Bitterhed og Superkræfter

Når man bliver mor får man superkræfter, som gør at man kan undvære søvn og mad i flere dage. Når man bliver forladt bliver man bitter. I dag har begge været i spil. Superkræfterne fik jeg brug for da Otto ville ikke sove, som i overhovedet ikke. Han stod op fra sin eftermiddagslur ved 15 tiden og besluttede sig så ellers for at holde fest indtil kl 22.30. Jeg er fuldstændig baldret, og helt ved siden af mig selv af udmattelse. At freelancer så ringede fra en cafe for en time siden, helt overskudsagtig, gjorde ligesom ikke sagen meget bedre. Jeg bed (hug)tænderne sammen og kom igennem samtalen uden at skælde ud, men hold kæft jeg er bitter. Så sidder han der og sipper cortado og bekymrer sig om arbejde og deadlines, mens at jeg vader op og ned af stuegulvet med VORES barn og synger “sov nu for satan i helvede ” for tyvende gang. ØV hvor er det uretfærdig, jeg vil også stresse over arbejde og møde spændende mennesker og drikke stærk kaffe på cafe og ryge cigaretter og og og ØV!!!

Om at rode

“Jeg forstår det bare ikke…” sagde freelancer til mig igår…
Mig:”æææh forstår ikke hvad?”
F: “at man kan rode så meget”
Mig: ” Nå!”

Skulle lige trække vejret dybt ned i maven, inden jeg sagde mere. Det var få sekunder fra at gå virkelig galt. Men vi skyndte os at lægge låg på den der. Kunne vist begge godt se at det var en samtale/diskution vi ikke skulle tage. Vi snakkede istedet om arbejde, og så tog freelancer hjem.

Jeg er et rodehoved, det er jeg virkelig. Jeg prioriterer på ingen måde oprydning særlig højt. Hvilket er mærkeligt, fordi jeg elsker når her er rydeligt. Men vil bare hellere lave noget andet, især nu efter ham der Otto er dukket op. Når jeg så endelig rydder op, er der ikke rigtig noget der har faste pladser herhjemme. Jeg har en del rodeskuffer og rodekasser. Og det fungere sgu egentlig meget godt og jeg kan sjovt nok altid finde mine ting (altså næsten altid).

Faktisk har freelancer op til flere gange ryddet op i min lejlighed, når han har passet Otto. Vist nok noget med at han stresser når der er rod omkring ham. Jeg forstår det ikke, men det er nu dejligt at komme hjem fra mit ugentlige mig-tids-cafebesøg til et sovende barn og en ren lejlighed… Det er han sjovt nok stoppet med, altså oprydningen – nok fordi at jeg altid formår at rode det hele til i løbet af ingen tid … Oh well, noget skal man jo være god til 🙂

To streger

.. I dag er det præcis et år siden at jeg fandt ud af at Otto var på vej,
Jeg husker tydeligt hvordan at jeg tissede på plastikpinden, og gik ud for at lave kaffe. Jeg vidste allerede at den var positiv, før jeg kiggede på den. Lydløst listede jeg ind i vores soveværelse, hvor freelancer gik rundt og ordnede et eller andet, jeg satte mig på sengen, og holdte testen op i strakt arm, uden at sige noget. Han tog den ud af hånden på mig, og da begyndte jeg at græde. Af skræk … Freelancer smilede over hele hovedet, og jeg husker hvordan han satte sig ved siden af mig med hånden på mit lår og sagde: “det skal nok gå, JA det er et pisse dårligt tidspunkt, men vi klarer den… sammen ……. “

Han gik fra mig 2 måneder efter, 54 dage helt præcist …

Nytår

Min smukke dygtige fantastiske veninde Rachel, har lavet dette klip til pirat-tv

Det er lige præcis sådan jeg har det med nytårsaften, og jeg ved at jeg ikke er den eneste.
Rachel er lige nu i Polen til hendes mormors begravelse. Så jeg skal altså ikke klage over min aften, lige nu virker det bare lidt uoverskueligt. Skal rydde op, støvsuge, handle ind, lave mad og så burde man nok også tage sig et bad …. Heldigvis er Otto’s far her til at hjælpe, de er nu ude og gå tur, mens at jeg rydder op (jaja skal nok! om lidt…)

Jeg skal simpelthen holde nytår, det er lynhurtigt blevet besluttet, sad nemlig i går uden planer. Så nu har jeg altså inviteret cykelrytterven til mad og champagne. Otto’s far skal også være med, han har endda tilbudt at tage Otto, så jeg kan drikke lidt (meget) uden at bekymre mig. Skønt!

Glædelig nytår allesammen (det hedder selvfølgelig godt nytår, ikke glædelig – Men det har jeg altså sagt hele dagen, så jeg bliver ved).

2010 bliver et godt år … Jeg kan mærke det 😉

23 December

Status: Alle gaverne er købt! JA.
Pengene og tiden slap op, da jeg stadigvæk manglede at købe gaver til et par stykker, men supermom (altså ikke mig haha, nej MIN mor) reddede endnu engang dagen og mig..
Og julen.
Mit blodtryk er derfor nogenlunde normalt igen og jeg begynder på en måde at glæde mig helt. Til i morgen. Til jul. Ottos første!

