I øvrigt

  • Faldt jeg i et Tik Tok hul den anden dag og jeg har sjældent følt mig ældre. Jeg skulle bare lige se, hvad det var, fordi mit ældstebarn brændende ønsker sig en profil derinde, og pludselig var der gået tre kvarter og jeg ved stadigvæk ikke helt, hvad jeg synes, eller hvad det går ud på. #OkBoomer
  • Starter jeg næsten alle mandage med at google hvilket ugenr det er. Man skulle tro jeg havde styr på det fra uge til uge, for jeg kan faktisk godt tælle. Men det er bare slet ikke tilfældet.
  • Nåede jeg ikke at få billetter til Roskilde festival. Det er jeg slet ikke ok med. Malk de koijn OG Kendrick Lamar kommer, for fanden.
  • Vil jeg gerne eje et par hvide bukser – Jeg synes det ser så mega tjekket ud. Ved lissom’ bare at jeg ikke kan administrere det.
  • Har jeg genfundet en glemt kærlighed for kop-nudler. De billigste smager bedst og er tilmed veganske (også dem med kyllingesmag. What.)
  • Øver jeg mig på at stå på hænder. Det er svært! Jeg mistænker at min højde og lange lemmer ikke gør processen nemmere.
  • Følte jeg et snert af forår i luften den anden dag, og blev ramt af massiv øjeblikslykke.
  • Er jeg ligesom resten af landet blevet bidt af Love is blind, og kværnede hele lortet på få dage. På torsdag udkommer der et dugfriskt reunion program på Youtube – Selve programmet blev jo åbenbart optaget i 2018. Og jeg går alt for meget op i det.
  • Overvælder voksenlivet mig for tiden som aldrig før, og jeg ser lige så meget frem til at nå ud på den anden side af den følelse, som jeg savner en tid, hvor det ikke var tilfældet. Midtlivskrise?
  • Har jeg opdaget og forelsket mig i Hummus chips. De kan købes i Føtex. Selv tak.

 

 

 

 

Mandag uge 10: Børnehave, kontordage og praktisk weekend

God formiddag

Mindstebarnet er velafleveret i børnehave helt uden så meget som en rynket næseryg. Hun vinkede pænt farvel og vi har siden da modtaget sms og billeddokumentation for at alt går som smurt. Lille seje menneske.
Mandagen har bortset fra den succes ellers levet ret meget op til sit blakkede rygte. Vi kom for sent op, kunne ingenting finde og imens vi løb rundt og forsøgte at nå alt på den halve tid – Besluttede det nyslåede børnehavebarn at vores seng trængte til en makeover – En opgave hun tog på sine skuldre – og derfor gik i gang med at male vores sengestel med en solcreme og en elektrisk tandbørste … Så ja.
Vi nåede alligevel nogenlunde det hele, minus at få al solcremen af sengen, den hovedpine tager jeg senere – og jeg kunne møde ind på kontoret inden klokken havde slået 10, og starte min uge. Den startede jeg med at indberette og betale moms, hvilket altid er lidt af en stram oplevelse som selvstændig, særligt i starten af et nyt år. Men nu er der styr på det, kaffen er nogenlunde varm stadigvæk og jeg har intet mindre end fire dejlige damer omkring mit skrivebord i dag.

I dag har jeg en kort kontordag, da jeg skal nå hjem og gribe nogle børn, inden Otto skal til boksetræning med sin far. I morgen har jeg til gengæld en lang arbejdsdag med et par møder, en enkelt deadline (på noget jeg har udsat for længe) og skriveri. Onsdag ligner lidt tirsdag, bortet fra at jeg har fri klokken 15 og skal direkte videre og mødes med en veninde og derefter med Hornbækdamegruppen. Torsdag arbejder jeg hjemme, da jeg skal tage billeder til nogle kampagner, og fredag har jeg praktik kontordag med papirarbejde og regnskab.
Weekenden er dedikeret til at få tømt vores værktøjsrum (!) så det kan blive transformeret til en ny entré.

