I øvrigt

  • Lavede jeg i sidste uge pumpkin pie for første gang nogensinde. Det bliver også sidste gang. Det kan hverken jeg eller mine børn åbenbart lide.
  • Forstår jeg ikke al postyret omkring Aula (læs: det nye forældreintra). Måske har jeg bare været heldig med min version, men jeg har ikke oplevet nævneværdige problemer.
  • Har jeg, eller faktisk er det Michael, fundet ud af at begge piger falder i søvn på et øjeblik, når man aer dem over øjenbrynene. Tredje aften i træk! …
  • Det med øjenbrynene er muligvis bare et tilfælde, og skyldes måske bare vintertid.
  • Har jeg pt to julefrokoster i kalenderen. Det er på en eller anden måde ikke nok eftersom at jeg elsker julefrokoster!
  • Blev jeg disset af en fem årig i dag med ordene: “Ej, du ligner lidt Antons mor… bare grimmere” … Nu har jeg godt nok ikke set Antons mor, og hun er muligvis supermodel, men jeg er ret sikker på, at det ikke var et kompliment.
  • Vil jeg gerne anbefale alle at se The Gamechangers på Netflix. Det er en dokumentar og den handler om plantebaseret kost, og selvom man umiddelbart tænker, at det er en kedelig omgang, så giv den lige en chance. Den er god og tankevækkende, omend man selvfølgelig altid skal gå til den slags med sund fornuft.
  • Pæne(re) og gode vaskestativer. Findes de?! Vi har nogle i bambus, der er ret flotte, men der er næsten ikke plads til noget på dem.
  • Lavede vi græskar lanterner sidste weekend. De er nu, tre dage inden Halloween, fuldstændig mugne. Så meget for at være i god tid. Og ja, vi har brugt det der konserverende syltevæske, som jeg lige nu ikke kan huske hvad hedder. Jeg mistænker at solskin og høje temperaturer har stået for det. Oh Well.
  • Har jeg præsteret at købe vinterstøvler i forkerte størrelser til to tredjedele af børnene. Suk.
  • Ser det ud til at der kommer et liveshow med Voksen ABC podcasten lige på den anden side af nytår.
  • Planlægningen af ovenstående har fået mig til at overveje at lave noget lignende i kølvandet på modtagelsen af Krøllet kærlighed. Et event, et foredrag, et eller andet.
  • Er jeg ubeskriveligt træt for tiden, og både sover mere end jeg plejer og drikker langt mere kaffe. #Efterår
  • Ser Otto og Michael “Ringenes herre” filmene om aftenen for tiden og jeg prøver at kigge med. Jeg bliver muligvis lynchet nu, men fååååårk, hvor er det kedeligt!

 

10 års-snegl

Allerede i 2008 begyndte min veninde Rachel at prikke til mig omkring de der skriverier jeg havde det med at sende til hende i tide og utide, samt dem jeg udgav på den virtuelle opslagstavle på min Myspace side. Hun mente bestemt, at jeg skulle oprette en blog, og jeg mente bestemt, at det var en lidt fjollet idé. Jeg overvejede det alligevel længe og grundigt, og i slutningen af min graviditet med Otto oprettede jeg alligevel en blog. Det blev ved det i månedsvis og jeg gjorde ikke mere ved det – lige indtil en aften i oktober.
D. 25. Oktober 2009.
Hvilket vil sige at Sneglcille i dag har kunne fejre 10 års jubilæum. Ti år der er fløjet afsted og alligevel har været ualmindeligt begivenhedsrige. Tre børn, et bryllup, tre flytninger plus alt det løse, som forskellige jobs, små og store kriser, lykke, glæde og alt imellem, bare for at nævne nogle enkelte highlights  – Og nu er vi så her. 10 år senere.
Jeg er på alle måder glad for at jeg alligevel gik imod tvivlen og sprang ud i bloggeriet. Sneglcille er meget mere end en blog for mig, og jeg er uendeligt stolt af og glad for, at det er gået som det er gået.
Jeg ved ikke om det bliver til ti år mere, men jeg ved at Sneglcille har haft og har kæmpe betydning i mit liv, og altid vil være med mig.
Tak fordi I er med. Det ville ikke være det samme uden.

