Skuffeskriv: Er god nok overhovedet godt nok?

I kølvandet på nogle af de følelser jeg har været ramt af on and off de seneste måneder (øh, prøv med et år), tænker jeg at et skuffeskriv der matcher den sindstilstand, er på sin plads. Egentlig har jeg længe undgået netop dette skuffeskriv. For det er faktisk ikke så gammelt som de skuffeskriv jeg normalt udgiver er, og så er det langt mere diffust end hvad jeg normalt udgiver.
Jeg ved egentlig godt, hvad jeg mener med ordene, men jeg har svært ved at færdig-formulere dem, og det er en ny følelse. Jeg plejer nemlig ikke at have svært ved at formulere mig, særligt ikke på skrift, men noget spænder ben. Følelsen af at være god nok, men ikke GOD nok er langt fra altoverskyggende, og i virkeligheden meget sekundær, og ikke konstant hæmmende (heldigvis da). Hvis den slet ikke var der, ville jeg måske have en større ro i de ting jeg gør, siger og er. Men omvendt ville det ændre en masse og måske fjerne den nerve, sårbarhed og skrøbelighed som jeg har lært at acceptere og holde af. Fornuften, og den har jeg heldigvis, ved at der langt hen af vejen er tale om en øjebliksfølelse, præcis ligesom lykke også kan være det.
Inspirationen skal nok komme igen, og skylle det ukonstruktive vrøvl væk, og fordi jeg for det meste ved, hvad det bunder i og hvor det stammer fra, gør det det nemmere at overkomme, fordi jeg har accepteret, at jeg ikke kan ændre det. Præcis som min psykolog fortalte mig mange år tilbage i forhold til de svigt og den chikane jeg har oplevet som ung, og at jeg nok aldrig kommer over det, men kan lære at leve med det.
Sådan er det også med følelsen af ikke at fortjene sin succes, og at tro på at andre er langt bedre end en selv altid.

Skuffeskriveriet kommer her:

Er god nok overhovedet godt nok?

Jeg bliver aldrig den bedste, den flotteste, den sjoveste eller den dygtigste. Og jeg ved slet ikke om det er det jeg stiler efter. For hvem er overhovedet alle de ting, og når alt kommer til alt kan man aldrig nogensinde vinde alt og alle – det skal man heller ikke. Jeg skal ikke.

Jeg bliver til stadighed overrasket, når jeg modtager rosende ord, og inderst inde tror jeg sjældent på det. Men omvendt higer jeg efter den. Bekræftelsen. Anerkendelsen. Eller faktisk bare alt andet end det modsatte.
Glem mig ikke. Had mig ikke. Ydmyg mig ikke.

Ordene: Du er god nok som du er, har jeg hørt, tænkt, og garanteret også sagt. Til mig selv. Måske til andre.

Men er god nok, godt nok? Af en eller anden årsag gemmer der sig en næsten negativ undertone i “god nok”, som om at man ikke har gjort sig umage, ikke er tilstrækkelig, eller i hvert fald som minimum kan blive bedre. I hvert fald i mine ører, og måske er det lige præcis dem, der skal omstilles til at høre det som mere end rigeligt. God nok er mere end godt nok.

 

 

Mandag uge 38: Jonglering

Det er mandag formiddag og jeg har taget hul på en uge med børn, hverdag, logistik og en kabale jeg ikke er sikker på kan gå op. Jeg startede dagen med at være morgensur, hvilket gik ud over både mig selv, børnene og hunden. Pisse hyggeligt. Det lykkedes mig heldigvis, at tage mig selv i kraven og vende stemningen. Børnene fik lov til at se Ramasjang og spise morgenmad i sofaen, imens jeg drak en stor kop kaffe og trak vejret ned i maven, inden jeg gik i gang med madpakker, tøj og tandbørster. Vi endte på den måde med at have en ret hyggelig morgen alligevel.

Jeg arbejder hjemme i dag, da det ser ud til at blive den eneste dag, med undtagelse af måske fredag, hvor jeg kan det. Jeg forsøger ellers, i de uger jeg har børnene, at arbejde hjemme 3-4-5 dage, da det gør dagene noget roligere og nemmere. Men i denne uge kan det ikke blive sådan. Jeg har møder, optagelser og events næsten alle dage, og håber bare, at det hele går op. Jeg har sørget for Nemlig.com levering og måltidskasser hele ugen, for at gøre nogle ting lidt nemmere, selvom det økonomisk ikke er den klogeste beslutning, men tidsbesparelse kan man næsten ikke sætte en pris på.

