I øvrigt

  • Er vi muligvis kun i midten af november, men jeg er allerede godt træt af æbleskiver og skumjulemænd
  • Kører lokalbanen ikke for tiden (tog) og København føles længere væk end nogensinde
  • Løber jeg så stærkt for tiden, at jeg føler mine ben falder af. Ikke bogstavelig talt selvfølgelig, men der er smæk på alt og jeg kan ikke følge med
  • Er jeg blevet inviteret til gallapremiere på Frost 2 og min datter kan ikke være i sig selv af lykke (så det kan jeg heller ikke)
  • Vil jeg gerne anbefale serien GLOW på Netflix. Kæft, den er god!
  • Overvejer jeg at sælge min brudekjole, men jeg kan ikke finde ud af om jeg kommer til at fortryde det en dag.
  • Har jeg i det hele taget et stort behov for at rydde op og ud i alt, og tror også jeg vil forsøge mig med et shoppestop året ud. Måske længere.
  • Har jeg tilmeldt mig Reformer, men er endnu ikke kommet afsted – Udelukkende fordi jeg er bange for at jeg ikke kan finde ud af det.
  • Sover alle mine børn nu i deres egne senge, og selvom det på mange måder er vidunderligt at få sin egen seng igen, savner jeg dem utroligt meget, og vågner langt flere gange i løbet af natten end da de lå og sparkede mig i nakken hver nat
  • Har jeg to nætter i træk haft drømme, hvor bananer har haft en eller anden form for hovedrolle. What da fuck sker der for det?!
  • Er jeg så meget udendørs efter vi er flyttet herop, at jeg har besluttet mig for at ønske mig en flyverdragt i julegave.

 

2020 planen

Ligeså meget som jeg synes at nytårsforsætter er åndede, platte og umulige at holde – Ligeså fin og inspirerende finder jeg intentionerne om at forandre sig til det bedre og omlægge dårlige vaner. Personligt går jeg selv og tæller ned til 2020, hvor jeg har lagt planer om at udleve en drøm eller to, samt at omlægge nogle ting i mit liv, samt gøre ting jeg ikke tidligere har prøvet. Jeg skal blandt andet bruge to uger mere eller mindre offline, sammen med min familie i januar. Hvilket på mange måder skræmmer mig en anelse, og netop derfor er det nok en rigtig god idé.

Vores hus skulle meget gerne stå færdigt i 2020, eller i hvert fald så godt som, og det er noget jeg ser fuldstændig vanvittigt meget frem til. Renovering er sjovt, men hold kæft, hvor har det også bare drænet os. 80% af vores tid og energi går med det freakin’ husprojekt, og det har været som et fuldtidsjob med ulækkert mange interessetimer, dårlige forhold og ingen løn. Men forhåbentlig bliver resultatet det hele værd – Det regner jeg med.
I det hele taget er en del af min plan, at justere på en hel del ting, og stille og toligt skrue ned på det der dræner og op for det der giver mig energi. Derfor er mange ting sat på spidsen i de her måneder op til det nye år, og jeg får tænkt på, snakket om og overvejet en helvedes masse – Både personligt og arbejdsmæssigt. Jeg drømmer om at skrue gevaldigt op for min indre historiefortæller, og vil gøre alt ,hvad jeg kan for at udleve mine ideer, både dem på skrift og på lyd. Jeg vil gerne bruge min stemme endnu mere – Primært den, der kommer ud når jeg åbner munden, men også den jeg har skabt her og i det sociale medie cirkus jeg er en del af. Og til det har jeg nogle forestillinger om, hvordan skal udleves. Om det lykkedes ved jeg ikke, men jeg vil gøre mit for at det sker. Nogle ting skal vendes på hovedet, posen skal rystes og jeg skal ud over stepperne.

Jeg glæder mig, og jeg er underligt nok slet ikke bange. Endnu altså.

Kunne jeg være mere konkret? Ja og nej, for selvom intet er decideret hemmeligt, så er det stadigvæk så tilpas flyvsk og tegnebrætsbaseret, at jeg har det bedst med at beholde det i mine notesbøger (ja, sådan nogle har jeg) indtil der er noget at dele – Og da en relativ stor del af min 2020 plan (det går op for mig nu, hvor tilpas pisse irriterende ‘2020 plan’ lyder) faktisk også bunder i at jeg gerne vil revurdere, hvordan og hvor meget/lidt jeg deler, er det meget passende at holde det en smule krypteret.

