Længere tid sammen end hver for sig

Det er egentlig så åndssvagt og komplet ligegyldigt, men af grunde der i virkeligheden nok giver ret god mening, hvis man graver ned i det, betyder det virkelig meget for mig, at vi er et sted, hvor vi har været sammen i længere tid end vi var fra hinanden. I maj var det 12 år siden, at vi mødte hinanden, i februar ni år siden vi gik fra hinanden, i januar 5 år siden vi blev kærester igen, for et par dage siden 5 år siden at jeg fortalte jer om det, og til september har vi været gift i fire år. Ok, ja, det var lidt meget info at holde styr på. Min pointe er bare, at vi nu har været sammen i sammenlagt syv år, ud af de 12 vi har kendt hinanden, og det føles rart og helt rigtigt. Jeg oplever i langt mindre grad, at jeg skal forklare og forsvare vores situation, hvilket nok hænger sammen med al den tid der er gået, men også en følelse af tryghed og sikkerhed, der nok hele tiden har været der, men som alligevel styrkes som tiden går.

Jeg er lykkelig og forelsket, og ligemeget hvad der sker, vil jeg aldrig fortryde, at jeg turde springe ud i det eventyr det har været og er, at følges med ham. Alt er tilgivet, men aldrig glemt, og det er præcis som det skal være. 12 år.

 

I øvrigt

– Synes jeg det er så skægt, at “festivalstil” er blevet en ting. Jeg falder i øvrigt selv totalt i og vil mega gerne se lækker ud på festival, så det er ikke for at pege fingre. Men dengang jeg startede med at gå på festival var det altså mest bare noget med at tage det tøj med, der måtte gå i stykker.

– Har mine børn sommerferie om fem dage, og vi har nul planer, og det føles helt ok. Især fordi vi bor, hvor vi gør.

– Er jeg dog, jvf ovenstående punkt, begyndt at lege lidt med tanken om en togtur til Sydeuropa. Måske ikke i år, men næste. Har I prøvet? Er det fedt med børn, eller skrækkeligt?

– Har jeg fødselsdag på lørdag, og da jeg jo allerede har fejret den med et brag, glemmer jeg det lidt. Men jeg tror, at jeg inviterer mine forældre og søster til brunch om dagen, og min mand og nogle venner på drinks om aftenen.

– Tror jeg måske, endelig (!) at det er lykkedes for mig, at lave en mælkefri koldskål, der er værd at servere. Jeg vender stærkt tilbage med en opskrift næste gang jeg laver den.

– Er jeg helt forelsket i de lyse aftener for tiden. Klokken er lige nu 22:50 og udsigten fra min seng er så smuk.

– Har vi af samme grund kun helt tynde gardiner i soveværelserne (og slet ikke gardin for altandøren som det ses på billedet), til stor morskab for alle besøgende. Men jeg elsker det!

– Luntede jeg de 5 kilometer til Make a mark løbet i går på 39 minutter, og det var røv fedt, og helt sikkert ikke mit sidste løb.

– Har jeg besluttet mig for at jeg i sommerferien skal prøve at SUP’e. Det er som om, at det er noget man skal gøre eller minimum have prøvet, når man bor tæt på vandet. Jeg bilder mig selv ind, at jeg faktisk vil være ret god til det. Men lad os nu se.

– Er båden, der har stået i vores have de sidste par måneder, endelig kommet i vandet! Det er så fedt på alle måder. Mest fordi vi nu har en næsten skrammel-fri have for første gang siden vi flyttede ind.

I anbefaler: Podcasts

I går spurgte jeg på Instagram, hvilke podcasts I hører fordi jeg selv er gået lidt kold i, at få udforsket. Jeg har selv cirka 10 podcasts, som jeg sværger til, og derudover lytter jeg løbende til dem jeg lige falder over eller får anbefalet, men det er som om, at jeg i den seneste tid, er blevet slået helt ud af Podcast-gamet, og ikke helt får fulgt med i, hvad der er værd at høre. Heldigvis var der en masse inspiration at hente via jer, der følger med på Instagram, og dem vil jeg dele nu. I kan se mine tidligere anbefalinger, som jeg stadigvæk står ved, lige HER.

