Hundeliv #1

Vi har nu haft Hera i et par uger, og jeg tænker en status må være på sin plads. Vi er stadigvæk ved at lære hinanden at kende, og tilpasse os livet med en hvalp, der på mange måder kan sammenlignes en smule med det at have en baby. I skrivende stund er klokken for eksempel 11.30 en tirsdag og jeg har endnu ikke nået et bad, fordi jeg konstant bliver afbrudt af legesyg, tissetrængende, sulten, opmærksomhedskrævende hundebarn. Der er også lige så meget gætteleg og google-søgning som med et lille barn. “Har den lavet lort? Er hun sulten? Kan hun mon sove i mørke? Er det for varmt? Er det for koldt? Har hun spist nok? …

Men hvordan går det så? Altså! Udover det åbenlyse i at hun er så vanvittig nuttet, at det er komplet umuligt ikke at smile og være nyforelsket i hende næsten konstant, er det ganske rigtigt, som vi selv (og mange andre) havde forberedt os på, et kæmpe arbejde at have en hvalp i huset. Det er det bare. Nu er jeg egentlig ikke så meget for at sammenligne hunde med børn, men jeg har ligesom lige selv gjort det, så jeg deler lige endnu en betragtning, jeg har gjort mig, som minder præcis om når man skal have et barn. Andres meninger, forslag og advarsler … Lige som når man er gravid, havde mange også her travlt med på forhånd at advare os om alt det hårde og svære (og selvfølgelig også alt det dejlige), og det er da også helt klart vigtigt at tage stilling til om man kan rumme, overskue og har tid og plads til et levende væsen, hvilket vi bestemt også har gjort og på sin vis stadigvæk gør, det vil jeg slet ikke underkende, MEN så er det heller ikke værre. Heldigvis. Hverken det med børnene eller hunden 😉
Om det er fordi at jeg har fire børn og et byggeprojekt, og der dermed skal en hel del til at ryste mig, skal jeg ikke kunne sige, men jeg er meget positivt overrasket og slet ikke skræmt væk, her to uger inde i vores hundeejerliv.

Hun er simpelthen så sød og dygtig, men også et klodset energibundt med skarpe tænder og sin egen vilje, og hun holder os i den grad på dupperne. Men det er sådan set fint nok, for vi har indrettet vores liv den næste tid efter hendes næse, og ingen af os voksne kommer for eksempel til at være væk hjemmefra på samme tid på noget tidspunkt den næste måned i hvert fald, udover nogle korte ture når der skal hentes børn eller købes ind, og vi har skiftes til at sove sammen med hende om natten indtil for et par dage siden. Nu sover hun alene i stuen i underetagen, hvilket indtil videre ingen problemer har givet, men som dog kræver at en af os står op i de tidlige morgentimer og går et smut i haven med hende for at undgå uheld på stuegulvet.
Hun er forholdsvis lærenem, og har allerede lært at sitte, og kommer (næsten) altid når man kalder på hende, hun besørger (næsten) altid udendørs og så er hun en stjerne med børnene, seriøst, de kunne i teorien sætte sig ovenpå hende og hun ville ikke så meget som krumme et hår på deres hoveder, hun sover fint om natten, kan gå pænt i snor, når hun ikke er for træt (vi går kun korte ture) og har næsten ingenting ødelagt. Hun napper en del stadigvæk, og kommer til at hoppe op af os, når hun er overglad (og/eller overtræt), hvilket er ret tit, og det er klart første prioritet at få hende vænnet af med det, da hun jo bliver en stor hund. Gigantisk faktisk. Allerede nu er hun dobbelt så stor, som da vi så hende første gang, så det er med at få stoppet hopperiet og nappebehovet inden hun vokser børnene over hovedet. Vi starter i hvalpetræning med hende om to uger og har inden da arrangeret et par møder med forskellige hundetyper med mere erfaring end os. Google og hundebøgerne er hjælpsomme, men det er trods alt vores første, så en anelse rådgivning her i starten skader bestemt ikke.

