Archive for category: Ikke kategoriseret

Inspireret af det nyeste afsnit af Om søndagen græder vi (podcast på Podimo) der handler om skilsmissens fem faser, kommer her mit take på det. Det siges, at der er fem faser man gennemgår  – Det gælder nok de fleste sorgperioder, og jeg har prøvet dem alle før, både værre og mildere. Rækkefølgen og længden af dem varierer selvfølgelig, og selvom der sikkert er forskellige måder at anskue (og føle) dem på, tror jeg at mange kan genkende mønsteret. Jeg vader selv ret meget op og ned og frem og tilbage, og så tvivler jeg på at fase tre nogensinde viser sig for alvor. Nemlig vreden. Og dog. For selvom der i vores situation er nul årsager at være vred over, er det alligevel nok en uundgåelig fase. Jeg har følt vrede, men jeg har rettet den mest mod mig selv, hvilket på en eller anden måde er langt mindre konstruktiv, end når man kan rette den mod andre. Og hvem ved, måske kommer tre’eren lige pludselig bragende som en uvelkommen gæst til et suprise-gilde, bedst som jeg troede, at jeg havde gennemført alle faser (jeg ved godt det ikke helt fungerer sådan, men altså, for nu at blive i den tese…) Jeg er lige nu nok et sted i fase fire. Den nedtrykte fase. Der hvor man er ked af det, tungsindig og trist. Det er måske den sværeste fase overhovedet, for mig, og jeg er ekstremt dårlig til at tolerere det. Vil langt hellere være vred, i fornægtelse eller i forhandling. For det er de andre “trin”. Lad mig uddybe. Fase et er, hvis jeg ikke husker forkert, benægtelsen. Der hvor man ikke helt har forstået, hvad fanden det er der foregår. Det kan sgu da ikke passe-fasen. Det løser sig sgu da-fasen. Den er flyvsk, svær at forstå og går over helt uden at man (jeg) opdager den. Så kommer fase to. Forhandlingen. Der hvor man lidt trækker i land, men omvendt også bare vil have fundet en løsning, måske fortryder man lidt, ombestemmer sig, og ja, forsøger febrilsk at trække i land, lappe det hele og ryste det af sig, måske bliver lidt sølle, glemmer grunden til beslutningen og kun husker alt det gode, for derefter alligevel at nå frem til, at det nok er for det bedste det hele, og når et sted hen, hvor man (jeg) føler sig forholdsvis ovenpå. Praktisk, ligefrem, nu gør vi således… Så kommer vreden. Fase tre. Den var kort i mit tilfælde, men dukker alligevel stadigvæk lidt op – Igen mest rettet mod mig selv. “Fuck hvor er du dum”. Den bliver afløst af fase fire. Der jeg er nu. Tristheden. Jeg har grædt som aldrig før – det passer ikke, men det føles sådan, når det står på – Som om at jeg aldrig har været så heartbroken nogensinde, og som om at det aldrig kan stoppe igen. Mit hjerte er gået i tusind stykker og jeg ved ikke om og hvordan det nogensinde kan samles igen. Det lille krøllede hjerte. Ensomheden, frustrationen, sorgen, der buldrer afsted. Den sidste fase er den, jeg kan mærke, jeg begynder så småt at stikke tæerne forsigtigt i, men alligevel ikke er helt dedikeret nok til at dykke ned i. Endnu. Anerkendelsen, accepten, glæden, energien. Den kommer i små glimt og når den er der, bliver alt roligt og udholdeligt, men så opsluger fase fire mig endnu engang og tristheden, ensomheden og det der er svært omslutter mig så jeg knap nok kan få luft.

Jeg deler det her, fordi jeg håber, det kan få mig til at finde endnu mere ro, og nok også for at sige til dig, der måske er et eller andet sted i denne her underlige trappe med trin man løber forvirret op og ned af, at du ikke er alene og at det nok skal gå. Selvfølgelig. Det føles som det værste, der kunne overgå dig (mig) men det er det ikke nødvendigvis.