2020 jeg er slet ikke klar! Men jeg bliver det sgu da.


REKLAME: Bøgerne herover har jeg modtaget i gave. De er fra Atelier Aarhus.

Mandag uge 46: Tyrens horn, forældremøde, folkekøkken og bogmesse

Godformiddag

Jeg er hjemme i dag. Klokken er halv tolv, og jeg har afleveret børn, været i byggemarked, spist morgenmad med Michael, sat en vask over og optaget video til en kampagne. Nu har jeg sat mig i et hjørne af sofaen med en kop kaffe. Jeg har et telefoninterview om en halv time og så skal jeg have skrevet en kampagne idé ned til en kunde, færdiggøre et blogindlæg og betale nogle regninger. Derefter er det frokosttid, og så skal jeg nå at gå med hunden og tømme min indbakke, inden der skal handles og hentes børn. Resten af ugen skal jeg tage en svær tyr ved hornene, som forhåbentlig kan give mig lidt normal nattesøvn igen. Ikke noget alvorligt, men bare en af de der dumme ting, man har udsat og som derfor har vokset sig stor og dum. Nu må det være nok. Derudover skal jeg som altid til møder i København, og så har jeg en masse computertid (men stadigvæk ingen computer, så det er lidt op ad bakke), men ellers en rolig uge men en enkelt skole/hjem samtale, nogle hyggelige aftaler og almindelige gøremål. Det går i øvrigt, med undtagelse af førnævnte dumme tyr, Samt et par andre småting, overraskende godt med mit lille projekt med ikke at udsætte ting. Hvilket betyder at vi bor pænere og renere end nogensinde, og at jeg (næsten) ingen smser glemmer. Jeg håber, at jeg snart lærer at sprede den gode vane ud på alle flader af mit liv. Men et skridt af gangen! I weekenden har Otto spurgt om, han må komme med mig på bogmesse og det må han – Jeg er i øvrigt inviteret derind, så derfor: reklame. Vi skal til Folkekøkken (seriøst det fedeste koncept, når man bor i en lille by) på lørdag og ellers bare have en rolig og hyggelig weekend med alle fire børn.

Ha’ en dejlig uge!

Farvel til vintergrå hud

REKLAME FOR ELIZABETH ARDEN

Jeg har med årene fået det bedre og bedre med at gå uden make up, men lige præcis i efterårs- og særligt vintermånederne er det lidt en anden sag, da min hud bliver let irriteret og dermed tør og rød, og så får jeg den der tarvelige grå hudtone, som de fleste af os nok kender uanset om man har den ene, anden eller tredje hudfarve. Derfor plejer makeupbørsterne at være flittigt i brug i de måneder vi går ind i nu. Men jeg gad godt at det var anderledes, og det forsøger jeg at finde en løsning på.
Jeg er i løbet af de seneste par år begyndt at nørde hudpleje en hel del i takt med at jeg er blevet ældre – Og min hud dermed også er blevet det – og bruger derfor blandt andet serum med retinol (eller Vitamin A som det også hedder) om natten, da det skulle kunne mindske og forebygge rynker og linjer. Det var også sådan jeg stiftede bekendtskab med Elizabeth Ardens Ceramide kapsler som findes i flere forskellige varianter og som I måske allerede kender til – Heriblandt den roste variant fra sidste år med Retinol. Dem har jeg brugt i nu et halvt års tid og er meget begejstret. Derfor sprang jeg også til, da jeg blev spurgt om jeg ville give deres nyeste Ceramide kapsel med C vitamin et skud. Jeg har benyttet mig af mange forskellige produkter med C vitamin i løbet af de sidste år, men er ikke før stødt på et produkt med lige så meget koncentreret Vitamin C i som de her små Ceramide kapsler.

