I øvrigt

  • Siger de, at sommeren kommer igen. Jeg. Kan. ikke. vente.
  • Har jeg reddet mig en sommerforkølelse. En af dem, hvor man ikke er syg-syg, men har kriller i halsen og noget der føles som en indvendig hjelm af snot.
  • Er Otto blomstret helt vanvittigt efter vi er flyttet. Glæde og selvtillid strømmer ud af ham, og kvæler alle mine tvivl og mit eget egoistiske savn til byen.
  • Er Rachel og jeg ved at udvikle en ny podcast, og jeg glæder mig åndssvagt til at dele den med jer! (Voksen ABC fortsætter alfabetet ud, selvfølgelig).
  • Craver jeg min mors kartoffelsalat, sådan helt ustyrligt. Jeg har prøvet at kopiere den. Det er umuligt.
  • Får vi tilsluttet vores toilet i dag. Ord kan ikke beskrive hvor optur det er! To måneder uden ordentlige toiletforhold gør intet godt for nogen!
  • Reklame: Får du 30 dages gratis adgang til Mofibo (lydbøger) OG støtter Voksen ABC podcasten, hvis du bruger koden ‘voksenabc’ ved oprettelse HER.
  • Har vi malet vores hoveddør i den smukkeste petroleumsblå farve og jag har lyst til at male ALT andet i samme nuance. Det havde Uma også og hun har nu blå hænder og pande….
  • Har jeg besluttet mig for ikke at tage til Beyonce koncerten på lørdag. Suk. Det er en af ulemperne ved at være flyttet ud af byen – Når der er flere arrangementer på en weekend, bliver jeg nødt til at vælge (eller være væk fra min familie i to hele døgn – Det kan jeg ikke endnu). Så jeg har prioriteret middag med en veninde jeg ser for lidt + fest om fredagen, og så må The Carters vente.
  • Bruger jeg absurd meget data på min telefon for tiden, fordi vi endnu ikke har fået internet i huset. Ikke holdbart. Særligt ikke fordi vi i samme omgang har fået TV og derfor streamer en del.
  • ER DER NY SÆSON AF QUEER EYE PÅ NETFLIX! Vigtig info.
  • Har jeg pludselig fået en seriøs trang til at komme på Roskilde Festival. Mind mig lige om det i god tid næste år, så jeg når at få billetter.
  • Har jeg downloadet Fortnite. For jeg aner ikke, hvad det er, og det er alt Otto og hans klassekammerater taler om (og Otto har det ikke selv, fordi hans mor er streng). Det skulle ikke undre mig, at det ender med at jeg bliver hooked…

Ønskeliste pt. 1

INDEHOLDER REKLAMELINKS (Maarkeret med *)

Det er min fødselsdag på næste fredag, og selvom jeg det meste af tiden sjældent har svært ved at komme på ting jeg ønsker mig, er det alligevel nærmest umuligt for mig at skrive ønskelister, når jeg skal. I år har jeg derfor været i bedre tid end jeg plejer, og har husket at få noteret, når jeg er faldet over noget. Jeg ønsker mig også en cykel, håndklæder, en kaffekværn, nogle flotte fade og nye kopper, men jeg ønsker mig særligt tøj og boligting i år, selvfølgelig fordi, at jeg er flyttet i hus, OG fordi jeg ikke kan passe mit gamle tøj mere
Her er nogle af de ting jeg drømmer om:

1.Sugarbearhair. Vingummibamser, der giver lækkert hår? Det lyder åndssvagt. Men jeg har fået det anbefalet så mange gange nu, at jeg bliver nødt til at prøve selv. Jeg døjer nemlig fortsat med efterveerne af mine to seneste graviditeter og hårtabet derefter. SÅ jeg har ønsket mig bamserne i fødselsdagsgave. Et glas koster 280,- HER*

2.Den er udsolgt i min størrelse, men hvis jeg opstøver den, skal det klart være gaven til mig selv, fra mig selv (ja, jeg giver mig selv gaver). 1300,- HER*

3.Lyskæder! Vi skal have mange. Til vores terrasse. Denne er fra House Doctor og koster 650,- HER*

4.Måske den perfekte farve! Jeg er helt pjattet med denne her jakke, og mangler faktisk lige præcis sådan en. PÆN. 800,- HER*

