Archive for category: Ikke kategoriseret

Ny uge, nye planer.
Dagen startede lidt hektisk, som langt de fleste dage gør herhjemme for at være helt ærlig. Hvis vi ikke kommer op i virkelig god tid, er det bare et kapløb af dimensioner, hvilket bestemt også har sin charme til tider, men som også kræver en del teamwork, timing og gerne lidt forberedelse aftenen før (noget vi desværre ikke altid mestrer). I dag var som sagt ingen undtagelse og da Otto var gået i skole og Michael var kørt med de to piger, var det som om, at jeg trak vejret ned i maven for første gang i dag, i en sky af havregrødstallerkener, vasketøj og en opmærksomhedshungrende hund om anklerne. Jeg fik pakket det værste af køkkenrodet væk, trak i noget tøj og gik på stranden med Hera, vores hund. Her blev jeg ramt af en følelse af tristhed og savn som har luret lidt under overfladen i noget tid. Et savn til min mand. Vi ses hver dag, vi snakker sammen hver dag, vi er et godt team … Men det er lidt det eneste vi er for tiden. Gode kammerater, der bygger hus og opfostrer en børneflok. Sådan er det i perioder, men når der går for lang tid går det ud over vores humør og dynamik, og sådan har det været i et par dage. Vi har været unødigt gnavne og korte for hovederne overfor hinanden, og glemt at være kærester. Så da Hera og jeg vendte hjem fra stranden, greb jeg Michael, der lige var kommet hjem efter at have afleveret vores piger, i hånden og erklærede mandag for aflyst. Mandag formiddag i hvert fald, og vi havde herefter et par timer i hinandens selskab, hvor vi gjorde det om kærester gør, Netflix & chill, efterfulgt af en gåtur på stranden i regnen. Nu er han kørt afsted mod sit møde i København og jeg har indtaget hjemmekontoret med en lang liste over ting, der gerne skulle nås inden klokken 15, hvor jeg skal hente børn. Det sker nok ikke, og jeg bliver nok nødt til at åbne kontoret op igen i aften, men det tager jeg gerne med, for den kærestetid, der åd en stor del af min arbejdsdag, var uden tvivl det hele værd.

Resten af ugen skal jeg til en lille håndfuld hyggelige events hos kunder, potentielle kunder og en kollega, derudover har jeg et par møder, blandt andet med Confetti pigerne, som jeg har møde med hver onsdag. Jeg har desuden sat en del arbejdstimer af til at få skrevet, da jeg den seneste tid, har haft lidt rigeligt med praktisk bagomsarbejde (regnskab, korrespondancer, teknisk knas, m.m.) og derfor ikke har haft lige så meget skrivetid, som jeg har ønsket mig, hvilket på den positive side har gjort at jeg har virkelig meget mere lyst til at skrive end jeg har hat længe og faktisk også har en del ideér skrevet ned, og det er lækkert. På fritidsplanen er der også fyldt godt op, og jeg skal for eksempel til koncert med Anderson Paak på torsdag, hvilket jeg virkelig ser frem til – Virkelig virkelig. Hvis du ikke kender ham, synes jeg bare du skal komme i gang med at lytte, det vil gøre dig glad, er jeg sikker på. Og så skal jeg på fredag med mine sønner, både ham jeg selv har født og ham jeg har fået foræret, i trampolinpark, hvilket de har tryglet og bedt om i månedsvis, så da en invitation til et event i netop sådan en, tikkede ind i min mailbakke, sprang jeg til (no pun intended) og har nu scoret virkelig mange coolness point i deres bog, og for det tager jeg gerne et par timer i Skovlunde med trampoliner og slushice en fredag aften, ingen tvivl om det (vi er inviteret af Xjump, så dette kategoriseres som reklame).

Og så er den uge gået, hvilket betyder weekend, hvilket betyder renovering og børnekaos.
Men nu tilbage til mandag, tilbage til hjememkontoret og igang med dagens forsinkede to dos.
Ha’ en dejlig mandag derude, og husk at kysse på jeres mænd, hvis I savner dem – De savner sikkert også jer.