Allergisk over for råd?

Er der noget værre end råd, man ikke har bedt om? Selvfølgelig er der det, men alligevel er det noget af det, der kan få mig allerhøjest op i det røde felt. Én ting er hvis de gode råd er pakket ind som velmenende omsorg, men i virkeligheden gemmer på en bedrevidende kritik – Det er de værste og dem kommer jeg aldrig til at holde af. Men de andre. Dem der rent faktisk kommer fra et ægte godt sted. Hvorfor bliver mange provokeret af det? Eller rettere hvorfor bliver JEG trigget af det. Jeg spørger fordi, at jeg selv gerne vil arbejde med den følelse. Jeg er en af de værste, hvad det angår, så det er bestemt ikke en løftet pegefinger, men reel undren og irritation over min egen indre reaktion, når det sker. Det er ligegyldigt om det kommer fra min mand, min mor, en veninde eller fremmede på nettet. Alt stritter på mig på den dårlige måde, når det sker. Selvom det som nævnt før er af de søde og fuldstændigt velmenende slags.
Ofte er det nok fordi, at rådene kommer i situationer, hvor man i forvejen er irriteret, ked af det eller presset over noget – Som da min computer brændte sammen midt i, at jeg skulle til at redigere podcast i går og jeg derfor delte min frustration på Instagram for at få det ud af systemet, og blev mødt af +30 beskeder med gode råd og løsninger, hvilket jo er det sødeste og mest betænksomme i verden. Tænk at mere end 30 mennesker gider bruge deres dyrebare tid på at sende mig tips og tricks til gode teknikere. Det er da så fantastisk og jeg burde blive glad. Men jeg blev irriteret. Simpelthen. For det løste ikke mit problem, og jeg var heller ikke ude efter en løsning, og bad ikke om hjælp, men havde bare brug for at sige det højt og højest blive bekræftet i at det var noget lort.
Men det er jo i princippet underordnet, og mig den er gal med. Det er jeg klar over. Jeg får samme følelse i maven, når folk retter på mig, eller svarer på retoriske spørgsmål. Sådan en næsten teenagefornærmet følelse i maven. Det er faktisk en lille smule pinligt at indrømme, og jeg vil virkelig gerne arbejde med det og lægge det væk. Dog har jeg på fornemmelsen, at det ikke er så enestående at have det sådan. Am I right?! Det håber jeg på en eller anden måde.

Jeg så at Katrine Gisiger i et opslag på Instagram den anden dag skrev om, hvordan man nogle gange lægger en masse skjulte negativt ladede bagtanker i undrende spørgsmål fra andre ind imellem, og det kan jeg så godt genkende, og jeg tror det er lidt det samme der er tilfældet med det med rådene.

Jeg har ræsonneret mig frem til, at det må være fordi, at jeg underbevidst sætter det i samme kategori som førstnævnte eksempel omkring de der “gode råd” der på alle måder bare er en hård kritik pakket flot ind, For det skal simpelthen stoppe – men der er jo forskel, så hvorfor kan min hjerne ikke sortere i det? Det er sgu da interessant.