5.En halskæde med skyline til mit by-savn, passer perfekt til mine andre guldkæder. 590,- HER*

6.Jeg er blevet ualmindeligt glad for Femilets undertøj og er særligt vild med denne model, Lulu, hedder den. Nedsat til 190,- HER*

7.Fine gule sandaler! Perfekt til brune fødder og lyserøde negle. 600,- HER*

8.Jeg leder efter en bordlampe til vores skrivebord, og jeg bliver ved med at sværme om denne her. Der er noget ved formen og ved farven. Jeg er ret vild med den, så den er også røget på min ønskeliste, omend det er et ret dyrt ønske, men så måske et tilskud! 2895,- HER*

9.Jeg vil så gerne have en eller to af de her stole i vores have. Jeg hælder mest til den brune. 2000,- HER*

10.Denne her top er muligvis den perfekte sommertop. Jeg havde den i hænderne for nyligt, og er helt dårlig over, at jeg ikke fik den med hjem. 700,- HER*

….. Ok, i virkeligheden kunne jeg blive ved. Men jeg stopper her. For nu.
To be continued.

 

Den perfekte kop kaffe og rundvisning

Jeg har netop sat mig foran computeren i vores lille kontor. Med en kop kaffe, der smager så godt, at jeg næsten ikke nænner at drikke den. Det er langt fra første gang, at jeg har åbnet min computer i løbet af de sidste dage. Tværtimod. Men der er så meget fart på for tiden, at jeg skiftevis har måtte prioritere noget andet midt i mine skriverier, eller haft for meget på hjerte, sådan at det jeg har skrevet mest af alt har været en omgang volapyk. Trætheden har været intens, og efter en weekend med fuldt hus, var mandagen meget velkommen – Vi aflyste jo vores fest, men havde alligevel børnenes 10 årige fætter hos os hele weekenden og dermed fem børn i alt, og forskellige hold gæster hele søndag – så de der rolige dage med plads til at rydde op og bygge løs, blev ikke helt en realitet, og vi har derfor allesammen været fuldstændigt maste. I går gik jeg i seng klokken 20, og jeg har dermed fået ni timers søvn, hvilket har gjort mig, mine bekymringer og skrivelysten godt. Punkterne på min to do liste er knap så uoverskuelige som de så ud i går, og humøret er en anelse bedre.

Jeg har langt om længe fået adgang til husbloggen og havde egentlig tænkt mig, at fylde den op med nogle af de mange indlæg, der har manglet, i de måneder jeg har været lukket ude af den. Men så slog det mig, med lidt hjælp fra min kære mand, at det måske egentlig var gået meget godt uden den de sidste par måneder, og at det måske er bedre at lægge min energi i Sneglcille, i husets instagram, i vores familie og i selve husprojektet, podcasten, og alt det andet, fremfor at søsætte endnu et ret stort projekt. Det har jeg tygget lidt på siden, og tygger videre dagen ud. For måske har han ret. Jeg er ret rundtosset i forvejen og jeg mangler ikke ligefrem noget at rive i, så måske, måske er det vejen frem. Selvom jeg omvendt føler trang til at sætte ord på processen, og det gør jeg trods alt bedst på skrift.
En ting er sikkert Instagram @sneglehytten bliver og det samme gør Youtube kanalen, hvor jeg i lørdags gav en rundvisning af huset, der stadigvæk er en byggeplads, men også et hjem…

Nu er den der virkelig gode kop kaffe desværre tom, og Michael er lige kommet tilbage fra vuggestuen med en sovende Loulou, så jeg vil lukke ned, og fortsætte dagens gøremål. Jeg vender tilbage senere med en ønskeliste (jeg har sgu fødselsdag i næste uge) og mon ikke det også kan blive til en lille ‘I øvrigt’. I think so! God tirsdag derude. Nyd solen.

