikke kategoriseret

• Er jeg så TRÆT af at næsten alle vegetariske alternativer skal smage enten af rød peber eller spidskommen. Der findes nærmest ikke pålæg, fars, salater, sandwich m.v. med andre smage.
• Var hedebølgen i 2018 allerede i fuld gang på nuværende tidspunkt, og jeg har det lidt stramt over hvis nuværende vejrsituation skal lægge stilen for 2020s sommervejr.
• Hænger sladder mig så langt ud af halsen. Det er altid noget, jeg har haft svært ved og som jeg prøver at holde mig langt ude af, men nu, når jeg selv er sådan en man sladrer om – Jeg forstår det godt i øvrigt – Er det ekstra ubehageligt.
• Er min appetit fortsat fuldstændig ødelagt, men jeg har fundet ud af, at jeg næsten altid kan spise pizza med spinat og hvidløg, og knækbrød med hummus, så det er nærmest det jeg lever af. Og så vin. Ret meget vin.
• Har jeg været i kontakt med en coach. Det er ikke min første gang, men for første gang rykkede det ved noget. Hun mener blandt andet, at jeg bør brande mig mere på mit rigtige navn og mindre på Sneglcille. Den tygger jeg stadigvæk på. Men det giver god mening i forhold til nogle af de drømme jeg har omkring bogudgivelser, radio/podcasts osv. Bloggen kommer aldrig til at skifte navn. Aldrig.
• Drømte jeg i nat om en lodden pingvinunge, jeg skulle passe. Det gjorde så stort indtryk, at jeg flere gange i dag, har taget mig selv i et kort sekund at tænke over, hvor den mon er.
• Har jeg fået slået en helt genial funktion til på min telefon, sådan at numre jeg ikke kender, ikke går igennem. Smart i forhold til de mange mange telemarketing sælgere jeg normalt taler med i løbet af en uge, ikke kan komme igennem, ret irriterende i forhold til de få arbejdsrelaterede opkald, der nu ikke kan nå mig. Hurra for mails.
• Sagde min fem årige til mig den anden dag, at hun føler hendes liv er en scene. Hun er det mest teatralske jeg kender, så det giver virkelig god mening.
• Har jeg sat pigernes tvillingeklapvogn til salg. Og selvom de ikke har brugt den i over et år, føles det alligevel meget definitivt og melankolsk at gå af med den. (sig til hvis du er interesseret. Det er en Bugaboo Donkey klapvogn. Brugt og ikke i verdens bedste stand, men den kører)
• Prøver jeg at vende min nuværende situation til noget spændende, godt og brugbart, fremfor det skræmmende og usikre det også er. Jeg er ret god til det – Det meste af tiden.
• Er jeg begyndt at benytte mig af talebeskeder fremfor sms’er. Ikke altid, men de der gange, hvor man ikke har hænderne fri, og normalt tænker “Den svarer jeg på senere” (hvilket jeg aldrig gør). Det er ret hyggeligt og nemt med sådan en lydfil, selvom det føles lidt skørt de første par gange, man gør det.

Anbefalinger er tilbage. I dag en selvudviklingsbog (!) – En kogebog og en Netflix serie …

Lydbog:

Jeg har nærmest læst alle bøger om selvudvikling igennem det seneste års tid, og føler mig efterhånden ret godt rustet hvad al den slags angår. Der er særligt en bog, som jeg nu er i gang med at læse, eller lytte til for anden gang, da det er den første af sin slags, der virkelig rykkede noget hos mig og mit til tider overtænkende sind. Den hedder ‘Dit selvhelbredende sind’, og tager udgangspunkt i noget der hedder inside/out -forståelsen (der findes virkelig meget læse- og lyttestof omkring det, og det er mega interessant, synes jeg). Nu anbefaler jeg bogen til alle på min vej, og nu også jer. Jeg har hørt den på Mofibo (Reklame: jeg har stadigvæk et link der giver 30 dages gratis adgang, hvis du signer up inden 1. juni. Det er det her. Bemærk at jeg får et beløb pr sign up. Og tak, hvis i benytter jer af det i øvrigt. Det betyder rigtig meget for mig – og min økonomi ikke mindst)
Kogebog:
For nogle uger siden fik jeg tilsendt kogebogen ‘Vegetarisk i aften?’ som Camilla bag bloggen og instagramprofilen Vegetarisk hverdag har skrevet. Den har ligget i et hjørne på mit køkkenbord lige siden, da mine kulinariske udfoldelser for tiden ligger i den helt primitive ende og min egen appetit ikke er eksisterende, men for et par aftener siden hev jeg den frem for første gang og bladrede løs, og jeg tør godt give den en kæmpe anbefaling allerede. Der er så mange gode retter i, og jeg glæder mig til at prøve kræfter med dem, når min sult og madlyst kommer tilbage. Well done, Camilla. Den kan vist købes hos Camilla selv, og i flere bogbutikker.

