Anmeldelse: Yosa, havreprodukter fra Fazer

REKLAME FOR FAZER YOSA

Som jeg viste på Instagram i sidste uge modtog jeg en masse Yosa havreprodukter som jeg har sagt ja til at afprøve. Det er efterhånden ved at være et par år siden, at jeg begyndte at udsluse animalske produkter, og selvom jeg slet ikke er i nærheden af at have cuttet alt væk, er mælkeprodukter så godt som ude af mine vaner, hvilket særligt kan ses på min hud, der er blevet betydeligt pænere. Det var da også oprindeligt det der var formålet for mig ved at skære mælken væk. Sidenhen har jeg fundet ud af, at jeg faktisk rigtig godt kan lide at leve uden kød og mælk, og at det samtidigt har en miljøvenlig bonus, gør absolut ingenting.

Jeg shuffler imellem diverse typer plantemælk og har efterhånden fundet ud af, hvad der virker bedt til forskellige formål. Havre er min favorit til det meste, og jeg putter både havremælk i min kaffe og koger min grød på samme.

Yosa er nyeste spiller på markedet og min familie og jeg har spist os igennem sortimentet i løbet af den sidste uges tid.

Havredrikken findes i to versioner. En almindelig havredrik, som er god på havregryn og cornflakes, og i grød, og så en mere cremet udgave, der fungerer perfekt i kaffe. Kakaomælken skulle efter sigende også være god, men den har jeg ikke selv haft mulighed for at afprøve, da børnene tømte den hele i løbet af en eftermiddag. Der er også en masse forskellige små bægre med yoghurtlignende snacks, som jeg har en noget blandet mening om. Favoritten var banan/jordbær udgaven og en græskinspireret havreghurt med abrikossmag. De andre smagsvarianter fangede mig ikke, men det er nok en smagssag. Konsistensen på havregurthen er behagelig, særligt de græskonspirerede, hvorimod dem der hedder Oat snacks er en anelse mere geleagtig i sin konsistens, hvis man er vant til produkter med komælk, men det generer mig slet ikke.


Det bedste produkt i hele sortimentet efter min mening, eller den mest positive oplevelse i hvert fald, har været en såkaldt Spread, som bedst kan betegnes som en slags smøreost. Den smager simpelthen skidegodt. Versionen med tomat og basilikum har høstet point i hele familien, og drengene fandt ret hurtigt ud af, at den kan trylle kedelig knækbrød om til chips – eller sådan smager det. Jeg selv har spist det på både rugbrød, knækbrød og som dip til grøntsager.

Alt i alt en positiv oplevelse, og så er jeg bare virkelig glad for at udvalget af plantebaserede alternativer bliver større. Det er ikke sidste gang, at vi har Yosa i køleskabet, det er helt sikkert.

Produkterne kan findes i Meny, Spar, Bilka og Føtex. Og jeg har set både kakaomælken og havredrikken i min Netto som spotvare, så der dukker de nok også op ind imellem.

Krise, karseklip og forældreskab

Jeg har jo tre børn, hvilket udover stadigvæk at være en sætning og en kendsgerning, der kommer bag på mig, langt henad vejen er helt vidunderligt, men også medbringer nogle udfordringer ind imellem. Ligesom alle andre forældre står Michael og jeg også i situationer som vi ikke helt ved, hvordan vi skal tackle. Stadigvæk, ni år inde i gamet… Oftest er det konflikter med børnene, eller nok rettere børnenes reaktioner, der kan være svære at finde den rette måde at håndtere.
Men med årene er det da blevet nemmere. Nemmere at stå fast, nemmere at gennemskue hvilke kampe vi skal tage og hvornår, og i det hele taget tror jeg, vi begge hviler ret godt i vores forældreskab, hvilket selvfølgelig er med til at gøre rigtig mange ting nemmere, og nok også udstråles til børnene, hvilket gør det nemmere for dem også.Børnene har forskellige aldre og derfor også vidt forskellige behov og oveni det, er de jo helt forskellige individer med forskellige personligheder også. Hvilket blandt andet betyder, at det der virkede på den første, ikke nødvendigvis på den anden eller tredje og så videre. Så der kan vi godt en gang imellem blive taget med bukserne nede.De små piger på 1 og 3 år har vredesudbrud over ting som kun mennesker i deres alder har, og det er hvad det er, og faktisk er vi for det meste ret tålmodige med dem langt henad vejen, og omvendt bestemte og klare i spyttet, når det kræves, og selvom jeg indimellem (det tror jeg vi alle gør) kommer til at hæve stemmen, eller reagerer uhensigtsmæssigt overfor dem i den situation vi står i, er jeg virkelig stolt af min måde at være mor på overfor mine børn.
Så er der min ældste, der med sine ni år har nogle helt andre reaktionsmønstre, tanker og følelser end de to små rappenskralder. Han har i den grad udviklet en personlighed, der kun er hans, der er både kvik, tilbagelænet, tænksom og høflig. Han er meget opmærksom på sine omgivelser, og så er han stædig, fuld af følelser og har en rig fantasi. Han minder en del om sin mor, på godt og ondt.

