Mandag uge 18: Fuldt program og afstikkertanker

Mandag, klokken er 8:30. Der er fuldstændig ro i mit lille hus, hvilket mandag morgen altid føles en anelse overvældende ovenpå en weekend med fuldt hus. Men det er ret lækkert. Jeg har lavet kaffe og indrettet et hjørne af sofaen til et lille kontor. Jeg kan godt mærke, at jeg nok ikke kan blive siddende sådan hele dagen, men for nu er det rart med noget blødt og hjemligt, og når det ikke fungerer mere, må jeg rykke ud i kontoret. Jeg er en lille smule forpustet på forhånd over ugen vi netop er trådt ind i. Jeg har noget på programmet hver eneste dag, både arbejdsmæssigt og socialt, og så bygger vi på livet løs, hvilket på sin vis er godt, fordi så sker der noget, men det betyder også, at vi lever i støv, larm og rod, og det er pisse irriterende for at sige det pænt. Men altså, det skal være slemt for at blive godt, ikk?! Og i så fald bliver det virkelig godt.
Det er sådan at når man har børn med i en renovering, tager alting lidt længere, og det er sådan set fint nok, for det er jo en del af dealen, men når man står i de lidt grovere renoveringsprocesser som den vi er i nu med en hel facade, der skal laves, vægge der skal mures op, et nyt badeværelse m.m. føles det lidt som om at man står stille, hvilket også er en af grundene til, at jeg overvejer, at tage de to mindste med på en lille tur senere på ugen. Både så jeg og de kan få noget tiltrængt enetid, og så Michael kan komme langt med facaden uden at føle, at han forsømmer os. Mere om det snart. Hvis det altså bliver til noget.
Hvad ellers, hvad ellers… Jeg har en del kampagner i denne uge også, både her og på instagram, som jeg skal have skrevet færdigt og tage billeder til, jeg har et par møder i København og så er der afslutning i Ottos SFO, da han starter på klub (!!) i denne uge. Jeg skal til fællesspisning med Hornbækdamerne, have Uma med på arbejde en dag (det vil hun SÅ gerne. Jeg tror hun bliver SÅ skuffet) og så er der alt det sædvanlige. En fin, men lidt hektisk uge, med et (måske) lille afbræk. Jeg håber jeres mandag, og uge, bliver rar. Tak fordi I gider følge med gennem tykt, tyndt, godt, skidt, byggeri og alt det løse.

Rundt på gulvet

Weekenden er næsten ovre. Mine børn sover og jeg skal til at gøre klar til næste uge. I ved, sexede ting som tøjvask, lektiehjælp, planlægning, indkøbsliste og så den store familiekalender-kabale, der sjældent går op.

Jeg har det lidt mærkeligt. Jeg var kort inde på det i fredags i min story på Instagram, da jeg var på vej hjem. Jeg tog hjem fra et ellers hyggeligt arrangement, fordi jeg ikke var inde i mit hoved. Eller også var jeg i virkeligheden derinde for meget. Den følelse har jeg taget med mig hele weekenden. Det skyldes en blanding af mange ting. Renovering, hverdagstrummerum, hængepartier, familielivet, mit arbejde, mangel på tid, verdensproblemer, søskendesavn og cirka hundrede andre ting tæsker rundt i hovedet på mig nonstop, og jeg står tilbage med en følelse af afmagt og udmattelse. Ikke konstant, men i glimt.

Det er sikkert en fase.

Men jeg overvejer at gøre noget ved det. Måske tage væk i nogle dage. Med mine døtre. En pigetur. Uden skærme. Uden byggeri. Uden gøremål.

Det ville give Michael mulighed for at give byggeriet en ordentlig skalle, og få bondet lidt ekstra med Otto og Leo. Og mig og pigerne det samme. Minus det med byggeriet.

Jeg har i virkeligheden for travlt, og for mange aftaler. Og måske er det en romantisk og fuldkommen urealistisk idé, der slet ikke ville fungere i praksis, men bare gøre det hele mere rodet… Men jeg tygger videre på den. Noget skal jeg i hvert fald gøre, for at finde fodfæstet igen. Kender I det?