 

Serie:

The last Dance på Netflix – Miniserie om Michael Jordans karriere. Jeg ved godt, det ikke umiddelbart lyder som noget man bare skal se. Men jeg er fuldstændig opslugt af den, selvom jeg ved ingenting om Baskeball og i det hele taget giver nul fucks for sport.

Det er sådan en mærkelig tid lige nu på alle måder, og jeg skifter imellem at være ovenpå og helt vildt optimistisk, til at være stille, mut og en kæmpe udånding for alle omkring mig. Det er ok, det ved jeg. Men jeg har sjældent haft så meget lyst til at trykke på fast forward og få alt overstået og ordnet i et ruf, og så leve videre derfra. Det kan man selvfølgelig ikke, og hvis man kunne, ville det selvfølgelig heller ikke være optimalt, for det er jo alle mellemregningerne, der får hele lortet til at gå op. Jeg ved det, og jeg minder mig selv om det på daglig basis.

Men hvad skal der så ske nu? Som jeg tidligere har givet udtryk for, kommer jeg ikke til at gå i detaljer omkring særlig mange ting herinde, slet ikke imens det står på, hvilket det lader til, at I både forstår og respekterer – Og igen jeg kan ikke takke jer nok for al den kærlighed og forståelse, I har udvist.
Men der hører jo mange ting med i kølvandet på sådan en kæmpe beslutning som jeg er sikker på at mange af jer, der selv har været i samme båd, eller er på vej ud på den, kan genkende.
Jeg kan slet ikke overskue det, og ved heller ikke helt, hvor jeg skal starte. Der er så meget der skal afvikles, ordnes og fikses, samtidig med at jeg skal håndtere mine egne følelser og min sorg i det hele.
Min to do-liste bliver længere og længere og jeg aner ikke, hvor, hvornår eller hvordan jeg skal gribe den an. Af de helt tunge punkter, kan jeg nævne, at jeg med tiden skal finde en lejlighed i Hornbæk, og ideelt (og utopisk) et sted i København også, så jeg ikke behøver pendle frem og tilbage de dage jeg alligevel kommer til at drukne mig selv i arbejde og aftaler. Huset skal (nok) sælges. Skilsmissen skal gå igennem. Alt, eller noget i hvert fald, skal deles op. Og. Så. Videre. Nogle ting er der allerede en holdbar plan for, andre og mange ting er uvist, og jeg kan for alvor mærke, hvordan jeg i virkeligheden er langt mere kontrolmenneske end jeg var klar over. Eller, fuck kontrol-delen, jeg er nok bare menneske. Det løser sig, det bliver godt, jeg ved det, jeg ved det. Jeg. Ved. Det. Men derfor får jeg stadigvæk åndenød til tider.

Jeg priser mig lykkelig for at jeg ikke oveni alt det her, skal deale med uoverensstemmelser, konflikter og uvenskab med Michael. Og jeg sender alle jer med den slags i jeres regnestykke så ufattelig mange tanker. Skilsmisse er eddermame ikke for sjov.

Vi har ikke travlt med at eksekvere deleordninger og alt det, der desværre hører med i den situation vi står overfor lige nu.

Lige nu minder hverdagene om det vi plejer og som børnene kender. Vi er begge lige meget på børnene og aftaler fra uge til uge, hvordan vi gør, alt efter arbejdstider, planer m.v.