Så med andre ord, so far, so good. Jeg er og vil nok altid være en kattedame, men jeg kan virkelig godt se det sjove og dejlige i at have en hund, særligt når det er en som Hera.

 

Mandag, hverdag, go go go!

Det er som om at det der med at få tøj på og komme ud af døren i hele sidste uge føltes som en umulig opgave, ovenpå alt for mange dage i nattøj, med fedtet hår og et kostindtag, der primært bestod af marcipan og kartofler, og jeg frygtede ærlig talt, hvordan det ville gå i morges på den første mandag i 2019… Men disciplinen mandag morgen lykkedes. Sgu. Altså, mine bukser strammer en anelse, ikke at jeg havde forventet andet, min morgenkaffe nåede at blive kold midt i hundeluftning og filtrede børnelokker, og jeg måtte lægge min mascara i toget, men bortset fra det, gik alt som det skulle og jeg er klar til hverdag og til et nyt år.

Jeg fik afløb for en masse tanker og følelser via mit blogindlæg i går, en lang snak med min mand i forgårs og en telefonsamtale med Rachel i morges, og er noget mere rolig omkring det hele i dag. Der er stadigvæk nogle tanker og mønstre, der skal lidt bedre styr på og nogle snakke der skal tages. Men jeg er på rette vej. Ingen tvivl om det. Tak for jeres indspark og gode tanker. Det betyder virkelig en hel masse. Nu er jeg tilbage på kontoret på Værnedamsvej og mega klar til at tage fat om januar, 2019, bloggen, Confetti og forhåbentlig en masse nyt. Og senere i dag skal jeg ud og rive op i noget fortid, som jeg forhåbentlig snart kan få lagt ordentligt låg på. Mere om det, måske, en anden god gang. Nu: Mandag. Go go go!

 

Opskrift: Spinatrisotto

Se flere opskrifter HER.

Herhjemme er det næsten altid mig der laver mad. Jeg synes det er ok sjovt det meste af tiden, og er også ret god til det. Michael har tre-fire hofretter, som han ind imellem laver til stor glæde for alle. En af dem er risotto. Han er SÅ god til det og jeg kunne ikke drømme om at gøre ham kunsten efter. Eller det vil sige, det gjorde jeg så alligevel i torsdags. Med kæmpe succes. Det smagte SÅ godt.
Den blev lavet lidt på slump, så opskriften har været en anelse svær at få ned på skrift, men jeg tror det lykkedes.

Spinatrisotto til 4 personer (5 hvis den serveres med tilbehør)

400 gram risottoris

1,5 liter kraftig grøntsagsbouillon (Jeg brugte tre bouillonterninger til 1,5 liter kogende vand)

Hvidvin (hvad der svarer til lige knap en halv flaske. Man kan med fordel drikke den anden halvdel til maden)

En sjat olivenolie

1 løg

1-2 fed hvidløg

3 tsk timian

2 tsk paprika (eller endnu bedre: chili!)

5-6 knolde frossen hakket spinat, let optøet (jeg havde det stående i en skål på køkkenbordet i en times tid inden jeg gik i gang)

To håndfulde friske spinatblade (jeg brugte en halv pose skyllet baby spinat, og den anden halvdel blev til en salat)

salt og peber

50 gram smør

En god håndfuld valgfri ost (jeg brugte mascarpone, fordi jeg er en gris)

Svits fint hakkede løg, presset hvidløg, timian og paprika/chili i lidt olivenolie
Tilsæt risottorisene og rør rundt et minuts tid. Tilsæt nu vin og lad det hele simre i et par minutter. Tilsæt den frosne spinat og rør rundt endnu et par minutter. Nu skal der hældes bouillon på lidt af gangen cirka hver femte minut. Rør ofte i risottoen og tilsæt væde løbende i takt med at risene absorbere det. Det tager en lille halv time at bruge al bouillonen og få en god cremet konsistens.

Til sidst tilsætter du smør, hakket frisk spinat, ost salt og peber.
Server med det samme!

Vi spiste en simpel salat til lavet af spinatblade, en rest kogt quinoa og bagte søde kartofler vendt i lidt soya og gomadressing.

