Archive for category: Ikke kategoriseret

REKLAME FOR FAZER YOSA

Som jeg viste på Instagram i sidste uge modtog jeg en masse Yosa havreprodukter som jeg har sagt ja til at afprøve. Det er efterhånden ved at være et par år siden, at jeg begyndte at udsluse animalske produkter, og selvom jeg slet ikke er i nærheden af at have cuttet alt væk, er mælkeprodukter så godt som ude af mine vaner, hvilket særligt kan ses på min hud, der er blevet betydeligt pænere. Det var da også oprindeligt det der var formålet for mig ved at skære mælken væk. Sidenhen har jeg fundet ud af, at jeg faktisk rigtig godt kan lide at leve uden kød og mælk, og at det samtidigt har en miljøvenlig bonus, gør absolut ingenting.

Jeg shuffler imellem diverse typer plantemælk og har efterhånden fundet ud af, hvad der virker bedt til forskellige formål. Havre er min favorit til det meste, og jeg putter både havremælk i min kaffe og koger min grød på samme.

Yosa er nyeste spiller på markedet og min familie og jeg har spist os igennem sortimentet i løbet af den sidste uges tid.

Havredrikken findes i to versioner. En almindelig havredrik, som er god på havregryn og cornflakes, og i grød, og så en mere cremet udgave, der fungerer perfekt i kaffe. Kakaomælken skulle efter sigende også være god, men den har jeg ikke selv haft mulighed for at afprøve, da børnene tømte den hele i løbet af en eftermiddag. Der er også en masse forskellige små bægre med yoghurtlignende snacks, som jeg har en noget blandet mening om. Favoritten var banan/jordbær udgaven og en græskinspireret havreghurt med abrikossmag. De andre smagsvarianter fangede mig ikke, men det er nok en smagssag. Konsistensen på havregurthen er behagelig, særligt de græskonspirerede, hvorimod dem der hedder Oat snacks er en anelse mere geleagtig i sin konsistens, hvis man er vant til produkter med komælk, men det generer mig slet ikke.

Det bedste produkt i hele sortimentet efter min mening, eller den mest positive oplevelse i hvert fald, har været en såkaldt Spread, som bedst kan betegnes som en slags smøreost. Den smager simpelthen skidegodt. Versionen med tomat og basilikum har høstet point i hele familien, og drengene fandt ret hurtigt ud af, at den kan trylle kedelig knækbrød om til chips – eller sådan smager det. Jeg selv har spist det på både rugbrød, knækbrød og som dip til grøntsager.

Alt i alt en positiv oplevelse, og så er jeg bare virkelig glad for at udvalget af plantebaserede alternativer bliver større. Det er ikke sidste gang, at vi har Yosa i køleskabet, det er helt sikkert.

Produkterne kan findes i Meny, Spar, Bilka og Føtex. Og jeg har set både kakaomælken og havredrikken i min Netto som spotvare, så der dukker de nok også op ind imellem.