God mandag og uge til jer <3

 

Slut med vuggestue

Mandag, i morgen, starter Loulou i børnehave. Hvis man ikke har børn, kan det muligvis være svært at sætte sig ind i, hvorfor dét skulle være noget særligt. Og jeg skal også være ærlig at sige, at det i sin tid da Otto skulle fra vuggestue til børnehave, på alle måder tog mig med storm, hvor stort, anderledes, svært og vildt det føltes. Han startede også et spritnyt sted og i en udflytter, og havde en to uger lang indkøring, der ikke fungerede, så det var selvfølgelig også en lang jomfrurejse. Uma startede i børnehave to gange, to forskellige steder, så det var også en omvæltning, og nu skal min Loulou, lille finurlige og milde Loulou i børnehave. Heldigvis i et hus hun har besøgt mange gange både med os og vuggestuen, med velkendte ansigter, børn hun kender, og med en storesøster på stuen lige ved siden af. Det gør mine betænkeligheder væsentlig færre, og jeg er langt mere ramt af overvældelse og en smule vemod over ikke længere at have et lille barn end angstens sved og bange anelser som det har været tilfældet med hendes søskende. At vi er nået hertil allerede, gør mig på samme tid skruk og sentimental, men også stolt og lykkelig.

I morgen.

Daaans!

For nogle (mange) år siden skrev jeg en klumme i en avis omkring præstationsangst – Eller det var min intention. Desværre lykkedes det mig ikke helt på de 300 ord jeg havde, at gøre godt med, og mit forsøg på at beskrive min sindstilstand i en, hvad jeg syntes var en humoristisk tone, blev ikke modtaget helt sådan. Mange gav udtryk for, at det var en dårlig klumme, at det var sjusket, uprofessionelt og helt ude i skoven, at min redaktør havde tilladt, at det blev trykt. Avs. Jeg var i slut 20erne, havde fået mit første rigtige skrivejob, og havde med få undtagelser i de måneder min klumme kørte, stort set kun modtaget ros, hvilket jeg ved nu, var noget af en bedrift. Men den sidste klumme, og den reaktion der fyldtes i min indbakke, i mit kommentarspor og på avisens facebook, var så grænseoverskridende, overvældende og altoverskyggende. Jeg var flov, frustreret, følte mig misforstået og sikker på, at jeg havde forspildt alle chancer for nogensinde at blive betalt for at skrive noget igen. Sådan forholdte det sig heldigvis ikke, og der landede heldigvis stadigvæk skrivejobs i indbakken, og jeg blev ret kort tid efter fastansat på Aller som webjournalist. Men følelsen, både af den præstationsangst jeg på klodset vis på det tidspunkt forsøgte at formidle, samt skuffelsen over ikke at præstere, når det virkelig gælder, dén kigger stadigvæk frem i ny og næ. Jeg er bedre end nogensinde til at tage imod kritik (altså ægte kritik, der ikke bare er en sviner pakket ind som konstruktiv kritik – Hvilket jeg på mit 11. år som internetperson ved mange har komplet forskellige opfattelser af) – Og jeg ville i dag nok have modtaget kritikken noget anderledes og ikke være blevet ligeså handlingslammet af det. Men præstationsangsten mine damer (og herrer?) den har jeg ved gud ikke lært at komme udenom på en særlig elegant måde. Og det føler jeg for fuld smadder for tiden. Den galoperer derudad sammen med den usunde sammenligning og de høje forventninger til mig selv. Og spænder ben. Jeg har pt 21 kladder med halvfærdige indlæg, og de er i virkeligheden sikkert skide gode – Ok, måske ikke allesammen.
Men jeg kan ikke skrive dem færdige – Ikke før jeg har skrevet det her indlæg i hvert fald. Tror jeg.
Det her er mit Dans, klovn, dans – indlæg anno 2020, der måske kan poppe den boble jeg har fået sat mig selv i, fyldt med tårnhøje forventninger og et gigantisk præstationspres, som ingen andre end mig selv har lagt på mine skuldre.

Nåhja, og også: Pikkelik.
(læs den omtalte klumme her, og bliv måske klogere på særligt afslutningen af dette indlæg.)