 

Det sværeste og alligevel det nemmeste

Jeg får ofte henvendelser og spørgsmål omkring det der med at tage store beslutninger, om mavefornemmelse, spring og ikke mindst helt direkte: Hvordan ved man om det er det rigtige?
Her menes selvfølgelig oftest det med at gå tilbage til en mand, man har været væk fra og om at flytte langt væk fra alt det man kender. Jeg ved godt, at når jeg får de henvendelser, er det oftest fra personer, der selv står ved en skillevej, der føles fuldstændig uoverskuelig, og at de nok håber, at jeg har det gyldne svar. Det ville jeg ønske, at jeg havde. Virkelig. Det har jeg selvfølgelig ikke. Men jeg har en holdning til det, en hel del erfaring, og så kan jeg selvfølgelig guide derfra.

Det korte svar er, at det ved man simpelthen ikke, og det er jo netop det, der gør det så pissehamrende svært og stort og farligt.

Det lange og langt mere konkrete svar:
Det kræver arbejde. Rigtig meget. Selvom forelskelse og en god mavefornemmelse er en god indikator, kan begge desværre også give en skyklapper på, og det er virkelig her, at man skal grave i sine følelser, sine tanker og i sin fornuft. Bare ikke for meget. Særligt sidstnævnte. For havde jeg gjort det. Været fornuftig i mine valg, så er jeg ret sikker på, at Michael og jeg ikke havde fundet sammen igen. For jeg var så tæt på, at lukke den ned. Helt ned. Og det samme gælder flytningen ud af mit vante og højtelskede København. Det nemme og på det tidspunkt fornuftige, havde været ikke at gøre det. Og det var måske også gået fint. Måske, men det havde med sikkerhed også betydet, at jeg med stor sandsynlighed havde haft en grundlæggende “Hvad nu hvis?!” følelse i maven  Og den er fandme ikke rar. Slet ikke rar.
Jeg fornemmer, at jeg har skrevet det før, for det er noget jeg relativt ofte tænker og siger højt, at hvis noget føles farligt og usikkert, hul i hovedet nærmest, hjælper det at stoppe op og i stedet for at tænke fordele og ulemper og i det hele taget overtænke det i stykker, istedet træde ud af situationen og tænke over, hvordan man ville have det, hvis man ikke gjorde det. Ville man potentielt gå resten af livet og tænke Hvad nu hvis, ville man fortryde at man ikke havde gjort det. Til det kan jeg svare, at det ville jeg. Det tror jeg virkelig. Både i forhold til Michael og til Hornbæk. Jeg gjorde det, og det bar frugt, og selv hvis det havde vist sig at være alt andet end godt, ville jeg stadigvæk ikke have fortrudt beslutningen. Jeg vil til hver en tid hellere fortryde at jeg har handlet på en følelse, fremfor at fortryde at jeg ikke turde.

Det er nu lidt over fem år siden, at jeg spurgte Michael om han ville være min kæreste, igen, og selvom det har været fuldstændig vidunderligt, rigtigt og ægte, har jeg i den grad været i tvivl, bange og helt rundt på gulvet – Særligt i månederne efter. Selvfølgelig. For nu skulle det fandme holde. SKULLE. Men da jeg så småt gav slip på den følelse, både i takt med at tilliden blev genopbygget og forstærket og helt simpelt at jeg fandt ægte ro i det, og allervigtigst accepterede, at selv hvis det ikke holdt, så havde vi i det mindste prøvet – Ægte. Så blev det nemmere og ikke mindst helt tydeligt, at fortrydelsen over ikke at have gjort det ville have naget mig langt mere end den lille smule tvivl og panik jeg følte over, at turde handle på mine følelser fremfor min fornuft og frygten.
Det samme har gjort sig gældende i forhold til at flytte til Hornbæk. Har jeg nogensinde fortrudt? Ikke rigtigt. Har jeg tvivlet. Oh yes. Fordi det er vigtigt, igen fordi at det betyder noget. Det komiske er, at jeg nu hører mig selv ivrigt fortælle om hvor fedt det er at bo her, fremfor at forsvare det. Når jeg møder undren fra andre, der blandt andet konkluderer at det godt nok er langt væk vi er flyttet, plejer jeg at svare “Langt væk fra hvad?” Fra København, ja måske, men mit liv er jo her nu, i Hornbæk, og jeg vil ikke være andre steder. Det samme når chokket spores i andres øjne over, at jeg er sammen med en mand, der har gjort mig ulykkelig, svarer jeg at han kun har gjort mig lykkelig siden dengang, så for mig er det vilde i den beslutning kun, at jeg var bange for det engang. Med andre ord. De sværeste beslutninger jeg har truffet, er endt med at blive de nemmeste og mest ukomplicerede ting i mit liv.

