Skuffeskriv … Da jeg-formen var for svær

Læs tidligere skuffeskriv HER

Det er længe siden, der har været et skuffeskriv fra ‘The break up’ her på siden. Der er flere grunde til det. De begyndte at hænge mig lidt ud af halsen, og jeg blev irriteret over alt fra småfejl i teksterne, til den mangel på håb, der går igen, og sorgen der er i mange af dem ramte mig som en alt for udleverende del af mit liv. Vores liv. Det gør det jeg vil dele med jer i dag også. Det er som altid grænseoverskridende at dele, men omvendt en vigtig brik i min historie.
Skrevet i en tredjepersonsfortælling. Måske fordi, at det gjorde for ondt at fortælle i jegform, måske for at distancere mig fra min egen virkelighed. Måske skrevet med henblik på at udgive.
Jeg er i tvivl.

Hun stirrede på sig selv i spejlet, hendes talje var blevet erstattet af en topmave. De lange slanke arme og ben gjorde at mavens facon fik det til at se ud som om, at hun havde fået en kage for meget. I virkeligheden havde hun ikke fået et ordentligt måltid i flere måneder. Kvalmen og opkastningerne havde sendt hende på hospitalet af flere omgange, til væskedrop, kvalmestillende og akupunktur.
Da kvalmen endelig var stoppet, var den blevet erstattet af en hjertesorg så inderlig, at den viste sig fysisk i form af flere opkastninger, krampagtig gråd og søvnløse nætter i massevis.
Hun rettede på sit tøj endnu engang og tog en dyb indånding, inden hun greb sin jakke og småløb ud af døren. Hun skulle se ham for første gang, siden den aften 4 uger tidligere, hvor han forlod deres fælles lejlighed med den blå Ikeapose over armen. Den nat sov hun ikke, faktisk havde hun ikke fået sammenhængende søvn siden da. Nætterne var de værste. Stilheden var ubærlig og frygten for at sove endnu værre. For når hun endelig sov, vågnede hun med en følelse af, at det hele havde været en drøm. Og det splitsekund det tog fra hun slog øjnene op og til det gik op for hende, hvordan det hele hang sammen og hun skulle gennemleve det hele endnu engang, gjorde det ulideligt at sove.

Hun drejede op ad Vesterbrogade og kunne allerede nu se den lille røde bil holde på hjørnet af Viktoriagade, hvor de skulle mødes. Hendes hals snørede sig sammen og hun havde allermest lyst til at vende om og spurte så hurtigt hun kunne.

De få meter over fodgængerovergangen føltes lang og tung. Selvom hun endnu ikke kiggede ind på ham i bilen, kunne hun mærke hans øjne på hende, sådan som hun altid havde kunnet. Hun satte sig ind på sædet ved siden af ham. Han så godt ud, var solbrændt og havde en kasket på. Han smilede og lænede sig over mod hende for at kramme hende. Hans duft ramte hende som et knytnæveslag lige midt i ansigtet. Hun skulle kæmpe hårdt for ikke at bryde sammen, hendes ansigt fortrak ikke en mine og hun bad ham om at starte bilen. Få minutter senere parkede de bilen på hospitalets parkeringsplads. De var i god tid og tog plads sammen i venteværelset. Det var ikke mere end 2 uger siden hun sidst havde siddet der, alene, i præcis samme stol. Det havde været en ambivalent oplevelse at se hendes barn på skærmen, at få at vide at der indeni hendes mave var en lillebitte dreng. Tårerne havde trillet ned af hendes ansigt, af glæde, forundring og af sorg over at han ikke var der. At han virkede så ligeglad. Det var også med rystende hænder, at hun den dag tastede hans nummer og for første gang skulle høre hans stemme i hvad der føltes som evigheder. Han lød glad, og hun kunne høre at han blev rørt.
Hun havde skyndt sig at afslutte samtalen derefter, undskyldte sig med, at hun havde travlt og at det nok var et dyrt opkald, helt til Thailand. I virkeligheden var hun ved at knække og hun frygtede, at han ville kunne høre det. Det var så vigtigt for hende, at han ikke kunne mærke, at hun var såret. Og svag. Ingen følelser. Ikke flere. For det var jo det, der havde drevet ham væk – Hendes evige klynken. Var det ikke?