Mandag uge 9: Kaos og omrokering

Weekenden var benhård, hvorfor jeg tog helt fri fra sociale medier m.m. Det kan anbefales i øvrigt, hvis man er ramt af noget svært. Jeg elsker Instagram – Æstetikken, virkelighedsflugten, fællesskabet, men jeg bliver også mættet i perioder og kan føle at det fodrer mit mindreværd, og så er det forfriskende at sige stop for en periode, kort eller lang, to dage var tilpas i denne omgang.
Der er sket noget alvorligt i weekenden tæt på mig, som jeg ikke er i position til at kunne uddybe, men som slog bunden ud af en jeg elsker, og dermed også tog min bund med, og så har min egen lille safezone også været under pres. Sådan er det engang i mellem, og selvom det er pisse hårdt, tror jeg man vokser med det svære. Og uanset hvad, skal alting nok gå.

Natten til i dag bød på vågne børn og en masse renderi, så alle var helt skæve af træthed i morges og kom for sent op og ud af døren. Jeg tabte mit rejsekort i toget, glemte mine nøgler derhjemme og kan pludselig ikke huske om jeg fik deodorant på, hvilket nok skal vise sig snart, eftersom at jeg har valgt at iføre mig strik.

Jeg møder halvanden time senere end beregnet og satser på, at der er kaffe og glade damer på kontoret.

I dag skal jeg finde et overblik over min uge, hvor jeg er nødsaget til at flytte rundt på og aflyse en masse for at kunne stå standby til personen uden bund fra førnævnte situation.

I morgen arbejder jeg hjemmefra, da vi har et møde i vuggestuen, hvor vi skal tale om Loulous børnehavestart PÅ MANDAG! Om små fire uger bliver hun 3 år, og vi har jo vel så officielt ikke længere småbørn i huset. Næsten slut med ble, med sut, helt slut med lur og med vuggestue. Jøsses. Det er både en kæmpe lettelse og en kæmpe trigger for min evigheds skrukhed.

Onsdag står i podcastens navn, hvor jeg skal skrive videre på sæson to af Krøllet kærlighed og optage noget lyd. Torsdag praktisk dag med bilag og fakturering, fredag afslutning i vuggeren og måske en hjemmearbejdsdag mere.

Lørdag går Otto til boksning med Michael, så der har jeg alenetid med pigerne. Jeg tror vi skal på biblioteket og på café, og søndag står jeg på loppemarked i Hornbæk med min dansegruppe, nej Autocorrect! Damegruppe, for fanden (kom gerne forbi, hvis du er i nærheden – Se detaljer herunder).

Det skal blive en god uge. Skal.
Pas på jer selv derude. Livet er pisse skrøbeligt <3

Thailand

På søndag er det tre uger siden at vi kom hjem fra Thailand og det er endelig lykkedes mig, at få skrevet et indlæg om vores tur. Det er ikke en guide som sådan, da vi ærlig talt mest af alt bare slappede af, byggede sandslotte og drak vandmelon shakes, men lige præcis dét kan jeg i den grad anbefale!

Vi rejste en torsdag eftermiddag til Bangkok (små 11 timer) og videre med fly til Krabi (knap to timer). En anden gang vil jeg undersøge om det er muligt at flyve direkte, for det der pitstop i Bangkok lufthavn på et par timer for derefter at skulle med endnu et fly med fire trætte børn (som ikke sov på første fly), trak tænder ud.

Men det gik nu fint, og alle børnene var kæmpe seje fra start til slut. I Krabi blev vi hentet af en bil, og kørt (og sejlet med færge) til Koh Lanta, hvor vi blev indlogeret på Anda Lanta resort i syv dage. Det var vores længste ophold på turen, og det var en god beslutning at starte ud med en hel uge samme sted, så både store og små kunne omstille sig.

