Sure mor

Jeg hader det. Hader når jeg ikke kan rumme dem. Dem jeg elsker allermest. Hader når jeg er sur, når jeg ikke kan finde mere overskud, når jeg bider hovedet af dem. Hader når jeg sidder tilbage med ondt i maven og flovhed, som nu, når roen har lagt sig og de sover, og jeg ikke engang kunne være nærværende i de få timer vi havde sammen, da de kom hjem, fordi jeg havde for travlt, for travlt med mails der skulle besvares NU, med rod der skulle ryddes op NU, møder der skulle koordineres NU, hovedet oppe i min egen røv NU, og bare ikke mere line at tage af, galoperende PMS, og og og… Undskyldninger har jeg mange af, men det ændrer ikke på, at jeg var en sur mor, en tarvelig mor, en mor der ikke engang kunne lytte til det frustrerede barn, der havde brug for mig, eller kunne overskue den andens meltdown over noget med en tissemyre i vindueskarmen udenfor. En mor, der havde fået nok.

Øv, mand. Kæmpe øv. Jeg hader det, jeg ved jeg hader det, og alligevel sker det. Ikke hver dag. Ikke engang tit. Men det sker.
Kan jo for fanden kun sige undskyld og forsøge at gøre op for det i morgen, og alle andre dage, alle de dage, hvor jeg ikke er en stor mor-lort. Øøøøøv!

Men det var jeg altså i dag. Igen. Og det var sikkert ikke sidste gang. Hun bor desværre derinde, mor-lorten, under alt overskuddet, al energien, alt det gode, sammen med sine veninder: Hystade-hustruen og stædig-sækken.

Nu, NU skal jeg (og de tre førnævnte mavesure damer) spise chokolade.

I øvrigt …. Husejer-edition

  • Har jeg i løbet af de sidste fem dage set edderkopper så store, at jeg et kort øjeblik insisterede på, at de måtte være kommet med en klasse bananer. Google fortalte mig at de er pæredanske. Ad.
  • Viser det sig at børn bliver absurd beskidte, når man har et hus, eller i hvert fald når man har en have. Men så er det jo skidefedt, at vi ikke har et bad endnu.
  • Venter vi i de her dage på vores toilet og bruser, og jeg har sjældent være SÅ på dupperne. Hver gang en varevogn eller lastbil sænker farten ude på gaden, springer jeg op.
  • Ved jeg godt, at hussnakken og det at flytte ud af byen har overtaget domænet på det seneste. Og at I er flere der er trætte af det. Bær over med mig. Det går nok over igen. Måske.
  • Er noget af det allerbedste ved det her hus-noget, at man kan tørre vasketøj udenfor. Kæft, det holder!
  • Har vi fået hængt en hængekøje op i haven. Op-tur!
  • Skal jeg lige vænne mig til ikke at tysse på børnene, når de løber om kap i stuen. Ingen underboer!
  • Er lyden af regn mod taget min nye yndlingslyd.
  • Har jeg på ingen måde forstand på planter. Hvad kan man plante i et højbed? Vi har to.

Print-selv minder og blækpatroner på forkant

REKLAME FOR HP INSTANT INK

Jeg tager mange billeder. Mange mange. Nogle bliver delt på Instagram, andre bliver sendt rundt til bedsteforældre, onkler og tanter, veninder, og meget få bliver fremkaldt, eller printet, som det vel mere korrekt hedder, når det kommer til den type billeder jeg primært tager – På min telefon eller mit kamera.
Jeg forsøger at huske, at få dem sendt til print, og har op til flere apps til formålet, der fungerer upåklageligt. Det der til gengæld ikke altid fungerer, er det der med at få det gjort. Jeg kan nævne de første ti gange, hvor jeg har banket mig selv i hovedet over ikke at have været på forkant og bestilt billeder til enten os selv, eller til en gave.
Derfor har vi flere gange talt om, at få os en fotoprinter, og det har vi altså fået nu. Af HP. Det er en en HP Envy 7134 printer og scanner – Sidstnævnte tænker jeg at vi også bliver glade for – Til børnenes tegninger, gamle scanningsbilleder og den slags. Prisen på HP Envy 7134 er 1099,- (jeg er dog stødt på nogle tilbud ind imellem, så kig dig lige omkring).

