Husejer-efterår og en opskrift på suppe

/23 Kommentarer/i /af

Der er vist ikke mere sommer tilbage. Hverken Indian eller løvfald. Desværre.
I virkeligheden kan jeg ret godt lide en masse ved efteråret. Det smukke lys, når solen kommer frem, farverne i træerne, striktrøjerne, støvlerne og muligheden for varm kakao i litervis. I det hele taget forsøger jeg at omfavne alle årstider, selvom at lige præcis vinter kan være svær for mig at holde ægte af. Jeg hader at fryse og jeg bliver lidt trist og tungsindig af mørke, men heldigvis har jeg på fornemmelsen, at den vinter vi går i møde. bliver noget andet. Fordi det bliver vores første i vores nye kulisse, som husejere. Vi har indtil videre kun været ægte husejere i en enkelt årstid, nemlig sommer – Og DET kan eddermame noget, særligt når man har havet tæt på (og når sommeren melder om hedebølge).
Efteråret har indtil videre vist sig som værende meget smukkere end jeg kan huske at have oplevet nogensinde og jeg lægger mærke til vind, vejr og naturen langt mere end da vi boede i byen. Smukt. Helt vildt. Også børnene er pjattede med det, og der er blevet indsamlet blade og kastanjer i posevis, vi bager, laver suppe og er i det hele taget virkelig gode til at leve årstiden. Jeg er vist også kommet til at love at vi selvfølgelig skal lave græskarlanterne inden Halloween i næste uge. Problemet er bare, at jeg hader at lave dem. Synes det lugter grimt, er ubehageligt at røre ved, at det sviner og at det er lidt kedeligt. MEN sådan må det bare være. Vi bor i noget der ligner et spøgelseshus udefra, så hvorfor ikke embrace det fuldt ud og give den gas med græskarmænd og uhyggelig pynt? Vi gør det.


Min hue, der trænger til at blive støvet af, er i øvrigt fra Acne. Find den HER (reklamelink). Mit tørklæde fra zara og jakken er en oldgammel sag fra Weekday Men.

Noget andet vi også gør, og allerede har gjort et par gange i år, er at lave suppe.
Umas livret: Hokkaidosuppe.
Vi serverer den med æbler og grønkålschips, og i søndags med hvidløgsflutes fra frost, som jeg seriøst ikke havde spist i nok 15 år.

Opskriften får I her:
Hokkaidosuppe til cirka fem mennesker (hvis der er rester kan den sagtens spises dagen efter, eller smides i en bolognese).

1 hokkaidogræskar
4-5 kartofler
1 løg
2 fed hvidløg
Et par cm ingefær
2 gulerødder
chili efter smag (hvis børnene skal spise med nøjes jeg med en halv teske tørret chili, men man kan også udelade det helt)
1 tsk karry
1 tsk sød paprika
1 spsk tomatpure
2 grøntsagsbouillonterninger
Kogende vand (cirka en liter eller halvanden)
salt og peber
saften af en halv citron
1 dl fløde eller kokosmælk (jeg bruger soyafløde eller kokosmælk)

Græskar rengøres, kernerne og det trevlede i midten fjernes med en ske og smides ud. Skær græskaret i mindre stykker (man kan sagtens beholde skrællen på et økogræskar). Skræl også kartofler og gulerødder og skær ligeledes dem ud i mindre stykker. Læg til side.

Skræl og hak løg, hvidløg og ingefær.
Hæld lidt olie i en stor gryde og tænd for blusset.
Tilsæt løg, hvidløg, ingefær, chili, karry og paprika og steg det hele i et par minutter.
Tilsæt græskar, kartofler og gulerødder og giv det hele et par minutter mens du rører rundt. Tilsæt nu tomatpure, vand (så det dækker) og bouillonterninger. Rør det hele godt sammen, smid låg på, skru ned for varmen og lad det hele koge mørt. Det tager omkring 20-25 minutter.