Men hvad kan det der C vitamin egentlig? På min tidligere arbejdsplads, lærte jeg af vores dygtige skønhedsskribent (Skud ud til Silke Grane) at C vitamin er noget af det allerbedste for vores hud. Indefra, udefra, alle steder fra, og jeg har lige siden min tid på ALLER redaktionen dagligt drukket C vitamin tilskud, samt gået efter cremer med C vitamin, og jeg synes helt sikkert, at jeg kan se og mærke en effekt. I små tre uger har jeg nu benyttet de helt nye Ceramide kapsler fra Elizabeth Arden, som er proppet med C vitamin, og jeg må bare sige, at jeg faktisk kan se en forskel. Ikke lige med det samme, for med alle hudprodukter skal det lige have lidt tid, men indenfor de seneste dage har jeg bemærket at jeg (eller min hud i hvert fald) har set mere frisk og livlig ud. Den der kedelige grå skygge, der plejer at møde mig i spejlet om morgenen, er blevet erstattet med en glød og det er som om at min hud har fået en ordentlig opvågning. Jeg bruger fortsat de produkter jeg plejer og som virker, og dermed også førnævnte Retinol Ceramide kapsel (kun om aftenen) sammen med Vitamin C kapslerne (både morgen og aften) og som en, der som sagt nørder, og går meget op i hudprodukter, skal der alligevel en hel del til at imponere mig, og det må jeg bare sige at jeg er blevet her.

Kapslerne er doseret således, at en enkel kapsel indeholder præcis den mængde du skal bruge i ansigt, på hals og decolleté, og fordi at hver portion er indkapslet, er produktet helt friskt, når du skal bruge det. De små kapsler er i øvrigt fremstillet i grøntsagsfibre og er derfor bionedbrydelige (derfor er det også vigtigt at de bliver i deres beholder – Ellers går de simpelthen i opløsning).

Elizabeth Arden C vitamin Ceramide kapslerne kan blandt andet købes hos Matas lige her, og det er ikke til at komme udenom, at der er tale om nogle dyre dråber, og at det er en stor luksus prioritering, men de virker i den grad også – Og er med hånden på hjertet det bedste C vitamin serum jeg hidtil har prøvet, og det siger ikke så lidt.

Fyldte værelser og en stor seng

Det er lørdag aften og jeg er netop gået i seng efter at have brugt et par timer i mit eget selskab i sofaen med Will & Grace på skærmen, imens jeg fik spist absurde mængder af den Shake and bake kage jeg bagte i anledning af den store bagedyst. Michael er ovre hos en ven og drikke øl, og så er der simpelthen sket det fuldstændig banebrydende her i huset, at der pt ingen børn ligger i vores seng. Det er ikke sket i mere end 2, måske 3 år. Vi samsover med de yngste børn og er kæmpe fans af det – Nogle gange tager en af de voksne en anden seng i huset, og det fungerer så fint. Men i dag insisterede de to piger på, at de ville sove på deres eget værelse (som normalt kun bliver brugt til at lege i, og så som gæsteværelse / træt-forældre-værelse) – Det har de påstået før og har de gange kapituleret efter få minutter og er kravlet ind i vores seng som de plejer. Men ikke i aften. Første wtf var da først den ene og så den anden faldt ægte i søvn og jeg kunne liste ud uden problemer, og næste er lige nu, næsten fem timer senere, og de ligger der krafteddermame endnu. Hvis de tager hele natten, ved jeg ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, og jeg er ret meget i tvivl om jeg synes det er genialt eller vemodigt, skulle det være tilfældet at de nu skal til at sove i et andet værelse. Men lige nu indrømmer jeg da gerne, at jeg nyder, at kunne ligge på tværs helt uden andres fødder, arme og numser i hovedet. Ja. En vild lørdag aften her i sneglehuset, dét er det.

Godnat fra den pludseligt meget store dobbeltseng med krydsede fingre for en rolig og god nat i alle husets soveværelser.

… og her et billede fra dagens lange gåtur, hvor der i vandkanten lå lyserøde roser. Vi ved ikke hvorfor, men jeg har allerede digtet en historie i mit hoved om en ulykkelig kærlighed og boget forsoning, der gik galt. Men det er sikkert en noget mindre udramatisk grund, der ligger bag. Flot så det ud om ikke andet.