For at printe billederne fra sin telefon downloader man appen HP smart, og den er virkelig smart. Herfra vælger man de billeder fra sin telefon eller fra sine sociale medier, som man gerne vil have printet ud – Man kan også beskære, vælge størrelse og redigere direkte fra appen, inden man trykker print. Så nemt og effektivt.

Det der er ekstra smart og i virkeligheden er det, jeg vil fortælle jer om, og som jeg er temmelig begejstret over selv, er HPs Instant ink service – Nok især fordi, at jeg desværre nok må indrømme, at ikke nok med at jeg er helt usandsynligt dårlig til at få fremkaldt billeder, heller ikke er den, der altid lige får købt blækpatroner i tide (eller utide), når jeg har en printer. Det er slut nu, for min printer gør det for mig.
Ja.
Når der er ved at være lavvande blækmæssigt, bestiller min HP printer selv nye patroner, sådan at den aldrig når at løbe tør. Det er smart, og er for sådan en som mig, nærmest uundværligt, for selvom det burde være det nemmeste i verden lige at smutte ned efter patroner, gør jeg det ikke. Jeg taler af erfaring.

Som en ekstra ret væsentlig detalje, er patronerne tilmed billigere gennem HP Instant Ink, og du får de rigtige hver gang (igen noget jeg har måtte erfare ikke altid er det nemmeste i verden – Jeg har samme udfordring, når det kommer til støvsugerposer i øvrigt). Du tilmelder dig Instant ink HER, vælger det abonnement, der passer dit behov bedst, kobler den op til din HP printer, og så kører det- Virkelig nemt, virkelig brugervenligt, jeg er til det. Og når samme koncept en dag kan kobles til mit køleskab, vores toiletrulleholder og benzintanken på bilen, er jeg også på. Mindre tid i butikker, mere tid med børnene.
Ja tak.

Tilbage i hamsterhjulet

I vores podcast-liveoptagelse (afsnittet udkommer først næste mandag, i øvrigt) som vi optog sidste weekend, Rachel og jeg, fortæller jeg blandt andet, at jeg egentlig ret godt, kan lide det der hamsterhjul som vi, de voksne, elelrs ofte forsøger at flygte fra. At jeg savner det.
Den udtalelse har jeg tænkt en del over siden.
Det er nemlig lige omkring syv uger siden at vi smækkede døren efter os i Store Kongensgade, og vi har siden da boet i fem Ikeaposer. Først i sommerhus, så hos mine forældre, og så i sommerhus igen. I den tid skulle Uma starte i børnehave, Otto køres til København og i skole, huset skulle laves beboeligt, hverdagen skulle køre. En ny hverdag, som ingen af os havde nogen som helst føling med hvad var. En tilstand, der gjorde at jeg savnede hamsterhjulet. Blev skør af at leve i en logistisk kabale, der ikke ville eller kunne gå op. Ked af at skulle skabe tryghed i noget, der ikke var permanent, irriteret over ikke at vide hvor noget var, at være gæst.
Forstå mig ret, taknemmeligheden over at mine forældre har lukket os ind uden at tøve, og tilmed at have økonomisk gjort det muligt at leje et sommerhus så tæt på vores eget hus, vil ingen ende tage. Uden den mulighed havde vi været helt tværet ud. MEN og det er I flere, der har bemærket og kommenteret på, det har været en virkelig røvet periode for mig, og det er uden tvivl gået ud over min aktivitet her på domænet.
Jeg har været så opslugt af at få det hele til at gå op, og af at mærke efter, på mig selv, mine børn, mit ægteskab, mit savn til byen, min glæde over det nye, at det har været svært at fokusere på andet. Har mine indlæg været meget ensformige på det seneste? Måske. Er der langt imellem? Til tider. Grunden er simpel. Rutinerne er kastet helt af helvedes til og tiden har manglet. Og ind imellem lysten. Jeg tror, næh jeg ved sgu, at det blandt andet skyldes at hamsterhjulet har stået stille. Jeg har ikke vidst, hvor jeg skulle gøre af mig selv meget af tiden, har været bekymret, ikke følt mig god nok – Velvidende at den følelse er både demotiverende og overflødig. Men sådan er det sjovt nok med følelser – Pisse ubelejlige til tider. Men det har fyldt, og jeg har været og er påvirket af det hele. Men som med alt andet har jeg erfaret, at nogle ting skal gøre ondt før det bliver godt. Jeg tror denne her periode er en af dem. Det lysner i hvert fald, og det skyldes flere ting, blandt andet det der hamsterhjul som jeg vender tilbage til om lidt.