Aflyst fest

Denne her uge altså. Vi har været ramt af feber, snot, tandfrembrud, omgangssyge, The works. Huset har drillet mere end det plejer. Og det der skulle have været en ret rolig uge med korte arbejdsdage, vuggestueindkøring, husklargøring og planlægning af den fest vi skulle holde i morgen, blev til en uge proppet med stress, løben rundt, afbrudte nætter og frustration. Oveni det måtte vi sande, at den pasning vi havde arrangeret, eller troede vi havde arrangeret, alligevel ikke kunne blive til noget. Så i går kiggede Michael og jeg hinanden i øjnene og blev enige om at aflyse. Øv mand. Eller altså, udskyde. Selvfølgelig. On The Bright side, kan det være at temperaturen når at stige igen til næste gang – og måske, måske, har vi et fungerende toilet og mere end tre stikkontakter til den tid. Hvilket trods alt er meget rart at have styr på. Fest eller ej.

Så ingen housewarming endnu. Jeg er skuffet, og alligevel lettet. Jeg elsker vores hus, elsker. Men jeg kan godt mærke, at jeg foretrækker at det og vi er mere ovenpå, når det skal vises frem.

… og til jer der spørger; Der kommer snart en ny online rundvisning – Jeg sylter jer ikke med vilje. Tiden er virkelig bare imod mig pt. OG til jer der spørger på Sneglehyttens blog – Jeg har simpelthen smækket mig ude. Og det er dødhamrende frustrerende, for jeg har fem husindlæg, der skal derind. Suk. Til gengæld lever instagramprofilen @sneglehytten i bedste velgående. Så der kan I kigge med, hvis I ikke kan vente på, at jeg får brudt ind på bloggen.

God fredag og weekend til jer. Jeg håber, at der er andre, der skal til fest. Når nu min gik i vasken.

Momentane følelser og et kæmpe tak

Det er altid en anelse angstfremkaldende at sende ord om sit moderskab ud på det store internet. Og alt andet i øvrigt også. Man ved sgu aldrig, hvordan den slags bliver modtaget. Det kan være så skræmmende at sætte ord på de ting – i det hele taget at dele store følelser, for pludselig bliver de momentane store øjebliksglimt foreviget. Man kan formulere sig nok så grundigt, men det er altid kun en flig af alt det andet, så det kan og vil som oftest blive tolket på tusind forskellige måder, alt efter hvilke øjne der læser, og hvilken sindsstemning ordene modtages i, og det vil måske blive misforstået. Det gælder både forelskelse, vrede, glæde, lykke, usikkerhed, moderskab, tvivl, hverdag og alt ind imellem. Men engang imellem skal man vove pelsen og dele alligevel. Dele det der er svært, det der er dejligt, det der gør ondt. Med sin partner, sine veninder, eller med en masse fremmede på internettet, som jeg ynder at gøre. Det kan give nogle hug, selvfølgelig. Vi kan ikke alle være enige, leve på samme måde, føle de samme ting, heldigvis. I øvrigt tror jeg nogle gange, at man kan glemme, at det andre deler, både på nettet og ude på den anden side, kun er en lille brik i et gigantisk puslespil med situationer og stunder man aldrig ser. På godt og på ondt.

Det er det der med det private kontra det personlige. Jeg er nok blevet mere privat med årene. Her altså. For mine børns skyld og for min egen. Det ER overvældende at dele ud – Overvældende at mange har en holdning, en forventning, en mening, om og til en. Hæmmende til tider. Jeg vil vildt gerne fortælle jer om det hele. Om mine tanker, om det svære, det rare, det skøre, det sjove, det smertefyldte. Og det gør jeg også langt hen ad vejen. Men jeg har også noget jeg skal passe på herude. Mennesker, følelser, mig selv.

Dermed ikke sagt at jeg som sådan lægger bånd på noget, eller ikke ønsker at dele lidt af det hele stadigvæk. Det gør jeg. Jeg elsker vores rum her på bloggen og på Instagram. Elsker at læse jeres kommentarer, elsker når I sender mig beskeder, opslag, billeder, fortællinger – Fordi I føler, at I kender mig. Tager det absolut ikke for givet, og vil gøre mit bedste for at leve op til jeres og mine forventninger.

Tak fordi I følger med, tak for jeres opbakning, forståelse, engagement og overvejende positivitet.
Dét og I er optur.
Det trængte jeg bare lige til, at kommunikere ud, efter nogle lidt turbulente måneder på internettet, hvor der har været lidt flere hug i min retning end normalt.

<3

Campingferie … Hvordan gik det?