Udvikling

I ti år har jeg skrevet her på adressen. Eller i 9 og et halvt, hvis man skal være præcis. Og jeg har elsket det. De fleste dage i hvert fald. Jeg har udviklet mig en hel del i løbet af den tid, og er gået fra at være en ung single kvinde med et enkelt barn i en to værelses lejlighed, til at være en voksen daaame i 30erne med fire børn, mand, hus og hund. Der er i den grad sket meget, både helt bogstavelig talt (altså, for fanden, der er sket meget!) og selvfølgelig det helt naturlige i at man ændrer sig og udvikles med tiden, måske særligt gennem 20erne og 30erne, og ti år er længe. Meget er sket og meget har udviklet sig, både personligt, privat, på arbejdsfronten og helt generelt. Også min skrivestil har udviklet sig en del. Til det bedre, synes jeg selv, men jeg bliver alligevel overrasket over, når jeg læser gamle indlæg og skriv, at jeg allerede dengang faktisk var ret dygtig. Grunden til at det overrasker mig, skyldes uden tvivl, at jeg dengang ikke havde særligt høje tanker om mig selv. At skrive har altid faldet mig naturligt og nemt. Men det tog mig mange år, at forstå, at det var fordi, at jeg var dygtig til det – Det sidder faktisk stadigvæk i mig nogle gange, som det der stykke Impostor syndrom, som jeg tidligere har skrevet en masse om. Men det er mere i form af en hardcore præstationsangst, for jeg tvivler ikke længere på, at jeg er god til det, og bare skal blive ved. Og det er fandme rart.
Noget jeg dog savner, og som jeg har tænkt over længe er, at jeg godt gad at skrive endnu mere. Jeg skriver hver eneste dag, både blogindlæg, små historier, noter og lignende. Men jeg savner at blive udfordret lidt, eller nærmere, at udvikle mig yderligere, måske blive endnu bedre og ikke mindst turde gøre alvor af nogle af de efterhånden mange gode (og mindre gode) ideer og udkast jeg har til forskellige skriveprojekter.
For nogle uger siden besluttede jeg mig derfor for at gøre noget ved lige præcis den følelse. Hvilket betyder at jeg simpelthen har søgt ind på et skrivekursus. Og jeg glæder mig helt åndssvagt, og er også en anelse nervøs. Det lyder måske ikke af noget særligt, men for en, der er så absurd angst for skoler og som relativt ofte tager pessimisthatten på og begraver den slags ideer, er det en kæmpe stor deal.
Jeg fortalte ikke engang min mand om, at jeg overvejede det. Ikke til at starte med i hvert fald. Men da jeg endelig gjorde, gik der ikke to minutter inden det var booket og betalt. Og selvom det betyder, at jeg skal undvære min familie i næsten en hel uge i sommerferien, glæder jeg mig helt åndssvagt, og er selvfølgelig også skidebange. Men det bliver godt. Selvfølgelig.