Det er så fjollet, hvordan jeg i perioder med rigtig meget familieliv og logistik næsten helt fysisk længes efter alenetid, vin, cigaretter, lange arbejdsdage, ro og søvn, og omvendt når jeg har perioder med mange arrangementer, møder, fester, lange arbejdsdage og planer udenom mit familieliv, længes præcis lige så meget, hvis ikke mere, efter alt det som lige har hængt mig langt ud af halsen. Det er på mange måder noget af det jeg rigtig meget kan savne ved at bo i København. Det var på en eller anden måde nemmere at balancere det hele, og kontrasten var langt mindre tydelig, MEN på den anden side, nyder jeg mit familieliv langt mere nu, end jeg gjorde i byen, kan jeg mærke og se nu i retrospektiv, og det er jo i det store billede det der giver mig lykke så det kilder i maven og virkelig batter, hvor at alt det andet, som jeg også holder af og værdsætter giver mig et langt mere kortvarigt, men også uundværligt rush af glæde. Begge verdener er med til at fremhæve hinanden på godt og ondt, og på den måde er det jo helt genialt og vældig homogent, så hvorfor bruger jeg så energi på at længes, fundere, tænke og føle det hele så meget? Jeg ved det simpelthen ikke, det er en skidesvær balance for mig at finde, især lige for tiden. Men jeg kan dog  fornemme på flere i min omgangskreds, at det går igen. Vi er mange der har svært ved at give helt slip på den dårlige samvittighed, længslen, hvad nu hvis tankerne og kontrasterne, der både er ret så svære og samtidigt helt vidunderlige – Det synes jeg virkelig at de er, og i langt de fleste perioder er jeg også blevet virkelig god til at være i det, sådan ægte. At være i moderrollen når jeg skal, at have arbejdskasketten på når jeg skal og helt elegant jonglere hele baduljen uden det mindste ondt i maven. Og så er der i dag. I dag, hvor solen skinner og jeg har haft en virkelig dejlig morgen med mine børn, men hvor jeg sidder på vej til København for at holde møder og for at arbejde igennem, og for at overnatte, så jeg kan møde tidligt på Tv2 i morgen, hvor jeg skal deltage i en podcast. Noget jeg virkelig glæder mig til, noget som jeg har tilvalgt, men alligevel savner jeg pludselig mine børn ekstremt meget og har svært ved rigtigt at glæde mig over solen, min vinaftale i eftermiddag, aftenen hos mine forældre og optagelsen i morgen. Åndssvagt, og lidt forkælet, jeg ved det godt. Særligt fordi at jeg er tilbage hos min familie i morgen, og vi skal til fastelavn, og alt bliver kaos og jeg kommer til at være så træt af mig selv over at jeg ikke nød det her lille døgn i København lidt ekstra. Så det vil jeg prøve. Helt ægte.
Jeg ved ikke om alt det her overhovedet giver mening. Det er ligesom bare mine tanker der vælter ud af fingrene på mig, og så håber jeg at det ikke er vrøvl, at jeg ikke er den eneste og at jeg måske kan minde nogen derude om, at nyde det de laver lige nu. Hvad end det er børnekaos, arbejde, singleliv, en fest, eller ….
Jeg skal i hvert fald øve mig på at være i nuet, meget mere end jeg gør, og det her er første spadestik. Nu skal jeg af mit tog. Gå en tur i solen, holde mit møde, kysse på min venindes lille nye baby, drikke varm kaffe, skrive, være, nyde, drikke vin og derefter sove hele natten, helt uden dårlig samvittighed eller savn der gør ondt.
Gør lige det samme og ha’ en dejlig fredag <3

• Modtog jeg en del henvendelser natten til mandag fra folk, der spurgte, hvad hulen min mand lavede på scenen til The Oscars med Lady Gaga. Hvilket kom dagen efter at min timehop mindede mig om #BradleyCooperGate for tre år siden 😀
• Tror jeg måske, at jeg er død indeni, for jeg synes at det hypede (og ja ja, super fine) “Shallow” nummer sunget af ovenstående er gabende kedeligt. Undskyld.
• Er min næsten 2 årige fuldstændig bidt af Paw Patrol og har i en uge nu været iført en Paw patrol hue fra Netto så godt som døgnet rundt. Og det er virkelig sødt. Ville ønske den var lidt pænere dog.
• Skal voksnesimpelthen være rare at holde op med at udtale Paw patrol på dansk. Jeg bliver skør af det. Ikke Pau Patrol! Paw Patrol, for fanden!
• Er jeg blevet hooked på glimmerstrømper. Jeg er oppe på otte par, og føler mig ekstra smart, når jeg har dem på – og så får jeg så mange point hos min tre årige over det.
• Fylder Uma fire år til april. På dronningens fødselsdag. Det taler hun en del om, ligesom at hun ofte konstaterer at dronningen savner os, fordi vi er flyttet væk fra hende (vi boede ved siden af Amalienborg) og jeg synes det er det SÅ sødt.
• Spiser jeg foruroligende mange chokopops for tiden. I smug. De er gemt i et skab, og jeg spiser kun af dem når jeg er alene hjemme. SÅ åndssvagt. Men også lækkert. For mig.
• Er min ni årige to skostørrelser fra at kunne dele sko med mig, og jeg både glæder mig og frygter lidt det med at kunne passe de samme sko som ham, men omvendt bliver det en kort periode, og så kan jeg jo passende overtage de sko han vokser ud af. Smart.
• Har jeg skudt iskaffesæsonen i gang. Denne version er stadigvæk min foretrukne.
• Hører jeg virkelig meget Backstreet Boys for tiden. Som i virkelig meget! Og glæder mig åndssvagt til koncerten i maj <3 BSB!
• Tager jeg virkelig mange detaljebilleder a la nedenstående for tiden. Lyset i de her dage er for vildt! (Jeg tager derfor også mindst lige så mange selfies … )