Vi har ikke mange konflikter med ham. Han hører efter, holder sine aftaler, fortæller os når noget går ham på, er ærlig – også selvom det nogle gange ikke er til hans egen fordel. Han er helt vildt sjov, og på alle måder helt genial at bo sammen med. Ligesom med de små er mange ting fortsat fasebestemte, og der har været perioder gennem alle de ni år, vi har haft ham, hvor bølgerne og følelserne har gået højt, og der derfor er opstået konflikter og kampe som skulle tages (og andre vi valgte ikke at tage). Alt er en balance og jeg føler som sagt, at vi er der i vores forældreskab, hvor vi er gode til at aflæse situationer, vores børns behov og handle derpå på en måde så vi kommer bedst ud af det.
Men lige præcis den ni åriges følelser, bekymringer og (for os) bittesmå personlige kriser, rammer et andet sted end tidligere, og der er virkelig noget om snakken ‘Små børn, små problemer – Store børn, store problemer’. Av, mit moderhjerte ind i mellem. Senest i weekenden, hvor der skete noget, som for de fleste ville være en ligegyldig petitesse, men som blev til en regulær krise for den ni åriges vedkommende. Det krævede, at vi skulle handle hensigtsmæssigt i øjenhøjde med ham og hans følelser.
Jeg vil gerne støtte mit barn i den slags store følelser, for jeg kan faktisk godt huske dem, og netop derfor gør det også ondt på mig – Selvom jeg, den voksne med min voksne hjerne, måske syntes at han overreagerede en smule, så er jeg hans mor, og jeg kan efter ni år i den rolle, sagtens mærke hvornår noget skal være en lektion i livet for ham og han skal bide det i sig, og hvornår jeg skal møde ham på hans niveau i hans følelser.
Denne krise var en af de sidstnævnte.
Lang historie kort: Han skulle klippes. Håret var blevet for langt, frisøren havde først tid i næste uge. Og efter lidt snak frem og tilbage, besluttede vi at finde maskinen frem – Med velsignelse fra barnet selv selvfølgelig. Han var sikker. Lige indtil han ikke var det længere. Lige indtil det var for sent. Jeg vil ikke gå i detaljer, men han var knust, ulykkelig, ikke til at trøste og meget korthåret.
Jeg gik i gang med at samle eksempler på seje mænd med kortklippet hår (blandt andet med hjælp fra folk på Instagram – Tak!) og det hjalp da også en lille smule, men slet ikke nok.
Min mand tog sagen i egen hånd og lod selv sit lange hår klippe af og lod Otto føre maskinen. Derefter hoppede de to under hver deres bruser (præcis derfor vi valgte at få to – Fællesbad er for fedt!) og snakkede om hvor bad ass de så ud med kort hår…
Havde alt det her været sket er par år tilbage, var krisen med garanti afblæst på dette tidspunkt. Sådan gik det ikke. Slet ikke.
Og de sidste par døgn har ikke været sjovt. Barnet er ikke begejstret.
I morges ventede en skoledag, den første som korthåret, og tankerne omkring, hvad de andre ville tænke og sige om det, fyldte så meget, at det var svært for ham at falde i søvn i går, og jeg forudså egentlig at jeg ville skulle tage de store morsko på i forsøget på at “tvinge” ham i skole samtidigt med at rumme hans følelser og ikke nedgøre dem. Heldigvis, gik han afsted uden at tøve, og det ser ud til at weekendens store indsats alligevel har sat sig fast. Om lidt har han fri, og jeg har lovet at hente ham og jeg glæder mig til at se, at han har fået bekræftet alt hvad vi sagde om, at ingen havde noget grimt at sige, at alle stadigvæk kan lide ham, at alt er normalt stadigvæk, og at det værste der kan ske var, at nogen har kommenteret på at han er blevet klippet (hvilket han jo er).