Krakelerede facader

Facader, altså dem vi selv sætter op omkring vores personlighed og følelser, ikke dem på huse – In case andre end mig er i renoverings-mode –  er nok en nødvendighed i nogle henseender og vi har dem allesammen, er jeg ret sikker på. Jeg kom lidt ind på det i sidste uges afsnit af Krøllet kærlighed (reklame for egen podcast) om mine egne facader i forhold til at skulle finde en plads i rollen som dele-mor og i samspillet med Michael dengang. Jeg ville til at starte med enormt gerne fremstå nærmest overmenneskelig. Jeg skulle være den bedste mor, den sjoveste, sødeste, klogeste, pæneste … For der var ingen, og da slet ikke Michael, der skulle kunne sætte en finger på mig. Og i mit forsøg på at være alt det, blev jeg det modsatte lige under overfladen, så da facaden krakelerede væltede en sur tarvelig træt type ud af revnerne, og det gjorde intet godt. Men det er det der sker, eller kan ske, når man igennem længere tid forsøger at opretholde en facade i forsøg på at beskytte sig selv og skjule eller holde fast på det man ikke føler sig tryg i at vise og måske slet ikke selv er klar over, at man føler. Hvilket jo er hele grunden til at man opbygger facaden – At man prøver at skjule virkeligheden.
Jeg har lært at se sårbarhed som noget positivt og stærkt, og det er også hovedårsagen til, at jeg deler som jeg gør. Men sådan har jeg ikke altid haft det. Jeg har i mange år syntes, at det var pinligt, at jeg havde let til tårer, og i en længere årrække som helt ung, græd jeg aldrig foran andre.
Sådan har jeg det ikke længere, og det er en kæmpe befrielse ikke længere at gå og holde på det. De fleste mennesker i mit liv, har oplevet mig hyle, og det har jeg det helt fint med. Det har I jo faktisk også. Jeg har i hvert fald grædt mig igennem op til flere indlæg, og så var første afsnit af min podcast heller ikke ligefrem uden følelser. Sidstnævnte var alligevel en af de mere grænseoverskridende delinger, jeg har kastet mig ud i – og det var og er lige på grænsen mellem personlig og privat, at dele vores historie, og ikke mindst at udgive noget hvor jeg åbenlyst græder, som er tilfældet i første afsnit, og der var bestemt tidspunkter optil, hvor jeg kraftigt overvejede at optage det om og “tage mig sammen”, men jeg er glad for at jeg ikke gjorde det, men turde stå ved det sårbare og lade facaden holde helt fri.
Jeg bruger dem stadigvæk ind imellem. facaderne. Særligt hvis jeg føler mig usikker, hvilket jeg som oftest oplever i selskab med folk jeg ikke kender. Jeg øver mig på, ikke at have paraderne oppe altid og hvile mere i mig selv, men det er work in progress, som jeg må erkende stadigvæk kræver en del finpudsning.

 

Mandag uge 43: Op på hesten, fødselsdage og fejring

Mandagen startede klokken 05:05, hvilket trods min nye vane med at stå op før alle andre, alligevel var tidligere end normalt. Grunden var, at Michael og Leopold skulle køre tidligt, og derfor var oppe, og det hørte Loulou og så mente hun, at vi skulle joine morgenfesten. Så det gjorde vi og ikke længe efter, stødte resten af familien til. Derfor har vi allesammen haft en rolig og lang morgen med morgenramasjang, havregrød og gulvleg, og så var alle sendt afsted og afleveret inden 8 og jeg har derfor kunne komme tidligere i gang end jeg plejer – Og det er fedt. Især fordi jeg er så absurd bagud med alt grundet de sidste mange ugers langsomme tempo, og særligt den seneste uge, hvilket har smadret mit ellers indtil da vellykkede eksperiment om ikke at udsætte ting.

Men nu må det være nok – Jeg skal op på hesten igen, og har derfor lavet mig en god gammeldags to do liste og vil forsøge at starte med det slemme/kedelige først, og derved forhåbentlig nå nogenlunde i mål inden jeg skal hente børn i eftermiddag. Altså det her indlæg er ikke en af de kedelige to-dos, tværtimod, men det er sådan en rar og overskuelig start på ugen, så det skulle selvfølgelig ikke udsættes bare på grund af en lang dum liste.

