40+5 – Hysteri og mistet selvironi

…. Jeg har ikke født, og jeg har nu ramt en væg af frustration. I går aftes hylede jeg i en time, på den grimme måde, hvor tårer og snot og rablende ord fik frit løb, fordi jeg ikke magter tanken om potentielt at skulle gå 10 dage længere. Freelancer kæmpede for ikke at komme til at grine, og jeg forstår ham godt, det ER lidt noget pjat at blive slået ud af, men jeg kan ikke gøre for det, der er meget lidt humor og selvironi tilbage i mig, hvilket er fuldstændig latterligt når man tænker over det. Hun skal jo nok komme. Men lige nu synes jeg bare slet ikke at det er sjovt. Særligt fordi det nu med garanti kommer til at ramle sammen med Ottos skift fra børnehave til fritidshjem.

Kommentarer som ‘Hun kommer når hun kommer’, ‘De har nok bare beregnet terminsdagen forkert’ og ‘Hun kommer på sin fødselsdag’ orker jeg ikke flere af. Selvom jeg godt ved, at folk bare forsøger at være søde. Vil hellere bare have et medstemmende ‘Det er sgu da også noget lort, hva’, eller bare stilhed.

Jeg forsøger stadigvæk at få det allerbedste ud af ventetiden. Spiser god mad, går lange ture, laver aftaler i det omfang jeg magter (og forsøger ikke at bide hovedet af folk, der kommenterer på babys forsinkelse), men når aftenen kommer og der ingen tegn på fødsel er, udover de plukveer, der har snydt mig de sidste 2 uger, bliver jeg nedtrykt og skuffet. En følelse, der kun bliver værre dag for dag.

Kan jeg godt selv høre, hvor absurd det lyder? JA. For helvede ja. Venter jo på noget ret optur, og når hun først er her kan det jo være ligemeget om det skete i lørdags eller om en uge (piiiv!) – Men ikke desto mindre er det sådan jeg har det.

Jeg håbede sådan da jeg gik i seng i går at jeg ville vågne med godt humør og et tålmodighedsboost. Det gjorde jeg ikke.

 photo 0d40b0487e7fd13228d56785bc1f81e6_zpsxli9n8wx.jpg

Følg bloggen og mig på Instagram @sneglcille og på Facebook

Min store lille dreng

‘Far, hvad så hvis jeg begynder at græde på min sidste dag i børnehaven?’
Sådan spurgte min kloge, følsomme, seje dreng i morges da han fulgtes med sin far ned til børnehaven. Svaret var, at det skulle han ikke være bange for at komme til og at det er i orden at græde, det er altid er hårdt at sige farvel, og at det kan være svært at starte på nye ting. Også når man er voksen.

På mandag starter han på fritidshjem. I løbet af denne uge (håber jeg) får han en lillesøster. Det er to vildt store ting! Særligt for en fem årig, og jeg skal virkelig hanke op i mig selv for ikke at hyle over det.

Han kommer til at klare det så fint er jeg sikker på. Både at stoppe i børnehaven på fredag og på sin store dag på mandag. Også selvom, der kommer en baby midt i det hele. Men hvor ville jeg ønske at hun ville skynde sig lidt, den lille pige, så vi lige havde noget tid til at falde på plads. Tanken om at det hele potentielt ramler oveni hinanden kan jeg slet ikke kapere, og for hver dag der går, hvor vi nærmer os fritidshjemsstart, bliver jeg mere og mere spændt på Ottos vegne. Han er også spændt og jeg forsøger at tale med ham om det, uden at smitte ham med min egen frygt omkring det, og indtil videre tager han det i stiv arm. Jeg håber han er lige så sej omkring det mandag morgen når det går løs. Denne gang med en baby i huset (JO! Hun er her fandeme på mandag). Og at jeg også er det. Sej.

Når jeg ikke er ved at brække mig af angst over det, har jeg de positive briller på  – Det er en kæmpe fordel at jeg har barsel, og derfor kan sørge for, at han får en virkelig mild indkøring, med korte dage, fridage og ingen morgenstress, så længe han har brug for det. Men gad faktisk godt at det ikke var lige nu.

 photo foto7_zpseosdwef9.jpg

40+2 – Dramatik og rastløshed

Man hører ofte om hvordan gravide kvinder går rengøringsamok og skrubber hele huset ned. Noget som jeg aldrig har fattet, lige indtil i dag. Redebygger? Nahnej, rastløshed.

Vågnede til et hjem der flød efter en weekend uden det store overskud, samt, åh gru og fucking pine, en ødelagt opvaskemaskine. ØDELAGT! Så jeg har brugt dagen på at vaske op i hånden (!), vaske vores skabe ned, støvsuge, vaske gulv og støve alle flader af. Jeg kan med hånden på hjertet sige, at jeg ikke har været så grundig med en klud her i huset siden jeg flyttede ind sidste år. Ergo er det et år siden at lejligheden er blevet vasket sådan ordentligt i bund. At der skulle +20 kilos overvægt og en helvedes masse utålmodighed til, havde jeg ikke gættet på.

 photo Skaeligrmbillede 2015-04-13 kl. 17.47.38_zpsmwldrjyt.png

Opvaskemaskinen er død og begravet og smidt til storskrald. Nu sender jeg onde øjne til alle i hustanden, der overvejer at bruge mere end ét glas, og har vist været en anelse truende i mit ønske om at vi holder lejligheden pæn i hvert fald i nogle dage. … Jeg ved sgu da godt at jeg er den der roder mest.

Åh, og i morgen skrider vi direkte i Skousen og køber en ny opvaskemaskine. Mine hænder er nærmest i opløsning og det samme er mit velbefindende (og parforhold), hvis jeg skal undvære en opvaskemaskine. Dramatisk much? Ja, og first world problem og alt det der, men sådan er det.

Speaking of dramatisk, har jeg i øvrigt accepteret at jeg skal være gravid for evigt. Det er på en eller anden måde nemmere sådan, i stedet for hver eneste dag at vågne med skuffelse og irritation over stadigvæk at være med rogn. Når det så er sagt synes jeg faktisk at d. 14. er en flot dato, og d. 15. har min mor fødselsdag, så det kunne også være virkelig fint. Altså, hvis nu det ikke var fordi, at jeg skal være gravid for evigt.

 photo Skaeligrmbillede 2015-04-13 kl. 17.47.20_zpsjyjmxclx.png

40+0

Dagen vi har talt ned til er her, faktisk er den snart ovre. Min terminsdag. Den har været ret så fin. – Først en sukkerholdig morgenmad i solen med min kæreste, så en lang gåtur, frokost i vores gård, nu sofahygge med den fem-årige og senere Ben & Jerrys i mit eget tykke selskab.

 photo Skaeligrmbillede 2015-04-11 kl. 18.09.33_zpsiogpagwo.png

Otto blev i går aftes afsat hos mine forældre, da vi skulle have været ude og spise, freelancer og jeg. En middag, der desværre gik i vasken, da tykke her ikke havde fået klikket ‘Bekræft’ på vores booking hos Early Bird, og vi derfor ikke havde noget bord alligevel. Og efter en spadsertur gennem Vesterbro på årets første rigtige solskinsdag, hvor der var dømt fyraftensøl og solliderlighed for fuld smadder, måtte vi hurtigt sande, at det ville være et næsten umuligt projekt at finde pladser et decent sted. Så vi fandt noget halv-tarveligt takeout på vejen hjem, blandede for små 100 kroner slik, smed os på sofaen, fandt Netflix frem og så serier indtil det blev mørkt. Ikke helt hvad jeg havde planlagt, men virkelig virkelig hyggeligt. Da vi vågnede i morges var jeg en anelse skuffet over ikke at have født i løbet af natten, men hankede op i mig selv og gik ned for at købe morgenmad. Spiste denne på altanen i solstråler med den flotte freelancer, inden vi skrabede os sammen og begav os ud på en lang gåtur med kaffe, fingerfletning og en masse pitstops på grund af min minimale og ret klemte blære. Efter at have hentet Otto spiste vi frokost i vores gård, og nu er freelancer sendt til fødselsdagsfest, mens Otto og jeg hænger på sofaen med Shrek på skærmen og pastaskruer med ketchup i skålene foran os. Når nu det ikke kunne blive til en baby i dag, er alt ovenstående sgu en ok kompensation.

Men jo, jeg er sgu utålmodig nu. Og klar. Virkelig klar, og jeg klynger mig til hver eneste plukve med håbet om at den bider sig fast og bliver uudholdelig.

 photo Skaeligrmbillede 2015-04-11 kl. 18.10.05_zpsvishkbsl.png

Følg bloggen og mig på Instagram @sneglcille og på Facebook

39+5 – Skrækhistorier og kærlighed

Ingen baby endnu. Hun blev i dag skønnet til at veje 3500 gram, hvilket er 300 gram mere end hvad Otto vejede da han blev født 40+2… Det fejrede jeg med en brownie fra Meyers.

Freelancer er taget på arbejde, Otto sover og jeg har krøllet mig sammen på sofaen. Jeg er tung, træt og i et sært humør. På den ene side vil jeg gerne have hende ud NU, på den anden side nyder jeg al den tid jeg har med mine drenge lige nu, og så er jeg faktisk lidt bange. For at føde. Kan ikke slippe tankerne fra min første fødsel, hvor jeg forsøgte at lagre oplevelsen og smerterne i min hjerne, mens jeg næsten messede til mig selv at jeg ALDRIG måtte udsætte mig for det igen, desuden er jeg blevet overdynget med rædselshistorier om 2. gangs fødsler, hvor kvinderne knap har nået at opdage at de er i fødsel til at de står med et menneske på vej ud af sig midt på bagtrappen. Hvorfor gør kvinder egentlig det? Ser en højgravid og straks går i gang med at fortælle om den der kusine, der fødte et dødeligt sygt barn, eller om naboen, der ikke engang nåede ud af taxaen, grusomme fortællinger om flækkede skræv og uopdagede moderkagerester. Jeg har lige sagt at jeg har termin i overmorgen, kunne vi lade være med at tale om den slags lige nu? Min egen forskruede hjerne har rigeligt med bekymringer og har ikke brug for inspiration til mere lige nu tak.

Når det er sagt så er der virkelig også et hav af søde og rare kommentarer, tilbud om hjælp til alting, gode venner, der står klar med brede skuldre, lånebiler og overskud, komplimenter til min store krop og kærlighed i stride strømme, og det er al den godhed jeg forsøger at fokusere på nu.

I morgen aften tager jeg ud og spiser med min mand, lørdag er det min terminsdag, den bruger jeg nok på at være smågnaven og søndag føder jeg. Ja.

 photo Skaeligrmbillede 2015-04-09 kl. 20.09.05_zpsohcnnqkw.png

39+2 – Fødsel i sigte

Terminen nærmer sig. Mit hormonelle humør (læs: midlertidige psykose) fra den anden dag er lykkelig glemt, og jeg er igen i stand til at opføre mig som et normalt menneske. Men min forestående fødsel begynder at fylde en del, mentalt, på godt og ondt. Er skiftevis totalt klar og pissebange. Og tanker om både praktiske og følelsesmæssige detaljer trænger sig på.

Vores bil er brudt sammen. Bremserne virker ikke længere, og selvom det er et sjovt mentalt billede, at freelancer kaster mig ud gennem sidedøren inden han selv hopper efter, imens bilen triller forbi fødemodtagelsen på Hvidovre, er det alligevel ikke en løsning vi går efter. Og er der noget jeg IKKE kan overskue er det tanken om at skulle sidde i en taxa med veer. Jeg ved godt at folk gør det hver dag, men det er nærmest det værste jeg kan forestille mig. Men eftersom at den gamle røde Mercedes nu ikke kan stoppe, har jeg intet valg – jeg bliver nødt til at tage turen til Hvidovre på bagsædet af en anden Mercedes, med en fremmed chauffør. Håber bare det ikke er en snakkesalig en, da det værste jeg ved når jeg har smerter/er utilpas er når folk taler. Schyyyyyyyy!

En anden frygt jeg har, udover taxakørsel er at jeg ikke når på hospitalet i tide. Eller kun lige når derud. Ved min første fødsel gik jeg fra det de kalder en kort og blød livmoderhals til 7 centimeter udvidet på få timer (undskyld for den slags detaljer, men man får det som sagt ret loose med den slags her sidst i forløbet), så det går altså stærkt nede syd på når det først går i gang, og de kloge siger at det går endnu hurtigere 2. gang. Og så synes jeg måske at Hvidovre er ret langt væk.

Jeg tror ikke på Smertefri fødsel. Ikke for mig i hvert fald. Hvilket er ok. Det må gerne gøre ondt, og det ved jeg jo at det gør. Men jeg er bange for ikke at have kontrol, og det er det, der var en anelse traumatiserende ved min første fødsel. At jeg ikke vidste hvad fuck, der skete og hvor langt jeg var i forløbet. Husker tydeligt, hvordan jeg desperat forsøgte at få min jordemoder til at give mig et tidsestimat, og frustrationen over at hun ikke for helvede bare kunne sige et eller andet. Et kvarter? en time? Et døgn? KOM NU!
Denne gang forbereder jeg mig helt vildt. Har læst alt om fødsler. Alt. Slupret Anja Bay metoden i mig og gået min første fødsel i sømmene. Jeg begynder med andre ord at være klar. Jeg glæder mig. Men jeg er også bange, spændt og rundtosset over at det kan ske et hvert øjeblik.

…. Indtil da hygger jeg mig med at læse fødselsberetninger, drikke the af hindbærblade og ikke mindst synet af de tidsler min tålmodige kæreste har købt til mig (elsker seriøst at manden har købt tidsler til den sure tykke dame. Det er sgu da sjovt. Og sødt).
 photo Skaeligrmbillede 2015-04-06 kl. 22.05.43_zpskckaembx.png

 

Klar til fødsel?

Min jordemoder spurgte i går om jeg er klar til at føde… Svaret skulle nok have været et rungende JA! eftersom at jeg nu er 37 uger henne, og dermed kan føde når som helst fra nu og den næste måned. Men sandheden er bare, at det er jeg slet ikke. Endnu. Jeg glæder mig til at møde hende, til at kunne sove om natten (HA!), til at kunne snuppe et glas vin, til at kunne binde mine egne snørebånd og ja, til at blive mor igen. Men jeg er ikke utålmodig endnu, jeg kan sagtens holde til et par uger eller fire mere, hvor jeg kan nyde det stille tempo, tiden til min kæreste og til Otto. Desuden havde jeg en hel aften med veer for nogle dage siden. Ikke rigtige hvadfandenforegårder-veer, men sådan heftige plukveer, der tog pusten fra mig og mindede mig om hvordan veer føles (fuck), og der kunne jeg mærke, at jeg ikke er helt klar endnu, og jeg var langt fra skuffet da de gik i sig selv igen.
Jeg bliver klar. Det bliver jeg, også hvis det sker i morgen, men jeg tager altså gerne et par uger mere i ego-barselsland, hvor det kun er mine behov, der skal dækkes og der både er varm kaffe i koppen og det kun er mine egne pletter på tøjet …

… Jeg er dog gået i heftig Anja Bay træning og øver både vejrtrækning og læser om krop og smerte på livet løs, så jeg er forberedt på det hele. Og selvom jeg lidt hånligt har sagt og ment mit om at pakke den famøse ‘hospitalstaske’ i for god tid, er jeg faktisk begyndt at tænke over hvad vi skal have i den, og den bliver altså gjort klar inden længe, og bliver ikke ‘bare lige ordnet når de første veer kommer’ som jeg ellers har ytret at jeg ville. Godt nok skal jeg, om alt går godt (det gør det!) føde ambulant, men det ville sgu være ærgerligt at glemme noget midt i smerter og laboro vejrtrækning.

Jeg bliver klar. Snart.

 photo Skaeligrmbillede 2015-03-20 kl. 15.07.38_zpsbgaywugl.jpg

Noget om en tøjkrise og et vigtigt bryllup

Rachel, der er en af mine bedste veninder, skal giftes tre uger efter min termin. Et bryllup jeg ser frem til og som jeg er sikker på kun kan blive en fest man sent vil glemme, da både Rachel og manden hun gifter sig med, er nogle særlige mennesker, der kan feste som få andre. Med mig har jeg freelancer, der har kendt Rachels kommende husbond længere end Rachel har (ja, vi tager æren for at de to mødte hinanden), og så selvfølgelig baby, der på det tidspunkt kan være alt fra få dage gammel til en måneds tid. Gisp!
Logistisk skal det nok gå op. Vi er to, vi udruster os med babyalarm, overskud og store ja-hatte, det hele skal nok gå.
Men en udfordring, der til gengæld allerede nu begynder at melde sig, er det uundgåelige; Hvad fuck skal jeg have på?! Som sagt har jeg lige født og vil derfor være indehaver af et stykke løsthængende mavehud og overdimensionerede bryster, og jeg tvivler på at min røv og hage vil have tabt de ekstra kilo som 9 måneders babyrugning (og remonce-spisning) har forårsaget… Jeg ved også, at jeg bliver nødt til at have outfittet parat inden jeg føder, for det der med at gå på shopping med en nyfødt og en masse ekstra hud på slæb er ikke optimalt. Hvad gør jeg så? Det ideelle ville være en kjole. Det er sgu da nemt, det er pænt og kan tilmed skjule de værste folder og buler.
Jo, men jeg ved også at jeg nok ikke har lyst til at vise mine ben frem, og de kjoler jeg føler mig tilpas i er ikke ligefrem amme-venlige, og noget siger mig derfor at bukser er vejen frem. Et suit, et sæt, en buksedragt, noget i den boldgade.

Jeg har masser af sko, så det bliver det mindste problem (dermed ikke sagt, at jeg ikke køber nogle nye alligevel når tiden nærmer sig. Jeg er jo bare menneske), men at finde det rigtige sæt tøj, i den rigtige størrelse, og tilmed holde fast i det helt frem til d. 2. maj, uden at ændre mening, det bliver måske nok i virkeligheden den egentlige udfordring.

I min virtuelle indkøbskurv har jeg lige nu et lyseblåt suit bestående af bukser og jakke fra ASOS, som jeg vil parre med en hvid silketop (åh modigt med min motorik, og en nyfødt som date), et smuuuukt sæt fra Stine Goya (skjorte og buks), en mørkeblå buksedragt med wrap lukning (så jeg kan pakke brysterne frem nogenlunde diskret) fra Reiss, som vil se fantastisk ud med mine metalliske Louboutins, der står på min reol og tigger om at komme i brug igen (desværre er mine fødder også gravide).

So far , so good. Der er god tid endnu. Men jeg skal helst have besluttet mig og klikket noget hjem inden beboeren i min mave melder sin ankomst, for derefter bliver min hjerne til en grødet masse i en rum tid. Det gjorde den sidst i et par uger (år?) – og jeg tror ikke det bliver muligt for mig at sammensætte eller tage stilling til tøj på det tidspunkt. Har i hvert fald ikke tænkt mig at tage chancen.

… Der kommer billeder af ovenstående kluns, det gør der. Men i skrivende stund kører photoshop noget attitude af på mig som jeg ikke magter. Starter på en frisk i morgen.