Jeg tror vi har handlet helt rigtigt denne gang. Vi har strøget ham med hårene, strukket os langt (ok mest Michael) og mødt ham i hans krise, men også været bestemte i budskabet om at han selvfølgelig ikke kan blive på sit værelse indtil håret er vokset ud igen …
Måske er det et overkill af os at begynde at klippe håret af os selv (igen Michael) og fremlægge billeder af rappere og actionhelte med samme frisure i et forsøg på at få vores barn til at smile igen. Men lige i dag, har jeg alligevel high fivet mig selv og min mand en del.

Man kan tage pigen ud af byen …

En lille disclaimer herfra først, da jeg ved at nogle stykker af jer derude er godt trætte af at høre om skiftet fra storby til lille by, men da det fylder og rumsterer en hel del, kan jeg ikke lade det ligge. Jeg har også indtryk af og håb om, at der alligevel er nogle derude, der kan bruge det til noget, selvom det går lidt i ring – og ellers er der heldigvis også andre emner både i bagkataloget og fremadrettet. Så hvis man er træt af snak om at flytte ud af byen, vil jeg foreslå at springe dette indlæg over, for i dag handler det om en følelse som jeg ikke kan ryste af mig, selvom jeg prøver.
Eller gør jeg? Holder jeg i virkeligheden fast i den, underbevidst. Jeg ved det simpelthen ikke, men jeg vil forsøge at sætte ord på den. Det kan nok bedst beskrives som en lille, eller stor i virkeligheden, identitetskrise. Jeg identificerer mig stadigvæk som Københavner, og det er jeg jo sådan set også stadigvæk, da det er der jeg har boet næsten hele mit liv, men det er en kæmpe del af min identitet, åbenbart langt større end jeg var klar over. Jeg elsker at bo i Hornbæk. Elsker menneskerne, naturen, dét det gør ved min familie, den friske luft, huset, roen, stort set alt. Det eneste jeg fortsat har svært ved at forene mig med er, at Hornbæk ikke er København. Hold kæft, det er åndssvagt. Åndssvagt utopisk og barnligt, og jeg er da i virkeligheden også lidt flov over den følelse, og grunden til den skam ramte mig i dag. Den skurer fordi, at den bunder i egoisme. Det er kun mig, kun mine følelser og mit savn. Alle andre i min inderste cirkel af mennesker stortrives og blomstrer… Og det gør jeg jo faktisk også,det mærker jeg tydeligt, så hvorfor kan jeg ikke give slip? Hvorfor lader jeg savnet, forestillingerne og en identificering jeg selv har pålagt mig, fylde så meget?!
Jeg tager mig selv i alt for ofte, at over romantisere bylivet, at savne og længes efter pulsen, mulighederne, lydene, det hele, og på barnlig vis misunde andres byliv. Jeg har al mulighed for at være derinde, så meget jeg vil, men det er jo heller ikke løsningen, for dem jeg allerhelst vil være sammen med, er jo her. I omgivelser der giver mig åndenød på den gode måde, og som i virkeligheden er bedre for mit sind, mit humør og min arbejdsmoral, vores familieliv, mit ægteskab, alt … Der er intet at sætte en finger på, og lige så rigtigt det føles, lige så skræmmende er det stadigvæk, og jeg føler virkelig, at jeg er blevet taget ud af byen, men at den lever videre i mig, og det skaber en ubalance som jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre med. Man kan åbenbart ikke tage byen ud af pigen, ikke ud af mig i hvert fald. Ikke endnu…

I øvrigt

 