I morgen har jeg en nogenlunde rolig dag med en kaffeaftale, optagelser til podcasten og lidt redigering, inden jeg om aftenen skal ud og spise med Confetti, der jo for nyligt er blevet noget større end udgangspunktet, onsdag har jeg møder i København hele dagen, torsdag udgiver Cana sin tredje bog (hun har i øvrigt lige lanceret en webshop, hvor du kan købe alle tre bøger – Se bare her) og det skal jeg selvfølgelig være med til at fejre,
Og så skal jeg optage podcast med Fjernsyn for mig drengene (ja, igen). Fredag bliver bloggen 10 år, og planen var jo faktisk at jeg ville holde fest, men eftersom at de sidste måneder har budt på lidt mere action end forudset, har jeg udsat fejringen. Lørdag holder MM fødselsdag, hvilket jeg har på fornemmelsen ikke kommer til at forløbe helt stille, så det glæder jeg mig også til. Søndag er sat af til tømmermænd, familietur og tøjvask.
En begivenhedsrig uge, som forhåbentlig dodger alle forhindringer og efterårssygdomme, og bare kører smooth derudaf. Især fordi at Michael arbejder lange dage hver dag, så al hjemmelogistik ligger på min tallerken. Krydsede fingre og en kæmpestor jahat herfra.

GOD DAG!

Ugen der bed fra sig

Disclaimer: Egentlig var ideen og intentionen, at det her indlæg skulle handle om noget med liv og død, afslutninger og afsked, men jeg faldt i søvn undervejs, og jeg er alligevel ikke sikker på, at jeg helt ville kunne formulere det som jeg allerhelst vil, så det må I (og jeg) have tilgode.

Denne her uge altså. Og denne her dag.
Søndagen i sidste uge sparkede døren til uge 42 ind og satte desværre rammen for, hvad der skulle blive en virkelig hård uge at komme igennem. Allermest har det hårde ligget i den sorg, der i tide og utide er skyllet indover mig, som det gør når man mister mennesker der har spillet en rolle i ens liv –  Oveni sorg og kaos, har vi været ramt af flere omgange sygdom (både Uma og jeg har hver især rodet rundt med noget feber og snot), travlhed, byggestress, og så videre. I dag kulminerede det hele på en eller anden måde, og jeg håber sådan, at der kan komme lidt ro på herfra.
Jeg har grædt så mange gange i dag, at mine øjne brænder, og huden under dem svier og er tør og rød. Min krop og sind er fuldstændigt kørt over af overvældelse og jeg er så udmattet, at jeg nemt kunne lægge mig til at sove og først vågne i morgen, selvom klokken kun lige er lidt over halv otte lørdag aften. Havde jeg ikke en Bagedyst date med drengene, ville jeg uden tvivl give efter for det og på den måde få dagen til at forsvinde.

Jeg skal måske lige forklare, at vi i dag var til begravelsen. Jeg har heldigvis ikke været til mange af den slags i mit liv. Faktisk kan det tælles på en enkelt hånd, hvilket så alligevel er fem for mange – For hvor er det bare hårdt og svært og forfærdeligt. Ja, altså, selvfølgelig er grunden til begravelsen dét der er det sørgelige og hårde, og man kan vel på en eller anden måde godt kalde selve begravelsesdelen for både smuk og fin, og nødvendig. Men av, mit lille hjerte.

Nå…. Jeg kunne så alligevel ikke sove helt til i morgen, eftersom at jeg på trods af gode intentioner om det modsatte, alligevel faldt i søvn få sekunder efter ovenstående blev skrevet, og lige er vågnet. Det er stadigvæk lørdag, og klokken er 22. Mine øjne er stadigvæk medtagede og trætheden har godt tag i mig endnu. Bagedysten må vente til i morgen sammen med resten af livet, og jeg vil nu kravle ud fra mørket, finde min tandbørste, en god øjencreme og muligvis nå at kramme min mand, hvis han stadigvæk er vågen, og få lagt låg på dagen.

Jeg håber på alle måder at næste uge bliver lidt mindre begivenhedsrig end denne har været. Jeg ser i hvert fald frem til en forhåbentlig helt rolig søndag i morgen.

