Archive for category: Ikke kategoriseret

• Lavede jeg i sidste uge pumpkin pie for første gang nogensinde. Det bliver også sidste gang. Det kan hverken jeg eller mine børn åbenbart lide.
• Forstår jeg ikke al postyret omkring Aula (læs: det nye forældreintra). Måske har jeg bare været heldig med min version, men jeg har ikke oplevet nævneværdige problemer.
• Har jeg, eller faktisk er det Michael, fundet ud af at begge piger falder i søvn på et øjeblik, når man aer dem over øjenbrynene. Tredje aften i træk! …
• Det med øjenbrynene er muligvis bare et tilfælde, og skyldes måske bare vintertid.
• Har jeg pt to julefrokoster i kalenderen. Det er på en eller anden måde ikke nok eftersom at jeg elsker julefrokoster!
• Blev jeg disset af en fem årig i dag med ordene: “Ej, du ligner lidt Antons mor… bare grimmere” … Nu har jeg godt nok ikke set Antons mor, og hun er muligvis supermodel, men jeg er ret sikker på, at det ikke var et kompliment.
• Vil jeg gerne anbefale alle at se The Gamechangers på Netflix. Det er en dokumentar og den handler om plantebaseret kost, og selvom man umiddelbart tænker, at det er en kedelig omgang, så giv den lige en chance. Den er god og tankevækkende, omend man selvfølgelig altid skal gå til den slags med sund fornuft.
• Pæne(re) og gode vaskestativer. Findes de?! Vi har nogle i bambus, der er ret flotte, men der er næsten ikke plads til noget på dem.
• Lavede vi græskar lanterner sidste weekend. De er nu, tre dage inden Halloween, fuldstændig mugne. Så meget for at være i god tid. Og ja, vi har brugt det der konserverende syltevæske, som jeg lige nu ikke kan huske hvad hedder. Jeg mistænker at solskin og høje temperaturer har stået for det. Oh Well.
• Har jeg præsteret at købe vinterstøvler i forkerte størrelser til to tredjedele af børnene. Suk.
• Ser det ud til at der kommer et liveshow med Voksen ABC podcasten lige på den anden side af nytår.
• Planlægningen af ovenstående har fået mig til at overveje at lave noget lignende i kølvandet på modtagelsen af Krøllet kærlighed. Et event, et foredrag, et eller andet.
• Er jeg ubeskriveligt træt for tiden, og både sover mere end jeg plejer og drikker langt mere kaffe. #Efterår
• Ser Otto og Michael “Ringenes herre” filmene om aftenen for tiden og jeg prøver at kigge med. Jeg bliver muligvis lynchet nu, men fååååårk, hvor er det kedeligt!

Er der noget værre end råd, man ikke har bedt om? Selvfølgelig er der det, men alligevel er det noget af det, der kan få mig allerhøjest op i det røde felt. Én ting er hvis de gode råd er pakket ind som velmenende omsorg, men i virkeligheden gemmer på en bedrevidende kritik – Det er de værste og dem kommer jeg aldrig til at holde af. Men de andre. Dem der rent faktisk kommer fra et ægte godt sted. Hvorfor bliver mange provokeret af det? Eller rettere hvorfor bliver JEG trigget af det. Jeg spørger fordi, at jeg selv gerne vil arbejde med den følelse. Jeg er en af de værste, hvad det angår, så det er bestemt ikke en løftet pegefinger, men reel undren og irritation over min egen indre reaktion, når det sker. Det er ligegyldigt om det kommer fra min mand, min mor, en veninde eller fremmede på nettet. Alt stritter på mig på den dårlige måde, når det sker. Selvom det som nævnt før er af de søde og fuldstændigt velmenende slags.
Ofte er det nok fordi, at rådene kommer i situationer, hvor man i forvejen er irriteret, ked af det eller presset over noget – Som da min computer brændte sammen midt i, at jeg skulle til at redigere podcast i går og jeg derfor delte min frustration på Instagram for at få det ud af systemet, og blev mødt af +30 beskeder med gode råd og løsninger, hvilket jo er det sødeste og mest betænksomme i verden. Tænk at mere end 30 mennesker gider bruge deres dyrebare tid på at sende mig tips og tricks til gode teknikere. Det er da så fantastisk og jeg burde blive glad. Men jeg blev irriteret. Simpelthen. For det løste ikke mit problem, og jeg var heller ikke ude efter en løsning, og bad ikke om hjælp, men havde bare brug for at sige det højt og højest blive bekræftet i at det var noget lort.
Men det er jo i princippet underordnet, og mig den er gal med. Det er jeg klar over. Jeg får samme følelse i maven, når folk retter på mig, eller svarer på retoriske spørgsmål. Sådan en næsten teenagefornærmet følelse i maven. Det er faktisk en lille smule pinligt at indrømme, og jeg vil virkelig gerne arbejde med det og lægge det væk. Dog har jeg på fornemmelsen, at det ikke er så enestående at have det sådan. Am I right?! Det håber jeg på en eller anden måde.