  • Bliver jeg pt ringet op af udenlandske numre og suspekte 9 cifrede numre flere gange dagligt, og jeg er ved at blive sindssyg af det. #scam 
  • Har jeg set Bye Bye baby! Altså det program jeg var i Las Vegas og optage med Sisse Sejr og Mette Marie. I kan se det om en lille måned.
  • Havnede Uma på skadestuen i søndags med en flænge i hagen efter et sammenstød med vores køkkenbord. Det blev klaret med en klat lim, et plaster og pandekager til aftensmad.
  • Fik vi aldrig gjort alvor af det der græskarpynt, jeg måske lidt var kommer til at love børnene.
  • Gik vi til gengæld all in på slik til Halloween i går, da vi havde fået indtrykket af, at det var ret stort at Trick or treat’e heroppe. Havde bare ikke lige fået memoet om, at der kun bankes på i huse med Græskarlanterner udenfor.
  • Ville jeg ønske, jeg havde købet noget bedre slik, for nu skal vi jo selv spise det.
  • Er min bror flyttet til USA efter at have boet i Island i et år, og jeg kan næsten ikke holde det ud, samtidig med at jeg selvfølgelig synes, at han skal fyre den af og gøre, hvad der gør ham glad. Ville bare ønske det var herhjemme. Lige ved siden af mig helst. Og få mig ikke startet om min søster, der bor i Jylland, og til foråret skal til Jordan. Stoooop!
  • Er jeg kæmpe fan af Love Island DK. Selvfølgelig! Og brugte tirsdag eftermiddag på at anmelde det til podcasten Fjernsyn for mig (som jeg tidligere har anmeldt både Love Island UK, landmand søger kærlighed og Gift ved første blik i). Afsnittet er ude i dag.
  • Udkommer Canas anden bog i dag, og jeg er skide stolt og spændt! Den hedder ‘40 uger inden ‘ og I skal købe den til alle jeres gravide veninder!
  • Har jeg besluttet, at jeg ikke kan nøjes med at få piercet mine sammenvoksede ørehuller (?!) igen, jeg skal simpelthen have to i hver øreflip. Og sådan bliver det.
  • Overvejer jeg også nogle flere tatoveringer. Jeg er en rigtig vild dame for tiden, jo jo.
  • Er Kinder Happy hippos åbenbart blevet fast sortiment i Danmark, men der skal ikke forhindre mig i at købe en pakke, hver gang jeg støder på dem.

Hvordan er det at bo i et renoveringsprojekt?

Jooo altså. Skal jeg svare kort på ovenstående spørgsmål, lyder svaret: Det er hårdt, det er tidskrævende og så er det skidesjovt og helt forfærdeligt på samme tid. Lad mig uddybe og lige give en status nu jeg er i gang….

Vi købte vores gamle skøre faldefærdige hus i december sidste år, til stor morskab for mange mistænker jeg, men altså vi så muligheder og når man er forelsket som vi var blevet i gode gamle Fyrrely, som huset oprindeligt hedder, bliver man jo en anelse sindssyg og halvblind. Renoveringen gik i gang i januar/februar og 1. maj flyttede vi ind i noget, der på ingen måde var i nærheden af færdigt (og desuden halvanden måned senere end beregnet, fordi: That’s renovering).

Det vi flyttede ind i var langt fra færdigt, og vi havde ingen soveværelser i en del uger, og sov i den periode allesammen i vores stue (der heller ikke var færdig) på gulvet. Derudover levede vi uden bad og toilet i fire måneder. Alt det (og især det med badeværelset) var, sammen med uvisheden omkring hvor lang tid de forskellige ting ville tage, ret presset. Særligt med tre-fire børn i regnestykket.


Nu har vi haft huset i små ti måneder og vi har boet her i knap et halvt år, og rigtig meget er sket og vi er nået længere end jeg kunne forestille mig. Så langt, at jeg indimellem glemmer, at vi langt fra er færdige. Jeg kommer godt nok ret hurtigt i tanke om det, når jeg får kigget mig godt om, eller faktisk bare åbner øjnene, for det er ikke svært at se, at det langt henad vejen fortsat er en byggeplads vi lever i. En hyggelig en fuld af liv og beboelige hjørner, meeeen en byggeplads. Der er byggematerialer alle steder, og mange af de indendørs ting vi mangler, er svære ikke at se. For eksempel har vi stadigvæk intet loft i vores køkken. Først skal taget over køkkenafdelingen nemlig laves færdigt, og der skal isoleres og sættes ovenlys i, og det trækker ud. Og ja, det ligner lort. Men sådan er det bare lige nu. Køkkenet fungerer fint uden loft og det er pissepænt, så længe man ikke kigger op. Derudover mangler der paneler i hele huset. Der mangler strøm og lamper i en del rum, der er også nogle vægge, der mangler maling og så har vi et opbevaringsregnestykke som også skal løses, alt imens at ydersiden skal laves, annekset skal rives delvist ned og sættes op igen, endnu et badeværelse skal laves, en ny overdækket gennemgang skal laves og vinduerne i hele hytten skal skiftes og og og …. Vi har med andre ord mange år tilbage, og selvom det til tider er røv og nøgler at bo i, er det for det meste lidt af et eventyr og vi keder os aldrig.


Men for at vende tilbage til mit indledendes spørgsmål, som jeg stiller mig selv her, fordi at jeg møder det flere gange om ugen. Det er langt mere tidskrævende, drænende og sværere end jeg havde forestillet mig det ville være, for der er helt klart dage og perioder, hvor jeg føler at vi har gabt over meget mere end vi kan synke, og sådan kunne jeg også have det i vores “gamle liv” inden der var et husprojekt med i ligningen og vi bare havde en helt almindelig hverdagskabale med børn, jobs og almindelige gøremål, men i et hjem med lofter, strøm og vand. SÅ det hænder, at det bliver lidt for meget, lidt for uoverskueligt og alt for krævende, og følelserne tager over. Her roder næsten altid, fordi det er tæt på umuligt at få ryddet en byggeplads op (og vi i forvejen ikke er de mest ordentlige mennesker i verden), hvilket også har vist sig at være lidt af en udfordring oveni alt det andet.
Men til gengæld er der mindst lige så mange dage og perioder, hvor det er noget af det sjoveste, skøreste og fedeste, jeg har prøvet. Alle beslutningerne, tankerne, overvejelserne, for ikke at nævne kampånden vi har, både som par og familie, er uvurderlig og jeg elsker, at vi sprang ud i det. At vi er her, at vores børn er med og at der er konstant fremgang, som vi netop ser, fordi vi bor i det.
At bo i en renovering er giga hårdt og giga fedt og alt derimellem. Der er mit svar.

Weekendklar

Det er fredag og derfor weekend om få timer. Om det er dét der er skyld i mit virkelig gode humør, om det er al kærligheden fra i går (kæmpe TAK for det i øvrigt) ved jeg ikke. Jeg ved bare, at jeg for et par dage siden, var i et helt skrækkeligt humør, og faktisk skrev et indlæg om hvor skidesur og ked af det jeg var, som jeg dog ikke udgav fordi jeg blev helt træt af mig selv på forhånd – Måske det ender som et skuffeskriv en dag.

I dag er der ikke en finger at sætte på noget og jeg labber det i mig.Til trods for en lidt skæv start på dagen, fordi vi sov for længe, fordi nogen kom til at slukke for vækkeuret, fremfor at ramme snooze. Det var mig, der var nogen, og selvom det betyder, at alle var nogenlunde udhvilede i nat, var det bare en halvskæv start, der matchede regnvejret og gjorde at de yngste i huset især ikke var helt så medgørlige som man kunne have ønsket. Det gik, og alle kom af sted. Jeg mødte selv ind halvanden time senere end planlagt. Heldigvis er jeg min egen chef, så alt er tilgivet. Nu er jeg nået frem til kontoret i det føromtalte strålende fredagshumør og med virkelig godt hår, der takket være en paraply, stadigvæk holder ved trods regn og blæst.

Weekenden byder på helt almindelig familiehygge, et biografbesøg, husrenovering, gæster og så noget jeg har glædet mig til virkelig længe, nemlig koncert med Bikstok sammen med nogle af de sødeste damer jeg kender, hvilket altid er et hit. Det er ingen hemmelighed at hverdage og weekender godt kan flyde lidt sammen når de voksne i husstanden er selvstændige, men jeg synes at vi har fundet en ok balance, der godt nok betyder at der er en del aftenarbejde og kreative løsninger, men weekend og ferier begynder at føles som netop det, nemlig fri.
I dag skal jeg ordne nogle presserende papirsager, have ryddet ud og op i min computer, så den forhåbentlig bliver god som ny og ikke skal genstartes i et væk hver eneste dag, og så holder jeg fri fra klokken 16, med børn, pizza, fredagsslik og tegnefilm.
Life is good. Også i dag.

GOD fredag til jer!

Ni år med Sneglcille

I dag er det præcis ni år siden, at jeg udgav mit allerførste blogindlæg som Sneglcille. Det gjorde jeg efter flere års overvejelser, og det eneste jeg fortryder i dag er, at jeg ikke sprang ud i det noget før.
Det med at skrive ligger endnu flere år tilbage. Jeg kan faktisk slet ikke huske ikke at have skrevet. Mine forældre har fortalt, at jeg lærte mig selv at læse og skrive allerede i børnehaven, og jeg kan huske at ord og formuleringer altid har interesseret mig og fyldt meget. Fristil var det bedste jeg vidste, og jeg har altid ført dagbog. Med andre ord er det ikke så underligt, at jeg er endt i blogmediet. At det skulle blive så stor en del af mit liv som det er blevet, og både er endt med at blive en kombination af et arbejde, en hobby, en passion og på mange måder en livsstil, er noget jeg både er stolt, overrasket og overvældet over.
Nu har jeg været Sneglcille i ni år, og selvom det for mange bare er en blog, er det for mig meget mere end det.

Jeg ved at der kommer nye til hele tiden, og også det gør mig glad i låget – Og jeg ved, at det kan være svært at overskue et ni år langt bagkatalog, og jeg er i fuld gang med at kategorisere alt på bloggen, og gøre det mere overskueligt. Indtil da, kan I starte lige her.

Mange spørger om det ikke er mærkeligt at have et publikum til sit liv, og jo, det er virkelig mærkeligt og overvældende og til tider grænseoverskridende, men det er også helt fantastisk og unikt, og jeg elsker at I gider engagere jer, at I gider følge med, og selvom jeg uden tvivl havde skrevet og altid vil komme til at skrive, selvom I ikke var her, gør det helt klart oplevelsen endnu bedre. Hvert eneste klik, kommentar, like, og tilkendegivelse fra jer betyder noget, og hvis I ikke allerede ved det, skal I vide, at jeg elsker at skrive for jer, og at det gør mig så glad når I kigger forbi mig og Sneglcille. Tak og skål for ni år! Næste år holder jeg altså en fest med kanelsnegle og champagne for at fejre 10 års jubilæum, og jeg håber, I kommer allesammen.

Tak for jer.

Cecilie aka Sneglcille.

Efterårskjoler #1

Indeholder reklamelinks (markeret med *)

I har efterspurgt flere shoppingindlæg fra min hånd, hvilket jeg meget gerne vil give jer, og så snart jeg får købt en ny computer (så jeg kan lave kollager uden at skulle genstarte computeren fem gang undervejs) går der ikke så lang tid imellem dem længere. I dag handler det om efterårskjoler. Kjoler der er perfekte over jeans, til strømpebukser, støvler, sneaks og strik. I den anledning har jeg arrangeret at I kan få 15% procent hos Gina Tricot, hvor et par af kjolerne herunder er fra. Koden hedder ‘Sneglcille’ og gælder alle kjoler HER* (på nær dem i Icona Pop kollektionen desværre) fra i dag til og med lørdag.

1.Denne kropsnære jerseykjole med knapper på begge ærmer er simpel, men helt perfekt til grove strømpebukser og ankelstøvler. Simpelt, men pænt! 249,- HER* (fra i dag, til og med lørdag får du 15% med koden ’sneglcille’)

2.Jeg elsker farven på denne. Og snittet er sådan et, der klæder de fleste. Jeg kan se den til både sneakers, støvler og høje sko. 500,- HER*

3.Denne har jeg netop bestilt hjem og jeg glæder mig til at bruge den med en skjorte under, eller en sort t-shirt eller en tynd højhalset strik. Mulighederne er mange, jeg synes bare, den er skideflot og sej. 399,- HER*

4.SÅ smuk maxikjole! Jeg vil style den med en tynd højhalset trøje under, og bruge den til både sneaks og støvler. 795,- hos & Other stories HER*

5.Selvom jeg får en smule tigerdyr-vibes af denne, er jeg ret pjattet med den. Jeg vil nok bruge den med strømpebukser og støvler med lidt hæl. 399,- HER* (fra i dag, til og med lørdag får du 15% med koden ’sneglcille’)

6.Sej blomstret sag fra Weekday, der er nem at bruge. Pæn over jeans og måske med en hæl til. 400,- HER*

7.Smuk grøn kjole, som både går an til en julefrokost, men som jeg klart ville bruge til hverdag også. Jeg kan ret godt lide kombinationen af skinnende materialer og strik, hvorfor jeg ville bruge denne med en oversized strik over. 299,- HER* (fra i dag, til og med lørdag får du 15% med koden ’sneglcille’) 

 

Husejer-efterår og en opskrift på suppe

Der er vist ikke mere sommer tilbage. Hverken Indian eller løvfald. Desværre.
I virkeligheden kan jeg ret godt lide en masse ved efteråret. Det smukke lys, når solen kommer frem, farverne i træerne, striktrøjerne, støvlerne og muligheden for varm kakao i litervis. I det hele taget forsøger jeg at omfavne alle årstider, selvom at lige præcis vinter kan være svær for mig at holde ægte af. Jeg hader at fryse og jeg bliver lidt trist og tungsindig af mørke, men heldigvis har jeg på fornemmelsen, at den vinter vi går i møde. bliver noget andet. Fordi det bliver vores første i vores nye kulisse, som husejere. Vi har indtil videre kun været ægte husejere i en enkelt årstid, nemlig sommer – Og DET kan eddermame noget, særligt når man har havet tæt på (og når sommeren melder om hedebølge).
Efteråret har indtil videre vist sig som værende meget smukkere end jeg kan huske at have oplevet nogensinde og jeg lægger mærke til vind, vejr og naturen langt mere end da vi boede i byen. Smukt. Helt vildt. Også børnene er pjattede med det, og der er blevet indsamlet blade og kastanjer i posevis, vi bager, laver suppe og er i det hele taget virkelig gode til at leve årstiden. Jeg er vist også kommet til at love at vi selvfølgelig skal lave græskarlanterne inden Halloween i næste uge. Problemet er bare, at jeg hader at lave dem. Synes det lugter grimt, er ubehageligt at røre ved, at det sviner og at det er lidt kedeligt. MEN sådan må det bare være. Vi bor i noget der ligner et spøgelseshus udefra, så hvorfor ikke embrace det fuldt ud og give den gas med græskarmænd og uhyggelig pynt? Vi gør det.


Min hue, der trænger til at blive støvet af, er i øvrigt fra Acne. Find den HER (reklamelink). Mit tørklæde fra zara og jakken er en oldgammel sag fra Weekday Men.

Noget andet vi også gør, og allerede har gjort et par gange i år, er at lave suppe.
Umas livret: Hokkaidosuppe.
Vi serverer den med æbler og grønkålschips, og i søndags med hvidløgsflutes fra frost, som jeg seriøst ikke havde spist i nok 15 år.

Opskriften får I her:
Hokkaidosuppe til cirka fem mennesker (hvis der er rester kan den sagtens spises dagen efter, eller smides i en bolognese).

1 hokkaidogræskar
4-5 kartofler
1 løg
2 fed hvidløg
Et par cm ingefær
2 gulerødder
chili efter smag (hvis børnene skal spise med nøjes jeg med en halv teske tørret chili, men man kan også udelade det helt)
1 tsk karry
1 tsk sød paprika
1 spsk tomatpure
2 grøntsagsbouillonterninger
Kogende vand (cirka en liter eller halvanden)
salt og peber
saften af en halv citron
1 dl fløde eller kokosmælk (jeg bruger soyafløde eller kokosmælk)

Græskar rengøres, kernerne og det trevlede i midten fjernes med en ske og smides ud. Skær græskaret i mindre stykker (man kan sagtens beholde skrællen på et økogræskar). Skræl også kartofler og gulerødder og skær ligeledes dem ud i mindre stykker. Læg til side.

Skræl og hak løg, hvidløg og ingefær.
Hæld lidt olie i en stor gryde og tænd for blusset.
Tilsæt løg, hvidløg, ingefær, chili, karry og paprika og steg det hele i et par minutter.
Tilsæt græskar, kartofler og gulerødder og giv det hele et par minutter mens du rører rundt. Tilsæt nu tomatpure, vand (så det dækker) og bouillonterninger. Rør det hele godt sammen, smid låg på, skru ned for varmen og lad det hele koge mørt. Det tager omkring 20-25 minutter.

Nu skal du lave grønkålschips, hvis du vil have det. Grønkål vendes i olie, salt, peber og evt. lidt citronsaft, fordel kålen på bagepapir, ind i ovnen på 180 grader i cirka 10-12 minutter (hold øje med dem og tag dem ud, når de begynder at tage farve/blive sprøde)

Tag gryden af varmen og blend det hele godt igennem med en stavblender. Tilsæt nu citronsaft, fløde, salt og peber og varm suppen op igen.

Skær et æble eller to i små stykker og server i en skål ved siden af suppen, så man selv kan dosere til sin portion. Gør det samme med grønkålschipsene, brød, croutoner, cremefraiche, ost eller hvad I er til at drysse på jeres suppe. Vi plejer også at have en sriracha med på bordet til de chiliglade.

God fornøjelse 🙂

Endt babyperiode og aldersforskel

Loulou er nu halvandet år plus det løse. I knap 20 måneder har hun været i vores liv, og som I allerede ved, hvis I har fulgt bare en lille smule med, har det været 20 tætpakkede måneder, hvor store beslutninger, flytning først til K og senere Hornbæk, og renovering har fyldt en hel del. Vi er så småt ved at være landet i det hele. Både i vores nye omgivelser med dertilhørende byggeplaner og -rod, men også i livet som forældre til Loulou, Otto, Uma og Leopold.
Det er svært ikke at blive en anelse rundtosset over alt det der er sket, og i øjeblikke har vi også været tæt på at knække nakken en lille smule, og jeg kan, retrospektivt, godt undre mig over, at den ikke er knækket mere end en håndfuld gange. Heldigvis føler jeg nu, at der er kommet en anelse mere ro på vores tilværelse, som klæder den og os, og udover flytning og byggeri, er der, ligesom det har været med mine andre børn, sket noget efter halvandet år med Loulou. Babytågen er lettet og selvom der stadigvæk er knald på, meget mere end jeg kan beskrive, er det på en anden måde.
Der er mere søvn, og dermed mere overskud. Loulou er blomstret op, og er blevet et lille menneske med bittesmå meninger og personlighedstræk, fremfor noget man “bare” skal holde i live med mad, søvn og nærvær.
Hun er langt mere social og udadvendt end hun nogensinde har været, hun lærer nye ord hver dag og er med på alt, hvad der foregår omkring hende.
Babyperioden er ovre. Simpelthen.

Jeg er på den ene side næsten lettet over det. Vi klarede det! Forstå mig ret. Det har været fantastisk og magisk og alt muligt andet dejligt, men det har også været en mundfuld til tider, og der har været dage, hvor det har føltes som at være med i et kapløb, hvor både ben og arme har været bundet sammen.
Det er både en lettelse at være ude af babyræset, men omvendt også en anelse sorgmodigt, for det var med al sandsynlighed den sidste for vores vedkommende.

Mange har spurgt om jeg kan anbefale at få børn med to års mellemrum, og ja, det kan jeg sagtens, selvfølgelig, men der er ingen tvivl om, at de sidste snart fire år har føltes som én virkelig lang graviditet og en om muligt endnu længere babyperiode, og det skal man selvfølgelig være indstillet på. Omvendt var det også noget specielt på godt og ondt, at “starte forfra” dengang vi fik Uma i 2015, hvor Otto var knap seks år, men samtidigt helt fantastisk, og jeg er virkelig glad for at have prøvet både det ene og det andet. Ligesom det der med hvad alder man selv er når man får dem, samt aldersforskellen på dem man får og antallet er børn, kan alt sammen noget, og ligesom med så meget andet er der fordele og ulemper ved det hele. Det heldige med børn er, at man langt henad vejen, synes at dem har og måden man har dem på, er helt rigtigt.

Her på den anden side af de gyldne 18 måneder, hvor meget bliver nemmere og andet bliver sværere, glæder jeg mig til det hele, og lige om lidt er de allesammen blevet store og jeg fatter det overhovedet ikke.