Det var blevet deres tur, hun lagde sig op på briksen og hev op i trøjen. Der gik ikke længe inden de kunne se deres dreng spjætte oppe på skærmen. Hun glemte et øjeblik at trække vejret, da han tog hendes hånd i sin. Scanningssygeplejersken var meget grundig og gennemgik alle barnets organer, mens hun lidt kort for hovedet forklarede og beskrev, hvad der var på skærmen. Da de var færdige, printede hun en stribe grumsede billeder ud til dem. De gik tavse ud mod bilen, solen skinnede og de stod et kort øjeblik og talte om, hvad de lige havde set. Hun var overrasket over hans entusiasme og over hans blanke øjne. Han var tydeligvis rørt og glad. Hvilket kom bag på hende, da hans handlinger de sidste mange uger, havde vist noget helt andet. Hun stod med blikket rettet mod asfalten, mens hun ventede på, at han røg det sidste af sin cigaret. Hendes fødder gjorde ondt, men det var også længe siden hun havde haft høje sko på og de ekstra kilo kunne mærkes, alle fem. Hun løftede hovedet og deres øjne mødtes, han smilte og trak hende ind til sig og holdte fast, sådan stod de længe, inden de igen satte sig i bilen. Han kørte bilen op på fortorvet foran hendes forældres hoveddør, de krammede igen og hun hviskede med grødet stemme i hans øre, at hun savnede ham. Stille ventede hun på hans reaktion. Der kom ingen. Hun løsnede sig fra hans greb og steg ud af bilen. Uden at se sig tilbage smækkede hun døren med et brag og trampede væk derfra. Hun låste sig ind i forældrenes lejlighed, smed vredt sin taske i hjørnet af entreen, satte sig på hug med ansigtet i hænderne og skreg, igen og igen, indtil hendes hals brændte og der ikke var mere lyd tilbage. Nu var der kun tårer, som piskede ned af hendes ansigt. Aldrig havde hun grædt så voldsomt. Hun kunne knap få vejret og mærkede, hvordan hendes krop faldt sammen under hende.

 

Fliser og pandekager

Egentlig skrev jeg det meste af det her i går aftes efter lidt for mange afsnit Love Island, men jeg faldt i søvn, inden jeg nåede at udgive. Så I får det nu.

Tirsdag er en lille time gammel og jeg ligger i mørket. Mit hår dufter af vanilje og smør efter de mange pandekager jeg bagte for nu en del timer siden. Jeg er træt på den der måde, hvor det nærmest summer i kroppen og mine øjne føles tunge. Mit hoved er bare ikke lige så træt som min krop og det er propfyldt, så nu forsøger jeg at skrive det tomt.

Vi har fået vores badeværelsesfliser i dag, hvilket betyder at vi nu kan se en ende på badeværelsesprojektet. Det er en lettelse, men også virkelig overvældende. Det lyder nok åndssvagt, men der er så mange følelser i hele renoveringsprocessen, og i dag var en af de dage, hvor det hele blev for meget og jeg blev nødt til at hyle det ud – På trods af, at vi nåede en milepæl og nu er tættere på end meget længe.
Filmen knækkede for alvor, da jeg måtte sande at jeg havde overvurderet mine egne evner. Igen.
Jeg havde nemlig hele tiden en forestilling om, at jeg sagtens kunne stå for opsætningen af de fliser. Jeg har forberedt mig grundigt. Set alle tutorials, læst alle guides, spurgt mig frem, målt op – Jeg var klar. Lige indtil de kom, fliserne. Vatterpasset og mine beregninger afslørede skæve vægge, og skøre mål, hvilket resulterede i at det slog knuder i min hjerne, min regne-angst tog fat, og pludselig kunne jeg slet ikke overskue det. Jeg kunne ikke regne det ud, kunne ikke forstå noget. Følte mig dum og uduelig.
Overvældet og opgivende, bakkede jeg ud af flise-projektet. Jeg forudså hvordan en enkelt lille fejl ville få mig helt ned med nakken, og jeg kastede håndklædet i ringen.