 

Anda Lanta:
Vi boede i en familie villa (Michael, jeg og alle fire børn) med to rum, to badeværelser, en terrassse, havkig, tre dobbeltsenge, en børneseng og en ekstra madras, og det fungerede så fint.
Anda Lanta resort har en virkelig fin pool, en helt fantastisk strand og en udmærket restaurant (det var her at jeg fik den bedste Massaman curry på hele turen) og som alle andre steder et ekstremt tålmodigt og børnevenligt personale. På Koh Lanta er der rigtig mange gode restauranter og jeg havde en lang liste af steder jeg gerne ville have besøgt*, men det blev kun til en enkelt udflugt til “Tuesday morning” som er en helt vildt fin café med et menukort, der minder lidt mere om det vi kender herhjemme med bowls, sandwich, smoothies og den slags. Og så har de et stort udvalg af veganske retter. Jeg fik en mexicansk pandekage med guacamole og søde kartoffelfritter.



Der er en hel del restauranter og resorts på samme strand på Anda Lanta og vi tilbragte sidste aften på en resturant lidt nede af stranden, der hedder Klong Jark, hvor man spiser direkte på stranden, hvilket er ret genialt når man har børn med, da de kan lege i sandet imens man spiser.
Her kan man i øvrigt møde køer på stranden ved solnedgang – Ja køer, som i dyrene.

 

Efter syv dage på Anda Lanta resort, hvor vi fik vendt døgnet og vænnet os til varmen, pakkede vi vores ting og sejlede til Koh Muuk.

*Andre spisesteder der var på vores Koh Lanta liste var:
Same same but different
Pad thai Rock N Roll
Fat Monkey
Chill Grill

Koh Muuk Sivali resort:
I tre dage boede vi i den fineste villa, som dog var en anelse mere primitiv end det første sted, særligt toilettet og badet var i en anden standard, men der var rent, og man vænner sig hurtigt til, at bade med gekkoer i loftet. Det var også her nødvendigt med myggenet om natten, fordi det i modsætning til på Anda Lanta var en bungalow og ikke et reelt hus, og der derfor nemmere kan slippe myg og fluer ind (og sikkert andre ting også, men vi så nu ikke noget).

Her er to pools, og den smukkeste sandstrand – Dog var sidstnævnte meget lavvandet, så man skulle være hurtig for at nå i inden vandet trak mange hundrede meter ud fra kysten – I øvrigt var der også en hel del brandmænd, så det var ikke meget vi var i havet i de dage vi var på Koh Muuk. Tilgengæld er stranden spækket med søstjerner og små krabber, når vandet trækker ud, hvilket børnene synes var mega fedt at opleve.

Restauranten på hotellet var rimelig, men ikke vanvittig god og hvis vi havde haft mere overskud, ville vi uden tvivl have spist aftensmad ude mere end den ene gang vi gjorde det. På dag to gik vi på stranden i jagten efter, hvad der skulle være Thailands bedste pizza (!). EN italiensk mand har åbnet et pizzeria i en lille bungalow på stranden, og selvom stedet ikke ser ud af meget, betjeningen haltede og priserne er mere danske end thailandske, levede maden op til sit ry. Stedet hedder Caipi og hvis man craver noget andet end Thaimad, kan man altså få en virkelig god stenovnsbagt pizza midt på stranden (husk lygte, til når man skal gå hjem om aftenen – Og pas på tæerne – Der er mange krabber i sandet).

På resortet kan man spille bordtennis, dyrke thaiboksning og sejle i kajak – Noget særligt vores store børn på 9 og 10 år havde glæde af, da de efter ni dage i en pool ret uventet var ved at køre død i at plaske, svømme og snorkle i klorvand.