 

Inspirationscitater og Impostor syndrome

I dag er første dag i resten af dit liv. Make it count…
For fanden hvor kan den slags inspirationscitater ind imellem få mine øjne til at rulle helt om i nakken, men det er jo for fanden rigtigt meget af det, og helt simple sætninger kan nogle gange gøre en forskel. Jeg lever selv efter en del sætninger, jeg minder mig selv om ganske ofte. Man fortryder ikke det man gør, kun det man ikke turde gøre, og Tilgivelse er kun et punktum
for eksempel.

Og så er der den indledende sætning til det her indlæg, som muligvis er en af de mest tyndslidte og som jeg på ingen måde har brugt. Indtil nu. Lige præcis i dag kiggede jeg mig selv i spejlet og sagde det højt. I røven på en masse andre ting, jeg også sagde til mit spejlbillede, som bliver imellem mig og mig.
Hvorfor? Fordi jeg har nogle indre dæmoner, der er begyndt at vise sig efter længere tids dvale, og gør noget ved mig, der hverken er klædeligt eller behageligt. Hverken for mig, eller min familie.
Min mand sagde til mig i går (lettere frustreret over min frustration) : Du har jo alt!
Og til det svarede jeg, med tårerne styrtende ned af mit ansigt, JA! Og præcis derfor er det svært at have det sådan her.

For ja, jeg har alt. Og jeg er grundlæggende glad. Til tider lykkelig.
Men jeg lider som rigtig mange andre hardcore af Impostor syndrome (som jeg synes skal staves imposter, men som google er uenig i), hvilket gør at jeg konstant er på vagt, og ikke helt synes, at jeg fortjener det jeg har, og er rædselslagen for at miste det.
men som min fornuft og det selvværd jeg trods alt har, selvfølgelig maner i jorden. Det er jo vanvid. Hold dog op.
Det har fyldt mere end det bør på det seneste, meget meget mere og hvor jeg tidligere har kunne bruge det som en styrke, er det langt fra tilfældet for tiden. Og det går ud over mit humør, min inspiration, mit engagement og mit overskud, og nu må det være nok. Det er simpelthen så uklædeligt som noget kan være, og jeg orker det ikke. Jeg skal finde min gnist igen, for den er der, det kan jeg mærke, jeg skal bare lige finde frem til den, og jeg starter i dag, blandt andet ved at tale med mig selv i spejlet åbenbart, og at fortælle jer om det, selvom det er det sidste jeg har lyst til, for jeg synes faktisk det er skide pinligt og hamrende åndssvagt, og så har jeg genset denne her.

I øvrigt

  • Kan det tælles på en enkelt hånd, hvor mange gange jeg har været i bad i ferien. Ja, det er ret ulækkert.
  • Fik jeg i juleferien endelig set La La Land. Mine forventninger var alt for høje, og det var lidt en flad omgang Jo jo, den er da skidepæn og historien er god og alt det der. Men. De behøvede ikke synge for min skyld.
  • Har vi nu været hundeejere i en uge, og det går overvejende godt. Jeg er stadigvæk mest en kattedame, men det er eddermame også hyggeligt med sådan en overgearet pelsbold som vi har anskaffet os. SØD.
  • Hedder hunden Hera. Jeg fik hverken lov til at kalde hende Maren eller Vera. “Vi har faktisk demokrati og du er nedstemt!” Lød beskeden fra den 9 årige. Nå nå.
  • Havde vi en hel skærmfri uge i juleferien (med få undtagelser), hvilket gik overraskende godt da den første dag og de værste abstinenser var ovre. Det kan anbefales. Vi fik spillet en masse brætspil, tegnet meget mere end vi plejer, og der var på en eller anden måde mere ro på både børn og voksne.
  • Har jeg slet ikke været på stranden i år. Hvilket under normale omstændigheder ikke er så underligt, men når man bor 500 meter fra stranden og plejer at være der dagligt, er næsten uudholdeligt.
  • Er stort set alle mine køkkenmaskiner gået i stykker på samme tid. Min foodprocessor, min stavblender og min blender-blender. Jeg fantaserer om at investere i en af de der kan-det-hele-maskiner. Det er mit liv nu, åbenbart.
  • Skete det endelig. Accepten af at være flyttet ud af verdens bedste by. At acceptere savnet og være ægte glad for det nye. Det hjalp rigtig meget at skrive det her, samt at læse jeres kommentarer. Tak.
  • Lavede jeg mit livs første risotto i går, og det er noget af det grimmeste jeg nogensinde har lavet, men også noget af det bedste jeg har smagt! Der kommer en opskrift jeres vej i løbet af weekenden.

