Den svære realitet. Hvordan taler man med sine børn?

Det er jo for langt de flestes tilfælde uundgåeligt at gå igennem et helt liv uden at opleve nogle slemme og grimme ting. Både dem der kommer helt tæt på en, dem der foregår i periferien, men som alligevel rammer en på den ene eller anden måde, og så er der selvfølgelig alt det der foregår ude i landet og i resten af verden, som også kan påvirke en. Som ens børn bliver ældre, begynder de også at blive påvirket af de ting, mere og mere, og jeg føler at det kan være en kæmpe udfordring, at manøvrere i. Hvor meget skal man sige, dele, tale om med sine børn.
Det er edderdælme svært. Og jeg ved ikke om jeg har fundet løsningen, men jeg har en holdning til det, og en måde at gribe det an på, som jeg tror virker. Det gør det i hvert fald for os.
Jeg tror først og fremmest, at der er så stor forskel på børn, at der dermed ikke er en gylden opskrift på, hvordan man griber det an. Men jeg tror også, at vi er rigtig mange voksne, der nogle gange kommer til at afskærme vores børn for meget fra alt det grimme, og at det kan forværre situationer både nu og senere i livet, da børns fantasi ofte er langt værre end virkeligheden, og at de, især når man ikke taler om tingene, kan komme til at tage følelser og skyld på sig selv, som de ikke skal. Jeg har for eksempel indtil for ganske få år siden troet at jeg var skyld i noget, der skete i 1994, og som jeg først havde mod til at konfrontere min mor omkring for få år siden. Hun anede det ikke, og da vi talte om det og jeg sagde det hele højt, kunne jeg godt selv høre, at det stadigvæk var min barnehjerne, der spøgte. Og det er hundrede procent fordi vi ikke har fået det talt ordentligt igennem dengang. Og det skal så lige siges, at jeg faktisk synes at mine forældre har været ret gode til at involvere mig, men at de jo også bare er mennesker og ikke perfekte. Præcis ligesom mig, og dig.
Det er en svær balance, og igen er den så forskellig fra barn til barn og familie til familie. Men jeg tror det er vigtigt at gøre op med sig selv, hvordan man vil gribe det an. Vi har i de seneste par år gentagende gange stået i situationer, der har krævet nogle svære og anderledes snakke med vores børn. Især den ældste.
Det er svært. Det er fucking svært.

I den seneste uge stod vi der igen. Med en hardcore situation. Ikke en, der direkte involvere os, men alligevel har ramt os som et lyntog lige i mellemgulvet, og som er umulig ikke, at tale om. Vi har endnu ikke fået taget snakken med børnene, eller barnet, som det i dette tilfælde bliver i første omgang, da de to små ikke kommer til at lægge mærke til eller være påvirket af situationen. Detaljerne kan og vil jeg ikke komme nærmere, for det er både privat og involverer andre mennesker, som ikke vil eller skal hænges ud, men detaljerne er også helt og fudstændigt underordnede, for det er mere dét at tage en svær snak med sit barn, som jeg gerne vil dele mine tanker omkring, og måske få jeres input til.

Jeg har berørt emnet en smule før, ved jeg, og jeg beklager hvis jeg gentager mig selv for meget, men nu står vi bare i en situation, hvor vi igen skal have en snak, som i virkeligheden ikke er for børn, men som er nødvendig at have, fordi at det usagte og uvisse som regel utroligt nok kan føles større og værre i et barnehoved, og han kan ikke undgå at bemærke, eller overhøre, hvad dette specifikke tilfælde handler om.