Weekenden har været en lille smule rå for mig, og jeg tror også det er derfor jeg var en så dårlig version af mig selv i morges. Savnet til børnene var en hård nyser denne gang, og så var det vores bryllupsdag i lørdags. Dét havde jeg egentlig tænkt mig at glide let og elegant henover og da i hvert fald slet ikke nævne her. Men altså. Nu gør jeg det alligevel. Det var ikke sjovt, lad mig bare sige det.

Jeg er dog ved nogenlunde mod i dag, hvis man ser bort fra i morges, og har nået en hel del allerede, selvom klokken ikke engang er 11 endnu. Det er de bedste dage – Dem hvor jeg er produktiv fra morgenstunden af. Senere, når jeg har nået det jeg skal, vil jeg gå en lang tur med hunden, og så hente børnene lidt tidligt og forsøge at score noget aftensmad og voksenselskab hos mine forældre.
Jeg håber jeres mandag og uge bliver god og rar.

Mental u-vending

Mine skriv for tiden er ret gennemsyret af min situation og de svære tanker og følelser, der hører med. Det skyldes selvfølgelig, at det er det der fylder meget af tiden, og særligt når når jeg sætter mig ved tasterne, for det er min ventil og mit frirum, og jeg stopper nok aldrig med at gøre det. Skrive ned, og dele. Men jeg har også i den grad brug for det modsatte. At bruge min skrivetid på det gode, det rare, det ligegyldige, det lette. “I øvrigt”, shoppe indlæg, reklamekampagner, ikke blog-relaterede arbejdsopgaver (jeg skriver stadigvæk børnehistorier, som jeg glæder mig til at dele med jer meget snart) og selvfølgelig hverdagstrummerum, og jeg forsøger for både min egen og jeres skyld at balancere det hele på alle mine kanaler.
I dag er sådan en dag, hvor jeg kan mærke, at jeg ikke skal gå ned i det svære. Jeg sad ellers med næsen i et indlæg, der gik i dybden med en følelse af utilstrækkelighed, som jeg helt klart skal skrive færdigt. Men ikke i dag. Det blev tydeligt for mig, da en kvalme og vrede kom snigende imens jeg ledte efter ord, som jeg ikke kunne finde. Så det er hermed blevet en af de dage, hvor jeg aktivt lige laver en tvungen mental u-vending, ved at fylde min dag op med aftaler og gøremål, skrive om tøj, samt at have noget i ørerne, næsten hele tiden. Podcasts, musik, telefonopkald. Om det er en god taktik, som rent faktisk løsner op eller bare udsætter det tunge, ved jeg ikke helt, men jeg har behov for de pauser det giver, så uanset hvad, er de godt givet ud. Ironien i den taktik er, at jeg altid har været lidt imod den, og tværtimod haft den indstilling, at følelser skal føles til ende, når de dukker op. Både for ikke at trække dem i langdrag og gøre dem tungere, men også fordi jeg faktisk slet ikke har kunne finde ud af at pakke dem væk, og slet ikke så det som en mulighed. Troede slet ikke jeg var i stand til det. Det er jeg heller ikke altid, men når jeg er, så er det en kæmpe succes. I dag tror jeg det lykkes.

Shopping: Efterår

REKLAME: INDLÆGGET INDEHOLDER REKLAMELINKS (markeret med *)

Sommeren er slut og det kan mærkes. På mit humør og på vejret. Der er da bestemt noget fint ved efteråret. Det smukke lys om eftermiddagen, naturen der ændrer farver, hyggen, og det pæne tøj. For selvom jeg foretrækker sommeren og næsten aldrig har tøjkrise, når temperaturen er over 20 grader, kan de kølige dage også noget. For strik, lag på lag og støvler er også pissepænt.

Det er det det skal handle om i dag. For et par uger siden tømte jeg (igen) 3/4 af mit skab, smed halvdelen til veninder og til genbrug, og den anden halvdel til salg hos Lidkøb på Østerbro. Der er derfor lavvande i min garderobe, og selvom jeg står tilbage med udelukkende lækre sager, mangler jeg nu en håndfuld efterårsting, og jeg har kig på følgende:

Oversized hvid skjorte. Perfekt under striktrøjer eller for sig selv over jeans. Der er noget ubesværet coolness over sådan en crisp hvid skjorte, og denne fra H&M ser helt perfekt ud. Den koster 179,- lige her*