 

Bag indlægget #5

Læs tidligere Bag indlægget HER

I dag skal vi ikke længere end et par år tilbage… Nemlig til 2017.

Jeg var gravid og på denne dag på vej mod New York på en pressetur med HBO, og havde som jeg altid har det, når jeg skal væk hjemmefra, både kolde fødder og savn i kroppen på forhånd, og det slog mig, at vi er en familie, der er vant til at undvære hinanden af forskellige årsager. Jeg kan stadigvæk godt genkende den følelse og den gælder stadigvæk, selvom at både Michaels og min rejseaktivitet er mindsket en hel del siden da.

1. februar 2017
Vant til at savne?

Jeg forsøgte meget ambitiøst, at gøre noget lidt ekstra ud af morgenen i morges. Med pandekager og køkkensnak.
Stemningen i det lille sneglehus var som alle andre morgener, og den eneste der lod til at være påvirket af, at jeg skal være bortrejst i små tre dage, var undertegnede. Otto kyssede mig nonchalant farvel med ordene ‘Vi ses på lørdag, mor’ inden han piskede ud af døren med sin skoletaske på ryggen. Intet ekstra langt kram, ingen spørgsmål, bare farvel. Det gav faktisk et lille bitte sæt i mig, da han løb afsted, og selvom jeg ikke var meget for at indrømme det dengang, og da slet ikke skrive det ned, tør jeg nu godt at sige, at det også skyldes, at jeg desværre lider af ret ekstreme katastrofetanker, når jeg eller nogen jeg holder af, skal ud og rejse.
Uma forstår selvfølgelig ikke, hvad tre dage er, eller at jeg skal afsted. Men jeg har sagt det til hende, bare for en sikkerheds skyld. Så heller ikke hun bed mærke i at noget var anderledes i dag, udover det med pandekagerne.
Lyder jeg skuffet? Det er jeg virkelig ikke. Nærmere lettet.
Helt klart lettet, men stadigvæk absurd nervøs for at noget skal ske med børnene imens jeg er væk, eller at jeg måske slet ikke vender hjem igen. Det lyder så morbidt og forfærdeligt, særligt at se det på skrift. Men jeg har erfaret, at det bliver mildnet af at sige højt, så det er jeg begyndt på.
På den anden side satte det nogle tanker i gang omkring det der med at savne. Det slog mig, at savn og adskillelse i vores familie er blevet en almindelig og hyppig følelse. For jeg er slet ikke i tvivl om, at de kommer til at savne mig, og jeg ved at de savner Michael, når han er væk, men, og her mener jeg især Otto og jeg selv, for os er det ikke længere en ‘Big deal’.
I denne her periode rejste Michael rigtig meget, og havde gjort det i et par år, og det var virkelig en helt normal ting, at han var væk i mange dage af gangen.
Det er ret tankevækkende, synes jeg. At vi har vænnet os til savn. Det lyder på en måde trist, men faktisk oplever jeg det positivt. Der er noget pondus og noget selvstændighed over det og jeg tror faktisk, at det giver vores børn noget virkelig godt med i rygsækken, sammen med al kærligheden. Det håber jeg.
Det tror jeg stadigvæk på. Og det er noget jeg forsøger at “dyrke” fortsat også selvom Michael (og jeg) ikke er væk hjemmefra i samme omfang længere, men jeg gør alt hvad jeg kan for at lære mig selv og mine børn, at savn er, eller i hvert fald kan være sundt, godt og proppet med kærlighed. 

… Ja, bare lidt morgenrefleksioner her fra 2. sal, mens min vaskemaskine tager sine sidste omdrejninger med det tøj jeg skal have med til NYC senere i dag. Fik jeg sagt, at jeg er fan af eftermiddagsflyvninger?
Jeg var hundeangst for denne her tur, og set i bagklogskabens lys, var det nok ikke en særlig god prioritering. Men det kunne jeg ikke se dengang, og det var jo virkelig en god tur, jeg kan bare se nu, at jeg skulle have lyttet mere til min krop og mindre til min hjerne. Jeg fortryder det ikke, det er der ingen grund til at gøre, men jeg er sidenhen blevet klogere og fået mere respekt for mit hylster – Også når det ikke bærer på børn.