Man…tirsdag! Uge 17: Forlænget feriestemning

Nu har jeg efterhånden skrevet på det her indlæg siden klokken 8 i morges, og klokken er nu knap 20. Jeg har været på farten, først til et meget smukt event med Nivea, MM og en masse rare kollegaer i et drivhus på toppen af Østerbro, dernæst i det kørende kontor ala Kystbanen, og bedst som jeg havde tænkt mig at bruge de sidste par kontortimer hjemme, ringede min mand og spurgte om vi ikke lige skulle lege, at det var ferie lidt længere, hente børnene og køre i skoven. Jeg var ikke svær at overtale, og selvom det betyder aftenarbejde, er jeg så glad for at vi gjorde det. Vi lokkede nogle venner og deres barn med, og fik efterfølgende tilsnusket os et iskoldt glas hvidvin i deres have få hundrede meter fra os, inden vi trillede hjem og lavede mad til tre sultne og overtrætte skovbørn. Nu sover to af dem, og den tredje står på rulleskøjter med sin far, og selvom der er vasketøj overalt, en fuld opvaskemaskine og et par timers arbejde om ørerne på mig, er det helt ok. Jeg har tilbragt en del af dagen på at være lidt mut af forskellige årsager, hvorfor Michael kom på ideen med skoven, og det hjalp, sgu! Tænk sig, at jeg, Bypigen, får et kick ud af at gå i skoven og klatre på væltede træstammer.

Nå, men ugen byder på en lidt lang dag i morgen med møder og ærinder, en torsdag på hjemmekontor, og en lang fredag på kontoret, der slutter med fredagsbar både med confetti og vores forskellige kontormakkere, og så overvejer jeg at snuppe en nat i København, så jeg ikke behøver tænke på hvornår det sidste tog går, og måske kan få en ordentlig nats søvn. I weekenden skal vi knokle med huset, og så er den uge gået.

God tirsdag, det der er tilbage <3

 

Akklimatisering

Påsken er ovre. Om lidt går hverdagen atter igang, hvilket er noget jeg plejer at være helt frisk på efter mange fridage i træk, men det er som om at noget er anderledes denne gang. Jeg er udmattet, men kunne faktisk godt lige snuppet en ekstra dag eller to. Særligt i kølvandet på nyheden om de skrækkelige terrorangreb i Sri Lanka og de stakkels pårørende, som jeg har haft i tankerne og dybt i mit hjerte hele dagen. Den slags uretfærdigheder giver mig altid en akut lyst til at sætte tiden på pause.

Vi har været virkelig gode til at få vredet enormt meget kvalitetstid ud af de seneste dage, hvor vi har holdt (næsten) skærmfri, været konstant udendørs, været sent oppe og har sovet længe (-ish … Altså til klokken 7), haft mange gæster, tændt bål i haven, som børnene ristede skumfiduser over, inden de voksne overtog med dåseøl og nabobesøg, vi har spist litervis af koldskål, drukket mindst lige så meget rosé, taget meget få bade og har på alle måder fået det allerbedste ud af fridagene. Ja jo, der har selvfølgelig også været hævede stemmer, alt for trætte og dermed sure børn (og voksne), konflikter, misforståelser og så videre. Sådan skal det vist bare være. Men alt i alt en ret genial påske herhjemme.

I morgen starter en kort, men ellers helt almindelig uge, og jeg har hele dagen sat vaskemaskinen på overarbejde, købt ind til madpakker, og nu her til aften fået skrubbet børnene rene, så de er klar til at komme afsted i morgen. Jeg skal også selv ud af påskefjerene, og I skal nok få et “rigtigt” mandagsindlæg for denne uge som sædvanligt, det bliver bare lige en dag forsinket. For nu venter en ordentlig omgang rent vasketøj, der skal foldes, et afsnit Love Island, der skal ses, nogle rester af børnenes påskeæg, der skal spises og så er det min tur til at komme i bad og så i seng til ordentlig tid.

Jeg håber virkelig, at I også har haft en god påske. Husk at passe på hinanden <3