“Hende der bloggeren” …
Jeg hørte mig selv bliver omtalt som ovenstående for nyligt. Og selvom der jo sådan helt objektivt set hverken er noget forkert eller ondt i den udmelding, var tonen i mine ører ret nedladende og så gjorde den i øvrigt, at jeg begyndte at se spøgelser. At overanalysere alting omkring mig og blev overrumplet af en følelse af at være forkert, ikke at høre til, misforstået og set ned på. At der nok heller ikke er nogen i denne her by, der rigtig kan lide mig.
Hele møllen, som jeg har været igennem uendeligt mange gange gennem mit liv, og som ofte har foregået inde i mit hoved – Og andre gange desværre har været berettiget, da jeg desværre også har mødt en del fnidder, modgang og onde tunger. Og det var netop den opfrisker, der fik den indledende udmelding, hvor jeg blev beskrevet som “Hende der bloggeren”, til at vokse sig stor. Alt for stor. Det hylede jeg lidt over i en dags tid, lige indtil jeg besluttede mig for at skide på det. Sådan helt ægte, og vende det til min fordel. Noget som jeg ellers aldrig helt har kunne før. Jeg har haft lyst og jeg har forsøgt, og jeg har fejlet. Indtil nu. Jeg håber at jeg kan blive ved med at gøre det, for det virker. Jeg har været langt gladere, empowered og pisse stolt af det jeg er og kan, lige siden.

Jeg vil så gerne være vellidt, selvfølgelig, og det er jeg egentlig som udgangspunkt også, så det er fuldstændigt åndssvagt at lade de få situationer og mennesker, der får mig til at føle det modsat, eller som rent faktisk ikke kan lide mig, fylde så meget som jeg har tendens til. Jeg er ovenikøbet havnet i en branche, hvor det er umuligt at være vellidt over hele linjen. For der er til tider op mod 70.000 mennesker der kigger med, og selvfølgelig kan de ikke allesammen lide mig. Men de kender mig jo heller ikke. Ikke sådan rigtigt, og dem der gør, kan jo virkelig godt lide mig, og hvad er så det vigtigste? At spilde tårer, tid og følelser på noget jeg intet kan gøre ved, eller dyrke det jeg er god til, dem der kan lide mig og så skide højt og flot på resten ?
Svaret har jeg fundet, og åbenbart lært at praktisere nu. I en alder af 32 år. Og det gør mig ret stolt.
Man kan aldrig passe ind alle steder, og der vil desværre altid være folk derude, der ikke vil én det bedste, men man kan ikke gøre noget ved det. Ikke engang som hende der bloggeren …

Husk det. Det gør jeg. Fraaaaa nu.

Jeg er fuldstændigt tanket op på solskin og godt humør ovenpå en solskinsweekend med fuldt hus (alle fire af vores børn, plus en lille håndfuld af Ottos klassekammerater i forskellige hold både fredag og lørdag, min far, stedmor og lillebror lørdag, plus drop ins fra diverse naboer m.fl. #Husliv) og flere daglige ture til stranden. Det er som om, at nogen har åbnet et vindue og lukket en snert forår ind før tid og jeg elsker det virkelig. Det minder mig om alt det fede ved at være flyttet ud af byen. Ikke at vinteren har været så slem heroppe som jeg havde frygtet. Jo jo, her er mere stille i vintermånederne og mulighederne er færre. Vores yndlingscafé har holdt lukket i en hel måned, og turene til skov og strand har været kortere. Men det har været langt nemmere end rygtet sagde. Nærmest helt rart, da vi i stedet er kommet langt tættere på de bekendtskaber vi har fået, samt har kunne koble helt af, når vi har været hjemme og bare har kunne hule den. Det har kunne noget, men nu er vinduet lukket op for alt det der er rigtig fedt – på klem om ikke andet, og forhåbentlig brager solen snart frem og fremhæver alt det vi flyttede hertil for.

Godt nok har jeg brugt aftenen i går og i dag på at støvsuge alle vores gulve for sand som vi, børnene og hunden fik slæbt med hjem fra stranden, og vi er da heller ikke lige så langt med hegn, have og facade som vi kunne have håbet på nuværende tidspunkt, MEN det lysner op. Det hele. Mit overskud og humør påvirkes så meget af lyset, de lunere grader, duftene, lydende og alt det andet, der hører med forår og sommer, som vi i den grad har fået en seriøst smagsprøve på i weekenden og det får problematikker, udfordringer og i det hele taget ting, der i vintermørket føltes meget omstændige, til at blegne, og jeg er vild med det.

Min seng er fuld af sand (tak børn), og jeg gider ikke finde støvsugeren frem igen – Jeg satser på, at det vækker minder om sidste sommer, eller bare giver mig en virkelig dårlig nat, men det tager jeg gerne med i dagens anledning. Foråret kommer. Hornbæk holder. Og jeg er meget gladere end jeg har været længe.

Godnat fra sandkassen <3