Jeg tror fuldt og fast på, at man gør sine børn en kæmpe bjørnetjeneste ved at skærme dem for meget og ikke tale om de ting der gør ondt, er svære, grimme og som selv for en voksen, kan føles uforståelig og uretfærdig.
Det er også noget vi som forældre herhjemme ikke altid er helt enige i, og det skal man også finde rundt i på en måde, hvor man ikke træder hinanden over tæerne, og alle forældre ved, at lige præcis forældretæer er dem, der gør mest ondt at blive jokket over.
Jeg synes vi skal taaaale og deeeele enormt meget med vores børn, og det gør Michael sådan set også, men i mindre grad edn jeg gør, men det er også fordi at vi som mennesker er forskellige på det punkt, og hvor Michael sagtens kan tale om en ting en enkelt gang og så ellers lægge låg på og ikke tænke over det mere, går jeg ofte og dyrker episoder og følelser rigtig længe, også for længe engang i mellem.
Jeg tror ikke at det ene er bedre eller sundere end det andet, men jeg er overbevist om, at en mellemting er fornuftig og god. Og igen, ligesom at der er forskel på os, er der det også på børn. Nogle skal tales igennem alt og have enormt mange informationer, imens at andre kan nøjes med at få et hurtigt referat, et par highlights og svar på et par spørgsmål og så ikke andet. Mine børn befinder sig lidt over hele spektret hver især, og ofte er en enkelt snak nok, imens det andre gange sætter gang i en overflod af spørgsmål og følelser, og så tager vi den derfra.
For eksempel taler vi meget åbent om dengang Michael og jeg var fra hinanden, selvom der ikke var noget fedt ved det overhovedet og vi begge ville ønske det aldrig havde været sådan. Vi taler om de ting, der er på forsider og spisesedler, som Otto jo nu kan læse, og som jo rigtig ofte ikke er særlig rare. Om sygdom, dødsfald og alt det der er skrøbeligt, og jeg synes vi gør det på en god måde, for det meste, og jeg er rigtig glad for at vi ikke afskærmer dem, selvom det til tider ville være dejligt at kunne proppe dem i lommen for altid, men jeg tror de ville få et chok af dimensioner, første gang de som voksne oplevede noget, der rystede deres verden, hvis de fik lov til at ligge i den lomme til de flyttede hjemmefra.
Snakken skal tages, selvom den ikke er sjov.

Mandag uge 25: Lunteløb, praktisk gris og solskinsoptankning

Det er blevet mandag og en ny uge er godt i gang. Jeg har lidt andendags-tømmermænd og vågnede alt for sent til et helt stille hus. De andre sov, og med 35 minutter til Ottos mødetid, kom vi hurtigt op og ud. Nu er alle sendt afsted og jeg har åbnet hjemmekontoret, hvorfra jeg spiser chokolademadder og drikker kaffe, imens jeg med den anden hånd skiftevis besvarer lidt mails, catcher op på nogle nyheder, laver madplan, skriver indlæg, og forsøger at genskabe nogle word dokumenter, der er forsvundet. Det er ret sigende for min måde at gøre ting på, hvilket helt sikkert ikke er særlig sundt i længden. Jeg føler mig i hvert fald ofte lidt rundtosset.
I denne uge skal jeg holde en masse både hyggelige og nødvendige møder, jeg skal have samlet op på en hel del praktik, og så skal jeg så småt til at have planlagt vores sommerferie. Vi skal “bare” være hjemme, er planen, men der skal alligevel lidt planlægning til. I år kunne jeg godt tænke mig, at prøve at holde rigtigt fri, for selvom jeg elsker, hvad jeg laver og rigtig ofte kun ser og mærker alle fordelene, kan jeg også godt mærke, at det til tider er drænende altid at være på og tilstede, og aldrig helt kan lægge det ordentligt væk. Det kunne jeg godt tænke mig at prøve i år. Men det siger jeg selvfølgelig hver gang vi har ferie, og også hver weekend, næsten, og det lykkes sjældent. Men med lidt planlægning, bør det kunne lade sig gøre. Måske bare noget af tiden.