Det her er ikke et: I’m back!-indlæg. For jeg har jo egentlig ikke været væk, og jeg har en masse på hjerte (ikke kun hus-relateret, I promise), men jeg har alligevel brug for at sætte lidt ord på, flere end dem I har fået. For i virkeligheden gik det først rigtig op for mig, at udover omvæltningen, savnet, frygten og glæden, har følelsen af et savn til noget hverdags-trivielt og hamsterhjulsløb, fyldt virkelig meget. Otto er startet i sin nye skole, tættere på, vi har hentet en del af vores ting, jeg har sovet med min egen dyne i nat for første gang siden starten af marts, og langsomt begynder det gode gamle, men alligevel helt nysmurte og pimpede hjul at køre igen… Og det er nok meget godt.

Illustrationen er en del af vores Voksen ABC plakat, tegnet af Katrine Granholm/ lol-kat.dk

SÅ!

Dagen vi har set frem til. Dagen vi har rykket igen og igen. Dagen hvor vi skulle flytte ind i vores hus.

Den dag var i går. Rigtigt.

Nu bor vi her sgu.

Campingstyle indtil videre. I stuen. Men vi bor her.

Jeg har sommerfugle i maven og helt ud i tæerne, og da vi sad i vores havestole i går aftes og delte det meste af en flaske champagne og en hemmelig cigaret, mens vores børn sov på den anden side af havedøren, og vi talte om planter, facadefarver og housewarming, var det næsten ligemeget med det stadigvæk manglende bad og lys. Vi er her, sommeren kommer om lidt, vi er husejere og vi aner ikke hvad vi laver. Det er skidegodt.

 

Most wanted #2 At hele et knust hjerte

Sidst handlede det om at få børn, flere børn (se HER). I dag skal det handle om kærlighed, knuste hjerter og tilgivelse…

Ingen tvivl om at nedenstående er et af de mest berørte og måske efterhånden ret udtrådte emner her på siden, men det er også med i toppen over emner I (stadigvæk) efterspørger. Jeg bliver ret ofte kontaktet af både kvinder og mænd, der på en eller anden måde står i en situation, hvor de skal lære at elske igen, har svært ved at acceptere, eller har fortrudt et brud, og så er der rigtig riiiiigtig mange, der spørger, hvordan man får sin eks igen.

Nogle af de indlæg jeg tidligere har skrevet om det med at gå tilbage, at turde stole på kærligheden og den slags er for eksempel dette om tvivlen, og min personlige favorit, en slags forklaring på hvorfor og hvordan jeg kunne tage ham tilbage.

