Archive for category: Ikke kategoriseret

Vi har nu haft Hera i et par uger, og jeg tænker en status må være på sin plads. Vi er stadigvæk ved at lære hinanden at kende, og tilpasse os livet med en hvalp, der på mange måder kan sammenlignes en smule med det at have en baby. I skrivende stund er klokken for eksempel 11.30 en tirsdag og jeg har endnu ikke nået et bad, fordi jeg konstant bliver afbrudt af legesyg, tissetrængende, sulten, opmærksomhedskrævende hundebarn. Der er også lige så meget gætteleg og google-søgning som med et lille barn. “Har den lavet lort? Er hun sulten? Kan hun mon sove i mørke? Er det for varmt? Er det for koldt? Har hun spist nok? …

Men hvordan går det så? Altså! Udover det åbenlyse i at hun er så vanvittig nuttet, at det er komplet umuligt ikke at smile og være nyforelsket i hende næsten konstant, er det ganske rigtigt, som vi selv (og mange andre) havde forberedt os på, et kæmpe arbejde at have en hvalp i huset. Det er det bare. Nu er jeg egentlig ikke så meget for at sammenligne hunde med børn, men jeg har ligesom lige selv gjort det, så jeg deler lige endnu en betragtning, jeg har gjort mig, som minder præcis om når man skal have et barn. Andres meninger, forslag og advarsler … Lige som når man er gravid, havde mange også her travlt med på forhånd at advare os om alt det hårde og svære (og selvfølgelig også alt det dejlige), og det er da også helt klart vigtigt at tage stilling til om man kan rumme, overskue og har tid og plads til et levende væsen, hvilket vi bestemt også har gjort og på sin vis stadigvæk gør, det vil jeg slet ikke underkende, MEN så er det heller ikke værre. Heldigvis. Hverken det med børnene eller hunden 😉
Om det er fordi at jeg har fire børn og et byggeprojekt, og der dermed skal en hel del til at ryste mig, skal jeg ikke kunne sige, men jeg er meget positivt overrasket og slet ikke skræmt væk, her to uger inde i vores hundeejerliv.

Hun er simpelthen så sød og dygtig, men også et klodset energibundt med skarpe tænder og sin egen vilje, og hun holder os i den grad på dupperne. Men det er sådan set fint nok, for vi har indrettet vores liv den næste tid efter hendes næse, og ingen af os voksne kommer for eksempel til at være væk hjemmefra på samme tid på noget tidspunkt den næste måned i hvert fald, udover nogle korte ture når der skal hentes børn eller købes ind, og vi har skiftes til at sove sammen med hende om natten indtil for et par dage siden. Nu sover hun alene i stuen i underetagen, hvilket indtil videre ingen problemer har givet, men som dog kræver at en af os står op i de tidlige morgentimer og går et smut i haven med hende for at undgå uheld på stuegulvet.
Hun er forholdsvis lærenem, og har allerede lært at sitte, og kommer (næsten) altid når man kalder på hende, hun besørger (næsten) altid udendørs og så er hun en stjerne med børnene, seriøst, de kunne i teorien sætte sig ovenpå hende og hun ville ikke så meget som krumme et hår på deres hoveder, hun sover fint om natten, kan gå pænt i snor, når hun ikke er for træt (vi går kun korte ture) og har næsten ingenting ødelagt. Hun napper en del stadigvæk, og kommer til at hoppe op af os, når hun er overglad (og/eller overtræt), hvilket er ret tit, og det er klart første prioritet at få hende vænnet af med det, da hun jo bliver en stor hund. Gigantisk faktisk. Allerede nu er hun dobbelt så stor, som da vi så hende første gang, så det er med at få stoppet hopperiet og nappebehovet inden hun vokser børnene over hovedet. Vi starter i hvalpetræning med hende om to uger og har inden da arrangeret et par møder med forskellige hundetyper med mere erfaring end os. Google og hundebøgerne er hjælpsomme, men det er trods alt vores første, så en anelse rådgivning her i starten skader bestemt ikke.