Jeg lod evigt tålmodige Michael overtage, hvilket på den ene side var (endnu) et kæmpe nederlag, og omvendt en kæmpe lettelse. Mest det sidste, særligt efter at have hylet over det, og til sidst accepteret, at jeg bare ikke er så handy som jeg troede.
Det er Michael heldigvis. Mere end mig i hvert fald og han har brugt aftenen på at opsætte godt halvdelen af fliserne, og det ser pissegodt ud. Selvfølgelig.

Nederlaget sidder lidt i mig. Selvom at kalde det et nederlag nok er lidt af en overdrivelse. Men som sagt, man bliver virkelig investeret i alt hvad der foregår i sådan en omgang renovering. Og jeg var virkelig opsat på det altså. Øv.

Nåh, men jeg må bare vende tilbage til det jeg kan. Jeg sliber, jeg maler, jeg shopper, indretter, holder fat i løse ender, peger på ting, der skal gøres og bager pandekager. DET er jeg god til.

Ps. Kommentarer om at det er nemmeste i verden at lægge og opsætte fliser, er jeg ikke helt klar til. Too soon 😀

Søndagsanbefalinger

Se tidligere Søndagsanbefalinger HER

Godmorgen. Klokken er 6:35. Mine børn er meget friske. Det er jeg ikke, for jeg kom til at blive for længe op jvf. Punkt fire i nedenstående anbefalinger – men forhåbentlig kicker min kaffe snart ind. Børnene tegner på et stort stykke pap fra den kasse vores nye køleskab ankom i. Jeg forudser at der skal noget overtalelse til at få lov til at smide det ud – Sådan er det med alt emballage i det her hus. Stod det til børnene havde vi papkasser og bobleplast over det hele.

Imens de tegner på pap (og dem selv) har jeg haft mulighed for at lægge sidste hånd på nogle anbefalinger – Det er længe siden sidst, men jeg har samlet en del efterhånden, og de første kommer her:

Good girls på Netflix.
Komedieserie om tre kvinder med almindelige liv får rodet sig ud i kriminalitet. Man skal lige i gang, men det er umuligt ikke at holde af hovedrollerne – Særligt Ruby er jeg helt pjattet med. Sjove karakterer, lækre bandemedlemmer (ej men, de er simpelthen så pæne – Måske er det bare mig) og skægge, men overdrevne, situationer. Helt perfekt og selv Michael gider se denne her serie.

Queer Eye sæson 2 + instagram.
Jeg har allerede anbefalet sæson 1, og jeg håber at I allerede er med på vognen. Personligt kunne jeg bedst lide første sæson, MEN jeg er trofast følger og håååber der kommer en tredje, og en fjerde …. Jeg vil også anbefale jer at følge de fem vidunderlige mænd på Instagram. De er tydeligvis venner i virkeligheden og DET elsker jeg.
Jonathan: @jvn
Tan: @tanfrance
Karamo: @karamobrown
Antoni: @antoni
Bobby: @bobbyberk

Teyana Taylor.

Deeeeejlig musik! Perfekt til cykelturen, søndagen, havefesten, madlavningen… Det hele. Jeg er tosset med hende, og hører hendes musik på Spotify.

Love Island på Viaplay.
Efter at have set flere og flere tale om programmet på Instagram, gik jeg i gang med første sæson for et par aftener siden… Det resulterede i en seriøs binge, og jeg tager mig selv i at gå og spare på episoderne. Jeg. Elsker. Det. Det er reality tv med alt hvad det indebærer af intriger, sex, kærlighed, had, strategi, drama. Jeg er helt til det. Paradise har aldrig rigtig fanget mig (Kun det amerikanske – Første sæson. Shit, det var godt – Og det minder Love Island faktisk lidt om)… Perfekt sommerserie – GO!

Sommerens drink! Sneglens hylderosé (ok, kan måske godt lige arbejde lidt på navnet).
Jeg tror jeg selv har opfundet denne her drink, men I må ikke komme efter mig, hvis den allerede findes og jeg bare har misset det. Den smager røvgodt og er perfekt i varmen:

Isterninger i et glas (jeg bruger et rødvinsglas)
En god sjat koncentreret hyldeblomstsaft. (Jeg hælder og tæller til tre. Ved ikke hvor meget det er i måleenhed)
Top nu glasset med halv rosé og halv danskvand

Drink up!

