Søndag med lækkerdreng

Uploaded from the Photobucket iPhone App

Otto er hjemme! Det er ikke meget jeg har set ham de sidste mange dage. Freelancer tager til Sydafrika i morgen (i 14 dage) og har derfor haft Otto ekstra meget den sidste uges tid. Jeg har forsøgt ikke at gå i stykker af savn. Nu NU er han hjemme. Vi har holdt søndag på den fede måde. Snevejr, hjemmebag, sofa, tegninger og film. Freelancer kom forbi med aftensmad for at sige farvel til os. Jeg er spændt på hvordan Otto tackler ikke at se sin far så længe. Vi plejer jo for det meste gerne at ses en gang om ugen, udover 9-5 ordningen. Forhåbentlig bliver det ikke et problem.

Nå, jeg er ude… Som sagt: hjemmebag! Som i opturscookies… Som i 32 af dem.
Hvad? Fitnesscenter? Jowjow… I morgen er en ny uge, så må vi se ….

Der var engang

I er mange som spørger ind til livet før bloggen og før Otto.Så tænkte at jeg lige kort ville opsummere og ikke mindst vise lidt billeder fra min tid som model (billederne er ikke i kronologisk rækkefølge og passer heller ikke til teksten, tænkte bare det var bedre at flette dem ind, istedet for en billedstorm sidst i indlægget).

Uploaded from the Photobucket iPhone App
Næsten direkte efter min 9’ende klasses eksamen for små 11 år siden startede jeg som model. De første par år var det småjobs hist og her, men efterhånden blev det til mere og mere.

Uploaded from the Photobucket iPhone App
I 2004 tog jeg til Paris, helt mutters alene, 19 år gammel. Her var jeg i 6 måneder, hvor jeg arbejde, gik til castings og festede igennem. Hvilket var fucking fedt! En af de bedste oplevelser jeg nogensinde har haft. Klart det bedste jeg kunne gøre for mig selv på det tidspunkt i mit liv. Det blev lidt en slags dannelsesrejse for mig. Fløj en del imellem Paris og Milano i den periode. Paris var jeg helt syg med, men jeg lærte aldrig at holde af Milano på samme måde.

Uploaded from the Photobucket iPhone App
Herefter havde jeg en del jobs i især Tyskland. Primært katalogjobs, som er laaaange arbejdsdage hvor man skyder en helvedes masse halvkiksede smilebilleder og får en dagsløn, som er out of this world (vi taler min nuværende månedsløn and then some, for en eller to dages arbejde).

Uploaded from the Photobucket iPhone App Athen brugte jeg også en del tid i, hvilket jeg faktisk hadede. Athen er en ret speciel by, og selvom jeg er stor fan af Grækenland ellers, var Athem slet ikke for mig. Dog var der en masse at lave, særligt på de græske øer, som var dejligt, meeeen også hårdt da det betød mange lange timer på vandet (jeg er angst for at sejle i store skibe, færger og den slags).

Photobucket Barcelona derimod… Ååååh Barcelona. Kærlighed altså. Jeg tog afsted i starten af 06′ og ELSKEDE det! Jeg var der i sammenlagt 7 måneder og havde store planer om at flytte dertil permanent.

Uploaded from the Photobucket iPhone App
Meeeen på et kort hjembesøg i københavn mødte jeg en hvis freelancer, som slog benene væk under mig og pludselig trak Barcelona ikke i mig længere. Så jeg tog hjem. Fik et nyt modelbureau herhjemme og lavede et par kommercielle opgaver her og der (har blandt andet været med i en topkikset tyggegummi reklame). Jeg droppede udenlandsturerne til fordel for et 9 til 16 job, i en fagforening. Helt tørt og praktisk, Men jeg havde brug for at prøve det af. Gik jo næsten direkte fra folkeskolen til at leve i en kuffert med skæve arbejdstider. Ikke at der er noget galt i det! Jeg elskede det og fortryder ikke et sekund. Men jeg hungrede efter at prøve noget “normalt”.
Og SÅ blev jeg gravid ….
Photobucket
(ja jeg er faktisk gravid på dette billede, uden at vide det… Og er iført paryk.)