Efter tre dage på Koh Muuk gik turen videre til Koh Ngai, som er et af de steder jeg havde glædet mig mest til at besøge. En forventning, der ikke skuffede. Jeg tror faktisk, at Koh Ngai var mit yndligssted af de i alt fem steder vi nåede at besøge.
Vi boede på Thanya resort i nogle små, men virkelig fine bungalows:

Poolen på Thanya resort er virkelig fed og selv jeg, der ikke er det store pool menneske, fik en hel del svømmeture ud af vores ophold, som desværre kun var tre dage. Både stemningen, stedet, personalet og maden på Thanya fortjener en kæmpe anbefaling. Særligt papayasalaten blev jeg glad for, og så var morgenmadsbuffeten virkelig god.
Der er en del hunde og katte på resortet, men de holder sig som udgangspunkt for sig selv, når de ikke hænger ud med personalet. Man møder også en del varaner og firben på Koh Ngai, men de holder sig i god afstand (lige med undtagelse af ham der hang ud i en parasol på stranden)

Længere nede af stranden, et par resorts fra Thanya, ligger der en legeplads, som i eftermiddagstimerne har skygge. Den tilbragte vi alle vores eftermiddage på, og børnene var mega glade for at lave noget andet end at være i pool og bygge sandslot, som utroligt nok godt kan blive lidt kedeligt i længden. Der er også gynger i de fleste træer på stranden, og så kunne man finde virkelig mange smukke smukke sten, muslingeskaller og bittesmå konkylier, hvilket vi også brugte en hel del timer på i løbet af de tre dage vi var der. Et par stykker af dem kom med hjem som minde, og pynter fint på vores kontor hjemme i Hornbæk.


For fanden altså. Lige præcis Koh Ngai kan jeg godt mærke det smerter mig lidt at skrive om, fordi jeg simpelthen ville ønske vi havde haft lidt mere tid der. Jeg forsøger ellers ikke at lade melankoli fylde i mit liv, da jeg har det med virkelig at ride med på den bølge, når den først får adgang, men det er svært at lade være lige præcis med det her sted. Kæmpe anbefaling til Thanya resort.

 

Herefter kom første bump på rejsevejen og det var lidt som om at turen fra Koh Ngai til Koh Jum lagde stilen for de næste par dage. Desværre. Vores båd var halvanden time forsinket, så det var nogle trætte og varme børn (og voksne) der blev stuvet ind i en proppet speedbåd, og da vi nåede frem, var vores lift der ikke, og vi skulle bruge endnu en time på en bådbro på at vente på en ny bil. Så hvad der skulle have været en halvandens time tur endte med at tage mere end tre. Men da vi nåede frem til Koh Jum resort lod det til at være det hele værd, for stedet og hytterne så SÅ mega lækre ud.


Desværre viste det sig ret hurtigt at det ikke helt var tilfældet. De næste to døgn blev overskygget af kryb, snavs, madforgiftning og et ubeboeligt hus, pladsmangel og den måske ulækreste buffet jeg i mit liv har set – og efter at have været i dialog med både resortets ledelse og med rejseselskabet, havde sidstnævnte overnight arrangeret en longtail væk fra Koh Jum og ind til Krabi, hvor vi tilbragte sidste nat. Simpelthen så ærgerligt, da lige præcis Koh Jum var et af de steder jeg havde fået flest anbefalinger til. Og der var virkelig også smukt, nærmest magisk! Men myrer i sengen, kakerlakker overalt og rottelort i badeværelset, tog lidt det smukke ved stedet. Så ingen anbefaling til Kohjum resort, desværre.
Til gengæld gigantisk anbefaling til Unique travel som var det selskab mine forældre havde booket alt igennem og som overnight arrangerede en løsning for os.

Om morgenen på vore næstsidste dag blev vi hentet i båd og sejlet til Krabi, hvor vi blev indlogeret på et hotel i AoNang, der som en gigantisk kontrast til de andre steder mindede en del mere om noget All Inclusive på Mallorca, men som efter halvandet døgn med kryb i dynerne var præcis hvad vi havde temperament til.
Efter 24 timer i AoNang kørte vi mod lufthavnen, fløj til Bangkok og derfra til København, Hornbæk, regnvejr, hverdag og kulde.

Alt i alt en fuldstændig fantastisk tur som vi sent kommer til at glemme. Eneste jeg ville have ønsket anderledes var at den havde været længere, for selvom 16 dage er længe, går det bare stærkt i Thailand.