Indtil da, et billede af the bride to be og undertegnede til et andet bryllup. Lidt sløret, men sådan skal det være til bryllupper …

 photo 1255513_10151828570755399_803461970_n_zpssyzg0wwt.jpg

Splitte mine bramsejl

Jeg tillader mig lige at reposte et indlæg fra sidste år. Om bekymring. Den slags, der er fuldstændig irrationel, men uundgåelig når man først har fået de der børn. Otto er nemlig i skrivende stund på vej ud for at sejle (!) på et skib (!!) hele dagen (!!) –
Jeg har med sammenbidt falset-stemme hele morgen sagt ting som ‘Nææææ det blive daaarjligt, hvaaae’?’, for ikke at smitte ham med min syge dødsangst, og jeg er ret sikker på at jeg overskred grænsen for hvor længe et kram kan være, uden at det er creepy, da vi sagde farvel …

Min dag kommer til at stå på intens kjolejagt, rengøring og konstant tjek af telefon, alt imens jeg holder vejret indtil afkom er tilbage fra sit sø-eventyr.

REPOST:
Fra 24 timer, torsdag d. 7 marts 2013
?Her har du dit barn, og en livslang angst?

Der sker noget inde i ens hoved når man bliver gravid. Der sker mange ting, jovist. Men jeg tænker ikke på hormoner, distræthed og kindersnitte cravings, men på bekymringer. Bekymringer i en helt anden liga, end man nogensinde havde forestillet sig muligt.

De starter den dag man står med den positive test i hånden og følger én igennem hele graviditeten. Vokser barnet? Lever det? Er det et raskt barn? Hvorfor sparker den ikke? Hvorfor sparker den så meget? Og. Så. Videre.
Man ser frem til at få barnet ud til sig, så man bedre kan passe på det, tænker man.
Så føder man barnet? Panik! Bekymringerne tager til og man er usikker og overvældet. ?Vokser barnet? Lever det? Er den rask? Hvorfor bevæger den sig ikke?
Hvorfor bevæger den sig så meget? Trækker den vejret? Hvorfor græder den nu??

Institutionsalderen indtræder og helt nye bekymringer dukker op, faktisk tænker man nu at bekymringerne ikke kan blive værre. Forfærdelige scenarier udspiller sig i ens tanker, med alt fra kidnapning til brækkede knogler i fokus. Særligt udflytterbørnehave kan sætte gang i hjernen, skulle jeg hilse og sige. Bussen kunne jo køre galt, barnet kunne blive glemt i skoven, han kunne falde ned af et træ. Er det en sø? Druknedød!

Man ryster på hovedet af sig selv, for man ved det jo godt. At man er ved at miste forstanden og simpelthen bliver nødt til at slappe af. Men hjernen forsætter. For den dag man fik det barn og fik etiket ?mor? placeret på sig, skrev man samtidigt under på en slags kontrakt, hvori der med småt stod, at man nu gik ind i en verden fuld af afbrudt søvn, lortebleer, pletter på tøjet og et tankemønster, som kan gøre enhver horrorforfatter misundelig.

Ja, jeg indrømmer det, ?man? er ?jeg?. Jeg er blevet en smådramatisk pylret hystade, som er ved at gå til af bekymring, relativt ofte og i højere og højere grad, jo ældre min dreng bliver. Gudskelov holder jeg det indeni mig selv (når jeg altså ikke lige skriver om det i avisen).

 

First world problem #4 Tøjkrise

Jeg ELSKER fester og begivenheder! Særligt dem, der gør at man bliver nødt til at shoppe nye outfits. Hvilket faktisk er tæt på at være min yndlingsbeskæftigelse. Men, nogle gange kommer jeg til at udsætte det lidt, for der er jo maaaaasser af tid… Lige indtil der slet ikke er nok tid alligevel … Er for eksempel lige blevet ramt af en mild form for panik. Som sker i det øjeblik, hvor det går op for en, at man skal til et kæmpe event med sit arbejde, hvor ‘galla’ er dress code, om mindre end en uge  – og man INTET har at tage på. At det er for sent at låne eller man bare ikke er cool nok til at få lov og ens konto for længst er overtrukket. At jeg samtidigt er kræsen (underdrivelse) og ligner lort i lange kjoler (overdrivelse) er også en mindre detalje, for ikke at tale om usikkerheden, der hører med når man er på en arbejdsplads med nogle af byens lækreste og mest moderigtige damer … Men hvad gør man så? Tænker ud af boksen I guess. Overvejer i hvert fald at iføre mig noget buks af en art og dresse dem the fuck up. Eller bare ty til den lange sorte (keeeedelige) kjole, der hænger i mit skab som back-up … Jagten er for alvor gået ind. Og så leger vi bare, at der er virkelig mange timer i døgnet, at jeg nærmest intet arbejde har i denne uge og at barnet ikke lige har fået feber og søløvehoste. Ja. Det er en god leg…

I kan følge med i mit galla-moodboard på pinterest HER hvis I har lyst. Hvis man ser godt efter, kan man måske fornemme desperationen, tårerne og lysten til et ordentlig skud tequila.

Skærmbillede 2014-05-12 kl. 21.31.15

Da jeg blev mor

Otto bliver fem år til sommer og det i sig selv virker fuldstændig vanvittigt. Han er jo lige kommet, men har altid været her! Eller hvordan det nu er.

Da jeg fik ham var det hårdt, ååårh manner! Jeg står stadigvæk med åben mund og polypper når folk føder børn og nærmest bare rejser sig fra fødselssengen med nyvasket hår, overskud til aftaler og andre mennesker og ‘var det virkelig bare det’-ansigt. Er jeg mon en svækling? Eller var Otto virkelig bare et røvhul? Spørgsmål jeg længe har gået med og konstant bliver mindet om ,når folk omkring mig spytter babyer ud.

Der er ingen tvivl om at det hårde var virkeligt. Og jeg er sgu ikke svag, eller pjevset og selvfølgelig var O ikke en anti-søvn / pro-skrig hystade med vilje.
Men svaret er nok bare, at babyer er forskellige, mennesker er forskellige og det at blive forældre bare på ingen måde er ens fra person til person. Jojo, man møder da indimellem en, måske to, der har haft samme oplevelse, men der er ofte langt imellem (og på en eller anden måde heldigvis for det, ellers ville ingen jo få børn).

Selvom det var det absolut hårdeste jeg har prøvet. Både fødslen (av og fuck), amningen (aaav og fuck), den afbrudte søvn (ja fuck igen), usikkerheden og alt det andet, er det bare (måske) en helt anden virkelighed for andre. Jeg har både veninder, der som jeg var HELT færdige i tiden efter, og jeg har veninder, der synes det hele var nemmere end nemt og at vi andre simpelthen må være nogle tøsedrenge.

Men, og her kommer min pointe, skal vi ikke lige aftale, at vi kvinder stopper med at pege fingre af hinanden, stopper med at hvisketiske om, at den ene da simpelthen har falsk overskud, at den anden simpelthen gør det hele såååå meget værre end det er, for helt øøørlig’ SÅ hårdt er det jo slet ikke! Og så videre… Bare stop ok?! It’s not a competition!

Vi skal opføre os ordentligt damer! Hjælpe dem, der har brug for hjælp, glæde os over dem, for hvem det er nemt og dejligt – og minde os selv og hinanden om, at der er gode og dårlige perioder og at bare fordi naboen har nået at få rene bukser på og gud forbyde det har bagt et eller andet helt selv, ikke er ens betydning med, at det er falskt eller overfladisk, og at bare fordi veninden hvæser og græder over ikke at have sovet på sjette døgn eller fortæller gyserhistorier om vestorm og flækket skræv, ikke nødvendigvis overdriver og hvis hun gør, er det sgu nok fordi at hun har brug for en krammer (eller et shot og en highfive) ? OG her taler jeg altså ikke kun om mødre, men om kvinder generelt. Skulle vi ikke lige være ordentlige overfor hinanden og holde sammen i stedet for at kaste hinanden ind under busser igen og igen.

otto1

Pausefisk.

Jeg kan ikke alting på samme tid. Desværre. Gad ellers virkelig godt. Og lige nu er det blandt andet bloggen, der må lide.

Indtil jeg har fundet mit overskud, som muligvis ligger i bunden af den bunke tøj, der ligger draperet over størstedelen af min lejlighed, er her en masse photoboothbilleder. Jaaaah.

Hilsen Narcisisten.

Fotografi den 23-05-13 kl. 18.05 #5 Fotografi den 12-05-13 kl. 18.22 Fotografi den 20-05-13 kl. 11.05 #2 Fotografi den 24-12-12 kl. 14.03 #3 Fotografi den 26-05-13 kl. 13.48 #6 Fotografi den 26-05-13 kl. 13.52

Noget om mænd.

“Hvor er Cecilies mand?”
– Spurgte min venindes søn hende, henover spisebordet i går eftermiddags, da vi drak kaffe.
“Cecilie har mange mænd. 100!” svarede min veninde kækt (Tak Nanna).
Ikke længe efter, kiggede han på mig og spurgte så igen
“Men HVOR er din mand? Er du ikke ked af det?”
Øøøøøhmmmbøøøhm, fedt at blive sat on-the-spot af en fire årig.
Men nej Arthur, jeg er ikke ked af det. Frustreret måske. Men kun engang imellem.
Og lidt forvirret også.
Sandheden er jo, at det vrimler med søde mænd (har jeg hørt), men jeg ser det ikke.
Har heller ikke tid.

Desuden er de jo pisseirriterende.

Rettelse:
 photo null_zps5f7ecf55.png

Lukker lige døren.

Den er der endnu.
Lige for tiden taler den højere, end nogensinde før.
Den der røvede stemme, der bor inde i mit hovede, sammen med alle ordene, tankeskralden, en del sjofle vittigheder og de løse skruer.
Den, som fnyser af mig og ryster på hovedet, mens den buh-er og kaster ting efter mig.
Jeg hader den. Hader.

Jeg er god til at sætte den på plads. Men først når den har fået mig helt i knæ, først da kan jeg rejse mig, børste mig af og stikke den en flad. Ikke at den holder kæft af den grund, jeg ignorerer den bare. Fik engang at vide at det var sådan man skulle gøre. Lukke døren for de negative tanker og lade de positive strømme til. Øh.

Så det øver jeg mig lige i.
Ligesom at jeg øver mig på, ikke at lade ting, som jeg ikke selv har kontrollen over, få mig ned med nakken.
– Det går skidegodt pt…
Nej. Det er løgn – derfor dette indlæg.
Jeg starter fraaaaaa nu. Nu er døren lukket.

Jeg griner hver dag

Jeg var på barselsbesøg den anden dag og besøge en 7 dage gammel pige… Åååårh…
Dog må jeg sige, at selvom jeg blev skruk over at få hældt en nyfødt i armene, for fuck nu af hvor er de søde sådan nogle. At det så ovenikøbet var en lille tyk babypige med jamaicanske rødder og trutmund, jeg fik lov til at sidde med et par timer, gjorde det ikke nemmere. Men jeg blev samtidigt mindet om at jeg er ret lettet over at bleskift, amning og “Hva-betyder-den-gråd-er-du-sulten-er-du-træt-skal-du-skiftes” er et overstået kapitel. I det mindste ved jeg nu hvad barnet vil, når han græder. Primært fordi han råber det af mig med vrede i øjnene. At det så ikke altid er noget jeg kan opfylde/gøre for/er enig i, er hvad det er. Og ja, jeg ved det godt, jeg har allerede skrevet virkelig meget om min søde drengs stædighed og konkurrerende sind. Om hans trodsalder, urimelige vredesudbrud og så videre. Men det fylder altså virkelig også meget -jeg ved at jer med tre årige børn (og to årige og fire årige… Og fem årige) sikkert nikker med her. Det fylder faktisk så meget, at jeg vist helt har glemt at nævne, hvordan han får mig til at grine hver eneste dag. Selvom han kan skrige mig ind i hovedet, lave flitsbue midt på Istedgade og trykke på alle mine knapper, har jeg aldrig i mit liv mødt nogen som kan få mig til at grine så meget (hvad mener du med at jeg ikke kommer nok ud?). Han siger de sjoveste ting, han er begyndt at fange ironi, han har ingen situationsfornemmelse og han finder på nogle virkelig skægge ting.
Ville en baby måske kunne skabe stof til sjove statusopdateringer, som nedenstående. Nej vel?. Men de dufter godt og er øglede og søde. Giv mig en!

 

Nattehjerne

Nåh hej hjerne. Der var du igen?!
Jeg overvejede for et par timer siden, om jeg ikke lige skulle lave en kop kaffe, for det havde jeg lyst til. Men så kom jeg i tanke om, at jeg i forvejen er decideret dårlig til at komme ordentlig tid i seng, og så er et skud koffein klokken 21, umiddelbart en virkelig dårlig ide. Aha. Jeg droppede da også det med kaffen, men alligevel er jeg nu vågen. Som i VÅGEN. Der sker et eller andet når klokken slår 23. Det er som om at der bliver tændt for en knap, inde i mit hovede. Knappen lukker ned og vinker farvel til træthed og hiver fyrværkeriet frem og siger højlydt goddag til al tankeskraldet. Har skrevet om det før og vil egentlig ikke uddybe yderligere. Men det er sgu da åndssvagt. Hva? Så kan jeg ligge her og spekulere, planlægge og overveje en milliard ting,som jeg alligevel ikke kan gøre noget ved nu. Og som om det ikke er nok, skal jeg i dagens anledning sørme samtidigt have voksen noia på.
Ja, voksen-noia. Som er noget min hjerne også er ekspert i. Sådan noget med at forestille sig uhyggelige ting. Den stol med tøj på, som Otto bad mig fjerne tidligere, for eksempel. Han ville gerne have at jeg tog den ud af hans værelse, fordi han bliver bange for den om natten. I mørket.
Det forstår jeg faktisk godt. Nu.
Kæft, det er åndssvagt.

Samme hjerne elsker at minde mig om gyserfilm og spøgelseshistorier vi har set og hørt for flere år siden. Tak . Bare tak.

Tabte indlæg og andet rod

Det er gået op for mig at jeg har mistet en forfærdelig masse indlæg i alt flytteriet. Av av. Indlæg som jeg nu savner, og fortryder at jeg ikke på en eller anden måde gemte et sikkert sted. En masse inaktive links ligger her også og i det hele taget roder her en hel del. Det er i øvrigt ikke kun bloggen, der roder, – hjerne er mindst lige så rodet, men det er et helt andet indlæg.

Jeg vil forsøge at få styr på det. Altså de forsvundne indlæg kan jeg ikke gøre så meget ved, er jeg bange for. Ligesom at hjerne vist også forbliver filtret. Men jeg kan få ryddet op og ud i alt det andet på bloggen, sådan at jer der går tilbage i arkiverne ikke går forgæves og rammer sider som denne:
 photo B1388BEF-94E5-4365-B201-DFB3EA2BD7E0-28685-00000CDA57B03887_zpsb1013f4b.jpg

Det bliver ordnet. Jeg lover det.
(Og ja, jeg siger det højt herinde, for at holde mig selv i ørerne)…

Man kan da ikke få skoldkopper flere gange?

Jow man kan. Otto kan. (Men jeg var jo altså også skeptisk sidste gang)
En lille kop, blev til to, to blev til fem, fem blev til nitten, og så stoppede vi med at tælle. Skoldkoppen ses her i løb, for han har hverken feber eller noget, han er faktisk friskere end frisk, men plettet.
 photo 4167ECB4-2E01-4475-BCC6-BE508AB4B500-26417-00000BE79EEF53AD_zps6b9cdc3e.jpg
Jeg har i dag skovlet ham over til hans far, mens jeg bliver klog ude på ITU. Og i eftermiddag henter jeg ham hjem, men hov, allerede i morgen skal han afsted igen. Tænk, for en gangs skyld er det ikke mig, der har ham mens han er syg. HVAD?! Ja! Den er god nok. Helvede er frosset over, der er to torsdage denne uge og jeg må hellere få drukket nogle øl. Hep.

"Tak for i dag. Så smutter jeg lige ud og træder i noget mere spinat…"

“Vil du gerne have flere børn?”
Spørgsmålet blev klasket i hovedet på mig tidligere i dag, i forbindelse med en uskyldig samtale hos min læge.
I forvejen var jeg lidt trykket, for det bliver jeg altid når jeg er hos lægen/til samtale/forældremøde/noget med andre mennesker, og jeg havde i forvejen lige hældt et halvt plastikkrus vand ned af mig selv, det er nemlig også svært for mig at drikke i de situationer, åbenbart . Mit svar blev  derfor noget ala “Øhbøøøh tjoootjaaamjæææmåååskeeeNaaaarrrhjoooo…. Det ved jeg ikke” og så lavede jeg en hurtig joke om noget sæd …

Lægen så forvirret på mig, smilede overbærende og mumlede noget med, at det selvfølgelig heller ikke er noget jeg behøver at have travlt med med mit sunde og raske underliv (her jokede jeg igen -noget med om han ville smide den bemærkning på mit CV – what is wrong with me? Seriøst?! Stop dig selv! Kunne lige så godt tage et båthorn og et par store sko med).

Det er jo ikke fordi at jeg ikke har tænkt på det før. Det med flere børn. Jeg tænker ofte på det, og har skrevet side op og ned om hvor skide lækre babyer er og at jeg selv vil have en NU. I teorien. Og jeg har længe set det som en selvfølgelighed, at jeg skal have flere.
Det er jo det vildeste at få et barn, for helvede.

Men jeg har måske ikke helt taget stilling til det endnu. Med god grund, for det er lissom’ ikke aktuelt de næste mange år. Men mit begivenhedsrige besøg hos lægen i dag, har alligevel sat gang i nogle tanker omkring emnet “Flere børn”.

Min første indskydelse er: kraftedme JA! Giv mig et par stykker mere.
Min anden indskydelse er: altså hvis jeg møder en mand, som jeg kan holde ud og som kan holde mig ud.
Indskydelse tre: jeg kunne også gøre det selv. Hvis nu jeg ikke har mødt nogen om otte-ti år agtigt.
Indskydelse fire: Måske jeg slet ikke skal have flere børn. Otto er perfekt.

Konklusion: Kun hvis det føles rigtigt. På et tidspunkt.
-Kunne jeg da så bare ha’ svaret det, oppe hos lægen, i stedet for at gå gøgler på den og speedsnakke om sperm og dårlig mandekarme. Jøsses.

Adventuretype? Mig? Not so much. (Og et års forbrug at Tampax)

Advarsel til de mandlige læsere: Nedenstående handler en del om tamponer. Så spring bare dette over. Jeg skriver om bryster og øl en anden dag.

 

Jeg er ikke den store løbetype. Jeg løber sjældent. Og helst alene. I et langsomt tempo, med reggae i ørerne. Derfor var mit svar også “Nej tak”, da jeg blev spurgt om jeg ville deltage i forhindringsløbet “No limits race”. Faktisk var mit svar helt præcist:
Ah. Nej, jeg hader lidt sådan noget. Ville ønske jeg var til det, men det er jeg virkelig ikke. Snyder mig altid udenom den slags, og løber helst alene. I mørket. Forklædt.

Det er rigtigt. Dog har jeg siden overvejet det.
Men må igen erkende at det ikke kommer til at ske. Det er ikke for mig. Men jeg synes det lyder sjovt og hvis jeg ikke var så uptight og aktivitetsforskrækket, var jeg sprunget på.
Måske det er noget for jer? Jeg har hørt rygter om præmier og goodiebags.
Meld dig til her.