Jeg har ikke den gyldne opskrift, jeg har ikke løsningen, men jeg har min egen situation og erfaring at læne mig opad, og så har jeg nogle råd. Af de der irriterende slags, som man ikke kan holde ud at få, når man står i det der gør ondt, når man bare gerne vil have ham/hende tilbage, når vreden raser, når man føler, at man er gået i stykker og aldrig bliver hel igen. Det gør man nok heller ikke, bliver hel altså, men det ville sgu også være for kedeligt. Lidt ridser og buler, er kun klædeligt, hvis du spørger mig. Men hjertesorg forårsaget af svigt ER noget af det værste, der findes. Det er uden tvivl noget af det sværeste jeg har gennemgået og jeg har den dybeste medfølelse når jeg møder mennesker i den båd. Lortebåden.

De irriterende råd til at hele et knust hjerte er:

Stop med at slå dig selv i hovedet, og tænke på alle de ting du kunne have gjort anderledes. Sket er sket. og det er ikke fedt, men det er ikke sikkert, at I stadigvæk var sammen nu, havde du bare sagt noget andet, opført dig anderledes, været mindre jaloux, mere positiv, mindre sur. Stop.
Hvis du efterfølgende vælger at ændre noget, så lad det være for din egen skyld. Ikke fordi, at en anden person måske vil tage dig tilbage. Når det så er sagt, skal man selvfølgelig altid gøre sig umage, og ingen tvivl om at det er sundt at se indad, særligt når man bliver forladt eller svigtet. Men formålet skal være, at få det bedre. For sin egen skyld. Så vent med det til du er færdig med at græde.
Det tog mig mange år, at forstå, at vi begge to var skyld i at alt gik galt. At jeg opførte mig som jeg gjorde, på grund af ting han gjorde, og omvendt. Så vi til sidst, ikke kunne finde ud af at være os selv, for vi vidste ikke, hvem vi var.

Accepter det, kom videre og lær dig selv at kende uden personen.
Det nytter ikke noget at stile efter at finde sammen igen. Finder I sammen igen, uden at have levet hver for sig, sådan helt hver for sig uden ondt i hjertet, er risikoen for at I ender I samme mønstre og dermed nok også med at gå fra hinanden igen ret stor.
Igen tog det mig nogle år at give slip. Helt ægte slip på håbet. Og “sjovt” nok, kender I jo slutningen på, hvad der skete, efter jeg havde parkeret tankerne omkring nogensinde at finde sammen igen. Kirkeklokker, børn og hus. Hej!

Kold tyrker, god tone og kameler.
Lad være med at tage kontakt i tide og utide, fordi du lige kommer i tanke om noget mere du kan skælde ud omkring/græde over. Har I børn, eller måske ting der skal afvikles, som gør, at I bliver nødt til at have kontakt, så sørg for alligevel at have så lidt kontakt som muligt og kun omkring praktik. I starten. Og slug kamelerne. Slug dem, slug dem, slug dem, og ring så til en veninde og ras ud, hvis der er brug for det. Når vreden aftager (det gør den – Især, hvis man ikke skal konfronteres med hinanden og følelserne) kan man måske begynde at have kontakt igen, eller måske er behovet blevet overflødigt.

Drop hævnfølelsen.
Selvfølgelig må du være vred, såret og urimelig. Du må græde, du må råbe, du må reagere. Du skal. Men på et tidspunkt skal du give slip. Lad være med bevidst at forsøge at såre den, der har såret dig. Lad være med at beskæftige dig med den slags tanker man ret så naturligt kan få. Lad være med at være urimelig. Opfør dig ordentligt – Det er den bedste “hævn”. Jeg lover det.

Se en masse Friends og Sex & The City. Jeg ved godt det lyder som et fjollet råd, men for mig er det de ultimative “sluk hjernen og hjertet”-programmer.

… Til spørgsmålet omkring at vinde sin eks tilbage, plejer jeg at sige, at man skal finde ud af, hvorfor man overhovedet vil det. Og dernæst, det sidste man vil høre; Kom videre først. Ægte videre. Hvis du stadigvæk vil tilbage, når vreden har lagt sig og gråden er stoppet og solen igen skinner, så gå for det. Spriiiing!