Nu skal du lave grønkålschips, hvis du vil have det. Grønkål vendes i olie, salt, peber og evt. lidt citronsaft, fordel kålen på bagepapir, ind i ovnen på 180 grader i cirka 10-12 minutter (hold øje med dem og tag dem ud, når de begynder at tage farve/blive sprøde)

Tag gryden af varmen og blend det hele godt igennem med en stavblender. Tilsæt nu citronsaft, fløde, salt og peber og varm suppen op igen.

Skær et æble eller to i små stykker og server i en skål ved siden af suppen, så man selv kan dosere til sin portion. Gør det samme med grønkålschipsene, brød, croutoner, cremefraiche, ost eller hvad I er til at drysse på jeres suppe. Vi plejer også at have en sriracha med på bordet til de chiliglade.

God fornøjelse 🙂

Endt babyperiode og aldersforskel

/5 Kommentarer/i /af

Loulou er nu halvandet år plus det løse. I knap 20 måneder har hun været i vores liv, og som I allerede ved, hvis I har fulgt bare en lille smule med, har det været 20 tætpakkede måneder, hvor store beslutninger, flytning først til K og senere Hornbæk, og renovering har fyldt en hel del. Vi er så småt ved at være landet i det hele. Både i vores nye omgivelser med dertilhørende byggeplaner og -rod, men også i livet som forældre til Loulou, Otto, Uma og Leopold.
Det er svært ikke at blive en anelse rundtosset over alt det der er sket, og i øjeblikke har vi også været tæt på at knække nakken en lille smule, og jeg kan, retrospektivt, godt undre mig over, at den ikke er knækket mere end en håndfuld gange. Heldigvis føler jeg nu, at der er kommet en anelse mere ro på vores tilværelse, som klæder den og os, og udover flytning og byggeri, er der, ligesom det har været med mine andre børn, sket noget efter halvandet år med Loulou. Babytågen er lettet og selvom der stadigvæk er knald på, meget mere end jeg kan beskrive, er det på en anden måde.
Der er mere søvn, og dermed mere overskud. Loulou er blomstret op, og er blevet et lille menneske med bittesmå meninger og personlighedstræk, fremfor noget man “bare” skal holde i live med mad, søvn og nærvær.
Hun er langt mere social og udadvendt end hun nogensinde har været, hun lærer nye ord hver dag og er med på alt, hvad der foregår omkring hende.
Babyperioden er ovre. Simpelthen.

Jeg er på den ene side næsten lettet over det. Vi klarede det! Forstå mig ret. Det har været fantastisk og magisk og alt muligt andet dejligt, men det har også været en mundfuld til tider, og der har været dage, hvor det har føltes som at være med i et kapløb, hvor både ben og arme har været bundet sammen.
Det er både en lettelse at være ude af babyræset, men omvendt også en anelse sorgmodigt, for det var med al sandsynlighed den sidste for vores vedkommende.

Mange har spurgt om jeg kan anbefale at få børn med to års mellemrum, og ja, det kan jeg sagtens, selvfølgelig, men der er ingen tvivl om, at de sidste snart fire år har føltes som én virkelig lang graviditet og en om muligt endnu længere babyperiode, og det skal man selvfølgelig være indstillet på. Omvendt var det også noget specielt på godt og ondt, at “starte forfra” dengang vi fik Uma i 2015, hvor Otto var knap seks år, men samtidigt helt fantastisk, og jeg er virkelig glad for at have prøvet både det ene og det andet. Ligesom det der med hvad alder man selv er når man får dem, samt aldersforskellen på dem man får og antallet er børn, kan alt sammen noget, og ligesom med så meget andet er der fordele og ulemper ved det hele. Det heldige med børn er, at man langt henad vejen, synes at dem har og måden man har dem på, er helt rigtigt.