 

Otto fortæller: 10 ting du heller ikke vidste om min mor

Læs første del HER.
I tog godt imod det sidst, så vi kører en runde 2 af facts om mig serveret af mit ældstebarn. Otto, take it away:

Min mor hader strømper, der ikke passer sammen. (det gør jeg virkelig)

Det er min mor, der bestemmer mest derhjemme. Og min lillesøster.

Min mor er den mest fjollede voksne, jeg kender.

Hun er sød mod alle mennesker.

Jeg tror, det værste hun ved, er rokketænder. (True. Særligt lyden!)

Min mor er Danmarks bedste blogger. (Og det fortæller han alle og henter gerne Børn i byen trofæet frem for at bevise det.)

Hun er ret god til at tale fransk. Og kan vist også spansk. Og måske svensk. (intet af det her passer).

Hun er siiiindssygt god til at bage chokoladekage! Jeg får sådan lyst til et stykke nu. Kan vi godt bage i dag? (Det er sandt. Og ja, det kan vi godt. Og det er denne her kage).

Hun bliver altid køresyg. I bilen, i bussen, i toget, i hængekøjen. (Ja, jeg havde i mange år kæmpe problemer med min balancenerve, hvor jeg var sengeliggende i dagevis i perioder. Det er mange år siden sidst, heldigvis. Men min tolerance for bevægelse er lav. Sjovt nok mærker jeg sjældent til det i fly og til søs.)

Hun er bare den bedste mor ever! <3

 

Håndværkertilbud … Min erfaring indtil videre.

Det kan umuligt være gået nogens næse forbi, at vi i december overtog vores hus. Et faldefærdigt bindingsværkshus fra 20’erne i Hornbæk. Et hus, der kostede halvdelen af sine sidekammerater – Med god grund.

Da vi havde set det første gang, postede jeg et billede på Instagram med teksten: Uma og skoldkopperne var med ude og kigge på et håndværkertilbud i dag. Vi havde ellers lovet hinanden, at store renoveringsprojekter var et no go, altså Michael og jeg, Men. Vi sagde også engang, at vi kun skulle have to børn, og aftaler hele tiden, at vi skal spise mindre sukker …  Så lad os nu se.

Som I ved endte vi med at springe ud i det, trods virkelig mange advarsler (særligt fra mange af jer, der både berettede om skilsmisser, sammenbrud og konkurs).
Vi sprang, lidt i blinde, da vi jo aldrig har stået med så stort et projekt før, men dog efter maaaange lange snakke, overvejelser og mærke efter i maven-stunder, og vi blev enige om, at det ille blive en af de ting vi ville ærge os over, ikke at have prøvet af. Jeg ved at det udefra i manges øjne, kan have virket hovedløst, spontant og en anelse tosset, og selvom vi er alle de ting, var det ikke helt tilfældet. Men jeg forstår, at det kan fremstå sådan, og jeg underkender slet ikke, at det er en stor ting, at det er hårdt og at det i nogle tilfælde er en virkelig hård omgang, der kan tære på både ægteskab, overskud og pengepung. Sådan er det også for os, og vi har bekymret os gule og blå flere gange. Det ER hårdt, og frustrerende og helt vildt svært. Men det er også skidesjovt, helt vildt fedt og udfordrende på godt og ondt. Selvfølgelig er der dage, hvor jeg har lyst til at give op – Som når afløbet flyder over – Og på de dage bander og svovler jeg og er urimelig. Men det går altid over. Og så er der dage, eller perioder, hvor vi når helt vildt langt og jeg har lyst til at hyle over hvor dejligt det er, at vi er her, hvor langt vi er nået og hvor vildt det er. Hvor feeeedt det er selv at have stået med hænderne i det hele. At alt bliver præcis som VI vil have det.
Vi lærer af vores fejl og samler erfaringer hen af vejen – Og det er helt vil hårdt, og helt vildt sjovt på samme tid.