Godnat

… Og her, helt uden kontekst,  et billede taget i mit køkken, der pt er en byggeplads (igen) men blærer sig med lækkert lys.

 

Pip, alderskontraster og et tak

Et lille pip herfra bliver det alligevel til, selvom jeg havde intentioner om at holde mig under radaren i noget tid ovenpå søndagens voldsomme begivenheder. Men efter en hel mandag i sengen, en tirsdag med telefonmøder og en indtil videre halv onsdag på sofaen med en fire årig febervarm Uma draperet henover hele min højre side, trak tasterne alligevel i mig. Det har været nogle mærkelige dage mentalt, for jeg er selvfølgelig ked af det og meget berørt, og ovenikøbet ramt af en grum forkølelse, hvilket ikke gør noget godt for humøret, men omvendt sker der også en masse gode og rare ting, som jeg måske bør have svært ved at omfavne, men som på alle måder fylder mig med glæde og taknemmelighed. Otto har efterårsferie, og da han er så stor som han er, skal jeg nærmest ikke gøre noget for at aktivere ham – Han laver selv aftaler, går lidt i klub, og finder selv på alting. DET er så underligt og mega fedt, at have så stort og selvkørende et barn, og en kæmpe kontrast til de to små, særligt nu da den ældste af de to, ligger her helt varm og lille, imens den anden boltrer sig i sin elskede vuggestue. Jeg skal optage podcast i dag. Faktisk skulle det have været gjort nu, da jeg ellers kommer til at bruge det meste af min aften på at skulle redigere og klippe tilMen jeg kan (læs: må) ikke forlade febertrolden, så det må vente til Michael atter er retur fra hans møder i København, hvilket er inden længe. Det giver mig til gengæld rig mulighed for at finpudse mit manuskript til dagens optagelser, få muget ud i min mailbakke og drukket lidt mere kaffe, samt at stikke hovedet her forbi. Hej.

Tak for jeres opbakning og forståelse i det jeg går igennem nu, og i det hele taget i næsten alt, hvad jeg foretager mig. Jeg har svært ved at sætte ord på præcis, hvor stor en forskel det gør, og hvor meget det faktisk betyder. Så for nu et ydmygt – men kæmpestort TAK.

OBS: Signer du op til Podimo via dette reklamelink, får du to måneders gratis adgang.

Mandag uge 42: Stilhed

Det seneste døgn har været fuldstændig vanvittigt, og jeg er sendt helt i knæ.

I går sov min bedstemor ind (min stedfars mor, som jeg har kendt næsten hele mit liv). Hun har været terminal siden sidste uge, og selvom det derfor både var ventet og på mange måder en lettelse, da hendes sidste dage var ubeskriveligt hårde, er det så forfærdeligt, at hun ikke er her længere.

Jeg vidste det allerede inden telefonen ringede. Det er svært at forklare, men jeg havde en oplevelse i går, lige omkring samme tidspunkt som da hun åndede ud, der gjorde, at jeg ikke er i tvivl om, at hun sagde farvel til mig. Hvor fuldstændigt åndssvagt det må lyde.

Jeg har lige siden været i en sær sindstilstand, hvor jeg kan bryde sammen ud af det blå (ved krydderihylden i Netto for eksempel, som var tilfældet i går eftermiddags) og har svært ved at samle mig.

Som om det ikke var nok, måtte mine forældre sent i går aftes køre til dyrelægen med deres ældste kat, som på grund af nyresvigt ikke stod til at redde, og derfor heller ikke er her længere.

Pyh.

Én ting er min egen sorg over tabet, men at folk jeg elsker, også er påvirket, giver det en ekstra dimension af emotionel ødelæggelse. Avs!

Det bliver en hård uge at komme igennem – Derfor har jeg også besluttet at holde fri i denne uge. I hvert fald i nogle dage. Jeg skal indsnuse min familie, pleje den lede forkølelse som angreb mig med 110 i timen i nat, hjælpe med en masse praktik og bare lige trykke pause på alting et øjeblik. Det betyder også, at jeg ikke er aktiv på hverken bloggen eller andre sociale kanaler.