REKLAME FOR EUROCAMP

Det er to uger siden vi vendte hjem fra en uge i det Sydfranske på denne her campingplads.
En for os ny måde at rejse på. Det kan siges meget kort; Konceptet holder 100% og der er meget godt at sige – Både om det at have sin egen base i form af en lille hytte fuld af de ting vi har svært ved at leve uden, som køleskab, opvaskemaskine, toilet, bad og rigtige senge. Som et lille, men velfungerende sommerhus på en plads proppet med fede ting – Swimmingpools, legepladser, fodboldbane og legekammerater fra hele verden. Børnene, de store i hvert fald, kunne allerede efter den første dag fint finde rundt, og løb alene afsted på legepladsen, gik i butikken og købte is og vand, og var på opdagelse på egen hånd, hvilket både de og vi havde stor glæde af. At vi selv kunne lave mad både morgen, middag og aften holdte udgifterne nede og gjorde alting meget nemmere, og der er ingen tvivl om, at den type ferie er optimalt for en familie som vores.
Jeg kan sagtens forestille mig, at det er noget vi ville gøre igen. Helt sikkert.

Personligt og ret egoistisk, var det for mig ikke den mest optimale rejseform og jeg ville ikke gøre det uden børn – Og skulle vi afsted igen, tror jeg, at vi ville teame op med nogle venner eller familie, der kunne tage med og bo ved siden af os. DET gad jeg godt. Både for det sociale, de ekstra hænder og følelsen af at være flere afsted. Jeg tror særligt at os voksne, savnede ferie-fornemmelsen lidt, da vi hver aften, uden undtagelse var fuldstændigt færdige – For det er bare en mundfuld at rejse med mange børn, og der er konstant noget at se til – Dog var det på en mere afslappet måde end for eksempel på et hotel, eller et privat-lejet hjem. Det var fedt, at vi ikke skulle være bekymret for om der var (alt for tætte) naboer at tage kæmpe hensyn til, når børnene vågnede tidligt, at der ikke var ting af stor værdi, der kunne gå i stykker, samt at alle andre var der på samme vilkår som os. Det var både easy going og totalt i børnehøjde. Der var pools, vandrutsjebaner og aktiviteter for børn i alle aldre, og i princippet kunne vi havde nøjes med at være på pladsen hele ugen.

Vi tog alligevel nogle dage udenfor. Blandt andet i byen Antibes, der var så fin! Og så kørte vi til Cannes, og kiggede på dyre både, vilde biler og designerbutikker – Noget som særligt de store børn (mig selv inklusiv) synes var virkelig sjovt. Vi var på stranden, der selv om det var en overskyet dag, var et virkelig dejligt afbræk fra poolen og legepladsen. Alt i alt, en virkelig god oplevelse, med meget mere variation end mine forestillinger (eller fordomme) havde budt på inden afrejse. Min skepsis omkring camping delen, blev også gjort til skamme – For vi sov i rigtige senge, kunne tage varme bade og gå på toilettet bag en dør, hvilket er mere end man kan sige om vores nuværende situation i det byggeprojekt vi pt bor i. Et virkelig dejligt afbræk fra det hele for både store og især små.

Fem mere

For næsten fem år siden skrev jeg det her indlæg. Et indlæg som en læser var venlig at minde mig om den anden dag. Et indlæg der fik det hele til at bruse indeni mig. Jeg kan sagtens huske det indlæg. Husker at jeg lige havde fået job på ELLE, at jeg kort tid inden havde aftalt med mine forældre, at lejligheden de havde købt fire år forinden, som jeg boede i, skulle sælges ikke længe efter, at jeg lige havde fundet ud af, at Michael var forelsket i mig, ægte, og jeg havde samtidigt indset, at jeg også følte noget mere end jeg, på det tidspunkt, havde accepteret  – for ham. Alt var kastet op i luften og meget var ude af mine hænder og det var skræmmende og fedt og spændende og helt forfærdeligt på samme tid. Jeg vidste godt, at de næste år ville være vilde, og at meget nok ville komme til at ske, men jeg havde aldrig gættet at to børn, et bryllup, eget firma og et 40 kilometers sceneskifte skulle blive en del af den fremtid. A L D R I G.
Jeg tror heller ikke at de næste fem år bliver helt så begivenhedsrige, i hvert fald ikke i den størrelsesorden som de seneste fem har været. Det kan næsten ikke lade sig gøre. Men altså, who knows.
Fem år er lang tid, og så alligevel slet ikke.
Tænk, måske findes bloggen ikke til den tid. Måske er vores hus færdigt. Jeg har måske fået taget det s*ide kørekort. Pigerne er startet i skole. Vi har måske en hund. Det kan være, at vi har gjort alvor af min drøm om at bo nogle måneder i et andet land (jeg tvivler). Måske er alt som det plejer.
Jeg glæder mig på en eller anden måde ekstra meget til at se tilbage igen – Om fem år. Måske, ret sikkert, sammen med jer.