Her på den anden side af de gyldne 18 måneder, hvor meget bliver nemmere og andet bliver sværere, glæder jeg mig til det hele, og lige om lidt er de allesammen blevet store og jeg fatter det overhovedet ikke.

I øvrigt

/8 Kommentarer/i /af
  • forsøgte jeg i et øjeblik at sætte en tom kaffekop i min oplader i går morges
  • sov jeg ni timer i nat. Sammenhængende! Hvilket (jvf. Første punkt) var tiltrængt.
  • Er min sukkerafhængighed værre end nogensinde og jeg overvejer en seriøs detox. Overvejer.
  • Blev vi hængt ud i en lokal gruppe på facebook i sidste uge. Eller vores bus gjorde. Velkommen til provinsen!
  • Har jeg besluttet at give madplaner et skud. Igen. Fra næste uge. Om jeg fatter, at aftensmaden kan komme bag på os hver dag?!
  • Var et døgn uden børn helt genialt, men ærlig talt havde et ekstra døgn ikke været det værste… #MereVilHaveMere
  • Har vi lært, at når vi næste gang får et børnefrit døgn, skal sørge for at gøre rent og vaske tøj og alt sådan noget inden vi tager afsted. Det tog lidt af det nyopladede overskud at komme hjem til vasketøj og støv i hjørnerne.
  • Skylder jeg jer et concealer-indlæg. Det er på trapperne. Det samme er et indlæg med kjoler, mange kjoler, og en ny hårkrølle-tutorial, som I har efterspurgt. Jeg lytter (og elsker) når I efterspørger noget konkret <3
  • Har jeg fire julefrokoster i kalenderen allerede! Hvilket som selvstændig er lidt af en sejr. Det betyder muligvis et comeback til Preben.
  • Fylder bloggen 9 år om en lille uges tid, og jeg overvejer at finde på noget sjovt til jer i den anledning.
  • Er kjolen fra i går fra H&M og der er et reklamelink til den lige her.

 

Ægteskabsvedligeholdelse

/10 Kommentarer/i /af

Hej! Direkte fra hotelsengen på Kongens Nytorv.

I eftermiddags afleverede vi vores børn hos deres mormor og morfar, hvor de skal forkæles i et lille døgn i anledning af efterårsferien. Få timer efter tjekkede vi ind i en virkelig blæret suite på D’angleterre. Simpelthen. Normalt bruger vi de få timer vi tidligere har haft uden børn på at fikse praktiske ting. Ikea. Byggeri. Oprydning. Sortering. Indkøb. I er med. Men ikke denne gang. Jeg har sat foden ned og opsat et byggeforbud i det døgn vi har, og det godtog min kære ægtemand heldigvis og hev i nogle tråde, der fik det her til at ske.

Vi har indtil videre drukket en masse vin og gin tonics, været i karbad, haft pænt tøj på, været ude og spise og købt en masse slik som vi har taget med i dobbeltsengen, hvor vi nu ser fjernsyn og om lidt krydser morgenmadssedlen af, inden vi snupper noget uafbrudt søvn. Det holder!

Tiltrængt, og ret fortjent, hvis jeg selv skal sige det.

Godnat fra Kbh K.

 

Skuffeskriv: Mit første døgn i Paris.

/6 Kommentarer/i /af

Se tidligere skuffeskriv HER.