Jeg skal også have gang i bentøjet i denne uge, for på lørdag går det løs på Østerbro, hvor jeg skal løbe (igen: Jeg går altså. hurtigt og i powerwalk tempo, men løb bliver det simpelthen ikke må jeg indse) Sparta Make A Mark løbet, hvor jeg indsamler penge til Invandrer kvindecentret – Du kan tilmelde dig her, hvis du vil med.

Indimellem “løbetræning”, praktiske ærinder, arbejde og familieliv, håber jeg at presse lidt soldyrkning ind i ligningen. Jeg føler, jeg har brug for det, og at jeg har tilbragt for mange solskinstimer indendørs den seneste tid, særligt i sidste uge, hvor jeg skiftevis styrtede rundt for at gøre klar til fest, og resten af tiden sad plastret til min skærm og tastetur.
UD med mig.

Søndag, følelser og jordbæris

Sikke en weekend. Sikke en uge. Jeg er så drænet på alle tænkelige måder. Fysisk, mentalt, følelsesmæssigt. Jeg kollapser meget snart, men havde lyst til at pippe lidt herinde først. Jeg har været ramt af tekniske udfordringer på bloggen. Så de indlæg jeg havde lagt til udgivelse de sidste par dage er forsvundet. Heldigvis tror jeg, at de findes på min computer, så de rammer jer i næste uge i stedet.

I går holdte jeg en helt vidunderlig fest, som virkelig fik mig til at føle alting ekstra meget. Jeg er af dumme årsager helt utroligt følsom og forsigtig i mine relationer og har desværre en usund frygt for at blive valgt fra, hvilket er en af grundende til, at det at holde en fest helt heroppe i Hornbæk, var så grænseoverskridende for mig. For folk ville nok ikke komme. Det ville de fleste heldigvis godt, og da jeg sad i går aftes og kiggede udover et langbord proppet med dejlige damer, der havde prioriteret deres dyrebare tid på at være hos mig, måtte jeg lade en hemmelig tåre falde. Jeg er så rørt og taknemmelig og lettet, og jeg har svært ved helt at finde ord for det.

I dag har jeg, efter de sidste overnattende gæster tog hjem, været sammen med min familie. Vi kørte til Dronningmølle og spiste is på Jordbærcafeen, og handlede til burgere på vejen hjem, hvor familiens to yngste medlemmer, dog simultant fik en nedsmeltning af den slags kun 2 og 4 årige kan det, så det blev en lidt hektisk og knap så billedskøn afslutning på en ellers god tur. Burgere blev spist i haven, børn blev puttet. Jeg faldt også lidt i søvn, men vågnede en times tid efter og kravlede ned i sofaen til min mand, Instant Hotel på Netflix, lakridskonfekt og citronsodavand.

Nu er jeg gået i seng for alvor og er klar til St slippe søndagen og den bedste weekend. Helt flad, helt lykkelig og helt taknemmelig.

Skuffeskriv: Stop

Læs tidligere skuffeskriv her

Det her skriv hængte ikke så meget sammen, da det blev skrevet over en længere periode i et word dokument, og aldrig er blevet samlet eller skrevet færdigt. Det har jeg forsøgt at gøre nu. 95% er skrevet for lidt over ti år siden, resten for nu en uge siden, hvor jeg forsøgte at få samling på det uden at efterrationalisere imens – Men simpelthen skrive det som jeg ville have gjort som 23 årig uden viden om alt, hvad der er sket sidenhen. Det lykkedes ret fint, hvis jeg selv skal sige det, selvom jeg har forsøgt at bevare det flyvske og usammenhængende, da det var sådan mit sind fungerede på det tidspunkt. Jeg håber, at I vil tage godt imod det. Jeg har, som I ved, et ekstra svagt punkt for den person jeg var på det tidspunkt og de følelser jeg gennemgik dengang. Og det har af flere årsager taget lidt ekstra tid for mig, at turde trykke udgiv på denne her. For selvom alt endte godt, og jeg har vendt det hele til min fordel på så mange måder, er det ultimativt det værste jeg har gennemgået. Og det går ikke bare væk. Det er som at have et ar. Det kan ikke længere springe op, det gør ikke ondt og jeg glemmer faktisk helt at jeg har det. Men det giver først og fremmest noget karakter, og når jeg bliver mindet om det eller ser det selv, hænger minderne ved.