Disclaimer (tilføjet morgenen efter udgivelse) : Jeg ved selvfølgelig godt, at der ikke findes en opskrift på sorg og følelser, og at min situation ikke kan sidestilles med langt værre. Jeg synes bare, at ovenstående var en interessant og finurlig måde at anskue det på. Jeg beklager, hvis jeg har trådt nogen over tæerne, eller har fået det til at lyde mere simpelt end det er. Selvfølgelig er der forskel, One size fits overhovedet ikke alle, og der er i øvrigt, så vidt jeg ved, intet videnskabeligt belæg for denne model (Det er som sagt “bare” inspireret af en podcast af Hella Joof). Jeg kunne selv spejle mig i noget af det, og tænkte at andre måske kunne det samme 🙂
Tak for jeres indspark ❤️

Jeg så mig selv udefra den anden aften. Småsnaldret, alene hjemme, men en halvtom flaske rødvin og Sam Smith på højtaleren. Så sad jeg der, fraskilt, midt i 30erne, mor til tre, rødvinsfuld og med sangtekster, jeg følte var skrevet til mig. Og selvom jeg det meste af tiden overlever og har ret godt styr på hele situationen og føler mig forholdsvis ovenpå, gør det sig på ingen måde gældende hele tiden – især ikke når jeg ikke har mine børn. Som i overhovedet ikke. Da jeg sad der den aften og så mig selv udefra, begyndte jeg at tænke over alt det klichefyldte og nærmest karikerede ved min situation, og den slags skal der også være plads til. Også her. Foruden al vinen og min nyfundne glæde for Sams tekster, har jeg shoppet dyre solbriller (som jeg så mistede fire dage senere), jeg er begyndt at træne som en sindssyg – Det skal ikke hedde sig, at jeg blev skilt med en flad røv. Næ, op op op med den. Jeg fylder mine weekender uden børn med drinks, veninder og alt for mange aftaler, jeg ryger flere cigaretter end jeg har gjort i årevis. Jeg er gået i selvhjælps-mode og læser alle bøger om selvudvikling (og tager dem med et kæmpe gran salt i øvrigt – Og nej, jeg er ikke medlem af nogen tribe eller på vej til at blive det). Jeg er startet i terapi igen. Jeg bingewatcher SATC, præcis som jeg har gjort det efter alle breakups hele mit liv. Og det er alt sammen så tragikomisk, at jeg næsten ikke kan holde det ud. I al alvor sker der også det, at jeg føler mig ensom og alene på en måde som jeg havde glemt eksisterede, og er pludselig meget bevidst omkring alle mine relationer, på godt og ondt. Livskriser som den jeg står i, får virkelig sat mange ting i perspektiv, hvilket føles helt vildt klamt, når man står midt i det, som jeg gør det nu – Men jeg ved heldigvis, at det på den anden side bliver bedre end godt igen. Og kliche eller ej, er det alt sammen en del af den rejse jeg er på lige nu, og præcis ligesom man (jeg) tidligere har romantiseret tømmermænd og kærestesorger og set tilbage på det som en næsten hyggelig og sjov tid, kommer det med garanti også til at gøre sig gældende denne gang, er jeg sikker på. Alt er en fase. Rødvin og Sam Smith skal der til.

Nu endte det med at være en meget stille uge på blogfronten. Jeg har ellers haft et par indlæg i ærmet, men de blev ligesom aldrig rystet ud. Sidste uge blev nemlig en virkelig tung en, mentalt. Det er svært at beskrive, men det var som om at alvoren gik ekstra meget op for mig og satte sig dybt i mine følelser, og jeg havde pisse svært ved at fokusere på andet end at komme igennem dagene. Så for at kunne passe mit liv og arbejde, blev blogdelen nedprioriteret. Min weekend har til gengæld været helt genial, og jeg har været sammen med børnene i solen og ladet totalt op på børnekys og kaos.
Nu er det mandag igen – Pinse. Jeg har tilbragt morgenen med børnene og Michael, og er nu på vej mod København for at mødes med en veninde til drinks i solen. I morgen skal jeg på kontoret, til møde med en redaktør, som jeg håber, har lyst til at lave noget sammen med mig, og så har jeg et par halve aftaler med mennesker, jeg savner at se. Onsdag og torsdag er jeg på børnene, så der er jeg i Hornbæk. Det er jeg også fredag, hvor jeg har en damemiddag på stranden (lukker totalt øjnene for vejrudsigten, der lover regn), lørdag og søndag har jeg holdt åben.

