Archive for category: Ikke kategoriseret

REKLAME FOR OLIVERS PETFOOD

Hera er nu 10 måneder gammel og er blevet hunde-teenager. Hun er pt i løbetid for første gang, og er inde i en trodsig periode (sætninger jeg aldrig troede jeg skulle sige om en HUND!). Men hvordan går det så egentlig med hende og med os, og livet som hundeejere… ? Det går virkelig godt, kort sagt. Hun er så sød og god! Alle de udfordringer vi oplevede sidst jeg skrev om hende, er faktisk blevet så godt som løst. Hun kan stadigvæk finde på, at trække i snoren, når vi går tur med hende, men slet ikke på samme måde som for et par måneder siden, og hun er i det hele taget rigtig nem, at have med at gøre. Hun gør når der kommer gæster, og bliver hun overglad hopper hun også op af dem, hvilket vi arbejder på lige for tiden – da det er lidt voldsomt at få en gøende 35 kilos unghund i hovedet, når man kommer på besøg. Det er helt vildt krævende at have hund, ingen tvivl om det, og man skal virkelig overveje det grundigt, samt sætte sig ind i mange ting, inden man anskaffer sig sådan et væsen. Det kan jeg ikke understrege nok. Vi var meget forberedte, men er alligevel blevet overvældet et par gange eller ti. Bare man lige har det i tankerne, hvis man går med overvejelser om at tilføje en firbenet ven til familien. Det er vigtigt for mig at få sagt, når jeg fortæller om at have hund. Det er vidunderligt og sjovt og hyggeligt og jeg ville ikke være hende foruden, men det er også tidskrævende, dyrt og omstændeligt og der er ingen tvivl om, at mange ting og situationer havde været nemmere, hvis vi om ikke andet havde ventet et par år.

Det er både hyggeligt og trygt med en schæfer i huset, og så er jeg fuldstændig pjattet med at overvære det forhold hun har fået med børnene hver især. Om natten sover hun på Ottos værelse, og om dagen forlader hun sjældent Uma og Loulous side, og det er simpelthen en kæmpe fornøjelse at se hvordan børnene udviser kærlighed for hende og vice versa.

Noget af det vi ret hurtigt blev opmærksomme på, var at særligt foder er vigtigt at sætte sig ind i. Især når man har at gøre med en stor hund, som man må sige at en grå schæfer er. Det er vigtigt at ens hund får noget ordentligt at spise, så både knogler, tænder og pels holdes i orden, og så skal der noget god energi indenbords. Dårlig, eller forkert foder, kan i værste fald have dødelige konsekvenser for ens kæledyr. Det giver sig selv, at der skal noget ordentligt indenbords, det gælder jo også os selv, men jeg skal være helt ærlig at sige, at det nok ikke var noget jeg havde overvejet særlig grundigt, inden vi fik hende. Heldigvis rådførte vi os fra starten af hos både det hjem hun kom fra, dyrelægen og det store internet og fandt på den måde frem til nogle gode brands, der producerer hundemad.

Sådan fandt vi Olivers, der er blevet Heras primære mad. Foruden af være mad af høj kvalitet med al den næring det skal have, så findes der forskellige smagsvarianter og typer (alt efter hundens alder og størrelse) samt størrelser på selve foderbidderne (pillerne?), så man kan vælge både små, mellem og store alt efter hvilke størrelse hund man har (eller hvad den foretrækker – Igen noget jeg ikke tidligere i min vildeste forestilling havde troet, jeg ville have en holdning til). Tilmelder man sig Club Olivers for 79,- om måneden (første måned er gratis) får man 30% på foder og godbidder på Olivers (og på kattegrus), så de penge er ret hurtigt tjent ind igen, og man kan desuden vælge en fast levering, så man automatisk får foder tilsendt hver måned. Det er simpelthen skidesmart, synes jeg.

Vi er i hvert fald på alle måder glade for det. Som en lille ekstra godbid har jeg fået en rabatkode til jer – Måneden ud (september 2019) kan I få 25% på al foder fra Olivers (både hunde og katte) med koden snegl25 –

Jeg vågnede med en blanding af kvalme og sommerfugle i maven i morges. Kvalmen kom af bekymring og sorg, sommerfuglene skyldes at jeg er spændt og glæder mig. Noget af en kontrast.

Et familiemedlem er alvorligt syg og derfor indlagt, og jeg har meget svært ved at forstå det, for det er et af de mennesker jeg helt naivt, har tænkt altid skulle være her og i hvert fald aldrig ville blive syg. Slet ikke på den måde som hun er det nu.

Et menneske, som jeg slet ikke har investeret nok tid i i mine voksne år, men som jeg håber ved, hvor vigtig har været for og i min barndom.

Det får øjnene til at svide og maven til at slå knuder, at tænke på, at hun ligger i en hospitalsseng og har det dårligt.

Men i dag er også dagen for Hornbækdamernes sommerfest, som jeg har tilbudt at lægge hus til… Jeg glæder mig. Og jeg skal nå tusind ting inden, og jeg kan slet ikke tage mig sammen. Har siddet viklet ind i et håndklæde og stirret ud i luften, lige siden jeg trådte ud af badet for nu 20 minutter siden.

Kan man overhovedet glæde sig til noget, og være til fest, når en der har betydet uendeligt meget for en, ligger på en hospitalsstue. Må man det?