Jeg så at Katrine Gisiger i et opslag på Instagram den anden dag skrev om, hvordan man nogle gange lægger en masse skjulte negativt ladede bagtanker i undrende spørgsmål fra andre ind imellem, og det kan jeg så godt genkende, og jeg tror det er lidt det samme der er tilfældet med det med rådene.

Jeg har ræsonneret mig frem til, at det må være fordi, at jeg underbevidst sætter det i samme kategori som førstnævnte eksempel omkring de der “gode råd” der på alle måder bare er en hård kritik pakket flot ind, For det skal simpelthen stoppe – men der er jo forskel, så hvorfor kan min hjerne ikke sortere i det? Det er sgu da interessant.

Mandagen startede klokken 05:05, hvilket trods min nye vane med at stå op før alle andre, alligevel var tidligere end normalt. Grunden var, at Michael og Leopold skulle køre tidligt, og derfor var oppe, og det hørte Loulou og så mente hun, at vi skulle joine morgenfesten. Så det gjorde vi og ikke længe efter, stødte resten af familien til. Derfor har vi allesammen haft en rolig og lang morgen med morgenramasjang, havregrød og gulvleg, og så var alle sendt afsted og afleveret inden 8 og jeg har derfor kunne komme tidligere i gang end jeg plejer – Og det er fedt. Især fordi jeg er så absurd bagud med alt grundet de sidste mange ugers langsomme tempo, og særligt den seneste uge, hvilket har smadret mit ellers indtil da vellykkede eksperiment om ikke at udsætte ting.

Men nu må det være nok – Jeg skal op på hesten igen, og har derfor lavet mig en god gammeldags to do liste og vil forsøge at starte med det slemme/kedelige først, og derved forhåbentlig nå nogenlunde i mål inden jeg skal hente børn i eftermiddag. Altså det her indlæg er ikke en af de kedelige to-dos, tværtimod, men det er sådan en rar og overskuelig start på ugen, så det skulle selvfølgelig ikke udsættes bare på grund af en lang dum liste.

I morgen har jeg en nogenlunde rolig dag med en kaffeaftale, optagelser til podcasten og lidt redigering, inden jeg om aftenen skal ud og spise med Confetti, der jo for nyligt er blevet noget større end udgangspunktet, onsdag har jeg møder i København hele dagen, torsdag udgiver Cana sin tredje bog (hun har i øvrigt lige lanceret en webshop, hvor du kan købe alle tre bøger – Se bare her) og det skal jeg selvfølgelig være med til at fejre,
Og så skal jeg optage podcast med Fjernsyn for mig drengene (ja, igen). Fredag bliver bloggen 10 år, og planen var jo faktisk at jeg ville holde fest, men eftersom at de sidste måneder har budt på lidt mere action end forudset, har jeg udsat fejringen. Lørdag holder MM fødselsdag, hvilket jeg har på fornemmelsen ikke kommer til at forløbe helt stille, så det glæder jeg mig også til. Søndag er sat af til tømmermænd, familietur og tøjvask.
En begivenhedsrig uge, som forhåbentlig dodger alle forhindringer og efterårssygdomme, og bare kører smooth derudaf. Især fordi at Michael arbejder lange dage hver dag, så al hjemmelogistik ligger på min tallerken. Krydsede fingre og en kæmpestor jahat herfra.

GOD DAG!

Et lille pip herfra bliver det alligevel til, selvom jeg havde intentioner om at holde mig under radaren i noget tid ovenpå søndagens voldsomme begivenheder. Men efter en hel mandag i sengen, en tirsdag med telefonmøder og en indtil videre halv onsdag på sofaen med en fire årig febervarm Uma draperet henover hele min højre side, trak tasterne alligevel i mig. Det har været nogle mærkelige dage mentalt, for jeg er selvfølgelig ked af det og meget berørt, og ovenikøbet ramt af en grum forkølelse, hvilket ikke gør noget godt for humøret, men omvendt sker der også en masse gode og rare ting, som jeg måske bør have svært ved at omfavne, men som på alle måder fylder mig med glæde og taknemmelighed. Otto har efterårsferie, og da han er så stor som han er, skal jeg nærmest ikke gøre noget for at aktivere ham – Han laver selv aftaler, går lidt i klub, og finder selv på alting. DET er så underligt og mega fedt, at have så stort og selvkørende et barn, og en kæmpe kontrast til de to små, særligt nu da den ældste af de to, ligger her helt varm og lille, imens den anden boltrer sig i sin elskede vuggestue. Jeg skal optage podcast i dag. Faktisk skulle det have været gjort nu, da jeg ellers kommer til at bruge det meste af min aften på at skulle redigere og klippe til. Men jeg kan (læs: må) ikke forlade febertrolden, så det må vente til Michael atter er retur fra hans møder i København, hvilket er inden længe. Det giver mig til gengæld rig mulighed for at finpudse mit manuskript til dagens optagelser, få muget ud i min mailbakke og drukket lidt mere kaffe, samt at stikke hovedet her forbi. Hej.