De her tynde Merino uldtoppe fra Cos, har jeg nævnt før. De er en fast del af min efterårs/vinter garderobe, og de holder virkelig godt. Jeg køber nye hver andet/tredje år fordi jeg slider dem op. De er pæne for sig selv, men også helt geniale under skjorter, kjoler, trøjer og så videre, når det bliver rigtigt koldt. Den koster 390,- HER*

Fin oversized strik med lange ærmer. Jeg foretrækker meget lange ærmer i striktrøjer. Både fordi jeg har lange arme, men også fordi det ser virkelig pænt ud under en jakke, og så er der mulighed for at lave opsmøg, hvilket også ser cool ud. Denne er perfekt både i pasform og farve. Fra & Other stories til 560,- HER*

Jeg er på udkig efter en lang sort uldfrakke som denne, da min fra forrige år, som ellers var perfekt, desværre har hængt et dumt sted og er blevet solbleget på det ene ærme. Denne fra Weekday er et virkelig godt bud. Den koster 1200,- HER*

Denne skjortejakke har I måske set mig i, hvis I følger med på instagram. Jeg købte den inden efteråret tog fat, så har først rigtigt kunne bruge den nu, og jeg elsker den. Den er perfekt som overgangsjakke. Bemærk at den er stor i størrelsen, men jeg har dog alligevel taget den i en større størrelse, for jeg kan jo tydeligvis godt lide det oversized look, og da jeg er høj, synes jeg ikke det gør noget med lidt ekstra længde. Den koster 499,- hos H&M her*

Jeg har ledt efter en hvid strikvest i nogle uger, og nu er denne lige landet hos H&M. Jeg vil bruge den over skjorter eller t-shirts, til jeans. Den koster 179,- Her*

Jeg har denne i hvid fra sidste år, og er så glad for den. Nu er den kommet i denne smukke mørke gråbrune farve, og den vil jeg gerne have. Den findes også i en smuk lyselilla. 249,- hos H&M HER*

… Det var vist det for nu. Jeg forsøger at holde de her indlæg relativt korte og overskuelige, selvom det ikke altid er lige nemt, for der er virkelig mange fine ting derude lige nu. Håber I kan bruge det til noget <3

 

Mandag uge 37: Dobbeltliv i København

Det er mandag formiddag, og selvom jeg havde planer om at tage på kontoret i dag, er jeg endt med at sætte mig til rette i mit eget selskab, i den lejlighed jeg har lånt i denne uge. En arbejdsrelation, som jeg klikker vanvittig godt med og derfor er ved at indgå et ægte venskab med, har heldigvis for vane at rejse en del, og det har betydet, at jeg for nu anden gang har fået nøglerne til en hyggelig oase på Østerbro, imens hun er væk. Her skal jeg tilbringe det meste af min uge, hvor børnene er sammen med deres far hjemme i Hornbæk. Jeg tager nok hjem og spiser med dem en enkelt dag eller to, da det fungerer rigtig fint i vores arrangement, at man lige stikker hovedet ind en dag midt på ugen – så det bestræber vi os på at gøre hver især, når det passer.

Jeg har en del arbejde denne uge, hvilket er en glimrende måde at distrahere mig selv på, og så har jeg aftaler, der selvfølgelig involverer en masse vin. Deriblandt to fødselsdagsfester hos gode veninder i weekenden, som jeg ser meget frem til.
Dobbeltlivet har jeg ikke vænnet mig til, det gør jeg nok aldrig helt, men ingen tvivl om, at det bliver mindre og mindre smertefyldt fra gang til gang. Og på et tidspunkt, når jeg får en ægte base, der er min, bliver det helt sikkert udholdeligt. Nu er min kaffekop tom, igen, og jeg har en deadline om under en time, så jeg vender tilbage til mit word dokument. Jeg håber I har en dejlig uge og en god mandag.

Og en lille, men vigtig sidebemærkning; Tak for den gode stemning her og på instagram for tiden. Det har virkelig ændret sig ovenpå et råt forår og en sommer med meget spydighed og en lidt hård tone, der gav mig en kronisk knude i maven og bukket nakke. Der er langt imellem det nu, og det lader kærligheden strømme ordentligt igennem, så det kan mærkes. Det løsner gevaldigt op for min lyst til at dele og være. Tak.