Jeg spurgte om jeg måtte give mit løbenummer væk til en af jer, det måtte jeg gerne og jeg måtte også smide seks pakker Tampax oveni.
Ah hva’?
Det er muligvis den mærkeligste gave, jeg nogensinde har haft her på siden og jeg har gnægget af det længe og var tæt på at sige nej, for come on, tamponer?
Men altså, er der noget værre end at bruge penge på den slags? Det er ligesom toiletpapir og kondomer. Det er penge, man hellere ville bruge på øl, eller laks (?), og sender i øvrigt et signal til resten af supermarkedet om at noget skal ske i skræv-området, og man ender altid med at møde kollega/eks-kæreste/ lækker mand/barnets pædagog når du står med det i kurven (hvad? er det kun mig?).

Så jeg sagde altså ja og hvis du vil have de seks pakker Tampax pearl og et løbenummer til forhindringsløbet “No limits race” i juni, skal du bare smide en kommentar til indlægget her, senest d. 29. marts (hvis man kun vil vinde en af tingene, skriver man det bare. Who am I to judge….).

Skriv gerne noget pinligt.
Men der er ingen tvang. Man må som altid også bare gerne skrive hej, eller pik.

Adventuretype? Mig? Not so much. (Og et års forbrug at Tampax)

Advarsel til de mandlige læsere: Nedenstående handler en del om tamponer. Så spring bare dette over. Jeg skriver om bryster og øl en anden dag.

 

Jeg er ikke den store løbetype. Jeg løber sjældent. Og helst alene. I et langsomt tempo, med reggae i ørerne. Derfor var mit svar også “Nej tak”, da jeg blev spurgt om jeg ville deltage i forhindringsløbet “No limits race”. Faktisk var mit svar helt præcist:
Ah. Nej, jeg hader lidt sådan noget. Ville ønske jeg var til det, men det er jeg virkelig ikke. Snyder mig altid udenom den slags, og løber helst alene. I mørket. Forklædt.

Det er rigtigt. Dog har jeg siden overvejet det.
Men må igen erkende at det ikke kommer til at ske. Det er ikke for mig. Men jeg synes det lyder sjovt og hvis jeg ikke var så uptight og aktivitetsforskrækket, var jeg sprunget på.
Måske det er noget for jer? Jeg har hørt rygter om præmier og goodiebags.
Meld dig til her.

Jeg spurgte om jeg måtte give mit løbenummer væk til en af jer, det måtte jeg gerne og jeg måtte også smide seks pakker Tampax oveni.
Ah hva’?
Det er muligvis den mærkeligste gave, jeg nogensinde har haft her på siden og jeg har gnægget af det længe og var tæt på at sige nej, for come on, tamponer?
Men altså, er der noget værre end at bruge penge på den slags? Det er ligesom toiletpapir og kondomer. Det er penge, man hellere ville bruge på øl, eller laks (?), og sender i øvrigt et signal til resten af supermarkedet om at noget skal ske i skræv-området, og man ender altid med at møde kollega/eks-kæreste/ lækker mand/barnets pædagog når du står med det i kurven (hvad? er det kun mig?).

Så jeg sagde altså ja og hvis du vil have de seks pakker Tampax pearl og et løbenummer til forhindringsløbet “No limits race” i juni, skal du bare smide en kommentar til indlægget her, senest d. 29. marts (hvis man kun vil vinde en af tingene, skriver man det bare. Who am I to judge….).

Skriv gerne noget pinligt.
Men der er ingen tvang. Man må som altid også bare gerne skrive hej, eller pik.

Ring venligst ikke til mig. Mine nerver kan ikke holde til det.

Åh, at vente…. Ikke en disciplin jeg gør mig godt i.
Slet ikke.

Hvad jeg venter på?
Altså. Med fare for at jinxe the fuck out of it, jeg har søgt et job.
Et job som jeg virkelig virkelig virkelig gerne vil have. Et job, jeg vil være god til. Rigtig god endda.

Jeg har været til samtale på det job. I dag.
Det gik godt.
Nu vil jeg have det endnu mere.
Så meget at jeg den næste uge, kommer til at få galoperende angst og falsetstemme hver gang min telefon ringer.

utroskab af den værste slags. Måske.

Ja ja, jeg ved godt jeg har ævlet løs om det ovre på facebook allerede.
Og som jeg også skrev derinde, er det et typisk first world problem.
Det handler om mit hår. (ja igen)

Suk. Alt er galt hårmæssigt pt.
Min ellers så (synes jeg selv) smarte nøddebrune frisure, er efter 5 måneder nu en katastrofe.
No shit Sherlock. Jeg ved ikke hvorfor jeg er så dårlig til at huske at holde det ved lige. Men situationen er følgende: Farven er sær, længden er også sær, sådan for langt til at være kort, og for kort til at kalde langt. Og så er der altså grå hår i min udgroning. Whaaat? Jeg er fandme ikke engang 30 endnu. Men then again, jeg har lige kaldt min frisure for “smart”, og i sidste uge cravede jeg Werthers Echte, så jeg skal måske bare være glad for, at jeg ikke skal ud og investere i et gangstativ også.

Her kommer den egentlige krise: Min elskede frisør har syv ugers ventetid. 7.
Og jeg har af gode grunde svoret ingen hjemmehårfarvning, nogensinde (igen altså).
Hvad gør man så?
Man er utro.
Det er arrangeret i morgen. Klokken 13. Hos meget meget sød og tålmodig frisør, som normalt klipper min søn og som jeg har en god fornemmelse med.
Håber det bliver godt. Håber håber.
Vi får se…..
Tænk på mig klokken 13 i morgen og send gode hår-vibes. Tak. Jeg er nemlig en kælling når det kommer til mit hår, og er skidebange for frisører.

Onsdag onsdag, for helvede onsdag.

Jeg har været sur i betrækket hele dagen. På den der måde, hvor man ikke helt kan sætte sin finger på hvad det er, som egentlig nager en. Man er bare skide sur, snappy og latterlig.
Jeg ved jo godt, at  hovedårsagen til det skodagtige humør, har noget og gøre med at det er onsdag i morgen. I en lige uge. Hvilket betyder at Otto skal hjem til sin far.
Jeg får ham først igen søndag. Og selvom jeg efterhånden er hærdet og vant til det, for det sker jo for helvede hver 10. dag, er det alligevel bare ind i mellem lidt ekstra svært, at aflevere ham onsdag morgen. Ja, det har jeg skrevet om før, det ved jeg sgu da godt. Derfor gør jeg heller ikke mere ud af at male et billede for jer. Det sucks. Punktum.
Fordi at vi skal tage afsked i morgen og jeg ikke gider det, tænkte jeg at vi trængte til kvalitetstid og ekstra hygge i dag. Så efter børnehave gik vi ud og handlede, jeg lavede en af hans livretter og bagte banankage. Hvilket ikke var gennemtænkt. For barnet var sulten, vi var sent hjemme, maden var langsom, ovnen var varm, moren var træt og underskudsramt og selvom det gik ok, og vi rent faktisk havde det enormt hyggeligt, da risene endelig kom på bordet, og han kun kom en time senere i seng (jeg bliver straffet i morgen tidlig. Men fuck it), kan jeg alligevel ikke lade være med at tude ned i den brændte kage, mens jeg bander mig selv langt væk.
Skal faktisk lave en masse pissefede ting de næste dage, så skal simpelthen lige holde kæft nu.

 

 

Kære inspiration, bare kom, jeg er klar.

Har sgu været ude og løbe. Det var koldt og jeg lignede en idiot, og kunne ikke finde ud af at trække vejret ordentligt. Så jeg vendte om, gik hjem og drak tre kopper kaffe.
Så Beyonce fyre den af iført læder. – Bemærk det larmende blanke stykke papir. Ikke engang ordspil og kruseduller er det blevet til. Pik.
 photo B038DDC3-468F-4775-AA5E-33A2576CE7DF-11849-000006A487D22DA7_zpsb8eb4083.jpg

Skruede derefter virkelig højt op for noget Jay Z og forsøgte at psyke mig selv til at finde på en masse kreativt og være awesome.
Det virkede ikke.

Jeg skrev også på mit spejl.
 photo CCEE953B-1FA3-4086-B152-6B46A5C80E68-11849-000006A48564E3C8_zps9edee9b6.jpg

Det virkede heller ikke.
Så nu ringer jeg til drømmearbejdspladsen og tigger et job.
Jo jeg gør.

Speaking of fastelavn.

Er I klar over hvor ydmygende det kan være som 10 årig, at træde ind i et klasseværelse, hvor man i forvejen er upopulær, udklædt som mus?
Det ved jeg.
Klip til 1995:
 photo DD273CDB-B1CB-462E-BC5C-C2483C400F8A-10589-0000060BB9EF0E08_zpsa0be8935.jpg

Ja, jeg var den eneste udklædte.
Nej, jeg ved ikke hvorfor mus på vesterbro går med læbestift.
Ja, min lillebror er stadigvæk lige så lækker, men nu voksen.
Nej, jeg har ikke kostumet længere.
Og ja, mine forældre har droppet den gule væg.

Mor er aldrig syg!

Fra 24 timer. Torsdag d. 17 januar.
Mor er aldrig syg!
Da min søn startede i vuggestue for to år siden, var det samtidigt starten på halvandet år med utallige sygdomme. Den ene tog den anden, og vi var slået ud af bræksyge, feber, hoste og snotnæser. Der var ingen begrænsninger for, hvilke sygdomme han fik skrabet sammen og tog med hjem, og jeg fik hver og en, også dem, han ikke engang selv fik.

Forrige vinter var vi syge på skift i to måneder. Trods de mange råd, som afspritning af både barn og undertegnede, uld fra top til tå, biostrath, grøntsager og C-vitamin-overload, ramte det os igen og igen, intet virkede. Jeg var dømt ude grundet influenza og pandehulebetændelse, og min dreng var en omvandrende snotnæse med 38,4 i feber.

Heldigvis er det blevet bedre, efter han er startet i børnehave, eller det var det. For ikke længe siden hørte jeg mig selv sige, at nu var det godt nok også ved at være længe siden, jeg havde været syg.

DET må man aldrig sige højt, for så kommer bræksygen for fuld drøn, det gjorde den i hvert fald her. Og så sent som i sidste weekend begik jeg fejlen igen, ?Høh! Jeg har slet ikke haft den der influenza, alle piver over ? Jaer!?

Klip til mandag aften, hvor feberen sneg sig ind på mig og bankede mig hårdt i hovedet, og nu ligger jeg så her.

Så meget, som jeg nu kan. For når man er mor, er der lige den lille detalje, at det med at lægge sig syg ikke er en mulighed.

Selv om jeg aldrig før har været syg så ofte, som efter jeg er blevet mor, har jeg til gengæld heller ikke skullet ignorere mit eget helbred så meget.

Muligheden for at slumre under et tæppe med kamilledrop og tv-serier, mens man popper panodiler og ynker sig selv, er der ikke rigtigt. For der er næsten altid en lille fidus, som enten er mere syg end en selv, eller bare har brug for, at man står oprejst og er voksen i det. Så det gør jeg. Trodser feber og andre ondheder og smører leverpostejmadder og synger ?Søren Banjomus,? omend i en lidt mere hæs udgave end normalt. En jazzet version.

Teknisk retarderet

Teknisk snilde er ikke noget jeg ejer.

Måske har I bemærket mit fravær de sidste dage, måske har I ikke. Jeg har jo ævlet på facebook (om fødende mænd blandt andet) en del, så måske er I bare skidetrætte af mig. MEN. Jeg kan godt lide at tro på at I selvfølgelig klart har bemærket at her har været stille Måske har I endda været bekymrede.

Hvor jeg har været spørger I så måske?
Johmen, altså! Der har været knas her på siden de sidste par dage.
Og hvis det ikke var for min helt cykelrytteren havde jeg sikkert siddet og kigget panisk ind i skærmen endnu. Og grædt.
For der skete det at jeg for et par dage siden pludselig intet kunne gøre blogmæssigt.- Kunne ikke skrive indlæg, ikke se mine indlæg, ingenting. Når jeg loggede ind, så det helt forkert ud. Oh the drama! Da jeg opdagede det. Blodet forsvandt fra mit ansigt og jeg blev træt. Men nu ! NU kan jeg igen skrive. Hurra.
Måske har I også undret jer over at mit seneste indlæg, om hvad jeg skal nå i det nye år er væk, det er helt rigtigt. Væk er det. Men føromtalte cykelhelt har lovet at prøve at grave det frem. Bless him! Helt op i stjernene.

Indtil da, kan jeg da tilføje at endnu en af de ting jeg skal gøre i 2013 er at blive bedre til at backe mine indlæg the fuck up…

Og at der bør være grænser for hvor meget jeg må bruge ordet måske i et indlæg…

 

Ordsærling

Så længe jeg kan huske har jeg været vild med ord, skrevet, stavet og læst alt jeg kunne komme i nærheden af. Jeg var en krampe at sidde ved siden af i bussen som barn, for jeg læste alle skilte op, højt og tydeligt. Uden undtagelse. Jeg kunne læse allerede inden jeg startede i skole og var fascineret af forskellige ord og bogstavskombinationer.
Det er jeg stadigvæk. – Nogle gange så meget, at jeg spænder ben for mig selv i netop det jeg elsker. At skrive.
facebook skrev jeg i går:
 photo 10138EF3-C1DF-4AE8-A1CE-2035942F6D44-40158-0000123E6382D6C3.jpg

Det er sådan det er. Lidt det samme som når man har en sang på hjernen.
Troede i mange år at det var normalt. Og at alle fik ord på hjernen. Det har jeg siden hen fundet ud af slet ikke er tilfældet. Men vi er dog nogle stykker. Nerdy high five til jer, der sidder og nikker med.

Nogle ord er lækre og flotte, andre gør mig dårligt tilpas, ikke på grund af deres betydning, det er bare grimme ord, som lyder forkerte og ser dumme ud; Svømmepøl, samkvem og konvolut for eksempel.

“Lækkermås” har endelig forladt min syge lille hjerne og jeg kan igen skrive nogenlunde normalt, altså lige indtil et nyt ord lander mellem mine ører…

3….2….1… spring!

Jeg føler lige nu at jeg er på vej op ad en klippe, en motherfucker stejl klippe. Luften er tynd, kold og vammel, mit hoved dunker af smerte, og det vrimler med forhindringer. Mudderhuller, grus (det er faktisk skidesvært at klatre i!), sylespidse sten og små irriterende pis-myg, som stikker mig og siger den der helt vildt irriterende lyd *bzzyyybzzzyyybzzzbzzzyyybzzzyyybzzzyyy* lige ind i mine ører.

Men jeg er næsten nået toppen og kan næsten se udover kanten, men ikke helt, så jeg ved endnu ikke hvad der venter på den anden side. Iskoldt hajfyldt vand, et sort hul, flere forhindringer og pegende fingre, en oase med turkisblåt vand, reggaerytmer og paraply cocktails? Jeg aner det ikke. Jeg kan ikke vente med at finde ud af og har lyst til at spurte de sidste meter hen til kanten, for at springe ud i det.
Men mine ben standser mig. Min hjerne bliver mørk og hvisker til mig at jeg skal vende om. Det er for, hårdt siger den. Du kan ikke tåle nederlag. Du er svag.

Jeg vil allerhelst skide på den hjerne.
Stikke den en fuckfinger, efterlade den i mudderet og gå det sidste stykke uden den.
Hvordan? Griner den hånligt af mig. Det er jo mig der har fundet på det hele, uden mig er du ingenting.

Den har jo ret! Den lille pisseforvirrede, ondskabsfulde usikre lort af en hjerne, har ret..
Så jeg er tvunget til at stoppe op.  Tage et hvil. Sætte mig ned, fokusere på noget andet.
På hvordan jeg når toppen, og tage fokus fra hvad det er der venter mig, på den anden side.

Det er det jeg gør nu. Stopper op. Mærker efter. Tager tilløb.

Blogflytning og lidt om sarkasme

Jeg fik i sidste uge taget nye billeder, af det nye hår, til den nye blog. Det tekniske er også så småt på plads (vistnok) og det hele sker snart, som i næste uge. Og jeg glæder mig. Fandme. Det håber jeg også at I gør, og så håber jeg eddermame at der er forståelse for at Sneglcille er som Sneglcille er, med sarkasme og bandeord smurt udover det hele. For gæt hvad? Sådan er jeg faktisk, og det sidste jeg gider, er at skabe et eller andet falskt billede af min person og mit liv. Så havde bloggen heddet noget andet og handlet om sko og porcelæn, eller kæledyr.
Jeg lytter til jer, jeg læser jeres kommentarer og mails, og er desuden stor tilhænger af konstruktiv kritik, men at man synes jeg er negativ og whiny/har et lorteliv/ formulerer mig råddent/ er en sucky mor etc. er sgu ikke konstruktivt, det er bare troll’et og tarveligt, og er det ens holdning, kan man jo faktisk trykke på krydset i hjørnet af browservinduet, eller taste noget andet i adresselinien, skidesmart det der internet altså. Og tænk engang at jeg bliver nødt til at skrive det her, men:
Jeg er glad for mit liv og jeg elsker min søn, det lille røvhul, højere end noget andet. Også imellem 16 og 18. Punktum.

Ja, jeg ævler her, ved det godt og egentlig ville jeg bare lade det være, ignorere det og fortsætte, men det kan jeg sgu ikke og vil gerne en gang for alle slå fast, at Sneglcille er en kloak, min kloak, hvor jeg smider alle mine lortetanker. Det har de fleste af jer heldigvis forståelse for. Og tak for det.

C

Photobucket Pictures, Images and Photos

The aftermath

Efter weekendens udskejelser, hvor jeg har drukket abrikosagtige vodkashots og danset til noget RnB et moderne sted (!) blandt smukke mennesker, været rødvinsfuld på Malbeck, spist optursfrokost på Granola og i biffen og se Kidd life,  er jeg så træt at jeg knap kan åbne mine hævede øjne, og min krop higer efter salt og væske, mens den skriger af mig: “Du er forhelvede ikke 22 mere din dumme sæk! “. Men fuck-mig, hvor havde jeg brug for det. At marinere mig selv i sprut og te mig åndssvagt. Det var det hele værd og det var sjovt. Selvom jeg med hånden på hjertet, kan sige at jeg aldrig sætter mine ben på Simons igen. Jeg duer ikke til det, vidste halvdelen af tiden ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg er åbenbart bare en bodegapige.
Ha! Hold da kæft. Bodææægapige -det lyder sørme prinsesseagtigt og feminint. Oh well. Photobucket Pictures, Images and Photos

Get in shape, for hælvød!!

Mine løbesko håner mig! De peger og griner når jeg går forbi dem i min entre, de små røvhuller. 
Jeg har opsagt mit medlemsskab i fitnesscenteret. Det var for dyrt, taget i betragtning af hvor sjældent mine lår og jeg fik taget os sammen til at møde op, tiden var ikke til det og til sidst blev det bare pinligt. De der træningsapps jeg har på min telefon, bruger jeg faktisk stadigvæk og jeg kan klart se en forskel, på min mave især. Men. Jeg kan eddermame godt mærke at min krop trænger til at komme i form igen. Jeg har ondt i ryggen og jeg er ked af mine lår. Jeg har bare det problem at jeg hader motion. Virkelig inderligt. Jeg har prøvet det meste og det siger mig intet. Og nu da jeg på grund af dovenskab kulde og blæst ikke cykler de 7 kilometer til og fra arbejde længere, må det være nu jeg skal komme igang med noget andet, inden mine lår bliver til risengrød. 
Så hjælp! Jeg skal ikke tabe mig, jeg vil bare gerne i form. Helst med det samme. Tak.
Sjove og effektive træningsmetoder efterlyses (I.dont.do.zumba! Som i SLET ikke).