Vi har (selvfølgelig) diskuteret og skændtes og været ved at hive håret ud på os selv og hinanden flere gange, og bliver sikkert ved med det de næste par år, indtil vi er færdige (man bliver aldrig færdig – Vi ved det). Men vi griner også mere end nogensinde, highfiver, fjoller, kysser og hygger os i det. Det er et virvar af følelser, og det er sikkert ikke for alle. Man skal absolut ikke gå ind i det med troen om, at det kun er sjovt og nemt, men man må sgu heller ikke male fanden på væggen. Man skal heller ikke gabe over mere end man kan tygge, men jeg har erfaret, at man ofte kan tage lidt større bidder end man tror, og når man gør det, bliver man både højere og mere glad. Renovering er ikke for alle, men det var og er helt bestemt noget for os.

De råd vi fik, kontra det vi har gjort:

  • Tag et enkelt rum af gangen. …Det gjorde vi ikke. Forsikringssager, tørretider og den slags, gjorde at vi ville gå i stå, hvis vi ikke begyndte et nyt sted. Det var kaotisk og helt forfærdeligt til tider. Men nu, NU er jeg så glad for, at vi gjorde det. For der er sket noget i alle rum.
  • Husk at nyd det mens det står på. Lidt det samme råd man får når man er gravid, og præcis som med graviditet og renovering står man indimellem i det og tænker Hvad fuck er det lige jeg skal nyde her?! Men der er helt klart noget om det og jeg prøver at være mindre fokuseret på slutresultatet og mere obs på at være i processen også. Måske lige med undtagelse af badeværelset. Det er jeg færdig med at nyde.
  • Fejr de små sejre undervejs. Går lidt i hånd med ovenstående, og er noget vi praktiserer i stor stil. Alt fra vandtilslutning til færdigmalede rum, får en skål med på vejen.
  • Spørg om hjælp. Vi har fået SÅ meget god rådgivning undervejs, og sætter fuldstændig vanvittig meget pris på det engagement vi har oplevet fra både venner og familie, og endda helt fremmede. Der er håb for menneskeheden 😉
  • Invester i godt værktøj og materialer. Der er ingen vej omkring det. Vi har brugt så mange penge på værktøj, træ, maling og byggematerialer, men det gør også, at det bliver lavet rigtigt første gang, hvilket både er tidsbesparende og en god investering på længere sigt.
  • Lav en tidsplan og følg den. Ja, nej. Vi har for længst krøllet vores deadlines og planer sammen. Det er nok et spørgsmål om temperament og personlighed. Vi blev stressede af det, og er langt mere effektive uden en har det vist sig.
  • Husk at tage pauser. JA. Man kan godt indimellem blive lidt for opsat på alt det der skal laves og nås, og glemme at det er ok, at lave noget andet end hus. Det er her, hvor det er en fordel at have børn med i projektet – For de sørger for at vi også holder fri, tager på stranden, spiller fodbold og ikke kun bygger hele tiden.

 

Fra intet TV til QLED: Resultatet

REKLAME FOR SAMSUNG


… Først og fremmest TAK for den fine modtagelse af sidste video, hvor vi både blev opfordret til at få vores eget tv-program, og Michaels stemme fik mange roser (I get it). Det er vi glade for. Virkelig glade.
Hvad vi også er glade for er vores nye TV, der hænger så fint på vores endevæg i vores umulige stue  – Umulig at indrette. Troede jeg. Allan vendte det hele en halv omgang og gjorde det så fint, så fint. Og Tv’et? Det ER enormt, men det gør slet ingenting, for det er dødflot, også når det er slukket, hvad end det står slukket eller er i Ambient mode (se i videoen nederst i indlægget, hvad jeg fabler om).

Size matters?
Nu føles det grinagtigt, at vi har levet med bitte små skærme så længe, og vi bliver fortsat overraskede og imponerede over billedkvaliteten på denne her 65″ QLED skærm vi nu har i vores stue. Jeg var så nervøs for om et så stort TV ville blive blikfang på den dårlige måde og om det ville smadre æstetikken fuldstændigt. Det har det langt fra gjort, tværtimod, til trods for at det hænger hvor det gør, og 65″ er slet ikke så skræmmende viser det sig. Jeg er i tvivl om vi nogensinde kommer til at gå ned i størrelse, og det er nok det der har været den største overraskelse, for jeg var overbevist om, at det slet ikke var mig.