Jeg har sat gang i nogle nye ting, jeg skal, for der er ingen tvivl om, at jeg elsker at være Sneglcille, men jeg kan godt mærke, at der er nogle ting ved mit tidligere arbejdsliv som begynder at trække, og selvom jeg ikke umiddelbart ser mig selv gå tilbage til et almindeligt arbejdsliv, drømmer jeg om at få lov til at få hænderne lidt mere ned i noget journalistik, formidling og kommunikation, og lige nu ser det ud som om, at det faktisk ikke er et helt umuligt ønske. Så det vil jeg fokusere lidt mere på den næste tid.
God solskinsdag til jer ❤️

Det er søndag morgen. Jeg har ikke sovet særligt mange timer. Både fordi jeg kom sent i seng og havde drukket (sover helt håbløst med alkohol i kroppen) men også fordi at jeg i dag skal se mine børn igen, og derfor har været og er spændt og fuld af savn. Jeg har været i København tre overnatninger og er fuldstændigt tanket op på venner, vin og afslapning. Og HELT klar på at skulle tilbage, til det jeg allerbedst kan lide.
Jeg ved ikke, hvordan man bedst forklarer dette her lidt bizarre dobbeltliv, jeg føler, jeg lever for tiden, men det er helt klart noget, der kræver tilvænning.

Jeg har jo på sin vis prøvet det hele før, så der er noget i det, der slet ikke er så fremmed og skræmmende, men på den anden side er det også det værste jeg ved, og der går et jag igennem mig, når jeg føler savnet, virkeligheden, nederlaget.
Det bliver bedre. Og det er nok også lidt urimeligt at forlange, at alt skal føles lækkert og normalt allerede, når alt er blevet vendt på hovedet. Om et par timer er jeg sammen med mine børn igen, og så forsvinder denne her melankolske sindsstemning helt af sig selv og indtil da forsøger jeg at nyde de sidste øjeblikke med ro, varm kaffe og mit eget udmærkede selskab.

God søndag.

• Er jeg så TRÆT af at næsten alle vegetariske alternativer skal smage enten af rød peber eller spidskommen. Der findes nærmest ikke pålæg, fars, salater, sandwich m.v. med andre smage.
• Var hedebølgen i 2018 allerede i fuld gang på nuværende tidspunkt, og jeg har det lidt stramt over hvis nuværende vejrsituation skal lægge stilen for 2020s sommervejr.
• Hænger sladder mig så langt ud af halsen. Det er altid noget, jeg har haft svært ved og som jeg prøver at holde mig langt ude af, men nu, når jeg selv er sådan en man sladrer om – Jeg forstår det godt i øvrigt – Er det ekstra ubehageligt.
• Er min appetit fortsat fuldstændig ødelagt, men jeg har fundet ud af, at jeg næsten altid kan spise pizza med spinat og hvidløg, og knækbrød med hummus, så det er nærmest det jeg lever af. Og så vin. Ret meget vin.
• Har jeg været i kontakt med en coach. Det er ikke min første gang, men for første gang rykkede det ved noget. Hun mener blandt andet, at jeg bør brande mig mere på mit rigtige navn og mindre på Sneglcille. Den tygger jeg stadigvæk på. Men det giver god mening i forhold til nogle af de drømme jeg har omkring bogudgivelser, radio/podcasts osv. Bloggen kommer aldrig til at skifte navn. Aldrig.
• Drømte jeg i nat om en lodden pingvinunge, jeg skulle passe. Det gjorde så stort indtryk, at jeg flere gange i dag, har taget mig selv i et kort sekund at tænke over, hvor den mon er.
• Har jeg fået slået en helt genial funktion til på min telefon, sådan at numre jeg ikke kender, ikke går igennem. Smart i forhold til de mange mange telemarketing sælgere jeg normalt taler med i løbet af en uge, ikke kan komme igennem, ret irriterende i forhold til de få arbejdsrelaterede opkald, der nu ikke kan nå mig. Hurra for mails.
• Sagde min fem årige til mig den anden dag, at hun føler hendes liv er en scene. Hun er det mest teatralske jeg kender, så det giver virkelig god mening.
• Har jeg sat pigernes tvillingeklapvogn til salg. Og selvom de ikke har brugt den i over et år, føles det alligevel meget definitivt og melankolsk at gå af med den. (sig til hvis du er interesseret. Det er en Bugaboo Donkey klapvogn. Brugt og ikke i verdens bedste stand, men den kører)
• Prøver jeg at vende min nuværende situation til noget spændende, godt og brugbart, fremfor det skræmmende og usikre det også er. Jeg er ret god til det – Det meste af tiden.
• Er jeg begyndt at benytte mig af talebeskeder fremfor sms’er. Ikke altid, men de der gange, hvor man ikke har hænderne fri, og normalt tænker “Den svarer jeg på senere” (hvilket jeg aldrig gør). Det er ret hyggeligt og nemt med sådan en lydfil, selvom det føles lidt skørt de første par gange, man gør det.