Archive for category: Ikke kategoriseret

REKLAME FOR BADARKITEKTEN / VVS MESTER

Jeg forstår det ikke engang helt selv. Men vi har simpelthen et badeværelse. Et der både fungerer og er flot. Der har været tidspunkter i det her forløb, hvor jeg helt oprigtigt ikke har kunne se en ende på det og nærmest forestillet mig, hvordan badeværelset ville være en af de ting, vi bare måtte undvære for good. Selve renoveringsdelen var en gigantisk mundfuld, og der har været så mange bump på vejen, mange flere end vi havde forestillet os da vi startede – Og jeg syntes vi var ret realistiske (læs: pessimistiske) da vi gik i gang. Foruden al det håndværksmæssige, har det været ret svært at skulle beslutte sig for en stil, at vælge materialer, farver, armaturer, brusehoveder, håndvask, toilet, alt det der. Mulighederne var mange og inspirationen relativt lille, da udgangspunktet var et brunt og tarveligt rum med op til flere K3ere.

Badarkitekten og VVS Mester tilbød deres hjælp med planlægningen (se mere om starten af forløbet her) og det var en kæmpe øjenåbner og virkelig noget af det, vi har anbefalet flere siden: At få nogle udefra til at kigge på det og komme med forslag. De første billeder vi sendte til Badarkitekten var i stil med nedenstående, og jeg var overbevist om, at de ville ryste på hovedet af os #UdAfMinButik

Sådan var det ikke. Tværtimod! Sammen med billeder, sendte vi mål på rummet (der på daværende tidspunkt manglede en væg), og et moodboard (der stak i alle mulige retninger) og så tog vi et par samtaler over telefonen. Ikke længe efter vendte de retur med et par forslag og tegninger og skitser med optegninger og mål, som vi kunne sende til vvs’ere og selv tage udgangspunkt i. At kunne slippe for den del, har været guld værd. Og så føler man sig ret tjekket når man kan hive tjekkede vellavede skitser og opmålinger frem, fremfor de hjemmelavede håndskrevne vi normalt arbejder med her i Sneglehytten.

Ugerne og månederne gik og er gået, og vi er ved at være i mål. Resultatet er slet ikke 1:1 i forhold til hvad Badarkitekten foreslog, men det gav os et skub i den rigtige retning – En retning vi ikke anede vi ville i.

Og nu, nu er det færdigt. Næsten. Der er stadigvæk et par detaljer og skønhedsfejl, der skal finpudses. Men det ser således ud i skrivende stund, og jeg elsker det!

 

Alle vvs-artikler er fra VVS Mesters hjemmeside.
Brusere og vandhane: Hans Grohe
Håndvask: Duravit
Toilet: Ifô
Spejl: Frama CPH
Lampe: Frama CPH
Fliserne er fra Made A Mano.
Det hvide på vægge og gulve er decolisse (jeg er ved at overtale Michael til at lave en guide)
Bordet har vi selv lavet ud af en gammel reol og nogle brændte plader, der har fået lak.

Har jeg nogensinde fortalt jer om den terapeut jeg besøgte et par gange, da jeg var gravid med Otto og gennemgik nogle af de hårdeste måneder i mit liv? Hende der startede med at “beskylde” mig for at være for narrativ i min udlægning af “historien” som hun kaldte det, og som gentog sig selv i begge de konsultationer vi nåede at have, hvor hun beskrev Michaels og mit forhold som en klassisk blæksprutte/skildpadde opsætning. Hvor jeg som blæksprutten med mine lange fangearme fik Michael, skildpadden, til at søge ind i sit skjold. Jeg har på fornemmelsen at jeg har nævnt det tidligere, men grunden til at jeg nævner det igen, er at jeg faktisk føler mig ret skildpadde-agtig for tiden.

En skildpadde i et bassin fuld af blæksprutter der skubber mig rundt og får mig til at gemme mig i mit skjold og lukke øjnene, sådan at jeg nærmest bliver handlingslammet. Dermed ikke sagt at Michael er en blæksprutte, eller at nogen andre er det. Måske var det faktisk en virkelig lortet introduktion til det jeg forsøger at beskrive her, men nu er jeg jo gået igang, og sammenligningen ramte mig som et slags klarsyn i dag – Selvom jeg dengang i den situation, syntes det var noget vrøvl, eller i hvert fald syntes at terapeuten var lidt en klovn i sin tilgang – til min situation dengang.

Måske vil jeg faktisk hellere være en snegl i denne her analogi.

For at nå til pointen: Der sker en masse ting herude hos mig for tiden. Primært godt, men det kan også føles overvældende – Og kombineret med en masse beslutninger der skal træffes, både i forhold til byggeriet, livet og mit arbejde, er det en mundfuld. End større én end normalt. For normalt nyder jeg faktisk sådan et tempo og lader mig opløfte af det. Hvis altså jeg også får mine pauser.

For tiden flyder jeg bare lidt med, mens jeg stikker hovedet godt ind i det der skjold og håber at tingene sker af sig selv. News flash: They don’t! Forventningerne er måske for store. Jeg føler presset. Sikkert mest fra mig selv og jeg kan ligesom ikke møve mig ud af det. Bare det at skulle få styr på mit vasketøj føles uoverskueligt og jeg er fanget i en underlig spiral, hvor alt hober sig op og jeg bare kigger på indefra skjoldet og venter på det næste dask fra en tentakel.

Jeg kan ikke helt kende mig selv i det, og jeg vil gerne have det til at gå væk. Men på den anden side fortæller min fornuft (og mine mennesker) mig, at det giver mening at følelsen er der – ovenpå det sidste års kapløb med baby, flytning og projekter i øst og vest.

