Jeg kan ikke løbe fra, at jeg i de seneste måneder har stukket mit store hoved relativt langt ned i sandet – I hvert fald sammenlignet med, hvor meget jeg normalt plejer at strudse rundt og baske med vingerne på internettet og de sociale medier. #Fredagsfølger har stået stille, jeg har ikke delt i samme omfang som jeg har for vane, og har i det hele taget haft rigtig meget brug for at gøre noget andet. Det er der selvfølgelig en grund til – Flere faktisk. Jeg har allerede luftet lidt af det – Blandt andet HER og i en enkelt story eller to på Instagram.
Jeg nåede en grænse i slutningen af året, hvor jeg hang mig selv langt ud af halsen. Jeg blev enormt selvbevidst, irriteret over det forventningspres jeg lagde på mig selv, men også et jeg oplevede fra en håndfuld følgere, der kom med uopfordret efterkritik på mine stories (vi vil se mere af det her, hvorfor er der så meget af det her, kan du ikke gøre sådan her i stedet osv.) , hvilket gav mig præstationsangst og gjorde at det ikke var sjovt længere, og gjorde det umuligt at hvile i, og ikke mindst gjorde mig fuldstændig blind over for alt det gode det gav mig. Så derfor droslede jeg ned. Helt ned.
Jeg savner det. Savner at ævle til min telefon og jer, og det savn havde jeg brug for. Jeg kommer aldrig til at kunne stille alle tilfredse, men hvis jeg begynder at lave om på det jeg brænder for og har lyst til, så mister jeg mig selv undervejs og det har jeg ikke lyst til.
På min ferie oplevede jeg lidt af det samme igen. Jeg modtog enormt mange beskeder omkring min måde at dele på, særligt at det da var underligt, at jeg ikke delte billeder at alle dem jeg var på ferie med, men kun af mig selv og et enkelt eller to børn. I starten svarede jeg venligt, at det skyldtes at jeg jo var på ferie og dermed ikke havde min telefon fremme så meget, og derfor typisk kun hev den frem, når jeg var alene eller på tur med et enkelt eller to børn., og at alt hvad man ser på instagram jo altså bare er et øjebliksbillede m.v. Men efter et par dage stoppede jeg med at svare, da jeg kunne mærke, at det triggede den følelse som har givet mig ondt i maven. Den der lægger et pres på, hvad jeg skal dele, hvornår og hvordan. Og så skete der noget. Noget faldt helt simpelt på plads. Noget der er logisk, men som alligevel først satte sig fast og gav mening for mig lige der på en af de sidste dage af min ferie. Det er fuldstændig ligegyldigt, hvad folk tænker, tror eller synes jeg skal gøre, dele og være. Jeg deler, gør og agerer som det føles rart for mig, hvilket 98% af mine følgere tydeligvis er helt indforstået med, men fordi der er 2% der har det på en anden måde, og nogle af dem råber højt omkring det, fylder det en del. Det fylder for meget, og det har jeg besluttet, at det ikke skal eller må. Nemmere sagt end gjort, men jeg tror det er lykkedes mig, at få det hamret fast, så det hænger ved og så jeg kan få hovedet ud af sandet igen og være den snegl jeg er, fremfor en struds.
Den sidste ting, som har forårsaget strudsetilstanden, bor i samme boldgade, men handler om noget, der fortjener sit eget indlæg. Jeg skal bare lige finde mod og overskud til at skrive det. Det kommer, når det kommer.
Og ja, fredagsfølger er tilbage fra på fredag.
Disclaimer: De henvendelser jeg har fået, som jeg kalder efterkritik, er altså ingenting i forhold til de hundredvis af dejlige, søde, oprigtige spørgsmål og kommentarer jeg også får. Jeg har bare givet dem lov til at fylde for meget, og overskygge det andet – Det er jeg vildt flov og ikke mindst irriteret over. Jeg øver mig på det modsatte, og jeg er tæt på at mestrer det. Og i øvrigt, man må altid spørge og kommentere, så længe man husker på, at jeg er et menneske og ikke en maskine <3