Jeg ved godt, hvad jeg ville svare, hvis en anden stillede mig samme spørgsmål. For selvfølgelig kan man det. Måske er det endda godt, for rastløsheden og bekymringen, at smide det bagerst i hovedet i nogle timer.

Jeg vil give det et skud i hvert fald. Græde ud, tage tøj på og komme i gang med forberedelserne.

• Bliver I nødt til at prøve at smage nye kartofler vendt i hollandaise og urter. Det var en ret som vi fik serveret til min fødselsdag og jeg har kopieret den et utal af gange siden.
• Har jeg købt en cykelhjelm og solgt min Høvding krave. Jeg synes det er dødsmart, men jeg var simpelthen så bange for at den ville blive udløst, så det tog al cykelglæde fra mig.
• Har jeg apropos cykelhjelm, nærmest glemt hvordan man cykler på en almindelig tohjulet cykel efter vi er flyttet og jeg primært kører på ladcykel.
• Er jeg egentlig ikke specielt klodset og har en ok koordinering, alligevel er jeg ekspert i underlige skader, og har i dag for eksempel ramt mig selv i panden med stikket fra et glattejern.
• Har både Michael og jeg været i København hele dagen i dag og det blev selvfølgelig en af de dage, hvor et barn var sygt og et andet blev ringet hjem efter et gyngestyrt. Alle er heldigvis helt ok, og jeg fik endnu engang bekræftet hvor helt igennem genialt det er, at mine forældre er flyttet herop (tak mor!)
• Er min computer begyndt at tabe sine taster, så jeg beklager, hvis der ryger et bogstav her og der i mine skriv for tiden.
• Savner jeg sushi, og da jeg endnu ikke har fundet et sted med god vegetarisk sushi tæt på Hornbæk, overhælder jeg det meste af min mad med soya, wasabi, syltet ingefær og goma for at holde de værste cravings væk.
• Kan jeg ikke sove, fordi der er et insekt i mit soveværelse. Jeg kan høre det, men ikke se det.
• Elsker jeg, at det er strandvejr igen!
• Har jeg svært ved at gå forbi pastelfarvede facader uden at tage billeder af dem.
• Spiller jeg hver aften musik for pigerne, når vi har læst historie. I dag kunne jeg ikke få min Spotify til at afspille, indtil det gik op for mig, at den var koblet på kontorets højtalersystem. Så hvis nogen har været på overarbejde derinde til aften, har de fået glæde af Mariehønen evigglad og Kim Larsen.
• Ringer mit vækkeur om seks timer, så nu må det insekt godt snart tage en slapper.

Mandag morgen har jeg tilbragt med mine piger og en højtaler i ladcyklen. Vi hørte musik og kørte en lang omvej til institutionen. Da de var afleveret hentede jeg Hera (vores hund) og gik en tur inden vi landede i mine forældres have, hvor jeg har lavet mig et kontor halvt i skygge, halvt i solen (så jeg kan få lidt farve på benene). I dag skal jeg have styr på en masse administrativt (læs: kedelige sager) samt planlægge resten af ugen og måske forberede et par blogindlæg.

I morgen skal jeg mødes med et kæmpe girlcrush, nemlig Luise der sammen med sin mand står bag Green Kitchen stories. Derefter har jeg to møder og så skal jeg til Guldknap showet sammen med min mand.

Onsdag står den igen på podcasting med Rachel og nok også torsdag. Fredag arbejder jeg hjemme, og lørdag fylder jeg annekset med 25 Hornbæk damer og en masse vin, da vi skal holde sommerfest.

Jeg håber også at finde tid til at male vores udestue, som min svigerfar har slebet fri af gammel maling. Den skal være grøn for at understrege Villa villekulla viben.

Og så skal vi selvfølgelig på stranden hver dag og klemme det sidste ud af sommeren, der gudskelov er vendt tilbage.

Med andre ord; En skidehamrende rar uge.

God mandag <3

I dag for ti år siden var jeg lige nu ved at krabbe mig ud i en bil. Jeg havde veer og skulle til Frederiksberg og føde mit første barn (læs min fødselsberetning her)

Han blev født små syv timer senere.

Nu er han 10 år og det har været de bedste ti år i mit liv. Uden sammenligning.

Det er ikke kun ham, der er vokset, det samme er jeg. Ikke så meget i størrelsen, men mentalt og følelsesmæssigt. Jeg er klogere, roligere og mere sikker end for ti år siden, og det skylder jeg i høj grad min rolle som mor. Ottos mor.

I dag er jeg sentimental af helvedes til. Det bliver jeg, når mine børn har fødselsdag. Eller det er jeg sådan set alle dage – Følsom, sentimental og i mine følelsers vold – Men der bliver skruet op for det på de tre mærkedage, hvor mine børn bliver ældre. Således startede min morgen også med blanke øjne og mange tanker og det fortsatte ind i formiddagen og blev til en solid tudetur. Nu har jeg fået nogenlunde styr på det og er klar til at gribe dagen. Jeg har lidt arbejde, der skal afvikles inden weekenden, og så skal jeg forberede Ottos fejring i aften og i morgen.

Jeg håber, I har en dejlig fredag. Vejret kan I takke min førstefødte for.

Stærke, søde, empatiske, kloge Otto. 10 år.