Som altid har det hjulpet at få sat ord på det, også selvom det tog udgangspunkt i noget så åndssvagt som et minde om et forløb, der ikke var rigtigt for mig, og ord om en skildpadde.

Jeg skal nok lige finde min plads. Igen. Og det tager åbenbart lidt tid. Snegl eller ej.

Med fare for at skrive et næsten identisk indlæg med et tidligere, spørger I fortsat ind til det, og derfor kommer her endnu et om skiftet fra Kbh til Hornbæk. Vores skift.

Det sidste års tid er mere eller mindre forsvundet mellem hænderne på os. SÅ meget er sket og jeg synes trods alt, at vi har været gode til at være i det frem for bare at jokke igennem det for fuld smadder, hvilket vi, særligt jeg, godt lidt kan komme til. “Videre, vi skal videre!”. Det har været en vild omgang, særligt det seneste halve år – med flytninger, renoveringsbonanza, nye omgivelser, skoleskift og indkøring i flere institutioner. Vi er stadigvæk midt i alt det, men det begynder at lette og vi begynder at falde til. Rigtigt. Det er svært at falde til et nyt sted, og det kan tage tid. Det vidste vi, det var vi forberedt på, og vi frygtede det nok også. Særligt på børnenes vegne. Sjovt nok er det dem, der er faldet hurtigst til og som lader til at have det allerbedst i vores nye omgivelser. Otto sagde i går til mig, at han nogle dage vågner med sommerfugle og varme i maven og bare glæder sig til dagen. Pigerne har særligt taget udelivet til sig og har begge to både permanente sår på knæene, beskidte negle, solbrune nakker og smil på læberne.
Jeg kniber mig selv i armen over hvor let det har været for dem og over hvor fjollet alle betænkelighederne og al frygten viste sig at være.
De er fans, så det er vi også.

Jeg er den der er faldet mindst til. Hvilket var forventet. Den gode overraskelse er, at jeg ikke hader det, og at det viser sig, at der er flere ting ved livet i hus på nordkysten, som jeg nu ikke føler jeg kan leve uden. Havet har især vundet mig. Godt nok bader jeg ikke i det, til stor forundring for mange, men jeg kigger på det, jeg får ro ved det, og jeg kan næsten ikke forestille mig ikke at kunne stikke fødderne i vandkanten dagligt. Roen og stilheden nyder jeg også langt mere end forventet. Godt nok bor vi på byens hovedgade og har både trafikstøj, en togbane tæt på og kan høre strandfesterne i weekenden, men i forhold til hvad vi kommer fra, er har bomstille, og det er ret lækkert. Afstanden til København er heller ikke så lang som jeg følte den var inden vi flyttede, og jeg nyder faktisk togturen frem og tilbage.

Men jeg savner København. Savner muligheden for spontanitet og dét at kunne kombinere mit familieliv med veninder, rødvin og høje sko uden den store planlægning. Savner at have alle muligheder rundt om hjørnet. Alt det jeg altid har taget for givet, men som jeg også altid har holdt af og altid har haft.

Engang imellem rammer savnet hårdt, og jeg bliver ked af det. Nogle gange bliver jeg frustreret over det ambivalente i den følelse, for jeg ville jo heller ikke undvære Hornbæk, vores hus, børnenes tydelige kærlighed hertil, havet … Men savnet er stort. Jeg vil gerne have det hele, og så alligevel ikke. Nogle gange dukker en lille led egoistisk stemme op og pipper noget med, at vi skulle være blevet i Kbh K. For MIN skyld. Og så bliver jeg flov. For selvom jeg savner det hele og engang imellem får kvalme over at det er et lukket kapitel, føles det vi har nu mere rigtigt for OS. Og jeg er ikke kun mig længere, jeg er os.

Nu er vi her og heldigvis for det.

Så kender man sommeren igen, hva?!
Jeg kan nu meget godt lide sommerregn, og for en gang skyld har jeg været tjekket nok til at udnytte sommerudsalget til at købe regntøj og gummistøvler til de små mennesker i husstanden, så jeg følte mig rimelig pro i mor-gamet i morges, hvor der både var regntøj til alle og et par færdigsmurte madpakker i køleskabet. Efter at have fulgt den store 3. klasses dreng i skole, vendte jeg om og placerede mig ved min computer for nok tredje gang på to måneder, hvor jeg blev mindet om, at den snart synger på sidste vers, så jeg backede den op, inden jeg gik i krig med en masse kedelige sager, som jeg har udskudt for længe (fakturering, betalinger, regnskab, den slags) – Nu er klokken 11 og jeg føler lidt at jeg har vundet i ‘voksen’. Tænk sig, det tog under fire timer at kvæle flere ugers dårlige samvittighed. Det kunne være jeg skulle forsøge at være på forkant med den slags til en anden gang. Sådan synes jeg ofte jeg har det efter en ferie – At NU skal der nye boller på suppen. Madpakkerne skal være klar aftenen før, jeg skal food preppe, lave madplaner, være på forkant med vasketøjskurven og regningerne. Ting der for mange er helt naturligt, men som for mig (apropos mit seneste indlæg) føles som et utopisk forhindringsløb som jeg ikke kan gennemføre, fordi jeg undervejs bliver distraheret. Oh well. Intentioner kan også noget.

Resten af min mandag vil jeg bruge på at skrive videre på en masse halve og kvarte indlæg, jeg vil pakke det sidste af mit tøj ud i mit næsten færdige skab (Tak til Michael, der brugte sin søndag på at bygge)  og så vil jeg skamnyde roen i mit hus, hvor jeg for første gang er HELT alene siden en gang i juni.

God mandag derude.