Stop

Jeg er jo blevet snydt. Det føles som snyd. Et røveri af noget jeg aldrig får lov til opleve for første gang igen.

Det er ikke i orden det her. Jeg får det aldrig igen. Oplevelsen. Graviditeten. Følelserne. Det her er sådan noget man gør sammen. Ikke alene.
Men det er jeg. Jeg er helt alene. Helt alene.
Det var ikke aftalen. Stop.

Ingen forstår mig.

Hvorfor skulle de?
Nogle gange trækker min mave sig helt sammen og jeg tænker kun på, hvor stor en belastning min sorg og vrede må være for alle i mit liv.
De rummer mig. Min smerte og alt. Men jeg kan godt se, mærke og forstå, hvad de i virkeligheden føler inde bag empatien. De er glade for, at det ikke er dem. Lettede. Og så synes de, at jeg skal til at komme videre. Det er så tydeligt.  Stop.
Det synes jeg også.
Men jeg kan ikke. Det er fysisk umuligt for mig.
Når jeg falder i søvn, og det kan jeg i det mindste nu. De første par uger efter chokket, tror jeg faktisk ikke at jeg sov overhovedet. Men når jeg falder i søvn, går der ikke længe inden mine tanker vækker mig, og jeg bliver fysisk revet op i en siddende position, hvor jeg nogle gange råber højt ud i mørket. Andre gange græder jeg som et hysterisk barn. Stop, er hvad jeg råber. Stop, er hvad jeg siger til mig selv.

Jeg tror i virkeligheden at det der gør mest ondt. Det er slet ikke svigtet, bruddet, eller situationen. Det er, at det aldrig kan gøres om. Det her bliver min første og måske eneste oplevelse med graviditet. Med at skulle have et barn. Mit barn. Som jeg endda skal dele med den person, der har sat mig i situationen som jeg så gerne vil ud af.
De sidste par uger er væk. Jeg har kæmpet for at holde mig selv i live føler jeg. Har gået byen tynd for at kunne være i mig selv. Når jeg står stille, sidder, står eller ligger, kommer alting op til overfladen. Jeg må gå, konstant i bevægelse, aldrig stoppe.

Men snart bliver jeg nødt til det at gøre det jeg råber og siger til mig selv og mine følelser. Stop.

Stop. Føl. Mærk. Kaper!

Tag ansvar over dit eget liv, kom over det. Kom videre.

Stop.

Stop for helvede.

Mandag, som var en tirsdag uge 24: Party planning, fuld kalender og skole/hjem samtale

Klokken er halv tolv om aftenen og jeg er netop sunket ned i min sofa, hvor jeg lige vil fyre dagens sidste mails afsted. Udenfor knokler Michael i mørket med en naboven, der har været så rar at dedikere sin aften til at hjælpe os med at slæbe byggematerialer. Haven skal ryddes op, der skal køres en del på genbrugspladsen og på alle måder gøres klar til de 25 kvinder, der kommer til middag og drinks på lørdag for at fejre min fødselsdag (som jeg holder et par uger i forvejen da erfaring siger mig, at ingen kan komme til noget sidst i juni). Dagen i dag er blevet brugt på noget så kedeligt som et langt revisormøde, sortering af papirer i mit lillebitte firma, nedskrivning af nogle af de opskrifter jeg skal bruge til mit næste skuffeprojekt (jeg brygger på en e-bog, som nogle af jer allerede har gættet), og på at forsøge at få styr på så meget som muligt til førnævnte fest, samt eftermiddagshygge med mine børn, fodbad og ispisning i haven og så en aften-luntetur som optakt til det her.