Sammen med TV’et hører Samsung Smart TV, hvor man kan downloade alle de streamingtjenester man foretrækker, og det er seriøst det nemmeste i verden. Man opkobler Tvet til sit internet, og opretter en Samsung profil med sin mail og et password direkte på TVet, og så kan man komme igang. Jeg gjorde det selv på ingen tid. Også børnene kan selv navigere rundt i menuerne. Nemt.

Resultatet:
Som sagt drejede Allan stuen en halv omgang, eller møblerne selvfølgelig og fik TVet hængt op på endevæggen – Ikke noget jeg selv havde fundet på, nogensinde. Men det virker. Vi er så glade for den opsætning!
Nu til videoen, hvor I kan se transformationen og vores reaktion …

Vil I se selve processen og hvordan Allan gjorde. skal I hoppe over på bungalow5.dk HER.

Udmugning, opbevaring, en frisk start og havelopper

*Bemærk at dette indlæg indeholder reklame, da vi fik de første tre ugers opbevaring hos Pelican Self Storage uden beregning.

Selvom vi er flyttet en lille håndfuld gange i løbet af det sidste års tid og har været yderst effektive i vores sortering, nedpakning og udsmidning, har vi bare rigtig mange ting. Både fordi vi er mange, har små børn, at jeg er et rodehoved og fordi at min mand har svært ved at smide ting ud. Vi havde helt alvorligt en diskussion for nogle år siden omkring hvor mange klipsemaskiner man har brug for i sit liv. Vi har nemlig tre… Jeg vil mene at en enkelt, eller faktisk bare nul, er helt fint. Det mente han ikke. Og det er en af grundene til at jeg ofte “glemmer” at fortælle ham, når jeg sorterer og smider ud.

Men, når det er sagt, er vi blevet bedre. Bedre til at smide ud. Bedre til at holde orden. Det er vi blevet tvunget til.

Alt har, som I ved, trukket ud i renoveringen, og vi endte med at have knap to måneder uden et sted til vores ting. I den periode stod det hele til opbevaring i København, på Amager – Sjovt nok på den grund, hvor Michaels gamle atelier lå.

Vi fandt ud af i løbet af de to måneder, at vi har langt flere ting end vi har brug for. For ærlig talt var det kun omkring en tredjedel, måske mindre, af de ting der stod hos Pelican Self Storage, som vi savnede – og meget lidt derudover som vi overhovedet kunne huske, at vi havde. Tankevækkende.

For en måneds tid siden kunne vi så hente vores møbler og ting hos Pelican, da vi (langt om længe) havde fået lavet plads til en del af det i huset og til resten i annekset.

Jeg gik tingene igennem samme dag, og fik smidt en masse ud, og så igen i går. Med nye øjne. Jeg er nemlig næsten færdig med min oprydningsbog, og har lært at sortere på en ny måde.

I går (og i nat) fyldte vi en hel trailer med ting, der kan blive kørt på genbrugspladsen, og resten solgte vi ud af i vores have i dag.

Det føles så rart at have fået tømt ud. En del blev som sagt solgt i dag, på hyggeligste vis – Jeg kan i den grad anbefale at afholde loppemarked i sin egen have. Det holder!  – Tak til alle der deltog <3 Jeg gør det sgu igen snart.

Jeg føler mig lettere og klar til at starte på en frisk. Færre dimser og sjove ting, mere kvalitet og noget der gør mig glad.

Det er planen, og en del af det der forsøg på at blive mere ryddelig. Ud ud ud og væk.

Næste år …

Næste år, næste år, næste år!