Nyt år, brandvabler og forsinket hverdag

Godt nytår!

Jeg håber I har haft en dejlig nytårsaften, en rolig 1. januar og en god start på arbejde. Vi havde en helt kaotisk 31. december, hvilket I har set, hvis I følger med på instagram. Det meste gik skævt, og jeg har blandt andet scoret mig tre brandvabler på venstre hånd – Ikke på grund af fyrværkeri eller noget i den retning. Den salgs holder jeg mig fuldstændigt fra. Det er en kageskade. Simpelthen. Kort fortalt; en varm ovn, en plade med kransekage og min bare hånd. Virkelig smertefuldt, virkelig dumt. Derfra gik alt lidt i kludder, små irriterende og egentlig ligegyldige ting, der bare byggede sig op og tog modet lidt fra mig. MEN. Det endte alligevel lykkeligt, kransekagen blev vellykket, maden vi havde bestilt hos Meyers smagte dejligt, børnene og hunden opførte sig eksemplarisk hele aftenen, vores venner er skide søde, der var rigeligt med vin og vi havde trods lidt startproblemer en virkelig dejlig nytårsaften.

1. januar forløb forholdsvis rolig, selvom det var med en rastløs mand, der både ville på tur og havde planer om det helt store oprydningsprojekt (1. januar?!), trætte gnavne børn, en halvanden årig, der ikke ville sove til middag og så videre. Men vi kom igennem dagen og vores slikskab, spiste burger til aftensmad og gik tidligt i seng. At jeg så først faldt i søvn ved firetiden fordi at vores stillads knagede og bragede i blæsevejret, er lidt en streg i regningen. Jeg har heldigvis en rolig onsdag, med en smule arbejde, hygge med børnene, og en middag med Hornbækdamerne* i aften . Det er lige til at holde ud.

Både sfo, vuggestue og børnehave holder lukket ugen ud, så jeg har i det hele taget begrænset med arbejde denne uge, og Michael holder helt fri, så hverdagen rammer os først for alvor i næste uge, og det passer mig så fint.

Jeg har tillusket mig et par timers kontortid nu her, mens hunden sover og Michael og børnene ser Coco og drikker te. Jeg skal have styr på en masse billag og den slags kedelige ting, og så håber jeg at få tid til at færdiggøre et shoppeindlæg med udsalgsfund til jer.

Rigtig god dag og godt nytår til jer allesammen, og endnu engang tak fordi I følger med. Jeg glæder mig til endnu et friskt år sammen med jer.

*Hornbækdamerne er en gruppe på efterhånden mere end 40 kvinder, der bor i Hornbæk, som jeg mødes med ind imellem. Det kan virkelig anbefales hvis man er tilflytter til en ny by, at oprette en sådan gruppe. Sig til, hvis jeg skal skrive mere om det.

 

2018, 2019

2018 var et vildt år. Altså! Hus, rejser, tv, hund, gang i den!

Det samme var 17, og 16 og 15 og…. I det hele taget har der været smæk på de sidste mange år.