Jeg skal løbe lidt stærkt i morgen og torsdag, så jeg kan holde fri fredag (og lørdag og søndag) og få helt styr på de sidste ting til festen. Vi er ikke nået så langt med huset, som vi troede vi ville, selvom man skulle tro at vi var blevet kloge af skade. Det var vi ikke, og igen er vi ti skridt bagud.
Pyt. Vi når det, vi når, og det er heldigvis ikke så lidt.
I morgen har jeg en om muligt endnu længere liste jeg skal igennem, og så to møder – Et på skype, og et i Helsingør, og så runder jeg dagen af med en skole/hjem samtale med Otto og hans klasselærer, og så lidt mere party planning, og en masse oprydning. Torsdag skal jeg til København det meste af dagen, hvor jeg har et lægebesøg og to møder, og planer om at tømme min yndlings bland selv biks, til (you guessed it) festen på lørdag. Fredag vil jeg som sagt allerhelst holde fri fra min computer, så jeg kan få de sidste ting på plads til lørdag. Jeg kan godt mærke, at det betyder mere for mig, end jeg lige først gik og troede, denne her fest. Det kræver næsten sit helt eget indlæg, så der var lige endnu et punkt til min liste. Søndag har jeg tømmermænd og huset fuld af overnattende gæster, så jeg tænker at jeg inviterer dem, der har lyst, med på en gåtur på stranden og måske en omgang brunch et sted, inden jeg går i krig med oprydning og derefter mødes med min familie, der crasher hos mine forældre, til en søndagsmiddag, som vist nu kan kaldes for en fast tradition. Lidt ligesom i de gode gamle Vesterbro-dage.
En god med tosset uge. Jeg håber I har haft en god pinse, og en god dag.

Nu godnat. Uret ringer om fem tarvelige timer.

I øvrigt

  • Kommer jeg lidt for ofte til at tale til børnene som jeg taler til hunden. Dyyygtiiig.
  • Er jeg fuldstændig obsessed med køleskabs organisering. Ikke så meget i praksis, desværre. Men jeg ser mange youtubevideoer, pinterests og instaposts om emnet.
  • Skal jeg holde fest på lørdag (!) og vi har den længste to do liste for at kunne blive klar, som jeg lige nu ikke helt kan se, hvordan vi skal komme igennem, særligt fordi vi begge to har nogle fuldstændigt skæve arbejdsdage hele ugen.
  • Er det i dag der er premiere på Big little Lies sæson 2!!!
  • Har vi netop brugt det sidste plastiksugerør, vi havde. Nu kan jeg så ikke helt gennemskue, hvad der er bedst at konvertere til. Stål? Glas? Bambus? Porcelæn?
  • Slår jeg mine fødder og tæer markant oftere, efter vi er flyttet i hus med have, og det var i forvejen et decideret problem med de stakkels fødder altså. Det betyder blandt andet at åbne sandaler og sko er udelukket den næste lange periode, da mine fødder og negle simpelthen ligner noget, der er løgn.
  • Er sætninger som “Du skal ikke vande hunden, kun blomsterne!” og “Vær lige sød ikke at slikke på møblerne” ret almindelige for tiden. #HejLoulou
  • Har Loulou efterhånden knækket koden til at sige flere og flere ord og sætninger, og det er simpelthen så cute. Børnesnak er virkelig noget af det bedste jeg ved! Og når hun synger Lille Peter edderkop som bliver til “Lilla pop pop edderbob” med sin lillebitte stemme, er jeg ved at boble over af lykke.
  • Bor der tre fugleunger i vores anneks. Eller det gjorde der. Jeg håber virkelig, at de er fløjet fra reden, og ikke er blevet spist. Det var underligt hyggeligt at have dem derude under loftet.
  • Er jeg blevet ret begejstret for at have kjole på over bukser. Det er meget 90er agtigt, men det kan noget sejt, og har samtidigt den bonus, at det skjuler mine ben, som endnu ikke har set en solstråle i år.