 

Mandag uge 8: Teknisk kaos, fastelavn og blogaktivitet

Jeg er en anelse langsom i dag, eftersom at jeg i lørdags først kom i seng klokken 5 om morgenen og ærlig talt ikke var helt appelsinfri. Men nu er det frokosttid og jeg er så småt ved at komme i omdrejninger.
Min kalender i denne uge er fyldt og selvom det passer mig aldeles fint, kan jeg pt godt mærke, at jeg lige skal tage tilløb. Jeg arbejder hjemmefra i dag, da der på sofaen ligger to små piger som begge mente at de trængte til en fridag, og da det var et lortet vejr i dag, og hverken Michael eller jeg havde det store behov for at skulle ud i det, var det ikke svært at overtale os. Og eftersom at den mindste hoster en del, vurderede vi at en dag under dynen, sikkert også kunne afværge den sygdom som måske ligger og lurer (don¨t jinx it, Cille!)
Så nu er der gang i film og madpakker i stuen, Michael er kørt på job, men kommer tidligt hjem, og jeg har sat køkkenkontoret op, hvorfra jeg skal nå flere ting, end jeg først havde regnet med. Det mest kedelige er overstået (regninger, av) og nu er jeg nået til min indbakke, som jeg af en eller anden grund ikke har kunne følge med i siden jeg kom hjem fra ferie – Egentlig ikke fordi den bugner, men fordi jeg har svært ved at finde gejsten. Jeg er i det hele taget rigtig meget i mit hoved og i mine følelser for tiden, og selvom jeg ved at det gør en masse gode ting for min kreativitet i det lange løb, gør det lige præcis nul godt for min produktivitet i den mere administrative afdeling, hvilket også er grunden til at jeg endnu ikke har fået løst det tekniske kaos der hersker på min blog – I maskinrummet, hvor jeg ikke kan uploade billeder til mine indlæg og i det hele taget knap nok kan få lov til overhovedet at udgive noget som helst. Men det er helt klart på min prioriteringsliste denne uge – For sådan en har jeg lavet og den skal følges. Skal.

I dag er med andre ord en hjemmedag, med børn, strik (hvorfor er det så koldt??!!), mange mange kopper kaffe, mails og planlægning. Resten af ugen skal jeg på kontoret hver dag, til møder med både kollegaer, samarbejdspartnere, min revisor m.v. Og så gad jeg virkelig godt klemme lidt venindetid ind også, når nu jeg er i København uden bagkant, hvis det kan lade sig gøre, for jeg savner en masse af dem rigtig meget.

På fredag er det fastelavn i institutionerne, og hold nu fast, jeg er kommet til at melde mig som fastelavnsbollebager til børnehaven. Indsæt selv hysterisk grinegræde smiley. Efter knap 11 år som nogens mor troede jeg, at jeg havde lært ikke at bilde mig selv (og andre) ind at jeg er et menneske, der besidder den slags overskud. Men det glemte jeg altså alligevel, da jeg stod dernede i garderoben med to børn på armen kvart i ulvetime og så den næsten tomme tilmeldingsliste. Dog har de knap 11 år lært mig, at man kan gøre den slags virkelig simpelt, så jeg satser benhårdt på, at finde en både nem og simpel løsning, der ikke indebærer mig i et køkken (jeg er faktisk virkelig god til at lave mad, men jeg kan ikke bage en fastelavnsbolle – Det har jeg bevist mere end en gang).

Foruden alt det ovenstående, har jeg en del at se til med podcasteriet og det er møg spændende og fedt, men det er også en af grundende til at jeg desværre ikke får blogget i samme kadence som tidligere – Det ved jeg godt, at I ved, men alligevel. Jeg hørte for nyligt, at nogle stykker havde fået nys om, at bloggen skulle lukke. Det er overhovedet ikke noget jeg har på tapetet, men mit arbejdsliv er bare i konstant forandring, så tiden og energien jeg tidligere har lagt her på domænet bliver brugt andetsteds, og det elsker jeg. Men at lukke ned, er slet ikke på tale som det ser ud nu.

En noget flyvsk, men god uge, som jeg på alle måder håber bringer noget solskin med sig, for selvom vi har haft nogle flotte solskinsdage og jeg stadigvæk har lidt i D-vitaminsbanken fra Thailand, skriger min krop og mit sind på endnu mere lys og varme.