Jeg tænker at gøre det her til en fast ting, hvor jeg deler jeres anbefalinger. Næste gang kan vi måske kigge lidt på serier, eller film, eller noget tredje.

Men først podcasts. Og her er dem, der gik igen (foruden dem jeg allerede har anbefalet eller nævnt selv )

Sitter – Jeg må indrømme, at jeg kun selv har lyttet til to-tre afsnit, men ikke helt blev fanget, men mere lidt forpustet. I er dog meget insisterende, så jeg giver den gerne et skud mere.

Jeg lever med døden – Denne tager jeg tilløb til. Jeg er ikke helt klar, kan jeg mærke.

The high low

Table manners

Armchair expert

Hit parade

Politikens poptillæg

Motherhood Sessions

Anden til venstre

Jeg plejede at tro på for evigt

Østrogenial

The daily

Girlcrush – af Johanne og Line – Er også på min liste allerede, og jeg har helt dårlig samvittighed over, at jeg ikke har fået hørt den endnu.

Klovn podcast

Fårking far

Det vi taler om

Absolute Absolute music

Gåsehud

The guilty feminist

Bucketlist

Hjernekassen

Englevingen

Jeg lever med døden

Fredagsslik

Farvel for evigt

…. Fortsæt endelig i kommentarsporet. Og tak fordi I gider dele. Der er jo så meget godt derude, og det kan være virkelig svært at finde rundt i.

Og for at svare på det uundgåelige “Hvad med Voksen ABC??” I know. Jeg er også helt dårlig over, at det står stille. Rachel er midt i et eksamensforløb og vores skemaer er ikke kompatible for tiden. Det er så ærgerligt, for jeg savner det helt tosset. Den er ikke død, langt fra. Der kommer mere.

<3

 

Tychotorsdag

Klokken er knap 8 og jeg har skøjtet rundt som bambi på glat is i de tre timer jeg har været vågen. Alt er gået skævt, og jeg ved ikke helt, hvad der foregår. Hvor skal jeg starte, altså jeg har brændt mig, to gange. Først på kaffen og så mit glattejern. Så smadrede jeg min ret nyindkøbte yndlings serum udover mit gulv, der nu er helt glat, dobbelt op på irriterende! Jeg kunne ikke finde et par strømper, så jeg har bare fødder i skoene, hvilket jeg virkelig ikke bryder mig om og så har jeg glemt cirka alt derhjemme, også nøgler og dankort. Nu sidder jeg i toget på vej mod København, og satser på, at resten af dagen kommer til at gå smooth, selvom jeg af erfaring med denne slags dage ved, at det nok ikke bliver tilfældet.
Nå. Fuck fuck og alt det der. For heldigvis skal det hele nok gå alligevel og som jeg tidligere har skrevet og stadigvæk mener, er det på en eller anden mærkelig måde, sikkert meget sundt med den her type håbløse dage, fordi de får de modsatte dage, dem hvor det spiller, til at glimte lidt ekstra. Jeg kan i hvert fald mærke, at jeg lige nu sætter ekstra pris på dage som i går, hvor solen var ekstra lun, børnene uhørt medgørlige og hvor der både blev tid til en morgencroissant ved bageren inden børnehave/vuggestue og senere vandkamp og isspisning i haven.

Tycho Brahe torsdag kom bare med det <3 Det er ok. Jeg har masser af dejlighed i hverdagsbanken, heldigvis.

Edit: Og bedst som jeg skulle til at udgive dette indlæg, crashede min blog.
For fanden da. Men nu, NU kører det. Måske.

Ha’ lige en god dag, ikk?!

Fødselsdagsfest: En succes, takket være lidt hjælp.

REKLAME FOR CHEFMADE

I lørdags holdte jeg en fuldstændig vidunderlig fest, som jeg stadigvæk fire dage efter er helt høj over. Jeg havde forsøgt at holde mine forventninger nogenlunde nede, men dem jeg alligevel havde fået bygget op blev på alle måder indfriet. Det var en kæmpe succes fra start til slut, og jeg er fortsat så rørt og overvældet over, at jeg kunne samle 21 damer, der ville prioritere en stor del af deres weekend på mig. Jeg havde på forhånd indstillet mig på afbud i hobetal, og alt det der kunne gå galt – For det er sådan jeg desværre rigtig ofte går ting i møde på grund af en helvedes masse emotionel bagage, som jeg har underholdt jer med mange gange før. Men jeg formåede dog at give slip på størstedelen af det, ikke lade de få afbud skurre for meget i den forbandede mindreværdsfølelse, og i stedet sætte pris på alle dem, der kom, og lade al kærligheden sive ind, og bare give helt slip, og være i det. En af grundene til, at det kunne lade sig gøre, det med at give slip, var at jeg klog af skade havde afgivet en masse ansvar og opgaver til nogle andre. Jeg havde booket borddækning hos A Table Story, jeg havde allieret mig med gode venner, der var så forbandet søde, at bruge oceaner af tid på at hjælpe med at få de sidste ting færdige, og så benyttede jeg mig af en genistreg, der hedder Chefmade, som uden tvivl bliver en fast løsning, når jeg skal holde noget, og her er hvorfor:

Konceptet er helt simpelt, at man booker en restaurant til at komme og lave mad. De medbringer selv alting, laver, serverer og præsenterer maden, rydder af og op og kører så igen. Genialt. Intet mindre. Jeg havde bestilt en udelukkende vegetarisk menu, hvilket ikke altid er en bragende succes og godt kan være en lidt flad oplevelse. Men ikke denne gang. Rødder, som var den restaurant hos Chefmade, som jeg havde valgt, havde fuldstændig styr på det med at få grøntsager til at smage af mere, og de diskede op med den vildeste (!) menu, bestående af en forret med hvide asparges, og derefter en masse vidunderlige deleretter, hvor særligt en ret af nye kartofler, hollandaise og urter tog prisen for noget af det bedste jeg har smagt, og jeg skal uden tvivl forsøge at genskabe noget lignende asap.

SÅ simpelt, men så gennemført lækkert. Også en omgang bagt selleri, som jeg simpelthen ikke ved, hvad de gjorde ved, men som smagte så vanvittig godt, at selv de mest inkarnerede kødspisere om bordet, måtte tilstå at det var noget af det bedste de havde smagt. Alt var så mega gennemført lækkert, og jeg kan kun varmt anbefale både Rødder og Chefmade til dig, der skal holde noget stort (eller småt) snart. Det eneste jeg selv skulle gøre, var at sørge for drikkevarer, hvilket jeg så godt nok ikke havde købt nok af, men det var der heldigvis råd for, da jeg sendte en delegation af gode damer afsted imellem hovedret og dessert. Desserten bestod blandt andet af friske jordbær og en hvid chokoladecreme, og også her sad alle komponenter lige i skabet.

Hvis du skal holde en middag i den nærmeste fremtid og er du som jeg, typen der kommer til at bruge alt for lang tid og for meget energi på at overtænke alting fra menu til indkøb og madlavning, er det Chefmade du skal have fingrene i. Der er forskellige prislejer, typer af mad, og det er nemt at finde rundt i, og når du først har booket en restaurant, skal du ikke gøre mere end at lukke et par kokke indenfor og vise dem dit køkken.

Vi spiste i en del timer, og efterfølgende, da vi havde sendt kokkene afsted, blev der skruet godt op for musikken, fundet drinks (og shots!) frem, og så dansede vi på bare tæer til klokken 5. Jeg er som sagt helt fyldt op af kærlighed og glæde, og jeg tror, at den værste angst for at holde noget for mig selv, har lagt sig. Og nu har vi endda et sted at holde alle de fester vi overhovedet har tid og lyst til, for annekset blev færdigt i tide, og står bare og kalder på næste fest. Og til den bliver Chefmade altså også tilkaldt.

 

Den svære realitet. Hvordan taler man med sine børn?

Det er jo for langt de flestes tilfælde uundgåeligt at gå igennem et helt liv uden at opleve nogle slemme og grimme ting. Både dem der kommer helt tæt på en, dem der foregår i periferien, men som alligevel rammer en på den ene eller anden måde, og så er der selvfølgelig alt det der foregår ude i landet og i resten af verden, som også kan påvirke en. Som ens børn bliver ældre, begynder de også at blive påvirket af de ting, mere og mere, og jeg føler at det kan være en kæmpe udfordring, at manøvrere i. Hvor meget skal man sige, dele, tale om med sine børn.
Det er edderdælme svært. Og jeg ved ikke om jeg har fundet løsningen, men jeg har en holdning til det, og en måde at gribe det an på, som jeg tror virker. Det gør det i hvert fald for os.
Jeg tror først og fremmest, at der er så stor forskel på børn, at der dermed ikke er en gylden opskrift på, hvordan man griber det an. Men jeg tror også, at vi er rigtig mange voksne, der nogle gange kommer til at afskærme vores børn for meget fra alt det grimme, og at det kan forværre situationer både nu og senere i livet, da børns fantasi ofte er langt værre end virkeligheden, og at de, især når man ikke taler om tingene, kan komme til at tage følelser og skyld på sig selv, som de ikke skal. Jeg har for eksempel indtil for ganske få år siden troet at jeg var skyld i noget, der skete i 1994, og som jeg først havde mod til at konfrontere min mor omkring for få år siden. Hun anede det ikke, og da vi talte om det og jeg sagde det hele højt, kunne jeg godt selv høre, at det stadigvæk var min barnehjerne, der spøgte. Og det er hundrede procent fordi vi ikke har fået det talt ordentligt igennem dengang. Og det skal så lige siges, at jeg faktisk synes at mine forældre har været ret gode til at involvere mig, men at de jo også bare er mennesker og ikke perfekte. Præcis ligesom mig, og dig.
Det er en svær balance, og igen er den så forskellig fra barn til barn og familie til familie. Men jeg tror det er vigtigt at gøre op med sig selv, hvordan man vil gribe det an. Vi har i de seneste par år gentagende gange stået i situationer, der har krævet nogle svære og anderledes snakke med vores børn. Især den ældste.
Det er svært. Det er fucking svært.

I den seneste uge stod vi der igen. Med en hardcore situation. Ikke en, der direkte involvere os, men alligevel har ramt os som et lyntog lige i mellemgulvet, og som er umulig ikke, at tale om. Vi har endnu ikke fået taget snakken med børnene, eller barnet, som det i dette tilfælde bliver i første omgang, da de to små ikke kommer til at lægge mærke til eller være påvirket af situationen. Detaljerne kan og vil jeg ikke komme nærmere, for det er både privat og involverer andre mennesker, som ikke vil eller skal hænges ud, men detaljerne er også helt og fudstændigt underordnede, for det er mere dét at tage en svær snak med sit barn, som jeg gerne vil dele mine tanker omkring, og måske få jeres input til.

Jeg har berørt emnet en smule før, ved jeg, og jeg beklager hvis jeg gentager mig selv for meget, men nu står vi bare i en situation, hvor vi igen skal have en snak, som i virkeligheden ikke er for børn, men som er nødvendig at have, fordi at det usagte og uvisse som regel utroligt nok kan føles større og værre i et barnehoved, og han kan ikke undgå at bemærke, eller overhøre, hvad dette specifikke tilfælde handler om.

Jeg tror fuldt og fast på, at man gør sine børn en kæmpe bjørnetjeneste ved at skærme dem for meget og ikke tale om de ting der gør ondt, er svære, grimme og som selv for en voksen, kan føles uforståelig og uretfærdig.
Det er også noget vi som forældre herhjemme ikke altid er helt enige i, og det skal man også finde rundt i på en måde, hvor man ikke træder hinanden over tæerne, og alle forældre ved, at lige præcis forældretæer er dem, der gør mest ondt at blive jokket over.
Jeg synes vi skal taaaale og deeeele enormt meget med vores børn, og det gør Michael sådan set også, men i mindre grad edn jeg gør, men det er også fordi at vi som mennesker er forskellige på det punkt, og hvor Michael sagtens kan tale om en ting en enkelt gang og så ellers lægge låg på og ikke tænke over det mere, går jeg ofte og dyrker episoder og følelser rigtig længe, også for længe engang i mellem.
Jeg tror ikke at det ene er bedre eller sundere end det andet, men jeg er overbevist om, at en mellemting er fornuftig og god. Og igen, ligesom at der er forskel på os, er der det også på børn. Nogle skal tales igennem alt og have enormt mange informationer, imens at andre kan nøjes med at få et hurtigt referat, et par highlights og svar på et par spørgsmål og så ikke andet. Mine børn befinder sig lidt over hele spektret hver især, og ofte er en enkelt snak nok, imens det andre gange sætter gang i en overflod af spørgsmål og følelser, og så tager vi den derfra.
For eksempel taler vi meget åbent om dengang Michael og jeg var fra hinanden, selvom der ikke var noget fedt ved det overhovedet og vi begge ville ønske det aldrig havde været sådan. Vi taler om de ting, der er på forsider og spisesedler, som Otto jo nu kan læse, og som jo rigtig ofte ikke er særlig rare. Om sygdom, dødsfald og alt det der er skrøbeligt, og jeg synes vi gør det på en god måde, for det meste, og jeg er rigtig glad for at vi ikke afskærmer dem, selvom det til tider ville være dejligt at kunne proppe dem i lommen for altid, men jeg tror de ville få et chok af dimensioner, første gang de som voksne oplevede noget, der rystede deres verden, hvis de fik lov til at ligge i den lomme til de flyttede hjemmefra.
Snakken skal tages, selvom den ikke er sjov.

Mandag uge 25: Lunteløb, praktisk gris og solskinsoptankning

Det er blevet mandag og en ny uge er godt i gang. Jeg har lidt andendags-tømmermænd og vågnede alt for sent til et helt stille hus. De andre sov, og med 35 minutter til Ottos mødetid, kom vi hurtigt op og ud. Nu er alle sendt afsted og jeg har åbnet hjemmekontoret, hvorfra jeg spiser chokolademadder og drikker kaffe, imens jeg med den anden hånd skiftevis besvarer lidt mails, catcher op på nogle nyheder, laver madplan, skriver indlæg, og forsøger at genskabe nogle word dokumenter, der er forsvundet. Det er ret sigende for min måde at gøre ting på, hvilket helt sikkert ikke er særlig sundt i længden. Jeg føler mig i hvert fald ofte lidt rundtosset.
I denne uge skal jeg holde en masse både hyggelige og nødvendige møder, jeg skal have samlet op på en hel del praktik, og så skal jeg så småt til at have planlagt vores sommerferie. Vi skal “bare” være hjemme, er planen, men der skal alligevel lidt planlægning til. I år kunne jeg godt tænke mig, at prøve at holde rigtigt fri, for selvom jeg elsker, hvad jeg laver og rigtig ofte kun ser og mærker alle fordelene, kan jeg også godt mærke, at det til tider er drænende altid at være på og tilstede, og aldrig helt kan lægge det ordentligt væk. Det kunne jeg godt tænke mig at prøve i år. Men det siger jeg selvfølgelig hver gang vi har ferie, og også hver weekend, næsten, og det lykkes sjældent. Men med lidt planlægning, bør det kunne lade sig gøre. Måske bare noget af tiden.

Jeg skal også have gang i bentøjet i denne uge, for på lørdag går det løs på Østerbro, hvor jeg skal løbe (igen: Jeg går altså. hurtigt og i powerwalk tempo, men løb bliver det simpelthen ikke må jeg indse) Sparta Make A Mark løbet, hvor jeg indsamler penge til Invandrer kvindecentret – Du kan tilmelde dig her, hvis du vil med.

Indimellem “løbetræning”, praktiske ærinder, arbejde og familieliv, håber jeg at presse lidt soldyrkning ind i ligningen. Jeg føler, jeg har brug for det, og at jeg har tilbragt for mange solskinstimer indendørs den seneste tid, særligt i sidste uge, hvor jeg skiftevis styrtede rundt for at gøre klar til fest, og resten af tiden sad plastret til min skærm og tastetur.
UD med mig.

Søndag, følelser og jordbæris

Sikke en weekend. Sikke en uge. Jeg er så drænet på alle tænkelige måder. Fysisk, mentalt, følelsesmæssigt. Jeg kollapser meget snart, men havde lyst til at pippe lidt herinde først. Jeg har været ramt af tekniske udfordringer på bloggen. Så de indlæg jeg havde lagt til udgivelse de sidste par dage er forsvundet. Heldigvis tror jeg, at de findes på min computer, så de rammer jer i næste uge i stedet.

I går holdte jeg en helt vidunderlig fest, som virkelig fik mig til at føle alting ekstra meget. Jeg er af dumme årsager helt utroligt følsom og forsigtig i mine relationer og har desværre en usund frygt for at blive valgt fra, hvilket er en af grundende til, at det at holde en fest helt heroppe i Hornbæk, var så grænseoverskridende for mig. For folk ville nok ikke komme. Det ville de fleste heldigvis godt, og da jeg sad i går aftes og kiggede udover et langbord proppet med dejlige damer, der havde prioriteret deres dyrebare tid på at være hos mig, måtte jeg lade en hemmelig tåre falde. Jeg er så rørt og taknemmelig og lettet, og jeg har svært ved helt at finde ord for det.

I dag har jeg, efter de sidste overnattende gæster tog hjem, været sammen med min familie. Vi kørte til Dronningmølle og spiste is på Jordbærcafeen, og handlede til burgere på vejen hjem, hvor familiens to yngste medlemmer, dog simultant fik en nedsmeltning af den slags kun 2 og 4 årige kan det, så det blev en lidt hektisk og knap så billedskøn afslutning på en ellers god tur. Burgere blev spist i haven, børn blev puttet. Jeg faldt også lidt i søvn, men vågnede en times tid efter og kravlede ned i sofaen til min mand, Instant Hotel på Netflix, lakridskonfekt og citronsodavand.

Nu er jeg gået i seng for alvor og er klar til St slippe søndagen og den bedste weekend. Helt flad, helt lykkelig og helt taknemmelig.

Skuffeskriv: Stop

Læs tidligere skuffeskriv her

Det her skriv hængte ikke så meget sammen, da det blev skrevet over en længere periode i et word dokument, og aldrig er blevet samlet eller skrevet færdigt. Det har jeg forsøgt at gøre nu. 95% er skrevet for lidt over ti år siden, resten for nu en uge siden, hvor jeg forsøgte at få samling på det uden at efterrationalisere imens – Men simpelthen skrive det som jeg ville have gjort som 23 årig uden viden om alt, hvad der er sket sidenhen. Det lykkedes ret fint, hvis jeg selv skal sige det, selvom jeg har forsøgt at bevare det flyvske og usammenhængende, da det var sådan mit sind fungerede på det tidspunkt. Jeg håber, at I vil tage godt imod det. Jeg har, som I ved, et ekstra svagt punkt for den person jeg var på det tidspunkt og de følelser jeg gennemgik dengang. Og det har af flere årsager taget lidt ekstra tid for mig, at turde trykke udgiv på denne her. For selvom alt endte godt, og jeg har vendt det hele til min fordel på så mange måder, er det ultimativt det værste jeg har gennemgået. Og det går ikke bare væk. Det er som at have et ar. Det kan ikke længere springe op, det gør ikke ondt og jeg glemmer faktisk helt at jeg har det. Men det giver først og fremmest noget karakter, og når jeg bliver mindet om det eller ser det selv, hænger minderne ved.

Stop

Jeg er jo blevet snydt. Det føles som snyd. Et røveri af noget jeg aldrig får lov til opleve for første gang igen.

Det er ikke i orden det her. Jeg får det aldrig igen. Oplevelsen. Graviditeten. Følelserne. Det her er sådan noget man gør sammen. Ikke alene.
Men det er jeg. Jeg er helt alene. Helt alene.
Det var ikke aftalen. Stop.

Ingen forstår mig.

Hvorfor skulle de?
Nogle gange trækker min mave sig helt sammen og jeg tænker kun på, hvor stor en belastning min sorg og vrede må være for alle i mit liv.
De rummer mig. Min smerte og alt. Men jeg kan godt se, mærke og forstå, hvad de i virkeligheden føler inde bag empatien. De er glade for, at det ikke er dem. Lettede. Og så synes de, at jeg skal til at komme videre. Det er så tydeligt.  Stop.
Det synes jeg også.
Men jeg kan ikke. Det er fysisk umuligt for mig.
Når jeg falder i søvn, og det kan jeg i det mindste nu. De første par uger efter chokket, tror jeg faktisk ikke at jeg sov overhovedet. Men når jeg falder i søvn, går der ikke længe inden mine tanker vækker mig, og jeg bliver fysisk revet op i en siddende position, hvor jeg nogle gange råber højt ud i mørket. Andre gange græder jeg som et hysterisk barn. Stop, er hvad jeg råber. Stop, er hvad jeg siger til mig selv.

Jeg tror i virkeligheden at det der gør mest ondt. Det er slet ikke svigtet, bruddet, eller situationen. Det er, at det aldrig kan gøres om. Det her bliver min første og måske eneste oplevelse med graviditet. Med at skulle have et barn. Mit barn. Som jeg endda skal dele med den person, der har sat mig i situationen som jeg så gerne vil ud af.
De sidste par uger er væk. Jeg har kæmpet for at holde mig selv i live føler jeg. Har gået byen tynd for at kunne være i mig selv. Når jeg står stille, sidder, står eller ligger, kommer alting op til overfladen. Jeg må gå, konstant i bevægelse, aldrig stoppe.

Men snart bliver jeg nødt til det at gøre det jeg råber og siger til mig selv og mine følelser. Stop.

Stop. Føl. Mærk. Kaper!

Tag ansvar over dit eget liv, kom over det. Kom videre.

Stop.

Stop for helvede.

Mandag, som var en tirsdag uge 24: Party planning, fuld kalender og skole/hjem samtale

Klokken er halv tolv om aftenen og jeg er netop sunket ned i min sofa, hvor jeg lige vil fyre dagens sidste mails afsted. Udenfor knokler Michael i mørket med en naboven, der har været så rar at dedikere sin aften til at hjælpe os med at slæbe byggematerialer. Haven skal ryddes op, der skal køres en del på genbrugspladsen og på alle måder gøres klar til de 25 kvinder, der kommer til middag og drinks på lørdag for at fejre min fødselsdag (som jeg holder et par uger i forvejen da erfaring siger mig, at ingen kan komme til noget sidst i juni). Dagen i dag er blevet brugt på noget så kedeligt som et langt revisormøde, sortering af papirer i mit lillebitte firma, nedskrivning af nogle af de opskrifter jeg skal bruge til mit næste skuffeprojekt (jeg brygger på en e-bog, som nogle af jer allerede har gættet), og på at forsøge at få styr på så meget som muligt til førnævnte fest, samt eftermiddagshygge med mine børn, fodbad og ispisning i haven og så en aften-luntetur som optakt til det her.

Jeg skal løbe lidt stærkt i morgen og torsdag, så jeg kan holde fri fredag (og lørdag og søndag) og få helt styr på de sidste ting til festen. Vi er ikke nået så langt med huset, som vi troede vi ville, selvom man skulle tro at vi var blevet kloge af skade. Det var vi ikke, og igen er vi ti skridt bagud.
Pyt. Vi når det, vi når, og det er heldigvis ikke så lidt.
I morgen har jeg en om muligt endnu længere liste jeg skal igennem, og så to møder – Et på skype, og et i Helsingør, og så runder jeg dagen af med en skole/hjem samtale med Otto og hans klasselærer, og så lidt mere party planning, og en masse oprydning. Torsdag skal jeg til København det meste af dagen, hvor jeg har et lægebesøg og to møder, og planer om at tømme min yndlings bland selv biks, til (you guessed it) festen på lørdag. Fredag vil jeg som sagt allerhelst holde fri fra min computer, så jeg kan få de sidste ting på plads til lørdag. Jeg kan godt mærke, at det betyder mere for mig, end jeg lige først gik og troede, denne her fest. Det kræver næsten sit helt eget indlæg, så der var lige endnu et punkt til min liste. Søndag har jeg tømmermænd og huset fuld af overnattende gæster, så jeg tænker at jeg inviterer dem, der har lyst, med på en gåtur på stranden og måske en omgang brunch et sted, inden jeg går i krig med oprydning og derefter mødes med min familie, der crasher hos mine forældre, til en søndagsmiddag, som vist nu kan kaldes for en fast tradition. Lidt ligesom i de gode gamle Vesterbro-dage.
En god med tosset uge. Jeg håber I har haft en god pinse, og en god dag.

Nu godnat. Uret ringer om fem tarvelige timer.