Fuld plade på nostalgien

I går var en af de sjoveste aftener jeg mindes at have haft virkelig længe. Jeg var til Backstreet Boys koncert med en  veninde som jeg har kendt i 18 år og dermed har hørt riiiiigtig meget Backstreet Boys med, fa det var noget af det første vi fandt ud af, vi havde til fælles, da vi mødte hinanden i 2001 – At vi begge havde været og nok stadigvæk var kæmpestore BSB fans.

Vi havde fået pladser nærmest helt oppe under taget i Royal Arena, og det var på ingen måde husets bedste pladser, men jahatten, humøret og promillen tog sig ikke af den slags detaljer.

Drengene gik på, eller mændene er de jo for fanden nu, og vi blev kylet 18-25 år tilbage i tiden i halvanden time, eller hvor længe det nu varede, jeg ved det faktisk ikke. Men det er simpelthen noget af det sjoveste jeg mindes at have været med til. Vi gav totalt slip og dansede og skrålede vores stemmer i stykker, og jeg håber virkelig ikke, at vores engagement har generet folk omkring os, men jeg har ærlig talt ingen anelse, for vi var i en form for vakuum af nostalgi og adrenalin, og udover at være SÅ sjovt som det var, begyndte jeg fandme at græde på et tidspunkt. Det er så åndssvagt, at stå der til en boyband koncert som voksen kvinde og hyle, men jeg blev simpelthen så overvældet af følelser og en blanding af minder, påmindelsen om alle de faser jeg har været igennem de seneste 25 år, og så kontrasten fra den jeg var da jeg stod og skrålede med til de samme sange, præcis som jeg gjorde i Forum i 1998, til nu, 21 år senere, ved siden af et menneske som jeg virkelig elsker og føler jeg kan være allermest mig selv sammen med. Kombinationen af alt det fik i den grad vandværket igang, samtidigt med at jeg ikke kunne lade være med at grine af absurditeten i det på samme tid.

Efterfølgende købte vi de allerstørste øl vi kunne finde og havde en lang snak på en bænk, inden vi besluttede at købe endnu flere øl og tage hjem til min veninde. Her overtalte vi hendes kæreste til at deltage i vores nostalgi trip, og vi brugte resten af natten på at spille musik fra vores teenageår og drikke en masse af førnævnte øl, og så snakkede min veninde og jeg i yderligere flere timer, til solen stod op, inden hun puttede mig på deres sofa, hvor jeg sov en god tre timers powernap sammen med deres hund, og så vendte snuden mod det tog jeg sidder i nu, snuden hjem.

Hjem til mit voksne vidunderlige liv, med lommerne fulde af mindeguld og kærlighed efter en nat som teenager.

Jagten på de perfekte jeans #1

Jeg spurgte ud på Instagram i går, hvor pokker man finder de der helt perfekte jeans. I ved dem der bare fungerer og sidder lækkert. For der er langt imellem dem for mit vedkommende, og de få jeg har i skabet nu, er enten ved at være slidt op, eller sidder bare ikke som de gjorde engang (det er selvfølgelig ikke buksernes skyld, men altså, irriterende) og jeg vil så gerne finde et par eller flere som bare virker. Så jeg bad om hjælp, og maaaan hvor var der mange forskellige bud, og mindst lige så mange, der selv søger præcis samme. Så nu er jagten simpelthen gået ind. Og ja, jo, jeg er helt med på, at vi allesammen er bygget helt forskelligt, så jeg kan desværre ikke gå Sisterhood of the traveling pants på den. Men jeg kan her i første omgang dele de mange bud jeg fik, og så har jeg simpelthen tænkt mig, at bruge de næste par uger på at prøve mig igennem alle de jeans, jeg har fået foreslået indtil jeg finder DEM. Det bliver muligvis skide kedeligt at følge med i, men jeg har på fornemmelsen. at vi er mange, der leder med lys og lygte, så nu tager jeg en for de langbenede.
I skal være så hjertens velkommen til at give jeres besyv med i kommentarfeltet. Jeg skal nok i min research forsøge at tilgodese alle kropstyper og former undervejs.