I sidste uge tog mine Confetti damer og jeg på en spontan teambuilding-dag. Vi ses ofte, men rigtig tit er der en dagsorden, et event, et møde, noget fortravlet, der gør at vi ikke er sammen-sammen hele banden. Men i sidste uge lykkedes det at samle os alle fire i en lille håndfuld timer. Mig, Dueholm, MM og Cana B. Det er et sejt hold, og jeg fanger mig selv i indimellem at kigge rundt på dem og blive overvældet over, at de har lyst til at blive sat i bås med mig. Overvældet på en positiv måde, ikke på en nedladende eller selvdestruktiv måde, men med stolthed that is. Nå, men vi fik vendt lidt af hvert og talte blandt andet om vores liv inden Confetti, inden blogs, inden børn, og her kom det selvfølgelig op, at jeg har tilbragt en del tid i udlandet. Blandt andet Paris, og i den anledning gik jeg hjem og fandt nogle gamle skriv frem fra mit år i Paris. Dengang foregik det på papir og desværre har jeg ikke så meget tilbage længere, hvilket er skide ærgerligt, for så vidt jeg husker, skrev jeg næsten hver eneste dag. Men jeg har fundet lidt. Blandt andet nedenstående, der beskriver mit første døgn i Paris.
18-19 år gammel. Jeg kan tydeligt huske det hele. Det endte med at blive en af de sjoveste perioder i mit liv, og jeg hader, at jeg ikke har været tilbage siden. Jeg har en pressetur i Paris i næste måned og jeg SKAL finde tid til at gå forbi min gamle lejlighed og mærke minderne for alvor.
Men først Cille anno 2004 ish:

Halvandet døgn er gået siden afskeden med mine forældre i Kastrup.
Flyveturen gik meget hurtigere end forventet og vi landede i et skur af en lufthavn. Udenfor skuret ventede en chauffør med mit navn på et skilt. Han forstod meget lidt af hvad jeg sagde og omvendt, men han fik på gebrokkent engelsk forklaret noget med en times køretur og en nøgle. Jeg nikkede høfligt, afleverede min gigantiske kuffert til ham og sprang bag i bilen. Vi kørte og kørte og kørte og der var den så. Byen. Paris! Biler over alt, scootere, mennesker, fortorvscafeer, små butikker og skæve gader. Min glade gebrokne chauffør pegede ivrigt ud af vinduet på et tidspunkt for at vise mig, at der i rabatten hoppede kaniner rundt i et grønt område mellem biler og kaos. Hold kæft hvor fint!
Rue Saint Honore! En af de gader jeg kan huske fra min bog om Paris. Vi kørte op af den og jeg så den ene designerbutik efter den anden og mærkede adrenalinen pumpe. Det her er Paris.
Få hundrede meter fra Colette, stoppede bilen – OP på fortorvet med den og ud med mig og min kæmpe kuffert. Ned af en lillebitte gade. Min gade. Rue de la sourdière. Ind i verdens måske mindste opgang med verdens måske største kuffert på slæb. Op i toppen. Ind til højre. Ind i verdens måske mindste lejlighed.
En pige sad i sengen midt i rummet. Et lille rum med spejle på den ene væg, skabe på den anden og træ på de resterende to.
Melinda. Melinda fra Ungarn. Min roomie. Hun er 24 år og bor i New York normalt, med sin kæreste, der er en kvinde.
Hun ryger flere cigaretter end mig, taler virkelig meget og har en hjemmebrændt cd med Sarah Mclachlan med sig som vi allerede har hørt virkelig mange gange. Jeg har pakket min Lauryn Hill cd med og håber at den måske kan få lov til at afløse Sarah snart.
Ved siden af Melindas seng går en trappe op til en hems. Her er min soveplads. I en lillebitte seng under et tagvindue, der kan åbnes og hvis jeg kigger godt efter, kan jeg se spidsen af Eiffeltårnet. Det bliver godt. Alt bliver godt.

Min første nat gik ok. Jeg sov ikke meget. Nye lyde, for meget spænding, nerver og savn fyldte for meget. NU er jeg oppe, og venter på at de ringer fra bureauet og fortæller mig, hvad der skal ske i dag. Melinda er taget til castings. Jeg er alene i lejligheden.

Min telefon ringer. Paris, jeg kommer nu!