<3 Pas på jer selv og på hinanden.

Lige pludselig er vi væk.

Hvor mange sæsoner tager det at falde til?

Man siger vist noget med, at man skal nå at opleve alle sæsoner to gange for at vide, hvordan det rigtigt er, at bo et sted. Vi er i vores andet efterår i Hornbæk, snart vinter, og så har vi faktisk prøver de to år. Ok, hvis ret skal være ret, skal vi faktisk også lige et forår igennem, men så længe vil jeg ikke vente med at skrive det her indlæg.
Ingen tvivl om, at det har været en vild omgang, at rykke hele vores liv op og flytte til noget så markant anderledes end hvad vi kom fra. Det første års tid var uden tvivl det sværeste, og der hvor alle følelser var i spil. De første par måneder, hvor vi ikke havde en fast base, og skiftevis boede i sommerhus i Hornbæk, hos mine forældre på Vesterbro – og i huset, der ikke var beboeligt, gjorde ikke noget godt for noget, og da der kom ro på, var det som om, at det heller ikke var helt godt. Eller det vil sige, som jeg også har været inde på tidligere, så var det godt og vidunderligt for børnene og for Michael, og jeg kunne bestemt også se og mærke fordelene, men jeg var alligevel ikke ægte glad og nærmest mere forvirret end nogensinde før. Jeg følte mig som en tilskuer til mit eget liv, og det var meget meget ambivalent og hårdt, og ikke noget jeg kunne sætte ord eller følelser på, for jeg anede simpelthen ikke hvad der skete, og hvad det skyldtes, at jeg følte som jeg gjorde – jeg kom det lidt nærmere i indlægget  her.

Flere har siden førnævnte indlæg spurgt, hvad jeg gjorde for at komme ud af den pokkers lede spiral, og hvad der ændrede sig. Ærlig talt, ved jeg det ikke præcist. For jeg prøvede SÅ mange forskellige ting for at nå hertil, og det er sikkert en kombination af det hele. Jeg talte højt om det for det første. At jeg syntes, det var svært og at jeg ikke vidste præcis, hvad det skyldtes. Vi gik i en form for løsningstilstand, og opremsede alt det vi kunne gøre, hvis det ikke blev bedre. Jeg gik all in på sociale aktiviteter, selvom det ikke faldt mig naturligt, og så gik jeg en helvedes masse ture. Nu er der så gået over et år siden jeg ramte muren, og jeg kan helt ærligt sige, at jeg elsker at bo her. Jeg elsker sommeren, hvor der er gang i byen og det nærmest er som at være til Distortion bare at gå ned og handle, jeg elsker mellemperioderne, hvor der er sommerhusgæster i bageren om morgenen, og liv på stranden, og jeg ser frem til den rolige mørke vinter, hvor her er stille og man næsten har stranden, skoven og søen for sig selv. Den ro, jeg finder heroppe og som skræmte mig så meget i starten er kravlet ind under huden på mig, og gjort gode ting. Jeg er glad for, at jeg ikke handlede på panikken, og at jeg gjorde en indsats for at blive glad, og at det virkede. Det er jeg ikke sikker på er tilfældet for alle, og det havde det heller ikke nødvendigvis været for mig. Der meget og mange der har medvirket til at det lykkedes i sidste ende …

Jeg er taknemmelig for min mands forståelse og støtte i alt det her, for fanden hvor har han skulle høre på meget lort, alt imens at han har knoklet for at skabe en god base.
Mine forældres valg om at flytte herop for at aflaste og være tæt på os (overvej lige en vild kærlighedserklæring det er!)
En kæmpe tak til det kvindenetværk vi har fået banket op heroppe, det gode naboskab vi oplever, nye veninder og bekendtskaber, og til Johanne, der alt sammen har været med til at gøre Hornbæk til min nye yndlingssted.