Photobucket Pictures, Images and Photos

Bange

“Jeg kan mærke at der venter noget stort på dig derude, det her er bare begyndelsen på dit eventyr”
-sagde min veninde Rachel til mig i går.

Men. Måske er jeg slet ikke så modig som jeg troede.
Januar lurer om hjørnet. Jeg har kappet sikkerhedlinerne.
Farvel flextid. Farvel sikkerhed.
Farvel.

Jeg er bange og spændt. Og bange.

Det er den rigtige beslutning. Det ved jeg det er.
For jeg får sommerfugle i maven og hjertebanken når jeg tænker på det.
Men det er skræmmende. Helt vildt.

Jeg håber Rachel har ret.

Projekt børneværelse.

Jeg bor i en 3-værelses, som består af et åbent køkken, en stue og et soveværelse. Tiden er kommet hvor der skal rokeres rundt og laves om. Jeg flytter ud af mit soveværelse i weekenden, og får soveplads i stuen, sådan at Otto kan få sit eget værelse. Store sager sgu! Junoen bliver lånt ud til min venindes datter, og ind hos os rykker min brors aflagte huleseng (en køjeseng med hule i stedet for underkøje). Økonomien er ikke til det helt store, så det bliver et større projekt med små tilføjelser med tiden, har blandt andet sat min mor igang med at sy, puder og den slags. Men for pokker hvor bliver det godt. Jeg glæder mig helt vildt og det gør han selvfølgelig også. – Jeg modtager meget gerne links til fede børnemøbler, inspiration osv, hvis I støder på noget. Tak.

Øj, forresten. Der er et lille twist, nemlig en bagtanke med det der værelse – Det er sådan at fordi han på lørdag er en stor dreng med eget værelse, er det også blevet tid til at sige farvel til sutten… Ja. Indtil videre siger han ikke noget til det og virker indforstået, mæææææææn lad os nu se.
Send mig lige held og lykke og sprut  i weekenden hvor det sker. Jeg har pissebrug for det.

Skilsmissetanker

Fulgte I med da DR havde skilsmisse tema?
Jeg gjorde. Med ondt i maven og tårer i øjnene.
Det er et følsomt emne for mig stadigvæk. At Otto er skilsmissebarn. Eller delebarn.
Jeg er om nogen fortaler for, at man ikke skal blive sammen for børns skyld og jeg ved at det oftest er bedst for alle parter at leve hver for sig. Mine egne forældre er et bevis på dette, præcis ligesom jeg selv er det. MEN jeg forstår virkelig godt dem, som prøver til det sidste. Flover mig selv engang imellem over at vi ikke kæmpede for det, dengang. Jeg trøster mig med at Otto ikke kender til andet. – At jeg er gladere nu end jeg ville være i et forhold med hans far, at vi samarbejder som forældre og begge har rum, tid og overskud til Otto, når vi har ham hver især.
Jeg har det godt. Det har Otto også. Han er glad, sej og tryg.
Men når han ser på mig med sine store blanke grønne øjne, og spørger mig hvorfor hans far bor et andet sted, går jeg lidt i stykker hver gang og har lyst til at kramme ham og aldrig give slip.

Jeg ved at det for børnene, er en svær virkelighed og her er Otto ingen undtagelse. Det gør ondt på mig.

At træde ind i en fyldt metro

tirsdag morgen og se 3 mennesker sidde med avisen slået op på mig, er noget af det mærkeligste jeg nogensinde har prøvet.
Billedet er helt forfærdeligt, ved simpelthen ikke hvad der lige er gået galt der. Havde ellers en god fornemmelse med det, trods sygdom og de 5 minutter det tog.
Men fuck it.  Ud af de 3 mennesker jeg så i metroen, der læste mine ord, var der 2 som smilte stort og så kan jeg måske godt leve med mit betuttede billede uden udstråling.
Hvis du ikke har fået nallerne i et eksemplar, kan I læse det her (på side 10). Og senere bliver det lagt på 24 timers hjemmeside her.
God dag.

Her er jeg så. Ved siden af Sandy.
Uploaded from the Photobucket iPhone App

5:20

sagde uret, da jeg blev vækket med en fod i siden af meget vågen dreng. Det er ved at være længe siden at jeg er stået så tidligt op på en søndag, for Otto er langt om længe blevet glad for at sove længe. Engang imellem til klokken 9!! Det har min krop hurtigt vænnet sig til, så det var med sammenbidt mine at jeg stod op med ham og smed en gryde havregrød på blusset. Og ja, selvfølgelig skyldes det vintertid og klokken-er-jo-i-virkeligheden-en-time-mere…. fuck-nu-af. Når uret viser mindre end 7 på en søndag, bliver jeg gnaven. Period.

Om jeg blev træt langt inde i knoglerne, da jeg opdagede at jeg kun havde nok kaffe til en halv kop? – Ja.
Hvor mange gange vi har set kungfu panda her klokken lidt i 9? – To.
Skal jeg bruge resten af dagen på at rydde op i bombet soveværelse? – Mja.
Gør jeg det? – …..
Blev jeg nogensinde færdig, med at skrive det jeg pev over i fredags? – Hell motherfucking yes!

Uploaded from the Photobucket iPhone App

At skrive indlæg om ikke at skrive

ØØøøøøhbøøøøh…..
Grundet flere dage i sygdomstilstand og oveni det en smule præstationsangst til mit første 24 timer indlæg om 4 dage (f.i.r.e), har jeg problemer med at skrive. Kunne seriøst sætte mig ned og tude over det. Har udover bloggen og 24 timer også nogle andre småprojekter, som skal skrives færdige. Lysten er det, men der sker… Intet.
Som jeg før har skrevet, er det at skrive normalt nemt for mig, og noget jeg rent faktisk er god til, for det meste. Så jeg ved ikke lige hvad der sker. Føler pludselig at alt hvad jeg skriver ligner og lyder som lort. Jeg jokker rundt i det og bliver mega irriteret.
– MEN! som altid satser jeg på at det hjælper lige at åbne for kraftedme-ventilen og få sat ord på. SÅ: FUUUUUUCK!!

NU putter jeg barnet, hælder et glas vin op og skriver. Noget helt vildt godt. Sgu. Ja.

…. Gu gjorde jeg ej. Jo det med vinen. Men istedet for at skrive, bager jeg stenalderbrød og hører podcasts. Pik.

Hvis ide var det overhovedet med de åndssvage vodkasmoothies?!

-Nårhja. Samme idiot som døbte den: The Felix (som i Baumgartner).
Og ja. Det var mig, der var den idiot.
For det straffede min krop sig selv. Hele natten til i går og det meste af dagen med. Jeg gætter også på at det var i det tidsrum at mit immunforsvar bukkede under, stak mig en fuckfinger og inviterede den forkølelse som jeg vågnede med i morges indenfor, sammen med dens gode ven: brændende ondt i halsen.
Om jeg glæder mig til den 9 timers arbejdsdag jeg har foran mig . Og til rengøring af klam lejlighed, som jeg elegant har udskudt hele weekenden?
Ikke rigtigt vel.

Nok ynk (for nu), jeg kigger lige ind senere med en lille lyn give away til jyderne. Nærmere bestemt århusianerne.
God dag

Det uundgåelige.

Det er alt for tidligt overhovedet at nævne ordet, jeg ved det godt. Skyd mig ikke. Men det er det med jul. Ja. Juleaften. (Seriøst, skyd mig ikke.) Om 2 måneder.

Jeg står i et dilemma. Og nu går der måske lidt Mads & monopolet i den. Men jeg er totalt splittet.
I år har jeg ikke Otto. Vræl! Det har jeg prøvet før og det er sgu ikke sjovt.  Jeg havde oprindelig tænkt at jeg bare ville være hjemme juleaften. Alene. Med pizza, rødvin, dyner og film. Agtigt.
Men… Flere af dem jeg har luftet det for, bliver ligblege i hovederne og siger at det lyder som en vildt dårlig ide, at jeg nok skal regne med at føle mig ensom, og at jeg nok bør genoverveje og lave en eller anden form for planer …. Jeg ved ikke om jeg er enig. Men jeg ved at jeg højest sandsynligt bliver mere ked af det til en familiejuleaften, med andre børn og ingen Otto. Desuden er ensomhed heller ikke en følelse, der skræmmer mig længere, jeg har efterhånden taget min share hvad det angår. – Og da juleaften seriøst siger mig absolut ingenting og jeg kun er interesseret i at gøre noget ud af det for Otto’s skyld, nårhja og så er der al marcipanen og rødvinen, ser jeg ikke det store issue.
Jeg har nu foreslået min mor og stedfar at vi laver noget, sammen med mine søskende. God mad, vin og bare os 5. Det gad jeg faktisk rigtig godt. Men de har vist lovet sig selv ud.
Så, jeg er ret sikker på at jeg holder fast i min oprindelige plan. Altså et brag af en juleaften med Otto d. 23 og ingen planer d. 24. Men jeg er alligevel kommet i tvivl. Jeg kan jo sagtens tage med mine forældre til stor juleaften hos familien. Jeg er sikkert også velkommen hos min rigtige far og hans kone, som jeg faktisk kun har holdt jul med 1 gang før. Men gør jeg det så i virkeligheden kun for at lukke munden på alle dem, som er bekymrede for om der går Bridget Jones i den (noget med rødvin og Celine Dion)?! Jeg er helt på bar bund. Og jeg vil vildt gerne høre jeres mening og er åben for forslag. Altså ikke at I skal invitere mig på and. Jeg mener bare, er jeg vanvittig når jeg overhovedet overvejer at blive hjemme alene?

Årrh. Det er præcis situationer som denne, der gør at jeg ind imellem bander deleordninger og skilsmisse langt væk. Og jeg har endda en velfungerende af slagsen.  At dele sine børn er seriøst det vildeste pis! Jeg har lyst til at skrige højt indtil det går væk. Øv mand.
– Må jeg her lige sende en helvedes masse kram og highfives til jer, hvor det ikke fungerer og I alligevel gør det, uden at gå ned med flaget. Fuck hvor er I seje.

Merry fucking christmas.

Tankestrøm fra en torsdag i oktober

Af en eller anden grund blev dette indlæg aldrig udgivet. Men det bliver det så nu. Det er i øvrigt fra dagen inden jeg tog til amsterdam. Passet fandt jeg heldigvis. Det lå inde i en bog, på en hylde. Selvfølgelig (?).

Hvor fanden er mit pas?!

Der kunne godt være lidt ekstra crumble og mindre frugt i denne her applecrumble.

Mmmmm… Creme fraiche.

Hvor mange par sko får jeg brug for i Amsterdam?

Hvor mange par sko skal jeg købe i Amsterdam.  

Jeg tjekker lige min konto.

Fuck mit liv.

HvorNÅR har jeg brugt 342 kroner på apoteket?!

Seriøst hvor er mit pas?!

Åh nej Stine Goya stock sale i næste uge. Must resist!

Passet er sgu da i den sorte taske! … Eller i den brune.

… Nej, i køkkenskuffen.

Pis!

Oliver Bjerrehus uden tøj på.

Tror jeg kaster op hvis jeg skal spise flere Stevia lakridser.

Gad vide om jeg kan skrive noter uden at se på papiret?

Hey! Det kan jeg!!

Nanana moooves like jagger, got the moves like jagger, muuhuhuhuhuhooooves …

Hvad er eurokursen?

Hvorfor fuckihelvede er flyverdragter så dyre?! …. Og hvorfor har jeg købt to?!

Kunne skrive

– om alt det feber og sygdom vi har været ramt af siden i torsdags, hvor børnehaven ringede Otto hjem.

– om hvor ondt jeg har haft af mig selv, da jeg natten til fredag stod alene med vagtlægeopkald, en møgsyg dreng og et termometer der sagde 40,9.

– om hvor dårlig samvittighed jeg har over at jeg til min bedste venindes fødselsdag i fredags, var ved at falde ned af stolen af elendighed pga manglende søvn og dårlig samvittighed den anden vej, over at have “efterladt” feberramt dreng hos mine forældre og derfor måtte gå tidligt hjem. Og lige snuppe endnu en nat med feberdreng. Havde seriøst glemt hvor skrækkeligt det er ikke at sove om natten.

– om hvor spændt jeg var da redbull tossen sprang i dag. Jeg sværger at jeg glemte at trække vejret ind imellem.

– om at vinderen af Fuhrmanns bog “Min mor” aldrig har svaret på min mail og derfor skal gøre det nu agtigt, for ellers udtrækker jeg en ny vinder. Snart.

…. Men jeg vil i stedet gå i seng. For jeg er færdig og træt! Ovenstående punkter forklarer dette fint, men jeg er også mættet og glad
– fordi at Otto er frisk igen og vi i dag har haft en af de dage, som helst ikke måtte stoppe, trods regn, rod og vasketøj.

Godnat
Uploaded from the Photobucket iPhone App

Og så var der 2…

Jeg elsker jo ellers at shoppe. Virkelig meget faktisk. Men. Vintertøj til børn? Fuck mand! En pæn og varm flyverdragt er dyr, umulig at opdrive og ofte dekoreret med pels, hvilket jeg ikke bryder mig om. Oveni det har jeg en søn, som går i udflytter og har sygt meget krudt i røven og derfor slider sit tøj dobbelt så meget som andre børn.  Den største udfordring er dog, at han i høj grad har en mening om hvad han har på.  Han er f.eks. især glad for ternede skjorter og syntetiske fodboldtrøjer, begge beklædningsdele som jeg synes er grænseløst grimme.
NÅ. Tilbage til de der lortedragter. For ja, de skal købes nu! Dette erfarede jeg da han allerførste gang skulle have en flyverdragt og en virkelig stram ekspedient grinte af mig da jeg i slutningen af oktober måned spurgte efter en dragt i str. 86.
For de var udsolgt. “Selvfølgelig”, som hun sagde.

Jeg har nu købt en fantastisk, grøn Ej sikke Lej flyverdragt, med ugler på ærmerne. Oh the drama! Barnet er IKKE tilfreds. Det er hvad det er, jeg skulle sgu nok få ham i den, hvis jeg da bare havde købt den i den rigtige størrelse… Ja. Jeg ved ikke lige hvad jeg tænkte på. Men den er for stor.
Så jeg har nu købt en grå sag i stedet. Den ligger på et posthus ude på østerbro et sted (but why?), så den skal jeg have hentet snart og så håber jeg at den falder i den kræsne skideriks smag.

Næste udfordring: Vinterstøvler. Hviiiin! Der skal noget hård sprut til i den proces. Siger det bare.

– Og hey! Er du interesseret i en armygrøn ej sikke lej flyverdragt, med neongrøn lynlås og uglereflekser på ærmerne, i str 110? Så send mig lige en mail.

Blandede følelser

Det er sgu så åndssvagt. Om få timer sidder jeg i et fly på vej mod Amsterdam, med en af mine bedste venner ved min side, en iPad i tasken og stakkevis af noter med ideer, som jeg skal skrive på mens jeg er væk. Jeg glæder mig. Det gør jeg. MEN det er som om at glæden bliver overskygget af en anden følelse. Savn. Allerede i går aftes, da kufferten var pakket og jeg endelig havde fundet mit pas efter en times panikangst og storsvedende eftersøgning (hvorfor er det altid væk dagen inden jeg skal nogensteder?! Hvorfor?!!), savnede jeg Otto så meget, selvom han lå i rummet ved siden af, at jeg løftede ham over i min seng og lå og duftede ham i håret den halve nat.
Han havde ikke tid til at vinke farvel i morges, for han skulle vise Willi den Legoplakat han havde taget med. Så det blev til et flygtigt “jaja- hejhej mor!”, inden han løb afsted. Øv.
– det er jo ikke fordi at vi skal være adskilt længere tid end vi plejer. Tværtimod. Men afstanden gør at det for mig er hundrede gange sværere end når han bare er lige om hjørnet.
Det er skørt så stor forskel alle de kilometer gør.
Ved godt (håber ihvertfald) at jeg kan lægge det til side når jeg senere er nået frem og har fået et par drinks indenbords.

Uploaded from the Photobucket iPhone App

Jeg ved ikke om der er net på vores hotel. Ved heller ikke om jeg får tid til at blogge. Men jeg opdaterer bestemt løbende på facebook og instagram (Sneglcille).

Bye klootzakken! (Farvel røvhuller)

Holder vejret

*Nu med opdatering nederst i indlægget.

… Og tæller til 10. Rigtig meget.

Egentlig ville jeg i dag udgive et indlæg, som handler om bekymringer, indlægget her kommer da også til at handle om det, bare ikke helt som jeg oprindelig havde skrevet det. 
Det er noget af det som fylder allermest når man er forælder, på flere måder. 
I sidste uge blev der for mit vedkommende lige skruet op for det. Bekymringerne. 
Faktisk er det som jeg nu skal til at skrive om så skrøbeligt og svært for mig at gå med, at det er grænseoverskridende at dele ud på det store internet, og jeg er jo ellers ikke bange for at blotte lidt af hvert herinde.
-Men jeg er ved at eksplodere over det, så ud skal det.

Da Otto var 1 år fik han tjekket sit hjerte pga en mislyd, det skrev jeg kort om HER.
I sidste uge var vi til 3 års undersøgelse og som altid blev han rost til skyerne, både for sit veludviklede sprog, sin finmotorik og sit gode humør. For en god ordens skyld ville lægen lige lytte til det der hjerte, som jo gerne skulle opføre sig normalt nu, to år efter scanningen. Det har de jo hele tiden sagt.
Men. Mislyden er tydeligere nu og det ved de ikke hvad betyder, siger de.
Vi blev lige som sidst henvist til en EKG i Pilestræde. Jeg fik besked på at vi ville modtage et brev med en dato og at det ville ske ret hurtigt. I dag, over en uge senere, ringede jeg så derind, for vi har ikke modtaget noget endnu og jeg har svært ved at være i mig selv, naturligt synes jeg, eftersom at der potentielt kan være noget galt med min søn. Det var der ikke den store forståelse for ovre hos Københavns Praktiserende Lægers Laboratorium i Pilestræde. Her blev jeg smidt rundt i systemet og talte med i alt 3 stramme madamer, som alle sagde noget forskelligt. En mente at man altså ikke blev indkaldt, en anden sagde at det gjorde man, men at de slet ikke havde modtaget noget på ham og at han ikke fandtes i systemet og en tredje sagde at der først er tid om halvanden måned, og at den tid skal vi nok ikke regne med at få. Den samme understregede også at der “Jo er mange hjertesyge børn”… Jeg fik også besked på selv at sende nogle papirer derind og så “må vi jo se hvornår der er tid”…
Alletiders! Tak for hjælpen. Eller jeg mener fuck jer.

Om jeg er rasende? Helt ud i tåspidserne!
Jeg er i chok over min evne til at holde hovedet koldt og ikke hvæse eder og forbandelser ind i røret. Highfive til mig selv og point på karmakontoen.