Og mon ikke også at 2019 bliver begivenhedsrigt. Jeg håber det, og jeg tror på det.
Jeg håber på en masse ro, kærlighed og udfordringer, og så satser jeg på at krydse et par punkter af min bucketlist. Det gad jeg godt. På arbejdsfronten ønsker jeg mig at lave mere fjernsyn, at prøve kræfter med radio, at få udgivet Ottos og min børnebog (hvis du er eller en kender en dygtig tegner/illustrator, så hiv endelig fat i mig. Den kunstner vi havde en aftale med, har nemlig fået for travlt) og at lave flere længerevarende samarbejder. Personligt og familiemæssigt kan jeg nærmest ikke bede om mere. Jeg føler mig så heldig, også selvom det til tider er overvældende og føles som en alt for stor mundfuld, men det gode udligner heldigvis trætheden, underskuddet og gør de største bidder nemmere at synke. Hvis jeg skal ønske mig noget i mit familieliv, må det være at jeg gerne vil være bedre til at være nærværende, når jeg er hjemme. Jeg er en multitasker, hvilket på sin vis er vældig positivt, da jeg ofte får slået virkelig mange fluer med få smæk, men omvendt betyder det også, at jeg har mange halvlavede løse ender flagrende efter mig, hvilket til tider går udover tiden og overskuddet med og til min familie.

Min største ønske eller håb for 2019 er, helt simpelt, mere kærlighed og positivitet, og mindre mindreværd og selvbebrejdelse. Det er ret meget noget jeg selv kan være herre over, så mon ikke det er realistisk ?!

 

Shopping: Basis på udsalg

INDLÆGGET INDEHOLDER REKLAMELINKS (markeret med *)

Jeg elsker gode basis-items til garderoben. Lækre striktrøjer, t-shirts. jeans, silkeskjorter, og så videre. Men jeg hader at købe det til fuld pris. Det er egentlig fjollet, for jeg vil gerne have god kvalitet, men jeg foretrækker bare at spare lidt på det. Heldigvis er der lige nu rig mulighed for at få fyldt op i garderoben med lækker cashmere, silkestrik, blød bomuld og gode jeans med en rimelig besparelse.

Jeg har samlet nogle af mine yndlingssager, der allesammen er nedsat lige nu. Værsågod:

1.Ribstrik i cashmere. Denne her bløde satan er noget af det bedste jeg har, og selvom små 800,- er voldsomt mange penge for en grå langærmet trøje, er jeg så glad for at jeg fik klikket den hjem, for den er så blød, varm og pæn, og jeg bruger den både som den er til jeans og høje støvler for eksempel, men jeg har den også under både skjorter, kjoler og andre striktrøjer, så jeg kan holde varmen.  striktrøje fra Cos 770,- HER*  (jeg har i øvrigt også bukserne*)

2.Mørkeblå merinould til 250,- Ja tak. Jeg har ikke set denne her i virkeligheden endnu, men jeg har tidligere været enormt glad for H&Ms premium basics, så jeg tror bestemt at denne også er lækker. Find den på udsalg HER*

3.Jeg har allerede denne her i beige, og den er simpelthen så varm og pæn, så jeg overvejer kraftigt at anskaffe mig den i grå også. Særligt nu da den er på udsalg…. 487,- hos & other stories lige HER*

4.Jeg har et par stykker af dem her, og bliver næsten altid spurgt hvor de er fra, når jeg har en af dem på. Den er fra Acne og du kan lige nu få den som 2-pak til 80 euro, altså små 600,- HER*

5.En pæn skjorte kan redde de fleste tøjkriser herhjemme, og jeg er særligt begejstret for dem i silke, og denne her farve i øvrigt også. 500,- er den sat ned til lige HER*

6.Der er ikke så meget at sige: Cardigan i 100% Merinould til 354,- fra yndlings ARKET. Køb den her*

7.Kort uldfrakke. Jeg har efterhånden en del lange frakker, som jeg bruger og elsker, men jeg mangler en lidt kortere version. Denne er et godt bud. Sat ned til 600,- HER*

8.Langærmede tynde rullekraver bor jeg i fra oktober til marts, og jeg skal uden tvivl have fat i en stak af dem her i cashmere, nedsat til 300,- HER*

9.Dem her ejer jeg allerede et enkelt par af. Nu er de nedsat til små 200,-, så jeg skal klart have et par back up. Find dem HER*

Den sjette dag: Nok!

