Skilsmissens anatomi

Inspireret af det nyeste afsnit af Om søndagen græder vi (podcast på Podimo) der handler om skilsmissens fem faser, kommer her mit take på det. Det siges, at der er fem faser man gennemgår  – Det gælder nok de fleste sorgperioder, og jeg har prøvet dem alle før, både værre og mildere. Rækkefølgen og længden af dem varierer selvfølgelig, og selvom der sikkert er forskellige måder at anskue (og føle) dem på, tror jeg at mange kan genkende mønsteret. Jeg vader selv ret meget op og ned og frem og tilbage, og så tvivler jeg på at fase tre nogensinde viser sig for alvor. Nemlig vreden. Og dog. For selvom der i vores situation er nul årsager at være vred over, er det alligevel nok en uundgåelig fase. Jeg har følt vrede, men jeg har rettet den mest mod mig selv, hvilket på en eller anden måde er langt mindre konstruktiv, end når man kan rette den mod andre. Og hvem ved, måske kommer tre’eren lige pludselig bragende som en uvelkommen gæst til et suprise-gilde, bedst som jeg troede, at jeg havde gennemført alle faser (jeg ved godt det ikke helt fungerer sådan, men altså, for nu at blive i den tese…) Jeg er lige nu nok et sted i fase fire. Den nedtrykte fase. Der hvor man er ked af det, tungsindig og trist. Det er måske den sværeste fase overhovedet, for mig, og jeg er ekstremt dårlig til at tolerere det. Vil langt hellere være vred, i fornægtelse eller i forhandling. For det er de andre “trin”. Lad mig uddybe. Fase et er, hvis jeg ikke husker forkert, benægtelsen. Der hvor man ikke helt har forstået, hvad fanden det er der foregår. Det kan sgu da ikke passe-fasen. Det løser sig sgu da-fasen. Den er flyvsk, svær at forstå og går over helt uden at man (jeg) opdager den. Så kommer fase to. Forhandlingen. Der hvor man lidt trækker i land, men omvendt også bare vil have fundet en løsning, måske fortryder man lidt, ombestemmer sig, og ja, forsøger febrilsk at trække i land, lappe det hele og ryste det af sig, måske bliver lidt sølle, glemmer grunden til beslutningen og kun husker alt det gode, for derefter alligevel at nå frem til, at det nok er for det bedste det hele, og når et sted hen, hvor man (jeg) føler sig forholdsvis ovenpå. Praktisk, ligefrem, nu gør vi således… Så kommer vreden. Fase tre. Den var kort i mit tilfælde, men dukker alligevel stadigvæk lidt op – Igen mest rettet mod mig selv. “Fuck hvor er du dum”. Den bliver afløst af fase fire. Der jeg er nu. Tristheden. Jeg har grædt som aldrig før – det passer ikke, men det føles sådan, når det står på – Som om at jeg aldrig har været så heartbroken nogensinde, og som om at det aldrig kan stoppe igen. Mit hjerte er gået i tusind stykker og jeg ved ikke om og hvordan det nogensinde kan samles igen. Det lille krøllede hjerte. Ensomheden, frustrationen, sorgen, der buldrer afsted. Den sidste fase er den, jeg kan mærke, jeg begynder så småt at stikke tæerne forsigtigt i, men alligevel ikke er helt dedikeret nok til at dykke ned i. Endnu. Anerkendelsen, accepten, glæden, energien. Den kommer i små glimt og når den er der, bliver alt roligt og udholdeligt, men så opsluger fase fire mig endnu engang og tristheden, ensomheden og det der er svært omslutter mig så jeg knap nok kan få luft.

Jeg deler det her, fordi jeg håber, det kan få mig til at finde endnu mere ro, og nok også for at sige til dig, der måske er et eller andet sted i denne her underlige trappe med trin man løber forvirret op og ned af, at du ikke er alene og at det nok skal gå. Selvfølgelig. Det føles som det værste, der kunne overgå dig (mig) men det er det ikke nødvendigvis.