I øvrigt

  • Er jeg for nylig blevet introduceret for “Zoomies” (Tak, Miriam) som er når ens hund opfører sig gakket uden grund.
  • Var vi til påskefrokost med vores helt gamle slæng i går. Alle er blevet ældre (sjovt nok), har fået børn, er blevet gift… Og kontrasten mellem nu og dengang er virkelig til at få øje på.
  • Er pizza med sød kartoffel og artiskok blevet min nye hofret, og vi spiser det mindst en gang om ugen. Prøv det lige!
  • Havde jeg glat hår i går, for første gang i flere måneder. Det føltes meget uvant, men jeg tror, at jeg skal til at dyrke det lidt mere.
  • Hørte jeg Karius og baktus med pigerne her til aften. Jeg havde den på bånd som barn, og blev totalt smidt tilbage. Den er jo skide uhyggelig!
  • Har jeg fået Michael med på min afhængighed af madprogrammer. Problemet er bare, at vi snart er løbet tør, og at vi altid bliver absurd sultne klokken alt for sent, imens vi ser det. Jeg kan anbefale The Final table på Netflix.
  • Vil jeg så gerne have et magnoliatræ i haven, men eftersom at jeg dræber planter som ingen anden, er det nok en anelse utopisk at tro, at det kan lade sig gøre.
  • Er Hornbæk proppet med mennesker i de her dage, og det er både totalt lækkert for mit københavnerhjerte, og ret invaderende i mit nye landsby-mindset.
  • Har jeg tilmeldt mig noget (for mig) virkelig grænseoverskridende, men det kræver sit helt eget indlæg. Det er noget med at tage væk hjemmefra for at lære ting.
  • Er jeg fuldstændig forgabt i Irina, Morten og Allessia aka The Olsens. Følg dem på Instagram og Fall in love <3 @theolsenshome
  • Holder vi egentlig skærmfri påske, hvilket jeg lige nu totalt bryder.
  • Er der rosé, rester af førnævnte pizza og gæster i haven. Så jeg er den der er smuttet. God påske <3

Lidt sjovere tandbørstning

REKLAME FOR ORAL-B

Tandbørstning! Måske noget af det kedeligste der findes. Det synes mine børn også. De er egentlig efterhånden blevet helt ok til at få børstet deres tænder med undtagelse af nogle få perioder med dem alle tre, heldigvis ikke samtidigt, hvor det har føltes mere som et forhindringsløb end en almindelig hverdagsting, og ofte er endt i skrig, skrål, diskussioner og noget der bedst kan beskrives som en slags natostilling og sved på panden.
Det er der heldigvis ikke sååå meget af længere, og vi har i årenes løb fundet nogle gode løsninger og tricks til når de ikke rigtig gider, som at synge sange, fjolle lidt undervejs – Den helt populære er ”Hvad har du fået at spise i dag”, hvor vi remser alt det de har spist op, blandet med fjollede ting, ”Ej Uma,der sidder en krokodille i din tand og dér er et strygejern!”, mens vi børster deres tænder – Og så klassikeren ”Hvad siger tigeren?!” for at få dem til at gabe op, hvilket særligt virker på vuggestuealderen.

Det er med andre ord lidt af et show til tider, men alt for at undgå førnævnte forhindringsløb med gråd og hævede stemmer.

Jeg indrømmer også gerne, at det ikke altid bliver til de magiske to minutter morgen og aften, men det er jo fjollet, for det ér jo faktisk ikke særlig lang tid, og jo tidligere de lærer, at det er dét det tager at børste tænder, jo bedre bliver de vel til at overholde det hele livet igennem.
Noget har heldigvis ændret sig herhjemme i hele tandbørstningsrutinen, til det positive, og gjort det hele lidt sjovere, nemmere og mere grundigt. Som I måske kan huske, fik jeg selv en elektrisk tandbørste fra Oral B i vinters, og den bruger jeg flittigt stadigvæk. Også min mand er hoppet med på børsten, og nu også mine børn – Til stor glæde, for de har virkelig kigget langt efter min tandbørste de sidste mange måneder. Men nu har de altså fået deres egne Oral-B tandbørster med Disney motiver. Otto har en med Star Wars motiv, og pigerne har hver deres Frozen tandbørste. Og nu har jeg også bestilt en til Leopold, også med Star Wars. Det i sig selv er et kæmpe hit, og har allerede gjort tandbørstningen en lille smule hyggeligere og spændende. Men den helt store gamechanger er appen Disney Magic Timer, der helt simpelt er en app, der timer tandbørstningen. Børnene har hver deres profil/figur, og kan selv aktivere den, når de går i gang med at børste tænder. Den tæller ned, men den viser en lille film, og når de to minutter er gået, lyder en alarm og man modtager herefter en belønning i form af en stjerne og en lille sticker.

