Jeres søndagsanbefalinger: Film

/27 Kommentarer/i /af

I går skrev jeg ud på Instagram og bad om filmanbefalinger, da vi ind imellem kører lidt død i vores serier og hellere vil se en film. Men når det sker, ved vi aldrig, hvad vi skal se. At vi har vidt forskellig smag i film er også en forhindring. Jeg kan godt lide komedier og romance, min mand kan godt lide sådan noget med riddere og sværd. Men vi kan mødes i Thriller-genren, som vi begge er til. Jeg er også ret pjattet med gys, men har skruet ned for det efter jeg har fået børn. Er simpelthen blevet en bangebuks.

Nå, men forslagene væltede ind og jeg har samlet dem som vi har skrevet ned på vores must see liste. Der er her næsten udelukkende drama og thriller, så fyr den endelig af i kommentarfeltet, hvis der mangler nogle, eller hvis der er film i andre genre man skal se. Og også meget gerne hvor de kan streames.

Here goes, jeres insta-anbefalinger:

The Gift (Netflix) Den så vi i går, og var fint underholdt. En thriller med et par gyseragtige scener.

Prisoners (Viaplay) Ville vi gerne have set, da den ligger højt på Imdb og har et godt cast, men efter at have læst hvad den handler om, blev vi enige om at vores forældrehoveder ikke kunne holde til det.

Kvinden i toget (Viaplay) – Jeg har læst bogen og er en af dem, der faktisk synes at det er en god historie. Jeg har på fornemmelsen at filmen ikke helt lever op til mine forventninger og så frygter jeg virkelig, uden at spoile for meget, scenen i badekarret, der i bogen fik mig til at tude helt uhæmmet. Men jeg kan jo spole. Vil i hvert fald gerne se filmen snart.

The Imposter (Netflix, måske) . Vil SÅ gerne se denne her dokumentar, der handler om en amerikansk teenager, der efter sin bortførelse nogle år senere dukker op igen. Måske. Men den er ikke længere på Netflix. I hvert fald ikke den danske. Forhåbentlig kommer den tilbage.

It Follows (Netflix) – Gyser, der skiller vandende en hel del. Der er dem, der siger den er genial og mega uhyggelig, og andre, der synes den er skod og alt andet end uhyggelig. Jeg må hellere finde ud af, hvad jeg synes også.

The Drowning (Netflix) – Jeg har det rigtig svært med Julia Styles, der har hovedrollen i denne her (jeg ved ikke hvorfor jeg har det sådan, Sandra Bullock og Adam Sandler har samme effekt på mig), men historien lyder spændende, så giver den sgu et skud. 

Lion (??) – Virkelig mange anbefalede denne her, men jeg kan simpelthen ikke finde den … Men holder skarpt øje.

The Discovery (Netflix) – Har jeg kigget på et par gange, og synes det lyder som et spændende plot. Er bare i tvivl om jeg har set for meget How I met your mother, til at kunne se en hel film med Jason Segel/Marshall.

… Det er dem vi har i kikkerten lige nu, men der var mange mange flere i kommentarfeltet på Instagram, så kig også der, hvis I vil. Og igen byd endelig ind herunder. Måske vi skal kigge på komedier næste søndag? …