Forandring er jo godt

Jeg betragter egentlig slet ikke mig selv som tryghedsnarkoman. Eller altså jo, jeg har da bestemt mere indvendig ro, når jeg føler jeg har styr på tingene og der ikke er uro i kullisen og rammerne er i orden, men fordi jeg har rejst så meget som jeg har og i det hele taget har været vant til mange skift, er jeg både som udgangspunkt meget omstillingsparat og lader mig sjældent vælte rigtigt omkuld af nye ting og forandringer. Og så alligevel… Jeg ved ikke om det er kommet med alderen, eller om det i virkeligheden altid har været sådan og mit narrativ om mig selv bare har været det modsatte, men jeg kan mærke, at jeg på det senete ret nemt lader mig hyle ud af den, når noget ikke er som det plejer og når forandringer hænder eller er i sigte.

Tag nu for eksempel Confettis udvidelse, hvilket jeg har vidst ville ske et godt stykke tid, selv har været med til at beslutte, og som udelukkende er en positiv ting, men alligevel får mig til at ryste i bukserne. Udelukkende fordi det er noget nyt.

Dernæst har jeg rykket mig mere og mere over i podcast-verdenen, som jeg elsker (!) og som lige for tiden tager næsten al min tid arbejdsmæssigt og derfor spænder ben for andre ting jeg kan og vil. Heldigvis går det godt, og over al forventning. Men fordi det stadigvæk er noget nyt og på mange måder usikkert, holder det mig vågen om natten.

Og så er der flytningen. De nye rammer, der først nu, halvandet år inde i livet som husejer, væk fra København, har fået mine skuldre til rigtigt at sænke sig og jeg kan nu indånde den friske luft med 100% glæde og ro.

Jeg ved godt, når jeg rigtigt tænker det hele igennem, at det er helt helt normalt og ikke er de søvnløse nætter, bekymringen og alle katastrofetankerne værd. Men sådan er fornuften ind imellem så ubrugelig, da det alligevel går i maven på mig.

Som alting falder på plads og begynder at give mening og jeg kan høste frugten af hårdt arbejde og de mange bekymringer, føles mavepinen og uroen unødvendig og fjollet, men på den anden side, var det nok netop følelsen af kontroltabet og den usikre tvivl, som er hovedårsagen til at det på den anden side føles des mere rigtigt og roligt.

Det fortæller jeg mig selv. Forandring er for det meste godt, og når det ikke er, er der heldigvis næsten altid en plan B.

 

 

 

 

Mandag uge 45: Hus, hus, hus og mere hus

Det er mandag og jeg er lige ved at lukke kontoret ned for i dag, selvom klokken kun er 13. Jeg har fået fem effektive arbejdstimer af vejen og skal nu til at joine min mand, der lige nu er ved at mure en væg op – Lige præcis den del får han lov til selv, men vi skal have ordnet en masse hængepartier og detaljer i huset inden på torsdag, hvor huset skal vurderes. Ikke fordi vi skal sælge eller noget, men fordi at vi har søgt om at få omlagt vores lån, og huset derfor helst skal være steget en hel del siden vores køb for snart to år siden. Derfor kommer i dag og de næste to dage til udelukkende at handle om hus, renovering, rengøring og indretning. Onsdag skal jeg til Købehavn, og det skal jeg faktisk også både torsdag og fredag, da jeg både har møder og optagelser og en fredagsbar, men lige nu kan jeg kun tænke på hus, stikkontakter, fodpaneler og gulve, så jeg vil lukke ned, sluge en kop kaffe og trække i arbejdstøjet. Følg evt med på Sneglehyttens instagram som der er pustet liv i igen ovenpå en lidt for lang pause…

God uge og god mandag til jer…

1 år med Hera

Eller… faktisk har vi jo kun haft hende i ti måneder, men hun bliver et år i dag, så jeg tænker, at en status er på sin plads.

Det har været og er skide hårdt, sjovt, besværligt og vidunderligt at blive hundeejer. Jeg skal ikke afvise at jeg særligt den første måned eller to, eller tre, tog mig selv i at fortryde vores valg om at blive hundeejere, oveni en i forvejen tætpakket hverdag, en lillebitte smule. Men som tiden gik, voksede kærligheden til hende, hun blev mere og mere rolig og velopdragen, og blev ganske som forventet en del af familien.