Otto og Uma er helt klart dem, der synes den er mest sjov. Loulou er lidt for lille til at forstå formålet, så hun kigger bare med, for hun synes det er spændende, men har bare ikke helt fanget pointen i nedtælling, så vi børster hendes på ”gammeldags” manér og skyller vuggestuepædagoger og fabeldyr og hvad hun ellers har i mellem tænderne, ud af hendes tigermund.

Jeg var en anelse skeptisk omkring brugen af appen, for jeg er nok lidt af den gamle skole, der synes at det er lidt meget at gøre ud af en tandbørstning (ja, det er mig med sangene og legene, der siger det), men jeg kan godt se her et par uger efter vi begyndte at teste den, at det er et virkelig godt værktøj, til at optimere tandbørstningen lidt, og særligt at få de der to minutter til at vare to minutter. Appen er i øvrigt gratis og jeg vil klart anbefale den, hvis man som os synes det kan være lidt tungt at overholde de to minutter og måske har nogle børn, der kan finde på at stritte imod. Jeg snupper i hvert fald langt hellere lidt ekstra skærmtid end natostillingsmetoden.

Appen, den hedder Disney Magic timer og den finder du i appstore.

God fornøjelse!

Bag indlægget #2

I år bliver Sneglcille ti år, og i den anledning kommer der til at ske lidt ting og sager i mit univers . Blandt andet har jo i årevis lovet, at fejre mit ti års jubilæum med blandt andet en fest, og det løfte lover jeg at holde. Derudover vil jeg gøre lidt ligesom for et par år siden, hvor jeg hver måned fremhævede et indlæg fra den pågældende måned syv år tilbage i tiden (se et eksempel HER). Det fungerede ret godt, og var en succes både i jeres og min ende #sommansiger – Og jeg har længe tænkt over, om man kunne gøre noget lignende. Det kan man, og jeg havde egentlig oprindeligt tænkt det som et podcast koncept, og måske det bliver en realitet en dag (uh, eller måske en youtube serie!). Dét det går ud på er, at jeg fisker et gammel indlæg frem og laver en slags kommentarspor til det.

Se første indlæg HER.

I dag har jeg i anledning af Umas fødselsdag fundet det indlæg frem, hvor jeg offentliggjorde, at hun var på vej.

Der er lige noget, jeg skal fortælle jer

Det hele startede en sensommerdag på vej hjem fra stranden, hvor jeg satte tænderne i et stykke vandmelon, som simpelthen smagte sådan af opkast. Allerede på den cykeltur, i vejkanten (vi var på cykel) fangede Michaels og mine øjne hinanden “kunne det virkelig passe?” – Vi havde nemlig bare små to uger forinden taget beslutningen om at smide præventionen. Men jeg havde endnu ikke haft menstruation, og det kunne simpelthen ikke være rigtigt, at det skulle være grunden. Måske var det bare en syg vandmelon, som kun jeg kunne smage.
Dernæst skete der det, at min naturlige sukkertrang og lyst til kage forsvandt som dug fra solen, og jeg hørte mig selv sige ting som “Nej tak, jeg springer over” og “Måske bare et lille stykke”. Alarmerende! På nuværende tidspunkt tænkte jeg stadigvæk, at det med garanti ikke var graviditet. Ikke allerede. Men blev tilgengæld oprigtig bange for at noget var galt med mig. Stress? En virus? Noget kronisk?! Måske bare noget hormonelt efter p-pillestop (som jeg havde taget uden pauser i årevis på grund af min hyperfertilitet). PMS. Ægløsning?