Torsdagen hvor ingen nåede noget, og chokoladesmagning live

/11 Kommentarer/i /af

Min mand er taget til Jylland for at arbejde. Bare et døgn, og han er hjemme igen sent i aften. Jeg lå vågen i nat. Synes pludselig at der var lyde i lejligheden jeg aldrig har bemærket tidligere. Måske nogle lidt uhyggelige lyde, der kombineret med vejarbejde-larm og de orange blink fra gaden, gjorde at jeg ikke kunne finde ro.
I morges stod vi op klokken 6. Jeg følte mig tømmermændsramt på grund af den sparsomme søvn, men fik kastet en kaffe i halsen mens jeg lavede havregrød og gjorde klar til dagen. Alt virkede normalt, selvom der godt nok var lidt stille om morgenbordet, og det viste sig at to ud af tre børn havde feber, så madpakken blev aflyst og jeg fik skrevet ud til henholdsvis skole og vuggestue at de ikke kunne forvente at se Uma og Otto i dag. Resten af havregrøden blev tryllet til cookies, gulvet i stuen invaderet af dyner, bamser og legetøj, Netflix blev tilladt, og selvom jeg flere gange tænkte at NU var der ro til at få presset et par arbejdsopgaver ind, var der konstant én, der havde brug for en arm at ligge i eller et glas fra øverste hylde. Nu er dagen gået. Jeg har intet nået. Ingenting.
Heldigvis er børnene i bedring. De to yngste sover, mens den ældste læser Anders And blade, inden jeg om lidt slukker lyset og siger godnat til ham også, og SÅ går jeg live på Instagram. Det er længe siden sidst, og i dag har jeg en helt særlig anledning. Det er nemlig lykkes mig at finde en plade af den der Kims chokolade med snack chips i (!), som deler vandene på de sociale medier for tiden. Jeg synes personligt ikke det lyder tosset, og er i forvejen ret glad for kombinationen af chokolade og salt, og chips giver mig altid lyst til chokolade og omvendt, så dette kunne være den helt rette mellemting. Det kan også være, at det er noget underligt lort. Det finder jeg ud af om lidt når jeg smager. I kan være med, hvis I har lyst. Det er på min Instagram ved 20 tiden.

God aften til jer <3

… When in doubt: Gin & Tonic

/9 Kommentarer/i /af

INDLÆGGET ER SPONSORERET AF SCHWEPPES

I sidste uge var jeg inviteret til Schweppes Drink Lab, hvor seks barer konkurrerede mod hinanden i at lave den bedste drink. Det var en vildt skæg oplevelse med god stemning og selvfølgelig en masse drinks – Ret opløftende på en ellers almindelig og regnfuld torsdag. Vinderdrinken blev mixet af et sæt smukke kvinder fra en af mine yndlingsbarer, nemlig Lidkoeb, og selvom jeg personligt havde sat min stemme et andet sted – Ikke fordi at vinderdrinken ikke var god, det var de alle, men fordi at jeg er en sucker for sure drinks, og det kan man ikke sige at den chokoladefyldige tequila cocktail der vandt var.

Med mig hjem fik jeg mit eget drink kit, bestående af en åååndssvagt god gin (Geranium), en masse udstyr (shaker, en laaaaang ske og et målebæger) og selvfølgelig drinkmixers i lange baner. I dette tilfælde tonic. Både den klassiske og en version med hibiscus, der har den fineste lyserøde farve og en diskret smag af, hvad jeg kun kan tro er hibiscus (fun fact: Jeg har en hibiscus-blomst tatoveret på ribbenene).

Schweppes har bedt mig om at lege drink lab herhjemme, og jeg havde store ambitioner, men for at være helt ærlig, er jeg bare ualmindeligt glad for G&T, uden for meget halløj, så sådan blev det. Jeg har nu alligevel givet den et lille diskret twist i form af førnævnte hibiscus tonic og, hvad der for mig er en selvfølge i G&T, nemlig peber og agurk. Til sidst lidt mynte, men mest for show, da grøn er så pænt til lyserød (men hvad er ikke pænt til lyserød?). Intet banebrydende eller selvopfunden, men klart hvad jeg foretrækker. Hibiscus smagen er meget diskret som sagt, men med gin, peber og agurk er det helt perfekt på en helt almindelig, men regnfuld onsdag eftermiddag. Byd endelig ind med jeres yndlings G&T-versioner, eller drinks i det hele taget. Jeg elsker at høre om hvad andre foretrækker.