Her er listen i vilkårlig rækkefølge:

COS
WEEKDAY /Særligt modellerne Thursday og Way fik mange rosende ord med på vejen
Tiger of Sweden
Acne (var engang alt jeg gik i, men de sidste to-tre par jeg var igennem gik i stykker for et godt ord – Men det er mange år siden jeg har prøvet et par sidst)
Ivy
H&M (Særligt shaping high waist)
Topshop
Gina Tricot
Levi’s (501)
Monki
Tomorrow Denim
Lee
& Other Stories (der fandt jeg faktisk et par virkelig pæne og gode jeans, lige da jeg havde fået Uma. De er nu udgået, og mine er slidt op)
Arket
Piezak
Dr. Denim
2nd day
Zara
Nudie
Mos Mosh
Esprit
Selected Femme
Noisy May
Anthropologie
ASOS
Five Units
Samsoe samsoe

Ok… Shit, der er mange, Jeg kan nok ikke prøve alle, kan jeg godt se nu, men jeg vil gøre mit allerbedste for at nå hele listen igennem. Det må sgu da kunne lade sig gøre.
Stay tuned … Jeg opdaterer løbende, både her og på instagram.

 

 

Effektiv kvalitetstid på hjul

REKLAME FOR DOT – Din offentlige transport

Der er ingen tvivl om, at noget af det, der har været sværest at vænne sig til, men som faktisk også har været noget af det, der har overrasket mig mest positivt ved at være flyttet langt væk fra, hvad der engang var min hverdag, er transporttid. Jeg har altid været vant til at kunne gå alle steder hen. Til nøds hoppede jeg på min cykel, eller tog en bus i ny og næ, men mine ben var og min foretrukne måde at komme fra a til b. Sådan har jeg det sådan set stadigvæk, men eftersom, at jeg nu bor 50 kilometer fra mit kontor, er det ikke længere en mulighed. Jeg kan heller ikke tage bilen, for jeg kan slet ikke køre, og selv hvis jeg kunne, får jeg helt koldved ved tanken om al den tid, jeg ville gå glip af, mens jeg sad bag rattet. Altså forstå mig ret, engang imellem frister tanken om en bil og et kørekort da helt klart, ligesom at minderne om de korte afstande og mine gåture er savnet. Men hvad jeg har fået og stadigvæk får ud af mine togture, har jeg slet ikke lyst til at undvære længere. Og jeg ved også, at det er en af grundende til, at jeg slet ikke har så travlt med at få taget det kørekort, for det er virkelig nemt med det offentlige, og så føler jeg at jeg får foræret en masse tid ved at tage toget.


Jeg arbejder nemlig for det meste på mine ture til og fra København. Det tager præcis en time og 20 minutter for mig hver vej, hvilket jo er en del, hvis man udelukkende tænker det som transporttid, men som jeg faktisk regner med ind i resten af min dag og dermed er en del af min arbejdsdag – Særligt fordi at de tre timer på hjul er koncentreret og dermed effektiv tid. Jeg når faktisk ofte langt mere på den køretid, fremfor tilsvarende mængde tid på kontoret, så på mange måder føler jeg, at jeg har fået mere tid af at være flyttet. Selvom det selvfølgelig er alt andet end sandt. Jeg har desværre stadigvæk kun 24 timer i døgnet…