En lille disclaimer herfra først, da jeg ved at nogle stykker af jer derude er godt trætte af at høre om skiftet fra storby til lille by, men da det fylder og rumsterer en hel del, kan jeg ikke lade det ligge. Jeg har også indtryk af og håb om, at der alligevel er nogle derude, der kan bruge det til noget, selvom det går lidt i ring – og ellers er der heldigvis også andre emner både i bagkataloget og fremadrettet. Så hvis man er træt af snak om at flytte ud af byen, vil jeg foreslå at springe dette indlæg over, for i dag handler det om en følelse som jeg ikke kan ryste af mig, selvom jeg prøver.
Eller gør jeg? Holder jeg i virkeligheden fast i den, underbevidst. Jeg ved det simpelthen ikke, men jeg vil forsøge at sætte ord på den. Det kan nok bedst beskrives som en lille, eller stor i virkeligheden, identitetskrise. Jeg identificerer mig stadigvæk som Københavner, og det er jeg jo sådan set også stadigvæk, da det er der jeg har boet næsten hele mit liv, men det er en kæmpe del af min identitet, åbenbart langt større end jeg var klar over. Jeg elsker at bo i Hornbæk. Elsker menneskerne, naturen, dét det gør ved min familie, den friske luft, huset, roen, stort set alt. Det eneste jeg fortsat har svært ved at forene mig med er, at Hornbæk ikke er København. Hold kæft, det er åndssvagt. Åndssvagt utopisk og barnligt, og jeg er da i virkeligheden også lidt flov over den følelse, og grunden til den skam ramte mig i dag. Den skurer fordi, at den bunder i egoisme. Det er kun mig, kun mine følelser og mit savn. Alle andre i min inderste cirkel af mennesker stortrives og blomstrer… Og det gør jeg jo faktisk også,det mærker jeg tydeligt, så hvorfor kan jeg ikke give slip? Hvorfor lader jeg savnet, forestillingerne og en identificering jeg selv har pålagt mig, fylde så meget?!
Jeg tager mig selv i alt for ofte, at over romantisere bylivet, at savne og længes efter pulsen, mulighederne, lydene, det hele, og på barnlig vis misunde andres byliv. Jeg har al mulighed for at være derinde, så meget jeg vil, men det er jo heller ikke løsningen, for dem jeg allerhelst vil være sammen med, er jo her. I omgivelser der giver mig åndenød på den gode måde, og som i virkeligheden er bedre for mit sind, mit humør og min arbejdsmoral, vores familieliv, mit ægteskab, alt … Der er intet at sætte en finger på, og lige så rigtigt det føles, lige så skræmmende er det stadigvæk, og jeg føler virkelig, at jeg er blevet taget ud af byen, men at den lever videre i mig, og det skaber en ubalance som jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre med. Man kan åbenbart ikke tage byen ud af pigen, ikke ud af mig i hvert fald. Ikke endnu…

Jooo altså. Skal jeg svare kort på ovenstående spørgsmål, lyder svaret: Det er hårdt, det er tidskrævende og så er det skidesjovt og helt forfærdeligt på samme tid. Lad mig uddybe og lige give en status nu jeg er i gang….

Vi købte vores gamle skøre faldefærdige hus i december sidste år, til stor morskab for mange mistænker jeg, men altså vi så muligheder og når man er forelsket som vi var blevet i gode gamle Fyrrely, som huset oprindeligt hedder, bliver man jo en anelse sindssyg og halvblind. Renoveringen gik i gang i januar/februar og 1. maj flyttede vi ind i noget, der på ingen måde var i nærheden af færdigt (og desuden halvanden måned senere end beregnet, fordi: That’s renovering).

Det vi flyttede ind i var langt fra færdigt, og vi havde ingen soveværelser i en del uger, og sov i den periode allesammen i vores stue (der heller ikke var færdig) på gulvet. Derudover levede vi uden bad og toilet i fire måneder. Alt det (og især det med badeværelset) var, sammen med uvisheden omkring hvor lang tid de forskellige ting ville tage, ret presset. Særligt med tre-fire børn i regnestykket.

Nu har vi haft huset i små ti måneder og vi har boet her i knap et halvt år, og rigtig meget er sket og vi er nået længere end jeg kunne forestille mig. Så langt, at jeg indimellem glemmer, at vi langt fra er færdige. Jeg kommer godt nok ret hurtigt i tanke om det, når jeg får kigget mig godt om, eller faktisk bare åbner øjnene, for det er ikke svært at se, at det langt henad vejen fortsat er en byggeplads vi lever i. En hyggelig en fuld af liv og beboelige hjørner, meeeen en byggeplads. Der er byggematerialer alle steder, og mange af de indendørs ting vi mangler, er svære ikke at se. For eksempel har vi stadigvæk intet loft i vores køkken. Først skal taget over køkkenafdelingen nemlig laves færdigt, og der skal isoleres og sættes ovenlys i, og det trækker ud. Og ja, det ligner lort. Men sådan er det bare lige nu. Køkkenet fungerer fint uden loft og det er pissepænt, så længe man ikke kigger op. Derudover mangler der paneler i hele huset. Der mangler strøm og lamper i en del rum, der er også nogle vægge, der mangler maling og så har vi et opbevaringsregnestykke som også skal løses, alt imens at ydersiden skal laves, annekset skal rives delvist ned og sættes op igen, endnu et badeværelse skal laves, en ny overdækket gennemgang skal laves og vinduerne i hele hytten skal skiftes og og og …. Vi har med andre ord mange år tilbage, og selvom det til tider er røv og nøgler at bo i, er det for det meste lidt af et eventyr og vi keder os aldrig.