Så kom den ustyrlige lyst til iskold danskvand, på trods af min voldsomme aversion imod brus, dernæst længsel efter smørstegt fiskefilet midt om natten, og i samme omgang trætheden, behovet for 12-14 timers søvn hver nat, den konstante hovedpine, svimmelheden og den enorme mængde mundvand, og dermed behovet for at synke hvert sekund for ikke at komme til at savle eller kaste op. Her var mistanken så småt ved for alvor at sætte sig, men alligevel ikke helt. Man skal jo have menstruation og så ægløsning for at blive gravid. Det ved enhver… 
og så var der naturligvis det endelige bevis, bomben, testen, der en varm sommermorgen for nu over to måneder siden viste to streger. Ja, du har nok gættet det.
Jeg købte testen den første dag i august. På Michaels fødselsdag. Bare for at udelukke den mulighed. Gæsterne var kommet, da jeg vendte hjem fra arbejde med testen i tasken og poserne fulde af øl og festlige snacks. Jeg fortalte Rachel at jeg havde købt en test, men at det helt sikkert ikke var noget. Hun tilbød at jeg kunne tage den, mens hun var der. Men jeg afslog. Lagde testen i en skuffe og joinede festede.
Dagen efter, med en anelse tømmermænd, kom jeg i tanke om den igen, og imens at Michael gik ned med pantflaskerne, tissede jeg på testen, og vores liv ændrede sig for altid.
Vi mødtes på Joe & The Juice, hvor jeg kæmpede en brag kamp, for at få ham med over i skydebanehaven, så jeg kunne fortælle ham om testen, der lå i min taske, og som jeg simpelthen nægtede at fortælle ham på Joe & The juice.

Til april lander vores andet fælles barn, noget tidligere end vi havde forestillet os det. Vi nåede faktisk kun lige at snakke om, at det kunne være fedt, snart at reproducere os igen, inden der kort tid efter, ikke engang to uger senere, var gevinst. Så snart havde vi slet ikke overvejet, at det ville blive. Men vi er selvfølgelig skideglade.
Otto bliver storebror, og jeg er ved at gå til af skræk, lykke og glæde.
Det er vi alle sammen.
Jeg ved godt, at vi skal være glade og taknemmelige for, at det går så nemt for os, og at det kan være risikabelt at begynde at ytre sig om, at det er gået “for” stærkt. Men det var overvældende, og helt vildt svært at gå med den følelse, af at vi på en måde ikke fortjente det, og måske heller ikke var helt klar endnu. Jeg græd faktisk hos lægen, fordi jeg følte, at jeg ikke var glad på den rigtige måde. At det var uretfærdigt, at vi kender så mange mennesker, der kæmper for at blive gravide, og at jeg bare skal drikke et glas hvidvin i et sommerhus, og bang! Baby, værsågod.
En følelse jeg faktisk stadigvæk kan blive ramt af, for lige så meget som det er en velsignelse at være hyperfertil, er der også kæmpe mange udfordringer i det. Heldigvis, landede vi selvfølgelig i det og var oprigtigt ovenud lykkelige og glade, da vi begyndte at fortælle det. Og vi overvejede aldrig, at det ikke skulle være. Vi skulle bare lige synke den, et par gange.

Den første måned holdte vi det nogenlunde for os selv. Michael (ja, synes altså at en opgradering fra “Freelancer” er på sin plads) og jeg besluttede, at der ikke var nogen grund til at plapre op om det, før vi selv havde vænnet os til det (hvilket man jo for helvede aldrig gør!), efter en måneds tid begyndte vi så småt at sige det til de nærmeste, og så kom turen til mit arbejde. Sjældent har jeg været så nervøs, men eftersom at jeg var træt af at gå i løst tøj, og skulle komme på undskyldninger for at slippe uden om sociale arrangementer, hvor alkohol var indblandet, samt de konstante fieldtrips til toilettet, hvor jeg med et fast greb om håndvasken og ivrig øjenkontakt med mig selv i spejlet messede “NU tager du dig sammen! Du må ikke kaste op, og ikke falde i søvn, ikke nu!!”, samt overveje om det ville være passende lige at ligge lidt på gulvet og tage en lur, for derefter at vende tilbage til mit skrivebord og lade som om, at jeg ikke var ved at gå i gulvet, var det det helt rigtige tidspunkt at bekende kulør.
Rachel var den første der fik besked. Hun vidste jo ligesom at der var en test, der skulle tages, så jeg blev nødt til at bekende kulør, og det var SÅ rart at have en at dele det med, som ikke var Michael. Men mine andre veninder og vores familie, fik først besked et par uger senere.

Det gik godt. Begge mine chefer hvinede og krammede mig.
Det gjorde de, og det er jeg så taknemmelig for. For hold nu mega kæft, hvor var det nervepirrende, at skulle fortælle dem det.