For et par måneder siden havde hun en dag hvor hun var sløj og ved siden af sig selv, og jeg tog mig selv i at være oprigtigt bekymret og følelsesmæssigt påvirket, og der gik det op for mig, hvor stort indtryk hun har gjort på relativt kort tid.

Der er ingen tvivl om at det er en stor omvæltning og en kæmpe opgave at blive hundeejere, og mit bedste råd må være, at er man den mindste smule i tvivl, så hellere vente lidt – Men har man tid, overskud og mod på at gå all in særligt de første måneder, er det det hele værd. Hera er sød, mild og god, og på alle måder et perfekt match til os.

Mange har spurgt om fordele og ulemper ved en stor hund, og det er jo meget en smagssag og et spørgsmål om temperament. Men vi vidste fra starten af at vi ikke ville have en lille hund, og at vi gerne ville have en hund med meget energi, men som omvendt også kan tage det roligt – Og det kan Hera. Hun elsker at komme med på tur og at lege med børnene i haven, men hun elsker virkelig også at tulle rundt i huset og at varme vores fødder, når vi sidder i sofaen. Og ja, så synes vi også, at grå Schæfere er ekstremt flotte og at de har et roligt og virkelig dejligt sind – hvis altså man opdrager dem rigtigt – men sådan er det med alle hunde, hvilket også er en af grundene til, at jeg endnu engang understreger, at det er en beslutning og en opgave man skal være sikker på at man kan løfte. Eneste umiddelbare ulempe er, at schæfere har et dårligt ry, og mange derfor bliver forskrækkede, når de møder hende, og at vi derfor sjældent kan gå med hende løs af hensyn til andre. Til trods for at hun aldrig forlader vores side. Men det er faktisk det eneste jeg kan komme i tanker om nogle gange er lidt ærgerligt.

Fordelene er mange. Hun passer på os. Hun er nuttet. Børnene elsker hende og hun elsker dem. Hun skaber tryghed. Og så er hun seriøst den bedste hund jeg nogensinde har mødt – Objektivt, naturligvis 😀

(næsten) et år er gået og jeg ser frem til mange mange flere med Hera ved vores side.

 

Dårlige dage giver gode dage

I går var jeg en tordensky. Helt hidsig, snappy og irritabel. Jeg gik ned på stranden og brølede ud i vinden på et tidspunkt fordi jeg havde så meget raseri ophobet indeni. Det hjalp kortvarigt, men ændrede ikke på min korte lunte, vrisseriet og at jeg senere lossede hårdt til en vasketøjskurv. Flot.
I dag skal være bedre.
Jeg ved godt, at de dårlige dage er med til at gøre de gode dage bedre, men lige i går måtte for min skyld gerne have været sprunget over. Normalt kan jeg godt finde ud af at gøre noget ekstra godt for mig selv på de dage, der er dumme, og på den måde vende humøret eller om ikke andet mildne det lidt. I går var ikke sådan en dag, og jeg tog mig selv i at dyrke det lidt. Samt at love mig selv, at i dag ville blive bedre. Nu er det i dag og jeg er stadigvæk en sur røv, MEN jeg nægter at gå ned af den vej igen, og har besluttet mig for at i dag er en god dag. Jeg spiste tre skumjulemænd til morgenmad og har sendt Michael ned efter formiddagsbrød og vil nu klippe morgendagens podcast til jer inden jeg tager til møde i Helsingør. Jeg har i øvrigt lige fået statistikken – og Krøllet Kærlighed er den 8. Mest lyttede podcast på hele Podimo. Whoa! Tak <3

… Og så ringede vuggestuen. Loulou har feber og sår i munden (Hånd- fod- mundsyge?) … Fedt at hendes mor og far ikke opdagede det i morges. Suk.
Ny plan: Sofakontor med sygdomsmus inden møde i Helsingør, og så må jeg klippe lyd i aften. Det kan også noget.

God onsdag! …eller dårlig onsdag, hvad end du er til.