Til denne lyserøde G&T har jeg brugt:
Isterninger
2 cl gin (havde det været weekend, var der nok røget 2 cl mere i)
2 skiver agurk
Friskkværnet peber
Schweppes Tonic Hibiscus premium mixer

Pynt: Mynteblade

At være mor til flere

/13 Kommentarer/i /af

Det var for mig en overvældelse og omvæltning at blive mor første gang, anden gang knap så omvæltende, men stadigvæk nyt. Tredje gang. Ja, hvordan var og er det, og hvordan føles det, når der pludselig er flere børn end voksne derhjemme? Jeg ved godt at jeg ikke taler for alle og at rigtig mange hviler i det hele fra dag et, samt at andre synes det er langt sværere end jeg har gjort, og det er på ingen måde for at underkende, at det sagtens kan være anderledes, på godt og ondt, end hvad jeg har oplevet. Det er udelukkende for at sætte nogle ord på min oplevelse, og sige det højt, sådan at andre i samme båd måske finder noget ro i, at jeg også har gennemgået en masse følelser i hele proces baby nummer 3.

Ærlig talt, ikk, da jeg først fandt ud af at jeg var gravid sidste år, gik jeg en anelse i panik. Vi havde lige lukket den. Vi skulle ikke have flere børn. Jeg var lige gået fuldtid med bloggen, og havde netop startet Andedammen op, min mand havde lige været syg. Der var ikke mere tilbage på overskudskontoen, MEN jeg kunne mærke at det skulle vi bare finde plads og tid til, for lysten var der. Det kom bag på mig at beslutningen var så nem da vi først sad med de to streger, men det var den. Overvældende, skræmmende og alt muligt andet også, jo jo, men der var ingen tvivl.

Alligevel kunne jeg mærke af andres overraskelse og til tider lidt for åbenlyse skepsis omkring projektet, gjorde mig ked af det og satte en slags tvivl i gang. Er vi virkelig tossede? Kommer det til at blive så hårdt og overvældende som alle andre end vi gør det til. Jeg skrev lidt om de tanker i det her indlæg.

Efterhånden som graviditeten skred frem, gik det lidt mere stille for sig, både med andre folks meninger, eller også vænnede jeg mig bare til det, og som fødslen nærmede sig så jeg virkelig frem til at være mor til tre. At føde igen og at få en baby endnu engang. Sidste gang.

Loulou blev født og hvor gad jeg godt at sige, at alting bare gav mening derfra. Det var ikke helt tilfældet. Altså jo, vi var glade, selvfølgelig. Men. Vi skulle lande i det, finde hinanden og vores nye pladser, allesammen, og ærlig talt var de første uger proppet med alle følelser i hele verden – Også de svære. Jeg følte ikke at jeg slog til. Jeg kunne ikke være den mor jeg havde været og stadigvæk gerne ville være, for de andre børn, amningen virkede ikke, og jeg følte mig utilstrækkelig på alle fronter, som kone, mor, blogger, veninde – Hele vejen rundt kunne jeg kun være der halvt. Jeg var skiftevis ked af det og i ekstase, i en sådan grad at jeg blev helt bekymret for min egen sanity nogle dage. Alt det aftog lige så stille som dagene gik, og i løbet af få uger forsvandt ’skørheds’-følelsen og jeg hvilede ret meget i alt det nye – Nok fordi selve det at være mor var så velkendt en rolle, at der ikke som sådan var noget nyt og overvældende i det, altså udover det faktum, at jeg følte mig lidt slået hjem. Jeg var lige nået ud på ‘den anden side’ med Uma, og nu stod jeg igen med en lillebitte baby, en masse løs hud, hormoner ude af kontrol og en følelse af at være en anelse fanget. Et babyfængsel, hvor alle andre udover mig, kunne komme og gå som det passede dem. Nåhja, med en skrækkelig skyldfølelse og max dårlig samvittighed over at have det sådan.
Super konstruktivt. Følelsen af kun at være en halv mor, en halv kone, en halv veninde og en halv blogger fortsatte, og jeg måtte flere gange trække i bremsen og minde mig selv om at få prioriteterne på plads, droppe den dårlige samvittighed og være ét sted af gangen, frem for alle steder på en gang. Det hjalp, når jeg huskede det, og var (og er) noget ged, når det ikke lykkedes. Loulou gled ind i familien præcis som forudset, klassisk tre’er, men jeg gled ikke ind i rollen som jeg havde forventet. Det var ikke nemt at acceptere, og jeg var bange for at sige det højt. Men det gjorde jeg alligevel, efter noget tid. Sagde det højt. Til min mand, til en veninde. Og selvom det ikke hjalp på følelsen, hjalp det på humøret og mavepinen. Langsomt lettede den værste skyldfølelse, den dårlige samvittighed, og jeg begyndte at finde en ny balance og den der ro over hele linien, og ikke kun i det at være mor til en nyfødt.

