40+5 – Hysteri og mistet selvironi
…. Jeg har ikke født, og jeg har nu ramt en væg af frustration. I går aftes hylede jeg i en time, på den grimme måde, hvor tårer og snot og rablende ord fik frit løb, fordi jeg ikke magter tanken om potentielt at skulle gå 10 dage længere. Freelancer kæmpede for ikke at komme til at grine, og jeg forstår ham godt, for det ER lidt noget pjat at blive slået ud af, men jeg kan ikke gøre for det. Der er meget lidt humor og selvironi tilbage i mig, hvilket er fuldstændig latterligt, når man tænker over det. Hun skal jo nok komme. Men lige nu synes jeg bare slet ikke, at det er sjovt. Særligt fordi det nu med garanti kommer til at ramle sammen med Ottos skift fra børnehave til fritidshjem.
Kommentarer som ‘Hun kommer, når hun kommer’, ‘De har nok bare beregnet terminsdagen forkert’ og ‘Hun kommer på sin fødselsdag’ orker jeg ikke flere af. Selvom jeg godt ved, at folk bare forsøger at være søde. Vil hellere bare have et medstemmende ‘Det er sgu da også noget lort, hva’, eller bare stilhed.
Jeg forsøger stadigvæk at få det allerbedste ud af ventetiden. Spiser god mad, går lange ture, laver aftaler i det omfang jeg magter (og forsøger ikke at bide hovedet af folk, der kommenterer på babys forsinkelse), men når aftenen kommer og der ingen tegn på fødsel er, udover de plukveer, der har snydt mig de sidste 2 uger, bliver jeg nedtrykt og skuffet. En følelse, der kun bliver værre dag for dag.
Kan jeg godt selv høre, hvor absurd det lyder? JA. For helvede ja. Venter jo på noget ret optur, og når hun først er her kan det jo være ligemeget om det skete i lørdags eller om en uge (piiiv!) – Men ikke desto mindre er det sådan jeg har det.
Jeg håbede sådan da jeg gik i seng i går at jeg ville vågne med godt humør og et tålmodighedsboost (eller med veer). Det gjorde jeg ikke.
Følg bloggen og mig på Instagram @sneglcille og på Facebook