Det flasker sig lige nu sådan, at vi har to arbejdsdage hver uden bagkant, hvor den anden er 100% på børnene, og når det bliver torsdag tager den forælder, der skal have børnene den weekend helt over. Således drog Michael og børnene afsted torsdag eftermiddag i sidste uge, på weekendtur hos børnenes farmor, og så stod jeg der. Med tre aftener, nætter og dage alene. Helt. Alene.

Noget jeg har haft hede fantasier om i noget, der minder om flere år, men bare ikke under de omstændigheder.

Jeg havde mange planer den torsdag. Arbejde, podcastoptagelser, øl med skønne mennesker…

Men.

Da min arbejdsdag sluttede og jeg skulle til at pakke mig selv sammen og tage til København, kom jeg til at mærke, hvordan jeg havde det, og så ramlede hele lortet, og jeg så mig selv udefra, hulkende på mit stuegulv.

Med en veninde på sms, og den smule fornuft jeg kunne finde frem, besluttede jeg at aflyse alt den eftermiddag og aften (det er den sande forklaring på mit fravær i Fjernsyn for mig-podcasten, i øvrigt)

Efter hvad der føltes som timer, men nok kun var en enkelt, med rastløshed og tuderi, rejste jeg mig, klædte mig i noget blødt og gik ud i regnen. Først en lang tur med hunden, så på pizzeria og bestille lige det jeg havde lyst til (pitabrød med falafel og ekstra hvidløg, og pomfritter) og så i Brugsen også for at indkøbe, hvad jeg ville. Det er åbenbart musli, vindruer, avokado og knækbrød, der gør det for mig. Den del kan jeg nok godt lige øve mig lidt på at gøre mere rock n Roll.

Hjem på sofaen.

Og så gik aftenen med at græde snot på den helt grimme, men rensende måde, skrive følelser ned, og se mange mange afsnit Master Chef Australien (genialt fjernsyn, når hjernen skal koble af), og så tidligt i seng.

Dagen efter var jeg noget mere frisk og mit sind mere lyst. Dagen brugte jeg på at gå tur, vaske tøj, en lang snak med min stedfar, træning, støvsugning, arbejde, et langt bad og så gjorde jeg mig pæn, med både make up og en hæl. Jeg skruede op for musikken og fik selskab af en veninde. Vi delte tre flasker vin og hørte høj 90’er rnb (hej naboer!)  – og jeg spiste efterfølgende en kæmpe portion pasta i min seng, helt fuld, topløs og ret ensom, dog med nok selvironi til et solidt grineflip over mit lidt sølle, og på en måde totalt kliché, selv.

Lørdag gik med en smule ondt i håret, telefonsamtaler med veninder, endnu lang lang gåtur langs vandet, mere Masterchef AU, lidt flere tårer, alt for mange tanker, og ikke nok søvn.

Søndag fik jeg ryddet op, handlet ind og gjort klar til den store hjemkomst.

Gensynsglæden var stor, selvom mine børn ikke havde savnet mig – Sagde de. Og det gjorde mig faktisk glad. Mit eget savn kan jeg rumme, deres ville næsten være for svært at have inde i mit sprøde lille hjerte lige nu.

Første gang er den værste gang, har jeg hørt. Spørg mig igen om 14 dage om det er sandt.

Første weekend med børn:

Fast forward til nu.

I denne weekend var rollerne så vendt, og jeg var den heldige, der skulle være sammen med børnene.

Fredag var helligdag, så vi havde en rolig morgen og en dag med oprydning på værelserne, puslespil, stor frokost og danseshow – Og så blev det også dagen hvor jeg, noget tidligere end planlagt, delte nyheden om skilsmissen med alle jer og Instagram – Sjældent har jeg været så nervøs. Uden grund skulle det vise sig, for jeg fik igen igen igen bekræftet, at jeg har de mest empatiske, kærlige og ordentlige følgere. Næsten 4000 reaktioner/beskeder/kommentarer er strømmet i vores retning med alt fra hjerter til personlige beretninger (så rart ikke at føle sig alene i det her), tilbud om kaffeaftaler og gæsteværelser, og udelukkende gode tanker.

Det slog totalt bunden ud af mig (og af Michael) – og fredag aften kom han hjem  for at være i det hele med mig. Virkelig rart, og virkelig sigende for vores situation, der er alt andet end grim, omend svær.