Disclaimer (tilføjet morgenen efter udgivelse) : Jeg ved selvfølgelig godt, at der ikke findes en opskrift på sorg og følelser, og at min situation ikke kan sidestilles med langt værre. Jeg synes bare, at ovenstående var en interessant og finurlig måde at anskue det på. Jeg beklager, hvis jeg har trådt nogen over tæerne, eller har fået det til at lyde mere simpelt end det er. Selvfølgelig er der forskel, One size fits overhovedet ikke alle, og der er i øvrigt, så vidt jeg ved, intet videnskabeligt belæg for denne model (Det er som sagt “bare” inspireret af en podcast af Hella Joof). Jeg kunne selv spejle mig i noget af det, og tænkte at andre måske kunne det samme 🙂
Tak for jeres indspark ❤️

Mandag uge 24: Fremtidslogistik, midweek middag og børneweekend

Mandag. Jeg har sovet elendigt i nat, og der findes ikke nok kaffe i dag. Utroligt nok, har jeg alligevel formået at være vanvittigt produktiv allerede inden klokken 11.
I denne uge har jeg et ret stort ønske om på en eller anden måde, at få lidt mere klarhed i forhold til vores fremtid. Både i forhold til bolig, deleordning, bodeling og så videre. Igen er det detaljer som jeg ikke kommer til at indvie jer forfærdeligt meget i, imens de står på – Jeg svarer på en del beskeder omkring det hver dag, og det er ikke for at være uhøflig, at jeg måske kommer til at svare lidt spidst – Det er bare enormt personligt, og i øvrigt også meget uvist lige nu. Så det føles enormt intimiderende når jeg skal forholde mig til det overfor andre. Som jeg har nævnt før, men som jeg fornemmer jeg måske bliver nødt til at nævne endnu engang, kommer jeg kun til at dele det, jeg er komfortabel med, intet andet. Hvor den grænse går, ved jeg ikke, det vil vise sig løbende, men jeg vil rigtig gerne have lov til selv at styre det. Tak.
Vi er hverken uenige eller på nogen måde uvenner, men det er en skidesvær kabale, som vi ikke helt ved, hvordan vi skal gribe an, og det er virkelig energidrænende og svært at stå med.

Tilbage til ugens planer; Jeg har børnene i dag og i morgen og arbejder derfor hjemmefra for at få så meget ud af dagen som muligt, samt preppe lidt aftensmad i løbet af dagen og på den måde indhente noget tid og overskud. I dag har jeg indtil videre været vældig effektiv. Jeg afleverede pigerne i børnehave for et par timer siden, og har siden da nået næsten alt det, jeg havde på programmet i dag, hvilket blandt andet var, at jeg skulle samle nogle løse ender op, aflevere to tekster og betale regninger. Nu holder jeg en kort kaffepause, imens jeg venter på, at mit vasketøj er klar til at komme ud i solen og hænge. Derefter har jeg en lille smule bogføring, og en gennemskrivning af nogle børnehistorier jeg har skrevet til et nyt projekt, jeg er en del af. Og SÅ skal jeg hente børn.
I morgen skal jeg tage billeder hele dagen, både til nogle kampagner, som løber af stablen denne uge, og til min instagram, som jeg gerne vil have fyret lidt op under igen. Onsdag og torsdag tager jeg til København og arbejder igennem, samt forsøger at få samlet nogle damer til en middag onsdag eller torsdag. Fredag er jeg tilbage i Hornbæk, og overtager igen børnene og har en weekend med dem. Jeg aner ikke hvad vi skal, men det kan jeg egentlig også ret godt lide.

God uge til jer <3

En kæmpe kliché?