Skal til det igen…

Otto skal på ferie med sin far i SYV dage. I næste uge.
Jeg får ham hjem fra forlænget weekend i dag. Og allerede på søndag flyver de til tyrkiet i en uge. Pyyyyh!
Lige som sidste gang, har jeg det pænt stramt over det… Jeg får det faktisk fysisk dårligt når jeg skriver/tænker/taler om det. Jeg overvejede et kort øjeblik at tage med, men jeg skal jo for helvede vænne mig til det før eller siden. Der kommer uden tvivl til at komme mange mange mange ferier i fremtiden som jeg ikke skal med på, for sådan er det jo desværre når man har et delebarn (hader det ord! – er pisse dårlig til at dele). Han er bare så lille. Og tanken om swimmingpools, altaner, trapper og andre dødsfælder gør mig panisk angst. På den der helt sindssyge måde. Damn! Jeg bliver ved med at forsøge at berolige mig selv og tænke at jeg jo så kan knokle igennem på arbejdet, optjene en masse timer, ordne praktiske ting derhjemme, få skrevet lidt mere på bloggen, se mine veninder, drikke rødvin, gå i biografen og så videre. Alt det er jo naturligvis også rigtigt nok og slet ikke spor dumt, men for satanihelvedefuckerlortecrap! Jeg vil jo allerhelst bare være sammen med min dreng. Hele tiden. Jeg kan ikke holde UD at jeg skal undvære ham.
TÆNK hvis der sker ham noget, hvis han får hjemve/kommer til skade/ drukner/ bliver væk… (gys og gru!!!! Så stop dog !!)
For første gang siden hele “jeg-er-gravid-og-er-blevet-forladt” episoden, har jeg måttet låse mig ind på et toilet og stortude på mit arbejde. De førnævnte psykotiske tanker blev lidt for meget.

Well… Afsted skal de altså og når jeg i et øjebliks sanity tænker helt klart, kan jeg godt skubbe dødsangsten til side og se at jeg er hysterisk fjollet og at jeg sagtens kan være tryg, for jeg ved at freelancer passer virkelig godt på ham og at de sikkert får en fed fed tur (IKK?!). Det kommer naturligvis til at gå strålende og det bliver dejligt for Otto, med en god sjat kvalitetstid med hans far, faster og fætter. (IKK??!!) ….
Psssst! Det er nu I venligst gerne må spamme mit kommentarfelt med at det er en pisse god ide og at det er rigtig rigtig sundt for ham og alt det der. Kom med det!!! (IKK??!!).

At planlægge ferie

Freelancer og jeg er ved at planlægge hvornår Otto skal være hos hvem i ferien. Eller planlægge er så meget sagt, for freelance livet og min ubeslutsomhed, gør det ikke sådan helt nemt. Men vi er dog nogenlunde enige om at vi har en hel uge hver og så et par dage hver især sådan drysset ud over juli. Alligevel får jeg ondt i maven over det. Jeg ved ikke om det er tanken om at undvære ham i så lang tid, der nager mig eller om det er påmindelsen om at Otto er et “delebarn” der gør udslaget. Men et eller andet gør ihvertfald at jeg bliver utilpas og faktisk rigtig ked af det, når jeg tænker på det. Æv! I den tid Otto er hos mig, skal vi i sommerhus med mine forældre. Og så er jeg ved at gøre op med mig selv om jeg skal knokle igennem på arbejdsfronten imens Otto er på ferie hos sin far, eller om jeg skal finde noget afbestillings charter ferie og bruge en uge på at læse sladderblade og drikke frozen margaritas i noget græsk øhav. Jeg kunne rigtig godt bruge de penge som jeg ville tjene på den uges arbejde, men gad virkelig også godt at få noget sol på min krop og noget saltvand i håret OG Ouzo i mit blod.
Juli måned bliver interessant tror jeg. Og uoverskuelig. Fornemmer jeg.
Suk.