Og så når vi til tilgivelsen. Det er det sværeste, men det mest effektive, når det kommer til vreden, og hjertet, der ligger og rasler rundt nede i skoene.
Hvordan gør man det?
Havde jeg svaret og opskriften, ville jeg med glæde give dig den. Den findes kun et sted og det er i dig selv, og der er nogle bitre mundfulde, der skal tygges inden du når dertil. Men når du gør, bliver alting meget lettere. Ligemeget om du skal se personen igen eller ej. Men hvis I skal leve sammen igen, er tilgivelse uundgåeligt.
Tilgivelse er ikke svagt, det er ikke en blåstempling af hvad der er sket. Det er bare et punktum.

Det der ikke kom på Instagram #2

Læs første indlæg i rækken og min mening om Instagram generelt lige HER

Det der ikke kom på Instagram:

Da Loulou tog et hovedspring ud fra en havestol og direkte ned i fliseunderlaget på terrassen. Uden at tage fra med andet end sit ansigt.

Loulous ansigt de næste par uger 🙁

Da jeg trådte i, hvad jeg tror, var rævelort i vores indkørsel. Det var i hvert fald noget, der havde været i vores skrald forinden.

Da jeg tog det forkerte tog to gange på samme dag.

Da jeg skældte min mand ud for alt, hvad der er galt, selv ting han ikke har en chance for at gøre noget ved. Vejret og tørretider på gulvlak og vådrumsmembran for eksempel.

Da jeg vandrede hidsigt rundt på græsplænen med en rasende 1 årig i klapvognen. Og podcast i mine ører. Hun fik syv nye tænder den uge, så hun er tilgivet.

Da jeg højlydt jublede over, at der er en ny sæson af Jersey Shore.

Da jeg lidt for sent op af dagen fandt ud af at mine trusser sad over buksekanten og udover min trøje.

Og nu er det sådan … 

Jeg er i toget igen. Har muligvis drukket hvad der ligner en halv flaske vin. På tom mave og adrenalin. … Det gik godt. Showet, Det gjorde det. Vi fejrede i solen, Rachel og jeg, med veninder og førnævnte vin. Jeg foreslog at vi gik ud og spiste og så nogle andre podcaste live, fordi jeg blev grebet af det København jeg elsker og den spontane stemning jeg savner på forhånd. Det blev slået ned. Heldigvis nok. Da det jo betyder, at jeg når at kysse mine børn godnat. Men det sidder alligevel i mig, virkelighedsopvågningen, lige midt i mit ansigt. Mine veninder kan altid vælge fra og til. Jeg kan ikke, på samme måde. Sådan her bliver det. Jeg skal altid tænke nogle timer frem, jeg kan og skal ikke bare. Ikke tage et glas ekstra på cavabaren, ikke lige hurtigt noget. Alt skal planlægges. Togene skal tænkes med. Og det er på den ene side skræmmende og alt det jeg altid har frygtet, men på den anden side, når jeg sidder her i Kystbanen på vej hjem H J E M ! Til en familie, der har tilbragt deres dag på stranden og i haven med store is og smil, er det som om at det giver mening til trods, at halvanden times transport og følelsen af at gå glip af noget jeg ikke helt ved hvad er, ikke er den værste pris. Og ja, plusgraderne og den der halve flaske vin taler helt sikkert med her. Det skal jeg lige huske mig selv på. Det er ok, det er ok, det. Er. Ok. Håber jeg.

Nerver i toget

Jeg sidder i toget på vej ind til byen. På vej til det liveshow jeg har set frem mod i månedsvis. Jeg er spændt, og nervøs, og lidt bange.