Jeg tror ikke det er for alle, at flytte ud af byen, men jeg tror at man skal give det tid, plads og et par sæsoner, samt gøre en indsats for at få det til at fungere. For nogle vil det føles rigtigt fra dag et, for andre tager det lidt tid – Det betyder ikke, at det er forkert. Det ved jeg nu.

Kære enlige mor #2

Læs første del HER

De seneste uger har budt på op til flere gensyn med fortiden i form af min nye podcast og det har været helt vildt fedt, drænende, vildt, sjovt, sørgeligt og alt derimellem, og jeg er igen blevet mindet om, hvor meget jeg brænder for at formidle følelserne omkring at være enlig forælder. Jeg har skrevet utallige indlæg om det. Blandt andet det jeg linker til i starten af dette indlæg, mit indlæg om besøget hos Forælder fonden sidste år, samt mine mange fortællinger fra egen erfaring, og nu podcasten.
Jeg tror aldrig, jeg kommer til at stoppe med at dele fortællinger fra dengang jeg selv bar kasketten som enlig mor, for det var og er en stor del af mit liv, og det vil aldrig blive noget jeg skammer mig over, eller forsøger at pakke væk. For der kom faktisk gode ting ud af den periode, uanset hvor hård den ind imellem var, og hvor fuldstændig modløs og uduelig, jeg kunne have det.

Mit indtryk er, at der med de sociale medier er kommet et langt større fællesskab og meget mere vidensdeling blandt mange grupper af mennesker og derved også mødre. De enlige mødre. Seje, modige, bad ass mødre, der af den ene eller anden grund også er alene med deres børn helt eller delvist. Der er blandt andet den nyoprettede Facebookgruppe ‘Skilsmissegruppe for mødre – du er aldrig alene’.

Og sikkert, måske, forhåbentlig også andre steder man kan føle sig set og forstået, uden medlidenhedens stigma, som måske ikke altid er der, men som man hurtigt selv kan ane eller være nervøs for om er der (jeg siger man, jeg mener jeg. Det var sådan jeg havde det, da det var værst). Jeg ville sådan ønske, at der havde været noget lignende, da jeg selv stod med fødderne i kaos, sorg, vrede, skam og ensomhed, for jeg tror faktisk, det ville have gjort en stor forskel for mig, at have et sted at spejle mig. Et spejl som jeg håber, at jeg er i stand til at være for nogle, og hvilket er en af grundende til, at jeg fortsat skriver og taler om, samt sætter fokus på det igen og igen. Man er ikke forkert, mindre værd, eller det der ligner, fordi man er enlig forælder, men ikke desto mindre, kan de følelser være præcis dem man føler. Jeg gjorde i hvert fald. Selvfølgelig ikke konstant, men da sorgen og svigtet var tungest, var det svært at finde et ståsted.
De følelser og tanker jeg havde, var svære at dele med mine nærmeste for de havde ingen mulighed for at forstå, hvordan det føltes. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg selv vidste det, eller rigtigt kunne sætte ord på. Ikke altid. Langt fra altid.
Støtte og forståelse er noget af det man kan have allermest brug for, når man står midt i orkanens øje, og jeg vil anbefale, at man opsøger det så meget man overhovedet kan. Om det er i Facebookgrupper, via bøger, podcasts, andres erfaringer, en gammel blogger (hej!) eller noget helt andet, er sådan set ligegyldigt, men det kan lindre, at høre/læse/se andres erfaringer.

Kære enlige mor
Du er ikke den eneste eller første (eller sidste) der gennemgår, hvad du gør. Du er i din fulde ret til at føle alverdens følelser og reagere på dem. Det betyder hverken svaghed eller, at der er noget galt med dig. Der er intet galt med dig. Det kan godt være du ikke selv kan se det lige nu, men du kommer til at kunne se, mærke og tro på det. Jeg lover det.