Nu er Loulou et halvt år. Om fire dage. Tiden er i den grad fløjet, og alting ER blevet nemmere, rollerne er så småt kommet på plads, og følelserne er der næsten. Jeg begynder at føle mig mere som mig selv, i min nye titel som mor til tre, og jeg har sluppet følelsen af babyfængslet for længst. Der er stadigvæk udfordringer, og jeg føler stadigvæk nogle gange, at jeg træder vande uden at komme de steder hen jeg gerne vil, men alt i alt, er det hele blevet mere homogent og velkendt.

… Der er dage hvor jeg bliver helt overvældet over mit eget liv, og næsten tænker, hvad fanden vi havde gang i, da vi besluttede os for at få et barn mere, men så får jeg øje på dem, de der fuldstændigt vidunderlige fantastiske væsener jeg har skabt, og så tænker jeg, hvordan fanden jeg nogensinde har haft et liv uden dem.

To år senere

/5 Kommentarer/i /af

I morgen er det to år siden at vi sagde JA til hinanden på Københavns Rådhus. Jeg gad så godt at gennemleve det igen, og igen. For det var virkelig en af de bedste dage jeg kan mindes at have haft. (Læs alle bryllupsindlæggene HER, hvis du vil).

Men udover at hungre efter endnu en kærlighedsfest, kan jeg ikke lade være med at tænke tilbage på de to år der er gået. To år er jo ikke alverden, men jeg skal da lige love for at vi har fået oplevet lidt af hvert igennem de sidste 24 måneder. Alt fra en tur til Los Angeles, en lille slags honeymoon til Barcelona, en ubehagelig forskrækkelse, en podcast, sygdom, graviditet, en hjemmefødsel, et skoleskift, en flytning … Ja, virkelig mange ting, og pludselig virker to år som meget meget lang tid. Men for fanden det er gået stærkt.
Hvedebrødsdagene er i den grad ovre, og vi står midt i hverdag og virkelighed, leverpostejsdagene om man vil, men det kan sgu også noget. Vi er præcis som alle andre ægtefolk – Der er dage hvor vi er drønforelskede og fjollede, der er dage hvor vi er mere et makkerpar end kærester, dage hvor vi er korte for hovederne og vrisser af hinanden og dage hvor vi føler os heldigere end de fleste. Jeg elsker at være gift, og jeg elsker at være gift med min mand, hvilket er ret heldigt, da han vist også er ret pjattet med mig – De fleste dage altså.

To år. I morgen. … Og her ville jeg så gerne have vist jer vores bryllupsvideo, men den er desværre endnu ikke blevet klippet færdig, så i stedet er her vores version af en brudevals:

Intakt jahat og en ny uge, om lidt

/4 Kommentarer/i /af

Tak for de mange fine tilkendegivelser til mit forrige indlæg om den der fold selv-jahat. Mit humør og sind er er bedre sted allerede og jeg glæder mig faktisk til at tage hul på en ny uge, der byder på et fuldt program på den dejlige måde, med både bryllupsdag med min mand, bogreception for min veninde (forudbestil den HER – Jeg har også skrevet et par sider), arbejde og så skal Uma have befriet sin stakkels lille brækkede arm, der forhåbentlig ikke er brækket længere.