Men for at vende tilbage til mit indledendes spørgsmål, som jeg stiller mig selv her, fordi at jeg møder det flere gange om ugen. Det er langt mere tidskrævende, drænende og sværere end jeg havde forestillet mig det ville være, for der er helt klart dage og perioder, hvor jeg føler at vi har gabt over meget mere end vi kan synke, og sådan kunne jeg også have det i vores “gamle liv” inden der var et husprojekt med i ligningen og vi bare havde en helt almindelig hverdagskabale med børn, jobs og almindelige gøremål, men i et hjem med lofter, strøm og vand. SÅ det hænder, at det bliver lidt for meget, lidt for uoverskueligt og alt for krævende, og følelserne tager over. Her roder næsten altid, fordi det er tæt på umuligt at få ryddet en byggeplads op (og vi i forvejen ikke er de mest ordentlige mennesker i verden), hvilket også har vist sig at være lidt af en udfordring oveni alt det andet.
Men til gengæld er der mindst lige så mange dage og perioder, hvor det er noget af det sjoveste, skøreste og fedeste, jeg har prøvet. Alle beslutningerne, tankerne, overvejelserne, for ikke at nævne kampånden vi har, både som par og familie, er uvurderlig og jeg elsker, at vi sprang ud i det. At vi er her, at vores børn er med og at der er konstant fremgang, som vi netop ser, fordi vi bor i det.
At bo i en renovering er giga hårdt og giga fedt og alt derimellem. Der er mit svar.

I dag er det præcis ni år siden, at jeg udgav mit allerførste blogindlæg som Sneglcille. Det gjorde jeg efter flere års overvejelser, og det eneste jeg fortryder i dag er, at jeg ikke sprang ud i det noget før.
Det med at skrive ligger endnu flere år tilbage. Jeg kan faktisk slet ikke huske ikke at have skrevet. Mine forældre har fortalt, at jeg lærte mig selv at læse og skrive allerede i børnehaven, og jeg kan huske at ord og formuleringer altid har interesseret mig og fyldt meget. Fristil var det bedste jeg vidste, og jeg har altid ført dagbog. Med andre ord er det ikke så underligt, at jeg er endt i blogmediet. At det skulle blive så stor en del af mit liv som det er blevet, og både er endt med at blive en kombination af et arbejde, en hobby, en passion og på mange måder en livsstil, er noget jeg både er stolt, overrasket og overvældet over.
Nu har jeg været Sneglcille i ni år, og selvom det for mange bare er en blog, er det for mig meget mere end det.

Jeg ved at der kommer nye til hele tiden, og også det gør mig glad i låget – Og jeg ved, at det kan være svært at overskue et ni år langt bagkatalog, og jeg er i fuld gang med at kategorisere alt på bloggen, og gøre det mere overskueligt. Indtil da, kan I starte lige her.

Mange spørger om det ikke er mærkeligt at have et publikum til sit liv, og jo, det er virkelig mærkeligt og overvældende og til tider grænseoverskridende, men det er også helt fantastisk og unikt, og jeg elsker at I gider engagere jer, at I gider følge med, og selvom jeg uden tvivl havde skrevet og altid vil komme til at skrive, selvom I ikke var her, gør det helt klart oplevelsen endnu bedre. Hvert eneste klik, kommentar, like, og tilkendegivelse fra jer betyder noget, og hvis I ikke allerede ved det, skal I vide, at jeg elsker at skrive for jer, og at det gør mig så glad når I kigger forbi mig og Sneglcille. Tak og skål for ni år! Næste år holder jeg altså en fest med kanelsnegle og champagne for at fejre 10 års jubilæum, og jeg håber, I kommer allesammen.

Tak for jer.

Cecilie aka Sneglcille.