Næste skridt er at jeg ringer til min egen læge i det sekund de åbner i dag og kræver at de lytter på ham igen og evt. henviser os til en børneafdeling. Ved slet ikke om man kan kræve den slags, men jeg bliver nødt til at prøve, for jeg ved ikke hvad jeg gør herfra. Tanken om at skulle vente i flere måneder på den skide EKG giver mig kvalme. Og hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg ikke interesseret i at sætte mine ben i Pilestræde, da jeg har erfaret både fra sidste gang vi var der (hvor lille 1 årige Otto fik skæld ud fordi han ikke kunne ligge stille?!!) og via telefonen i dag, at de ikke er vant til at have med børn og deres forældre at gøre. Min dreng er ellers ikke lægeforskrækket, det er jeg heller ikke, men min mavefornemmelse siger mig at det her er et sted, som kunne gøre os det.

* Onsdag, kl. 13:00. Foreløbig update:
Først og fremmest tak for jeres krydsede fingre, kommentarer og mails, det betyder mere end I kan forestille jer.
Jeg har nu snakket i telefon med en smaddersød læge, som sidder i samme hus som min og Otto’s læge. Hun har lovet mig at undersøge om det er muligt at få ham henvist til en børneafdeling i stedet for, og hun vender tilbage i løbet af i morgen.
Så langt så godt.

…. Og netop som jeg trykkede opdater til ovenstående, tikkede et telefonopkald og derefter en mail ind fra vores egen læge:

Jeg har fået besked fra hjertelæge ved KPLL at der ikke er indikation for ny hjerteundersøgelse – da han er velundersøgt med EKKO tidligere.
Idet Otto jo også fremtræder sund og rask er der ikke grund til yderligere undersøgelse.
Jeg blev blot i tvivl da jeg stadig kunne høre mislyden – men finder det beroligende at de med henvisning til en normal hjerte ultralydsscanning tidligere begrunder at der ikke er påvist abnormiteter ved hjertet.
Jeg foreslår derfor at vi ikke gør videre – men vil selvfølgelig gerne lige have en tilbagemelding på at I er trygge ved det.

– Så det er her jeg står nu. Lettet. Dog irriteret over (åbenbart) unødig bekymring og dårlig behandling.

Og så sagde vi at læger ikke læser blogs

Planen var at jeg i dag skulle et smut til noget gastroskopi… Til dem, som ikke ved hvad det er for noget, kan jeg da lige forklare processen. En læge tager en slange med et kamera på, stopper det ind i din mund, eller næse og lader det glide (!) ned i mavesækken. Rimeligt grænseoverskridende og klamt i det. I nat vågnede jeg og kom i tanke om dette indlæg … Linda er en meget sejere og klogere dame end jeg, så jeg lytter til hende. Sgu.
Altså har jeg lige sendt ham kirurgen en sms (jeg kan ikke lyve med stemmen, så finder jeg bare på urealistiske ting, eller lægger på i panik – derfor en sms). Jeg har skrevet at jeg er blevet forhindret og at jeg selvfølgelig nok skal bestille en ny tid. Med løgn på.

Ha! Ser nu at jeg har kaldt ham Søren i sms’en. Det hedder han ikke. Fuck mand, jeg duer ikke til det her lyveri.
… Her er også lidt varmt, er her ikke?!

Uploaded from the Photobucket iPhone App

Ja ja. Bare døm mig og alt det der. Jeg er ligeglad. Min mave skal ikke filmes lige foreløbigt. As in never. Har desuden heller ikke haft kvalme i over en uge og jeg har drukket pissemeget rødvin og kaffe uden problemer. Så mavesår har jeg næppe.

BRØL!!

Ja, det er mere brøleri herfra. Jeg er ligeglad!
Alt sejler!
Jeg har rullet gardinerne ned i min lejlighed, fordi at min sindstilstand de sidste to uger har gjort at bunkerne af vasketøj, legetøj, støv og de tusind pinde, kastanjer og blade som barnet slæber med hjem fra udflytteren hver evigt eneste fucking dag, har hobet sig op og mit hjem efterhånden ligner et teenageværelse fra helvede.
I dag sov vi over os, på stressmåden, så vi toppede rodet med endnu mere tøj, en halvspist portion havregryn, samt en gennemtisset junoseng, fra nattens uheld. Jamen hvad skal jeg gøre?! Vi vågnede 10 minutter efter vi skulle have været ude af døren, nåede knap bussen og nej jeg har ikke børstet tænder. Som sagt: Det sejler!
I eftermiddag er vi inviteret til børnefødselsdag hos bedstevennen i børnehaven og jeg er skideglad og stolt over at Otto er en af de 3 inviterede og jeg har priorteret at det skal vi bare med til, men hvem fanden vasker så sengetøj, går på poshuset, køber aftensmad og skraber havregrynene af babapappatallerkenen Hva’?!!

                                                                             AAAArrrrGGGgghhh!!
… Det var bare det.

Bonus:
Hel-dig-vis har freelancer meldt sig som barnepige, i aften når barnet sover, og så skal jeg have en kæmpefed drink, skal jeg fandme!
Oprydningen den bliver udsat lidt længere. Det må jeg gerne.
…..

Efterskælv

… Jeg overlevede sidste uge. Mødet med Otto’s pædagog gik godt, de er glade for ham og pædagogen beskrev ham, sådan at jeg kunne genkende ham, hvilket altid er et godt tegn synes jeg.    
Begravelsen var hård (selvfølgelig), men smuk og på en eller anden måde var det rart at få en ordentlig afslutning..
Festen i børnehaven…..? Altså. Vi var trætte. Allesammen. Jeg var gået hjem fra arbejde med uro i kroppen og hardcore kvalme tidligere på dagen, så jeg var ikke super oplagt, klokken 14:30 da vi nåede frem i øsende regnvejr, med tunsalat og gulerodsstave under armen. Otto fandt vi på en mooncar, grædende, med tis i bukserne. Det skete i øvrigt 3 gange mens vi var der. Han var træt og spændt hvilket udover al tisseriet, viste sig som skrig og skrål, indtil han kollapsede og faldt i søvn, ovenpå mig, i garderoben. Så… Vores fest, så primært sådan her ud:

Uploaded from the Photobucket iPhone App
… Om jeg er veludhvilet og frisk her mandag morgen?? Hahahahahahaha!!! Fuck lige af og send kaffen denne vej. Tak.

En uge som mit sind ikke helt orker

I dag skal vi til møde i Otto’s børnehave. Sådan en evalueringssamtale.
Jeg er helt vildt spændt på at høre hvad de siger. Især fordi at Otto ikke rigtigt gider tale om hvad han går og laver derude i skoven. Han fortæller kun at der er mooncars, at han laver “masser’ ballade mor, masser’!” og at Willi er sød, men svaret når man spørger til hans dag, er for det meste ingenting.
Jeg tror det går godt. Ellers havde de vel sagt noget. I guess.
Det eneste “problem” jeg kunne forestille mig de måske vil bringe op, er at han af en eller anden grund er begyndt at skide i sine bukser, istedet for at gå på toilettet.
Han siger det er fordi det er kedeligt at gå på toilettet.
Nuvel.

I morgen skal jeg til begravelse. Bare tanken giver mig kvalme. At skulle se folk jeg elsker, opløste og små, kan jeg overhovedet ikke rumme. Jeg har heller ikke bedt om fri fra arbejde endnu. Af en eller anden grund er det vildt svært at få ordene frem.

Fredag. Fest i børneren. Oh jæs.
– vi skal hver især have en ret med til fællesbuffeten.
JA, jeg køber mig fra det (hej pizza!) og JA, jeg håber der er øl (som om).

Søvnløs

Denne weekend har været en af de underligste længe.

Jeg var til firmafest i et cirkustelt på en mark, fredag aften. Senere tog jeg til fest inde i byen og drak mig ret fuld. En udemærket start, på en weekend som jeg ikke ved hvor blev af og som helst ville have været foruden. Lørdag ringede min mor, forholdsvis tidligt og her vidste jeg med det samme at noget var helt galt og ganske rigtigt var det en grødet og hulkende stemme jeg fik i røret. Et familiemedlem af kæmpe betydning var død den morgen.

Siden lørdag har tiden føltes underlig tung og trykket. Den der følelse, som vi sikkert alle har når nogen dør, af at der mangler noget i verden, lige meget hvor længe siden det er man sidst har set personen. Man har svært ved at forstå at alting bare forsætter som var intet sket. Togene kører, folk på gaden ser ud som altid og alt er præcis som de plejer. Men alligevel ikke.

Jeg var på loppemarked i går og det var underligt at stå der med rødsprængte øjne bag ved solbrillerne og forsøge at smile til folk, mens jeg skulle tage stilling til om jeg skulle have 5 eller 50 kroner for den skideligegyldige buksedragt, som hang på en af de mange bøjler. Men samtidigt kunne jeg ikke forestille mig at skulle ligge ned et sekund længere og det var godt for mig at komme ud og tænke på noget andet, i nogle timer.

I nat sov jeg ikke meget. Jeg tænker konstant på, ikke mindst min mor, som har mistet et vigtigt menneske, alt for tidligt. Jeg tænker på beskrivelsen fra afdødes kone, om hvordan kapelmenneskerne (ved sgu da ikke hvad det hedder) kørte væk med hendes livs kærlighed, hendes bedre halvdel, hendes et og alt, den eneste mand hun har haft og elsket.
Og jeg tænker på alt det jeg ikke fik sagt.  

Kære A. Hav en fest. Og hils.
?

Øhhhb-øøøh-mmmøøh. Ansæt mig! … eller jeg smadrer dig!

Som I ved, er jeg færdig i min nuværende stilling til januar, helt selvvalgt og jeg fortryder det på ingen måde. Jeg har brug for at tage springet, væk herfra og forhåbentlig over til noget, som gør mig glad. Helt vildt gerne deltid, så jeg kan få gang i nogle af de tusind skriveprojekter, som ligger i mine skuffer og kigger hånende på mig.

Jeg skriver ansøgninger for tiden. Og jeg sutter hårdt røv til det. Nøøøj hvor det går skidt.
Jeg er fairly god til at skrive, og er typen som kan skrive en mail, et referat eller et blogindlæg på under 10 minutter. Mit trick er at jeg ikke tænker for meget over det. Sætter mig bare ved tasteturet og skriver.
Easy peasy. Bom. Afsted.
… Men når det kommer til det med ansøgninger, især de uopfordrede, går det jævnt dårligt. Særligt, når man pludselig ser sit eget CV sort på hvidt. Ser hvor sørgeligt det er og det går op for een, at man på den forkerte side af de 25, stadigvæk ingen uddannelse har. Hvor imponerende min livserfaring og mine 5 år i udlandet end lyder, slår det altså ikke diverse candmagjegkankomhumbasfucknuaf uddannelsesbetegnelser.

Stik mig nu for helvede bare et job!! Jeg er skidesjov, skal nok øve mig på de åndssvage kommaer og jeg tager gerne kaffe og croissanter med om morgenen.

Shopping status

Jeg har været røvhamrende effektiv i mit “sortering af tøj” projekt, altså virkelig virkelig effektiv. Jeg har nedpakket langt over halvdelen af mit skab, faktisk tror jeg omtrent 70 % af mit tøj er røget i loppemarkedsbunken (!!!) og jeg har smidt 2 fyldte indkøbsposer efter røde kors.
På søndag kan jeg findes på Onkel Dannys Plads fra klokken 10. Med førnævnte tøjbunke og (selvfølgelig) med kaffe i hånden.

Nåååååh og hvordan går det så? Med reglerne?

Altsååååå. Det gik pissegodt. Pæ-sse-godt!! Er faktisk kun gledet i 1½ gang. Hvilket er ret vildt. Så jeg har sparet mange penge og masser af skabsplads. Har også fået solgt ok ud allerede (husk at hold øje med webshoppen) Men…
Nu kom jeg alligevel lige til at fyre den lidt af i går. På nettet. Hvilket jo er forbudt forbudt. Men jeg sparede altså 3000 bobs!! Ja.
Så… Nåh, men som sagt onkel Danny’s plads. På søndag.

Uploaded from the Photobucket iPhone App
Uploaded from the Photobucket iPhone App

Jaja!

Jeg har brokket mig meget. Over sygdom.
Den forbandede sygdom, som sætter sine store klamme kløer i mig 5-10 gange om året. Åh ja og kvalmen og svimmelheden, de søvnløse nætter og så fuckhvorerjegtrætafdet videre!
Det er som om at min krop prøver at fortælle mig at jeg skal huske at passe på den.
Jaja nikker jeg til den og stikker den et par broccoli buketter.
Så kommer de snurrende hænder, den kvalmende følelse og dobbeltsynet på det ene øje.
Jaja nikker jeg og går en time tidligere i seng.
Næsen begynder at løbe, feberfølelsen får fat i min krop. Igen.
Jaja nikker jeg og googler ” suppe mod forkølelse”
Vi er bekymrede for dig, siger min omgangskreds.
Jaja nikker jeg og bestiller tid hos lægen.
Lægen slynger ord ud som “stress” og “sygemelding”.
Jaja nikker jeg og nedprioriterer hvad og hvor jeg kan.
-Undskyld blog. Og beskidte køkkengulv.
Følelsen i kroppen bliver langsomt værre.
Jaja fnyser jeg og holder lidt flere pauser.
Lægehuset ringer med svar på mine prøver.
Jaj…… Åh nej.

Senere på måneden skal jeg til møde med lægen, for at finde ud af hvad “de røde tal” betyder. Gulp.  Kryds fingre, og fortæl mig lige at hvis jeg var ved at kradse af, ville de ikke vente 2 uger med at indkalde mig ?! Vel.

Sådan en mandag

-Som slet ikke er mandag, men i virkeligheden tirsdag
-Hvor vækkeuret ikke ringer (eller nogen har slukket det i søvne) og man vælter ud af sengen 80 minutter senere end planlagt.
-Hvor barnet hiver sin tissemand frem, foran en ældre hundelufter, mens man uvidende og svedende kæmper med en cykellås.
– Hvor man sender forkert sms, til forkert menneske. 
– Hvor hullet i strømpebuksefoden, har sat sig som en krans af nedern’hed rundt om ens storetå, men det simpelthen er for besværligt at rette det, midt på cykelstien.
– Hvor man dypper sine headphones i en kop kaffe. Igen.
…. Ja. Godmorgen mandagstirsdag. Var der andet?!

Når man græder på chefen

Jeg kan gå rigtigt længe og bilde mig selv og andre ind at jeg har det fint, at det hele kører og at der er spelt i skuffen. Sådan er det bare sjældent. I stedet for at stoppe op og lige briefe min omgangskreds om at det sejler, tier jeg det ihjel, mens jeg smiler og joker. Det er her jeg for det meste bliver hamret i bund af noget sygdom, denne gang er ingen undtagelse. Hej influenza! Men det skal ikke få mig ned med nakken sgu. Så jeg går på arbejde og er mor og fortsætter trods feber og kaos, og så er det at min hjerne giver op. Og det eneste der skal til for at udløse tuderiet, er et “hvordan går det?”. I går gik det ud over min chef. Lige der midt i kontorlandskabet tudede jeg igennem min influenza og blev efter en peptalk bedt om at gå hjem. 
Så det gjorde jeg. 
Allerede i morges havde jeg det bedre. Søvnen, gråden og de mange liter ingefærte havde gjort mig godt. Instant lettelse.
Så vendte jeg mig i sengen og fik øje på min søn, som kæmpede med at åbne sit højre øje. Evil, thy name is øjenbetændelse.
Ingen børnehave ugen ud, var lægens dom. Stressfølelsen begynder så småt at gribe fat i mig nu kan jeg mærke. For jeg har ingen anelse om hvordan jeg skal få det til at gå op. Lortepuslespillet, de kalder livet.
Jeg skal sidde i en flyver mod Stockholm klokken 9 i morgen, og på fredag skal jeg på arbejde. Heldigvis har barnets far mulighed for at tage ham hele dagen i morgen -og har endda tilbudt at hente mig i lufthavnen om aftenen. Score! Så det er på plads.
Fredag, ved jeg simpelthen ikke hvad vi gør, men noget siger mig at Otto må komme med på kontoret, selvom det nok er begrænset hvor længe en iPad og en håndfuld mariekiks kan holde ham i ro.
Wish me luck, og send mere sprut.

Søndagsudflugt med sneglen, barnet, eksen og lillebror

I går pakkede freelancer bilen med begge børn og mig.
Turen gik til Ballerup (eller var det Taastrup?).
Vi skulle i cirkus.

Dyb indånding.

Taget i betragtning at jeg havde drukket lidt for mange dark and stormy aftenen forinden, at det pissede ned og at konstallationen var noget speciel, var det faktisk en succes. Otto synes det var skidefedt, cirkusset, han klappede og dansede og pegede. Hans lillebror så ikke så meget af forestillingen, da han sad med hovedet i en slikpose det meste af tiden. Men de hyggede sig. Dog måtte jeg smide håndklædet i ringen, nok på en lidt vrissende måde, da regnen blev for meget og sulten indtraf. Så i pausen, søgte vi læ i bilen og SÅ tog vi en halvdårlig beslutning og kørte på Mcdonalds. Eller “Mac Dong” som drengene glade råbte hele vejen hjem. Så fik vi lært dem det. Skide godt. Hvis lillebrors mor ikke hadede mig i forvejen, så har hun en grund nu.

Da jeg låste mig ind i min lejlighed kl. 20 i går aftes, gennemblødt og træt var det med lige dele lettelse over at kunne ligge ned, uden at have klistrede børn kravlende på mig og med et kæmpe savn og nedtrykthed over ikke at skulle putte Otto den aften.
Skilsmisse og deleordning kan være en forvirret utaknemmelig kælling.

Photobucket Pictures, Images and Photos
Photobucket Pictures, Images and Photos
Uploaded from the Photobucket iPhone App

Step away from the hårfarve

I går var en god dag. Og en lang dag.
5:30 stod vi op og resten af dagen styrtede jeg rundt og agerede mor fuld af overskud, med flødeskum, jordbær og sugerør flyvende alle vegne og jeg havde også lige en 6 timers arbejdsdag oveni. Så måske var det ikke lige der, klokken 22 i går aftes at beslutningen om en ny hårfarve skulle tages. Men… Ikke desto mindre gjorde jeg det. Farvede mit hår. Selv. (undskyld Kris).
Lad mig forklare: Jeg er blond, fra naturens side. Om sommeren er jeg meget blond. Det er pænt. Men jeg føler mig sjældent rigtig tilpas med det lyse, og slet ikke når jeg har fået lidt sol. Den lysebrune hud, kombinerede med mine øjne, som er ret grønne og det meget blonde hår, kan godt se en smule fake ud og det er ikke et look jeg bryder mig om. Som sagt før (jeg har fandme skrevet meget om min hårfarve) er jeg mest tilpas når det er helt mørkt, håret. Det er bare for dyrt og for hårdt for mit hår at farve det hele tiden.

Det er blevet pænt. Det sagde Otto også, og han er ikke bange for at sige sin mening. Dog slipper jeg nok ikke for et frisørbesøg i nærmeste fremtid, da mit hår har det med at bliver grønt relativt hurtigt ovenpå sådan en hjemmefarvesession.
Og sådan skete det at jeg skrev et helt indlæg om mit hår. Igen.

PIK.


Mugshot fra lægens venteværelse i morges (bare blodprøver i øvrigt, ingen vaguebooking her):
Uploaded from the Photobucket iPhone App

Hvad skete der med "ugen i tweets"?!