Havefest, morgentog og Vesterbro

Jeg var til den fineste havefest hos MM og Jon i går, en bryllupsfest i anledning af deres 5 års bryllupsdag. En fest der først sluttede tidligt i morges, hvor jeg ret pludseligt slet ikke kunne overskue at overnatte alligevel, selvom det egentlig var planen. Så jeg hankede op i mig selv, og trissede mod toget, der bragte mig til København og mine forældres lejlighed på Vesterbro lidt i 6 i morges. Jeg følte mig en anelse yngre end jeg er, da jeg ydmygt måtte erkende, at jeg ingen nøgle havde, og derfor blev nødt til at vække mine sovende forældre for at komme ind. Ind kom jeg, undskyldende, enormt træt og heldigvis ikke så fuld længere, da jeg en del timer inden havde besluttet at en masse vand var bedre end flere shots, at jeg fik en rar 7/11 medarbejder til at smide et skud espresso i den filterkaffe jeg købte, og at jeg i morgentoget hurtigt blev ædru, da mine medpassagerer var alt andet end det, hvilket altid gør mig en anelse utryg. Voldsomt fulde mennesker jeg ikke kender, that is.

Nu er jeg lige vågnet i min lillesøsters gamle værelse hos mine forældre, med ømme (og ret beskidte havefest-ramte fødder) og ondt i håret, efter fire timers søvn, hvilket med garanti ikke er nok, men jeg kan høre min stedfar og mor pusle rundt på den anden side af døre , og det er simpelthen sådan en dejlig lyd. Selvom jeg glæder mig til at vende snuden mod Hornbæk og mine favoritter, om et bad og et par kopper kaffe, er der noget virkelig fint og velkendt ved at ligge her og være “barnet” (det fulde barn) lidt.
God søndag!

Den ægte vare: Hverdagsglæde og uperfekt perfektion

REKLAME FOR ÄNGLAMARK

Da jeg blev mor, 23 år gammel, var jeg hunderæd for det hele. For det nye. For moderskabet og for voksenlivet, ting der set i bakspejlet, kan virke fuldstændig irrationelt og alligevel ret så genkendeligt. Næsten et årti senere, kan samme usikkerhed stadigvæk komme krybende. Gør jeg det godt nok? Er det også sådan her for andre?
Med de sociale medier, som er eksploderet i den tid jeg har været mor, er det blevet mere tilgængeligt, at kigge ind af andre folks vinduer, ind i andres liv, selvfølgelig i de kvadrater de (vi) nu vælger at vise. En opstillet virkelighed. Det er tæt på umuligt ikke at komme til at sammenligne sig selv. Sit udseende. Sin hverdag. Sit ægteskab. Sit hjem. Forældreskabet. MEN, som jeg har sagt mange gange før, er det også blevet muligt at spejle sig selv på en helt ny måde. At opleve, hvordan det er for andre. At de fleste af os bliver trætte, skælder vores børn ud, serverer rugbrødsmadder til aftensmad, eller må rende i supermarkedet i det sekund de åbner mandag morgen, fordi man havde glemt, at der skulle smørres madpakker. Det er også blevet nemmere at dømme, at ’shame’ som det populært hedder, men det er heldigvis også blevet mindst lige så nemt at støtte og anerkende hinanden og ikke mindst, at finde en ro i, at vi allesammen stå over for mange af de samme udfordringer, har de samme bekymringer og ind imellem taber det meste på gulvet – Og at vi alle gør det helt rigtigt. Nemlig så godt vi kan, og at det er mere end godt nok.