Jeg har sovet længe i dag, til klokken 9 sgu, og plejer lige nu min vin-hovedpine med krydderboller, tandsmør og cola i sengen, sammen med en pludrende baby. Solen står ind af vinduerne og Uma løber rundt og råber ‘Jeg er super vov vov!’.

Hashtag Lykkeglimt. Jahatten skal slet ikke foldes i dag.

God søndag.

Løsningen på den evige wifi-battle

/9 Kommentarer/i /af

INDLÆGGET ER SPONSORERET AF TP-LINK

I vores gamle lejlighed på Vesterbro var  vores wifi så vanvittigt langsomt og ustabilt, at vi var ved at gå ud af vores gode skind flere gange om ugen. Som blogger er internet pænt vigtigt, men særligt som fotograf, som min mand jo er, er det nødvendigt med hurtigt og stabilt net. Det var umuligt på Vesterbrogade. U-MULIGT. Selv at streame en film eller en tv-serie kunne være et projekt. Håbløst. Her i K, hvor vi bor nu er det noget bedre, thank god, men vi er stadigvæk udfodret. Særligt på dækningen. På børnenes værelse, der ligger længst væk fra der hvor routeren står, svigter det ofte til stor irritation for ja, børnene. First world problems hele vejen, men ikke desto mindre irriterende i længden. Derfor har jeg været virkelig spændt på at teste Deco M5 fra TP-Link, da de lover at løse det problem. Det har vi gjort i de sidste par uger. Men hvad er det så? Basically tre små hvide fiduser (!), på mere korrekt sprog Deco M5, der benytter en ny teknologi baseret på noget der hedder mesh-teknologi. Jeg har læst lidt op på det, og kort fortalt er det ‘bare’ at man ved hjælp af flere netværksenheder, fremfor én (ofte stor og grim) router, spreder dækningen udover sit hjem, ved hjælp af de små hvide enheder, dem jeg før kaldte fiduser. De ligner til forveksling små glatte røgalarmer og fylder heller ikke mere, så de kan let camoufleres fremfor det skrummel af en router vi har haft stående på køkkenbordet frem til nu, som vi efter at have installeret TP-Links Deco M5, har kunne rykke væk fra bordet og til et mere diskret sted, bag et skab i køkkenet.

Man placerer dem rundt omkring i sit hjem, og når man så går på nettet, hvad end det er fra telefon eller computer, eller tablet, sørger enhed og den fidus der er tættest på selv for at opkoble sig til hinanden, sådan at ens wifi er så stærk som muligt. Og det virker i den grad. Det har virkelig været en game changer herhjemme. Og opsætningen er noget nær det nemmeste, jeg har prøvet. Man sætter dem simpelthen bare i stikkontakter fordelt i sit hjem, downloader en app til sin telefon og så guider den igennem opsætningen med tegninger og alting. Ahmen, for fanden.

Vi har virkelig haft stor glæde af dem og det har gjort en stor forskel, som jeg tror at særligt jer med flere etager eller mange rum, eller bare dårlig dækning vil få stor glæde af. Prisen på TP-Link Deco M5 er i den tunge ende på omkring 2000,- plus minus et par hundrede kroner alt afhængig af hvor man kigger, men hvis man har problemer med dækning, eller er afhængige af stabilt og hurtigt net, som vi er det, er det uden tvivl pengene værd. Vi har ingen problemer haft med langsomt eller svigtende dækning siden vi opkoblede os systemet. Alt i alt seriøst varme anbefalinger herfra.
Læs meget mere om TP-Link Deco M5 HER

OBS! Deco M5 enhederne har jeg fået foræret af TP-link og indlægget er betalt. Ord og holdninger er aldrig købt.