I øvrigt

  • Er det officielt efterår i dag. Sommeren er slut. Jeg er ikke klar til at acceptere det, og har krampagtigt lyst til evig sommer.
  • Skal Otto på lejrskole i morgen. Det er ikke første gang, men jeg tror aldrig jeg vænner mig til det. Der er bare noget unaturligt i at sende sine børn på tur med andre mennesker. Men fedt, fedt for ham.
  • Har Loulou smidt både ble og sut i starten af sommerferien, og selvom det er en kæmpe lettelse, er der noget sært i at den del af vores liv er helt slut.
  • Er vindueskarm-sæderne i metroen i København det mest ubrugelige nogensinde. Man får enten ondt i hele skroget af at holde sig selv oppe og/eller glider ned af dem.
  • Har jeg mistet tre par solbriller og fire (!) øreringe i løbet af få måneder, hvilket er virkelig atypisk for mig, men fortæller lidt om min nyfundne distræthed.
  • Har samme distræthed resulteret i at jeg tre gange henover sommeren har glemt at betale små regninger, der nu ikke er så små længere. Simpelthen så kikset. #KommerDerSnartEnVoksen
  • Tager jeg tilløb til at genindføre fredagsfølger på instagram (@cecilierubini) og i det hele taget være lidt mere PÅ. Savner det, har bare været lagt ned af præstationsangst, en udefinerbar følelse af at være  og efterveerne af en håndfuld troldeangreb. Jeg hanker snart op.
  • Drømte jeg i sidste uge to nætter i træk, at jeg var gravid i 7. måned med trillinger.
  • Kan jeg kun holde ud at se reality, og har slugt alle afsnit af 90 day fiance (På Dplay) og troligt fulgt med i den nye sæson af The Real Housewives of BH (Tv2 play), som sluttede ret uforløst, fordi: Corona.
  • Har jeg været SÅ tæt på at få en lejlighed her i Hornbæk to gange, samt to styks i København (bare midlertidigt og til at være i hver anden uge) at jeg mentalt allerede var flyttet – Men alle fire forsvandt af langt ude årsager under næsen på mig. Havde glemt hvor sindssygt lejemarkedet er.
  • Er jeg blevet bidt af meget farverig øjenmakeup og har købt en lilla mascara, og en blå (reklamelink), og føler mig SÅ smart med det på.

Søndag er en ny slags mandag

Mandag har ry for at være en skoddag, hvor alt går lidt skævt og ugen er svær at løbe igang. Sådan ved jeg ikke om jeg har det, men jeg har til gengæld en anden dag der er svær. Den dag var i går. Hver eneste søndag bliver mit liv vendt på hovedet og hver eneste søndag er jeg ved at kaste op over det. Jeg er ked af det hele dagen, melankolsk, sover som regel stort set ikke på grund af kaostanker, hverken natten op til eller natten efter. Og så bliver det mandag, og så er det hverdag, og så kan jeg lidt igen – for så kører hverdagshjulet med mig ombord. Hver anden søndag er det afskeden med børnene og huset, der gør ondt og er sær, og de modsatte søndage er det at skulle tilbage i rutinen, tilbage i ansvaret, den dårlige samvittighed, og at se mine børns far forlade matriklen, velvidende om, at han er ved at gå i stykker over det, præcis som jeg selv har været det en uge forinden. Så kommer aftenen og natten, og man er alene, og er enten efterladt helt til sig selv med udsigten til en uge med overarbejde, savn og drinks, eller skal forberede en uge fuld af madpakker, vasketøj og arrangementer som eneste voksen i huset. Det er svært at forklare, hvis man ikke har prøvet det.

Præcis som hver anden onsdag back in the day, hvor det var en del af min morgenrutine at hyle ved min cykel ude foran børnehaven, inden jeg kørte afsted på arbejde, er søndag nu blevet den dag, dog alligevel ekstra sprødt og hårdt, hvor det oveni købet er rodløst, da jeg pt sofasurfer og bor i en taske og føler mig i vejen, hvorend jeg er syv ud af 14 dage.

Det skal nok blive nemmere. Alt bliver nemmere, når mere falder på plads. Jeg ved det godt, og det er den viden, der holder mig oven vande hver eneste søndag. Men jeg har aldrig før følt mig mere alene, sårbar, udsat og usikker. Og i denne uge tog jeg søndagen med ind i min mandag. Sikkert fordi jeg kun fik små tre timers søvn i nat. Mange kopper kaffe, en masse arbejde, utallige tudeture, et langt bad og en rengøring senere, har jeg nu hentet mine børn hjem fra skole og børnehave, og kan igen trække vejret. Lige indtil næste søndag …