Vi har i dag været til før jul-jul, hos eks-svigerfamilien. Både Otto og jeg er HELT færdige.
Han ligger i sin seng og snorksover, og jeg ligger i stuen og spiser chokolade … og nogle af de havregrynskugler jeg har lavet til juleaften. Jaja, overskudsbarometeret er så småt på vej op i det grønne. Hvem skulle have troet det?!
Hvis jeg ikke når det i morgen vil jeg da lige ønske jer alle en dejlig jul …
Med gaver, gran, Gløgg og sovs på. Og kærlighed … masser af det !
GLÆDELIG JUL !

En ny fase ?

Jeg har haft en lorte uge. Altså ikke fordi der er sket dårlige ting, tværtimod. Det er bare en konstant tyngende følelse jeg render rundt med. Jeg har haft det underligt. Jeg ved godt hvorfor, også selvom jeg forsøger at bilder mig selv og andre ind, at det godt nok er underligt at jeg går og er så mut. I know, mand – I know. Det der er, er: Jeg synes pludselig at jeg savner “hamduvednok”. Savner.
Mit had til ham er stille og roligt ved at forsvinde, og så alligevel ikke, for hver gang jeg tænker på alt hvad der er sket, har jeg lyst til at skrige og smadre løs på ham, den store lort!. Men på den anden side er jeg begyndt at drive væk fra had-følelsen, og i stedet kan jeg på en måde se logikken i, hvad der skete. Ja, gu var det et kikset stunt, det med at han forelskede sig i en anden, og valgte at gå fra mig, uden så meget som at overveje at lappe det. Men det er så småt ved at gå op for mig at vi kvalte hinanden. Vi havde det ikke godt. Jeg var sårbar, usikker og pisseirriterende, han var presset, sikkert bange for alle de samme ting som mig, og fandt en udvej.
Jeg kan godt selv høre det. At det lyder som om, at jeg gør hans handlinger acceptable og mindre fucked up end de var. Sådan er det nu ikke, for jeg synes nu stadigvæk at han opførte sig som en lort, uanset grund.
Men jeg indrømmer gerne at det fylder mindre, og at jeg af og til glemmer det, og ser alle de ting som jeg var vild med. Som jeg måske er ved at blive vild med igen.
Måske er det fordi at han virkelig har strammet op, tager ansvar, lader til virkelig at respektere mig, og bare er en virkelig virkelig god far. Det er han. Den bedste.
Eller også har jeg fået en hjerneblødning. Manden har jo for hulan revet mit hjerte ud, pisset på det og kylet det af helgolands til. Vågn dog op kvinde-Og kom videre, helt ærlig! Ikk.

Jeg luftede det for mødregruppen i dag, altså det med at jeg har haft en dårlig uge, og oveni det måske er begyndt at få nogle glemte følelser tilbage. Jeg nævnte kun flygtigt det med følelserne. For jeg tror måske at de vil rive hovedet af mig, hvis jeg siger hvor dybt den del af det stikker.

En af damerne havde alligevel en rigtig god pointe, som jegvirkelig  kan bruge, hun sagde noget i retning af at jeg er nået en ny fase. En fase hvor jeg opdager en masse nye ting om mig selv. Altså .. vi har “før Otto-Cecilie”, “gravide-hormon-Cecilie” og nu “Mor-Cecilie”, og jeg skal så til at finde ud af hvem hun er, altså mor-Cecilien. Udover at være MOR, hvem er hun så?
Og nu begynder der jo så (måske) at dukke en masse dumme dumme følelser op, som jeg ellers havde begravet så fint. Det GØR det altså ikke nemt at finde ud af hvem hun er, hende der Ottos mor … Måske er det slet ikke glemte følelser, måske er det bare fascination af noget genkenkendelse. I don’t know, men jeg orker det ikke!
Lad det please please please bare være hormoner eller et tilfælde af momentary insanity. Jeg magter ikke at være hende der aldrig kom videre og bare dvælede i sorg og savn … og pis.

Det sker ind imellem at mit “overskudsbarometer” når nul..

– Det står først og blinker lidt, hvor jeg er irritabel og småsur. Og så knækker filmen, og det er her at tårerne og mavepinen kommer.
Det skete i dag, jeg havde været oppe siden kl 4:30 og Otto græd og det hele blev bare for meget, og så græd jeg også, lige foran Otto’s far, jeg slog det hen og forklarede snøftende at jeg bare var smadder træt, og med hovedpine. Den er også god nok, jeg ER træt og jeg HAR hovedpine, bare blandet godt op med had, jalousi, savn og ensomhed. Men det får jeg altså bare ikke noget ud af at fortælle ham.

Nu har jeg fået grædt ud og det hele ser lidt lysere ud, Otto sover og jeg har æbleskiver i ovnen.
Og i aften skal jeg ud i snestormen med gode mennesker og se Malk de koijn på rådhuspladsen….