I det hele taget oplever jeg, at der tales meget mere åbent om alle aspekter af forældrelivet nu, end for bare 9 år siden, hvor jeg var gravid og alt i den verden var ny. Jeg gør det selv. Deler. Også det pæne, selvfølgelig. Ligesom de billeder der kom i fotoalbummet igennem 80’erne og 90’erne, hvor jeg voksede op. Men jeg forsøger netop også at skildre det almindelige, det svære og det uperfekte. Både for min egen skyld, og for dem, der måske kan bruge mine erfaringer til noget. Det er skræmmende at rejse sig og fortælle åbent om ammeforløb, der går i vasken igen og igen, om at man igen var den pisse sure mor, og om at man blev uvenner med både mand og børn fem minutter inden afgang til den der ferie, der skulle være så afslappende og fed. Men jeg tror det er vigtigt, at vi gør det, og når vi en sjælden gang imellem enten føler misundelse, forargelse eller sætter os uforstående overfor hinandens valg og delingen af dem, vender det om og ser indad i stedet for at pege fingre. Det er en svær øvelse, men den er nødvendig.

Min hverdag er præcis lige så triviel og almindelig som din sikkert er, og den er fyldt med små lykkeglimt, glade børn, smukke hjørner, skåret frugt, allergivenlige cremer og vådservietter, et hav af økologiske råvarer, og skabe fyldt med speltmel og gode intentioner, men der er også e-numre, klistrede børn, sure miner, hemmelige skuffer med chokolade og forbudte cigaretter og utallige støvede hjørner. Og det hele er ok og helt almindeligt.

Da Änglamark lagde op til det samarbejde som indlægget her er en del af, tøvede jeg ikke et sekund. Både fordi at vi i forvejen bruger Änglamarks produkter ret flittigt (ovenstående er, hvad jeg kunne finde frem bare ved at kigge rundt i køkkenet i morges), men i særdeleshed fordi at budskabet i kampagnen om ‘En bekymring mindre’ er, at vi allesammen gør det skide godt, at ‘perfekt’ ikke nødvendigvis  er det samme som ‘det rigtige’, og at vi allesammen måske lige skal tage ambitionsniveauet lidt ned, inden vi brækker nakken, hvilket jo alt sammen er noget jeg selv forsøger at vise her på mine kanaler.

Änglamarks produkter kan købes i Coops butikker: Kvickly, SuperBrugsen, DagliBrugsen, Irma og Fakta.

I øvrigt

  • Har jeg fået et lidt anstrengt forhold til spidskommen. En overdosis måske.
  • Er Loulou startet i vuggestue i dag. Jeg kan ikke få fat på Michael, der står for indkøringen, og jeg kan næsten ikke holde ud, at jeg ikke ved, hvordan det er gået.
  • Glemmer jeg konstant min telefonoplader, og løber konstant tør for batteri.
  • Italesætter mange af jer, der følger med, at jeg virker ekstra glad og lykkelig for tiden. I har ret. Jeg tror det allermest skyldes vejret. Jeg. Elsker. Det.
  • Skal jeg til bryllupsfest hos Langerne på lørdag, og jeg overvejer kraftigt at booke et hotelværelse i Køge, så jeg ikke skal koordinere hjemtransport om natten. Hornbæk og Køge er virkelig langt væk fra hinanden (!)
  • Har jeg absurd stor tøjkrise til selvsamme fest. Jeg er i buksehumør. Måske et sejt suit?!
  • Ved jeg bare at jeg har glemt noget vigtigt og det tynger helt vildt! Jeg aner bare ikke, hvad det er…
  • Er Otto startet til Surf, og det er det sejeste i verden. Han er så stolt. Så det er jeg også.
  • Er han i samme omgang startet til svømning, og vi har lovet ham et surfboard, når han kan svømme 500 meter uden pause. Det kan jeg ikke engang….
  • Ved jeg egentlig ikke helt, hvad jeg synes om ovenstående gulerods-metode. Men det lød som en god plan, da vi fandt på det.
  • Har jeg fået en virkelig dårlig vane, eller nærmere et usundt tankemønster, hvor jeg får ondt i maven og frygter det værste, hver gang jeg får en ny kommentar. Helt uden grund 99% af gangene. Tak.
  • Findes der iskaffe med saltkaramel, fandt jeg ud af i dag. Det bliver svært at overholde min nye ‘alt med måde’-livsstil med den viden…