Så med andre ord, so far, so good. Jeg er og vil nok altid være en kattedame, men jeg kan virkelig godt se det sjove og dejlige i at have en hund, særligt når det er en som Hera.

Se flere opskrifter HER.

Herhjemme er det næsten altid mig der laver mad. Jeg synes det er ok sjovt det meste af tiden, og er også ret god til det. Michael har tre-fire hofretter, som han ind imellem laver til stor glæde for alle. En af dem er risotto. Han er SÅ god til det og jeg kunne ikke drømme om at gøre ham kunsten efter. Eller det vil sige, det gjorde jeg så alligevel i torsdags. Med kæmpe succes. Det smagte SÅ godt.
Den blev lavet lidt på slump, så opskriften har været en anelse svær at få ned på skrift, men jeg tror det lykkedes.

Spinatrisotto til 4 personer (5 hvis den serveres med tilbehør)

400 gram risottoris

1,5 liter kraftig grøntsagsbouillon (Jeg brugte tre bouillonterninger til 1,5 liter kogende vand)

Hvidvin (hvad der svarer til lige knap en halv flaske. Man kan med fordel drikke den anden halvdel til maden)

En sjat olivenolie

1 løg

1-2 fed hvidløg

3 tsk timian

2 tsk paprika (eller endnu bedre: chili!)

5-6 knolde frossen hakket spinat, let optøet (jeg havde det stående i en skål på køkkenbordet i en times tid inden jeg gik i gang)

To håndfulde friske spinatblade (jeg brugte en halv pose skyllet baby spinat, og den anden halvdel blev til en salat)

salt og peber

50 gram smør

En god håndfuld valgfri ost (jeg brugte mascarpone, fordi jeg er en gris)

Svits fint hakkede løg, presset hvidløg, timian og paprika/chili i lidt olivenolie
Tilsæt risottorisene og rør rundt et minuts tid. Tilsæt nu vin og lad det hele simre i et par minutter. Tilsæt den frosne spinat og rør rundt endnu et par minutter. Nu skal der hældes bouillon på lidt af gangen cirka hver femte minut. Rør ofte i risottoen og tilsæt væde løbende i takt med at risene absorbere det. Det tager en lille halv time at bruge al bouillonen og få en god cremet konsistens.

Til sidst tilsætter du smør, hakket frisk spinat, ost salt og peber.
Server med det samme!

Vi spiste en simpel salat til lavet af spinatblade, en rest kogt quinoa og bagte søde kartofler vendt i lidt soya og gomadressing.

• Kan det tælles på en enkelt hånd, hvor mange gange jeg har været i bad i ferien. Ja, det er ret ulækkert.
• Fik jeg i juleferien endelig set La La Land. Mine forventninger var alt for høje, og det var lidt en flad omgang Jo jo, den er da skidepæn og historien er god og alt det der. Men. De behøvede ikke synge for min skyld.
• Har vi nu været hundeejere i en uge, og det går overvejende godt. Jeg er stadigvæk mest en kattedame, men det er eddermame også hyggeligt med sådan en overgearet pelsbold som vi har anskaffet os. SØD.
• Hedder hunden Hera. Jeg fik hverken lov til at kalde hende Maren eller Vera. “Vi har faktisk demokrati og du er nedstemt!” Lød beskeden fra den 9 årige. Nå nå.
• Havde vi en hel skærmfri uge i juleferien (med få undtagelser), hvilket gik overraskende godt da den første dag og de værste abstinenser var ovre. Det kan anbefales. Vi fik spillet en masse brætspil, tegnet meget mere end vi plejer, og der var på en eller anden måde mere ro på både børn og voksne.
• Har jeg slet ikke været på stranden i år. Hvilket under normale omstændigheder ikke er så underligt, men når man bor 500 meter fra stranden og plejer at være der dagligt, er næsten uudholdeligt.
• Er stort set alle mine køkkenmaskiner gået i stykker på samme tid. Min foodprocessor, min stavblender og min blender-blender. Jeg fantaserer om at investere i en af de der kan-det-hele-maskiner. Det er mit liv nu, åbenbart.
• Skete det endelig. Accepten af at være flyttet ud af verdens bedste by. At acceptere savnet og være ægte glad for det nye. Det hjalp rigtig meget at skrive det her, samt at læse jeres kommentarer. Tak.
• Lavede jeg mit livs første risotto i går, og det er noget af det grimmeste jeg nogensinde har lavet, men også noget af det bedste jeg har smagt! Der kommer en opskrift jeres vej i løbet af weekenden.