Disclaimer: Det er ubeskriveligt sårbart og grænseoverskridende at dele disse indlæg, og jeg vil endnu engang gerne minde om, at der er tale om om glimt – Bittesmå brudstykker af et stort billede, der indeholder meget andet. Også lykke, ro, glæde og alle andre sindstilstande. Men jeg nægter at undlade det der er svært – Jeg ved jeg ikke er alene. Gode råd, holdninger, samt kommentarer omkring at det er mit eget valg, at det er værre for mine børn etc. Vil jeg meget gerne være foruden. Jeg har rigeligt af den slags tanker helt selv. Tak <3 

 

 

Fortidstrøst og 11 års skribleri

Jeg er i gang med en større oprydning på bloggen, hvor jeg sletter dobbeltindlæg og døde links. I den proces får jeg læst en masse af mine indlæg, hvilket er en blandet fornøjelse – Små 11 års liv nedskriblet byder på lidt af hvert, men heldigvis sidder jeg mest tilbage med en god følelse og en stolthed som kommer lidt bag på mig.
De seneste år har været så absurde og hæsblæsende, og på en eller anden måde giver dét at læse tilbage og blive mindet om alt det der er sket, og hvilke følelser jeg har været igennem, en form for ro i at lige meget hvad der sker og hvordan fremtiden former sig, så er der noget at se frem til på den anden side. En læring, en ordentlig portion melankoli og noget andet – Ikke nødvendigvis bedre eller værre, bare noget.
Det er rart og trygt, og skide mærkeligt at kunne bladre i sit liv på den måde, og det giver helt klart noget perspektiv og en masse eftertænksomhed som jeg måske ubevidst havde (har) brug for. Og nu slår det mig, at jeg tror den følelse og dét at det er længe siden jeg sidst har lavet en føljeton, at det bliver startskuddet til netop det, a la den jeg lavede da bloggen blev syv år. Måske blandet med noget “bag indlægget” (og, ja, jeg skylder en fest) som I plejer at tage så godt imod. Det får jeg sat op lige så snart min computer kommer hjem fra computerhospitalet senere på ugen.

 

 

 

“Det går faktisk af helvedes til”

Ovenstående fløj ud af munden på mig tidligere på ugen, da en veninde og jeg sad med hver vores lunkne kaffe balancerende på et vakkelvornt cafebord på et fortorv i København. Det er ikke helt rigtigt. At det går af helvedes til. Men sådan føltes det lige der, og sådan føles det i glimt. Andre dage og gange har jeg det fint og dejligt og rart. Sådan er livet tit, men lige nu ekstra meget. Jeg er på den ene side træt af at svare på spørgsmål omkring mine følelser, omkring praktik og fremtidsplaner, og omvendt ude af stand til at tale om meget andet. Jeg føler at jeg lever i et vakuum, som jeg gerne vil, men er ude af stand til at bryde ud af. Jeg lever i og med det, og ved at det ikke er for evigt. Men lige der, var det en befrielse at svare lige ud af posen, helt uden filter, helt uden optimisme og høflighed. Bare helt af helvedes til.

Mandag uge 34: Fødselsdag, hedebølge og planlægning

Jeg er tilbage i Hornbæk og i hamsterhjulet. Madpakker, vasketøj, indkøb vækkeur og lektier, kærlighed, børnelatter og bittesmå kys. Sidste uge var svær for mig, kan jeg især mærke nu på den anden side. Til gengæld ser jeg frem til denne uge, hvor det ser ud til at hedebølgen bliver hængende i nogle dage, så vi kan komme på stranden. Jeg Har fået et nyt pludseligt behov for at planlægge meget mere end jeg nogensinde har haft før. Det skyldes en følelse af rodløshed og manglende overblik for fremtiden. Hvor jeg tidligere har haft det fint med det ubekendte, føles det pludselig skræmmende og usikkert, og det hjælper struktur og planlægning på. Så alt bliver skrevet ned og jeg sætter bittesmå delmål for mine dage. Både praktiske kedelige ting, og rare selvforkælelsespunkter, såsom at prioritere et dyp i havet hver dag, lange bade og kaffepauser. Jeg søger derfor en pæn og overskuelig familiekalender, vi kan hænge op herhjemme – Tips til sådan en modtages med kyshånd.
Jeg arbejder hjemme de fleste dage – I skrivende stund fra min nybyggede terrasse i skyggen med kaffe og morgenbrød. I morgen og onsdag har jeg et par møder i København, og derudover skal jeg skrue lidt op for min boligjagt (hvis du hører om en lejelejlighed i Hornbæk by, er jeg meget interesseret), og så har jeg et par kaffeaftaler her i byen. På søndag fylder mit ældstebarn 11, og han har bestilt brunch, chokoladekage og SUP. En rar uge tyder det på.

God mandag til jer <3