Ha’ en dejlig uge og mandag – Og igen pisse tak for jeres engagement og den altid overvejende røvgode stemning. Jeg sender jer virkelig mange tanker for tiden, i takt med at mit virke rykker sig rundt som det gør. Hvis I ikke læser, lytter og deler, ville alt det slet ikke være muligt. Tak.

 

I øvrigt

  • Er Zumbos just desserts tilbage med endnu en sæson på Netflix! (og jeg har simpelthen modtaget så mange beskeder fra jer omkring det – Det er fandme sødt, at I tænker på mig)
  • Apropos Netflix: Slugte jeg The Circle på få dage. Har I set det??!!
  • Har jeg købt Butterfly Pea flower tea (!) med hjem fra thailand – Det er en blå te, der bliver lilla når man putter citron i, og jeg kan se på instagram, at man kan bage lilla brød med den!! #DeSmåGlæder #Weekendprojekt
  • Minder mit telefonnummer åbenbart om en andens, da jeg relativt ofte modtager opkald, der ikke er til mig (senest fra et kirkekontor i Faxe).
  • Har jeg købt ny mascara og bliver nu dagligt spurgt om jeg har fået eyelash extensions og/eller bruger serum. Det er denne her (reklamelink) og den er (tydeligvis) virkelig god.
  • Fik jeg langt om længe nosset mig sammen til at lave et indlæg om Thailand, men kan ikke få lov at uploade billederne. Så det er fortsat lidt forsinket – Beklager!
  • Er der af ovenstående grund heller ikke et billede i dette indlæg – Wtf, WordPress?!
  • Kommer der en sæson 2 af Krøllet kærlighed, som kommer til at dykke ned i det med at være flyttet ud af byen, hverdagsliv, kommunikation, syvårs krise og en masse andet. Jeg har galoperende præstationsangst ovenpå modtagelsen af sæson 1, men jeg glæder mig helt vildt til at komme igang igen.
  • Har jeg opdaget ærtemælk! Og selvom det er det ulækreste ord jeg længe har set/hørt, er det noget af det bedste jeg har hældt i min kaffe. På samme niveau som den grå Oatly havremælk som jeg ellers sværger til normalt.
  • Fryser jeg konstant og er rædselslagen for, om det er fordi jeg er ved at blive syg – I virkeligheden skyldes det nok bare, at det er skide koldt alle steder.
  • Tænker jeg foruroligende meget på marcipanbrød for tiden.

Mandag uge 7: Gang i hjulet, podcast og 80’er tema

Jeg er pisse glad i dag! Sådan helt boblende synge med på musikken agtig glad. Det er ikke sket virkelig længe, at jeg helt af mig selv er vågnet i sådan en sindstilstand og jeg har bare tænkt mig at holde godt fast i det.

Hverdagen og hamsterhjulet er i gang igen, jetlagget har lagt sig, og det er mandag.
Jeg er på vej mod kontoret i dette øjeblik, hvor jeg skal være i dag, inden jeg i min frokostpause skal ud og finde mit outfit til den fest jeg skal til på lørdag (80’er tema!) – Senere er jeg alene med pigerne derhjemme, fordi Otto og Michael skal til boksetræning i København.
I morgen har jeg møde hos Podimo omkring hvad der skal ske i 2020, hvilket forhåbentlig ikke er så lidt. Onsdag har jeg praktisk dag (regnskab, papirnusseri, planlægning), torsdag møder hele dagen i København, fredag er pt ledig og hvis den bliver ved med at være det, holder jeg en halv fridag med vinterferiebarnet, og så er det lørdag og min agent fylder 30 og holder en kæmpe fest, hvor jeg jo altså skal være iført det 80’er gear jeg forhåbentlig får styr på i løbet af i dag. Søndag = Tømmerbobs.

Jeg håber mit humør holder ved ugen ud, og at I derude også har en dejlig dag, eller tålelig bare. God mandag, god uge!