Lørdag, i går, gik mest med leg i haven – Michael “fik lov” til at snuppe de to yngste med på en gåtur med noget familie, imens jeg preppede aftensmad, og da de kom tilbage, tog Michael igen afsted, og børnene og jeg spiste tidlig aftensmad, tømte slikskabet og så Cirkus Summarum under dynerne.

Da alle børn sov på deres værelser, satte jeg mig ud i haven, alene. Vi bor et sted i Hornbæk, hvor der sjældent er helt stille, og det elsker jeg, men i går føltes det som om at der var mere roligt end normalt. Hvilket udelukkende var en følelse, for naboen havde gæster i haven, sommerhusbeboere var I stimevis på vej ned til solnedgang på stranden, toget bimlede og kørte som altid et par gange i timen og der var ikke en skid stille, men i brudstykker var det bare mig og fuglene. Jeg havde en lang telefonsamtale med en jeg savner, inden jeg indtog sofaen og catchede op på min ultimative Guilty pleasure: The Real Housewives.

Nu er det søndag morgen, klokken nærmer sig 8, og vi har været oppe i et par timer allerede. Ramasjang kører i baggrunden, pigerne tegner, Otto og hunden øver tricks, og jeg er på min anden kop kaffe. Snart gør jeg klar til dagens anden omgang morgenmad, og så tror jeg vi skal et smut på stranden. Senere er Michael tilbage, og hverdagen banker endnu engang på. En hverdag, der er ny, men som vi alle nok skal lande fornuftigt i. Børnene trives, og så skal vi voksne nok også komme til det.

Tak for al jeres støtte, forståelse og den fine behandling fuld af respekt og omsorg for vores situation.

En ny uge er i gang, og mit mandagsindlæg mangler. Det er ellers et af mine yndlingsindlæg at skrive, men i går gik op i regnskab, børn og gæster, og nu er det tirsdag. Faktisk er tirsdag også snart gået. Eller arbejdstiden er, for om halvanden time skal jeg hente børn. Dem der er afsted altså. Otto har scoret sig en sej og rusten hoste, så han må selvfølgelig ikke komme i skole, men pigerne er friske, glade og afsted på nu anden uge. Det fungerer hamrende godt! Det har aldrig været nemmere at aflevere og hente, og de er glade og drøn trætte, når de kommer hjem. Fra næste uge starter også jeg op under lidt mere normale vilkår, da mit kontor så småt åbner op igen. Det bliver så godt. For mit sind, min arbejdsmoral, min kreativitet, det hele. Jeg glæder mig.

Jeg skrev et opslag på instagram for et par dage siden, hvor jeg endnu engang italesatte min noget manglende tilstedeværelse på diverse medier, heriblandt her på bloggen. Jeg blev bekræftet i, at langt langt de fleste forstår, at det er sådan engang imellem og det var virkelig rart – For selvom jeg godt forstår de små stikpiller der ind imellem lander hos mig, samt det dalende følgertal, gjorde det alligevel noget godt, at få sat ord på, og at læse de mange kloge og opbakkende kommentarer dertil. Tak.

I sidste uge skulle jeg have lavet en masse lyd, blandt andet Fjernsyn for mig – Det afsnit er ude nu, og nogle af jer har måske luret, at jeg ikke var med. Jeg måtte aflyse i næsten sidste øjeblik, da logistikken og humøret satte flere forhindringer op for at nå med. Pisse ærgerligt, men sådan må det være. Det er i det hele taget noget jeg er begyndt at gøre mig meget mere i, det der med at mærke efter og have fokus på det, der er vigtigst. Det er ikke nemt, for nogle gange kan jeg komme helt i tvivl om, hvad fanden det nu lige er der er vigtigt og vigtigst, men det er nok en del af den proces.

I denne uge arbejder jeg hjemme (stadigvæk), og jeg har indtil videre nul møder og håber at det kan forblive sådan, så jeg kan komme helt ned i gear, få malet vore trappeopgang, vores paneler og nyde den sidste uge i lockdown-land.

God tirsdag, god uge, tak fordi I læser med <3