Det der med at stå på en scene og tale har jeg kun prøvet få gange, og kun en enkelt gang som podcast. Heldigvis er det jo sammen med min bedste veninde, min Rachel, og det er sjovt og ufarligt, men min mave slår kolbøtter og jeg kan hverken spise eller tænke klart. Ikke nok med at vi skal indspille et afsnit af podcasten foran et publikum. Vi skal også vise vores færdige plakat frem – Resultatet af ordene vi valgte i sæson 1.

Jeg har ikke løst min tøjkrise og er endt i en kjole over bukser-løsning, som jeg ikke ved om jeg hviler i, så jeg har pakket et backup sæt, men glemt de sko, der passer til. Det hjælper på nerverne, at tænke overfladisk og på tøj fremfor forventninger og alt det jeg frygter… Hvad hvis jeg går i stå og ikke kan formulere mig? Hvad hvis folk keder sig? Hvad hvis ingen kommer alligevel? Tænk hvis min familie, der kommer, synes at jeg er åndssvag. Tænk hvis alle går, eller ingen klapper…

Sidste liveshow gik over al forventning med både stående applaus og et par tårer.

Det gik så godt, at jeg ikke tør forvente noget i samme retning denne gang. Men jeg håber følelsen er den samme. Jeg håber at dem, der har købt billetter, og som gider bruge noget af deres søndag i vores selskab, får en god oplevelse. Jeg håber ikke det er sidste gang. Selvfølgelig er det ikke det.

Jeg glæder mig. Lidt til det er overstået, men også til at sidde der.

Det. Bliver. Godt.

… og nu skal jeg af.

I øvrigt

  • Skrev jeg det her indlæg i går aftes, men det var åbenbart for avanceret at trykke udgiv. Jeg var træt.
  • Kan jeg aldrig finde mit nem-id. Hvorfor lægger jeg det ikke bare tilbage i min pung? Jeg ved det ikke.
  • Har jeg tabt mig. Meget. På en sund og god måde. Hvilket er uendeligt fedt, MEN betyder at jeg ikke kan passe noget af mit tøj. Overhovedet. Hængerøv i alle mine bukser.
  • Ved jeg ikke, hvad jeg skal have på til det her. Men det bliver ikke hængerøvsbukser, så jeg skal shoppe. Øv hva?! 😀
  • Er jeg langt mere nervøs over ovenstående arrangement end første gang vi gjorde det. Som i, “vi kunne også bare aflyse”-nervøs…
  • Er Voksen ABC plakaten netop sat i trykken og hvis alt går godt, bliver den sat i salg mandag. OG oooog alle der kommer til showet på søndag får en plakat med hjem. Køb din billet HER
  • Bliver jeg vanvittig over opskrifter, der skriver gram fremfor dl. Jeg ejer ikke en køkkenvægt, så må google ‘gr til dl’ everytime. Irriterende.
  • Græd jeg så meget da jeg så “Helvedes Homo” på dr.dk, at jeg måtte holde flere pauser. Stærke vigtige sager altså. Abdel <3
  • Har jeg købt billet til Beyonce og Jay Z i parken. En billet. Kan man tage til koncert alene?
  • Lider jeg af akut rejsefeber. Det handler ikke længere om varme, for det er der da heldigvis kommet snerten af herhjemme. Men et par dage væk fra virkeligheden fantaserer jeg en smule om. Måske med en veninde og en stak bøger. God mad, vin, ro. Gad godt.
  • Har Loulou fået intet mindre end syv nye tænder. No wonder, at hun har været så rasende.
  • Er vi nået så langt i huset nu, at jeg skal styre mig for ikke at hyle, hver gang jeg er derovre. Nu ligner flere af rummene rent faktisk rum.
  • Sover to ud af tre børn i et legetelt lige nu. De spurgte om de måtte og jeg sagde ja, i troen om, at det ville de hurtigt opgive. Det gjorde de ikke.
  • Gør stranden, eller nok mest havet, noget helt særligt for mig. Jeg kommer mere ind på det i et indlæg snart. Det er virkelig en øjenåbner.