… Jeg er tilbage i lejligheden efter en skrækkelig dag.
Det var bureauet der ringede. En booker ville hente mig, så jeg gik ned på gaden og ventede. Få minutter efter dukkede en virkelig smuk franskmand op på en scooter. Thomas. Han rakte mig en hjelm og bad mig hoppe op. Vi kørte gennem Paris og jeg følte at mit lille hjerte var ved at springe ud af kroppen på mig. Glæde, nerver, angst.
Vi nåede frem til bureauet, hvor jeg blev vist rundt, kindkysset af virkelig mange mennesker, og så blev jeg sendt afsted med en liste adresser, et metrokort, et kort over byen og en bog fuld af billeder af mig selv. EN mand råbte af mig i metroen. Jeg ved ikke hvorfor. Men jeg blev nødt til at græde over det. Midt i undergrunden. Alene. Seks castings senere, traskede jeg tilbage til bureauet. Træt, sulten, ked af det. I morges følte jeg mig så voksen, det gjorde og gør jeg ikke længere. En ny stak setcards blev sat i min bog, og jeg fik besked på at tage hjem og komme igen i morgen. “Hvordan kommer jeg hjem?” Fik jeg spurgt, hvilket ikke imponerede den flotte franskmand fra i morges. “Hvis du ikke kan finde hjem til lejligheden herfra selv, kan du lige så godt flyve hjem til Danmark”, var hans svar, og jeg kunne igen mærke tårerne presse på.

Nu er jeg hjemme i lejligheden igen. Fandt hjem til bens.

Har talt med min mor.
Har grædt.
Hader Paris.
Hader franskmænd.
Hader det hele.
Vil hjem.

Nu kommer Melinda. Jeg tørrer øjnene og skruer op for Lauryn.

Næsten rask og næsten en ny frisure

/22 Kommentarer/i /af

Det er sgu effektivt de amerikanske ‘gå væk-influenza’ remedier jeg havde med hjem fra Las Vegas. I går havde jeg feber og ondt i alle led og muskler. I dag har jeg været på farten i små 12 timer, en anelse omtåget og rusten i halsen godt nok, men ikke noget hæmmende. Som en af jer skrev, er det nok meget godt ikke at nærlæse indholdsfortegnelsen på de der piller, men de virker eddermame.

Jeg startede dagen med en lang togtur, hvor jeg arbejdede den ene halvdel og kiggede ud af vinduet den anden. Dernæst spiste jeg morgenmad med de andre Confettier og så tog vi i samlet flok mod lufthavnen til et helt vildt fint event (vi var inviteret, og jeg har markeret mine storys derfra på instagrizzle som reklame), derefter slog nogle af os ned til et spontant glas vin i solen på Kgs. Nytorv, inden jeg tog til frisøren og fik klippet sommeren ravage ud af mit hår. Jeg spurgte inden, igen på Instagram, om jeg skulle gå med pandehår igen, med blandet resultat, men jeg endte i en forsigtig pandehårsfrisure, en der både kan pjuskes op og krølles, men også kan sidde mere pænt og glat. Det skal som altid lige falde på plads, men jeg er allerede nu virkelig glad for det. Billedet er en selfie i DSB-lys, så vent lige med at bedøm det for meget.

Nu sidder jeg i grisen på vej hjem til mine (forhåbentlig) sovende børn – og min lækre mand, der til gengæld ikke er blevet klippet virkelig længe og derfor for tiden sporter en man bun, noget jeg aldrig tidligere har været til. Men det er jeg nu! Pænt!!