Sådan folder du en jahat

/8 Kommentarer/i /af
I de her dage gennemgår jeg en krise, som er meget sværere at deale med, end jeg havde forventet, og  jeg har flere gange haft lyst til at kaste mig på jorden af frustration og det tror jeg også jeg ville have gjort for nogle år siden. Men der er sket noget i mig, som gør at jeg kan bevare en ro og et overskud, og jeg er virkelig stolt over at være nået dertil. Men det har krævet en helvedes masse nedture, og erkendelsen af at der tit kun er én ting, der kan få mig op igen. Og det er tit mig. Så NÅR jeg får nok, og føler jeg ikke kan længere, sætter jeg forventningerne ned, giver plads til at mugge og vrisse og hyle, og så prøver jeg igen. Det virker. For det meste.

Ovenstående følelse og tanker, fik mig til at tænke på, at det er sket mere end en håndfuld gange, at jeg er blevet spurgt om, af jer, hvordan jeg får vendt skidt til godt og gang på gang folder en imaginær jahat og får det til at fungere. Jeg er naturligvis glad for at det er det indtryk jeg giver, og det er da bestemt også noget jeg som sagt har øvet mig på og er blevet bedre til. M E N … jeg er absolut dronningen af pessimisme i rigtig mange situationer. Bare spørg manden jeg deler efternavn og dobbeltseng med. Dog er jeg faktisk skidegod til at vende pessimismen, når jeg er færdig med at vrisse, bande og sige nej en hel masse. Men for det mester skal vrisseriet og sortseer-følelsen lige op og vende. Spørg mig ikke hvorfor, that’s bare how I roll, åbenbart.

Men hvorfor og hvordan vender jeg det så?
Hmm. Følelsen i maven når det står på er ikke værd at hænge fast i, og jeg kan mærke at jeg selv bliver drænet, når folk på min vej udstråler opgivenhed og surhed. Jeg har selv gjort det. Meget mere end nu, både IRL som det hedder, og også her på domænet. Det sker da fortsat ind imellem, fordi at bloggen er mit outlet, og den der famøse ventil, hvor øjebliks-følelser bliver til ord som bliver til blogindlæg, som ofte kan få følelsen til at forsvinde, men indlæggene forbliver. Og det er fint. Jeg er ikke bange for at dele den side af mig selv, slet ikke.
Men for det meste er det alt der skal til, lidt vrisseri, et blogindlæg eller et opkald til en veninde, min mor eller min mand, og så går det i gang af sig selv, som oftest, andre gange skal jeg lige hanke op i mig selv, og tvinge den der ja-hat godt ned om ørerne. Andre gange har jeg bare brug for at gå og passe på det selv, være trist, overtænke det og græde ud i stilhed. Men jeg kommer ud af det igen, og oftest med noget nyt til livs-godteposen.

Der er nok ikke en opskrift på den proces det er at vende følelserne og situationen, og selv hvis der er, er den med garanti ikke ens for alle.

Der er dog tre ting jeg alligevel aktivt gør, når noget ser sort ud, er irriterende, eller går mig på. For det første giver jeg mig selv ‘lov til’ ovenstående, altså at skælde ud og være sortseer, bare lidt. Dernæst stiller jeg mig selv følgende spørgsmål: Er det surheden værd? Som oftest er svaret; Nej. Og hvad får jeg ud af at være sur? Igen er svaret her oftest noget ala: Ingenting. Udover dårligt humør og mavepine.
Og det tredje, helt simpelt: Find lyspunkterne. Eller, hvis der ikke er nogle lyspunkter, tænk udover det. Altså, hvordan kommer det her til at styrke mig, eller kan jeg lære noget af det, set i bakspejlet. Når jeg er ude på den anden side. For der er en anden side. Altid.
Og jeg har efterhånden erfaret, at selv når lortet brænder seriøst på, altså vi taler eksplosioner af lort og pis, skal det nok gå. Når det regner inde i bussen og alt er koldt og vådt, kan vi sikkert grine af det på den anden side. Børnene kommer sikkert til at tage minderne med sig og der er ærlig talt værre ting end regnvejr og våde sko.
Når nogen sårer mig, eller er pisse tarvelige, skal jeg holde mig bedre end at få hævn på tarvelig vis. Jeg nægter at lade den slags gå mig på længere.
Når jeg står i en krise, uanset størrelsen og omfanget, er det ok at græde det ud, være vred og ked af det, og ikke blive irriteret på mig selv over at føle den vrede og sorg, for det kan for mig rigtig ofte være mega selvforstærkende, og så er det en ond spiral af pis og bebrejdelse, der aldrig stopper. Giv lov, giv plads, og så er det om at rejse sig. Nogle gange med hjælp, andre gange kan og skal man gøre det selv. Og igen, det gælder sgu både når børnene ikke vil sove på tredje time og jeg er ved at springe i luften over det, eller når jeg mister noget og næsten ikke kan være i mig selv for smerte. Det skal nok gå. Jeg lover det.