Æh nejnej!

Selv-følge-lig har jeg ikke fundet sammen med freelancer. Jeg beklager min misledende overskrift i går. Det kunne ellers havde været et godt blogindlæg hva?!… Eller en tarvelig og forsinket aprilsnar. Men han er back in town og i morgen er det jo altså torsdag og jeg kan næsten allerede smage rødvinen …
Lørdag hapser han også Otto og der skal jeg noget som jeg glæder mig rigtig meget til, mere om det i morgen.

God aften…

Og dagens højdepunkt i billedform:
Starbucks Mocha

The return of ham der freelanceren

I morgen eftermiddag lander freelancer i Kastrup. Han har været i Cape Town de sidste par uger. Og selvom mine forældre har været topsøde til at tage et par eftermiddage med Otto hist og her, kan jeg godt mærke at det bliver rart med noget aflastning, sådan på hveranden weekends måden. Otto er også forvirret, han er begyndt at pege på tilfældige mænd og spørgende udbryde “Far?”, det var meget sjovt de første par gange. I starten var det også kun høje mørkhårede mænd med skæg og dem er der heldigvis ikke så mange af, men nu er det cirka alle mænd (og også nogle få kvinder), også de gamle og de alkoholiseret og de blonde og de lave og de skaldede. De fleste griner og så griner jeg også og så er der dem som nærmest ser panikslagne ud og skynder sig videre, og så er der de lumre, åh de lumre mænd, som kommer med sætninger ala “det kan vi da godt finde ud af, høhø” og “Neeej! Men din mor er da sød” *savle savle* Adr!

NÅ! Min pointe er bare at jeg tror det bliver godt og sundt, både for Otto at reconnecte med sin far og for mig at få lidt søvn, og for os begge, at få lidt luft og tid væk fra hinanden. At savne.

Så klokken 15 i morgen tager Otto og jeg i lufthavnen og drikker Starbucks, spiser hotdogs og henter far.
Jeg glæder mig … Særligt fordi at jeg har cravet Starbucks Mocha lige siden Lotte  skrev om det i sidste uge…. Mmmmm kaffe, chokolade, flødeskum ! Pure pleasure!

“Kom an!”

I går var det præcis 2 år siden at jeg, med Otto i maven, rykkede alle mine egendele ud af freelancers (og mit) hjem og for første gang låste mig ind i minlejlighed. Det tog cirka 3 timer at flytte alt og jeg rørte ikke en finger, et hold af freelancers og mine venner kom og klarede det hele, jeg sørgede for opmuntrende tilråb og hentede pizza og øl. Rachel var med som støtte og det var mine forældre også. Jeg tror at de havde regnet med en helvedes masse gråd (og det havde jeg faktisk også selv), men faktisk var jeg bare lettet og skideglad for endelig at kunne komme rigtig ud og væk og ikke mindst starte på en frisk. Jeg sov på en madras i køkkenet den nat og det var første gang at jeg var alene i 2 måneder, jeg havde været mandsopdækket OG havde boet hos mine forældre i al den tid. Hold kæft det var skræmmende, men fedt. Helt vildt! Jeg vågnede dagen efter med en hel ny følelse i kroppen, og samme morgen skrev jeg denne post-it.

Den har ligget i min kalender lige siden og ja, det er bare et fjollet stykke papir, men for mig er det symbolet på et nyt kapitel. Og selvom det er gået ned for mig mange gange siden og at jeg har skulle kæmpe og råbe og skrige og sluge nogle motherfucking store kameler, er det en reminder på at det for pokker nok skal gå.