Tak for jeres opbakning og forståelse i det jeg går igennem nu, og i det hele taget i næsten alt, hvad jeg foretager mig. Jeg har svært ved at sætte ord på præcis, hvor stor en forskel det gør, og hvor meget det faktisk betyder. Så for nu et ydmygt – men kæmpestort TAK.

OBS: Signer du op til Podimo via dette reklamelink, får du to måneders gratis adgang.

Man siger vist noget med, at man skal nå at opleve alle sæsoner to gange for at vide, hvordan det rigtigt er, at bo et sted. Vi er i vores andet efterår i Hornbæk, snart vinter, og så har vi faktisk prøver de to år. Ok, hvis ret skal være ret, skal vi faktisk også lige et forår igennem, men så længe vil jeg ikke vente med at skrive det her indlæg.
Ingen tvivl om, at det har været en vild omgang, at rykke hele vores liv op og flytte til noget så markant anderledes end hvad vi kom fra. Det første års tid var uden tvivl det sværeste, og der hvor alle følelser var i spil. De første par måneder, hvor vi ikke havde en fast base, og skiftevis boede i sommerhus i Hornbæk, hos mine forældre på Vesterbro – og i huset, der ikke var beboeligt, gjorde ikke noget godt for noget, og da der kom ro på, var det som om, at det heller ikke var helt godt. Eller det vil sige, som jeg også har været inde på tidligere, så var det godt og vidunderligt for børnene og for Michael, og jeg kunne bestemt også se og mærke fordelene, men jeg var alligevel ikke ægte glad og nærmest mere forvirret end nogensinde før. Jeg følte mig som en tilskuer til mit eget liv, og det var meget meget ambivalent og hårdt, og ikke noget jeg kunne sætte ord eller følelser på, for jeg anede simpelthen ikke hvad der skete, og hvad det skyldtes, at jeg følte som jeg gjorde – jeg kom det lidt nærmere i indlægget  her.

Flere har siden førnævnte indlæg spurgt, hvad jeg gjorde for at komme ud af den pokkers lede spiral, og hvad der ændrede sig. Ærlig talt, ved jeg det ikke præcist. For jeg prøvede SÅ mange forskellige ting for at nå hertil, og det er sikkert en kombination af det hele. Jeg talte højt om det for det første. At jeg syntes, det var svært og at jeg ikke vidste præcis, hvad det skyldtes. Vi gik i en form for løsningstilstand, og opremsede alt det vi kunne gøre, hvis det ikke blev bedre. Jeg gik all in på sociale aktiviteter, selvom det ikke faldt mig naturligt, og så gik jeg en helvedes masse ture. Nu er der så gået over et år siden jeg ramte muren, og jeg kan helt ærligt sige, at jeg elsker at bo her. Jeg elsker sommeren, hvor der er gang i byen og det nærmest er som at være til Distortion bare at gå ned og handle, jeg elsker mellemperioderne, hvor der er sommerhusgæster i bageren om morgenen, og liv på stranden, og jeg ser frem til den rolige mørke vinter, hvor her er stille og man næsten har stranden, skoven og søen for sig selv. Den ro, jeg finder heroppe og som skræmte mig så meget i starten er kravlet ind under huden på mig, og gjort gode ting. Jeg er glad for, at jeg ikke handlede på panikken, og at jeg gjorde en indsats for at blive glad, og at det virkede. Det er jeg ikke sikker på er tilfældet for alle, og det havde det heller ikke nødvendigvis været for mig. Der meget og mange der har medvirket til at det lykkedes i sidste ende …

Jeg er taknemmelig for min mands forståelse og støtte i alt det her, for fanden hvor har han skulle høre på meget lort, alt imens at han har knoklet for at skabe en god base.
Mine forældres valg om at flytte herop for at aflaste og være tæt på os (overvej lige en vild kærlighedserklæring det er!)
En kæmpe tak til det kvindenetværk vi har fået banket op heroppe, det gode naboskab vi oplever, nye veninder og bekendtskaber, og til Johanne, der alt sammen har været med til at gøre Hornbæk til min nye yndlingssted.

Jeg tror ikke det er for alle, at flytte ud af byen, men jeg tror at man skal give det tid, plads og et par sæsoner, samt gøre en indsats for at få det til at fungere. For nogle vil det føles rigtigt fra dag et, for andre tager det lidt tid – Det betyder ikke, at det er forkert. Det ved jeg nu.