Jeg så mig selv udefra den anden aften. Småsnaldret, alene hjemme, men en halvtom flaske rødvin og Sam Smith på højtaleren. Så sad jeg der, fraskilt, midt i 30erne, mor til tre, rødvinsfuld og med sangtekster, jeg følte var skrevet til mig. Og selvom jeg det meste af tiden overlever og har ret godt styr på hele situationen og føler mig forholdsvis ovenpå, gør det sig på ingen måde gældende hele tiden – især ikke når jeg ikke har mine børn. Som i overhovedet ikke. Da jeg sad der den aften og så mig selv udefra, begyndte jeg at tænke over alt det klichefyldte og nærmest karikerede ved min situation, og den slags skal der også være plads til. Også her. Foruden al vinen og min nyfundne glæde for Sams tekster, har jeg shoppet dyre solbriller (som jeg så mistede fire dage senere), jeg er begyndt at træne som en sindssyg – Det skal ikke hedde sig, at jeg blev skilt med en flad røv. Næ, op op op med den. Jeg fylder mine weekender uden børn med drinks, veninder og alt for mange aftaler, jeg ryger flere cigaretter end jeg har gjort i årevis. Jeg er gået i selvhjælps-mode og læser alle bøger om selvudvikling (og tager dem med et kæmpe gran salt i øvrigt – Og nej, jeg er ikke medlem af nogen tribe eller på vej til at blive det). Jeg er startet i terapi igen. Jeg bingewatcher SATC, præcis som jeg har gjort det efter alle breakups hele mit liv. Og det er alt sammen så tragikomisk, at jeg næsten ikke kan holde det ud. I al alvor sker der også det, at jeg føler mig ensom og alene på en måde som jeg havde glemt eksisterede, og er pludselig meget bevidst omkring alle mine relationer, på godt og ondt. Livskriser som den jeg står i, får virkelig sat mange ting i perspektiv, hvilket føles helt vildt klamt, når man står midt i det, som jeg gør det nu – Men jeg ved heldigvis, at det på den anden side bliver bedre end godt igen. Og kliche eller ej, er det alt sammen en del af den rejse jeg er på lige nu, og præcis ligesom man (jeg) tidligere har romantiseret tømmermænd og kærestesorger og set tilbage på det som en næsten hyggelig og sjov tid, kommer det med garanti også til at gøre sig gældende denne gang, er jeg sikker på. Alt er en fase. Rødvin og Sam Smith skal der til.

Det kolde spring

I sidste uge overvandt jeg en angst forårsaget af et 27 år gammelt traume. Jeg var i havet. I koldt vand.
Det var fredag og mit humør lå helt nede under gulvbrædderne og rodede rundt i en cocktail af selvbebrejdelse, pms og en kæmpe sorg, og jeg havde ikke en jordisk chance for at komme op derfra, hvilket ellers meget sjældent er tilfældet. Efter en hel dags snak med Michael og en massiv tuder af den slags man ikke kan stoppe med igen, besluttede vi os for at gå en tur. På vej ud af døren, nævnte Michael at han nok ville gå i vandet, og så nærmest fløj det ud af mig ” Det vil jeg også”. Ingen af os troede helt på det udsagn, men jeg kunne godt mærke, at imens vi gik ned mod stranden, var mit følelsesregister så flosset, at det slet ikke var utænkeligt, at jeg ville gøre det. Da vi stod i vandkanten og kiggede udover det 13 grader kolde vand, begyndte angsten at komme krybende. Den angst jeg så længe jeg kan huske, har fyldt mig – Frygten for at min hjerte ville gå i stå, hvis min hud blev nedkølet i det kolde vand. En frygt, der blev sat i mig, da jeg som 7 årig faldt igennem isen på en sø, og følte min vejrtrækning stoppe i et splitsekund. Jeg var kun i det iskolde vand i få sekunder, og var aldrig i reel fare, men det har siddet i mig lige siden.
Den fredag gik jeg afsted ud i havet – hånd i hånd med Michael – med blikket stift rettet mod horisonten, imens jeg forsøgte at tømme mit hoved fuldstændigt. NU, hørte jeg Michael sige. Og så gjorde jeg det. Fandme. Lod hele min krop falde ned i det kolde vand. To gange.
Den overvindelse det var, kombineret med det rush det giver at være i koldt vand, samt den efterfølgende indre varme, er noget af det vildeste, jeg nogensinde har oplevet. Alle bekymringer og svære tanker og følelser forsvandt, og jeg var i nuet på en måde jeg aldrig har oplevet før.


Siden da har jeg været i en enkelt gang, med samme resultat og der er ingen tvivl om, at jeg nu er “en af dem”. For mange lyder det sikkert som ingenting, men for mig var det meget mere end en badetur.

Mandag uge 23: Solskin, nye projekter og damer

Nu endte det med at være en meget stille uge på blogfronten. Jeg har ellers haft et par indlæg i ærmet, men de blev ligesom aldrig rystet ud. Sidste uge blev nemlig en virkelig tung en, mentalt. Det er svært at beskrive, men det var som om at alvoren gik ekstra meget op for mig og satte sig dybt i mine følelser, og jeg havde pisse svært ved at fokusere på andet end at komme igennem dagene. Så for at kunne passe mit liv og arbejde, blev blogdelen nedprioriteret. Min weekend har til gengæld været helt genial, og jeg har været sammen med børnene i solen og ladet totalt op på børnekys og kaos.
Nu er det mandag igen – Pinse. Jeg har tilbragt morgenen med børnene og Michael, og er nu på vej mod København for at mødes med en veninde til drinks i solen. I morgen skal jeg på kontoret, til møde med en redaktør, som jeg håber, har lyst til at lave noget sammen med mig, og så har jeg et par halve aftaler med mennesker, jeg savner at se. Onsdag og torsdag er jeg på børnene, så der er jeg i Hornbæk. Det er jeg også fredag, hvor jeg har en damemiddag på stranden (lukker totalt øjnene for vejrudsigten, der lover regn), lørdag og søndag har jeg holdt åben.

Jeg har sat gang i nogle nye ting, jeg skal, for der er ingen tvivl om, at jeg elsker at være Sneglcille, men jeg kan godt mærke, at der er nogle ting ved mit tidligere arbejdsliv som begynder at trække, og selvom jeg ikke umiddelbart ser mig selv gå tilbage til et almindeligt arbejdsliv, drømmer jeg om at få lov til at få hænderne lidt mere ned i noget journalistik, formidling og kommunikation, og lige nu ser det ud som om, at det faktisk ikke er et helt umuligt ønske. Så det vil jeg fokusere lidt mere på den næste tid.
God solskinsdag til jer ❤️

Mandag uge 22: Ro og orden

Godmorgen

Det var fuldstændig vidunderligt at blive genforenet med min flok i går efter tre døgn uden. Men også hårdt. Helt vildt hårdt. De var glade, og havde haft en dejlig weekend, men særligt en af dem, havde savnet mig på en måde, som jeg selv kunne genkende at have følt som barn, og det nev mig lige der hvor det gør allermest ondt, og så begyndte en masse andet også at gøre ondt. Det var lidt som om, at nogen tændte på en kontakt i går eftermiddags, der satte gang i hele følelsesspektret hos mig. Jeg græd på den der måde, hvor det ikke er muligt at stoppe igen, og følte på en eller anden måde at det var som at starte forfra, hvilket bare forstærkede alt det svære. Det var selvfølgelig ikke at starte forfra, og i dag tænker jeg mere klart. Selvfølgelig reagerer jeg. Det var hverken første eller sidste gang, og at være stærk betyder ikke nødvendigvis at være hård, konstant glad og ikke græde. Det mindede jeg mig selv om og skrev fire lange sider om alle mine tanker, følelser og alt det jeg er bange for. Jeg gik i seng med hovedpine og helt udtørrede tårekanaler, men vågnede med ro i maven og mod på hverdagen. Børnene var i mega godt humør i morges og blev afleveret helt uden problemer. Jeg er lige blevet færdig med at rydde op og støvsuge, vaskemaskine og opvasker kører og nu drikker jeg kaffe på mit køkkengulv – og forsøger at skabe et overblik over min uge. Jeg er alene med børnene til på onsdag, og igen i den kommende weekend, og jeg glæder mig. Det bliver en rolig uge, og det har vi nok allesammen brug for herhjemme.