Ja, det ved jeg sgu da ikke.
Glemte det vel. I et par måneder. Og blev bidt af Instagram, men blev irriteret over overflow af “min uge i instagram” fra andre bloggere, og tænkte at mine skide tweet indlæg var lige så røvede (av hvor jeg træder mange over tæerne her. Pardon!), men nu begynder I sgu at spørge efter dem.

Så her! Her er de sidste mange uger i tweets:

  • Otto siger som en japansk gyserfilm i søvne… Tror ikke lige jeg kan sove.
  •  Jeg har lige haft heeeele hovedet og armen i en skraldespand (som i sådan en med hjul). Havde smidt 2 pakkesedler ud by mistake .. #Idiot
  • Har spist calzone og p-tærter i dag og har netop malet mine negle grønne… #PartyLikeIts1999
  • Har smækket mig ude og er gået på druk.
  • “indenfor en halv time” på låsesmedsprog betyder i virkeligheden +50 minutter… #DetMigDerStårHerudeOgBankerPå
  • Skal i Cinemaxx og se Peter plys… Giv mig styrke. Eller vodka.
  • Har væltet cyklen med indkøb og barn på, tabt en halv skål salt i gryden med bolognese og smidt min pung væk. Hva’ så mandag! Var der andet?
  • Får besøg af en fotograf fra et dameblad i dag. Bør måske støve lidt af. Eller måske lige gå ud med skraldet.
  • Ser The Real housewives of New Jersey og spiser toblerone iført nattøj… Ferie rocker!
  • Ja hej heej Pia!
  • Når man i Netto ud af øjenkrogen ser mand man engang har haft sex med, få øje på en og bakke væk #ThatAkwardMoment
  • Vænner mig aldrig til det fordømmende blik man får fra visse kollegaer, når man går fra kontoret kl. 15, for at hente barn.
  • Hvem hælvede har brugt det sidste kaffe, og glemt at købe mere?!!! (fuck hvor er jeg træt af at bo sammen med mig selv).
  • Har lovet barnet en strandtur i dag :-/ og han har ikke glemt det! Hvor fanden er solen og de 30 grader?!
  • På en aften som i aften bør man drikke sig ned i iskold lambrusco og danse barfodet… … Jeg spiser cornflakes i undertøj.
  • Når man cykler uden solbriller på, i forsøg på at udviske solbrille-tanline og man som resultat får en hveps i øjet… #Mandag

Find mig på twitter HER og på facebook HER.

Shoppende rodehovede.

Jeg er på afvænning. Shoppe afvænning.
Jeg er nemlig glad for tøj. Meget.
Lidt for meget måske. Jeg joker tit med at jeg er den mest velklædte fattigrøv out there. Hvis jeg ikke havde Otto havde jeg nok levet af rugbrødsmadder og havregrød og tilgengæld fyldt mit skab med Goya og Wang. Men der skal grøntsager og fisk på bordet, bleer og børnesko koster også kassen, så der er lidt langt imellem yndlingsmærkerne. Men de er der dog og det gør mig lykkelig (jo de gør sgu). Men jeg har for meget tøj og efterhånden er det så “slemt” at jeg knapt ved hvad jeg har og kan næsten ikke være i mit soveværelse, for der er tøj over det effin’ hele, primært fordi der er for meget af det og så er jeg et håbløst rodehovede.
Jeg har fået nok. Nok af mit rod, nok af aldrig at kunne finde noget og nok af ikke at kunne åbne mit skab uden at det ejakulerer tøj udover mit i forvejen tøjbefængte mess af et soveværelse.
Jeg har derfor besluttet mig for at jeg året ud skal tage en slapper på shoppefronten og har lavet et simpelt, men strengt regelsæt, som gælder året ud:
1) Jeg må kun købe nyt tøj på lagersalg og på loppemarkeder. 
2) Ingen highstreet! Overhovedet. Og for en topshop’oman  som jeg, bliver det skide svært.
3) Der skal sælges/smides ud før nyt må tilføjes
4) Jeg må max købe 1 ny ting pr. 3. udsmidte/solgte genstand.
5) Netshopping er bandlyst
… Jeg skal foruden at overholde ovenstående tage et før og efter billede af tøjrodssituationen og dele det på bloggen sidst på året, det gør jeg for at holde mig selv i ørerne.

Jeg er på anden uge af mine nye regler og det går overraskende godt… Savner godt nok mit daglige fix: at drømmende browse igennem diverse netshops. Men der er ikke det som chokolade ikke kan fikse…

Jeg har i øvrigt oprettet en webshop/tictail til de ting, som jeg ikke slæber med på loppemarked (Onkel dannys plads d. 9/9), der kommer ting op løbende fra i morgen og frem. Linket er her.

Hvordan helvede gjorde jeg det her før ferien?

Fik en dagligdag til at køre?! Fuldtidsjob, deadlines, barn, blog, socialt liv. Det er jo fandme som et ondt puslespil fra helvede, som kun lige akkurat går op. Og det er kun med snyd i form af take-out og skøre arbejdstider (møder pt klokken 7).
Jeg kan knap stå på mine ben om aftenen, og jeg går kold i det øjeblik mit hovede rammer puden. Det ironiske er at Otto har været hos sin far siden søndag og først kommer hjem i morgen, så jeg burde være helt overskudsramt og kæk ovenpå de sidste par dage. That is not the case. Det hele vælter sgu da, når jeg skal til at forestille at være nogens mor, som kan lave aftensmad og lege med togbane, uden at falde i søvn midt i det hele.
Hvor jeg har lagt de superkræfter, som fik det til at køre rundt før ferien aner jeg ikke, men jeg har brug for dem.
Uploaded from the Photobucket iPhone App

… Og jeg gider ikke blogge før de er fundet og jeg igen kan sætte ord sammen, uden at være på renden af et nervesammenbrud og før jeg har et ordentligt indlæg i ærmet. For hælwed.
Men heldigvis findes der andre, som kan skrive. Her er 3 yndlings, besøg dem i stedet:
Anne
Maria
Sofie

Der findes ikke nok kaffe i verden til at vække mig

Meget lig mit 2. dags tømmermændsindlæg fra januar, må jeg erkende at omstillingen fra feriehjerne til hverdags-work-mode er tæt på umulig. At jeg i weekenden lå i druk 2 dage i træk hjælper heller ikke på sagerne. Igen var det i morges en kæmpeudfordring at cracke mit password til min computer og det tog mig i hvert fald 10 minutter at huske hvad det egentlig er jeg laver og hvilke programmer jeg skulle åbne (det er vist meget fint at mine dage her i firmaet snart er slut). Anywhoodle, min ferie har været fantastisk og tiltrængt, med stille dage og uden for mange planer og aftaler, præcis som jeg trængte til selvom et par uger ekstra ville være awesome.
Jeg har ikke så meget at fortælle om førnævnte ferie, bortset fra et par highlights:

  • 2 trappestyrt er det blevet til, fordelt på barnet og jeg selv. Han tog en tur baglæns ned af en kældertrappe på cykel, jeg tog den op af en trappe i en brandert, grundet ødelagt sandal, procenter i blodet og en favnfuld øl og har nu 3 trappetrinsformede blåsorte mærker på min krop.
  • Min søn bruger næsten ikke ble længere. Det er stort! Og han sover heller ikke til middag.
  • Mængden af kaffe har været minimalt i ferien. Dog kan jeg godt se at det ryger op igen nu da jeg skal op klokken 6 og derefter glo ind i en computer 7-9 timer dagligt.
  • Jeg har undværet Otto i 8 (!) dage i alt og har tudet snot over det de sidste 3 af dem, men var tilgengæld overskudsramt og propfuld af lykke (og sambucca Treo) da jeg modtog ham søndag morgen. Hjerte!!!
  • Mine jeans strammer væsentligt mere end de plejer, da mit dessert- og pasta indtag har været mere end fordoblet de sidste 3 uger.
  • Det er tæt på umuligt at drikke sig fuld i Malmø. Jeg gav det ellers et ihærdigt forsøg. Men med en drinkpris på 100 kr stykket gav jeg hurtigt op og brugte resten af mine penge på Kex og Bilar.
  • Mine skriveevner og kreativitet er helt nede på 0 når jeg holder ferie, hence de manglende blogindlæg.
  • OL kan rende mig i røven.

Og nu til feriebilleder (jowjoow og der er mange. Men det er også de sidste. I swear)
Uploaded from the Photobucket iPhone App
Uploaded from the Photobucket iPhone App
Uploaded from the Photobucket iPhone App
Uploaded from the Photobucket iPhone App
Uploaded from the Photobucket iPhone App
Uploaded from the Photobucket iPhone App
Uploaded from the Photobucket iPhone App
Uploaded from the Photobucket iPhone App
Uploaded from the Photobucket iPhone App

Nye tider. Snart.

Landet ligger således at min projektansættelse snart udløber. Gulp! 2 års ansættelse, pist væk! – i slutningen af december vel at mærke. Jeg siger dermed farvel til et fuldtidsjob, med en udemærket løn, alletiders kollegaer, flextid, verdens mest forstående chef og en fabelagtig kantineordning, og goddag til et nyt liv, hvor jeg endnu ikke helt hvad der skal ske. Skræmmende vil nogen mene og ja, det bliver underligt, men det bliver godt! Så godt! Jeg er faktisk glad. Virkelig. De sidste 2 år på mit nuværende job, har været helt fine, men det har på intet tidspunkt føltes rigtigt nede i maven, og det har længe været hårdt at jonglere job, barn, blog, sideprojekter og privatliv.  Jeg har holdt det langt væk fra bloggen, men de sidste 4 måneder har været præget af både fysiske og psykiske tegn på stress, nogle dage har det været så slemt at jeg har måttet melde mig syg, pga hjertebanken, svimmelhed og snurren i hænderne. Virkelig ikke fedt. Dog er det blevet bedre, efter jeg har åbnet op omkring det og gjort min omgangskreds opmærksom på det. Så på alle måder er det godt for mig at det snart er slut. Eller snart og snart, men om 5 måneders tid skruer jeg helt ned og fokuserer på de ting jeg elsker. Otto og skriveriet. Alt imens at jeg vil gå efter mit drømmejob? Hvad end det så er.

Uploaded from the Photobucket iPhone App

Så for satan! (Vlog time)

Ja! Den virkede, så gjorde den ikke og så forfra… Nu har jeg lavet en ny. Det er denne her. Ligesom sidst er det ævl med ævl med ævl. Primært om børnehave og børn, og ja den er smal og kvaliteten er ikke så god, det skyldes at min computers mikrofon er død og jeg derfor har brugt min iPad, såååeh…
(Og så ser jeg jo lynende intelligent ud på videoens thumbnail… Tak for det youtube.)

http://youtu.be/L98eWLy9VWU

 

Bu-motherfuckin'-hu!

Det.Var.Forfærdeligt!
……..
Han skreg hele vejen op i bussen. Skreg!
Jeg brød sammen. Fuldstændigt! Græd og græd og græd (det så han dog ikke) hele vejen ud på arbejdet og hver gang en kollega spørger hvordan det går, kigger jeg på dem med et koldt blik og hvisler: “Pissedårligt!”.
…..
Har snakket med pædagogen. Han er glad igen.
Det skal nok gå. Fuck. Det skal gå!!!

Hader det.

Ps. Tak til den anden grædende mor, som løb efter mig og smed om sig med overskud og trøstende ord.

Børnehavestatus…

Først TAK! Tak for helvede! Tak for jeres opmuntrende kommentarer og mails. De har klart hjulpet mig til ikke at smide håndklædet i ringen. For fuck hvor har jeg overvejet det, bare at give op, måske lave en lille scene og derefter vade ud derfra med barn under armen. Nåh, men det går faktisk bedre. Ikke godt. Men bedre. Han har endnu ikke været der en hel dag selv endnu. Torsdag var han der i 2 timer selv, uden de store problemer. Fredag var han der i små 4 timer, hvor han både spiste og sov uden det mindste brok, dog kunne han slet ikke være i sig selv da jeg kom tilbage. Jeg tror et eller andet sted at det i virkeligheden er mig der er the issue, og at det hænger sådan sammen, at det er svært at være i børnehave når mor er med. Forståeligt nok. Jeg håber i hvert fald at det er problemet, altså mig! Det kunne virkelig godt tyde på det, da han lige for tiden er inde i en hysterisk periode (og det er udover selvstændighedspisset) hvor han tester mig kon-fucking-stant, særligt når vi er ude blandt folk.
Nåh, men det går som sagt bedre og vi er vist klar til at prøve det af, sådan rigtigt. I morgen lyder aftalen således: Jeg kører med derop i bussen, hænger ud i en halv times tid, kysser farvel og tager hjem. Helt hjem. Og henter ham ved bussen om eftermiddagen. Tirsdag skal han afsted alene. sådan rigtigt…

Det skal skal skal gå godt (og det gør det selvfølgeligt også!). Kryds gerne alle bøjelige legemesdele og send os gode tanker i morgen, for hvis det ikke går godt er jeg grueligt på spanden. Skal på arbejde tirsdag, så Otto skulle gerne være klar på at køre med bussen selv, men jeg sætter ham eddemame ikke på den bus før han er klar. Sgu.
c3d1c9aa, Uploaded from the Photobucket iPhone App
Uploaded from the Photobucket iPhone App

Børnehavebarn …

Kan ligeså godt sige det som det er, jeg er skidenegativ lige nu, så holder det lige kort, da jeg forsøger at være openminded og starte på en frisk i morgen, når det er dag 2 i børnehaven.

Jeg var godt forberedt på at børnehavestart ville være en omvæltning og en konstrant til det trygge vuggestueliv vi har vænnet os til, men jeg er alligevel blæst væk af indtryk og en smule chok over en hel masse, f.eks hvor få pædagoger der er, hvor stort området er og hvor meget børnene forventes selv at kunne. Der er ret godt tjek på det lader det til og børnene er virkelig søde og glade (hvilket siger en del synes jeg), men jeg er overvældet og håber inderligt at resten af indkøringen kommer til at køre smertefrit og smooth. Selvom en af pædagogerne understregede 3 fucking gange at det skulle jeg nok ikke regne med, eftersom at Otto (åbenbart?) ikke sad stille nok da der skulle opråbes navne inden hjemkørsel. Nånå.
Vi får se. Jeg har ferie hele ugen, så vi må bare tage den tid det tager. Selvom jeg havde håbet på at indkøringen ville tage et par dage, så jeg kunne drikke kaffe/shoppe/skrive/glo ind i væggen torsdag og fredag.
Fååååårk!! Jeg kan bare ikke bære at skulle sætte ham på den bus uden at vi begge to er helt trygge ved situationen. Adr! Kvalme-bare-ved-tanken! NÅ! Positivitet ikke sandt?! … Jo. I morgen bliver bedre. God faktisk. Siger vi.

Update følger.

Uploaded from the Photobucket iPhone App

Når de voksne græder

En af de ting, som jeg gerne vil lære min søn, er at det er ok at være ked af det engang imellem, og at voksne også kan græde og blive glade igen selvfølgelig. Dog har jeg alligevel taget mig selv i at forsøge skjule mine egne følelser for ham indimellem, ubevidst for det meste.

Efter en noget ophedet telefonsamtale i går aftes, som tog pusten fra mig og satte gang i en kaskade at tårer, af den slags som svier og gør ondt omme bagerst i kraniet, stod Otto pludselig midt i stuen og kiggede på mig med sit lille ansigt, blerøv og pjusket hår. Det tog mig totalt off guard og jeg blev med det samme skideflov og følte det store grimme “Dårlig mor” stempel ramme mig hårdt i panden SMASK! Så jeg skyndte mig at gøre mit bedste for at maskere at jeg var ked af det, på den lidt for friske måde, med stemme i highpitch og noget erdutørstigsultenkanduikkesove-ævl. Men min dreng er jo heldigvis ikke dum, han var selvfølgelig blevet vækket af min skarpe stemme, af hulkene og af min vaden rundt i lejligheden (hvorfor fuck kan jeg ikke bare sidde stille når jeg diskuterer med folk?!). Men han sagde ingenting, svarede ikke på mine halvdesperate spørgsmål, men rakte bare armene frem for at komme op, jeg løftede ham og sagde ikke mere, mens jeg bar ham ind i soveværelset. Hans små hænder aede mine kinder da vi lagde os sammen i sengen og en lille stemme pippede: “Det er ok nu, jeg passer på dig”… Lige der smuldrede den grimme flovhed og jeg kom i tanke om førnævnte mål omkring det at vise følelser. Og indtil videre må man sige at det i den grad alligevel er lykkedes, for tænk sig at min store dreng, min store (snart) børnehavedreng udviser så stor empati allerede?! DET gør mig stolt helt ud i tåspidserne.

Edit: Forstå mig ret, selvfølgelig er det ikke hans job at trøste mig og selvfølgelig skal han ikke involveres i diverse voksenproblemer, det er slet slet slet ikke det jeg mener. Tværtimod. Men virkeligheden er desværre bare sådan, at vi engang imellem bliver kede af det og det er der ingen skam i.

…"Så bliver jeg en kæmpestor dreng!"

3 dage tilbage i vuggestuen.
Jeg ved bare at jeg kommer til at vræle når vi skal sige farvel til yndlingspædagogen. Seriøst hun er den bedste, Otto elsker hende, det har han selv sagt. Jeg elsker hende også lidt, for den måde hun er på overfor Otto. De har et særligt bånd de to, som jeg kun har set få gange i de snart 3 år Otto har levet. Tak for Trine.

Fredag holder vi fri, Otto og jeg. Vi skal købe rygsæk, gummistøvler og regntøj inden børnehavestart på mandag. Mandag. Om 6 dage. Børnehave!! Holy fucking fuck.
Uploaded from the Photobucket iPhone App

Er jeg virkelig blevet en af dem??

Da jeg var gravid var det som om at alle jeg mødte havde den ene forfærdelige fødselshistorie efter den anden, om flastklemte blå babyer, blod, brækkede kraveben, sakse, flækkede skræv og den slags. Ikke pissefedt, især da jeg allerede var ret bange for den goddamn fødsel, som bare kom tættere og tættere på, historierne blev i øvrigt værre og mere makabre jo tættere jeg kom på termin. Heldigvis var min fødsel rimelig gnidningsfri, udover den frygtelige smerte, vedroppet, manglende presseveer og de sidste 2 minutter hvor lægen blev tilkaldt og jeg blev skidebange. Men det gik trods alt godt i forhold til diverse rædselshistorier.
Efter at jeg har set Nadias tegning fra weekendens rødvinsløjer, gik det op for mig at jeg nu bare er hende, som fortæller intetanende kvinder om den sindssyge vesmerte og råder dem til at tage imod al den dope de kan få. Lidt strengt, eftersom at fødsler og veer nok er en af de ting som mange (alle?) kvinder i forvejen har det lidt stramt med, måske at skulle gennemføre en dag.
Jeg tror bare at jeg selv blev SÅ forskrækket over at noget kunne gøre SÅ ondt, at jeg nu åbenbart føler at det er noget jeg skal dele med enhver som gider lytte.
Men tænk… Jeg gør det sgu gerne igen. For det var sgu egentlig meget fedt alligevel, da det var ovre. Men næste gang takker jeg nok ikke nej til den epidural, skulle jeg få den tilbudt.

Panik, rødvin, bloggertræf og tømmermænd

Min weekend har budt på lidt af det hele.
I går eftermiddags skete en af de ting som jeg flere gange har frygtet.
Jeg blev smækket ude, af Otto. Lort, virkelig lort! Jeg var gået ud af lejligheden for at tage imod Otto og freelancer og da jeg gik ned for at hjælpe med at bære nogle ting, løb Otto forbi mig på trappen, ind i lejligheden og smækkede døren. BANG! Mine nøgler, de lå på køkkenbordet.
De første 30 sekunder panikkede jeg fuldstændigt og da freelancer sagde ordene “du skulle da vist have slået låsen fra” med et kækt smil, måtte jeg hvæse en smule, dog fik jeg rimelig hurtigt stemmelejet ned og placeret mig foran brevsprækken, her forsøgte jeg at guide Otto hen til mine nøgler. Men han kunne ikke nå dem, så den plan røg rimelig hurtigt i vasken.
Nogen var så venlig at tage et billede af brevsprækkekommunikationen:
Uploaded from the Photobucket iPhone AppTilgengæld kom vi efter hvad der føltes som lang tid, i tanke om at Otto selv har lært at at åbne glasdøren ud imod gården (gudskelov for at jeg endnu ikke har fået børnesikret den), så freelancer hoppede ud af et åbent vindue i opgangen og om i gården, hvor Otto åbnede døren. Jeg kom ind, ingen nåede at panikke, altså kun mig. Happy ending (in a non handjobby kinda way).

Kort tid efter sprang jeg på cyklen med lidt godt i kurven
Uploaded from the Photobucket iPhone Appog kørte hjem til hende her, hvor jeg var inviteret til mad, sammen med Nadia og Rikke.
Det blev til en hel del af det her:
Uploaded from the Photobucket iPhone AppKlokken cirka 4 (!) sejlede jeg hjem og satte nøglen i døren på vesterbro
Uploaded from the Photobucket iPhone App
I dag har jeg haft tømmermænd fra helvede, så udover at sove det meste af formiddagen væk, har det cirka set således ud:

Uploaded from the Photobucket iPhone AppJeg fik besøg af søde Mie i min gård tidligere i dag og eftermiddagen blev altså brugt under dynen, desværre. Men det der rødvins show i går var tydeligvis lidt for meget af det gode…. I morgen tidlig, der skal jeg i biografen. Alene. Mere om det senere på ugen. Nu godnat!

Challenge accepted

Som jeg skrev på Facebook i går, kommer bloggen i den næste uges tid til at være påvirket af at jeg har taget imod en sjov (og svær!) udfordring. Jeg skal nemlig fra i dag og en uge frem, kun gå i tøj som jeg ikke har haft på indenfor det sidste år. Da jeg først fik udfordringen i går (damn you spamfilter) har forberedelsen været minimal, det var nemlig lidt begrænset hvad jeg kunne finde i mørket, med en sovende dreng i rummet og jeg har i dag derfor bla iført mig en graviditetstop af mangel på bedre. Oh yes. You Will see… Dog med en forhenværende favorit jakke over. Det er utroligt hvor mange skatte og hvor meget crap sådan et klædeskab byder på, jeg glæder mig til i eftermiddag at grave endnu dybere. Tilgengæld har jeg allerede nu lært på den hårde måde at jeg ikke er en størrelse 25 længere, har sjældent oplevet noget så ydmygende, som at sidde fast i et par jeans en søndag aften, med gardinerne trukket fra… Med andre ord, jeans bliver det ikke til den næste uge. Med mindre jeg kan grave nogle graviditetsjeans frem selvfølgelig. Hmmm. Fik jeg sagt at sko, smykker og neglelak også er med i udfordringen? Jeg har derfor i skrivende stund lyslilla lak på og bliver konstant mindet om min (sted)farmor (som kun går i lavendel og lilla. Ubetinget) når jeg kigger på den. Men Hey! pasteller er jo så skide moderne, så hvad fanden.
Hop gerne lige over forbi smukke Ida, som står bag projektet og læs mere, her kan du også se hvilke 9 andre bloggere, som har taget imod udfordringen…
Uploaded from the Photobucket iPhone App

Selvstændighedsalder du er røvfed! Zzzzzz

Min søde, kloge, lækre og helt perfekte dreng har indenfor de sidste par måneder udviklet en ny side af sig selv. Fra helvede. Hvor han går fra sødhed til djævleopførsel på et splitsekund, enten stikker han i løb tværs igennem Netto og direkte ud på Matthæusgade mens han griner, ellers smider han sig på jorden random steder og nægter at gå længere, eller min personlige favorit, hvor han dramatisk kigger intenst på mig, mens han skriger(!) ting som: “Der skal IKKE mælk på de havregryn!!!!” og “Det er ikke DE gummistøvler!!!”… Jeg har prøvet at ignorere det, jeg har grint, været forstående og pædagogisk, blevet sur, alt er forsøgt og næsten ligemeget hvordan jeg reagerer eller ikke gør, er det som benzin på hans lille psykobål. Så jeg er nu nået til en form for accept, bare for ikke at blive vanvittig. Med denne dejlige selvstændighedsalder og skøre opførsel hører det sig også til at han er begyndt at sove uroligt. Han skærer tænder og taler i søvne “Hvor er min lynlås?!” råbte han f.eks. gang på gang den anden nat, så søvnen er også minimeret, min søvn that is.
Så hvis jeg er lidt fraværende sådan generelt, er det bare derfor. Jeg render nemlig  rundt  i en koffeinbobbel og  overvejer hver eneste sætning og handling, for ikke at unleashe the beast, mens jeg messer “det er bare en fase, det er bare en motherfucking fase”….

Uploaded from the Photobucket iPhone App
Monsteret himself. Det er i øvrigt en brandmandshjelm, IKKE en hat, bare så det lige er på det rene…

Hej torsdag! Hvor blev onsdag af?!

Som jeg også skrev på facebook, var i går var en af de der dage, hvor klokken pludselig var 16 og jeg ingenting havde nået. Dagen var forsvundet i regnvejr, kvalme og gøremål, eller intentioner om samme.
Jeg fik hentet Otto, som var træt og havde set sig sur på mig, hvilket resulterede i at han skreg hele vejen hjem, selvom jeg ihærdigt forsøgte at distrahere ham ved at tale om katte og flyvemaskiner, hvilket kun virkede i sammenlagt 2 minutter, til sidst udbrød han: “Jeg GIDER ikke tale med dig. Forstå det dog din burger!!!”. Fair nok. Da vi kom hjem ejakulerede en dåse flåede tomater udover min silkejakke og der oprendt min tålmodighed med onsdag lidt. Aftensmaden blev lavet og spist, derefter åd vi pålægschokolade til dessert. Det må man godt når det er mandag på en onsdag. Jeg steg klart i point på Otto’s konto og det endte lykkeligt-ish, selvom jeg dog forstrak en røvmuskel da jeg senere ville lave de der squats jeg før har ævlet om.
Torsdag kan kun blive bedre….

Uploaded from the Photobucket iPhone App

Der var engang en blog

Men så gik bloggeren bag på druk en fredag aften og gik derefter ned med flaget i små 36 timer, i vaskeægte hovedet-i-toilettet-svedeturs stil, med en 2 årig i sin varetægt ej at forglemme…

Nå men nu er jeg tilbage… Kind of. Har da været i bad, hvilket må siges at være fremskridt. Barnet leger med sin far i vores gård. Der er cola i glasset (njaa, i dåsen), og jeg skal klart ringe efter noget klamt til aftensmad og forsøge at nyde det sidste af min weekend, inden store grimme mandag igen viser sit grimme grimme face.
Uploaded from the Photobucket iPhone App
Een ting er helt sikkert, jeg løber ikke tør for drikkevarer…
(WTF skete der lige for mig ?! Tørstig much?)
Uploaded from the Photobucket iPhone App

Spøgelsessituationen (freak alert)

Egentlig har jeg undladt at fortælle en enkelt ting om det spøgelse der (ja der er altså kun et. Tror jeg). Jeg har været tøvende omkring det, da det er ret langt ude og reaktionerne på denne side af skærmen har været blandede. Mine venner har taget fint imod det, vel fordi at de godt ved at jeg inderst inde ikke er helt skør. Jeg har også luftet det i en brandert på et tidspunkt, i et selskab med forholdsvis nye bekendtskaber, her var folk også åbne og nysgerrige (og fulde). I kantinen på arbejdet derimod, skulle jeg nok ha’ holdt min kæft, ligesom med så meget andet I might add. Folk var her nemlig ikke sådan specielt modtagelige og jeg er ret sikker på at jeg er stemplet som tosse af i hvert fald et par stykker… Well, nu forsøger jeg så også lige at smide den ud her. Skynder mig lige at sige at jeg stadigvæk er pænt skeptisk, når det kommer til spøgelser og alt det der hokus pokus, MEN jeg begynder så småt at blive overbevist. Og her er grunden, der er nemlig den lille detalje at min søde (fantasifulde) søn op til flere gange har snakket om at der er en mand i vores lejlighed…. Jep! Faktisk har han i al den tid han har haft et sprog livligt nævnt “håndværkeren” som bor hos os. Det er pisse uhyggeligt, men også lidt komisk. De første mange gange lagde jeg ikke noget i det, men efterhånden er jeg blevet mere og mere lydhør overfor det. Det startede en sommerdag sidste år hvor vores terrassedør stod åben og Otto fortalte at der stod en håndværker i døren, jeg troede bare at han mente at der var håndværkere i gården og tænkte ikke mere over det. Det forsatte i noget tid, men igen tænkte jeg ikke videre over det. Første gang jeg fik en smule gåsehud af det, var da vi en dag midt i aftensmaden hørte en ret høj lyd inde i stuen, vi kiggede på hinanden og jeg sagde at det nok bare var ude fra opgangen eller noget som var blæst ned, hvorefter barnet kigger op og iskoldt siger (og jeg citerer): “Nej, det var manden. Han er inde i stuen”.
Øøøøh stooop deamonchild! De sidste par uger er det taget til. En morgen lå vi i min seng og Otto nægtede at gå ind i stuen, da han ikke ville gå forbi “manden i døren”, i sidste uge stoppede han op midt i at han skulle hente sine sko, som stod et par meter væk og sagde at han ikke kunne tage dem på når “manden” lå ovenpå dem…
Børn siger mange underlige ting ja, og Otto er ingen undtagelse (har jeg vist også fået understreget før), så det kan da sagtens være at han bare fjoller, men det ER altså underligt!! Han gør det ikke andre steder. Overhovedet. Desuden er det måden han gør det på, som er ret overbevisende og ubehagelig, for det er ikke med glimt i øjet, tværtimod er han gravalvorlig når han nævner den mand der… Jeg har besluttet mig for at lade det ligge. Som i ikke at ringe til Ibi Støvring og hendes medier (ikke at det har været en mulighed, men altså I ved…), gider heller ikke begynde at undersøge det nærmere. Nægter simpelthen at rende rundt og være bange i mit eget hjem. Og helt ærligt er det forhåbentlig bare Otto, kvik som han er, der allerede nu har en usynlig ven, som han snart vokser fra. Skulle det være et spøgelse (sagde jeg virkelig det?!) så må han gerne blive boende, han skal bare lige lade være med at skræmme livet af os et par gange om måneden. (Og tænk nu hvis man fik sådan en ghostbuster ud og der så slet ikke var noget….)

Livet med børn

Jeg har før været inde på at jeg elsker at være mor. Det gør jeg virkelig, det er skidesjovt og jeg er ret god til det. Når man får børn giver man automatisk afkald på en del ting, ikke nødvendigvis ment på en dårlig måde, for (og her taler jeg vist på alle forældres vegne) det man får igen fra ens børn betyder så meget mere, end en fed fest og et knald (?), eller hvad det nu skulle være. Som deleforælder får jeg lidt af begge verdener. Både det livsbekræftende superfede kvalitetstid med Otto og chancen for at gå bananas i et par weekender om måneden. Det gør også at jeg tit planlægger en hel masse sjabang (sådan noget med øl) ret god tid i forvejen. Tag for eksempel på fredag, der skal jeg til Malk de Koijn koncert, jeg glæder mig og har glædet mig i forholdsvis lang tid, jeg skal afsted med 4 af de sjoveste mennesker jeg kender, deriblandt Nanna og Rachel som jeg af gode grunde ikke har drukket øl med i over 1 år. Der er med andre ord lagt op til et brag… Men. Lige denne weekend falder sammen med et super vigtigt job, som freelancer har fået tilbudt, det kan og skal han ikke sige nej til og jeg har derfor frivilligt tilbudt at tage Otto lørdag morgen fra klokken (og I shit you not) 6…. Såeh, de der øl fredag, kan jeg vist godt vinke farvel til. Men det gør jeg jo ikke vel?! Jeg er jo en sucker for det lort. Så hvis I ser en stiv træt mor på skydebanen* lørdag morgen klokken knald, så det bare mig…. Tilbyd mig gerne kaffe (eller en skarp).
Uploaded from the Photobucket iPhone App
 *Der var lidt tvivl om hvad  skydebanen var, sidst jeg nævnte den her på siden. Det er min fejl, jeg går åbenbart straks udfra at alle kender vesterbro. Skydebanen er en  legeplads, som ligger lige rundt om hjørnet agtigt fra hvor vi bor… (Bonusinfo: Jeg er faktisk opvokset i en lejlighed som ligger ud til skydebanen. Nostalgi!)

Præstationsangst

Lige for tiden har jeg en masse udemærkede ideer til potentielt skidegode indlæg (Hold nu kæft, det må man gerne sige). Problemet er bare at jeg ikke helt kan overskue at skrive dem, jeg går i stå og holder lidt igen i mine ord og så gider jeg sgu ikke udgive det. Grunden er ret simpel: Præstationsangst.
Det sker ind imellem og det er i de perioder at jeg skruer ekstra meget op for iPhone billeder og blabla snak. Eller som det har været tilfældet her i weekenden: bliver væk fra tasterne. Jeg er i det hele taget blevet rigtig god til at banke mig selv oveni hovedet med dårlig samvittighed og “du er en lorteblogger, ingen kan lide dig” nonsens, og det bliver ikke bedre af at tvangsskrive indlæg, derfor har jeg holdt mig væk fra bloggis i nogle dage. Jeg har lovet mig selv at jeg ikke gider undskylde, når jeg er i de perioder. Visner selv lidt indeni når jeg ser andre bloggere undskylde, hvis de ikke har skrevet i en dag eller to (no offense). Dog er en forklaring på sin plads, tycker jeg. Jeg lovede mig selv helt fra starten at jeg ikke ville blogge af tvang, men kun af lyst og det skal jeg lige minde mig selv om en gang imellem. Anywhooo. Lysten er der, nu skal jeg så bare lige deale med at jeg ikke er helt anonym længere (no shit Sherlock). Jeg synes det er mega underligt, når det hænder at jeg støder på jer der læser med,  i Netto og på legepladsen… Nårhja og på mit arbejde. Gulp!! Det er sejt når I har lyst til at give jer til kende, jeg bliver faktisk skideglad, men simpelthen også så bøvet og akavet at det er helt åndssvagt.
Min pointe med ævleriet her, er bare at jeg lige skal hanke op i mig selv og ikke overtænke alting, for så bliver det noget lort sgu. Såååeh fik jeg vist det på det rene. God mandag til jer!
Uploaded from the Photobucket iPhone App

Så meget for friweekend og guldøl

… En time inden jeg skulle ud af døren i går begyndte jeg at blive øm i kroppen, få hovedpine og koldsved. Gjorde mig alligevel klar og hoppede på cyklen. Nåede ikke langt før jeg kunne mærke at den var gal, lavede derfor et kort pitstop hos freelancer og Otto, hvor jeg fik et par panodiler og nogle store glas vand. Lige meget hjalp det og jeg kunne godt mærke at der ikke var meget andet at gøre end at vende næsen hjem og parkere de gyldne damer og tunsalaten (til 16 pers.) tilbage i køleren. Hoppede under dynen med mit feberramte legeme og blev der resten af dagen. Øv. Det viser sig at influenza lignende symptomer er helt normale dagen efter at man er blevet tatoveret. Fandme ikke optimalt. I dag har jeg haft det tusind gange bedre. Min krop er stadigvæk øm, men jeg er ret sikker på at det bare er sådan den er lige for tiden. Kroppen.  Jeg er jo begyndt at træne ser I…
(kunstpause…)
Såååeh fik jeg lige sneget det med i et røvet søndagsindlæg om min svæklingekrop, som får feber af lidt blæk (?).

Jeg ved det godt, ynk klæder ingen, heller ikke en snegl. Jeg går i seng nu, det gør jeg, altså når de unge mødre er færdige med at lave kartofler i plast inde i mit fjernsyn (wtf?)

 

Skal, skal ikke?!

Synes pludselig min lille dreng er blevet meget stor….
Photobucket

Jeg skal være helt ærlig og sige at jeg har det ret ambivalent med koncept udflytterbørnehave. På den ene side elsker jeg ideen (det var den side, som smed den på “ønskelisten” i sin tid), særligt fordi Otto er en ude-dreng, på den anden side bryder jeg mig ikke helt om ideen om at smide ham på en bus hver morgen (hadede selv det der vinkeshow, da jeg var barn) , og så er der alt det praktiske, hvad hvis han bliver syg, eller hvis jeg en dag vil hente tidligt/aflevere sent? Det bliver pludselig til et projekt, da udflytteren ligger en time væk, med det offentlige (20 min i bil) …. Bom bom. Jeg er splittet, helt vildt!

Hvad er jeres forhold til udflytterbørnehaver? Vil skide gerne høre jeres mening.

Barn syg i-fucking-gen

Jeg var hjemme med Otto i går.
Natten havde budt på psykopat høj feber: 41 ! Det er eddermame ikke sjovt (hurra for engagerede fædre, som gider cykle efter børnepanodil klokken pik om aftenen!!), allerede næste morgen var feberen slået ned, men vi blev selvfølgelig hjemme. Selvom det var med ondt i maven at jeg måtte ringe til mit arbejde (for 3. gang på en måned) og sige at jeg desværre ikke havde mulighed for at komme. Jeg hader det! Dog besluttede jeg at det IKKE skulle være en dag med dårlig samvittighed. I stedet trak vi i jogginbukserne og fik det bedste ud af dagen, med god morgenmad, kage, sushi, sygebesøg og en smule frisk luft.
Uploaded from the Photobucket iPhone App

Uploaded from the Photobucket iPhone App

Uploaded from the Photobucket iPhone App

Uploaded from the Photobucket iPhone App

Alt fra mig for nu. Adios!

Dagens udfordring

Altså… Jeg nægter at påstå at jeg lider af araknofobi, det er simpelthen for plat. Dog får jeg instant hjertebanken, svedige håndflader og tudetrang når jeg får øje på en edderkop. Men det er bare fordi jeg er tøset. Godt.

I dag var ingen undtagelse, panikken satte så småt ind da jeg fik øje på ham her:
Uploaded from the Photobucket iPhone App
… Efter at have gennemtænkt en del muligheder, såsom:
Ringe efter nogen. Anyone. Banke på hos en nabo, spraye dyret med noget giftigt, sætte mig til at tude i et hjørne eller bare flytte.
Besluttede jeg at tage sagen i egen hånd:

Uploaded from the Photobucket iPhone App

Det glæder mig at kunne berette, at jeg klarede det. Edderkop er flyttet ind i min støvsuger og jeg kan igen trække vejret.