Nakkefoldsscanningen gik også godt.

Kvalmen og min madlede, der har været voldsom og gjort at jeg i flere uger primært kun har spist brød, suppe og vindruer, er ved at aftage og jeg begynder så småt at føle mig som et almindeligt menneske? Et menneske, der dog ikke kan være i nærheden af æg uden at gagge, synes at rejer er pisseklamme og som skal have kakaomælk og tomater hver dag, men som helst ikke spiser aftensmad.

Så ja, there you have it. Sneglen er med rogn. Igen.

Og jeg var SÅ bange for reaktionen. Jeg havde jo nærmest kun lige fortalt på bloggen, at Michael og jeg var fundet sammen, efter at man i små fem år havde kunne læse om mit liv som enlig mor, med et i starten ret turbulent forhold til selvsamme mand. Mine følelser var all over the place, og jeg turde ikke læse folks reaktioner de første mange timer. Men jeg tror faktisk kun, at jeg fik et par enkelte stikpiller, og resten var ren og skær kærlighed… Tak.

Og i dag bliver hun så fire år den lille skid, og nu kan jeg slet ikke forstå, at jeg var bange, i tvivl og rundt på gulvet. Havde jeg bare vidst, at det var hende <3

Mandag uge 16: Påskeferie, fødselsdag og gode intentioner

Mandagen er lidt anderledes i dag. For ligesom ude i de fleste andre hjem er der dømt påskeferie, og både skole og institutioner holder lukket hele ugen. Vi har derfor hele flokken hjemme, minus Leopold, der er taget i sommerhus med sin mor og først kommer herhjem i weekenden. Tilgengæld har vi børnenes 11 årige fætter på ferie her, så der er i den grad fuldt hus. Jeg kan desværre ikke holde helt fri, og det kan Michael heller ikke, så vi kører skiftehold indtil på torsdag, hvor vi begge vil forsøge at lægge det hele fra os og holde rigtigt fri. Fra arbejdet i hvert fald. Huset og børneflokken har vi stadigvæk hænderne fulde af.

I skrivende stund har jeg indtaget hjemmekontoret, fra hvor jeg har udsigt til legende børn, solskin og hundesjov i haven. Om et par timer joiner jeg dem, og sender Michael til København, hvor han har et job og et møde.
I morgen fylder Uma 4 år (!). Det fejrede vi i weekenden med gæster og lagkage, så i morgen er det “bare os”, og damen har bestilt vaffelis og pitabrød med falafel, og så får hun sin gave fra os, der blev til en lyserød cykelhjelm, der matcher hendes nye cykel som mine forældre kom med i går (og som hun kan køre på, uden støttehjul eller noget, jeg er dødsens stolt!) og denne her mus, som hun har sendt lange blikke længe. Onsdag har jeg et enkelt møde, og forestiller mig at jeg derefter tager et par timer ved computeren (der måske virker igen) for at få planlagt lidt til bloggen, så jeg kan holde fri-fri i påskedagene, og om aftenen onsdag kommer Michaels søster herop og skal være nogle dage (det er hendes søn, der er her nu). Torsdag formiddag tager Michael og jeg til påskefrokost med vores helt gamle slæng. Altså dem vi hang sammen med for 11-12 år siden og som vi både har rejst med og alt muligt, men som vi desværre ikke ser meget længere. DET glæder jeg mig til. Vi sover hos mine forældre, der passer vores piger, og det bliver muligvis sidste gang, at vi sover i den lejlighed, og det er fandeme mærkeligt. Mere om det en anden god gang.
Noget jeg virkelig godt gad i denne uge, og som jeg i virkeligheden har ville længe, er at komme ud og træne et par gange, eller bare en enkelt måske. Jeg er virkelig faldet af på den og det irriterer mig grænseløst. For det giver mig mere energi og overskud, når jeg holder det ved lige, hvilket er noget af en mangelvare her i biksen for tiden – Så jeg skal bare i gang. Måske bliver det til noget. Intentionerne er der.

Jeg håber I får en dejlig mandag, og en god ferie, hvis I holder sådan noget <3