I dag og i morgen er derfor forholdsvis korte, arbejdsmæssigt, og jeg skal allermest få orden og styr på nogle løse og flyvske ender. Onsdag og torsdag tager jeg nogle lange dage i København på kontoret og til møder, sikkert kombineret med nogle frokostaftaler, og så har jeg som sagt børn fra fredag til søndag, og vejret skulle blive genialt, så jeg tænker vi rykker ned på stranden en hel del. Jeg tror det bliver en skide god uge. Det har jeg besluttet mig for at det gør. Med ro på og solskin.

God uge til jer allesammen. Vær søde ved hinanden og jer selv. Vi gør det så godt, vi kan.

Søndagssituationen

Det er søndag morgen. Jeg har ikke sovet særligt mange timer. Både fordi jeg kom sent i seng og havde drukket (sover helt håbløst med alkohol i kroppen) men også fordi at jeg i dag skal se mine børn igen, og derfor har været og er spændt og fuld af savn. Jeg har været i København tre overnatninger og er fuldstændigt tanket op på venner, vin og afslapning. Og HELT klar på at skulle tilbage, til det jeg allerbedst kan lide.
Jeg ved ikke, hvordan man bedst forklarer dette her lidt bizarre dobbeltliv, jeg føler, jeg lever for tiden, men det er helt klart noget, der kræver tilvænning.

Jeg har jo på sin vis prøvet det hele før, så der er noget i det, der slet ikke er så fremmed og skræmmende, men på den anden side er det også det værste jeg ved, og der går et jag igennem mig, når jeg føler savnet, virkeligheden, nederlaget.
Det bliver bedre. Og det er nok også lidt urimeligt at forlange, at alt skal føles lækkert og normalt allerede, når alt er blevet vendt på hovedet. Om et par timer er jeg sammen med mine børn igen, og så forsvinder denne her melankolske sindsstemning helt af sig selv og indtil da forsøger jeg at nyde de sidste øjeblikke med ro, varm kaffe og mit eget udmærkede selskab.

God søndag.

Den der pizza

Som sagt er min appetit lidt udfordret for tiden. Men noget jeg næsten altid kan spise, er denne helt simple, men dødgode og ikke mindst nemme (!) pizza med spinat.

Det virker næsten lidt fjollet at kalde dette en opskrift, for jeg springer på alle måder over, hvor jeg kan. Men altså. I har efterspurgt en fremgangsmåde – Så her er den.

Jeg bruger frosne bunde fra Cofoco. Der er allerede tomat på. Så fyrer jeg en håndfuld ost på, og 4-5 frosne knolde hakket spinat over (Jeg lader dem lige ligge ude 10-20 minutter, inden jeg putter dem på, men de er stadigvæk pænt frosne).

Og så i ovnen på 250 grader i fire-fem minutter. Jeg tager pizzaen ud – Fordeler spinaten, der nu ikke er frossen længere, med en gaffel – Drypper/hælder med rigeligt hvidløgsolie (1-2 fed pressede hvidløg, en god sjat olivenolie, salt og peber) Og så i ovnen et 2-4 minutter mere. Done. Så simpelt, men virkelig lækkert.