Foruden den effektive arbejdstid jeg føler, at jeg får foræret, prioriterer jeg andre gange at bruge tiden i toget på ingenting. At koble af. Helt af. Hvor tit kan man lige det? Jeg kan sjældent. At kigge ud af en rude i en hel time, at lytte til en lydbog, at scrolle instagram, tale i telefon. Ting som jeg normalt nærmest skal skrive i kalenderen for at klemme ind, hvilket i øvrigt heller aldrig sker, får jeg serveret på et sølvfad ved at bruge offentlig transport. Det er uden tvivl den største fordel. Derudover er det simpelthen så nemt at komme frem og tilbage, til trods for at jeg skal skifte fra lokalbane (det man kalder grisen) til Kystbanen og omvendt. Og jo jo, selvfølgelig sker der forsinkelser og den slags engang imellem. Det er vist uundgåeligt. Men jeg har 7-9-13 været usandsynligt heldig hvad det angår i det år jeg har brugt offentlig transport. Og når det alligevel sker, er jeg faktisk bare glad for at sidde i et tog, fremfor i en bil på en motorvej, hvor der jo altså også kan ske uforudsigelige forsinkelser.

Jeg er helt til det. Og jeg anbefaler dig hermed at lade bilen stå lidt oftere. Sæt et kontor op på din togtur, eller brug tiden på at få catchet op på en serie, et telefonopkald eller brug tiden på at betale regninger eller bestille dagligvarer. Ting du normalt ville bruge dine pauser, eller aftentimer på. Jeg lover, at du bliver glad for det. Det er jeg i hvert fald.

Anbefalinger

Det er endnu engang tid til en omgang anbefalinger…. Se tidligere HER.

I dag gælder det både en app, der får mine børn til at koble af, et sted lige her i Hornbæk, en omgang fødselsberetninger og noget smuk hårpynt.

– Mine fødselsberetninger er blevet samlet, sammen med fire andre seje damers i en online artikel hos Børn i byen. I kan læse dem allesammen her. Og selvom jeg er færdig med at føde – Elsker jeg at høre og læse om fødsler. Hvis du har det på samme måde, vil jeg anbefale dig, at se med lige her.

– Noxi stories. Den fineste søvnmeditationsapp med små historier til børn – indtalt af børn. Så cute og fin. Men det allerbedste er, de sidste ti minutter af hver historie, der er musik med den smukkeste nynnen af Emilie Schiøtt som i måske kender som damen bag instaprofilen Friggshow. Hun har den dejligste stemme, der luller mine døtre i søvn på ingen tid. Appen er stadigvæk ny, så der er plads til forbedringer. Men indholdet fejler nul og niks.

– Streetfood i Hornbæk: Det fedtede hjørne, som er et lille bitte, men drøn hyggeligt Streetfood marked her i Hornbæk. Det er placeret lige ved stranden og har både langborde med bænke, hængekøje, en båd af træ, små borde og sofaer, man kan hænge ud i og spise sin mad eller drikke en drink. Der er både mexikansk mad, burgers, fish & chips og nepalesisk mad at vælge imellem (og jeg tror der kommer flere udvalg henover sommeren – Det gjorde der sidste år) og det er et helt genialt sted, at indtage sin aftensmad, både med og uden børn.

aunchie hårpynt. De fiiineste håndlavede hårbøjler. Jeg skal uden tvivl have købt en af de her hårbøjler til min fødselsdagsfest. Jeg hælder pt mest til denne her, eller måske denne. Men jeg skal måske lige beslutte mig for et outfit først…
Hvilket passende giver mig en anledning til en lille ekstra anbefaling, nemlig butikken Jerome Vintage på Frrederiksberg. Det er nemlig der jeg håber at kunne finde noget til min fest. De har en Instagram profil, hvor man også kan købe fra, men man skal være hurtig!

Det var det for nu.

Men. Jeg samler jo de her anbefalinger sådan lidt løst og løbende. Men hvis der er noget specifikt I gerne vil have anbefalet, skal I altid bare spørge. Jeg synes det er død hyggeligt at lave.