Jeg ved det jeg ved det. Mit liv er som en actionfilm for tiden… Mangler blot en vindmaskine og noget læderagtigt tøj.

Chill the fuck out

Som nogen måske har observeret var weekendens influenza 3. Sygdom indenfor kort tid. Jeg har haft influenzaforkølelse tilbage i december, som blev til bihulebetændelse. Forkølelse i januar, som blev til halsbetændelse og nu influenza fra helvede. Det er sgu for meget! Men… Der er ærlig talt ikke så meget at sige til det, jeg løber meget stærkt og stopper aldrig op. Sover ikke om natten og jonglerer fuldtidsjob, 2 årig, blog og alt det andet (venner, hverdagsting, osv). Nok meget klart at min krop indimellem bremser op og stikker mig to fede fuckfingre. Nu skal det være nok. Jeg har sovet hele weekenden, som i 12-14 timer pr nat, plus nogle timer hver dag, har tvunget smoothies og væske (og piller) i mig selv og har i dag taget endnu en sygedag, istedet for at halse afsted uden at være ordentlig rask (som jeg plejer), for suprise suprise så bliver man syg igen. Og nu skruer jeg helt ned for blusset i en periode. Sover om natten og spiser mere end to måltider om dagen og den slags. Sgu fanden. Otto er hjemme med mig i dag, vi skal ligge på langs og se film under dynen. Hele dagen.
Det var alt fra mig i dag. Tror jeg.
Uploaded from the Photobucket iPhone App
Uploaded from the Photobucket iPhone App

Valentines day? Go fuck yourself!

Jeg er ikke så god til mærkedage (hedder det overhovedet det?). Er ikke engang til jul eller påske eller fødselsdage, ihvertfald ikke min egen. Og da slet ikke Valentins freakin’ dag. Min inbox bugner med “Valentine offers”, “Be my valentine”, “Romantisk valentine middag for 2” og “Savner DU en kæreste”…  Hvad? Ja ja, jeg har skrevet kort om det før, kunne egentlig bare copypaste mit indlæg om mors dag. For det er sådan jeg har det.
Afskaf lortet. Punktum.
Eller gi’ mig en ordentlig gave:

Dage som går skævt.

I går sov vi stille og roligt halvanden time over os. Da vi stod op 7:30 kiggede barnet overrasket på mig og sagde “mor! jeg er slet ikke træt”… Nej det tror fanden…
Efter en stressmorgen uden lige, hvor barnet måtte spise morgenmad i sin klapvogn, gik det op for mig på vej væk fra vuggestuen at jeg i min hånd stadigvæk havde Otto’s spiderman rygsæk.. Gad ikke vende om og den kom derfor med på arbejde (føltes slet ikke fjollet), hvor jeg endelig nåede frem en time senere end planlagt. Her ville jeg lige lynspise lidt yoghurt for ikke at dø af sult. Det gik tydeligvis for stærkt, for jeg tabte halvdelen i skødet og måtte derfor rende rundt med hvide pletter på låret resten af dagen … Ja.
Som sagt en af de dage med sæd på bukserne hvor man tydeligvis skulle være blevet i sin seng, eller ihvertfald bare lige ha’ skruet lidt ned for tempoet.  I morges gik det bedre. Vi nåede alting. Fuckede kun op da jeg kvart over 7 i vuggestuen ville spille sjov og slyngede en kommentar ud om at vi aldrig får frugt og grønt hjemme hos os. Note to self: Sarkasme før 8 virker ikke. Slet ikke i en vuggestue. Orkede ikke at slange mig ud af den. Så kyssede bare på barnet og sagde farvel. Smile and wave.
Uploaded from the Photobucket iPhone App
Photobucket

Februar… Din kost!

Jer som har fulgt med længe ved at jeg ikke bryder mig om februar. I år er ingen undtagelse. Havde faktisk regnet med at det ikke ville være et problem i år, da jeg langt om længe føler at jeg har fundet ro, det lyder så dramatisk, men det har jeg faktisk. Alligevel kan jeg mærke at jeg er en emotionel hystade, som vrisser og snerrer. Det er ikke klædeligt. Slet ikke. Det kan selvfølgelig også skyldes at jeg er TRÆT af vinter og mørke ligesom resten af landet. I det hele taget suger denne årstid gevaldigt røv. Dog glæder jeg mig til jeg på et eller andet tidspunkt forhåbentlig kan gå igennem en februar uden at få kronisk nedtur. Dejligt at det er så kort en måned. Tilgengæld har jeg dedikeret denne februar til at få færdiggjort et lille øøøhm personligt projekt. No biggie, bare noget som jeg har behov for at gøre, og som skal gøres nu. Mere kan jeg ikke sige lige nu (og det er alligevel ikke specielt spændende. For jer altså).

Noget helt andet, jeg skal efter arbejde i dag ud og finde noget tavlemaling (tavlelak?). Otto ønsker sig nemlig (og jeg citerer) “sådan en man tegner på væggen med, lissom’ mormor har”, satser på det er en tavle han mener. Hvor finder jeg det?? Jaja, en malershop (?), det ved jeg da. Men billigst altså. Er der nogle kloge krea damer derude, som har styr på det med tavler? Lord knows at jeg ihvertfald ikke er hverken kreativ eller kvik når det kommer til den slags.
Det var vist alt fra nutcasen her. Ha’ en fabelagtig mandag allesammen !

Forhælvede! … Jeg vil fandme også have some of that brown sugar. Sgu.

Jep jep! Stadigvæk syg. Dog i bedring, takket være kilovis af ingefær, chili, c-vitamin, rød solhat ekstrakt, pano’er oooog så videre… Overvejer at være mega utjekket og smutte på bar senere. Fernet branca dræber jo alt?! Ikke….?! Det er jo urter and shit!?
Som overskriften lidt afslører, mukker jeg også over at jeg ikke skal til D’Angelo i aften…
Fårk det gad jeg godt! Er sikker på at lækker smooth stemme ville synge det hele væk. NÅ! Fuck it!
Det var den der sjus vi kom fra…

God aften….

Babytanker

Jojo, er stadigvæk syg og sølle. Men tjekker lige ind med nogle tanker direkte fra babyland, hvor min hjerne sjovt nok befinder sig en hel del… Søndag eftermiddag hang jeg ud med bittesmå lækre babyer (Rachel’s Jonathan og Nanna’s Mollie). Holdnukæfthvorlillekanmanvære??!!! Jeg skal være den første til at indrømme straight up at jeg er røvskruk!! Helt vildt. Ikke at jeg på nogen måde skal have et barn nu! Mangler lissom’ også en at få det med, hvilket er en rimelig vigtig detalje. Lysten til at “Gøre det rigtigt” (læs: ikke alene) er kæmpe stor, men frygten for at stå alene med det igen, er desværre bare større. Og dog… Hvis det skulle ske at jeg igen af den ene eller anden grund skulle ende i samme situation, ved jeg trods alt at jeg kan komme igennem det, for jeg har jo gjort det før. Faktisk kan jeg vende det helt over i at jeg føler mig heldig, over den ellers crappy oplevelse det var at blive forladt helt gravid, det lyder måske absurd, men jeg mener det! Selvfølgelig havde det været ideelt hvis Otto’s far og jeg var blevet sammen. Men sådan skulle det jo bare ikke være. Og selvfølgelig har det været den største udfordring nogensinde, ingen tvivl om det. Men det har bare styrket mig som intet andet har kunnet – BS Christansen go home! Overlevelse i regnskoven? Naarnaarj, en graviditet og et barn solo du, så kan vi tale om udvikling og nosser. Jeg er pisse stolt over det egentlig. Meeeen don’t get me wrong, det er ingen hemmelighed at jeg helst er fri for at skulle nuppe endnu en solograviditet. Også selvom jeg for nyligt hørte mig selv sige ordene: “Hvis det stod til mig blev jeg gravid lige nu”. Øøøh. lad mig gentage: Ikke endnu! Har stadigvæk en masse ting jeg skal nå og en masse “Otto tid”, som skal nydes, nårhja og en mand der skal fanges. Men jeg tænker alligevel på det en del, sjovt nok hænger det nok sammen med alle de nyfødte bebser der flyver rundt om ørerne på mig og graviditets announcements på facebook og så videre. Men lige meget hvad, så vil jeg have flere børn, eller ihvertfald et mere. På et tidspunkt. Når det føles helt rigtigt. Sammen med en, der ikke skrider.

Det sidste er vigtigt.

Var der ikke noget med en blog?!

Nårhjoow! Hej!
Jeg er i live… Sådan da. Er blevet ramt af forkølelsen fra helvede igen, som denne gang har medbragt sine grimme venner: feber og ondt i halsen. 
Overskuet er på sit absolut laveste. Jeg afleverede Otto i vuggestue ved 10 tiden i dag og gik derefter hjem og sov 5 timer, fik dog både tømt opvaskemaskine og gået ud med skraldet (jeg forventer stående applaus). Hentede Otto, smed en dvd på og lavede et par spejlæg til aftensmad. Sådan. Det var min dag. 
Spændende shit, jeg ved det godt. Hvad ellers?? Hm nåh ja. Mine øjne svier så sindssygt meget at både computer og fjernsyn er bandlyst, hvilket giver ekstra point på nederkontoen her i sygdomshelvede. Øv. Dette ellers fantastiske blogindlæg bliver faktisk skrevet med brændende øjenæbler (fuck et klamt ord!). 
Åh jo her til sidst kan jeg lige berette om mine langt ude feberdrømme (dog ikke lige så langt ude som sidst), i nat blev jeg jagtet igennem min lejlighed af en skraldemand iført cowboystøvler, og jeg spiste violette kyllingelår. Hvilket af en eller anden mærkværdig årsag har givet mig en sygelig trang til kylling i karry…
Ja. Ok. Mere bliver det simpelthen ikke til, jeg ser næsten dobbelt. Hej Hej. 

Der findes ikke shamaner… Vel?!

Eller det gør der jo. Faktisk. Jeg har ihvertfald mødt en. I shit you not (og her må gerne grines, for jeg har selv haft det hysterisk morsomt på min egen bekostning). En (ifølge ham selv) vaskeægte shaman… På en bar. Han gik direkte hen til mig og fortalte mig alt muligt om mig selv. Alt sammen spot on korrekt. Antal søskende, hvilken side jeg sover på om natten, hvad der får mig til at græde, hvad jeg gør om natten når jeg ikke kan sove, at jeg er rædselslagen for at ende alene, at min mor er syg og at jeg næsten ikke kan være i mig selv over ikke at kunne gøre noget ved det, at jeg har kæmpet amok de sidste 3 år af mit liv, at der er 2 veninder i mit liv, som begge har fået børn for nyligt, hvoraf den ene er mørkhåret og har et sår/ar på maven (hellooow?!?! Rachel fik kejsersnit!!)… Og en helvedes masse andet, som alt sammen var rigtigt. Freaky shit altså. Oveni det nev han mig i armen og gjorde mærkelige ting ved min pande, min hud brændte og snurrede flere timer efter. Og…. 2 dage senere begynder mit fjernsyn at tænde af sig selv, lamper tænder når jeg ikke er hjemme, det trækker fra lukkede vinduer, billeder falder ned fra mit køleskab… Fuck altså! (igen: her må gernes rystes på hovedet og grines).
Jeg er stadigvæk in denial. For jeg tror ikke på den slags. Eller… Jeg vil helst ikke tro på det. Min mor sagde til mig at jeg måske bare skal acceptere at det findes, men bare huske på at det ikke kan gøre mig ondt… Det kan der måske være noget om. Men jeg er helst fri.
Hm nå! Tilbage til indianer duden. Udover at freake the fuck ud af mig, sagde han at jeg ikke skulle være bange og at det var meget meget vigtigt at jeg fik en masse ingefær… Hmmm ooohkaay ?! Det har jeg grint lidt af…
Meeeen se nu her:
Uploaded from the Photobucket iPhone App
…Om ikke andet er det jo pikkesundt sådan noget ingefær.

… Hør lige! Jeg ved godt at alt dette lyder sindssygt!! Og tro mig, jeg føler mig som en totalt basket case. MEN??? Det er sgu da mærkeligt!?
Indianer hyler mig ud af den, 2 dage senere bliver min lejlighed invaderet af spøgelser (som ikke findes) ?!?! Hvad fanden sker der altså.

???
Må hellere skynde mig at sige: jeg har vidner, den er god nok. Jeg er ikke helt klar til kolbøttefabrikken… Men hvis det der elektricitetscirkus i min lejlighed forsætter, er jeg muligvis nødt til om ikke andet, at slå mig på flasken.

Spøgelser? Nope! Samsung!

Mysteriet er (måske) løst:

Uploaded from the Photobucket iPhone App

Enten det, ellers havde en facebookven en teori om at det måske var min overbo’s fjernbetjening, som virker til mit fjernsyn?? Han var vågen i nat, der var ihvertfald nogen som trampede ret voldsomt deroppe (!!), så det kunne være en anden mulighed. Ja!

Men tak for spøgelseshistorierne… Røvhuller! Jeg skal aldrig mere sove…
Dæmonens time …. Pfff!!!

Der findes ikke spøgelser…. …Vel?

Klokken cirka 3 i nat fløj jeg ud af min seng, fordi mit fjernsyn tændte… Af sig selv. Jojo!
Jeg har før været inde på det der med at jeg har en ret livlig fantasi og selvtændende elektronik gør ikke ligefrem min hjerne rolig. Overhovedet. Det med den smækkende dør sidst, var skideubehageligt. Men det gav alligevel lidt mening, det stormede jo trods alt. Så der her med fjernsynet må klart tage prisen. For satan hvor var jeg bange. Så bange at jeg kunne høre mit eget hjerte banke derudaf, var bange for at det ville banke ud af brystet på mig. Jeg følte mig nødsaget til at skrive om det på twitter og sms’ede til både min mor og en ven. At min telefon så gik ud midt i sms forsøg nummer 1, gjorde ikke mine nerver roligere. Men det er vist bare dårlig iPhone karma og ikke spøgelser andet…
Jeg har gennemgået alverdens logiske teorier, som at Otto nok havde haft fingrene i fjernbetjeningen og sat en timer på. At jeg selv er kommet til at trykke på et eller andet. Strømsvigt. Løs forbindelse. Et-eller-fucking-andet?!
Men nej. Uret på min ovn går rigtigt, så der har ikke været strømsvigt, en løs forbindelse kan ikke gøre den slags (siger klog mand på mit arbejde). Vi har slet ikke været hjemme siden lørdag formiddag og fjernbetjeningen lå på en hylde Otto ikke kan nå. Jeg så ikke selv fjernsyn i går … OG det var altså både fjernsyn og DVD som tændte… Af sig selv… Klokken 3 i nat… 

????????????

2012

…. Mandag… Fuck!
Dette bliver bare lige et hurtigt “goddag” fra mig, mens jeg sidder i metroen, på vej til arbejde (av av av)….
2. dags tømmermændene sniger sig frem (træthed, hedeture, motorisk fucked-up-hed og så videre), så lige nu føles klokken 16, som en evighed væk….

Året blev skudt fint igang. Jeg nåede endda hele to fester OG det var lyst før jeg faldt i søvn.
Not bad for en nytårhader som mig hva’?!

Godt nytår, god 2 januar og tak for jer!!

Uploaded from the Photobucket iPhone App
Og kjolen !!!
Uploaded from the Photobucket iPhone App

Atjuuh!

Jowjow den er god nok. Flere dårligdomme herfra… Min krop har givet op efter en weekend med manglende søvn og føde. Jeg er pt ramt af feber og forkølelse. Er syg på den måde, hvor jeg er for sølle til at bevæge mig ud i den virkelige verden, men for frisk til bare at sove. Jeg.keder.mig. Jeg har derfor set en helvedes masse serier, surfet nettet tyndt, og spist en del chokoladekiks… Og chips. Og så craaver jeg cola som bare fanden, hvilket er sært, for jeg kan ikke lide sodavand (hader brus!). Ved ikke hvorfor jeg bliver sådan når jeg er syg. Sådan klam i det. Det er skørt.
Nåh! Nu er dagen snart gået, og Otto kommer snart hjem (Fååårk hvor jeg glæder mig), men jeg har stadigvæk et par timer til at pleje min sygdom, og det vil jeg gøre. Der er suppe på komfuret, ligegyldigt tvshow i fjernsynet, ebay på computerskærmen og ingefærsthe i koppen. Sygdom fuck af.

Photobucket

Change of plans… Den længste weekend nogensinde.

Væk var weekenden og hvilken weekend det har været!! Efter den fantastiske aften som jeg skrev om i fredags, vågnede jeg lørdag morgen med en meget pjevset dreng, som var helt træt. Jeg gik ud fra at det var den sene sengetid der gjorde at han var ved siden af sig selv, men lørdag aften kom feberen snigende. Det blev hurtig til motherfucking høj feber, og oveni det hostede han og græd. Da klokken blev omkring 23 blev han rigtig varm og hans vejrtrækning lød helt forkert og jeg ringede til lægevagten. Mens jeg havde lægen i røret (som i øvrigt talte SÅ grimt til mig- møgko) steg hans temperatur yderligere og han rystede kraftigt og blev derefter slap. Freelancer kom og vi hastede til hospitalet, på turen derhen blev det gudskelov en smule bedre, men han var stadigvæk mere syg, end jeg nogensinde har oplevet ham før. Efter en del undersøgelser, fandt lægen frem til at han havde fået en slem omgang falsk strubehoste*, som generede hans luftveje voldsomt. Vi blev derfor indlagt på Hvidovre, her fik han adrenalin og spirocort i en iltmaske. Af to omgange, hvilket hjalp en hel del på hans vejrtrækning. Vi var hjemme lidt over 4 søndag morgen.

Søndag havde han det tusind gange bedre og feberen var minimal, men jeg havde sat mig fast på at han ikke skulle med på ferie alligevel. Efter laaang dialog med Freelancer og en snak med en læge fra Hvidovre, som beroligede os, besluttede vi at de skulle prøve at tage afsted (jeg fortrød cirka 800 gange). Afsted kom de da også. Til lufthavnen. Og ikke længere. Jeg ringede en smule hysterisk og bad dem om at vende om, hvilket de også gjorde, men ikke på grund af mig. Ottos faster havde set forkert på billetterne… Rejsen er bestilt til om en måned…….

Nu har Otto det godt igen (thankfuckinggod!), jeg er tilgengæld følelsesmæssigt og fysisk fuldstændig drænet for energi. Jeg priser mig lykkelig for at der ikke var noget alvorligt galt med ham, men forskrækkelsen har sat sine spor og jeg håber at jeg aldrig skal stå i en sådan situation igen. Dog skal personalet på Hvidovre børneafdeling have kæmpe ros, sjældent har vi fået så god behandling, både læge og sygeplejersker var pissesøde, selv klokken crap om natten/morgenen.

Tyrkiet blev ikke til noget, men i aften går turen til Jylland. For Otto og freelancer. Jeg skal til frisøren og så skal jeg drikke alt vin i hele verden, inden hverdagen igen starter i morgen. Ja jeg har taget fri i dag og ligger på sofaen i selskab med Otto, Shrek og rosinboller…

*Falsk strubehoste er på ingen måde farligt, bare rigtig ubehageligt. Og da han havde over 40 i feber og han vejrtrækning var så voldsom som den var, valgte de at indlægge ham.