 
Tegningen har jeg hugget fra dygtige Maren

I øvrigt #96

/14 Kommentarer/i /af

 

  • Kan jeg aldrig huske hvordan man staver til surprise og skal altid Google det inden.
  • Genluk på slikposer. Hvorfor?
  • Er jeg blevet pjattet med søde kartofler. Man kan jo bruge dem til alt!
  • Er jeg alene med børnene i tre hele døgn, og har fyldt skabene med chokolade og rødvin. #Pro
  • Har vi sat volvoen til salg og nogen har købt en otte-personers slæde. Nogen synes den er sej.
  • Flyttede min søster til Aarhus sidste weekend. Hun skal læse på Uni. Min lillebror flytter til Island på fredag. Han er blevet forelsket i en yndig Islænding.
  • Har jeg bestilt rengøring i næste uge, men overvejer at gøre rent inden. Bare lidt. Det er fandme åndssvagt, men her er virkelig klamt.
  • ved jeg ikke om Google maps er ualmindeligt optimistisk eller jeg bare er ualmindeligt langsom på cykel, men den fejlberegner grusomt hver gang jeg skal et sted hen. Hvem fanden kan cykle fra Store Kongensgade til Frederiksberg på 12 minutter?!?!
  • Stod min trofaste Pilen-cykel af midt på Gl. Kongevej i sidste uge. Baghjulet låste simpelthen fast og den nægtede at køre videre. 9 års trofast følgeskab havde vi. Nu står den på frederiksberg og venter på at blive hentet. Skal bare lige finde tid (ha! Tid!).
  • Har jeg købt er par jeans i lyseblå denim og et par spidse guldsko (!) Det er anden gang i mit liv. Sidste gang var nok for 15 år siden.

Reklamelinks: sko 999,- (nedsat til 700,- til de hurtige) HER // Jeans 999,- HER

Tid, voksentømmermænd og travlhed.

/7 Kommentarer/i /af

Et nyt afsnit af Voksen ABC udkom i går. Det er optaget udendørs, hvilket allerede har fået et par klager med på vejen. Det beklager vi, men det skulle lige afprøves. Vi håber snart at kunne hoppe ind i et studie og optage, så lyden kommer til at sidde lige i skabet. Indtil da er vi nødt til rykke lidt rundt løbende, da vi desværre ikke altid har mulighed for at kyle vores familier ud af huset, hver gang vi skal bruge et par timer med hinanden og en mikrofon.

Vi er nået til T og får i afsnittet talt om både tømmermænd, at komme for sent, om tid der flyver, følelsen af taknemmelighed, terror og så taler jeg (surprise!) en del om hustanker, noget som I nok kan fornemme, langt fra er det sidste jeg kommer til at sige om den sag. Altsammen til lyden af København og hvad der dertil hører af trafikstøj, helikoptere og gæs (?!). Og så får jeg sagt noget med, at jeg nogle gange kommer til at tænke at folk uden børn ikke har travlt, sådan rigtigt. Og det er vildt strengt at tænke, jeg ved det godt. Undskyld.

Hør hele moletjavsen selv, hvis du har lyst, ved at hente afsnittet i din foretrukne Podcastapp eller HER i iTunes.