Det har sgu været en lidt hård jul, hvis jeg skal være helt ærlig. Både med fuld knald på og en masse følelser udenpå (og indeni) tøjet. Mange mennesker, indtryk, gang i den.
D. 23. Havde vi mine forældre og min søster på besøg, inden vi om aftenen kørte ud til min svigermor og tilbragte to tætpakkede juledage i et fuldt hus. Med hjem tog vi Michaels søster og 11 årige nevø, som har været her indtil i dag (nevøen bliver til mandag) og i går fik vi hund. Så der har været og er fortsat run på, mildest talt. Jeg føler ikke, at jeg har siddet ned et eneste sekund i seks hele dage, og selvom jeg egentlig trives fint i et højt gear og har ret lang line, har noget bygget sig op over de sidste par dage, og i dag nåede jeg grænsen. Jeg havde bare fået nok. NOK!
Så jeg snerrede, og så græd jeg, og låste mig inde i vores soveværelse.
Min mand, der heldigvis kender mig rimelig godt, pakkede i stilhed alle fem børn sammen og tog dem med på tur, og efterlod mig (og hund) hjemme.

Det hjalp.

At hæve stemmen, at græde ud, og at få en lille times ro og enetid. Jeg skulle nok have haft det inden filmen knækkede, men sådan blev det ikke, og det bliver altså heller ikke sidste gang det sker, ligesom det heller ikke var første.

Jeg bliver så påvirket af meget social aktivitet. Det er helt vildt altså. Jeg kan rigtig godt lide det langt hen af vejen, lige indtil jeg ikke kan længere. Det var så i dag.
Jeg fik nok. Nok af larm, nok af mennesker, nok af børn, nok af rod, nok nok nok. Midt i al idyllen, kaosset, kærligheden og feriehyggen. Nok.

Det er sgu ok.
Jeg er hverken en dårlig mor, et dårligt menneske, eller det der ligner. Jeg har bare en grænse, og i dag nåede jeg den.
I morgen bliver bedre.

Familieforøgelse

Vi tog den endelig beslutning for præcis en uge siden. Tidspunktet kunne ikke være bedre, og kemien, mavefornemmelsen og lysten var der fra første besøg, og blev kun større som dagene gik.

Vi har jo talt om det i årevis, overvejet det i måneder og besluttet at tiden var ved at være inde for nogle uger siden. Vi var indstillet på at der kunne gå længe før det skulle ske. Før vi fandt et match. Men så var hun der. Fem møder på en uge, og så var der ingen tvivl længere. Hun var vores.
Hun er vores.
Vi har haft hende hjemme i en del timer efterhånden, og det går over al forventning indtil videre.
Hera hedder hun, og det bliver hun nok ved med (selvom jeg prøver at bearbejde resten af familien til et navneskifte. Jeg synes nemlig, at hun ligner en Maren).
Hun er en grå schæfer og hun er det smukkeste og sødeste, jeg længe har mødt. Hun elsker børnene allerede og omvendt, og jeg kunne græde en lille smule over hvor vild jeg er med hende. Min mand er om muligt allermest forelsket, hvilket forstærker min fornemmelse af at hun er den helt rigtige. Det bliver helt vildt hårdt og sjovt og skørt at have hende, men jeg glæder mig.
Disclaimer: At få et kæledyr og måske især en hund er en kæmpe beslutning og en endnu større opgave. Hvis vi havde almindelige 8-16 jobs, ville vores familie med fire børn og gang i den nok ikke kunne magte opgaven lige nu. Tænk jer godt om, undersøg racerne grundigt, og besøg evt flere forskellige hunde/hvalpe, og gerne flere gange. Man kan hurtigt mærke deres personlighed og om det er et match. Vi var positive og håbefulde efter de første to besøg hos Hera og hendes søstre. Tredje, fjerde og femte gang stjal hun vores hjerter for alvor, og sjette gang var al tvivl væk.
Vi har tiden, pladsen og overskuddet til at have en hvalp nu, men det er ikke en overnight beslutning.
Det bør det aldrig være <3