2018 var et vildt år. Altså! Hus, rejser, tv, hund, gang i den!

Det samme var 17, og 16 og 15 og…. I det hele taget har der været smæk på de sidste mange år.

Og mon ikke også at 2019 bliver begivenhedsrigt. Jeg håber det, og jeg tror på det.
Jeg håber på en masse ro, kærlighed og udfordringer, og så satser jeg på at krydse et par punkter af min bucketlist. Det gad jeg godt. På arbejdsfronten ønsker jeg mig at lave mere fjernsyn, at prøve kræfter med radio, at få udgivet Ottos og min børnebog (hvis du er eller en kender en dygtig tegner/illustrator, så hiv endelig fat i mig. Den kunstner vi havde en aftale med, har nemlig fået for travlt) og at lave flere længerevarende samarbejder. Personligt og familiemæssigt kan jeg nærmest ikke bede om mere. Jeg føler mig så heldig, også selvom det til tider er overvældende og føles som en alt for stor mundfuld, men det gode udligner heldigvis trætheden, underskuddet og gør de største bidder nemmere at synke. Hvis jeg skal ønske mig noget i mit familieliv, må det være at jeg gerne vil være bedre til at være nærværende, når jeg er hjemme. Jeg er en multitasker, hvilket på sin vis er vældig positivt, da jeg ofte får slået virkelig mange fluer med få smæk, men omvendt betyder det også, at jeg har mange halvlavede løse ender flagrende efter mig, hvilket til tider går udover tiden og overskuddet med og til min familie.

Min største ønske eller håb for 2019 er, helt simpelt, mere kærlighed og positivitet, og mindre mindreværd og selvbebrejdelse. Det er ret meget noget jeg selv kan være herre over, så mon ikke det er realistisk ?!

Det har sgu været en lidt hård jul, hvis jeg skal være helt ærlig. Både med fuld knald på og en masse følelser udenpå (og indeni) tøjet. Mange mennesker, indtryk, gang i den.
D. 23. Havde vi mine forældre og min søster på besøg, inden vi om aftenen kørte ud til min svigermor og tilbragte to tætpakkede juledage i et fuldt hus. Med hjem tog vi Michaels søster og 11 årige nevø, som har været her indtil i dag (nevøen bliver til mandag) og i går fik vi hund. Så der har været og er fortsat run på, mildest talt. Jeg føler ikke, at jeg har siddet ned et eneste sekund i seks hele dage, og selvom jeg egentlig trives fint i et højt gear og har ret lang line, har noget bygget sig op over de sidste par dage, og i dag nåede jeg grænsen. Jeg havde bare fået nok. NOK!
Så jeg snerrede, og så græd jeg, og låste mig inde i vores soveværelse.
Min mand, der heldigvis kender mig rimelig godt, pakkede i stilhed alle fem børn sammen og tog dem med på tur, og efterlod mig (og hund) hjemme.

Det hjalp.

At hæve stemmen, at græde ud, og at få en lille times ro og enetid. Jeg skulle nok have haft det inden filmen knækkede, men sådan blev det ikke, og det bliver altså heller ikke sidste gang det sker, ligesom det heller ikke var første.

Jeg bliver så påvirket af meget social aktivitet. Det er helt vildt altså. Jeg kan rigtig godt lide det langt hen af vejen, lige indtil jeg ikke kan længere. Det var så i dag.
Jeg fik nok. Nok af larm, nok af mennesker, nok af børn, nok af rod, nok nok nok. Midt i al idyllen, kaosset, kærligheden og feriehyggen. Nok.

Det er sgu ok.
Jeg er hverken en dårlig mor, et dårligt menneske, eller det der ligner. Jeg har bare en grænse, og i dag nåede jeg den.
I morgen bliver bedre.