… har jeg så åbenbart påstået hver eneste år nærmest. Jeg taler om Roskilde Festival.
Der hvor jeg og Michael kyssede første gang. Der hvor jeg har haft nogle af mine sjoveste stunder.  
Der hvor jeg oplever størst FOMO, når jeg altså ikke selv er afsted. Hvilket er mange år i træk efterhånden.
Men jeg har selvfølgelig været virkelig meget gravid og nybagt mor de sidste mange år, så tankerne har været andetsteds, og jeg havde med garanti ikke kunne være i det ægte. Men i år ramte den virkelig for alvor. Roskilde-lysten, og jeg var da også gentagende gange ved at springe på billetter, der løbende blev sat til salg. Men jeg lod være, da det alligevel blev lidt meget med transport, og det der med at smutte fra mand og børn nærmest uden varsel.
Men for fanden. Det har været en fryd (og ret pisseirriterende) at følge med på Instagram hos dem der har været afsted.
Musikken, menneskerne, stemningen, minderne. Det gad jeg godt prøve igen. På en anden måde end tidligere (forhåbentlig – for dengang var det mest noget med varme øl og dåsefisk på rugbrød i en uge).
Så næste år. Næste år!

Michael og mig – Roskilde 2007

Fra bybørn til landsbystemning

Vi har nu boet i Hornbæk i fire måneder og er alle så småt ved at falde på plads i alt det nye. Det er ingen hemmelighed, at jeg savner København en del, men når det så er sagt, er jeg komplet på røven over, hvor meget det har gjort for vores familie, vores børn især, og for vores dynamik.
Selvfølgelig har vejret en kæmpe del i det – Vi er ude konstant. På stranden hver dag. Alle er pumpet op på D-vitamin og isvafler, så det er svært ikke at blomstre og være glad.

Særligt Otto ser jeg en forskel hos, og det er ubeskriveligt fedt. Det er ikke fordi at Otto ikke trivedes før – Det gjorde han, uden tvivl. Men med et følsomt sind og og sin fars hang til ro og plads, har huslivet gjort en masse. Han er startet til svømning og er gået fra at være angst for vand, til at kunne få hovedet under, og kan snildt svømme 100 meter i havet uden pause.


Skoleskiftet var svært. Selvfølgelig. Men heldigvis er han faldet godt til, har fået gode venner hurtigt, og vi har fundet ud af, hvor stort et plus det er, at vi nu bor tæt på næsten alle klassekammerater. Fremfor før hvor alle legeaftaler skulle nøje planlægges og ofte betød en længere tur gennem byen, fordi alle boede spredt ud i København. Nu bor den tætteste klassekammerat i nabohuset, og den der bor længst væk. kan man cykle hjem til på under fem minutter. Det er SÅ fedt for ham.


Også Uma har legeaftaler ofte, også tæt på og med både drenge og piger. Og hun er svær at få med indenfor, når dagen er slut.

Leopold, min bonussøn, eeeeelsker det heroppe og jeg tror at han føler sig langt mere hjemme her, end han gjorde i vores lejlighed i København. Måske især fordi at han også, ligesom de andre børn, har været med til at bygge det op.

Loulou er så lille stadigvæk og ændrer sig fra dag til dag, og er bare glad så længe vi er der – men ingen tvivl om at hun er helt nede med mere græs og plads.

Kort sagt; De elsker det. Haven, stranden, de korte afstande, sammenholdet, skoven, alt det der. De er virkelig faldet godt til, som om at de var skabt til det – og jeg kan blive helt mundlam over at tænke på, at de har boet inde i lejligheder hele deres liv.

Særligt Michael og Otto er fans. Dedikerede. Og Michael har fået den ro han havde mistet i byen, hvilket var det der gjorde udfaldet for mig, dengang det gik op for mig, at jeg ikke kunne holde ham som gidsel i mit byliv længere. Jeg har været hunderæd for om den ikke ville ramme ham igen – Roen. At det slet ikke var byen. Men måske noget andet. Måske mig.

Det var (selvfølgelig) ikke tilfældet, og alligevel kommer det bag på mig, hvor meget det har betydet, at komme herop. For ham især, men også for mig. Ikke kun fordi at Michael smitter med sin glæde og ro, men fordi at jeg har fået alting lidt ned i gear. Hvilket nok er meget sundt.