Efterårsferiedrømme

/17 Kommentarer/i /af

I næste uge er det efterårsferie og vi skal bruge den på at være hjemme. Jeg skal arbejde en lille smule og Michael har vist også en enkelt skydedag eller to, og så skal vi fejre fødselsdag for Leo (Min bonussøn, til de nye) og derudover bare gå ture, se film, spille og læse. Lækkert! Meeeen jeg indrømmer gerne, at jeg mere end et par gange har luret på flybilletter, afbudsrejser, hoteller og air bnb’s i nogle lidt lunere områder end her i downtown 3100. Jeg har simpelthen fået smag for varme. Først med den vidunderlige sommer vi fik, og så den ene lillebitte uge i Las Vegas, der bød på små 40 grader. Manner, I love it. Jeg kan også godt lide efterår, men er bare slet ikke klar til at give slip på varmen endnu.
40 grader vil mine børn ikke elske, men et par og 20 og en pool ville altså ikke være det værste, jeg kan komme i tanke om, og det er faktisk muligt at finde afbudsrejser, der er nogenlunde til at betale… Men. Nej.
Det bliver helt sikkert ved drømmen, for udover at feriere den, har vi også et tag der skal gøres færdigt, noget træværk, der skal behandles og et anneks, der skal tømmes, og det bliver vi nødt til at prioritere både tidsmæssigt og økonomisk.

Gode ideer til aktiviteter til 1 årige og 3 årige piger og store drenge på 8 og 9 år modtages gerne, både hjemmeaktiviteter og skægge ting i Nordsjælland i uge 42.
Så drømmer jeg videre om sol og ørkenvandring…

 

 

Neo Noir kjole til 700,- HER*  (jeg har den i Small)

Lang weekend, et tak og en syg mandag

/3 Kommentarer/i /af

Weekenden har føltes lang. Heldigvis på den gode måde. Vi har været til fødselsdag hos børnenes fætter, der fyldte 11 og derudover bare været os, alle seks. Vi har set alle Toy Story filmene, bagt rosinboller, ryddet op, vasket sengetøj, slappet af – Helt almindelige weekendting, som efter en hidsig tid med mange planer og ærinder, var virkelig tiltrængt.
I øvrigt er jeg fuldstændig rundt på gulvet, igen: På den gode måde, efter jeres kommentarer til det her indlæg. Jeg måtte græde en lille smule af lettelse over hvor dejligt det var, at blive mødt med så meget forståelse og kærlighed, og at I lod til at have forstået præcis, hvad jeg mente med det indlæg og at det ikke var hverken et råb om hjælp eller en udtryk for noget alvorligt. Det sker desværre ind imellem at det skrevne bliver misforstået, eller kan virke mere voldsomt og altoverskyggende end det egentlig er, og så har vi også oplevet en håndfuld gange at udefrakommende vil os det dårligt, Michael og jeg, hvilket et indlæg som det jeg skrev i torsdags nemt kunne have rippet op i og været en invitation til at kradse videre. Men der har ikke været andet end kærlighed og forståelse, og det er jeg simpelthen så taknemmelig for. Jeg har lidt tendens til at håbe på det bedste, men forvente det værste, hvilket både kan være en fordel, men også kan spænde ben for en masse, og lige her, var det slet ikke nødvendigt at være nervøs for noget som helst, for I er så optur, jer der følger med, og tak for det.

Nu er det mandag og jeg er lige landet i min sofa, hvor jeg arbejder fra i dag. Jeg er blevet smittet med en tarvelig vuggestue-/børnehave-/efterårs-virus, så jeg tager den på langs i dag. Pigerne, Uma og Loulou, har i en uges tid været en anelse snottede, hvilket vist bare hører til årstiden og institutionslivet. I går begyndte jeg at føle mig småsløj. Tung i hovedet, kuldskær, krads i halsen, snot, I kender det sikkert. Og i morges var min stemme så godt som væk og jeg havde propper i ørerne.
Gudskelov for alle de præparater mod forkølelse og influenza jeg havde med hjem i kufferten fra USA, og for en mødefri mandag ikke mindst. Jeg har afleveret børnene, skruet op for varmen og sat hjemmekontoret op i sofaen, med dyner, juice, rosinboller, amerikaner-drugs og kaffe, og her vil jeg blive liggende indtil børnene skal hentes igen om fem timer.

Self-employment holder virkelig i dag. God mandag derude!