I øvrigt

  • Er jeg så TRÆT af at næsten alle vegetariske alternativer skal smage enten af rød peber eller spidskommen. Der findes nærmest ikke pålæg, fars, salater, sandwich m.v. med andre smage.
  • Var hedebølgen i 2018 allerede i fuld gang på nuværende tidspunkt, og jeg har det lidt stramt over hvis nuværende vejrsituation skal lægge stilen for 2020s sommervejr.
  • Hænger sladder mig så langt ud af halsen. Det er altid noget, jeg har haft svært ved og som jeg prøver at holde mig langt ude af, men nu, når jeg selv er sådan en man sladrer om – Jeg forstår det godt i øvrigt – Er det ekstra ubehageligt.
  • Er min appetit fortsat fuldstændig ødelagt, men jeg har fundet ud af, at jeg næsten altid kan spise pizza med spinat og hvidløg, og knækbrød med hummus, så det er nærmest det jeg lever af. Og så vin. Ret meget vin.
  • Har jeg været i kontakt med en coach. Det er ikke min første gang, men for første gang rykkede det ved noget. Hun mener blandt andet, at jeg bør brande mig mere på mit rigtige navn og mindre på Sneglcille. Den tygger jeg stadigvæk på. Men det giver god mening i forhold til nogle af de drømme jeg har omkring bogudgivelser, radio/podcasts osv. Bloggen kommer aldrig til at skifte navn. Aldrig.
  • Drømte jeg i nat om en lodden pingvinunge, jeg skulle passe. Det gjorde så stort indtryk, at jeg flere gange i dag, har taget mig selv i et kort sekund at tænke over, hvor den mon er.
  • Har jeg fået slået en helt genial funktion til på min telefon, sådan at numre jeg ikke kender, ikke går igennem. Smart i forhold til de mange mange telemarketing sælgere jeg normalt taler med i løbet af en uge, ikke kan komme igennem, ret irriterende i forhold til de få arbejdsrelaterede opkald, der nu ikke kan nå mig. Hurra for mails.
  • Sagde min fem årige til mig den anden dag, at hun føler hendes liv er en scene. Hun er det mest teatralske jeg kender, så det giver virkelig god mening.
  • Har jeg sat pigernes tvillingeklapvogn til salg. Og selvom de ikke har brugt den i over et år, føles det alligevel meget definitivt og melankolsk at gå af med den. (sig til hvis du er interesseret. Det er en Bugaboo Donkey klapvogn. Brugt og ikke i verdens bedste stand, men den kører)
  • Prøver jeg at vende min nuværende situation til noget spændende, godt og brugbart, fremfor det skræmmende og usikre det også er. Jeg er ret god til det – Det meste af tiden.
  • Er jeg begyndt at benytte mig af talebeskeder fremfor sms’er. Ikke altid, men de der gange, hvor man ikke har hænderne fri, og normalt tænker “Den svarer jeg på senere” (hvilket jeg aldrig gør). Det er ret hyggeligt og nemt med sådan en lydfil, selvom det føles lidt skørt de første par gange, man gør det.

Mandag uge 21: Længere dage, kort uge og et ugeskift

God mandag morgen

Jeg er netop vendt hjem efter at have afleveret to ud af tre børn. Pigerne i børnehave – Fra denne uge får de lidt længere dage efter en måneds tid med fire-fem timers dage. Det bliver en kæmpe gamechanger for mit arbejdsliv, og jeg fornemmer også på dem, at det bliver fint med halvanden-to timer mere til at lege i. Otto er hjemme med hoste, og er netop gået over til sin mormor (stadigvæk kæmpe genialt at de flyttede med herop). Nu har jeg ryddet op efter den daglige morgenmads-/tøjskifte-eksplosion og har sat mig ved skærmen. Jeg skal ikke på kontoret i denne uge, da jeg har børnene og derfor en bagkant hele ugen. I dag skal jeg skrive og ordne regnskab, i morgen har jeg fotodag med en dygtig fotograf, onsdag skal Uma til lægen (noget med hendes stemmebånd) og så er det jo helligdag torsdag, og Michael tager børnene fra torsdag til søndag. Det er jo egentlig ellers “min weekend” efter den oprindelige plan, men den er blevet lavet om, så vi har byttet weekend, og jeg har derfor to weekender i træk uden børn, den vi lige er gået ud af og næste, og så skulle det gerne køre smooth derfra, med hver anden weekend uden/med børn og fælles hverdage, som hidtil, bare byttet om. Ja, tak, hej ny hverdag med ekstra puslespilsbrikker. Heldigvis er Michael, børnene og jeg selv virkelig gode til alt det her, og jeg er fortsat så imponeret over, hvor nemt det går og hvor godt vi taler sammen. I sidste uge sendte vi skilsmisse-ansøgningen afsted – Det er noget vi har udsat lidt, men nu er det gjort og det er pisse mærkeligt og sørgeligt, men også på en måde en lettelse. Så er der da en ting, der kan krydses af min liste.

God mandag til jer <3