Jeg elsker det også heroppe. Det gør jeg. Særligt det sociale sammenhold, stranden, åh strand!! og gnisten i min mand og i børnene.
Fantaserer jeg om en dag at have økonomi til en lille bylejlighed, jeg kunne søge tilflugt i ind imellem? Absolut. Men jeg fortryder på ingen måde, at vi tog springet, og jeg er så glad for, at vi er endt lige præcis her.

Bekymringer, genkendelse og whatever works… #enbekymringmindre

REKLAME FOR Änglamark

Som jeg nævnte i sidste indlæg for Änglamark, er min fornemmelse helt klart, at der i løbet af de sidste par år er kommet mere fokus på de knap så lyserøde sider af forældreskabet, og et sammenhold, hvori man støtter hinanden og ofte kan genkende de ting, der bliver delt, på godt og ondt. Bekymringerne, kærligheden og ensomheden, der kan opstå i et hjem med børn. Netop fordi at de er helt almindelige og langt fra forkerte.
I forrige uge delte jeg en story på min instagram, hvori mit yngste barn var ved at tømme en pakke vådservietter – En akt som jeg lod stå til, velvidende om det oprydningsarbejde der ventede, udelukkende for at få et par minutter med min kaffe, “alene”. Det strømmede ind med tilkendegivelser fra andre mødre og en enkelt far, der vidste præcis, hvad jeg mente og som kunne genkende sig selv i den situation og det mind-set. Det er befriende, at man kan få lov til at dele den slags og blive bekræftet i, at det er helt almindeligt at ty til ‘Whatever works’-metoden ind imellem og at det ikke gør en hverken dårligere eller værre end så mange andre.


Det er så vigtigt, at sætte fokus på de ting, vig-tigt! Da jeg i hvert fald, godt kan komme til at føle en lille smule skam, eller rettere som om, at jeg ikke slår til i de situationer, hvor overskuddet ikke lige er der. En følelse, der heldigvis er blevet mindre med årene og nu ret ofte føles mere som en genistreg end et nederlag. Når jeg for eksempel kan drikke varm kaffe og scrolle instagram, imens min et-årige tømmer en pakke vådservietter eller splitter en rulle toiletpapir ad, eller når vi spiser havregrød til aftensmad. Og det er virkelig befriende, når jeg kan slappe af i de stunder, frem og at bedømme og shame mig selv over det, noget der sjovt nok er noget nemmere, end at rose og anerkende mig selv, når jeg på andre dage emmer af overskud og har styr på hele butikken og alt klapper. Jeg gætter på, at jeg ikke er den eneste. Det bør vi øve os på også – Ikke kun at high five andre deres forældre-skills, men også huske os selv. Både på dage, hvor alt kører som smurt og på dage, hvor der flyder med vådservietter. I det store billede er det jo netop de shortcuts, der gør at der er tid og overskud i den anden ende.

Sammen med de små glimt af skyldfølelse og mindreværd som jeg tror at mange af os kan genkende, måske især i forældrerollen, følger der noget mere med, nemlig bekymringer. Store, små, mange, få. Eller faktisk bare mange. De er umulige at komme uden om, præcis som nederlagene er det i øvrigt, men begge bliver nemmere at navigere rundt i, hvilket er ret heldigt, ellers ville vi sgu nok gå i stykker.

For nogle måneder siden var Änglamark forbi mit hjem med et kamera, og jeg fortalte lidt om blandt andet de mange bekymringer jeg oplever som mor, om amning, eller mangel på samme, der for mig har været noget af det sværeste i mit moderskab – men samtidigt er noget af det jeg er allermest stolt af – fravalget af det, eller rettere åbenbaringen i at det ikke var en kamp jeg skulle tage, for ingen ville vinde. Noget jeg har fået og fortsat får mange reaktioner på, både gode og knap så gode.

Vi talte derudover om parforhold, om børn, fødsler, graviditet. Alt det der. De lagde også vejen forbi fine gravide Cathrine, og smukke Sarah Grünewald – Begge kvinder som jeg virkelig tager min hat af for som mennesker og mødre. Det er der kommet nogle fine videoklip ud af,både dem i indlægget her og en håndfuld andre, som I forhåbentlig støder på over de næste uger, på blandt andet Änglamarks kanaler, på Instagram og Facebook.