Der er vist ikke mere sommer tilbage. Hverken Indian eller løvfald. Desværre.
I virkeligheden kan jeg ret godt lide en masse ved efteråret. Det smukke lys, når solen kommer frem, farverne i træerne, striktrøjerne, støvlerne og muligheden for varm kakao i litervis. I det hele taget forsøger jeg at omfavne alle årstider, selvom at lige præcis vinter kan være svær for mig at holde ægte af. Jeg hader at fryse og jeg bliver lidt trist og tungsindig af mørke, men heldigvis har jeg på fornemmelsen, at den vinter vi går i møde. bliver noget andet. Fordi det bliver vores første i vores nye kulisse, som husejere. Vi har indtil videre kun været ægte husejere i en enkelt årstid, nemlig sommer – Og DET kan eddermame noget, særligt når man har havet tæt på (og når sommeren melder om hedebølge).
Efteråret har indtil videre vist sig som værende meget smukkere end jeg kan huske at have oplevet nogensinde og jeg lægger mærke til vind, vejr og naturen langt mere end da vi boede i byen. Smukt. Helt vildt. Også børnene er pjattede med det, og der er blevet indsamlet blade og kastanjer i posevis, vi bager, laver suppe og er i det hele taget virkelig gode til at leve årstiden. Jeg er vist også kommet til at love at vi selvfølgelig skal lave græskarlanterne inden Halloween i næste uge. Problemet er bare, at jeg hader at lave dem. Synes det lugter grimt, er ubehageligt at røre ved, at det sviner og at det er lidt kedeligt. MEN sådan må det bare være. Vi bor i noget der ligner et spøgelseshus udefra, så hvorfor ikke embrace det fuldt ud og give den gas med græskarmænd og uhyggelig pynt? Vi gør det.

Min hue, der trænger til at blive støvet af, er i øvrigt fra Acne. Find den HER (reklamelink). Mit tørklæde fra zara og jakken er en oldgammel sag fra Weekday Men.

Noget andet vi også gør, og allerede har gjort et par gange i år, er at lave suppe.
Umas livret: Hokkaidosuppe.
Vi serverer den med æbler og grønkålschips, og i søndags med hvidløgsflutes fra frost, som jeg seriøst ikke havde spist i nok 15 år.

Opskriften får I her:
Hokkaidosuppe til cirka fem mennesker (hvis der er rester kan den sagtens spises dagen efter, eller smides i en bolognese).

1 hokkaidogræskar
4-5 kartofler
1 løg
2 fed hvidløg
Et par cm ingefær
2 gulerødder
chili efter smag (hvis børnene skal spise med nøjes jeg med en halv teske tørret chili, men man kan også udelade det helt)
1 tsk karry
1 tsk sød paprika
1 spsk tomatpure
2 grøntsagsbouillonterninger
Kogende vand (cirka en liter eller halvanden)
salt og peber
saften af en halv citron
1 dl fløde eller kokosmælk (jeg bruger soyafløde eller kokosmælk)

Græskar rengøres, kernerne og det trevlede i midten fjernes med en ske og smides ud. Skær græskaret i mindre stykker (man kan sagtens beholde skrællen på et økogræskar). Skræl også kartofler og gulerødder og skær ligeledes dem ud i mindre stykker. Læg til side.

Skræl og hak løg, hvidløg og ingefær.
Hæld lidt olie i en stor gryde og tænd for blusset.
Tilsæt løg, hvidløg, ingefær, chili, karry og paprika og steg det hele i et par minutter.
Tilsæt græskar, kartofler og gulerødder og giv det hele et par minutter mens du rører rundt. Tilsæt nu tomatpure, vand (så det dækker) og bouillonterninger. Rør det hele godt sammen, smid låg på, skru ned for varmen og lad det hele koge mørt. Det tager omkring 20-25 minutter.

Nu skal du lave grønkålschips, hvis du vil have det. Grønkål vendes i olie, salt, peber og evt. lidt citronsaft, fordel kålen på bagepapir, ind i ovnen på 180 grader i cirka 10-12 minutter (hold øje med dem og tag dem ud, når de begynder at tage farve/blive sprøde)

Tag gryden af varmen og blend det hele godt igennem med en stavblender. Tilsæt nu citronsaft, fløde, salt og peber og varm suppen op igen.

Skær et æble eller to i små stykker og server i en skål ved siden af suppen, så man selv kan dosere til sin portion. Gør det samme med grønkålschipsene, brød, croutoner, cremefraiche, ost eller hvad I er til at drysse på jeres suppe. Vi plejer også at have en sriracha med på bordet til de chiliglade.

God fornøjelse 🙂