StrudsCille

Jeg kan ikke løbe fra, at jeg i de seneste måneder har stukket mit store hoved relativt langt ned i sandet – I hvert fald sammenlignet med, hvor meget jeg normalt plejer at strudse rundt og baske med vingerne på internettet og de sociale medier. #Fredagsfølger har stået stille, jeg har ikke delt i samme omfang som jeg har for vane, og har i det hele taget haft rigtig meget brug for at gøre noget andet. Det er der selvfølgelig en grund til – Flere faktisk. Jeg har allerede luftet lidt af det – Blandt andet HER og i en enkelt story eller to på Instagram.

Jeg nåede en grænse i slutningen af året, hvor jeg hang mig selv langt ud af halsen. Jeg blev enormt selvbevidst, irriteret over det forventningspres jeg lagde på mig selv, men også et jeg oplevede fra en håndfuld følgere, der kom med uopfordret efterkritik på mine stories (vi vil se mere af det her, hvorfor er der så meget af det her, kan du ikke gøre sådan her i stedet osv.) , hvilket gav mig præstationsangst og gjorde at det ikke var sjovt længere, og gjorde det umuligt at hvile i, og ikke mindst gjorde mig fuldstændig blind over for alt det gode det gav mig. Så derfor droslede jeg ned. Helt ned.

Jeg savner det. Savner at ævle til min telefon og jer, og det savn havde jeg brug for. Jeg kommer aldrig til at kunne stille alle tilfredse, men hvis jeg begynder at lave om på det jeg brænder for og har lyst til, så mister jeg mig selv undervejs og det har jeg ikke lyst til.

På min ferie oplevede jeg lidt af det samme igen. Jeg modtog enormt mange beskeder omkring min måde at dele på, særligt at det da var underligt, at jeg ikke delte billeder at alle dem jeg var på ferie med, men kun af mig selv og et enkelt eller to børn. I starten svarede jeg venligt, at det skyldtes at jeg jo var på ferie og dermed ikke havde min telefon fremme så meget, og derfor typisk kun hev den frem, når jeg var alene eller på tur med et enkelt eller to børn., og at alt hvad man ser på instagram jo altså bare er et øjebliksbillede m.v. Men efter et par dage stoppede jeg med at svare, da jeg kunne mærke, at det triggede den følelse som har givet mig ondt i maven. Den der lægger et pres på, hvad jeg skal dele, hvornår og hvordan. Og så skete der noget. Noget faldt helt simpelt på plads. Noget der er logisk, men som alligevel først satte sig fast og gav mening for mig lige der på en af de sidste dage af min ferie. Det er fuldstændig ligegyldigt, hvad folk tænker, tror eller synes jeg skal gøre, dele og være. Jeg deler, gør og agerer som det føles rart for mig, hvilket 98% af mine følgere tydeligvis er helt indforstået med, men fordi der er 2% der har det på en anden måde, og nogle af dem råber højt omkring det, fylder det en del. Det fylder for meget, og det har jeg besluttet, at det ikke skal eller må. Nemmere sagt end gjort, men jeg tror det er lykkedes mig, at få det hamret fast, så det hænger ved og så jeg kan få hovedet ud af sandet igen og være den snegl jeg er, fremfor en struds.

Den sidste ting, som har forårsaget strudsetilstanden, bor i samme boldgade, men handler om noget, der fortjener sit eget indlæg. Jeg skal bare lige finde mod og overskud til at skrive det. Det kommer, når det kommer.

Og ja, fredagsfølger er tilbage fra på fredag.

Disclaimer: De henvendelser jeg har fået, som jeg kalder efterkritik, er altså ingenting i forhold til de hundredvis af dejlige, søde, oprigtige spørgsmål og kommentarer jeg også får. Jeg har bare givet dem lov til at fylde for meget, og overskygge det andet – Det er jeg vildt flov og ikke mindst irriteret over. Jeg øver mig på det modsatte, og jeg er tæt på at mestrer det. Og i øvrigt, man må altid spørge og kommentere, så længe man husker på, at jeg er et menneske og ikke en maskine <3