Slet ikke modig

/26 Kommentarer/i /af

Jeg betragter egentlig mig selv som værende rimelig sej og modig langt hen af vejen. Til tider lidt forsigtig og stille ( og ikke mindst indehaver af en defekt balancenerve, hvilket udelukker alt med fart og højder) men jeg er normalt frisk på en udfordring, og har derudover set så meget gys i mit liv, at jeg føler mig ok rustet til langt det meste. Godt nok er jeg blevet lidt ekstra nervøs i det efter jeg har fået børn, men er omvendt mere modig end nogensinde, når jeg skal være det for dem.

Alligevel ligger jeg i skrivende stund på min 9 årige søns værelse på 1. Salen i vores hus, helt krøllet sammen og rystende bange. Bange for at være den eneste voksne hjemme, bange for mørket, for vinden, for regnen, for lydene sådan et gammelt hus har i sig i blæsevejr. Hoveddøren gik op for lidt siden. Det gør den, når det blæser, hvis den ikke er blevet smækket ordentligt. Det har den gjort mange gange før. Men kun i sommervinden. Den lune sommervind. Ikke som nu i ruskende iskold gyserhistorie-efterår. Jeg smækkede den og løb ovenpå, hvor jeg nu ligger og lytter til alle de lyde, der gør mig bange. Det var præcis det her jeg forestillede mig ville ske, når vi flyttede i hus. Det er bare første gang, det er sket. Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg er bange for. Jeg kan jo godt høre, at det er vinden der tager fat i ruderne, i det løse tagpap, i træerne. Det er ikke farligt. Intet er farligt. Der er lys og mennesker på vejen. Lys i det meste af huset. Naboer til alle sider, og Michael er på vej hjem. Men jeg er bange, helt vildt bange, for regnen, mørket, huset. Jeg er overhovedet ikke modig. Fucking husliv.

I øvrigt

/24 Kommentarer/i /af
  • er jeg faktisk blevet utroligt cool omkring edderkopper og er gået fra slet ikke at kunne tænke på en uden at græde, til at kunne være i rum med op til flere… Lige indtil det blev husedderkop-sæson, hvilket det åbenbart er nu. Skriiiiig! Jeg er slet ikke cool. Slet ikke.
  • Føler jeg ikke helt at Danmark har taget pumpkin Spice til sig. Endnu? I USA kan du både få det i din kaffe, i en cupcake og som en skønhedsbehandling. Pumpkin Spice spa treatment. No shit.
  • Har jeg ikke helt fået vendt mit jet lag, og bruger al energien i nattetimerne på at være praktisk og produktiv (og på at se Modern family og Project Catwalk)…
  • Har jeg besluttet mig for at starte op hos Lotte Arndal igen. Det er noget af det bedste jeg har gjort for mig selv.
  • Nævnte jeg for kort tid siden, hvor gode Loulou og Uma er blevet til at lege (og skændes) med hinanden – det er eskaleret helt vildt siden og jeg kan næsten ikke være i det. SÅ sødt!
  • Voksne mennesker, der siger “kilomet”?! Stop.
  • Ser jeg sjældent nyheder længere, og hvis det ikke var for Jonatan Spang og Tæt på sandheden, samt netaviser (og facebook), ville jeg intet ane om, hvad der skete ude i verden.
  • Er jeg dog helt opdateret på Ex on The Beach og Jersey shore.
  • Har jeg muligvis lovet min familie, at vi skal have en hund til foråret.
  • Føler jeg, at jeg skal sige noget om Kim Larsen. Jeg er lige så knust som resten af landet og ønsker hans familie alt godt. Heldigvis lever musikken videre. Soundtracket til hele min, og sikkert også din, barndom. Og nu også vores børn. Fandme smukt!
  • Har jeg skrevet ‘kanelsneglmidte’ i mine i øvrigt-noter og sidenhen glemt, hvor jeg ville hen med det ord. Måske bare at det er lækkert?
  • Har jeg nu lyst til glasur og tænker det er mit que til at smutte i seng…