For tidligt, og dog
Onsdag i sidste uge:
Jeg er netop vendt tilbage til kontoret efter en optagelse hos To the moon, Honey. Emnet var delebørn. Av. Jeg vidste det godt lidt på forhånd. At det måske var lige tidligt nok i mit forløb at tale om, og jeg havde egentlig også en stillestående aftale med mig selv om at jeg ikke vil udtale mig om skilsmissen på andre platforme end mine egne, før om minimum et år. Omvendt har jeg også lovet mig selv at følge min mavefornemmelse så meget som muligt, og den var god i denne sammenhæng. Tildels fordi jeg er bekendt med værten, Liv, som jeg har haft i min periferi af flere omgange igennem over 15 år, og fordi jeg synes To The Moon, Honey er et ret vidunderligt forum, og det kombineret gjorde at jeg følte mig tryg allerede på forhånd. Og så øver jeg mig (endnu mere end tidligere) på at tale om det der er svært imens jeg er i det. Så jeg sprang ud i det. Heldigvis.
Optagelsen gik fint og jeg er glad for at jeg gjorde det.
….
Nu er det torsdag, ugen efter ovenstående. Afsnittet er ude og har været det i et lille døgns tid. Jeg har hørt det, og har ro i maven. Tilbagemeldingerne har udelukkende været positive og jeg er fortsat glad for at jeg lyttede til min fornemmelse og ignorerede frygten. Jeg er stadigvæk midt i det hele, og har meget svært ved at finde rundt i mine følelser og tanker, men jeg er på vej et godt sted hen. Jeg er en pissegod mor, og har fået børn med en vidunderlig mand, og jeg er så stolt af vores samarbejde.
I kan høre afsnittet der hvor at foretrækker at lytte til podcasts. Jeg håber I vil tage godt imod det <3