Weekend og påskeferie

Otto er hos freelancer frem til mandag. Og tirsdag smutter han (freelancer) til Cape town i 3 uger. Så denne weekend skal udnyttes fuldt ud. Til mit lægebesøg den anden dag fik jeg streng besked på at hygge mig og skrue ned for tempoet (hjertebanken og svimmelhed er åbenbart ikke normalt- der kan man bare se). Så det er planen. Hygge! Med vin og mad og drinks og sol og kaffe og tømmermænd og dyner og bacon … Doctor’s order.
I dag er det min mors fødselsdag og vi skal mødes senere og spise sushi og andre lækre sager herfra. Jeg har allieret mig med min søde flotte dygtige lillebror og vi har købt en virkelig god gave, som jeg ikke vil afsløre endnu, for tænkt lige hvis hun læste med. Når weekenden er slut har vi påskeferie, Otto og jeg. Vi skal sove længe (HA!) og gå lange ture i solen, med kaffe. Udover kvalitetstid med ham min lækkerbidsken har jeg en brunch aftale med hende her og så skal jeg til fødselsdagsfest hos Nanna’s mand på torsdag. Så alt i alt en udemærket påskeferie som starter om 6 timer.

Hvad skal I lave?

De glemte indlæg #3

Det er fandme strengt
Nu skal det handle lidt om dårlig timing, I kender det godt (håber jeg). Det der med at man aldrig møder eks-kærester når man er dullet op, med overskud og på vej til fest i stilletter og med Asti under armen, vel?Det er altid en eller anden dødssyg søndag i lidt joggingbukser, fedtet hår og kæmpebums på hagen og med en familysize pakke toiletpapir i favnen (Ja hej, jeg skal bare lige hjem og skide, ok hej heej!) . U-ret-færdigt! I kan godt huske dengang jeg mødte den ikke gravide+freelancer+baby i kaos og regnvejr ikke?!
Siden hen er jeg stødt på dem et par gange. Aldrig sammen (7-9-13), men baby og den ikke gravide dame ser jeg ofte, heldigvis for det meste på afstand. Lige indtil i denne uge hvor jeg to (2!) gange er stødt på hende og begge gange har været i et kaotisk øjeblik, med en eftermiddags-sur Otto, kombineret med noget smuldret rosinbolle, sved på panden og en fast mor-stemme, ala ” Nu sætter du dig ned!” og “Du skal simpelthen ikke bide mig!” Oooog så videre. Heldigvis har hun været så rar at ignorere os. Men er du da vimmer hvor jeg synes det er træls (ja jeg sagde træls! Og det ord bruger jeg never ever), gad godt for once at ose af overskud og se top lækker ud, mens jeg lige balancerer med  lidt hjemmelavet smoothie og noget spelt. Men vi ved jo godt at det aldrig kommer til at ske. Er I lige søde at smide nogle eksempler på banen? Jeg er vel ikke den eneste der møder eks’er (og deres nye yndige kæreste) iført søndagstøj og tampax? Vel? Please!

Break

I går “slog jeg op” med freelancer. Vi har længe set ret meget til hinanden (ikke på den måde), og har hængt ud både med og uden Otto. Jeg har i noget tid kunne mærke på Otto at det har forvirret ham og han har spurgt meget efter sin far, lidt for meget, hele tiden. Og ærlig talt blev jeg også selv lidt rundt på gulvet, for pludselig var der konstant en påmindelse om hvordan det kunne have været, hvis omstændighederne var anderledes. Og samtidig en reminder om hvordan det ikke er. Ikke sundt for mit i forvejen skrøbelige sind skulle jeg lige hilse og sige. Så i går ringede jeg freelancer op og sagde at jeg syntes vi skal stoppe med at ses. Han tog det irriterende pænt og var faktisk helt enig.
To minutter tog det. Nå.
Men jeg er lettet faktisk, for det bliver sgu for kompliceret, med et tæt venskab til en mand man har været så involveret med og som har revet ens hjerte itu, pisset på det og grinet højt imens – Ja, sådan føltes det altså. Og så er der jo også lige den lille detalje, at manden er far til et andet barn, og har et skørt job med hele verden som arbejdsplads. Og hov, jeg er jo heller ikke forelsket i ham. Vel.

Men for pokker hvor ville det være praktisk, hvis man ser bort fra førnævnte, med barn 2 og det der.
Det er tilgengæld uden tvivl en af de bedste beslutninger jeg har taget længe.

Rachel er enig: